Peter Madsen fra Ullerup gjorde krigstjeneste i Infanterie-Regiment Nr. 162. Han har ligget på lazaret siden marts, men blev udskrevet til garnisonen i oktober. Nu venter han bare på hjemsendelsen.

Jeg gik og ventede på orlov, som endelig blev bevilget, og jeg skulle
først være tilbage igen den 20. januar. Jeg blev dog hjemme til den 24.

Da jeg meldte mig på skrivestuen: “Von Urlaub zurück”,  var feldweblen meget fortrædelig, og han bebrejdede mig, at jeg var blevet så længe borte, men det tog jeg mig nu ikke særlig nær.

Jeg var dog nødt til at tale med ham, da jeg af kammeraterne havde fået at vide, at vor årgang var ved at blive hjemsendt, og nu ville jeg også gerne med. Jeg ansøgte samtidig om at komme for regimentsdoktoren, da jeg stillede fordring om krigsrenter.

Der gik endnu et par dage, inden jeg kom for ved  regimentslægen. Han skrev, at jeg var 30% erhvervsuduelig, og at jeg nok skulle få besked om at blive hjemsendt, så snart papirerne var i orden.

Der gik endnu et par dage, og der skete intet, før jeg selv henvendte
mig på “Versorgungsafdelingen”, og her fik jeg udleveret en benskinne, og da jeg igen kontaktede skrivestuen, fik jeg endelig mine orlovspapirer.

Den 7. februar 1919 kørte jeg hjem på orlov, og jeg blev hjemme.

Lübeck fik jeg ikke mere at se som soldat.

Jeg håber nu, at soldaterlivet er forbi for alle tider, og at jeg har
sagt den tyske soldatertrøje farvel.

Mange af mine kammerater blev derude, og mange af dem, der kom hjem, havde mere eller mindre skrammer eller men, som krigen havde forårsaget.

Harald Alnor: Dagbog. “En ung sønderjyde fortæller om begivenheder i Første Verdenskrig 1914-1918 på Vestfronten.”

Paa den danske Folketingsmand Fr. Borgbjergs Forslag vedtog Konferencen 7. Febr. 1919 følgende Resolution:

“De tyske og danske Delegerede erklærer overensstemmende, at den nye danske Grænse maa fastsættes ikke efter Magtens Ret-, men efter Retten til Selvbestemmelse for den Befolkning, som omfattes af Ændringen, altsaa ved en Folkeafstemning.

Denne Afstemning bør foretages særskilt for tre Omraader:

1. for Nordslesvigs afsluttede Sprogomraade,
2. for de Syd for dette Omraade liggende, overvejende dansktalende, hidtil overvejende tysksindede, omtrent 8-10 Kommuner,
3. for Byen Flensborg, saafremt mindst en Fjerdedel af den valgberettigede Befolkning kræver Afstemningen.

De under 2 karakteriserede Kommuner stemmer særskilt hver for sig.

Forberedelsen og Foretagelsen af Afstemningen maa ske i fuld Frihed.

Afstemningerne skal – for at kunne være upaavirkede af øjeblikkelige Strømninger – først foretages efter nogen Tids Forløb.

Grænsen maa drages paa en Maade, der udelukker Enklaver.

I begge Stater garanteres der nationale Mindretal samme nationale Rettigheder.”

Franz von Jessen: Haandbog i De slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

fra Haderslev Magistrat og Byraad vedtog den 6. Febr. 1919 nedenstående indsigelse mod afståelse en af Nordslesvig.

“Vi nedlægger eenstemmigt Indsigelse imod enhver voldelig Løsrivelse af Dele af Nordslesvig fra Slesvig-Holsten.

Vi vil ikke ganske simpelt lade vore 9.000 tyske Indbyggere i Haderslev By, hvis Forældre og Bedsteforældre allerede har kæmpet og lidt for deres Tyskhed, udlevere til en fremmed Stat.

Skulde Afstaaelsen blive os paatvunget, da kræver vi paa Grundlag af Folkenes Selvbestemmelsesret først en retfærdig og sikret Afstemning og fordrer for os og vore Børn i Fremtiden Varetagelsen af vore kulturelle, retlige og økonomiske Goder i fuldt Omfang.”

Franz von Jessen: Haandbog i De slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Den danske Gesandt i Paris tilstillede 6. Februar 1919 Fredskonferencens Præsident en Note, i hvilken han – efter at have rekapituleret Henvendelserne til den danske Regering fra Nord- og Mellemslesvigs Danske, der var bleven forelagt Fredskonferencen, – skrev følgende:

“Straks efter disse Resolutioner [Henvendelser] lagde de tyske Soldaterraad en vis Liberalitet for Dagen med Hensyn til de danske Sønderjyders nationale Krav. Men snart efter fik deres tyske Følelser Overtaget, og deres Holdning ændredes. Senere har de tyske Soldaterraad i Byerne (Haderslev, Aabenraa, Tønder, Sønderborg og Flensborg) søgt paa enhver Maade at skræmme de danske ved alle Slags Undertrykkelser og Overgreb, særlig i Flensborg, hvor den tyske Befolkning er i stort Flertal.

Soldaterraadene saa igennem Fingre med eller ligefrem ansporede til antidanske Demonstrationer, lagde Hindringer i Vejen for Afholdelsen af danske Møder, lod Ruder slaa ind hos de danske, undlod at beskytte dem mod Trusler om Voldshandlinger, etc.

De danske Nordslesvigere er enige om foreløbig at bibeholde den tyske Lovgivning, Domstole, Undervisning og Administration for at undgaa enhverFare for Anarki.

Imidlertid har de Arbejder- og Bonderaad, som de danske Nordslesvigere har valgt, paatvunget de tyske Landräte og Amtsvorsteher danske Tilsynsmænd. Paa denne Maade holdes den tyske civile Myndighed under en vis Kontrol.

Anderledes er Tilfældet med de tyske Soldaterraad. Disse støtter sig til den væbnede Magt, og den danske Befolkning i Nordslesvig har intet Værn mod deres Plagerier.

Det er denne Befolknings enstemmige Ønske, at Soldaterraadene og de tyske Tropper, der har valgt og opretholder dem, maa blive fjernede. Det aandelige, moralske og sociale Niveau hos Befolkningen i Nordslesvig er højt nok til, at Ordenen kan varetages, uden at det skulde være nødvendigt at sætte noget andet i Stedet for de tyske Tropper, i Tilfælde af at disse blev trukket tilbage.

Flensborg, en By paa ca. 67.000 Indbyggere, er det eneste Sted, hvor der er urolige Elementer, fra hvis Side man kunde frygte Roligheds-forstyrrelser, hvis der ikke var militær Beskyttelse tilstede.

Under de nuværende Forhold, da Spørgsmaalet om det danske Slesvig er forelagt den høje Konference til Afgørelse, kan denne Beskyttelse ikke forlanges af Danmark; men Tilstedeværelsen af et Krigsskib fra en af de allierede Flaader vilde være tilstrækkelig til at undertrykke ethvert Tilløb til Rolighedsforstyrrelse.

Tyskerne forsøger ikke blot at terrorisere den danske Befolkning; men de ligefrem udplyndrer den. Ikke nok med at 6.000 af de 25.000 Kombattanter blev dræbt i en Krig, hvor de var nødt til at kæmpe under de tyske Faner; men de danske Sønderjyder stønner under tunge Skattepaalæg og ubarmhjærtige Rekvisitioner af Kvæg, Korn, Smør og andre Landbrugs-Produkter. Disse Rekvisitioner er nu blevet ganske ublu. Det er navnlig Kvægbesætningen, det gaar ud over, og der er endog Tale om at tage hver fjerde Ko.

Hvis denne Trusel kommer til Udførelse, vil Malkeko-Racen, der danner Grundlaget for Landets Landbrugsindustri, blive i den Grad reduceret, at det vil vare Aar, før den kan komme paa Fode igen. Dertil kommer, at disse Rekvisitioner takseres til en ren Spotpris, og for den sidste Tids Vedkommende er de slet ikke blevet betalt.

Det er de tyske Troppers Tilstedeværelse, der skal garantere Rekvisitionernes Udførelse, og disse Tropper, der stammer fra de tyske Industricentrer, er særlig interesserede i at vaage over, at intet undgaar Rekvisitionen af de Levnedsmidler, der er bestemte til deres egen Hjemstavn.

I en nær Fremtid vil Skattebyrden i Tyskland blive stærkt forøget, ja man vil maaske ligefrem inddrage en Del af Privatformuen, Det synes da uretfærdigt, at en Befolkning, der staar overfor Adskillelsen fra Tyskland, skal bære denne Skattebyrde.

Hvis de tyske Tropper og Soldaterraadene med dem kunde blive fjernede fra Slesvig, vilde Befolkningen frit og uden Frygt for Overgreb fra Tyskernes Side kunne forberede Folkeafstemningen, hvorved den ønsker at tilkendegive sin Tilknytning til Danmark, og naar nu Fredskonferencen, i hvis Haand den har lagt sin retfærdige Sag, opfylder dens brændende Ønsker, vil den kunne vende tilbage til sit gamle Fædreland uden at være fuldstændig forarmet.

I Slesvigs danske Befolknings Navn har jeg den Ære, Hr. Præsident, at bede Dem forelægge for Fredskonf. dens Bøn om at befries for de tyske militære Styrker, der undertrykker dem, idet de anmoder om Evakuering af Garnisonerne i Haderslev, Aabenraa, Flensborg og Sønderborg, saa at Nordslesvig og Mellemslesvig ikke længer skal være under direkte Indflydelse af den tyske væbnede Magt.

Hvis Fredskonferencen desuden vilde bestemme, at der sendtes et af de allierede Flaaders Krigsskibe til Flensborg og maaske ogsaa et til Haderslev eller Aabenraa, vilde den danske Befolkning i Slesvig føle sin Frihed fuldt sikret.

Disse Forholdsregler vilde blive modtaget med den allerstørste Taknemlighed af alle Danske, saavel i Kongeriget som i Sønderjylland.”

Franz von Jessen: Haandbog i De slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Fra Aabenraa sendte H. P. Hanssen 5. Febr. 1919 følgende Brev til Landraad, Dr. Böhme i Tønder.

Idet jeg henviser til vor Samtale af 30. forrige Maaned, oversender jeg hosføjet en Afskrift af de aftalte Regler (Leitsätze) til behagelig Benyttelse:

1. For at kunne sikre en fri Udøvelse af Forenings- og Forsamlingsretten dannes saa hurtigt som muligt en blandet Kommission, hvori der af de bestaaende danske og tyske Organisationer vælges tre Delegerede fra hver.

Som Opmand vælger Kommissionen en Svensker, hvis Uhildethed
anerkendes af begge Parter.

2. Til Betryggelse af den frie Udøvelse af Selvbestemmelsesretten ved den afgørende Afstemning udvides denne Kommission, svarende til Fredskonferencens Beslutninger, med to højere tyske Statsembedsmænd, der bor uden for Provinsen, og to højere danske Statsembedsmænd.

3. Efter Afstemningens Gennemførelse dannes der en Kommission, bestaaende af 5 danske og 5 tyske Nordslesvigere, som skal raadslaa om de nationale Mindretals Rettigheder paa begge Sider af den nye Grænse og overgive Resultatet af deres Raadslagninger til de nye Myndigheder i en Betænkning.

I Tilfælde af, at der ikke har kunnet opnaas Enighed i Kommissionen,
staar det Parterne frit at fremsætte deres Anskuelser i særlige Betænkninger.

Franz von Jessen: Haandbog i De slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

I Dag holdes den første tyske Tilkendegivelse med Møder i “Kolosseum” og Teatret i Flensborg. —

Efter Mødet i “Foreningen for Handel og Industri” har over hundrede hos Handelsretten indførte Firmaer i Flensborg underskrevet en Henvendelse til den tyske Regering om ikke at sætte Grænsen lige nord for Flensborg, men saa langt sønden om Byen som muligt.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

Mellemslesvigsk Udvalg drøfter i Borgerforeningen Afstemnings-vilkaarene, idet Vælgerforeningen har ønsket et Forslag, som dog skal afvige saa lidt som muligt fra Resolutionen af 17. November om Nordslesvig. Mit Udkast vedtages med Smaaændringer.

Af indvandrede kræves 20 Aars Bosættelse i Steden for de 10 i November-Resolutionen. Der kræves Besættelse i Afstemningstiden og Fjernelse af Forvaltningsmyndighederne.

Svenssons Udkast til en Flensborg-Resolution i Vælgerforeningen godkendes. I København har Svensson søgt at indvirke paa det konservative Folkeparti til Fordel for Flensborg og opnaaet Tilslutning i Rigsdagsgruppen.

Den 2. Februar uddeles et stort Flyveblad om Danmarks sociale Love, udarbejdet af Overretssagfører P. Paulsen, i Flensborg og
Landdistrikterne. 4. Februar udsendes mit første Flyveblad paa Tysk
“Til Flensborgs tyske Borgere og Borgerinder”. Søger at sætte mig ind i Modstandernes Tankegang og ud fra denne faa dem til at tænke over de ideelle og økonomiske Grunde.

Kloppenborg har taget Ordet i “Dannevirke” for Flensborg-; samtidig har Nis Nissen talt imod i Raadhushallen i København. De mange store Møder og Hundreder af Avisartikler har sat dybe Spor.

Hver Dag bringer en Bunke Breve og Telegrammer med Tilslutning.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Den tyske Rigsudenrigsminister, Brockdorff-Rantzau, offentliggjorde 3. Febr. 1919 følgende Erklæring:

Som bekendt har Rigsregeringen i Overensstemmelse med Præsident Wilsons Fredsprogram, som den er gaaet ind paa, erklæret sig rede til principielt at løse det nordslesvigske Spørgsmaal paa Grundlag af Folkenes Selvbestemmelsesret.

Naar det som Følge heraf kommer til Afstemning, saa er det den tyske Befolknings Sag til sidste Mand at give Udtryk for sit Sindelag ved Hjælp af Stemmeseddelen. Men Rigsregeringen opfatter det som sin selvfølgelige Pligt at hindre enhver Voldførelse af den tyske Befolkning og sørge for, at dens Repræsentanter kommer tilbørligt til Orde.

Jeg har derfor gerne erklæret mig rede til at hidkalde en af det slesvig-holstenske Provinsudvalg foreslaaet Sagkyndig til Forhandlingerne om det nordslesvigske Spørgsmaal, og jeg har senere foranlediget, at Landraad Böhme fra Tønder og Pastor Schmidt, Vodder, inden længe kommer hertil for at afgive deres Skøn.

I hvert Tilfælde maa Nordslesvigs Tyskere være overbeviste om, at der intet undlades af mig til Varetagelse af de tyske Interesser med al Energi og under enhver Eventualitet, saa vidt som dette er muligt i den Tvangssituation, vi befinder os i.

Franz von Jessen: Haandbog i De slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Den 6. april 1907 blev Schiffsartillerieschule Sonderburg (nu forhenværende Sønderborg Kaserne) indviet. Marineskolen var uddannelsessted for skibsartillerister og et led i de mægtige tyske flådeoprustning fra 1898.

Oprustningen bragte Tyskland på kollissionskurs med Storbritannien, der indgik alliance med sine traditionelle fjender Frankrig og Rusland. Derved var scenen sat for Første Verdenskrig.

Filmen er lavet af museumsinspektør René Rasmussen, Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot. Undervandsoptagelser er bragt med tilladelse fra Henrik Helsinghoff Jensen.

Læs mere om marinestationen her: https://denstorekrig1914-1918.dk/wp-content/uploads/2016/10/Rasmussen_Rene_Marinestation_og-Skibsartilleriskole.pdf

Paul Hedegaard (født 1899) gjorde krigstjeneste ved en MG-deling ved IR86. Endelig, den 24. december 1918, nåede han hjem til sine forældre i Højer.

I januar 1919 meldte jeg mig til lazarettet, men ikke i Flensborg, derimod i Tønder, og det var indrettet på seminariet. Lægen mente,  at jeg havde været længe undervejs, da han jo ikke anede, at jeg havde været hjemme i julen. –

Jeg var underernæret og undervægtig og skulle langsomt vænnes til almindelig kost. Min vægt lå på 63 kilogram, og jeg målte i højde 1 meter og 79 centimeter.

I et par måneder fungerede jeg som sygehjælper og assisterede ved røntgenundersøgelser for at finde kugler og splinter, der så senere skulle fjernes ved operation.

Men den 16. marts 1919 kom der besked fra Flensborg, at jeg skulle møde på Duborgkasernen til undersøgelse. – Den prøjsiske tone her var helt forsvundet, velgørende, og man blev nærmest spurgt, om man ville det eller det, nej, ingen kommandotoner mere, og det
var helt underligt.

Og endelig den 23. marts fik jeg min afsked – med 50 mark i  hjemsendelsespenge og 1,50 mark som rejsepenge.

DSK-årbøger, 1969

Hvorfor deserterede de dansksindede sønderjyder ikke bare, da Første Verdenskrig brød ud? Det hænger sammen med det syn på værnepligten, der havde udviklet sig i løbet af 1880’erne.

Dette er temaet for Anna Marie Mehrns (1889-1976) maleri: “Fra 1890’ernes Nordslesvig.” (1948).

Maleriet forestiller en mor, som holder et Dannebrog frem for sin søn, der skal ind og aftjene preussisk værnepligt. Hun minder ham om, at det er dette flag, han skal være tro imod i sit hjerte.

Museumsinspektør René Rasmussen, Sønderborg Slot, fortæller.

Bogtilbud

I bogen “Historien på væggen” fortælles historien om 46 historiemalerier på Sønderborg Slot – herunder også ovenstående.

“Historien på væggen” udkom i 2017. Den er på 224 sider og særdeles velillustreret med mange flotte gengivelser af museets mange flotte malerier.

Bogen koster 198,- kr. og kan købes i boghandelen, i museumsbutikken på Sønderborg Slot eller ved at sende en mail til hath@msj.dk.

Flere film og historiemalerier

Se flere film om Sønderborg Slots historiemalerier her

Mellem 30 og 35 tusinde mænd fra Nordslesvig (den i 1920 genforenede del af Sønderjylland) blev indkaldt til krigstjeneste i Første Verdenskrig. Man kan finde deres navne og data på mange af de lister, der ligger forskellige steder på denne hjemmeside: Under faldne, krigsfanger, desertører, DSK-medlemmer osv.

Men vi stræber på at samle så mange som muligt under fanen “sønderjyder”, så hver krigsdeltager har sin egen side med data og links til, hvor man kan læse mere – og hvor man kan kommentere, hvis man har flere oplysninger om den pågældende, måske feltpost, fotos – eller kan henvise til et arkiv, der har det.

Det er en meget stor opgave, og der er ikke så mange om at løse den.  Det kan derfor tage sin tid, før éns slægtning optræder med sin egen side, også selvom det er længe siden, man har indsendt data.

Men ca 25% er nu tilgængelige med egen side – og det kan vi godt tillade os at være stolte over.

Se listen over krigsdeltagerne her: Sønderjyder

I november 1958 sendte Danmarks Radio en udsendelse, hvor to sønderjyske krigsveteraner fortæller. På billedet er det Svensson, der holder hesten i bidslet.

Redaktør Adolf Svensson, Haderslev, oplevede revolutionen ved Vestfronten i nærheden af den schweiziske grænse. Han fortæller om begivenhederne den 10. november og 11. november, da den røde fane blev hejst og republikken proklameredes. Det tyske kejserriges kokarder blev skåret af uniformerne. Befolkningen var opmuntret og vinkede til ‘republikkens soldater’. Selve våbenstilstandsdagen ved Rhinen. Hvordan bataljonen hjemsendte sig selv.

Gårdejer Hans Schmidt, Kollund, oplevede sammenbruddet og revolutionen, mens han lå på Østfronten mellem Kiev og Poltava. Blev formand for soldaterråd. Om den besværlige rejse hjem fra Rusland med tog (i godsvogne). Igennem Østpreussen og Pommern. Kom tilsidst hjem til sin fødeby Ø Lindet. Tyskerne var altid disciplinerede. Om den store lykke, at Nordslesvig kom tilbage til Danmark.

https://www.dr.dk/bonanza/serie/274/1910erne/58345/to-frontkaempere-fra-1918

Den konservative leder Piper stillede den 28. januar et spørgsmål, der dagen efter blev drøftet i Rigsdagspartiernes politiske forhandlingsudvalg.

Protokol.

Møde 28. Jan. 1919:

Det konservative Folkeparti stillede følgende Forespørgsel til Regeringen:

Paa hvilken Maade mener Udenrigsministeren, at en “Tilkendegivelse” fra Befolkningen i Flensborg og omliggende Distrikter om Tilslutning til Danmark kan give sig Udtryk, efter at de tyske Myndigheder har lagt Hindringer i Vejen for Afholdelse af danske Møder?

Protokol

Møde 29. Jan. 1919:

Piper motiverede den i Mødet 28. Jan. stillede Forespørgsel med, at der er Vanskelighed ved at rejse den danske Sag i Sønderjylland og ved at foretage en Afstemning dér.

Udenrigsministeren: Hvad angaar Flensborg og den nærmeste Omegn, da indeholder Instruktionen til den danske Gesandt i Paris de Ord: “Man vil ikke kunne gaa med til, at disse Distrikter forenes med Danmark uden en udtrykkelig Tilkendegivelse i saa Henseende ved en fri Afstemning”. Det er alt, hvad der i Øjeblikket kan siges om den Sag.

Indtil Konferencen i Paris har truffet Bestemmelsen, veed vi ikke noget, og saalænge de paagældende Omraader er under tysk Styre, kan vi ikke blande os i Forholdene der. For Øjeblikket kan der ikke gøres andet, end hvad der er sket m. H. t. fri Afstemning, hvilket er udtrykt saaledes i Instruktionen til Gesandten:

Udenrigsmin. oplæste derefter Instruktionens Afsnit 11 (med Udeladelse af dets første Punktum) og fortsatte:

H. P. Hanssen har udtalte sig i nøje Tilslutning hertil. Men en Kommission kan først nedsættes, naar Konferencen har truffet sin Bestemmelse.

N. Neergaard: H. P. Hanssen har udtalt, at Instruktionen til Gesandten er affattet efter Forhandling med det politiske Udvalg. Det var heldigt, om det var saaledes, men det er ikke saaledes.

Udenrigsministeren: Vi har intet Ansvar for de Udtryk, som det siges, at H. P. Hanssen har brugt. Vi har underrettet H. P. Hanssen om, at Instruksen er meddelt det politiske Udvalg, og at ingen — efter Formandens Opfordring — har fundet Anledning til at gøre Bemærkninger.

I. C. Christensen: Vi tog den kun til Efterretning. Det er uheldigt, at der i Instruksen tales om, hvad der bør ske, hvis ingen Afstemning kan foregaa. Det tænkte jeg straks, da jeg hørte Oplæsningen. Men den var jo afsendt.

Udenrigsministeren: Det er beklageligt, at ingen omtalte den Uenighed om Instruksens Indhold her i Udvalget. Selv om den var afsendt, kunde der godt være sket en Tilføjelse. I den letfærdige Agitation, der nu er rejst, tales der om Hindringer for en fri Afstemning. Der er intet fremkommet om, at der vil blive lagt en fri Afstemning Hindringer i Vejen. Det vilde da ogsaa stride imod Wilsons Opfattelse af Folkenes Selvbestemmelsesret.

Men et Mindretal her i Landet ønsker at give det Udseende af, at der hersker Grunduenighed om det sønderjydske Spørgsmaal her i Danmark.

Det siges, at man har udsendt en særlig Afsending til Paris. Der maatte nødvendigvis gives Gesandten Instrukser ogsaa om, hvad der kunde ske. Det Spørgsmaal kunde blive stillet Gesandten: De taler om Afstemning, men Deres Land ønsker ingen Afstemning. Hvis ikke vi giver en fuldstændig utvetydig Besked, ligger det hele alt for taaget. Det er godt, at man tog et klart Standpunkt i Spørgsmaalet om Flensborg. Havde man i forrige Møde villet det, kunde der være blevet Lejlighed til at gøre en Tilføjelse til Instruktionen.

Franz von Jessen: Haandbog i De slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

På DR’s hjemmeside ligger et interview med Ingeborg Refslund Thomsen (datter af H.P. Hanssen).  Hun fortæller om livet i Sønderjylland under Første Verdenskrig.

DR skriver:

“Ingeborg Refslund Thomsen: Om forskellen på betydningen af ordet ‘krigen’. For hendes generation kun én krig, verdenskrigen 1914-18.

Om de sønderjyske børns reaktioner, når deres fædre måtte deltage på tysk side, problemerne når de kom i skole og intet forstod af den tysksprogede undervisning.

Morgenhilsenen i skolen forvandledes til ‘Gott strafe England’. De strikkede gaver til soldaterne på fronten. Om de mere materielle besværligheder. De russiske krigsfangers ankomst. Børnene lærte hurtigt at tale med dem. Vanskelighederne for de unge piger med at finde bejlere. De mange unge drenge, som snart også måtte til fronten, og hvoraf kun få vendte tilbage. ‘Vi må ikke glemme dem’.”

Hør historien (25 minutters udsendelse) her: Ingeborg Refslund Thomsen fortæller om børns vilkår under Første Verdenskrig

I Sønderborg Slots udstilling om Første Verdenskrig kan man bl.a. se malerier, som sønderjyske krigsveteraner malede efter krigen. Kunstneren Johannes P. Ebbesen fra Jels er én af dem.

I denne lille film fortæller museumsinspektør René Rasmussen om ét af Ebbesens billeder.

Bogtilbud

I bogen “Historien på væggen” fortælles historien om 46 historiemalerier på Sønderborg Slot – herunder også ovenstående.

“Historien på væggen” udkom i 2017. Den er på 224 sider og særdeles velillustreret med mange flotte gengivelser af museets mange flotte malerier.

Bogen koster 198,- kr. og kan købes i boghandelen, i museumsbutikken på Sønderborg Slot eller ved at sende en mail til hath@msj.dk.

Flere film og historiemalerier

Se flere film om Sønderborg Slots historiemalerier her

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

Den 23de Flensborg-Opraabet: “Fra Skagen til Gedser maa da Raabet lyde: Flensborg med til Danmark.”

Samme Aften de første store Flensborg-Møder i København. Det strømmer ind med varmtfølte Indlæg og private Breve. I Dag Vælgerforeningsvalg.

Lorens Poulsen nægter paa Grund af svigtende Helbred at tage imod Genvalg, og jeg vælges efter hans Forslag. Til Stedfortræder vælges, da Ravn afviser Valg, Bankdirektør P. Thomsen. I Landdistrikterne Andr. Lorenzen og P. Budach, P. Damgaard og Boy Jessen.

Den danske Regerings Svar paa Petitionerne fra Mellemslesvig offentliggøres. Man vil, hvis der ingen Afstemning bliver, tage imod de overvejende dansktalende Sogne, men ikke tage Flensborg uden Afstemning.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Andr. Bøgen, Vennemose, blev indkaldt i sommeren 1915 og tilbragte hele krigen på Østfronten.

Efter Tysklands Kapitulation i November blev vi kaldt tilbage til Bataillonen i Romny. Der blev dannet Soldaterraad, og Soldaterne forlangte at komme hjem. Det var ikke saa ligetil, for vi var saa langt borte, og vi maatte bevæbne os med Taalmodighed. Noget senere brød vi op og kom til en anden Egn. Her blev vi til Nytaarsaften. Derefter blev vi puttet ind i et Godstog, som skulde føre os hjem.

Tre Uger senere — vi havde flere Dages Ophold undervejs — naaede vi den tyske Grænse, glade over, at vi uskadt var naaet saa langt. I Stationsbyen paa den tyske Side af Grænsen opholdt vi os nogle Dage. Saa gik Rejsen videre over Pommern, Mecklenborg og til Lybæk. En Del Holstenere og Slesvigere, deriblandt jeg, ønskede vore Hjemsendelsespapirer udleveret. Det fik vi ogsaa.

Samme Dags Aften, den 25. Januar 1919, naaede vi Kiel. Vi overnattede paa Banegaarden. Togkørselen var forfærdelig, og næste Dag, en Søndag, naaede jeg kun til Flensborg. Her overnattede jeg hos en Slægtning. Næste Dags Morgen skulde Rejsen fortsættes til Tønder. Toget var overfyldt.

I Toget blev Afstemningen livligt diskuteret, og en enkelt udtrykte sin Harme over, at Slesvig, et tysk Land, ved Afstemning skulde have Lov til at rive sig løs fra Tyskland. Jeg deltog i Diskussionen og kritiserede i kraftige Udtryk Prøjsernes Herredømme over den danske Befolkning og tilbageviste Paastanden om, at Slesvig var et tysk Land. Der var flere i Kupeen, der gav mig deres Tilslutning, og snart var Diskussionen om dette Emne forstummet.

Imidlertid havde vi naaet Tønder. Herfra gik jeg hjem til Fods.

DSK-årbøger 1952

Den tyske Rigsregering besvarede den 25. januar henvendelsen fra Nordslesvigs Arbejder- og Soldaterraad af 17. januar 1919.

Centralraadet har oversendt os Skrivelsen af 17. Januar samt den  Beslutning, som Arbejder- og Soldaterraadene i de fem nordslesvigske Kredse har vedtaget.

Regeringen hilser med Glæde Erklæringen, at Befolkningen vil fastholde sin Tyskhed.

Paa Fredskonferencen vil Regeringen med al Energi hævde det Standpunkt, at der kun ved Folkeafstemning indenfor de i Betragtning kommende Kredse kan blive afstaaet Distriktsdele til Danmark.

Vi haaber, at den tyske Befolknings Interesser derved maa blive varetagne i fuldt Omfang.

Franz von Jessen: Haandbog i De slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Søren Larsen-Kjær fra Skodborg tilhørte 3. Landstormsbatl. Ved årsskiftet 1918/1919 var hans enhed på vej hjem fra Ukraine. Den 3. januar 1919 forlod hans tog banegården i Kiev og den 17. januar var han endelig hjemme i Skodborg.

Det kan nok være, at jeg trængte til Søvn og Hvile, da. jeg endelig var naaet til mit kære Hjem. I de første 7-8 Dage sov jeg næsten hele Tiden; det var, som jeg ikke havde faaet Søvn et helt Aar.

Saa skulde jeg ud at se til min Bedrift. Alt var saa mærkelig uvant, og det værste var, at næsten hele Bon­debedriften var bleven til en Slags Krigsindu­stri. Det var helt trist at se paa. Korn var var der ikke til Svinene og heller ikke Kraft­foder til Køerne. Brødkorn og Hvede til Kage var der vel noget af, men den Slags laa skjult de utro­ligste Steder, for at ingen skulde tage det.

Hele Talen drejede sig mest om Penge, om at faa Gælden omsat og nedbragt til en Tredje­del.

Jeg fandt mig ikke tilpas i hele det Kome­diespil, som dreves i næsten alle Forhold. Grimmest var dog al den Hamstren og alt det Smugleri, der var kommet i Gang.

Det store Flertal var forgiftet deraf. Hæderlige Tjenenestekarle forlod deres Pladser for at tjene Penge ved Smugleri. De og mange andre sneg sig over Kongeaaen, der endnu var Toldgrænse, opkøbte Varer i Stationsbyen Vejen og andre Steder og solgte dem til Tyskerne for at tjene Penge.

Saa har desuden Selskabslivet i Krigsaarene taget et uhyggeligt Opsving. Alt dette gjorde mig baade led og ked. Der havde været meget grimt og sørgeligt derude i Krigen; men man havde ogsaa stille Stunder til at søge sin Gud og til at faa sin Bibel kær. Da havde jeg skrevet mit Livs Stentavler. Nu da jeg saa Krigens forfærdelige Virkninger ude i Befolkningen og her i Sønderjylland, da fik jeg Lyst til at knuse dem mod Jorden, for Dansen om Guldkalven var jo værre end selve Krigen.

Dog fandt jeg Trøst ved at samle mine Tanker om Guds Undere, som han ved sin Aands Lys lod os se, og jeg bad til Gud om at bevare mit Folk sundt, saa det maatte følge hans Vilje; thi Guds Naade er os nok til Livet.

Søren Larsen-Kjær: Erindringer fra Verdenskrigen (1923)

FOREDRAGET AFLYST PGA FOR FÅ TILMELDINGER

Museum Sønderjyllands hjemmeside om sønderjyder i Første Verdenskrig har haft helt usædvanlig stor succes med mere end 3,5 millioner sidevisninger på godt fire år.

Alene de seneste 12 måneder har hjemmesiden haft 1,3 millioner sidevisninger!

Men hvordan kom siden i gang?

Hvad er hemmeligheden bag sidens succes?

Hvad kan man bruge siden til, hvis man gerne vil vide mere om slægtninge, der var med i Første Verdenskrig?

Og kan konceptet bruges af andre museer eller arkiver?

Alt dette – og mere til – fortæller hjemmesidens hovedredaktør, museumsinspektør René Rasmussen fra Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot.

Læs mere om foredraget på Folkeuniversitetets hjemmeside

NB: Husk også foredraget onsdag den 23. januar kl. 18:00 mi Esbjerg om “Frontliv,faneflugt og fangelejr. Sønderjyder i Den store Krig 1914-1918.” Man kan efter det oplyste godt møde op ved døren og deltage mod betaling af entré.

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

Daglige Forhandlinger om Stillingen i Flensborg og Kampagnen i Kongeriget. Med til at samle Underskrifter paa Opraabet. Daglig skrevet en Leder til Forberedelse af Kampagnen, skrevet Breve til danske Aviser, til danske Partiførere osv. Den 19de rejser de tre Talere.

I Dag Mødet i “Foreningen for Handel og Industri”.

Overborgmesteren har lugtet Lunten og har travlt, stævnet
Folk til sig, haft Udsendinge rundt fra Hus til Hus. Henad Midnat faar
jeg Referat. Hübsch har ledet uden at tage Standpunkt, kun meddelt graverende Tal om det nordlige Oplands Betydning. Bestyrelsen tavs.

Overborgmesterens Talere Slag i Slag. Spagfærdige Antydninger fra
anden Side slaas ned. De 8 Danske tier, fordi de andre selv maa tage
Standpunkt. Resultatet: 124 mod 26 for en Resolution i tysk Retning.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

I den danske Presse offentliggjordes 21. Jan. 1919 et Opraab: Til det danske Folk!, undertegnet “Flensborg, i Januar 1919” af 50 ansete Borgere i Flensborg, deriblandt Mellemslesvigsk Udvalgs Bestyrelse. Opraabet indledes saaledes:

“I det Øjeblik, da det danske Folks Sydgrænse skal sættes, gribes vi af en knugende Angst for, at Flensborg kan blive udelukket fra Danmark.

Kuet, som Befolkningen er af det revolutionære Styre, har det været umuligt for os gennem frie Villiestilkendegivelser at øve Indflydelse paa vor Fremtidsskæbne, som vi ellers kunde og burde. Mens hele det øvrige Sønderjylland fejrer Genforeningsfester, er vi i Flensborg og delvis i Mellemslesvig praktisk talt afskaarne fra at samles.

Vi ser under de foreliggende Forhold ingen anden Vej. Vi henvender os til det danske Folk, idet vi beder det: Forlang, at Flensborg paa Grundlag af de foreliggende Tilkendegivelser kommer med til Danmark.

Luk os ikke ude. Vi véd det bedre end andre, hvad der endnu findes af skjult, forsagt og forkuet Danskhed i Flensborg By.

Vi føler fuldtud det Ansvar, det betyder, uden Afstemning, som vi ogsaa ønskede, at tage Flensborg med ind under Danmark. Men vi viger ikke tilbage for det.

Vi anerkender ikke det Værk, Fortyskningen har øvet gennem næsten to Menneskealdre, og vi anerkender ikke store Dele af den Tyskhed, som nu repræsenteres af den tidligere altyske Embedsstand. Som vi under ublide Kaar har værnet vor Nationalitet, vil vi under blide og heldige Kaar under gamle Danmark udbygge og uddybe den, forstærkede af de Tusinder, som vil vaagne til fuld Erkendelse af deres Danskhed den Dag, Erobrerens Tryk falder.”

Opraabet fortsætter med en videre Udførelse af de nævnte Synspunkter og slutter:

“Fra Skagen til Gedser maa da Raabet lyde: Flensborg med til Danmark!”

Franz von Jessen: Haandbog i De slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Mellemslesvigsk Udvalgs Henvendelse til Danmarks Regering  blev afgivet til Statsmin. og derefter den 13. Jan. 1919 oversendt til Udenrigsministeriet, der svarede den 20. januar.

Det har været den danske Regering en Glæde at modtage Deres Henvendelse af 17. Dec. f. A., hvorved De paa danske Mellemslesvigeres Vegne overrækker en Række Petitioner, udsprungne af de danske Mellemslesvigeres stadig stærkere tilkendegivne Ønsker om Genforening med Danmark, idet De dog samtidig betoner, at disse Petitioner kun er et ufuldstændigt Udtryk for Folkestemningen, fremkommet som de er i Løbet af faa Dage og under ufrie Forhold.

Ligeledes har den danske Regering senere modtaget de underskrevne Petitioner, hvoraf det fremgaar, at disse er  underskrevne af ialt 4277 Mænd og Kvinder over 2o Aar, og deraf 3401 fra Flensborg By.

I Petitionerne og i Deres medfølgende Skrivelse henvises til det fra alle Sider anerkendte Princip om Folkenes Selvbestemmelsesret, og den danske Regering opfordres til ved en Henvendelse til de Allierede at foretage de Skridt, der er nødvendige, for at ogsaa Befolkningen i Mellemslesvig under Forhandlingerne om  Verdensfreden kan faa sin Ret anerkendt til fri Afstemning.

Den danske Regering, der med dyb Tilfredshed har erfaret, at de danske Mellemslesvigere har udtalt sig for den Løsning af Spørgsmaalet, hvortil ogsaa den danske Rigsdag, ifølge sin Udtalelse af 23. Okt. f. A. knytter sine nationale Forhaabninger, har nu taget Skridt til, at de danske Mellemslesvigeres Ønske — i Overensstemmelse med den af Vælgerforeningen for Nordslesvig fremsatte Udtalelse vedrørende »de tilstødende Distrikter i Mellemslesvig, som rejser Kravet«  — kan blive ført frem for de Allierede og Verdensfredskonferencen.

Den har ligeledes draget Omsorg for, at den i Aabenraa-Resolutionen af 30. Dec. f. A. fremsatte Tilføjelse om Nødvendigheden af Forholdsregler til at sikre en fri Afstemning samtidig kan blive forelagt.

Den danske Regering udtaler sin tillidsfulde Forvisning til, at herefter de danske Mellemslesvigeres Ønske om ved fri Afstemning at faa Lejlighed til at tilkendegive, at de ønsker at genforenes med Danmark og saaledes at udøve Selvbestemmelsesretten, maa blive opfyldt.

Franz von Jessen, 1937, II.

De danske sønderjyders leder i årene før, under og efter Første Verdenskrig, H.P. Hanssen. er et spændende bekendtskab. En ny biografi fortæller hans historie. Første bind undkom kort før jul og andet og sidste bind kommer i forbindelse med genforeningsjubilæet.

Bogen koster 248,- kr og kan købes i boghandelen eller direkte hos forlaget. Medlemmer af Historisk Samfund for Sønderjylland kan købe bogen for kun 148,- kr.

Læs den seneste anmeldelse af bogen her

I.J.I Bergholt var i oktober 1918 kommet på lazaret i det østligste Tyskland i Insterburg (i dag: Chernyakhovsk). Men i januar 1919 blev forholdene dér for urolige, og han blev efter eget ønske hjemsendt den 15. januar.

Dagen efter, at Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht var blevet myrdet, nåede vi Berlin  (dvs. 16. januar 1919).

Der var »brand i gaden«, men vi nåede da helskindet fra den ene banegård til den anden og kom til Hamborg i god behold.

Herfra var togforbindelsen nord på meget dårlig, men jeg opdagede, at der omgå ende gik et tog til  Kiel, og det benyttede jeg mig af, idet jeg tænkte, så er du da så langt nordpå.

I Kiel måtte jeg vente i fem timer, før der gik tog over Egernførde til Flensborg.

Jeg nåede Haderslev den 18. januar, hvor jeg straks gik på »Bezirkskommando« og meldte mig til.

Her tilbød man mig, at jeg kunne komme til den danske grænse som grænsevagt.

Det blev godt betalt, men jeg betakkede mig og sagde, at jeg foreløbig havde fået nok af det tyske militær.

Da jeg forlod kontoret som civilist, men dog stadig i uniform, standsede jeg op ude på gaden.

Lige overfor lå domkirken. Det var på pladsen uden for kirken, jeg i 1915 begyndte min militære løbebane, og det blev altså også her, jeg sluttede den i 1919.

Mange tanker gik gennem mit hoved. Den mellemliggende tid havde gjort drengen t i l en mand med sørgelige erfaringer, men også med mange minder om gode kammerater. Jeg var skæbnen uendelig
taknemmelig.

Det randt mig også i hu, at jeg den dag i 1915, da jeg sammen med mange andre marcherede ud t i l banegården, traf min gamle skolelærer. Han stod inde på fortovet og så på den flok drenge, som militæret havde lagt sin hånd på.

Da han genkendte mig, løb han op på siden af mig, greb min hånd
og sagde: »Vorherre være med dig, min dreng.«

Hvor hårdt brug jeg ville få for dette ønske, anede jeg ikke den dag; men nu stod jeg her uden et sår eller en skramme, så ønsket var gået i opfyldelse.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Første Verdenskrig er den store urkatastrofe i det 20. århundredes historie. Mens Danmark holdt sig neutralt, måtte mere end 30.000 sønderjyder deltage som tyske soldater i Første Verdenskrig. Over 6.000 af dem faldt og mere end 4.000 blev invaliderede.

Men krigen og Tysklands nederlag førte også til, at Sønderjylland i 1920 kunne komme hjem til Danmark igen.

Foredraget følger sønderjyderne gennem krigens forskellige faser, og i små lydklip fortæller krigsveteranerne selv om deres oplevelser. Det fortæller museumsinspektør René Rasmussen, Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot om.

Foredragsholder: Rene Rasmussen, Museumsinspektør, Museum Sønderjylland, Sønderborg Slot.

Tidspunkt: Onsdag den 23. januar kl. 18.00

Sted: Møderum 1, Esbjerg Hovedbibliotek, Nørregade 19, 6700 Esbjerg

Entré: 100,- kr – eller tilmeld dig på forhånd, så koster det kun 75,- kr-. Tilmeld dig her https://www.fusydvest.dk/kursus/99-sonderjyder-i-den-store-krig– det kan godt nås endnu!

Søren Larsen-Kjær fra Skodborg tilhørte 3. Landstormsbatl. Ved årsskiftet 1918/1919 var hans enhed på vej hjem fra Ukraine. Den 3. januar 1919 forlod hans tog banegården i Kiev på en farefuld færd mod vest.

Om Morgenen gik Toget efter Padborg. Da vi kom der, blev vi noget skuffet, for vi hav­de ventet der at se danske Soldater. Allerede nede i Ukraine havde vi talt om den ny Græn­se, og vi var enige om, at den skulde gaa fra Flensborg Fjord i en Linje Syd om Tønder; men vi havde tillige ventet, at den Del af Sønderjylland, der laa Nord for denne Græn­se, øjeblikkelig ved Vaabenstilstanden var ble­ven besat af Danmark.

Mon da ikke H. P. Hanssen var i Køben­havn, og var han ikke det, havde vi Lyst til at rejse om til ham i Aabenraa og faa ham sendt derover.

Men vore civile medrejsende fortalte os, at det gik slet ikke saa let at bli­ve enige om den ny Grænse. I dansk Politik var det jo saaledes, at den ene ikke kunde taale den anden, saa hvad den ene vilde, vil­de den anden ikke.

I Tinglev tog to af vore Kammerater Afsked med os, og nu blev der taget Afsked paa hver Station; navnlig i Voyens var der mange, som skulde ud.

Alle Steder lød Raabene: „Farvel Kammerat, Tak for godt Kammeratskab, lev nu vel, Farvel, Farvel og hils hjemme!”—Og paa Stationerne var Kvinder og Børn mødt for at byde Velkommen til den kære Mand og Fader; der var Smil og Graad, og vi var bevægede i Glæde over at komme hjem til vore kære.

Saa var det ogsaa dejligt at høre vort yndige Modersmaal, naar det som nu lød fra danske Kvinders Mund.

Vi var tre, som skulde længst mod Nord, nemlig til Skodborg. I Sommersted steg vi over i Amtsbanen, og Kl. 9½ kunde vi være hjemme.

Nu traf vi næsten ene kendte Men­nesker; alle spurgte de ud om den farefulde Rejse fra Ukraine. De havde været ængstelige for os; vi maatte fortælle saa længe, at Mun­den blev helt træt.

Nu bremser Toget, og vi er hjemme. Min kære Hustru og mine kære Børn var paa Stationen for at tage imod mig. Hvor var det dog et skønt Møde! Bag ved laa 4½ Aar i Krig, og nu var man hjemme!

I Tankerne havde vi forestillet vor Hjem­komst med Guirlander, Æresporte og Fester; ikke fordi vi havde kæmpet for Tyskerne, men fordi vi havde gaaet Pligtens Vej. Der var ingen anden Vej til vor Befrielse, vi havde derfor kæmpet for Danmarks Sag. Maaske hav­de Menneskene tænkt en anden Vej, og der­for havde vi drømt om Fester og lignende; men Gud vilde det anderledes, og hans Vilje var den rette.

Nu vendte vi altsaa hjem, tavse, blege og afhjaskede; men glade var man i Hjertet over at være omgivet af Hustru og Børn.

Søren Larsen-Kjær: Erindringer fra Verdenskrigen (1923)

Søren Larsen-Kjær fra Skodborg tilhørte 3. Landstormsbatl. Ved årsskiftet 1918/1919 var hans enhed på vej hjem fra Ukraine. Den 3. januar 1919 forlod hans tog banegården i Kiev på en farefuld færd mod vest.

Vor Oversergent, der var en rettænkende og pligttro Mand, og som paa flere Maader havde vist, at han forstod Sønderjydernes Stil­ling under Krigen, bad os Danske om at hjæl­pe ham med at bringe alle de levnede Føde­midler i Sikkerhed. Det gjorde vi gerne, for saa vilde han næste Morgen sørge for, at vi fik vore Frihedspapirer udstedt.

Han holdt ogsaa Ord, for om Formiddagen d. 16. kaldte han os sammen; hver fik sit Fri­pas og et Bevis at rejse hjem paa. Desuden gav han os Lov til at tage nogle mindre Munderingsgenstande med hjem til Minde om Kri­gen.

Det var vi glade for, og vi kom dem i nogle Lærredsposer, som vi havde lavet af vore Straasække.

Vi tog saa Afsked med Kompagniføreren, Kontorskriveren og vor Oversergent. De trykke­de os i Haanden og takkede for godt Kam­meratskab; den sidste var meget bevæget, for han havde hele Tiden været sammen med os, og altid havde der gensidig været et godt Forhold mellem ham og os.

Med vor Ransel paa Nakken gik vi saa til Banegaarden, hvor vi maatte vente i fire Ti­mer for at komme af Sted efter Flensborg. Vi sad paa en Restauration og nød en Kop Kaffe.

Desværre viste det sig, at det Bevis, vor Oversergent havde givet os, ikke var gyldigt som Fripas paa Banen. Naa, derved var intet at gøre; der var jo indtraadt nye Forhold i Tyskland, og vi maatte selv betale Billet.

Kl. 10 om Aftenen naaede vi Flensborg. Vi fandt det ikke værd at gaa ind i Byen for at finde Logi; vi var jo ikke saa godt vant og vi lagde os til Ro paa Gulvet i Ventesalen med vore Ransler under Hovedet.

De civile Folk paa Banegaarden var ogsaa flinke mod os, og flere gjorde sig Umage for at tilvejebringe Ro, for at de hjemvendende Soldater, som de sagde, kunde sove.

Men en ung Vagtsoldat, der vel næppe havde lugtet Krudtet’i Krigen, gjorde sig be­mærket ved at tage Lærredsposen, som en af vore Kammerater et Øjeblik havde forladt. Vagtsoldaten vilde undersøge, om Posen ikke indeholdt stjaalne Ting fra vor Krigsudrustning. Vi lod ham vide, at det var retmæssig Ejen­dom, som Kompagniet ved Afrustningen havde skænket os. Det vilde han imidlertid ikke tro og truede med at bruge Vaaben mod os.

Det kan nok være, at vi, der havde baaret Krigens Lidelser i 4½ Aar, blev ophidsede, og der blev en voldsom Staahej. En Tid saa det ud til at blive regulært Slagsmaal; men endelig blev Vagtunderofficeren tilkaldt, og han ordnede det saaledes, at vi fik Lov til at be­holde vore Lærredsposer med deres Indhold mod, at den Pose, der var taget fra vor Kam­merat, blev nærmere, undersøgt og klaret, om vi havde Ret til at tage de nævnte Smaating med hjem.

Søren Larsen-Kjær: Erindringer fra Verdenskrigen (1923)