Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Frankrig d. 14. aug. 1916

… Nu er vor ro nok forbi her, i morgen skal vi på marchtur igen, og feldwebelen* mente at vi skulle samme sted hen, hvorfra vi kom…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Frankrig, d. 9. august 1916. Onsdag eftermiddag

Min egen kære Inger!
… Du skriver, at du har en ansøgning liggende, ja, du kan jo godt prøve om du kan få Thaysen til at anbefale den. Det var rart at komme lidt hjem i høsten, men stort håb har jeg ikke. Det eneste skulle være, at det er i den travle høsttid, og det kunne også godt føjes til, at jeg havde orlov i tre uger men blev kaldt tilbage efter 5 dages forløb. Det sagde Bahrt, du kunne skrive.

Ja, dine pakker får-jeg regelmæssigt. I går kom sirupskagen, og den smager meget godt til kaffen, sådan en må du gerne sende en gang imellem. Det kan også godt gå an at sende stegt skinke, og pølserne fejler ikke det mindste. Smør derimod skal du ikke sende endnu, skønt det holder sig meget godt i papdåsen, men jeg kan købe det billigere her. Jeg skal nok skrive, når jeg ønsker smør igen. Nej, du skal ikke sende feldwebelen noget smør, for det er ingen nytte til…

I formiddag har generalen inspiceret regimentet og holdt en lille tale til os, hvori han sagde, at de gamle, som var tilbage, havde kæmpet til hans fulde tilfredshed, og samtidig beklagede han tabene, vi havde haft. Hvis det skulle ske, at vi igen skulle komme med, håbede han, at de ny, som var kommet til, skulle kæmpe lige så godt, som de gamle havde gjort. Vi måtte gå i over en time for at komme til revuepladsen, og så stod vi og ventede i mindst et par timer, inden generalen kom. Det var en blandet fornøjelse. Det eneste der interesserede mig var, at der gik en hel del køer på marken ved siden af, og så kom pigerne og et par drenge og malkede til middag. Der var over 30 køer. Det er store røde køer, de har her på egnen. Det er da godt, at kornet og roerne står godt, men det bliver jo en sildig høst i år.

I går aftes var jeg og fire andre nordslesvigere kaldt hen til kompagniføreren, og han forbød os for det første at skrive, hvor vi var, samt hvis vi hørte et rygte om, at vi skulle der eller der hen, så måtte vi heller ikke omtale det. Og med hensyn til orlov, da skulle vi have et bevis fra landråden, men det er kun når vi selv søger. Når du søger, så går det jo den rigtige vej. Ellers sagde han, at vi skulle skrive flittigt hjem. I går og i dag har jeg været ved at stoppe strømper, og det gik helt udmærket. Når de bliver for simple, sender jeg dem hjem. Jeg fik lidt garn i en fransk butik, men nu sender du nok lidt til mig.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup, d. 7. aug. 1916, mandag

… Hvor jeg dog savner dig, min egen kære ven. Alting går jo ellers godt nok herhjemme, og vi er raske allesammen, det må vi da ikke glemme at takke for, men det er så tungt at vide dig deroppe nu. Vi ved jo aldrig, hvor længe du har det godt. I formiddag var jeg hos Thaysen med en ansøgning. Du skrev jo ellers, at det nyttede sagtens ikke, men da havde Møller den skrevet, og så syntes jeg alligevel, at den skulle afsted. Og Thaysen syntes da også, at vi skulle forsøge det. Han ville gøre, hvad han formåede. Jeg skulle hilse dig fra ham. Jeg var jo cyklende derover, men nu hører det nok snart op, vi skal jo levere gummi og dæk af, menes der. Ja, det er rigtignok ærgerligt, så kan jeg ikke engang cykle ned og se til kreaturerne i Bøjskov. Og vor grukedel skal vist også afsted nu. Der er nok ikke andet at gøre, ellers får vi en mulkt, siges der. Pigerne og børnene plukker ribs. Jeg tænker, vi koger det hen uden sukker, for vi kan ingen sukkerkort få. Det var da så meget dumt, at vi fik de 150 pd. meldt an den gang; og det svinder jo alligevel på det, vi har. Jeg skal nok sende dig noget, for så meget har vi da, og saft kan godt holde sig uden sukker, så ser vi om vi får noget siden…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup d. 5. aug. 1916

…Det er rart, at dine foresatte er flinke, jeg ville gerne ofre et pd. smør e.l. på din feldwebel, hvis det kunne nytte dig noget, så du kunne få en eller anden bestilling, hvor det ikke var så farlig. Det er så morsomt at læse dine breve, når du sådan fortæller lidt om, hvordan du har det, og hvad du bestiller. Jeg får næsten lyst til at rejse op til dig (!!). Nu behøver du ikke at gå og spørge fri hos Plants. Hvor mon han er? Ja, det er næsten det værste – den længsel, der undertiden kommer over mig efter at se og tale med dig. Før gik vi jo alligevel altid og håbede på den næste orlov; men jeg har da også en ansøgning skreven, som jeg skal over til Thaysen med. Så får vi jo se, hvordan det går…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup, d. 2 august. Onsdag

Min kæreste Jørgen!
I går og i dag har jeg ikke hørt fra dig, men så håber jeg, der er et par breve eller kort til mig i morgen, og hvor det så ville glæde mig, hvis du havde hørt fra os herhjemme. Jeg har skrevet mange breve, du skulle gerne snart have godt af dem, og ligeledes pakkerne. Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sende dig, for det fordærves vist let i denne varme. Men spegepølse og skinke kan jo da holde sig, og måske kunne stegt flæsk med fedt og løg også være godt. I dag vil jeg sende dig et stykke sirupskage, det kan også holde sig. – Dine breve er så frejdige, og jeg er så glad ved dem. Fedder var herude mandag aften, og han var også glad ved at læse dem. Vi syntes jo, at det var godt, I var på tilbagetur fra Somme, men hvor godt det er, ved vi jo alligevel aldrig, for hvis I nu skulle komme hen et sted, hvor der var ligeså uroligt som ved Somme.

I går, tirsdag, var Jørgen From her og spørge til dig, jeg skulle jo da hilse dig fra ham, og lidt efter kom præsten. Han havde jo også hørt, at du var kommen til fronten. Han spurgte, om du ville sætte pris på at få Sædekornet tilsendt, og så fik han din adresse. Du skal jo nok være glad ved det. Men ellers er man ikke så glad ved ham, som når før Pastor Fischer kom. Det er jo altid det, at han er så tysk, det mærkes hele tiden. Han talte også med Isak, han gik i abildgården og slog græs. Til ham sagde han, at han skulle komme i kirke. Det sagde han da ikke til mig, for jeg er der heller aldrig. Jeg kan ikke få mig selv til at gå hen. Selv om det ikke bliver så tit, jeg kommer i Kristuskirken, så har jeg så meget ud af det, så det kan let opveje det andet….

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Frankrig d. 1. august 1916

Hjertelig tak for alle dine gode breve. Jeg fik et kort, to breve og så det store med de mange ark. Du har rigtignok været meget flittig til at skrive, min kære gode hustru, jeg blev så glad ved at læse brevene, så jeg næsten kom til at græde, men det var glædestårer…

I eftermiddag har vi appel med tøjet vi har på og så jernportionen. Det er nogle fødevarer, som vi altid skal være i besiddelse af og kun må bruge, når vi kommer i nød. Den appel var det, at vi havde så stor respekt for i Husum husker du nok, du har endda syet på mine gamle pjalter nogle gange. Hernede går det ikke så strengt til, hverken i den ene eller anden retning. Det er en himmelvid forskel og vore foresatte er også mere flinke. Vore officerer er meget unge mænd, vi har tre løjtnanter og de er ca. 20 år allesammen.

Mandskabet består af halvdelen ældre og den anden halvdel 18 eller 19 års. Det første vi gør, når vi kommer i hus, er at kaste frakken, og de som har været længe i kompagniet knapper straks skjorten op i halsen, og så går det løs med at søge efter de små grå væsner. I førstningen faldt det en lidt for brystet, men nu er man vant til det. Hidtil har jeg ikke mærket noget til utøj. Jeg har bragt mit tøj hen til en vaskekone, men hun havde ingen sæbe, så det nytter vel ikke meget, men når hun endda koger det, så kan det også gøre det…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.