Kategoriarkiv: Sønderjyder

13. juli 1915 – Friedrich Nissen: “…mange Russere fanget”

Manufakturhandler Friedrich Nissen fra Sønderborg blev indkaldt til hæren ved krigens udbrud og deltog i de første måneder i kampene på vestfronten. Her blev han såret, og efter et lazaret ophold kom han i november 1914 til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 64, som lå på østfronten. I juli deltog han i forsøget på at omringe de russiske tropper i Polen, i sin dagbog noterede han 13. juli:

Kl. 3 om Morgen kom vi til en Skov, der gravede vi os ned for at lave Dækning mod Schrappnell. Kl. 3.30 begyndte vort hele Artillerie en kraftig Musik – jeg sov dog ind til Kl. ½9, saa maate vi ud igen og gøre os færdige til Afmarch, saa gik det frem. Stillingen blev taget og mange Russere fanget. De russ. Skyttegrave vare skrækkelig tilrettet, næsten hver Meter var der slaaet en Granat ned og utallige Døde laa der. Skrækkelige Syn. Mange laa endnu, som ikke var helt døde, endnu dog kunne vi ikke hjælpe dem, de maa vente til Sanitæterne kommer. Russerne befinder sig nu i Tilbagetog, vi bagefter. Staar lige ved et nedskudt Kloster og seer hvorledes Artilleriet arbejder. Kl. er 6 Eftermiddag. Vejret er nu godt, det regner dog af og til. Det gaar frem igen i sluttet Kollonner til vi naar et Bjerg, der har vi en Landsby og en Chausee for os, som Russerne endnu er Herre over. Artilleriet beskyder Byen og den brænder paa flere Steder. Vi graver os ned i smaa huller, hvor vi venter til om Morgenen uden at storme – til Højre og Venstre for os stormede vore Troper næsten til Midnat – om Morgenen gik vi frem mod Byen uden at støde paa Russerne.

(Dagbog, Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)

13. juli 1915 – Flensborg Avis: Max Valentiner dekoreres

Jernkorset af første Klasse er, efter hvad „Schleswigsche Grenzpost” har erfaret fra paalidelig Kilde, blevet tildelt Kaptajnløjtnant i Marinen Max Valentiner af Sønderborg, der er Kommandant paa en U-Baad. Hans Ingeniør og Styrmand fik samme Udmærkelse, medens Baadens øvrige Besætning dekoreredes med Jernkorset af anden Klasse.

Max Valentiner (Foto: Erik Hansen)
Max Valentiner (Foto: Erik Hansen)

12. juli 1915 – Nicolai Kraach: “Jeg har da allerede set en Død “

Nicolai Kraack kom fra Flovt på Haderslev Næs. Han blev indkaldt i slutningen af marts 1915 og uddannet i Flensborg. Sidst i juni afgik han til vestfronten, hvor han blev tildelt Infanterie-Regiment nr. 85, der lå ved Moulin-sous-Touvent. I begyndelsen af  juli kom han ud i skyttegravene.

Kamolien [Camelin/red.], d. 12.7.15.

I Kære i Hjemmet.

Er kommet tilbage i Reserve her til Byen Kamolien. Igaar Kl. 11½ gik vi fra Stillingen, jeg var heldt daarlig tilpas. Maven var lidt i uorden; (de fleste har Gennemgang, jeg har nu holdt mig.) og jeg svedte straks. Lyskasterne belyste os meget og jeg var næsten bange for, at Franskmændene have opdaget, at der blev afløst; de skød end[d]a temmelig heftig.

I førstningen gik vi Zugweise, indtil vi kom lidt ud af den værste Skyttelinie, saa gjorde vi holdt og blev samlet i Kompagni; saa gik det lidt mere gemytlig, det værste var, at det var mørkt og Vejen udkendt. Op og ned genem Byen og over Marker, ind gennem Skove, ogsaa Granathullerne skulde man passe paa, at man ikke faldt, nogle faldt der i saadann et Hul; see naar man nu træder i et Hul med fuld oppakning giver det et slemt stød, jeg drønede nogle gange men faldt dog ikke. Heide bar mit Gevær 2 Gange, saa jeg kunde faa begge Arme om under Tornysteren, det hjalp lidt og han er jo stærk for det.

Kl. 2 kom vi til en lille By som hedder Laehsa eller saadan noget; man ved jo næsten ikke rigtig. I Aften Kl. 7 drog vi derfra og hertil det var ikke langt kun et kvarterstid. – Forleden Aften da vi var ude at grave i Skyttegraven blev vi beskudt med Miner, saa I kan tro vi fik fahrt paa tilbage efter Hjemmet, som man siger. Det værste var næsten, at min Fordermand tabte forbindelsen, da vi gik igennem en Tonell. Efter at vi havde gaaet en Tid, blev han staaende, han viste ikke om det var rigtig vi gik, han var bange for, at vi skulde komme Franskmanden for nær. Men saa var der et par bagved som gik om for, saa hulede vi af igjen og omsider naaede vi den Gefreiter som førte os, for Man havde mærket vi var bleven tilbage; men vi kom godt og vel tilbage; vi har i Grunden meget at takke for.

Jeg har da allerede set en Død og et par Saarede, men der er ingen af dem, der er kommen med mig. Nu tænker jeg vi er uden for Fare saa længe vi ligger her og her bliver vi vistnok til d. 18 saa skal vi i Graven.  Jeg er i 2 Zug og Martin Hansen er i 1 Zug, han sidder her og holder lidt snak med mig, Heide og en Smidt er gaaet lidt ud og see [h]vordan Byen seer ud. Nu ved I jo lidt Besked igen, [h]vordan det gaar.

Har du solgt Studene. Har I faaet regn, og staar Kornet og Græset godt, det lager jo mod Høsten og Aarsdagen af Krigens begyndelse.

Nu Lev vel I kære alle sammen og hilset være I af Eders Nicolai. Hils Familien, Bestefar og Tante maa i heller ikke glemme.

(Brev i privateje, kopi i Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

11. juli 1915 – Kresten Andresen: „Do kan snak dansk!”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86). Efter at han i maj havde slået benet alvorligt under en patrulje, var han i begyndelsen af juli blevet erklæret uegnet til tjeneste ved infanteriet og overført til en transportkolonne.

Søndag den 11. juli 1915

Kære forældre!
Nu er I vel meget nysgerrige efter at høre nyt, og jeg har også en hel historie at berette. I forgårs blev jeg altså sendt fra rekreationsanstalten i La Fere og kom med toget til Chauny. Dér blev jeg fuldt indklædt med gammelt skrammel, fik noget at spise, strejfede lidt rundt i byen og dampede så om aftenen af ad Noyon til, hvor jeg meldte mig på kommandanturen.

Jeg blev indkvarteret i byen, og næste morgen meldte jeg mig igen. Da løjtnanten så min lægeattest, hviskede han til mig, at jeg sandelig havde haft lykken med mig. Han gik ind til kaptajnen, og kort efter blev jeg kaldt derind. Han var tvivlrådig,  hvad han skulde gøre med mig; han havde gerne beholdt mig i Noyon, men kunde ikke, da jeg hørte til 18 res. division. Han vilde så sende mig til Avricourt; men da det omtrent var 18 km, så kunde jeg jo ikke gå derhen. Nå, enden blev, at de vilde ringe korpset op og spørge, hvad de skulde gøre med mig. Efter en times ventetid kom så befalingen at sætte mig i march til en by, der hedder Guiscard, og melde mig dér. Jeg strejfede rundt i Noyon til middagstid og spiste nogen rissuppe på kyrasserkasernen og satte mig så i bevægelse. Men uden for byen lagde jeg mig i en chausségrøft, og det varede heller ikke længe, så kom der en postvogn; men den var fuld. Dog lidt efter kom der en lille let generalstabsgig med springende fjedre, og dér kom jeg op med pikpak, og så gik det i strygende fart hen ad den hvide landevej med æbletræer på begge sider, op ad bakke og ned i dale. Jeg meldte mig – en times ventetid; tildelt Res. proviantkolonne 21, som lå en halv snes km derfra i en lille landsby; men majoren vilde tage mig med i sin automobil det halve af vejen. Kl. halv syv susede vi afsted, op og ned ad bakke og på to hjul om hjørnerne; snart var vi dér, hvor majoren boede; men han bød sin chauffør køre mig helt til stedet, og hans adjudant tog med for personlig at aflevere mig. Lidt efter holdt vi ved et lystslot. Jeg blev ført om i den dejlige have, hvor der sad fire officerer, og blev forestillet som nyt medlem ved kolonnen. Og tænk jer, nu er jeg bleven kavalerist, har fået to heste, som dog øjensynlig er meget skikkelige. Lange støvler får jeg også med sporer, og en sabel, der er så lang, at den slæber. For øvrigt er det det rene slaraffenland. Overløjtnanten sagde rigtignok: Student – nå herregud! – og i Guiscard sagde de til mig, at de ti gange hellere vilde have haft, at jeg var skrædder end student.

Nå, inden majoren steg ud af automobilet, sagde han til mig: bare ikke overanstreng benet, men rør det dog lidt, at det ikke skulde gå hen at blive stift! Og kammeraterne – da vi havde snakket lidt, siger den ene nok så bredt: „Do kan snak dansk!”, og så var de fleste af dem nordslesvigere. Det er en student på høstarbejde. En fortryllende dejlig egn; en lille rousseausk landsby mellem høje bakker og frugtmarker. Det er et bytte. Hvem er mere her ved kolonnen – landrådens søn fra Sønderborg, der bliver mange breve læst – pas på!
Hilsen til jer alle
jeres hengivne søn
Kresten lxiv

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelenKrestens breve

10. juli 1915 – Friedrich Nissen: “… gaa ind i Rusland”

Manufakturhandler Friedrich Nissen fra Sønderborg blev indkaldt til hæren ved krigens udbrud og deltog i de første måneder i kampene på vestfronten. Her blev han såret, og efter et lazaretophold kom han i november 1914 til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 64, som lå på østfronten. I sin dagbog noterede han 10. juli:

Appell om Formiddagen, jeg har ogsaa Kompagni Tjeneste, fra Holh havde jeg Kort, men slet ikke noget Efterretning i flere Dage fra Tydde. Vi er gaaet lidt rund i Lejren, Undffz Gralewski og jeg, der er her temmeligt mange Grave, mest fra 5. Gren. Regt. Russerne har ikke været meget her, derofr er Byen næsten ubeskadet. Indbyggerne har dog maat[t]et flytte sammen for at gøre Plads for San. Kompagniet, som skal holde mange Huse for at optage Saarede. Talte med Folk som boede i en lille Stald. Den var maaske 3 Meter lang og 2½ mtr. bred og der boede de med 10 Mand (Mand, Kvinder og Børn) og foruden dem husede Rummet en Ko, som dag maat[t]e ud, naar de vilde ind. De bad os om at gaa ind i Rusland og ikke at blive her i Polen, saa de som havde Skyld i Krigen ogsaa kunde føle, hvad det er at være i Krigens Omraade i et Aar.

(Dagbog, Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)

9. juli 1915 – Kresten Andresen: “… hurra, hurra, hurra!”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86). Efter at han i maj havde slået benet alvorligt under en patrulje befandt han sig i de følgende måneder bag fronten i Frankrig, mens han afventede lægernes endelig dom om sin tjenesteduelighed.

FRA DAGBOGEN

Noyon den 9. juli 1915

Felttjenstdygtig, men uduelig ved infanteriet. I formiddag indklædt i La Fere, med gammelt kram, dampede ved middagstid af til Chauny for at melde mig på kommandanturen og blev efter et par timers forløb sendt videre til Noyon, for at melde mig ved mit eget korps’ kommandantur. Så har jeg vel foreløbig lavet min sidste storm og får en bestilling her bag ved fronten, hurra, hurra, hurra! Her sidder jeg i et åbent vindue på tredje sal ud til en skummel baggård; men den ligger dybt under mig, og jeg ser ud over de røde tage, over til domkirkens mægtige tvillingtårne, der nu er mig så kendte, at jeg ligefrem glæder mig ved at hilse på dem igen.

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelenKrestens breve

8. juli 1915 – De faldne

Abild, Christopher (IR60/3) – Priesterwald, Frankrig.
Andersen, Christen.
Christensen, Johan Marius (IR60/9) – Priesterwald, Frankrig.
Findahl, Christen Nissen (IR60/10) – Priesterwald, Frankrig.
Hansen, Einar (RJB11/1) – Pilkem, Belgien.
Jensen, Niels (IR60/10) – Priesterwald, Frankrig.
Jørgensen, Peter (IR60) – Priesterwald, Frankrig.
Langelund, Friedrich Matthiesen Christensen (IR60/11) – Priesterwald, Bois le Prete, Frankrig.
Lauchstädt, Franz Joseph (IR60/11) – Priesterwald, Frankrig.
Oster, Søren Jensen (IR60/10) – Priesterwald, Frankrig.

Peter Jørgensen (1887-1915) Randsbjerg, Tandslet
Peter Jørgensen (1887-1915) Randsbjerg, Tandslet

7. juli 1915 – Kresten Andresen: Besøg af storhertugen

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86). Efter at han i maj havde slået benet alvorligt under en patrulje befandt han sig i de følgende måneder bag fronten i Frankrig, mens han afventede lægernes endelig dom om sin tjenesteduelighed.

La Fere den 7. juli 1915

Kære forældre!
Mange tak for det sidste brev af den 1. juli. Jeg har også haft brev fra Vinding; men Johannes brev har jeg ikke set noget til. I dag skulde vi have haft fornemt besøg af storhertugen af Mecklenborg Schwerin, den danske konges svigerfar, og i den anledning skulde snavset endelig engang ud af kasernen. Jeg havde heldigvis vagttjeneste, men måtte til trods derfor skrælle kartofler. Da tiden kom, kørte storhertugen forbi i et automobil ude på gaden, og vi fik lige et blink af ham at se. Men al vor rengøring var jo spildt, da vi kun nåede at få gulve og hylder skrubbede og ikke fik rene lagener på sengene. Hele anstalten skulde først og fremmest desinficeres for utøj, for det vrimler, siger jeg jer, og hele anstalten og alt svineriet og chikanøse behandling er sådan, at den næsten kan bringe én til at kapitulere. Nå, nu kan man ikke sige eller skrive noget; men forhåbentlig kommer der engang fred, og da er det godt, at man har en lille smule hukommelse; det giver nogle kønne billeder af, hvorledes de kære feltgrå blir behandlede.

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelenKrestens breve

6. juli 1915 – Kresten Andresen: “… fordærvet affaldskød”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86). Efter at han i maj havde slået benet alvorligt under en patrulje befandt han sig i de følgende måneder bag fronten i Frankrig, mens han afventede lægernes endelig dom om sin tjenesteduelighed.

FRA DAGBOGEN

La Fere den 6. juli 1915
Rekreationshjem! Således kaldes denne anstalt. Brød har vi så lidt af, at vi må udspille alle rænker for at få nok til at blive mætte af. Maden er dårligere end i skyttegraven; tynd, tynd med fordærvet affaldskød; stegen får underofficererne; de får steg med stegte kartofler, som vi må skrælle, og henkogte svedsker, som vist i grunden stod os alle til. Hovedsagen for os er, at vor ædeskål er skuret skinnende ren; at det kram, der kommer deri, er gennemskiddent, er en biting. Jeg kender spisesedlen, første dag ærter, anden bønner, så ærter, så bønner, så en frygtelig magueronisuppe og så ærter o.s.v. Vil man indvende noget imod det, er svaret ubetinget: Der er jo krig! Vilde man derimod en dag undlade at skrubbe cementgulvet i stuen og blot feje det med den begrundelse, så slår lyn og torden ned. Stuegulvet skal være så rent og hvidt, at hr. sanitetsunderofficeren kan spise deraf. At der derimod har ligget mindst otte mand i det samme lagen, og de er så sorte som natten, og at tæpperne stinker af et halvt års sved af et halvt hundrede halvsyge mennesker, det er i sin orden; sådan noget fører krigen jo med sig. At nylig sårede soldater skal stå vagtpost, skyldes også krigen, men når en sådan vagtpost ikke kan holde ud at stå og vil sætte sig ned et øjeblik, får han straks tre dage. – Forleden dag måtte én, der ved Moulin havde fået en kugle gennem armen og et strejfskud for brystet, lave geværgreb en hel time, skønt han viste overjægeren, at såret blødte igennem forbindingen. Én, der havde fået en svulst opereret væk under foden og var erklæret felttjenstubrugelig, måtte øve parademarch en hel time og bagefter trække på hovedvagt, nu er han i Tyskland.

 

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelenKrestens breve

5. juli 1915 – Flensborg Avis: Faldne, savnede og sårede

Fra Felten.
Til Maler Ingwertsens Hustru i Graasten er der kommet Meddelelse fra hendes Mands Kompagnifører om, at Ingwertsen, der som bekendt har været savnet siden den 6. Juni, sandsynligvis er falden under disse Dages Kampe. Det er en tung Skæbne, der har ramt denne Familie. Kort efter at de var blevne gifte, brændte deres Hus. Ingwertsen havde lige bosat sig i Graasten som Maler. Midt under Bygningen af det nye Hus kom Krigen, og nu sidder den unge Hustru tilbage med et lille Barn.
Ogsaa til Postbud Greve er der kommet Efterretning fra Sønnens Kaptajn om, at hans Søn blev saaret i Benet ved Lemberg og kort efter ramtes han af en Kugle i Brystet, som havde Døden til Følge.

Falden.
Den 25. Juni er Fusiler Otto Andresen, Søn af Landmand Math. Andresen, Gamle Kobbermøllevej 8 i Flensborg, død af sine Saar paa et Krigslazaret. Han blev kun 20 Aar gammel.

Falden.
Ifølge indløben Meddelelse til hans gamle Moder fra Kompagniet, som støtter sig til en anden Soldats Udsagn, har Christian Møller af Harreslev den 14. Juni fundet Døden paa Slagmarken ved Moulin. Han blev 26 Aar gammel. Den unge Mand havde for nylig overtaget sin

Fædrenegaard — han var en Søn af afdøde Gaardejer Johannes Møller — og var kendt som et dygtigt og flinkt ungt Menneske

Tunge Tider. (Fl. N.)
Den stedfortrædende Kommuneforstander i Kollund, Byggeentreprenør H. Hoeck er bleven Haardt ramt af Skæbnen. Efter at hans yngste Søn Peter har fundet Døden paa Valpladsen midt i Maj Maaned, er nu hans ældste Søn, Byggeentreprenør Jakob Hoeck, der stod som Pioner paa den vestlige Krigsstueplads, Haardt saaret kommen paa et fransk Lazaret. En tredje Søn har siden Krigens Begyndelse været indkaldt til Marinen.

Savnet. (Hmd.)
Breve til Jens Christian Hansen i Gejlaa (Svigersøn af P. Beck, Junkerhof, Ullerup) er blevne sendte tilbage med Paategningen „Savnet”. Hansen stod ved 86. Regiment og laa ved Moulin. Han har været savnet vistnok siden den 15. eller 16. Juni. Hans sidste Brev er dateret

den 15. Juni.

Saaret mod Øst.
Ifølge indtruffen Meddelelse
er Typograf ved „Flensborg Avis” O. Moltzen af Flensborg den 26. Juni under Stormen paa Haliez bleven saaret i Siden af en Geværkugle. Heldigvis er Saaret ikke alvorligt, da ingen ædlere Dele er beskadigede. Han ligger nu paa et Lazaret i
Weissenfels ved Saale.

5. juli 1915 – Flensborg Avis: “Kender du mig ikke, Far!”

»Kender du mig ikke, Far!” (A. T.)
En Aften for nogen Tid siden gik en af de ældre Jernbanefunktionærer paa Banegaarden i Aabenraa ved sit Arbejde, da der lød et „God Aften”. Han svarede „God Aften” og gik videre, fordi han ikke mente at have noget særligt at gøre med den skæggede Soldat, der havde hilst paa ham. Men da denne saa udbrød: „Naa kender du mig ikke, Far!” gik det op for ham, at det var hans egen Søn, som kom hjem fra den østerrigske Krigsskueplads og i sin Fraværelse havde lagt sig Fuldskæg til.

Fra Skolen.
Lærer Moldt ved Drengestolen i Nordborg, der har været indkaldt siden Krigens Begyndelse, er nu atter vende tilbage for at overtage  Undervisningen, da Lærerkræfterne der er meget knappe. Lærer Moldt har hele Tiden gjort Tjeneste i Provinsen.

Krigsfanger.
For nogle Dage siden indtraf der atter en Trup russiske Krigsfanger til Klægsbøl [i dag Klixbüll /red.], hvor de skal sysselsættes hos de forskellige Landmænd.

1. juli 1915 – Flensborg Avis: “…en og samme Person”

Ikke falden.
Der er blevet meddelt, at Postkonduktør Paulsens Søn af Tønder var falden, og at Lærer Paulsen i Allerup var i fransk Fangenskab. Begge er en og samme Person, og Sandheden er, at Paulsen er i Fangenskab.

I fransk Fangenskab. (Dbp.)
Familien S. Abrahamsen i Tandselle har i disse Dage faaet Meddelelse fra deres Søn Hans, som ved Krigens Udbrud aftjente sin Værnepligt ved Fodfolksbataillonen i Sønderborg og har deltaget i Krigen ved den vestlige Front siden dens Begyndelse, at han var falden saaret i fransk Fangenskab den 6. Juni. En Kugle havde gennemboret hans højre Haandled. En ældre Broder, som ligeledes fra Begyndelsen af deltog i Krigen ved den vestlige Front og ved samme Regiment som Broderen, faldt allerede midt i September, ramt af en Granat. Desuden har Familien Abrahamsen to Svigersønner med i Krigen, hvoraf den ene for Tiden opholder sig i Flensborg, saaret for anden Gang. Første Gang ramtes han af en Kugle i højre Skulder og fik Tommelfingeren paa venstre Haand afskudt. Anden Gang har han mistet Pegefingeren paa venstre Haand.

I Fangenskab?
Om Arbejdsmand Karl Petersens Søn, forhenværende Gymnastiklærer Hans Petersen af Skodsbøl, er der nu kommet Efterretning fra hans Kompagnifører. Hans Petersen og flere menes levende eller døde at være faldne i Franskmændenes Hænder. Forhaabentlig, skrives der, er han sund og rask, og han vil i saa Fald i Løbet af en 3—4 Uger lade høre fra sig. H. Petersen har været savnet siden den 16. Juni. 

I Fangenskab.
Gaardejer H. Jacobsens Hustru og Forældre paa Kliplev Mark fik i Tirsdags Meddelelse om, at Jacobsen, der har været savnet nogen Tid, var falden i fransk Fangenskab, hvor han havde det forholdsvis godt.

30. juni 1915 – Peter Østergård: “Den ene dag er som den anden”

Peter Østergård fra Stursbøl i Oksenvad Sogn gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 86 på Vestfronten. I begyndelsen af maj fik han sin første orlov, men i slutningen af måneden var han tilbage i skyttegravene i Frankrig.

I skyttegraven d. 30. Juni 1915.

Egentlig ved jeg næsten ikke, hvad jeg skal skrive til dig, men måske kommer der nok noget, efterhånden som pennen glider hen over papiret. Livet leves jo her under indtrykket „ensformigt”. Den ene dag er som den anden, kun vejrliget og artilleriilden sætter lidt præg på dem, ellers er det altid det samme, de samme vagter, det samme arbejde. — Nu har vi i et halvt år stået og set ud gennem skydeskåret og hele tiden haft det samme billede for os. Kun årstiderne har lånt det nye farver. Skal vi se det nu grønne blive gult, eller får vi fred forinden, dærom kredser tankerne stadig. Skyttegravene er som før, og oven over os har vi stadig den samme smilende sol med enkelte højtgående skyer. Bag ved os ser vi tagene af den sammenskudte by. Andet kan vi ikke se, for så skal vi for højt op med hovedet, og det kan fransk mændene så se. Vi kan her få et lille indtryk af, hvad det vil sige at være indespærret.

Der er intet, der rigtig kan sætte tankerne i bevægelse. Kammeraterne kender vi næsten ud og ind. Vi har ikke meget at tale om, for livet her har ikke vor interesse, og ude omkring sker der ikke ret meget, som vi ikke ved forud. Dærfor kan man godt forstå, at kortspil får mere og mere indpas, — ja for enkelte er det ved at blive til en last. De har ikke tid til andet og spiller lidt højt. Men for andre er det en uskyldig tidsfordriv. De får tankerne bort fra den meningsløse tilværelse, vi fører.

Skønt det ikke kunde falde mig ind at give mig til at spille kort, så tror jeg dog, at det er bedre end at sætte sig og gruble over det hele, som vor ven Rasmus Nissen er slem til. Derved bliver det hele meget værre, og det ender med tungsind, og det må man vogte sig for. Det kan jo være trist og tungt nok for os at være her, vi for hvem det hele er et onde, men det gælder om at se bort fra øjeblikkets nød, se lidt stort på det hele og håbe på fremtiden, håbe, at den efter disse onde dage vil bringe mange lyse og gode.

(Fra Marius C. Skar (udg.): To Faldne Brødre. Breve fra Jeppe og Peter Østergård hjem til Nordslesvig, 1931, s. 100)