Vi bringer hen over sommeren og efteråret en lille serie med korte artikler af Jørgen Flintholm Hansen om Infanteri-Regiment “von Manstein” Nr. 84 i Første Verdenskrig.
Bataljonen fra Haderslev
Den første tid i skyttegravene – Moulin-sous-Touvent
Med opløsningen af Detachement von Kraewel den 28. september vendte Infanterie-Regiment 84 tilbage til IX. Armeekorps, og marcherede den nat over Neuville og Termy til Leuilly-sous-Coucy, hvor den havde den første hviledag siden krigens start.
Den 30. september kom så ordren om igen at slutte sig til 18. Infanterie-Division. Marchen gik over Oise-Aisne kanalen 3 km nordvest for Leuilly, forbi Coucy-le-Chateau for igen at krydset kanalen før Guny. Herfra gik det over Trosly-Loire og st. Aubin til Blerancourt, hvor staben IX. Armeekorps var placeret.
Efter et længere hvil kom ordren den 1. oktober til afløsning af Grenadier-Regiment 89 i stillingen ved Moulin-sous-Touvent. I. og II. Bataljon skulle afløse, mens III. Bataljon som reserve skulle placeres i en hule ved Moulin. For II. Bataljons vedkommende gik marchen derfor videre over Nampcel til Aubignicourt. Her blev der gjort holdt, forplejet og ventet på at det skulle blive mørkt. Ingen vidste hvor præcist Grenadier-Regiment 89 befandt sig, og patruljer sendt i forvejen til Moulin opnåede ikke kontakt. Grenader-regimentet havde heller ikke sendt vejvisere.
Efter mørkefald fortsatte marchen til Le Tiolet Ferme gennem området, hvor der den 20. september havde stået hårde kampe under et fransk forsøg på at bryde igennem de tyske linjer. Gården var totalt ødelagt og nedbrændt. Døde heste og kvæg lå stadig overalt og udsendte en frygtelig stank. Da det stadig ikke var opnået kontakt til Gren.Regt. 89 måtte man fortsætte i retning af Moulin. I nærheden af Pusieux Ferme kom man ind i et område, hvor der stadig lå mange døde franske og tyske soldater primært fra Hansa-regimenterne 75 og 76. Fra syd kunne der høres livlig infanteriild. Først da bataljonen omkring kl. 23 nåede udkanten af Moulin stødte den på en post fra Grenadier-regiment 89, der endeligt kunne give oplysninger og regimentets placering og vise vej til 89’ernes stab, der var placeret i en hule i den sydvestlige udkant af Moulin. Efter en kort orientering om situationen blev sektionerne fordelt til bataljonerne. 1. bataljons overtog linjen fra kløften, der førte sydpå fra Moulin til St. Pierre, til 200 meter sydøst for Punkt 140 i den vestlige udkant af Moulin, med II. Bataljon i forlængelse mod vest. III. Bataljon kom i reserve i den hule ved Moulin, Regiment 89 hidtil havde besat.
II. Bataljons afsnit havde en bredde på omkring 1,6 km. Da bataljonens kampstyrke stadig var meget lav, måtte alle kompagnier sættes ind, og alligevel var stillingen tyndt bemandet. Yderst til venstre stod 5. Kompagni øst for vejen fra Moulin til Attichy. Til højre fulgte 7. Kompanie, forbundet med 5. af en ca. 100 meter lang og kun ½ meter dyb grav, mens 6. Kompanie til højre nåede vejen mellem Moulin og Trecy-le-Mont. Stillingen lå en bagskråning af en højderyg, lavede forskellige buer og havde kun få skridts skudfelt. Nord for 6. kompagni kom 8. kompagni til. Deres position var stadig på den bagerste skråning af højderyggen, men de havde et tilstrækkeligt skudfelt foran sig. 6 og 8. Kompanie havde den fordel, at fjendens artilleriobservatører ikke kunne se stillingen og derfor var mindre udsat for beskydning i forhold til de to øvrige kompagnier.
Stillingen var meget simpel, selv dette tidspunkt taget i betragtning. Den bestod kun af en simpel skyttegrav, uden anden form for dækninger end lette overdækkede huller. Der var overhovedet ingen bagudgående løbegrave og alt færdsel til stillingen kunne derfor kun ske i mørke. Enhver form for hindring foran linjen manglede. Det var tydeligt, at linjen var resultat af forudgående kampe og ikke taktiske overvejelser.
I løbet af den næste uge skete der afløsninger og forskydninger i stillingen. Med indsættelsen af dele af Füsilier-Regiment 86 forkortes II. Bataljons ansvarsområde med hele 5 og halvdelen af 7. Kompanies afsnit. Regimentets ansvarsområde var nu fra vejen mod vest fra Moulin til et punkt 400 meter nordvest for Punkt 161, 500 meter nordøst for Quennevières Ferme. Denne stilling forblev uændret frem til afgang fra området den 8. marts 1915. Hver bataljonsafsnit fik tildelt en deling maskingeværer og 40 pionerer. Bataljonens reservekompagni flyttedes til hulen ved Moulin, hvor den var sammen med regimentets stab indtil denne flyttede til Nampcel den 10. oktober. Samtidig flyttede bataljonsstaben også hertil fra en hule i nærheden.
Den overtagne stilling var ikke i god stand og ville formentlig ikke holde stand ret længe i tilfælde af et fjendtligt angreb. Arbejdet med at forbedre den blev derfor iværksat med det samme. Som noget af det første blev i de første dage af oktober de forskellige delingsafsnit i 5. Kompanie forbundet med skyttegrave til et samlet kompagniafsnit, mens der blev gravet en løbegrav til forbindelse med 7. Kompanie. Samtidig blev arbejdet på etablering af en fortløbende hindring foran stillingen påbegyndt. 6. Kompagni forkortede sin stilling ved at skære en bue over. Samtidig blev de poster, der var lagt frem på højdedragene, forstærket i til gruppeposter, og deres position knyttet til kompagnistillingen med løbegrave. Herefter blev gruppestillingerne forbundet med hinanden, så der blev skabt en ny stilling med tilstrækkeligt skudfelt på højdedraget.
Højre fløj af 7. kompagnis stilling mistede betydning på grund af 6. kompagnis nye stilling. Den var derfor kun sparsomt bemandet og to delinger af 7. kompagni blev flyttet over til venstre for 6. kompagni. 6. og 7. kompagnis forreste stilling blev gjort sammenhængende ved en forbindelsesgrav. 8. kompagni rykkede også sin position op på niveau med 6. kompagni og fik forbindelse med I. Bataillon til højre.
Kompagnier i reserve stod primært for etablering af 2. stilling og forbindelsesgrave. Gravene blev gravet 2 meters dybe og brede nok til, at de sårede kunne bæres igennem på bårer. Den samlede længde af forbindelsesgravene var 4 km. Tjenesten stillede store krav. Manglen på skanseværktøj betød, der måtte arbejdes i skift á 3 timer dag og nat for fuldt ud at udnytte dem. Kun mellem kl. 2300 og næste morgen kl. 0200 var der pause, medmindre der var særligt akut arbejde, hvilket ikke var ualmindelig.
Efter færdiggørelsen af de mest nødvendige forbindelsesgrave, blev der på bakken vest for Touvent Ferme anlagt et støttepunkt med form af en skanse tilpasset terrænet. Fra dens nordlige side kunne terrænet i retning af Quennevières-Ferme beherskes. En bataljonskommandostation og et observationsstade placeredes her. Efterhånden nåede den forreste skyttegrav en dybde på 3 meter, hvilket gav en vis sikkerhed under passage. Skydeskår blev fremstillet – først i træ, siden i stål. Efterhånden dukkede navne op på dækninger og på løbegrave: Klapp-Weg, Grebel-graven, villa »Waldesruh«, Hotel »Bück dich«. Hauptmann Grebe lindvide sin »Weltkriegschießbude 1914-15-16-17«, [Verdenskrigs-skydeskur] hvilken man grinede meget af. Ingen troede på, at krigen ville var så mange år.
Foran stillingen udspandt pionerer en lav tråd hindring – den såkaldte snubletråd. Med den korte afstand til fjenden krævede det snilde at undgå beskydning, og alligevel kostede de mange tab. I det midterste kompagniafsnit, hvor afstanden kun var 50-100 meter, måtte man nøjes med pigtrådshuller, der om natten blev kastet op på brystværnet. Observation var et andet problem, da åbninger og skjolde var genstand for fjendens ild. Der blev derfor udleveret skyttegravsspejle, hvorigennem observation kunne foretages i sikkerhed.
Den fortsatte franske artilleribeskydning gjorde arbejde i dagtimerne meget risikabel og til tider næsten umulig. Samtidig medførte beskydningen, at meget af det, der blev opnået i løbet af natten, igen blev ødelagt i løbet af dagen. Artilleribeskydningen nødvendiggjorde ligeledes, at man for alvor tog hul på etableringen af anvendelige »Unterstand« – dækningsanlæg, der både kunne give beskyttelse og beboelse under opholdet i forreste linje.Livet i skyttegraven
Hver gruppe havde en mand på vagt i dagtimer og fire i nattetimer. Hver deling havde en vagthavende underofficer og hvert kompagni en tilsvarende vagthavende officer. Begges skulle hele tiden opholde sig i skyttegraven, inspicerer poster, modtage meldinger, kontrollerer oplysningerne og videregive dem til kompagnicheferne. Der blev normalt skiftet hver 2. time, som vagtposter havde to timers vagt og to timers hvil. Ved daggry stod kompagnier parate, da fjendens angreb som oftest fandt sted på dette tidspunkt. Der var oplagt 200 patroner pr. mand med reserve placeret i ammunitionskasser gravet ind i siden på skyttegraven.
Mellem morgen og middag var der hviletid med undtagelse vagtposter, hvorefter den almindelige arbejdstjeneste begyndte: gravning af nye stillinger, nye løbegrave, nye dækninger. Som oftest var frontkompagnierne henvist til sig selv, da enheder i reserve anvendtes til andet, så arbejdsbyen kunne til tider være særdeles anstrengende.
Afløsning af kompagnierne i forreste linje fandt sted hver 10. dag. Det blev tilstræbt, at de enkelte kompagnier vendte tilbage til deres »eget« kompagniafsnit. Dermed blev der opnået et ejerforhold, der gav sig udslag i vedligeholdelsen. Stillingen var altid i eksemplarisk orden, som uden forbehold blev anerkendt af alle højtstående ledere, der inspicerede den. Undtagelsen af 8. Kompagni, der valgte at forblive i stillingen i hele perioden.
Ud over anlæggelse og vedligeholdelse af stillinger var vejret også konstant modstander. Efterårets megen regn forvandlede grave og stillinger til mudderbad, og det var en evig kamp at sørge for afvanding og afhjælpning af de skader, vandet forårsagede. Satte det ind med frost, kunne man ikke komme i jorden med spader, og antallet af hakker var alt for få. Faren var også større for at blive ramt af et skud, der rikochettere i alle retninger, når de ramte den bundfrosne jord.
Forplejningen var tilstrækkelig og regelmæssig, i stor omfang suppleret af de talrige gaver – »Liebesgaben« hjemmefra. Myndigheder, klubber, organisationer, skoler og privatpersoner konkurrerede med hinanden for at vise deres taknemmelighed og omsorg til deres krigere i felten. De medfølgende breve fra børnene var ofte direkte rørende og viste, at deres mor eller lærer havde vejledt dem, mens de skrev, og bevidstheden om, at hele fædrelandet var bag os, var opløftende. Maden blev tilberedt i feltkøkkenerne bag fronten, og blev hver aftenen kørt frem til Moulin, hvor den blev modtaget af kompagnierne i kogegrej eller større beholdere og båret ud i stillingen.
På det tidspunkt var troppernes telefonudstyr ikke tilstrækkeligt til at forbinde bataljonschefen med frontlinjen telefonisk. Han havde kun telefonisk kontakt med regimentshovedkvarteret. Den eneste måde at nå frem til frontlinjen telefonisk var gennem regimentshovedkvarteret, brigadehovedkvarteret, artillerichefens hovedkvarter, artillerisektionen og artilleriobservatøren i frontpositionen. Det står umiddelbart klart, at en sådan telefonforbindelse var udelukket for bataljonschefen i tilfælde af kamp. Han var afhængig af egne øjne og ører og af sine observationsposter.
Artilleristøtte
Artilleristøtten bestod i starten af en afdeling af Feldartillerie-Regiment 45 med tre batterier, et bag III. Bataillon og to bag I. Bataillon, der samtidig også skulle støtte II. Bataillon efter behov. Senere tilgik yderligere en deling fra FAR 9 og en deling tunge felthaubitser. I perioden led artilleriet af mangel på ammunition. Mens det franske artilleri beskød hele området dag og nat, ja åbnede ild selv mod enkelte ryttere eller personel, forblev det tyske artilleri for det meste tavst, selv ikke lønnende mål blev beskudt. Tydeligt observerede franske artilleriobservatører, soldaters indkvarteringer på intakte gårde og sløset omgang med lys på de anvendte bygninger forblev ubesvaret trods talrige henvendelser til artilleriet. Ingen kunne forklare den mystiske opførsel af vores artilleri. Man følte dig svigtet og der lød mange hårde ord. Fra regimentets side måtte man i lang tid anmode om, at der blev placeret en artilleriobservatør i stillingen, og da denne endeligt kom, var det i form af en ældre underofficer fra Landwehr.
En anden årsag til det manglende samarbejde mellem infanteri og artilleri var den generelle manglen på telefon- og artilleriobservationsudstyr. Dette tvang batterierne at viderefører et princip fra fredstidsuddannelsen med mest muligt at holde deres våben samlet, og til at dirigere ilden fra en observationspost, som ofte var uanvendelig i skyttegravskrig. Manglen på udstyr gjorde en delingsvis indsættelse af artilleriet umulig. For eksempel havde delingen af tunge felthaubitser sin observationspost i gavlen på Puiseux-Ferme 2½ kilometer bag fronten. Den delingen fra F.A.R. 9, som lå direkte bag II. Bataljon, havde hverken en kikkert eller telefon.
Fly var en sjældenhed. På det tidspunkt var morterer, skyttegravsmorterer, hånd- og riffelgranater stadig udelukkende pionerernes våben og blev kun brugt undtagelsesvis og til særlige formål.
Modstanderen
Franskmændenes hovedposition strakte sig langs højderyggen mellem gårdene Ferme Quennevières, Ferme Ecafaut, Ferme Morenval og Ferme de l’Arbre. Gårdene var tilsyneladende indrettet som baser. En kontinuerlig tråd forhindring lå foran stillingen. Da denne hovedlinje var gjort anvendelig, begyndte fjenden at rykke nærmere den tyske linje under anvendelsen af følgende fremgangsmåde: en nat blev små flag placeret omkring 100-200 meter foran hovedstillingen med omkring 50 meter indbyrdes afstand. På den måde blev linjeføringen af den nye skyttegrav fastlagt. De følgende nætter blev der gravet ved disse små flag, og i løbet af tre til fire dage var en ny skyttegrav opstået, ofte på mere end 100 meters længde. Grav efter grav opstod på denne måde, indtil de havde nået ind på kampafstand af den tyske linje. Først denne sidste grav blev så udvidet til at kunne anvendes både til forsvar og til angreb. Forbindelsesgrave bagud blev gravet senere.
Det fjendtlige infanteri bestod af forskellige linjeregimenter, herunder også Zouaves, med hyppige udskiftninger. Ifølge fanger bestod de franske regimenter af otte kompagnier, hvoraf kun to var i front, to i beredskab og fire i reserve. Omskiftning i frontlinjen skulle ske daglig ved daggry.
I slutningen af oktober havde franskmændene etableret fire eller fem fremlagte nye skyttegrave, hvoraf en foran 6. Kompagni kun var 100 meter væk. Tyske patrulje afslørede, at det drejede sig om simple skyttegrave under traverser og dækninger. Kun den forreste grav blev kontinuerligt besat.
I begyndelsen af perioden var det franske artilleri relativ kraftig og gennemførte dagligt beskydninger af hele fronten. Batterierne var dygtigt placeret og blev hele tiden flyttet rundt, så det var vanskeligt at beredne dets egentlige styrke. Med udgangen af oktober var det meste af artilleriet forsvundet med undtagelse af et tungt batteri. Efterfølgende blev beskydning oftest gennemført af enkelte våben, men derimod tilsyneladende uden begrænsninger i forbruget af ammunition, der i øvrig var af god kvalitet med kun sjældne forsagere.
Angrebet 30. oktober 1914 og de efterfølgende modangreb
Ferme Quennevières blev kun holdt besat af en svag feltvagt fra III. Bataljon som fremskudt post. Den 30. oktober blev feltvagten pludseligt angrebet af en fransk styrke på formentlig en helt bataljon, der rykkede frem fra Tracy-le-Mont. Feltvagten havde ikke en chance, men blev hurtig nedkæmpet.
Da gården tydeligvis var en af nøglerne til området, blev der øjeblikkeligt beordret iværksættelse af et modangreb, der skulle finde sted om aftenen den følgende dag – 31. oktober. Efter en artilleriforberedelse mellem kl. 2100 og 2130 rykkede 3. og 9. Kompanie frem i angreb. Det var en stjerneklar nat, næsten så lys som om dagen. Angrebet blev øjeblikkeligt mødt med en voldsom modstand, og en manglende koordination mellem artilleri og infanteri gjorde situationen nærmest umulig. Først ved 23-tiden nåede man ind på stormafstand, men hurtigt kastet tilbage. Forstærkninger decimeredes på vej frem. Fra II. Bataillon blev 7. Kompanie sendt frem med to delinger som forstærkning. Kl. 0130 rykkede Delingen under Vizefeldwebel Brand frem til forstærkning af 3. Kompanie, men mistede halvdelen allerede undervejs, herunder også Brand. Yderligere forsøg ville være selvmord og blev opgivet. De døde og nogle af de sårede må efterlades. Angrebet havde kostet 32 døde og 97 sårede, mens 19 stadig savnes.
Angrebet skulle forsøges igen den 1. november, men blev aflyst af den kommanderende general. De solide vægge modstod dette bombardement. Quennevières-gården forblev i franskmændenes hænder.
Bortset fra denne uheldige kamp om Quennevières Ferme fandt der ingen større kampoperationer sted i hele stillingens periode. Begge parter havde i det væsentlige travlt med at styrke deres positioner efter bedste evne. Den daglige kampaktivitet krævede jo ikke ubetydelige tab over tid. De skyldtes ofte vores folks skødesløshed og ligegyldighed over for fjendens ild.
Oprydning af de gamle slagmarker
Slutningen af oktober bød på en helt ny type opgave – rensning af slagmarken bag stillingen. Forbruget af krigsmateriel havde været så enormt i krigens første måneder, at udskiftningen og ny produktionen til ny opstillede krigsenheder i Tyskland havde stødt på vanskeligheder. Alt materiale, der stadig lå rundt omkring, især våben, patronhylstre osv., skulle derfor indsamles og afleveres til et materialedepot i Blérancourt. Området, der skulle afsøges, blev opdelt i sektioner, hvor bataljonerne fik ansvar for oprydningsarbejdet. Det drejede sig om meget store mængder. Alene II. Bataljon indsamlede omkring 2.000 franske messingpatroner, over 200 tyske og 200 franske geværer og en fransk kanon – der stod lige bag 7. kompagniets stilling og med nød og næppe bjærget en tåget dag, for herefter med hestevogn at blive kørte til Blérancourt. Samtidig med oprydningen af krigsmateriel, blev talrige tyske og franske døde begravet.
Hvil i Blérancourt – en forgæves march
Om aftenen den 19. oktober blev regimentet overraskende afløst af Landwehr-Regiment 55. II. Bataillon forskød til hvil i Blérancourt. Der var småt med plads i den overfyldte landsby, men der var dejligt – ingen beskydning, varme i efterårssolen og endeligt kunne man sove igennem en hel nat.
Også den 20. oktober var fridag, men så begyndte alvoren igen den 21. oktober. Mange enheder havde mistet deres oprindelige fører og dermed en del af deres effektivitet. Det var bydende nødvendigt at de nye førere fik fuld kontrol over deres enheder. Også den fysiske kondition var faldet. Spade, skovl og hakke havde fået samme betydning som pistol og gevær, men det var højst nødvendigt igen at dyrke de soldatermæssige dyder, da alle stadig var dybt overbevist om, at bevægelseskrigen igen ville blive indledt. Uddannelsen og øvelserne blev imidlertid hurtigt afløst. Allerede omkring kl. 17 blev regimentet alarmeret og stillet til rådighed for 17. Reserve-Division, hvis hovedkvarter var i Roiglise nær Roye. Den 32 km lange march syntes uendelig. Floden Oise blev krydset ved Pontoise, hvor pionerer havde slået en ny bro ved siden af den ødelagte, oprindelige bro. Noyon blev først nået efter mørkefald, og den elektriske gadebelysning skabte forundring. Først kl. 0400 nåedes målet i Roiglise.
Den 23. og 24. oktober lå regimentet i beredskab for 17. Reserve-Division, men det forventede angreb udeblev. Den 25. oktober kl. 0300 kunne man så begyndte returmarchen til Blerancourdelle, hvortil man trætte ankom den 25. oktober.
Det blev kun et kort ophold. Allerede samme aften gik turen tilbage i de gamle stillinger ved Moulin. Resten af året skete der en turnus i fronten, hvor dele af IR 85 til tider afløste.
Den første krigsjul
For regimentet måtte julen 1914 fejres i forskellig tempo og forskellige steder. Den del, der var i reserve eller hvil, deltog i en fælles jul i »Manstein Hulen«. Allerede den 16. december kom den første glade overraskelse i form af en større sending post og gaver hjemmefra. Alle flokkedes omkring postunderofficeren under navneopråbet, og alligevel var ikke alle heldige, mens andre vidste, at der ikke var råd derhjemme til at sende gaver. Alligevel var der gaver til alle. Uanede mængder af »Liebesgaben« – gaver fra foreninger, forretninger og privatpersoner var ankommet med mad, tøj, hjemmestrik og tobak. Denne dag udløste nyheden om 16.000 russeres tilfangetagelse på østfronten yderligere begejstring.
Alle var spændte på situationen langs fronten den 24. december. Ville fjendens artilleri og infanteri være tavse? Håbet gik i opfyldelse. Det blev en rolig aften med fuldmåne, vindstille og let front. Alle steder, i dækningerne langs fronten og i hulen ved Moulin var der pyntet op med små juletræer, og gaverne var fordelt. Af og til kunne man hører de kendte julesange og -salmer. De respektive kompagni- og bataljonschefer besøgte enhederne i linjen for at ønske dem en god jul. De fleste havde dog tankerne på langfart til dem derhjemme.
Om morgenen den 25. december var der særlig stille. Stilheden blev brudt, da en fjern trompetist blæste melodien: »Ich bete an die Macht der Liebe«.
Nytårsaften var anderledes. Den kendte skik at skyde nytåret ind var særdeles let at iværksætte ved fronten 19114/1915, og alle benyttede lejligheden til at skyde en hilsen på franskmanden. Da klokken var blevet 12 midnat, skød råbene om ”Godt nytår!” op overalt, og et almindeligt knalderi begyndte. Franskmændene troede måske, at der var et angreb undervejs og returnerede ilden. Det varede mindst en halv time. Så aftog det gradvist, og alle kravlede ind i deres dækninger. Et nyt krigsår 1915 var begyndt.
II. Bataljon kom ikke til at fejre jul i Moulin-sous-Touvent. Allerede den 28. december blev den afløst af en bataljon fra Füsilier-Regiment 86. Sammen med staben blev 5. og 6. Kompanie indkvarteret i Camelin, 7. Kompagni forskød til Blerancourt og 8. Kompagni til Besme. Bataljonen stod til disposition for divisionen og var samtidig reserve for armeen. II. Bataljon kom ikke tilbage til Moulin. Den 3. januar marcherede den til Mondescourt, hvorved den forlod 18. Infanteri-Division. Sammen med II. Bataljon, Infanterie-Regiment 31 og II. Bataljon, Grenadier-Regiment formerede den det midlertidige sammensatte regiment Freiherr von Kittlitz i Armee reserve. Den 4. januar blev den med tog transporteret til Alsace.
Resten af regimentet forblev ved Moulin indtil den 8. marts. I perioden ved Moulin havde regimentet 258 døde, 691 sårede og 144 savnede.
