Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

Den allerførste dag, da vi drog ud med fuld musik og med marinerne fra »Olfert Fischer« bag efter os, for at bekranse krigergravene ovre på Dybbøl, kom vi, oppe ved kirkealléen, forbi skolen, hvor alle skolepigerne med deres lyse, runde hoveder, myldrende og puffende, fyldte vinduerne. Pludselig gav de sig til at synge, jublende, skingrende, så vi kom ud af takt: »Den gang jeg drog af sted«. Med dette jubelskrig sprængte de langt bort for evigt alle trange og trykkende minder om »Ich bin ein Preusse, ein Preusse will ich sein«. Med dette skrig blev vi indviede til Sønderjylland; de der før havde spillet overlegne, de kom med, akkurat som den gang tropperne holdt deres indtog i København efter Treårskrigen. Til at begynde med, da de samledes ude på Vesterbro, var de kry nok og, efter soldaters vis, en smule overbærende, for enhver pris ikke betagne eller imponerede; men da de så marcherede ind mod byen, da havde også et skrig, det jubelskrig, der lød imod dem fra Københavns menneskefyldte volde, givet dem indvielsen.

Først da vi var oppe på toppen af Dybbøl og efter at have nedlagt kranse på gravene, nu med hele landet foran os marcherede ned til det, ind i hjertet af det, fik vi helt fornemmelsen af, hvad den nærmeste fremtid ville bringe. – Det var regnfuldt og pløret, og skyerne hang lavt ud over bakkerne, mens alle blade og strå glinsede af væde. Da musikken begyndte at drage ned ad bakken efterfulgt af bataillonen, sprang pludselig de rødhvide flag ud rundt omkring over stråtage og huse nede i Dybbøl by; allevegne var der flag i bevægelse op til flagknappen, vor vej fremad betegnedes med flag, der gik til vejrs, og hvor vi kom, inden de kunne nå at få det hejst, stod de med det i dørene og viftede, mens børn løb efter os med små flag i hænderne. Og gårdene, som kort forinden havde ligget hen som uddøde, var med ét slag forandrede. – Det var vor første tur, og for enhver af os blev det afgørende. Det var hjerte, der fløj til hjerte, og når vi var rigtig tæt på, så vi ofte, at de græd.

Det var i sandhed dage, hvor man spurgte sig selv, om det nu også kunne være virkelighed altsammen. Det dagligdags havde slet ingen gyldighed mere, og jenserne var ganske løftet ud af al sædvanlig form og utilbøjelige til at acceptere de mere prosaiske tider, da de igen meldte sig.

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.