Alle indlæg af Rene Rasmussen

23. november 1918. “Lykkelig den, der var det beskaaren — at komme hjem!”

Andreas Kaad fra Mindebjerg på Als gjorde i efteråret 1918 tjeneste som vagtmand for krigsfanger i Lorraine/Lothringen. Nu gik det hjemad.

Den 21. November naaede vi Neumünster. Herfra blev Hjempermitteringen foretaget den 22. November.

Om Aftenen ved 7-Tiden damper vi videre nordpaa som hjempermitterede.

Rendsborg, videre, Slesvig, og videre, Flensborg med Natophold i en tætpakket Ventesal med Hundreder af hjemvendende Nordslesvigere.

Næste Dags Morgen videre til Sønderborg og Hjemmet.

Og Gensynet! Ja j eg ser endnu Fars store Smil, da jeg mødte ham paa Sønderborg Gade og hører endnu Mors bevægede Stemme i Telefonen, da jeg fra Sønderborg melder: »Hjemme igen«.

Saa med den lille Smaabane op igennem Als. »Velkommen hjem«! lyder det atter og atter.

Ved 12- Tiden er jeg igen i mit Hjem i Mindebjerg. Og Gensynet i Hjemmet! Ja, det hører Privatlivet til og kan heller ikke i nogen Form eller Maade gengives.

Lykkelig den, der var det beskaaren — at komme hjem!

Sønderjyske Årbøger 1927

22. november 1918. “Hvilken forskel på at være soldat nu efter revolutionen.”

Peter Madsen fra Ullerup gjorde krigstjeneste i Infanterie-Regiment Nr. 162. Han blev såret og har været på lazaret siden marts, først i Sønderborg, fra juli 1918 i Lübeck, men i oktober kom han tilbage på kasernen.

I dag er jeg blevet udskrevet fra lazarettet og blevet overflyttet til mit gamle kompagni.

I aften har vi været i Hansateatret. hvor forestillingen, “Die tolle Komtesse”, var på programmet.

Selv om klokken var over ti, da vi kom tilbage til kasernen, var der ingen bebrejdelser af nogen art. Tappenstreg er der heller ikke noget af mere, og vagten tager det ikke så nøje, om vi kommer efter kl. 12.

Alt går som det bedst kan.

Hvilken forskel på at være soldat nu efter revolutionen.

Tjeneste er der næsten ingen af, kun lidt vagttjeneste. Ved parolen om aftenen er det ikke sikkert, at vi gider være til stede.

Officerer ser vi ingen af, og vagten bliver betalt af soldaterrådene.

Forplejningen er, som den var før.

Harald Alnor: Dagbog. “En ung sønderjyde fortæller om begivenheder i Første Verdenskrig 1914-1918 på Vestfronten.”

21. november 1918. Da vi spiste oberstens ko

Krigen var forbi og de tyske soldater marcherede hjemad. Selvom der havde været revolution, var disciplinen nogenlunde intakt – men når det gælder mad, så er soldaten sig selv nærmest. Denne beretning af en unavngiven sønderjysk soldat er fra hjemturen fra Namur i Belgien til Tyskland.

Da vi spiste Oberstens Ko.

Endelig den 18. November kunde ogsaa vi forlade Namur og forlod denne By som den sidste Bataillon. Jeg var ved de lette Minekastere, og vi havde mange Ammunitionsvogne. I Namur fik vi Ordre til at tage Minerne med hjem til Tyskland. Men Løjtnanten mente, at vi havde mere Brug for Fragtbaadenes Indhold end for Minerne, og den sidste Nat kørte vi, Ordenens Haandhævere i Namur, ned til Moselfloden, kastede Minerne i Floden og fyldte Vognene med Konserves, Sukker, Vin, Brød, Støvler o. m. a.

Paa Vejen ud af Belgien og forresten gennem Rhinlandet med, naaede de franske eller belgiske Kvartermagere os næsten hver Morgen, og vi har flere Gange hilst paa demved et Glas Vin.

Men efterhaanden som Dagene gik, var vi saadan ved at blive kede af de evige Konserves. Og en Dag, vi naaede vort Kvarter ved Middagstid, siger Løjtnanten: “To frivillige frem, som kan skaffe os en Ko!”

Der var straks et Par Mand, som var villige til dette Stykke Arbejde. En Time senere slog Slagteren en dejlig Ko for Panden, og ikke længe efter var Feltkøkkenet fyldt med dejligt Kød, og Vognene læsset til med Resten af Kødet, som ikke skulde bruges den Dag.

Da vi saa allesammen sidder i Laden for at spise den dejlige Suppe, kommer der en fremmed Soldat og snuser rundt ude i Gaarden; omsider finder han Kohuden, som han spreder ud. Vi syntes at observere et smerteligt genkendende Træk i hans Ansigt, da han betragtede Huden.

Nu ved de fleste, som var med i Krigen, at de, som blev udpeget til saadan at trække rundt med højerestaaende Officerers Køer, ikke just netop var dem, der havde opfundet Krudtet. Denne Mand her saa ikke ud til at gøre nogen Undtagelse.

Omsider kom han ind. Om han ikke havde fulgt Udviklingen i den senere Tid med Revolutionen og hvad der fulgte med, ved jeg ikke , men i hvert Fald gjorde han et saa urimeligt komisk Forsøg paa at gøre stram Honnør, da han saa Løjtnanten, saa hele Mandskabet brølede af Latter.

Omsider fik Manden dog stammet frem, at vi havde slagtet Oberstens Ko, han kunde kende Huden . »Du bist verrückt, mein Sohn«, sig er Løjtnanten og forklarer ham, hvor vi havde købt Koen. Ja, siger Soldaten saa troskyldig, saa maa de have lignet hinanden, og gik. Men i endnu et Par Dage levede vi højt paa Oberstens Ko.

DSK-årbøger, 1941

Anmeldelse: Omfattende og vigtigt værk om “den glemte front” i Første Verdenskrig

Claus Bundgård Christensen, Martin Bo Nørregård og Niels Bo Poulsen: Fra Verdenskrig til Borgerkrig – Østfronten 1914-1924 set med danske øjne. Gyldendal. 352 s., 299,- kr (vejl.)

Bogen ”Fra Verdenskrig til Borgerkrig” er et omfattende og vigtigt værk i den efterhånden voksende litteratur omhandlende 1. verdenskrig, og især litteratur af den art som tager dets udgangspunkt i sønderjyske oplevelser. Den giver et blik på den mindre kendte og til tider ”glemte” front i første verdenskrig.

Bogen behandler primært 1. verdenskrig på østfronten, altså fronten mellem det Tyske Rige, Østrig-Ungarn og det Russiske Imperium, og hvordan denne front blev oplevet og betragtet med danske øjne. De første par kapitler beskriver i grundtræk krigens begyndelse, årsager bag krigsudbruddet, samt den militære og politiske situation for de tre førnævnte stormagter. Efterfølgende bliver krigen beskrevet mere kronologisk, år for år, med de vigtigste slag og lignende beskrevet i imponerende detaljer, og akkompagneret af kort der kan give alle og enhver lys i øjnene og lidt sved på panden.

Fortællingen glider mere over i situationen i Rusland, efterhånden som revolutionerne begyndte at tage fat i starten af 1917 og hvordan det udviklede sig efter bolsjevikkernes magtovertagelse efter oktoberrevolutionen. På trods af at krigen sluttede i 1918, så fortsatte den på langt mindre skala i form af regionale konflikter og borgerkrig, disse begivenheder i Rusland er også beskrevet med afsæt i de danskere der var til stede.

Selve bogens tidsafgrænsning fra 1914-1924 giver god mening når bogens afsæt er, at det er østfronten set med danske øjne. Ud over de dansksindede sønderjyder der måtte gøre tjeneste under Kejser Vilhelm, så var der også gesandter og andre personer fra Kongeriget der befandt sig i Rusland, både før, under og efter våbenstilstanden. Årstallet 1924 er skelsættende for Danmark og Sovjetunionens, da det er året hvor de to lande opretter diplomatiske forbindelser.

Bogen er skrevet af historikerne Claus Bundgård Christensen, Martin Bo Nørregård og Niels Bo Poulsen. Alle tre har skrevet om enten første og anden verdenskrig på den ene eller anden måde før, og det skinner også igennem at det er erfarne og dygtige forfattere der står bag.

På trods af at der til tider er brug for lidt baggrundsviden, så er det en bog der sagtens kan læses af de fleste, og bogen kan varmt anbefales til alle og enhver, der interesserer sig for første verdenskrig og gerne vil have et nyt perspektiv på det, men også for dem der synes krigshistorie generelt er spændende.

Lucas Enghoff Olsen

Gyldendals pressemeddelelse

20. november 1918. “Som sild i en tønde!” Andreas Kaad på vej nordpå med toget

Andreas Kaad fra Mindebjerg på Als gjorde i efteråret 1918 tjeneste som vagtmand for krigsfanger i Lorraine/Lothringen. Nu gik det hjemad.

Den 17. November kom vi igen paa Gled. Den 18. afleverede vi de russiske Krigsfanger i en Fangelejr ved Byen Rastatt og endvidere afleverede vi til det derværende Soldaterraad vort Gevær, vor Sabel og Ammunitionen; det lettede.

Samme Dags Aften dampede vi nordpaa. Det var den mest eventyrlige Jernbanefart, jeg nogensinde har været med til. Togene var ganske overfyldt. Her kunde man virkelig sige: »Som Sild i en Tønde«. Der var hundekoldt, Ituslaaede Ruder i de store Gennemgangsvogne, Polsteret revet af Sæderne i II. og I. Klasses Kupeerne.

Paa. Hjemvejen kom vi forbi Slottet Wilhelmshohe ved Cassel. Hvad var det, den tyske Skolelærer fortalte os: Napoleon, Sedan, Wilhelmshohe! Og nu er Historien gaaet den modsatte Vej.

I Hamborg faar vi de første danske Aviser med Beretningen om det store Folkemøde paa »Folkehjem« den 17. November.

Her paa Hamborgs Banegaard blev man kastet ind i Grænsestriden, men her blev ogsaa Optakten givet til al den lyksalige Tid, der ligger omkring Genforeningen i 1920.

Sønderjyske Årbøger 1927

20. november 1918. Nordslesvigernes henvendelse til den danske regering

Den 20. november 1918 overrækker rigsdagsmand i Berlin H.P.  Hanssen personlig den danske gesandt i Berlin følgende skrivelse.

Aabenraa, den 18. november 1918.

Til
Den danske regering

På de danske nordslesvigeres vegne overrækker jeg hermed ærbødigst den danske regering en resolution, som deres poli­tiske organisation, Vælgerforeningen for Nordslesvig, den 17. november d. å. har vedtaget på et møde i Aabenraa.

Samtidig vedlægger jeg en skrivelse fra udenrigsministeren for den tyske republik, hvis regering dermed under henvisning til præsident Wilsons fredsprogram anerkender vor ret til selv at bestemme vor fremtidsskæbne på grundlag af folkenes selv­bestemmelsesret.

Idet jeg henviser til disse aktstykker, beder jeg regeringen om ved en henvendelse til de allierede at foretage de skridt, der er nødvendige, for at den danske befolkning i Nordslesvig under forhandlingerne om afslutningen af verdensfreden kan få sin ret anerkendt og dermed i en nær fremtid sit brændende ønske om at blive genforenet med sit gamle fædreland Dan­mark opfyldt.

I ærbødighed,
H. P. Hanssen,
rigsdagsmand.

Julegaveidé: Den sorte Dag ved Moulin-sous-Touvent

Bogen om den blodigste dag i Første Verdenskrig – i hvert fald set fra et sønderjysk synspunkt. Mere end 100 sønderjyder faldt denne ene dag. I alt faldt over 6.000 sønderjyder i den mere end 1.500 dage lange krig.

Historikerne Martin Bo Nørregård og René Rasmussen beskriver i den meget velillustrerede bog baggrunden for slaget og kampenes forløb. Det sker på baggrund af både franske og tyske militære kilder samt et væld af øjenvidneskildringer fra de sønderjyske soldater, der var med.

Bogen indeholder både samtidige og helt nytegnede kort, masser af samtidige fotos fra skyttegravene ved Moulin-sous-Touvent og portrætter af sønderjyske soldater, og den rummer desuden en liste over data på de 105 sønderjyder, der faldt denne dag.

Anmelderne skrev bl.a.:

“De mange kilder, hvoraf især  soldaternes breve og beretninger fra dette blodige slag ved Moulin, står meget stærkt i den samlede fremstilling.  Billedmaterialet er ligeledes af meget høj kvalitet. (…) Jeg skal på det varmeste anbefale denne fine og velskrevne bog.” (Krigshistorisk Tidsskrift)

“Med bogens inddragelse af feltpost, dagbøger og erindringer vækkes rædslerne i skyttegravene til live … en imponerende lille bog.” (Siden Saxo)

“Som læser er man helt tæt på begivenhederne på slagmarken og er med helt nede i skyttegravene hos soldaterne. (…) Giver et fremragende overblik over selve slaget og i nogle af de skæbner, som tog del i det. Det velvalgte kildemateriale taler ofte for sig selv, men sat sammen med fotografier af bl.a. de afdøde soldater, bliver det hele endnu mere nærværende. Bogen er let at læse og fordrer ikke det store kendskab til krigen. Kan også bruges af slægtsforskere.” (Lektørudtalelse DBC)

“Yderst levende skrevet … Dette er en spændende og absolut læseværdig bog  … den kan anbefales på  det varmeste”. (Våbenhistorisk Tidsskrift).

“Bogen er ikke kun anbefalelsesværdig for dem, der interesserer sig for 1. Verdenskrig og krigens mange sønderjyske skæbner, men også for folk med mere almen historisk interesse.” (Sønderjysk Månedsskrift).

Køb den i boghandlen eller direkte hos forlaget!

https://www.hssdj.dk/butik/boeger/den-sorte-dag-ved-moulin

Se anmeldelser neden for.

Siden Saxo

Anmeldelse i “Siden Saxo” 1/2018

Alt om Historie

Alt om Historie 7/2018

Våbenhistorisk Tidsskrift

Våbenhistorisk Tidsskrift 1/2018

Chakoten

Chakoten 3/2018

Sønderjysk Månedsskrift

Sønderjysk Månedsskrift 4/2018

Grænsen

Grænsen 2018/5
Krigshistorisk Tidsskrift 3/2018
Første oplag blev udsolgt på under tre måneder. Andet oplag er nu halvvejs væk.

De første anmeldelser af den danske spillefilm “I krig og Kærlighed” er kommet

Spillefilmen “I krig og kærlighed” havde premiere den 15. november. Nedenfor er samlet en række links til de første anmeldelser fra de væsentligste medier.

Per Juul Carlsen anmelder for Danmarks Radio og skriver “Ny, dansk storfilm stopfodrer os med følelser.” Tre ud af seks stjerner.

Bo Tao Michaëlis anmelder for filmmagasinet EKKO og skriver:  “Billedskønt og højstemt melodrama om et tragisk kapitel i Danmarkshistorien er en langstrakt affære, men vinder ved eftertanke.” Fire ud af seks stjerner

Kim Skotte anmelder for Politiken og skriver: “Et genoldigt møllodrama: Følelsesorglets pedaler bliver jokket i bund hele tiden i ny dansk film.” Tre ud af seks stjerner.

Katrine Sommer Boysen anmelder for JyllandsPosten og skriver: “Kasper Torsting fiktionsdebuterer med et krigsmelodrama, der desværre ikke fungerer”. To ud af seks stjerner.

Sarah Iben Almbjerg og Peter Ernsted Rasmussen anmelder for Berlingske Tidende, der bringer to anmeldelser og skriver: “Dansk krigsdrama til 42 millioner er et sentimentalt skrummel af en film”. “Et sukkerchok, der overdøver sanserne” (Almbjerg) og “Krigsscener rammer som vådeskud i film om kærlighed” (Rasmussen). Tre ud af seks stjerner.

Søren Hermannsen anmelder for Kristeligt Dagblad og skriver: “Dansk storfilm er en værdig markering af Den Store Krigs uhyrlige rædsler” Fem ud af seks stjerner.

Lise Kristensen anmelder for JydskeVestkysten og skriver: “I Krig og Kærlighed et følelsesmæssigt drama.” Der gives ikke stjerner.

Henrik Queitsch anmelder for Ekstrabladet og skriver: “Synd og skam: Dansk krigsdrama falder tungt til jorden”. Tre ud af seks stjerner.

Sara Prahl anmelder for Soundvenue og skriver: “’I krig & kærlighed’: Dansk storfilm drukner i ’Pearl Harbor’-sentimentalitet” Tre ud af seks stjerner.

Daniel Skov Madsen anmelder for Kinosaur og skriver: I krig og kærlighed er et fejende flot, men desværre også klichetungt, bud på et storslået dansk kærlighedsdrama i skyggen af 1. verdenskrig.” Tre ud af seks stjerner.

 

 

 

17. november 1918. Vælgerforeningens afstemningsresolution

Efter at vælgerforeningens bestyrelse og til­synsråd har forhandlet på Folkehjem d. 16.  og 17. november 1918, vedtages med 61 stemmer følgende resolution:

1. Vi ønsker det nordslesvigske spørgsmål løst på den måde, at Nordslesvig opfattes som en helhed, hvis befolkning ved at stemme med ja eller nej tilkendegiver, om den vil genforenes med Danmark.

2. Nordslesvig er den del af hertugdømmet Slesvig, der ligger nord for en linie, som går fra sydpynten af Als ind ad Flens­borg fjord til Kobbermøllebugten, op ad Krusaadalen, sønden om Frøslev således, at Padborg bliver grænsestation, og derpå følger skellet mellem Kær og Slogs herred, Skel­bækken og tilsidst Sønderåen og Vidåen til dens bøjning mod nord, hvorfra den går lige ud til Vesterhavet og videre ud om nordpynten af Sild.

3. Stemmeret har alle over 20 år gamle mænd og kvinder, som a. er fødte og har hjemme i Nordslesvig. b. har boet i Nordslesvig i mindst 10 år. c. er fødte i Nordslesvig, men udviste af de hidtilværende magthavere.

4. Stemmeretten udøves skriftlig under former, som sikrer hver enkelts frie villiesytring. De hidtilværende myndig­heder må ikke udøve indflydelse på afstemningen.

5. Vi betragter det som en selvfølge, at tilstødende distrikter i Mellemslesvig, som rejser kravet, har ret til ved en sær­skilt afstemning at tilkendegive, om de ønsker at komme tilbage til Danmark.

2 medlemmer (Chr. Ravn), Flensborg, P. Budach, Hornskov), tiltræder resolutio­nen med følgende forbehold:

a. at Flensborg efter vor mening hører med til Nordslesvig, omend ikke til det danske Nordslesvig,

b. at den event, afstemning i de tilstødende distrikter efter vor mening bør ske samtidig med afstemningen i det danske Nordslesvig.

 

17. november 1918. Krigens afslutning – fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell. Dette er det sidste, ordinære afsnit i en fremragende serie, som vi kun kan anbefale på det varmeste.

Dette sidste ordinære afsnit handler navnlig om våbenstilstanden og krigsafslutningen. Revolutionen er brudt ud i Tyskland og kejser Wilhelm II må flygte til Nederlandene. Den 11.11. kl. 05:10 underskriver den tyske delegation i Compèigne våbenstildstandsbetingelserne, der træder i kraft kl. 11:00 (fransk tid) samme dag. Hundredetusindvis af tyske tropper har nu få dage til at forlade Frankrig, Belgien, Luxemborg og Alsace-Lorraine.

Første Verdenskrig var forbi.

17. november 1918. “Alt, hvad fædrene har kæmpet, mødrene har grædt …”

Lydoptagelse af H.P. Hanssens tale (uddrag) den 17. november 1918 på Folkehjem. Talen kan læses i sin fulde ordlyd nedenfor.

H.P. Hanssen genindtalte sin tale i 1932. Dette er kun et uddrag. Talen blev afsluttet med et citat af Bjørnstjerne Bjørnsson (ikke med i uddraget): “Alt, hvad fædrene har kæmpet, mødrene har grædt, har den Herre stille lempet, så vi vandt vor ret.”

Lydoptagelsen findes  sin helhed på Museum Sønderjylland.

Hele talen kan læses her:

“Der er gået halvfemte år, siden jeg på årsmødet i Haders­lev sidst talte til mine vælgere og meningsfæller på et offent­ligt møde.

Mellem da og nu ligger der vældige verdensbegivenheder, som har kastet dybe skygger hen over Nordslesvig og påført os trængsler som ingen sinde før.

Vor tanke skal i dag dvæle ved dem, der måtte drage i felten.
Henved 30,000 nordslesvigere drog ud. Over 6000  af dem er bievne derude. Verdenskrigen har kostet dobbelt så mange danske livet som krigen i 1864.

Spredt ud over landene ligger nu vore faldne brødres grave.

De findes i Ruslands susende nåletræsskove og vidtstrakte sumpe, langs Polens floder og i Serbiens dale, i Argonnerne og Karpaterne, i Makedonien og ved Dardanellerne, i Palæstina og Mesopotamien.

Særligt tæt ligger de i Frankrig, i Vogeserne, foran Verdun og fra Champagne op over landet til Flandern.

Og mange har fundet deres sidste hvilested i de store lukkede jernkasser dybt på havets bund.

Der var mellem dem en ungdom med guldglorie om hovedet, begejstrede idealister, evnerige mænd, hvis hjerter brændte af længsel efter et arbejde i vort folks tjeneste, og tusinder af støtte, trofaste danske mænd. Vi ved, hvor ofte og hvor gerne deres tanker fandt vej herhjem. Censuren har undertrykt mange feltbreve og lemlæstet andre.

Og dog viser så at sige alle hid­til offentliggjorte breve derude fra, at hjemmet var lyspunktet i deres tunge, triste og farefulde tilværelse. Med hvilken kær­lighed omfattede de ikke til det sidste deres nære pårørende, vort lille folkesamfund og vort minderige hjemland med al dets ynde, dets nutidstrængsler og fremtidshåb. Vi siger: Ære være deres minde!

Ud over landet sidder nu deres forældre, hustruer og børn, fæstemøer, slægt og venner tilbage i sorg og savn. Mangt et hvorfor vil ikke forstumme. Mangt et sind kan ikke finde ro.

Men Gud ske lov! Nu lysner det i øst. Morgenrøden er ved at bryde frem. En lysere og lykkeligere tid vil snart oprinde. Og da håber vi, at også de, der er ramt hårdest, vil kunne sige med Terje Vigen:

Stort har jeg mistet, men stort jeg fik.
Og så får du ha’ tak da, Gud!

Efter verdenskrigens udbrud måtte det være vor politiske opgave at søge det nordslesvigske spørgsmål løst ved den kom­mende fredsslutning, rent bortset fra, hvem der gik ud af krigen som sejrherre. Dette pålagde os en tilbagetrukken, af­ventende holdning. Vort parlamentariske arbejde samlede sig om løsningen af dagens små opgaver.

Allerede i 1915, på et tidspunkt, hvor tyskerne følte sig fuldt og fast overbevidste om, at de ville gå sejrende ud af verdenskrigen, og store anneksionsplaner stod på dagsordenen selv i liberale kredse, henvendte en anset videnskabsmand, der som rigsdagsmand tilhører et af de liberale partier, sig uopfor­dret til mig og sagde: Ved krigens afslutning må vi også se at få det nordslesvigske spørgsmål løst. Kun ad den vej kan stem­ningen i de nordiske lande blive bedre. Vi er mange, som tæn­ker således.

Noget senere gav en anden professor mig en be­tænkning til gennemlæsning, hvori han samtidig med, at han krævede betydelige anneksioner i øst og vest, udtalte lignende tanker om Nordslesvig.

En tredie liberal politiker, hvis navn er kendt langt uden for Nordslesvigs grænser, opfordrede mig på et senere tidspunkt til at foreslå ham en bestemt grænse­linje, hvis Tyskland, som han holdt for sikkert, blev sejrherre.

Det lovede jeg, men løftet er aldrig bleven indfriet, fordi forud­sætningen for dets indfrielse: Tysklands sejr, udeblev. Jeg nævner dette, fordi der i et kongerigsk blad er fremkommen hentydninger til, at jeg i min politiske virken i den senere tid har følt mig bunden af tidligere aftaler med tyske politikere.

Dette er absolut ikke tilfældet. Jeg står, som jeg altid har stået, frit og uafhængigt til alle sider og lader mig selvfølgelig kun lede af min bedste overbevisning om, hvad der tjener den dan­ske befolkning i Nordslesvig bedst.

Jeg mindes en dag i marts. Min ven landdagsmand Nis Nis­sen og jeg deltog efter særlig indbydelse i en festlighed for en kollega, som fyldte 70 år. Kloppenborg-Skrumsager var i de dage hjemme. Jeg kom her, efter at bordet var hævet, i samtale med en kollega, med hvem jeg i flere år har stået på en fortrolig fod. Han var lige bleven opfordret til at overtage en ministerpost, hvad han havde afslået, og var på dette tids­punkt særlig vel underrettet.

Om få dage, sagde han til mig, begynder vor sidste store offensiv. Vi vil denne gang nå langt frem. Kanalhavnene og Paris vil falde. Frankrig vil hurtigt blive tvungen til en sær­fred. Englænderne vil blive drevne bort fra fastlandet. Under­vandskrigen vil klare resten. Krigen er snart forbi. Hvis De vil opnå noget med hensyn til det nordslesvigske spørgsmål, så sæt Dem hurtigst muligt i forbindelse med regeringen og -— han nævnte bestemte parlamentariske førere.

Således var stem­ningen i mange liberale kredse. Dagen efter meddelte jeg Nissen samtalen, og vi drøftede indgående stillingen, men kom begge til det resultat, at vi vedvarende burde fastholde vor afventende holdning, indtil der forelå sikre kendsgerninger.

Så begyndte kejserslaget, som Hindenburg og Luden­dorff i deres urokkelige sejrsbevidsthed døbte den ny offen­siv. Men det varede ikke længe, før den gik i stå. Og så kom det franske modstød.

Tilbagetoget begyndte. I førstningen op­fattede tyskerne det som en snild manøvre af deres sejrsvante feltherrer. Derefter slog de deres lid til Hindenburglinjen. Men troen på, at de kunne vinde sejr, brast. De måtte længere til­bage, og nu blev kravet om en forsonings- og forståelsesfred dag for dag stærkere. Løsenet var: vejen til en forståelsesfred går over Tysklands demokratisering og parlamentarisering.

Grev Hertlings nølen vakte stærk uvilje. Hans stilling blev uholdbar, og han blev nødt til at trække sig tilbage.

Jeg sad i finansudvalget den dag, vicekansler Payer op­læste det kejserlige reskript om Hertlings afskedigelse. Vi stod alle under indtrykket af, at vi kun havde en indre krise, og regnede med en regering, som skulle fremtvinge den preus­siske valgretsform ved landdagens opløsning.

Møderne udsat­tes, og jeg rejste hjem for at forberede landdagsvalgene.

To dage senere var jeg atter i Berlin. De første to kollegaer, jeg mødte, var en frisindet og en nationalliberal, der stod og drøf­tede — provinsen Posens indlemmelse i Polen!

Hvad var der sket? Hindenburg og Ludendorff havde efter Hertlings fald i en depeche forlangt, at den nye regering skulle dannes med fredsslutningen for øje, da de ikke kunne garantere for, at fronten kunne holdes længere end fjorten dage. Så dan­nede prins Max af Baden en regering af flertalspartierne, ind­befattet socialdemokraterne og de nationalliberale, med den opgave hurtigst muligt at slutte fred. Og denne regering er­klærede straks, at den var villig til at slutte fred paa grund­lag af Wilsons program .

Dermed havde vi fået et fast udgangspunkt for vor stræben efter at få det nordslesvigske spørgsmål løst ved fredsslutnin­gen.

Et par dage efter forebragte jeg sagen for en høj embeds­mand i udenrigsministeriet. Vore forhandlinger fortsattes under en senere sammenkomst, og jeg meddelte ham, at jeg ville fremdrage sagen i rigsdagen, så snart der tilbød sig en lejlig­hed.

Jeg havde samtidig sammenkaldt vælgerforeningens be­styrelse og tilsynsråd til et møde i Flensborg, hvor jeg klar­lagde stillingen, og foreningen i tilslutning dertil traf aftaler og fattede beslutninger.

Den 23. oktober rejste jeg derefter sagen i rigsdagen i til- tilslutning til polakkernes og elsass-lothringernes krav. Den tyske presse kaldte den dag „nationaliteternes dag“.

Mens jeg talte, sprang de konservatives fører, grev Westarp, op på trappen og forlangte ordet til forretningsordenen. Præsidenten gav ham det først, da jeg havde sluttet min tale. Han opfordredede da regeringen til straks at tage standpunkt til de rejste krav.

Vicekansler Payer lovede, at det skulle ske den føl­gende dag.
Den 24. oktober holdt udenrigsminister, dr. Solf derefter en tale, hvori han erklærede, at Tyskland loyalt ville opfylde Wilsons program i alle retninger og alle punkter og i retfærdig­hedens og billighedens ånd. Men derefter afviste han skarpt alle danske krav, som støttede sig på Pragfredens § 5.

Jeg sad på min plads og gjorde nogle notitser for atter at melde mig til ordet. Da kom en af de højeste embedsmænd i udenrigsministeriet hen til mig og erklærede: For at forebygge misforståelser har jeg at meddele Dem, at den indledende del af udenrigsministerens erklæring også tager sigte på Nord­slesvig. Hvad regeringen bestrider, er blot, at man fra dansk side kan gøre en formel juridisk ret gældende. Derefter fra­faldt jeg ordet. Denne erklæring var mig nok.

Jeg affattede derpå det opråb, som vore organisationer har underskrevet, for dermed at give regeringen lejlighed til en videre udtalelse, som kunne klarlægge dens standpunkt i fuld offentlighed. Opråbet offentliggjordes sidste torsdag, og mø­derne her på „Folkehjem” blev indvarslet. Imidlertid var de­mobiliseringen begyndt, og torsdag aften var jeg nødt til at afrejse fra Berlin for at nå her til i rette tid. Postgangen er dårlig, og jeg kunne derfor ikke afvente opfordringens ankomst til Berlin, før jeg påny forelagde sagen for regeringen.

Dette skete i onsdags overfor folkekommissæreme Haase og Scheidemann.

Forhandlingerne førte til et tilfredsstil­lende resultat. Torsdag ankom de nordslesvigske blade med vore organisationers opfordring, som straks blev udenrigsmini­ster Solf forelagt, for at han kunne tage standpunkt til den.

Og dette har han nu med den samlede regerings billigelse gjort i følgende skrivelse, som jeg er bemyndiget til at oplæse her i dag:

Berlin, den 14. november 1918.
Udenrigsministeriet.

Meget ærede hr. rigsdagsmand Hanssen!
Til indholdet af det mig af Deres højvelbårenhed venligst overrakte opråb fra den dansktalende nordslesvigske befolk­nings organisationer må jeg ærbødigst henvise til den erklæ­ring, som jeg har afgivet i rigsdagen den 24. oktober d. å .: Den tyske reg erin g står derefter på det standpunkt, at også det nordslesvigske spørgsmål i henhold til præsident Wilsons fredsprogram bør løses på grund­ lag af den pågældende befolknings selvbestemmel­sesret.

Jeg har det tillidsfulde håb, at der med det standpunkt, som den tyske regering hermed indtager, i fremtiden sikres et for rivninger frit, nabovenligt forhold mellem det danske og det tyske folk.
Idet jeg udtrykker min mest udmærkede højagtelse.
Deres højvelbårenheds ærbødige (sign.) Solf.

Dermed har vi nu et fast udgangspunkt for vort videre ar­bejde. Hvad der nu vil ske i de nærmest følgende dage, er, at jeg på den danske befolknings vegne gennem den danske gesandt i Berlin retter en bøn til den danske regering om, at vort gamle fædreland vil modtage os, når vi nu snart i henhold til den af Tyskland i sikker udsigt stillede folkeafstemning ud­taler vort ønske om atter at blive forenet med Danmark. Sam­tidig vil vi bede den danske regering om at foretage de skridt, der vil være nødvendige, for at sagen kan blive afgjort under de forestående forhandlinger om verdensfreden.

Vore ønsker med hensyn til afstemningen har vælgerfor­eningens bestyrelse og tilsynsråd udtrykt i følgende resolution:

[Den nordslesvigske vælgerforenings resolution, gengivet andetsteds]

En ny tid er ved at oprinde. Den vil stille os over for store opgaver. Vi har allerede i disse dage nedsat en række udvalg, som skal forberede deres løsning, og anmodet dem om hurtigst muligt at begynde deres arbejde.

Men ved siden af disse opgaver af rent praktisk art vi’, den nye tid også stille os andre opgaver.

Her i Aabenraa, hvor vi er samlede, levede og virkede J. P. Junggreen.

De vil endnu mindes, at der var et ord, som han aldrig blev træt af at fore­holde vore modstandere. Det var det gamle bibelord: Hvad du vil, at andre ikke skal gøre imod dig, det skal du heller ikke gøre imod dem !

I den tid, vi nu går ind i, vil vi få lejlighed til at vise, at vi også anerkender dette ord som for­pligtende for os. Og jeg er overbevist om, at vi vil kunne bestå denne prøve.

Og så vil jeg blot endnu til slut udtale, at det er min faste overbevisning, at vi nu snart vil nå frem til en tid, hvor vi af fuldt hjerte vil kunne synge med Bjørnson:

Alt, hvad fædrene har kæmpet, mødrene har grædt, har den Herre stille lempet, så vi vandt vor ret.”

17. november 1918. “Hvor dybt er det før så disciplinerede og stolte Tyskland ikke sunket?”

Peter Madsen fra Ullerup gjorde krigstjeneste i Infanterie-Regiment Nr. 162. Han blev såret og har været på lazaret siden marts, først i Sønderborg, fra juli 1918 i Lübeck, men i oktober kom han tilbage på kasernen.

I forbindelse med soldateroprøret er der udbrudt en forfærdelig forlystelsessyge . Alle steder bliver der festet, danset og sjovet.

Soldaterne står som ledere og indbydere til disse fester.

Hvor dybt er det før så disciplinerede og stolte Tyskland ikke sunket?

Nu da friheden er kommet, kender den ingen grænser. Alt ramler.

Hvilken modsætning. Krig og elendighed på den ene side og fest og glæde på den anden, og alt i et og samme land.

Måske er det for at dulme smerten over ulykken, der har ramt deres
land, at de søger morskaben. Den alvorlige tysker har sikkert set med bedrøvede øjne på dette vilde liv, men han magtede ikke at gøre
indvendinger.

Her på lazarettet har vi også fået en indbydelse til at være med i en fest, og den 17. november skal gildet stå. Det er nu lidt af en letsindighed at byde syge mennesker til fest. Vi kan jo bringe alle slags sygdomme med tilbage til lazarettet, men doktoren turde ikke sætte sig imod.

Alt er nu pludselig blevet omvendt. Sammen med en kammerat gik jeg også derhen,  men det var så stuvende fuldt, at vi snart gik igen.

Harald Alnor: Dagbog. “En ung sønderjyde fortæller om begivenheder i Første Verdenskrig 1914-1918 på Vestfronten.”

17. november 1918. Alle soldaterrådsmedlemmer lå døddrukne i et staldkontor

Hans M. Lunding fra Jels gjorde krigstjeneste ved 2. Garde-Ulanen-Regiment. I Efteråret 1918 var han efter et lazaretophold på regimentets reservedepot på kasernen i Moabit i Berlin.

Men jeg sad stadig som 19-årig ulan-korporal på kasernen i Moabit, og mens verdenshistoriske begivenheder udspilledes omkring mig, tænkte jeg kun på, hvordan jeg kunne komme ud af dette kaos og hjem til Nordslesvig.

En dag fik jeg ordre til at køre ud til forstaden Adlershof ved flyvepladsen Niederschoneweide. Her lå en transportkolonne med
115 heste, som ingen tog sig af mere. Arbejder- og soldaterrådet
havde jaget officererne bort, og den vagtmester, som rådet havde
indsat, var stukket af med et par heste.

Som uddannet veterinærmedhjælper skulle jeg overtage opsynet med hestene.

Rådet havde stadig magten på depotet, men en aften da samtlige dets medlemmer lå døddrukne i et staldkontor, blev jeg opsøgt af en major og nogle af hans folk fra et af de frivillige korps. Han havde sin artilleriafdeling stående i stilling på flyvepladsen, og herfra beskød han ivrigt Berlins centrum.

Han forsøgte at hverve mig som frivillig og lovede at ville sørge for, at jeg senere kom på militærveterinærakademiet, så jeg kunne blive uddannet til dyrlæge.

Jeg forklarede ham, at jeg var dansk og aldeles ikke interesseret
i at blive tysk dyrlæge. Han opgav overtalelsesforsøgene, stjal seks
heste – lige passende til et kanonforspand – og trak sig tilbage.

Oberst H.M. Lundings erindringer: “Stemplet fortroligt!” (Gyldendal, 1970).

17. november 1918. Mødet på Folkehjem: Der opnås enighed!

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Aabenraa den 17. November 1918.

Da jeg i Morges sammen med Kloppenborg Skrumsager og Nis Nissen gik hen paa Folkehjem for at fortsætte de i Gaar afbrudte Forhandlinger, var jeg forberedt paa Kamp, fordi man efter Forhandlingerne i Gaar havde søgt at ændre de fattede Beslutninger.

Men da vi kom derhen, var al Modstand opgivet.

Den første, jeg talte med, var Gaardejer H. Jefsen Christensen. Han opfordrede mig indtrængende til bestemt at fastholde Kravet om Grænsens Fastsættelse paa Grundlag af folkenes Selvbestemmelsesret og til ikke at give efter for Kravet om en Afgørelse uden Afstemning, jeg svarede, at det havde jeg heller ikke i Sinde.

Inde i Salen kom Andreas Grau og sagde til mig, at han og hans nærmeste Meningsfæller kunde tiltræde Resolutionen, hvis blot et enkelt Ord blev ændret.

Denne Ændring fandt jeg uvæsentlig, og jeg erklærede derfor straks, at der fra min Side ikke var noget til Hinder for at opfylde dette Ønske.

Forhandlingerne genoptoges derefter. Andreas Graus Ændringsforslag blev stillet og uden Modstand vedtaget. Punkterne 1-4 blev derefter vedtagne uden videre Drøftelse. Ved Punkt 5 udspandt der sig nogen Meningsudveksling. Men det var paa dette Tidspunkt klart, at Modstanden imod den foreslaaede Affattelse kun repræsenteredes af et ganske lille Mindretal, som atter henvistes til, at det vilde faa Lejlighed til at præcisere sit særlige Standpunkt i en Mindretalsudtalelse.

Det offentlige Møde var fastsat til Kl. 12, og jeg havde været saa stærkt optaget af Arbejdet nede i Berlin og i Gaar og i Dag af vigtige og betydningsfulde Forhandlinger, at jeg ikke havde haft Tid til at forberede mig paa min Tale til den store Forsamling, som allerede var mødt. Da ogsaa denne Tale maatte betragtes som meget betydningsfuld, udtalte jeg Ønsket om at trække mig tilbage for at faa lidt Ro til at samle mig, inden jeg skulde tale til den store Forsamling. Før jeg trak mig tilbage, oplæste jeg endnu Dr. Solfs Brev, som vi havde besluttet først at offentliggøre paa Søndagsmødet. Det vakte megen Glæde.

Vi skred derpaa til afstemningen, men inden den var til Ende, trak jeg mig tilbage. Jeg havde da den Opfattelse, at der ialt var fem, som vilde afgive et Mindretalsvotum.

Og da jeg senere talte fra Balkonen til den store Forsamling, udtalte jeg ogsaa dette til Slut, men blev straks rettet af et Par Bestyrelses-medlemmer, som stod bag mig, saa jeg endnu fik Tid til at rette mig selv og udtale, at Resolutionen var vedtaget enstemmigt med et Forbehold af to Repræsentanter fra Flensborg.

Vi havde fra først af ikke ventet flere Folk, end der kunde rummes i den store Sal paa Folkehjem, d. v. s. 5-600. Tilstrømningen var imidlertid saa stærk, at der, efter at Salen, Galleriet og Scenen var fyldt til sidste Plads, endnu var saa mange Tilhørere udenfor Folkehjem, at de stod tæt over hele Haven fra Bygningen ud til Chausseen. Jeg blev derfor nødt til først at tale til dem, der var forsamlede i det Fri; og derefter at gentage Talen inde i Salen. Det samme var Tilfældet med begge Landdagsmænd.

Da Mødet var offentligt og Censuren er ophævet, vil Aviserne sikkert bringe udførlige Referater. Jeg skal derfor kun notere, at jeg ingensinde har talt til en mere lydhør og mere taknemmelig Tilhørerskare og ingensinde har fundet bedre Sangbund for mine Ord.

Og jeg udløste sikkert Tusinders Følelser, da jeg sluttede min Tale med Bjørnsons Ord:

„Alt, hvad Fædrene har kæmpet,
Mødrene har grædt,
Har den Herre stille læmpet,
Saa vi vandt vor Ret!”

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

Her stopper H.P. Hanssens offentliggjorte dagbøger. Som bekendt brød uenigheden om den kommende grænsedragning herefter ud i lys lue. Det kunne ganske vist være fristende at fortsætte denne hjemmeside med at følge afstemningskampen, men der er desværre ikke tid og ressourcer til at fortsætte.

Vi vil dog fortsat følge soldaternes hjemkomst – og en gang i mellem også bringe en nyhed om det Sønderjylland, de vender hjem til.

/RR

16. november 1918. Mødet på Folkehjem: Diskussion om den kommende grænse

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Aabenraa den 16. November 1918.

Jeg var i Dag tidligt oppe, gennemgik Dagsordenen for Bestyrelses- og Tilsynsraadsmødet i Vælgerforeningen og forberedte mig i al Hast til Forhandlingerne.

I Gaar Aftes havde A. Lebeck meddelt mig paa Rejsen ind til Aabenraa, at Tilsynsraadsmedlemmerne i Haderslev i al Hemmelighed havde været kaldt over Grænsen, hvor de i Hejls havde haft en Sammenkomst med Rektor H.P. Hansen, Skotøjsfabrikant Jørgen Pedersen, Oluf Volf fra Skærbæk og flere.

De stod, skønt de havde været under stærk Pression, vedvarende fast i Grænsespørgsmaalet, men ønskede en Sammenkomst med mig Kl. 11, en timestid før Mødet, for at fremsætte nogle særlige Ønsker.

I Morges fik jeg derefter Bud om, at 5-6 Herrer fra Flensborg sammen med P. Grau ønskede en Samtale med mig Kl. 10. Der var altsaa ikke lang Tid til Forberedelse.

Kl. 10 kom Deputationen fra Flensborg, som bestod af Advokat Ravn,
Grosserer Lorens [ hos HPH står “Jens”, men det er en trykfejl, RR] Paulsen, Gdr. P. Budach, Andreas Grau og Peter Grau.

De ønskede Afstemningen foretaget distriktsvis over hele Slesvig. Jeg klarlagde mit Standpunkt og sagde: „Der vil absolut ikke blive Tale om Voldførelse eller Overrumpling af nogen Art, men god Lejlighed til at forebringe Deres Ønsker for Forsamlingen. Resultatet af vore Forhandlinger vil blive nedlagte i en Resolution. Jeg vil optræde absolut loyalt og strække mig saa vidt, som jeg mener at kunne forsvare det. Der vil ingen Afstemning finde Sted i Dag. Naar Resolutionen er affattet, kan enhver endnu betænke sig.

I Morgen Formiddag stiller vi den til anden Behandling. I Tilslutning dertil foretager vi Afstemning ved Navneopraab. Skulde et Mindretal ikke kunne stemme for Resolutionen kan det afgive en  Mindretalsbetænkning, som jeg loyalt skal overbringe den danske Regering sammen med Resolutionen.”

Efter at denne Deputation var gaaet, gik jeg ud paa Folkehjem for at tage imod Direktør Christensen, Vandmøllen og Købmand Valdemar Schmidt, Haderslev, som havde ønsket en Samtale med mig inden Mødet. De havde begge efter indtrængende Anmodning vovet sig over Grænsen uden Pas for i Hejls at deltage i det foran omtalte Møde med Fabrikant Jørgen Pedersen og flere, som er Tilhængere af en sydligere Grænse og vil have den fastsat uden Afstemning. De var især bleven bearbejdede med, at det var Ententen, der skulde sætte Grænsen. Enhver anden Politik var farlig. Og Grænsen skulde sættes langt sydligere.

Det første havde de taget for gode Varer, og var de øjensynligt bleven stærkt paavirkede af. Derimod hævdede Direktør Christensen, at han havde udtalt sig meget bestemt imod, at Flensborg, som kun havde afgivet 4 pCt. danske Stemmer ved det sidste Rigsdagsvalg, blev indlemmet i Danmark. De meddelte mig, at man paa Mødet havde udtalt en stærk Frygt for, at Danmark vilde føre en tyskvenlig Politik.

Dertil svarede jeg, at denne Frygt var grundløs. Danmark vilde hverken føre tyskvenlig eller tyskfjendtlig men simpelthen dansk Politik, d. v. s. en Politik, som udelukkende bestemmes af danske Interesser. Og dette var efter min Mening det eneste rigtige Standpunkt.

Klokken var bleven 12, og vi maatte afbryde. Bestyrelsesmødet var fastsat til dette Tidspunkt. Der var mødt 59 Medlemmer af Bestyrelses- og Tilsynsraadet.” Jeg udtalte mig indledende paa samme Maade som overfor Deputationen fra Flensborg.

Der blev af N. J. Gotthardsen stillet Forslag om distriktvis Afstemning over hele Slesvig, men han tog atter Forslaget tilbage, da det stødte paa stærk Modstand. Et andet Forslag om at rykke Afstemningslinjen ned til Søholm Aa, blev ligeledes vist tilbage, efter at flere Talere havde hævdet, at dets praktiske Betydning kun vilde være, at vi vilde miste Tønder, Højer og muligvis Dele af Slogs Herred, som naturligt hørte sammen med Nordslesvig.

Flensborgerne udviklede deres Standpunkt, men fandt ingen Sangbund. Stemningen samlede sig meget hurtigt og bestemt om den af os tre Parlamentarikere foreslaaede Linje.

Det fra Sønderborg Amt stillede Forslag om Afstemning i de tilstødende Distrikter blev straks tiltraadt af mig og vandt almindelig Tilslutning.

Resultatet af Drøftelserne sammenfattedes derefter i en Resolution, og der nedsattes en Redaktionskommission, som skulde affile den stilistisk.

Denne Kommission kom efter mit Forslag til at bestaa af Advokat Ravn, Andreas Grau, Peter Grau, Nikolaj Svendsen og mig.

Forhandlingerne fortsattes derefter med Nedsættelsen af en Række Udvalg og Drøftelse af de Opgaver, som Udvalgene skulde søge at løse.

Om Aftenen samledes de mange Tilrejsende, der allerede var ankommet til Byen for at deltage i det offentlige Møde med Vælgerforeningens Bestyrelse og Tilsynsraad paa Folkehjem, hvor Kloppenborg Skrumsager og jeg efter særlig Opfordring talte om Revolutionen i Berlin, som vi havde medoplevet.

Imidlertid var Redaktionskommissionen traadt sammen, men da Nikolaj Svendsen var taget hjem til Haderslev, og holdt Foredrag, havde vi ikke kunnet deltage i dens Arbejde. Da vi sluttede Mødet paa Folkehjem Kl. 11, forelagde Peter Grau mig den omarbejdede Resolution til Godkendelse.

Efter at have gennemlæst Forslaget erklærede jeg, at der ved Omredaktionen var foretaget saglige Ændringer.

Da Kommissionen dermed havde overskredet sin Kompetence var vi i Morgen nødt til at fortsætte Forhandlingerne paa Grundlag af det Udkast, der forelaa ved Mødets Slutning Kloppenborg Skrumsager og Nis Nissen, som først naaede til Aabenraa Lørdag Aften, boede hos mig, og da vi kom hjem fra Mødet, drøftede vi Stillingen.

Vi besluttede at fastholde det oprindelige Udkast og at lægge det til Grund for Forhandlingerne i Morgen.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

16. november 1918. Matthias Møller endelig hjemme

Matthias Møller fra Sønderborg havde kommandoen over et maskingevær ved Reserve-Infanteri-Regiment 69. Han deltog i de hårde kampe ved Wassigny 17.-18. oktober 1918. Den 31. oktober blev han såret ved et gasangreb og kom på lazaret.

Den 4. Nov. blev ogsaa vi i Sygeafdelingen sat i March. Vi marcherede til Cartignies, til St. Hilaire, til Dimeschaux, og da vi den 7. 11. var paa March, blev vi i en By ganske overfladisk undersøgt. Der var kommet Ordre, at alle syge skulde borttransporteres, idet der var indledet Vaabenstilstandsforhandlinger. En Officer kom hen til mig, pegede paa min Revolver ved Bæltet og mente, at den havde jeg nok ikke mere Brug for; den kunde han nok faa. Det var en lille dejlig Tingest, som jeg havde reserveret til mig selv og vilde tage med hjem. I min Glæde over at komme bort gav jeg ham den. I min Bagage ved Kompagniet havde jeg for Resten en anden. Jeg fik bare aldrig mere min Bagage at se.

Vi blev saa transporteret bort i Lastvogne og kom samme Dag til Montigny, næste Dag til Beaumont og naaede den 9. 11. til Charleroi. Der blev vi indlagt i en stor Sal i en tidligere Restaurationsvirksomhed, der var taget i Brug som Lazaret. Madrasserne laa paa Gulvet, der var forfærdelig beskidt over det hele og mange saarede. Man mærkede Kaos og Opbrud overalt. Værst var det med W. C.-Forholdene. Jeg har aldrig set noget større Svineri end der.

Vi begav os straks i Byen og fraasede i Vindruer, som vi endnu kunde købe paa Markedet for tyske Mark.

Den næste Dag kom vi i et Lazarettog. Det var overfyldt. Lederen af Transporten var for Resten Dr. Groth, som jeg kendte fra Flensborg. Glæden var stor, da vi endelig kørte. Men Rejsen gik meget langsomt. Ustandselig maatte Toget holde stille, ingen Udkørsel, ingen Indkørsel, Linierne ikke fri. Overalt saa man Opløsning. Alt gik efter bedste Beskub. Folkene vilde hjem, de forlod deres Pladser og stormede Togene. Godsvogne blev brudt op, Levnedsmidler og Udrustningsgenstande stjaalet. Ingen greb ind. Ingen tog Affære. „Arbeiter- und Soldatenrat” havde jo Ansvaret. Folk entrede Togene og tog Plads de umuligste Steder for at komme med. Mange maatte bøde med Livet ved Kørslen under Viadukter og igennem Tunneler.

Toget kørte ned.over Metz og Trier, saa til Frankfurt a. M., som vi først naaede Natten mellem 14. og 15. Nov. Saa snart vi var kommet over den tyske Grænse, lagde jeg Mærke til, at der blev nogle Pladser ledige. Og jo længere vi kom ind i Landet, des mere tyndede det ud i Rækkerne. Ingen sagde noget. De forsvandt bare. Jeg begyndte ogsaa at spekulere paa, hvad jeg skulde gøre. Rejsen vilde jo slutte et eller andet Sted i Sydtyskland, det var givet, og jeg var absolut ikke begejstret for at komme til at ligge paa Lazaret der. Da Toget holdt paa Sporskiftet i Frankfurt a. M., tog jeg mine Ting og forlod Toget. Jeg fulgte Skinnerne og fandt paa den Maade Hovedbanegaarden. Det første var at faa oplyst, hvornaar der gik et Tog til Hamborg. Jeg havde Heldet med mig. I de tidlige Morgentimer gik der et, og Frankfurt var Udgangsstationen. Dette var meget vigtigt i de Dage, da det ellers var haabløst at komme med et Tog. Jeg var i god Tid parat og fik ogsaa Plads. Men, uha, hvor det blev stormet. Det var helt uhyggeligt.

Og saa kørte vi. Paa utallige Stationer blev der slet ik­ke gjort Holdt. Folk stod overalt i Hundredvis og atter i Hundredvis og ventede paa Kørselslejlighed. Mange havde ventet i Dagevis. Lokomotivføreren vovede for det meste ikke at holde, for saa vilde desperate Mennesker hindre ham i at komme i Gang igen. Naa, vi naaede i hvert Fald Hamborg, og der havde jeg igen Heldet med mig. Jeg fik Plads i Toget til Flensborg. Den 16. Nov. om Formiddagen naaede jeg dertil og kunde om Middagen tage den sidste Strækning med Fjorddamperen.

Der laa alle de kendte Egne. Solen skinnede paa Fjordens blaa Vande, paa Skov og Mark. Alt saa fredeligt ud, helt anderledes end det, vi var blevet vant til at se. Og saa den Tanke og Bevidsthed om, at Krigen var Slut. Man skulde ikke igen samme Vej tilbage. Jeg gik om bag Skorstenen paa Damperen, for at ingen skulde se Taarerne i mine Øjne. Saa dukkede Okseøerne op forude. Derovre ved Skoven laa Hjemmet. Hvad vilde de vel sige, naar jeg saa uventet dukkede op?

Og saa var jeg hjemme. I Uger havde de ikke hørt fra mig, saa der blev Glæde, til Trods for, at jeg jo ikke saa særlig straalende ud. Udkørt, syg, hæs, opsvulmede Øjne,, den sidste Uge ikke barberet, i mange Uger ikke af Tøjet. Jeg maa nærmest have set ud som et Fugleskræmsel. Det første var at faa Tøjet i Vaskekedlen for at gøre det af med de mange smaa Væsener, og saa et Bad.

To Dage senere meldte jeg mig paa Lazarettet i Flensborg. Jeg laa der til den 15. Jan. 1919, men til helt hen i Maj Maaned var jeg under Lægebehandling. Jeg begyndte igen i min gamle Plads, og dermed var for mit Vedkommende en Livsperiode Slut.

DSK-årbøger 1949

15. november 1918. Alt er kaos i Berlin

Hans M. Lunding fra Jels gjorde krigstjeneste ved 2. Garde-Ulanen-Regiment. I Efteråret 1918 var han efter et lazaretophold på regimentets reservedepot på kasernen i Moabit i Berlin.

Et par dage efter at revolutionen var brudt ud kom 3-400 matroser
fra Kiel til kasernen, og de følgende dage steg tallet til omkring 600.

De blev under stort postyr indkvarteret i ridehusene.

Til kasernen kom også en fodfolksbataljon, der af arbejder- og
soldaterrådet straks blev opfordret til et mytteri, som kom til at
gå hårdt ud over officererne.

Forholdene var nu fuldstændig kaotiske. 1500 røde soldater
ledsaget af en masse kvinder stormede en dag kasernen. De rev
epauletterne af officererne og brækkede deres sabler, og kaserneområdet blev plyndret for alt af værdi.

Jeg så f. eks. kvinder forlade området med store bundter af sadelremme, hvad de så end ville bruge dem til.

Også hestene blev solgt af de oprørske soldater.

Der blev ikke udbetalt lønninger, og forsyninger fik vi ikke.

Vi måtte selv skaffe os til livets ophold, og jeg må erkende, at jeg også var med til at sælge sække, sadeltøj og presenninger til marskandiserne i Neukoln for overhovedet at skaffe mad.

Vi få danske nordslesvigere ved depotet holdt os ellers uden for dette tyske opgør. Vi var kun interesseret i at komme hjem, fordi vi var klar over, hvad der var i gære i Nordslesvig.

På den anden side skulle de tilbageværende heste passes, og det var der ingen andre, der tænkte meget på. I de første forvirrede revolutionsdage var det heller ikke muligt at komme bort fra Berlin, hvor der blev kæmpet mange steder.

Kejsertro officerskredse og anti-socialdemokratiske grupper dannede frivillige korps og bekæmpede revolutionen. På et vist tidspunkt var de fleste af broerne over Spree besat af officerer med karabiner, pistoler og håndgranater. De havde opstillet pigtrådsspærringer, og der udkæmpedes veritable kampe mod soldaterrådsgrupperne, som blev hjulpet af f. eks. de mange matroser, som var strømmet til fra Kiel med tog og lastbiler.

[…] Den nye regering begyndte dog ret hurtigt at gøre sig gældende,
og krigsminister Noske fik en form for orden på tingene.

Han bestemte, at de tre yngste årgange soldater ikke måtte hjemsendes fra de beredne regimenter, fordi hestene skulle passes.

General Gröner, der hældede stærkt til den socialdemokratiske side, blev øverstkommanderende for resterne af den tyske hær, og han fik efterhånden nogenlunde kontrol over situationen.

Oberst H.M. Lundings erindringer: “Stemplet fortroligt!” (Gyldendal, 1970).

15. november 1918. Mødet i Aabenraa: Vil der opstå uenighed om afstemningen?

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Aabenraa den 15. November 1918.

Dr. Solfs Brev til mig vakte almindelig Tilfredshed. Vi blev enige om, at det, som Aftalen med Folkekommissærerne havde været, først skal offentliggøres paa det store Folkemøde paa Søndag.

Vi var alle veltilfredse, da vi dermed havde fast Grund under Fødderne og god Udsigt til snart at kunne tage Administrationen i Nordslesvig i vor egen Haand.

Vi drak endnu et Glas Vin sammen. Saa afrejste Kloppenborg og jeg i et frygtelig overfyldt Tog og naaede først Hamborg ud paa Morgenen, mens Nis Nissen blev til den følgende Dag for at hjælpe min Datter, der kom fra Königsberg med to smaa Børn, hjem under de vanskelige Rejseforhold.

I Hamborg maatte vi i Morges vente til Kl. 10 Formiddag, før vi kunde faa Forbindelse nordpaa, rejste saa videre i samme frygtelige Trængsel og kom først til Aabenraa Kl. 9 Aften.

Fra Rødekro ind til Aabenraa rejste jeg sammen med forskellige  Medlemmer af Vælgerforeningens Bestyrelse og Tilsynsraad, som er indkaldte til i Morgen Formiddag.

Blandt dem var Grev Schack, som spaaede Storm. I Tønder havde Tillidsmændene paa sidste Mandagsmøde drøftet Grænsespørgsmaalet i Tilslutning til vore sidste Beretninger. Ved en Afstemning om det af os tre Parlamentarikere stillede Forslag, havde der staaet 10 Stemmer imod 10. Grev Schack havde sluttet sig til det Standpunkt, som vi har præciseret i vore Beretninger.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

15. november 1918. Asmus Jensen i Rumænien: “Vi marcherede ustandseligt Nord paa …”

Asmus Jensen blev indkaldt som soldat i 1911. Han var netop færdig med værnepligten, da krigen kom. I efteråret 1918 befandt han sig i Rumænien.

I Bukarest, hvor vi var indkvarterede i lang Tid, lærte jeg en dansk Kunstmaler fra Vejle at kende. Han var gift med en Østerriger, og dette Hjem besøgte jeg næsten hver Aften. Jeg traf der flere Danske, som var bosat i Bukarest. De viste mig Byens Seværdigheder, og det var en Glæde at tale dansk.

Det sidste Aar i Rumænien holdt jeg »Flensborg Avis« og den kom temmelig regelmæssig. Her læste jeg da — sammen med Maleren og de andre Danske — om Wilsons fjorten Punkter og om H. P. Hanssens Tale i den tyske Rigsdag i Oktober, og vi forstod, at nu led det mod Enden.

Den 10. November begyndte vi at rømme Landet. Forrest gik Infanteriet, og vi med vore Kanoner og Heste sluttede Troppen.

Lige bagefter os kom Rumænerne, som straks besatte Landet. Tit blev vort Feltkøkken saa langt tilbage, at det kom ind mellem Rumænerne, men de gjorde os aldrig noget.

Togene gik ustandseligt Nord paa og tog især Infanteriet, som ikke kunde holde Marchen ud, med sig.

Det var tysk Jernbanemateriel, og Togene vendte ikke tilbage.

Vi marcherede ustandseligt Nord paa, men maatte holde Hvil en Dag ind imellem for at holde det ud. Og næsten allevegne, hvor vi kom frem, blev vi indkvarterede hos Beboerne. Det hørte til Undtagelserne, at vi maatte tilbringe en Nat under aaben Himmel.

Sønderjyske Årbøger 1928.

14. november 1918. Fredsbudskab blandt syngende jødepiger i Minsk

Læge H. Lausten-Thomsen gjorde krigstjeneste i Regiment …

„Jeres Kejser er rendt sin Vej!“
Glubokoje hedder en lille Købstad ved en af Beresinas Bifloder, og dens to fineste Hoteller hed i 1918 „Hotel de l’Europe” og „Hotel de Moskwa”. Det førstnævnte var det anseligste, og der blev jeg indkvarteret en Gang i November Maaned.

Dets Ejendommelighed lader sig ikke skildre i høviske Ord; kun saa meget, at om Natten laa jeg paa fire Stole, hvis Ben alle — forgæves — var stillet i Vandglas, indhyllet i mine egne Tæpper. Søvn gav det dog ikke, der var for mange og for livlige Skabninger i Værelset.

Saa flyttede jeg næste Morgen med Glæde hen til en hæderlig Købmand og Antikvitetshandler Perkunnos. Hos ham kom jeg ind i min Stue igennem en Butik med Kolonialvarer og alskens Skrammel, jeg boede i hans fineste Stue, og der tilbragte jeg mange gode Timer, især efter at Perkunnos havde forstaaet, at han ikke havde behov hele Tiden at underholde sin tvungne Gæst med sine Forretninger. Der var rent og pænt, og der redtes hver Aften op til mig paa Divanen. Ilden brændte udmærket i den store Ovn og kastede sit Skær i Mørkningen ud over de dejlige gamle Mahognimøbler og op over Tapetet, hvis Skrøbeligheder var skjulte under Billeder fra gamle Tidsskrifter, satte op med Tegnestifter. Bedst husker jeg et meget broget Billede af Napoleon den Store skuende ud over det brændende Moskwa.

Der stod et Par magelige Lænestole og nogle Rørstole om det store runde Bord, og i et Hjørne af Stuen et gammelt Spinet. En Eftermiddag kom jeg lidt før end sædvanligt fra min militære Tjeneste, og da sad Aida, min Værts Datter, ved Spinettet, og rundt om hende stod en Kreds af jævnaldrende, 13-14-15 Aars Piger. Aida spillede, og de sang — hebraiske Hymner og Salmer.

De for op som en Flok skræmte Fugle, og Aida bad med al sin 14-aarige Forskrækkelse og blufærdige, lidt skælmske Ynde om Forladelse. Den fik hun, og med megen Møje lykkedes det at faa hende og hendes Veninder til ikke kun at fortsætte, men at love at komme igen.

Saa kom de hver Aften i Mørkningen. Aidas mørke Hoved skimtedes i Stuens Hjørne, og den ranke Paulines Røst førte an i det Kor, der afvekslende sang hebraiske, franske og russiske Sange. De er søde, de smaa Jødepiger, betroede min Oppasser Mutzig fra Colmar, mig. Han skulde nok sørge for at være i Nærheden, naar de unge Piger sang.

Det var øverste Klasse i Købstadens jødiske Pigegymnasium, der mødtes. Vi blev efterhaanden godt kendt, og en Aften bragte Aida mig højtideligt en Indbydelse til Skolens Dilettantkomedie, en jiddisk Farce, — en af Krigens allermærkeligste Oplevelser.

Faa Dage senere kommer hun stormende ind i min Stue, for første Gang glemte hun at banke paa og vente paa min Tilladelse til at komme: „Jeres Kejser er rendt sin Vej!“ Og hun lagde Dagens Numer af „Minski Diennik“, det i Minsk udkommende Dagblad paa mit Bord.

Saa stavede vi os sammen igennem Bladets Meddelelse. Sandelig om der ikke i denne tyskcensurerede Avis stod en Meddelelse om Revolution, om Vaabentilstand, om det gamle Herredømmes Fald, det var den Nyhed, der var ventet Aar efter Aar, og om dens Sandhed kunde der ikke være Tvivl. Det var den 14. November 1918.

Aidas Veninder strømmede til, de spillede og sang, og midt i det hele lød for første Gang Marseillaisens Toner, og op over Bruset hævdede sig en Mandsrøst: henne i Døren stod Mutzig og sang Teksten til Aidas Spil, men jeg sad stille i min Lænestol og græd — græd af Glæde.

DSK-årbøger 1947

Foredrag i resten af november måned

Der er stadig foredrag og arrangementer i resten af november – her er en liste med nogle af dem, vi er involverede i på den ene eller den anden måde.

Onsdag den 14. november kl. 19:30-21:30

Foredrag i Ringkøbing. Ringkøbing Museum, Kongevejen 10, 6950 Ringkøbing. Foredrag ved museumsinspektør René Rasmussen: Sønderjyder i Den store Krig 1914-1918. Entré: 50,- kr. Tilmelding ikke nødvendig.

Torsdag den 15. november kl. 19:30-21:30

Foredrag i Augustenborg, Augustenborg Slotskirke. Foredrag ved museumsinspektør René Rasmussen: Frontliv, faneflugt og fangelejr – med udblik til Genforeningen. Fri entré.

Lørdag den 17. november kl. 16:00-21:30

Foredrag og fællesspisning på Folkehjem i Aabenraa. 100-årsdagen for mødet på Folkehjem 17. november 1918.

Program:

16.00 Velkomst, hilsen, fællessang

16.30 Foredrag ved Hans Schultz Hansen, Historisk Samfund for Sønderjylland: H.P. Hanssen og genrejsningen af det slesvigske grænsespørgsmål oktober-november 1918, med særligt fokus på mødet på Folkehjem den 18. november 1918 og Aabenraa-resolutionen.

17.15 Foredrag ved Mogens Rostgaard Nissen, Forskningsafdelingen ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig: Det slesvigske spørgsmål i København og Mellemslesvig.

17.45 Fællesspisning: buffet med fem retter og ost sluttende med dessert og kaffe/ te.

19.30 Kaj Nissens skuespil om H.P. Hanssen og hans store tale. Fællessange.

21.30 Afslutning

Onsdag den 21. november 19:30-21:20

Foredrag på Kegnæs, Kegnæs Præstegård (forpagterboligen). Museumsinspektør René Rasmussen holder foredrag: En ende på krigen – med udblik til Genforeningen.

Torsdag den 22. november kl. 19:00-21:00.

Foredrag i Vanløse, Kulturstationen, Café Oasen. Museumsinspektør René Rasmussen holder foredrag om Den sorte Dag ved Moulin – den værste dag i Første Verdenskrig, set fra Sønderjylland. Fri entré

Mandag den 26. november kl. 19:00-21:00

Foredrag/debat i Holstebro. Fakta og fiktion i Første Verdenskrig.  Forfatterne Jakob Brodersen (“Thode”) og René Rasmussen (“Den sorte Dag ved Moulin”) fortæller om deres bøger og diskuterer romaner, film & faglitteratur.

Tirsdag den 27. november kl. 19:30-21:30

Foredrag i Vejle, foredragssalen på Vejle bibliotek. Museumsinspektør René Rasmussen holder foredrag om Frontliv, faneflugt og fangelejr.

Onsdag den 28. november kl. 19:30-21:30

Foredrag i Fredericia, Sognegården, Danmarksgade 61. Museumsinspektør René Rasmussen holder foredrag om Den sorte Dag ved Moulin – den værste dag i Første Verdenskrig, set med sønderjyske briller.

Torsdag den 29. november kl. 16:00-17:30

Foredrag i Sønderborg på Sønderborg Slot. Arrangør: Ældresagen. Museumsinspektør René Rasmussen holder foredrag om Sønderjyder i Den store Krig 1914-1918. Tilmelding: Kontakt arrangør

14. november 1918. “Hans Peter! Hans Peter! No gæer æ hjem!”

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 14. November 1918.

I Eftermiddags fik jeg et nyt ejendommeligt Indtryk at Frontens Opløsning. Jeg gik ud af Hotellet og ned ad Fortovet udenfor „Kafé Fürstenhof”, da der atter kom en Skare Soldater med trætte, forvaagede Ansigtsudtryk, i lerede Støvler og snavsede Uniformer, overlæssede med Bylter og pakker ud fra Potsdamerbanegaard for mødige at vandre videre til Lehrter Banegaard og faa Forbindelse nordpaa.

Pludselig brød en lille tætbygget Soldat ud af Flokken, og idet han gik lige løs paa mig, raabte han med et lykkeligt Genkendelsessmil: „Hans Peter! Hans Peter!” Jeg standsede straks. Da han naaede over til mig, udbrød han halvt aandeløs: „No gæer æ hjem!” Det var alt, hvad han fik sagt, thi Kammeraterne gik videre, og ængstelig for at tabe Forbindelsen med dem i den store ukendte By snurrede han rundt og fulgte Trop.

Hvem han var, og hvad han hed, ved jeg ikke. Jeg kendte ham ikke, og der var ikke Tid til at spørge ham derom. Men Tildragelsen er betegnende. Saadan gaar efter alt at dømme utallige Soldater i disse Dage simpelthen hjem fra Fronten!

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

14. november 1918. Den tyske regering: “Ogsaa det nordslesvigske Spørgsmaal bør løses paa Grundlag af den paagældende Befolknings Selvbestemmelsesret.”

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 14. November 1918.

Jeg var som sædvanlig tidlig vaagen og laa fra Kl. 3 af og gennemtænkte Sagerne. Kl. 7 bankede det paa min Dør, og Professor Aage Frits traadte ind. Vi havde en længere Konerence.

Jeg gav ham et kort Referat af, hvad jeg havde foretaget mig, udtalte min Glæde over, at jeg i Dagens Løb vilde faa den attraaede Erklæring, men at jeg ved nærmere Overvejelse var bleven betænkelig ved at lade en Repræsentant for Regeringen proklamere Landraadernes Afsættelse paa det forestaaende Møde.

Jeg var klar over, at Dr. Breitscheid ikke skulde med nu, men først senere, naar vi overtager Administrationen, da det ellers let vil gribe forstyrrende ind i den Stemning, der ganske naturligt vil beherske Mødet paa Søndag.

Dernæst udtalte jeg, at jeg holdt det for nødvendigt, at vi, naar Erklæringen forelaa, støttet paa den henvendte os til Danmark gennem Gesandten i Berlin, da vi vedvarende stod som tyske Statsborgere. Vi drøftede derefter Sagen inde enige om, at han i Løbet af Formiddagen skulde gaa til den danske Gesandt Grev Moltke for at forespørge, under hvilke Former Gesandten fandt det heldigst at vi foretog Henvendelsen.

Derefter skulle han se at faa en SamtaIe med Haase og Dr. David, men hvem han var nøje kendt fra tidligere Tid, for at jeg under alle Omstændigheder kunde faa den Erklæring, der var stillet mig i Udsigt, inden Aften, da jeg ikke kunde opsætte min Rejse længere, hvis jeg skulde naa til Folkehjem i rette Tid.

Student Thulstrup er ankommen og har i Morges givet mig udførlige Meddelelser om Stillingen i Kiel med en god Karakteristik af de ledende Personligheder.

I Formiddags gik jeg først op til Bleichroder Unter den Linden for at hæve nogle Penge. Mens jeg stod der, kom Chefen for Afdelingen i en Fart tilbage fra Børsen og sagde: Vi maa lukke Kl. 12½. Vi skal til Valg for at vælge Arbejderraad. „Wir Angestellten sind alle Arbeiter!” Sørg straks for Opslag udenfor”.”

Jeg gik ned efter Rigsdagen og mødte undervejs Rigsdagsmand König, som repræsenterer Dortmund i Rigsdagen.

„Hvordan kommer De her?” spurgte jeg. „Jeg er kommen med Nattoget,” svarede han, „udrustet med Fuldmagt saavel fra mit eget Parti som fra de vestfalske storindustrielle Organisationer for at bede Regeringen om hurtig Hjælp, da Dortmund befinder sig i en overordentlig farlig Situation.

Vestfronten er i fuld Opløsning. I Tirsdags (12. Nov.) ankom der til Dortmund 20,000 Soldater uden Pas. I Gaar ankom der yderligere 35,000. Mange kommer susende i store Lastbiler, som de uden videre har bemægtiget sig ved Fronten.

De er fuldt bevæbnede, og der er allerede forefaldet slemme Plyndringer og Røverier. Befolkningen er meget opskræmt. Der maa handles straks, skrides ind, thi Byen har kun Levnedsmidler til 8-10 Dage, og vedbliver Tilstrømningen i samme Tempo, vil den i Løbet af faa Dage staa overfor Hungersnøden.”

Vi talte om Situationen; og da vi skiltes, ytrede han, at nu saas vi maaske ikke mere. Jeg svarede, at han jo nok ad Aare kom til København, og saa var jeg altid til Tjeneste, hvis jeg var i Byen. Han takkede og gav mig det samme Tilsagn for det vesttyske Industridistrikts Vedkommende.

(…)

Senere besørgede jeg min Korrespondance, som havde ophobet sig i de sidste Dage, og gjorde alt færdigt til Afrejsen.

Der kom Telegram fra Königsberg, at min Datter vilde ankomme næste Morgen med to Børn. Jeg kunde ikke afvente hendes Ankomst, men Nis Nissen tilbød at blive for at tage imod hende og ledsage hende videre under de vanskelige Forhold.

Kloppenborg og jeg vilde saa rejse i Forvejen. Vi besluttede at indbyde Hr. og Fru Breitscheid og Professor Friis til at spise med os i „Traube” om Aftenen.

Om Eftermiddagen kom Dr. Friis og aflagde Beretning. Han fortalte, at han var bleven godt modtaget af Dr. David. Dr. Solf var bleven tilkaldt og havde meddelt, at Regeringen lavde besluttet at tilstille mig Erklæringen, men at det var vanskeligt at finde en passende Form. Men da Dr. Friis overrakte ham vore Organisationers Opraab, som er naaet hertil i Dag, udbrød han: „Der har vi Formen!”

Han lovede derefter at skrive den med Haase aftalte Erklæring til mig. Derpaa var Friis gaaet til Haase, som modtog ham meget venligt og straks lovede, at han og Ebert vilde underskrive Erklæringen, men da Friis mindede ham om, at jeg i min tidigere Samtale med ham havde ønsket Dr. Solfs Underskrift, bifaldt han straks dette. Resultatet blev, at Friis maatte afhente Erklæringen i Udenrigsministeriet Kl. 9 Aften.

Da vi senere mødtes hos “Traube”, kunde Dr. Breitscheid meddele, at han nu var udnævnt til Indenrigsminister og K. v Gerlach til Understatssekretær i Indenrigsministeriet. Dr. Breitscheid forlod os straks, da han havde lovet at skrive en Artikel om den foreliggende Situation, og stødte først ud paa Aftenen til os paa mit Hotel.

Her kom ogsaa Professor Friis med Erklæringen fra Dr. Solf, der var formet som et til mig rettet Brev og havde følgende Ordlyd:

Udenrigsministeriet. Berlin d. 14. November 1918.

Meget ærede Hr. Rigsdagsmand Hanssen!

Til Indholdet af det mig af Deres Højvelbaarenhed venligst overrakte Opraab fra den dansktalende nordslesvigske Befolknings Organisationer maa jeg ærbødigst henvise til den Erklæring, som jeg har afgivet i Rigsdagen d. 24. Oktober d. A.

Den tyske Regering staar derefter paa del Standpunkt, at ogsaa det nordslesvigske Spørgsmaal i Henhold til Præsident Wilsons Fredsprogram bør løses paa Grundlag af den paagældende Befolknings Selvbestemmelsesret.

Jeg har det tillidsfulde Haab, at der med det Standpunkt, som den tyske Regering hermed indtager, i Fremtiden sikres et for Rivninger frit, nabovenligt Forhold mellem det danske og det tyske Folk.

Idet jeg udtrykker min mest udmærkede Højagtelse
Deres Højvelbaarenheds ærbødige
(sign.) Solf.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

Kære læsere! Vi beder om tålmodighed …

Kære læsere

Vi har den seneste uge modtaget mange, mange kommentarer, henvendelser og spørgsmål, både her på siden, på mails og på Facebook. Tusind tak for dem 🙂

Vi skal nok prøve at besvare dem alle – men hav tålmodighed, for der kan godt gå nogle uger, inden vi er kommet helt ned i bunken.

Og skulle du efter et par uger endnu ikke have fået svar … Så spørg igen!

På holdets vegne

René Rasmussen

Fotografiet er farvelagt af Doug og taget fra denne Facebookside

13. november 1918. Hanssen, Nissen og Kloppenborg-Skrumsager lægger planer

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 13. November 1918.

Jeg kom først i Seng kl. 2½ og sov derefter til Kl. 5. Tankerne arbejdede stærkt med de vigtige Afgørelser, der nu forestaar.

Jeg stod op og nedskrev Programmet for Bestyrelsesmødet den 16. og 17. November og i Forbindelse dermed et Forslag om Arbejdets Fordeling i de kommende Tider.

Derefter vækkede jeg Kloppenborg-Skrumsager og Nis Nissen og fastsatte et Møde med dem til Kl. 8½ her paa mit Værelse.

De mødte begge til den fastsatte Tid. Vi drøftede indgaaende Programmet og Forslaget. Begge Dele blev godkendt af dem med et Par personelle Ændringer.

Derefter fastsatte vi følgende Dagsorden:

1). H. P. Hanssen: Redegørelse for det nordslesvigske Spørgsmaals nuværende Standpunkt.
2). Drøftelse af Grænsespørgsmaalet.
3). Vedtagelse af en Resolution, som omfatter og udtrykker den nordslesvigske Befolknings Ønsker med Hensyn til den forestaaende Folkeafstemning.
4). Valg af et Aktionsudvalg.
5). Foreløbige Meddelelser angaaende Oprettelsen af en blandet sønderjydsk-dansk Rigskommission.
6). Valg af et Udvalg, som skal forberede de agrariske og finansielle Spørgsmaals bedste Ordning ved Overgangen.
7). Valg af et Udvalg, som skal forberede Ordningen af Skole- og Kirkespørgsmaalene efter Afstaaelsen til Danmark.

Derpaa drøftede vi Overtagelsen af Administrationen i Nordslesvig. Vi blev hurtigt enige om følgende Forslag:

Refshauge og Grev Schack udnævnes til Tilforordnede hos Landraaderne i Haderslev og Tønder.

Af Hensyn til Landraad v. Lows anerkendelsesværdige Optræden under Krigen vil vi ikke have ham afsat, men kun sikre os ved at gøre Refshauge til Tilforordnet, saa Landraaden ikke kan foretage sig noget uden hans Samtykke.

Et lignende Hensyn har vi ikke at tage til Landraad Böhme i Tønder, hvis Optræden kort efter Krigens Udbrud vi ikke har skrevet i Glemmebogen.

Men da Tønder Kreds efter al Sandsynlighed vil blive delt, naar den nye Grænse sættes, holder vi det for rigtigst ogsaa her at nøjes med at sætte en Tilforordnet ved hans Side.

I Aabenraa og Sønderborg har vi ingen saadanne Hensyn at tage. Landraaderne v. Schønberg og Siemon er begge optraadte saa danskfjendtlige under Krigen, at de maa uskadeliggøres.

Og vi foreslaar derfor, at Landdagsmand Nis Chr. Nissen udnævnes til Landraad i Sønderborg og cand. polit. Kr. Refslund Thomsen til Landraad i Aabenraa.

Haase har nu overtaget Udenrigsministeriet, og jeg gik derfor i Formiddags ud for at søge Forbindelse med ham. Det lykkedes ikke at opnaa en Samtale med ham i Udenrigsministeriet, da han var stærkt optaget af vigtige Møder. Jeg gik derfor hen i Rigsdagen, hvor jeg traf Dr. Oscar Cohn, som meddelte mig, at Dr. Breitscheid endnu ikke havde modtaget sin Udnævnelse til Indenrigsminister, men at den kan ventes i Løbet af Dagen.

Dr. Nestriepke kom til, og jeg aftalte med ham, at han og Dr. Breitscheid skulde drikke Kaffe hos mig Kl. 3 for at drøfte forskellige Spørgsmaal. Imidlertid kom Dr. Breitscheid, som efter min Opfordring gik med hen i Rigskancelliet, hvor det efter nogen Ventetid lykkedes os at faa Forbindelse med Scheidemann og Haase. De havde selvfølgelig begge meget travlt, men erklærede sig straks villige til at optage en Forhandling med mig.

Vi gik gennem de store, stilfulde Rum og ind i Scheidemanns Værelse, hvor Landsberg sluttede sig til os. Jeg opfordrede indtrængende Folkekommissærerne til at udstede en Erklæring, hvori de tog bestemt Standpunkt til det nordslesvigske Spørgsmaal og aabent erklærede, at Wilson-Programmet ogsaa skulde finde Anvendelse paa det. Dette havde Dr. David, som det vilde være dem bekendt, paa Regeringens Vegne udtalt overfor mig den 24. Oktober under Debatten i Rigsdagen.

Scheidemann erklærede straks, at han som Medlem af Prins Max’ Regering meget vel huskede de Forhandlinger, Regeringen havde ført, efter at jeg i min Tale den 23. Oktober havde krævet Nordslesvigs Afstaaelse paa Grundlag af Folkenes Selvbestemmelsesret, og Grev Westarp havde forlangt, at Regeringen skulde tage Standpunkt til mit Krav. Paa Dr. Solfs Forslag var man den Gang bleven enige om, at Danmarks formelle Ret i Henhold til Pragfredens § 5 skulde bestrides som ikke eksisterende, hvad Danmark allerede i 1879 har anerkendt, men at det var rigtigst nu ogsaa at anvende Wilson-Programmet paa Nordslesvig.

Jeg svarede: „Det er rigtigt, at Danmark har anerkendt, at det ikke kan gøre en formel juridisk Ret gældende i Henhold til Pragfredens § 5. Det udelukker imidlertid ikke, at vi Nordslesvigere — hvad blandt andre ogsaa Windhorst har hævdet — kan gøre en saadan Ret gældende. Dette er dog uden praktisk Betydning, naar Regeringen er villig til at anvende Wilson-Programmets Grundsætninger paa Nordslesvig.

„Dette er rigtigt,” sagde Scheidemann, „og Regeringen har jo allerede principielt erklæret sig villig dertil.”

Haase, som var bleven kaldt ud, kom ind igen, sad et Par Minutter som stum Tilhører og blev saa atter kaldt ud til Konference om vigtige Spørgsmaal.

Efter Scheidemanns Opfordring præciserede jeg mit Ønske nærmere Dr. David har i Rigsdagen,” sagde jeg, „paa Regeringens Vegne meddelt mig, at Wilson-Programmets Grundsætninger ogsaa vil blive anvendt paa Nordslesvig. Men han meddelte mig det under en saadan Form, at jeg ikke har kunnet benytte Meddelelsen overfor Offentligheden. Hvad jeg ønsker, er derfor, at Regeringen i en bindende Erklæring, som den bemyndiger mig til at offentliggøre, præciserer det samme Standpunkt, saa der skabes Klarhed om Spørgsmaalet udadtil.

Scheidemann noterede mit Ønske og erklærede, at han ikke havde noget at indvende imod, at det blev opfyldt, dog maatte der selvfølgelig iagttages en vis Forsigtighed. Kun den Del af Nordslesvig, der virkelig var dansk af Sprog og af Sindelag, kunde man afstaa. Sydslesvig, som var tysk, kunde derimod ikke komme i Betragtning.

Haase havde nu overtaget Udenrigsministeriet, og Afgivelsen af den ønskede Erklæring hørte derfor til hans Ressort. Men de øvrige Folkekommissærer vilde sikkert ligesom Scheidemann billige, at den blev afgivet, baade fordi det var i nøje Overensstemmelse med det Standpunkt, som Prins Max’ Regering allerede havde indtaget, og fordi det var i nøje Overensstemmelse med de Grundsætninger, som den nye Regering vilde søge at gennemføre.

Landsberg sluttede sig hertil.

Scheidemann spurgte, om jeg havde andre Ønsker. Jeg henviste til  Landraadsregimentet i Nordslesvig og sagde, at der var et Par Landraader, som vi gerne vilde have bort saa hurtigt som muligt, fordi de havde drevet og vedvarende drev danskfjendtlig, altysk Agitation.

Scheidemann: „Det forstaar og billiger jeg. „Das kann ich Ihnen nachfühlen”.”

Jeg: „Men maaske er det Spørgsmaal, som jeg bedre kan afgøre med den preussiske Regering.”

Dr. Breitscheid greb ind og udtalte, at det efter hans Mening var heldigst, hvis den i Udsigt stillede Erklæring paa det forestaaende Møde i Aabenraa blev afgivet af en Befuldmægtiget for Regeringen. Naar Folkekommissærerne var af samme Mening, var han villig til at paatage sig dette Hverv.

Scheidemann: „Regeringen bør efter min Mening foreløbig ikke vove sig for langt ud i denne Sag. Om Grundprincipet er vi jo fuldstændig enige, men vi er nødt til at tage visse taktiske Hensyn.”

Jeg: „Hovedsagen er, at Regeringen afgiver en Erklæring, som kan give os et fast Holdepunkt for vor Henvendelse til Danmark, og at Sagen dermed ledes ind paa en rolig Bane.

Haase kom atter tilbage. Scheidemann gav ham et kort Referat af de Forhandlinger, vi havde ført. Landsberg ud talte paany sin Tilslutning til det Standpunkt, Scheidemann havde indtaget, og de bad mig derefter om at fortsætte Forhandlingerne med Haase, til hvis Ressort Sagen hørte da de begge var meget optaget.

Dr. Breitscheid og jeg fulgtes derefter med Haase ind i hans Værelse — Bismarcks Arbejdsværelse. Næppe havde vi tage Plads, før Rigskancelhets nye Chef, min gamle Bekendt Baake mødte ind og kaldt Haase ud til en ny Forhandling.

Det var ejendommeligt at sidde her i Jernkanslerens gamle Arbejdsværelse hvor saa mange store Spørgsmaal i Tidens Løb havde fundet deres Afgørelse. Et mægtigt Nøddetræsskrivebord med rødt Betræk og en Sølvplade, hvorpaa Ordene “Fyrst Bismarcks Skrivebord” var indgraveret fyldte op i Værelset og ledte uvilkaarligt Tanken hen paa Tidernes Omskiftehghed. Nu sad Haase ved Bismarcks Skrivebord og ledede derfra Revolutionens videre Gang!

Inden vi forlod Scheidemann, havde Dr. Breitscheid udtalt at han hellere vllde ind i Udenrigsministeriet, fordi Udenrigspolitiken var hans Speciale, end overtage det preussiske Indenrigsministerium, hvis Forretninger laa ham mere fjernt.

Derfor havde han endnu ikke overtaget Indenrigsministeriet, men forlangt Betænkningstid.. Nu gentog han det samme over for Haase.

„De Stillinger, der kan komme i Betragtning i Udenrigsministeriet, er besatte,” svarede Haase, „thi Dr. David og Kautsky er allerede udnævnte til  Understatssekretærer. De hidtilværende Understatssekretærer v. der Busche-Haddenhausen og v. Stumm flyver selvfølgelig ud. Men vi har desværre ikke Brug fir flere høiere Embedsmænd i Udenrigsministeriet.”

Haase blev atter kaldt ud. Jeg opfordrede da indtrængende Dr. Breitscheid til at overtage Indenrigsministeriet, idet jeg betonede, at det vilde styrke hans Avtoritet indadtil . Det ville blive opfattet som et Duelighedsbevis af betydelig Rækkevidde.

„Kautsky”, udviklede jeg videre, “vil næppe blive længe i Udenrigsministeriet, dertil er han for meget Videnskabsmand og for lidt praktisk Politiker. Men gaar han, vil der være Plads for Dem. Og endelig skal ogsaa en Del Gesandtskabsposter besættes med nye Mænd. De kan muligvis blive Gesandt i et af de nordiske Lande ” — hvad Scheidemann iøvrigt allerede havde slaaet paa under vor Samtale med ham.

Imidlertid kom Haase tilbage, og jeg præciserede paany mit Ønske. „Jeg fastholder mit Standpunkt overfor Nordslesvig,” svarede han, „saaledes som jeg har præciseret det i Rigsdagen den 23. Oktober. Jeg tvivler ikke om, at vi nu vil faa Spørgsmaalet løst paa en tilfredsstillende Maade, men vi maa jo gaa frem med megen Forsigtighed. Vil De ikke gentage, hvad Dr. David erklærede overfor Dem? Jeg gentog det, og han noterede ivrigt.

Derpaa fortsatte jeg: „Hvad jeg ønsker, er altsaa, at Regeringen i en kort Erklæring, som den bemyndiger mig til at offentliggøre paa et Møde, som jeg næste Søndag afholder i Aabenraa, aabent anerkender, at Wilson-Programmet ogsaa vil blive anvendt paa Nordslesvig.”

Han noterede ogsaa dette, lovede at affatte Erklæringen og at fremskaffe de andre Folkekommissærers Godkendelse af den, saaledes at jeg kunde faa den inden Aften.

Under vor videre Samtale mærkede jeg, at han helst vilde afgive Erklæringen i sit eget Navn. Jeg ønskede imidlertid, at den skulde afgives af Dr. Solf, der som Udenrigsminister i Prins Max’ Regering havde præciseret Regeringens Standpunkt under Forhandlingerne i Oktober, vedvarende sad i Regeringen og i disse Dage paa den nye Regerings Vegne underskrev alle til Udlandet rettede Noter. Jeg motiverede dette Ønske overfor Haase, som straks forstod det og, omend som jeg syntes lidt modvilligt, lovede mig, at Erklæringen skulde blive underskrevet af Dr. Solf.

Vi talte derefter videre om Stillingen. Han meddelte mig fortroligt, at han helst vilde have Dr. Solf fjernet. Dr. David var ham ti Gange kærere. De hidtilværende Forhandlinger havde nemlig vist, at de stod hinanden langt nærmere.

Der kom atter Bud efter ham. Vi tog Afsked og gik. Baade hans og Scheidemanns Tone havde været meget kammeratlig og kollegial. De talte aabent og uforbeholdent med mig, som før saa ofte i Rigsdagens Gange.

Da jeg gerne vilde naa noget videre med Spørgsmaalet vedrørende Administrationens fremtidige Ordning, gik jeg med Dr. Breitscheid til Statsministeriet for at træffe Hirsch. Vi blev straks ført ind til ham og havde en længere Forhandling med ham og hans Medhjælper Eugen Ernst. De meddelte os, at der i Dag var udstedt en Anordning, som vilde blive Overpræsidenterne telegrafisk tilsendt og i Morgen vilde blive offentliggjort.

Efter den skulde der overalt vælges Arbeider-, Soldater- og Bønderraad til at føre Kontrol med Landraaderne.

Bestemmelserne angaaende Valgmaaden vilde blive udstedt i Morgen. De laa nu i Indenrigsministeriet. De var enige med Dr. Breitscheid om, at det vilde være heldigt at sende en Kommissær til Nordslesvig for paa den preussiske Regerings Vegne at foretage Udnævnelsen af de nye Landraader og villige til at overdrage dette Hverv til ham.

Dr. Breitscheid havde nu besluttet sig til at overtage Indenrigsministeriet og vilde derfor forhandle videre med Hirsch om Forretningernes Deling. Da disse Forhandlinger ikke vedrørte mig tog jeg Afsked. Men inden jeg gik, bad Hirsch og Eugen Ernst mig indtrængende om at holde dem underrettet ad telegrafisk Vej.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

13. november 1918. Andreas Kaad passerer Rhinen

Andreas Kaad fra Mindebjerg på Als gjorde i efteråret 1918 tjeneste som vagtmand for krigsfanger i Lorraine/Lothringen, da våbenslutningen fandt sted. Nu gjaldt det om at komme til Tyskland, inden franskmændene dukkede op.

Den 13. Novbr. Kl. 11,35 Formiddag passerede vi Rhinen. Da vi satte Foden paa Badens Jord, sagde jeg til Jørgen Grau: »Lad nu Franskmandene have, hvad der ligger bagved!« De havde saavist fortjent det.

Saa var der Hvil i Baden i nogle Dage.

Bare man dog kunde faa Forbindelse med Hjemmet. Det var en Tanke, som stadig trængte sig frem. Meddelelse fra Hjemmet kunde vi selvsagt ikke vente men et Par Ord til dem derhjemme vilde jo sikkert glæde dem mere nu end nogen Sinde. Breve blev ikke ekspederet, det var sagt os.

Et Telegram! Jeg forsøgte. Jeg henvendte mig paa Telegrafstationen. Og efterfølgende Ord blev sendt nordpaa »Der Rückzug vollzieht sich in bester Ordnung. Alle wohl. Andreas.«

Det var et meget dyrt Telegram men havde selvsagt en god Virkning i Hjemmet. Det var afsendt fra Dundenheim nede i Baden.

Der laa vi i nogle Dage til den 17. November for at afvente Transportlejlighed nordpaa. Men Længselen efter Hjemmet var stor som næsten aldrig før. Baden er et dejligt, ja ligefrem herligt Land, hvad Naturen angaar. En Aftenstund gik jeg en Tur ganske alene. En dejlig Solnedgang var det i den storslaaede Natur. I Vest Vogesernes høje Tinder og ude i det fjerne Østen den mørke Schwarzwald. Storladen var det og dog, hvad var det imod det, man nu skulde hjem til. Det var sagt med de faa Ord: ens eget — det danske.

Sønderjyske Årbøger 1927

13. november 1918. Kuglerne fløjter om ørerne på pølsespisende Th. Kauffmann i Hannover

Th. Kauffmann befandt sig ved revolutionen i november 1918 i Vogeserne. Nu var han på vej hjem med et overfyldt tog.

Ud paa Natten mellem den 12. og 13. November naaede jeg til Hannover.

Her skulde vi vente i hvert Fald til ud paa Morgenstunden, da de reaktionære Tropper, som endnu ikke var nedkæmpede her, flere Gange om Natten havde øvet Attentat paa Jernbanetogene. Selve Banegaarden var besat af en stærk Vagt af røde Tropper. Ude fra Byen, som laa i fuldstændigt Mørke, faldt der med korte Mellemrum Geværskud.

Jeg traf paa Banegaarden sammen med en gemytlig Hamborger fra
samme Bataillon, som jeg sidst havde tilhørt, og han fortalte mig, at han
havde “reddet” sig en Pølse, som han foreslog, vi to skulde fortære i Fællesskab. Vi saa os saa om efter en hyggelig Krog, hvor vi kunde indtage vort overdaadige Maaltid, men i samme Øjeblik tikker Maskingeværerne, og Projektilerne fløjter os om Orerne.

Jeg hører Hamborgeren udbryde: “Wir sind noch nicht aus dem verfluchten Schwindel raus!”

I en Port søgte vi Dækning, kom bort fra hinanden, og jeg traf ikke siden paa Manden med Pølsen.

Nede paa Trappen til en Tunnel havde jeg søgt Dækning, en ældre Dame klynger sig ind til mig med alle Tegn paa den dødeligste Skræk, mens hun spørger: “Hvorfor skyder Soldaterne?”

Nede i Tunnellen opstaar pludselig vild Panik. Med Raabet: “De kommer!” styrter Mængden op ad Trapperne, river hinanden omkuld og løber fra deres sikre Dækning direkte derhen, hvor Kuglerne slaar ned.

Den gamle Dame udstæder et Hvin, og tager tre Trappetrin paa en Gang, mens hun løber omkap med Soldaterne og de øvrige. Jeg søgte at holde hende tilbage, men forgæves.
Det hele var blind Alarm, opstaaet derved, at en Soldat nede i Tunnellen havde faaet Krampe, og saa troede man, at han var skudt.

I et Par Timer knaldede det lystigt, der havde udviklet sig en regelret Fægtning om Banegaarden, men hen paa Morgenstunden stilnede Kampen af. De røde havde beholdt Pladsen.

Saa vidt jeg ved, blev ingen dræbt ved den Lejlighed, jeg saa kun to Soldater med Skudsaar, men det var jo vanskeligt at overse “Valpladsen”.

Omsider kørte et Tog frem, og skønt enkelte Kugler endnu slog ned paa Banegaarden, skyndte jeg mig at faa Plads i en fjerde Klasses Vogn, hvor jeg tog Plads paa Gulvet.

En Stund efter satte Toget sig i Bevagelse, langsomt, indtil vi var naaet et godt Stykke bort fra Hannover, saa satte det Farten op.

Om Eftermiddagen, naaede jeg Hamborg, og sent om Aftenen den 14. November naaede jeg til Flensborg, Dagen efter var jeg hjemme.

Rejsen blev saaledes langt hurtigere tilendebragt, end jeg havde tænkt mig, men behagelig var den ikke.

Sprogforeningens Almanak, 1927.

12. november 1918. “Selvom vi frøs som hunde, så var det dog en dejlig tanke, at nu gik det hjemad”

Paul Hedegaard gjorde krigstjeneste ved en MG-deling ved IR86.

12. november: Tidligt i morges begyndte den, men selvom vi måtte gå i al slags vejr, og selvom vi mangen gang frøs som hunde, så var det dog en dejlig tanke, at nu gik det hjemad for hvert skridt, vi tog. –

l over en måned havde vi ikke kunnet skrive hjem – ved første lejlighed blevet kort afsendt med den glædelige meddelelse, at jeg var på vej – sund og rask.

Både Højer og jeg gik så småt og regnede ud, hvornår vi kunne være hjemme, men at det skulle være til juleaften, det var vi enige om, og la’ det så koste, hvad det vil. –

DSK-årbøger, 1969

12. november 1918. Th. Kauffmann smidt på hovedet ud af et togvindue!

Th. Kauffmann befandt sig ved revolutionen i november 1918 i Vogeserne. Nu var han på vej hjem med et overfyldt tog.

Til Strassborg gik det glat; paa hver Station, vi passerede, stod en Del unge Mennesker og raabte: “Vive la France!”

Paa Hovedbanegaarden i Strassborg laa der fuldt af Soldater, og for hver Time, der gik, blev der mere og mere overfyldt.

Det var et mærkeligt Liv, der i disse Nattetimer rørte sig paa den stuvende fulde Banegaard. Folk fra alle Vaabenarter var samlede her, Officerer, som var berøvede deres Distinktioner, syge og saarede fra Lasaretterne, som for en Dels Vedkommende kun var ifært deres Lærredskitler fra Lasarettet, Straffefanger fra Straffekolonnerne, alt i broget Virvar.

Ingen fik Lov til at betrade Banegaarden med Vaaben, de maatte straks afleveres til den af Soldaterraadet opstillede Vagt. I Strassborg havde Revolutionen sejret efter en kort Kamp, som ikke havde kravet mange Ofre.

Paa Perronen gik jødiske Handelsmand med Sække og købte alt, hvad Soldaterne vilde sælge, saasom Støvler, Uldkapper, Beklædningsstykker, Udrustningsgenstande og alt muligt.

Paa et Bord i en af Ventesalene stod en Kavallerist, der aabenbart var skør paa Pæren, og holdt et Foredrag om Kejser Wilhelm, som af den tusindtallige Forsamling besvaredes med Haan og Latter.

Jeg forsøgte i Løbet af Natten flere Gange at entre et Tog, men stedse forgæves, alle Tog var overfyldte, og man sloges om en Plads paa Trinbrædderne.

Endelig hen paa Morgenstunden lykkedes det mig og et Par andre at krybe ind gennem et Vindue i en førsteklasses Kupe, efter at vi først havde slaaet Vinduet i Stykker.

Toget, vi var kommen ind i, skulde til Ulm; i Karlsruhe steg jeg ud, hvilket atter foregik gennem den knuste Vinduesrude.

Eksprestoget Basel-Hamborg skulde lige passere Karlsruhe, og for mig var det næsten alt om at gøre at komme med dette Tog. Men da Toget kom, opdagede vi, at det kørte ind paa et andet Spor, sandsynligvis af den Grund, at man ikke vilde eller kunde optage flere Passagerer.

Nu styrtede imidlertid Hundreder af Mennesker tværs over Sporene, et Under at det gik godt. Eksprestoget blev stormet, overfyldt var det i Forvejen.

Jeg kom først ind i Toget, men kan den Dag i Dag ikke huske, hvorledes, men blev saa efter en ubeskrivelig Tumult i Toget, under hvilken jeg intet sansede, smidt ud af et Vindue.

Jeg stødte mig lidt, og forsøgte straks efter at komme ind i en anden Vogn.

Da jeg først havde faaet Fodfæste paa Trinbrædtet, blev jeg af Strømmen ført med videre, det var som at sidde klemt i en Skruestik, somme Tider var Fødderne fra Gulvet.

Da Toget satte sig i Bevægelse, stod jeg klemt inde mellem Mængden i Gangen paa en Boggievogn. Kun med den ene Fod havde jeg Fodfæste, den ene Arm holdt jeg op over Hovedet, den anden klemt ind til Kroppen.

Man læser somme Tider om at være stuvet sammen som Sild i en Tønde; et Udtryk som dette vilde passe paa den Stilling, jeg befandt mig i.

Saadan kørte jeg til Mannheim, hvor lange det varede, ved jeg ikke, men mig forekom det som en lang Tid. Jeg havde til sidst kun det ene Ønske at komme ud igen. Muligvis har andre af mine medrejsende næret samme Ønske, i Mannheim skete der i alt Fald det, at nogle stod ud, de fleste gennem Vinduerne, og jeg kunde faa begge Fødder til Jorden, kunde indtage en mere “bekvem” Stilling. Det linnede saa rart. Jeg svedte, som var jeg lige kommen ud af et Dampbad.

Staaende, endnu meget indeklemt, korte jeg saa videre, til vi naaede Frankfurt ved Main. Det var ikke netop nogen behagelig Maade at rejse paa; men det gik jo ret hurtigt hjemefter, hurtigere end jeg havde vovet at haabe.

Oven paa Tagene af Jernbanevognen sad der ogsaa Soldater, hvilket heller ikke har været nogen behagelig Stilling. Enkelte af dem faldt af, og de kom sagtens ikke alle lige godt fra det.

Ved en Station mellem Mannheim og Frankfurt, det har vist været Darmstadt, steg nogle ud. Det skete paa den Maade, at de kastede deres Sager ud gennem Kupevinduet og sprang selv bagefter.

Et Par Kvinder med et lille Barn, som skulde af her, blev befordret ud paa den Maade, at man løftede dem op over Hovederne paa den  sammenstuvede Mængde, og saa gik de fra Haand til Haand, indtil de naaede Udgangen. Vognen, vi befandt os i, var en anden Klasses Jernbanevogn.

I Frankfurt skulde de fleste skifte Tog, og efterhaanden tømtes Gangen og Kupeerne, saa jeg kunde satte mig paa en Plads i en af Kupeerne. Her sad vi saa og diskuterede i en Time eller to. Ingen af os turde stige ud, for ikke at miste sin Plads, men saa kom der Besked om, at Toget kørte ikke videre.

Vi maatte saa ud. Paa Banegaarden her havde de revolutionære allerede udsendt en militær Kommando, som skulde opsamle Beklædnings- og Udrustningsgenstænde, som var overkomplet. Ingen Soldat maatte medtage mere end et Sæt Tøj, et Par Støvler og en Kappe, alt øvrigt maatte de aflevere.

Imidlertid lod ikke alle sig formaa til at aflevere deres overkomplette Sager.

Omsider kom jeg videre med et Tog i Retning af Hannover. Dette Tog var lige saa overfyldt, som Basel-Ekspressen havde været det. Paa Banegaarden i Giessen, husker jeg, stod der Tusinder af Soldater, som var naaet hertil fra Fronten over Trier, og som nu vilde videre, kun meget faa af dem lykkedes det at slippe med.

Sprogforeningens Almanak, 1927.

12. november 1918. H.P. Hanssen, Kloppenborg-Skrumsager og Nis Nissen forbereder overgangstiden

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

12. november 1918

I Formiddags havde jeg først en længere Forhandling med Kloppenborg og Nis Nissen angaaende Arbejdet her fra Berlin.

Jeg havde derefter Besøg af Loretz, som tilbød mig sin Tjeneste, i Fald jeg havde Dokumenter, som jeg ønskede affattede paa ulasteligt Fransk, eller senere havde Brug for en paalidelig Tolk. Jeg takkede ham for Tilbudet og lovede at gøre Brug af det, hvis Situationen skulde udvikle sig saaledes, at vi vilde henvende os direkte til de Allierede.

Efter Aftale mødte Kloppenborg-Skrumsager og Nis Nissen atter hos mig om Eftermiddagen. Vi drøftede indgaaende Situationen. Jeg foreslog, at vi skulde søge at udvirke følgende:

1) Nordslesvigs Besættelse med danske Tropper saasnart Præliminærfreden er afsluttet.

2) Administrationens samtidige Overdragelse til de af Vælgerforeningen udpegede Tillidsmænd.

De gav straks dette Forslag deres Tilslutning, og vi traf derefter foreløbig følgende Aftale: Landraad v. Löw bør, da han er optraadt forholdsvis anstændigt under Krigen, blive siddende som Landraad i Haderslev, indtil Afstaaelsen finder Sted, men have Gdr. P. J. Refshauge som Tilforordnet, hvis Underskrift paa alle Anordninger er nødvendig. Landraad Siemon i Aabenraa og Landraad Schønberg i Sønderborg bør straks fjernes, cand. polit. Kr. Refslund Thomsen derefter overtage Landraadsembedet i Aabenraa og Kredsdagsmand Andreas Blad Landraadsembedet i Sønderborg.

Tønder Kreds bør deles saaledes, at Landraad Dr. Böhme overtager den sydlige tyske og Grev Schack den nordlige danske Del af Kredsen. Amtsforstanderne og Kommuneforstanderne skal træde tilbage, og Embederne derefter besættes efter Samraad med de nye Landraader. Der bør ufortøvet sørges for Tilførsler af Levnedsmidler og udstedes Forbud imod Udførsel af Levnedsmidler til Tyskland.

Da vort Møde var hævet, forsøgte jeg paany at komme i Forbindelse med Folkekommissærerne. Men paa en Henvendelse i Rigskancelliet blev der svaret, at de endnu i Dag var saa stærkt optagne af tvingende nødvendige Forretninger, at de først kunde modtage mig i Morgen.

Rigsdagsbygningen er nu under stærk Bevogtning. I Foyeren var der fuldt af Soldater. Geværerne stod i Pyramider, og der var opstillet Maskingeværer, som kunde bestryge Adgangene.

Malproperheden er vedvarende stor. Vor gamle Fraktionstjener Klein kom og hilste paa mig med Taarer i Øjnene. Han klagede over al den Urenlighed, Uorden og Vandalisme, som han her maatte være Vidne til, og var desuden meget bekymret for sin Fremtid.

Da jeg havde hørt, at Dr. Breitscheid nu var udset til Indenrigsminister, opsøgte og fandt jeg ham i de uafhængige Socialdemokraters Fraktionsværelse. Vi trak os derefter tilbage til mit Arbejdsværelse i Rigsdagsbygningen for at tale i Ro. Her anbefalede jeg ham efter Tilskyndelse af Hans Leusz at sikre sig en paalidelig Støtte ved at faa Hr. v. Gerlach udnævnt til Understatssekretær. Hr. v. Gerlach kender nemlig som tidligere Regeringsreferendar og Regeringsassessor i Slesvig Preussens indre Forvaltning meget nøje og er dertil en paalidelig og vederhæftig Mand, som han kan stole paa.

Breitscheid meddelte mig, at Sagen vistnok blev afgjort saaledes, at Hirsch og han i Fællesskab skulde overtage Indenrigsministeriet, og det preussiske Statsministerium. Hvis det skete, vilde han søge at faa Forretningerne saaledes delt, at Hirsch overtog Statsministeriet og han Indenrigsministeriet. Han var helt enig med mig om, at det vilde lette ham Arbejdet meget, hvis Hr. v. Gerlach blev udnævnt til Understatssekretær.

Vi talte derpaa om Forvaltningen af Nordslesvig, og jeg foreslog ham at ordne Forholdene saaledes, som jeg havde aftalt med Kloppenborg og Nis Nissen. Han erklærede sig enig med mig i Grundtrækkene, da Selvforvaltningen nu skulde gennemføres overalt, og aftalte med mig, at jeg skulde formulere vore Ønsker i et skriftligt Forslag, som jeg skulde indsende til Indenrigsministeriet. Da jeg derefter fortalte ham om vore planlagte Møder paa Folkehjem i Aabenraa, erklærede han, at han eventuelt vilde rejse med mig til Aabenraa paa Søndag for under Mødet paa Folkehjem at præcisere Regeringens Stilling til det nordslesvigske Spørgsmaal og i Forbindelse dermed proklamere Administrationens Overdragelse til den nordslesvigske Befolknings Tillidsmænd.

I Morgen vil hans Udnævnelse foreligge, og vi vil saa aftale det nærmere desangaaende. Jeg er dog betænkelig ved Forslaget, fordi det let vil kunne give Mødet paa Folkehjem en noget anden Karakter, end jeg ønsker og tilsigter.

Da vi gik tilbage til Udvalgsværelset, mødte jeg en national liberal Kollega, Bankier Schwabach. Han var øjensynlig glad ved at se mig i disse revolutionære Omgivelser, hvor han følte sig ene. Vi drøftede Situationen, og han sagde, at vel var hans Parti meget nationalistisk, men der havde alligevel paa det sidste Fraktionsmøde været Enighéd om, at det nu var klogest at afstaa Nordslesvig. Han var glad over, at alt hidtil var gaaet saa roligt af, men holdt det for nødvendigt, at Rigsdagen atter traadte sammen for at bevilge 15 Milliarder. Ellers havde Regeringen ingen Penge!

De finansielle Forholds videre Udvikling vilde være afhængige af de politiske Forholds videre Udvikling, men før eller senere vilde Tyskland atter komme i Vejret, hvis det blot fik Raastoffer nok til, at Industrien kunde komme i Gang. Vi skiltes meget venskabeligt, og idet han gav mig et varmt Haandtryk, sagde han: „Hvis De ønsker Oplysning om finansielle Spørgsmaal af større Rækkevidde, vil jeg altid staa til Deres Tjeneste.” — Revolutionens Betydning er øjensynlig endnu ikke gaaet helt op for ham.

Ved Udgangen af Rigsdagsbygningen mødte jeg Dr. Friedegg. Jeg vidste, at han den 9. November havde samlet en Trup Soldater paa Gaden og i Spidsen for dem „erobret” Regeringsbladet „Norddeutsche Allgemeine Zeitung”, besat Bygningen, kastet Redaktionen ud, omdøbt Bladet til „Internationale” og indsat sig selv som Chefredaktør, og spurgte ham derfor smilende, hvorledes det gik ham med „Internationale”.

„Jeg er efter at have holdt Stillingen i tre Dage atter fratraadt som Redaktør,” sagde han. „Jeg kunde ikke holde Bladet længere. Sætterne strejkede, og jeg havde ingen Støtte af Regeringen.” Han var iøvrigt veltilfreds og spaaede, at Revolutionen snart vilde brede sig til Frankrig og England. Folkene vilde nu allevegne befri sig.

I Sporvognen traf jeg Stücklen. „Alt er hidtil gaaet glat,” sagde han. „Men der er et frygteligt Virvar i Rigsdagen. Jeg har overtaget Ledelsen af de militære Anliggender, der staar i Forbindelse med Demobiliseringen, men det er næsten ikke muligt at overse Forholdene og at overkomme Forretningerne. Soldaterne strømmer nu til Berlin fra alle Sider. De løber bort fra Fronterne, arbejder sig frem gennem Landet og ankommer i store Skarer til Berlin, hvor de kræver Fødevarer m.m. Vi belejres ligefrem af Masserne, og jeg afrejser derfor nu til Hovedkvarteret for at faa gennemført Forholdsregler imod den voksende Opløsning.”

Jeg: „Hindenburg arbejder altsaa stadig Haand i Haand med Regeringen?”

Stücklen: „Ja, de Rygter, der siger andet, har ikke noget paa sig.”

Vi skiltes ad ved Krigsministeriet, hvorfra han leder sine Forretninger.

Da jeg kom tilbage til Hotellet, var der ankommen en ny Kurer med Breve og Beretninger hjemmefra, som jeg lige har læst.

Revolutionen er sejrende over hele Nordslesvig. Andreas Grau og P. Kaad, Vollerup giver udførlige Meddelelser om Revolutionen i Flensborg, henholdsvis Sønderborg. Tyskerne er tilsyneladende nu helt modløse.

Jeg har modtaget flere Breve fra Student Thulstrup i Kiel, har i Dag telegrafisk anmodet ham om at komme her til Berlin for at aflægge Beretning om Forholdene i Hertugdømmerne og har lige modtaget en Depeche, hvori han meddeler, at han kommer, saasnart Forbindelsen er i Orden.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925