Tag-arkiv: Den tyske forening

11. juli 1914. Dagens udvisninger

I 1914 genoptog de preussiske myndigheder udvisninger af danske statsborgere som våben imod den danske bevægelse i Sønderjylland. Udvisninger af danske statsborgere havde tidligere kendetegnet den såkaldt “Köller-politik” i årene 1897-1903. Udvisningerne ramte navnlig tjenestefolk (karle, piger, svende og lærlinge), og de skete for at genere deres sønderjyske arbejdsgivere, som myndighederne ikke kunne udvise, fordi de var preussiske statsborgere. Flensborg Avis opsummerer den 11. juli de foregående dages udvisninger.

Dagens Bortvisninger

Forfølgelse mod de danske Undersåtter fortsættes med usvækket Kraft. Der skrives fra Hygum:

Gaardejer P.J. Petersens Karl af Bavngaard fik forleden Ordre til at møde hos Amtsforstanderen i Rødding. Amtsforstanderen meddelte ham, at han maatte forlade sin Plads inden otte Dage; i modsat Fald ville han blive udvist. Det stod ham imidlertid frit for at tage Ophold længere sydpaa, hvad Karlen dog betakker sig for. Han rejser atter til Kongeriget.

1914-07-11 Tønder Domhus 252-678
Udvisning af dansk arbejdskraft truer byggeriet af Tønder Domhus

Fra Tønder skrives i Gaar: I dag blev en Lærling fra København, som skulle tiltræde hos Jernkræmmer M.C. Christiansen, bortvist af Politiet. Det er ikke blide Ord, der falder fra de tyske Arbejdsgivere her i Byen. Det store Arbejde paa den nye Rets- og Fængselsbygning, som er forestående og kræver en Masse Arbejdskraft, truer med at blive forsinket. I saa Fald kan den preussiske Justitsforvaltning takke den preussiske Politiforvaltning derfor. Det er underlige Tilstande.

Ogsaa i Haderslev er der sket en hel Række Bortvisninger. En Karetmagersvend, Adler Gustavsen fra Malling, der var sysselsat hos vognfabrikant Haugaard, har faaet Ordre til at flytte syd paa eller tage tilbage til Kongeriget inden otte Dage. En Lærling, Gunder Christensen fra Øster Vraa i Vendsyssel, der var hos Købmand A. Thomsen, er det gaaet paa samme Maade. To Svende hos Stenhugger Steffen Møller i Sønder Otting, N.P. C. Petersen fra Fredericia og N. Jørgensen fra Bornholm, og en Svend A. Hansen fra København hos Stenhugger Petersen i Haderslev, er blevne bortviste. Endelig er Smedesvend Jakobsen fra Fakse, der var sysselsat hos Smedemester Gadeberg, bleven udvist.

“Det er meget betegnende”, skriver Dannevirke, “naar man paa Politiforvaltningen har sagt til en af de udviste, at der ikke forelå noget imod ham personlig. Det er nemlig Köllerpolitikkens gamle Program: Principalerne [arbejdsgiverne], der skal rammes, mens andre ventes at blive tæmmede. Imidlertid er de Arbejdsgivere, som det er gaaet ud over i Haderslev, netop for en stor Del meget stilfærdige og rolige Folk, som kun sjælden tager Del i Politik. Des mere er der Grund til at ryste paa Hovedet. Men det er formodentlig den nye storstilede og konsekvente Politik til den tyske Kulturs hævdelse, som er indledet paa denne opsigtsvækkende Maade.”

 

8. juli 1914. “Kun krystere lader sig kyse!”

Flensborg Avis’ ledende artikel i dag handler om formanden for Den tyske Forening, amtsdommer Hahns, tale i Sønderborg forleden. Lederen med overskriften “Skræmmeskud” forudser, at en ny, stærk undertrykkelsespolitik mod de danske sønderjyder er under opsejling.

Hvad Tvangsstyret angaar, da bider den sønderjyske Danskhed selvfølgelig Mærke i Tidens Fremtoninger. Men det er kun Krystere, der lader sig kyse. Vi ved af Erfaring, at der i Politik som i saa meget andet er en evig Bølgegang. Det skal gaa opad en Tid med Haan og Fornærmelser, med Tvang og med Tryk imod os; men der er Grænser for, hvad selv Preussere kan hitte paa, og naar Den tyske Forenings Universalmidler viser sig bestandig at have den modsatte Virkning, maa vel omsider nogle af de blinde blive seende.

Hovedsagen er, at vor Sags Skæbne raader vi selv over. Bevarer vi vor Ro, Sindigheden parret med Nidkærhed, Dygtigheden til at løfte nye Opgaver, husker vi, at Sammenhold giver Styrke, saa blinker vore Rækker ikke for Skræmmeskud og viger ikke for Vold.

 

4. juli 1914. Den tyske Forening: Sønderjyder agiterer som serbere

Flensburger Norddeutsche Zeitung refererer fra Den tyske Forening for det nordlige Slesvigs sommerhalvårsmøde lørdag den 4. juli på kurhuset i Sønderborg. Referatet er gengivet efter Flensborg Avis den 7.7. 1914.

Amtsdommer Dr. Hahn, Nordborg.
Amtsdommer Dr. Hahn, Nordborg.

Formanden, amtsdommer Hahn fra Nordborg, aflagde beretning og sagde bl.a. om de danske sønderjyder:

Med den alvorligste Bekymring maa fastslaas, at Modstanderne aabent arbejder hen til det nordlige Slesvigs Forening med Danmark, at en fræk Agitation ophidser Befolkningen til Kogepunktet, og at den forleder Ungdommen, som ikke selv kan dømme, ja Børn; ligeledes tvinger de loyale Indbyggere under et jammerligt Aag, at den skaber Forbitrelse og Had paa alle Livsomraader, ikke mindst for at hævde sig selv. Ikke mindre maa der ankes over, at chauvinistiske Kredse i det danske Nabofolk fremdeles drister sig til på utilladelig Maade at gribe ind i Nordgrænselandets indrepreussiske anliggender. Endnu stadig fanatiserer de danske Folkehøjskoler den nordslesvigske Ungdom, gør de taalte Demonstrationsture og Ophidsningstalere Nordslesvigerne forbitrede, forbereder Understøttelsen af dansk Folkeliv i Nordgrænselandet den haabede Overgang til Danmark, undergraver religiøse Indflydelser den slesvig-holstenske Landskirke. (…)

Denne farlige danske Agitation i Indlandet bæres og muliggøres ved Hjælpen fra det danske Folk. Derved, og ved den førhen skildrede grænseløse Ophidsning, er der i Nordgrænselandet opstaaet en Tilstand, som kommer nær op til den Aabne Opstand imod den lovlige Regering. Det ophobede Tændstof skaber Frygt for slemme Udskejelser, hvis ikke Makinationernes Ild slukkes. Erkendelsen af de uholdbare Tilstande i Nordgrænselandet, hvor tysk Sindelag er tvunget ned med Vold, Fædrelandskærligheden traadt under Fod, det tyske Borgerskab mishandles, har brudt sig Vej i vide tyske Kredse. (…)

 I det indre maa der gennemføres en stærk og følgestreng Politik for at tæmme det danske Overmod, skarp Indgriben paa rette og fremtrædende Sted maa lære, at preussisk Magt er fast grundet i Landet, maa vise Myndighederne, at Styrets Tøjle ikke slæber. (…)

Stillingen i Nordslesvig kræver bydende ét: Hertil og ikke videre. Hvor nationalistisk Koghede fører hen, viser Begivenhederne i Rigslandet, viser i værste Form de sørgelige Begivenheder i Bosnien, Snigmordet på det østerrigske Tronfølgerpar, som er bukket under for serbisk Propaganda, der er blevet næret i Udlandet. Derved er Serbere og andre Slaver hadfyldte tyskerfjender. Protestagitationens Venner og Læremestre!”