Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

Som typisk for de dages festligheder i småbyerne i Sønderborgs nærhed, vil jeg omtale festen i Ragebøl. Foran skolen stod skolelæreren og arbejdede i haven, da vi kom forbi. Han stødte arrigt i jorden med spaden, da han så os; det var Ragebøls eneste tysker foruden stationsforstanderen.

I gamle huse kom gamle ægtefolk frem i dørene, og hun kiggede frem bag hans skulder og nikkede, mens han tog hatten dybt af for hver befalingsmand, der marcherede forbi. De smilede med de indfaldne munde, men havde store tårer i øjnene, og vi gik med den underligste fornemmelse i brystet og halsen.

Efterhånden som vi blev mere vant til det, fik vi indstuderet et hurra, som begyndte med et trefoldigt hurra i første deling, og så blev grebet af anden og sådan trefoldigt rullede fra deling til deling ned gennem kompagniet. Der blev ikke sparet på det. Heller ikke på sange, og først og fremmest »Den gang jeg drog af sted« og så »Madelon«. –

En lille pige med rødt skærf om sin hvide kjole stod parat hos sin moder med buketten af de røde og hvide blomster og gik frem mod premierløjtnanten, da han kom på sin store hest. Han måtte læne sig helt ned så langt, han kunne, for at nå den lille piges hånd med blomsterne.

En mand stod frem og holdt en af disse hjertelige velkomsttaler, vi så ofte fik at høre, og som hver gang fik mig til at undre mig over, at det fandt vi hernede efter over et halvt århundredes fremmedherredømme.

Mens vi endnu stod opstillede under talen, kom små piger hen til os med blomster, lilliekonvaller, syrener, stedmoders, som de nejende rakte os. Foran Ragebøls forsamlingshus stod en skare af folk fra egnen, og iblandt dem gamle veteraner.

Dem tog officererne sig af og viede dem hele deres opmærksomhed, og lykken strålede i de gamles ansigter, da de sad bænkede ved kaffebordene mellem alle soldaterne, og man hørte i et væk deres høje, spæde gammelmandsstemmer.

Vi så til hinanden, da vi var anbragt ved bordene og havde lagt de blomsterprydede huer fra os i vinduerne. Det var utroligt, så der var blevet dækket op for os, og hvilket arbejde måtte det ikke have været at få al den mad smurt og alle de kager bagt. Det var, som om de ville vise os, på en for soldater letforståelig måde, at det var grænseløst, hvor meget de ville unde os. Fadene rørte ved hinanden over hele bordets længde, og der var ligesom lidt betænkelighed ved at bryde hul og ødelægge det festlige syn.

Vi nåede da også langtfra at få spist op, og det skønt hver især gjorde sit bedste; der kom stadig nye, topfyldte fade af stadig samme overdådige lækkerhed, og vi åd, til vi var revnefærdige og ikke kunne spise mere den dag. –

Stille gik en ældremand op på tribunen. Han havde sort skæg og en skarpt skåret profil og stod med nedslagne øjne, mens han fortalte. Det var om den gang, han sidst havde set de danske soldater. Her på samme sted. På vejen derudenfor, som vi var kommet ad.

Ordene husker jeg ikke. De faldt langsomt og søgende, alt som mindet dukkede frem, og det var ikke til at mærke på ham, at han stod i en stor forsamling.

Men det billede, ordene fremkaldte, står lige så levende for mig, som havde jeg oplevet det selv: soldaterne, der kom fra Dannevirke, sneen, hvor bålene brændte og maden kogtes, og en lille dreng, der lykkelig, uden at ane, hvad det var, han så, stormede rundt fra den ene gruppe til den anden.

Det var dog blevet et indtryk for livet, og stedet, hvor det var sket, kunne han endnu forklare os, hvor var. Salen blev ryddet og fejet, og der var snart fuldt på gulvet af dansende.

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980

For nogen tid siden satte en privatmand to sæt DSK-årbøger til salg, og de var væk i løbet af få timer.

Under et besøg i antkivariatet Bøger uden Grænser i Tønder i dag så jeg et sæt til salg, som jeg hermed gør opmærksom på for dem, der gik forgæves sidst.

Prisen kan aftales med antikvariatet – men de er ikke utilbøjelige til at give rabat, hvis man køber flere bøger.

Og det er et uhyre velassorteret og meget prisrimeligt antikvariat med et stort udvalg. Jeg lagde (ud over 1. verdenskrig) særligt mærke til grænselandets historie og besættelsestiden.

René Rasmussen

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 20. maj. „Mødte i Tønder det første danske postbud i rød uniform. Det var helt underligt. Postvæsenet fra Danmark begynder idag. Senere så jeg også et landpostbud. Kronemønten begyndte idag.”

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

Senest ændret den 19. maj 2020 12:00

Danmark rykkede gradvist ind i 1. afstemningszone

CIS
Pengesedler i 1. Zone
Anordning No. 120 af 18. Maj 1920:

Det forbydes herved Kommuner og Kommunalforbund at udstede nye Pengerepræsentativer af enhver Art.

Overtrædelser straffes med Bøder af indtil det dobbelte Beløb af de
udstedte Pengerepræsentativers Paalydende.

Denne Anordning træder straks i Kraft.

CIS
Porto og Frimærker i 1. Zone
Anordning No. 121 af 18. Maj 1920:

Fra den i den internat. Komm.s Anordning om Kronemøntens Indførelse i 1. Zone fastsatte Dato, 20. Maj, ophæves for denne ZonesVedkommende de hidtil gældende Postportotakster.

Fra samme Dato udstedes nye Plebiscit Postfrimærker i Kronemønt til Brug i Zonen.

Endvidere udsendte CIS Anordning No. 122 af 19. Maj 1920, hvorefter Telegraf og Telefontakster i 1. Zone fra og med 20. s. M. skulde betales omregnet i Kronemønt efter en Kurs af 1 Mk. = 50 Øre.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, II (1937).

Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

Henimod klokken otte, netop som solen var gået ned, drog et livligt tog henover markerne fra Katrinelund, hvor middagens overdådighed og sange havde bragt stemningen på et højdepunkt.

Henad de bugtede markveje bevægede hele bataillonen sig i marchkolonne op imod chausséen, hvert kompagni med sin kaptajn i spidsen, men under hans kommando var der den aften, foruden jenserne, de sønderjyske piger, som jenserne havde taget under armen.

Al modstand var på forhånd opgivet, og med triumfråb inkorporeredes de nye soldater i rækkerne; bataillonen slugte dem alle, som den kom frem ad vejen under råb og sang, så det klang langt ud, og folk strømmede ud af gårdene og ud i haverne og stod bag hækkene og lo og vinkede igen, mens de grå soldater med de hvidklædte piger imellem sig og med de pragtfulde bøgegrene, som svingede og vinkede fra alle de larmende rækker, drog forbi.

Tre store sale var den aften fyldte til trængsel, og det blev en hård tur for damerne, som var i fåtal, og som uden en pause trådte dansen til helt ud på natten. Den aften blev mange bånd knyttede, tværs over alt hvad der havde skilt.

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.

Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

Festen i Katrinelund den 16. maj var den officielle fest, hvor Sønderborg bød tropperne velkommen. Allerede om morgenen vajede flagene overalt, og ikke mindst flagsmykket var Adalbertgaden, der vender ud mod kasernen, og som med sine fantastisk hæslige, tyske facader så helt menneskelig ud med Dannebrog. Det var søndag, og vi var ualmindelig rene og lettede for alt, hvad der hed oppakning, da vi marcherede ud med spejderne i spidsen. Gennem hele byen var det en uafbrudt nikken op til vinduerne, hvor folk lå ud og vinkede. På vor march havde flere og flere sluttet sig til os, så at en mægtig sværm gik og løb og cyklede i vejkanten, da vi kom uden for byen, og fra hele toget lød en konfus brusen af sang og latter. Fra vejen lettede støvet i tykke, blålige skyer og gled ind imellem og ind under rosenrødt blomstrende frugttræer.

Med højtløftede bøgegrene stod unge piger i friske, hvide kjoler og dannede ved indgangen en portal, hvorunder hele toget gik ind til festpladsen. Her var det som en fanfare af smældende sollys på alle de hvide duge henad de lange borde med skinnende kopper og kander og yderst ude i diskanten det skære, nyudsprungne bøgeløv isprængt Dannebrog. Og nu skete Sønderborgs formæling med jenserne. Vi var overvældede. Var det for os, at alt det blev gjort? Hvordan havde vi dog fortjent det? Og de ord, der var skrevet i sangen, de var som til en søn, der pludselig er kommet tilbage: »Velkommen her igen, vor egen, kære Jens«. Véd nogen af dem, der har siddet hjemme i kongeriget mon, hvad festen i Katrinelund var?

Dér talte Nis Nissen til os om krigen. Og mange begyndte at forstå ting, som før kun var anelser. Og ind imellem talerne kom sangkoret, bl.a. med genforeningssangen. Og som løftet af den store stemning fik en af jenserne mælet til at sige det, som de alle følte, det som var sandhed for hver eneste én af dem, der sad bænkede dér og kæmpede med mange følelser, som vel for de fleste var nye og overvældende, og som de ikke før havde haft brug for at søge ord til. Det var festens højtideligste øjeblik.

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.

Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

Med stor forventning imødeså jeg Augustenborgturen. Jeg længtes efter at se den gamle conspiratorrede midt i det troskyldige Als.

Fra et højdepunkt på Kjær halvø blev vi orienterede i hele det vide, pragtfulde landskab, der lå udbredt foran os, før vi begav os ind i det. Bindingsværksgårdene med de tre længer, der åbner sig ud mod vejen, de mange, klippede buxbomhække og lindetræer, det sirligt strøede grus i havegangene, de brede, blanke ruder i alle vinduerne, de hvide, stivede gardiner indenfor, hvis indvævede blomster snart var lige så håndgribeligesom de kæmpemæssige, blomstrende pelargonier, der stod i karmen i strålende fajancepotter; jo, Als var ikke længe om at vise sig i sin fulde særprægethed, og landsby efter landsby talte stadig tydeligere det samme sprog til os.

I skoven, før man kommer over fjorden, holdt vi hvil i glad forventning, fiksede op på påklædningen, det vi kunne, og spiste noget af den medbragte mad, for ikke at komme til at æde alt for ubeskedent. På den anden bred af fjorden stod ved opgangen til byen unge piger med en stor, frisk buket. Den officer, som modtog den, gjorde de unge piger opmærksomme på, at oberstløjtnanten først kom bagefter, og at han kun var kaptajn. Nydeligt svarede så den unge pige, der havde overrakt ham buketten, at de blomster var til den første, danske soldat, der betrådte Augustenborgs grund, så var det lige meget, hvad rang han var af.

Som til alle de store slotsanlæg bliver man også her grundigt forberedt og højtideligt stemt af en lang allé. Den er høj og mørk og lukkes for enden af porttårnet. Helt oppe mødte øjnene et »velkommen« spændt tværs over vejen, og under det hvidklædte småpiger, der sang. Slotspladsen blev snart et levende mylder af gråklædte jenser, lysklædte piger og mørke civilister, der her spillede en mere tilbagetrukken rolle. Henne i hjørnerne var trængslen stor om udskænkningsstederne, herligt skummende øl og grisk bællende soldater og topfyldte smørrebrødsfade, der ikke fik tid til at smelte i solvarmen. Der var stille glæde hos augustenborgerne ved at se på jenserne, mens de spiste, og den steg, da de så dem hvirvle sig til musikken med de hvidklædte på slotspladsens grus.

Nogle fandt op i porttårnet ad en ret brøstfældig trappe, der endte på en forbavsende knudret måde, indtil man tilsidst strakte hovedet ud over rækværket og så ud og ned på vrimlen og støvet på den store, firkantede slotsplads. Der var meget lidt plads deroppe til andre end den irrede, grønne klokke, der hang brændende hed af solvarme i midten med allehånde, snørklede forsiringer, tal og inskriptioner. Det var et festligt skue heroppefra. Uden om slottets skinnende hvide fløje, der omsluttede festtumlen, bredte sig milevidt et strålende landskab med bakker ud til blå fjorde, grupper af træer og grupper af huse omkring kirkespir. Al Danmarks ynde lå samlet for ens blik. Og det blev altsammen forklaret for os, og med ivrige bevægelser blev der peget ud over egnen hvad det var, der lå der, og det, der lå der. Og de tunge lodder til uret, som det jo nok kunne knibe foren ung pige at trække op en hel vinter igennem, mens hendes fader lå syg. Selve slottet, nu seminarium, åbnede også sine lyse, kølige gange for de danske soldater. Fire, sortklædte vejvisersker bevægede sig geskæftigt og husvant i gangene, utrættelige i at vise os og fortælle os om alt, hvad vi så og om dobbelt så meget til; dør efter dør åbnede de til klasseværelserne eller lærerindeboligerne, og i stueetagen viste de os den smukke aula, den eneste levning indvendig fra slottets glansperiode. På trappegangen et stort billede af dronning Louise af Preussen, »den preussiske madonna«, og et af den tyske eks-kejserinde, der jo stammede fra Augustenborg, og som de nævnede medsympati. Men deres første og sidste tanke var at få Dannebrog hejst på slottet. Før kunne der ikke leves videre i den bygning. En betegnende instruks til de unge lærerinder, som før gik på seminariet, og som næsten alle var tyske, lød således, at hvis man på legepladsen overraskede børn i at tale dansk, skulle det meldes til bestyrerinden, og børnene straffes.

Nede i parken standser man overrasket ved »palæet« og forstår navnet »Eden«, som det litterære hof gav Augustenborg i gamle dage. Den lille, hvide, nyklassiske bygning ligger helt skjult, man ser ikke engang slottet derfra, og ikke en lyd fra festen nåede derhen. Fjordens vand blinker frem forenden af alléen, og høje, røde blomster vokser inde under skyggen af mægtige bøge. Man skelner en høj, det er »pulverkammeret«, en anden, det er hertugens hests grav; så er der H.C. Andersens træ med mindepladen på tysk, de tre ege, »die Schwureichen«, hvorunder, efter sagnet, Griffenfeldts fald blev besluttet, og mangt og meget andet, og parken er tæt, og jenserne havde forvildet sig dybt ind i den, da der blæstes til samling. På den indre, brolagte slotsplads holdtes der nu parade, fotografiapparater rettedes ind på os allevegne fra, og ned gik det gennem hovedgaden under fuld musik. De gamle huse lå som det nydeligste supplement til slottet, med store stentrapper bygget ud over toppede, græsomgroede brosten, udskårne rokokodøre, dørhammere, små ruder, slyngroser, teglstenstage. Gennem hulveje overlandsbyen Bro, uden om fjorden, gik det så hjem.

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.

Laanekasse for de sønderjydske Landsdele
Anordning No. 112 af 14. Maj 1920:
1. Der oprettes en Laanekasse for de sønderjydske Landsdele i første
Afstemningszone.
2. Til Raadighed for denne Kasse stilles et Beløb af 10 Mill. Kr., som
udbetales efterhaanden af den danske Statskasse efter Kassens Behov.
3. Stk. 1. Kassen forvaltes af en Bestyrelse, hvis Formand og Medlemmer
udnævnes af Administrator. Vederlag for Bestyrelsen fastsættes af
Administrator.
Stk. 2. Ved hver Maaneds Udgang aflægger Kassens Bestyrelse Beretning
til Administrator, der i øvrigt til enhver Tid kan kræve saavel mundtlig
som skriftlig Meddelelse om Virksomheden.
4. Stk. 1. Kassens Opgave er at yde Driftslaan til handlende, næringsdrivende
og Landbrugere, der som Følge af Krigen, Markens Kursfald eller andre i Forbindelse med de forventede Ændringer i Statstilhørsforholdet staaende Omstændigheder ikke raader over eller ad anden Vej kan skaffe sig tilstrækkelig Driftskapital til Grundlæggelse eller Opretholdelse af deres økonomiske Virksomhed. Laanesummen kan som Regel ikke overskride et Beløb af 10.000 Kr.
Stk. 2. Under Godkendelse af Administrator fastsætter Kassens Bestyrelse et Regulativ, der skal indeholde de nærmere Regler for Laanenes Størrelse,
Rentefoden, Afdragstiden og de øvrige Vilkaar samt Betingelserne for Laanenes Tilbagebetaling.
5. Laanene forrentes med 4 % aarlig og afdrages i Løbet af indtil 10 Aar. Dog kan Laan ydes rente- og afdragsfrit i højst 3 Aar.
6. Kassens Udlaansvirksomhed ophører med Udgangen af Finansaaret 1921-22.
7. Alle i Anledning af denne Anordning udstedte Gældsbeviser kan skrives paa ustemplet Papir, ligesom Tinglæsning (Grundbogsnotering) kan ske uden Gebyr.
8. Denne Anordning træder straks i Kraft.

Note: Det af Statsministeriet nedsatte Kroneudvalg havde i Foraaret 1920 udarbejdet et Forslag til Oprettelse af en Laanekasse for Nordslesvig og havde fremsendt dette til Rigsdagspartiernes sønderjydske Udvalg. Da man nu blev nødsaget til allerede inden Genforeningen at indføre Kronemønt i Sønderjylland, oprettede man samtidig gennem ovennævnte Anordning en Laanekasse og benyttede hertil det af Kroneudvalget udarbejdede Lovforslags Tekst. Lovforslaget blev senere stadfæstet som Lov Nr. 296 af 28. Juni 1920.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, II, 1937.

CIS
Valutaregulerings-Raad i 1. Zone
Anordning No. 111 af 14. Maj 1920:

1. For at forberede Oprettelsen af Udligningskassen til Brug for den efter Genforeningen med Danmark stedfindende Valutaregulering i de sønderjydske Landsdele nedsættes et Raad med Sæde i Haderslev.
2. Det paalægges Kredsdagene i 1. Zone inden 10 Dage efter denne Anordnings Udstedelse hver især at udvælge 2 Personer — den ene repræsenterende Landbrug og den anden repræsenterende Byerhverv — , altsaa ialt 8 Personer, til at indtræde som Medlemmer i det i § 1 nævnte Raad.
Endvidere paahviler det de 6 Hoved-Erhvervsorganisationer i 1. Zone, nemlig Organisationerne for Landboere, for Haandværkere og Industridrivende, for Handlende, for Arbejdere, for Fiskere og for Privatfunktionærer, efter Opfordring fra den danske Regerings Administrator, konstitueret Stiftamtmand Haarløv, Haderslev, inden samme Frist at udvælge hver især en Person til at indtræde som Medlem i Raadet.
Valgbare er alene Personer, der siden 1. Januar 1914 har haft Hjemsted i 1. Zone.
3. Det paalægges Kredsdagene og Erhvervsorganisationerne umiddelbart efter det i Henhold til § 2 stedfundne Valg at indsende Meddelelse om dettes Resultat til den danske Regerings Administrator. Naar dennes Godkendelse af Valgene foreligger, vil Raadet kunne indkaldes til Møder.
4. Denne Anordning træder i Kraft straks.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, II, 1937.

CIS
Dansk Mønt i 1. Zone
Anordning No. 110 af 14. Maj 1920:

1. I de af Danmark besatte sønderjydske Landsdele bliver fra 20. d. M. at regne den danske Møntlovgivning gældende, saaledes at dansk Mønt bliver lovligt Betalingsmiddel Mand og Mand imellem, hvis der ikke ved en Forpligtelses Indgaaelse i tysk Mønt er taget udtrykkeligt Forbehold om, at den skal kunne kræves fyldestgjort i tysk Mønt.
Ligeledes bliver dansk Mønt lovligt Betalingsmiddel ved de offentlige Kasser.
2. Til Brug ved Omregning fra tysk til dansk Mønt bestemmes der
straks af den internat. Komm. i Forbindelse med Administrator for Ind- og Udbetalinger ved de offentlige Kasser en Omregningskurs. Denne fastsættes efter den paa Københavns Børs officielt noterede Avista Kurs for Reichsmark og ændres efter denne, saa ofte det af de nævnte Myndigheder findes nødvendigt.
Ved Betalinger Mand og Mand imellem gælder Betalingsdagens Kurs efter denne Notering.
3. Indtil videre kan, hvis der ikke forinden træffes anden Bestemmelse af de nævnte Myndigheder, og hvis ikke andet udtrykkeligt er vedtaget af Parterne, tysk Mønt anvendes som lovligt Betalingsmiddel efter den nævnte, paa Københavns Børs stedfindende Kursnotering.
4. Denne Anordning træder straks i Kraft.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, II, 1937.

Den danske gesandt i Paris, Bernhoft, sendte den 14. maj 1920 følgende telegram til det danske udenrigsministerium

I [Ambassadør-J Raadets Møde i Dag foreslog Formanden at høre Claudel angaaende hans Linie, hvilket afsloges; dermed er enhver Udsigt til den sydlige Grænse bortfaldet. Med Claudels og Marlings Bistand gennemgik man derpaa Udkastet til Overdragelses-Traktaten.
Ifølge Meddelelse fra Claudel vil ingen blive hørt, hverken dansk eller tysk. Næste Møde den 19.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, II, 1937.

Den mellemslesvigske Delegation medførte ved sin Ankomst til Paris 14. Maj 1920 følgende af Prof. Vinding Kruse forfattede Aktstykker. Traktaten gengives her, mens begrundelsen er gengivet i forrige opslag.

Forslag til Traktat om Internationalisering af Flensborg og Mellemslesvig
§ 1. Af Flensborg og Mellemslesvig indenfor de i § 2 fastsatte Grænser oprettes en fri og strengt neutral Stat under Navn af »Den Mellemslesvigske Fristat«.
Denne Fristat staar under Protektorat af Folkenes Forbund.
Der maa ikke indenfor Fristatens Omraade oprettes Befæstningsanlæg af nogen Art. Fristaten maa hverken holde Hær eller Flaade, men kun dentil Ordenens Opretholdelse fornødne Politistyrke.
§ 2. Grænserne for Den Mellemslesvigske Fristat fastsættes efter Forslag af den i Versailles-Fredstraktaten af 28. Juni 1919 Art. 109 nævnte internat. Komm., med Fastsættelse i Terrænet i Overensstemmelse med samme Traktats Art. 111. Efter den stedfundne Afstemning i den i Traktatens Art. 109, Nr. 3 angivne Zone kan Fristatens Nordgrænse ifølge samme Bestemmelse Nr. 3, 2. Punktum, jfr. Art. 110, kun falde sammen med eller drages sydligere end den i nævnte Bestemmelse angivne Grænselinie mellem de to Afstemningsomraader.
§ 3. Fristatens øverste administrative Myndighed er en Generalkommission, bestaaende af 3 Medlemmer, hvoraf Præsidenten udnævnes af Folkenes Forbund, 1 Medlem vælges af den danske og 1 Medlem af den tyske Gruppe af den i § 4 nævnte Repræsentation.
Generalkommissionens Afgørelser træffes ved Stemmeflerhed. Den bestemmer selv sin Forretningsgang og Sagernes Fordeling mellem sine Medlemmer.
Generalkommissionen ansætter og afskediger alle Statsembedsmænd og udøver alle de Beføjelser, der ifølge den i Fristaten hidtil gældende Lovgivning er henlagt til Statsoverhoved eller Ministerier.
Alle Valg eller Udnævnelser af højere kommunale Embedsmænd skal approberes af Generalkommissionen.
§ 4. Den lovgivende Myndighed er hos Generalkommissionen i Forening med en Repræsentation, bestaaende af 15 Medlemmer. De 14 vælges af Befolkningen, saaledes at 7 vælges af den danske Nationalitetsgruppe, 7 af den tyske Nationalitetsgruppe; desuden vælges af de nævnte 14 Medlemmer med absolut Flertal en Formand for 2 Aar; i Mangel af absolut Flertal udnævnes Formanden af Generalkommissionen. Genvalg kan finde Sted.
Til Vedtagelse af Love kræves, at et Flertal af Generalkommissionen og af Repræsentationen har stemt derfor.
Bestemmelser til Gennemførelse af det første Valg til Repræsentationen gives af den af Folkenes Forbund udnævnte Præsident for Generalkommissionen efter Samraad med Repræsentanter for den danske og tyske Nationalitetsgruppe.
For de derefter følgende Valg gives nærmere Regler i en særlig Valglov, der navnlig ogsaa skal træffe Bestemmelser til Sikring af en absolut fri og hemmelig Afstemning og til offentlig Autorisering af to Partibestyrelser til Nominering af Kandidater.
§ 5. Den dømmende Myndighed er hos Domstolene; foruden Underretter i nærmere afgrænsede Distrikter oprettes der en Overret i Flensborg, bestaaende af 3 Medlemmer.
Naar Sagsøger og Sagsøgt i den enkelte Retssag er enige om, hvilket Sprog der skal anvendes under Sagen, er dette Sprog Retssprog. I modsat Tilfælde er Retssproget det Sprog, som Sagsøgte vælger.
§ 6. Alle offentlige Skoler er Statsskoler; samtlige disses Lærere ansættes af Generalkommissionen. Undervisningen foregaar i det Sprog, som Flertallet af Beboerne i det paagældende Distrikt bestemmer; der skal samtidig fra Skolens Side gives Adgang til Undervisning i det andet Sprog; men Deltagelse i denne Undervisning er en frivillig Sag og bestemmes af Elevernes Forældre.
Det staar enhver frit at oprette private Skoler, hvis Undervisning i det ene eller begge Sprog bestemmes af Skolens Ledere.
Samtlige Lærebøger, hvad enten de anvendes i offentlige eller private Skoler, skal autoriseres af Generalkommissionen.
Al national Propaganda i Skole, saavelsom i Kirke, er forbudt. Overtrædelse heraf medfører Embedsfortabelse.
§ 7. Enhver Art og enhver Form for Boycotting af Nationalitetsgrunde er forbudt. Overtrædelse heraf medfører foruden Erstatningsansvar Straf af mindst 1 Aars Fængsel.
§ 8. Generalkommissionen og Repræsentationen udarbejder et nærmere Forslag til en Forfatningslov for Fristaten indenfor de i de foranstaaende §§ 1-7 fastsatte Rammer. Forfatningsloven skal approberes af Folkenes Forbund og stilles under Garanti af dette.
§ 9. Fristaten har eget Handelsflag, hvis Farver efter Indstilling af Generalkommissionen og Repræsentationen bestemmes af j[in blanco i Udkastet].
§ 10. Ved nærværende Traktats Ikrafttræden mister de, der 1. April 1920 havde fast Bopæl indenfor det i § 2 nævnte Territorium, ipso facto deres tyske Statsborgerforhold og bliver Statsborgere i Den mellemslesvigske Fristat.
M. H. t. Optionsretten og de Opterendes Rettigheder og Pligter finder Reglerne i Versailles-Fredstraktaten af 28. Juni 1919 Art. 106 tilsvarende Anvendelse.
§ 11. M. H. t. Fristatens Overtagelse af en Del af de finansielle eller andre Forpligtelser, som paahvilede Tyskland og Preussen pr. 1. Aug. 1914, og m. H. t. Overtagelsen af Ejendomme og Besiddelser, tilhørende Tyskland og Preussen, finder Reglerne i Versailles-Fredstraktaten af 28. Juni 1919, Art. 254, 255 og 256 Anvendelse.
§ 12. De Skibe, hørende til Fristatens Territorium, der skal udleveres af Tyskland i Henhold til Versailles-Fredstraktaten af 28. Juni 1919, Art. 236, jfr. Tillæg III, overdrages Fristatens Regering som Tillidsmand for den internationale Skadeserstatningskommission. Fristatens Regering forpligter sig til at disponere over nævnte Skibe paa den Maade, som Erstatningskommissionen maatte bestemme efter at have undersøgt de Krav, som maatte blive fremsat i Henhold til Fredstraktaten af 28. Juni 1919, Del 8, Tillæg II, § 20.
§ 13. Fristaten har Toldgrænse tilfælles med den danske Stat. Det skal ved særlig Aftale mellem Fristaten og den danske Stat nærmere fastsættes, hvilken forholdsmæssig Del af de samlede Toldindtægter og de andre indirekte Forbrugsafgifter, der efter Fristatens Befolknings Størrelse og dens Territoriums kommercielle Betydning i Forhold til den danske Stats Befolknings Størrelse og dens Territoriums Betydning skal udbetales Fristaten af den danske Stat til delvis Bestridelse af førstnævnte Stats Udgifter.
Den danske Stat overtager, saalænge den nævnte Toldenhed mellem de to Stater bestaar, Administrationen af Fristatens Jernbane-, Post- og Telegrafvæsen.
En forholdsmæssig Deling af muligt Over- eller Underskud af de nævnte Forvaltningsgrene bestemmes ligeledes ved særlig Aftale mellem de to Stater.
Der skal — ligeledes saalænge Toldenheden bestaar — ved særlig Konvention mellem de to Stater bestemmes en fælles Møntfod for Staterne.
§ 14. Den danske Stat paatager sig Fristatens diplomatiske Repræsentation overfor Udlandet, Beskyttelsen af Fristatens derboende Borgere og Ledelsen af dens udenrigske Anliggender, uden nogen Bekostning for Fristaten.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, II, 1937.

Den mellemslesvigske Delegations Internationaliserings-Plan

Den mellemslesvigske Delegation medførte ved sin Ankomst til Paris 14. Maj 1920 følgende af Prof. Vinding Kruse forfattede Aktstykker. Begrundelsen gengives her, mens selve planen gengives i næste opslag.

Henvendelse til CIS og til de allierede Magters øverste Raad
Medens den i Flensborg og Mellemslesvig virkelig hjemmehørende, indfødte tyske Befolkning under den i Fredstraktatens Art. 109 hjemlede Afstemning i det hele og store forholdt sig paa samme værdige og stilfærdige Maade som den danske Befolkning, viste det store, under Tvangsfortyskningens Periode indvandrede preussiske Befolkningselement — derunder ogsaa de paa selve Afstemningsdagen sydfra tilstrømmende Masser — en saadan Optræden, at Afstemningen blev en Karrikatur af den frie og hemmelige Afstemning, som Fredstraktatens nævnte Art. 109 fastslog som bærende Forudsætning for en Afstemnings Gyldighed.

Paa Grund af de Særegenheder, der synes uadskillelig forbundet med det preussiske Folkenaturel, viste hele den indvandrede preussiske Befolkning baade før og under Afstemningen en saadan Hensynsløshed, Paagaaen hed og Samvittighedsløshed i Valget af Midler, ligegyldig hvilke, at store Dele af den jævne indfødte danske og tyske Befolkning dels blev — direkte eller indirekte — truet og skræmmet fra at stemme efter deres inderste Overbevisning og dels ved adskillige Forfalskninger blev saaledes stillet, at deres Stemmer ikke kom til at gøre sig gældende med den rette Vægt, og alt dette til Trods for, at der fra den internat. Komm.s Side blev gjort alt, hvad der indenfor den korte Tidsfrist stod i dens Magt at gøre for at sikre en retfærdig Afstemning.

Men da det saaledes uden den ringeste Overdrivelse og med fuld Sikkerhed maa siges, at Afstemningen 14. Marts ikke havde den »frie, oprigtige og hemmelige« Karakter, som Fredstraktatens Art. 109 udtrykkelig og bestemt forudsatte, er det efter selve Fredstraktatens Indhold og Aand givet, at der ikke kan tillægges dette Vrængbillede af en Afstemning den Betydning, som Art. 110 gik ud fra.

Den anden Faktor, som Fredstraktaten af 28. Juni 1919 tillægger Betydning foruden Afstemningen, er jo de geografiske og økonomiske Forhold.

Disse Forhold vilde selvfølgelig overhovedet ikke være nævnt i Fredstraktatens Art. 110 som selvstændig Faktor, hvis de ikke i vigtige Tilfælde kunde tænkes at medføre en væsentlig anden Ordning af Grænseforholdene end den, Afstemningsresultatet som saadant vilde medføre. Hvis det rent økonomisk maatte vise sig livsvigtigt for en Kommune, derunder en Bykommune, i 2. Zone at dele Skæbne med 1. Zone, saa medfører selve Fredstraktatens Ord, at en saadan Kommune ved Grænseordningen tilfalder det Land, som den økonomisk nødvendig hører sammen med, selv om Afstemningen viser i en anden Retning.

Nu er det for den objektive Sandhed saa heldigt, at alle, baade tyske og danske, er aldeles enige om, at det for Bykommunen Flensborgs hele Økonomi og Erhvervsliv er livsvigtigt, at den ikke skilles fra sit nordlige Opland i 1. Zone, ligesom det vilde være en ganske upraktisk Ordning, om Flensborg ikke kom til at beherske begge Fjordens Bredder.

Da det saaledes efter selve Fredstraktatens Art. 110 er en Nødvendighed, at Flensborg ikke skilles fra sit nordlige Opland og den nordlige Fjordbred, og da det endvidere efter samme Fredstraktats Art. 109, 3. Stk. er fuldkommen udelukket, at
nogen Del af 1. Zone og dermed den nordlige Fjordbred kan komme til at tilhøre nogen anden Magt end Danmark, som Zonen i sin Helhed har stemt for, saa er det en praktisk og logisk tvingende Nødvendighed, at Flensborg og den sydlige Fjordbred tildeles Danmark. Og paa samme Maade er det en Nødvendighed, at visse andre Dele af 2. Zone, nemlig en Del Kommuner i Vest, der naturligt hører sammen med Tønder og Omegn, ligeledes udskilles af 2. Zone og tildeles Danmark.

Det vil saaledes ikke kunne bestrides, at den internat. Komm. og de Allieredes øverste Raad har fuldstændig og sikker Hjemmel i selve Fredstraktatens Aand og Bogstav til at indlemme Flensborg og andre lignende Kommuner i 2. Zone, der økonomisk paa det nøjeste er knyttet til 1. Zone, i den danske Stat, og at de har Hjemmel hertil, selv om Afstemningen i disse Kommuner havde haft en tilforladelig Karakter. Men kommer saa yderligere hertil, at Afstemningen ganske savnede denne Karakter, bliver de andre Hensyn, de geografisk-økonomiske, saa meget des vægtigere.

Vi henvender os altsaa til den internat. Komm. og de Allieredes øverste Raad med den Bøn, at denne nødvendige Indlemmelse maa ske Fyldest.

Herved vil ikke blot opnaas den i økonomisk Henseende mest tilfredsstillende
Grænse, men ogsaa den nationalt mest retfærdige Grænse. Thi ved den vil i Hovedsagen kun saadanne Egne komme til Danmark, som ved Afstemningen i 1867, før Tvangsfortyskningens Periode, stemte dansk, og som den Gang vilde være tilfaldet Danmark, hvis Preussen havde overholdt Pragfredens § 5.

Hvis en saadan Indlemmelse ikke skulde blive fuldbyrdet, ønsker vi imidlertid for alle Tilfældes Skyld subsidiært at bede den internat. Komm. og de Allieredes øverste Raad om ialtfald under ingen Omstændigheder at udlevere os til Preussernes Forfølgelse og Hævn ved at indlemme Flensborg og Mellemslesvig i Tyskland, men at sikre os en menneskelig Tilværelse paa den eneste mulige Maade, hvorpaa den kan sikres, hvis vi ikke tildeles Danmark, nemlig ved at gøre Flensborg og Mellemslesvig til en international, strengt neutral Fristat, der ikke staar under Tysklands, men alene under Folkenes Forbunds Overhøjhed og Beskyttelse.

Udleveres vi derimod til Tyskland, vil ingensomhelst Garantier paa Papiret kunne sikre os imod den mest hensynsløse preussiske Forfølgelse og Hævn.

Vi taler her af Erfaring; og det er Erfaring i dybeste og bitreste Forstand. Gennem 56 Aars Undertrykkelse og Forfølgelse veed vi med Sikkerhed, at ingensomhelst højtidelige Forsikringer i Traktater og ligesaalidt højt klingende Fraser om Friheder i en tysk Forfatning vil kunne sikre os og vore Børn mod den mest hensynsløse og systematiske, i Dagliglivets Enkeltheder gaaende Forfølgelse. Bestandig vilde de tyske Myndigheders Praksis komme til at staa i den mest skærende Modsætning til Traktaternes og Forfatningernes Løfter.

Den eneste reelle og effektive Maade at sikre os og vore Efterkommere paa vil derfor, hvis man ikke indlemmer os i Danmark, være som nævnt at gøre os til frie Borgere i en fuldstændig fri, af Tyskland uafhængig Stat, og saavel i dennes Administration som i dens lovgivende Forsamling at give det danske og det tyske Befolkningselement lige Ret, altsaa lige mange Stemmer.

Vi maa bestemt hævde, at Oprettelsen af en saadan international Fristat af Flensborg og Mellemslesvig ikke er uforenelig med Fredstraktatens Artikler 109 og 110. Thi naar den internat. Komm. og de Allieredes øverste at gøre det mere: at tildele Danmark Flensborg og det væsentligste af Mellemslesvig, saa kan de ogsaa gøre det mindre: at internationalisere det samme Omraade. Kommissionen og de Allieredes øverste Raad maa ifølge disse Artikler kunne drage Grænsen mellem Danmark og Tyskland saavel direkte eller umiddelbart som indirekte eller middelbart ved Etableringen af et neutralt Bælte imellem de to Stater.

Vi tillader os da i Forbindelse med denne Henvendelse at fremsætte for den internat. Komm. og de Allieredes øverste Raad et positivt Forslag til Internationalisering af Flensborg og Mellemslesvig [se næste indlæg, red.]

Forslaget gaar ud paa Oprettelsen af en international, strengt neutral Fristat (Forslagets §§ 1 og 2 ). I denne Fristats øverste administrative Styrelse saavelsom
i dens lovgivende Myndighed sikres der det danske og det tyske
Befolkningselement en lige stor Indflydelse (Forslagets §§ 3 og 4 ). Som ovenfor fremhævet, er en saadan lige stor Repræsentation en absolut nødvendig Betingelse for at sikre den ene Nationalitet mod Undertrykkelse fra den anden Nationalitets Side. Men ved en saadan stadig ligevægtig Repræsentation opnaas tillige, at der sættes Bom for al national Agitation og Ophidselse.
Thi naar det én Gang for alle er givet, at ingen af Nationaliteterne nogensinde kan opnaa en større Repræsentation i Administration og Lovgivning end den anden, er paa Forhaand al Luft taget af en national Agitation og Afstemningskamp. Der bliver nemlig herefter intet at kæmpe om af Nationalitetsgrunde.

Til yderligere at værne mod national Ophidselse og Uro er der truffet særlige Bestemmelser mod national Propaganda og Boycotting af Nationalitetsgrunde
(§§ 6, 4. Stk., og 7 ). Endvidere sikres der begge Sprog fuld Udviklingsfrihed (Forslagets §§ 5 og 6 ). Alle de her nævnte Bestemmelser anser vi for fundamentalt vigtige til Sikring af et roligt og fordrageligt Forhold mellem de to Folkeelementer.

I Henseende til Forholdet til Tysklands Gældsforpligtelser stiller Forslaget den nye Fristat gunstigst mulig; det samme gælder m. H. t. de til Fristatens Territorium hørende Skibe, som de Allierede i Henhold til Fredstraktaten vil kunne forlange udleveret af Tyskland (Forslagets §§ 11 og 12).

Det er indlysende, at en Stat af Størrelse som den her foreslaaede ikke vil kunne paatage sig saadanne Byrder i Forholdet udadtil, som ellers plejer at følge med Tilværelsen som selvstændig Stat. Efter Forslaget er Fristaten derfor fritaget for alle Militærudgifter og alle Udgifter til diplomatisk Repræsentation (§§ 1, 2. Stk., og 14).

Som fremhævet i Begyndelsen, staar Flensborg og Mellemslesvig i den nøjeste økonomiske Forbindelse og Vekselvirkning med Landet mod Nord. Uden det nordlige Opland vil Flensborgs Erhvervsliv blive lammet. Det er derfor tvingende nødvendigt, at den nye Fristat fuldtud bevarer dette Opland ved at være i Toldenhed med den danske Stat, hvoraf nødvendigvis ogsaa maa følge Møntenhed.

Det er endvidere en praktisk Nødvendighed, saalænge den nævnte Enhed bestaar, at den danske Stat paatager sig Administrationen af Fristatens Jernbane-, Post- og Telegrafvæsen (§ 13).

Den rent traktatmæssige Fremgangsmaade ved Fristatens Oprettelse vil formentlig være den, at de allierede Hovedmagter i Henhold til den dem overdragne Suverænetet over den vordende Fristats Territorium afslutter en Traktat mellem sig indbyrdes og med Danmark, hvorved Fristaten oprettes og den danske Stat næst at anerkende Fristatens Suverænetet paatager sig de i Traktatforslagets §§ 13 og 14 nævnte Pligter.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, II, 1937.

Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

Blandt vore mere rolige dage husker jeg især dengang vi havde foredrag af premierløjtnanten oppe på Dybbøl. På den grønne vold af en af de senere anlagte skanser, omtrent ved den gamle skanse 2, sad hele kompagniet. -Kalvene var blevet lige så ængstelige som nysgerrige ved vor ankomst i deres indelukke og sprang undersøgende til og fra. Når man gik op ad det stejle bjerg nede fra pontonbroen, var det umuligt at lade være med at tænke på, at det var jenser ligesom os, som i 1864 måtte op i skanserne og lade sig skyde ihjel, og som godt vidste, hvad de klavrede op til. Jeg tror, de gjorde det, ligesom vi nu ville gøre det – uden tøven og uden begejstring.

Lige overfor det forsamlede kompagni lå, på den anden side af Vemmingbund, Broagerland med Dynt mølle, ensomt arbejdende i det dystre landskab, og med Broager kirkes to dristige lybækkerspir over alle de hvide gavle i regelmæssig række i byen nedenunder. Så typisk et jysk landskab, og i stærkeste modsætning til det blide, bølgende Als. Dette vekselspil imellem de to naturer, hvoraf Danmark består, det mandlige og det kvindelige, fastlandetog ølandet, der mødes ved Alssundet, gør landskabet ualmindelig udtryksfuldt, ualmindelig dramatisk. Den kæmpemæssige kuppel, som Dybbølbjerg danner, og som behersker hele landskabet på begge sider af sundet, ville sikkert være berømt også uden sine historiske minder. – På en pløjemark så vi stenen over løjtnant Anker. Der var pløjet helt hen til den, og der hang kun en gammel, vissen krans. – Ellers betegnes gravene på lang afstand af en tårepil, og går man hen til dem, ser man næsten altid friske kranse eller blomster ved stenen. Foredraget gjorde på mig et stærkt indtryk ved den håndgribelige virkelighed, stedet gav fortællingen. Gammelmark på Broager fik nu sin uhyggelige betydning.

Der var en bræmme af blomstrende vilde roser og hyld og tjørn langs hele brinken, og nede i alle kløfterne var der et væld af blomster, hvorunder kilderne randt ned; længere nede kom de frem gennem det smaragdgrønne græs og tilsidst løb de gennem leret ud i Østersøen, der strakte sig fra klintens fod og så langt ud, øjet kunne nå. Bølgerne gled klare som glas henover skiftende bund af grønligt sand og purpurfarvet tang, og små mennesker i hvide både langt ude på havet havde travlt med at hale ind eller sled i det for at komme over til Kegnæs.

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.

Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

Den allerførste dag, da vi drog ud med fuld musik og med marinerne fra »Olfert Fischer« bag efter os, for at bekranse krigergravene ovre på Dybbøl, kom vi, oppe ved kirkealléen, forbi skolen, hvor alle skolepigerne med deres lyse, runde hoveder, myldrende og puffende, fyldte vinduerne. Pludselig gav de sig til at synge, jublende, skingrende, så vi kom ud af takt: »Den gang jeg drog af sted«. Med dette jubelskrig sprængte de langt bort for evigt alle trange og trykkende minder om »Ich bin ein Preusse, ein Preusse will ich sein«. Med dette skrig blev vi indviede til Sønderjylland; de der før havde spillet overlegne, de kom med, akkurat som den gang tropperne holdt deres indtog i København efter Treårskrigen. Til at begynde med, da de samledes ude på Vesterbro, var de kry nok og, efter soldaters vis, en smule overbærende, for enhver pris ikke betagne eller imponerede; men da de så marcherede ind mod byen, da havde også et skrig, det jubelskrig, der lød imod dem fra Københavns menneskefyldte volde, givet dem indvielsen.

Først da vi var oppe på toppen af Dybbøl og efter at have nedlagt kranse på gravene, nu med hele landet foran os marcherede ned til det, ind i hjertet af det, fik vi helt fornemmelsen af, hvad den nærmeste fremtid ville bringe. – Det var regnfuldt og pløret, og skyerne hang lavt ud over bakkerne, mens alle blade og strå glinsede af væde. Da musikken begyndte at drage ned ad bakken efterfulgt af bataillonen, sprang pludselig de rødhvide flag ud rundt omkring over stråtage og huse nede i Dybbøl by; allevegne var der flag i bevægelse op til flagknappen, vor vej fremad betegnedes med flag, der gik til vejrs, og hvor vi kom, inden de kunne nå at få det hejst, stod de med det i dørene og viftede, mens børn løb efter os med små flag i hænderne. Og gårdene, som kort forinden havde ligget hen som uddøde, var med ét slag forandrede. – Det var vor første tur, og for enhver af os blev det afgørende. Det var hjerte, der fløj til hjerte, og når vi var rigtig tæt på, så vi ofte, at de græd.

Det var i sandhed dage, hvor man spurgte sig selv, om det nu også kunne være virkelighed altsammen. Det dagligdags havde slet ingen gyldighed mere, og jenserne var ganske løftet ud af al sædvanlig form og utilbøjelige til at acceptere de mere prosaiske tider, da de igen meldte sig.

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.

Rigsdagspartiernes sønderjydske Udvalg.

Forhandlinger

Udvalgets Møde 12. Maj 1920 lededes af Landstingsmand Herman Trier, der meddelte, at Klaus Bemtsen, J. C. Christensen, Rasmus Hansen-Staunsbjerg, N. Neergaard og Gunnar Fog-Petersen var udtraadt af Udvalget. I Stedet var Folketingsmændene Jensen-Sønderup, Kirk, Søgaard, Vanggard og Niels Petersen indtraadt.

Statsminister Neergaard omtalte, at der allerede inden det nuværende Ministeriums Tiltræden var truffet Beslutning om Kronemøntens Indførelse i 1. Zone, inden Suverænetetens Overgang og inden Toldgrænsens Flytning.

Regeringen havde fortsat dette Arbejde, og Ministeren gjorde Udvalget bekendt med følgende fra den internationale Kommissions Generalsekretær Mr. Bruce til Udenrigsministeren sendte Skrivelse, dat. 9. Maj:

Skrivelsen, der forelaa paa,Engelsk, blev af Ministeren gengivet i dansk Oversættelse:

Hr. Minister.

Jeg har den Ære at underrette Deres Excellence om, at den internat. Komm. i Slesvig har anmodet mig om at henvende mig til Dem i Spørgsmaalet om Indførelse af dansk Kronemønt i 1. Zone.
Som det uden Tvivl er Deres Excellence bekendt, er den finansielle Situation i 1. Zone i den lange Periode, der ligger mellem Underskrivelsen af Versailles-Traktaten og Plebiscitets Foretagelse, blevet mere og mere alvorlig.

Da Afslutningen af den internat. Komm.s Virksomhed nærmer sig, er dette Spørgsmaal blevet stadig mere brændende, og Priserne er allerede steget til Kroneniveau over hele 1. Zone.

Dette har foranlediget betydelig Forvirring i Lønspørgsmaalet, idet Lønningerne ikke er steget i samme Forhold som Priserne, og det er endvidere vanskeligt at opretholde det nuværende System med Maksimalpriser, som stadig er fastsat i tysk Mønt. En Generalstrejke har allerede fundet Sted i Sønderborg, og Kommissionen frygter yderligere Strejker i de andre Byer i Nordslesvig.

Den internat. Komm. mener derfor, at dansk Mønt bør indføres saa snart som muligt, og jeg har den Ære at forespørge, hvorvidt den kongelige danske Regering er rede til at bistaa den internat. Komm. og forelægge den en Plan til Gennemførelse af denne Forandring.

Møntforandringen vil efter den internat. Komm.s Mening paa ingen Maade gribe forstyrrende ind i den Overenskomst, der er indgaaet mellem den danske Regering og den internat. Komm. under 29. April.

Ministeren udtalte, at Regeringen her havde faaet den officielle Opfordring, og han forelagde for Udvalget nogle kongelige Anordninger til Gennemførelse af Sagen.

Den socialdemokratiske Rigsdagsgruppe ønskede derefter følgende Forespørgsler besvarede:

1. Hvorledes lyder den internat. Komm.s Indstilling?
2. Er Ministeren bekendt med, at private Personer agter at rejse til Paris for at søge at faa Ændringer i Fredstraktaten indført, og hvorledes stiller Ministeren sig til saadanne Forsøg?

Udenrigsminister H. Scavenius gav først en Redegørelse for Regeringens Bestræbelser for at faa Afgørelsen udsat, til Regeringens Synspunkter kunde blive fremstillet og Muligheden givet en Delegation fra Befolkningen i 2. Zone for at blive hørt. Ganske vist fremgik det af de Oplysninger, man havde modtaget fra Gesandten i Paris, at der ikke var stor Sandsynlighed for, at dette vilde kunne opnaaes.

[I Telegr. af 8. Maj havde Gesandten i Paris meddelt, at Formanden for Ambassadør-Konferencen forgæves havde søgt at faa udsat Mødet. Kommissionens Grænse var af Konferencen vedtaget uden Ændring. Formanden havde forelagt Adresser fra Flensborg og Mellemslesvig samt henstillet at høre den mellemslesvigske Delegation. Men det blev afslaaet at høre saavel Danske som Tyske, idet det ikke tilkom Konferencen at foretage nye Undersøgelser i en Sag, som det var overdraget C. I. S. at udrede. Det erklæredes, at den franske Gesandt i København vilde komme for sent og ligeledes den slesvigske Delegation, og at den sidste ikke vilde blive hørt, samt at Tanken om Internationalisering ikke var gennemførlig.

I et andet Telegr. af s. D. henstillede Gesandten, om ikke den slesv. Deleg, burde søge at faa Foretræde i London. Efter at Gesandten i London var bleven underrettet om Delegationens forestaaende Ankomst, henvendte han sig i Foreign Office, hvor det imidlertid meddeltes ham, at Delegationen ikke vilde kunne hlive modtaget, men hurtigst muligt burde rejse til Paris].

Regeringen havde under 6. Maj givet Gesandten i Paris de fornødne Instruktioner om sin Stilling til Spørgsmaalet. [Se under 6. maj 1920]

Udenrigsmin. meddelte Udvalget, at Prof. Vinding Kruse som Regeringens Delegerede var afrejst til Paris for at bistaa den mellemslesvigske Delegation.

Statsministeren overlod Udvalget et Eksemplar af CIS.’s Indstilling til Ambassadør-Konferencen og udtalte derefter paa et Spørgsmaal fra socialdemokratisk Side:

Statsministeren: Ved en Internationalisering forstaar jeg en Ordning, hvorved 2. Zone, antagelig midlertidig, for et vist Antal Aar, bliver stillet under Styrelse af Folkenes Forbund, og at der efter Udløbet af dette Aaremaal foretages en ny Afstemning.

Note:

Inden Prof. Vinding Kruses Afrejse meddeltes der ham mundtlig Instruktion af Udenrigsministeren.

Ved Skrivelse af 8. Maj underrettedes Gesandterne i Paris og London om Instruktionens Indhold: Vinding Kruse udsendtes som Delegeret for den danske Regering. Hans Opgave bestod i at støtte Delegationen fra 2. Zone i dens Bestræbelser for Opnaaelse af Internationalisering og danne Bindeled imellem Delegationen og Gesandtskabet i Paris. Dette maatte forstaas saaledes, at der lagdes Vægt paa et intimt Samarbejde mellem ham og Gesandten, der som Landets Repræsentant maatte have Ledelsen i sin Haand.

Vinding Kruse var ikke i Lighed med de allerede i Paris værende Sagkyndige attacheret Gesandtskabet i Paris, og han var i Konsekvens deraf bemyndiget til at rejse til London, dersom han maatte anse det for fornødent.

I Anl. af den ovenf. omtalte Henstilling fra Gesandten i Paris, anmodede Udenrigsmin. 10. Maj telegrafisk den danske Gesandt i London om at søge opnaaet en Samtale med Udenrigsministeren for at forklare ham den Betydning, Sagen havde for Danmark. Det maatte anses for ønskeligt, at Delegationen fra 2. Zone paa Gennemrejsen gennem London blev modtaget i Foreign Office, og Gesandten anmodedes om at søge opnaaet, at der blev givet Delegationen Foretræde for rette Vedkommende.
Efter at Prof. Vinding Kruse 12. Maj var ankommet til Paris, havde han sammen med den danske Gesandt en Konference med en af Direktørerne i det franske Udenrigsministerium (Jules Laroche), der havde haft det slesvigske Spørgsmaal til Behandling. Direktøren meddelte dem, at Sagen i Realiteten var afgjort, idet Ambassadør-Konferencen ikke havde kunnet gøre andet end følge den internat. Komm.s Flertal, bestaaende af Sir Charles Marling — der som Formand havde den afgørende Stemme — og Sydow, og ligesom dette Flertal vedtage den Clausen’ske Linie.
Denne Grænseafgørelse laa saaledes fast, og der forefandtes allerede et fuldt udarbejdet Udkast til Traktat til nærmere Ordning af hele og tilføjede, at det sikkert vilde blive vedtaget i næste Møde i Ambassadørraadet, 14. s. M.

M. H. t. Muligheden for en Internationalisering af 2. Zone udtalte han, at denne Tanke, saavidt han vidste, ikke vilde finde stærk Støtte i Frankrig.

Internationalisering faldt udenfor Fredstraktaten, hvis Art. 109 og 110 var klare. Som Forholdene laa, var der intet mere at gøre.

Alligevel gjorde Prof. Vinding Kruse Forsøg paa i alt Fald at faa den endelige Afgørelse udsat noget, og da England vilde faa det afgørende Ord, søgte han Foretræde hos den britiske Repræsentant ved Ambassadør-Konf., Lord Derby, med hvem det ogsaa lykkedes ham 13. Maj (Kristi Himmelfartsdag) at opnaa en Samtale.

Om Hovedindholdet af denne Samtale indberettede den danske Gesandt telegrafisk s. D. og ved Depeche af 17. Maj: Lord Derby erklærede straks overfor Professor Vinding Kruse, at selve Grænsen kunde der ikke rokkes ved; den var allerede fastlagt i Overensstemmelse med Kommissionens Flertalsindstilling, og han h avde allerede modtaget sin Regerings Godkendelse af Kommissionens Grænse, saaledes at dette Spørgsmaal var afgjort.

Derimod syntes Professoren at have vakt Lordens Interesse ved at fremstille, at man kun kunde skaffe det danske Mindretal i 2. Zone en virkelig Beskyttelse ved at unddrage det den tyske Statsstyrelse gennem Oprettelsen af en mellemslesvigsk Fristat. Efter at have gennemlæst den skriftlige Fremstilling af dette Forslag erklærede Lord Derby, at han vilde sende dette Aktstykke til Foreign Office med Kurér og samtidig direkte introducere Professoren hos Lord Curzon.

Straks efter sin Samtale med Lord Derby rejste Vinding Kruse Fredag 14. Maj til London for ogsaa dér at virke for Sagen.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, II, 1937.

Min bedstefar, bagermester Peter Marius Petersen (10.07.1877-29.07.1952) fra Bevtoft, blev uddannet som dragon ved Magdeburg Dragonregiment nr. 6 i Niederhafen fra 1897-1900, hvorefter han kom til at stå i Reserven.

Han blev således indkaldt til krigstjeneste den 4. august 1914. Hans regiment, Magdeburg Dragonregimentet nr. 6, blev straks sendt til Vestfronten i Frankrig via Belgien. I 1915 blev regimentet overført til kampene på Østfronten, hvor det stod helt nede ved Sortehavet, da der den 3. marts 1918 blev indgået en fredsaftale mellem Tyskland og det nye sovjetstyre i Rusland. Meget tyder på, at regimentet – som ikke blev overført til Vestfronten – selv måtte finde ud af at komme hjem til kasernen i Rendsborg.

Desværre er brevene fra min bedstefar til min bedstemor i Bevtoft forsvundet. Men han skrev også breve til sin storesøster Cathrine Schmidt, der var gift med Jes Hansen Schmidt på “Vojensgård”. Bl.a. skriver min bedstefar i et brev fra november 1915 om, hvor strengt de lider af kulde og hunger i Serbien. Det allerværste for min bedstefar og hans soldaterkammerater var dog at se, hvordan den civile befolkning led. Han skrev: “Det lille Serbien er nu næsten tilintetgjort”. En meget tankevækkende – ja, nærmest uhyggelig – melding fra et øjenvidne på stedet!

PS: I virkeligheden var Serbien måske det land i Europa, der blev hårdest ramt under Den Store Krig 1914-1918: Ifølge Gyldendal – Den Store mistede godt hver tredje af den mandlige befolkning mellem 18 og 45 år livet under krigen. Den Frie opgiver antallet af civile dræbte i Serbien til 950.000, hvilket er et uhyggeligt højt tal i forhold til landets størrelse.

Hvordan forløb “vejen hjem” for de soldaterne i Magdeburg dragonregiment nr. 6?

Som alle, der selv havde oplevet krigens rædsler, fortalte min bedstefar ikke om sine “krigsoplevelser”, der gav ham traumer for resten af livet. Men han fortalte til os børnebørn om, hvordan han og hans soldaterkammerater selv måtte finde hjem til Sønderjylland fra Sortehavet, da krigen sluttede dernede i foråret 1918.

Det blev en meget lang rejse på omkring 2.000 km op gennem det krigshærgede Europa, hvorunder soldaterne bogstaveligt talt måtte arbejde for føden undervejs. Som ridende ordonnans havde han sin elskede hest med hele vejen hjem. Hesten har sikkert også gjort nytte under det forefaldne arbejde for bl.a. bønderne.

Det er i sig selv en god historie. Men jeg mangler i højeste grad detaljer om bl.a.:

• Hvilken rute fulgte soldaterne fra Magdeburg Dragonregiment nr. 6 op gennem det krigshærgede Europa?
• Hvilke “oplevelser” havde soldaterne på den lange vej op gennem Europa?
• Holdte regimentet sammen hele vejen hjem? Eller kom de i små grupper til kasernen i Rendsborg, hvor jeg ved, at min bedstefar afleverede sin hest for derefter at gå de sidste 120 km hjem til Bevtoft.

Jeg kender ikke den nøjagtige dato for, hvornår min bedstefar var helt hjemme i Bevtoft. Men det må have været mod slutningen af 1918. I øvrigt var min bedstefar meget aktiv op til og under Afstemningen den 10. februar 1920. Til den største fest, der nogensinde har været i Bevtoft Forsamlingshus, bagte han 65 Store Kringler og 111 Torter samt andet bagværk. Og intet blev levnet af de 400 deltagere, der kunne fejre, at 97 % stemte dansk i Bevtoft sogn samtidigt med, at hele Sønderjylland stemte sig tilbage til Danmark.

Det er mit håb, at nogen ligger inde med flere oplysninger om Magdeburg Dragonregiment nr. 6. Herunder specielt, hvordan regimentet fik sig “arbejdet hjem”, da Tysklands krigsindsats sluttede på Balkan i foråret 1918.

Jeg kan kontaktes på mail mogens.ladegaard@gmail.com eller telefon 23 74 97 47

Med mange hilsner fra

Mogens  Ladegaard
Vesterbakken 14
Grejs
7100 Vejle

Edvard Abel Weigel var sergent og skriver ved Sønderjysk Kommandos II. Bataljon, der i maj 1920 skulle til Tønder og forberede Danmarks overtagelse af 1. zone.

Nu kom der gang i alt, fra Kolding kom Søm, Glas og Kit og Vindueshasper, Mandskab havde vi nok af så alt blev ordnet i Løbet af et par dage.

Værst var det med køkkenet. Så vi levede ved konserves, den eneste forandring var dåsernes åbning, en dag fra neden, en fra siden og en dag fra oven, det hang os langt ud af halsen.

Husk alt var på kort, både i Danmark og i Sønderjylland, hvor de tilmed intet havde at rationere.

Den tyske mark faldt dag for dag, særlige penge blev indført og trykt i 1’Zone (Plebecil) men Marken var stadig brugbar.

Oberstløjtnant og Adjudant red ud hver dag og søgte efter et sted, hvor vi kunne få et måltid rigtig mad.

Så en dag kom der en stor Lastvogn til hver Garnison, som skulle hente Naturalier (Kød, Fisk og Købmandsvarer i Esbjerg og Kolding). Vi skulle hver morgen pr. radio opgive styrken til Mad to dage forud, den skulle så afhentes dagen før, Vognene skulle standse ved den gamle grænse og efterses af Tolden, (Grænsens åbning fandt først sted den 12’ juni, da Kongen red over Grænsen). Breve og Pakker til Styrken skulle afleveres og hentes på Bataillons-kontoret, der var postkontor og alt skulle stemples af mig med et særligt stempel.

Ingen kunne rejse eller komme til os. Spiritus var forbudt at indføre. Postevand var bedre end en tysk Bajer.

En dag Chefen havde dårlig mave blev vores motorordonnans sendt ind og skulle skaffe en flaske Snaps, før måtte han ikke komme hjem.

Han fik én, vi slikkede os om munden alle fire (Chef, Adjudant, Skriver og Hjælpeskriver). Nu skulle der være fest i Gaden. Messetjeneren (Ordonnansen, Sognefogdens Søn fra Lem) serverede middagen: Labskovs og dertil et glas vand og så en snaps som vi alle syntes havde en lidt underlig lugt. Vi nippede til den, den smagte af Karbid og var ikke til at drikke. Sorg over hele Linien.

Hvad der blev udgydt af jammer er ikke til at skrive, men i Postmesterens Hjerne (undertegnedes Hjerne) begyndte det at dæmre tanken.

Næste dag fik Hjalmar (vores Chauffør) et forseglet brev til Chefen for Udleveringen i Kolding. Brevet fik han i sin strømpe nede i foden og så sin støvle på. Pengene havde han i den anden støvle (Husk alt skulle efterses af tysk og dansk told ved Kongeågrænsen).

Vi talte om hvordan han skulle komme over Grænsen på tilbageturen, det skulle han nok ordne. Det ordnede han i Vonsild, så da han kom til Grænsen, råbte han: ”Gå væk. Jeg kan ikke bremse.” Tolderne sprang væk og Hjalmar kørte til Christiansfeld, hvorfra han telefonerede til Grænsen, at han var ved smeden og få den i orden og om han skulle komme tilbage. Det skulle han ikke, men sørge for hans vogn var i orden,

Den dag og indtil senere måtte vores Hjælpeskriver servere Maden og åbne kassen som stod i mit skab. Fra den dag blev der spist på Jacobsens og mit værelse. Ah! Blev der sagt og set på hinanden med et stort Smil, men ingen spurgte. Senere kaldte Chefen på mig: ” Ja jeg vil kun sige. Tak for mad.” og rakte med den ene Hånd 10 kr. og afværgede med den anden, som han ville sige: ”Sig ikke noget.”

Privateje. Gengivet med venlig tilladelse af Ebbe Ottosen

Arbejderorganisationerne til C. I. S.

Paa et Møde i Flensborg 9. Maj 1920 af Repræsentanter for samtlige Arbejderorganisationer (»Arbeiterschaft«) i Flensborg og Nordslesvig vedtoges følgende Res., stilet til C. I. S.

Det Møde af Repræsentanter for den samlede Arbejderklasse i Flensborg og Nordslesvig, som holdes 9. Maj i Flensborg, kræver Selvbestemmelsesret for den nordslesvigske Befolkning for at gøre Ende paa den nationale Ophidselse, de politiske Rivninger og den økonomiske Nødstilstand.

Vi afviser paa det bestemteste og vil med alle Midler bekæmpe ethvert Forsøg paa en ny Ophidselse af den tysk-danske Grænsebefolkning, fra hvilken Side og i hvilken Form det end maa komme.

Vi forlanger, at den Folkevilje, der har lagt sig for Dagen ved Afstemningen, bliver respekteret som det i Fredstraktaten fastsatte Grundlag for Fastsættelsen af Grænsen og uforfalsket bliver gennemført, saa at Basis for enhver Irredenta paa Forhaand fjernes.

Vi kræver, at den tysk-danske Grænse straks fastsættes efter Befolkningens Ønske paa Grundlag af Fredstraktaten (Art. 109) xom et første Forsøg paa en sand Gennemførelse af Folkenes Selvbestemmelsesret.

Imidlertid hæmmes Saneringen af de økonomiske og politiske Forhold i 1. og 2. Zone, saa længe denne Afgørelse forhales. Vi kræver derfor, at man gengiver Befolkningen den fulde økonomiske og politiske Selvbestemmelse, som kun kan træde i Virksomhed, hvis den internat. Komm. og Besættelsestropperne trækkes tilbage.

Slesvig-Holstener-Forbundet til C. I. S.

Forbundet indgav 8. Maj 1920 til C. I. S. følgende Skrivelse med 36.000 Underskrifter samt senere en Tillægserklæring af lignende Indhold med yderligere 31.000 Navne

Vi har ved Afstemningen af 14. Marts bevist, at vi er Tyske og ogsaa vil blive ved Tyskland.

Vi tilbageviser med Harme alle Forsøg fra Danmarks og visse Krigsspekulanters (»Gullaschfolk«s) Side paa alligevel at udlevere os til Danmark eller at oprette en Fristat her.

De danske Paastande om Undertrykkelse fra vor, Tyskernes, Side er Løgn. Vi har tidligere levet i Fred med Danskerne og vil ogsaa i Fremtiden.

Franz von Jessen: Haandborg i Det slesvigske Spørgsmaals Historie II, 1937.

Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

Selvfølgelig følte skipperne det som en krænkelse, at de skulle være under kontrol på deres eget skib, men vi kom hurtigt på god fod. Det var fader og søn, som hele deres liv havde gået på Elbfart, men nu var søgt nordpå. De talte indbyrdes en temmelig uforståelig dialekt.

Sønnen var krigspræget, gusten og sammenbidt og opfarende overfor den sindige gamle, når han var for langsom ved styringen. »Nu, kannst du’s besser machen?«, sagde den gamle. – Det blev ruskvejr og blæste op, og »Adele« skød en mægtig fart, når man betænker dens ikke just slanke bygning, og de 80 tons den havde i lasten. Men den lagde sig helt om på siden og susede gennem vandet, så skumsprøjtet stod som hvide syrener om bovsprydet.

Under dette skiftede landskabet hurtigt, kun tårnet blev tilbage af Mørvig, Okseøerne forsvandt, og Glücksborgs vældige, skovbevoksede næs rundede sig udfor os, mens allerede Broager jog sine sylespidse tårne i vejret fra bakkerne foran og straks dominerede hele landskabet, hvordan så fjorden vendte og drejede sig. I løbet af nogle timer var vi fjorden ud og rundede Skelde-næs og Eventyrskoven med alle de grå, søjleagtige stammer, der rejser sig lige i vejret fra klintens brink.

Aftensmaden åd vi fra hver sin ende af den samme pande, kartofler og løg af den gamles tilvirkning, og jeg blev opfordret til at tage godt til mig, »sei nicht blöde», så vi mødtes nok så nydeligt på midten. – Om natten gik vi for anker i Sønderborg havn, og skipperen og jeg sov de retfærdiges søvn under samme ternede dyne i alkoven, der rundede sig efter skibssiden, og med søkortenes lange, hvide ruller over vore hoveder i mørket. – Den gamle holdt til forude ved komfuret, hvor der var varmt. Og næste morgen bugseredes vi ind gennem pontonbroen, hvor mine kammerater stod som vagt i anledning af generalstrejken.

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.

Statsministeren i Folketinget

Rigsdagstid., 1919-20, F., Sp. 5227.

I Folketingets Møde 7. Maj 1920 fremsatte Statsminister N. Neergaard bl. a. følgende Udtalelse:

Den Regering, som er udgaaet af Folketingsvalget 26. April, og som i  Dag første Gang træder frem for dette Ting, har som sin første og vigtigste Opgave at gennemføre den nu nær forestaaende Genforening med vore sønderjydske Landsmænd paa en med deres Tarv saa vel stemmende og for Danmark saa betryggende Maade som muligt.

Ikke mindst ligger de dansksindede Mellemslesvigeres Skæbne os paa Sinde.

Regeringen vedkender sig fuldt ud Rigsdagsresolutionen af 23. Oktober 1918 og Folketingets Udtalelse af 12. Marts d. A. og den maa anse det for sin Pligt at gøre alt, hvad der staar i dens Magt, for i saa stort Omfang, som det lader sig forene med Fredstraktatens Bestemmelser, at støtte vore Landsmænd dernede i deres Stræben efter at opnaa en Ordning, som kan sikre dem mod national Undertrykkelse og give dem Udsigt til en fri folkelig Udvikling.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie II, 1937

Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

Nede i solskinnet sad nogle korporaler og holdt opsyn med mandskabet, der skødesløst hev de fyldte kulsække om bord i skuden, der skulle fragte kul til den danske kommando i Sønderborg. De glædede sig alle til at komme til noget rigtigt efter dette her og snakkede om Ægypten og om Mesopotamien, som vi andre snakker om Fyn og Jylland, men frem for alt havde de mod på at komme til Irland: »Oh, the Sinn-Feiners!« – Resten var et kast med hovedet og et ubehageligt og ildevarslende udtryk i øjnene. Formodentlig har de i kun alt for rigelig grad fået deres lyst styret.

Langt om længe lå skibet sejlklart til afgangen næste morgen, som var en søndag; jeg skulle med på farten som »Begleitsmann«. – Noget skønnere end Flensborg den søndag morgen tidlig, da jeg begav mig ud til havnepladsen i Mørvig, finder man næppe under nordisk himmel. Jeg så ud over byen, mens jeg steg op ad stien mellem haverne i Jørgensby. Luften var aldeles klar og blev ikke forurenet af en eneste røgsky. Kirkespirene skinnede i solen, og alle skibene lå stille i havnen, kun et par hvide sejl bevægede sig henover fjorden. Da jeg kom derud, ville de imidlertid ikke sejle. De var stædige som kariolheste, og der viste sig at være tusind forhindringer af den latterligste art at overvinde, før vi kunne komme af sted, og hele dagen gik nu hen i langtrukne forhandlinger med skibsmæglere, toldembedsmænd o.l.; alle var lige stædige og fjendtligsindede, og hvert skridt besværliggjordes af søndagen. Tilsidst kørte vi fuldstændig fast og blev henvist til »Landwirtschaftsrat«, men da brast også tålmodigheden, og et utvetydigt dokument, hentet hos Mr. Bruce i Kollund, måtte til for at klare begreberne hos myndighederne om hvem, der var de herskende – for øjeblikket.

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.

Ministeriet Friis’ Afskedigelse og Ministeriet Neergaards Udnævnelse Statstidende, 7. Maj 1920:

Hans Majestæt Kongen har under 5. d. M. bevilget den af Statsminister M. P. Friis for sig og sine Kolleger allerunderdanigst indgivne Afskedsbegæring og har allerhøjest udnævnt Folketingsmand N. Neergaard til Statsminister
og til Finansminister
samt udnævnt overordentlig Gesandt og befuldmægtiget Minister, Kammerherre Harald Scavenius til Udenrigsminister, Folketingsmand J. C. Christensen til Kirkeminister
Folketingsmand Klaus Berntsen til Forsvarsminister,
Folketingsmand, Redaktør Sigurd Berg til Indenrigsminister, Højskoleforstander J. Appel til Undervisningsminister, Landsdommer, tidligere Amtmand Svenning Rytter til Justitsminister,
Folketingsmand, Direktør M. N. Slebsager til Minister for offentlige Arbejder,
Forstander for Dalum Landbrugsskole Th. Madsen-Mygdal til Landbrugsminister og Grosserer,
Medlem af Sø- og Handelsretten i København Tyge J. Rothe til Handelsminister.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, II, 1937.

C. I. S.
Danske Kreditforeninger i 1. Zone
Anordning No. 103 af 6. Maj 1920:

1. I Henhold til Dags Dato stedfunden midlertidig Stadfæstelse af Statuter for “Sønderjyllands Kreditforening” er denne Forening berettiget til at give Udlaan i Grundejendomme i 1. Afstemningszone. Der tilstaas Foreningen de i dansk Lov af 20. Juni 1850 § 2 a og d samt § 3 anførte Begunstigelser.

2. Følgende i Danmark bestaaende Kreditforeninger, nemlig

1. Kreditforeningen af Kommuner i Danmark,
2. Kreditforeningen for industrielle Ejendomme,
3. Den nye Kreditforening for Købstadgrundejere i Nørrejylland,
4. Kreditforeningen af Grundejere paa Landet i Jylland, 372
5. Kreditforeningen af Ejere af mindre Ejendomme paa Landet i Jylland,

er berettigede til at give Udlaan i Ejendomme i 1. Afstemningszone i Overensstemmelse med de i Statuterne for vedkommende Kreditforeninger indeholdte Regler, naar saadan Beslutning om Udlaansvirksomhed i de paagældende
Landsdele paa statutmæssig Maade er vedtaget af paagældende Forening, approberet af den danske Regering og midlertidig stadfæstet herigennem.

3. Den “Vest- og Sønderjydske Kreditforening af Landejendomsbesiddere” er berettiget til indenfor 1. Afstemningszone at give Udlaan i Landejendomme
i Tønder Amt (derunder indbefattet de nu til Haderslev Kreds hørende Sogne: Spandet, Roager, Hviding, Rejsby, Brøns, Skærbæk, Vodder, Højrup og Arrild) samt følgende Sogne: Fole, Øster-Lindet, Skodborg, Skrave, Rødding, Lintrup, Hjerting og Hygum, alt i Overensstemmelse med de i Statuterne for Foreningen indeholdte Regler og under Forudsætning af, at saadan Beslutning om Udlaansvirksomhed i de paagældende Landomraader paa statutmæssig Maade vedtages af paagældende Forening, approberes af den danske Regering og midlertidig stadfæstes herigennem.

4. Interessenterne i de i §§ 1-3 omhandlede Kreditforeninger skal være pligtige at finde sig i saadanne Ændringer i Statutbestemmelserne, som maatte blive krævede af det danske Indenrigsministerium ved Statuternes, henholdsvis Statuttillæggenes, endelige Stadfæstelse.
5. Denne Anordning træder straks i Kraft.
Om Statutstadfæstelserne ifølge §§ 2-3 vil offentlig Meddelelse blive udsendt.

Franz von Jessen: Haandbog i det slesvigske Spørgsmaals Historie, II, 1937.

C.I.S.
Dansk Administrator i 1. Zone
Bekendtgørelse No. 101 af 6. Maj 1920:
Under Henvisning til Anordningen af 3. Maj 1920 meddeles, at Stiftamtmand Viggo Rothe Haarløv af den danske Regering er udnævnt til Administrator i Afstemningsomraadets 1. Zone.

C. I. S.
Borgmesterskifte i Flensborg
Bekendtgørelse No. 102 af 6. Maj 1920:
Da Hr. Karl Holm har indgivet Ansøgning om sin Afsked, er Hr. Dr. Todsen af den internat. Komm. bleven udnævnt til Overborgmester i Flensborg.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesviske Spørgsmaals Historie, II, 1937.

Telegram, dat. 6. Maj 1920:

Det franske Udenrigsministerium har kun med megen Vanskelighed op naaet Udsættelse til den ottende [i forhold til at tage stilling til eventuelt officielt dansk ønske mht. 2. zone]. Sandsynligvis vil hverken tyske eller danske blive kaldt for [Ambassadør-JRaadet.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, II, 1937.

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 6. maj tiltrådte Schack som dansk amtmand, og jeg som amtsassessor, og de manglende danske embedsmæncl kom nu efterhånden og overtog deres stillinger.

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

Edvard Abel Weigel var sergent og skriver ved Sønderjysk Kommandos II. Bataljon, der i maj 1920 skulle til Tønder og forberede Danmarks overtagelse af 1. zone.

Havde jeg haft travlt i Odense, så fik jeg endnu mere i Tønder. Staben blev indkvarteret på det tyske Gasanlæg 1 km nord for byen, fodfolket i den tidligere tyske lejr 3 km nord for byen, rytterstyrken på Tønder Gymnasium, Radiostationen på Gasanlægget

Lejren bestod af 1 baraklejer til cirka 800-900 mand, 1 luftskibshangar og 1 flyverhangar og en enorm stor mark til start og landing.

Felttelefon straks udlagt mellem lejren og Gasanstalten. Med styrken fulgte forskellige videnskabsmænd, der straks konstaterede at vandet var udrikkeligt. Alle ruder var knust at kedler i køkkenbarakken ødelagt. På gasanlægget boede den tyske gasmester Rødder. Dagen før vi kom, var en CIS betjent skudt. Selvmord hed det.

Gasanstalten var: Gasanstalt (mægtig gaskedel), elektricitetsværk og vandværk (det sidste erfarede vi senere).

Første dag var vi rundt og se på det hele på egen hånd, på turen traf vi en tysker luskende rundt med forskelligt værktøj i lommen, han blev anholdt og blev konfronteret for gasmesteren, som i begyndelsen ikke kendte ham, men som senere på dagen viste sig at være den onde ånd (Hr. Langswarre fra Kiel, Sabotør m.m.) Melding på telefon til den internationale kommission i Flensborg. Svar: Arrester manden, kommer pr. bil straks- Vagt oprettes på Gasanstalten.

Jeg gik op på 1. sal for at tale med Rødder, men før jeg bankede på, hørte jeg at mand og kone skændtes og at hun græd, og havde forstået så meget, at Langswarre havde forklaret Rødder, at hvis han så meget som viste, hvor vandet var, ville han blive dræbt af tyskerne, hvilket han indrømmede under vores samtale med Chefen og CIS kommissionen, der var ankommet.

Vi var hurtigt klar over situationen for ham og hans familie og for os selv. Situationsmelding pr. Radio til København over Lyngby Radio om antagelse af Rødder. En halv time efter kom svaret: Ja. Nu blev Rødders glade. I mellemtiden havde vand plasket ud af et vindue i en meget høj bygning. Rent drikkevand, Beholderen løb over. Ledning i orden til lejren og åbning for vandet. Vi manglede kul. En lastvogn, en løjtnant og fire mand Tønder rundt efter kul, alt hvad de fik, var 500 pund kulstøv.

I mellemtiden havde vi opnået forbindelse med Esbjerg og bestilt en jernbanevognladning, afgang næste morgen kl 8. Vognen kom kl. 11.30, men var kun ¾ fuld, resten var hugget undervejs. Så sendte vi en Sergent og to mand til Esbjerg efter en vognfuld, En mand i hver ende af vognen og en sergeant i bremsehuset. Ved hver station for folk til kulvognen, men nu sprang der to trolde op og skød, sikken ballade, men alle kullene nåede Tønder Gasanstalt, der havde spor inde på området.

Privateje. Gengivet med venlig tilladelse af Ebbe Ottosen

Telegram fra den danske gesandt, Bernhoft, til udenrigsministeren, dat. 5. Maj 1920:

Sir Charles Marling hørt den 5. om Morgenen af Ambassadør-Raadet, men efter Anmodning af den franske Repræsentant blev Sagen udsat, indtil Raadet kunde høre Claudel, som er blevet tilkaldt telegrafisk.

Gesandten meddelte samme Dag, at Raadet ventede at kunne høre Claudel den 8.

Kommissionens Betænkning havde i nogle Dage været omdelt til alle vedkommende. Den danske Regerings Stilling afventedes med nogen Spænding baade i officielle og journalistiske Kredse.

Den vilde være afgørende, saafremt — saaledes som der var Grund til at formode — Raadet ikke traf nogen Afgørelse, om hvis Antagelse af den danske Regering det ikke forud var sikker. Man maatte regne, at Danmarks Sag ønskedes afgjort i Tide inden de all. og ass. Magters forestaaende Møde i Spa.

6. Maj sendte Udenrigsministeren (Harald Scavenius) følgende Telegram til Gesandten i Paris:

Den nydannede Regerings vigtigste udenrigspolitiske Opgave er uden Tvivl Ordningen af det slesvigske Spørgsmaal, og jeg finder det derfor nødvendigt allerede nu at gøre Dem bekendt med dens Hovedsynspunkter derom.

Den nye Regering akcepterer det gennem de forskellige Rigsdagsbeslutninger skabte Grundlag og vil loyalt opfylde de deraf flydende Forpligtelser.

Den anser det dog foreneligt hermed at arbejde paa i størst mulig Omfang at sikre dansksindede Beboere af 2. Zone bedst mulig Beskyttelse.

I fuld Tillid til, at de Allierede vil bevare Interessen for denne for Danmark saa vigtige Sag og fastsætte en Grænse, der ogsaa i Fremtiden vil sikre os den fredelige Besiddelse af de overdragne Omraader, mener Regeringen at maatte lægge al Kraft ind paa at tilvejebringe den for Danmark gunstigste Afgørelse af den i den internat. Komm.s Indstilling tilstedeværende Meningsforskel
om Grænselinien.

Hr. Claudel [den franske gesandt] rejser den 17. ds. til Paris. Under en Samtale i Gaar lod han forstaa, at vi ikke burde holde os passive, men søge at vække Sympati for at opnaa det mest mulige.

Dertil vil efter min Mening være god Lejlighed, naar en Delegation for 2. Zone i de nærmeste Dage ankommer til Paris. Den er ikke udsendt af Regeringen, men har dens fulde Sympati, selv om man ikke kan være med til paa Grundlag af den stedfundne Afstemning at kræve 2. Zones Genforening med Danmark.

Delegationens principale Ønske er Flensborgs Indlemmelse, sekundært ønsker den 2. Zone internationaliseret.

Det maa haabes, at Delegationen, hvis Ønsker ikke er uden moralsk og historisk Berettigelse, i hvert Fald vil bidrage til at vække Sympati for Hr. Claudels Planer og tilintetgøre det tyske Stormløb mod 1. Zone.

Skulde Delegationens Bestræbelser for Internationalisering krones med Held, vil den danske Regering med Taknemmelighed modtage en saadan Ordning og anser ogsaa dette begrundet i Rigsdagens Beslutninger.

I den Skrivelse, der ledsager den internat. Komm.s Indstilling fremhæver Sir Charles Marling stærkt Nødvendigheden af Garantier for at sikre den dansksindede Del af Befolkningen i 2. Zone mod tyske Forfølgelser.

Garantiernes nærmere Beskaffenhed antydes ikke. Fra dansk Side befrygtes, at dette kan give Anledning til Krav om tilsvarende Garantier for tyske Minoriteter i Danmark og misbruges til fremtidig tysk Indblanding. Danmark er derimod villig til at arbejde paa en Ordning, der sikrer Minoriteterne i begge Lande Ret til at udvandre medtagende deres Formuer; dette vil dog kunne aftales senere, og bør ikke føre til, at Vilkaarene for Sønderjyllands
Overdragelse paany gøres til Genstand for Forhandling med Tyskland.

Spørgsmaalet vil evt. kunne rejses i Forbindelse med den senere Forhandling om Afviklingen af det økonomiske Mellemværende.