Vi bringer hen over efteråret en lille serie med korte artikler af Jørgen Flintholm Hansen om Infanteri-Regiment “von Manstein” Nr. 84 i Første Verdenskrig.

Bataljonen fra Haderslev: Forårsoffensiven 1918 . Kampen om Moreuil

Den 18. marts 1918 iværksatte tyskerne deres store forårsoffensiv på Vestfronten.

Efter at Rusland på grund af revolution var udtrådt af krigen, havde vestfronten pludseligt fået forstærkning af adskillelig divisioner fra øst. Selvom disse var ukendte med forholdene i vest, og derfor måtte gennemgå en omhyggelig uddannelse, gav det håbet om, endeligt at kunne indsætte tropper og materiel i et ikke tidligere set omfang, og på et tidspunkt, hvor den amerikanske hær endnu ikke var kommet til indsættelse i Frankrig. Offensivens hovedformål var at drive en kile ind mellem den franske og den britiske hær. På mange måder er der paralleller mellem den tyske forårsoffensiv 1918 og vinteroffensiv i Ardennerne i 1944/45.

Offensivens første fase gik godt for tyskerne. Den engelske front blev gennembrudt og tyske enheder stormede frem mod det første mål i Amiens, der som knudepunkt havde stor strategisk betydning. Det lykkedes at erobre de gamle slagmarker langs Somme, men så gik offensiven i stå kun få kilometer væk fra Amiens, omtrent på linjen fra Albert til Montdidier.

Efter omgruppering og tilførelse af mandskab, våben, ammunition og materiel, skulle offensiven genoptages den 4. april. Blandt de nye enheder, der blev sendt frem, var 54. Infanterie-Division og dermed også Infanterie-Regiment 84.

Efter en periode i hvil og uddannelse, blev regimentet mellem den 24. og 26. marts med jernbane transporteret til Bouchain og Iwuy nord for Cambrai og blev indkvarteret i Oisy-le-Berger. Herfra gik det i dagsmarcher mod vest indtil regimentet den 3. april havde nået Beaucourt-en-Santerre

Syd for Amiens var fronten var gået i stå foran floden Avre, hvor franskmændene stadig havde et fodfæste på østsiden af floden. Med den friske 54. Infanterie-Division skulle franskmændene kastes tilbage over floden og tyskerne selv etablere brohoved på vest siden. Til denne opgave indsatte divisionen kun et regiment – 84. Infanterie-Regiment. Som forstærkning fik regimentet tildelt et batteri fra 108 Artillerie-Regiment i nærstøtte, Maschinengewehr-Scharfschützen-Abteilung 39 og to delinger fra Pionier-Kompanie 107.

Regimentet indsatte alle sine tre bataljoner i angrebet. Bataljonen fra Haderslev, II/IR 84, fik tildelt afsnittet yderst til venstre i retning af byen Moreuil. Angrebet skulle nå Avre, hvorefter retning i angrebet skulle svinge mod nord i retning af Castel.

Ved midnat natten til den 4. april 1918 rykkede enhederne frem til udgangsstilling ved vejgaffel, 1 km nordøst Moreuil. Det var en buldrende mørk nat med silende regn. Første hindring var skoven mellem udgangsområdet og floden Avre.

Kl. 0400 startede fransk artilleri en voldsom trommeild mod skoven og området bag denne, der hurtigt forvandlede skoven til et næsten uigennemtrængeligt virvar af ødelagte træer og grene.

Kompagnierne mistede hurtigt orienteringen og navnlig 6. Kompagni blev så hårdt ramt, at den på tidspunktet for iværksættelse af det egentlige angreb i retning af Avre, endnu ikke var nået frem. En salve af granater ramte 3. deling og sprængte den i luften. Blandt de døde var den mangeårige Gefreiter Johansen fra Haderslev.

5. Kompagni måtte fra reserven allerede inden angrebet indsættes med to delinger i front i stedet for den stadig manglende 6. Kompagni, der i sidste endnu kun dukkede op i spredte elementer.

Med jernhård viljekraft arbejder kompagnierne sig under betydelige tab i øsende regn gennem skoven til vest kanten, som bataljonen nåede omkring kl. 0500, totalt udmattet, og kun to timer før hovedangrebet.

Den tyske artilleriforberedelse var præcis og effektiv. Præcis klokken 8.10 rejste hele frontlinjen sig, som på kommando, og styrtede frem. Det lykkedes at nå den primære vej mellem Moreuil og Amiens, men her gik angrebet i stå på grund af flankerende ild fra Moreuil.

Først efter at III. Bataillon til højre også var nået frem, og den decimerede II. Bataljon havde fået forstærkning fra to kompagnier fra I. Bataljon,  kunne angrebet omkring kl. 1400 fortsætte i et sving mod nord under hårde kampe.

Bataljonens fremrykningen langs Avre forsinkedes, da man faldt over et forladt engelsk felthospital med tilhørende forsyningsdepot med rigelige forsyninger af mad og andet godt, der i meget lang tid ikke havde været til stede på tysk side. Det krævede derfor energisk indgriben for at få  angrebet i gang igen, da alle pludseligt fik mere travlt med at ”organiserer” nogle af de rare sager.

Kl. 1500 nåede man vejen mellem Castel og Thennes, men med en stigende opklaring i vejret øgedes modstanden fra fransk infanteri, artilleri og flyvemaskiner, hvorunder kompagnierne led yderligere betydelige tab.

Omkring kl. 1900 graver bataljonerne sig ned i deres stillinger med forreste linje omkring 1½ km nordøst for Casel. Regimentet havde mistet omkring 40 officerer og 500-600 mand. Hårdest ramt var II. Bataljon. Om morgenen den 5. april talte den totalt kun omkring 150 mand. I en melding til regiment gjorde bataljonens opmærksom på, at den ikke længere disponerede over maskingeværer, at alt personel var fuldstændig udmattede og dels uden leder, og at kamptrænet trods ihærdig eftersøgning stadig ikke var fundet.

Denne besked markerer dagens alvor. Regimentets samlede tab af officerer og mandskab den dag var meget høje. Desværre indeholder krigsfilerne ingen numeriske oplysninger om tabene på den dag. II./84 mistede omkring 28 døde, 189 sårede og 6 heste. Desuden var et stort antal mennesker forsprængt.

Om aftenen blev bataljonen trukket ud af linjen, flyttet til den anden side Avre, hvor Reserve-Infanterie-Regiment 90 havde etableret et brohoved, og placeret i reserve for denne. Dermed var dens trængsler ikke slut. Efter en hurtig reorganisering blev bataljonen igen indsat.

Den 7. april om aftenen afløste II. Bataljon trods af dens ringe kampstyrke og næste totale udmattelse, I/RIR 90. med 8., 6., 5. Kompagni i forreste linje, 7. Kompagni og 2. MG-Kompagni bag venstre flanke som reserve. Den følgende dag var den genstand for massiv fjendtlige artilleri.

Bataljonens tilstand begynder af blive betænkelig.  Til de mange kamptab kommer på grund af regnen, kulden og den manglende søvn også mange syge, men først tidligt på morgenen den 9. april kom det så vidt. Bataljonens kompagnier var på dette tidspunkt skrumpet ind til på størrelse af delinger – omkring 39 mand. Samtidig med afløsning returnerede bataljonen til eget regiment og placeredes i hvil i Moreuil.

Midt i august iværksatte de allierede deres modoffensiv. 100 dage senere var den 1. Verdenskrig slut.

Vi bringer hen over efteråret en lille serie med korte artikler af Jørgen Flintholm Hansen om Infanteri-Regiment “von Manstein” Nr. 84 i Første Verdenskrig.

Bataljonen fra Haderslev: Genopbygning og i rolig front ved Delme

Da Infanterie-Regiment 84 den 26. november 1917 marcherede fra fronten ved Cambrai til omegnen af Valenciennes, var den kun skyggen af sig selv. Regimentschefen, Oberst Schultz, som under Cambrai slaget i Tournai været formand for en kommission, der skulle reviderer reglementet for infanteriet i krig („Vorschrift für die Ausbildung der Fußtruppen im Kriege“) var grædefærdig, da han mødte resterne i Cambrai. Af 55 officerer var kun 12 tilbage. To bataljonschefer, herunder Hauptmann Soltau fra II. Bataljon, var faldet. Alene i II. Bataillon var  25 sønderjyder gået tabt under det store kampvognsslag – som faldne, savnede, sårede eller krigsfange. Regimentets resterende 130 mand var fordelt på to kompagnier. Efter oberstens udsagn, var det sår, regimentet aldrig overvandt resten af krigen.

Mellem den 26. november og 2. december blev II. Bataillon indkvarteret i Valenciennes. Perioden blev brugt til at hvile ud og til modtagelse af det første erstatningspersonel.

2. december fulgte forskydning med tog via Namur, Arlon og Luxembourg til Delme i Lorraine, hvor bataljonsstab, 5., 7. og 2 MG-Kompagni sent på aftenen blev udladet i Baldershofen og herfra indkvarteret i Delme, mens 6. og 8. Kompanie den følgende dag ankom og indkvarteredes i Püfschingen (Puzieux) og Dinkirch (Tincry). Denne del af Lorraine (Lothringen) var tysk og landsbyerne stadig beboet af civilbefolkningen. Selvom der i nogle tilfælde skal være en temmelig trang belægning, var kvartererne generelt tilfredsstillende efter at flere indkvarteringsrum var gjort mere hjemlige. Regimentets stab ankom ligeledes den 4. december og indkvarteredes i St. Ersert.

Nu begyndte for alvor modtagelsen af erstatningspersonel. Det var ikke længere færdiguddannede, krigsduelige mænd. Det oprindelige erstatningssystem, hvor hvert regiment havde sin egen ”Ersatz” bataljon, virkede ikke længere. Der manglede i den grad instruktører i Tyskland, at uddannelsen var så dårlig, at der ved hver Division ved fronten måtte oprettes rekrutdepoter til færdiguddannelse. Derved gik også den klare geografiske tilhørsforhold tabt. Antallet af sønderjyder ved regimentet var gået kraftigt tilbage.

Total mistede II. Bataljon 509 sønderjyder under krigen (døde, sårede, savnede, syge, krigsfanger), og 4/5 af disse før 1918.

Det tilgåede personel var efter omstændighederne godt nok, generelt med god vilje og endnu ikke præget af stadig dårligere stemning og mangel på disciplin i Tyskland. Foruden en blanding af unge og gamle folk, var der for første gang også et betydeligt antal syge eller tidligere sårede fra lazaretter, der ikke kunne anvendes i kamp, og dårligt var i stand til at opfylde tjenestens krav. Generelt var den fysiske form dårlig.

Også de tilgåede officerer skabte problemer. Oftest kom de fra østfronten, og var totalt ukendt med forholdene på vestfronten, dels var de meget unge og ikke tilstrækkeligt uddannede. Først den 23. december 1917 ankom de sidste personelerstatninger til regimentet. Beskadiget og tabt materiel kunne erstattes, men den veluddannede styrke fra 1914 eksisterede ikke mere.

Uddannelsen af nyt personel blev stadig mere vanskelig. På grund af de rolige forhold langs denne del af fronten, kunne uddannelsen fortsætte efter 4. januar 1918, hvor regimentet overtog et afsnit sydvest for Delme.

Uddannelsen bar præg af, at en tysk offensiv lå i luften. Med stigende krav blev der afholdt øvelser i frit terræn og i øvelsesværker – udnyttelse af terræn, forbedringer af stillinger i en kratermark, overvindelse af forhindringer, brug af håndgranater, gasmasker og foruden skydeøvelser også intensiv uddannelse i brug af maskingeværer og lette maskingeværer. Der var etableret en række skoler, og folk fra regimentet blev sendt på signalkursus i Saarburg og officerer på førerkursus i Haguenau.

Den 4. januar 1918 overtog regimentet Afsnit Seebach sydvest for Delme. II. Bataljon fik ansvar for Seebach II , hvor den afløste Landwehr-Infanterie-Regiment 30. Et forpostkompagni placeredes i Kranhofen (Craincourt) med en forpostdeling i Erlen (Aulnois). Bataljonens hovedstyrke – stab og et kompagni lå i Allenhofen (Alaincour), 2 delinger i Pülchingen, mens et kompagni dækkede mellemstilling mellem Allenhofen og Kranhofen. Rotation i stillingen fulgte hver 4. uge.

Det var en anderledes front end normalt på vestfronten. Det var en udpræget forpoststilling bag floden Seille, der udgjorde en stærk hindring, da floden den vinter ydermere var gået over sine bredder. Samtidig dannede floden landegrænse mellem Tyskland og Frankrig (1871-1918). Med en linje langs en forskråning, gav det gode observations muligheder på lang afstand. I de delvist sønderskudte kirketårne var der permanente observationsposter i dagtimerne.

Ved selvsyn under et besøg i 2012 kunne jeg konstatere, at der flere steder i Afsnit Seebach lå betonbunkere, der højst sandsynligt også lå her, da Regiment 84 besatte Afsnittet. Også franskmændene på den anden side Seille var koncentreret omkring landsbyerne Letricourt, Echenicourt, Ajoncourt og Arraye. Generelt forventedes der ingen større kamphandlinger.

Bataljonen kunne fejre julen 1917 bag fronten. En post- og orlovsspærre betød, at ikke alle julepakker nåede frem, men alligevel lykkedes det at festligholde højtideligheden. Den 24. december kl. 1730 var der fælles julegudstjeneste i Delme, hvorefter der kompagnivis var julefest, hvortil der både af punch og øl ankre. Efter kompagnifesterne samledes alle bataljonens officerer i officerskasinoet til fælles middag.

En anden beskæftigelse i hvileperioderne var indsamling af skrotmateriel – tagrender og anden metal fra ødelagte bygninger, og andre effekter, der kunne genanvendes af den tyske krigsindustri. Det indsamledes blev solgt til den tyske stat og provenuet var en kærkommen styrkelse af kompagnikasserne.

Den 4. januar 1918 rykkede II. Bataillon tilbage i Afsnit Seebach II og forblev her til den 1. februar. I stillingen hersker generelt ro. Skydning med infanterivåben og artilleri var ringe og minekastere anvendtes slet ikke.

Den 17. februar blev Delme forladt, og i løbet af to dages march nåede bataljonen området Dieuze, hvor II./84 tog ophold i Wirtsdorf.

I omkring en måned skulle tropperne fortsat blive uddannet i offensive kamp.

Vi bringer hen over efteråret en lille serie med korte artikler af Jørgen Flintholm Hansen om Infanteri-Regiment “von Manstein” Nr. 84 i Første Verdenskrig.

Bataljonen fra Haderslev: Kampvognsslaget ved Cambrai

Efter en hård periode i fronten foran Ypres i Flandern, kom Infanterie-Regiment 84 i hvil nordøst for Cambrai indtil den 24. august 1917, hvor den rykkede ind i Siegfried-stillingen foran Cambrai. Her var den stadig indsat den 20. november, da englænderne iværksatte den første succesfulde masse indsættelse af kampvogne i koordination med infanteri, en begivenhed den store engelske militærtænker, Sir Lindell Hart senere kaldte »et af de største landemærker i krigshistorien – indledningen til en ny epoke«.

En anden revolutionerende nyhed var anvendelsen af artilleri. For at virke effektiv, skal artilleri anno 1917 indskydes, hvilket ofte gav modstanderen et forvarsel om angreb. Nu havde englænderne opfundet det moderne princip med lyd og lyspejling. Ved hjælp af seks mikrononer spredt over et bredt område, var det muligt at beregne de tyske batterier præcise placering ved at beregne tidsforskel og vinkel mellem lyd og lys fra en kanons afskydning.

Steder for angrebet var omhyggeligt valgt, da Cambrai var et vigtigt tysk trafikknudepunkt, og terrænet tørt og endnu ikke forvandlet til et månelandskab af artillerikratere. Det var derfor velegnet til kampvogne, der i dybeste hemmelighed blev transporteret hertil med 36 togstammer, styret af den amerikanske hærs 11 Engineer Regiment (Railway), der bestod af tidligere jernbanearbejdere fra New York. I alt drejede det sig om 476 kampvogne.

På trods af forsøg på at holde angrebet hemmelig, havde tyskerne tilstrækkelige informationer til at være delvist forberedt. Den 19. november var der tilgår besked om, at fanger havde berettet, at fjenden den 21. november ville gennemfører et angreb for at sikre Havrincourt.

Slaget begyndte kl. 0714 den 20. november. Den blev indledt med en omhyggelig planlagt, men ikke indskudt artilleri forberedelse fra 1.003 kanoner mod nøglepunkter i det tyske forsvar, fulgt at røg og en krybende spærreskydning 300 meter foran det angribende infanteri og kampvogne.

Allerede kl. 0730 begynder infanteriangrebet, hvorunder englænderne indsætter 180 kampvogne. I. og II. Bataljon lå i forreste linje og blev meget hurtigt løbet over ende. Kl. 1000 var der ikke længere forbindelse mellem regimentets kommandostation og dens bataljoner.

Chefen for II. Bataljon var den respekterede Hauptmann (kaptajn) Harro Soltau. Næsten et år tidligere havde Soltau beordret Fort Douaumont ved Verdun rømmet for at undgå yderligere tab. Efterfølgende indtog franskmændene det berømte fort. I den mellemliggende periode havde Hauptmann Soltau flere gange måttet retfærdiggøre beslutningen om at rømme Douaumont, og der havde ikke været mangel på bebrejdelser.

Begivenheden ved Verdun var måske den overvejende årsag til, at Soltau denne gang IKKE ville beordre en rømning af bataljonen under det voldsomme britiske pres. Resultatet blev at store dele af bataljonen faldt eller blev taget til fange. Soltau selv forblev ved sin kommandostation til det sidste og faldt her.

I mange år blev han anset for savnet uden kendt grav, men i dag står han registreret til at være begravet i fællesgraven på den tyske kirkegård i Cambrai. Hauptmann Soltau havde sin kommandostation i et hegn med udsigt i retning Havrincourt.

Kl. 1200 var den tyske anden linje foran Flesquières faldet. På ordre fra division, samledes resterne af regimentet i forsvaret af selve Flesquières, og fik her god støtte af divisionens artilleriregiment – Feltartillerie-Regiment 108 – der havde en månedlang uddannelse og erfaring i bekæmpelsen af kampvogne. Kampen om byen kom til at koste regimentet yderligere store tab. I alt mistede regiment denne dag 38 officerer og 1.662 mand.

Af de indsatte 180 kampvogne den første dag, blev kun 65 ødelagt, mens 71 brød sammen og 43 kørte fast. De britiske tab havde kun været 4.000 mand, mindre end halvdelen af prisen for Passchendaele ved Ypres, og havde på seks timer nået samme resultat som tre måneder kampe i Flandern.

Sønderjyden Christian Hansen har senere fortalt: »Vi kom til at ligge i 3. linje, og her så jeg for første gang tankene sat ind mod os. De store kolosser kom anstigende og kørte lige så nydeligt langs med skyttegravene og skød med revolverkanoner ned i disse. Der var ikke meget at stille op for os, og vi flygtede med syv mand ned i en dyb “understand”. Inden det kom så vidt, ville vor kompagnifører opildne os til at angribe tankene med håndgranater, men en hamborger råbte til ham, at så skulle han selv gå foran med et godt eksempel. Det gjorde ham også, idet han sprang op af graven og skød på tanken med sin revolver – og faldt straks«.

Christian Hansen blev kort efter britisk krigsfange.

En af de kampvogne, der denne dag blev ødelagt ved Flesquières var D51 »Deborah«. Hun blev begravet i et krater og først i november 1998 igen gravet op. I dag står hun på et nyt museum i Flesquières og er bestemt et besøg værd.

Vi bringer hen over sommeren og efteråret en lille serie med korte artikler af Jørgen Flintholm Hansen om Infanteri-Regiment “von Manstein” Nr. 84 i Første Verdenskrig.

Bataljonen fra Haderslev

Flanderns mudder

Mellem den 5 og 18. august 1917 var bataljonen indsat i fronten ved Ypres midt under det, der er kendt som »Det tredje slag om Ypres«. Forude var gået den succesfulde engelske erobring af Messines højderyggen, og den nye engelske offensiv skulle nu bryde den tyske modstand foran Ypres.

Offensiven kom dårligt fra start. I Flandern ligger grundvandet i meget ringe dybde, og kun et omfattende system af åer, grøfter og afvandingskanaler gør det muligt at dyrke landet. Tre års krig havde imidlertid totalt ødelagt dette system og forvandlet slagmarken til et endeløst hav af mudder. Desuden er landet totalt fladt med meget få orienteringspunkter.

Den britiske offensiv opnåede aldrig sit mål. Da offensiven sluttede i starten af november, var fronten rykke 8 km frem til Passchendaele. Prisen havde været i omegnen af 800.000 britiske, australske, canadiske og tyske soldater. 140.000 allierede soldater døde – en død for hver fem centimer vundet terræn!

Efter indsats i Champagne til den 24. juli 1917 havde Infanterie-Regiment 84 forventet at få et hvil af en vis varighed, men den 31. juli startede den britiske offensiv ved Ypres, og om aftenen den 2. august var regimentet på vej hertil som forstærkning. Ved ankomst til Flandern kom regimentet i borgerkvarter i Rumbeke. Det viste sig hurtigt, at sønderjyderne på deres plattyske dialekt udmærket kunne snakke med den venlige og imødekommende flamske lokalbefolkning.

Den 5. august gik det så frem i forreste linje ved Zonnebeke, der på det nærmeste var jævnet med jorden. De næste dage og uger i linjen fulgte det sædvanlige mønster, hvor bataljonerne skiftede mellem placering i frontlinje, i beredskab eller i hvil.

I forhold til tidligere var den britiske taktik ændret. I stedet for stor angreb for på én gang at gennembryde de tyske linjer, blev der nu angrebet med relativ korte mål, hele tiden indenfor artilleriets rækkevidde. Efter erobring af en stribe land blev denne befæstet og fastholdt indtil artilleriet kunne bringes længere frem til støtte for næste delangreb. Det er den såkaldte “bite and hold”-taktik.

Dette betød, at de tyske »stillinger« konstant lå under artilleribeskydning. På grund af den  voldsomme og vedvarende beskydning bestod den forreste linje på ingen måde af en skyttegrav, som vi kender det fra billeder og film, men udelukkende af granatkratere, udbygget til stilling for et par mænd, og – hvis der var tid og mulighed – nødtørftig forbundet med hinanden. Den eneste form for dækninger var en række betonbunkere, der stadig i dag ligger spredt over området, men som hvide klodser i det brune landskab tiltrak de sig kontinuerligt de britiske kanoner.

Den 10. august var en såkaldt »Storkampdag«, der særskilt noteredes i de tyske soldaterbøger. Forud for det britiske infanteriangreb, der skulle trænge over Haanebeek åen, lå en vedvarende artilleriild, der før angrebet øgedes til trommeild – ild, hvor de enkelte granaters nedslag ikke længere kunne skelnes fra hinanden. Det lykkedes englænderne at bryde ind i forreste linje til højre for regimentet, men øjeblikkeligt iværksatte modangreb standsede yderligere fremgang.

De næste dage fortsatte beskydningen, men uden infanteriangreb.

Først den 16. august kom endnu en »storkampdag«. Om natten havde englænderne lagt stillingerne under kraftig gas. Pludseligt kl. 0500 startede en trommeild og kort efter angreb det engelske infanteri. To kompagnier fra I. Bataillon i forreste linje blev løbet over ende, sammen med dele af II. Bataillons 7. Kompanie. Endnu engang blev der øjeblikkeligt gået til modangreb med resten af II. Bataillon, som lå i beredskab. Det lykkedes at tilbageerobre det meste af det, der var gået tabt.

Det blev regimentets svanesang i Flandern. Allerede den følgende dag begyndte afløsningen og om morgenen den 19. august var alle dele  ude af linjen og samlet i Winkel-St.Eloi. Indsatsen havde varet i omkring 14 dage. Den havde kostet 15 døde og 715 sårede – 1 død og 50 sårede om dagen!

Et særligt problem i Flandern var forsyningen af frontlinjen med mad, ammunition og materiel. På grund af det engelske artilleri måtte udgangspunkt for forsyningstjenesten ligge i Moorslede, næsten 8 km væk. Regimentet valgte derfor at udskille en styrke på fire delinger fra de tre bataljoner – i alt 35 befalingsmænd og 230 mand –udelukkende til formålet.

Forsyningstjenestens indsats og vilkår fortjener stor respekt. Hver nat måtte hold bevæge sig til fods frem og tilbage til fronten gennem et terræn, hvor det var næsten umuligt at orienterer sig. Den eneste vejviser var de utallige lyskugler, der blev sendt op langs frontlinjen, men hvor i den lange række lå egne kompagnier og delinger? Død og ulykke havde ikke kun form i det engelske artilleri, men mindst lige så meget i de vandfyldte kratere, hvis mudrede sider gjorde det umuligt igen at komme op ved egen hjælp, hvis man i mørket faldt i. Transportholdene havde flere savnede – formentlig for evigt forsvundet i et af de mudrede kratere. Tungt belæsset med termobeholdere med mad, flaskekurve med vand, ruller af pigtråd, kasser med håndgranater og ammunition til geværer og maskingeværer, gik det gennem månelandskabet indtil man fandt målet og kunne læsse af.

Turen tilbage var lige så hård, for nu måtte holdene slæbe på de sårede, hvis eneste chance var at komme med disse transporter tilbage til forbindepladserne.

Endnu i dag udgør artillerigranater et stort problem i Ypres området. Jeg boede for nogle år siden på den belgiske kaserne i Ypres og snakkede med minerydderne. Man har beregnet, at der ved Ypres blev brugt omkring 300 millioner granater langs en front, der på 4 år ikke flyttede sig mere end  8-10 km. Hvis blot 10% var forsagere, kan man selv regnet tallet ud. I 2009 indsamlede man 200 tons forsagere.

Specielt under udgravninger opstår problemer, og selvom hold af ryddere er på vagt døgnet rundt, sker der fortsat flere ulykker, også med dødelig udgang.

Et særligt problem er de mange giftgasgranater. Fra 1972 er det efter international aftale forbudt at dumpe i havet, og selvom Belgien fik en ekstra tilladelse til dumpning en sidste gang i 1980, er problemet stadig voksende og på et tidspunkt var op mod 20.000 granater – 300 tons – oplagt i et stort EOD center i Houthulst skoven. Problemet er så stort, at det har været nødvendigt her at bygge et særligt anlæg til at uskadeliggøre dem.

Vi bringer hen over sommeren og efteråret en lille serie med korte artikler af Jørgen Flintholm Hansen om Infanteri-Regiment “von Manstein” Nr. 84 i Første Verdenskrig.

Efter en lille pause fortsætter vi nu serien de følgender uger.

Bataljonen fra Haderslev

Hvileperiode – Bois de Mont-Mare – indsat i fronten!

Da Infanterie-Regiment 84 den 31. oktober 1916 endeligt blev trukket ud af fronten foran Verdun efter 7 ugers helvede, var det en meget decimeret og nedslidt enhed. Alligevel kunne der ikke blive tale om, at den kunne komme i hvil bag fronten. Kampene rasede fortsat både ved Verdun og i Somme-området og krævede hele tiden nye enheder.

Som det næstbedste fik regimentet tildelt et »rolig« afsnit i Bois de Mort-Mare syd for Thiaucourt, 15 km vest for Moselle ved Port-a-Mousson. Efter med tog at være transporteret til Jaulny nord for Thiaucourt, begyndte den 4, november at afløse 6. Garde-Regiment i stillingen. Her fik den lov til at blive i 155 dage – næsten 5 måneder frem til april 1917.

Den nye stilling var meget omhyggeligt etableret, vedligeholdt og kærligt behandlet, men ville ikke have været i stand til at modstå et kraftigt bombardement. OG – som en af de tyske officerer udbrød, var det den eneste stilling, hvor gulvet i skyttegraven blev fejet med kost – et tegn på den fred, der sædvanlig herskede.

Regimentets tildelte afsnit bestod af tre linjer. Den første anvendtes udelukkede til observation, den anden, som lå tæt bagved rummede dækninger og beredskab, mens den tredje i en afstand af 100 til 250 meter skulle tjene som modtagelses- og startposition for modangreb. Reserverne blev placeret i baraklejre omkring en kilometer længere bagud. Adgangsvejene til frontlinjerne var gode, og efter behov kamufleret mod fjendens observation.

På grund af ansvarsområdets bredde var to bataljoner nødvendig i stilling. I den højre – kaldet B 1 – hvor de franske stillinger var tæt på, måtte tre kompagnier bemande linjen, mens til venstre – kaldet B 2 – var tilstrækkeligt med to kompagnier, da fjenden lå længere væk.

En deling fra hvert kompagni blev sparet ud for at blive brugt til transport af forplejning og forsyninger. Hver 12. dag rokerede bataljonerne, så efter 24. dage i front, fulgte 12 dage i hvil, hvor tiden intens blev anvendt til uddannelse af kompagnierne og det ny tilgåede personel.

Der var lidt kampaktivitet på begge sider. Det var generelt begrænset til skydning med riffelgranater og minekastere og nogle patruljeoperationer. Begivenheder af varig betydning og virkning fandt ikke sted med regimentet under dets ophold i Bois de Mort-Mare.

En væsentlig opgave for regimentet under opholdet i Bois de Mont-Mare var modtagelse og uddannelse af erstatninger for de soldater, der var forsvundet under de hårde kampe ved Verdun.

Personelerstatningstjenesten var i den tyske hær organiseret ved, at hvert regiment opstillede en »Ersatz-Bataillon«, der havde til opgave at modtage og uddanne nyt personel. Kun omkring halvdelen af en værnepligtsårgang blev i fredstid indkaldt til militærtjeneste. Den anden halvdel trak, hvad der i dag ville kalde frinummer, men fik med titel af »Ersatz-Reservisten« også mødebefalinger i tilfælde af krig. Med mobiliseringen begyndte så uddannelsen af dette personel. Infanterie-Regiment 84 havde to sådanne bataljoner, placeret henholdsvis i Schleswig og i Rendsborg. Senere blev antallet reduceret til en.

I slutningen af 1916 var Tyskland begyndt at mærke manglen på soldater. Garnisoner og skoler i Tyskland blev berøvet en del af dens personel, og dermed begyndte der at mangle kvalificeret personel til uddannelse af de nye rekrutter. Det er et gennemgående tema i de forskellige regimentshistorier, at man klager over kvaliteten af det erstatningspersonel, der blev modtaget fra Tyskland. Her, halvvejs inde i krigen, var det blevet afgørende nødvendigt at efteruddanne nyt personel efter ankomst til regimentet, men dog stadig således, at det tilgåede personel stadig kom fra Schleswig-Holstein. Senere måtte der ses bort fra dette princip, idet det blev nødvendigt ved hver division at oprette regulære rekrutdepoter, hvor alt tilgået personel fra Tyskland blev efteruddannet og herfra sendt derhen, hvor behovet var størst, uanset geografisk tilhørsforhold. Det er dette forhold der gør, at man i de sidste år af krigen finder sønderjyder i enheder fra blandt andre Hessen, Württemberg og Braunschweig.

I november skete der en organisatorisk ændring, idet der nu oprettedes tre maskingeværkompagnier ved regimentet – 1., 2. og 3. MG-Kompagnie. Sædvanligvis var disse kompagnier knyttet til bataljoner med samme nummer. Fra en start i 1914 med 4 maskingeværer i regimentet, var der nu 6 i hver bataljon – og antallet skulle stige dramatisk.

Under opholdet måtte man fejre den 3. krigsjul. Traditionen tro blev den fejret med pyntede juletræer, gaver og gudstjenester. I forhold til mange regimenter med hjemsted i de store industriområder i Tyskland, hvor manglen på mad efterhånden gjorde sig gældende, kom regimentet – og navnlig sønderjyderne – fra landområder, hvor der stadig var tilstrækkelig med mad, også så der kunne sendes »Liebesgaben« – kærlighedsgaver til soldaterne.

Effektiviteten i det tyske postsystem var så stor, at det uden problemer lod sig gøre at sende smør, fedt og flæsk til fronten. Der var både de personlige gaver, men også et stort antal gaver sendt af organisationer, byer og privatpersoner til regimentet som sådan. Der var pakker til alle.

Den 6. april 1917 måtte der så igen tages afsked med denne rolige del af vestfronten, der alligevel havde kostet regimentet 19 døde og 169 sårede.

Når man i dag går i stillingsområdet, kan man ikke undgå at se de store kratere, der ligger flere steder. Disse stammer fra perioden før Infanterie-Regiment 84 overtog sektoren. De skyldes miner, franskmændene gravet ind under de tyske stillinger, hvorefter ladninger på op til flere tons blev bragt til sprængning.

Ud til landevejen kort efter den når skoven, står på højre side en såkaldt »demarkations sten«, der efter første verdenskrig blev placeret langs vestfronten i både Belgien og Frankrig for at markere det dybeste sted, den tyske invasion nåede.