I.C. Barsballe fra Københoved gjorde krigstjeneste på Vestfronten i LIR85. Efter at have ligget ved La Chapelle, kom hans regiment i juni 1915 til Argonnerskoven.
Sommeren forløb ellers ret roligt; men den 23. September sporede vi en livlig Flyveraktivitet, og Dagen derpaa rettede Franskmændene et stærkt Artilleribombardement mod vore Stillinger.
Vi laa nu i Argonner-skoven. Jeg var sammen med en Kammerat, Carl Poulsen, i en Gruppe, der skulde grave en Understand i forreste Linie; men Bombardementet var meget haardt. Splinterne røg omkring os som Snefnug om Vinteren, og da det blev Aften, var vore Skyttegrave næsten jævnet med Jorden.
En Del af vore Kammerater var blevet saaret eller var faldet. I Mørkningen gik vi tilbage til vore Hytter, der laa paa en Skrænt, for at faa lidt at spise.
Da Kompagniet havde lidt en Del Tab, maatte Carl Poulsen og jeg om Natten frem i Linien igen. Natten forløb dog rolig, men ved Firetiden aabnede Franskmændene dog Skyderiet igen med Kanoner og Minekastere.
Jeg blev sendt tilbage efter Kaffe til vor Gruppe, men da jeg naaede tilbage til vort Køkken, var dette forladt af Mandskabet. Der var gaaet en Granat ned i Nærheden. Jeg dyppede Kogekarrene ned i Kaffegryden, fik dem fyldt og travede saa hurtigt som muligt ud i Stillingen. Min Ven Carl Poulsen stod paa yderste højre Fløj ved en fremskudt Løbegrav, der gik over imod Franskmændene. Her var Johannes Jensen fra Hygum faldet Dagen i Forvejen. Nu var Adgangen til Løbegraven spærret med Pigtraad, for at ingen skulde komme Franskmændene for nær.
Carl Poulsen stod med en Haandgranat i hver Haand, da jeg kom. „Kast dog det Skidt bort,” sagde jeg til ham, „for det er jo ikke vor Mening at gøre Franskmændene Fortræd. Vi drak vor Kaffe og fik en Bid Brød til. Af og til maatte vi søge Dækning for Nedslagene fra Minekasterne. Vor Situation var yderst kritisk, og da vi engang i fuldt Løb vilde søge Dækning i en paabegyndt Understand, eksploderede en Mine i vor Nærhed. Jeg fik et saa voldsomt Slag i Ryggen af en Klump Jord, at jeg et Øjeblik var helt lammet; men ned kom vi da.
Carl Poulsen blev siddende paa Trappen, der førte ned i Understanden. Han var bleg som et Lig. Om sider blev der en Pause i Skydningen, og vi gik atter uden for. Idet jeg vilde tage mit Gevær, mærkede jeg, at det ikke var mit. „Det kan da vel være det samme, hvilket Gevær du faar,”sagde min Kammerat. Det var nu ikke helt ligegyldigt for mig, for jeg kendte mit Gevær ud og ind, og det har nu sin Betydning i Krig.
Bombardementet tog atter til, og jeg gik atter ind i Understanden. Omsider hørte Granatregnen dog op. En af mine Kammerater gik ud en for, men han kom, dog hurtigt ind igen, idet han samtidigt raabte: „Den forreste Skyttegrav er fuld af Franskmænd.”
– „Saa maa vi vel ud ,” sagde jeg.
Det var rigtigt nok. Franskmændene var under den pludselige Standsning i Skydningen stormet frem, og de myldrede stadig over mod vore Linier i smaa Grupper. Det havde smaaregnet hele Morgenstunden, og Krudtrøgen laa som en Taage over Jorden og kunde ikke drive bort i den regnmættede Luft. Jeg steg op paa Skyttegravskanten og skød paa maa og faa en Kugle i Retning af Franskmændene. Sigte kunde jeg ikke, dertil var jeg for urolig.
En af mine Kammerater skændte paa mig, for Kuglen suste lige forbi hans Hoved. Da jeg vilde Skyde endnu et Skud, klikkede Geværet. Jeg havde gjort en Ladefejl; Patronhylstret fra det første Skud sad endnu i Løbet.
Ved Klikket kom jeg dog til mig selv igen. „Det er vel ikke din Mening, at du vil skyde Franskmændene,” sagde jeg til mig selv.
Neden for mig stod min Kammerat Seeberg fra Brøstrup. Jeg foreslog ham, at vi omgaaende skulde retirere. Det kunde vel ogsaa nok være paa høje Tid.
Vi løb nu tilbage gennem en L øbegrav; men da denne var tæt pakket af tilbagestrømmende Soldater, sprang jeg udenfor og løb videre i en Sænkning i Jordsmonnet. Her slog Granaterne og Shrapnels dog saa voldsomt ned, at jeg hurtigst muligt kom ind i Løbegraven igen.
Endnu peb en Kugle om Ørerne paa mig. Det har nok været en Franskmand, der har haft mig paa Kornet. Vi naaede helt tilbage til Regimentets Samleplads. Her blev vi standset af Regimentskommandøren.
Han holdt en mægtig Tordentale til os og befalede os at besætte Voldene omkring Samlepladsen. Jeg gjorde kort omkring, som om jeg var meget ivrig efter at adlyde hans Ordre; men i Stedet for at entre Volden forsvandt jeg mellem nogle Hytter og søgte Tilflugt i en Understand, og flere andre gjorde det samme. Det var vel nok det klogeste at se Tid en lidt an. Jeg var jo nærmest ligeglad med, om Stillingen kunde holdes eller ikke, bare vi kunde blive fri for al Myrderiet.
Franskmændenes Angreb ebbede ud og forblev resultatløst. Det var ikke iværksat med den fornødne Kraft, og de maatte trække sig tilbage under store Tab.
Vi havde ogsaa lidt store Tab. I vort Kompagni var kun 25 uskadte, omkring ved 50 var faldet, og Resten var saaret. Blandt de faldne var ogsaa min gode Kammerat Carl Poulsen fra Langetved. Den følgende Dag, den 26. September, var ogsaa ret urolig; men vi havde nu faaet Forstærkning fra et andet Regiment, og Franskmændene kunde nu ikke bryde gennem vore Linier.
DSK-årbøger 1952