Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Rendsborg d. 27. juni 1916

… Hertil kom vi ved middagstid, og efter at have ventet en tid på kasernepladsen blev vi ført til vort massekvarter, en teatersal, knap så stor som i Husum, men sengene eller stråsækkene ligger ganske tæt ved siden af hinanden, så man kan kun komme i sengen fra enden. Det er en mærkelig måde at gå i seng på, men man kan jo vænne sig til alting. Straks i går blev der udtaget en transport, men jeg slap endnu denne gang. Dog er det ikke godt at vide hvor længe, for i dag har vi været til undersøgelse, og jeg blev igen felttjenestdygtig. Så man må belave sig på det værste. Jeg har været klar over, at så snart jeg igen blev undersøgt, blev jeg straks felttjenestdygtig. Det var slet ingen overraskelse for mig, for jeg var belavet derpå. Det er ikke sagt, at jeg derfor snart skal afsted

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Slesvig, mandag morgen 19.6.1916

… Her fortaltes i dag, at tyskerne nu ville gøre en stor offensiv over hele linjen, og det skulle så enten briste eller bære. Ha, gid det var så vel, for sådan som de bliver ved at slå mennesker ihjel dag efter dag uden, at det fører til noget, det er helt forfærdeligt. Det blev også fortalt, at den 17. august skulle vi have fred. Når man kunne tro det, så havde man da noget at vente efter. Man har jo lov til at håbe. Der fortælles så meget. Der var også en som fortalte, at dersom tyskerne ville tage Verdun, så kunne de gøre det, hvad dag de ville. Det tror jeg slet ikke. Så var der en anden, som sagde det modsatte, at det skulle se dårligt ud for tyskerne dernede. Det vil jeg hellere tro, for de har vist forfærdelige tab og kommer ingen vegne.

Jeg længes efter at komme hjem til jer, kære Inger. Nu skal vi se, om det vil lykkes. Jeg liar ikke hørt noget til ansøgningen, men den kan vel heller ikke være så vidt endnu…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Slesvig. Pinsedag 11. juni 1916

… Det kan godt være, at jeg ikke kommer til Husum mere, for hele bataljonen bliver nok forlagt hertil i den allernærmeste fremtid. Hele 1. bataljon, som har ligget på slottet, er for et par dage siden rejst til Locksted, og de kommer ikke mere tilbage. Der fortælles, at der skal dannes en division deroppe, som så skal sendes til fronten…

Nu er jeg nær ved at tro, at krigen får et godt udfald for os, men det vil vist vare noget. Tyskerne begynder også selv at tvivle, det har gjort et meget ugunstigt indtryk på dem, at regeringen ikke straks meldte, at de også havde mistet panserskibene Lytzov og Rostock. Du har læst om det i avisen. Der er ingen begejstring her mere…

I dag gik der igen en stor transport, det sker meget ofte her i Slesvig.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.