14. maj 1920. ” … fuldstændig og sikker Hjemmel i selve Fredstraktatens Aand og Bogstav til at indlemme Flensborg og andre lignende Kommuner i 2. Zone … i den danske Stat.”

Den mellemslesvigske Delegations Internationaliserings-Plan

Den mellemslesvigske Delegation medførte ved sin Ankomst til Paris 14. Maj 1920 følgende af Prof. Vinding Kruse forfattede Aktstykker. Begrundelsen gengives her, mens selve planen gengives i næste opslag.

Henvendelse til CIS og til de allierede Magters øverste Raad
Medens den i Flensborg og Mellemslesvig virkelig hjemmehørende, indfødte tyske Befolkning under den i Fredstraktatens Art. 109 hjemlede Afstemning i det hele og store forholdt sig paa samme værdige og stilfærdige Maade som den danske Befolkning, viste det store, under Tvangsfortyskningens Periode indvandrede preussiske Befolkningselement — derunder ogsaa de paa selve Afstemningsdagen sydfra tilstrømmende Masser — en saadan Optræden, at Afstemningen blev en Karrikatur af den frie og hemmelige Afstemning, som Fredstraktatens nævnte Art. 109 fastslog som bærende Forudsætning for en Afstemnings Gyldighed.

Paa Grund af de Særegenheder, der synes uadskillelig forbundet med det preussiske Folkenaturel, viste hele den indvandrede preussiske Befolkning baade før og under Afstemningen en saadan Hensynsløshed, Paagaaen hed og Samvittighedsløshed i Valget af Midler, ligegyldig hvilke, at store Dele af den jævne indfødte danske og tyske Befolkning dels blev — direkte eller indirekte — truet og skræmmet fra at stemme efter deres inderste Overbevisning og dels ved adskillige Forfalskninger blev saaledes stillet, at deres Stemmer ikke kom til at gøre sig gældende med den rette Vægt, og alt dette til Trods for, at der fra den internat. Komm.s Side blev gjort alt, hvad der indenfor den korte Tidsfrist stod i dens Magt at gøre for at sikre en retfærdig Afstemning.

Men da det saaledes uden den ringeste Overdrivelse og med fuld Sikkerhed maa siges, at Afstemningen 14. Marts ikke havde den »frie, oprigtige og hemmelige« Karakter, som Fredstraktatens Art. 109 udtrykkelig og bestemt forudsatte, er det efter selve Fredstraktatens Indhold og Aand givet, at der ikke kan tillægges dette Vrængbillede af en Afstemning den Betydning, som Art. 110 gik ud fra.

Den anden Faktor, som Fredstraktaten af 28. Juni 1919 tillægger Betydning foruden Afstemningen, er jo de geografiske og økonomiske Forhold.

Disse Forhold vilde selvfølgelig overhovedet ikke være nævnt i Fredstraktatens Art. 110 som selvstændig Faktor, hvis de ikke i vigtige Tilfælde kunde tænkes at medføre en væsentlig anden Ordning af Grænseforholdene end den, Afstemningsresultatet som saadant vilde medføre. Hvis det rent økonomisk maatte vise sig livsvigtigt for en Kommune, derunder en Bykommune, i 2. Zone at dele Skæbne med 1. Zone, saa medfører selve Fredstraktatens Ord, at en saadan Kommune ved Grænseordningen tilfalder det Land, som den økonomisk nødvendig hører sammen med, selv om Afstemningen viser i en anden Retning.

Nu er det for den objektive Sandhed saa heldigt, at alle, baade tyske og danske, er aldeles enige om, at det for Bykommunen Flensborgs hele Økonomi og Erhvervsliv er livsvigtigt, at den ikke skilles fra sit nordlige Opland i 1. Zone, ligesom det vilde være en ganske upraktisk Ordning, om Flensborg ikke kom til at beherske begge Fjordens Bredder.

Da det saaledes efter selve Fredstraktatens Art. 110 er en Nødvendighed, at Flensborg ikke skilles fra sit nordlige Opland og den nordlige Fjordbred, og da det endvidere efter samme Fredstraktats Art. 109, 3. Stk. er fuldkommen udelukket, at
nogen Del af 1. Zone og dermed den nordlige Fjordbred kan komme til at tilhøre nogen anden Magt end Danmark, som Zonen i sin Helhed har stemt for, saa er det en praktisk og logisk tvingende Nødvendighed, at Flensborg og den sydlige Fjordbred tildeles Danmark. Og paa samme Maade er det en Nødvendighed, at visse andre Dele af 2. Zone, nemlig en Del Kommuner i Vest, der naturligt hører sammen med Tønder og Omegn, ligeledes udskilles af 2. Zone og tildeles Danmark.

Det vil saaledes ikke kunne bestrides, at den internat. Komm. og de Allieredes øverste Raad har fuldstændig og sikker Hjemmel i selve Fredstraktatens Aand og Bogstav til at indlemme Flensborg og andre lignende Kommuner i 2. Zone, der økonomisk paa det nøjeste er knyttet til 1. Zone, i den danske Stat, og at de har Hjemmel hertil, selv om Afstemningen i disse Kommuner havde haft en tilforladelig Karakter. Men kommer saa yderligere hertil, at Afstemningen ganske savnede denne Karakter, bliver de andre Hensyn, de geografisk-økonomiske, saa meget des vægtigere.

Vi henvender os altsaa til den internat. Komm. og de Allieredes øverste Raad med den Bøn, at denne nødvendige Indlemmelse maa ske Fyldest.

Herved vil ikke blot opnaas den i økonomisk Henseende mest tilfredsstillende
Grænse, men ogsaa den nationalt mest retfærdige Grænse. Thi ved den vil i Hovedsagen kun saadanne Egne komme til Danmark, som ved Afstemningen i 1867, før Tvangsfortyskningens Periode, stemte dansk, og som den Gang vilde være tilfaldet Danmark, hvis Preussen havde overholdt Pragfredens § 5.

Hvis en saadan Indlemmelse ikke skulde blive fuldbyrdet, ønsker vi imidlertid for alle Tilfældes Skyld subsidiært at bede den internat. Komm. og de Allieredes øverste Raad om ialtfald under ingen Omstændigheder at udlevere os til Preussernes Forfølgelse og Hævn ved at indlemme Flensborg og Mellemslesvig i Tyskland, men at sikre os en menneskelig Tilværelse paa den eneste mulige Maade, hvorpaa den kan sikres, hvis vi ikke tildeles Danmark, nemlig ved at gøre Flensborg og Mellemslesvig til en international, strengt neutral Fristat, der ikke staar under Tysklands, men alene under Folkenes Forbunds Overhøjhed og Beskyttelse.

Udleveres vi derimod til Tyskland, vil ingensomhelst Garantier paa Papiret kunne sikre os imod den mest hensynsløse preussiske Forfølgelse og Hævn.

Vi taler her af Erfaring; og det er Erfaring i dybeste og bitreste Forstand. Gennem 56 Aars Undertrykkelse og Forfølgelse veed vi med Sikkerhed, at ingensomhelst højtidelige Forsikringer i Traktater og ligesaalidt højt klingende Fraser om Friheder i en tysk Forfatning vil kunne sikre os og vore Børn mod den mest hensynsløse og systematiske, i Dagliglivets Enkeltheder gaaende Forfølgelse. Bestandig vilde de tyske Myndigheders Praksis komme til at staa i den mest skærende Modsætning til Traktaternes og Forfatningernes Løfter.

Den eneste reelle og effektive Maade at sikre os og vore Efterkommere paa vil derfor, hvis man ikke indlemmer os i Danmark, være som nævnt at gøre os til frie Borgere i en fuldstændig fri, af Tyskland uafhængig Stat, og saavel i dennes Administration som i dens lovgivende Forsamling at give det danske og det tyske Befolkningselement lige Ret, altsaa lige mange Stemmer.

Vi maa bestemt hævde, at Oprettelsen af en saadan international Fristat af Flensborg og Mellemslesvig ikke er uforenelig med Fredstraktatens Artikler 109 og 110. Thi naar den internat. Komm. og de Allieredes øverste at gøre det mere: at tildele Danmark Flensborg og det væsentligste af Mellemslesvig, saa kan de ogsaa gøre det mindre: at internationalisere det samme Omraade. Kommissionen og de Allieredes øverste Raad maa ifølge disse Artikler kunne drage Grænsen mellem Danmark og Tyskland saavel direkte eller umiddelbart som indirekte eller middelbart ved Etableringen af et neutralt Bælte imellem de to Stater.

Vi tillader os da i Forbindelse med denne Henvendelse at fremsætte for den internat. Komm. og de Allieredes øverste Raad et positivt Forslag til Internationalisering af Flensborg og Mellemslesvig [se næste indlæg, red.]

Forslaget gaar ud paa Oprettelsen af en international, strengt neutral Fristat (Forslagets §§ 1 og 2 ). I denne Fristats øverste administrative Styrelse saavelsom
i dens lovgivende Myndighed sikres der det danske og det tyske
Befolkningselement en lige stor Indflydelse (Forslagets §§ 3 og 4 ). Som ovenfor fremhævet, er en saadan lige stor Repræsentation en absolut nødvendig Betingelse for at sikre den ene Nationalitet mod Undertrykkelse fra den anden Nationalitets Side. Men ved en saadan stadig ligevægtig Repræsentation opnaas tillige, at der sættes Bom for al national Agitation og Ophidselse.
Thi naar det én Gang for alle er givet, at ingen af Nationaliteterne nogensinde kan opnaa en større Repræsentation i Administration og Lovgivning end den anden, er paa Forhaand al Luft taget af en national Agitation og Afstemningskamp. Der bliver nemlig herefter intet at kæmpe om af Nationalitetsgrunde.

Til yderligere at værne mod national Ophidselse og Uro er der truffet særlige Bestemmelser mod national Propaganda og Boycotting af Nationalitetsgrunde
(§§ 6, 4. Stk., og 7 ). Endvidere sikres der begge Sprog fuld Udviklingsfrihed (Forslagets §§ 5 og 6 ). Alle de her nævnte Bestemmelser anser vi for fundamentalt vigtige til Sikring af et roligt og fordrageligt Forhold mellem de to Folkeelementer.

I Henseende til Forholdet til Tysklands Gældsforpligtelser stiller Forslaget den nye Fristat gunstigst mulig; det samme gælder m. H. t. de til Fristatens Territorium hørende Skibe, som de Allierede i Henhold til Fredstraktaten vil kunne forlange udleveret af Tyskland (Forslagets §§ 11 og 12).

Det er indlysende, at en Stat af Størrelse som den her foreslaaede ikke vil kunne paatage sig saadanne Byrder i Forholdet udadtil, som ellers plejer at følge med Tilværelsen som selvstændig Stat. Efter Forslaget er Fristaten derfor fritaget for alle Militærudgifter og alle Udgifter til diplomatisk Repræsentation (§§ 1, 2. Stk., og 14).

Som fremhævet i Begyndelsen, staar Flensborg og Mellemslesvig i den nøjeste økonomiske Forbindelse og Vekselvirkning med Landet mod Nord. Uden det nordlige Opland vil Flensborgs Erhvervsliv blive lammet. Det er derfor tvingende nødvendigt, at den nye Fristat fuldtud bevarer dette Opland ved at være i Toldenhed med den danske Stat, hvoraf nødvendigvis ogsaa maa følge Møntenhed.

Det er endvidere en praktisk Nødvendighed, saalænge den nævnte Enhed bestaar, at den danske Stat paatager sig Administrationen af Fristatens Jernbane-, Post- og Telegrafvæsen (§ 13).

Den rent traktatmæssige Fremgangsmaade ved Fristatens Oprettelse vil formentlig være den, at de allierede Hovedmagter i Henhold til den dem overdragne Suverænetet over den vordende Fristats Territorium afslutter en Traktat mellem sig indbyrdes og med Danmark, hvorved Fristaten oprettes og den danske Stat næst at anerkende Fristatens Suverænetet paatager sig de i Traktatforslagets §§ 13 og 14 nævnte Pligter.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, II, 1937.

En tanke om “14. maj 1920. ” … fuldstændig og sikker Hjemmel i selve Fredstraktatens Aand og Bogstav til at indlemme Flensborg og andre lignende Kommuner i 2. Zone … i den danske Stat.””

  1. Afstemningslinien af 31. august 1867 – Valg til nordtyske rigsdag, er den rigtige grænse mellem Danmark og Tyskland.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *