Alle indlæg af Rene Rasmussen

24. juli 1919. Så kom sønderjyderne endelig til Vejle!

Vejle Social-Demokrat skrev den 23. juli følgende:

Sønderjydernes Ankomst
Ved 11-tiden i Gaar Formiddags opankrede „St. Thomas” ud for Fakkergrav og Repræsentanter for Vejle By, Sønderjydsk Fond i København og komitéen i Vejle, der paa „Svanen” var sejlet Damperen i Møde, gik om Bord.

Postkontrollør Aksel Nielsen bød velkommen til Danmark og gav en del Oplysninger om Programmet. Der overraktes derefter enhver 25 Kr., beregnet til Hjemrejsen, samt nogle Ernæringskort, der gav Tilladelse til at købe Varer, paa hvilke der er lndførelsesforbud.

I alt var der 321 Fanger. De fortalte, at Rejsen havde været haard; man skulde egentligt have været Nord om Skagen, men var bleven nødsaget til at gaa gennem Kielerkanalen, hvad der havde sinket noget. Rouen forlod man Lørdag Aften.

Fangerne var i alle Aldre, men dog for størstedelen unge. De Stammede fra 1. og 2. Zone og havde været anbragt i franske og amerikanske Fangelejre i Frankrig. De var til slut bleven samlede i Rouen, hvor der endnu befandt sig 1000 sønderjydske Fanger. 2200 er ialt ankommet til Danmark og der menes at være endnu 2000 Sønderjyder i andre franske Fangelejre. Ved 4½ tiden sejlede Damperen ind ad Fjorden ledsaget af en Del Baade og lagde til Boldværket i Havnen ved 5-tiden, hvor flere tusinde Mennesker havde samlet sig for modtage de fremmede Gæster. Ogsaa adskillige Sønderjyder var kommet hertil for modtage Slægtninge, som formentes at være blandt Krigsfangerne, bl. a. fandt en sønderjydsk Moder sin Søn, som hun ikke havde set i 5 Aar.

Efter at Landstigningen havde fundet Sted bød den konstituerede Borgmester, Gartner Fr. Poulsen, Gæsterne velkommen med følgende Ord:

Paa Vejle Bys Vegne skal jeg hermed byde dem hjertelig velkommen. Vi vil være glade ved at have Dem i vor Midte, for at faa Lejlighed til at vise, at vi føler med Dem og glædes med Dem over, at den Tid er nær, da Grænsepælene mod Syd skal flyttes. Haabet om Genforening med vore Landsmænd i Sønderjylland er nær sin Opfyldelse, og det sker paa en Maade, som vi alle sammen kun kan være tilfredse med, idet det sker derved, at Princippet om Folkenes Selvbestemmelsesret bliver det afgørende. Dette Princip, som ogsaa proklameredes af Præsident Wilson, er jo nu efterhånden trængt igennem og anerkendt af alle Nationer, ogsaa af vor store sydlige Nabo. Dermed mener jeg, at vi har en vis garanti for, at vi i Fremtiden kan komme i godt nabovenligt Forhold til vor stor Nabo. De Savn, Lidelser og Kampe, De har gennemgaaet, har saaledes ikke været forgæves, og efter Tid er nu endelig Fredens Dag oprunden. Og lad os haabe, at den maa blive varig og at de svære Saar, som Krigen har slaaet, snart maa læges, saa Folkene igen kan række hinanden Broderhaand over Grænserne. Vi forstaar saa godt Deres Længsel efter at komme til Deres kære i Hjemmet og skal af den Grund heller ikke forlænge deres Ophold her mere end nødvendigt; men jeg føler mig forvisset om, at enhver, De kommer i Berøring med her, vil gør alt for, at De maa finde Dem godt iblandt os. Jeg byder Dem, som sagt, hjertelig velkommen her til vor By og haaber, at de maa tage gode Minder med herfra, og lad os saa i Fællesskab udbringe et Leve vort genforenede Fædreland, Danmark. Danmark leve (Hurra’) Derefter takkede en af Sønderjyderne i Kammeraternes Navn Vejle By for den venlige modtagelse.

Efter Ankomsten her til Byen afmarcheredes der straks i 2 Hold, med 160 i hvert, henholdsvis til Langelinies og Nyboesgades Skoler, hvor der var stor Renselsesfest. Efter den blev de iført nyt Kluns fra inderst til yderst, fik Sko paa Fødderne og ny Hovedbedækning. Alt som Gave fra Sønderjydsk Fond. Tøjet var leveret gennem London Herre Magasin, Undertøjet opkøbt hos forskellige og Støvler og Sko kommen fra København. Efter Iklædningen havde de vanskelig ved at kende hverandre. Det gamle tøj blev dels kasseret, des bundtet sammen, Saaledes at hver enkelt kan tage det med sig.

Farten gik derefter Teaterhotellet og Forsamlingsbygningen, hvor der blev serveret en stor Bøf for dem. Senere samledes de paa Jærnbanepladsen og blev fordelt til Værterne. Ca. en ene Halvpart kom paa Landet, navnlig til Byerne Daugaard, Assendrup, Bredsten og Grejs, men derimod ingen til Jelling, hvad der forbavser os Del.

En Skuffelse for mange af Værterne var det, at mindst 2/3 af Gæsterne var tysktalende (ca. 150 var fra Flensborg By), saa at de ikke kunde tale med dem. Komitéen er dog uskyldig med Hensyn hertil, idet man som sikkert er gaaet ud fra, at Franskmændene kun vilde sende dansktalende herop. Det har man dog ikke gjort, men har blot fyldt skibet med Fanger.
Men hvad enten de nu er tysk eller dansktalende, saa er de Krigsfanger, som har lidt Nød og Elendighed, og som nu, da de er kommet herop, bør behandles godt. I Aften er Fangerne Byens Gæster ved en Middag i Skyttehuset, hvorefter de hver for sig søger Syd paa med Togene. Nogle enkelte rejste i øvrigt straks efter Ankomsten til Byen. 3 af Soldaterne maatte ved Ankomsten indlægges paa Sygehuset, men alle de øvrige var raske, om end enkelt mødte med Bind. Adskillige bar Mærker af Saar.

Tak til Vejle Stadsarkiv for avisudklippet.

Vi har nu passeret 7.000 indlæg siden 2014

Hjemmesiden om Sønderjyderne og Den store Krig 1914-1918 har siden juni 2014 dagligt bragt 100 år gamle “nyheder” .

Det kunne være et brev, en dagbogsindførsel, et erindringsglimt, en avisartikel eller lignende. Helst bragt nøjagtig på 100-årsdagen – eller i det mindste så tæt på en nøjagtig dato som muligt, hvis det da kunne lade sig gøre.

Vi har netop i juli måned 2019 passeret 7.000 indlæg. Det er et gennemsnit på mere end 3 indlæg om dagen.

Det  har i hovedsagen været en lille gruppe af frivillige, der har stået for indlæggene.

Vi bringer fortsat daglige indlæg, men de vil med tiden ebbe ud, når de sidste sønderjyske krigsfanger er vendt hjem og afstemningerne er vel overstået.

 

23. juli 1919. “Alle Bestræbelser for Evakuering af 3. Zone forgæves”

Rigsdagspartiernes sønderjydske Udvalgs Forhandlinger. I Udvalgets Møde 23. Juli 1919 var til Stede: Statsministeren, Minister H. P. Hanssen, Finansministeren, Handelsministeren og Landbrugsministeren samt Minister Stauning og Kabinetssekretær Krieger.

Formanden, Alexander Foss, oplyste, at han fra Folketingsmand J. C. Christensen havde modtaget følgende Skrivelse:

Hermed sender jeg en Afskrift af Petitionerne fra 3. Zone, som er
blevet mig tilstillet med Anmodning om, at jeg vilde forelægge den for Rigsdagen. Dette kan ikke lade sig gøre, men jeg tilstiller Dem
den, for at det sønderjydske Udvalg kan gøre sig bekendt dermed.

J. C. Christensen (Venstre): Afskriften kan selvfølgelig ikke bringes for Rigsdagen eller offentliggøres. Jeg tænkte et Øjeblik paa at sende den tilbage til Vedkommende, men det, syntes jeg, vilde være uhøfligt, og det er dog muligt, at nogle af Udvalgets Medlemmer, maaske alle, kan have Interesse af at se Underskrifterne. Derfor har jeg sendt Afskriften til Udvalget.

Det drejer sig kun om en enkelt Del af Petitionerne, thi en stor Del er blevet undertrykt af Tyskerne og er ikke kommet frem.

Udvalget tog Sagen til Efterretning.

Fra H. P. Hanssen havde Formanden modtaget Afskriften af Vælgerf.s Res. af 4. Juli med Vælgerforeningens Skrivelse af 7. s. M., hvori Ministeren anmodedes om »videre Forsendelse af hoslagte Res. til den interallierede Kommission«.

I H. P. Hanssens Følgeskrivelse til Udvalget hed det i denne Forbindelse:

Da Kommissionen endnu ikke var traadt sammen, var dette ikke muligt.

Som Følge deraf har jeg efter Vælgerforeningens Beslutning paa Mødet 12. Juli modtaget en ny Skrivelse med Bøn om »videre Forsendelse af hoslagte Resolution til den franske Legation«.

Dette er, da jeg som dansk Minister ikke kan træde i direkte Forbindelse med den franske Gesandt i denne Sag, sket ved, at et Medlem af Vælgerf. Tilsynsr. efter min Opfordring 17. Juli har afleveret Resolutionen til den franske Gesandt.

Af de derpaa fulgte Forhandlinger skal gives følgende Resumé:

Udenrigsministeren: Som de Herrer vil erindre, har jeg fra Begyndelsen, da denne Sag rejstes, taget den Stilling, at den danske Regering ikke var i Stand til at rette nogen Henvendelse i denne Sag, da den var afgjort ved Fredstraktaten, saaledes at den ikke vilde kunne genoptages uden igennem en Ændring af denne, hvilket jeg maatte anse for udelukket, og at rette en Henvendelse, som man paa Forhaand vidste maatte blive besvaret afslaaende, kunde man ikke anse for passende i Forhold mellem Regeringer.

Overfor den af Hr. Neergaard rejste Tanke, at man dog kunde fremhæve overfor den internationale Kommission den Frygt, der her i Landet var fremkommet for, at den Omstændighed, at 3. Zone ogsaa var bortfaldet som Rømningszone, kunde bevirke, at Afstemningen i 2. Zone vilde blive mindre betrygget — overfor dette har jeg fremhævet, at det var en noget delikat Sag, idet det kunde misforstaas af Kommissionen. Denne kunde mene, at man her paa upassende Maade blandede sig i, hvad der hørte under dens Omraade, og deri se en Tilbøjelighed til Kritik fra vor Side.

Man maa dog stadig huske paa, at vi i denne Sag paa en Maade, ligesom Tyskerne, endnu er udenforstaaende, og derfor kunde en saadan Henvendelse, endog fra officiel dansk Side, misforstaas. Jeg har Anledning til at tro, at overfor den Henvendelse, som igennem et Medlem af Vælgerf. Tilsynsr. er sket til den herværende franske Gesandt, er denne Betragtning ogsaa kommet frem fra den franske Gesandts Side.

For at vende tilbage til Sagen, forsaavidt Paris vedrører, har Udenrigsministeriet altsaa ment, at vi ikke fra dansk Side kunde foretage noget nu.

Derimod har Gesandten i Paris, uden nogen Instruktion herfra, undersøgt dette Spørgsmaal, da han saa det saa stærkt omtalt herhjemme, og han har derefter telegraferet til mig den Meddelelse, som jeg offentliggjorde forleden . . . Gesandten telegraferer:

Alle Bestræbelser for Evakuering af 3. Zone forgæves, da den ikke
findes i Traktaten. Ligeledes anses Fjernelse af Overpræsidenten for
ugørlig.

Jeg har ogsaa haft en Samtale med vordende Medlemmer af Kommissionen, hvori de netop har berørt det ejendommelige Forhold, der bliver ved, at Overpræsidenten efter Traktaten skulde fjernes. Det var klart, at han kunde fjernes fra de Zoner, hvor der blev stemt, saaledes at han ikke kunde fjernes fra det Sted, hvor han har sin Bopæl, naar dette er Byen Slesvig.

Videre telegraferer Gesandten:

Derimod vil Konferencen tilkendegive Tyskland at afholde sig fra
politiske Anholdelser i nævnte Zone.

Endvidere skal jeg oplæse et Telegram, som jeg har modtaget fra Gesandten i Anledning af en tidligere fra Gesandtskabet indberettet Meddelelse fra København . . .

Ministeren oplæste her det tidligere gengivne Telegram.

Landstingsmand Schovelin (Kons.) gik i sin Tale stærkt ind for, at Udvalget skulde sætte sig i Bevægelse for Gennemførelse af Evakuering i 3. Zone, idet han fremhævede, at Ønsket om Evakueringen var fremsat af den nordslesvigske Vælgerforening, at Rømningen af 3. Zone var faldet bort ved en Fejltagelse, og at Fredstraktaten faktisk ikke var ratificeret hverken i Paris eller i Washington, saaledes at det ikke var haabløst at faa  Evakueringsbestemmelsen indført. Og selv om det var haabløst, maatte man vise overfor Sønderjyderne, at deres Ønske om at betrygge Afstemningens Frihed og Sikkerhed i 2. Zone ligger os saaledes paa. Hjerte, at vi i alt Fald har gjort, hvad vi kunde, for at det skal ske Fyldest.

Folketingsmand Neergaard (Venstre): Som Sagen nu foreligger, ser jeg ikke rettere, end at det er vor Pligt at gøre vort yderste for at sikre Afstemningens Frihed i 2. 21one, og at det ogsaa bør forebringes for rette Vedkommende, som formentlig er de fire allierede Hovedmagter og Kommissionen, at man meget beklager, at denne Rømning, som Delegationen i Paris havde udtalt Ønske om, og som allerede den Gang var indrømmet fra den belgiske  Kommissions Side, ikke er kommet med, og at man maa betragte det som en Fejltagelse, at den ikke er kommet med, hvilket fremgaar af Uoverensstemmelsen mellem Følgeskrivelsens og Traktatens Indhold . . . Jeg mener, vi bør gøre gældende, saa stærkt vi formaar, at det er vort og Sønderjydernes Ønske, at man søger denne Fejl redresseret. I hvilket Omfang den lader sig redressere, ligger udenfor vor Kompetence, men vi bør søge den redresseret og navnlig fastholde det Synspunkt, at Afstemningsfrihed i 2. Zone
fuldt ud bør sikres.

Udenrigsministeren: M. H. t. det andet Spørgsmaal, som oprindelig blev rejst af Neergaard, om en Henvendelse til den interallierede
Kommission for at fremhæve, hvor vigtigt det er, at hver Ting bliver gjort, som kan betrygge Afstemningen i 2. Zone, skal jeg sige, at det er en noget delikat Sag for os at skulle udtale disse Beklagelser, fordi der er nogle Partier, der mener, at det er nødvendigt af Hensyn til deres Politik. Det kan man vanskeligt medtage i en international Debat. I internationale Forhold maa man holde sig til det faktisk foreliggende, og dertil hører ogsaa, at vi er noget vanskeligt stillede overfor Konferencen m. H. t. at udtale Beklagelse over noget, der ikke passer os. Men vi maa ogsaa være forsigtige med for meget at indskærpe de Allierede, hvad der er deres Pligt at foretage . . .

Efter at der endnu var udvekslet nogle Bemærkninger, sluttede Forhandlingen om dette Emne.

Statsministeren redegjorde derpaa for de Principer, hvorefter man i Retsvæsenet vilde kunne tilstræbe en fuldkommen Sammensmeltning mellem Kongeriget og Nordslesvig efter Genforeningen:

Dette kunde naas ud fra to Udgangspunkter. Det ene, at dansk Ret indføres med det samme i Slesvig, idet der kun tages Forbehold paa saadanne Punkter, hvor dansk Lovgivning maa siges at staa saa meget tilbage, at det vilde være et utaaleligt Tilbageskridt for Befolkningen dernede, hvis man vilde forlange, at den i nogen Tid skulde leve under den Ret, som er gældende i Danmark.

Det andet Udgangspunkt er, at man lader den bestaaende Ret vedblive at gælde i Slesvig og efterhaanden indfører dansk Ret, idet der tages Beslutning for hvert enkelt Omraade, paa hvilket dansk Ret skal indføres i Nordslesvig.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

23. juli 1919. Folk i Vejle gik forgæves efter sønderjyder i går

Vejle Social-Demokrat skrev den 23. juli følgende:

Sønderjydernes Besøg
Komitéen har modtaget Meddelelse om, at Sønderjyderne først vil naa her ind til Byen Kl. 4 i Eftermiddag. Da Komitéen allerede vidste dette i Gaar Eftermiddag, burde den have ladet Bladene tilflyde Meddelelse herom herom, saa at Læserne ikke skulde løbe og storke paa Havnen i Formiddags.

Ved løbeseddel meddeles del i Dag, at Værterne fra Landet kan afhente Gæsterne Kl. ca. 7 paa Jernbanepladsen.

Byens Folk kan afhente deres Gæster Kl. 8 – 9 sammesteds. I øvrigt opretholdes Programmet.

Tak til Vejle Stadsarkiv for avisudklippet.

23. juli 1919. Den tyske rigsforsamling: Vigtigt, at afstemningen ikke giver anledning til irredenta

Rigsudenrigsmininster Hermann Müller udtalte i Nationalforsaml. 23. Juli 1919 følgende:

Lad mig sidst, men ikke mindst nævne de neutrale Lande, som i de forløbne Krigsaar i saa mange Henseender har været Mæglere for os.

Det tyske Folk anerkender i de tunge Tider, som det nu maa gennemgaa, med Taknemmelighed ethvert Bevis paa Forstaaelse og Deltagelse, der har lydt over til det fra de neutrale Lande i Europa. (Hør!)

Det er sig sin særlige Taknemmelighedsgæld bevidst overfor de Lande, som ogsaa i denne Sommer hos sig modtager og plejer tyske Børn, der trænger til Rekreation, saaledes som Svejts, Sverige, Norge, Danmark, Holland og Finland gør paa ædelmodig Maade. (Bravo!) Dette menneskevenlige Værk vil ikke blive glemt af os. (Nye Bravoraab).

Paa Grundlag af Fredstraktaten skal Befolkningen i Nordslesvig ved Afstemning træffe Afgørelse om sin fremtidige Nationalitet. Det er af Betydning for Bevarelsen af det gode Forhold, som bestaar mellem Danmark og Tyskland, at denne Afstemning faar et saadant Udfald, at det ikke efterlader en Irredenta i noget af Landene. (Meget sandt!)

Ledede af disse Synspunkter har vi i sin Tid ved Afslutningen af Vaabenstilstanden ved Antagelsen af Grundsætningen om Nationaliteternes Selvbestemmelsesret anerkendt, at ogsaa de i Nordslesvig boende Danskere ved Afstemning skulde træffe Afgørelse om deres yderligere Forbliven ved Tyskland.

Trods de lidet glædelige Fremtoninger, som i den sidste Tid maa noteres inden for visse tyske Kredse i Afstemningsomraadet, som lader sig lede udelukkende af “mammonistiske” Synspunkter, venter vi dog, at der som et Resultat af den nationale Holdning hos største Delen af den tyske Befolkning fremgaar en Dragning af Grænsen, som i videst muligt Omfang tager Hensyn til Beboernes Nationalitet.

Hvad angaar den i det oprindelige Udkast til Fredstraktaten fastsatte 3. Zone, fremgaar det af Ententens Svar paa vor Note angaaende det første Udkast til Fredstraktaten, at denne Zone paa Danmarks Andragende allerede er blevet fuldstændig elimineret af Fredstraktatens Bestemmelser.

Man har erklæret, at der i national Hensende ingen Strid er om denne 3. Zone. Den staar ikke længere i nogen Forbindelse med Afstemningsog Rømningsspørgsmaal. Det er forstaaeligt; thi Befolkningen i denne Zone er homogen tysk, og der har aldrig eksisteret nationale Modsætninger i den.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

23. juli 1919. Møde med H.P. Hanssen: “Angelboerne vil hjem til Danmark!”

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

23. Juli har der i et Udvalgsværelse paa Rigsdagen fundet et historisk Møde Sted. Detlef Thomsen fra Vindert, Daniel Petersen fra Vesterholt og en Mand fra Ejdersted ønskede en Forhandling med Minister H. P. Hanssen.

Til Stede var Nis Nissen fra Viby, Kloppenborg-[Skrumsager], Vanggaard og flere fremtrædende Rigsdagsmænd af Venstre og det konservative Folkeparti.

Thomsen hævdede, at det første Fredstraktatudkasts Bestemmelser om 3. Zone var en ny Paragraf fem for 3. Zones Befolkning. Han paatalte den paatænkte Afspærring mellem 2. og- 3. Zone, som vilde medføre stor Fortræd uden at sikre Friheden i 2. Zone, og angreb i det hele Inddelingen i Zoner.

Han mindede om Hanssens Tale i Haderslev i Januar, hvor han havde lovet at tage imod Angelboerne med aabne Arme, naar de tilkendegav Viljen til at blive loyale danske Statsborgere. Nu er vi her! Vi er ikke komne før, fordi vi ventede at faa Afstemmngen, og haaber nu paa Deres uforbeholdne Støtte. —

Der blev en lang Forhandling. Hanssen svarede afvisende.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

22. juli 1919. Dårligt nyt for Mellemslesvig? Den franske gesandt i København skiftes ud

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

22.-25. Juli i København. Rejst derover med P. Grau, fordi [den franske gesandt] Conty har ønsket at faa Grunden at vide til Rømnings-Resolutionen.

Conty har faaet Ordre af den franske Regering til straks at rejse til Brasilien, naar Efterfølgeren Claudel kommer. Nu bliver ikke en Franskmand, som har fulgt hele Sagens Udvikling med stærk Sympati for os, Formand i den internationale Kommission.

Udenrigsminister Scavenius, som ikke har rørt en Finger for Rømningen, offentliggør et Telegram fra Bernhoft om, at alle Skridt for Rømningen af 3. Zone er ørkesløse.

Franz v. Jessen telegraferer det modsatte, men siger, at der ingen Tid er at spilde. —

Venstre og konservative støtter Rømningskravet; men Regeringspartierne vil være imod det, medmindre Vælgerforeningen henvender sig direkte til Rigsdagen.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

22. juli 1919. Ankommer de sønderjyske krigsfanger allerede til Vejle i aften?

Vejle Social-Demokrat skrev den 22. juli følgende:

Sønderjyderne
Der er til nedsatte Komité kommen Meddelelse om, at Sønderjyderne allerede ankommer i Aften. Damperen „St. Thomas vil ankre op paa Fjorden og overnatte, og i Morgen Formiddag kl. 10 vil Landgangen finde sted.

Man havde først ventet Fangerne sidst i denne Uge, og forberedelserne er langt fra færdige, idet man navnlig mangler Logi. Komitéen udsendte derfor i Aftes en løbeseddel med Opfordring til Byens Borgere om meddele Sukkerkontoret, hvor mange Gæster hver vilde have Alle Fangerne er dansktalende. Endvidere henstiller Komitéen, at der flages i Byen og ved Fjorden i Anledning af Besøget.

Tak til Vejle Stadsarkiv for avisudklippet.

21. juli 1919. De sønderjydske Krigsfanger til Vejle

Vejle Social-Demokrat skrev den 21. juli følgende:

Som tidligere meddelt vil der i Løbet af denne Uge ankomme en Transport af sønderjydske Krigsfanger her til Vejle for at blive befordret videre til deres Hjem i Sønderjylland. Da det vil være nødvendigt at sørget for Kvarter og Forplejning til disse Mennesker, der vil blive her et Par Dage, samledes Lørdag Eftermiddag Repræsentanter for Byraadet sønderjydske Fond samt forskellige Mænd og Kvinder fra Vejle og Omegn for at planlægge Modtagelsen af fremmede, der muligvis vil blive et Antal af omkring 300.

Man drøftede Planen og enedes om at vælge et Udvalg til at træffe de fornødne Foranstaltninger ved Modtagelsen, Indkvarteringen og Forplejningen. Det forventes, at Skibet vil komme hertil om Formiddagen eller ved Middagstid. Paa Forhaand vil man da søge at for planlagt Fordelingen af Fangerne saaledes, at de ved Landstigningen her har faaet udleveret Kvarterbilletter m. m.

I Løbet af Eftermiddagen vil de blive beværtede med Mad og Kaffe, hvorefter de vil blive overladt til deres Kvarterværter. Næste Dag vil de være Byraadets Gæster ved en Middag i Skyttehuset. Til i øvrigt at for forstaa Arrangementer nedsattes et Udvalg bestaaende af Gartner Poulsen, Fabrikant Worning, Fru Bording, Læge Askov, Fru Bankdirektør Petersen, Købmand Fr. Christensen, Postkontrollør Axel Nielsen, Boghandler Dolleris og Snedker Bendiksen.

Tak til Vejle Stadsarkiv for avisudklippet.

19. juli 1919. Flensborgeres kendskab til dansk testes ved Kongeågrænsen

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

19. Juli: Trods vore Klager tilbagevises nu igen Flensborgere efter en Sprogeksamen ved Grænsen, endog Folk, vi sender paa Rekreation.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

19. juli 1919. Der kommer sønderjyske krigsfanger til Vejle!

Vejle Social-Demokrat skrev den 19. juli følgende:

Sønderjydske krigsfanger til Vejle

Vejle Byraad har til morgen fra den Sønderjyske Fonds Hovedkontor modtaget et Brev, hvori takkes for tilbudet om at modtage en Transport Sønderjydske Krigsfanger, hvilket Tilbud er fremsendt efter Anmodning fra „Sønderjydsk Fonds” Hovedledelse.

Krigsfangerne vil afgaa med Dampskib „St. Thomas” fra Rouen efter den 19 ds., og da Rejsen varer hen imod 4 Døgn, vil de antagelig ankomme her til Byen i sidste Halvdel af næste Uge.

Et Opraab om indkvartering af Krigsfangerne vil fremkomme paa Mandag, og det forventes at baade Byboere og Landboere vil tage velvilligt imod de fremmede.

Tak til Vejle Stadsarkiv for avisudklippet.

19. juli 1919. Problemet om 3. zones rømning spøger stadig

Gesandten i Paris, Bernhoft, sendte 19. Juli 1919 Udenrigsmin. følgende Depeche:

Den af mig givne Fremstilling i min Depeche af 5. ds. af, hvorledes Evakuationen af 3. Zone blev opgivet, er blevet bekræftet ved en Samtale med en af Hovedpersonerne paa Fredskonferencen. 3. Zone blev først udtaget paa et Tidspunkt, da Fredstraktatens nye Tekst allerede forelaa i Korrektur.

I Anledning af, at jeg udtalte min Beklagelse af, at den fra først af bestemte Evakuation af 3. Zone var blevet opgivet, bemærkede min Kilde, at han straks saa, at »l’affaire était mal partie«, men Sagen var da radikalt afgjort.

Han tilføjede, at en Evakuation, som ikke ledsagedes af en Okkupation og Inddragning under Administrationskommissionen i Flensborg, vilde have frembudt store Vanskeligheder. Naar Kommissionen for de slesvigske Anliggender i sin Tid havde besluttet sig til at lade 3. Zone stemme, var det væsentlig som en Konsekvens af Evakuationen.

Spørgsmaalet om Evakuationen af 3. Zone har været fremdraget paany for Konferencen som Følge af Bemærkninger, der var blevet den forelagte, »saa vidt jeg erindrer ogsaa af Dem«. Men det øverste Raad havde (vist i et Møde 17. ds.1) besluttet, at man maatte respektere Fredstraktaten, saaledes som den engang var undertegnet.

Da jeg kun mundtlig overfor et af den danske Kommissions Medlemmer har berørt, at vi havde troet, at kun Afstemningen, men ikke Evakuationen af 3. Zone var blevet opgivet, maa det formodes, at de Bemærkninger, hvortil min Kilde antydede, skyldes Grev Bent Holstein og hans Venner.

løvrigt udtalte min Kilde, at han ikke indsaa, at den Omstændighed, at 3. Zone ikke blev evakueret, naar den dog ikke skulde stemme, kunde udøve nogen Virkning af Betydning paa Afstemningen i 2. Zone; der maatte være tilstrækkelige Midler for Haanden til for en Tid i saa smalt et Territorium at afskære Forbindelsen mellem 2. og 3. Zone. Fredskonferencen vilde tilkendegive Tyskland, at den ikke vilde finde sig i politiske Arrestationer eller Forfølgelser og lignende i 3. Zone, en temmelig platonisk Foranstaltning. Andet saa den sig ikke i Stand til at gøre2. Med ovenstaaende overensstemmende Oplysninger er givet mig af en anden Befuldmægtiget ved Konferencen.

I Depeche af 25. Juli fremhævede Gesandten yderligere, at de af ham hos forskellige ledende Personligheder ved Fredskonf. foretagne Undersøgelser havde bekræftet de i Depechen af 19. s. M. givne Meddelelser.

Man kunde ikke i Paris, hvor meget man end beklagede, at Rømningen af 3. Zone var udgaaet af den endelige Fredstraktat, se. hvorledes den nu kunde genindføres paa Trods af Traktatens Ord, og de Allieredes Svarnote af 16. Juni mentes ikke at være et tilstrækkeligt Grundlag for at indføre en ny Bestemmelse i Traktaten. Gesandten troede sig imidlertid i Overensstemmelse med Udenrigsmin.s Ønske ved at rette Bestræbelserne paa at søge at faa forstærket Garantierne for et frit Valg ved at skabe Mulighed for en streng Afspærring af 2. Zone mod Intimidation sydfra.

I Telegram, ligeledes af 25. Juli , meddelte Udenrigsmin. Bernhoft, at hele Ministeriet godkendte hans Optræden. Spørgsmaalet om 3. Zones Rømning mente man afgjort med den endelige Fredstraktat og ønskede ingen Henvendelse om denne Sag til de Allierede, da Tyskland ved Forhandlingerne herom med de Allierede vihde kunne forlange Indrømmelser paa andre Punkter.

I Spørgsmaalet om Sikring af Afstemningsfriheden i 2. Zone burde man vise Tilbageholdenhed, da en Henvendelse til de Allierede, der havde paataget sig at sikre en fri Afstemning og havde meddelt, at de vilde sende Skibe og Tropper til dette Formaal, kunde blive opfattet som Mistillid og Kritik. Da imidlertid Stemningen flere Steder, navnlig i Sønderborg, syntes noget ophidset, anmodedes Gesandten om at søge Afsendelsen af Skibe med
Landgangstropper fremskyndet, selv om Traktaten endnu ikke var traadt i Kraft.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

18. juli 1919. Svindlere og smarte forretningsfolk

Hans Schmidt fra Østerlindet har berettet om forholdene i landbruget i overgangstiden 1918-1920. Vi bringer hans beretning i uddrag. Dette er fjerde del.

Det var Synd at sige, at Pengene sad for fast Nord for Grænsen. Man vilde hellere end gerne hjælpe os.

Genforeningssommeren 1920 fik jeg Besøg af en gammel Højskolekammerat, der med sin Kone var paa Cykletur i Sønderjylland. Han var nu Direktør for en af Andelsbankens Filialer i det sydlige Jylland, og da vi havde drøftet gamle Minder og Dagens Spørgsmaal, vilde han gerne have Oplysning om nogle Mænd, der havde laant 7000 Kr. i hans Bankfilial. Det var, sagde han, solide og gode Folk, tre Bønder fra Gram, den ene havde laant Pengene, de to andre kautioneret. Det mærkelige var blot, at man siden ikke havde hørt fra dem trods flere Henvendelser.

Dette med de tre Bønder fra Gram lod mig straks noget mystisk, og et Par Opringninger i Telefonen gav da ogsaa til Resultat, at der ikke eksisterede Bønder i Gram af de opgivne Navne. Banken var altsaa de 7000 Kr. fattigere, men var til Gengald blevet klar over, at ikke alle Sønderjyder var Engle, hvilket ellers paa den Tid var en meget udbredt Opfattelse Nord for Kongeaaen.

I en Tid med saa store Omskiftelser som denne kunde det i det hele ikke undgaas, at smarte Forretningsfolk, for at bruge et mildt Udtryk, udnyttede Situationen.

Ogsaa Nord for den gamle Grænse var der Syndere. I et bestemt Tilfælde laante nogle Folk i Kolding en sønderjysk Gaardmand 16.000 Kr., som han skulde bruge til at indløse en Markprioritet, men de lod ham underskrive et Gældsbevis lydende paa 20,000 Kr. og beregnede sig altsaa en Kursavance paa 25 pCt. af et Laan, der i Grunden maatte sidestilles med et almindeligt Banklaan.

De paagældende Laangivere havde bildt Manden — som vel ikke havde gode Forbindelser i det gamle Land — ind, at al Markgæld vilde blive tvangsomregnet til en Kurs af 72 Øre pr. Mark, og da Marken allerede paa det Tidspunkt stod betydeligt lavere, gjaldt det jo for Gaardejeren om at blive sin Hypotek kvit i Tide.

Stedt i denne formentlige Nødssituation underskrev Manden paa Dokumentet.

Dette Tilfælde danner dog absolut en Undtagelse fra Reglen, men det viser, hvor galt det kan gaa, naar skikkelige Folk falder mellem Røvere.

Paa vej til Danmark. Livsbilleder fra Sønderjylland i Overgangsaarene 1918-20. Nicolai Svendsen, Svend Thorsen 1935.

Sønderjysk Månedsskrift med to historier om Første Verdenskrig

Sønderjysk Månedsskrift nr. 5/2019, der netop er udkommet, indeholder to spændende historier om Første Verdenskrig:

Mogens Ladegaard, Grejs, skriver om bageren og købmanden fra Bevtoft – en historie om sammenhold mellem de to familier under 1. Verdenskrig, hvor bagerkonen klarede skæren, indtil hun i slutningen af krigen blev stukket af en bi og døde af blodforgiftning. Det må have været et meget bevæget øjeblik, da Peter Marius Petersen – efter fire lange krigsår på hesteryg red fra Sortehavet gennem det krigshærgede Europa og igen ser sine tre børn. Men ikke sin elskede hustru, der passede så godt på bådebørnene og bageriet.

Dr.med. & cand.mag. Hans Wolf, bemærker, at mens der er offentliggjort breve mellem front og hjem fra dansksindede nordslesvigere i den tyske hær under 1. Verdenskrig, er det ikke tilfældet mellem sydslesvigske dansksindede mænd og deres pårørende. En sådan brevveksling foreligger imidlertid mellem den 22- årige dansksindede sydslesviger, Friedrich Büchert, og hans mor, Marie Büchert. Friedrich faldt i grænselandet mellem det daværende Østpreussen og russisk Polen under den tyske vinter-forårsoffensiv 1914-1915 efter kun en måneds krigsdeltagelse. Forfatteren beretter om hans indkaldelse, hans genoptræning, hans rejse til Østfronten, hans deltagelse i kampene i Østprøjsen og moderens omsorg og bekymring for sin søn.

Derudover indeholder månedsskriftet artikler om katastrofen på Haderslev Dam i 1959 og om Gustav Schröder, der reddede knap 1.000 jødiske flygtninge fra Hitlers Tyskland.

Se mere her

Sønderjysk Månedsskrift og Sønderjyske Årbøger sendes til medlemmer af Historisk Samfund for Sønderjylland.

Bliv medlem her Historisk Samfund for Sønderjylland

 

 

17. juli 1919. Der udpeges tillidsfolk i 2. zone – hvor det er muligt

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

17. Juli: I Gaar er der holdt Husundersøgelse hos Daniel Petersen paa Vesterholt.

»Hejmdal« angriber nu Wall i Obdrup, fordi hans Fader har været Slesvig-Holstener.

Til i Dag indkaldt et Møde af Folk fra 2. Zone, Flensborg Amt, for at faa en fast Organisation.

En saadan dannedes under Mellemslesvigsk Udvalg med J. Søgaard i Jaruplund som Formand; der udpegedes Tillidsmænd i de enkelte Kommuner, saa vidt dette hidtil var muligt.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

17. juli 1919. Haderslev trues af anarki! Send et krigsskib!

Den franske Gesandt i Kbhvn., Conty, telegraferede 17. Juli 1919 til sin Regering, at han »bestemt tilraadede at sende allierede Krigsskibe til de slesv. Afstemnings-Zoners Havne, inden den tyske Rømning endnu var begyndt«, og tilføjede:

Nordslesvigerne meddeler mig, at Byen Haderslev trues af Anarki, da de tyske Øvrigheder fuldstændig forsømmer deres Tjeneste, og Danmark er ude af Stand til at gøre noget. De interesserede Parter forsikrer mig, at et lille Krigsskib, som kan kaste Anker i Haderslev Fjord, vil være tilstrækkeligt til at opretholde Ordenen. Under alle Omstændigheder vil det være nyttigt at vise de allierede Magters Flag i de slesvigske Havne, saa snart ske kan.

Det franske Udenrigsmin. videresendte dette Telegram til Form. for. F. K.s eksekutive Komité med følgende Note:

Direktionen for de politiske og kommercielle Sager henleder Hr. Tardieu’s Opmærksomhed paa Situationen i Slesvig og udtaler som sin Opfattelse, at det vilde være nyttigt i Overensstemmelse med Hr. Conty’s Opfordring snarest muligt at sende allierede Krigsskibe til de slesvigske Havne.

Hr. Tardieu vil uden Tvivl ligeledes anse det for nødvendigt at træffe Foranstaltninger til, at de Personer, som har taget til Orde for Slesvigs Genforening med Danmark, ikke af den Grund forulæmpes af de tyske Øvrigheder, hverken i de to Afstemnings-Zoner eller i 3. Zone, hvor Afstemning har været planlagt. Den tyske Skræmme-Politik i 3. Zone vil iøvrigt udøve beklagelig Virkning i 2. Zone.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

16. juli 1919. Møde i Fredskommissionens øverste råd: Ingen rømning af 3. zone

Paa sit Møde 16. Juli 1919 traf Øverste Raad følgende Afgørelser vedr. det slesvigske Anliggende:

Rømningen
Det besluttes i den eksekutive Komités Indstilling at stryge det Afsnit, der omhandler Rømningen, og kun at anmode den tyske Regering om i nævnte Zone ikke at foretage nogen Arrestation af politiske Grunde.

Saafremt den internationale Kommission (C. I. S.) efter Afstemningen kommer til den Opfattelse, at Afstemningen i 2. Zone er bleven paavirket af tyske Overgreb i 3. Zone, kan den erklæres ugyldig.

Land- og sø-militare Styrker til Slesvig
Det vedtages, at den franske Bataljon, der holdes rede, skal deltage i Ekspeditionen til Slesvig. Det britiske Admiralitet giver Marskal Foch et Varsel paa fire Dage, inden Bataljonen skal afmarsjere.

Krigsfangerne
Den eksekutive Komité’s Indstilling vedrørende Krigsfangernes Hjemsendelse3 bifaldes.

Rekvisitioner og Salg af Statsejendomme
Den eksekutive Komité’s Indstilling bifaldes.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

16. juli 1919. Den tyske militære overkommando forbereder sig på afstemningen

Den tyske Militær-Overkommando udstedte, med Dato Schwerin 16. Juli 1919, en Ordre, i hvilken Punkterne 7 og 8 lyder saaledes:

7. Militære, hjemmehørende i det slesvigske Afstemnings-Omraade, vil ikke kunne opnaa Tilladelse til at deltage i Folkeafstemningen [i Slesvig], førend de har modtaget Belæring om Afstemningens Betydning for Tyskland. De har ikke Krav paa Orlov.

8.  Militærforvaltningens Embedsmænd, heri indbefattet dem, der tilhører Overkommandoen i Flensborg Distrikt, skal forblive paa Stedet.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

15. juli 1919. Vi havde ingen forudsætninger for at træffe fornuftige økonomiske beslutninger

Hans Schmidt fra Østerlindet har berettet om forholdene i landbruget i overgangstiden 1918-1920. Vi bringer hans beretning i uddrag. Dette er tredje del.

Baggrunden for Kronelaanene var jo den Antagelse, at Reichsmark vilde rette sig igen og altsaa ikke mere kunne købes billigt for danske Kroner. Derfor iværksatte man disse Transaktioner saa hurtigt som muligt, og hurtigst lod det sig jo gøre for dem, som havde gode Forbindelser Nord for Grænsen.

Det havde Folk paa Røddingegnen i høj Grad.

Der var næppe en Familie i ”det ideelle Hjørne”, som ikke havde Slægtninge eller Venner i Danmark. Landmændene paa Røddingkanten fik da ogsaa alle Kronelaan paa et meget tidligt Tidspunkt, til en Kurs af 50 og ned til 37; dette vil altsaa sige, at hele Egnen havde faaet dyrt omsat og tilmed maatte betale de høje Renter i meget længere Tid end andre. Det bødes der for den Dag i Dag [1935].

Nu bagefter kan det synes mærkeligt, at det store Flertal gjorde den Fejl at omsatte Markgælden til Kronegæld alt for tidligt. Hertil er dog at sige, at ogsaa flere af de formentlig klogeste Finansmand i Danmark gik ud fra, at Marken paany vilde gaa op i 88,89 Øre pr. Mark eller dog nærme sig denne Paritet.

Ved Bedømmelsen af, hvad der dengang skete, maa man dog navnlig erindre, at da vi kom hjem fra Krigen, skulde vi pludselig træffe Dispositioner, som vi ingen Forudsætninger havde for at overse efter i 4½ Aar at have levet i en helt anden Verden.

Endvidere gjorde en vis Suggestion sig gældende. En solid og klog Gaardmand i Nærheden af den gamle Grænse havde under Krigen gentagne Gange skrevet hjem til sin Kone, at hvis hun fik lidt Penge tilovers, saa skulde hun bringe dem over Grænsen og omsatte dem i danske Kroner trods den lave Kurs paa Mark.

Den vedkommende Gaardmand maa altsaa have forudset et Sammenbrud af det tyske Pengesystem, men ikke desto mindre – da han kom hjem fra Krigen, førte Massesuggestionen ham til at tage Kronelaan som alle andre – altsaa til en Spekulation i, at Markens Fald kun var midlertidigt – skønt han ude i Felten havde bedømt Forholdene nøgternt og rigtigt.

Paa vej til Danmark. Livsbilleder fra Sønderjylland i Overgangsaarene 1918-20. Nicolai Svendsen, Svend Thorsen 1935.

 

14. juli 1919. En meget dyr lånekonvertering

Hans Schmidt fra Østerlindet har berettet om forholdene i landbruget i overgangstiden 1918-1920. Vi bringer hans beretning i uddrag. Dette er anden del.

Da jeg kom hjem fra Rusland i Februar 1919, var Omsætning af Markgæld til Kronelaan i fuld Gang. Den Markgæld, vi havde paa vor Gaard, var allerede omsat – til en Kurs af 47. Min Kones Broder, der var Bankmand i det gamle Land, havde ordnet den Sag, og det var jeg naturligvis taknemlig for. Det maatte da vare en glimrende Forretning at faa Gælden halveret, mente jeg.

Transaktionen blev vanskeliggjort derved, at jeg jo skulde underskrive Gældsdokumentet for det Kronelaan, ved Hjalp af hvilket Markprioriteten blev indfriet — hvilket ikke var saa let, eftersom jeg endnu opholdt mig i Rusland. Min Kone skrev saa mit Navn under, og to af vore Naboer bevidnede som gode og paalidelige Mænd, at Underskriften var min.

Min Svoger skrev bagefter, at da det var to saa tilforladelige og solide Mand som Asmus Høyer og Laust Bertelsen, der havde bevidnet Underskriftens Ægthed, var han jo nødt til at tro det, skønt det for en almindelig menneskelig Betragtning saa lidt mærkeligt ud, eftersom jeg endnu ikke var kommet hjem fra Ukraine. Dette var typisk for Tiden!

En Mand i vort Sogn havde paa sin lille Gaard en Gæld paa 4000 Mark. Nu fik han den omsat i en Bank lige Nord for den gamle Grænse til 2000 Kr., og han var himmelhenrykt. Kronerenterne maatte han saa betale i de stedse mere værdiløse Mark, og Renten var høj, da han havde Pengene paa en Veksel.

Det blev efterhaanden meget svært af faa Renterne skrabet sammen, alt hvad han kunde sælge – og mere end godt var for Gaardens Drift — maatte afhændes for at skaffe de stigende Markbeløb. Da han hen paa Foraaret 1920 omsider begyndte at faa sine Indtægter i Kroner, havde han betalt godt 4000 Mark i Renter, eller lige saa meget som hans hele Gæld udgjorde før Transaktionen, og saa skyldte han altsaa stadig den danske Bank de 2000 Kr.

Intet Under, at hans Henrykkelse ikke var saa stor mere.

Paa vej til Danmark. Livsbilleder fra Sønderjylland i Overgangsaarene 1918-20. Nicolai Svendsen, Svend Thorsen 1935

14. juli 1919. Dansk optimisme: 80% vil stemme dansk i Ejdersted!

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

14. Juli: En i Ejdersted hjemmehørende Embedsmand har meddelt »Danskeren«, at fire Femtedele af de bosiddende Familier i Ejdersted har haft til Hensigt at stemme for Danmark. –

Fra enkelte Egne i Angel er det blevet meddelt om hele Landsbyer.

Statskommissær Køster søger i et aabent Biev at mobilisere det danske Socialdemokrati imod dets egne Landsmænd. I det hele er han paa Færde alle Vegne.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

13. juli 1919. Tvangsafleveringer af kvæg

Hans Schmidt fra Østerlindet har berettet om forholdene i landbruget i overgangstiden 1918-1920. Vi bringer hans beretning i uddrag. Dette er første del.

Da jeg i 1914 rejste ud til Krigen, var der paa Gaarden 40 Stykker Kvæg og 70 Svin; da jeg kom hjem, var der 6 Køer, 5 Stykker Ungkvæg og Kalve og 1 – siger og skriver eet — Svin.

Under disse Omstændigheder var det ikke med Begejstring, at jeg kort efter at være vendt hjem modtog Meddelelse om, at jeg – som andre – skulde aflevere et Stykke voksent Kvæg, tilmed til en lille Maksimalpris.

En af Køerne var syg, og den kunde jeg naturligvis bedst undvære. Kommuneforstanderen mente, at hvis jeg blot kunde faa Koen afleveret i levende Tilstand, vilde Præstationen blive taget for god – radmagre var jo alligevel alle de, der blev afleverede.

Da vi fik Koen ud af Stalden i den stærke, friske Luft, kunde den imidlertid ikke gaa. Vi lagde saa en Dør paa en Slæde, et Par Heste for, og saa gik det afsted til Banegaarden med Koen. Al vor Umage var dog forgæves, Koen var for daarlig, den blev slaaet ihjel, og vi maatte aflevere en anden istedet.

Tvangsafleveringerne af Kvæg blev gentaget flere Gange til stor Gene for Gaardene, der i Forvejen havde for lidt Kvæg.

Da den internationale Afstemningskommission tog Styret i Januar 1920, iværksættes en Aflevering af Hensyn til selve Landsdelens og Besættelseshærens Behov. Under disse Omstændigheder gik Ejerne af de 20 største Besætninger i Sognet ind paa at aflevere hver et godt Kreatur.

Da dette ikke havde ladet sig gøre alle Steder, blev den næste Aflevering tilrettelagt paa en bredere Basis, idet flere Sogne blev slaaet sammen til et Afleveringsdistrikt, og der udnævntes en Kommission bestaaende af en Gaardmand, en Handelsmand og en Slagter, som skulde syne Besætningerne og udvælge det fornødne Kvæg efter bedste Skøn.

Da Kommissionen kom til Østerlindet, tilbød jeg — der imidlertid var blevet Kommuneforstander (januar 1920) – at tage med den rundt. Sagen var, at Landmændene i Østerlindet Sogn syntes, de ved forrige Aflevering præsterede 20 Kreaturer burde tages i Betragtning ved denne, da jo ellers de Bønder, som den Gang havde afleveret frivilligt, paa en Maade vilde blive straffet.

Det blev en ubehagelig Tur, for vi var alt andet end velkommen — det var jo ikke morsomt at aflevere fra de ødelagte Besætninger til en lille Pris, som tilmed var fastsat i den stadig faldende Mark. Kreaturerne var de fleste Steder saa magre, at det var en Ynk at se paa. I en af de første

Gaarde, vi kom til, var de saa udsultede, at det ligefrem var en Gru. Nogle store Kalve saa dog nogenlunde ud, men saa fik Slagteren pludselig Mistanke, han lukkede Munden op paa en af ”Kalvene”, og saa viste det sig, at de var over 2 Aar gamle. Kreaturerne var sultet igennem og derfor ikke blevet større.

Formand for Udvalget var Gaardmanden, en stor, bred Type. Hans Evne til at tale Tysk holdt knap nok Maal med Viljen, men en medfødt Frimodighed gjorde, at hans manglende Færdighed i Sprog ikke generede ham det mindste, og for vi andre var den en Kilde til Morskab. Da vi kom ned til Domæneforpagter Lempelius paa Nygaard, begyndte han straks: ”Guten Tag, Hr. Lampimus!”, og idet han slog ud med Haanden efter mig, fortsatte han: ”Ja, wir haben die Gemeindevorsteher mitgenommen!” Resultatet var straalende; den kølige Modtagelse, hvortil Domæneforpagteren havde lagt op, blev ikke til noget. Lempelius knækkede helt sammen af Latter og var  Elskvardigheden selv.

Da han viste os den første Ko, en gammel mager Tante, som ikke rejste sig for det første Spark (og som han vist gerne vilde af med), slog Kommissionsformanden igen ud med Haanden og udbrød naadigt: ”Lass liegen, lass liegen, wir gehen weiter!”

Vi blev hurtigt enig med Domæneforpagteren om 3 Stykker godt Kvæg til Aflevering.

Nogle Folk Nord for Grænsen havde paa Vesteregnen ved Husum opkøbt store, dejlige Kvalitetsstude paa 11-1200 Pund beregnet paa Indførsel til Danmark, men da de endnu stod opstaldede paa Gaarde i Nordslesvig, blev der ogsaa pillet ud af disse Dyr. Da Afleveringen fandt Sted paa Grundlag af en kommunevis Kreaturtælling, nyttede det ikke, at Manden, der ejede Dyrene, var dansk (fremmed) Statsborger. Krumspringene var dog ofte svære nok.

Pengene for de tvangsafleverede Kreaturer sendtes til Kommuneforstanderen. Betalingen præsteredes i gamle, fedtede 5-, 10- og 20-Marksedler. For de 20 Stykker Kvæg, som afleveredes frivilligt, efter at den internationale Kommission havde taget Tøjlerne, betaltes cirka 20.000 Mark. Pakken vejede 4½ Pund, og det var et stort Arbejde at tælle og fordele de mange Lapper.

Paa vej til Danmark. Livsbilleder fra Sønderjylland i Overgangsaarene 1918-20. Nicolai Svendsen, Svend Thorsen 1935

12. juli 1919. Ny debat i Vælgerforeningen

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

12. Juli: Atter Vælgerforeningsmøde i Aabenraa. Hanssen har ikke afleveret Resolutionen om 3. Zone til den franske Minister. Trods vor udtrykkelige mundtlige Aftale undskylder han sig med nogle Linjer fra Sekretæren om, at den skal gives til den internationale Kommission – som ikke er samlet endnu. Men nu skal det altsaa ske.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

12. juli 1919. Den tyske regering: “En Løsrivelse af utvivlsomt tyske Omraader af Slesvig-Holsten kan aldrig anerkendes”

Gennem Wolffs Bureau udsendte den tyske Rigsregering i Beg. af Juli 1919 følgende Erklæring:

Den tyske Regering staar i Dag fastere end nogensinde paa det Standpunkt, at en Løsrivelse af utvivlsomt tyske Omraader af Slesvig-Holsten aldrig kan anerkendes.

Selv om ved den af vore Fjender planlagte Afstemning tyske Statsborgere vilde lade deres Fædreland i Stikken og stemme for Danmark, vil den tyske Regering aldrig anerkende en saadan Afstemning.

Deri veed den sig enig med det overvejende Flertal af Befolkningen i Slesvig-Holsten og med hele det tyske Folk.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

12. juli 1919. To resolutioner fra Den nordslesvigske Vælgerforening

Bestyrelsen og Tilsynsrådet enedes 12. Juli 1919 i Aabenraa om følgende Vedtagelse:

Henvendelser til C. I. S.
Det blev enstemmigt besluttet, at Henvendelser eller Indstillinger fra Vælgerforeningen til den internationale Kommission skal gaa igennem det midlertidige sønderjydske Ministerium.

Afstemningssedler
Til Forebyggelse af Fejlgreb ved Afstemningen var der fuld Enighed om, at det langt heldigste vilde være, naar der paa alle  Stemmesedler, der blev afgivne for dansk Tilhørselsforhold, kom til at staa Navnet Danmark.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

11. juli 1919. Ernst Christiansen: Tyskerne har fået nyt mod på 2. zone

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

11. Juli: Dage med Indtryk af en nedadgaaende Bevægelse i Stemningen. Det tyske Udvalg kan ikke skjule sin Triumf. Nu har man Mod paa 2. Zone!

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

11. juli 1919. “Vi vil aldrig vil anerkende Resultatet af den fremtvungne Afstemning.”

Slesvig-holstensk Erklæring i Weimar. Erklæringen, der vedtoges i Begyndelsen af Juli 1919, gengives efter Schleswigsche Grenzpost 11. samme Måned.

Repræsentanterne for Slesvig-Holsten i den tyske grundlovgivende Nationalforsamling nedlægger herved i deres Vælgeres Navn en formel og højtidelig retslig Indsigelse mod den Krænkelse af den tyske Befolkning i Slesvig-Holstens. umistelige Rettigheder, der ligger i Fredstraktaten, som mod Lov og Ret er paatvunget det tyske Folk.

Vi vil leve i Fred og Venskab med det stammebeslægtede danske Nabofolk og er derfor enige om, at den Del af Slesvig-Holsten, hvis nationale Karakter er tvivlsom, ved en ærlig, fri og upaavirket Udøvelse af den nationale Selvbestemmelsesret træffer Afgørelse af, til hvilken af de to Stater den vil høre.

Imidlertid betyder Fredstraktaten ingen Gennemførelse af Principet om national Selvbestemmelse, men en Karikatur og en Forhaanelse af dette Princip. Den tager ikke Sigte paa en varig og ærlig Fred, men paa en Forgiftelse af Forholdet mellem det danske og det tyske Folk.

I dette Øjemed har Ententen gjort Forsøg paa at fremkalde et nationalt Forræderi i store og sammenhængende Omraader af Slesvig-Holsten, hvis tyske Karakter er hævet over enhver Tvivl og aldrig blevet bestridt, ved Hjælp af Tilbud om materielle Fordele og ved et (bestemt) Afstemningssystem.

For den rent tyske Zones Vedkommende er denne Hensigt blevet afsløret i hele Verdens Øjne, da den danske Regering vægrede sig ved at modtage en Tilvækst af sit Omraade.

Men ogsaa 2. Zone, som rummer en tysk Befolkning paa mere end 90 pCt., er et utvivlsomt tysk Land.

Flensborg var i Fortiden en kernetysk By og er det den Dag i Dag. Det samme gælder om Dele af 1. Zone ved Byerne Tønder og Højer.

Disse og andre tyske Kommuner i 1. Zone berøver man Retten til Selvbestemmelse, idet man, ved at opstille en ubegrundet Modsætning til 2. Zone, ikke lader 1. Zone stemme kommunevis, skønt 1. Zone lige saa lidt som 2. danner et Omraade i indre Sammenhæng, og som ligger fast i sin Begrænsning mod Syd; en ærlig, national og hensigtsmæssig Grænsedragning vilde tværtimod først kunne komme i Stand, naar man foretog kommunevis Afstemning.

Det er umoralsk at holde Afstemning, medens Virkningen af Blokaden og Udsultningen endnu føles, og at lede den af Sult og Savn svækkede Befolkning i Fristelse ved som Løn for nationalt Overløberi at tilbyde den Frihed for den Krigsgæld, som den retmæssigt har paataget sig.

Det er uretfærdigt at udelukke alle dem fra Afstemningen, der efter 1900 har slaaet sig ned i Afstemningsomraadet, og herudover ligeledes Embedsmændene.

Ogsaa disse er frie Statsborgere og har Samhørighedsforhold til deres Fljemstavn. Naar Afstemningsomraadet besættes af fjendtlige Tropper, vil der gøres et aabenbart Skaar i Afstemningsfriheden.

Derfor erklærer vi for Alverden og for alle Tider, at vi aldrig vil anerkende Resultatet af den fremtvungne Afstemning som retfærdigt.

Ved den skabes ikke Ret, men Uret. Hvad den tilsigter, er ikke Forsoning mellem Folkene i Nordmarken, men varig Splid.

Vi opfordrer vore tyske Folkefæller i Slesvig til at holde fast ved deres Fædreland og Folk uden at lade sig lede vild. Ikke blot ser hele det tyske Folk i disse tunge Dage hen til dem, men de har ogsaa den verdenshistoriske Opgave at skærme Folkenes sande Ret og sande Frihed mod voldelig Udnyttelse af Overmagten.

Maatte vore Fjender strande paa Slesvig-Holstenernes Troskab! Men hvordan end den Skæbne bliver, der venter vore
tyske Brødre og Søstre i Afstemningsomraadet, vil hele det tyske Folk evigt føle sig knyttet til dem og vil ikke glemme, at Slesvig-Holsten har kæmpet og lidt for Tysklands Enighed og Frihed.
Vi vil ikke hvile, før Slesvig-Holstenerne, i samme Grad som hele det
tyske Folk, har faaet deres Ret.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

10. juli 1919. Danmark forbereder sig til afstemning og genforening, men 3. zone spøger stadig

Rigsdagspartiernes sønderjydske Udvalg. Forhandlinger.

I Mødet 10. Juli 1919, der lededes af Alexander Foss, var Statsministeren, Udenrigsministeren og H. P. Hanssen til Stede.

H. P. Hanssen gav en orienterende Oversigt over de praktiske Foranstaltninger, som allerede var paabegyndt, til Nordslesvigs Forsyning med Brødkorn og Kul og til Hjemsendelse af sønderjydske Krigsfanger samt forelagde Materiale til Belysning af Salget af preussisk Statsejendom (bl. a. Statsskove) i Afstemnings-omraaderne.

Desuden omtalte Ministeren Vælgerforeningens Forarbejder til Indsættelse af danske Embedsmænd i St. f. de tyske, der vilde ophøre at fungere, naar C. I. S. traadte til.

Derefter fandt følgende Replikskifte Sted:

Emil Harboe (Kons.): Det er mig meddelt underhaanden, at der paa sidste Vælgerforeningsmøde er blevet truffet en enstemmig Beslutning, som, efter hvad jeg har forstaaet, skal være tilstillet Minister Hanssen, om at kræve gennemført Evakuering af 3. Zone for at sikre Afstemningsfriheden i 2. Zone. Jeg vil gerne høre, om man har faaet Meddelelse om noget saadant og i saa Fald, hvad Ministeren agter at gøre ved den?

H. P. Hanssen: Det er rigtigt, at der foreligger en saadan enstemmig Beslutning, ikke netop saa skarpt affattet, som Hr. Harboe antydede, men en Henstilling til den internationale Kommission, om det ikke var muligt at genoptage Bestemmelsen om Rømning. Jeg har modtaget den i Gaar, og jeg skal sørge for, at Udvalgets Medlemmer faar dens Ordlyd tilstillet. Den er rettet til den internationale Kommission og sendt til mig med Anmodning om, at overgive den til Kommissionen, saasnart den er konstitueret, sammen med det før , nævnte Materiale vedrørende Embedsbesættelserne m. v.

Em. Marott (Soc.-Dem.): Er Henvendelsen om Rømning af 3. Zone udgaaet fra 3. eller 2. Zone?

H. P. Hanssen: Fra Vælgerforeningen. Denne omfatter kun 1. og 2. Zone.

Derefter refererede H. P. Hanssen sine Drøftelser med Finansministeren om den danske Stats Overtagelse af Renter og Pensioner til Krigsbeskadigede, Enker og Faderløse. Udvalget tiltraadte H. P. Hanssens Forslag om, at disse Smaabeløb skulde udbetales til Parikurs og ligeledes et af Ministeren fremsat Forslag om Frirejse for dem, der skulde rejse ned og deltage i Afstemningen.

H. P. Hanssen fortsatte med en Omtale af de Foranstaltninger, der maatte træffes til efter Folkeafstemningerne at besætte Landomraaderne med danske militære og administrative Myndigheder og til at gennemføre de mellemstatlige Aftaler (om finansielle Forhold, Arkivalier, Oldsagssamlinger, Monumenter o. l.), Genforeningen vilde medføre. Han sluttede sin Tale med at behandle de afskedigede Embedsmænds Forhold, derunder Spørgsmaalet om deres Pensionering.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.