Tag-arkiv: krigsinvalider

Krigsinvalider, Sønderjyder

Foredrag: “1. verdenskrigs konsekvenser for sønderjyske krigsdeltagere: især de psykiske”

6 kommentarer

Tirsdag den 10. oktober 2023 inviterer Kultur i Gråsten i samarbejde med FolkeUniversitet til foredrag om

“1. verdenskrigs konsekvenser for sønderjyske krigsdeltagere: især de psykiske“.

Portræt af Kasper Nielsen, der holder foredrag i Graasten den 10. oktober 2023.

Foredragsholder Kasper Nissen fortæller om foredraget:
Det er nu over 100 år siden, at den danske stat overtog forsorgen for de mange tusinde sønderjyder, der havde kæmpet på tysk side i 1. Verdenskrig og pådraget sig svære skader på både krop og sjæl. Med afsæt i breve, sygejournaler og fotografier fortæller jeg om de krigsdeltagere, der var for traumatiserede at genoptage den tilværelse, de slap før krigen, og om deres kamp for at finde en plads i livet og samfundet efter oplevelserne i skyttegravshelvedet.

Hermed gives der indblik i et overset og fortiet aspekt af såvel historien om de sønderjyske krigsdeltagere som dansk psykiatrihistorie.

Foredraget følger de berørte soldater fra indkaldelsen til sindssygeanstalterne, og undervejs kommer jeg også ind på mit eget forhold til krigen og dens betydning for min familiehistorie.

Endelig vil jeg drage nogle paralleller til nutiden og give et bud på, hvad vi kan bruge erfaringen med de psykiske krigsinvalider fra Sønderjylland til i dag.

Foredragsholder er adjunkt, Kasper Nissen, der er Cand.mag. i historie fra Københavns Universitet med en stor passion for musik, fodbold og ja, historie.

Fakta:
Husk tilmelding på sms 26354944 senest to dage før.

Arrangør: Kultur i Gråsten i samarbejde med FolkeUniversitet.
Tidspunkt: Tirsdag den 10.10. kl. 19.00.
Pris: 100 kr. inkl. kaffe og kage.
Sted: BHJ-salen, Ahlmannsparken, Ahlefeldvej 4, 6300 Gråsten
Parkering: Gratis ved Ahlmannsparken.

Foto med krigsinvalider på havearbejde i Augustenborg slotshave. Foto indsendt af arrangøren.
Sønderjyder

Foredrag 22. februar: “Med Sind og Sjæl flaaet og sprængt i Stumper og Stykker”

Skriv en kommentar

Slægtshistorisk Forening Sønderjylland inviterer lørdag den 22. februar 2020 til foredraget:

“Med Sind og Sjæl flaaet og sprængt i Stumper og Stykker” ved journalist, forfatter og moderator Simon Kratholm Ankjærgaard.

Ca. 30.000 sønderjyder  kæmpede på tysk side under 1. verdenskrig. Tusindvis af disse mennesker vendte hjem med ar på sjælen.

Én af skæbnerne var Rasmus Christian Petersen (1897-1948).
Han hængte sig 30 år efter krigens afslutning – som offer for et sind, der var blevet sønderrevet i de nordfranske skyttegrave og over tabet af sin bror, som også deltog i krigen.

Simon Kratholm Ankjærgaard fortæller historien om sin oldefar, der aldrig blev den samme efter mødet med krigens rædsler.
Med udgangspunktet i oldefaren vil han brede fortællingen om Den Store Krig og det store kollektive krigstraume ud – men også runde det tabu det var, at komme hjem med en sønderrevet sjæl og selvmordstanker.

Foredraget afholdes i samarbejde med FolkeUniversitetet og er åbent for alle interesserede.

Tid og sted: Kl. 14.00. Multikulturhuset, Salen, Nørre Havnegade 15, 6400 Sønderborg.
Entre: 30 kr. for gæster (dvs. ikke-medlemmer af Slægtshistorisk Forening Sønderjylland).
Parkering: Den lille p-plads overfor Multikulturhuset har kun få pladser og tidsbegrænset parkering.
Der henvises derfor til parkeringsanlægget P-Huset på Nørre Havnegade (indkørsel overfor Hotel Alsik) eller til p-pladser under broen.

Tilmelding er ikke nødvendig.

Krigens forløb, Sønderjyder

Foredrag: “Med Sind og Sjæl flaaet og sprængt i Stumper og Stykker”

Skriv en kommentar

Slægtshistorisk Forening for Storkøbenhavn inviterer onsdag den 11. september 2019 til foredraget “Med Sind og Sjæl flaaet og sprængt i Stumper og Stykker” ved journalist, forfatter og moderator Simon Kratholm Ankjærgaard.

26.000 danskere kæmpede på tysk side under 1. verdenskrig. Tusindvis af disse mennesker vendte hjem med ar på sjælen.

Én af skæbnerne var Rasmus Christian Petersen (1897-1948).
Han hængte sig 30 år efter krigens afslutning – som offer for et sind, der var blevet sønderrevet i de nordfranske skyttegrave og over tabet af sin bror, som også deltog i krigen.

Simon Kratholm Ankjærgaard fortæller historien om sin oldefar, der aldrig blev den samme efter mødet med krigens rædsler.
Med udgangspunktet i oldefaren vil han brede fortællingen om Den Store Krig og det store kollektive krigstraume ud – men også runde det tabu det var, at komme hjem med en sønderrevet sjæl og selvmordstanker.

Tid og sted: Kl. 19.00. Mormonkirkens lokaler på Nitivej 8, 2000 Frederiksberg. Nitivej er en sidevej til Nordre Fasanvej.

Arrangøren oplyser: Der er plads til 200 mennesker. Parkering i gården. Der er adgang til lokalet fra kl 18.00.

Entré: Gæster er velkommen mod betaling af gæstekontingent på 30 kr. pr. foredrag.

Tilmelding er ikke nødvendig.

Link til arrangørens website, hvor der er omtale af foreningens andre aktiviteter og bilag med mere.

Hjemmefronten

24. oktober 1918 – Marie Cosmus: “Kriegsopfer”

13 kommentarer

Senest ændret den 25. oktober 2018 22:38

Marie Cosmus var født 16. oktober 1904, og gik under verdenskrigen i skole i Tønder. Fra det sidste krigsår er bevaret to opgavehæfter fra hendes hånd med titlen “Niederschriften von Marie Cosmus” og “Aufsatzheft für Marie Cosmus”. Nedenfor en stil om krigens ofre.

No 10

Kriegsopfer.

Dieser lange Krieg hat viele Opfer gebracht. Im Osten und Westen, auf allen Schlachtfeldern hat deutsches Blut geflossen. Deutsche und Feinde sind sicher oft zusammen in einen Grab begraben worden, die Toten zusammen sind nicht mehr feind. Auf den Schlachtfeldern sind wohl viele Gräber und Grabreihen zu finden. So ist das Land wie ein Großer Friedhof. Auf den Gräbern wächst jetzt vielleicht viel Gras und die Kameraden haben bei der Beerdigung all der Toten gewiß nicht viel Zeit gehabt, das Grab mit Blumen zu schmücken. Ein einfaches Kreuz ragt aus dem Grabhügel hervor. Auf den Meeresgrund liegen viele, dem Vaterlande treugewesene Männer. Hier in der Heimat sind sie betrauert worden und es gibt keinen dank dafür zu danken und wir sehen sie ja nicht mehr.

Manche Gräber sind gewiß zertrümmert und sind nicht mehr zu finden. Wofür sind nun alle gefallen, warum mußten so viele Familien trauern? Viele sind in Gefangenschaft geraten und leiden dort großer Not, aber einmal werden sie doch zurück kehren. Wir denken auch an alle Krüppel, die zurück bleiben. Sorgen und und Trauer hat der Krieg, der nun hoffentlich zu Ende ist, gebracht. Wir haben nie gedacht, daß der Krieg so lange dauern würde. Es war Weltkrieg, der mit anderen Kriegen nicht verglichen werden kann.

Tondern, den 24. Oktober
Marie Cosmus

(Jørgen Bendorff)

Aviser

8. juli 1918 – Ribe Stiftstidende: hvad stiller man op med krigsinvalider og undvegne tyske krigsfanger

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Kan krigsinvaliderne ikke faa deres pension?

En krigsinvalid i Mainz, som har været hjempermitteret siden 1. december 1916 som varig uduelig, har efter 19 maaneders forløb endnu ikke faaet tilkendt rente, skønt han har klaget flere gange over denne forsømmelse. Den 18. januar, den 25. marts og den 13. maj svarede Krigsministeriets renteafdeling ifølge Vorwärts hver gang paa en klage med de lakoniske ord: “endnu under bearbejdelse” , “og ved Forsøgelsesafdelingen i Mainz drøftede man ham med, at han bare skulle have taalmodighed! pengene gik ham ikke tabt”. Nu har invaliden imidlertid maattet sælge alt, hvad han havde af klæder og værdigenstande, for at kunne friste livet og stadig leve i det lyse haab om en glimrende rente, naar den endelig bliver bevilget!

Undvegne tyske krigsfangers tjenesteydelse

Der har hidtil hersket uklarhed over det spørgsmaal, hvorledes de fra krigsfangenskab flygtede tyske soldater igen skulde anvendes i tjenesten, og rigsdagsmand Marquardt har derfor i denne sag adspurgt det prøjsiske krigsministerium, som har svaret: De værnepligtige personer, som ved flugt har unddraget sig den fremmede magt, maa kun anvendes ved fronten, naar de selv ønsker det, for øvrigt skal de, saa længe krigstilstanden raader mellem Tyskland og den paagældende stat, i hæren anvendes i hjemmet og Etappeomraadet, i generalguvernementerne og Rumæniens militærforvaltning.

Faldne

Arbejdsmand Anker Christiansens hustru i Erlev ved Haderslev har modtaget budskab om, at hendes mand den 11. juni er død ved sine saar paa transporten til forbindingspladsen, 30 aar gl. og efterlader sig hustru og to smaa børn.

Vejopsynsmand Peter Madsen i Hellet ved Rødding har modtaget budskab om, at en af hans sønner, Peter, er falden i Frankrig. En anden søn er i krigsfangenskab og en tredje deltager endnu i krigen.

I tabslisten meddeles, at Peter Callesen fra Varnæs, Peter Petersen fra Stubbæk, Wulf fra Arnitlund, Peer Birkebal fra Jels Skov, Nis Clausen fra Aarø, Niels Jensen fra Hvidding og Johann Jespersen fra Over Jerstal er faldne.

Enkefru Julie Bruhn i Aabenraa har modtaget meddelelse om, at hendes søn Jørgen er død paa et lazaret i Slesien, 37 aar gl.

Postbud Sofus Clausens hustru i Rødding har modtaget budskab om, at hendes mand er død paa et lazaret i Belgien. Han efterlader hustru og et lille barn samt en gammel fader, der nu har mistet tre sønner under krigen.

I tabslisten meddeles, at Niels Christensen fra Gestrup er død af sine saar: at Niels Ravn fra Kjelstrup, der hidtil har været meldt savnet, er død i fangenskab.

Enke Inger Marie Rudolph i Ebening ved Hellevad har modtaget meddelelse om, at hendes søn Matthias er falden ved Vestfronten den 9. juni.

Andreas Juhl og hustru i Strandelhjørn ved Bevtoft har modtaget budskab om,  at deres plejesøn Heinrich Quitzinsky er falden den 3. juni, 23 aar gl.

I tabslisten meddeles, at Emil Hansen fra Haderslev og Hans Hansen fra Todsbøl er faldne.

Skrædder Jensen i Skærbæk har modtaget meddelelse om, at hans søn Peter er død som følge af sine saar.

I tabslisten meddeles, at Hermann Paulsen fra Dalsgaard ved Rinkenæs og Hans Rosenberg fra Haderslev er døde af deres saar.

Saarede

Franz Christensen fra Kværs er haardt saaret.

Laurids Wolfsberg, søn af Georg Wolfsberg i Skærbæk,  er bleven saaret i Frankrig.

Jørgen Fisker fra Bjerndrup ved Kristiansfelt og marine-reserveløjtnant Hans Meiland fra Haderslev er haardt saaret. 

Jørgen Brodersen fra Barsmark er haardt saaret.

I fangenskab

Bøj Jørgensen fra Løjtkirkeby, der har været krigsfangen i Rusland i næsten 2½ aar, er kommen hjem paa en længere orlov.

Herman Schmidt fra Brendstrup er vendt tilbage fra fangenskabet.

Ifølge tabslisten er matros Mads Møller fra Ris ved Aabenraa, Anker Nissen fra Kastvraa og maskinist-ekspektant Franz Norling fra Graasten i engelsk fangenskab.

Ifølge tabslisten for kolonitropperne er Peter Marius Jørgensen fra Skovby ved Haderslev, Melchior Karl v. Brincken fra Haderslev og over-stabslæge Dr. Gerhard Grothusen fra Rødding i engelsk fangenskab.   

Aviser

16. januar 1918 – Ribe Stiftstidende: protest og forundring

1 kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

En stum protest

Forbundet for Krigsinvalider og tidligere Krigsdeltagere vilde søndag i Berlin afholde et protestmøde mod Fædrelandspartiets pryglemøde, men politiet opløste forsamlingen, før mødet var aabnet. Man samledes derefter i et andet lokale, men ogsaa her blev forsamlingen opløst. Som en stum protest mod Fædrelandspartiets møde afleveredes til formanden 311 Jernkors og Ordensbaand.

De to køn i Karlsruhe

I Karlsruhe, der nu nylig atter er bombarderet fra luften af englænderne, har man opført bombesikre skjul paa gaderne, hvor folk kan ty hen. Der er opført særlige skjul for mænd og særlige for kvinder. De badensiske blade skriver, at ogsaa i jernbanetogene skal de to køn adskilles. Meddelelsen har fremkaldt forundring og spottende omtale i berlinske blade.

 

Krigens forløb

27. marts 1917 – Ole Damm: “…kun at jeg mangler mit Ben”

Skriv en kommentar

Ole Damm gjorde fra slutningen af 1915 tjeneste ved Reserve-Infanterie-Regiment 207´s 3. kompagni.  Den 29. maj 1916 blev han under kampene ved Verdun såret af en geværkugle i venstre ben, otte måneder senere, den 2. februar 1917, blev det amputeret.

Flensburg d. 27.3.17.

Kjære Pastor Nielsen
Mange Tak for Bladene som De sender mig. Nu er jeg sund og rask igjen, kun at jeg mangler mit Ben. Det er jo et Savn og vil blive ved at være det, men Herren som har hjulpen mig saa godt Hidindtil, han hjælpe ogsaa nok med at bøde det[.] Jeg var simpel, dog han har holdt sin beskjærmende Haand over mig og ladt mig blive rask igjen. Nu skal jeg snart til at bort at gaa paa det kunstige Ben. Kjærlig Hilsen og Guds Fred Deres
Ole Damm

(P116, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

 

Aviser

9. januar 1917 – Ribe Stiftstidende: ny opfindelse hjælper invalide soldater

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Et mundpenneskaft

der skal tjene til brug for soldater, som i krigen har mistet begge arme, er bleven opfundet efter samarbejde af tyske læger. Skrivningen skal med det forrettes i stedet for med hænderne. Papiret skal klemmes fast, og det er jo en selvfølge, at skrivningen med mundpenneskaftet skal læres ved arbejde, der kræver taalmodighed. 

Tinlaag paa ølkrus beslaglagt

Gennem Wolffs kontor peges hen paa, at beslaglæggelsen omfatter alle de laag, der findes i bryggerier, restaurationer, foreninger, selskaber og kasinoer, kort sagt overalt, hvor der skænkes øl. Det kommer ikke an paa, hvem der ejer krusene eller glassene; ogsaa saadanne som privatpersoner har staaende i et lokale til eget brug, falder ind under beslaglæggelsen.

Saarede

Købmand Nis Rahns søn i Hoptrup, Christian Rahn, som har været med i krigen siden dens begyndelse, er i de sidste svære kampe bleven haardt saaret.

Savnede

Reserveløjtnant Hans Christiansen, søn af pastor Christiansen i Tyrstrup, er savnet siden den 16. december.

Ikke kategoriseret

28. oktober – Ellen Jensen: “Reden din er lun og varm”

Skriv en kommentar

Ellen Jensen var gift med journalist ved Flensborg Avis, J.N. Jensen. Under krigen boede hun i Flensborg, og berettede i sine breve om stort og småt fra sit liv i byen og fra deres omgangskreds rundt om i Sønderjylland og Sydslesvig.

Flensborg den 28-10-1916

Min egen Kæreste!
”Reden din er lun og varm”, nu har vi saagar´16°, jeg er alligevel en Kone, der kan ordne Paragraferne! Synes du ikke? Tak for dit Brev af 24, modtaget i Dag. Og du er nu flyttet igen, det var kedeligt, du laa saa rart der, synes jeg hele Tiden, men Reserven er nok ikke lang. Bare i nu ikke kommer ind midt i ”Helvedet” igen. – Og Hansen er paa Kvægtransport, ja det holder han jo nok ud.

-Maaske kan du naa at komme til Jul, siger du. Det skulde dog være et mærkeligt Træf, om det blev saaledes. Men hvor dejligt, hvis det blev. Nu er det tre Aar side vi holdt rigtig Jul, begge to. Det er en lang Tid, og dog er den jo gaaet hurtigt. Men det er jo da ikke givet, at Orloven bliver stan[d]set saa længe, og saa kommer du jo da nok inden saa længe. Havde man Garanti for, at du kom til Jul, saa maatte det jo hellere vente, men det har man jo ikke, og saa maa man jo sige, at én Fugl i Haanden er bedre en[d] ti paa Taget. Jeg længes forfærdelig efter dig, lille Kæreste. –

– Maries Far er ogsaa hjemme i disse Dage, der venter Ole[?] det 10de Barn, tror jeg nok det er, hvis det ikke er det elvte. – Det er heller ikke let. Og Konen har kun lige Krigeunderstøttelsen at slaa sig igennem med. Det maa rigtignok knibe. Men de faar heller ikke det de kan spise, for hvad Marie kan fortælle, det er aldeles storslaaet. Somme Tider tænker jeg, at det kan snart ikke gaa an at have hende, for alt det hun spiser. Men saa synes jeg heller næsten ikke jeg kan undvære hende, og saa gør jeg da ogsaa noget godt med at have hende. Hun er nu en lille god Pige, som jeg gerne vil beholde, men nu skal hun konfirmeres til Foraaret, saa er det jo Spøgsmaalet, om hun ikke skal have en Plads. Hun er saa gennem solid og trofast, at man helt kan stole paa hende, det har meget at sige. Saadan en lille Pige, er mere værd end en voksen.

– – Lis har sin Efteraarsmavepine i denne Tid. Hænder saa, og det hænder ikke saa sjældent, at der passerer noget for i Bukserne, siger hun forundret; hvorfor smækker du ikke Søster [kælenavn for Lis], Mor? Pus synger en lille tysk Vise, men der er nu ingen af dem begavet med Toner, lille Kæreste! Maaske kan det komme. Pus er forfærdelig grinagtig nu.

– I Dag fik jeg igen en Prøve hjemme fra, med Kød. Jeg tænkte først, at jeg maatte vist skrive, at det skulde de ikke, men saa tænkte jeg igen, at vi kan forhaabentlig efter Krigen give dem noget igen til Tak. Det er jo dejligt nu, med alt dette.

Hvorledes mon det gaar dig, hører du fra Joh. eller skal jeg tage Affære og sende dig det jeg faar hjemme fra? Kjems sagde, at de lever som Lus i Skurrer, der hvor han var, alt var saa rigeligt og godt, dog dog [sic!] var han alligevel mager. Han beklagede mig at skulde gaa alene her i Fl. det vilde han nødig. Han havde et Fotografi af Joh. Juhl, hvor han sidder og spiser med sin kunstige Haand, det er trist at se. Han har forsk. Apparater til de forskellige Arbejder, han skal til. I Morgen tager vi saa vist til Elsa.

Saa kysser jeg min egen Ven til god Nat, og drømmer dig hjem til mig.
Din egen Pige

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

Krigens forløb

17. august 1916. Knugede forældre: “Krigens hårde kår havde lært dem at græde i enrum”

Skriv en kommentar

Søren P. Petersen, Rødding, blev såret i juni 1916 og mistede sine øjne. Han kom på et blindelazaret i Halle an der Saale.

(… fortsat)

Det var nu mere end to måneder siden, jeg var blevet såret, og i al den tid var jeg hverken blevet klippet eller barberet. Rigtignok var mit hoved næsten helt indviklet i forbindingen. Kun næsespidsen, munden og hagepartiet var frit, men her strittede efterhånden et yppigt rødt fuldskæg frem, og håret hang mig helt ned ad nakken.

Den stærke skægvækst og særlig øjenbrynene, der havde været afbarberede, forvoldte til tider en ulidelig kløe under forbindingen. Også hårbunden, som i al den tid ikke havde været vasket og tilmed efterhånden var fuld af indtørret salve, kløede, så jeg somme tider troede, at jeg var smækfuld af lus.

En dag fik jeg så lov til at blive klippet og barberet og få hovedet vasket. Det føltes som en uhyre lettelse, da jeg nu tilmed fik en mindre forbinding; men hverken søster eller nogen af de andre kunne kende mig efter denne omgang.

Der var et spørgsmål, som stadig beskæftigede mine tanker. Hvordan ville min kæreste tage disse for mig så forandrede kår? Jo, hun havde fortsat med at skrive breve, og der kunne ikke være tale om at svigte et givet løfte, mens jeg på den anden side hverken  kunne eller ville forlange, at hun skulle knytte sin skæbne til min.

For at få dette klaret, måtte jeg hjem. Så bad jeg da om orlov samtidig med, at jeg ansøgte om at blive flyttet til et lazaret nærmere hjemad, måske Haderslev eller Flensborg.

Jeg fik 14 dages orlov under den betingelse, at jeg lod mig tilse af  min læge derhjemme. I midten af august rejste jeg. En sanitetssoldat  bragte mig til banegården og hjalp mig ind i toget til Hamborg.

Her blev jeg modtaget af »Røde Kors«, som var blevet underrettet  om min ankomst, og efter at have fået en kop kaffe, blev jeg fulgt ind i toget, som gik til Flensborg.

Her blev jeg modtaget af mine forældre. Det blev et bevæget gensyn efter to års forløb, knuget som de var af sorg og bekymring over den skæbne, der havde ramt mig, og hjemme lå min ældste bror,  dødsmærket efter krigens strabadser.

Alligevel var de udadtil fattede, krigens hårde kår havde lært dem at græde i enrum.

DSK-årbøger 1961

Krigens forløb

8. juli 1916. De blinde lærer at klare sig

Skriv en kommentar

Søren P. Petersen, Rødding, mistede synet, da han blev såret den 6. juni 1916. Han kom i juli 1916 på blindelazaret i Halle an der Saale.

(… fortsat)

Der kom damer fra byen for at underholde os. De læste for os og gik ture med os. De tændte vore cigarer og kunne stoppe en pibe. De  lærte os blindeskrift og forskellige håndarbejder, som knytte- og kurvearbejde.

Den slags ting havde nu ikke min interesse. Så snart jeg var kommet oven senge og kunne tage fat, lærte jeg at skrive og læse  blindeskrift, men øvede mig også i almindelig håndskrift ved hjælp af en dertil konstrueret ramme. Først og fremmest gav jeg dog mig i lag  med maskinskrivning. Min stilling var jo klar, og nu gjaldt det om at dygtiggøre sig til de muligheder, der måtte komme til at foreligge.

Det varede da heller ikke længe, før jeg kunne skrive mine egne breve. En dag fik alle vi blinde foræret hver et lommeur. Gaven var stiftet af en sangforening i byen ved navn »Sang und Klang«. Det var et såkaldt blindeur, og man kunne aflæse tiden med fingrene. Jeg blev meget glad for det ur. Det var, som om jeg med det fik noget af det tabte tilbage. Det var nu ikke mere dag og nat på samme måde. Tiden havde nu igen fået inddeling, uafhængig af lys og mørke.

Tit må jeg med taknemmelighed tænke tilbage på de kvinder og mænd, som her på lazarettet i Halle med så stor forståelse forsøgte at lempe os ind i vore nye kår.

Forplejningen ved fronten havde til tider været meget sløj, men her var den om muligt endnu sløjere — en gang imellem af en sammensætning, der var fremmed for en sønderjysk gane. — Således fik vi en middag serveret noget, der vist skulle være syrnet mælk, og  da de så spurgte, om jeg ville have kogte kartofler i, protesterede jeg for en gangs skyld. Det mindede mig for meget om det, de gav grisene derhjemme. De var dog sikkert lovlig undskyldt, for allerede den gang sultede det tyske folk.

Heldigvis kunne jeg nu få pakker med madvarer hjemmefra, og det trængte jeg også til. Da jeg i 1914 blev indkaldt, vejede jeg 172 pund; nu var jeg helt nede på 135 pund, og kræfterne var meget små.

Netop omkring den tid indførte tyskerne den uindskrænkede u-bådsblokade, og aviserne bragte hver dag sensationelle  beretninger om det store antal sænkede skibe. Meningen om  værdien af denne blokade blev stærkt diskuteret. Jeg protesterede altid mod denne form for krigsførelse og mod de usædvanlig store tal, der berettedes om. Jeg havde mine tvivl om rigtigheden af de angivne tal. Jeg vidste jo, at der var mange danske skibe iblandt.

(… fortsættes)

NB: Henvisningen til den uindskrænkede u-bådskrig placerer erindringen til tiden omkring 1. februar 1917. Af hensyn til læseligheden har vi dog forkortet Søren Petersens sygdomsforløb og lazaretophold, så det er klemt sammen over kortere tid, end det egentlige forløb.

Den samlede beretning kan læses i vores digitale versioner af DSK’s årbøger.

DSK-årbøger 1961

Krigens forløb

7. juli 1916. På blindelazaret i Halle an der Saale

Skriv en kommentar

Senest ændret den 22. juli 2016 8:53

Søren P. Petersen, Rødding, mistede synet, da han blev såret den 6. juni 1916.

»Zu den drei Degen« var navnet på frimurerlogen i Halle an der Saale. Selve navnet bragte tankerne hen på fortællinger om det muntre studenterliv, overmodig ungdom, forældede æresbegreber og dueller. — »Oh, alte Burschenherrlichkeit!« Halle var jo den gamle, smukke studenterby.

Det ret imponerende bygningskompleks lå i en lille park med udsigt over floden og til ruinen af den middelalderlige Moritzburg, som lå på en lille ø i Saalefloden. Bygningens stilfulde indre fortalte om et intellektuelt aristokrati. De hvide buster, som fra deres konsoler i salene havde set ned på mange kendte mænd og skønne kvinder, var jo selv repræsentanter for kultur og kunst, for intelligens og traditionel patriotisme. Nu så de ligesom med tomme blikke hen over ofrene på fejlslagne forhåbninger og fejlagtige vurderinger, thi nu var her indrettet lazaret.

I to store sale lå vel ialt henved 300 mand, og i nogle mindre rum var der plads til de hårdest medtagne.

På dette lazaret blev jeg indlagt den 7. juli 1916, sammen med min lidelsesfælle, Friedrich Schmidt fra Hamborg. Dermed var vi her 14 blinde. Der var Otto Rosstäuscher fra Altenfeldt i Thuringen. Han var glaspuster af profession. Ved bordet ville han gerne fortælle om, at glaspusterne og glasarbejderne spiste hundekød og også hundefedt for at modvirke lungetuberkulose. Fra anden side har jeg fået oplyst, at det faktisk bruges; men det var nu mest for at drille hans landsmand, Robert Laube fra Frauenwald, som altid nedlagde  voldsom protest.

Der var stationsforstanderens søn fra Celle i Hannover. Han målte sine 194 cm. Han var stadig overbevist om, at han nok skulle få synet igen. Ingen havde kunnet nænne at sige ham den brutale  kendsgerning, at han havde mistet begge øjne, men en dag måtte lægerne alligevel til det, fordi han skulle have proteser. Han havde  også mistet den ene hånd.

Så var der den unge skorstensfejer, som til tider havde det mest sprudlende humør, men til andre tider var dybt fortvivlet. Mertenis var 40 år og havde været stenhugger. Han ville ingenting tage sig  for. Hans far og bedstefar havde også været stenhuggere og var døde i 40 års alderen, og det ville han også nok gøre. Det hørte til faget.

Det var en mærkelig følelse igen at være i et civilt samfund, hvor ganske almindelige mennesker kom og gik, snakkede med os, gav os cigarer og blomster og andre ting.

De fleste sygeplejersker var »Røde Kors«-søstre, damer fra byen,  som her tog deres tørn, og de vidste ikke alt det gode, de ville gøre for os.

Det lå i sagens natur, at de fik vor fulde fortrolighed. De læste vor post og skrev vore breve. De fleste af mine breve var jo skrevet på dansk, og de måtte sommetider læse dem to eller tre gange, inden jeg fik helt fat på indholdet, men også det tog de med godt humør. Disse kvinder, der passede og plejede os 14 blinde, har sikkert i  deres gerning haft mange kostelige oplevelser, når disse ganske unge soldater betroede dem deres hjerteanliggender.

Søster Marie Stein fortalte mig somme tider sådanne små træk. — En ung mand havde fået en ny kæreste, og nu skulle hun skrive et afskedsbrev til den første og en glødende varm bekendelse til den nye. Han vævede i det med at diktere, og til sidst sagde han: »Å, søster, De forstår sådan noget bedre end jeg, skriv bare så godt De kan!«

Det gjorde søster, men var så uheldig at få brevene forbyttede. »Det kan nok hænde, at det gav ballade«, lo hun. Jeg stod forresten i  mange år i skriftlig forbindelse med søster Marie, og hun skænkede os et stueur til vort bryllup.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1961

Krigens forløb

9. juni 1916. Jernkorset til Søren Petersen

Skriv en kommentar

Søren P. Petersen, Rødding, blev ramt i ansigtet og hårdt såret kørt fra fronten. På “Hostice des Mineurs” blev han opereret – men hans syn var for altid ødelagt.

(… fortsat)

Næste dag fik jeg besøg af den kommanderende general for 9. reserve armékorps, von Bohm.

Det var nu sikkert ikke for min skyld, han havde ulejliget sig herhen. Det blev fortalt, at han fik behandling for gigt.

Han spurgte om, hvor, hvordan og hvorledes, og gav så ordre til, at der blev bragt mig en flaske vin. Senere kom et par officerer og dekorerede mig med jernkorset. Et plaster på såret, sagde man mand og mand imellem.

Jeg fik også en dag besøg af feltpræsten. Han lagde straks mærke til mit navn. Jo, jeg var dansk nordslesviger. Om jeg kendte Søren Kierkegaard? Selvfølgelig kendte jeg ham af navn og vidste lidt om hans filosofi, men den havde jeg aldrig fordybet mig i.

Mens jeg er ved besøgene, må jeg også fortælle, at nogle af mine kammerater ude fra fronten aflagde mig besøg, deriblandt også  selveste vor kompagnifeldwebel, Hamann. Havde jeg, efter hans mening, aldrig lært at blive en rigtig soldat, må han alligevel have respekteret mig som menneske og kammerat. Jeg må da også sige, at han, både som foresat og kammerat, var god nok.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1961

Se omtale af Søren Petersen og jernkorset her:  Viborg Stiftstidende 1. september 1916

Aviser

15. april 1916. Syd for grænsen under krigen

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Fem sønderjyder dræbt af en engelsk mine.

Sigfred Hansen skriver fra felten til ”Flensborg Avis”, at den 3. april har 5 sønderjyder fundet døden på valpladsen. En engelsk mine slog ned på dækningen, hvor de lå, og begravede dem fuldstændig. Den ramte Peter J. Petersen af Tornskov, Hans Nielsen af Mjøls, Thomas Olsen af Ravsted, gefreiter Henrik Bollmann af Haderslev og Peter Nissen af Nørre Hostrup. Sidstnævnte lykkedes det efter flere timeres arbejde at få udgravet levende, og lægerne håbede at kunne frelse ham, men dagen efter døde han på et lazaret.

Et gensyn i fangenskabet.

Da der i forrige uge indtraf russere til landbrugsarbejde på den Peters’ke gård i Warmhørn i Eidersted, var der iblandt dem én, der klagede over, at hans bror, Ivan var faldet i krigen. Da senere en af vagtmandskabet kom med breve til gården, var en ualmindelig lighed med en russer, der arbejdede på nabogården, ham påfaldende. På hans spørgsmål, om han havde en bror, Ivan, svarede russeren: Ja, Ivan død. Vagtmanden fortalte ham derefter, at han levede og arbejdede på den nærmeste gård, og førte russeren derhen.

Gensynet var overordentlig gribende; leende og grædende omfavnede og kyssede de hinanden.

Kaffe og te.

Krigsudvalget for kaffe og te meddeler, at hvem der har over 10 kilo råkaffe eller over 5 kilo te, overhovedet ikke mere må sælge kaffe og te. Kun de småhandlende, som har mindre, må sælge de små beholdninger ud. Der må indtil videre ikke mere brændes kaffe, heller ikke af private.

Uddannelse af invalider.

Ifølge generalkommandoens anordning af 30. marts 1916 kan krigsinvalider, der delvis eller helt forhindres i udøvelsen af deres tidligere erhverv, i fald de ønsker det og er skikkede dertil, blive uddannede i de tekniske institutter, med undtagelse af krudtfabrikkerne, om lærlinge i kleinsmede-, drejer- og sadelmagerfaget.

Læretiden er 2 år, forud for hvilke går der en 4 uger prøvetid for at få fastslået, om, og for hvilket fag vedkommende egner sig. I prøve og læretiden lønnes lærlingene som ulærte arbejdere. Ansøgningerne om ansættelse må rettes til artilleridepotet i Altona og Rendsborg.

Optagelse af kødforråd.

I henhold til forbundsrådets forordning af 2. februar 1915 vil der i dag, 15. april, i forbindelse med kvægtællingen blive foretaget en fastsættelse af, hvor store forråd af holdbare kødvarer, der findes såvel hos næringsdrivende og kommuner, som i private husholdninger. Forråd på under 2 pund kommer ikke i betragtning. Vægtangivelsen skal ske efter hele pund.

Der vil ifølge ”Hejmdal” til dette brug i disse dage blive uddelt lister, som i udfyldt stand skal leveres tilbage til de kommunale myndigheder inden den 22. april.

Ikke-angivelse eller urigtig angivelse på disse lister straffes med indtil 6 måneders fængsel eller indtil 10.000 mark bøde.

En uldindsamling.

I et opråb, der er undertegnet af prinsesse Irene af Prøjsen og overpræsident v. Molkte, bebudes en ny indsamling af uldsager. Husmødrene i hele provinsen bedes samle alle uundværlige og ubrugelige uldrester samt uldaffald sammen og holde det rede til aflevering, når opfordringen dertil sker i den nærmeste tid.

Tyske indkaldelser.

Da det har vist sig, at annoncerne i bladene ikke bevirker, at alle de i Tyskland militærpligtige personer, som opholder sig i Danmark, melder sig under fanerne, har de tyske myndigheder i den senere tid tilstillet hver enkelt direkte opfordring til at give møde ved den tyske hær. Imidlertid er der også andre, der får sådanne opfordringer, nemlig folk, der slet ikke er tyske undersåtter, skriver, ”Kolding Avis”. Således har en mand i bladets læsekreds fra det tyske kontor i Kolding fået opfordring til at møde, skønt han har boet her i landet i henved 2 år før krigens udbrud og har brev fra den tyske regering på, at han for nogle år siden blev betragtet som dansk undersåt. Manden er født syd for grænsen, men begge hans forældre i kongeriget, så han, der aldrig har erhvervet tysk statsborgerret, i det mindste er hjemløs, men som sagt, han besidder en skrivelse fra de tyske myndigheder, og disse stempler ham rent ud som dansk undersåt. Alligevel vil de nu have ham med i krig!

Krigens forløb

22. marts 1916. Krigsinvalid kan ikke blive postbud: Han er dansksindet!

Skriv en kommentar

Asmus J. Asmussen fra Genner, deltog i krigen i Reserveinfanteriregiment 86. Han blev såret af en kugle i højre skulder 5. oktober 1914 under et stormangreb i nærheden af Amy, returnerede til fronten efter endt behandling, men blev såret igen den 28. april 1915, denne gang af en kugle i venstre skulder. Han blev opereret på lazarettet i Noyon, men armen kunne ikke længere bøjes.

I Januar 1916 maatte jeg søge hos Landraaden i Aabenraa for at komme hjem til min Svigerfaders Begravelse, og i de tre Dage, Orloven varede, havde jeg at melde mig hver Dag hos Majoren i Aabenraa. Lidt uforstaaeligt for en haardtsaaret Soldat, men saadan var det.

Saa bliver jeg skrevet g. v., og sammen med nogle andre kommer jeg til Landstormsdragonerne i Parchim i Meklenborg. Jeg skal lære at ride, med en stiv Arm, som jeg ikke kan løfte. Hjælpsomme Mennesker løfter mig op paa Hesten, men den gamle Vagtmester udbryder: „Wenn du noch reiten willst, hast du’n Vogel!“ Og da jeg  ikke havde en „Vogel“ , slap jeg for Ridningen og blev Postordonnans og kom senere ind paa Skrivestuen.

Da jeg gik herinde, kom den Tanke at søge ind til Postvæsenet. Og det gjorde jeg saa. Men der var lang Vej. inden jeg naaede saa vidt.

Først blev Eskadronen flyttet til Haderslev, og efter en 14 Dages Ridt blev jeg tildelt Husarerne i Parchim. De vilde absolut have mig op paa en Hest, og nu gik den samme Komedie om igen. Endelig kom der Besked, at jeg kunde begynde ved Postvæsenet, og det endda hjemme i Kliplev, og glad forlod jeg Kavalleriet.

Selvfølgelig troede jeg, at jeg straks kunde begynde, men den ene Dag gik med den anden, og stadig kom der ikke Besked om at komme i Gang. Jeg forstod ikke Grunden til alt dette, og skrev saa til Distriktskommandoen i Flensborg og spurgte, hvad Meningen var. Allerede Dagen efter fik jeg Ordre til at tage fat.

Forklaringen fik jeg først senere. Det var Amtsforstanderen, som var Ophavsmanden til dette, idet han holdt Haanden over et andet Postbud, som, saasnart jeg  overtog Bestillingen, skulde møde i Flensborg. Amtsforstanderen var samtidig Postekspeditør.

Saa gik der et Stykke Tid, hvor der ikke skete noget, men saa kom Amtsforstanderen, alias Postekspeditøren, en Dag ind til mig og forklarede mig med et lumsk Smil i Ansigtet, at jeg ikke kunde blive fast ansat. Nogen Grund nævnede han ikke. Dette var heller ikke nødvendigt, jeg vidste Besked: Jeg var ikke tysk. Hvor kunde jeg dog være tysk, min Fader var her fra Egnen og havde staaet ved Fredericia, og min Moder var Københavner.

Det var dog mærkeligt, sagde jeg til ham, jeg er kommen hjem fra Krigen som Invalid og med en Civilforsørgelsesattest, der berettiger til Ansættelse i Statens  Tjeneste, og saa kan jeg ikke blive ansat. Men vi faar se.

Saa skrev jeg selv en Ansøgning til Generalkommandoen i Altona og fik ogsaa kort efter Svar, hvori de forlangte indsendt en Attest paa, at jeg var uduelig til andet Arbejde. Det gjorde jeg saa med det ønskede Resultat, og Amtsforstanderen fik en lang Næse.

DSK-årbøger 1946

Bekendtgørelser, Hjemmefronten, Nyheder, Sønderjyder

15. Marts 1916: Papirindsamling i Haderslev

Skriv en kommentar

Dagens nyt fra Hejmdal

Fra Felten.

Faldne.
Arbejdsmand Lauridsen i Gaaskærgade i Haderslev har faaet Meddelelse om, at hans Søn Johannes ifølge “Dv.” er falden i den sidste Tids haarde Kampe. Han havde faaet Jernkorset og har været saaret. Fem Brødre, hvoraf de to har været saarede, staar endnu i Felten. Den ene af dem ligger paa Lasaret i Sønderborg. den Faldne, som var Tømmersvend, blev 27 Aar gammel.

Dekoreret.
Tjenestekarl Hans Møller, der før Krigen tjente hos Kommuneforstanderen i Øsby, har ifølge “S.G.” faaet tildelt Jernkorset.

Hjempermitteret.
Frederik Wolf fra Endrupskov ved Gram, der under Kampene ved Vestfronten har faaet det ene Øje skudt ud, er bleven sendt hjem som uduelig.

Fra Provinsen.

Indsamling af gammelt Papir i Haderslev, der iværksættes af “Den fædrelandske Kvindeforening” til Bedste for “Røde Kors”, begynder i Morgen, Torsdag.

Efter hvad der meddeles til “Dv.”, vil der køre en Vogn fra Hus til Hus for at tage mod Beholdningerne, og Drenge vil hente Vognen. For at spare paa Tiden bedes Borgerne i Haderslev om at holde Papiret rede til at afhentes. Som tidligere nævnt modtages al Slags Papir, Papæsker, gamle Bøger og Karton, Blade, Tidsskrifter, Tapetrester osv.

For enhver fuldtpakket Vognladning faar “Røde Kors” 250 Mark.

Vognen begynder Indsamlingen paa Torsdag i Sønder Otting, kører derfra til Sønderbro, Lavgade, Badstuegade, Naffet og Sidegader og slutter paa Klostret. Paa Fredag foretages Indsamlingen i Nørregade, Aastrupvej og Sidegader. Til sidst samles den øvrige Del af Byen.