Kategoriarkiv: Sønderjyder

28. januar 1916. Kresten: “En storsnudet flab …”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i vinteren 1915-16 befandt sig ved Loretto.

Hornaing den 28. jan. 1916 Kære forældre!

Mange tak for pakkerne; der er i alt atter ankommet fire. Nr. 4 med gås og flæsk. Nr. 5 med æbler, nr. 6 med strømper og chokolade, nr. 7 med smør. Alt er i bedste orden. Kun må der siges, at jeg i året 1916 ikke bruger flere strømper, for ellers fylder jeg jo hele proviantvognen med strømper, og det er jo egentlig ikke dens bestemmelse.

Læs videre 28. januar 1916. Kresten: “En storsnudet flab …”

24. januar 1916 – Kresten Andresen: tre gamle gratier

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i vinteren 1915-16 befandt sig ved Loretto.

Hornaing den 24. Januar 1916

Kære for ældre!
Ja, nu sidder jeg her og skriver til jer, og ved Lens tordner kanonerne. Den rene trommeild. Det må være en ny stor offensiv. Jeg har længe gået med skumle anelser på grund af den stærkt tiltagende beskydning af vores reserver, og nu blusser det.

Jeg er i en sindsstemning, som var jeg kastet en halv snes meter op i luften og falden blødt ned på en edderdunsdyne. Uha! denne uhyggelige mumlen, som af et tordenvejr langt borte en sommernat. Jeg ved intet mere uhyggeligt, og navnlig nu, da granaterne står så frisk i min erindring. Hvorfor skulde jeg netop komme bort, dagen før det rigtig brød løs? Jeg vil fortælle jer en historie til, om end hårene rejser sig på mit hoved derved, og det, skønt det slet ikke er nogen spøgelseshistorie: Lørdag aften fik vi pludselig ordre til, at vi ikke skulde ud den nat; men næste morgen skulde vi derimod til Avion. Den nat blev vejen til Liévin og Angres i fire timer beskudt med alle slags ild – i fire stive timer, og det begyndte netop på en tid, hvor vi ellers måtte have været derude. Det er, som styrer forsynet det hele sådan til det bedste. Og nu trommer kanonerne deres dødsmarch. – Jeg kom hertil i nat kl. to. Da jeg kom til mit gamle logi, fandt jeg to infanterister i min rede. Det viste sig senere at være to alsinger, som var kommet hertil. Men det vidste jeg jo ikke dengang, og det var ikke så sært, at jeg blev ærgerlig. Jeg måtte så til at ruske folk op af søvnen, og en sådan natvægter-tjeneste holder jeg slet ikke af.

Jeg kom da til et hus, hvor der bor tre gamle gratier. De tog uhyre venligt imod mig. De vilde endog gøre ild og lave kaffe; men jeg vilde til ro. Så førte de mig ind i den fine stue, hvor der stod en seng fuldt opredt, med alt muligt tilbehør. De var rigtig så omhyggelige for mig. Jeg kunde næsten ikke bare mig for at le, da en af dem halede sådan en fin nathue op af kommodeskuffen. Det var sådan en rigtig nathue, lang og blød, med en stor kvast. Og de bad mig endelig blive liggende lige til middag, for de vilde give mine heste og gøre stalden i stand. Da jeg vågnede kl. ni – jeg tror aldrig, jeg har ligget i så god en seng – fandt jeg alt i den stiveste orden. Hestene kiggede rigtig sådan ned på mig som en ganske uvedkommende person. Det var heller ikke mine heste, for jeg erfarede jo snart, at min ene hest „hr. Hansen”, var død af sorg over min lange fraværelse og gået op i hestebøf, mens min anden „Nudder” var bortgivet til en af alsingerne. Jeg selv fik i det samme ordre til at holde telefonvagt på borgmesterkontoret, og dér satte jeg straks en gammel barberet servante og to stuepiger i funktion med at rydde op og gøre ild. Det er heller ingen nemhed at passe telefonen her, hvor der næsten kun tales bajersk. Det gælder at spidse øren, og jeg fik da også straks en overhaling telefonisk af en vagtmester; men det gjorde jo ikke så meget. Da han måske var et par mil borte, kunde han da i hvert fald ikke gå effektivt til værks. Men I kan tro, at jeg er helt fornøjet trods alt.

De tre gratier er som sagt meget omhyggelige for mit ve og vel. Men det går også alt efter snor og stiveste orden. Her kan jeg ikke som derude smide alting fra mig. Her får jeg anvist mit bestemte hjørne til mine støvler, dér skal jeg lægge bøgerne, dér skal jeg stille den papæske og dér den anden, og i spisekammeret har jeg min bestemte hylde, og så siger de endda „C’est égal!”. Men jeg giver jo gerne afkald på så meget af min frihed, i betragtning af alt det andet gode. Tænk jer: fem gange i dag har jeg fået kaffe her; i køkkenet to gange, og da jeg besøgte min gamle madmor, måtte jeg med vold og magt trods mine heftige protester have en ganske lille kop kaffe, og nu laver de sandelig til til kaffe for syvende og sidste gang. – Nu er jeg jo helt ovenpå igen. Jeg har fået den dejligste lille hest ved kolonnen. Det har før været Jakob v. Amerikas, og det er et pragteksemplar af en hest. Jeg tror, jeg vil have den med hjem efter krigen, den hedder Frands. – Nå lige meget, nu vil jeg i seng. Kaffen viste sig at være en mærkelig blanding af mælk, æg og sukker. God nat.

Jer hengivne
Kresten

Krestens breveFra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen

21. januar 1916 – Kresten Andresen: “… død, såret, hårdt såret”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i vinteren 1915-16 befandt sig ved Loretto.

FRA DAGBOGEN

Lens den 21. januar 1916
Har besøgt Jørgen Brag i Galleanmines. Lidt over middag vovede jeg mig af sted; det gik halvt i løb ned over kolonnebroen over kanalen. Kompagniet skulde ud at grave, men han skulde ikke med. Han var ved godt mod. Det var ellers trist at se resterne af kompagniet. De havde mistet 120 mand, siden jeg sidst så dem. Jeg spurgte efter den ene og den anden, altid var svaret: død, såret, hårdt såret. Det går én så underlig nær at høre så meget om folk, man et halvt år har delt ondt og godt med.
Nu i aften har underofficeren bragt den ordre, at hvis byen skulde rømmes, skulde det ske ad Montegnybroen og kolonnebroen, da alle de andre vilde blive sprængt i luften.

Krestens breveFra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen

19. januar 1916 – Kresten Andresen: “… den næste valravn”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i vinteren 1915-16 befandt sig ved Loretto.

FRA DAGBOGEN

Lens den 19. januar 1916
Var i formiddags til lægeundersøgelse på grund af en bule, som en pikhakke havde tilføjet mig på armen. Da jeg gik hjem derfra og passerede Place de la Republique, hørte jeg suset af en granat lige over mig; med lynets fart smed jeg mig ned på pladsen, et  forfærdeligt skrald; den slog ned i et hus tredive skridt fra mig; sten og splinter og træværk fløj himmelhøjt og snart begyndte det at regne ned over pladsen, hvor jeg lå; en krum og takket splint, så lang som en lillefinger faldt ned ved siden af mig inden for albuevidde; hele den store plads var fuld af svovldamp, der dog hurtigt drev væk for vinden. Jeg lavede et lynsnart spring hen bag musiktemplet, hvor der da var lidt mere dækning. Da der så syntes at blive lidt mere roligt, løb jeg over til husene for at komme ned i en kælder; lige var jeg på gaden, da jeg hørte den næste valravn over mig; med et par spring var jeg inde i et sammenskudt hus, og da regnede de første tagpånder og vinduesruder også ned på gaden udenfor. Jeg kom ned i en kælder, hvor der allerede var gået en granat igennem. Og nu fulgte granat på granat, men de trak sig mere og mere efter banegården til. Og en times tid senere nåede jeg velbeholden mit kvarter.

En forfærdelig beskydning. Der skal være fanget en spion, en engelsk officer forklædt som en tysk artilleriofficer. Han har gået og inspiceret mange artilleristillinger her i byen. Han har vel også skullet iagttage virkningen af beskydningen. Måske har den sine bestemte grunde. Infanterister af fjerde korps fortæller, at englænderne ved Loos har taget trådforhindringen ned. Nu i aften var underofficer Peters her med pludselig ordre til at undersøge, hvor mange der var bevæbnede med karabiner og ammunition.

Krestens breveFra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen

16. januar 1916 – Kresten Andresen: “… Forfærdelig ild hele formiddagen”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i vinteren 1915-16 befandt sig ved Loretto.

FRA DAGBOGEN

Lens, søndag den 16. januar 1916
Forfærdelig ild hele formiddagen”. Hovedgaden er helt ramponeret. Der er gået granater ned i alle de huse, hvor der samles større mængder soldater; i den store barberstue, i ølhallen, på hovedvagten, i den tyske bog- og avishal. Det siges, at der i Gruhn er dræbt og såret henved hundrede i alt. En, som vilde hente smør i marketenderiet ved kirken, blev såret i låret; han kunde dog selv gå til forbindingspladsen. Det var alt svært engelsk skibsskyts af kaliber 18 – ja, der er endog fundet en blindgænger af kal. 38. De har forfærdelige virkninger. Ude ved Angres i nat så jeg et granathul, som viste sig at være tredive skridt i omfang og en halvtredie meter dybt. Vor feltwebelløjtnant Vogt er falden. Han blev gravet ud under de sammenstyrtede mure af en knejpe.

Krestens breveFra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen

14. januar 1916 – De faldne

Senest ændret den 30. juni 2020 18:14

Andreasen, Hans – Årø Sund, Øsby Sogn.
Arnold, Heinrich (LIR18/4) – Årø Sund, Øsby Sogn.
Caeners, Heinrich (LIR18/4) – Årø Sund, Øsby Sogn.
Eising, Arnold (LIR18/4) – Årø Sund, Øsby Sogn.
Grassnikel, Fried. (LIR18/4) – Årø Sund, Øsby Sogn.
Kupp, Heinrich (LIR18/4) – Årø Sund, Øsby Sogn.

Mindesten, Årø Kirkegård, over 5 tyske soldater, som druknede i Årø Sund

12. januar 1916 – Kresten Andresen: “… forgræmmede og blege”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i efteråret 1915 befandt sig ved Loretto.

FRA DAGBOGEN

Lens den 12. januar 1916
Har været i Angres-Nord i morges. Vi marcherede ud klokken halv fire og kom hjem ved højlys dag kl. halv ti. Men det gik godt. Vi har langet brætter ud til fronten; det er et meget langsomt arbejde at bugsere sådanne tingester gennem de smalle, bugtende løbegrave.

Læs videre 12. januar 1916 – Kresten Andresen: “… forgræmmede og blege”