Tag-arkiv: gendarm

Aviser

23. juli 1918 – Ribe Stiftstidende: gendarmen fik kærnemælk i ansigtet

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Gendarmen fik kærnemælken i ansigtet

En bondekone var paa vejen ind til Flensborg med en spand kærnemælk, da hun mødte en gendarm, som forlangte at se, hvad hun havde i sin spand. Konen tog laaget af, og da gendarmen formodede, at der laa smør gemt paa bunden af kærnemælken, greb han med haanden ned i denne og fandt intet. Men konen blev vred og sagde: “Naar de vil vaske deres hænder i min mælk, saa skal de ogsaa have noget i ansigtet”, og dermed kastede hun gendarmen indholdet af mælkespanden i ansigtet.  – Om sagen vil faa et efterspil for retten, vides endnu ikke.

Faldne

Hans Henningsen fra Brøstrup ved Rødding er den 15.juni død paa et feltlazaret, 35 aar gl.

I tabslisten meddeles, at Robert Falk fra Sommersted er falden.

Bagermester Iversen og hustru ved Jordkær Station har modtaget meddelelse om, at deres søn undervejs fra hjemmet til Rusland var bleven angrebet af lungebetændelse og død. En time før telegrammets ankomst var en anden søn kommen hjem paa orlov.

Fhv. musikdirektør P. R. Schmidt og hustru i Haderslev har modtaget efterretning om, at deres søn Nis den 13. juli er død af sine saar paa et krigslazaret i Bayern, 25 aar gl.

Sofus Clausen fra Rødding er den 24. juni død paa et lazaret ved Vestfronten i en alder af 32 aar. Han efterlader enke og en lille søn.

Enke Meta Hansen i Sønder Onlev ved Jordkær har modtaget efterretning om, at hendes søn Hans er falden ved Vestfronten den 7. juli, 19 aar gl.

I tabslisten meddeles, at Lorenz Andresen fra Løjtkirkeby er falden; at Mathias Mortensen fra Brosbøl er død af sygdom og at Hans Fogh fra Østerlindet er død i fangenskab.

Friedrich Jørgensen fra Hønkys, der hidtil har været meldt savnet, er falden den 9. april 1917.

Efter 2 aars uvished har fru Katrine Schmidt i Hovslund modtaget meddelelse om, at hendes mand, Anker Schmidt, den 5. juli 1916 er død i Galizien af solstik, 39 aar gl.

I tabslisten meddeles, at Jørgen Hansen fra Jægerup er druknet ved badning.

Saarede

Landeværnsmand Hansen fra Høkkelbjerg ved Aabenraa er haardt saret paa et feltlazaret.

Ifølge tabslisten er Nikolaj Grøftholdt fra Haderslev haardt saaret.

Savnede

Over-fyrbøder Christian Nielsen fra Vojens er savnet.

I fangenskab

Den indkaldte arbejdsmand H. Hundevadts hustru i Haderslev har modtaget efterretning om, at sønnen Karl Hundevadt er i fransk fangenskab. Foruden manden og den fangne 21 aar gamle søn er endnu en søn med i krigen.

Enkefru Petersen-Egebeck i Haderslev har modtaget meddelelse om, at hendes søn den 1. juni haardt saaret er kommen i fransk fangenskab.

Peter Olling fra Studstrup Mark er kommen tilbage fra fangenskab.

Ikke kategoriseret

21. juli 1918. Endelig fremme: Desertører i robåd fra Kegnæs til Ærø

Skriv en kommentar

Andreas Esbensen gjorde krigstjeneste på Vestfronten i Første Verdenskrig. I juli 1918 besluttede han og fire kammerater at desertere. Via Berlin nåede de til Kegnæs, for Esbensen stammede fra. Planen var et ro til Ærø – men alle både var låst og alle årer konfiskeret. Men nabokonen hjælper:

»Når det bliver mørkt, skal jeg komme med en sav til jer«, sagde hun. »I kan tage nogle fjæle her over porten og hugge dem lidt til, så kan I  bruge dem som årer. Og jeg skal nok holde drengene inde, så I kan  komme af sted«.

Og det gjorde vi så. Det gik også godt nok. Jeg brækkede en sabel, da jeg huggede løs på kæden, som båden var låset med. Vi arbejdede  med den i 1½ time, inden vi fik slået den i stykker — og endelig roede  vi så af sted, på vej mod Ærø.

Det var diset, og vi havde en strid vind lige imod. Ved Kegnæs fyr gik der tysk vagt, men vi slap heldigt forbi og ud på åbent vand.

»Nu er det ligemeget, hvad der kommer i vejen for os, jeg skyder alt ned«, sagde Schultz, da vi var kommet så langt. Og så rev han sine  knapper af og smed dem ned i strømmen. Nu ville han ikke være  oversergent mere.

Vi roede hele natten, og ud på morgenstunden hørte vi noget  brumme i luften. »Så, nu er det sket, nu kommer de og tager os«, tænkte jeg. Men heldigvis var det så diset, at flyvemaskinen ikke så  os, og jeg er aldrig blevet klar over, om det virkelig var en tysk  maskine.

Noget senere kunne vi øjne land, og ved 8-tiden om morgenen trak vi båden på land.

Der gik nogle mænd på marken. De var knap færdig med at høste.  De talte dansk, og jeg spurgte, hvor vi var.

»I er på Ærø«, lød svaret.

»Nå, så er vi kommet godt hjem«, sagde jeg. De hentede nogle heste og fik båden slæbt på land, og så tog de os med hjem til frokost.

Vi var landet ved St. Rise på Ærø, og sognefogeden i St. Rise meldte os ikke, hvad han ellers skulle have gjort.

I stedet sørgede han for, at vi fik arbejde allesammen. Han skrev et brev hjem til mine forældre, hvori han fortalte, at han havde fået en  søn, og de ville kalde ham Andreas. Så vidste min mor og far, at jeg var kommet godt over, men alle breve blev j o åbnet, og den tyske  gendarm havde også læst det og kom for at spørge mine forældre ud.

— Ja, de kunne da ikke forstå, hvad det var for et brev, for de mente ikke, de havde familie på Ærø.

Gendarmen spurgte nu, hvordan det gik med de fire sønner og med  de to svigersønner, som var med i krigen.

»Jo«, svarede de, »det går dem godt, så vidt vi ved. Der er ganske vist en af sønnerne, som vi er lidt bekymrede for. Vi har desværre ikke  hørt fra ham i lang tid«.

Gendarmen var nu ikke dum, men han lod sig alligevel nøje med den  besked, og der skete ikke mine forældre noget.

Efter krigen fik jeg brev fra min kammerat i Edel, ham, der i sidste øjeblik sprang fra. Han fortalte, at der gik fjorten dage, før man  savnede os ved kompagniet. Man kunne ikke forstå, hvad der var  sket med os, for man var klar over, at vi ikke var blandt de i dræbte eller sårede; men efterhånden hørte interessen for os op, for der skete jo stadig andre ting, der optog sindene ude ved fronten.

Sognefogedens søn købte, da krigen var forbi, en gård på Nordenbro Vesteregn på Langeland, og da han spurgte, om jeg ville med  derover, slog jeg til, og — her blev jeg.

Min kone er herovrefra, og vi har nu i 37 år været ejere af et  statshusmandssted; men — når jeg uden for mit vindue ser Keldsnor  fyr blinke, smiler jeg til det som til en gammel bekendt, for det er jo  det samme fyr, der i hin nat blinkede til mig og viste mig vej til Ærø.

DSK-årbog 1960

Hjemmefronten

20. oktober 1917. Sønderjyderne ikke længere bange for gendarmerne

Skriv en kommentar

Senest ændret den 21. august 2022 21:39

Rigsdagsmand H.P. Hanssen førte under krigen dagbog. Den 11. oktober rejste han fra Berlin hjem til Sønderjylland. Han beretter her om situationen på hjemmefronten.

Aabenraa d. 20. Oktober 1917.

Jeg har atter begyndt at afholde fortrolige Møder med Tillidsmændene paa de forskellige Egne.

Den 18. Oktober havde jeg en Sammenkomst med Tillidsmændene fra Als Nørreherred i Nordborg. Den 19. Oktober med Tillidsmændene fra Als Sønderherred i Augustenborg, hvor jeg tillige fik Fru Moldts Testamente bragt i Orden. Fru Moldt, som gentagne Gange har skrevet til mig om at komme over til hende for at ordne denne Sag, var livlig, frisk og munter. Hun testamenterede 4000 Mark i lige Parter til Vælgerforeningen, Skoleforeningen, Sprogforeningen og Jernfondet.

Da vi havde denne Sag ordnet, var hun meget glad og gav mig, som en af dem, der havde staaet hendes afdøde Mand nærmest, to Bind af hans efterladte Digte, skrevne med hans smukke Haandskrift.

Da jeg Dagen efter kom hjem, laa der Telegram, som meldte, at Fru Moldt om Natten brat og uventet var afgaaet ved Døden!

Vore Tillidsmænd paa Als er alle enige om at anslaa Høsten til under Halvdelen af en normal Høst. Mælkeudbyttet mener de, kan ikke sættes højere end til en Tredjedel af det normale.

Oplysninger, som jeg har indsamlet fra Sundeved og Aabenraa Amt, gaar i samme Retning.

Alle Oplysninger, som jeg indsamler, viser, at de utallige Forordninger, som Myndighederne udsteder, virker fuldstændig demoraliserende.

Frygten for Kontrollen er forduftet. Ingen bryder sig mere om at holde sig Forskrifterne efterrettelige. Der males, bages og slagtes uden Tilladelse.

Paa Als solgte Amtsforstander W. under Haanden Byg til Gryn. I Nordborg gik Hvedekværnen uafbrudt. Der kjærnes i Smug paa de fleste Bøndergaarde.

Da jeg en Aften sad mellem en Flok Bønder, drøftede de meget alvorligt og sagligt, hvorledes man bedst kunde tage Livet af et Svin, uden at det skreg for meget. En slog det for Hovedet med en Hammer, en anden skød det med en Revolver, en tredje brugte Øksen, men J. C. fra S. fortalte, at det probateste var rolig at klø Grisen, medens man stod med en Kniv i Ærmet, saa hurtigt give det Dødsstødet og derpaa roligt fjerne sig. Grisen løb da rundt uden at sige et Kvæk, medens Blodet løb af den, indtil den stille dejsede om.

Et andet Sted hørte jeg en Samtale mellem nogle Bønder, der var meget indignerede over, at en navngiven Mand, som havde faaet Tilladelse til at slagte et Svin, misbrugte den og slagtede fem. De var enige om, at man altid burde nøjes med at slagte et foruden det, man havde Lov til, ellers fordærvede man kun Forretningen.

Gendarmerne betragtes ikke længere som farlige. De trænger til Levnedsmidler, til Foder til deres Grise, til Hønsekorn, faar det hos Bønderne og lukker Øjnene.

Man fortalte mig om to Gendarmer i R., som havde slagtet Grise i Smug, om en Overvagtmester, der fik Gryn af en Møller, som i øvrigt ogsaa malede Hvede i Smug for Stedets Amtsforstander.

I Sundeved kunde alle faa Brødkorn og Svinekorn malet hos enkelte Møllere, og Mejerierne solgte Smør under Haanden.

Mest frygter man daarlige Tjenestefolks Angiverier. Men mod dem er der ogsaa Raad: Man siger ligefrem, at man har Lov til at slagte, og slagter saa ved højlys Dag uden Forlov. Alle er enige om, at Landbruget vilde have været i Staa, hvis Forordningen om, at hver Hest kun maa faa 3 Pund Havre daglig, var bleven overholdt. „Det er haardt nok, at jeg skal stjæle min egen Havre,” sagde en gammel Bonde til mig, „men jeg er nødt til det, hvis jeg skal have mit Arbejde gjort.” —

Huderne af det Kvæg, der slagtes under Haanden, ombyttes i Garverierne med Saalelæder.

For Fødevarer kan Landmændene faa Manufakturvarer etc. uden at forelægge de foreskrevne Anskaffelsesbeviser. Uden at afgive Fødevarer kan de ikke faa en Lampe istandsat. Af  Jernbaneembedsmændene kan rnan købe dansk Smør (12 Mark Pundet) Chokolade (20 Mark Pundet), Sæbe, The etc., som de indsmugler fra Danmark.

Bagerne leverer Brød for Kød, Vildt etc. Slagterne leverer Kød for Brød, Smør, Sæbe.

Byttehandelen florerer vidt og bredt. Løsenet er Vare for Vare. I Flensborg havde en Politiembedsmand to Svin. Det ene blev snigmyrdet om Natten, indsvøbt i et Lagen og bortført i en Vogn.

– „Hvem kan staa for det,” sagde Politimanden, „naar man kan faa 1000 Mark for et Svin.”

Amtsdommer W. i Aabenraa faar Hvede fra Løjt. En anden Amtsdommer sagde en Dag i Pigens Paahør, da han satte sig til sit velbesatte, sammenhamstrede Bord: „Det er næsten Synd at sætte sig til et saadan Bord, umiddelbart efter at man har idømt et Par stakkels Djævle høje Bøder for Hamstring.”

Klagerne over Angiverier og Chikanerier mod Danske er værre end nogen Sinde. Dyrlæge Dau er, 58 Aar gammel, bleven indkaldt til Civiltjeneste, og er bleven ansat som Jernbanearbejder.

Paa Orlovsansøgninger fra Fronten skriver lokale Myndigheder regelmæssigt Notitser om det politiske Sindelag.

Klagerne er mangfoldige, Stemningen ganske overordentlig bitter.

„Hjemmetyskerne bærer ikke deres Navn forgæves,” siger man — „de bliver hjemme!” Dette er saaledes Tilfældet med Brødrene Jacobsen fra Gammelgaard, Brødrene Eriksen fra Ketting og mange flere.

H.P.  Hanssen: Fra Krigstiden

Ikke kategoriseret

29. oktober 1916. Beruset gendarm og lemfældig fødevarekontrol

Skriv en kommentar

Redaktør N.C. Willemoës var redaktør af Ribe Stiftstidende. Under krigen førte han private notesbøger om stort og småt ved grænsen.

Når levnedsmidlerne kontrolleres

I nærheden af grænsen på tysk side, hvor der er største kontrol med forbruget af de forskellige fødemidler på landejendommene, der kontrolleres af landgendarmen i det pågældende distrikt, nærer man mangen velvilje for den pågældende gendarm.

Ved den tid, da man kan regne ud, at han kommer på kontrol, har en derboende større gårdejer som regel en rigelig forsyning af forskellige spirituosa, og når gendarmen så viser sig, bliver han inviteret indenfor.

Han bliver beværtet god spise og drikke, og måske er tilfældigt en eller flere fra nabolaget kommet tilstede, og efter bordet bænker man sig med toddyen eller hvad det nu er, snakken går, der fortælles mangt og meget fra krigen og drikker tæt til. –

Gårdejeren kan i den henseende tåle en hel del – indtil gendarmen har fået sig så mægtig en rus, at han må sove den ud på gården for så at forsvinde næste morgen, og beboerne har så fred for ham en uges tid, i hvilken de bruger af gårdens produkter af korn, smør, mel, æg, høns osv. inden den strenge kontrol.

Og finder  der så en dag alligevel en eftertælling sted af hønsene og der findes at mangle nogle, så har – ja, så har Mikkel ræv taget dem!

Se flere historier her: Redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

Redaktør_Willemoes
Redaktør N.C. Willemoës, Ribe Stiftstidende
Nyheder

4. august 1914. England erklærer krig – reaktioner i Avnbøl

2 kommentarer

Senest ændret den 28. januar 2016 20:49

Nerverne var på højkant og stemningen kunne skifte på et splitsekund i de første augustdage. Snedkermester Jørgen Petersen, Avnbøl, oplevede den blandede stemning og de hastige stemningsskifter blandt sine naboer i den lille stationsby midt på Sundeved.

“Den 31. juli om aftenen var der berammet festligheder i Avnbøl kro. Stemningen var naturligvis trykket. (…).

Hen på aftenen kom naturligvis den nye gendarm Pein fra Ullerup. Han var ovenud fuld af krigsgalskab, og kunne næppe afvente tiden til at få lov til at slå løs. Et selskab af dem, der ellers gik for at være danske, men som hurtigt blottede sig ved at falde fra straks der var udsigt til tysk sejr, og som altid brugte ordet ‘vi’, når talen var om tyskerne, søgte at overbyde ham i krigshumør: Denne gang skulle franskmændene ikke slippe med 5,  men måtte betale 50 milliarder. [Efter den fransk-tyske krig i 1870/71 blev Frankrig afkrævet en rekordhøj krigsskadeserstatning, RR].

En aktiv landstormsmand havde stor lyst til at være med og ‘knalde russere ned’, sagde han, ‘men de var vel så dumme, at de ikke forstod at falde om, når de blev skudt!’

De ældste årgange af de aktive værnepligtige fik først ordre til at møde, og da han uventet den følgende dag modtog en sådan om at møde ved kasernen i Sønderborg, græd han som et barn. Jeg harmedes over dem, og gik bort. (…).

Onsdag den 4. august gik jeg hen på stationen i et ærinde. Da formiddagstoget holdt, sprang togføreren af og råbte, at der var opslået i Flensborg, at England havde erklæret ‘os’ krig.

Stationsforstanderen og flere folk som var ved at blive gode tyske patrioter, blev som lammede af skræk. Inde i mig jublede det. Jeg følte nu, at Fenrisulven havde fået lænken lagt om sin hals.”

Petersen, Jørgen, Avnbøl 01985H
Jørgen Petersen, Avnbøl

(Jørgen Petersen i: Da den store Verdensbrand antændtes, 1924, s. 45f)

Hjemmefronten, Nyheder

1. august 1914. Krigstilstand og mobilisering oplevet i Broager

Skriv en kommentar

Senest ændret den 6. december 2023 11:42

Hans Petersen fra Skodsbøl oplevede proklameringen af den truende krigsfare, mens han gik i marken bag selvbinderen:

”Fulde af Spænding var de sidste Julidage. Hvor end man mødtes, blev der talt om Krig. Jeg tjente den Gang som Forkarl hos Peter Andersen i Mølmark. Den 29. Juli 1914, da jeg var oppe ved Smeden for at faa en Hest skoet, sagde han til mig:

– ”Nu skal du se, en af Dagene gaar Krigen løs, og du og jeg er jo iblandt de første, som skal møde.”

– ”Aa, det bliver vel ikke til noget,” siger jeg; ”det har før været nær ved; men Uvejret er alligevel trukket over.”

Den 30. Juli 1914 var jeg ude for at høste Hvede med Selvbinderen. Hveden var god, og Maskinen gik udmærket, saa det var en Lyst at sidde paa Maskinen og se, at Arbejdet skred godt fremad. Det var da ogsaa en Skam, sad jeg og tænkte, hvis vi nu skulde faa Krig midt i denne travle Tid, og hvorledes faar de Høsten bjerget, naar vi alle skal af Sted? — Holdt! T-r-r-r. Garnet var sprunget for nogle Minutter siden; det havde jeg under mine Betragtninger slet ikke mærket. Jeg fik Bindegarnet i Orden, et Spring op paa Maskinen, et Opmuntringsraab til Hestene, et Knald med Pisken og fremad gik det igen.  

Hen paa Eftermiddagen kørte Jens Byllemos forbi mig paa Vejen hjem fra Broager. Han raabte noget til mig, som jeg dog ikke kunde forstaa for Maskinens Arbejden. Men da han var kommen hjem og havde spændt fra, stod han op paa Diget og blev ved at raabe. ”Der maa dog være noget særligt,” tænkte jeg og holdt Hestene. —”Mobil,” lød det over til mig.  

Aldrig har et Ord gjort en saadan Virkning paa mig og i et Nu fremkaldt saa mange Tanker, som i dette Øjeblik løb rundt i min Hjerne. Det var mig, som om jeg havde set noget stygt. Ordet havde for mig en frastødende, uhyggelig Klang som af skarpt, gennemtrængende Staal og Jern. ”Ja, saa maa du nok være fri for i Dag,” sagde Andersen; ”du har jo vist noget at ordne, inden du skal af Sted.” Saa gav jeg ham Tømmen og gik hjem for at ordne mine Sager.

Om Aftenen var jeg i Broager. Der var et stort Røre paa Gaderne. I Klynger paa 4 eller 5 spadserede man med hinanden under Armen op og ned ad Gaden. Ogsaa i Gadedørene og paa Fortovene stod man sammen i Klynger og talte dæmpet. Der hvilede et Tryk over os alle ligesom under Forudanelsen af en Ulykke. 

De følgende Dage gik med at sige Farvel og paa Gensyn til Venner og Familie. Jeg var netop inde at sige Farvel til Lorens Madsen i Broager, da Gendarmen kom og arresterede ham som statsfarlig. Madsen tog det med Bo og trøstede Børnene og sin fortvivlede Hustru.

Tung var Afskeden for mig i Hjemmet, det Hjem, jeg elskede saa højt, og som gemte saa mange kære Minder. Jeg gik endnu en Gang rundt i Stuerne og kastede et sidste Blik paa de gamle, kendte Billeder og Væguret, som vi Børn havde foræret Far til Fødselsdag. Og saa ”Farvel Far,” ”Farvel Mor,” ”Farvel, mit kære, lille Hjem; vi ses maaske aldrig — aldrig mer igen.”

1914-08-01 Mobiliseringsordre avis

(Hans Petersen, ”Et Aar i Krig”)

Nyheder

31. juli 1914. Truende krigsfare: Grænsen spærres. Al myndighed overgår til militæret!

Skriv en kommentar

Senest ændret den 27. januar 2016 22:09

Grænsen ved Vester Vedsted - spærret!
Grænsen ved Vester Vedsted – spærret!

Det meddeles officielt: Tyskland befinder sig nu i truende krigsfare.
Den kommanderende general i Altona meddeler, at al offentlig myndighed inden for Det 9. Armékorps’ område, herunder provinsen Slesvig-Holsten, hermed overgår til ham:

”Civilforvaltningen og de kommunale myndigheder har at adlyde mine befalinger og pålæg.”

Overpræsidenten for Slesvig-Holsten, von Bülow, meddeler: ”Al privat færdsel over grænsen til Danmark ved fodgængere, ryttere og køretøjer af enhver art må i herefter kun ske over Høkkelbjerg, Skodborg, Foldingbro, Gelsbro og Hviding. Det er forbudt at anvende alle andre overgangssteder.”

Ordrerne bliver snart fulgt af handling: Broer afbrydes, veje graves op, grænsespærringer etableres og bevæbnede soldater posteres ved grænseovergangene mod nord. Grænsen til Danmark blev hermetisk lukket.

Boghandler Niels Hansen, Toftlund
Boghandler Niels Hansen, Toftlund

Boghandler Niels Hansen i Toftlund fortæller om en rejse med genvordigheder:

”Fredag den 31. juli var jeg i Kolding på en årlig forretningsrejse, hvor jeg som sædvanlig ville gøre mine årlige juleindkøb. (…) Da jeg som dansk boghandler havde mange forretningsforbindelser i det gamle land, tog jeg også denne gang, som så ofte før, min post med over grænsen og lagde brevene i postkassen i Vamdrup. (…).

Jeg rejste tilbage fra Kolding om eftermiddagen, og da vi kom til Sommersted station, stod gendarmen og hele toldpersonalet på perronen. I en barsk kommandotone gav gendarmen ordre til, at alle passagerer skulle forlade toget, men lade deres rejsetøj ligge. Toget blev så grundigt gennemsøgt. På vor forespørgsel om, hvad der var i vejen, blev der svaret, at det vidste de ikke og det angik ikke os.

Selv om det hele blev taget med et vist humør, som vi altid var vant til at tage en situation, hvor den preussiske gendarm greb ind, så følte jeg dog inderst inde, at der måtte være sket noget, som ikke var godt. Efter at revisionen var foretaget, fik vi på samme vist ordre til at tage plads i toget.

I Vojens gik toldeftersynet ret hurtigt, og jeg gik ud til rutebilen; men bilføreren meddelte, at han ikke måtte køre uden tilladelse. Vejen var spærret uden for Vojens, og han kunne ikke komme igennem uden tilladelse. Manden var ikke klar over, hvem der kunne give ham denne; men endelig fik han oplyst, at amtsforstanderen var manden. Han gik til amtsforstanderen, og efter en times forsinkelse kørte bilen ad Toftlund til.

Et stykke uden for Vojens by, hvor vejene krydser, var der spærret med jernbaneskinner tværs over vejen, og et par baneembedsmænd holdt vagt. Her fik vi at vide, at der var erklæret krigstilstand, og at det var skyld i spærringen. Bilføreren foreviste sin tilladelse, og så susede bilen videre ad Bevtoft til.

Der taltes ikke blandt passagererne, enhver sad med sine egne tanker. En stille, dejlig juliaften var det, solen var gået ned, og den byggede sit guldslot i vesterled. Vinden var næsten stille, kun en svag luftning gik over de gule marker, hvor rugen stod moden til høst.

Naturen stemte til andagt og glæde, men i sindet var der mørke tanker. Hvad nu? Skulle alt det dejlige nu formørkes, de bugnende marker ødelægges af krigens vilde leg? Skulle vi nu rives fra hus og hjem for at tage del i det skrækkelige, som krigen er? (…)

Da vi kom til Toftlund, flokkedes folk om os for at høre, om vi vidste mere nyt, end det, som allerede var kendt.”

(Niels Hansen i: Jes Sarup (udg.): ”Bavnerne brænder”, Kbh. 1934).

Hjemmefronten, Nyheder

12. juli 1914. Danske turister i Nordslesvig udvises. Skarpe reaktioner i Danmark.

Skriv en kommentar

Senest ændret den 27. januar 2016 22:11

Flensborg Avis beretter om reaktionerne i Danmark på de seneste udvisninger af danske turister i Sønderjylland. Danske turister, der har indlogeret sig på det splinternye Sønderborghus i Sønderborg, har fået otte dage til at forlade Nordslesvig – dvs. de fire kredse Haderslev, Tønder, Aabenraa og Sønderborg. Det står turisterne frit for at rejse længere sydpå.

Herom skriver danske aviser bl.a.:

“Politiken”:

“Meddelelsen om de preussiske Myndigheders Fremfærd over for danske Turister vil selvfølgelig vække betydelig Opsigt. Til hvert af de to største Forsamlingshuse i Nordslesvig – Folkehjem i Aabenraa og Sønderborghus i Sønderborg – er der knyttet et Gæstehjem. Det synes nu – efter de foreliggende Telegrammer at dømme – som om Myndighederne nu vil forsøge paa ved Trussel om Udvisning at berøve dem den Del af deres Gæster og saaledes tilføje dem et økonomisk Tab. Endnu mærkeligere er dog den Oplysning, at kongerigske Turister for Fremtiden kun maa opholde sig i otte Dage i de nordslesvigske Kredse. Paa Forhaand vægrer man sig ved at tro, at en saadan almindelig Bestemmelse skulle være truffet, og man maa unægtelig med Interesse afvente Oplysninger om, hvorfra et saadant Forbud er udgaaet, og om dets nærmere Karakter.”

“Kristeligt Dagblad”:

“Hvis det var den preussiske Statsregerings Hensigt at ophidse den danske Befolkning her i Kongeriget til Ubesindigheder, der kun ville blive Tyskland et Paaskud til at stille et Ultimatum, saa maa det vistnok siges, at den da maatte følge en lignende Fremgangsmaade som den, der har været praktiseret over for Danmark og dets fredelige Borgere siden sidste Sommer (…)

Man behøver blot at tænke sig den her optrukne Linje forlænget ved Hjælp af et Forbud mod, at danske Rejsende overhovedet staar af ved en nordslesvigsk Jernbanestation.

Og et Forbud mod, at en dansk Undersaat passerer Kongeaagrænsen til Fods, paa Cykel eller til Vogns.

Og et Forbud mod de danske Statsbaners Billetsalg mod at sælge Billetter til Stationer mellem Vamdrup og Flensborg eller Kiel.

Vi kan ikke se rettere, end at alt dette ligger i Forlængelse af den i Gaar optrukne Linje.

Imidlertid kan det vel næppe under de forhaandenværende europæiske Forhold antages, at Preussen tør paatage sig Ansvaret for en sådan ’Provokatør’-Virksomhed.” (…).

Spørgsmaalet bliver, om det nu ikke snart er paa Tide, at vi her i Danmark tog ved Lære af Begivenhederne sydpaa. Om det ikke snart ville være i Overensstemmelse med national Værdighed, hvis vi blandt andet blev en kende mindre imødekommende over for den tyske Turiststrøm her i Danmark.

Vi har aldrig hørt til dem, der med synderlig Begejstring saa vort Fædreland overrendt af turister. Og vi har endnu mndre været tilbøjelige til at anse det for en god national Egenskab at bejle til Tyskernes Gunst ved at simulere, at vi talte lige saa godt Tysk som Dansk her i København. Det er simpelthen heller ikke sandt – naturligvis.

Under alle omstændigheder: Er en dansk Turist Kontrabande inden for Tysklands Grænser, saa forekommer det os ganske vist paa Tide, at vi tager under Overvejelse, hvorledes vi kan bringe den Ligevægt og Jævnstillethed til Veje, som er nødvendig mellem de to Stater, der nyder den samme Selvstændigheds Ret.

For: Vi vil ikke drikke Dus med dem, der spytter i vort Krus.”

Ungdomsmøde Sønderborghus 21-06-1914
Sønderborghus – Ungdomsmøde 21 juni 1914 i gården. Landdagsmand Kloppenborg-Skrumsager taler. Læg mærke til gendamen med notesblokken neden for talerstolen.
Hjemmefronten, Nyheder

12. juli 1914. Udvisningerne: “Den der sår vind, skal høste storm!”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 27. januar 2016 22:11

Flensborg Avis samler op på de seneste reaktioner på den nye tyske kurs i Nordslesvig med udvisninger fra danske statsborgere:

Tvangspolitikkens Bersærkergang – Opmærksomheden vækkes

Magthavernes Felttog mod de danske Undersaatter begynder allerede at vække Opmærksomhed. De fleste tyske blade indeholder Meddelelser derom.

Nogle af dem knytter bemærkninger dertil. “Berliner Tageblatt” skriver, at Køllerkursen i de sidste dage igen har hersket i Nordslesvig – “Neue Hamburger Zeitung”: Vi Tyskere frygter, lader det til, intet mere end den danske Tilflytning!” – “Flensburger Annoncenblatt”: “Tror man virkelig at opnaa om end kun det alleringeste med slige smaalige Forholdsregler?”

Dannevirke skrev i Fredags: “Vi har i de senere Aar fra Tid til anden haft et Tilbagefald til Køllerpolitikken. Nu synes man imidlertid ved de sidste Forholdsregler at ville overgaa denne. Det er tydeligt nok, at man netop nu paa Aarets travleste Tid har begyndt et almindeligt Felttog mod danske Undersaatter.

Hvor omfattende Forholdsreglerne er, kan endnu vanskeligt overses, mens dette skrives; derimod skal der ingen Spaadomsevne til at forudsige Følgerne: Sindene kommer i Bevægelse, Harmen over Tvangsregimentet øges, Modsætningen mellem dansk og tysk uddybes. Vore Modstandere vil sikkert lige så lidt faa Glæde af denne Krig mod skikkelige og uskyldige danske Arbejdstagere, som de havde Resultater at notere i Køllertiden.

Den, der saar Vind, skal høste Storm.”

 

Hjemmefronten, Nyheder

11. juli 1914. Dagens udvisninger

2 kommentarer

Senest ændret den 27. januar 2016 22:12

I 1914 genoptog de preussiske myndigheder udvisninger af danske statsborgere som våben imod den danske bevægelse i Sønderjylland. Udvisninger af danske statsborgere havde tidligere kendetegnet den såkaldt “Köller-politik” i årene 1897-1903. Udvisningerne ramte navnlig tjenestefolk (karle, piger, svende og lærlinge), og de skete for at genere deres sønderjyske arbejdsgivere, som myndighederne ikke kunne udvise, fordi de var preussiske statsborgere. Flensborg Avis opsummerer den 11. juli de foregående dages udvisninger.

Dagens Bortvisninger

Forfølgelse mod de danske Undersåtter fortsættes med usvækket Kraft. Der skrives fra Hygum:

Gaardejer P.J. Petersens Karl af Bavngaard fik forleden Ordre til at møde hos Amtsforstanderen i Rødding. Amtsforstanderen meddelte ham, at han maatte forlade sin Plads inden otte Dage; i modsat Fald ville han blive udvist. Det stod ham imidlertid frit for at tage Ophold længere sydpaa, hvad Karlen dog betakker sig for. Han rejser atter til Kongeriget.

1914-07-11 Tønder Domhus 252-678
Udvisning af dansk arbejdskraft truer byggeriet af Tønder Domhus

Fra Tønder skrives i Gaar: I dag blev en Lærling fra København, som skulle tiltræde hos Jernkræmmer M.C. Christiansen, bortvist af Politiet. Det er ikke blide Ord, der falder fra de tyske Arbejdsgivere her i Byen. Det store Arbejde paa den nye Rets- og Fængselsbygning, som er forestående og kræver en Masse Arbejdskraft, truer med at blive forsinket. I saa Fald kan den preussiske Justitsforvaltning takke den preussiske Politiforvaltning derfor. Det er underlige Tilstande.

Ogsaa i Haderslev er der sket en hel Række Bortvisninger. En Karetmagersvend, Adler Gustavsen fra Malling, der var sysselsat hos vognfabrikant Haugaard, har faaet Ordre til at flytte syd paa eller tage tilbage til Kongeriget inden otte Dage. En Lærling, Gunder Christensen fra Øster Vraa i Vendsyssel, der var hos Købmand A. Thomsen, er det gaaet paa samme Maade. To Svende hos Stenhugger Steffen Møller i Sønder Otting, N.P. C. Petersen fra Fredericia og N. Jørgensen fra Bornholm, og en Svend A. Hansen fra København hos Stenhugger Petersen i Haderslev, er blevne bortviste. Endelig er Smedesvend Jakobsen fra Fakse, der var sysselsat hos Smedemester Gadeberg, bleven udvist.

“Det er meget betegnende”, skriver Dannevirke, “naar man paa Politiforvaltningen har sagt til en af de udviste, at der ikke forelå noget imod ham personlig. Det er nemlig Köllerpolitikkens gamle Program: Principalerne [arbejdsgiverne], der skal rammes, mens andre ventes at blive tæmmede. Imidlertid er de Arbejdsgivere, som det er gaaet ud over i Haderslev, netop for en stor Del meget stilfærdige og rolige Folk, som kun sjælden tager Del i Politik. Des mere er der Grund til at ryste paa Hovedet. Men det er formodentlig den nye storstilede og konsekvente Politik til den tyske Kulturs hævdelse, som er indledet paa denne opsigtsvækkende Maade.”

 

Hjemmefronten, Sønderjyder

25. maj 1914. Nordslesvigsk Ungdomsforening på udflugt til Dannevirke

Skriv en kommentar

Senest ændret den 23. juli 2016 8:32

Den 25. maj 1914 tog De nordslesvigske Ungdomsforeninger på udflugt til Dannevirke. Under vejs ville de besøge mindestederne for de slesvigske krige.

Hundredevis af unge mødtes med cykler på Flensborg banegård og cyklede derefter i samlet flok mod syd.

Men de preussiske myndigheder havde fået nys om sagen og sendte et par beredne gendarmer med flokken. De forbød sammenstimlen og taler ved mindestederne.

Men det forstærkede blot oplevelsen af at være i under tvangsstyre, når opholdene ved mindestederne i stedet blev andægtige og tavse – og med udsigt til en preussisk gendarm til hest.

Ungdomsforeningerne var opstået på Als lige omkring århundredeskiftet. Det var Andreas Grau fra Bro ved Augustenborg, der var drivkraften i bevægelsen. Han fik organiseret de unge på Als i en række ungdomsforeninger, og da Als var gennemorganiseret, så fortsatte han og hans medhjælpere ud over hele Nordslesvig.

Op imod Første Verdenskrig var hele Nordslesvig gennemtrukket af ungdomsforeninger, og Andreas Grau tog til Flensborg for at arbejde ved Flensborg Avis. I Flensborg og Mellemslesvig påbegyndte han også organiseringen af de unge med henblik på at rulle tyskheden tilbage.

1914-05-25 Dannevirke-tur
Nordslesvigsk Ungdomsforening på vejen mod Dannevirke. Andreas Grau lidt til venstre i billedet med nålestribet jakkesæt. (Museum Sønderjylland)