Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fortsat fra torsdag og fredag

III Mandag morgen

… Når du nu er kommen lidt i ro, vil du så ikke i dine breve fortælle om, hvordan det ser ud, der hvor du er, og hvordan dagene går. Fortæl blot alting, jeg vil helst i tankerne dele både ondt og godt med dig, og jeg kan godt tåle at høre det, selv om det ikke er godt. Du ved jo, jeg er stærk. Jeg skulle hilse dig fra dem alle i Hauge. Nu slutter jeg her. Blot du da må få dette brev snart, du trænger til at høre fra os. Din egen Inger.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Søndag i Frankrig d. 23.7.16

… Jeg har samtidig skrevet et kort på tysk, og så vil du nok lade mig vide, om du har fået dem begge. Nu har du vist et brev færdig til mig, når du får dette kort, for her har du min adresse. Du gør dig slet ingen forestilling om sådan færdsel, der er ude ved fronten, og de skyder også temmelig meget med kanonerne, men her hvor vi er, er der ingen fare. Jeg håber, at du og vore små piger har det godt.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Jørgen Friis tildeles i Frankrig et regiment, der kommer lige fra kampene ved Somme. Efter 14 dage i ro må soldaterne afsted igen.

Ham i Frankrig d. 22.7.16

Min kære Inger!
Nu er jeg endelig kommet til mit bestemmelsested. Det er vistnok kun en lille by, men der er stor færdsel her. Det er til Somme- distriktet vi er kommet, men foreløbig bliver vi vel nok i rekrutdepotet. Jeg kan ikke skrive min adresse endnu, da jeg ikke ved til hvilken troppe-afdeling, jeg kommer. Har lige været henne og få mig lidt kaffe. Det fås her i ølglas med sukker i, men uden fløde. Man kan da smage, at det er kaffe. Vi har rejst i to døgn og man er jo lidt træt og søvnig, men har ellers set meget på rejsen, især var det en smuk tur gennem Belgien.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fortsat fra dagen før

1. Fredag aften

Nu er den dag også slidt, den har været lang og trang. Jeg tænker hele tiden på dig. A, hvor er det svært, jeg ved jo ikke engang, hvor du nu færdes… I det brev, som jeg skrev torsdag formiddag, skrev jeg netop det samme vers, som du skriver til mig i dag »Går sorgen på«. Jeg sad her ved skrivebordet og skrev den formiddag,og da har du siddet i Heide og skrevet måske til samme tid, og så har vi tænkt på det samme vers. Lad os tage det som et godt varsel. – I dag er det sidste hø kommet ind, nu er vejret fint. Vi har også rullet, så jeg har haft travlt; men så går tiden bedst. Børnene har leget ude hele tiden, de ved ikke af, at det er så alvorlige dage for os. De har det så dejligt i baggården og i vedkastet. Jeg må jo med ud og se undertiden. Siden skal vi også til at synge, nu kan jeg ikke…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

16.Fjelstrup, d. 20 juli 1916. Torsdag aften!

Min kære Jørgen!
Nu er alle tre børn kommet i seng, og der er helt stille derinde. Så jeg tænker, de sover, og så synes jeg, jeg kan ikke andet end sætte mig til at skrive til dig. Jeg kan jo altid sende det afsted, når jeg får din adresse. Det har været en sørgelig dag for os begge, en af dem vi husker længe. Alle mine tanker har været hos dig, og du kan tro, jeg har ønsket mig til Heide. Nu kan jeg godt forstå, at Bertha var ked af, at hun ikke var kommet til Husum, dengang Hans rejste derfra. Men det havde vel ellers kun gjort det sværere for os begge og især for dig. Jeg har haft gode deltagende gæster i dag. Skau har været her, og Stine og Bothilde, Anne fra Anslet og Karen Marie. De kom af sig selv, og jeg skulle hilse dig så mange, mange gange. At det gjorde dem meget ondt for dig, kan du tænke dig, kære. De gik alle tidligt hjem, og så gik børnene og jeg hen på marken for at se, hvordan vore hvidkål står. De trænger til at hyppes, det plejede du jo altid at besørge for os før. Bagefter satte vi os i »vedkastet«. Der ligger tromlen, og der er sådan et ypperligt sted at sidde, og læ var der også, og det kan du tro var noget for de små, de legede og klatrede på vasstakken. Så der kan du tænke dig os om aftenen, når vejret er fint. Vi mangler kun dig, lille far…

Nu slutter jeg her, og fortsætter måske i morgen aften. Godnat, min kære, kære Jørgen.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Hejde d. 20 juli 1916

… I formiddag Kl. 10^1/2 skal vi være færdige til at tage afsted, og jeg ved ikke hvor det går hen. Jeg tror ikke, vi kommer til Lock- sted. På skriverstuen ved de ikke, hvor vi skal hen, og ellers plejer de at fortælle det, når transporten skal til Locksted. Nå, det kan vel også være det samme, om vi ikke kom derop, for det havde vel højst været et par dage. Der er heller ikke mange soldater i Locksted, nu har de nok brug for deres folk overalt. Her i kasernen er der kun helt få tilbage, der er næsten ikke nok til vagten…

 Nu begynder der altså et nyt afsnit for os, kære Inger, og jeg vil bede dig om ikke at sørge for meget. Lad os holde os til Vorherre, så vil han heller ikke forlade os, ihvordan det går.

Går sorgen på, din sjæls attrå er altid at husvale. Hvad nød er der, hvor du er nær, o Herre kær! Dig mon jeg mig befale.

Da ved jeg vist, o Jesu Krist du vil mig ej forlade. Du siger så: kald du mig på, hjælp skal du få og intet skal dig skade.

Der er så mange gode salmevers, som man rigtig kan blive trøstet ved at læse. Jeg tager det nu helt med ro. Vel ved jeg, at det også vil blive svært for mig siden, og især når jeg ikke kan få brev fra dig, min kære gode hustru. Men så har jeg jo minderne at tære af fra den tid, vi har levet sammen, i fred og ro sammen med vore små piger.

Ja, der er næsten ikke mere at skrive om, for ellers bliver det vel til gengivelser. Hermed de kærligste hilsner til dig, lille Louise, Kirstine og Agnete

fra far!

Vorherre bevare jer, mine kære.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Hejde d. 17. juli 1916

Min kære kære Inger!
I dag har jeg ikke hørt fra dig, men så kommer der nok brev i morgen. Jeg kan nok tænke, at du har skrevet i går, søndag. Nu i dag har jeg hørt min dom, idet jeg er blevet inddelt i en transport til Locksted. Vi er 10 mand fra vort kompagni og deriblandt er gefrejter* Buck, et rart menneske, en rolig og besindig mand, som jeg er glad ved at få med. Desuden er her en dansker på vor stue, han hedder Povlsen. Han var her inde på stuen, dengang, du var her, kære Inger.

Jeg blev slet ikke urolig, da jeg fik at vide, at vi skulle bort, for jeg har ventet det længe. Der er ingen vej udenom. Det skal så være, inden jeg kan komme hjem. Og det er mit håb og trøst, at Vorherre nok skal stå mig bi. Lad der så komme, hvad der vil. Når vi kun beder ham om at hjælpe, så skal vi nok holde det ud, både du og jeg. Jeg kan forstå af dit brev, at du og Marie Petersen har grædt med hinanden den aften, du var deromme. Ja, det er heller ikke let for hende, den stakkel, hun sidder der med en stor familie og får ingen understøttelse herefter. Hjælp hende så godt du kan, kære Inger, for det er der også velsignelse ved…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup, d. 17 juli 1916. Mandag

Min egen kære Jørgen!
Tak for både kort og brev. Det er svært for dig at få begyndt. Du kan tro, jeg føler med dig, og jeg synes, at man kan blive helt bitter over det. Hvorfor kunne de da ikke lade dig blive her, indtil de virkelig skulle bruge dig, at du nu blot skal gå der og eksercere ligesom før. Men nu må du rigtignok ikke gå med samvittighedsnag og synes, at du ikke var, som du skulle være, da du var hjemme. Blot det, at du var her, så er vi jo så glade, børnene og jeg. Dagene herhjemme har et helt andet præg. Det er, som det er helt blevet gråvejr, siden du rejste. Hvad det jo da også er ude. Jeg går og tænker på dig hele tiden, og synes ligesom dig, at vi ikke fik nok ud af de par dage. Vi syntes jo hele tiden, at vi havde tiden for os. Ja, hvor vi dog savner dig. Børnene taler ikke så meget om dig, de glemmer så hurtigt, især de to små. Du kan sådan hjælpe mig og tage dig af børnene. Jeg taber selv så let tålmodigheden, og børnene er ikke rigtig glade ved pigerne. Derfor hænger de også så meget på mig. Og så tænker jeg på, at det er et stort ansvar at drage børn op, de husker godt alt, hvad de hører. Men jeg har tit bedt Vorherre om at hjælpe mig, der skulle mere mildhed og kærlighed til. Jeg skal nok synge for Louise. Hun var så kærlig mod mig den dag, du skulle rejse, og græd også meget, men du måtte ikke rigtig se det, så klog var hun…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.