12. oktober 1915. RIR84 forlader Laon

Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84.

Vi holder flyttedag

I midten af oktober måned 1915 blev 9. res. armékorps, der hovedsagelig bestod af slevig-holstenske regimenter, trukket tilbage fra fronten i egnen omkring Laon. Det var næsten med  vemod, at vi R.I.R. 84 tog afsked med vor stilling i Canny-skoven, hvor regimentet havde ligget siden fronten stivnede i efteråret 1914.

Vi havde selv udbygget den til en ret stærk stilling med mange gode dækninger, og der kunne godt være et vist præg af hygge over det hele, når vi på varme sommerdage sad og dasede i skyggen af nogle  store træer, eller når vi i de lune sommeraftener samledes i  smågrupper og diskuterede. Så kunne bølgerne til tider gå ret højt, men for det meste var det én stilfærdig samtale om hjemmet, om maden og om udsigterne for at få krigen afsluttet. Der blev dog også drøftet spørgsmål af dybere natur, som kristentro, skæbnetro og personligt ansvar i krig. Gennem de mange samtaler, den gensidige afhængighed og uvisheden om dagen i morgen, voksede det gode  kammeratskab frem.

Nu kunne det jo være interessant at tegne et billede af en hel række af disse kammerater: Der er den fåmælte og alvorlige Anders, som i Belgien blev kommanderet til at skyde en gidsel, der er Hein. Kruse, der på sit brede ditmarskertysk altid ville fortælle historier, og der var sigøjneren, Monried, med det fremmedartede udseende, snart dyb melankolsk, snart glad som et barn, med sydlændingens hele vitalitet, men tro som guld mod den, der var blevet hans kammerat og ven. Jeg har forøvrigt aldrig opdaget, at han ikke respekterede den private ejendomsret.

Der er også det gådefulde varselsskud. Et bestemt fransk batteri, kaliber 7,5, som i tide — og mest i utide — beskød vore stillinger, sendte altid først en shrapnel hen over os, og vi hørte den eksplodere et stykke bagude. — Da var det tid at søge dækning. Hvilken grund den franske batterichef end har haft med at give os dette varsel, er det uden for enhver tvivl, at det har reddet menneskeliv.

Jeg har selv grund til at antage at være sluppet heldigt nogle gange, fordi jeg blev advaret. En dag, da jeg stod på vagt, hørte jeg et projektil suse hen over hovedet. Det var den bekendte shrapnel, og jeg sprang i dækning. I næste øjeblik sad en fuldtræffer i brystværnet, lige der, hvor jeg havde stået.

Engang fik vor kompagnifører et tysk flag, sort, hvidt og rødt, sendt hjemmefra, og nu skulle der fanges en franskmand med det. En soldat bragte det om natten et stykke ud foran pigtråden. Næste nat skulle der så holdes vagt ved det, da man jo måtte regne med, at franskmændene fik lyst til at hente det. Det gjorde de da også omgående, for næppe var soldaten, der havde bragt flaget ud, kommet tilbage, og næppe var det begyndt at blive lyst, før vi så, at det tyske flag var borte, og i dets sted stod nu Trikoloren der.

Der var dog ingen fra vor side, der ville risikere liv og lemmer ved at hente det. Først flere uger efter tog’en tilfældig patrulje det med.

Vi lå ti dage ad gangen fremme i forreste linie, så ti dage i reserve i en landsby bag fronten. Byen hed Gandor.

Når vi lå i reserve, gik vi hver nat ud på skansearbejde. Jorden var meget frugtbar, og landskabet var smukt, især i forårsmånederne, når de tusinder af frugttræer stod i blomst, da var det som en Edens Have.

Nu var det jo ikke bare idyl og skovtur. En aften fik vi et voldsomt uvejr. Stillingen lå lidt lavt, og inden vi kunne træffe forholdsregler, stod skyttegravene fulde af vand, og det løb ned i vore dækninger, så vi måtte redde alle vore ejendele op på brystværnet, hvor de lå og blev gennemblødt, mens vi selv gik omkring, gennemvåde til skindet.  Vi sled i det hele natten med (at øse og istandsætte skaderne, men den nat faldt der ikke et skud. De på den anden side var jo sikkert lige så ilde faren.

Desværre havde der i tidens løb været både sårede og døde at beklage. Her faldt pastor Fischer fra Højrup ved Arnum, og her faldt sporskifter Christian Jensen fra Haderslev. Han ligger begravet på  soldaterkirkegården i Lassigny. Jeg havde lejlighed til at være med til at følge ham til graven. Da vi gik gennem byens gader, forsøgte jeg at iagttage civilbefolkningen for at se, hvordan de reagerede. Nogle var tilsyneladende ganske uberørte, mens andre forsvandt ind ad porte og døre, en enkelt tillod sig at spytte. Men jeg husker ganske tydeligt en ældre bonde. Han kørte sin hest ind til vejsiden og blottede hovedet, mens kisten passerede. Det trak i hans svære ansigt som af undertrykt gråd. Hvad så han i dette øjeblik, og hvilken smerte knugede denne stærke mand?

Men det var jo flyttedagen, jeg ville skrive om, dog flyttedagen betød afsked, og da får man besøg af minderne, onde og gode, som de liar været med til at forme vor tilværelse og er blevet en del af os selv. Så stod vi da for sidste gang på kompagniets kendte appelplads efter at have kigget ind i vort gamle kvarter, der nu var belagt med andre og derved havde mistet enhver fortrolighed.

»Er der nogen, der ønsker at blive afluset!« lyder nu feldwebelens stemme. Jo, vi var da en halv snes stykker, som nok ville have den fornøjelse med. Når man skulle ud at rejse, gjorde man sig jo pænt i stand.

Næste dag traf vi igen sammen med kompagniet. Undervejs kom vi forbi et sted, hvor jeg for et halvt års tid siden havde været med til en parade for kejser Wilhelm. For resten den eneste gang, jeg har set ham. Jeg var inde et sted for at bede om en tår vand, men konen gav mig et glas æblecider. Den nat sov jeg sammen med flere i en forladt bondegård. Det var gamle, stråtækte bygninger, og jeg undrer mig endnu over, at vi ikke fik futtet hele slottet af. På det åbne ildsted buldrede en kraftig ild. Brændsel havde vi jo foreløbig nok af, så længe der var tømmer og træværk i udhusene. Soldaterne lå i halm på gulvet, røg eller skrev ved skæret af et stearinlys, som de havde sat fast på tornystret, der blev brugt som skrivepult. Klokken tre blev vi purret ud med besked om at stille færdig til afmarch om en halv time.

Morgenbadet blev strøget, et par stykker tørt brød blev skyllet ned med varm kaffe, og så blev klunset pakket. Da vi stod opstillede til afmarch, kom bataljonskommandøren og meddelte os, at det denne gang ikke gik til Serbien, men til Lorettohøjene. Vi fik alle ligesom en klump i halsen, og der blev så stille. Af aviserne havde vi hørt tilstrækkeligt om dette helvede og 2. garder-regiment til fods, som afløste os ude i stillingen, havde fortalt os om det, de havde oplevet der. Dette regiment havde i en halv snes dage mistet henved 1200 mand.

DSK-årbøger, 1958

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *