Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Hejde d. 15. juli 1916

Jeg holder så meget afjer mine kære, men jeg synes ikke rigtig, jeg har bevist det i de dage, da vi var sammen… Forleden dag bad lille Louise mig, om jeg ikke ville lære hende nogle af de sange, jeg før havde lært hende, men jeg sagde, at det skulle vente til en anden dag. Og nu kan jeg ikke. Vil du nu ikke lære hende at synge igen, den lille stakkel. Å, det gør mig så ondt, jeg synes, at jeg kunne have været helt anderledes imod jer. Sikken en opvågnen i morges, i stedet for at blive vækket af dig og de to små piger, kom der en underofficer og råbte »aufstehen«. Jeg var forresten vågen, før han kom, det var jo ikke min egen gode seng, jeg lå i.

Jeg kan ikke forstå, at jeg skulle kaldes tilbage, for endnu er der ingen transport inddelt, men det kan jo komme, før vi aner det. Det er ikke blot her, at vi er blevet kaldt tilbage, men overalt. I går i toget var der nogle med, som var kommet hjem aftenen i forvejen, og så kom telegrammet om straks at vende tilbage til garnisonen. Der må vist stå noget for, siden de kalder os alle tilbage…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Den længe ventede orlov får brat ende, da Jørgen Friis kaldes retur .

Hejde d. 14. juli 1916

Min kære, kære Inger !
A, hvor er det dog tungt at komme til Hejde igen. Det kom så hurtigt, vi var jo slet ikke færdige til at skilles, men det bliver vi jo aldrig, min kære gode hustru. Og vore små piger, men de sørger vel ikke så meget for far, og det er jo også godt. Det vil vist blive en urolig nat for dig, kære. Jeg er ikke den eneste, som er kaldt tilbage. Det er overalt, at det er sket. Der var mange soldater med toget, og alle var de kaldt tilbage før tiden.

Jeg har ikke fået noget at vide endnu, men det kan komme tidligt nok. Feldweblen sagde blot, at jeg skulle få at vide, hvad vi skulle bestille i morgen. Der er gået en transport til Locksted i dag, og jeg er bange, at jeg snart følger efter.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Hejde d. 5. juli 1916

Mange tak for brevet og aviserne. Nu er transporten borte, så jeg slap endnu denne gang. Det var da en lykke, at jeg kom til at slå græs. Og så har jeg en glædelig meddelelse til dig. Der blev bekendtgjort i parolen i aften, at fra den 8. til den 28. juli fik jeg orlov. Nu vil vi håbe, at det lykkes denne gang, men du må alligevel ikke vente mig, før du ser mig. Vi så, hvordan det gik sidste gang. Vort kompagni er meget lille, der var kun 24 mand til tjeneste idag. Det er noget andet at gå og slå græs end at gå der og springe omkring som en nar. I morgen skal jeg ud på skydebanen og slå græs, det er godt at være lidt af vejen…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.