Alle indlæg af Rene Rasmussen

Fra Museum Sønderjyllands samlinger: Uniformsjakke (Waffenrock) for menig ved Reserve-Infanterie-Regiment nr. 202

Museum Sønderjylland har en meget stor samling af uniformer og udrustning fra den kejserlige tyske hær og flåde. Vi bringer i den kommende tid eksempler fra samlingen.

Jakken er en feltgrå, tysk uniformsjakke, en såkaldt Vereinfachter Feldrock M1915 (bayersk type) for menig ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 202 (RIR202), 8. kompagni.

Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 202 blev opstillet i september 1914 af Garde-Korpset i Berlin, hvilket kan være grunden til, at jakken er udstyret med gardelitzer og udleveret fra gardens Bekleidungsamt.

Fra Museum Sønderjyllands samlinger: Husarjakke (Attila) for menig ved Husaren-Regiment Nr. 16

Museum Sønderjylland har en meget stor samling af uniformer og udrustning fra den kejserlige tyske hær og flåde. Vi bringer i den kommende tid eksempler fra samlingen.

I dag er det igen en fredstidsuniform: En husarjakke (Attila) for en menig ved Husaren-Regiment Kaiser Franz Josef von Österreich, König von Ungarn Nr. 16 (schleswig-holsteinisches).

Jakken er en del af en komplet uniform med bukser, huse og sabel, som museet ejer.

Regimentet havde kaserne i Slesvig by. Den farvestrålende uniform var i brug indtil den blev erstattet af en feltgrå fra 1909.

Fra Museum Sønderjyllands samlinger: Uniformsjakke (Waffenrock) fra en musiker ved Füsilier-Regiment Nr. 86

Museum Sønderjylland har en meget stor samling af uniformer og udrustning fra den kejserlige tyske hær og flåde. Vi bringer i denne tid eksempler fra samlingen.

I dag er det atter en fredstidsuniform, nemlig en uniformsjakke (Waffenrock) for en musiker ved Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86.

Regimentets I og II Battaillon havde kaserne i Flensborg (Duborg) og III Battaillon på Sønderborg Slot.

Denne jakke har tilhørt en hoboist (dvs. militærmusiker) ved navn Franke fra 6. kompagni. På skuldrene ses de såkaldte “svalereder”, som kendetegnede uniformer for militærmusikere.

Fra Museum Sønderjyllands samlinger: Uniformsjakke (Waffenrock) fra en Kanonier ved Feldartillerie-Regiment Nr. 79

Museum Sønderjylland har en meget stor samling af uniformer og udrustning fra den kejserlige tyske hær og flåde. Vi bringer i den kommende tid eksempler fra samlingen.

I dag er det atter en fredstidsuniform, nemlig en uniformsjakke (Waffenrock) for en Kanonier ved Feldartillerie-Regiment Nr. 79 (FAR79).

Denne jakke har efter registreringen at dømme tilhørt Gårdejer Moos, Elstrup på Als.

Fra Museum Sønderjyllands samlinger: Husarjakke (Attila) fra Husaren-Regiment Nr. 16

Museum Sønderjylland har en meget stor samling af uniformer og udrustning fra den kejserlige tyske hær og flåde. Vi bringer i den kommende tid eksempler fra samlingen.

I dag er det en feltgrå husarjakke (Attila) fra Husaren-Regiment Kaiser Franz Joseph von Österreich, König von Ungarn (Schleswig-Holsteinisches) Nr. 16.

Regimentet havde kaserne i Slesvig by. Rigtig mange sønderjyder aftjente værnepligt og gjorde krigstjeneste i dette regiment.

Den feltgrå uniformsjakke M1909 erstattede de hidtidige blå model, som vi vil bringe et eksempel på senere.

 

 

Fra Museum Sønderjyllands samlinger: Uniformsjakke (Waffenrock) for Vizefeldwebel (Kraftfahrer)

Museum Sønderjylland har en meget stor samling af uniformer og udrustning fra den kejserlige tyske hær og flåde. Vi bringer i den kommende tid eksempler fra samlingen.

I dag er det en feltgrå uniformsjakke M1907, Feldgrauer Waffenrock, for en Sergent eller Vizefeldwebel ved Garde-Kraftfahrer-Bataillon.

Kraftfahrerne var – som navnet antyder – chauffører på de motoriserede enheder før og under Første Verdenskrig.

Den feltgrå model blev indført i 1907. Det betød samtidig et farvel til de farvestrålende førkrigsuniformer.

 

Fra Museum Sønderjyllands samlinger: Uniformsjakke for Marine-Ober-Signalgast

Museum Sønderjylland har en meget stor samling af uniformer og udrustning fra den kejserlige tyske hær og flåde. Vi bringer i den kommende tid eksempler fra samlingen.

I dag er det en uniformsjakke for en Ober-Signalgast i den tyske marine. Jakken er stemplet i foret: BAW / 24.7. C7 / 93 (dvs. model 1893) / 11 (dvs. fremstillet i år 1911).

Matrosjakkens korte jakkeskøder fik ærmerne til at fremstå meget lange. Det er også baggrunden for, at denne type jakke gik under navnet “Affe”, dvs. “abe” – pga. de lange arme og den korte krop.

Fra Museum Sønderjyllands samlinger: Ulanjakke (Ulanka) for Gefreiter fra Garde-Ulanen-Regiment Nr. 2

Museum Sønderjylland har en meget stor samling af uniformer og udrustning fra den kejserlige tyske hær og flåde. Vi bringer i den kommende tid eksempler fra samlingen.

I dag er det en meget fin Ulanka for en Gefreiter (korporal) i Garde-Ulanen-Regiment Nr. 2 med tilhørende paradebryst og Tschapka.

Regimentet havde kaserne i Berlin-Moabit. Jakken har ifølge indkomstjournalen tilhørt en købmand Jørgensen, Ormstoft.

 

Fra Museum Sønderjyllands samlinger: Husarjakke (Atilla) for Unteroffizier ved Leib-Garde-Husaren-Regiment

Museum Sønderjylland har en meget stor samling af uniformer og udrustning fra den kejserlige tyske hær og flåde. Vi bringer i den kommende tid eksempler fra samlingen.

I dag er det en meget fin rød husarjakke (Atilla) for en Unteroffizier ved Leib-Garde-Husaren-Regiment, 4. eskadron.

Regimentet havde kaserne i Potsdam.

Jakken har tilhørt Hans Kock fra Asserballe på Als.

Fra Museum Sønderjyllands samlinger: Uniformsjakke (Waffenrock) fra Infanterie-Regiment “von Manstein” Nr. 84

Museum Sønderjylland har en meget stor samling af uniformer og udrustning fra den kejserlige tyske hær og flåde. Vi bringer i den kommende tid eksempler fra samlingen.

I dag er det en meget fin, blå fredstidsuniform fra Infanterie-Regiment “von Manstein” Nr. 84.

Det er en privatfremstillet uniformsjakke fra et skrædderfirma i Slesvig.

Regiment 84 havde kaserner i hhv. Haderslev (II Bataillon) og Slesvig by (I og III Bataillon).

På skræddermærket er navnet på skrædder og ejermand desværre stemplet over og kan ikke læses i sin helhed.

Kejserens fødselsdag

Vor trofaste bidragyder Erik Sommer har sendt nedenstående, som vi bringer med en dags forsinkelse – undskyld til både Erik og Wilhelm. /RR

Det er i dag 27. januar (2022) og dermed Kejserens Fødselsdag. Den dato kendte alle i Tyskland, og dagen blev fejret på grundig vis.

Her på ‘StoreKrig’ er der flere indlæg med beskrivelse:

https://denstorekrig1914-1918.dk/28-januar-1915-hejmdal-forbudt-kejserens-foedselsdag-ikke-omtalt-tilstraekkeligt-festligt/
28. JANUAR 1915. HEJMDAL FORBUDT! KEJSERENS FØDSELSDAG IKKE OMTALT TILSTRÆKKELIGT FESTLIGT!
Af rigsdagsmand H.P. Hanssens krigsdagbøger:
Aabenraa d. 26. Januar 1915.
I Dag fik „Hejmdal“s Redaktion i Anledning af Kejserens Fødselsdag Ordre til i Spidsen af Bladet at bringe en Artikel, som forherligede Dagen. Bladets første Side var allerede trykt, da Ordren indløb. Det var af tekniske Grunde umuligt at udføre Ordren. Redaktionen meddelte dette og optog kun en kort i almindelige Udtryk holdt Notits om Fødselsdagen.
Landraaden lagde ikke Skjul paa sin Misfornøjelse, lod Bladet beslaglægge og indberettede Sagen til Overpræsidenten. Et Par Dage efter modtog Redaktionen følgende Skrivelse: „I „Hejmdal” for den 26. Januar har Redaktionen kun omtalt Hs. Majestæt Kejserens og Kongens Fødselsdag paa en meget tarvelig Maade paa Bladets anden Side. ….

https://denstorekrig1914-1918.dk/27-januar-1916-kejserens-foedselsdag-i-en-engelsk-fangelejr/
27. JANUAR 1916. KEJSERENS FØDSELSDAG I EN ENGELSK FANGELEJR
Første Aars Eksercits kulminerede, da hele Lejren den 27. Januar 1916 stilledes op til Parade paa den tyske Kejsers Fødselsdag.
Foran stod Regimentsmusikken fra 3 tyske Jægerbatailloner. Parademarchen begyndte, og Rabetsche stod i Bevidstheden om sin høje Stilling og af tog Parademarchen med en Mine, som var han selve Kejseren.

Se hele denne historie ovenfor på den oprindelige side fra 27. Januar 2015.

https://denstorekrig1914-1918.dk/27-januar-1916-kejserens-foedselsdag-fejret-med-uheld/
27. JANUAR 1916. KEJSERENS FØDSELSDAG FEJRET MED UHELD
Paa Kejserens Fødselsdag [27. januar, RR] havde en Del Officerer og Vagtmestre holdt et større Kalas. Det endte med, at de fandt paa at køre en Tur i en splinterny Jagtvogn. Turen endte brat, for Hestene løb løbsk, og Vognen for lige ind i et Vejtræ og væltede. Hele Agterenden var molesteret.
Man tilkaldte den fungerende Vognsmed, for at han kunde se paa Vognen. Han foreslog, at man sendte Vognen paa en Fabrik og vurderede Skaden til omkring 500 Mark. Min Vagtmester, der ogsaa var til Stede, mente, at han var skruptosset. Han bestemte, at Vognen skulde bringes ud til mig i Spandau. Her spurgte han mig, om jeg kunde reparere den Vogn.
Det kunde jeg sagtens, og Udgifterne vilde beløbe sig til ca. 50 Mark. …

https://denstorekrig1914-1918.dk/27-januar-1916-kejserfoedselsdag-paa-glatis/
27. JANUAR 1916. KEJSERFØDSELSDAG PÅ GLATIS
Vi laa i Ro i en lille Landsby i russisk Polen. Vinteren var streng, høj Luft og knagende Frost, rigtig fint Vejr til Eksercits. Der skulle ogsaa øves dygtigt til en stor Parade paa Kejser Wilhelms Fødselsdag. …
Paraden skulde foregaa i Byen i Nærheden af vort Kvarter. Alle Forberedelser blev foretaget med prøjsisk Grundighed. Der blev rejst Tribuner til den høje Stab og til Musikerne, Grantræer blev plantet langs Vejen, hvor Paraden skulle foregaa. Paa Vejen blev der strøet Sand; den var nemlig glat som et Spejl.
Ved Parolen den 26. Januar om Aftenen blev det bekendtgjort, at alt og alle skulde være i bedste Orden; alt skulde pudses og blankes. Vi skulde træde an et Kvarter over otte, og Afmarchen skulde finde Sted Klokken halvni til Poppenikli.
Kejserens Fødselsdag den 27. Januar oprandt ikke med Frost og Solskin, men med øsende Regn. Da vi ankom til Poppenikli, var hele Paradepladsen forvandlet til en Isbane. …
Musikken satte i, der blev kommanderet „March!” men, o ve! Ingen kunde staa paa Benene! Naar endelig en Afdeling kom hen i Nærheden af Tribunen, blev der naturligvis kommanderet „Giv Agt!“ og saa gjaldt det jo om at se derhen, hvor de høje Herrer stod; men enhver, der var altfor ivrig, gik sig en Tur paa Bagen. …

https://denstorekrig1914-1918.dk/27-januar-1917-ankersen/
27. JANUAR 1917 – ANKERSEN: “EN VIRKELIG FORNØJELIG FEST”
.. Infanterie-Regiment Nr. 63, der i januar befandt sig på østfronten. …
Ved siden af sørgede vi så for, at kammeratskabet og selskabeligheden ikke gik tabt og fejrede mange muntre aftner. Særlig den 27. januar, kejserens fødselsdag, blev en stor fest. Vi havde bestilt vin og likør fra Tyskland, men det ville ikke ankomme. Så fejrede vi i stedet den 27. grundigt med øl og snaps fra kantinen. Mit kvarter blev udvalgt som festsal, da det var det største. Værelset blev dekoreret smuk med grønt gran og alle officerer fra 2. bataljon forsamledes her til en virkelig fornøjelig fest.
Nogle dage senere ankom forsendelsen fra Tyskland, og da vi befandt os så vel sammen, afholdt vi den 30. en ekstrafest, der blev endnu mere livlig end den første.

– –
I øvrigt om Wilhelm 2. af Tyskland:
Født 27. januar 1859, død 4. juni 1941. Han sad på tronen fra den 15. juni 1888 til den 9. november 1918.
Wilhelm blev i 1881 gift med prinsesse Augusta Viktoria af Schleswig-Holstein-Sonderburg-Augustenburg. De fik syv børn, seks sønner og en datter.
Som ældste barnebarn af dronning Victoria var Wilhelm fætter til Georg 5. af Storbritannien.
Wilhelm blev født med flere fysiske skader som følge af en kompliceret sædefødsel. Blandt andet var nerverne i hans venstre arm skadet omkring skulderen (Erbs parese). Det påvirkede nerverne i den øvre del af armen, så den aldrig voksede helt ud. Som voksen var den venstre arm derfor 13 cm kortere end den højre. Hans venstre hånd var omtrent halvt så stor som hans højre, og han holdt den skjult på de fleste fotografier.

Wilhelm var veltalende og havde sans for dramatiske effekter. Han var samtidens ubestridelige berømthed og medieyndling, og er blevet kaldt den første ugebladskonge, idet han fyldte pressen med billeder og stof fra sine rejser og arrangementer. Han var musikalsk og sprogkyndig, en ret god taler og havde et udpræget socialt væsen, som satte pris på selskabslege og slapstick-humor. Da han var meget kundskabsrig, kunne han konversere bredt.

Hædersbevisninger og ordener: Danmark: Ridder af Elefantordenen (1879). Norge: Ridder af Den Norske Løve (1904).

Kilde: https://da.wikipedia.org/wiki/Wilhelm_2._af_Tyskland

https://snl.no/Vilhelm_2._-_tysk_keiser_1888-1918 oplyser:
Fra 1889 har han hvert aar, med undtagelse af 1905, foretaget rekreationsreiser til den norske vestkyst. … Det skyldtes for en væsentlig del hans raske og velorganiserede hjælpeekspedition til Aalesund efter den store brand i 1904, at det lykkedes at afverge en øjeblikkelig nødstilstand i den herjede by.
(Fra 1. utgave av Aschehougs leksikon, 1906–13).

Den norske Wikipedia har på
https://no.wikipedia.org/wiki/Vilhelm_II_av_Tyskland
et afsnit med overskriften Norgesvenn:
“Vilhelm II var begeistret for Norge og norsk natur. I tiden før første verdenskrig reiste han hver sommer på det såkalte Nordlandfahrt, et tokt med keiseryachten SMY «Hohenzollern» til Vestlandet og de vestlandske fjordene. Totalt tilbrakte han mer enn fire år ombord i SMY «Hohenzollern».”
“I 1913 ga han Vangsnes ved Sognefjorden en kjempestatue av vikinghelten Fridtjof den frøkne. Han var selv romantisk fascinert av vikingtiden.”

Nævnte statue af Fridtjof er 22 meter høj.

“Kejserskibet” med navnet ‘Hohenzollern’ var bygget 1876 – 1880. Det var en hjuldamper, 90 meter langt, 10 meter bredt (plus hjulene, samlet bredde 17,7 m) og havde en besætning på ca. 150 mand. Wilhelm II blev kejser i 1888, og brugte i juli skibet til besøg i Sankt Petersburg, Stockholm og København. Den ‘marinebegejstrede’ kejser rejste året efter, i juli 1889, på skibet på en ‘Nordlandrejse’, frem til Nordkap (i Norge). Formodentlig med sin familie, dvs. ægtefælle og børn. (Ældste søn, kronprins Wilhelm, blev født i 1882). Derefter i 1889 og følgende år fulgte en lang række rejser på skibet til mange europæiske lande, inkl. i Middelhavet, også med besøg hos den osmanniske sultan Abdülhamid II i Konstantinopel.

I april 1893 blev et nyt skib med samme navn, Hohenzollern, taget i brug. Det var 120 meter langt, 14 meter bredt, og havde en besætning på op til 350 mand. Som supplement til damp-driften havde skibet 3 master med i alt 436 m² sejl.
https://de.wikipedia.org/wiki/Hohenzollern_(Schiff,_1893) oplyser:
“Die Hohenzollern war kein sonderlich gutes Seeschiff. Die Bewegungen im Seegang waren wenig angenehm, das Schiff begann bereits früh und stark zu schlingern. Der Fahrtverlust gegen See war nur gering, auch konnte die Yacht gut beiliegen. Die Manövriereigenschaften waren jedoch nur mittelmäßig.”

Den gamle Hohenzollern blev omdøbt til Kaiseradler. Dette skib blev i 1895 brugt ved indvielsen af Kielerkanalen, som indtil 1948 hed Kaiser-Wilhelm-Kanal. Opkaldt efter Wilhelm II’s farfar, idet bygningen af kanalen blev påbegyndt i 1887 under kejser Vilhelm I.

Ny bog om U20 – “Ubåden, som ændrede historiens gang.”

Knud Jakobsen: U20. Ubåden, der ændrede historiens gang. udgivet af Sea War Museum, trykt i Ringkøbing, 2021. 108 sider, 179,- kr.

Knud Jakobsen, der er tilknyttet Sea War Museum Jutland i Thyborøn, er en flittig skribent. Der er efterhånden kommet mange læseværdige bøger fra hans hånd, og bogen om U20 er ikke nogen undtagelse.

U20 vil være kendt som den ubåd, som i april 1915 sænkede den britiske passagerdamper Lusitania. 1198 mennesker omkom, heraf 128 amerikanske statsborgere. Kun 764 blev reddet.

Begivenheden var med til at vende stemningen i USA imod Tyskland. USA havde indtil da forholdt sig temmelig indifferent over for krigen mellem de europæiske lande, som kun få ønskede at blive blandet ind i. Sænkningen af “Lusitania” banede dermed vejen for amerikansk deltagelse på ententens side i 1917.

Allerede i samtiden var sænkningen af Lusitania stærkt omdiskuteret, for skibet medbragte uomtvisteligt også ammunition og andet krigsmateriel til den britiske krigsførelse.

På 108 velillustrerede sider opruller Knud Jakobsen veloplagt historien om de tyske ubåde, i almindelighed og U20 i særdeleshed, den to skibschefer Otto Dröscher og Walther Schwieger og bådens videre skæbne.

U20 strandede i 1916 på Jyllands vestkyst, og man kan på Sea War Museum bl.a. se bådens tårn, dækskanon og periskop.

Det er en velresearchet, velfortalt og velillustreret bog, der føjer sig fint ind i rækken af Knud Jakobsens og Sea War Museums andre meget læseværdige udgivelser.

Bogen kan købes i boghandelen – eller i museets museumsbutik (hvor den dog i skrivende stund (18. januar 2022) endnu ikke optræder.

René Rasmussen

 

24. december 2021: Julekalender: Patriotisk julepynt

I julemåneden vil vi bringe et lille udvalg af de genstande, fotos og andet, vi har i vore samlinger i Museum Sønderjylland, men som for tiden ikke er udstillet.

Denne gang er det en patriotisk kugle til juletræet – og noget til at lægge under træet: Et stykke patriotisk sæbe!

Glaskuglen er i det tyske kejserriges farver: sort-hvid-rød. Den er dekoreret med et jernkors og et egeløv med en sløjfe i de sort-hvid-røde farver.

Sæben er til overflod pyntet med patriotiske og martialske symboler: Det tyske Kejserriges sort-hvid-røde flag, jernkorset og sætningen “Gott mit uns”, der som bekendt også stod på de preussiske soldaters bæltespænder.

Sæbe blev meget hurtigt en mangelvare, så det er et under, at dette stykke har overlevet krigen.

Et godt tilbud: Bliv medlem af Historisk Samfund for Sønderjylland

Et usædvanligt godt tilbud til de 10 hurtigste, der melder sig ind i Historisk Samfund for Sønderjylland på hssdj@hssdj.dk

Få Sønderjyske Årbøger 2021 og alle otte numre af Sønderjysk Månedsskrift for 2021.

Få desuden i det kommende år (2022):

Otte numre af Sønderjysk Månedsskrift

Sønderjyske Årbøger.

+ en kompakt Sønderjyllands Historie i ét bind, skrevet af Carsten Porskrog Rasmussen og Hans Schultz Hansen.

Foruden alle de andre medlemsfordele, bl.a. stor rabat på alle vores bogudgivelser.

Første års kontingent (for 2022) er kun 275 kr. (Derefter er kontingentet fra 2023 normalprisen 325,- kr. årligt).

Kontingentet omfatter hele hustanden.

Få masser af medlemsfordele – og støt foreningens arbejde med at forske i og udbrede kendskabet til Sønderjyllands spændende historie.

Send en mail til: hssdj@hssdj.dk og meld dig ind.

Som medlem af Historisk Samfund for Sønderjylland får man otte gange om året Sønderjysk Månedsskrift med korte artikler om Sønderjyllands historie, kultur og nutid, foruden én gang om året Sønderjyske Årbøger med længere artikler om Sønderjyllands historie,

23. december 2021: Julekalender: Liebesgaben

I julemåneden vil vi bringe et lille udvalg af de genstande, fotos og andet, vi har i vore samlinger i Museum Sønderjylland, men som for tiden ikke er udstillet.

Denne gang er det en pakke med en “julegave”.

Fra flere officielle sider blev der ved juletid sendt standardiserede pakker med “julegaver” til de tyske soldater. Initiativtagere og afsendere kunne være velgørende organisationer som Røde Kors eller Vaterländischer Frauenverein.

Gaverne var ofte sponsoreret af f.eks tobaksfirmaer eller indkøbt for indsamlede midler.

Indholdet bestod ofte af levnedsmidler (f.eks. bagværk, chokolade), tøj (f.eks. sokker, knævarmere), læsestof, skriveredskaber, lys, tobak, cigarer og cigaretter.

Peter Madsen fra Ullerup, der gjorde krigstjeneste i IR162, skriver fra sin kaserne i julen 1918: “Vi fik hver en lille pakke fra Røde Kors, samt 12 pakker honningkager til deling.” Det har sikkert været en pakke magen til den på dette foto.

 

 

21. december 2021: Julekalender: Julehilsen til soldaterne

I julemåneden vil vi bringe et lille udvalg af de genstande, fotos og andet, vi har i vore samlinger i Museum Sønderjylland, men som for tiden ikke er udstillet.

Denne gang er det et udvalg af de små julehæfter, som blev udgivet af De nordslesvigske Frimenigheder under redaktion af frimenighedspræst Thade Petersen og sendt til de sønderjyske soldater i felten.

De findes i forskellige årgange og forskellige versioner, afhængigt af, hvilket trykkeri, de blev trykt på.

Hæfterne indeholdt digte, sange og hilsener fra Sønderjylland. De skulle trøste og styrke de kære i felten så langt hjemmefra med opbyggelige ord som f.eks. disse, der er fra julehæftet 1915 og underskrevet med initialerne M.A.:

“… hvor langt I end er borte fra hjemmet, enten I er oppe ved Yser eller nede i Serbien, i øst eller vest, så er I aldrig så langt borte, at Gud Fader ikke kan være Jer nær med sin trøst og med sin hjælp, når vi blot beder ham om det. (…)

Herhjemme kredser tankerne stadig om Jer derude, og mange gode bønner stiger op til himmelens Gud. Å, Gud FAder, for Jesu navns skyld, slå englevagt om vore kære, at de må komme frelst hjem igen. Giv os alle en god jul med din fred over os, og lad os så næste år få lov til at holde jul sammen, med fred over jorden, så menneskene kan fryde sig igen.”

I “De fire onde Aar” skriver J. Jørgensen om hæfterne:

“Blandt de Bud, der gik mellem Menighederne herhjemme og de unge ude ved Fronten maa nævnes ikke blot de forskellige Kirkeblade: “Nordslesvigsk Kirkesag”, “Sædekornet”, “Højskolebladet” o. a., men ogsaa det lille Hefte: “Julehilsen til Soldaterne”, der indtog en særlig Plads. Det var en Moder, Fru Lycke i Rødding, der fik Tanken, og Indholdet blev væsentlig skrevet af Kvinder.

Det lille grønne Hefte imødesaas med Forventning, naar Højtiden nærmede sig, og Nordslesvigs Kvinder gav det bedste, de ejede, deres Hjerter, ikke mindst de, der som Fru Lycke maatte miste kære, unge Sønner.

Julehilsenen til den første Jul (1914) indeholder dog mest Bidrag fra Mænd. Der findes det let gennemskuelige Mærke R. D., Sønderjydernes trofaste Ven hele sin Levetid, Otto Rosenstand i V. Vedsted, endvidere Navnene Olf. Ricard og Carl Koch, og fra Skovgaards Haand indeholder Heftet tre Tegninger: Det ægte Julebillede: Englene aabenbarer sig for Hyrderne, Vandringen til Golgatha, der taler om Lidelsen og om Frelsen gennem Lidelser, og Daniel i Løvekulen, en Trøst til alle dem der skulde færdes ude blandt Krigens Vilddyr.

Disse Smaastykker ejer endnu den oprindelige Friskhed, fordi de er skrevet ud af levende, bevægede Hjerter, og de har været til gensidig Styrkelse i Troslivet. Udgiveren, Præsten Thade Petersen i Haderslev, gør rede for, hvorledes Indholdet,

Naar det var tilvejebragt, maatte oversættes til Tysk for at blive gennemset af Generalkommandoen, inden Trykning kunde tillades.

Heftet bragte sin Del af Juleglæden til de kære i det fremmede, selvom Tonen blev tungere Aar for Aar.

“Julehilsen” 1917 fremtræder som Soldaternes værdige Gensvar paa Mødrenes Røster, og i 1918 indeholder Julehilsenerne en Lov og Tak til Gud med de inderligste

Velkomstord til dem, der var levnede fra det blodige Opgør.”

Peter Poulsen har fortalt om, hvordan julehæftet gjorde stort indtryk på ham, da han modtog det i 1916:

“Men Aftenens egentlige Midtpunkt og det, som gjorde den uforglemmelig for os, var en lille Bog, som var sendt mig fra Hjemmet, skrevet af forskellige under Titlen:

„Julehilsen til Soldaterne fra nordslesvigske Hjem”.

I den Bog var der en ung Hustru, som havde afskrevet en lille Sang: „Jeg ved det, Gud, jeg trænger til din Tugt”. Hun havde mistet sin Mand, som var faldet i Rusland.

[Vennen var Rytz, Peter Hendrik (1876-1916)]

Han var en af mine bedste Venner. Vi havde staaet sammen i Nationalitetskampen; vi havde saa tit baade i Mark og Skov talt sammen om Gud og hans Rige, og han havde mange Gange sagt til mig: „Du er en lykkelig Mand, at du er saa enfoldig, at du kan tro Bibelen, og hvad der staar i den, men det kan jeg ikke. Jeg kan ikke tro hverken paa Gud eller paa Djævelen eller paa Himmel eller Helvede, det er altsammen imod min sunde Fornuft,” og tit var jeg gaaet fra ham med et bedrøvet Hjerte.

Han blev indkaldt godt et Aar før jeg, og da han havde været inde en kort Tid, skrev han til mig: „Den Gud, som du ved, jeg hjemme ikke kunde tro paa, kommer mig saa nær her, at jeg ikke kan blive ham kvit, og i mine bedste Stunder finder jeg mig fuldstændig afhængig af ham.”

Vi vekslede en Del Breve sammen; han kom hjem paa en mindre Orlov, var nede hos mig at sige Farvel, og da vi kom udenfor  Gaarden, vendte han sig om, tog min Haand og trykkede den, og mens Taarerne trillede ned ad hans Kinder, sagde han: „Det bæres mig for, at jeg aldrig skal se Brændstrup mere.”

Jeg fulgte ham til Stationen; Sindsbevægelsen overvældede ham hvert Øjeblik; men kort efter blev han rolig igen, sagde Farvel til sin Hustru og sine fem smaa Børn og rejste for sidste Gang bort fra Brændstrup — for ikke mere at komme levende tilbage.

Faa Dage efter fik jeg atter Brev fra ham, hvori han skrev: „Snart gaar det til Fronten, men hellere gaa til Rusland og lægge mine Ben der, end gaa til Brændstrup og leve det gamle Liv.”

Han gik til Fronten og faldt derinde i Rusland.

Jeg fortalte Kammeraterne det udførligt, fortalte dem om hans Hjem, hans Hustru og hans Børn, og Alvoren greb os; det store Spørgsmaal brændte i vore Hjerter: „Mon det er den Vej, der er beskikket ogsaa for os?” Vi sang atter, bad sammen og følte os rigtig knyttet nær sammen.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

19. december 2021. Julekalender: Smørkærner til smugkærning af smør

I julemåneden vil vi bringe et lille udvalg af de genstande, fotos og andet, vi har i vore samlinger i Museum Sønderjylland, men som for tiden ikke er udstillet.

Denne gang er det en smørkærner til hjemmebrug. Den er fremstillet af glas, kan rumme ca. tre liter mælk og er forsynet med en metalpisker med håndsving.

Typen var ikke ualmindelig før 1914 og blev bla. brugt i mindre husholdninger til at kærne smør. Men som Første Verdenskrig trak ud, blev der indført rationering af smør og tvangsaflevering af landbrugsprodukter. Smørrationen var til tider nede på under 90 gr. pr. person – om ugen. Det medførte en stigende efterspørgsel på disse smørkærnere, og myndighederne tog konsekvensen og forbød dem. Gendarmen, der gennemførte kontrolbesøg, havde myndighed til at konfiskere smørkærnere, hvis han fandt dem.

Nicolai Svendsen skriver i bogen: De fire onde Aar:

“Ude i Bøndergaardene sad Husmoderen i Sovekamret, for at Tjenestefolkene ikke skulde se det, og lavede Smør i en lillebitte Haandkærne. Paa denne Maade fik hun Fedtstoffet til at slaa til.”

Og Ingeborg Refslund Thomsen skriver sammesteds:

“Hvad spiste man i Byerne? Krigskaffe med skummet Mælk, og i den Tid, da man endnu troede, der skulde Smør paa Smør og Mælk og smurte det paa Brødet. Eller hvide Bønner blev kogt til Puré og rørt sammen med Smør. Eller man prøvede paa at lave Ostemasse af Kærnemælk og blande det med Smør.

Efterhaanden gik det i mange Familier saadan, at hver havde sin lille Smørdaase, med de 30 eller 60 Gram, og hvor der var Børn, indledtes Morgenmaaltidet ofte med: “Du har taget af mit Smør!”

Marmelade og Kunsthonning fik man paa Kort. Der var et Kort, der hed “Levnedsmiddelkort”, og det bekendtgjordes i hver Uge, hvad
man nu fik.”

17. december 2021. Julekalender: Claus Christensens stålhjelm.

I julemåneden vil vi bringe et lille udvalg af de genstande, fotos og andet, vi har i vore samlinger i Museum Sønderjylland, men som for tiden ikke er udstillet.

Denne gang er det en stålhjelm, der har tilhørt senere sognerådsformand Claus Christensen, Lavensby på Als. Claus Christensen gjorde så vidt vides krigstjeneste ved Infanteri-Regiment nr. 84, Jäger-Bataillon Nr. 9, Infanteri-Regiment Nr. 136 og Infanteri-Regiment Nr. 132.

De tyske infanterister drog i 1914 i krig i den klassiske pikkelhjelm af læder. Men over for den ekstreme artilleribeskydning ydede pikkelhjelmen stort set ingen beskyttelse, og mange soldater blev dræbt af granatsplinter, der ramte hovedet.

Franskmænd og briter indførte i 1915 stålhjelme, og også tyskerne satte i 1915 gang i en udvikling af en stålhjelm.

Det var kirurgen Friederick Schwerdt og Professor August Bier fra Det tekniske Institut i Hannover, der udviklede det klassiske design, der ydede langt bedre beskyttelse end de franske og britiske typer – men som til gengæld også var meget dyrere at fremstille.

Hjelmtypen var fremstillet af en chrom-nikkel-legering og fik betegnelsen M1916 Stahlhelm. Da hjelmen var fuldt indfaset, nedbragte den antallet af dræbte pga. hoved-læsioner med ca. 70%.

Hjelmtypen er forbillede for moderne militærhjelme endnu i dag.

Hjelmen blev gradvist indfaset i den tyske hær fra begyndelsen af 1916. Forud for angrebet ved Verdun blev der uddelt 30.000 hjelme til soldater i forreste frontlinje. Det var langt fra tilstrækkeligt til alle.

Hjelmen vejer ca. 1 kg, men er alligevel ikke så ubekvem at bære, som den ser ud.

De to “horn” på hjelmen er dels til ventilation dels til at påmontere et såkaldt “Stirnpanzer”, der ydede forøget beskyttelse. Disse blev dog som regel kun båret af skarpskytter og vagtposter, der var særligt udsatte for geværskud forfra. Hjelmen kunne nemlig ikke modstå et direkte anslag fra et geværprojektil, men ydede en udmærket beskyttelse mod mindre granatsplinter.

Standardkamuflagebemalingen bliver først indført i 1918, men der findes eksempler på individuel kamuflagebemaling allerede fra 1916.

Christensen, Claus (1885-1977) – Lokalhistorisk Arkiv for Nordborg-området

Stålhjelmen havde en tendens til at glide ned foran ansigtet. Det var nogle gange med til at redde livet for en soldat, der blev levende begravet.

Hermann Hunger fra Aabenraa har berettet om, hvordan stålhjelmen reddede hans liv.

Hermann Hunger fra Aabenraa deltog i slaget ved Verdun som infanterist i IR84, 5. kompagni. I begyndelsen af juni fik han som den eneste i kompagniet påtvunget at bære én af de helt nye stålhjelme. Det var han ikke meget for – og hans kammerater grinede ad ham.

Efter stormen på Højde 304 om morgenen den 9. juni kom han helskindet tilbage til skyttegraven.

Efterhånden indfandt sig alle de kammerater, som ikke var alvorligere såret, mange blev liggende derude, både døde og hårdtsårede.

Vi så os om, der var tyndet slemt ud iblandt os, og franskmanden lod os ikke i ro, for inden vi kunne sunde os lidt over det, vi havde været
ude i, begyndte han en trommeild, der varede i 12 timer, helt til om aftenen, og hvordan det er at stå for det, kan vel kun krigsdeltagere forstå.

Der var intet andet at gøre imod dette helvedesvejr end at kravle ind i sin hule, og det gjorde vi. Jeg havde vel kun ligget her i et par  minutter, før der sprang en granat oven på min hule.

Jord og sten skred ned over mine ben, men overkroppen var fri. Nu var jeg glad for, at jeg tog min bajonet med tilbage, for den kunne jeg nu bruge som en spade for at befri benene. Det var også lige ved at lykkes mig, da granat nummer to kom og gik ned ved siden af den første.

Jord og sten, meget mere end første gang, væltede nu ned også på min overkrop, kun ansigtet og den ene arm var fri. Jeg var levende begravet.

Det var en frygtelig situation. Jord og sten trykkede på mine ben, på maven og brystet, så jeg ikke kunne trække vejret. Det var ikke til at holde ud. Jeg skreg, men ingen hørte mig.

Så resignerede jeg, trak med den frie hånd stålhjelmen ned over mit ansigt og ventede på døden. Den nyindførte hjelm, som kammeraterne grinte af, var dog med til at frelse mit liv. Jeg kunne høre, at små granatsplinter og shrapnelkugler trommede på den og – så besvimede jeg.

Et stort skrald i nærheden vækkede mig, og jeg skreg igen, stadig forgæves, og så var jeg væk igen.

Endnu en gang kom jeg til bevidsthed, og nu hørtes skriget. To soldater kom krybende hen til mig, og jeg hørte den ene sige disse ord: »Dem Kerl muss geholfen werden«.

Han gik tilbage for at hente hakke og spade, den anden blev hos mig. Så kom der igen en granat og skar benet af ham højt oppe, og da den anden, der havde taget en sanitetssoldat med, kom hen til os og så den første, der nu var død, sagde han: »Nun auch du, mein guter Freund«. Disse ord glemmer jeg aldrig.

Sanitetssoldaten hjalp med at grave mig fri og hjalp mig også hen i en anden hule, hvor jeg lå i flere timer uden at kunne røre mig; men der var ingen granatild lige i nærheden.

Efterhånden mærkede jeg, at den franske ild kom nærmere, og jeg hørte jo nok, hvad årsagen hertil var. Vor maskingeværrede var indbygget lige ved siden af min nuværende hule, og da der kom et granatstykke flyvende lige forbi mit øre, blev jeg opskræmt. Det var ikke så stort og var gået ind i hulens væg.

Jeg følte på det, det var varmt; men nu var jeg klar over, at jeg måtte ud, men hvorledes og hvorhen, thi benene kunne jeg ikke bruge. Så begyndte igen jordklumper og småsten at falde ned på mig. – Jeg måtte ud.

Hvor kan et menneske dog foretage det helt usandsynlige, når det gælder livet; thi blive levende begravet endnu en gang, nej, så hellere få en hurtig død ved en fuldtræffer i skyttegraven.

Jeg vrikkede mig på albuerne gennem graven og trak benene efter mig; det gik kun langsomt, og megen kraft var der ikke i mig mere, men det lykkedes mig omsider at finde en hule, hvor der allerede sad en kammerat. Han havde siddet her hele dagen, uden at der var sket ham noget, og han blev helt glad, da jeg kom vrikkende på mine albuer, dødtræt.

Her blev vi to til om aftenen, da trommeilden stilnede af, og da solen, der havde skinnet hele dagen, var gået ned, blev jeg og mange flere bragt til bryggerikælderen. Her så jeg en kær kammerat ligge, hårdt medtaget og uden bevidsthed. Jeg havde slet ikke set ham hele dagen, heller ikke ved stormen, og nu var det tydeligt, at han lå på det sidste.

Denne beretning har Hermann Hunger senere behandlet litterært. Den er bragt her på siden den 15. maj 2016.

DSK-årbøger 1966

15. december 2021. Julekalender: Signalfløjte fra krydseren SMS Undine

I julemåneden vil vi bringe et lille udvalg af de genstande, fotos og andet, vi har i vore samlinger i Museum Sønderjylland, men som for tiden ikke er udstillet.

I dag er det en signalfløjte fra den lette tyske krydser SMS Undine. Fløjten har en dykker fundet ved vraget og foræret museet.

Det er – som det ses – ikke en bådsmandsfløjte (Bootsmannspfeife), men en trillefløjte (Trillerpfeife).

Bådsmandsfløjten var officerernes signalgivningsfløjte, mens underofficererne brugte en trillefløjte.

Begge typer af fløjter blev anvendt til signalgivning.

Trillerfløjten – også kaldet en “Batteriepfeife” – blev navnlig brugt til navigationskommandoer o.l.

SMS Undine var den sidste af 10 lette krydsere af gazelle-klassen. Den var bygget på Howaldtswerke i Kiel. Den blev køllagt i 1901 og løb af stablen i 1902. Skibet var 105 meter langt og 12,5 meter bredt og havde en besætning på 270 mand.

SMS Undine ved fortøjningspælene nord for skibsartilleriskolen. Foto: Museum Sønderjyllands Mediearkiv.

I 1904 påbegyndte SMS Undine sin tjeneste. Den blev hjemmehørende i Sønderborg som skoleskib for artillerister, da skibsartilleriskolen åbnede her i 1907.

SMS Undine var bevæbnet med ti 10,5 cm kanoner og to 45 cm torpedorør. Den havde en topfart på svimlende 21,5 knob (39,8 km/t).

Ved krigsudbruddet i 1914 blev SMS Undine indsat i Østersøen til kystbevogtning og beskyttelse af tyske fragtskibe.

SMS Undine blev sænket den 7. november 1915 i Østersøen af den britiske u-båd E19. 14 søfolk omkom, men resten af besætningen blev reddet af to ledsagende destroyere.

Skibet ligger i dag på 50 meter vand midt i Østersøen mellem Blekinge, Bornholm og Rügen.

13. december 2021. Julekalender: Brudstykke af kirkeklokke fra Bikschote ved Langemark-Poelkapelle i Belgien

I julemåneden vil vi bringe et lille udvalg af de genstande, fotos og andet, vi har i vore samlinger i Museum Sønderjylland, men som for tiden ikke er udstillet.

I dag er det et brudstykke af klokken fra kirken i Bikschote/Bixschote.

Landsbyen ligger ved Langemarck-Poelkapelle nord for Ieper/Ypres og blev fuldstændig udslettet under Første Verdenskrig.

Bikschote/Bixschote ligger nærmest lige i frontlinjen mellem ententens og de tyske linjer. Området var skueplads for nogle af de hårdeste kampe på Vestfronten både i oktober-november 1914, april-maj 1915, juli-november 1917, april 1918 og september-oktober 1918.

Kirken blev fuldkommen ødelagt allerede tidligt i krigen.

Brudstykket er 4 cm. tykt og massivt. På stykket ses noget af en inskription: “EDELEN E”, samt lidt af en dekoration. Stykket er taget med hjem af en ukendt sønderjysk soldat og befinder sig nu i Museum Sønderjyllands magasiner.

Postkort med et billede af kirken i Bikschote, angiveligt taget den 10. marts 1915. Kirken er allerede på dette tidspunkt en ruin. Foto: Museum Sønderjyllands Mediearkiv.

11. december 2021. Julekalender: Russiske krigsfangers hjemmelavede båd til flugt over Lillebælt

I julemåneden vil vi bringe et lille udvalg af de genstande, fotos og andet, vi har i vore samlinger i Museum Sønderjylland, men som for tiden ikke er udstillet.

I dag er det en hjemmelavet båd, som russiske krigsfanger på Als flikkede sammen i 1918 for at flygte til Fyn over Lillebælt.

I krigens første måneder, da hærene endnu foretog store, omgående bevægelser, blev der taget tusindvis af krigsfanger. Navnlig i de store slag på Østfronten blev der taget mange russiske krigsfanger.

Fra begyndelsen blev disse krigsfanger holdt i store krigsfangelejre, men med tiden blev de fordelt på mindre lejre ud over hele Tyskland, herunder også Sønderjylland. Her blev de sat til store jordarbejder som f.eks. dræning af moser, gravning af kanaler eller byggeri af diger. Senere kom de ud på gårdene for at bistå med landbrugsarbejdet.

Tusindvis af krigsfanger forsøgte at flygte til Danmark, og rigtig mange havde held med det. Ofte gik fangerne nordpå over Kongeåen eller tog den farligere vej gennem Vadehavet. Men på østkysten forsøgte nogle sig med at sejle over Lillebælt.

Navnlig hen imod slutningen af krigen, efter revolutionen i Rusland 1917 og freden i Brest-Litowsk i foråret 1918 fik mange russere hjemve og ville bare gerne hjem.

Denne båd – eller resterne af den – er flettet af tre (andre kilder siger fem) russiske krigsfanger et sted i Nørreskoven på Als og benyttet til flugt til Bøjden 1918. Fangerne hørte til en “Buchenkernkommando” i Sjellerupskov. En “Buchenkernkommando” indsamlede bog fra bøgetræer, der brugtes til bl.a. dyrefoder.

Båden er flettet af grene, sammenbundet med maskingarn og udrustet med øsespand, to årer, og omspændt med en presenning, der var stjålet hos en landmand i Asserballeskov.

Det lykkedes dem at nå over til Fyn, men det krævede flittigt arbejde med øsen.

Båden blev i begyndelsen af 1920’erne hentet tilbage til Als af daværende leder af museet, Jens Raben, og udstillet på Sønderborg Slot.

Pressening og andet er senere gået til, men de sammenbundne grene findes endnu i museets magasiner.

9. december 2021. Julekalender: Jacobsens gasmaske

I julemåneden vil vi bringe et lille udvalg af de genstande, fotos og andet, vi har i vore samlinger i Museum Sønderjylland, men som for tiden ikke er udstillet.

Denne gang er det en gasmaske, som cigaretfabrikant Jacobsen fra Sønderborg bragte med hjem fra krigen. Jacobsen var Kraftwagenfahrer – dvs. chauffør på et motordrevet køretøj.

Brugen af gas i krigsførelsen var ikke tilladt ifølge Haager Konventionen fra 1899. Alligevel brugte begge parter i 1. verdenskrig gas.

I begyndelsen af krigen var det ret uskadelig gas – som f.eks. tåregas. Men i foråret 1915 brugte tyske tropper for første gang dødbringende klorgas. Senere blev der udviklet andre, mere effektive gastyper.

Gassen blev i begyndelsen lukket ud i medvind fra store gasbeholdere, men med tiden blev der udviklet gasgranater, der kunne føre gassen over i fjendens linjer ved hjælp af artilleriet. En kombination af gas- og sprænggranater viste sig særligt effektiv.

Brugen af gas nødvendiggjorde udviklingen af værnemidler. De første gasmasker var ret primitive. Jacobsens gasmaske er en Gummimaske Model 1916, mens beholderen er fra den mere avancerede Model 1917.

Hver enkelt gasmaske blev tilpasset individuelt. Det var derfor af ekstrem vigtighed, at man ikke i forvirringen og panikken under et gasangreb fik den forkerte gasmaske på. Det er derfor, gasmaskernes beholdere ofte er mærket med ejerens navn.

Jacob Moos fra Holm på Nordals har i DSK’s årbøger 1959 fortalt om en sådan episode, hvor gasmaskerne blev forbyttede.

Moos gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 31. I foråret 1916 lå regimentet ved Loretto på Vestfronten.

Det var tyskerne, der havde den tvivlsomme ære, som de første at anvende dette kampmiddel, men ovre på den anden side var de ikke
længe om at anvende samme metode.

Man var derfor nødt til omgående at udfinde beskyttelsesmidler mod giftgassen. Vi fik udleveret de kendte gasmasker, og når de var i orden, var de udmærkede.

Så længe vi var i første linie, hang gasmasken hele tiden om halsen på os, både dag og nat. Den var vor uadskillelige ledsager, og vi smilede, når vi tænkte på, at vi havde bandet og stejlet første gang, vi fik dem udleveret. Vi syntes, vi havde krimskrams nok at slæbe på.

Men gasangrebene var jo ikke sjældne. Engang – det var i foråret
1916 – havde vi gasangreb tre nætter i træk. De første to gange gik det tåleligt, for vinden var for kraftig, og gassen drev hurtigt bort; men den tredie nat gik det værre …

Det var omkring midnat. Vi havde fået befaling til at lægge gevær og patrontasker bort, for vi skulle udføre skansearbejde. Ordren blev fulgt, men mange lagde også deres gasmaske bort for at kunne få en friere bevægelse under arbejdet.

Min sidemand og jeg blev enige om at beholde gasmasken hos os, for vi havde jo haft gasangreb de sidste to nætter, og man vidste jo aldrig …

Arbejdet begyndte. Skyttegraven skulle graves dybere. Arbejdet var vanskeligt, for jordbunden bestod af kalksten, der først skulle  hakkes løs,

Vi havde kun arbejdet nogle få minutter, før det engelske artilleri som på kommando pludseligt overdængede os med granater af alle kalibre. Vi smed os omgående ned på bunden af graven.

Kort efter lød råbet: »Gasmasker på!«

Og nu kom katastrofen. Min ven og jeg havde vor gasmaske ved hånden og kunne straks bringe den op foran ansigtet, men de allerfleste havde deres maske liggende oppe på skyttegravskanten og måtte nu i den frygtelige granatregn op efter den.

På grund af mørket fik de ikke fat i deres egen. –

Så snart de mærkede, at den ikke passede, smed de den bort og rendte efter en anden. – Mange masker kom bort, så der var mange, der pludselig stod uden.

Midt i granatregnen udspilledes sørgelige scener. Folk sloges om maskerne, man nedtrampede hinanden, man udslyngede drøje eder og forbandelser, mange løb rundt som vilde, det hele var kaos, og ind imellem hørtes de såredes jamren og klagen.

Granatstumper og shrapnels hvinede omkring os, jord og sten raslede ned på os. Først henad tretiden om morgenen stilnede trommeilden af, og vi ventede, at der nu ville komme et angreb af det engelske infanteri, men det udeblev.

Vi havde ved dette gas angreb mistet tres mand i vort kompagni…

Det var mærkeligt at se den virkning, gassen havde på plantelivet.

Bladene på buske og træer og græs og urter var den følgende dag helt sorte og afsvedne …”

Sønderjyske Årbøger 2021 er udkommet

Den nye udgave af Sønderjyske Årbøger er udkommet og rundsendt til medlemmer af Historisk Samfund for Sønderjylland.

Årgang 2021 indeholder som sædvanligt en broget buket af artikler med relation til Sønderjyllands historie.

Af særlig interesse for denne sides læsere er Steffen Lind Christensens artikel: “Pligt, tvang og tilhørsforhold. Pligtforståelse og selvopfattelse blandt dansksindede krigsdeltagere 1914-1918.”

På baggrund af feltpostbreve, dagbøger og erindringer analyserer han en række dansksindede sønderjyders forhold til danskhed, hjemstavn og soldaterpligt.

Det er der kommet en rigtig interessant artikel ud af.

Årbogen indeholder yderligere fem artikler med forskellige emner. Læs mere om Sønderjyske Årbøger 2021 her.

Man modtager Sønderjyske Årbøger for sit medlemskontingent i Historisk Samfund for Sønderjylland. Dertil kommer otte gange om året Sønderjysk Månedsskrift, foruden rabat på foreningens bøger og arrangementer.

Man kan melde sig ind i Historisk Samfund for Sønderjylland her.

Er du allerede medlem? Så kan man også forære et medlemskab til én, man måske tror kunne have glæde af det!

7. december 2021. Julekalender: Niels Petersens Goldenes Militär-Verdienstkreuz für Unteroffiziere und Mannschaften

I julemåneden vil vi bringe et lille udvalg af de genstande, fotos og andet, vi har i vore samlinger i Museum Sønderjylland, men hvoraf de fleste ikke er udstillet. Det gælder f.eks. nedenstående.

Denne gang er det en meget sjælden orden, nemlig Goldenes Militär-Verdienst-Kreuz für Unteroffiziere und Mannschaften – populært også kaldet “Pour le Mérite” for ikke-officerer. Ordenen blev kun uddelt  i alt 1770 gange.

Ordenen blev givet til Niels Petersen fra Bevtoft, senere Vejbøl, i 1918

Niels Petersen aftjente værnepligt ved Infanterie-Regiment Nr. 141 og kom senere til Grenadier-Regiment Nr. 5.

Han modtog Jernkorset af 2. klasse (EK2) allerede i forbindelse med slaget ved Tannenberg og De Masuriske Sumpe i 1914 og Jernkorset af 1. klasse (EK1) i forbindelse med slaget ved Somme i 1916.

Niels Petersen har selv i et interview fortalt om de begivenheder, der førte til, at han fik sin orden:

Uddrag af interview fra Jydske Tidende 1939

(…) Og saa kom den Dag, da jeg fik Skraldet. Det var under det store Gennembrudsslag ved St. Quentin den 21. Marts 1918. Jeg var blevet uddannet til Stormtrop-Forer og førte en særlig uddannet Formation. Vi laa paa et Sted, hvor den franske og den engelske Front stødte ind til hinanden. Og havde faaet til Opgave at drive en Kile ind mellem dem.

Niels Petersen tænker sig lidt om, og saa fortsatter han: — Det var tidligt om Morgenen. Jeg stod ovenfor Skyttegraven med Uret i Haanden, og mine Folk stod endnu nede i Graven. Vi stod i et nøje Samarbejde med vort Artilleri, og enhver Bevægelse skulde gaa efter Klokkeslæt.

Saa kom Kaptajnen farende og spurgte, hvor Føreren var. Der var endnu et Minut, Hr. Hauptmann, svarede jeg. For det var ikke alene mig, der skulde gaa i Spidsen, det var ogsaa mig, der havde Kommandoen,

I samme øjeblik Minuttet var inde, begyndte Artilleriet at lægge Ilden fremad, og jeg kunde paa Uret nøje følge de trufne Dispositioner, der var fastsat i Aftalen. Paa den Maade gik vi frem med et formeligt Ildtappe foran os, og vi blev ved at følge efter Artilleriet, alt efter som det lagde Ilden længere frem mod de engelske og franske Skyttegrave.

Mine Folk var bevæbnede med Revolver og Haandgranater, paa hver Fløj havde jeg et stort Maskingevær, og vi kom under Beskyttelse af den voldsomme tyske Ild ogsaa godt igennem — helt over til den engelske Artilleri-Stilling.

Værst var det, naar man skød med Gas paa os. Hver Gang, vi skulde kaste os ned, maatte vi have Gasmasken paa, og det var slet ikke saa behageligt. . . Men saa pludselig begyndte et hemmeligt engelsk Batteri, hvis Eksistens ingen havde anet, at beskyde os paa 400 Meters Afstand.

Det saa ikke godt ud dette her, men alligevel lykkedes det hele Stormtroppen at komme igennem. Blot savnede jeg Røj, en anden Dansker, der havde haft Maskingevaret paa højre Fløj. Jeg kunde ikke forstaa, hvor han var blevet af, og først for nogle Aar siden besogte han mig her i Vejbøl og fortalte mig, at han havde faaet et Skud gennem Sædet. Nu bor han i Padborg.

Der faldt en hel Del Englændere, og mange blev taget til Fange. Vi var kommet ind i Byen Essigny le grand, der ligger ved Chausseen fra St. Quentin til Paris, og jeg stod netop og talte med nogle engelske Fanger, som jeg bad om selv at gaa tilbage til de tyske Linier.

Situationen havde udviklet sig til Nærkamp, og Englænderne havde netop begivet sig paa Vej, da en Englænder, der var klatret op paa den Husgavl, ved hvilken jeg stod, lagde an paa mig. Jeg greb min Revolver og var — forøvrigt første Gang — parat til at skyde paa et Menneske, men det var for sent.

Da jeg kom til mig selv, sad jeg op mod en Mur, mens en Sanitetssoldat var i Færd med at fugte mine Læber med Vand. Skudet havde ramt mig i Nærheden af højre Skulder og var gaaet ud af Ryggen som Richochet — altsaa paa tværs.

Saa bar fire Mand mig tilbage. Det, var Majoren, der havde givet Ordre til, at man skulde bringe mig i Sikkerhed, og efter at jeg sammen med saarede Tyskere, Englændere og Franskmænd havde opholdt mig 2 Dage i en stor engelsk Dækning, blev jeg som en af de første overført til et Feltlazaret, hvor Saaret blev behandlet. Det viste sig at være temmelig alvorligt, fordi Skuddet var blevet affyret paa meget kort Afstand. Derved havde den saakaldte Krudtslam foraarsaget en Betændelse, der bredte sig i den Grad, at det ene Ribben senere maatte fjernes.

Fra Feltlazarettet kom jeg paa en længere Rundrejse. Jeg havde haabet, at jeg skulde komme nordpaa, men det gik anderledes, end jeg havde tænkt. Først kom jeg til et Lazaret i St. Quentin, og saa til Sedan, hvor der var Plads til 120.000 Saarede, og hvor Tysklands dygtigste Læger var taget i Brug.

Min Tilstand var imidlertid blevet alvorlig, og jeg har endnu det Telegram, der fra Lazarettet blev afsendt til mine Forældre „Sohn Niels hier aufgenommen. Zustand ernst”.

Det var, medens jeg laa her paa Lazarettet, at vor Stabssergent en Dag i April kom paa Besøg hos mig, medbringende en forseglet Æske, som jeg selv skulde aabne. Jeg var imidlertid saa svag, at jeg ikke var i Stand til det, og saa maatte Professoren gøre det.

Det var Militär-Fortjenestekorset, der paa den Maade blev overrakt mig som Anerkendelse for Stormangrebet.

Niels Petersens Militär-Verdienst-Kreuz. For tiden ikke udstillet

Mens jeg laa her i Sedan, maatte jeg tilbringe en Tid, hvor jeg næsten stod paa Hovedet i Sengen. Det var for at faa Betændelsen fjernet. Fra Sedan overførtes jeg saa til Saarbrucken, derfra gik det til Leipzig, og endelig kom jeg til Haderslev, men da var Krigen forbi, og Revolutionen i fuld Gang.

— Hvilke Følelser havde De under de farefulde hverv på Patrouiller og lignende, Niels Petersen?

— Det var værst, før det skulde gaa løs, men naar vi først var midt i det … ja, saa vidste vi, at det var noget, vi skulde, og saa kunde det hænde, at vi næsten ikke kunde vente, til Hvervet var udført. For øvrigt havde vi ikke saa store Tab paa de saakaldte „Gewaltpatrouiller”, jeg har ledet, og som gik ud paa at tage Fanger. Hvis man lempede sig frem og bar sig rigtigt ad, kunde man godt klare den. Men det kunde ogsaa hænde, at de ovre paa den anden Side gennem deres Lytte-Apparater havde opdaget, at vi var under Vejs. Saa fik vi Katusch med det samme.

Værst af alt var den forbandede Gas. Den første, der blev anvendt, var ikke saa slem, men det blev galt, da de begyndte at bruge Sennepsgassen.

Niels Petersen har rystet sine Ordener ud paa Bordet foran sig, og blandt dem er ogsaa et Emblem, der viser, at han er Medlem af De danske Forsvarsbrødres Forening.

— Vi var kun ganske faa Danskere ved mit Regiment, siger han, og vi har aldrig maattet undgælde for, at vi havde et andet Sindelag. For Resten har vi mange Gange sunget „Kong Christian”, saa det rungede. Det blev der ikke sagt det mindste til.”

Niels Petersen er så vidt vides den eneste fødte sønderjyde, der har fået denne sjældne orden. Men også Albrecht Jakob Schmidtke, der var født i Vestpreussen, men både før og efter krigen var bosiddende i Bov, modtog ordenen.

Nedenfor ses en liste over bærere af ordenen.  Hvis en frivillig har mod på at gå listen igennem for evt. at finde yderligere sønderjyder, ville det være en stor hjælp.

https://de.wikipedia.org/wiki/Liste_von_Tr%C3%A4gern_des_Goldenen_Milit%C3%A4r-Verdienst-Kreuzes

 

Julegaveidé: I ildlinjen. H.C. Brodersens krigsdagbog 1914-1919

Tidligere i  årI udkom på GADs forlag H.C. Brodersens:”I ildlinjen. Krigsdagbog 1914-1919″ med indledning, noter og efterskrift af historikerne Martin Bo Nørregård, Claus Bundgård Christensen og René Rasmussen.

Bogen er på 203 sider og koster 249,- kr. (vejl.).

Anmelderne skrev bl.a.:

Politiken Histories nyhedsbrev :

“Et nordslesvigsk sidestykke til tyske Ernst Jüngers berømte krigsberetning ’I Stålstormen’ fra 1920, men hvor Jünger i sin beretning er en tapper kriger, der stiger i graderne og anerkendes for sin indsats, er H.C. Brodersens et mere menneskeligt portræt af en fodtudse, der er nødt til at sno sig for at klare sig ved fronten. (…) Bogen er vild læsning. (…) Stor anbefaling herfra. “

Krigsvidenskab.dk holder anmelderen også “I ildlinjen” op mod Ernst Jüngers “I stålstormen” og skriver bl.a.: “Brodersen krigsdagbog, ”I Ildlinjen”, er ikke et mesterværk, som Ernst Jüngers tilsvarende bog, men den er godt håndværk, godt skrevet og absolut læseværdig. Den giver et fremragende billede af, hvad de dansksindede soldater i tvungen tysk tjeneste måtte igennem under deres indsats på vestfronten under 1. Verdenskrig og deres splittede loyalitet til deres andet påtvungne fædreland – Tyskland.”

Berlingske Tidendes anmelder, Bent Blüdnikow, giver bogen fem ud af seks stjerner. Han sammenligner bogen med Ernst Jüngers “I stålstormen” pga. dens “litterære kvaliteter” og dens “blodige skildringer og usentimentale tilgang til rædslerne” og skriver bl.a. “Bogen er spændende læsning, og historikernes forord og efterskrift eksemplarisk”.

www.kulturen.nu giver fem ud af seks stjerner og skriver bl.a.:

“En fantastisk velskrevet dagbog … Brodersen er en fremragende fortæller. I detaljer beskriver han dødelige nærkampe i skyttegravene, nerveflænsende bombardementer, grusomme lemlæstelser og tåbelige officerer, der betaler for deres fejltagelser med andres eller egne liv. Men han fortæller også om de glimt af menneskelighed, der midt i al elendigheden blev plads til, og om soldaternes ukuelige kamp for at overleve.”

Anmelderen sammenligner Brodersens bog med Remarques Intet nyt fra Vestfronten og Jüngers I ståltormen og mener, at den “i autenticitet ikke lader de to berømte romaner noget efter. Snarere tværtimod.” Det er ifølge anmelderen: “Rystende og dybt betagende læsning”

Og anmeldelsen slutter: “Hans dagbog er et uafrysteligt vidnesbyrd om krigen i al dens gru og meningsløshed. Og som sådan fortjener den at blive læst til hver en tid, også lige nu i dagens Danmark.
Tak for påmindelsen.”

Tidsskriftet Epsilon skriver bl.a.: “Tag og læs Brodersens beretning … Brodersen har bidraget væsentligt til at beskrive en ’almindelig’ skæbne for krigsdeltagere under Første Verdenskrig. Hans skildring er nøgtern og velovervejet.” Også denne anmelder sammenligner med Ernst Jüngers, I Stålstormen.:”Jünger er mildest talt fascineret af krigen, og er på tysk side helt og holdent. Han er krigschauvinistisk og macho i sin fremstilling. Krigen er på mange måder en leg for ham, om end han også er en hårsbredde fra at blive dræbt. Dette er Brodersens totale modsætning.”

Bogen er på 203 sider og koster 249,- kr. (vejl.). Køb den i boghandelen – meget gerne din lokale boghandel, der har brug for al mulig støtte i disse tider.

5. december 2021. Julekalenderen: Konfirmationsur fra Den sønderjyske Fond

I julemåneden vil vi bringe et lille udvalg af de genstande, fotos og andet, vi har i vore samlinger i Museum Sønderjylland.

Denne gang er det et lommeur.

”Til Minde om din Far.” Konfirmationsur fra Den sønderjyske Fond

I 1923 besluttede Den sønderjyske Fond at yde konfirmationshjælp til betrængte sønderjyske familier. Samtidig besluttede fonden at skænke et ur til de konfirmander, der havde mistet deres far i Første Verdenskrig. Det blev til i alt flere end 2.900 lommeure – og det var vel at mærke kun de faderløse børn, der nåede konfirmationsalderen i 1923 eller senere.

Blandt de børn, der modtog et ur, var Arthur Tietge, der fik uret til sin konfirmation som erindringsgave fra “Den sønderjydske Fond” i 1925. Hans far, Friedrich-Wilhelm Tietge (1877-1916) faldt ved Verdun lige før jul, den 19. december 1916.

Arthur Titges ur er lommeuret. Uret kunne nemlig fås i to udgaver til hhv. drenge og piger. Drengeuret var et lommeur med urkæde til at bære i en vestelomme, mens uret til pigerne var mindre og kunne bæres i en kæde om halsen. Ure af begge typer blev nogle gange forandret til armbåndsure.

Urene var fremstillet i Frankrig af firmaet Antoine Fréres i Besancon. Det var af sølv og smukt udformet. På urskiven var timerne sirligt anført med arabertal. Store, sorte tal for døgnets første 12 timer, og mindre, røde tal for døgnets sidste 12 timer. På urskiven var desuden en lille skive, der viste sekunderne.

Bagsiden af urkapslen var prydet af de to slesvigske løver, omkranset af inskriptionen: TIL MINDE OM DIN FADER – DEN SØNDERJYSKE FOND.

Et ur var en traditionel konfirmationsgave, fordi uret var et synligt tegn på livet som voksen med de forpligtelser, der fulgte med, når tiden skulle passes. Gaven markerede dermed overgangen fra barndommen til voksenlivet, når man må klare sig selv uden sine forældres forsørgelse.

3. december 2021. Julekalenderen: Armbånd af føringsringen til granat

I julemåneden vil vi bringe et lille udvalg af de genstande, fotos og andet, vi har i vore samlinger i Museum Sønderjylland.

Denne gang er det et stykke skyttegravskunst

Armbånd af føringsring til granat. Foto: Martin Bo Nørregård

Armbånd af føringsring med inskriptionen Erinnerung an Moulin. Feldzug 1914/1915

Set fra et sønderjysk perspektiv var den værste dag i hele Første Verdenskrig ”Den sorte Dag ved Moulin-sous-Touvent”, den 6. juni 1915. På denne ene dag faldt her flere end 100 sønderjyder.

Det indledende franske artilleribombardement ramte de tyske stillinger, netop som der var vagtafløsning. I fire timer regnede trommeilden ned over de tyske skyttegrave, der var tæt pakket med soldater, som hverken kunne slippe væk eller søge dækning. Bombardementet blev fulgt op af et stormangreb af franske tropper, der med geværer og bajonetter fuldførte, hvad artilleri-bombardementet havde påbegyndt.

Dette armbånd er fremstillet af en føringsring fra en fransk granat, formentlig en 75mm. Den stammer dog næppe fra angrebet den 6. juni 1915, men er snarere fra den almindelige, daglige artilleribeskydning.

En artillerigranat er påsat en føringsring af et blødere metal end kanonrøret, som regel kobber eller en kobberlegering (bronze eller messing). Det er føringsringens funktion at bringe granaten til rotation omkring sin længdeakse, når den ved affyring presses ud i kanonløbets riffelgang. Det forøger artilleriets rækkevidde og træfsikkerhed.

Nogle gange eksploderer granaten ikke (det kaldes en ”blindgænger” eller en ”forsager”), eller et stort sprængstykke fra en granat har en intakt føringsring. Føringsringen kunne slås af granaten og omdannes til papirknive, armbånd o.l.. Det kaldes ”skyttegravskunst” eller ”soldaterhusflid.”

Denne føringsring er omdannet til et armbånd, der består af to buede stykker, der er sat sammen med et treleddet hængsel i den ene side. I modsatte side er enderne åbne og forsynet med en lukkemekanisme. På ydersiden ses granatringen er pånittet et sort jernkors.

På indersiden ses en inskription: “Erinnerung an Moulin / Feldzug 1914/15.”

Giveren var sønderjyden Christian Jørgensen Møller fra Dynt ved Broager. Han var underofficer ved 6. kompagni i Füsilier-Regiment ”Königin” Nr. 86. Det var det infanteriregiment, i hvilket flest sønderjyder gjorde krigstjeneste under Første Verdenskrig. Det havde i fredstid kaserner på Duborg i Flensborg og på Sønderborg Slot.

Armbånden er for tiden ikke udstillet.

1. december 2021. Julekalender: Bruno Topffs røde vimpel og brødpose

I julemåneden vil vi bringe et lille udvalg af de genstande, fotos og andet, vi har i vore samlinger i Museum Sønderjylland, men som for tiden ikke er udstillet.

Og vi starter med hele tre genstande: En vimpel med hammer & segl, en brødpose for menige (Brotbeutel für Mannschaften) og en rød kokarde.

Genstande fra Bruno Topff og revolutionen i Sønderborg 1918

Det er ikke hvilken som helst brødpose – den har nemlig tilhørt den velkendte “præsident” Bruno Topff, der som bekendt stillede sig i spidsen for den lokale variant af den tyske november-revolution i 1918. Ifølge en overlevering skal han ligefrem have udråbt sig selv som præsident for “Republikken Als” i de tidlige novemberdage 1918. Det er nu meget tvivlsomt! Men det er en kendsgerning, at han i et par dage tilsyneladende tiltog sig mere lokal magt, end det var sædvanligt for en formand for soldaterrådet.

Den røde vimpel med hammer & segl har en sønderborgsk kommunist venligst skænket til museet. Vimplen skal have vajet fra Landråd Schönbergs bil, som Bruno Topff konfiskerede og under beskyttelse af bevæbnede matroser trillede rundt med i Sønderborgs gader og udstedte ordrer og proklamationer.
Brødtasken skal ifølge museumsleder 1908-1955, Jens Raben, have tilhørt Brono Topff, og ifølge hans oplysninger er det Topff selv, der har skrevet sit navn i brødtasken.
Brødtasken er af den model, som menige brugte i den tyske marine, så det kan udmærket være rigtigt.
Bruno Topff var som bekendt overskræddergast, inden han (kortvarigt) blev revolutionsleder. Og på den måde illustrerer den ydmyge genstand meget fint, hvordan det var de menige soldater, det stillede sig i spidsen for det nye Tyskland.
Den røde kokarde blev anvendt, så de revolutionære kunne kende hinanden. Den erstattede de nationale kokarder og illustrerer dermed den revolutionære bevægelses internationale karakter.
Hammer & segl er som bekendt kommunismens symbol. Selv påstod Topff senere at have hørt til moderate del af den tyske revolution. Det var Gustav Noske vist ikke helt enig i …

Hverken vimpel, brødpose eller kokarde er udstillet for øjeblikket.

Men vi skal også have noget at putte i brødposen, nemlig den røde vimpel med hammer & segl, som Topff lod montere op landråd Schönbergs konfiskerede automobil. I denne bil lod Topff sig transportere rundt under ledsagelse af bevæbnede matroser.

Den kejserlige kokarde havde matroserne erstattet med røde tøjstykker som denne nedenfor.

Julegaveidé: Bogen om Zeppelinbasen i Tønder

Julegaven til den, der interesserer sig for Første Verdenskrig og Sønderjylland:

Mogens Jensen: “Zeppelinbasen i Tønder. V. Marine-Luftschiffs-Detachement Tondern – en tysk luftskibsbase i Sønderjylland 1914-1918.” 108 sider, 168,- kr (vejl.).

Bogen har fået en begejstret modtagelse af anmelderne:

“Der er overraskende meget faktuelt stof og og underholdende fortællinger på bogens godt 100 sider (…) Bogen fortæller levende om hverdagen på basen og kontakten med lokalbefolkningen.” Den er “fyldt med spændende fotografier, som støtter teksten på bedste vis. Bogen er skrevet i et letlæst og flydende sprog, og anbefales varmt, både til den som har særlig interesse i emnet og til de, som bare er bredt interesserede i militærhistorie.” (Våbenhistorisk Tidsskrift)

“En fremragende bog (…) Et meget interessant tidsbillede, garneret med talrige fotos. Det er en imponerende bog … fremragende formidlet. Det er et flot og interessant stykke arbejde fra en meget vidende forfatter.” (Flyvehistorisk Tidsskrift)

“Læseren er i gode hænder (…) Mogens Jensens bog om Zeppelinbasen i Tønder … fremstår som vigtig militærhistorisk forskning og velfortalt historieformidling med mere end 100 illustrationer.” (Chakoten)

“En interessant historie om en nu dansk landsdel, der var i krig. Det er en historie, der fortjener at blive udbredt, og den har bud til andre end krigshistorisk interesserede. Bogens flot formidlende niveau bæres i høj grad af et imponerende billedmateriale.” (Jyllandsposten)

“Mogens Jensen beskriver på udmærket vis fra de første spadestik til krigsafslutningen i 1918 Tønderbasens bygningers og de forskellige enheders funktion og opgaver både på jorden og i luften. Yderligere krydderi udgøres af beretninger om markante togter og fx luftskibe, der gik tabt. Hertil kommer erindringer om dagliglivet for mandskabet og forholdet til lokalbefolkningen i Tønder.”

“Fremstillingen giver også plads til en spændende og velafbalanceret redegørelse for samtidsrammen og udviklingen i krigsførelsen i luften …”

Bogen har “… et fremragende atmosfæremættet autentisk illustrationsmateriale, som overalt fanger og fastholder læseren i sit fine samspil med teksten. I det hele taget vidner bogens litteraturliste og de mange kilder om et meget grundigt arbejde.”

“Mogens Jensens bog har … den rigtige balance mellem layout, formidling og faglighed. ‘Zeppelinbasen i Tønder’ er med sin brede fremstilling med basen fra alle vinkler det værk, der dækker emnet bedst både bredt og samlet.” (historie-online.dk)

“Hvis man interesserer sig for militærhistorie, bør man læse Mogens Jensens bog Zeppelinbasen i Tønder. (…) Bogen er rigt illustreret med fotos, tegninger af skibe og anlæg, postkort og satiretegninger. Det gør bogen læseværdig for ikke-nørder som undertegnede, og ikke mindst satiretegningerne fortæller, hvordan udenforstående så på krigen og dens materiel. Bogen er absolut værd at stifte bekendtskab med.” (Journalen)

Bogen koster 168,- kr. (vejl.). Den er på 108 sider og indeholder mere end 100 illustrationer.

Køb den i boghandelen eller direkte hos forlaget Historisk Samfund for Sønderjylland.

 

Nyt Sønderjysk Månedsskrift med artikler om sønderjyder i Første Verdenskrig

Det nyeste nummer af Sønderjysk Månedsskrift er netop udkommet. Det er det ottende og sidste nummer i årgang 2021 og indeholder to spændende artikler om sønderjyder i Første Verdenskrig.

Arne May fortæller den næsten helt ukendte historie om sønderjyder i japansk krigsfangenskab 1914-1919. De fleste blev taget til fange tidligt i krigen, da den tyske flådebase og koloni i Tsingtau (Quindao) i Kina blev erobret af japanerne i november 1914. De fleste var tysksindede. Fem lange år sad de i krigsfangenskab i Japan, og kun få efterretninger slap ud. Fangerne sejlede hjem sammen med sønderjyske krigsfanger fra Sibirien om bord på ØK-skibet S/S Mitau (tidligere S/S Birma), men der var nationale spændinger mellem de dansksindede fra Sibirien og de tysksindede fra Japan.

Under Første Verdenskrig var millioner af mænd under våben, og alle krigsførende parter måtte konstatere, at en del soldater fik problemer med hjertet. Militærlægerne kaldte fænomenet ”Kriegsherz” eller ”Soldier’s Heart.” Anders Hell Hansen har underkastet fænomenet en undersøgelse med udgangspunkt i Niels Hells sygdomshistorie – lillebror til forfatterens oldefar. Niels Hell døde af sin lidelse allerede i 1923, kun 35 år gammel.

Sønderjysk Månedsskrift udgives af Historisk Samfund for Sønderjylland og udsendes til medlemmerne otte gange årligt.

Det er en guldgrube af korte, interessante og letlæste artikler om Sønderjyllands historie og kultur.

Meld dig ind i Historisk Samfund for Sønderjylland, støt foreningens arbejde med at forske i og udbrede kendskabet til Sønderjyllands historie – og modtag Sønderjysk Månedsskrift, Sønderjyske Årbøger og mange andre medlemsfordele.

Indmeldelse kan ske på email hssdj@hssdj.dk eller på foreningens hjemmeside www.hssdj.dk.