Tag-arkiv: erfaring

Ikke kategoriseret

15. september 1918. Bergholt må spille dum for at redde livet

Skriv en kommentar

Senest ændret den 17. september 2021 20:18

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten.

Kæmpende trak tyskerne sig langsomt tilbage, tre-fire dage på et sted, så gik det atter videre. Den almindelige mening var, at krigen snart var forbi, og jeg så ingen, der var kede af det, tværtimod.

I en landsby, hvor vi opholdt os en dags tid , var det nær gået galt.

Hele  regimentsbagagen var indkvarteret i byen, der var rømmet af civilbefolkningen. Jeg antager, at der har været omkring 200 hestekøretøjer. Lastbiler blev næsten ikke benyttet.

Vi havde lagt os til at sove i et hus, der lå lige ud til gaden og havde godt hørt, at der var livlig trafik; men vi regnede med, at det var artilleriet, der kørte ammunition frem. Ved tolv-tiden om natten blev vi imidlertid vækket af en artilleri-løjtnant, der meddelte, at fra kl. et ville første linie blive trukket tilbage til denne by. Den trafik vi havde hørt, var artilleriet, der trak sig tilbage.

Det kan nok være, at vi fik travlt. Landsbyen lå i en dal, og den eneste vej ud af byen gik gennem en hulvej med høje skrænter på begge sider.

Franskmændene har sandsynligvis vidst, at byen var fyldt med køretøjer, for det var særlig hulvejen, det gik ud over. Her slog en salve ned hvert andet eller tredje minut.

Jeg var klar over, at hvis alle køretøjer skulle nå uskadt ud af byen, måtte der mere end almindeligt held til.

De mest raske af patienterne fra Revieret og en del andre, der intet havde med vognene at gøre, kunne selvfølgelig gå over markerne og derved undgå den værste beskydning. Men vognene var nødt til at følge vejen.

Vi var nogle stykker, der var klar til at gå »markvejen«, da en af vore kuske kom og bad mig om hjælp. Da han var en af de få gamle fra østfronten, kunne jeg ikke få mig selv til at sige nej.

De to heste, han kørte, havde begge været såret, og de var helt vilde, så snart der blev skudt med artilleri. Vi fik dem – et par store, dejlige dyr – spændt for vognen og var lige blevet færdige dermed, da en granat slog ned ca. tyve meter bag os. Kusken sad heldigvis allerede på vognen, for hestene sprang af sted og var faktisk løbske med det samme.

Den vilde fart standsede brat, da vognen nåede ud på gaden, der var tæt pakket med køretøjer. Hestene kunne simpelt hen ikke komme videre. Jeg kravlede op t i l kusken, og vi fik vognen rangeret ind i rækken.

Nu gik det fremad i små ryk. Der var et par hundrede meter, før vi skulle igennem hulvejen, og landsbygaden bøjede her skarpt til højre. En artilleriofficer til hest dirigerede kolonnen. I samme nu en salve slog ned i hulvejen, fik 4-5 vogne lov til at køre, og så fremdeles.

Nu var det langtfra alle vogne, der havde så gode heste forspændt som vi , og kom vi til at køre bagefter nogle langsomme vogne, ville det mangedoble faren. Jeg instruerede kusken om, at han under alle omstændigheder skulle sørge for at blive første vogn i et træk, uanset hvad artilleriofficeren sagde. Han var imidlertid bange for, at han ikke kunne holde hestene tilbage, når vognen foran startede, og bad mig tage tøjlerne. Egentlig var han vistnok lige så bange for løjtnanten.

Vi nærmede os hulvejen, og løjtnanten talte de vogne af, der skulle køre næste gang. Heldet svigtede os ikke. Vi blev sidste vogn i trækket. Det passede mig godt. Det var ikke første gang, jeg misforstod en ordre med vilje. Nu gjaldt det om at holde hestene tilbage, så vi blev første vogn i næste træk.

Granaterne slog ned, og trækket startede. Vore heste stod på bagbenene og ville med, men jeg havde hold på dem, og de måtte blive, hvor de var.

Løjtnanten skældte ud og brølede: »Fahren Sie doch!« Mærkelig nok forstod jeg ingen ting og blev holdende. Han anbefalede mig at få møget ud af ørerne.

Det besvarede jeg med et »hold kæft« – på dansk. Jeg havde tilsyneladende et forfærdeligt mas  med at berolige hestene, så jeg slet ikke havde tid til at tale med ham. Han vendte omkring og talte det næste træk af.

Så blev det vor tur, og nu var vi den første vogn. I strakt galop gik det op gennem hulvejen, hvor der allerede lå adskillige havarerede vogne, men det lykkedes at komme uden om alt undtagen en dræbt hest, der lå midt på gaden. Vi kørte over dens hals. V i nåede uskadt igennem, og det gjorde for resten alle vogne, der hørte til vort kompagni, men langtfra alle var så heldige.

Der var nogle stykker af de såkaldte »Etappen-Schweine«, der den nat mødte deres skæbne, og blandt dem føreren af

regimentsbagagen. Det var hans ridehest, en skimmel, som vi kørte over.

Det var den sidste vanskelige situation, jeg var i . Det ville have været ærgeligt, hvis det var gået galt.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Ikke kategoriseret

6. juli 1918. Køkkenofficer vil sende en flæskesteg hjem til konen – men sådan narrer man ikke Claus Juhl!

Skriv en kommentar

Chresten J. Fauerholm, Blans Østermark, deltog i Første Verdenskrig. Han blev indsat på vestfronten i 1918 i Infanterie-Regiment 397, 2. MGK (Maskingeværkompagni).

Endelig, efter 13 måneder i felten, opnåede jeg orlov og rejste den 6. juli fra Roye. Jeg fulgtes med min ven og kompagnikammerat Peter Petersen fra Raade ved Øsby. Vi slæbte på en stor pakke med »vasketøj«, som tilhørte vor køkkenunderofficer.

Da vi kom ind i toget, mødte vi i kupeen Peters gamle nabo fra Raade, Claus Juhl, en mand på ca. 40 år. Det første spørgsmål, han stillede til Peter, var: »Hvem lader jer slæbe på sådan en stor pakke?« Peter fortalte så, at vasketøjet skulle afsendes fra Køln til køkkenmandens mor.

Claus Juhl havde ingen kommentar, men tog uden videre sin lommekniv frem og skar snoren om pap-æsken over, og til vor store overraskelse faldt der seks store dåser med flæskekonserves ud af pakken.

Claus Juhl forærede hver af kupeens seks soldater en dåse, og inden vi nåede Køln, var pakkens indhold forsvundet i vore maver.

Efter orloven var køkkenchefen den første til at byde os velkommen. Han gjorde det ret mistroisk, men vi var jo allerede enige om, at dersom han ville gøre ophævelser og behandle os uvenligt, ville han omgående blive meldt til regimentskommandøren. Han var dog klog nok til at holde sig i skindet, og vi to blev vældig godt behandlet.

DSK-årbøger 1972

Den omtalte Claus Juhl kan være den Claus Juhl, der flere gange optræder med egne historier her på siden og som har være inspiration for Pernille Juhls roman “Vent på mig, Marie”.

Ikke kategoriseret

12. juni 1918. Om held, mod, dumhed angst og fejhed

Skriv en kommentar

Senest ændret den 17. september 2021 20:23

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten

Denne sammenskudte rønne har jeg aldrig kunnet glemme, fordi der ved den ene gavl lå en dræbt tysker. Dem har jeg desværre set en del af, men der var noget ganske særligt ved denne.

Da tyskerne stormede huset, må englænderne have forsvaret sig med flammekastere, for alt tøj var brændt af den dræbtes bryst. Ikke alene tøjet var brændt, men også kødet på brystet var borte, så ribbenene var synlige. På den venstre side af brystet var der en stump tøj tilbage, så stort som en tændstikæske. Båndet til hans jernkors var syet fast herpå, og det var ikke brændt. Jeg kan se det for mig den dag i dag.

Jeg satte ikke synderlig pris på jernkorset, EK2 som det officielt hed. Tværtimod. Korset blev uddelt i flæng, ligegyldigt om modtagerne var »sunde« eller »syge«, hvad tapperhed angik. – Hvem ved? Måske har denne mand i særlig grad hørt til de »sunde«, så skæbnen har villet hædre ham i døden. Det tror jeg stadig, og så må man for min skyld gerne trække på smilebåndet. Jeg var – og er – for længst holdt op med at tro på tilfældigheder.

Var det tilfældigt, at jeg fik øje på minen den dag, jeg sad på latrinen? Eller den dag jeg hentede vand, og et maskingevær overdængede mig med kugler, hvoraf ingen traf? Eller den gang, jeg kom gående med et par madspande og så en vandpyt ti meter foran mig og besluttede at vaske hænder? I samme øjeblik jeg bøjede mig ned for at sætte spandene fra mig, gik der en kugle lige over nakken på mig. Og hvad med de utallige gange, hvor en granat er slået ned ved siden af mig uden at eksplodere? Eller – ja, sådan kunne jeg blive ved i det uendelige.

Der er måske nogen, der vil tro, at det var tilfældigheder, men dét gør jeg altså ikke. På den anden side tror jeg heller ikke, at man skal udfordre skæbnen hverken i krig eller fred. De »små ting« skal man tage vare på. – Hjælp dig selv, så hjælper skæbnen dig. – Hvad skæbne så er for noget, må enhver afgøre med sin egen samvittighed. —

Fejhed og angst kan let forveksles, når man ikke kender de nærmere omstændigheder, ligeledes mod og dumhed.

Da Feldweblen gik over broen med os hin dag, var det dumhed og ikke mod. Da sanitetsunderofficeren ikke sørgede for at få Leo bragt til lægen, var det fejhed og ikke angst. Sådan ser jeg i al fald på det.

Nogle år efter krigen overværede jeg en samtale mellem nogle mænd. De var i løftet stemning. En af dem må have været med i krigen, for der var ikke den ting, han ikke havde oplevet, og bange havde han aldrig været. Skønt jeg ikke deltog i det lille selskab og absolut ikke kendte nogen af dem, henvendte »helten« sig pludselig til mig og sagde: »De kan stole på, at jeg har lugtet røg.« Nu havde jeg jo ikke haft behov at svare på denne henvendelse, men jeg var ærlig talt blevet ærgerlig på manden over hans praleri og sagde spontant: »Det skulle vel ikke have været røgen fra feltkøkkenet?« Jeg tror, at jeg ramte sømmet på hovedet, for han så betuttet på mig og sagde ikke et ord mere.

Skønt kammeraterne sagde om mig, at jeg ingen nerver havde, må jeg indrømme, at jeg har været bange, ja hundeangst, ikke én, men mange gange. Nerverne kunne simpelt hen ikke holde til det stadige pres. Man kæmpede imod så godt man kunne, men to gange lykkedes det ikke for mig. Den ene gang var jeg alene, så ingen mærkede det. Den anden gang gik jeg fuldstændig over gevind og blev »militærisk«. Heldigvis var Richard der og skældte mig bælgen fuld, så jeg kom til besindelse igen. Det kan måske lyde mærkeligt, at ingen af de to til fælde indtraf, da der var overhængende fare. Det havde der været nogle timer i forvejen. Reaktionen kom først bagefter.

Jeg har set store, stærke mænd græde, og de var alt andet end kujoner. Den gamle frontsoldat kendte disse anfald, som vi kaldte skyttegravskuller eller »durchgedreht«. Han forstod også at behandle dem. Den, der græd, skulle man lade i fred, og den der blev tosset, som det skete med mig den ene gang, skulle have teksten læst rigtig grundigt – eller hvis det ikke hjalp: et par på kassen. Det kan lyde råt, men der var ikke andet at gøre. Mærkeligt nok var disse anfald næsten altid forbi lige så hurtigt, som de kom. De var en slags naturens sikkerhedsventiler, når nervesystemet var overbelastet.

Når angsten tog mig, var mit universalmiddel en stille bøn, der lød således: »Mor, hjælp din dreng.« – Det lyder måske tosset, da jeg aldrig har kendt min mor. Hun døde jo, da jeg blev født, men ikke desto mindre gav det mig hver gang ro i sindet. – Der er mere mellem himmel og jord, end vi mennesker forstår. – Jeg vover at påstå, at den krigsdeltager, der hævder, at han aldrig har været bange, enten lyver eller kun sjældent har været med, hvor det foregik.

Man kan vise mod på mange måder. En dag efter et natligt angreb lå der en såret franskmand 20-30 meter fra vor skyttegrav. Det var ikke længere borte, end vi kunne kaste et tov ud til ham; men han havde ikke kræfter til at holde fast i tovet, så vi kunne trække ham ind til os. Den fjendtlige skyttegrav var kun 60-70 meter borte. Til trods herfor smed underofficer Schweitzer jakken, sprang ud af skyttegraven og bar franskmanden ind. Det var en officer, der talte helt godt tysk, og han takkede Schweitzer mange gange. Ingen kunne på forhånd vide, at der ikke ville falde et skud.

En ganske ung student demonstrerede en anden form for mod. En dag lagde han sine våben og sagde, at nu ville han ikke mere: »De mennesker, jeg skal skyde på, har ikke gjort mig noget.« Jeg ved ikke, hvem der var den modigste af disse to mænd.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Krigens forløb

6. juni 1918. Nu bliver du nok degraderet, Bergholt!

Skriv en kommentar

Senest ændret den 17. september 2021 20:19

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten.

Tiden gik, og en dag var vi atter under fremrykning. Jeg blev kaldt til løjtnanten, der på kortet anviste mig et bestemt punkt, hvor jeg skulle gå i stilling med mit gevær. Selve opgaven gik ud på at holde en afdeling englændere i skak. D e havde besat en landsby ca. 300 meter fra det angivne sted. Da vi havde arbejdet os frem til stedet, viste det sig, at terrænet var så kuperet, at en beskydning af landsbyen herfra var umulig. Det kunne man ikke se på kortet.

Jeg var klar over, at enhver afvigelse fra den givne ordre ville bringe løjtnanten på kogepunktet. Til trods herfor besluttede jeg at trække ca. 200 meter til venstre, hvor der lå et næsten sammenskudt hus. Det viste sig, at vi herfra kunne beskyde landsbygaden i hele dens længde. Stedet var ligefrem ideelt, hvis den stillede opgave skulle løses, og det måtte vel være det vigtigste, antog jeg. Huset havde været besat af fjenden, det fremgik tydeligt af, at vinduerne ud imod os var barrikaderede med sandsække. Vi fik travlt med at flytte sækkene over i den modsatte side af huset for hurtigst muligt at få geværet installeret.

Vi var godt i gang med dette arbejde, da den udstillede vagtpost meddelte, at kompagnichefen og en officer mere var på vej hen til det først angivne punkt. Richard havde som altid en bemærkning på rede hånd: »Så min dreng, nu bliver du nok også degraderet.« Jeg skyndte mig alt, hvad jeg kunne og nåede stedet omtrent samtidig med de to officerer. At den anden officer var regimentskommandøren, havde jeg for længst opdaget.

Inden jeg fik tid til at aflægge melding og deslige, kan det nok være, at lynet slog ned. Løjtnanten var højrød i ansigtet af raseri. – Om jeg ikke havde ordre til at gå i stilling med mit gevær på dette sted, og hvor kunne jeg understå mig i ikke at parere ordre? Lidt trykket af kommandørens tilstedeværelse indvendte jeg spagfærdigt, at der på dette sted intet »Schussfeld« var, og at en beskydning af landsbyen derfor var umulig. Derimod var det sted, jeg havde valgt, særdeles godt egnet. – Jeg troede, at dette ville berolige fyren. Men Gud bedre det, han blev om muligt endnu mere rasende.

Under hele dette postyr havde kommandøren betragtet omgivelserne meget nøje, hvad løjtnanten slet ikke havde givet sig tid til.

Pludselig henvendte kommandøren sig til løjtnanten og stoppede hans ordflom: »Bare rolig, hr. løjtnant. Underofficeren har jo ret. Det er Dem, hr. løjtnant, der er galt på den.« Under den stilhed, der nu indtrådte, fortsatte kommandøren henvendt til mig: »Det er godt min ven. De kan træde af.« – Det gjorde jeg, og det med en hilsen som aldrig før. Da jeg gik tilbage til kammeraterne, tænkte jeg ved mig selv, at det var godt, at det ikke var mig, der var i løjtnantens bukser.

Fra huset havde man ikke kunnet undgå at høre løjtnantens brøleri, selv om man ikke kunne forstå ordene, og Richard var der selvfølgelig med det samme: »Der fik du nok besked om, hvad der står hos »Matthäus am achten«.« Jeg beroligede ham med, at den balle, jeg havde fået, sikkert var for intet at regne mod den, løjtnanten fik.

Og jeg fik ret. Dagen efter meldte vor fælles »ven« sig syg, og vi så ham ikke mere. Der blev fortalt, at han havde søgt – og fået forflyttelse til et andet regiment. Vi sendte vor gamle »Graf« mere end én venlig tanke, fordi han havde befriet os for denne despot.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Krigens forløb

26. maj 1918. På selvmordsmission efter ammunition

Skriv en kommentar

Senest ændret den 17. september 2021 20:23

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten.

Delingen fik besked om at trække sig tilbage, der skulle blot blive et maskingevær tilbage til at dække broen, og det blev selvfølgelig mit. Jeg sendte en »venlig« tanke til min »ven« løjtnanten, der sikkert troede, at det var en uriaspost, han havde sat mig på. På papiret har det ganske givet set sådan ud.

Ordren gik ud på at holde broen besat, indtil infanteriet igen »sværmede« ind i kæden. Derefter skulle vi gå tilbage og støde til kompagniet ved en bestemt farm, der lå mindst to kilometer til højre for os.

Da Feldweblen forsvandt med sine to geværer, sagde Richard: »Gott sei Dank, dass wir diesen Helden los sind« (Gud ske lov, at vi slap af med denne helt), og det kunne jeg tilslutte mig. Nu var vi alene. Det var ikke første gang, Richard og jeg »legede« krig på egen hånd. De fire mand, vi havde hos os, regnede vi ikke stort med, de var for »grønne«.

Det første, vi foretog os, var selvfølgelig at gå tilbage over vandløbet, for – som Richard sagde – det føltes så koldt at have det i ryggen. Denne gang gik vi ikke over broen, men fandt et sted, hvor der ikke var ret dybt, og hvor vi var skjult for landsbyen. Vi stolede ikke på, at der ingen englændere var i byen, og agere skydeskive engang til havde vi absolut ingen lyst til.

Da vi havde foretaget vort »strategiske tilbagetog«, fandt vi et sted, hvor vi ubemærket kunne holde øje med landsbyen og broen og i givet fald beskyde denne.

Hvis vor fælles »ven« løjtnanten havde kunnet se, hvor dejligt vi havde det den eftermiddag, så ville han nok have ærgret sig.

Det varede et par timer, så kom infanteriet, og vor opgave var løst. Så mange soldater kunne englænderne tilsyneladende ikke lide, for de begyndte omgående at skyde ovre fra landsbyen, så helt tom var den altså ikke. At vi var sluppet helskindet over broen, var os en gåde. Richard mente, at englænderne på det tidspunkt nok havde været i færd med at drikke deres te, og så lader de sig jo ikke forstyrre af så lidt. Jeg var mere tilbøjelig til at tro, at englænderne havde trukket sig tilbage, men at de var vendt om igen, da de opdagede, at tyskerne ikke fulgte efter dem. Vi havde i al fald været heldige.

Vi havde ikke alt for travlt med at finde tilbage til kompagniet. Vi blev enige om at se lidt på »baglandet«. Det kunne jo være, at vi kunne finde lidt spiseligt, og det gjorde vi. – Uden mad og drikke duer helten som bekendt ikke.

Omsider måtte vi af sted. Richard mente godt nok, at det ingen hast havde, for vor »ven« løjtnanten troede sikkert, at englænderne havde gjort kål på os. Deri gav jeg ham ret, men løjtnanten kunne også have godt af en lille overraskelse – og det fik han.

Det var blevet mørkt, da vi efter et par timers forløb nåede frem. Farmen lå under beskydning, men så vidt vi kunne skønne, kun med 7,5 cm granater. Før jeg meldte mig hos løjtnanten, kiggede jeg ind til kammeraterne, der lå og sov fordelt i to stuer. De reagerede ikke, da en granat slog ned på gårdspladsen, så jeg var klar over, at de var trætte og havde været hårdere med end vi.

Jeg fandt løjtnanten i kælderen og meldte mig tilbage. Jeg kunne se, at manden blev forbavset, men nogle velkomstord blev det ikke til . Hvis det havde været den »Lange«, så havde han sagt: »Gud ske lov, at I slap med skrækken. Læg jer nu til at sove, det har I fortjent.« Jeg ville have fortalt ham, at det slet ikke havde været så slemt – nærmest en storm i et glas vand.

Nu skete der intet af dette, tværtimod. Jeg måtte berette, hvornår infanteriet var kommet, og tidspunktet var jeg nødt til at opgive korrekt, for det kunne måske kontrolleres. Da han hørte tidspunktet, kom galskaben op i ham, og han bebrejdede mig meget kraftigt, at vi havde været omtrent fire timer om at tilbagelægge to kilometer. Jeg indvendte, at vejen lå under fjendtlig ild , og at vi intet kort havde haft at gå efter, og at vi var faret vild .

Det første var rigtig nok, men det sidste var løgn for at sige det lige ud. Jeg havde nemlig et kort, men det vidste han ikke. Det hørte ikke med til underofficerernes udrustning, men jeg havde for længst fået et op under neglene. Jeg havde engang over for Hannoveraneren ladet falde et ord om, at det kunne være rart med et kort, og efter den tid havde han altid et parat til mig, så snart vi kom til et nyt frontafsnit.

Jeg ville nu træde af, men løjtnanten standsede mig, rev sit kort frem og sagde: »Vi mangler ammunition, tag fire mand og to kærrer« – det var to-hjulede vogne, som vi brugte til at fragte ammunition på – »og hent 10.000 patroner ved ammunitionsdepotet, det ligger dér!« Jeg fik allernådigst lov til at studere kortet, mens jeg samtidig inderst inde bandede manden langt bort. Den ammunition kunne han have rekvireret for lang tid siden. Det var sikkert kun et påfund for at genere mig. Med ordre til at melde mig tilbage, når hvervet var udført, lod han mig gå.

Jeg var rasende; jeg kunne have »ædt« manden. At finde en farm, selv om det var i mørke og i et fremmed terræn, kunne jeg nok. Jeg havde en god stedsans; men at fragte 10.000 patroner ind over markerne var et hestearbejde, som ville tage det meste af natten. Depotet lå nogle kilometer tilbage i terrænet, og vejene var sikkert under granatild.

Som sagt var jeg godt gal. Jeg rev døren op til et af rummene og råbte: »Fire frivillige til at hente ammunition.« I de første sekunder var der ingen, der reagerede, men så rejste Richard sig ovre i et hjørne, og det kan nok være, at han fik munden på gled: »Det kunne jeg nok tænke mig, så snart du viser dit grimme fjæs hos den forbandede bandit, så har han altid noget ekstra, der skal laves.«

Og sådan blev han ved. Til sidst afbrød jeg ham og sagde: »Hold kæft, Richard, jeg vi l slet ikke have dig med,« men det skulle jeg ikke have sagt, for nu galede han først op: »Du vi l ikke have mig med? »Du Armloch« ( Din stakkel), det skal jeg nok selv bestemme. Tror du, at jeg vi l have dig løbende ude i nattens mulm og mørke, uden at jeg er med dig, så finder du jo aldrig hjem til din kære »ven« igen.«

Trods alt kunne jeg ikke lade være med at le, for jeg vidste, at Richards indignation gjaldt vor fælles »ven« løjtnanten, og at den var et bevis på et kammeratskab uden lige.

Under sin tordentale havde Richard gjort sig færdig, og tre andre havde også rejst sig, deriblandt ham, jeg havde gået »tur« sammen med på højde 344. Vi holdt nu krigsråd, og jeg lod dem selv vælge, om vi skulle følge vejen og tage chancen, eller vi skulle gå over markerne. Da det sidste med fuldt læs næsten var umuligt, valgte de at følge vejen både hen og hjem.

Derefter var det min opgave at bestemme de sikkerhedsforanstaltninger, der var nødvendige, for at turen kunne lykkes uden tab. De kom i korte træk til at gå ud på følgende: »Jeg går ti meter foran jer, dér distraheres jeg ikke af støjen fra vognene, så kan jeg bedre høre granaterne komme. Når jeg falder ned, gør I det samme, og at det skal ske omgående, behøver jeg ikke at fortælle jer.«

Som sagt, så gjort. Turen gik godt, nogle gange var granaterne lovlig nærgående, men vore forholdsregler slog til . Efter lang tids træning kunne man omtrent på lyden taksere, om en granat ville slå ned i nærheden, blot den var affyret i nogenlunde afstand.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Krigens forløb

25. maj 1918. Farlig løjtnant: “Han bringer dig i massegraven, den forbandede karl!”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 17. september 2021 20:24

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten.

Man skulle tro, at løjtnanten var faldet lidt til ro oven på den dukkert, han havde fået ved krigsretten. Men tværtimod, han blev mere og mere ondskabsfuld.

Jeg kunne være sikker på, at så snart der var et ekstra job, der skulle udføres, så hængte jeg på den. Om han var ude på at få mig dræbt, skal jeg lade være usagt. Det kan også være, at han ønskede, jeg skulle forløbe mig og nægte at udføre en ordre. Jeg holdt imidlertid »kæft, trit og retning«, så det fik han ingen fornøjelse af.

Richard var godt gal på mine vegne, og en dag sagde han til mig i fuld alvor: »Der bringt Dich noch ins Massengrab, der Verdammte« (Han bringer dig i massegraven, den forbandede karl). Men selv den ringeste hund kan man drille så længe, at den bider fra sig. En nat var det så vidt.

Vi havde været i angreb fra tidlig morgen, var gået frem og tilbage og atter frem, ind til vi standsede fremrykningen foran en landsby.

Maskingeværerne var med i første linie, så der blev slæbt bravt på det tunge materiel. Pludselig blev det kompagni infanteri, hvori vi lå, trukket tilbage. Vi var nu alene og skulle holde fronten med de tre geværer, der var i vor deling.

Vi havde en ny Feldwebel som delingsfører, en af dem, som løjtnanten med forkærlighed rekvirerede fra garnisonen. Feldweblen var en flink mand; men det var den første fremrykning, han deltog i, så hans krigskunst var lig nul. Han var, hvad vi kaldte en ældre mand, måske omkring de fyrre.

Foran os havde vi et lille vandløb, nærmest en bæk. Til venstre var der en vej og en bro, der førte over vandløbet. Ca . 200 meter længere fremme lå  den landsby, hvor fremrykningen var standset. Den var besat af englændere, – mente vi da.

Vi lå ganske godt med vandløbet foran os, selv om det ikke var ret bredt. Pludselig fik Feldweblen den skøre idé, at vi skulle forcere vandløbet og grave os ned på den anden side. Dette gav Richard anledning til at spørge, om det var meningen, vi skulle vinde krigen helt alene?

Hvad Feldweblen svarede, husker jeg ikke, men han gav ordre til fremrykning. Vi troede selvfølgelig, at vi skulle gennem vandløbet; men nej, vi skulle sandelig over broen. Det var endnu mere skørt, da fjenden jo med lethed kunne meje os ned med et enkelt maskingevær, når vi passerede broen. Men Feldweblen var allerede gået foran, og for skams skyld var vi nødt til at følge efter.

Heldet var med os. Vi kom over broen, uden at der faldt et eneste skud. Englænderne må være gået tilbage eller sat ud af spillet af det tyske artilleri, der stadig beskød byen.

Da vi havde indtaget vore nye stillinger, var Richard der igen med en af sine humoristiske bemærkninger: »Hr. Feldwebel, når De i løbet af en otte dages tid kommer tilbage til Tyskland, så vi l De nok være så venlig at hilse fra os.« Feldweblen kunne ikke rigtig forstå hentydningen og spurgte, hvad han mente. Richard svarede, at det kunststykke, Feldweblen her lige havde lavet, kunne han ikke udføre en gang til med held. Det mente Feldweblen let kunne lade sig gøre, og Richard lod ham blive i troen.

Dagen efter fik Feldweblen en kugle, der gik gennem munden og ud gennem den ene kind – et heldigt skud, som sikrede ham billet til Tyskland. Richards indpakkede spådom gik i opfyldelse hurtigere, end vi havde troet.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Krigens forløb

7. maj 1918. Bergholt nægter at parere ordre

Skriv en kommentar

Senest ændret den 17. september 2021 20:19

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten.

Selv om jeg langt fra altid var enig med den unge underofficer i hans dispositioner, gik det i det store og hele meget godt. Men en nat var det ved at gå galt. Han fik ordre til at trække sit gevær [M.G.-gruppen] et par kilometer længere til højre til en »farm« og dér afvente nærmere ordre. Da han kom med ordren, spurgte jeg ham, om han var klar over, hvor farmen lå. Det mente han nok. Af erfaring vidste jeg, at det ikke var så lige til at finde et bestemt punkt i et terræn, der var helt ukendt, og slet ikke om natten. Han hævdede, at han havde orienteret sig på et kort hos løjtnanten og var klar over vejen.

Det med at følge vejene var jeg ikke så glad for, thi de lå for det meste under beskydning. På en eller anden måde fik jeg fat i et kort og indprentede mig stedets beliggenhed samt forskellige andre ting i omegnen. Vi startede, og det gik helt godt. Nogle gange måtte vi ind over markerne, men i det store og hele kunne vi holde os til vejene.

Vi nåede et punkt, hvor vejen delte sig, og som jeg særlig havde lagt mærke til på kortet. Vi smed os i vejgrøften for at hvile lidt, materiellet var jo tungt. Da vi skulle videre, ville Rocholl – sådan hed underofficeren – til højre, medens jeg hævdede, at vi skulle til venstre. Granaterne havde flere gange været lovlig nærgående, så han var blevet nervøs og temmelig rabiat i sine udtalelser Jeg besluttede at klappe gællerne i og lade manden løbe linen ud.

Han gav ordre til at gå videre; men jeg blev liggende, og det gjorde de andre også. En fornyet ordre gav kun til resultat, at en af folkene sagde: »Wenn Jacob nicht geht, dann bleiben wir auch hier« (Hvis Jacob ikke går, bliver vi også her).

Nu gik manden fuldstændig over gevind og var lige ved at udstede »den dienstlichen Befehl« – en befaling, der var streng straf for at sidde overhørig.

Jeg stoppede ham imidlertid, og nu blev jeg også militærisk og gjorde ham opmærksom på, at når der blev udstedt en bevislig forkert ordre, da var det vor ret at gøre opmærksom herpå. Hvis han ville gøre sig den ulejlighed at gå et lille hundrede meter til højre, så ville han komme til en bro over et vandløb, og når han havde studeret kortet så grundigt, som han hævdede, måtte han vide, at over et vandløb skulle vi ikke. Hvis De kommer tilbage og stadig hævder, at vi skal til højre, så går vi selvfølgelig med.

Han gik og kom lidt efter tilbage med håret ned ad nakken. Broen og vandløbet var der, men som han sagde: »Vi kan da ikke gå til venstre, så går vi lige over til fjenden.«

»Jo, vi ikke alene kan, men vi skal den vej,« svarede jeg, »den bøjer straks til højre, og så ligger farmen ca. en halv kilometer længere fremme.« Det slog til . –

Det var første og sidste gang, han blev »militærisk« over for mig.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Krigens forløb

20. april 1918. Den erfarne frontsoldat Bergholt kan lugte faren …

2 kommentarer

Senest ændret den 17. september 2021 20:19

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten.

Engang i foråret 1918, da den tyske offensiv var gået i stå, og regimentet havde gravet sig ned, blev jeg sendt tilbage til bagagen for at hente nogle nye folk. Dette foregik selvfølgelig efter mørkets frembrud.

Bagagen lå temmelig langt bag fronten i en forladt landsby. Jeg havde en hel dag til min rådighed, da jeg først kunne gå tilbage med folkene, når det var blevet mørkt.

En del af ventetiden tilbragte jeg på kontoret hos Hannoveraneren. Vi spiste og drak, spillede skat og havde det gemytligt i nogle timer.

Det var hen på eftermiddagen, da jeg brød op for at få nogle timers søvn, før turen gik tilbage til kompagniet. Feldweblen havde  forklaret mig, at jeg kunne finde de nye folk i en lade et par hundrede meter fra kontoret.

Jeg fandt frem til laden, fik hilst på folkene, og lagde mig så til at sove i halmen.

Men det var umuligt for mig at falde i søvn. Hele tiden syntes jeg, at jeg havde glemt noget. Hvad det var, kunne jeg ikke komme i tanker om. Pludselig slog det ned i mig: du har glemt at se på omgivelserne.

Det var noget, der hørte med til »de små ting«, inden man lagde sig  til at sove i fremmede omgivelser bag fronten.

Jeg rejste mig for at indhente det forsømte uden at forvente, at der var noget særligt at se efter.

Bag laden var der en temmelig stor frugtplantage med gamle, høje æbletræer. Da jeg så nærmere til, opdagede jeg en vagtpost, der stod lænet op ad et træ. Det viste sig at være en artillerist, og da jeg spurgte ham, hvorfor han stod »Schmiere« (vagt) her, pegede han fremad. Ca. 50 meter borte fik jeg øje på en Langrohr-kanon godt skjult under et net, der var malet grønt som løvet på et træ.


Disse kanoner benyttede tyskerne til at beskyde visse vigtige mål, der lå langt borte. Man affyrede kun en 20-30 skud og forsvandt så et andet sted hen.

Kanonerne var i reglen motoriserede, det var denne også.

Vagtposten fortalte, at de var ankommet for en time siden, og at de temmelig sikkert skulle begynde skydningen inden ret længe.

Jeg takkede for oplysningen og skyndte mig tilbage til laden. Jeg beordrede folkene på højkant. De spurgte, hvad der var i vejen; men jeg beholdt min viden for mig selv og svarede, at det kunne de senere få at vide. Luften her i laden passede mig ikke, og derfor flyttede vi.

I den anden ende af byen fandt vi en anden lade med halm, og nu kunne jeg sove.

Jeg havde vel sovet en time, så begyndte tyskerne at skyde. Jeg var spændt på, hvor længe det ville vare, inden franskmændene besvarede ilden. Jeg havde erfaring for, at med deres  måleinstrumenter ville det ikke tage ret lang tid, før de var klar over kanonens standplads.

Da tyskerne havde affyret en snes skud, kom den første detonation, så hele butikken rystede. Det var ikke »småknas«, franskmændene kvitterede med.

Tyskerne indstillede omgående skydningen, og vi kunne høre på motorlarmen, at de forsvandt.

Der kom endnu et par salver fra franskmændene, så blev alt stille.

Da vi ved mørkets frembrud begav os på vej, kom vi forbi den lade, hvor vi først havde været.

Den havde fået en fuldtræffer og lignede mest et korthus, der var væltet. De »nye« så lidt betuttede ud. De sagde ingenting, men det gjorde jeg: »Det var derfor, vi flyttede!«

Om de troede, at jeg var i besiddelse af en sjette sans, ved jeg ikke, men det hele var såmænd kun – skal vi sige – et samspil af principper, erfaring og sund fornuft.

Hvis Richard havde været med, ville han have sagt: »Keine Hexerei, nur Behändigkeit.«

Da jeg sagde farvel til Feldweblen, fortalte han, at han efter  skydningen havde været henne ved laden, men da han ikke fandt os, var han beroliget, for som han sagde: »Du hattest wohl die Lunte gerochen« (Du havde vel lugtet lunten).

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Ikke kategoriseret

29. marts 1918. En skål på tysk nederlag og Sønderjyllands genforening med Danmark!

Skriv en kommentar

A. P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. I marts 1918 blev han indsat i den store tyske offensiv på Vestfronten. Han var telefonist ved signaltjenesten. Ved fronten fik han via en fælles ven sat et møde i stand med sin broder, Jens, der var maskingeværskytte.

(… fortsat)

 Så mødtes vi da igen, og det var lige ved, at min Bror skulde have mødt sit Endeligt i denne lille Landsby, idet den en Times Tid forinden jeg kom til Byen, blev beskudt af Englænderne. Da de hørte Granaterne komme, stod han på Vejen og vilde sammen med mange andre springe ned i en Kælder for at komme i Dækning.

Han var også kommet nogle Trin ned, da det gik op for ham, at det kunde vare farligt, dersom en Granat gik ned igennem Huset. Han sprang derefter igen op og løb bort. Og så kom Granaten. Den eksploderede midt i en stor Klynge Soldater. I min Brors Kompagni dræbtes 8, og 16 blev såret.

De var just ved at begrave de faldne ude på Marken under et Træ, da jeg kom.

Vi var sammen et Par Timer og talte igen om det samme: Hvornår holder dog den Krig op ? ——-

Et Par Dage forinden havde et Par af mine Kammerater opdaget et engelsk Officerskasino og havde „reddet” en Masse Bourgogne til os. Vi havde også i en Marcipanfabrik „reddet” os Sække af Mandler, og jeg havde et Par Flasker med af den ædle Drue og Tasken godt fyldt med Mandler.

Jens og jeg fandt os uden for Byen et Dige ved Siden af Vejen, hvor vi i det dejligste Solskinsvejr kunde have det lidt for os selv.

Vi satte hver sin Flaske for Munden og drak den ene Skål efter den anden for vores gensidige Sundhed, vore Forældres og Søskendes Sundhed, og ikke mindst for Krigens lykkelige Ophør, d.v.s. Nederlag for Tyskerne og vor Genforening med Danmark.

— Se . . . . alt det gik i Opfyldelse, så det har vel nok været en god Vin!

I løftet Stemning og med store Håb og Ønsker forlod vi hinanden, og jeg så ham ikke igen før et År efter, da han med „St. Thomas” kom til København med det første Hold løsladte dansksindede Krigsfanger fra Aurillac.

DSK-årbøger 1953

 

Krigens forløb

18. september 1917. Gas! Jacob Bergholt reddet af erfaring og held

Skriv en kommentar

Senest ændret den 17. september 2021 20:20

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Den 5. maj 1917 kom han til Verdun.

Et par dage efter, at jeg var nået frem til kompagniet, blev vi indsat på højde 344. Det må have været omkring den 12. september. For at nå op på højen – et helvede på jorden, der var frygtet af alle – skulle man igennem en slugt, der mand og mand imellem gik under navnet “Dødsslugten”.

Den bar sit navn med rette. Der skulle mere end almindeligt held til, for at en deling kunne passere den uden tab. Den var vel ca. 150-200 meter bred i bunden, og efter mørkets frembrud fyldte fjenden den bogstaveligt talt med shrapnels og granater af alle kalibre – også gasgranater, når vind og vejr egnede sig dertil. Om dagen var den slet ikke passabel.

På denne høj var der så godt som ingen skyttegrave. Jeg har i hvert fald ingen set, men granathul ved granathul hvoraf nogle var flere meter dybe. Hist og her var der så bygget nogle dybe “Stollen”, der i og for sig var skudsikre nok, også for det helt svære skyts, men nedgangen til dem var jo det svage punkt. Opdagede fjenden en sådan nedgang, helmede man ikke, før den var skudt sammen.

Mellem disse “Stollen” lå så vagtposterne i granathullerne. Fem dage kunne her blive endda meget lange. Det var det rene helvede.

Bortset fra den sidste nat, husker jeg ikke ret meget fra de første fem dage, vi var der, så det må “kun” have været “daglig kost”. Tab havde vi haft, endda slet ikke så få, men det var vi vant til. Tabene ved Verdun var så store, at man ikke lærte de forskellige at kende, før de var borte igen.

Den sidste nat var nær endt med en katastrofe, der kunne have kostet en halv snes mand livet, hvis der ikke havde været en erfaren “rotte” imellem dem.

Vi havde pakket vort kluns for at gå tilbage til beredskabsstillingen og stod alle op ad trappetrinene, den ene bag den anden for at afvente et gunstigt øjeblik, hvor granaterne ikke faldt alt for tæt. Den, der stod øverst, var en underofficer.

Jeg stod nederst og havde lige afsluttet et eftersyn af vort opholdsrum for at se, om der skulle være glemt noget.

Pludselig hørte jeg et “bum”. Der blev omgående råbt “gas”, og folkene begyndte at mase sig ned ad trappen. Jeg var klar over, at en gasgranat var slået ned i selve det store granathul, hvor indgangen til vort opholdsrum var. Da gassen var tungere end luften, strømmede den omgående ned ad trappen.

Til alt held opfattede jeg situationen rigtig. Med 100 al magt kastede jeg mig imod de vigende folk og råbte som aldrig før: “Luft anhalten, raus!” (Hold vejret. Ud).

Ordren blev fulgt uden tøven. I et nu var vi gennem gasskyen og oppe af granathullet.

Det var heldigvis helt stille vejr, så gasskyen havde ikke bredt sig ret meget. Nu fik vi også tid til at tage gasmaskerne på, for det var selvfølgelig ikke kun den ene gasgranat, man havde sendt os. Rundt om så man gasskyer som isolerede tågebanker, men da det var helt stille vejr, tog det nogen tid, før de sluttede sig sammen til et hele.

Vi sprang på kryds og tværs mellem bankerne, nåede “Dødsslugten”, og kom for en gangs skyld igennem den uden tab. I løbet af en halv times tid var vi i vor beredskabsstilling, hvor vi skulle blive de næste fem dage – troede vi da.

Vi glædede os over, at vi var nået helskindet tilbage, men det var desværre lige tidligt nok. Aller bedst som vi sad i vort opholdsrum og talte om begivenhederne, sagde den underofficer, der havde stået øverst på trappen: “Her lugter af gas.”

Vi andre kunne ikke lugte noget; men vi var et par stykker, der kendte symptomerne og var klar over, at manden havde slugt mere gas end godt var. Han blev omgående fulgt til lægen; men få dage efter døde han. Der var ingen af os andre, der fejlede noget. De få sekunder, han havde ladet sig trænge tilbage af gassen i stedet for at holde vejret og springe gennem skyen, kostede ham livet.

Efter krigen har jeg næret had til gas og gaslugt som til intet andet. Aldrig skal et gasanlæg af nogen art komme inden for mine fire vægge. Når man har måttet sove med gasmaske på nætter igennem og har set, hvordan de stakkels mennesker, der slugte for megen gas, måtte lide, så kan man ikke forliges med denne sødagtige gaslugt, der minder om det mest bestialske af alle krigsvåben. –

Nu kunne man jo spørge, hvorfor vi denne nat ikke benyttede vore gasmasker straks. Det gjorde v i normalt også, men dette angreb kom så uventet, at der simpelt hen ikke var tid dertil. Det er muligt, at de, der stod nederst på trappen, kunne have nået at få masken på; men de, der stod øverst, havde absolut ingen tid til dette. Luften på de øverste trin var allerede fyldt med gas, og i samme øjeblik de havde taget masken frem, ville denne også have været det, inden de havde fået den på.

Jeg er overbevist om, at hvis vi i dette tilfælde havde gjort forsøget, var vi ikke sluppet så heldigt, som vi gjorde. Hvis ordren til at tage masker på var kommet fra den mand, der stod øverst på trappen, og i samme sekund som granaten slog ned, så havde der måske været en reel chance for, at det var lykkedes. Men da ordren udeblev, var der kun ét at gøre, og det blev gjort. – Et sekunds tøven har kostet mange livet.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Krigens forløb

24. maj 1917. Verdun: Dumhed betales med døden

Skriv en kommentar

Senest ændret den 17. september 2021 20:27

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Den 5. maj 1917 kom han til Verdun.

En anden lignende episode kostede desværre en Feldwebel livet på grund af hans overdimensionerede pligtfølelse og manglende erfaring. Hertil kom, at han var uimodtagelig for sund fornuft og gode, velmente råd fra “gamle rotter”.

I det civile liv var han stadsarkitekt i en større by hjemme i Tyskland og havde i flere år været »unabkommlich« (uundværlig). Han var lige ankommet fra garnisonen i Tyskland.

Den MG-rede, som vi besatte, må ledelsen have anset for meget vigtig, for den blev besat med to maskingeværer – som regel var der kun et i hver rede. Ledelsen af reden havde denne Feldwebel.

Vi havde afløst to andre geværer fra et andet kompagni, og mandskabet herfra fortalte, at de havde tilbragt en rolig tid uden at være blevet generet af fjenden.

Reden var indrettet i en gammel tilgroet og på flere steder halvt sammenstyrtet skyttegrav. Der var tre slet ikke så dårlige “Stollen” (sikringsrum), hvor vi skulle opholde os om dagen, da al trafik ved dagslys ville være omtrent det samme som selvmord.

Afløsningen havde selvfølgelig fundet sted om natten. Da Richard  … og jeg havde undersøgt lokaliteterne grundigt, blandt andet for at se, om vi kunne forsvinde derfra nogenlunde uset, hvis det skulle blive nødvendigt, lagde vi os til at sove.

Men kort efter blev vi vækket af en af de “gamle”, der meddelte, at Feldweblen havde givet ordre til, at skyttegraven skulle gøres dybere på et sted, hvor sammenstyrtningen var særlig stor. Arbejdet var allerede sat i gang.

Det kan nok være, at vi kom på benene, og Richard bandede Feldweblen langt væk.

Vi havde i vor vildeste fantasi ikke forestillet os, at manden kunne være så idiotisk. Enhver forandring i terrænet ville, når det blev dag, omgående blive observeret af fjenden.

Vi forsøgte at gøre manden dette begribeligt; men i sin salige naivitet mente han ikke, at den smule jord , der var blevet kastet op af graven, kunne betyde noget. De folk, vi havde afløst, havde jo sagt, at alt var roligt og stille her. Ydermere havde vi vore “Stollen”, der dog var 4-5 meter dybe.

Richard, der ikke ligefrem var mundlam, gjorde ham endnu engang opmærksom på, at det, der var lavet her, grænsede til selvmord, og at “Stollerne” var de rene ligkister, når franskmændene begyndte at beskyde os med 21 og 28 cm granater med “Verzögerung”  – Det var granater med tidsindstilling, der først detonerede efter, at de var gået et par meter i jorden.

Men manden var ikke til at tale med. Vi opgav ham, men før vi gik, spurgte Richard ham, hvad vi skulle gøre, hvis fjenden fandt på at beskyde os. “Vi går selvfølgelig i vore ‘Stollen’, hvor ellers?” svarede Feldweblen.

Hertil replicerede Richard , at det nok var betydeligt bedre at forsøge at trække ud til en af siderne.

Det ville manden slet ikke høre tale om, for som han sagde: “Dér er der da slet ingen dækning. Vi bliver her!” Det sidste blev sagt i kommandotone, så der var ikke noget at tage fejl af.

Richard trak på skulderen og svarede, at han hellere ville gå i dækning bag et muldvarpeskud end i disse ligkister. Og han fortsatte: “Ja ja, Herr Feldwebel, Befehl ist Befehl. Dann Gute Nacht, und auf Wiedersehen, wenn nicht anderswo, dann im Massengrab.”

– “Lassen Sie Ihre unerwünschten Bemerkungen, Unteroffizier« (“En ordre er en ordre. Så god nat og på gensyn – om ikke andre steder så i massegraven.” – “Spar os for Deres uvelkomne bemærkninger, underofficer”), svarede Feldweblen, hvorpå Richard vendte ham ryggen, mens et indeklemt »Idiot!« smuttede over hans læber. Det var møntet på Feldweblen, men henvendt til mig.

Vi instruerede omgående folkene – der var tolv foruden Richard og mig – om, hvordan de skulle forholde sig, så snart fjenden havde sendt det første skud over til os.

Vi anbefalede dem, såfremt de havde livet kært at følge vore anvisninger, uanset hvad Feldweblen fandt på at bestemme. Vi regnede for øvrigt med, at manden ved det første skud ville forsvinde ned i sit dækningsrum, som han tilsyneladende var så glad for, og som han havde for sig selv. Vi kendte typen. –

Før vi atter lagde os til at sove, undersøgte vi endnu en gang retrætelinien. Selv om vi skulle kravle ca. 200 meter i en lille fordybning, der ikke var meget dybere end en plovfure, var vi enige om, at når heldet blot var med os i første omgang – det vil sige, at den første salve ikke ramte graven – så skulle det være muligt at klare situationen.

Der var nu gjort, hvad der kunne gøres for at bøde på Feldweblens dumhed. Vi tvivlede ikke på, at den kommende dag ville blive endog meget “varm”. Vi kunne ligefrem lugte faren.

Dagen oprandt med klart solskin, det var atter et minus for os. Formiddagen gik til ende, uden at der skete noget. Feldweblen tillod sig at hovere over vort sortsyn, men Richard svarede, at det ikke var aften endnu, og at der formentlig var flere dage i øst. Vi skulle blive her i mindst fem dage endnu.

Først på eftermiddagen gik det løs. Heldet var med os. De første par skud ramte ikke graven. Feldweblen forsvandt i sit hul , som vi havde forudset, og vi andre, vagtposten inklusive, begyndte vor kravletur og fuldførte den med bravur. Vi havde jo lært at kravle i garnisonen.

Nu skete det med livet som indsats.

Da vi havde tilbagelagt de 200 meter, blev “plovfuren” betydelig dybere, og her afventede vi begivenhedernes gang. Hvis ikke fjenden havde bemærket den “kravlende slange”, regnede vi med at være i nogenlunde sikkerhed, og det slog til . De 5 % havde atter sejret. [5% erfaring og 95% held skulle der til for at overleve, fortæller Bergholt andetsted, RR]

Kanonaden var blevet stærkere og stærkere. Vi kunne se, at de fleste granater traf deres mål, og vi var klar over, at den stivsindede Feldwebel skulle være udstyret med et kolossalt held, hvis han skulle gå ram forbi.

I det hele taget forløb aktionen, som vi havde tænkt os.

Franskmændene benyttede kun det svære kaliber, og i løbet af en times tid var reden jævnet med jorden.

Skydningen holdt lige så pludseligt op, som den var begyndt. Richard og jeg blev enige om, at vi to ville kravle tilbage for eventuelt at komme Feldweblen til hjælp, hvis han da havde hjælp behov, hvad vi tvivlede meget stærkt på. Beskydningen havde nemlig været så koncentreret som aldrig før. Hvis vi ikke var kommet tilbage i løbet af en halv time, og alting endnu var roligt, skulle de øvrige følge efter.

V i nåede igen reden, der nu kun var granathuller, og fandt også det sted, hvor Feldweblen skulle være. Hans “Stollen”, som han havde stolet så stærkt på, havde fået mindst én fuldtræffer. – Og dermed er alting sagt. Den blev hans ligkiste, som Richard havde forudsagt.

Det eftermæle, Richard gav manden, var ikke ligefrem rosende. Det sluttede med det tyske ordsprog: »Die dummen werden niemals alle« (Dumhed forgår aldrig).

Egentlig syntes jeg, at Richard var lovlig hård i sin dom. Manden havde jo betalt for sin stædighed. Jeg vidste, at Richard var et ejegodt menneske, og at hans hårde ord kun var provokeret frem af Feldweblens dumhed. Det er helt klart , at Feldweblen ville have været skyld i hele besætningens udslettelse, hvis ikke “de gamle” havde taget sagen i egen hånd og havde sat sig ud over den givne befaling.

Begge maskingeværer var gået sig en tur. Den følgende nat fik  i to nye geværer – men ingen ny Feldwebel.

Kommandofeldweblen – Hannoveraneren – der nok kunne lægge to og to sammen, undrede sig over, at vi var sluppet med tabet af kun én mand og to ødelagte geværer og slet ingen sårede. Men han gik ikke nærmere ind på sagen.

Et stykke tid efter var vi en dag på tomandshånd, og han forlangte så at få sandheden at vide. Det fik han, og hans kommentar var mindst lige så hård som Richards.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Krigens forløb

9. oktober 1916. Døden ved Somme: “De nyankomne var ikke hurtige nok …”

Skriv en kommentar

Fr. Muller, Højer, gjorde krigstjeneste på Vestfronten, oprindeligt ved 4. kmp. i Jägerbataillon 33. I efteråret 1916 kom han til Infanteriregiment 362, der blev indsat på Somme-fronten.

Nu var jeg helt alene på min post. Stillingen blev beskudt ustandseligt. Der faldt både lette og svære granater. Natten gik. Jeg ventede på afløsning. Der kom ingen. Omsider besluttede jeg at søge tilbage til mine kammerater.

Undervejs mødte jeg en underofficer fra et andet regiment. Han standsede mig og gav mig den mærkelige befaling, at jeg straks skulle foretage et stormangreb på den fjendlige linie. -— Der måtte jo være noget i vejen med denne mand!

Jeg svarede derfor: »Javel, men jeg må lige underrette min underofficer, for vi må jo være nogle flere om det!«

Jeg fortsatte min vej, søgte efter mine kammerater, men fandt ingen. Det var mystisk!

Under min eftersøgning løb jeg på en soldat fra Bayern. Da jeg fortalte ham om min resultatløse eftersøgning, blev vi begge lidt underligt til mode. Mon den forreste linie var blevet taget af franskmændene? Mon vore kammerater havde trukket sig tilbage?

Vi kom igennem hele vort skyttegravsanlæg, helt ud til stillingens højre fløj. Her standsede vort frontafsnit, fordi der her gik en landevej igennem skyttegraven. På den anden side af vejen begyndte naboregimentets afsnit.

I samme øjeblik, vi kom til landevejen, begyndte de fjendtlige  batterier at skyde. Vi søgte i en fart dækning i en forladt jordhule ved landevejen. I det samme ankom en afdeling soldater, ca. 35 mand, under anførsel af en løjtnant. De skulle besætte stillingen.

Hele skyttegravsanlægget så dog håbløs ud. Derfor blev vi heller ikke forundret, da løjtnanten sagde: »Hvor er skyttegraven?«

Granaterne suste ned på vejen, og løjtnanten påskyndede sine folk. De kom hurtigt ned i graven. Jeg søgte også sammen med nogle andre påny dækning, og det blev vel vor redning, for  sprængstykkerne, store og små, fløj rundt til alle sider; men de nyankomne var ikke hurtige nok. De fleste af dem faldt eller blev hårdt såret; endda to af dem, der sammen med mig søgte ind i jordhulen, blev lettere såret. Den ene løb sin vej. Hvor han blev af, og hvad der blev af ham, ved jeg ikke. Den anden tog jeg mig af. Jeg forbandt ham og sørgede for, at han sammen med andre kom tilbage til en opsamlingsplads for sårede.

Da han ikke kunne gå alene, gik jeg med ham og støttede ham. Ved denne lejlighed fandt jeg omsider mine kammerater. De var trukket tilbage fra frontlinien. Gruppeføreren meddelte mig, at de havde anmeldt mig som savnet. Jeg blev overrasket ved denne meddelelse. — De anede ikke, hvad jeg havde oplevet, siden jeg blev sendt ud på den ensomme post på vor venstre fløj.

DSK-årbøger 1960.

Krigens forløb

13. juni 1916. Gode råd til lange marchture

Skriv en kommentar

Senest ændret den 17. september 2021 20:31

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på østfronten.

“Gode råd”

Jeg havde klaret mig nogenlunde under turen, fødderne var ømme, men hele. Det var atter Claus, der havde hjulpet mig med sine gode råd, som han havde givet mig under vore mange natteture og nattevagter. Han havde ofte skildret disse lange, forbandede marchture, der gjorde livet surt for infanteriet på østfronten. Her er nogle af de tips, han havde givet mig: 

»Husk altid at holde fødderne renvaskede, det er mere nødvendigt end at holde ansigtet rent. Du skal altid have et par rene – og helst nye – fodlapper liggende i dit tornyster til brug, når du skal ud på en længere marchtur, dem skal du først tage på, og så et par strømper oven over.

Træk aldrig støvlerne af under et kort hvil, fødderne er ophovnede, og du får et værre besvær med at få dem på igen. I ni af ti tilfælde kommer fodlapperne i uorden herved, og så er du først »rigtig på den«.

Hvis du kan undgå det, så drik aldrig ukogt vand her i dette velsignede land. Vandet er de fleste steder dårligt, og du fordærver din mave dermed. Drik kun det, du får udleveret ved feltkøkkenet.

Selv om du bliver stærkt fristet til at drikke det meste af feltflaskens indhold på én gang, så hold igen; drik kun en mundfuld ad gangen, den virker lige så godt som en halv liter, hovedsagen er, at du får ganen læsket.

Hvis du er i besiddelse af et stykke tørt brød, så put det i munden og tyg på det, så holdes spytkirtlerne i funktion.« 

Jeg havde rettet mig efter disse velmente råd, skønt det med kun at drikke én mundfuld ad gangen, var faldet mig meget svært. Jeg gennemførte det imidlertid og kom »godt i land«, bedre end de fleste. 

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Krigens forløb

9. juni 1916. Heimatschuss: “Slut med forstillingen Jacob, hjemmet i sigte.”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 17. september 2021 20:32

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på østfronten.

Fotografiet forestiller rekruttiden – Bergholt er nr. to fra venstre i bageste række.

“En ordenlig forskrækkelse”

Jeg måtte tit i de kommende år tænke tilbage på Claus og hans ord, for de viste sig at være rigtige. 

En af de følgende nætter, da vi atter bar »ryttere« frem, fik Claus en kugle gennem overarmen. Trods det, at kuglen havde beskadiget knoglen, og at det sikkert var meget smertefuldt, gav han – bortset fra en lille ed, da kuglen traf – ikke en klagelyd fra sig; tværtimod, hans kommentar var: »Slut med forestillingen Jacob, hjemmet i sigte.« 

Jeg forbandt armen efter Claus’ anvisning, så godt det lod sig gøre, og udtalte min bekymring over, at knoglen var beskadiget, men det faldt ikke i god jord hos Claus: »Det er netop det fine ved det hele min dreng, hvis det kun havde været et kødsår, ville jeg ikke nå tilbage til Tyskland . Som det er nu, har jeg en stor chance for, at dette kan lykkes.« Jeg måtte uvilkårlig tænke tilbage på bayrerens opførsel, da han blev såret i benet. 

Da Claus og jeg kom tilbage til skyttegraven – han ville nemlig have sine personlige ejendele med sig – tog han afsked med kammeraterne med følgende spådom: »Så vidt jeg kan skønne, har I været her den længste tid. Læg mærke til russernes lyskugler om natten, jeg tror, de er ved at omringe os. Hold jer muntre og på gensyn i Tyskland, nu glider Claus.« 

Jeg så ham aldrig mere, men savnede ham meget. 

Han var en god læremester og beherskede de 5 %, der var nødvendige for at overleve. 

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Krigens forløb

8. juni 1916. Panik! Jacob Bergholt snubler over en blindgænger!

Skriv en kommentar

Senest ændret den 17. september 2021 20:21

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat i Galizien på østfronten.

“En ordenlig forskrækkelse”

Dagene gik, den ene som den anden uden større sindsoprivende episoder. Ved hårdt arbejde havde vi fået vore stillinger udbygget, fået beboelsesrum lavet, så vi var nogenlunde beskyttet mod vind og vejr. 

Russerne forholdt sig forholdsvis rolige. Artilleriild var der ikke meget af. Det mest irriterende var russernes evindelige riffelskydning efter mørkets frembrud, som gav os en del tab, men heldigvis flest sårede. Jeg lærte hurtigt, at den kugle, man hører fløjte, rammer ikke, og at det ikke kunne hjælpe at dukke sig for den. 

En lille episode skal dog fremdrages her. Den drejer sig ikke om riffelkugler, men om såkaldte »blindgængere«. Man havde i garnisonen hørt, at de kunne være meget farlige, og at man skulle tage sig i agt for dem. 

En nat var jeg sammen med en anden fra korporalskabet ved navn Claus beordret til at bære såkaldte »spanske ryttere« frem til pigtrådsspærringer. Man kunne ikke benytte løbegraven til denne transport på grund af »rytternes« størrelse, men måtte fragte dem over åben mark. 

Hertil var to mand nødvendige. I øvrigt var det påbudt, at ved færdsel uden for løbegravene, altså over åbent terræn, skulle man altid gå to og to, så man kunne hjælpe hinanden, hvis den ene blev såret. At dette langtfra blev overholdt, er en anden sag.

Af ukendt grund valgte Claus, der var fra Hessen, altid mig til sin makker på disse natlige ture, og det var jeg sådan set ikke ked af, tværtimod. Claus havde nemlig været i felten siden krigens begyndelse, og det han ikke vidste om skyttegravskrig på østfronten, var ikke værd at vide, og jeg følte mig godt tilpas i hans selskab. 

Denne nat var det måneskin, og vi gik og talte om tilfældige ting. Pludselig snublede jeg over et eller andet og gik på næsen. Endnu i faldet blev jeg klar over, at det var en blindgænger, der havde bragt mig til fald. Som et lyn var jeg på benene igen og løb fremad som en besat. Da jeg var kommet ca. 50 meter bort, var der stadig intet sket, og jeg stoppede op for at se, hvor min makker var blevet af. 

Claus kaldte mig tilbage, og da jeg kom hen til ham, sad han nok så gemytlig oven på granaten, der viste sig at være en af de helt store. 

»Der fik du dig nok en ordentlig forskrækkelse, min dreng,« sagde Claus, »men sæt dig nu her ved siden af mig, der er plads nok til os begge.« Jeg var nærmest chokeret over hans formodede letsind og indvendte, at den kunne jo ryge i luften.

»Ja, det kan den,« svarede Claus, »men chancen herfor er som én mod tusind, og husk én ting, hvis den havde været ondskabsfuld, så var den allerede røget i luften, da du snublede over den, og så havde vi to for længst været engle. Jeg kan yderligere fortælle dig, at jeg endnu ikke har set en blindgænger eksplodere, fordi den har fået et spark, og det gjorde denne krabat jo heller ikke.

Og én ting til, skriv dig det bag øret, hvis du da ellers tænker på at komme nogenlunde helskindet ud af denne forbandede krig: Du kan ikke løbe fra din skæbne; hold nerverne under kontrol , det er det venneråd, jeg vil give dig.« 

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)