Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

10. Maj: Ny “Ægir”-Afrejse. Mange flere Mennesker end sidst. Aabner Klokken 10 i Borgerforeningen det mellemslesvigske Kirke- og Skoleudvalgs første Møde og vælges til Formand. H.J. Christensen indleder. Jeg oplæser et Brev fra en Lærer i Angel, der tilraader fuld Sprogfrihed. I Eftermiddag Telegram om at komme til
København, hvor der er stærkt Røre om 3. Zone. Den danske Regering og dens Blade protesterer.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Redaktør Anders Lebeck tog i maj 1919 på en rejse i Angel for at undersøge, om Danevirkebevægelsens påstande om en spirende danskhed var sande. Hans meget lange beretning fra rejsen er bragt her og i de foregående dage som følgeton, dog af hensyn til læseligheden fordelt på flere indlæg end antallet af Lebecks rejsedage.

Med betydelig Spænding imødeser jeg Besøget hos Godsejer og Teglværksejer Wall, Obdrup. Spændingen var øget ved de Svar, jeg havde faaet i Munkbrarup, i Strukstrup og andre Steder paa herhenhørende Spørgsmaal.

Jeg vidste, at Hr. Wall var tysksindet, at han havde været i baade København og Paris for at virke for sin Politik. Jeg gik ud fra, at jeg i Hr. Wall vilde finde en Mand, der ved Siden af at være tysk Angelbo tillige bar Spor af at være opvokset i en Landsdel, som engang har været dansk.

Hvorfor vilde han ellers til Danmark?

Hr. Wall, der bebor en herskabelig Ejendom, modtog mig ved Indgangsdøren. Han er en lille, fed Mand. Vi var snart inde i en politisk Samtale. Hans udtalte sig uforbeholdent – meget uforbeholdent. Jeg spejdede efter Spor af den danske Folkegrund, – efter Vidnesbyrd om en vis Forstaaelse for Landets gamle danske Traditioner. Men fandt ingen Antydning.

Naar Hr. Wall ønsker Genforening med Danmark, skyldes det ikke Længsel efter ”at komme Hjem”. Sandelig om det gør!  Det er –  om jeg saa maa sige – af mere substantielle Grunde. Han sagde dette med en Aabenhed, der rent ud sagt forfærdede mig. Jeg kunde gaa i Enkeltheder, men vil ikke.  Det er mig imod.

Jeg indskrænker mig til endnu at sige, at Hr. Wall sluttelig opmuntrede mig til ”sadle om” og stille mig i Række med ham og hans Meningsfæller. Og anbefalede mig at besøge Hr. Fischer i Møllebro, der ogsaa stod på den Navneliste, jeg havde faaet paa Det mellemslesvigske Udvalgs Kontor.

Hr. Fischer er Stationsforstander og Banegaardsvært i Møllebro, tidligere Cirkusdirektør. Han er fra Tønderegnen. Ogsaa han ønsker at komme indenfor den danske Grænse, har været i København i den Anledning, men har aabent sagt, at det ikke var nationale, men økonomiske Grunde, der drev ham. Det staar at læse i et Flyveblad, der faas paa Det mellemslevigske Udvalgs Kontor.

Vor Samtale varede kun kort. Fru Fischer overværede den. Hun erklærede ved min Bortgang, at hvis jeg satte hendes Mand i Avisen, og han ikke syntes om det, vilde han stille mig op imod en Mur og skyde mig! Jeg haaber, at den spøgefulde Frue ingen Grund ser til Fortrydelighed.

Det var ud paa Aftenen, inden jeg forlod Møllebro. Det mørknedes.

Jeg gennemgik i Tankerne Dagens mange Indtryk. Det er altsaa Folk som tidligere Amtsforstander Clausen, Kommerceraad Hübsch, Godsejer Wall, tidligere Cirkusdirektør Fischer, som er virksomme for at faa Grænsen sat ved ”Thyras gamle Vold”, sammen med Grev Bent Holstein og Dr. Jonas Collin, i Forening med enkelte Mænd fra Mellemslesvig og Nordslesvig. De fører deres egen Politik, bag om Vælgerforeningen, den danske Regering og Rigsdag ….. Ved Bagtrappepolitik skal Døren til Danmark aabnes for Hundredtusinder af Tyskere.

Vil dette Spil lykkes? Er Danmark tjent med en saadan Eventyrpolitik. For det er det jo dog, hvor meget der end tales om gammel dansk Folkegrund. Hvad nytter det at tale om danske Spirer, hvor der kun gror tysk Egoisme?

Gælder det om et Hus, der er splidagtigt med sig selv, at det lægges øde, saa gælder det endnu mere om en Stat, der oprives af national Splid. I den Henseende har Fortiden givet det danske en bitter Lære.

Krigen har lært Nutiden, hvilken Fare der ligger i, at Statsgrænse og national Folkegrænse ikke falder sammen. Jeg behøver blot at nævne Polen og Elsas-Lotringen. Skal vi nu ikke indrette vor Fremtid efter, hvad Fortid og Nutid saa tydeligt har lært os? Eller skal det kunne siges, at vi aldrig bliver klogere? Nu er jo nemlig Lejligheden til at faa en god Grænse mod Syd. Hvem kan vide, om den nogen Sinde kommer igen?

Anders Lebeck: Gennem Angel til Dannevirke. Skildringer og Indtryk fra en Rejse i Maj 1919.

Der er kommet en spændende ny bog om danskere i fransk krigstjeneste i Første Verdenskrig. Det er en let tilgængelig og overskuelig bog på 106 sider.

Bogen er resultatet af forfatteren Jan René Wesths mangeårige forskning i dette område.

Den indeholder biografier over danskere i fransk krigstjeneste 1914-1918, såvel i Fremmedlegionen som i de regulære styrker og flyverkorpset. Desuden omtale af citationer – hæderfuld omtale – der førte til franske dekorationer til danskerne med beskrivelse af disse dekorationer. Der er også kapitler om mindesmærker for faldne danskere, den danske koloni i Paris, om fremmedlegionen og om franske ordener.

Hvem var de danske frivillige? Hvor kom de fra? Hvornår og hvorfor meldte de sig til fransk krigstjeneste? Og hvilke regimenter kæmpede de i?

Det sidste er nok så interessant, for det giver os mulighed for at placere de dansk frivillige på slagmarkerne – og konstatere, om de kan have stået over for sønderjyder i tysk uniform.

Bogen er udgivet på Ordenshistorisk Forlag. Den er illustreret og koster 120,- kr + forsendelse.

Den købes i boghandelen eller bestilles direkte hos forlaget

Redaktør Anders Lebeck tog i maj 1919 på en rejse i Angel for at undersøge, om Danevirkebevægelsens påstande om en spirende danskhed var sande. Hans meget lange beretning fra rejsen bringes her og de kommende dage som følgeton, dog af hensyn til læseligheden fordelt på flere indlæg end antallet af Lebecks rejsedage.

Forkæmpere for Dannevirkelinjen.
Men der er da ogsaa andet end Tyskere i Angel?  Der er da ogsaa Folk, som vil tilbage til Danmark? Javel, nu kommer Turen til dem!

Det var min Mening at ville gemme det bedste tilsidst. Jeg har omhyggeligt opbevaret Navnelisten, jeg modtog paa Det mellemslesvigske Udvalgs Kontor. Og nu kommer Øjeblikket, da den skal bruges.

Fra Sønder Brarup med Slesvig-Chausseen et Stykke mod Vest, saa til højre ind efter Strukstrup, med det mærkelige danske Hjem i Angel. Ved en Korsvej ligger en mindre Gaard, Ejeren, en ældre Mand, gaar og pysler og bakker paa sin Pibe.

Jeg spørger om Vej, – og drejer Samtalen ind paa det politiske. Manden er den sædvanlige angelske Blanding af Slesvig-Holstener og Tysker. Han ser ikke venligt paa mig, da jeg siger, at nu skal Angel vel snart være dansk igen! Men formildes, da jeg tilføjer, at jeg ikke er kommen for at hente ham. For mig maa han gerne blive, hvor han er. Et Par voksne Sønner kommer til, begge i aflagt Militærtøj. Begge har været Soldat i Krigen.

– Hvad kan Danmark byde os? spørger den ene. Maaske et Par Aar, men saa -! Dette lille Land.

Jeg fører Samtalen ind paa andre Baner. Manden er saa gammel, at han haft nogen dansk Skolegang.

– Kan De se Aaen derhenne? spørger han. Den dannede Grænsen mellem det tyske og det blandede Distrikt. Syd for var Sproget tysk i offentlige Forhold, nord for blandet. Sønder Brarup laa i det tyske Distrikt, Nørre Brarup i det blandede. Ingen fattede, hvorfor Grænsen netop var sat paa dette Sted.

Maaske var det, fordi der var en Aa, tilføjer han med et smørret Smil.

Og jeg cykler videre, kører i Fart ned ad Bakken.

Ved Aaen standser jeg et Øjeblik. Den slynger sig smaaklukkende gennem et bredt Dalstrøg. Her var altsaa Skellet mellem det tyske og det blandede Distrikt før 1864. Da var Sønderjylland delt i tre Distrikter, et dansk, et tysk og et blandet. Det var navnlig fra den blandede Del, at der fanatisk klagedes over dansk ”Undertrykkelse” og ”Vold”. Skal vi nu til at begynde forfra igen, med danske og blandede og tyske Omraader, eller vil det endelig lykkes at faa en national Grænse.

Jeg gaar over Broen og trækker langsomt Cyklen op ad Bakken paa den anden Side. Standser nu og da og ser udover den brede Dal, betragter Byerne, der ligger saa tæt i Angel, som i Sundeved og paa Als. Det er varmt, Solen staar paa den klare Himmel og varmer. En Gøg kukker et Sted langt borte.

En Timestid senere drejer jeg ind i Lassens Gaard i Strukstrup, med Dam og et Springvand foran. I Dagligstuen hænger et Billede af Gaarden med Underskriften ”Die Heimat”. En ældre tysktalende Kvinde modtager mig og byder mig til Sæde.

P. Lassen er ikke hjemme, han er i Flensborg, men hans Broder, der har opholdt sig i Nordslesvig, og hans gamle Fader, P. H. Lassen, som endnu ejer Gaarden, modtager mig. Vi er snart dybt inde i en politisk Samtale, drikker Kaffe, taler længe sammen. Den gamle Lassen ønsker Dannevirkelinjen, rundet af med Stykke Land syd for Slesvig, for at Byen ikke skal savne Opland mod Syd. Rendsborg overlader han til Tyskerne, – saameget er han villig til at lempe paa den historiske Ret!

Han er født 1839 og taler helst om den ældre Tid – da Frederik den Syende, tæt omringet af Befolkningen, foretog Udgravninger i Torsbjerg Mose, og da Angelboerne gik i Gaasegang gennem Salen for at se den folkelige Konge spise! Konge og Folk var lige tilfredse. Det var gode Tider.

Gamle Lassen tror, at Angelboerne igen vil kunne blive tilfredse under dansk Styre, men de ophidses af Det tyske Udvalg. Paa Præst, Lærer og Amtsforstander har han intet at udsætte. Han har oplevet fem Krige, 48, 64, 68, 70, 1914. Og ser stærk nok ud til at kunne opleve den sjette. – Sønnen havde helst set, at vi havde faaet, hvad han kalder den etnografiske Grænse, Dannevirkelinjen, fastsat af Ententen uden Afstemning. Ententen holder nok Tyskland i Ave. –

Om vi kan vinde Angel tilbage nationalt? Foreløbig ikke. Vi er nødt til at lade de nuværende Embedsmænd blive siddende. Senere kan vi maaske lempe nogle danske Embedsmænd ind og faa Befolkningen vendt.

Den i Flensborg fraværende P. Lassen lover, har jeg læst, at Tyskerne skal have Lov til at forblive, hvad de er. Han tilføjer – i Skriftet ”Angriffe und Abwehr” -: ”Efter min Mening kan kun Tilknytning til det gamle Fædreland redde os fra den økonomiske Ruin, som uvægerlig vil komme.”

I Hjemmet i Strukstrup holdes de gamle danske Traditioner vedlige, fastholdes med jydsk Sejhed. Men uden om er det overmægtige tyske Folkehav, Naboen, der kommer ind med en Forespørgsel, taler Platysk, naar den gamle Lassen og hans Søn henvender sig til hinanden, bruger de ogsaa dette hjemlige Maal.

Jeg mindes, hvad en dansk Mand har sagt: Det er, som om denne ene Stemme i Angel yderligere fremhæver, hvor stærkt det Tyske er blevet hernede.  Angel og Danmark stod hinanden fjernt i 1864, – og siden da har to Menneskealdres mægtige Udvikling yderligere lagt en Verden imellem dem.

Anders Lebeck: Gennem Angel til Dannevirke. Skildringer og Indtryk fra en Rejse i Maj 1919.

Rigsdagspartiernes politiske forhandlingsudvalg diskuterede på flere møder den 9. maj 1919 udkastet til de slesvigske bestemmelser i Versaillestraktaten. I Udvalgets Møde 9. Maj 1919, Kl. 12,15, der var foranlediget af Ministeriet, fungerede Landstingsmand Piper (konservative) som ledende Formand. Han gav straks Ordet til

Udenrigsministeren [Erik Scavenius]: Det var en forbavsende Meddelelse, der i Gaar indløb fra Paris — forbavsende af formelle Grunde, fordi Fredskonferencen havde ønsket at høre vor Mening, og fordi man havde udtalt sig anerkendende om vort forstandige og maadeholdne Standpunkt, og af reelle Grunde, naar man erindrer Konferencens principielle Stilling.

Vor Gesandt er ganske holdt udenfor. Han sender følgende Tele­gram

Ministeren oplæste gesandtens telegram

Det er glædeligt, at Gesandten har taget det Standpunkt. Det frier ham for Mistanke om at have deltaget i de Intriger, som har ført til det beskæm­mende Resultat.

Men det er forbavsende, at private, der intet repræsenterer, har kunnet opnaa dette Resultat. De har modvirket Bestræbelserne fra Lan­dets lovlige Regering. Adressen, de paaberaaber sig, har 100.00 Under­skrifter; men det er dog kun en ringe Del af de 2 Millioner Mænd og Kvinder over 18 Aar, der var kvalificerede til at underskrive. Den kan ikke overbevise Udlandet.

Der maa da ligge Intriger bagved. Det siges, at naar Afstemningen i 3. Zone er taget med, er Grunden den, at man ønsker at have noget at slaa af paa.

Der tales om Folkeafstemning. Men det, vi kræver, er Folkeafstemning paa Nationalitetsprincipets Grundlag. Den anden Afstemning er en Karika­tur herpaa. Man siger: de kommer frivilligt til Danmark, men de hernede vil sige: vi har stemt af Nød — de ubemidlede for at leve, de besiddende for at bjerge deres Formue. Der henvises til Folkeforbundet: det skulde give os Sik­kerhed for Fremtiden. Men der vil komme Klager fra undertrykte Nationali­teter. Der er ingen Tvivl om, hvordan det forholder sig.

Følgende Udkast til et Telegram, som tænkes sendt til Gesandten i Paris, er godkendt af Ministe­riet og H. P. Hanssen:

Bestemmelsen om Afstemning i 3. Zone strider fuldkommen mod den danske Regerings og den danske Rigsdags Ønsker og Politik, gaaende ud paa en Afgørelse af Grænsespørgsmaalet ved Folkenes Selvbestemmelsesret af Nationalitets-Principet, saaledes som udtrykt i Rigsdagsbeslutningen og Deres Eksposé, og mod den Opfattelse, som Rigsdagsdelegationen og de slesvigske Delegerede enstemmigt gav Ud­tryk for overfor Konferencen.

Bestemmelsens Indførelse i Fredsbetin­gelserne strider endvidere imod de Meddelelser om Konferencens Be­slutninger, De har kunnet indberette, og den maa antages at skyldes her fra Landet udgaaede Intriger, der har vildledt Konferencen.

Afstem­ning i 3. Zone vil betyde at give Adgang til Danmark for en Befolk­ning, der allerede ved Valget i 1867 har givet Vidnesbyrd om sin manglende Tilknytning til Danmark. En mulig Afstemning til Fordel for Danmark nu vilde ikke kunne være Udtryk for den paagældende Befolknings Tilslutning til det danske Folk, men kun være bestemt af Ønsket om at komme til Danmark for at unddrage sig de van­skelige Livsforhold i Tyskland og de økonomiske Byrder, der ventes at komme til at hvile paa Tyskland.

Den danske Stat vilde derfor ikke kunne anerkende og modtage som dansk denne Befolkning, hvis Indlemmelse i Danmark vil skaffe et tysk Element i Landet af en Vægt, der vil være uforenelig med Danmarks vitale Interesser nu og i Fremtiden. Under Anførelse af foranstaaende bedes De rette en ind­trængende Anmodning til Fredskonferencens Præsident om, at Konfe­rencen vil tage Hensyn til Danmarks Ønsker om at undgaa en Af­stemning i 3. Zone.

Det vil være rigtigt at afsende det Telegram nu og tage Stilling nu. Thi Tavshed betyder Accept. Det er for sent, naar Afstemning er foretaget; thi der er den Risiko, at den falder ud for Danmark.

Niels Neergaard [Venstre]: Vi maa gaa til Partierne med den Henvendelse, inden den afsendes. Man maa betragte en Afstemning i 3. Zone som en Ulykke. Delegationen — Sønderjyderne indbefattet — var enig om en Afgørelse efter nationale Synspunkter. De fleste paa Konferencen forstod det, og vi maatte opfatte det, som om vor Betragtning var anerkendt.

Det er farligt, naar der er Udsigt til, at man i 3. Zone stemmer for Danmark. Det vil være til Ejendomsbesiddernes Fordel. Der er ved at udvikle sig en slesvig- holstensk Bevægelse, som ønsker denne Afstemning. Den Tanke — sam­men med Frygten for Fremtidens Skatter — vil bevæge Folk til at stemme­for Danmark.

At det vil være en Ulykke, er vi alle enige om. Det vil ved­ligeholde et kraftigt tysk Liv i Slesvig og skabe et evigt Uroelement. Vi vilde faa 11-12 tyske Rigsdagsmænd, som vilde udgøre et stærkt tysk Ele­ment i den danske Rigsdag. Vi er enige i Ønsket om en national dansk Stat.

I den følgende Diskussion udtalte Sigvald Olsen, at Socialdemokraterne kunde tiltræde Udenrigsministerens Forslag straks.

Alex. Foss mente som Neergaard, at Sagen maatte drøftes i Partierne, og var enig med Neergaard angaaende det for Danmark farlige og vanskelige, der var sket. Han mente imid­lertid ikke, at det var sikkert, at man ved at afsende et Telegram som Ministerens vilde naa det, man ønskede. Naar det siges, at Afstemning i 3. Zone strider imod Nationalitetsprincipet, vil det næppe forstaas, naar der dog skal stemmes. Det var heller ikke rigtigt at tale om Intriger fra dansk Side. Taleren udtalte, at Telegrammet vist vilde faa den modsatte Virkning af den, man ønskede, og at det derfor ikke var rigtigt at tage et saadant Skridt nu.

I.C. Christensen [Venstre]: Det kan være meget rigtigt at telegrafere den første Del af Telegrammet til Gesandten, men ikke det om Intrigerne. Der har vist været andre Bevæggrunde. Taleren havde indbragt i Folketinget Adres­sen om Afstemning i 3. Zone, men var uenig med Bevægelsen. At Spørgsmaalet er kommet frem, skyldes vist Dansk-Amerikanere og Tyskere i 3. Zone.

løvrigt sluttede Taleren sig til, hvad der var sagt om selve Stillingen.

Efter nogen Forhandling enedes man om at lade Udenrigsministeren ændre Udkastet til Telegrammet og sende det til Partierne. Dette skete i Løbet af de følgende Timer. Uden­rigsministerens ændrede Udkast lød saaledes:

Deres Telegram af 7. Maj. Jeg anerkender Rigtigheden af Deres Betragtninger. Ministeriet har derfor idag forhandlet med Rigsdagens Partier, og jeg kan derfor udtale følgende:

Bestemmelsen om Afstemningen i 3. Zone vil ikke være nogen Gennemførelse af Nationalitets-Principet. Den vil betyde at give Ad­gang til Danmark for en Befolkning, der allerede ved Valget i 1867 gav Vidnesbyrd om, at den følte sig som tysk i afgjort Modsætning til det danske Folk. Den vil være bestemt dels af Ønsket om at und­drage sig de vanskelige Livsforhold i Tyskland og de økonomiske Byrder, der ventes at komme til at hvile paa Tyskland, dels af de i den sidste Tid i Slesvig-Holsten opdukkende politiske Planer om at afværge en national Deling af Slesvig ved at føre det tyske Sydslesvig til Danmark og saaledes skabe indenfor den danske Stat en samlet tysk Befolkning med Mulighed for at vedligeholde Usikkerhed i Frem­tiden om hele Slesvigs Skæbne.

Den danske Regering og Rigsdag vil derfor ikke kunne godkende Indlemmelse i Danmark af Egne, hvis Befolkning aldrig fra den Tid, Modsætningen mellem dansk og tysk blev bevidst, har vist Spor af dansk Nationalfølelse. Med Fastholdelse af det hidtilværende Grundlag bedes De under Anførelse af foran- staaende rette en indtrængende Anmodning til Fredskonferencens Præ­sident om, at Konferencen vil tage Hensyn til Danmarks Ønske om at undgaa en Afstemning i 3. Zone.

Mødet blev afbrudt, men genoptaget samme Dag (9. Maj) Kl. 17:

Efter at den ledende Formand havde aabnet Mødet, udtalte Alexander Foss:

Spørgsmaalet er behandlet i det konservative Folkeparti, som erklæ­rer, at dets Stilling er givet ved den Stilling, som Partiets Medlem af Dele­gationen stadig har indtaget. Men man anser det for urigtigt at afsende en Protest.

I.C. Christensen: Venstre har ogsaa drøftet Sagen. Partiet ønsker at udtale, at det staar paa samme Standpunkt, som er udtrykt i Resolutionen af 23. Okt. 1918, og som dets Delegerede stod paa i Paris, og det har vi intet imod, at der telegraferes. Men vi kan ikke gaa med til, at der telegraferes om at tage Hensyn til Danmarks Ønske om at undgaa Af­stemning i 3. Zone.

Sigvald Olsen og Slengerik sluttede sig paa henholdsvis det socialdemokratiske Partis og det radikale Venstres Vegne til Ministerens Affattelse.

Udenrigsministeren: Jeg maa efter disse Forhandlinger mene, at den Enighed, der hidtil har været i denne Sag, er sprængt, og maa derfor ønske en Forhandling indenfor Ministeriets Kreds samt derefter et nyt Møde i Udvalget.

Den ledende Formand ansatte nyt Møde til Kl. 17,45.

Møde samme Dag (9. Maj) Kl. 17,45:

Den ledende Formand gav Ordet til Statsministeren, der udtalte, at Ministeriet var enigt om, at Gesandten instrueredes i Overensstemmelse med Udenrigsministerens Udtalelser, og at det ønskede at indbringe i Rigsdagen Forslag til Beslutning herom.

Herefter fandt følgende Forhandling Sted:

I.C. Christensen oplæste en Formulering af et Telegram, der kunde ud­trykke Venstres Standpunkt.

Statsministeren: Venstre har udtalt, at det ikke kunde gaa med til at udtale Modstand mod at faa helt tyske Egne med til Danmark.

Indenrigsministeren: Den af J. C. Christensen oplæste Udtalelse inde­holder ikke det samme som den, han i forrige Møde fremsatte.

Statsministeren: Vi maa ikke være i Tvivl om hinandens Mening. Er Venstre enigt med os i, at man ikke ønsker en helt tysk Befolkning inden­for Landets Grænser, bør det udtales.

N. Neergaard: Vi er ikke Herre over, hvilke Egne der kommer med.

Udenrigsministeren: Ved Tavshed nu samtykker man.

N. Neergaard: Vi har klart nok fremsat vort Standpunkt.

Indenrigsministeren: Hvorfor saa ikke udtale det?

Statsministeren: Venstre billiger dog, at Gesandten udtaler det, som er udtrykt i Telegrammet.

N. Neergaard: Ikke det, der staar i Udenrigsministerens Affattelse, men i vor.

I.C. Christensen: Skal vi have en Forhandling i Rigsdagen, saa er For­handling her unyttig.

Forsvarsministeren: Men hvis det kunde undgaas?

N. Neergaard: Det kan jo meddeles Gesandten, hvordan Partierne staar.

Udenrigsministeren: Det er en svag Stilling for en Gesandt at staa i.

Efter hvad her er foregaaet, forstaar man nu bedre hele Stillingen og de Oplysninger, der er kommet fra Paris gaaende ud paa, at Oppositionspar­tierne ikke vil modsætte sig Afstemningen i 3. Zone, men kun Regerings­partierne. Det siges: ved Valgene kommer denne Regering bort, og naar en anden Regering kommer til efter Valgene — hvad man venter —, saa har man en ententevenlig Regering, som nok kan tage det, der bydes. Der­for er det hidtidige Sammenhold nu sprængt.

Vi skal forholde os rolige og lade Afgørelsen falde i Paris. Man ser, hvorledes det hele er lagt til Rette dernede. Under saadanne Forhold er det ikke let at være Udenrigsminister. Men man kan maaske bruge en af de Allieredes Gesandter.

Under den fortsatte Forhandling kunde der ikke opnaas Enighed om Afsendelse af et Telegram med Indhold, som af Regeringen foreslaaet, og man enedes da om at lade Sagen behandle i et fortroligt Møde.

Forsvarsminister P. Munch foreslog at telegrafere til Gesandten:

Rege­ring og Rigsdag fastholder sit tidligere Standpunkt. Nærmere Meddelelse følger.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Den danske gesandt i Paris, Bernhoft, afsendte den 7. maj 1919 nedenstående telegram, der ankom den følgende dag i København.

Den overraskende Bestemmelse om Afstemning i en 3. Zone, der muligvis i den egentlige Tekst til Præliminærfred er udvidet til at omfatte Ejdersted, maa være taget i de sidste Dage, da alle Meddelelser til forskel­lige Personer fra Folk, som direkte har behandlet Sagen ved Konferencen, ikke lod forudse Forandring i det tidligere vedtagne.

Vi tillader os at henstille en Udtalelse fra Regering og Rigsdag om, at de staar fast paa det hidtilværende Grundlag og ikke vil godkende en Ind­lemmelse i Danmark af Egne, som aldrig, fra den Tid Modsætningen mellem Dansk og Tysk blev bevidst, har vist Spor af dansk Nationalfølelse.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

8. Maj: En smuk Afrejse med idet første Børnehold. Niels Skrumsager og Kaptajn Mogensen paa Kommandobroen. —

Fredsbetingelserne overraktes i Gaar i Versailles. Tre Zoner skal besættes. Afstemning til Danevirke.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

I 1919 tog de første feriebørn fra Sønderjylland, Flensborg og Sydslesvig på ferieophold i Danmark.

I denne film med originale optagelser fra 1919-1920 fortælles om rejsernes baggrund og vi følger børnenes rejse fra Flensborg til Danmark med hjuldamperen Ægir.

Tilrettelagt, fortalt og redigeret af René Rasmussen.

Redaktør Anders Lebeck tog i maj 1919 på en rejse i Angel for at undersøge, om Danevirkebevægelsens påstande om en spirende danskhed var sande. Hans meget lange beretning fra rejsen bringes her og de kommende dage som følgeton, dog af hensyn til læseligheden fordelt på flere indlæg end antallet af Lebecks rejsedage.

Tilbageblik og Udblik.
Da den danske Hær i den forfærdelige Vinternat i 1864 gik tilbage fra Dannevirke, var det med en fjendtlig Befolkning i Ryggen.

Sydslesvig og Angel var da for længst tabt for Danmark.

Befolkningen havde i de foregaaende Menneskealdre overskaaret de sidste Baand, der bandt den til den danske Stat. Den hadede og foragtede Danmark, – denne ”Nation af Pottemænd med forarmede Krikker, og sorte Gryder, af forløbne Hosekræmmere og Studedrivere”.

Dansk Nationalfølelse, som vi kender den, som et Livselement, der gennemtrænger vor Livsfølelse, hele vort Væsen, har Befolkningen i Sydslesvig og Angel overhovedet aldrig kendt. ”Da Sønderjylland vaagnede -”, var det i Nordslesvig til Danskhed og Lovprisning af det danske Modersmaal, i Sydslesvig og Angel til Tyskhed og foragt for alt Dansk. I Nordslesvig lød ”Vort Modersmaal er dejligt, det har saa mild en Klang,” – Sydslesvig sang ”Schleswig-Holstein meerumschlungen deutscher Sitte hohe Wacht”.

Allerede den Gang var Skellet sat. Under det preussiske Styre har Sydslesvig, Mellemslesvig og Angel befundet sig godt. Den Smule Utilfredshed, der til at begynde med var med de nye Tilstande, svandt hurtigt hen, navnlig efter den fænomenale Opblomstring af økonomisk Velstand, der i den sidste Menneskealder skete i det tyske Rige.  Hvormange Stemmer vilde der vel være bleven angivet for Danmark syd for Flensborg-Tønder-Linjen, hvis der i Foraaret 1914 havde fundet en Folkeafstemning Sted som den i § 5 forudsete? 

Befolkningen i disse Egne har i de sidste Menneskealdre levet i Svingning med det tyske Folk. Den har fortsat sin Udvikling i en Linje, der var forberedt ved Aarhundreders Vanrøgt under ”dansk” Styre. Den saameget omtalte Svingning er først sket efter Tysklands Sammenbrud. Har man saa ikke Lov til at spørge efter Motiverne?

Hvorfor maa der ikke tales om Motiverne?  Er det en saa betydningsløs Handling at gaa fra een Stat til en anden, at Motiverne er ligegyldige? Naar en dansk Mand i Køllertiden udmeldte sig af de danske Foreninger for at faa en Tjenestedreng, eller han solgte sin Gaard til en Tysker for Vindings Skyld, blev der ikke lagt Skjul paa Motiverne.

Er det værre af en dansk Mand at sælge sin Gaard til en Tysker for Vindings Skyld, end af en Tysker at forraade det Land, han tidligere kaldte sit Fædreland, for at bjerge sit Mammon? Hvorfor maa der ikke tales om Motiverne?

Det er netop noget meget vigtigt med Motiverne. Det er meget vigtigt, om Folk stemmer dansk med Vilje til at dele gode og onde Kaar med det danske Folk, eller de gør det for at slippe for at betale Skat, for at fri sig for Følgerne af en Krig, de til at begynde med tiljublede og maaske har tjent sig rige ved.

Kan Danmark stole paa Folk, der svigter deres Land, fordi det er slagent og fattigt? Hvorfor skulde de samme Folk ikke senere sælge Danmark, naar de mener, at det lønner sig?

Man kan køre gennem Angel paa Kryds og paa Tværs og tale med alle mulige Slags Folk, uden at møde et Menneske, der har Længsel efter Danmark. Folk i Almindelighed hader ikke Danmark. Navnlig de Unge kender intet til Danmark. Danmark er dem ligegyldigt. Men tal med de Ældre. Der siges, at skraber man Russeren, kommer Tartaren frem. Skraber man Angelboen, kommer den gamle ”Schleswigholsteinisme” frem, Danskerhadet. Det vilde slaa ud i lyse Luer igen, hvis Angel atter kom under dansk Herredømme, og de Rivninger opstod, som det er ganske umuligt at undgaa i enhver Stat med blandet Nationalitet.

Allerede nu begynder Mistroen at ulme. Man tror ikke, at Afstemningen vil foregaa under lige Vilkaar. Man taler om Tryk af fremmede Besætningstropper, om Stemmekøb. Hvad nytter det med Modsigelser? 

I det hele og store maa det siges, at Mellemslesvig og Sydslesvig behandledes godt i Aartiet før 1864.  Hvad nyttede det? Det hindrede ikke et hadefuldt Pressefelttog mod Danmark, et uhørt Æreskænderi i tyske og andre Blade.  Hjemlige og udsendte Korrespondenter skrev Dag ud og Dag ind om det hjerteskærende Tyranni, den ”den forladte Broderstamme” var udsat for. De danske verdslige Embedsmænd skildredes som en Bande Voldsmænd og Optrækkere, de danske Præster som en Flok Slubberter, samlede op paa Københavns Brosten og puttede i Præstekjole med det samme, uden Tro og uden Kundskab, usædelige og forvorbne Naturer, der ikke var i Stand til at forrette en Daab eller afholde et Skriftemaal, næppe nok bekendt med Luthers lille Katekismus … 

Saadanne Minder om Danmark er det, der halvt forglemt ligger og lurer i Angelboernes Sind, og som igen vil slaa ud i lyse Luer, saa snart det gunstige Tidspunkt er der.

Jeg gav mig en Aftenstund i Samtale med en Mejeribestyrer inde i Hjertet af Angel. En Mand af Folket, født paa Egnen. Han betragtede det som ganske udelukket, at nogen paa hans Egn ville stemme for Danmark. Ganz ausgeschlossen!  Men han tilføjede paa sin sindige Maade, at kom Danskerne til Angel, vilde det give Ufred. De vilde ikke faa nogen god Modtagelse.

Efter mit Indtryk vil ingen i Angel paa en enkelt Undtagelse nær stemme for Danmark af ideelle Grunde. Man vil fastholde Tilhørsforholdet til Tyskland trods Nederlag og Ydmygelse. De rent materielle Grunde vilde være afgørende.

Kan Danmark være tjent med at bygge sin Fremtid i den tredje Zone paa et saadant Grundlag?

Anders Lebeck: Gennem Angel til Dannevirke. Skildringer og Indtryk fra en Rejse i Maj 1919.

Onsdag 7. Maj 1919, Kl. 15, samledes i en Sal i Hotel Trianon-Palace i Versailles de Be­fuldmægtigede fra de allierede og associerede Magters Fredskonference med Medlemmerne af Tysklands Befuldmægtigede, under Forsæde af Grev Ulrich Brockdorff- Rantzau.

Fredskonferencens Præsident, Georges Clemenceau, erklærede Mødet for aabent og holdt en kort Tale , hvorefter Generalsekretær Dutasta overrakte Grev Brockdorff- Rantzau Fredsbetingelserne. Præsident Clemenceau udtalte dernæst:

Der vil ikke finde nogen mundtlig Drøftelse Sted. De Bemærkninger, de tyske Delegerede maatte have at fremsætte, skal forelægges skriftligt. Disse Bemærkninger maa være affattede paa Fransk og Engelsk. De tyske Delegerede har en Frist paa fjorten Dage til at afgive deres Svar.

Præsidenten gav derefter Ordet til Grev Brockdorff-Rantzau, som oplæste en længere Tale, der sluttede saaledes:

Vi vil nu undersøge det Aktstykke, De har overrakt os. Det vil ske med god Vilje og i det Haab, at alle skal kunne skrive under paa vort Mødes endelige Resultat.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

7. Maj: I Aften kom “Ægir”. Det var festligt og gribende at se Splitflaget glide ind i Havnen. — Arbejderkommissionen ankom i Aftes til København. Kun 7 af de 20 er dansktalende. Adskillige er tysksindede.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Redaktør Anders Lebeck tog i maj 1919 på en rejse i Angel for at undersøge, om Danevirkebevægelsens påstande om en spirende danskhed var sande. Hans meget lange beretning fra rejsen bringes her og de kommende dage som følgeton, dog af hensyn til læseligheden fordelt på flere indlæg end antallet af Lebecks rejsedage.

Mandag
Jeg fortsætter min Tur gennem Angel, kører over Sørup og Sterup til Gelting ude ved Bæltet, gør fra Kappel en lille Afstikker over Pontonbroen til Svansø, cykler med Slesvig-chausseen til Sønder Brarup og videre frem, opdager stadig nye landskabelige Skønheder.

Hist og her gør jeg Holdt. Mens jeg Staar og ser ud over den brede Dal mellem Sønder og Nørrre Brarup, hører jeg for første Gang i Aar Gøgens Kuk-Kuk!

Alle Vegne, hvor jeg træffer Folk, giver jeg mig i Samtale med dem. Spørger om Vej, eller hvor langt der er til den eller den By, – for at faa dem ind paa det brændende Spørgsmaal.

I en By i det østlige Angel ser jeg ind til Præsten, en høj, blond Mand, der ivrigt bakker paa sin Pibe, – Dagen i Forvejen prædikede han ved Sørgegudstjenesten – efter hvad jeg hørte af Læreren i samme By – over Teksten ”wahre treu, was schwer errungen”: han forsikrer mig, at i hans By vil intet ordentligt Menneske stemme for Danmark, – selv om man vilde søge at paavirke Stemningen ved Uddeling af Skotøj Klæder og Levnedsmidler, saadan som der var ham fortalt, at der blev gjort paa Graastenegnen! –

Jeg gaar ind i Bøndergaarde og Mejerier og taler med Folk: jeg indleder Samtaler med Arbejdsfolk og Haandværkere: Jeg giver mig i Lag med hvem som helst, jeg støder paa, – men intet Steds lykkes det mig at faa en Ytring, der i ringeste Maade var Udtryk for venlige Følelser mod Danmark, derimod nok Udbrud af gammelt Nag, eller forbavset Maaben over, at nogen kunde falde paa den Tanke, at Angel skulde til Danmark igen.

En Gaardejer, jeg traf udenfor hans Gaard, sluttede sine Udviklinger med at sige: Kommer vi til Danmark, skal De bare se, hvad det vil give af Krach og Krakehl!

Anders Lebeck: Gennem Angel til Dannevirke. Skildringer og Indtryk fra en Rejse i Maj 1919.

Traktatforslaget indeholdt ialt 440 Artikler, deriblandt i Afsnit XII i »Del III vedrørende de evropæiske politiske Bestemmelser« de nedenfor gengivne Artikler 109—114, som om­handler Slesvig.

Bemærk at dette ikke er den endelige traktats ordlyd! Det i teksten omtalte kort kan desværre ikke gengives.

Artikel 109

Grænsen mellem Tyskland og Danmark skal fastsættes i Overensstem­melse med Befolkningens Ønsker.

I dette Øjemed vil Indbyggerne i de Omraader af det tidligere tyske Kejserrige, der ligger Nord for en Linje fra Øst til Vest (angivet ved en blaa Streg paa Kortbilag No. 3 til nærværende Traktat): som deler Slimundingen Syd for Lodsøen og følger Sliens Løb opad, derpaa forlader Slien og vender sig mod Sydvest, saaledes at den gaar Sydøst om Slesvig, Haddeby og Bustrup og Nordvest om Fartorp og naar Rcjde Aa Nordvest for Jagel, derefter følger Rejde Aas Løb og senere Trenens Løb  indtil et Punkt Nordøst for Frederiksstad, derpaa vender sig mod Syd til Ejderfloden, idet den gaar Øst om Frede­riksstad, følger Ejderens Løb indtil Vesterhavet, blive kaldede til at tilkendegive deres Ønsker ved en Afstemning, som skal foretages under følgende Vilkaar:

1. Fra nærværende Traktats Ikrafttræden og indenfor en Frist, som ikke maa overstige 10 Dage, skal de tyske Tropper og Myndigheder (ind­befattet Overpræsidenterne, Regeringspræsidenterne, Landraaderne, Over­borgmestrene) rømme Zonen Nord for den ovenfor fastsatte Linje.

Inden for den samme Frist skal Arbejder- og Soldater-Raadene, som er dannede i denne Zone, opløses; deres Medlemmer skal, for saa vidt de stam­mer fra en anden Egn og udøver deres Funktioner paa den Dag, nærværende Traktat træder i Kraft, eller har nedlagt dem efter 1. Marts 1919, ligeledes fjærnes.

Nævnte Zone skal uopholdelig stilles under Myndighed af en inter­national Kommission, bestaaende af fem Medlemmer, af hvilke de tre skal udpeges af de allierede og associerede Hovedmagter; den norske Regering og den svenske Regering skal anmodes om at udpege hver et Medlem; i Til­fælde af at de afviser at gøre dette, skal de to Medlemmer vælges af de alli­erede og associerede Hovedmagter.

Kommissionen, eventuelt bistaaet af de nødvendige Militærstyrker, skal have en almindelig Forvaltningsmyndighed. Den skal særlig drage Omsorg for uopholdelig at erstatte de fjærnede tyske Myndigheder og, hvis det er nødvendigt, selv at give Ordre til Bortfjærnelse af og Erstatning for saa- danne stedlige Myndigheder, for hvis Vedkommende dette maatte være paakrævet. Den skal træffe alle Forholdsregler, som den anser for egnede til at sikre en fri, uhindret og hemmelig Afstemning. Den skal lade sig bistaa af tyske og danske tekniske Raadgivere, valgte af den selv blandt den stedlige Befolkning. Dens Afgørelser skal træffes ved Stemmeflerhed.

Halvdelen af Omkostningerne ved Kommissionen’og de ved Folkeafstem­ningen opstaaede Udgifter skal bæres af Tyskland.

2. Stemmeret skal tilstaas enhver Person, uden Hensyn til Køn, som opfylder følgende Betingelser:

a) at have fuldendt det 20. Leveaar paa den Dag, nærværende Traktat træder i Kraft;

b). at være født i den Zone, som er undergivet Folkeafstemning, eller at være bosat deri fra en Dato, som ligger før 1. Januar 1900, eller at have været udvist derfra af de tyske Myndigheder uden at have bevaret sin Bopæl deri.

Enhver skal stemme i den Kommune, hvor han er bosat, eller hvorfra han stammer.

Militærpersoner, Officerer, Underofficerer og Soldater i den tyske Hær, som stammer fra den Zone i Slesvig, der er underkastet Folkeafstemningen, skal sættes i Stand til at begive sig til det Sted, hvorfra de stammer, for dér at deltage i Afstemningen.

3. I det Afsnit af den rømmede Zone, som ligger Nord for en Linje fra Øst til Vest (angivet ved en rød Streg paa Kortbilag Nr. 3), som gaaer Syd om Øen Als og følger Midterlinjen af Flensborg Fjord, forlader Fjorden paa et Punkt, der ligger omtrent 6 Kilometer Nord for Flensborg, og følger det Bækløb opad, som gaar forbi Kobbermølle, indtil et Punkt Nord for Nyhus, løber Nord for Padborg og Ellund og Syd for Frøslev for derpaa at naa Østgrænsen af Tønder Amt (Kreds) paa det Punkt, hvor denne træffer sam­men med Grænsen mellem de tidligere Jurisdiktioner Slogs og Kær Herred, følger denne sidste Grænse lige til Skelbæk, følger med Strømmen Skelbæk (Gammel Aa), derefter Sønderaa’s og Vidaa’s Løb lige til det Knæ paa denne sidste, som befinder sig omtrent 1500 Meter Vest for Rudbøl, vender sig mod Nordvest for at naa Vesterhavet Nord for Sieltoft, derfra løber Nord om Øen Sild, skal den ovenfor nævnte Afstemning finde Sted senest tre Uger efter, at Landet er rømmet af de tyske Tropper og Myndigheder.

Resultatet af Afstemningen skal bestemmes ved Flertallet af Stemmer i det hele Afsnit. Dette Resultat skal ufortøvet af Kommissionen bringes til de allierede og associerede Hovedmagters Kundskab og forkyndes.

Hvis Afstemningen falder ud til Gunst for en Genindlemmelse af dette Omraade i Kongeriget Danmark, har den danske Regering, efter Aftale med Kommissionen, Ret til at lade det besætte af sine militære og admini­strative Myndigheder umiddelbart efter denne Forkyndelse.

4. I det Afsnit af den rømmede Zone, der ligger Syd for det tidligere angivne Omraade, og som Nord for en Linje fra Øst til Vest (angivet ved en sort Streg paa Kortbilag Nr. 3), udgaar fra Østersøen omtrent 13 Kilometer Øst—Nordøst for Flensborg, vender sig mod Sydvest, idet den løber Sydøst om Sigum, Ringsbjerg, Munkbrarup, Adelby, Tostrup, Jaruplund, Oversø og Nordvest om Lang­balleskov, Langballe, Bønstrup, Rylskov, Veseby, Lille Volstrup, Store Solt, derefter løber mod Vest Syd om Frørup og Nord om Vanderup, derpaa gaar mod Sydvest, Sydøst om Okslund, Stiglund og Østenaa og Nordvest om Landsbyerne ved Vejen Vanderup—Kollund, derefter løber mod Nordvest, Sydvest om Lyngsted, Hjoldelund, Goldelund og Nordøst om Kolkerhede og Høgel indtil Knæet paa Soholm Aa, omtrent en Kilometer Øst for Soholm, hvor den støder til Sydgrænsen for Tønder Amt (Kreds), følger denne Grænse lige til Vesterhavet, løber Syd om Øerne Før og Amrom og Nord om Øerne Oland og Langenes, skal der skrides til Afstemning senest fem Uger efter, at Afstemningen har fundet Sted i det forannævnte Afsnit.

Afstemningsresultatet skal fastslaas kommunevis efter Stemmeflertallet i hver Kommune (Gemeinde)

5. I det Afsnit af den rømmede Zone, som ligger Syd for det foran­nævnte Afsnit og Nord for den Linje, som gaaer fra Sliens Munding, til den ender ved Ejderens Munding, skal der skrides til Afstemning senest to Uger efter, at Folkeafstemningen har fundet Sted i det andet Afsnit.

Afstemningsresultatet dér skal ligeledes fastslaas kommunevis ifølge Stemmeflertallet i hver Kommune (Gemeinde).

Artikel 110

En Kommission bestaaende af syv Medlemmer, af hvilke de fem skal vælges af de allierede og associerede Hovedmagter, et af Danmark og et af Tyskland, skal træde sammen inden fjorten Dage, efter at det endelige Af­stemningsresultat er fastslaaet, for paa Stedet at fastsætte Grænsen.

Afgørelserne skal tages efter Stemmeflerhed og være bindende for begge interesserede Parter.

Artikel 111

Indtil Grænsen er bleven endelig fastsat i Marken, vil de allierede og asso­cierede Hovedmagter fastslaa en Grænselinje, draget paa Grundlag af Af­stemningsresultatet efter Forslag af den internationale Kommission, idet de tager Hensyn til Lokaliteternes særlige geografiske og økonomiske For­hold.

Fra dette Øjeblik kan den danske Regering lade disse Territorier besætte af danske civile og militære Myndigheder, og den tyske Regering kan indtil den nævnte Grænselinje genindsætte de civile og militære Myndigheder, som den havde trukket tilbage.

Tyskland erklærer, at det til Fordel for de allierede og associerede Hoved­magter giver endeligt Afkald paa enhver Højhedsret over de Omraader af Slesvig, der ligger Nord for den Grænselinie, der er fastslaaet, som ovenfor nævnt. De allierede og associerede Hovedmagter vil overgive de nævnte Territorier til Danmark.

Artikel 112

Alle Indbyggere i det Omraade, der vender tilbage til Danmark, erhver­ver uden videre, med Fortabelse af den tyske Statsborgerret, det danske Indigenat [Indfødsret].

Dog kan Personer, der først efter 1. Oktober 1918 har bosat sig i dette Omraade, kun med den danske Regerings Godkendelse erhverve dansk Ind­fødsret.

Artikel 113

Indtil to Aar efter den Dag, paa hvilken Suveræniteten over hele det Omraade eller den Del af de Omraader, inden for hvilke der finder Folke­afstemning Sted, falder tilbage til Danmark, har enhver over 18 Aar gammel Person, som er født i de til Danmark tilbagefaldende Omraader, men som ikke har Bopæl i disse, og som har tysk Indfødsret, Ret til at optere for Danmark; og enhver over 18 Aar gammel Person, som har sin Bopæl i de Omraa­der, der vender tilbage til Danmark, Ret til at optere for Tyskland.

Ægtemandens Option omfatter ogsaa Hustruens, og Forældrenes Option omfatter ogsaa Børn under 18 Aar.

Personer, der har gjort Brug af den ovenfor omtalte Optionsret, skal inden for de næste tolv Maaneder flytte deres Bopæl til den Stats Omraade, for hvilken de har opteret.

Det staar dem frit for at bevare deres faste Ejendom paa den anden Stats Omraade, i hvilken de havde Bopæl før Optionen. De kan medføre deres Løsøre af enhver Art. Herfor paalægges der dem hverken Ud- eller Indfør­sels-Afgifter.

Artikel 114

Omfanget eller Arten af de finansielle eller andre Byrder, som paahviler Tyskland eller Preussen, hvoraf Danmark skal bære en Andel, fastsættes i Overensstemmelse med Artikel 254 i Afsnit IX (finansielle Bestemmelser) i nærværende Traktat.

Ved særlige Bestemmelser skal alle andre Spørgsmaal afgøres, som maatte opstaa ved den fuldstændige eller delvise Tilbagelevering til Danmark af de Omraader, hvis Prisgivelse Traktaten af 30. Oktober 1864 havde paalagt Danmark.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Redaktør Anders Lebeck tog i maj 1919 på en rejse i Angel for at undersøge, om Danevirkebevægelsens påstande om en spirende danskhed var sande. Hans meget lange beretning fra rejsen bringes her og de kommende dage som følgeton, dog af hensyn til læseligheden fordelt på flere indlæg end antallet af Lebecks rejsedage.

Foran mig bukker Husby op.   Skønt der er et godt Stykke til Aften, hører jeg, da jeg nærmer mig Byen, Klokkerne i det Høje Kirketaarn ringe. Bim-Bam! Bim-Bam! lyder det ud over Landet i den sene Eftermiddagstime. Hvad er der paa Færde? – Der er Sørgegudstjeneste over det ydmygede Tysklands Nød! Det er strengere, men sundere, end da der prædikedes over Teksten: ”Gott strafe England”.

Jeg drejer ind P. Jensen, Oksagers moderne, indrettede Gaard. Paa en Mark ved Gaarden gaar en flok sortbrogede Køer, som ser ud til at være udsøgt Vare.  Hidtil har jeg paa min Tur kun set Anglerkvæg, for det meste i slet Foderstand.

Jensen, Oksager! ”Angels Konge”, Dr. Hahns Ven, de danske Nordslesvigeres bitre Modstander i Aarene før Krigen!  Mon han tror, at Angel bliver dansk?

Jeg er faar ikke Svar af Jensen senior, han er til Sørgegudstjeneste i Husby Kirke. Men med den unge Jensen, der har været Artilleriløjtnant under Krigen, og blandt andet har været indkvarteret i Toftlund, er jeg snart inde en politisk Samtale.

Han er konservativ, som hans Fader. Den ældre Jensen og Iversen, Munkbrarup, er Angels Modpoler i den indre tyske Politik. Men de er fuldkommen enige om, at Danmark ikke har noget at søge i Angel. Paa Afstemningsdagen staar de enige for Tyskland.

Alligevel synes den unge Jensen ikke at være ganske sikker.  Der sker saa meget mærkeligt i vore Dage.  Han holder det ganske vist for ”ganz ausgeschlossen”, at et Flertal af Vælgerne skulde kunne stemme for Danmark.

Men sæt, at den store Masse af Vælgerne blev hjemme, undlod at stemme.  Folk er ved at blive trætte af den evige politiske Ophidselse. Ved Valgene til Nationalforsamlingen blev der i hans Valgdistrikt angivet 256 Stemmer, men nu ved Kredsdagsvalgene gad kun 98 Vælgere stemme!  Sæt at en Flok skattesky Profitmagere og vindesyge Renegater gik hen og stemte for Danmark, mens de øvrige Vælgere blev hjemme, – ”dann haben wir die Schweinerei”.

Udtrykket er drastisk og smager af Militær.  Men ikke mindre velment for det.  Hvad skal vi til Danmark efter? siger han sluttelig.  Hvad kan Danmark byde os?  Vi kender intet som helst til Danmark. Det er for os Unge et ukendt Land, og hvad de Ældre har fortalt os om det, frister os ikke.

Anders Lebeck: Gennem Angel til Dannevirke. Skildringer og Indtryk fra en Rejse i Maj 1919.

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

6. maj. Protesterer i en Leder imod, at medens alle Tyskere fra Højre til Socialdemokratiet holder Sammen med Regeringen i Ryggen, og det tyske Udvalg har faaet mindst 100,000 Mark af Statskassen, og medens Mellemslesvigsk Udvalg maa nøjes med private Bidrag, taler Forsvarsminister Munch 4. Maj i Nakskov paa en Maade, der nærmest maa skræmme Folk syd for den Clausen’ske Linje fra at stemme dansk:

“Vi sætter ikke Pris paa, at Folk, hvis Hjerte bliver i Tyskland, stemmer for at komme til os. De, som ikke nationalt føler sig knyttede til os, bør blive der, hvor de hører til. — Det nye Danmark skal være rent Land, beboet af Danske.« —

I Aften samledes Grosserer Uldalls Komité hos os sammen med Fru Oberstinde Ramsing, Fru Jutta Skrumsager Madsen, Dr. theol. Alfred Th. Jørgensen. Komiteen har arbejdet næsten Dag og Nat. Grosserer Uldall har gjort et glimrende Arbejde.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Redaktør Anders Lebeck tog i maj 1919 på en rejse i Angel for at undersøge, om Danevirkebevægelsens påstande om en spirende danskhed var sande. Hans meget lange beretning fra rejsen bringes her og de kommende dage som følgeton, dog af hensyn til læseligheden fordelt på flere indlæg end antallet af Lebecks rejsedage.

Det mellemslesvigske Udvalg raader over et ret rummeligt Lokale. I et Hjørne er anbragt et Bord med danske Aviser.  Paa et andet Bord ligger der Skrifter og Flyveblade, affattede paa tysk, af Cornelius Petersen, Lassen, Strukstrup, Wall, Obdrup. Mødre kommer og taler om at faa deres Børn til Danmark. I Vinduet hænger der farvetegnede Kort over Slesvigs sproglige og politiske Forhold.

Fra Flensborg paa Cykle, med Lyksborgchausseen. Til venstre Flensborg Fjord, rig paa Skønhed som paa Minder. Den skiller nationalt mellem to Verdener, Sundeved til den ene Side, Angel til den anden. Ad denne Fjord gled en Vinternat i 1864 Kongeskibet ”Slesvig” med Frederik den Syvendes Lig, med Dannebrog paa halv Stang, forbi Lyksborg og videre frem. Ak ja, det var tunge Tider for Danmark.

Nu er Turen kommen til Tyskland. I 1914 Drømme om Verdensmagt, i 1919 knust og ydmyget.  Vil Tyskland suge Sundhed af Nederlaget, som Danmark gjorde?  Er det ikke med Nationer som med Enkeltmennesker, at de, der duer noget, vokser i Modgang?

Lidt borte til venstre ligger Mørvig, – et Led i den tyske Flaade, som tysk Hovmod mente skulde kunne knække Englands Herredømme paa Havet. Vanvid, – hvilket Vanvid! Tyskerne er dygtige Folk, – men tage det op med Englænderne, med Englænderne paa Havet, hvilken forrykt Tanke!  Nu saves tyske Torpedobaade over, tyske Krigsskibe er foreløbig ikke nogen Fare for fredelige danske Fiskeres Næt under deres hensynsløse Sejladser.

Danmark aander op efter det Tryk, som tysk Hensynsløshed ofte har øvet, og som maatte døjes i Stilhed. Men vil der ikke af Militarismens Ruiner vokse et fornyet tysk Folk, stærkt nok til at være det lille Danmark en farlig Nabo – hvis vi ikke faar en Grænse, der deler nogenlunde retfærdigt mellem Dansk og Tysk?  Her ligger Fremtidsproblemet.  Nationer rejser sig ofte mærkværdig hurtigt efter tabte Krige. Og Nutiden raader ikke blot over forfærdelige Ødelæggelsesmidler, men ogsaa over mægtige Kilder til Genrejsning.

Jeg cykler gennem det dejlige Landskab, langsomt, standser nu og da. Saa dukker Munkbrarup Kirke op forude. Og Byens Huse og Gaarde.  Her bor Gaardejer Iversen, Medlem af den tyske Nationalforsamling. Ham gælder mit første Besøg i Angel. Hvad mon han er for en Mand? Hvad vil han fortælle mig?

Samtaler med tyske Angelboere.
Gaardejer Iversen i Munkbrarup er en yngre Mand, Medlem af den tyske Nationalforsamling, Demokrat. Han ser spørgende paa mig, da han giver mig Haanden. Jeg forklarer ham i faa Ord mit Ærinde, og han byder mig til Sæde. Han smiler sjælden. Han har mistet sin Hustru, og Tysklands Elendighed tynger ham.

Han har lige været i Berlin, har haft Forhandlinger i Udenrigsministeriet og fortæller et og andet om det Indtryk, Fredsbetingelserne har gjort. Vi sidder og samtaler en Timestid, ved en Kop Kaffe og en Cigar. En Solid og brav Mand, som de gode danske Bønder paa den anden Side af Flensborg Fjord, men tysk. Det nationale Skel danner et Svælg imellem dem dybere end Fjorden.

Her i denne tyske Bondes Stue faar jeg et Indblik i de udelikate Bestræbelser, der gøres af danske Nationalister og tyske Renegater i Forening for at faa Fodfæste i tyske Egne.

Iversen fortæller mig, at han haft Besøg af tidligere Amtsforstander Clausen. Bov, før og under Krigen ivrig tysk Patriot, nu Agent for Dannevirkefolkene, svælgrig, køber Ejendom efter Ejendom for sin Krigsvinding. Clausen kom paa Grev Bent Holsteins Vegne, skulde søge at vinde Iversen lovede ham fri Rejse til København og andet mere, blot Iversen vilde vise sig villig … !

Iversen spørger: – Hvilken Tillid kan De have til Folk, der nu vender deres Fædreland Ryggen, fordi det er i Nød?  De vil forraade Danmark, saasnart de ser deres Fordel ved det!  Vent bare!

Ikke Tale om, at Folk som Iversen stemmer for Danmark. Men Tysklands Vogn sidder dybt i Uføret.  Andre er maaske mere tilgængelige for Clausens og Konsorters Tilbud. Med Sikkerhed kan derfor ingen sige, hvilke Overraskelser en mulig Afstemning vilde kunne bringe.

Her i Iversens Stue møder jeg Tanker, som stadig vender tilbage i Samtaler med Folk i Angel: Der vil ikke kunne blive nogen fri Afstemning. De fjendtlige Befæstningstropper vil sørge for, at Afstemningen faar det Udfald, de ønsker. Afstemningen vil komme til at foregaa under Tryk.

Jeg indvender, at dette er en ganske forkert Opfattelse. Men Iversen bliver ved sit. Taler roligt og sindigt om det. Hvorfor skal de politiske Embedsmænd fjernes?  Det kan der være Mening i i Nordslesvig, men ikke her i de tyske Egne, hvor Embedsstand og Befolkning nationalt set er et. Der maa ligge en Hensigt bag. Ogsaa paa anden Maade øves der Paavirkning fra dansk Side.

Hvordan? Hvad skal det betyde, at der gives Folk fri Rejse til København? Og at der uddeles Gaver af mange forskellige Slags? Hvor kommer Pengene fra? Hvad Hensigt har alt dette lige foran det store Valg … ?   Det slagne, ydmygede Tyskland til den ene Side, Gaver og Løfter om store økonomiske Fordele til den anden Side? Kan dette siges at være Valg under lige Vilkaar?   Er det rigtigt at friste Tyskere til at løbe fra deres Andel i Tysklands Krigsgæld ved at give dem Lejlighed til at stemme for Danmark?

Pludselig spørger Iversen:

Hvorfor er Tyskland saa forhadt? Hvorfor er vi hadede alle Vegne?

Jeg begrænser mig til at sige, at Kilden til Danmarks og de nordiske Landes Uvilje mod Tyskland er let at finde, – den ligger i Nordslesvig. Det indrømmer han. Men alle de andre Folks Had mod Tyskland, hvor hidrører det fra?

Vi gaar sluttelig over til mere neutrale emner, og lidt efter sidder jeg igen på min Cykle, fortsætter Turen mod Syd, efter Oksager til, gennem det herlige angelske Landskab, – for et herligt Land er Angel. Hist og her skønne gammeldags Gaarde. Hvor lykkeligt vilde det have været for os, hvis det virkelig havde været sandt, at der her var en levende dansk Folkegrund!

Anders Lebeck: Gennem Angel til Dannevirke. Skildringer og Indtryk fra en Rejse i Maj 1919.

Redaktør Anders Lebeck tog i maj 1919 på en rejse i Angel – den store halvø mellem Flensborg Fjord og Slien – for at undersøge, om Danevirkebevægelsens påstande om en spirende danskhed var sande. Hans meget lange beretning fra rejsen bringes her og de kommende dage som følgeton, dog af hensyn til læseligheden fordelt på flere indlæg end antallet af Lebecks rejsedage.

Fra Haderslev til Munkbrarup

En Morgen med første Tog til Flensborg. Og derfra videre paa Cykle gennem Angel. Hvad er Sandheden om Angel? Kan dette tabte Land genvindes? Hvad tænker og mener Angelboerne? Sidder der i Husby, Sterup, Gelting, Kappel Folk med Længsler efter Danmark, som i Fjelstrup, Haderslev, Sommersted, Rødding? Er der endnu danske Følelser i Angel, eller Mindelser om danske Følelser? Er gamle Minder ved at skyde nye Skud? Eller er det hele kun Drømme, Ønsker, Fantasier?  Uden Virkelighed. Er det andet end alt det meget, som anbringes paa det taalmodige Trykpapir?

Mange Spørgsmaal gaar gennem Sindet. Hvad er Sandheden om Angel og Sydslesvig? Har Krigen med dens Elendighed faaet venlige Følelser til at fremspire, hvor der før kun var Bitterhed?

Toget glider bort fra Haderslev Banegaard, rasler forbi Bøghoved, med den høje hvælvede Kuppel, slæber sig tungt gennem det frugtbare Østkystlandskab op mod Højderyggen. Huse og Gaarde glider forbi, grønne Marker med sultent Kvæg, der begærligt tager Næring til sig efter Vinterens beskedne Foder, Marker med spirende Sæd og Pløjemarker, Hegn med blomstrende Tjørn.

Sindet tumler med mange Slags Tanker, mens Toget stønner af Sted mod Syd, passerer den ene nordslesvigske Station efter den anden.

Vi taler om Græsespørgsmaalet, om Flensborg, om Mellemslesvig, om den tredje Zone. Min Sidemand, en ældet, men smuk midaldrende Herre, lytter opmærksomt til Samtalen. Han er fra Rhinen, har mistet sin eneste Søn i Krigen, er dybt medbøjet over sit Tab. Hans Fødeby er besat af Englænderne.  Hvad vi nu gennemlever, hvad der glider forbi os med Livets friske Farver, maa senere Tiders Historikere møjsommeligt granske sig til ved Studiet af gulnede Papirer.

Padborg – med den yndige Dal til venstre over mod Skovene ved Kobbermøllebugten. Vi kører fra første over i anden Afstemmingszone. Hvor kommer Danmarks nye Grænse mod Syd til at gaa? Vil det lykkes os at faa en god Grænse, – god i den Forstand, at den danner Afslutningen paa en ældgammel Grænsestrid?

Vil den nye Grænse blive sat saadan, at Danmark har Udsigt til at holde sig uden for den næste Krig, saadan som det blev forskaanet for denne? Vil vore Efterkommere velsigne os for Skellet, der blev sat i 1919?  Eller vil de bebrejde os, at vi ikke kendte vor Besøgelses Tid – saadan som vi bebrejder vore Fædre fra 1864, at de ikke kendte deres?

Taarnene inde i Flensborg dukker op. Vi nærmer os den omstridte By. Vi passerer Mølledammen. Mølledammen!  Den ligger og glimter nok saa fredeligt i Morgensolen. Vil den snart være forsvunden?  Fyldt med Jordmasser, dækket af Skinneveje eller nye Stationsbygninger?

Tyskerne begynder at give Flensborg Løfter, som Danmark giver Flensborg Løfter. Danmark sender Flensborg Skotøj og Klæder, vil sende det Levnedsmidler. Flensborgske Børn med Hindenburghuer, Ludendorffkasketter og tysk Tale og Sang indbydes til Ferieophold i Danmark. Der loves Flensborg Guld og grønne Skove efter Tilslutningen til Danmark.

Nu begynder Tyskerne ogsaa at røre sig. Tyskland er ved at vaagne efter det bedøvende Slag. Det prøver at faa Tag i, hvad der var ved at glide bort. Det slagne, forgældede, udpinte Tyskland samler sig sammen til en Kraftanstrengelse for at holde Flensborg. Den preussiske Jernbaneminister har været i den omstridte By, har lovet den en ny Banegaard til halvhundrede Millioner, en Frihavn, nye og gode Jernbaneforbindelser, Levnedsmidler, Kul.

Det siges aabent fra tysk Side, at Danmark ikke skal være ene om at lokke Flensborg med økonomiske Fordele. Tyskland tilbyder af sine fattige Rester at ville give rundeligt til Flensborg. Naturligvis med Henblik paa den store Afgørelse, den store Afstemning, der afgør Byens statslige Tilhørsforhold. Hvordan vil Flensborg stemme?

Jeg skynder mig fra Banegaarden ud i Byen, for at faa Adresser paa Folk inde i Angel. I Nordslesvig er der Venner og Bekendte i hvert Sogn, ofte i hver By. Med Landet mellem Flensborg Fjord og Slien er det anderledes.

Jeg henvender mig et Par Steder, først og fremmest naturligvis paa det Det mellemslesvigske Udvalgs Kontor, hvor jeg faar fire Navne, P. Lassen, Strukstrup, Wall, Obdrup, Fischer, Møllebro, og Madsen, Rygge, Jeg tænker mig, at det maa være Folk, der har danske Sympatier, staar de danske Rørelser i Angel nær. Mærkeligt nok, at paa den Navneliste, jeg faar hos en tysk Bekendt i Flensborg, staar ogsaa de Herrer Wall og Fischer.

Paa Det mellemslesvigske Udvalgs Kontor fortæller man mig, at de to Mænd ventes om Eftermiddagen til en Drøftelse. Jeg foretrækker imidlertid at opsøge dem i deres Hjem, se dem i deres nærmeste Omgivelser.

Anders Lebeck: Gennem Angel til Dannevirke. Skildringer og Indtryk fra en Rejse i Maj 1919.

I sit Møde 30. April 1919 vedtog Fem-Mands Raadet (Udenrigsministrene) at overdrage Admiralernes Raad — under Tilkaldelse af de landmilitære Autoriteter — at tage Bestem­melse om »de Foranstaltninger, der skal træffes til Overholdelse af Ordenen i den Del af Slesvig, Tyskerne skal rømme, inden Folkeafstemningerne har afgjort Territoriernes Suverænitets-Forhold«. I Overensstemmelse hermed tilstillede s. D. den franske Udenrigsminister sin Kollega Marineministeren (Georges Leygues) en Skrivelse, i hvilken han anmodede om at foranledige denne Beslutning udført, og 3- Maj holdt derefter Admiralernes Raad et Møde, i hvilket General Desticker (General-Kvartermester i Marskal Foch’s Stab) deltog. Paa dette Møde blev følgende Udtalelse vedtagen:

Admiralerne udtaler:

1. At Flensborgs Havn bør vælges som Basis for den Flaadedemonstration, der skal foretages paa Slesvigs Kyst.

2. At den Flaadestyrke, der skal anvendes, bør være sammensat af lette Fartøjer (Krydsere, Torpedojagere og Kanonbaade), idet de tre Mariner bi­drager til Foretagendet.

3. At det vil være nødvendigt at raade over Tropper, rede til at gribe ind, idet de nævnte smaa Krigsskibe vel hurtigt kan vise sig overalt paa Ky­sten, men ikke er i Stand til alene at overvaage Ordenens Opretholdelse og heller ikke kan medføre og landsætte Landgangskorps. — De nævnte Trop­per kan stationeres i Flensborg, hvortil de føres af Transportskibe.

4. At det vil være ønskeligt, at de tre Magter hver leverer et lige stort Antal Tropper. De bør staa under Befaling af den Søofficer, der har Over­kommandoen over den interallierede Flaadestyrke, og som maa opretholde nøje Forbindelse med den internationale Kommission, der varetager Forvalt­ningen i Slesvig.

General Desticker, der i sidste Øjeblik blev kaldt til Mødet, har ikke haft Tid til nærmere at undersøge Sagen. Han mener imidlertid foreløbig og uden Forbindende at kunne sige, at en Styrke paa tre eller fire Bataljoner vil være tilstrækkelig, paa den Betingelse at disse Bataljoner sammensættes, bevæbnes og udstyres i Overensstemmelse med deres særlige Opgave som Po­litistyrke og forsynes med det fornødne lette Materiel (Motorcykler, Auto- Mitraljøser etc.).

Admiralerne mener, at det tilkommer Regeringscheferne at bestemme, hvilken Nation der skal have Overbefalingen over den interallierede Styrke.

Saasnart denne Afgørelse er truffen, og Regeringerne har billiget de ovennævnte Forholdsregler, vil de tre Admiraliteter undersøge Sagens En­keltheder, saaledes at Udførelsen kan begynde, straks efter at Fredstraktaten er underskreven, og saaledes at Ordenen kan blive opretholdt efter de tyske Autoriteters Rømning.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Syd for Grænsen.

De sønderjydske Børn.
Statsbanerne har stillet Damperen »Ægir« til Raadighed som Transport af sønderjydske Børn fra Flensborg paa Betingelse af, at Komitéen selv skaffer Kul. Dette Iykkedes Komitéen ved Støtte fra Ø. K., D. F. D. S. og fire Firmaer, der hver yder 16 1/2 tons Kul. Transporterne begynder i følge »Berl. Tid.« den 8. Maj og vil gaa Slag i Slag med 600 Børn pr. Rejse. De dirigeres alle til Fredericia undtagen sidst« Hold, som sejles til Kalundborg.

Hamster Geschæften.
Fra Haderslev meddeles til »Natt.«:
Den for nylig givne Tilladelse til at indføre 5 Kg. Fødevarer pro persona til Sønderjylland har allerede givet Anledning til store Misbrug, der maaske i den nærmeste Fremtid vil fremtvinge meget skarpe Forholdsregler fra Myndighedernes Side.

Grænsepassagen er steget betydeligt efter Paaskedagene, og da Indførelsen af de 5 Kg. kun maa finde Sted een Gang ugentlig, benytter en Del smarte Folk forskjellige Overgangssteder, og hvor en hel Familie slaar sig paa denne Profession, kan det selvsagt blive til ret store Portioner.

Der er gaaet saa megen Forretning i den beklagelige Geschæft, saa det gaar ud over Arbejdskraften i Nordslesvig, fordi man hellere vil tjene en let Dagløn ved en Furageringsrejse til de sydjyske Byer. De indførte Fødevarer sælges til Aagerpriser og kommer ikke den almindelige Befolkning til Gode, som det har været tiltænkt. Store Kvanta gaar ogsaa sydpaa, og det fortælles i Haderslev, at der er kommen saa betydelige Mængder Krydderier i Handelen, at endog har paavirket Børsnoteringen i Hamburg.

De ledende Mænd i Nordslesvig er ganske naturligt misfornøjede med Spekulationstrafikken. Arbejdet med Udstedelse af de røde Legitimationssedler i Følge Overenskomsten med det danske Statspoliti er næsten uoverkommeligt for de i Forvejen stærkt optagne Tillidsmænd. Man beklager sig over ikke at kunne kontrollere de Enkeltes Trang tilstrækkeligt, og fra flere Sider tales der om det Formaalstjenlige i at ansætte danske Statsbetjcnte hernede for at gjøre Misbrugene færre.

Som i gamle Dage.
Kolding 1. Maj.
Fra i Gaar overgik Militæret i Haderslev paany til Regeringstropperne, og Alt er snart igjen – ogsaa militært  – i den gamle preussiske Gænge, som nok passer Tysken bedst. Det er forbi mod de glade Soldaterraads-Fastelavnsløjer, og Løjtnanterne viser sig atter til Hest med Sabel. Og med Timebetaling for Exercits er man færdig.

De mange Faldne.
Kolding, 1. Maj.
I det lille Lysabild Sogn i Sønderjylland er hver 10. af Sognets mandlige Befolkning falden i den store Krig. Flere Danske begræder Tabet af to Sønner.

Flagstængerne.
Kolding, 1. Maj.
Vi længes ubeskriveligt efter at komme til Danmark, sagde en Mand dernedefra. Og Flagene skal komme til vaje at paa den store Dag. Forleden Nat havde Tyskerne savet vor nye Flagstang over. Men nu har vi rejst en ny, og den er i Mandshøjde omviklet med Jærntraad, som den tyske Sav ikke bider paa!

Hans P. Hansen, Tønder, kom hjem fra krigsfangelejren Aurillac i april 1919.

Der var megen uro i den første tid efter krigen. —Tyskerne var jo stadigvæk her, selv om det ikke var meget, de skulle have sagt.

Tyverier og andet hørte til dagens orden, og hvem kunne gribe ind her. Der var så meget, der gik i svang nu. Fremmede elementer, særlig sydfra, drev deres spil heroppe i vor nordslesvigske landsdel.

I Haderslev oprettedes der et borgerværn for at beskytte befolkningen mod disse gangstere. Jeg syntes, at det vist var noget for mig.

Jeg drog derfor til Haderslev, meldte mig til dette værn og var så heldig at blive optaget.

Kørt efter nedsattes Den internationale Kommission. Jeg gik ind i politikorpset og blev derefter stationeret i Stepping, hvor der var en del løse eksistenser, en levning fra tyskertiden. Mange blev sat  under anholdelse og senere udvist.

DSK-årbøger 1961.

Vælgerforeningen om Valutaspørgsmaalet
Paa Best. og Tilsynsr. Møde i Aabenraa 29.— 30. April 1919 vedtoges eenstemmigt følgende Res., dat. 30. s. M:

Idet Vælgerf. Best. og Tilsynsr. fremlægger det økonomiske Udvalgs Betænkning til Overvejelse, henstiller vi, med Henblik paa Valutaspørgsmaalet, til den danske Regering og Rigsdag ved sine Forhandlinger om Ordningen af de finansielle Forhold i de generhvervede Landsdele at tage det videstgaaende Hensyn til, at Overgangen føles saa lempelig som muligt af Statens nye Borgere.

Navnlig henstiller vi:

I. Der bør tages mest muligt Hensyn til de smaa Kapitalister og Rentenydere, i Særdeleshed til de Ældre og Arbejdsudygtige.

II. Til de smaa Sparere, som har samlet sig en lille Kapital til Grundlæggelse af en selvstændig økonomisk Eksistens, eller til Betryggelse af en sorgfri Alderdom.

III. Dernæst til Næringsdrivende, Handlende, Haandværkere og andre mindre Bemidlede, som under Krigen har været tvungen til at omsætte deres Varebeholdning i Penge, der ved en Omregning efter Dagskursen vilde reduceres til en Tredjedel i Kroner.

IV. Desuden bør der tages Hensyn til, at [det, at] Markens Købeevne paa det tyske Marked er højere end dens Købeevne over for Udlandet, kommer til Udtryk i Valutakursen. Dette kan nemlig have til Følge, at vi, naar vore Penge og Pengesedler ved Genforeningen omregnes efter Dagskurs, lider et yderligere Tab ud over det, der er en Følge af Markens Værdiforringelse
paa det tyske Marked. 

V. I øvrigt henviser vi i Særdeleshed til det økonomiske Udvalgs Betænkning angaaende Oprettelsen af en Afviklingskasse.

Derefter drøftedes indgaaende Ordningen af Realkreditten efter Genforeningen, der fandt Udtryk i følgende ændrede Henstilling:

For at skabe en tilfredsstillende Ordning af Realkreditten efter Genforeningen henstiller Udvalget:

I. at der oprettes en særlig sønderjydsk Kreditforening for Landejendomme.

II. at de danske Kreditforeninger, naar de søger Koncession hertil, faar Adgang til at arbejde hernede i det Omfang, de begærer, for saa vidt som Lovgivningsmagten finder det tilraadeligt.

III. at den hidtilværende Kreditforening for Nordslesvig omdannes til en Hypothekforening for sekundært Pant i Landejendomme.

Efter at Udvalgets Indstilling var revideret og de af Tilsynsraadet foretagne Ændringer vedtagne, gaar Indstillingen dermed over til den danske Rigskommission

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

F. K. Redaktions-Komité og de slesvigske Stemmerets-Regler
Fredskonf.s Redaktions-Komité, sammensat af de fem allierede og associerede Hovedmagters juridiske Sagkyndige, havde følgende Medlemmer: Amerikas Forenede Stater: James Brown Scott, Det Britiske Rige: Cecil Hurst, Frankrig: Henri Fromageot, Italien: Tosli og Japan: Nagaoka. Komitéens Opgave var »at give de trufne Afgørelser den juridiske Form og at støbe dem sammen til et Hele«.

Uden at det er muligt nøjagtig at angive Tidspunktet, men sandsynligvis i Slutningen af April havde Komitéen foretaget Ændringer i Afsnittet om Stemmerets-Reglerne i den danske Kommissions Indstilling, saa de paagældende Bestemmelser nu havde faaet følgende Affattelse:

Stemmeret skal tilstaas enhver Person, uden Hensyn til Køn, som fyldestgør følgende Betingelser:

a) at have fuldendt det 20. Leveaar paa den Dag, nærværende Traktat træder i Kraft;

b) at være født i den Zone, hvori Afstemningen finder Sted, eller at have været bosat dér fra en Dato, som ligger før 1 . Jan. 1900, eller at have været udvist af de tyske Myndigheder uden at have bevaret sin Bopæl dér.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

29.—30. April: Vælgerforeningsmøde, trættende Forhandling om Udvalgsbetænkninger.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Rigsdagspartiernes sønderjydske Udvalg
Udvalget konstitueredes 29. April 1919. Til Medlemmer af Udvalget havde Partierne valgt følgende: Venstre: Klaus Berntsen, J. C. Christensen, Dalsgaard, N. Neergaard, Rasmus Hansen-Staunsbjerg. Det socialdemokratiske Parti: Sigvald Olsen, Borgbjerg, Marott, Bramsnæs og Steincke. Det konservative Folkeparti: Alex. Foss, Schovelin, J. Oskar Andersen, Raffnsøe og Harboe. Det radikale Venstre: Jens Andersen, Niels Petersen, Gunnar Fog-Petersen, P. Jeppesen og H. Trier.

Der vedtoges følgende Forretningsorden:

1 . Hver af Udvalgets Partigrupper vælger en Formand; tilsammen danner de Udvalgets Formandskab. Stillingen som ledende Formand gaar paa Omgang imellem dem med en Virksomhed paa en Maaned for hver. Alderen afgør Rækkefølgen. Udvalget vælger en Sekretær.

2. De fra Regeringen oversendte Sager behandles af Underudvalg, der gør Indstilling til Udvalget. Udvalget afgiver Betænkning til Regeringen.

3. Underudvalg, i hvilke som Regel alle Partier er repræsenterede, nedsættes, efterhaanden som Sager oversendes fra Regeringen. Sager af beslægtet Art henvises som Regel til samme Underudvalg. Underudvalgene bestemmer selv deres Forretningsgang.

Til Gruppeformænd valgtes H. Trier, J. C. Christensen, Alex. Foss og F. Borgbjerg.

Efter en kort Forhandling fastsloges det, at Udvalgets Opgave skulde være: uden besluttende Myndighed, som Mellemled mellem Rigsdagspartierne og Regeringen, at udøve en raadgivende Virksomhed ved Forberedelsen af den Lovgivning, som en eventuel Indlemmelse af Nordslesvig i Danmark vilde nødvendiggøre.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Moltke til Udenrigsministeren
Depeche, dat. 28. 1919:

Som Følge af de mig ved Deres Skrivelse af 12 . ds. givne Instruktioner, havde jeg iforgaars en Samtale med Grev Brockdorff-Rantzau. Herunder holdt jeg mig strengt til den vedføjede i Henhold til Deres fornævnte Depeche affattede Aide-Memoire, og det er mig en Tilfredsstillelse at kunne meddele Dem, at de deri fremsatte Bemærkninger i det hele og store virkede saa gunstig paa Grev Rantzau, at han bad mig om at takke Dem meget for de venskabelige Udtalelser.

Greven gjorde et ganske anderledes roligt Indtryk paa mig end ved den foregaaende Samtale. Ikke desto mindre fastholdt Grev Rantzau det Standpunkt, at det havde været en kortsynet Politik at søge Afstemningen udvidet til Egnene Sønden for den Clausenske Linie, og skulde Afstemningen give det Resultat, at Flensborg og Distrikterne ned til Linien Munkbrarup, Frørup—Hjoldelund—Lilholm o.s.v. samt Øerne Rømø, Sild, Før og Amrum kom med til Danmark, vilde der derved utvivlsomt skabes en Irredenta, som ikke vilde tillade, at der skabtes Ro om dette Spørgsmaal, hvad han frem for alt ønskede i det gode Naboforholds Interesse, og af hvilken Grund han ogsaa med saa stor Styrke havde gjort sig til Talsmand for Afstaaelsen af det egentlige Nordslesvig.

Jeg henledte hans Opmærksomhed paa, at Danmark kun var optraadt som konsultativ og ikke ligeberettiget Forhandler paa Konferencen i Paris, hvilket han indrømmede Rigtigheden af, og endelig sagde jeg til ham paa Grund af hans Bemærkninger om det ophidsende som en eventuel militær  Kontrol fra Ententens Side kunde fremkalde i de paagældende Egne, at dette jo var det Spørgsmaal, som han eventuelt kunde forhandle om, naar
han selv kom til Paris.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Historikeren Bjarne S. Bendtsen har i dette storværk sat sig for at redegøre for og analysere  krigens aftryk i dansk litteratur og kultur i tidsrummet 1914-1939 – og resultatet er særdeles vellykket!

Første Verdenskrig var også en total krig i litteratur, kultur og samfundsdebat i Danmark, både før krigsudbruddet, mens krigen rasede 1914-1918 og i de følgende tyve år.

For denne hjemmesides læsere vil det være væsentligt straks at få at vide, at Sønderjylland får en både meget fyldig og meget grundig behandling. Talrige sønderjyske bogudgivelser præsenteres, analyseres, refereres kortfattet og sættes ofte også ind i en større litteraturhistorisk ramme.Bendtsen behandler både skønlitteratur, erindringer og udgivne brevsamlinger, og vurderer kritisk autenticiteten og sammenholder med andre tyske eller britiske udgivelser.

Det er ganske imponerende, hvad forfatteren har været igennem at litteratur på området. Man savner kun ganske få titler.

Enhver, der har ambitioner om at beskæftige sig med Sønderjylland under Første Verdenskrig (og måske ikke mindst sønderjyders oplevelse af krigen), vil have meget stor gavn af at læse denne fremragende bog!

Bjarne S. Bendtsen: Mellem fronterne. Første Verdenskrigs aftryk i dansk litteratur og kultur 1914-1939. Forlaget Klim, 2018. 560 sider, 399,- kr.

Køb den i boghandelen eller direkte hos forlaget

FORLAGETS PRESSEMEDDELELSE

Første Verdenskrig ændrede verden og synet på verden omkring os.

Johs. V. Jensen skrev: ”… man ser med Krigens øjne nu og vil aldrig komme til at se anderledes.”

Og derfor var interessen for krigen enorm – selv i det neutrale Danmark. Gennem alle krigsårene fyldte den voldsomt meget i datidens medier som et både fascinerende og rædselsvækkende tema. Derpå svandt interessen brat. Efter våbenstilstanden var læserne verden over trætte af alt, hvad der angik krigen og dens rædsler, skrev en dansk forfatter og krigsdeltager senere. Sidst i tyverne dukkede emnet dog op igen med det store krigsbogsboom ført an af tyske Remarques Intet Nyt fra Vestfronten; et boom, der også rummede en håndfuld danske bøger, som dog ikke blev kommercielle successer.

Danmark befandt sig således i frontlinjen midt mellem de krigsførende magter under Første Verdenskrig – som neutralt land. Men det betød ikke, at den danske debat var neutral. Der blev skrevet og debatteret om krigen fra alle tænkelige vinkler, tegnet satiretegninger og skrevet digte, filmet og malet, aviserne og bladene var fyldte med krigsstof. Ud over selve krigsstoffet: våbnene, krigens gang, udviklingen på fronten, osv. debatteredes temaer som: tysk kultur versus fransk-engelsk civilisation. Eller tysk kultur som værn mod slavisk barbari, fransk dekadence og engelsk materialisme. Mange af disse ting havde en øjebliksaktuel karakter, som måske kan forklare, hvorfor krigen ikke fylder meget i den danske litteratur- og kulturhistorie i dag. Men alligevel er de i høj grad værd at se på, da de fortæller historien om krigens aftryk på en neutral småstat, der både geostrategisk, handelsmæssigt og kulturelt bogstavelig talt og i overført betydning befandt sig midt mellem de vigtigste krigsførende magter.

Krigen kom til at udgøre det store vandskel mellem de gode gamle dage og en usikker fremtid. Johs. V. Jensen nævnte også om dette aspekt i den citerede passage: ” … man vil altid huske den store Idyl før Krigens Udbrud ved Kontrastforholdet som et forsvundet Land, man aldrig kan vende tilbage til, selv om man endnu til Stadighed lever midt i det.” Dén oplevelse kom i høj grad til at præge mellemkrigstidens syn på verden og krigen, også i en dansk sammenhæng.

Youtubekanalen The Great War Channel fortsætter i et nyt og længere format, der handler om efterkrigstiden.

Ny vært er: Jesse Alexander.

Denne gang handler det om den russiske borgerkrig i dens tidlige fase i begyndelsen af 1919 – og de vestallieredes intervention i krigen.

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

26. April har [socialdemokraten] P. Michelsen talt paa altysk Møde i Flensborg Sammen med Ordføreren for de tyske Højrepartier. —

Hjemvendte Fanger fra Medelby og Ladelund Sogne offentliggør en Tak til Danmark. —

Forsendelsen af Levnedsmiddelpakker til Flensborg er omsider frigiven. —

Den prøjsiske Regering strør, efter at have haft flere Tyskere fra Hertugdømmeme i Berlin, Løfter ud, sender Dr. Køster som Statskommissær til Slesvig og udtaler sin Glæde over, at de tyske Partier i Rensborg er enedes om en fælles Optræden i Grænsespørgsmaalet. —

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)