Alle indlæg af Rene Rasmussen

19. maj 1919. Sønderjyllands arv og gæld: Hvem skal betale – og for hvad?

Under 19. Maj 1919 tilstillede den danske Gesandt i Paris Fredskonferencens Præsident følgende Skrivelse:

Ved Brev, dat. 6. Marts d. A., havde jeg den Ære som Repræsentant for den danske Delegation, der har været modtaget af den belgisk-danske Kommission, at oversende til Deres Excellence et summarisk Udkast til en finansiel Ordning mellem den danske og den tyske Regering som Følge af Tilbagegivelsen af det danske Slesvig.

Samtidig var jeg bemyn­diget til at meddele, at den danske Regerings finansielle Delegerede, Hr. Glückstadt, er til Raadighed for at give den høje Konference de nødvendige Oplysninger.

D. 22. April d. A. tillod jeg mig at gøre Deres Excellence bekendt med, at et mere detailleret Memorandum var under Udarbejdelse for det Til­fælde, at den høje Konference vilde anse det for formaalstjenligt i Freds­traktaten at indføje et Forbehold med Hensyn til den finansielle Ordning.

Vi erfarer med Beklagelse, at Konferencen ikke har ment at kunne tage Hensyn til vort første Udkast, og at den selv har fastsat de Principer, efter hvilke de finansielle og andre Forhold vil være at ordne Tyskland, Preussen og Danmark imellem, uden at den har givet den danske finansielle Delege­rede Lejlighed til at forhandle med den kompetente Kommission saavel om de Ting, der særlig vedrører Danmark, som om det finansielle Spørgsmaal.

Vore Oplysninger om disse Anliggender er imidlertid fremstillet i et Memorandum, som jeg har den Ære at vedlægge i flere Eksemplarer. Man har deri forsøgt at vise Hovedlinierne for en Afgørelse, der er baseret paa følgende Principer:

En Tilbageførelse — saa vidt det er muligt — til Stillingen før 1864, samt en Betaling for de Statsejendomme, som er beliggende i den Del af Slesvig, der skal tilbagegives, og som er erhvervede siden da.

Dette er efter vor Formening den eneste Maade, paa hvilken man kan foretage et fuldstændigt Opgør af alle de finansielle Foranstaltninger, der er foretaget af den tyske Regering i det danske Slesvig til Fremme for Tysk­heden.

Under disse Omstændigheder tillader jeg mig høfligst at bede den høje Konference om at ville underkaste Forslaget i vort Memorandum en vel­villig Undersøgelse og, saafremt den finder det formaalstjenligt, at opfordre den danske Delegerede, Hr. Glückstadt, til at forhandle med den Kommis­sion, til hvilken disse Sager er betroet.

Med ovennævnte Følgeskrivelse af 19. Maj 1919 fra den danske Gesandt blev følgende Memorandum, dat. Paris 5. s. M. og underskrevet af den danske Regerings finansielle Delegerede, Emil Glückstadt, indgivet til Fredskonferencen:

Under 6. Marts 1919 har den danske Delegation til de høje allierede og associerede Magters Fredskonference indgivet et Memorandum, i hvilket blev udtalt:

Her anføres det nævnte Aktstykke, idet dog den sidste Sætning er udeladt.

Dette Memorandum angiver i Hovedtrækkene de Principer, som efter Danmarks Opfattelse bør benyttes ved den finansielle Ordning mellem Dan­mark og Tyskland som Følge af det danske Slesvigs Afstaaelse.

I nedenstaaende Redegørelse har jeg tilladt mig at anføre et vist Antal Enkeltheder vedrørende de Krav, som henholdsvis Tyskland og Danmark vil gøre gældende. Imidlertid kan Fortegnelserne over disse Krav paa nær­værende Tidspunkt ikke betragtes som endelige; i Virkeligheden kan de kun tjene til at give en summarisk Opgørelse over de finansielle Krav, som de to Lande kan formodes gensidig at gøre gældende. Alene gennem direkte Forhandlinger vil det blive muligt at faa fastslaaet det nøjagtige Antal af de gensidige Krav og deres virkelige Værdi.

Nærværende Redegørelse, der kun giver Eksempler, stræber derfor blot efter at anvise den Basis, der vil kunne benyttes, naar den endelige Ordning skal finde Sted. Naar her nævnes Beløb for Gældsposterne, sker det derfor heller ikke for at angive de ende­lige Summer; thi disse kan først fastsættes efter en Vurdering paa Stedet af hvert enkelt Krav. De her angivne Beløb kan kun have en foreløbig Karakter, og som Følge heraf vil de kun kunne tjene til at paavise de Resultater, man er naaet til paa Grundlag af en retfærdig Vurdering af Kravenes Penge­værdi før Verdenskrigen.

Den danske Regering har sat sig som Maal at opnaa en retfærdig Ord­ning af de finansielle Spørgsmaal, som vil opstaa mellem Danmark og Tysk­land som Følge af det danske Slesvigs Genafstaaelse i det Øjemed derved — saavidt Omstændighederne tillader det — at faa ophævet Virkningerne af Freden i Wien af 3o. Oktober 1864. Saaledes forklares de fleste af Posterne for de gensidige Krav, der nævnes i denne Redegørelse.

Den For­skel, der vil opstaa mellem de to Gruppers Totalsummer, vil være at udrede af Debitor, saasnart den endelige Opgørelse har fundet Sted.

Her skal fremføres en Række af de Krav, som Tyskland (Preussen) vil kunne fremføre mod Danmark:

1).    Forholdsvis Andel i den Del af det danske Monarkis Stats­gæld, som Preussen overtog i Henhold til Wien freden af 30. Oktober 1864, Art. VIII.

I den ovenf. nævnte finansielle Memorandum af 6. Marts udtales:

Danmark nærer den Anskuelse, at der vilde skabes en retfærdig Ord­ning af det finansielle Spørgsmaal ved at bestemme, at der skal til­bagebetales Tyskland en Del af de 58 Miil. Kr., Danmark modtog i 1865 som det Beløb, der repræsenterede dets Kvota-Andel i Landets samlede Statsgæld paa hint Tidspunkt, saaledes at denne Del sættes i Forhold dels til den Folkemængde, dels til det Landomraade, som nu vender tilbage til Danmark.

I denne Forbindelse skal nu her anføres nævnte Artikel VIII i Wien- freden af 30. Okt. 1864:

For at opnaa en billig Fordeling af det danske Monarkis Statsgæld i Forhold til Kongerigets og Hertugdømmernes respektive Folketal og for derhos at afhjælpe de uoverskuelige Vanskeligheder, som en detailleret Opgørelse af de gensidige Rettigheder og Fordringer vil frem­byde, har de høje kontraherende Parter fastsat den Andel af det dan­ske Monarkis Statsgæld, der skal falde Hertugdømmerne til Last, til en rund Sum af 29 Millioner Rigsdaler (dansk Rigsmønt).

Det Beløb, der i nuværende dansk Mønt svarer til disse 29 Mili. Rigs­daler, er 58 Mili. Kr. Da Wienfreden af 30. Okt. 1864 blev underskrevet, omfattede denne Sum de tre Hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenburg.

Nu er der imidlertid kun Spørgsmaal om at tilbageføre til Danmark en Del af det ene Hertugdømme, Slesvig. Wientraktaten fastsætter udtrykkeligt som Basis for en retfærdig Fordeling Forholdet mellem Befolkningen i Kon­geriget og i Hertugdømmerne.

Under de nuværende Omstændigheder maa det derfor synes naturligt at anvende samme Princip og som Grundlag at benytte den sidste tyske Folketælling inden Verdenskrigen.

Ved Wienfreden afstod Danmark til de allierede tyske Magter (Preussen og Østrig):

1)    Hertugdømmet    Holsten og    Øen    Femern.
2)    Hertugdømmet    Lauenborg.
3)    Hertugdømmet    Slesvig.

Disse    tre Provinser udgør    et samlet Areal    af    ca.    19.000 km2 med 1.621.000    Indbyggere (1910).

De Landomraader, som Tyskland (Preussen) nu under Forudsætning af Befolkningens Samtykke i Overensstemmelse med de høje allierede og asso­cierede Magters Beslutninger vil have at genafstaa, fordeler sig saaledes:

1)    Nordslesvig med et Areal af ca. 4.000 km2 og omtrent 167.000 Indbyg­gere (1910).

2)    Mellemslesvig med et Areal af 1.300 km2 og omtrent 100.000 Indbyg­gere, heri indbefattet Byen Flensborg med dens Forstæder, som i 1910 havde ca. 70.000 Indbyggere.

Disse Tal muliggør tilnærmelsesvis at vise den forholdsvise Andel af det danske Monarkis Gæld i 1864, som nu vil være at betale tilbage. — Det er klart, at Danmark ikke vil have at betale Renter af dette Beløb, da Tysk­land (Preussen) har ejet Udnyttelsen af Landet i hele det siden 1864 for­løbne Tidsrum.

I Overensstemmelse med ovenomtalte Memorandum vil der imidlertid til dette Gældsbeløb, som hidrører fra Freden i Wien 1864, være at lægge den Værdi, som Statsejendommene paa de i Tyskland (Preussen) inkor­porerede Landomraader siden Erhvervelsen har naaet.

Dog maa bemærkes, at Opgørelsen mellem de to Stater ikke berører Kommunerne, der beholder deres Gæld og Formue som hidtil.

2)    De det tyske Rige, Preussen eller den preussiske Provins Slesvig-Holsten tilhørende offentlige Bygninger, Anlæg o. a.

I Nordslesvig beløber Værdien sig til 11 Mili. Kr. Man er kommet til denne Sum ved at støtte sig til Vurderinger foretaget af Eksperter (Arkitek­ter, Entreprenører og Forsikringsmænd). Eksperterne har foretaget deres Vurderinger til normale Tiders Priser, idet de har forhøjet disse med gen­nemsnitlig 5o %.

3)    Den preussiske Stats Jernbaner.
Værdien af disse Jernbaner er for Nordslesvigs Vedkommende vurderet til Kr. 11.300.000. Vurderingen omfatter ikke Stationer og andre Bygninger, der er nødvendige for Banernes Drift.

I Tiaaret før Verdenskrigen lod den preussiske Forvaltning, med Hen­blik paa en fremtidig Krig, foretage store Udvidelser af Jernbanestationerne i Nordslesvig; saaledes er der bygget store Perroner til Udladning af Sol­dater, Heste, Krigsmateriel m. v. I Overensstemmelse med de Principer, der er anførte i det ovenfor nævnte Memorandum fra den danske Delegation, dat. 6. Marts 1919, er man af den Opfattelse, at Værdien af disse Anlæg ikke vil være at erstatte.

4)    Den preussiske Stats Telegraf- og Telefonanlæg.
Under de nuværende Omstændigheder har de danske Eksperter ikke været i Stand til at danne sig nogen Mening om Værdien af disse Anlæg. I dette, som i flere andre Tilfælde, vil det være nødvendigt at foretage Vur­deringerne paa Stedet.

5)    Overtagelse af c. 35 af den preussiske Stat opkøbte Do­mæner.

Den preussiske Stat har købt disse Domæner til Støtte for Fortyskningen. De er alle beliggende i Nordslesvig. De dækker et Areal af c. 13.000 ha.

Deres Værdi er ansat til 18 Miil. Kr. Denne Vurdering er foretaget paa Basis af Priserne i 1914. Det Beløb, som den preussiske Stat har betalt for Erhvervelsen af disse Ejendomme, kan sættes til c. 7 Miil. Mark; men det maa bemærkes, at efter Erhvervelsen har paa flere Omraader betydelige Forbedringer i Driften fundet Sted.

Det er nødvendigt, at disse Ejendomme kan frigøres for enhver Af­hængighed af den preussiske Stat, hvilket kan ske ved, at man refunderer den Værdi, de besad i 1914.

6)    Overtagelse af de 3 i Nordslesvig af »den hannoveranske Kloster-Fond«, opkøbte Ejendomme.

»Den hannoveranske Kloster-Fond« har opkøbt disse tre Landejen­domme i Nordslesvig, af hvilke to er beliggende i Aabenraa Amt og en i Sønderborg Amt (paa Øen Als). De dækker et Areal paa 537 ha. Deres Værdi er ansat til 1½—2 Mili. Kr.

Kloster-Fonden købte disse Ejendomme paa Opfordring af den preussiske Stat for at bidrage til Fortyskningen af Nordslesvig, og den preussiske Stat udøver — i det mindste indirekte — Kontrol med Forvaltningen af de Midler, over hvilke Kloster-Fonden raader.

Det er derfor nødvendigt, at disse Ejendomme befries for enhver Af­hængighed af Kloster-Fonden, hvilket kan ske ved, at man tilbagebetaler Fonden den Værdi, som disse Ejendomme besad i 1914.

7)    Overtagelse til Vurderings pris af den preussiske Stats Ret­tigheder i de saakaldte »Rentegüter«.

Ved »Rentegüter« forstaas smaa Landejendomme, hvis Besidder ikke ejer den fulde Ejerret, idet hans Ret til Afhændelse er afhængig af den preussiske Stats Tilladelse. »Rentegüter« kan altsaa hverken sælges eller udstykkes uden Statens Tilladelse, og Staten har forbeholdt sig Forkøbs­retten.

Ved Udgangen af 1912 fandtes i Nordslesvig et betydeligt Antal af disse Ejendomme, over hvilke Staten udøvede sin Kontrol i det Øjemed at bevare dem som Middel til Landets Fortyskning. Der fandtes: 136 i Haderslev Amt, 69 i Aabenraa Amt og 80 i Tønder Amt.

Det maa synes ubetinget nødvendigt at overføre den Kontrol, den preus­siske Stat nu udøver over de nævnte Ejendomme, til den danske Stat gen­nem Køb af den preussiske Stats Prioriteter i dem.

8)    Overtagelse til Vurderingspris af den preussiske Stats Prioriteter og andre Rettigheder i de af y>Schleswig-Holsteinische Höfebank« forvaltede Ejendomme.

De Ejendomme, der hører under dette Afsnit, forvaltes af en Bank i Kiel ved Navn Schleswig-Holsteinische Höfebank. Disse Ejendomme er ligeledes under Kontrol af den preussiske Stat, som ejer Prioriteter i dem op til 1/3 af deres samlede Værdi. For at vise Omfanget af Statens Kontrolret overfor denne Slags Ejendomme, vil det være tilstrækkeligt at anføre, at selv Ejerens Søn ikke kan efterfølge sin Fader uden Samtykke fra Regerin­gens Repræsentant (Regeringspræsidenten).

Til denne Fortegnelse bør yderligere føjes de øvrige Forpligtelser og Rettigheder, som det tyske Riges og Preussens Myndigheder maatte besidde i de Omraader af Slesvig, der vil blive genafstaaede til Danmark. Eksempel­vis kan nævnes, at den preussiske Stat har Interesser i det tyske Kolonisations­selskab, kaldet »Schleswig-Holsteinische Siedlungs-Genossenschaft«, og i Skærbæk Bank, som har ydet adskillig Støtte til forskellige Fortysknings- Foretagender.

Efter at have givet en Oversigt over Tysklands finansielle Krav skal nu. saa vidt det er muligt, anføres de Krav, Danmark agter at gøre gældende overfor Tyskland (Preussen):

1) Andel i den i Henhold til den tyske Lov af 1911 oprettede Alderdoms- og Invaliditets-Forsikringsfond.

Det Beløb, der aarlig udredes i Invaliderenter i de 4 Amter, Haderslev, Aabenraa, Sønderborg og Tønder, andrager c. I.o23.3l4 Mark.

Det Beløb, der i Nordslesvig udredes til Enkeforsorg og til Udstyrs­Hjælp, kendes ikke nøjagtigt, men det drejer sig næppe om større Beløb.

Det tyske Rige har ydet et Beløb af c. 300.000 Mark aarlig af disse Be­løb, saaledes at Forsikringsfonden for sin Part har maattet yde c. 700.000 Mark.

Enhver Person, der er forsikret i Forsikringsfonden mod Invaliditet, har — bortset fra Statens Bidrag — gennem de aarlige Præmier fuldt ud betalt, hvad han eller hun har Krav paa i Tilfælde af Invaliditet.

Som Følge heraf kan Fondens Forpligtelser overfor de forsikrede ikke annulleres. Gennem Betalingen af deres Præmier har de forsikrede en Andel i den meget betyde­lige Formue (c. 55 Miil. Mk.) som nu administreres gennem Forsikrings- institutet i Kiel. Paa den anden Side vilde det være uantageligt, at For- sikringsinstitutet i Kiel fortsat forvaltede denne Forsikring for den Del af Slesvig, som vil blive tilbagegivet til Danmark.

Som Følge heraf bringes i Forslag, at det nævnte Institut skal tilbagebetale de udtrædende Medlemmer deres Andel i Formuen.

Betalingen vilde være at udrede til den danske Stat, og denne vilde da paatage sig at fordele Pengene mellem de paagældende. I Danmark findes der intet tilsvarende Forsikringsinstitut, og det vil være ugørligt at opretholde to forskelligartede Forsikringsinstitutioner.

Med Hensyn til Ulykkesforsikringen er det betydeligste Selskab det, der forsikrer mod Ulykker indenfor Landbruget. I 1917 har de 4 ovennævnte slesvigske Amter for den Slags Forsikringer udredet c. 292.000 Mark. Det Antal Personer, der oppebærer Understøttelser fra denne Art Forsikring, er 2.600 Skadelidte, 130 Enker og 120 Børn. Det synes naturligt at fratage den tyske Administration Forvaltningen af denne Forsikringskapital. Likvi­dationen bør finde Sted som ovenfor anført.

Med Hensyn til Sygeforsikring og de private Funktionærers Forsikring (aaben for enhver privat ansat Funktionær med ikke over 5.000 Mark i Ind­tægt) vil disse, da de kun har en lokal Karakter, være at bibeholde under den Forudsætning, at deres Kapital og Kassen forbliver i den afstaaede Del af Slesvig.

2) Andel i de kirkelige Fonds og Kasser, som er fælles for Slesvig og Holsten.

Under dette Afsnit hører bl. a. de Kapitaler, som tjener til Underhold af Landskirkens Kirker. I dette Øjemed har i tidligere Tid forskellige offent­lige preussiske Institutioner faaet overdraget og forvaltet de Kapitaler, som stammer fra Tilbagekøb af Tiende. Derfor vilde det være nødvendigt at træffe en Ordning, ved hvilken de slesvigske Landomraader, der gengives Danmark, paany faar overdraget de Kapitaler, som med Rette tilhører dem.

3)    Andel i forskellige sociale Institutioners, Handelskamrenes. Landbrugs- og Haandværker-Selskabers, Sindssyge- og Abnorm-Anstalters, Brandassurance-Selskabernes, Hede- opdyrknings-Selskabernes m. fl.s Formuer.

I Tilfælde, hvor disse Formuer befinder sig paa det Omraade af Slesvig, der tilbagegives Danmark, bør de forblive urørte, medmindre der paahviler dem Forpligtelser overfor de Omraader af Slesvig, som ikke vender tilbage til Danmark. I sidstnævnte Tilfælde vil en tilsvarende Andel være at tilbage­betale Tyskland.

4)    Legatformuer tilhørende Kommuner eller offentlige Insti­tutioner eller som er testamenteret til Fordel for danske Slesvigere. Endvidere Andel i Legater oprettede til Fordel for Indbyggerne i Hertugdømmet Slesvig eller i Hertug­dømmerne Slesvig og Holsten, og omvendt.

5) Tilbagebetaling af de Beløb, som af Private, Kommunerne, 163 b offentlige Institutioner eller Foreninger er indbetalt i de offentlige preussiske Kasser som Kaution, Depot eller Pant.

6) Tilbagebetaling af Bidrag fra Amterne (»Kreise«.) til den tyske Regerings Udgifter til Understøttelser af Soldaternes Familier under Krigen.

7)    Skade paa Privatejendom forvoldt under Krigen ved An­læg af militære Værker af alle Slags m. v.

En officiel Undersøgelse har konstateret, at Skaden paa Markerne i Ha­derslev og Aabenraa Amter (»Kreise«) beløber sig til 1.9o2.oco Mark.

8)    Betaling for ubetalte Rekvisitionssedler.
De tyske Myndigheder har foretaget et vist Antal Rekvisitioner, hoved­sagelig af Kvæg, som endnu ikke er blevet betalt.

9)    Erstatning for Skibe og Ladninger skudt i Sænk under Krigen.
Den samlede Værdi af de danske Skibe, som er totalt forliste paa Grund af den tyske Søkrigsførelse, beløber sig til c. 230 Miil. Kr., Tabene af Fragt og Last ikke indbefattet.

Den danske Regering er af den Formening, at dette Beløb bør betales af Tyskland, saaledes at Danmark modtager en An­del heraf i Forhold til sit eget Forbrug af Tonnage under Krigen, og de allierede Magter samt U. S. A. en Andel i det Forhold, i hvilket de under Krigen har anvendt dansk Tonnage.

Følgelig vil det være nødvendigt at udregne dels Antallet af Tonnage­dage for den danske Handelsflaade under Krigen, dels Antallet af Tonnage­dage, i hvilke den danske Handelsflaade har været chartret af andre Lande. Erstatningsbeløbet vil da være at fordele forholdsvis mellem de forskellige Lande.

Paa denne Maade vil hvert Land faa rimelig Erstatning for en Del af de Tab, som er foraarsagede af den Forøgelse af Forsikringspræmierne, som var en direkte Følge af Tysklands maritime Krigsførelse, hvilke atter var den væsentligste Aarsag til Vareprisernes Stigning. Da Prisstigningen har været baaret af hele Befolkningen, maa det synes retfærdigt, at det ogsaa bliver den, der faar Fordelen af Erstatningen.

10)    Skadeserstatning til de danske Søfolks Familier, hvis For­sørgere er omkomne under Krigen som Følge af Torpe­deringen af danske Skibe.

Den internationale Sømandskongres i Paris har vedtaget en Resolution, i Følge hvilken alle Sømandsorganisationer i de allierede og associerede Lande og de neutrale Lande af Tyskland skal kræve en Erstatning paa i det mindste £ 1.000 til Familie (eller andre dertil berettigede) af Sømænd, der har mi­stet Livet som Følge af de tyske sømilitære Krigsforanstaltninger. Intet Fra­drag i denne Erstatning maa foretages af den Grund, at faglige Sømands­organisationer eller de forskellige Staters offentlige Myndigheder nu eller i Fremtiden understøtter den efterladte Familie af en Sømand, som mistede Livet under Krigen.

I Løbet af Krigen har 600 danske Sømænd ombord i danske Skibe mi­stet Livet, nemlig 266 som Følge af Torpederinger, 8o ved Mineeksplosioner og 232 ombord paa Skibe, der af ukendte Grunde er gaaet tabt.

11)    Tyske Gældsforpligtelser, garanterede af den tyske Rege­ring og hidrørende fra V areudveksTmg under Krigen.

Disse Forpligtelser har deres Oprindelse i Vareudvekslingen mellem Danmark og Tyskland under Krigen. De hidrører fra Differencen mellem Eksport og Import. Tyskland krævede Opretholdelse af denne Difference i Form af Kredit som Betingelse for at forsyne Danmark med visse Raa- stoffer (Kul, Jern m. v.), der var nødvendige for Landets økonomiske Liv.

Til disse forskellige Kreditposter maa endelig føjes de Krav, som Inva­lider, faldne eller forsvundne Soldaters Familier eller andre dertil beret­tigede Efterladte efter Krigsofre kan rejse overfor den tyske Stat. Disse private Krav bør fastholdes, paa samme Maade som det modsat var Tilfæl­det i 1864, nemlig som de paagældendes Krav overfor Tyskland, eller Tysk­land kan udbetale disse Forpligtelsers Kreditposters kapitaliserede Værdi, der da, saafremt de tyske Kontrakrav tillader det, vil kunne bringes i Mod­regning ved den endelige Opgørelse mellem Tyskland og Danmark.

Idet denne Redegørelse forelægges de høje allierede og associerede Mag­ters Fredskonference, er det nødvendigt at gentage, at paa nuværende Tidspunkt har det kun kunnet dreje sig om saa vidt muligt at klarlægge de Principer, som Danmark ved Tilbagegivelsen af det danske Slesvig kunde ønske at se anvendt paa det finansielle Opgør mellem Tyskland og Dan­mark. Det vil være af den største Vigtighed, at de i dette Memorandum anførte Principer maatte vinde Billigelse hos de allierede og associerede Magters Konference.

I Overensstemmelse hermed udtaler Danmark det Ønske, at Konferen­cen vil bestemme, at Udførelsen af Bestemmelserne i den finansielle Ord­ning mellem Danmark og Tyskland (Preussen) maa blive overdraget blan­dede tysk-danske Kommissioner under Forsæde af en Voldgiftsmand, ud­nævnt i dette Øjemed af de høje allierede og associerede Magter.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

17. maj 1919. Alt for mange tyskere i 2. og 3. zone: Den danske Regering gør Indsigelse mod Tredje Afstemnings-Zone

17. Maj 1919 tilstillede den danske gesandt i Paris, H. A. Bernhoft, Fredskonferencens Præsident — og samtidig de fem Stormagters Delegationer samt Medlemmerne af Fredskommissionens danske Kommission — følgende Skrivelse:

Den høje Fredskonference har besluttet at udstrække Afstemningsom-raadet i Slesvig til en Linje Kappel—Slesvig—Tønning, og den har saaledes føjet et tredje Afsnit til de to Afsnit, som var foreslaaet af Danmark og det danske Slesvigs Repræsentanter.

Denne Beslutning, som har fremkaldt levende Bevægelse i Danmark og i det danske Slesvig, har 12. ds. foranlediget et Fællesmøde af den dan­ske Rigsdags to Ting. Efter forudgaaende Drøftelse blev følgende Beslut­ning vedtaget:

Her anføres rigsdagens beslutning af 12, maj 1919

For denne Beslutning stemte alle tilstedeværende Medlemmer af Rigs­dagen med Undtagelse af de Konservative, som vel bekræftede deres Tilslut­ning til Rigsdagens Udtalelse af 23. Okt. 1918, men som fandt en ny Be­slutning uhensigtsmæssig.

Det fremgaar heraf, at de to Ting enstemmigt har bekræftet deres Be­slutning af 23. Okt. 1918, hvori Rigsdagen udtrykker Haabet om, at det slesvigske Spørgsmaal maa blive løst i Overensstemmelse med Nationalitets-Principet.

Idet jeg har den Ære at bringe ovenstaaende til Deres Ekscellences Kundskab, tillader jeg mig dertil at knytte følgende Bemærkninger:

Danmarks Hovedstyrke bestaar i dets Befolknings Ensartethed.  

De to Zoner eller Afsnit, hvori Danmarks og det danske Slesvigs Re­præsentanter havde anmodet den høje Konference om at lade foretage Folke­-Afstemning, omfatter hele den Del af Slesvig, som i 1867 — før det preus­siske Undertrykkelses-System var blevet fæstnet — stemte dansk ved de tyske Valg. Skøndt Danskheden har tabt Terræn siden 1867, findes der dog endnu i det andet Afsnit virksomme danske Sympatier.

Ganske vist omfatter de to Afsnit, ja, selv Nordslesvig tyske Mindre­tal; men i et Slesvig, hvis Indbyggeres store Flertal er dansk, vilde efter Indlemmelsen i Danmark de mere eller mindre splittede tyske Mindretal hurtigt forsvinde.

Selv om Danmark udvides til en Grænse, der drages i andet Afsnit, vilde det vedblivende være et Land med ensartet Befolkning.

Anderledes vilde Sagen stille sig, hvis Grænsen blev trukket sydligere efter Afstemning i det tredje Afsnit.

Allerede inden Krigen 1864 var Befolkningen i dette tredje Afsnit ikke alene tysk af Sprog og Sindelag, men ogsaa antidansk.

Hverken i det halve Aarhundrede, som er forløbet indtil 1914, eller under den store Krig har der for os foreligget noget Tegn paa, at en Æn­dring i denne Befolknings Sindelag skulde være foregaaet.

Først efter Tysklands Nederlag og under Truslen om finansiel Ruin er der hos visse Elementer i denne Befolkning opstaaet Ønske om at frigøre sig fra Tyskland og at faa Lejlighed til at stemme for Genforening med Danmark.

Til denne Bevæggrund af materiel Art slutter sig en Genopblussen af den slesvigske eller slesvig-holstenske Partikularisme, der, som vor Historie viser, rummer en Fare for Danmark.

Det er disse Partikularisters Ønske at indlemme i det fremtidige Dan­mark sluttede tyske Mindretal, som vil være tilstrækkelig betydende til i Danmark at opretholde en kæmpende Tyskhed, i Haab om saaledes at for­beholde Fremtiden.

De spredte Mindretal i Nord- og Mellemslesvig vilde da ikke mere være tyske Smaaøer, som hurtigt vilde kunne forsvinde, men de vilde blive Tysk­hedens Forposter.

Denne Bevægelse er saa meget farligere, som den giver politisk Paaskud for saadanne Omvendelser, der nødig vil indrømme, at deres Bevæggrunde er Pengeinteresser.

Jeg skal tillade mig at anføre nogle Tal. Den høje Konference har fast­sat Folkeafstemning i en Zone, der omfatter rundt 415.000 Indbyggere. Den Del af Slesvig, hvori der findes et dansk Element, omfatter omtrent 255.000 Indbyggere, hvoraf rundt 175.000 taler Dansk.

Der findes altsaa i Afsnit­tene I og II mindst 80.000 Tyskere, til hvem den sluttede Masse af 160.000 Tyskere, der bor i tredje Afsnit, vilde kunne slutte sig.

Som Begrundelse for den af Rigsdagen tagne Beslutning udtrykte Tale­ren, under Tingenes almindelige Tilslutning, Danmarks dybe Taknemme­lighed overfor de allierede og associerede Magter, hvis Sejr og efterfølgende Beslutninger paa Fredskonferencen har muliggjort vore nationale Forhaabningers Virkeliggørelse.

Det er i denne Aand, som besjæler hele det danske Folk, at jeg har til­ladt mig at forebringe de ovenstaaende Bemærkninger.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

17. maj 1919. “En pinlig overraskelse!” Hvordan havnede den 3. zone i traktatudkastet?

Den danske gesandt i Paris Bernhoft sende den 10. maj 1919 en depeche til Udenrigsministeren. Den blev modtaget i København den 17. maj 1919.

Jeg har den Ære at fremsende hermed det officielle “Résumé du traité avec l’Allemagne”, hvis Afsnit vedrørende Slesvig telegraferedes 7. d. M., samt et i det franske Udenrigsministerium modtaget Uddrag af Traktatens Bestemmelser vedrørende Slesvig. Selve Traktatteksten, en tyk Bog, ud­leveres kun Deltagerne i Fredskonferencen.

Det var en pinlig Overraskelse,at finde under Afsnittet “Slesvig” , at Fredskonferencen havde vedtaget at lade afholde Plebiscit i en 3. Zone, der strækker sig ned til en Linie: Kappel-Slesvig-Tønning, ikke som angivet i “Résumeet” Kappel-Slesvig-Husum.

I øvrigt synes Trak­taten i alt væsentligt at følge det danske Forslag.

Jeg har søgt at indhente Oplysninger om Grundene til Vedtagelsen af den 3. Afstemningszone eller, som den betegnes i Præliminærtraktaten, 3. Sektion i Afstemningszonen.

Saavidt skønnes, er Bestemmelsen om en 3. Afstemningszone først blevet taget paa et sent Stadium, efter at man havde Grund til at tro, at Sagen var behandlet færdig, da ovenomtalte Uoverensstemmelser mellem det franske Resumé og Traktatens Tekst tyder paa, at Spørgsmaalet indtil det sidste har været Genstand for Diskussion.

I det sædvanlige Communiqué for 30. f. M. om Konferencens Arbejder fandtes angivet, at de 4 Udenrigsministre vilde undersøge visse Spørgsmaal bl. a. om “l’organisation d’un régime transitoire dans le Slesvig aprés la signature de la Paix”.

Det har ikke været muligt at faa noget at vide, hvorom der havde været forhandlet ved dette Møde1. Det er muligt, at man da har vedtaget Afstemning i den 3. Zone. Men dette er en ren Gisning. For­slaget om denne 3. Afstemningszone er stillet af Kommissionen, hvis Ind­stilling angives at have været enstemmig.

Paa mine Spørgsmaal om, hvilke Motiver man havde haft til at stille dette Forslag, svares der mig af et af Medlemmerne af Kommissionen, at der forelaa talrige Petitioner fra Sydslesvig om at faa Adgang til at stemme om, hvorvidt dette Land ønskede at høre under Danmark eller Tyskland, tillige med Oplysninger om en voksende Stemning for at slutte sig til Dan­mark. Man ansaa sig derfor ikke berettiget til at udelukke denne Befolk­ning fra at udøve sin Selvbestemmelsesret.

Da jeg udtalte min Forundring over, at Kommissionen havde fæstet mere Lid til nogle faa fanatiske Danske og nogle helt tyske Slesvigere end til den danske parlamentariske og sles­vigske Delegation samt til den danske Regerings Repræsentanter, svarede man mig, at den danske Regering, der ikke havde foreslaaet denne 3. Af­stemningszone og derfor intet Ansvar havde for den, stod fuldstændig frit. Saaledes kunde den f. Eks. nægte at give særlige Garantier for tysk Sprog, tysk Skole o. lign., hvis saadanne fordredes af Sydslesvigerne før Afstem­ningen. Man havde anset denne Afstemning for “a safety valve” mod senere Bebrejdelser fra Sydslesvigernes Side for ikke at have faaet Adgang til selv at bestemme deres Skæbne.

Desuden mentes det, at Resultatet af Afstem­ningen i Sydslesvig vilde være et væsentligt Moment ved den internationale Kommissions Afgørelse af det vigtigste Spørgsmaal, nemlig hvorvidt Flens­borg skulde tildeles Danmark eller vedblive at tilhøre Tyskland.

Det synes at være vedkommende klart, at der næppe kan ventes mere end en større eller mindre Minoritet danske Stemmer i Flensborg, f. Eks. 40 pCt.

Skulde derfor Angel vise sig at stemme helt tysk, vilde det rimeligvis bidrage til at trække Flensborg til Tyskland og vice-versa.

Ifølge denne Betragtning vil der ikke blive Spørgsmaal om, at den 2. Zone overtages af Danmark straks efter Afholdelsen af Plebiscitet, saa langt dette skulde falde ud til Fordel for Danmark. Men den internationale Kom­mission forbeholder altsaa sin Afgørelse, til Afstemningen i 2. og 3. Zone er afsluttet. Ordene i “Resuméet” tillader denne Forstaaelse.

Vedkommende mente, at det vilde være en Fordel for os, hvis Flensborg blev dansk, om hele Kysten til Gelting Bugten ogsaa kunde blive dansk. Han synes ikke at nære nogen Tro til, at der i Henhold til Plebiscitet kunde gives os mere, d. v. s., han er paa det rene med, at der ikke i 3. Zone kan ventes nogen dansk Majoritet. Saa meget mærkeligere er Kommis­sionens Indstilling.

Hvad særlig angaar Medtagelsen i yderste Øjeblik af Ejderstedt, sagdes det, at man derved fik en bedre Evakuationslinje, uden at denne tyndt be­folkede Landsdels Medtagelse kunde gøres noget synderligt fra eller til. I øvrigt mente man at vide, at Græsgangene i Ejdersted ejedes eller dog lejedes af Nordslesvigere.

Ganske tilsvarende Argumenter anføres fra anden Side.

Tanken om at lade den “3. Zone” stemme synes at være opstaaet som en Konsekvens af Evakueringen. Baade overfor Delegationen og overfor Ge­sandtskabet har man udelukkende nævnt Evakueringen Syd for 1. og 2. Zone som en Garanti for Valgets Frihed i de nævnte to Zoner. Oprindelig har man formodentlig ikke tænkt paa Afstemning i 3. Zone, men er efterhaanden kommet ind paa Tanken, da Evakuering er en Forudsætning for Afstemning.

Da Kommissionen umiddelbart forinden Delegationens An­komst foreslog Magister H. V. Clausen og mig en Evakueringslinje Kappel —Tønning og forespurgte, hvorvidt den burde drages norden eller sønden om Slesvig By, fremsatte vi vore Betænkeligheder ved overhovedet at drage Evakueringslinjen saa sydligt og anbefalede en Linie Gelting-Husum

Jeg har indberettet tidligere, at vort egentlige Motiv hertil var at søge i vor Frygt for, at Afstemningsgrænsen skulde blive draget med Syd efter.

Spørgsmaalet blev af Kommissionen forelagt Delegationen. Denne kunde imid­lertid ikke blive enig under Mødet, og efter at Sagen var blevet drøftet paa Hotel Meurice, vedtog Delegationen, trods Magister Clausens og mine Betænkeligheder, at svare, at den ikke ønskede at udtale sig.

Jeg har troet atter at burde anføre vore Betænkeligheder ved at faa en samlet stor tysk Befolkning, og særlig da Tyskerne i Sydslesvig under de nuværende Forhold i Tyskland formentlig vil stemme dansk af rent peku­niære Grunde.

Dertil bemærkedes, at den internationale Kommission ikke behøvede at tage Hensyn til Stemmeafgivningen til Fordel for Danmark, hvis den fik den Overbevisning, at den udelukkende skyldtes Skatteflugt o. lign. Motiver.

Mit Spørgsmaal om, hvorledes man vilde kunne afgøre, af hvike Motiver Vælgerne lod sig lede ved den hemmelige Afstemning, forblev ubesvaret.

Endelig kan jeg ikke undlade at anføre et Argument, som i Fortrolig­hed anførtes. Naar jeg undrede mig over — blev det sagt mig —, at man ikke havde lagt mere Vægt paa det fra officiel dansk Side fremførte, skyld­tes det blandt andet Forestillingen om, at den danske Regerings Optræden var motiveret ved Ønsket om at faa saa lidt som muligt af Slesvig og endnu præget af visse tidligere Traktationer med Tyskland om det slesvigske Spørgsmaal.

Overfor disse Paastande henviste jeg til Regeringens bestemte Dementi.

Vi — Hr. H. V. Clausen og jeg — formoder, at man har søgt at dis­kreditere saavel Hr. H. P. Hanssen-Nørremølle som Hr. N. Neergaard, der var Medlem af Delegationen, ved at fremdrage de to Herrers Indblanding i den “Rubinske Artikel” i “Preussische Jahrbücher” og Hr. Clausen selv paa Grund af hans Deltagelse i “Adressesagen”.

[Der sigtes til en Artikel af Marcus Rubin i “Preussische Jahrbiicher”, Berlin, Maj 1911, i hvilken (S. 274 og 276) forekom Udtalelser om, at “Artikel Fem [i Pragfredeti] længst er død og magtesløs”, og at “kun Taaber og Folk uden Indflydelse i Danmark tænker paa en Cienopstaaelse af Artikel Fem”.]

Jeg beklager at have undervurderet de sydslesvigske Udsendinges Virk­somhed i Paris og overvurderet Betydningen af Kommissionsmedlemmer­nes Udtalelser til mig. Under Kommissionsforslagets Behandling for den territoriale Centralkommission, de 5 Udenrigsministre, er det stadig fra de bedste Kilder blevet sagt mig, at der ikke var sket væsentlige Ændringer i Kommissionens Indstilling. Paa direkte Forespørgsel i Anledning af nogle Bladmeddelelser om en “3. Zone” udtalte et Medlem af Kommissionen for nogen Tid siden, at der ikke var sket Ændring i Forslaget: 2 Afstemnings­zoner og 1 Evakueringszone. Den Hemmelighedsfuldhed, hvormed Freds­konferencen har omgivet sit Arbejde, har hindret en virkelig Kundskab om dens Bestemmelser.

Man maa stille sig det Spørgsmaal, hvorvidt Beslutningen om en 3. Afstemningszone har en storpolitisk Baggrund. Man indrømmer stadig, at man vel forstaar vor Frygt for at faa et stort tysk Befolkningselement og maa følgelig kunne forstaa, at vi vil vægre os ved at modtage Sydslesvig, selv om det skulde stemme dansk.

Paa den anden Side vilde man næppe kunne tilbagegive til Tyskland Befolkninger, som har udtalt Ønske om at komme bort fra dette Land. Tænker man ad denne Omvej at genopvække Tanken om en Kanalstat eller en Stødpudestat — eventuelt med et Man­dat fra Folkenes Forbund til Fordel for Danmark? Intet Middel til at svække Preussen vil blive forsømt.

Da vi erfarede Bestemmelsen om den 3. Afstemningszone, afsendte vi Telegram af 7. Maj, hvoraf Afskrift vedlægges. Vi tillod os heri at henstille, at der fremkom fra Regering og Rigsdag en Udtalelse om, at de staar fast paa det hidtilværende Grundlag og ikke vil godkende Ind­lemmelse i Danmark af Egne, som aldrig, fra den Tid Modsætningen mellem dansk og tysk blev bevidst, har vist Spor af dansk Nationalfølelse.

Det er vanskeligt for os at bedømme den indre Stilling i Danmark, især da man her synes at lægge en vis Vægt paa, at Hr. J. C. Christensen, i hvem man her ser den næste Regeringschef, menes at være sympatisk stemt overfor Danevirkebevægelsen.

Men vi venter, at vore foreløbig mundtlig overfor Kommissionsmedlemmer fremsatte Indvendinger vil faa Støtte hjemmefra, saaledes at de vil kunne fremføres paa mere officiel Maade.

I en af Le Temp’s Redaktion begæret Udtalelse har jeg nøjedes med i meget afdæmpet Form at udtale min Forbavselse. —

Det er Hensigten at gaa saa hurtigt frem som muligt med Hensyn til Plebiscitet i Slesvig, og det er sagt mig, at man traf Forberedelser til de nødvendige militære Foranstaltninger (Flaadestyrke). Jeg har ikke kunnet faa nogen Besked om Sammensætningen af den internationale Kommission udover, at den ved Siden af de skandinaviske Medlemmer vil tælle et fransk, et engelsk og et amerikansk.

Som en Detaille af nogen Interesse tilføjes, at det er Hensigten at ude­lukke fra Slesvig under Overgangsperioden Agitatorer saavel fra Tyskland som fra Danmark (Kongeriget).

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

16. maj 1919. Ernst Christiansen: Preusserne lover Flensborg guld og grønne skove

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

16. Maj: Den prøjsiske Trafikminister og Regeringspræsidenten fra Slesvig har i Gaar været her og lovet Guld og grønne Skove. —

Cornelius Petersen og P. Lassen i Flensborg.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

15. maj 1919. Dansk memorandum om oldsager, arkivalier, kunstværker m.m.

Med Datum: Paris, 15. Maj 1919, men i Virkeligheden afleveret paa et senere Tids­punkt, tilstillede den danske Delegerede Fredskonferencen et (af H. V. Clausen forfattet) Memo­randum : “Mémoire relatif a la restitution par l’Allemagne (la Prusse) d’objets artistiques ou ayant une valeur scientifique, littéraire et historique par suite de la rétrocession du Slesvig danois”.

Det indledes saaledes:

Uafhængigt af den finansielle Ordning mellem Danmark og Tyskland, som skal træffes, naar den danske Del af Slesvig bliver tilbagegivet Dan­mark, melder sig et andet Spørgsmaal vedrørende Genstande, der har vi­denskabelig, kunstnerisk eller litterær Værdi, og til hvilke der desuden knytter sig nationale Følelser.

I visse Tilfælde drejer det sig om Tilbagegivelsen af Genstande, som uden lovlig Grund er bleven fjernede fra Slesvig.

Memoiren nævner derefter disse Genstande under nedenstaaende otte Rubriker:

I.    Oldsager
I 1852 oprettedes i Flensborg den “Kgl. Samling af nordiske Antikvi­teter”, som snart opnaaede stor Betydning ved Indlemmelse af de bemær­kelsesværdige Fund fra Folkevandringens Tid, som gjordes i Aarene 1858-1861 i Torsbjerg Mose i Angel og i Nydam Mose i Sundeved.

Udbyttet af disse Udgravninger omfattede tusindvis af Genstande af største histo­riske Betydning, nedlagte i Moserne som Gudernes Part i Byttet. Den danske Regering bekostede disse Udgravninger, danske Lærde ledede dem. beskrev de fundne Genstande, deres Nytteanvendelse og Maaden, paa hvil­ken de var bleven nedlagt. Som bekendt indtager de skandinaviske Lande i vore Dage en fremragende Plads paa Arkæologiens Omraade. De paa­gældende Genstande er iøvrigt i fuld Overensstemmelse med de andre be­tydningsfulde Fund fra samme Tidsalder, som er gjort i andre Dele af Danmark.

Art. XIV i Wien-Freden af 1864 omtaler udtrykkelig Flensborg-Samlingen:

“Samlingen af Oldsager, som knyttede sig til Slesvigs Historie, men som for en stor Deel er blevet adsplittet ved de seneste Begivenheder, vil ved den Danske Regjerings Medvirkning være at gjenoprette.”

Overensstemmende med denne Bestemmelse blev Samlingen, som det var lykkedes at rekonstruere, udleveret til Preussen, men i Stedet for at blive givet tilbage til Byen Flensborg, blev den sendt til Kiel, hvor den danner Hovedparten af Museum vaterländischer Altertümer.

Danmark anmoder (demande”) om denne Oldsagssamlings Tilbage- givelse til den Landsdel, hvor den er bleven dannet, og til hvilken den hører, saaledes at alt, hvad der bevisligt — med Støtte i Museernes Kataloger og andre Dokumenter saavel som Genstandenes Afmærkning — i 1864 har tilhørt Flensborg-Museet, bliver tilbagegivet.

Det er en Selvfølge, at denne Tilbagegivelse bør ske paa det Tidspunkt, da den almindelige Fred med­fører Wien-Fredens Revision. Denne Sag er ikke alene et Retsspørgsmaal; den offentlige Mening i Kongeriget Danmark og i Slesvig kræver, at den bliver taget i Betragtning. Denne Mening er kommet til Orde ikke alene i Pressen, men ogsaa i talrige til Nationalmuseet i København rettede Hen­vendelser, thi Samlingen bærer tydeligt et dansk-nordisk Præg og danner et af de bedste Vidnesbyrd om dansk Nationalitet i Slesvig i den fjerneste Oldtid.

Danmark har ogsaa en naturlig Ret til at kræve (exiger), at de tyske Museer i Provinsen Slesvig-Holsten og andet Steds tilbagegiver de Gen­stande, de er kommet i Besiddelse af efter 1864, og som hidrører fra de Egne af Slesvig, som nu atter bliver danske . Hvis Slesvig ikke fra 1864-1919 havde været indlemmet i Preussen, vilde de her omtalte Oldsager have fundet deres Plads i Hertugdømmets forskellige stedlige Museer; nogle af Genstandene, som frembyder en mere almindelig Interesse, vilde være bleven deponerede i Nationalmuseet i København.

For Slesvig og for hele Danmark er det af stor Betydning, at alt, hvad der staar i Forhold til det slesvigske Lands Historie og Kultur, i størst muligt Omfang bliver ført tilbage over den nye Grænse. De Udgifter, de tyske Museer har haft til Erhvervelse af disse Genstande, vil blive erstattede af Danmark.

Samtidig bor de danske og tyske Regeringer i Fællesskab træffe Be­slutning om ved Hjælp af Midler, begge Stater skal yde, at beskytte mod al Beskadigelse og i hele dens Omfang den gamle og saare interessante Danevirkevold, ligesom det Omraade, paa hvilket den gamle Handelsby Hedeby har staaet, bør bevares for historiske og arkæologiske Undersøgelser.

II.    Hovslund-Stenen
I Øster-Løgum Sogn, Nord for Aabenraa, ligger Landsbyen Hovslund. nærved den gamle Vej, som løb fra Nord til Syd gennem Slesvig; dér fandtes en Runesten, som for omtrent 1000 Aar siden blev rejst af en Høvding for at bevare hans Minde gennem Tiderne. Slægtled efter Slægtled lod pietetsfuldt Stenen staa paa sin Plads. Den omtales i Litteraturen allerede 1592. Under Krigen 1864 blev den af Prins Friedrich-Karl af Preussen bortført som Krigsbytte og anbragt i Parken ved hans Jagtslot »Dreilinden« nærved Berlin. Danmark kræver, at denne Sten bliver genopsat paa sin oprindelige Plads.

III.    Arkiver
Arkivalier — lige fra de ældste Breve til de sidste Dages Dokumenter — tjener ikke alene videnskabelige Studier, men er ogsaa til praktisk Nytte. Danmark har Ret til at kræve, at alle Dokumenter, der historisk eller ad­ministrativt knytter sig til de genafstaaede Landomraader, og som nu findes i tyske Arkiver, bliver det udleveret.

Det følger af sig selv, at de Arkiver, som findes i den Del af Slesvig, der tilbagegives Danmark — saavel den stedlige Administrations som de forskellige Institutioners Arkivalier — forbliver paa det Sted, hvor de nu findes. Dette er saa klart, at Wien-Freden end ikke omtaler dette Forhold.

Ikke desto mindre er der nu Grund til at fremhæve dette Spørgsmaal, thi dels vil Provinsen Slesvig-Holsten blive delt, dels bør det her omtalte Krav udstrækkes til den Del af de stedlige Arkiver, som er bleven overført til Provinsens centrale Arkiver i Byen Slesvig, altsaa til Statens og Provins­regeringens Arkiver.

De stedlige Arkiver i de Forvaltnings-Omraader, som vil blive delt, bør i Principet følge den Lod, som træffer det Sted, hvor de nu er anbragt; dog bør de Dokumenter, som vedrører de Dele af et Forvaltnings-Omraade, som adskilles derfra, udleveres i det Omfang, det vil være muligt at udføre Fordelingen, ligesom Byernes Arkiver, der — efter al Sandsynlighed dog kun som Depot — har været betroede Statsarkivet i Byen Slesvig, bør udleveres.

Foruden de stedlige Arkiver bør ligeledes Dokumenter, som befinder sig i Provinsens Centraladministrations Besiddelse, og som særlig vedrører den afstaaede Del af Slesvig, tilbageleveres. Denne Tilbagelevering bør ske først fra de to ovennævnte store Arkiver og desuden fra andre Arkiver, tilhørende Institutioner, som hidtil var fælles for hele Provinsen (Slesvig- Holsten) eller alene for Slesvig; dette gælder Slesvigs Bispesæde, Kiels Konsistorium, Provinslanddagen, Kiels Overlandsret, Landbrugskammeret, Generalsynoden og »Verband der Schleswig-Holsteinische Genossenschaften«.

Hele det Materiale vedrørende den afstaaede Del af Slesvig, Forvaltningskredse og Kommuner, som findes i Preussens og Rigets statistiske Bureauer i Berlin, bør udleveres; det samme gælder alle Aktstykker ved­rørende Køb og Drift af Statens Domæner. Disse sidste findes højst sand­synligt i Landbrugs- eller Finansministeriet i Berlin.

Aktstykker vedrørende løbende Retssager ved Domstole udenfor den afstaaede Del af Slesvig bør ligeledes udleveres.

Da Slesvig indtil 1864 uomtvisteligt har udgjort en integrerende Del af Danmark, bør endelig tilbageleveres alle Dokumenter, der knytter sig til Hertugdømmet som Helhed, og som hidtil har været opbevaret enten i det slesvig-holstenske Kancelli eller i Rentekammeret eller, for Perioden 1850-1864, i Ministeriet for Slesvig, og som nu opbevares i Arkiverne i Byen Slesvig.

Saa snart ske kan, bør udstedes Forbud imod at tilintetgøre eller flytte noget Dokument vedrørende den afstaaede Del af Slesvig, som for Tiden opbevares i tyske Arkiver. De tyske Øvrigheder skal uopholdelig underrette deres Underordnede om dette Forbud.

Sagen er, at vi har faaet Meddelelse om, at Konsistoriet i Kiel er i Færd med til denne By at flytte det størst mulige Antal vigtige Aktstykker, til­hørende Sognearkiverne, og at det agter at udføre denne Flytning før det danske Slesvigs Tilbagegivelse til Danmark.

Navnlig forlanger det at faa tilsendt alle Dokumenter vedrørende Frimenighederne, Forordningerne ved­rørende tysk og dansk Sprog, Aktstykkerne vedrørende Præsternes Religions­undervisning paa Dansk eller Tysk — kort sagt alt, hvad der vedrører politisk-religiøse Spørgsmaal.

Heraf kan sluttes, at naar Konsistoriet lægger Vægt paa at unddrage danske Forskere disse Aktstykker, saa vil det være endnu langt vigtigere for andre Øvrigheder at hindre, at deres Dokumenter bliver undersøgt. Der er f. Eks. Grund til at tro, at Landraaderne, Borg­mestrene og Politimestrene er blevet opfordrede til at sende alle Dokumen­ter, der har en politisk Karakter, til Provinsens sydlige Egne — maaske endog til at tilintetgøre dem. Det vil være af den største Betydning, saavel af Hensyn til det praktiske Kendskab til Landets Kaar som for fremtidige Hi­storikeres Arbejde, at der bliver sat en Stopper for denne Handlemaade.

Mellem den danske Regering og den tyske Regering (Preussens og Slesvig-Holstens Regeringer) bør tilvejebringes Overenskomst om paa Opfor­dring af de overordnede Forvaltningsmyndigheder gensidig at tilstille hin­anden alle Aktstykker og Meddelelser vedrørende Sager, som har Betydning samtidig for den afstaaende Del af Slesvig og Provinsen Slesvig-Holsten.

IV.    Tryksager
Hvad ovenfor er sagt om Arkiver, som findes paa de afstaaede Land- omraader, gælder ligeledes Tryksagerne. Alle Tryksager, der tilhører Stats­forvaltningen, eller som danner selvstændige Bogsamlinger, skal forblive urørt paa det Sted, hvor de findes. For at varetage Interesserne for Befolk­ningen i den afstaaede Del af Slesvig anmoder Danmark desuden om, at et Eksemplar af alle trykte Skrifter, udkommen efter 1863 Nord for den nye Grænse, skal udleveres det.

Afleveringen bør ske fra Det Kgl. Bibliotek i Berlin eller i givet Fald fra Universitetsbiblioteket i Kiel og samme Bys Historisches Landesbibliotbek. Hvis dette Krav ikke skete Fyldest, vilde de danske Slesvigere ikke være i Stand til at benytte trykte Skrifter, der i tal­rige praktiske Tilfælde kan være nødvendige, og som overhovedet vil være af stor Betydning og Nytte for Befolkningens Kultur. Dette gælder ganske særligt Aviserne. I Danmark benytter daglig et stort Antal Læsere Arkiver­nes og Bibliotekernes Avissamlinger.

I denne Forbindelse kan Aviserne sna­rere betragtes som Arkivalier end som Tryksager.

V.    Løgum Klosterkirkes Restaurering
Nordslesvigs betydeligste arkitektoniske Mindesmærke er Løgums Klosterkirke. Ved det anvendte Bygningsmateriale og i Stilen er denne Kirke ubestridelig dansk. Tyskerne begyndte i Aarene før Verdenskrigen Restau­rerings-Arbejder, men disse Arbejder har under Krigen været fuldstændig standsede.

I danske Kunstnerkredse næredes en vis Ængstelse for Restau­reringen, da den tyske Arkitekt, som ledede den, fuldstændig savnede Kend­skab til Bygningsværkets Slægtskab med de danske middelalderlige Kirker og først senere blev oplyst derom. Arbejdet vil sikkert blive fortsat og fuldendt af Danskerne, men det er af stor Vigtighed, at alle Planer, Opmaalinger, Fotografier, Beskrivelser og andre Aktstykker vedrørende Klo­strets Tilstand før og under Restaureringen bliver udleverede til Anvendelse for danske Arkitekter.

VI.    Kirkernes Klokker
Under Verdenskrigen blev Kirkeklokkerne overalt i Tyskland fjærnede for at blive omsmeltede til Kanon-Fabrikation; dog synes det i Almindelig­hed, at hver Kirke har kunnet bevare en af sine Klokker. Klokker af kunst­nerisk Værdi var Genstand for Begunstigelser.

I det danske Slesvig forløb Tingene paa samme Maade. Et Antal Klokker er imidlertid ikke blevet om­smeltede, men blot opmagasinerede. Selv om de skulde være uden kunst­nerisk Værdi, sætter Menighederne stor Pris paa dem, fordi de fra Slægt­led til Slægtled paa Søn- og Festdage har lydt ved alle Gudstjenester. De Klokker, der ikke er omsmeltede, bør tilbagegivcs Menighederne, som da vil tilbagebetale de udbetalte Erstatninger med Fradrag af Transport- og Ophængnings-Omkostninger.

VII.    »Flensborgløven«.
Henved 2000 danske Soldater, som faldt i Krigene 1848—50 og 1864, hviler paa Flensborg gamle Kirkegaard. I 1862 blev ved Hjælp af en Ind­samling, i hvilken hele det danske Folk deltog, et Mindesmærke rejst for de i den første af disse Krige faldne Soldater. Mindesmærket bestod i en Bronceløve paa en høj Granitsokkel.

Kunstværket skyldes en Slesviger, Bil­ledhuggeren H. V. Bissen; dets kunstneriske Værdi er meget høj, men endnu større er dog den Kærlighed, hvormed det omfattes af alle danske Hjerter.
Dets Indvielse var en national Festdag. En tysk Lærd har kendetegnet det som »det skønne og ædle Mindesmærke«.

Da i Februar 1864 Preusserne rykkede ind i Flensborg, søgte ved Natte­tide en Pøbel fra Hamborg-Altona at ødelægge Mindesmærket, men naaede kun at faa det opgravet. For at hindre dette Kunstværks fuldstændige Ødelæggelse lod den preussiske General Wrangel det fjærne fra Sokkelen. Da Krigen var omme, blev det imidlertid ikke sat tilbage paa sin tidligere Plads, men som Krigstrofæ flyttet til en Gaard i Officersskolen i Lichterfelde ved Berlin. Dekorative Enkeltheder i Bronce, saaledes de danske Hær­føreres Medaillon-Portræter, blev anbragt i Spisesalen i Officerskasinoet i Magdeburg (4. Artilleri-Regiment til Fods, »Encke«).

Som Repræsentant for det danske Folk ejer den danske Regering utvivl­somme Rettigheder til dette Mindesmærke og anmoder derfor om dets Tilbagegivelse.

Danmark vil, hvis det findes rigtigt, genopstille det paa Flens­borgs Kirkegaard eller, saafremt denne By skulde komme til at ligge Syd for den nye Grænse, genopstille det enten i denne By eller et andet Sted paa Slesvigs Jord, hvor danske Soldaters Grave findes.

Lad os minde om, at Sankt-Marcus Hestene, som Napoleon havde bort­ført, blev givet tilbage til Byen Venezia, og at Firspandet paa Brandenburg- Porten i Berlin — som ligeledes havde været bortført af Napoleon — blev genopstillet paa denne Port.

De nordslesvigske Mindesmærker, som ikke er Mindesmærker over Fald­ne, og som tilhører den preussiske Stat (Monumenterne paa Dybbøl og i Arnkilsøre paa Øen Als), vil blive fjærnede fra deres nuværende Plads og Materialerne leveret tilbage til Preussen.

VIII.    Maleren Frølichs Værker
Den udmærkede danske Kunstner Lorenz Frølich malede i Aarene 1854-1858 tre Malerier i stort Format, bestemt til Ophængning i den danske Appelret, som da havde sit Sæde i Flensborg.

Det ene af disse Billeder fremstiller Kong Valdemar Sejr, som i 1241 udsteder Jydske Lov; det andet fremstiller Kong Frederik IV., som 1721 modtager de slesvigske Stænders Hyldest; det tredje fremstiller Kristi Fristelse.

Det førstnævnte og sidst­nævnte af disse Kunstværker befinder sig nu i Flensborg Domhus, men »Stændernes Hyldest« er bleven transporteret til Byen Slesvig, hvor Billedet smykker Overpræsidentens Audienssal.

Paa Historiemaleriets Omraade hører disse Billeder til Frølichs Hovedværker; for dansk Kunst har de en betydelig Værdi, medens de er uden større Interesse for Tyskland. For nogle Aar siden blev Billedet fra Overpræsidentens Audienssal udlaant til en Udstil­ling i København af Frølichs Værker. Det vilde være retfærdigt, om dette Billede blev tilbagegivet Byen Flensborg, hvis denne paany blev dansk; i modsat Fald synes det at være ret og billigt at udlevere de tre Billeder til Danmark, som sandsynligvis til Gengæld vil kunne tilbyde Tyskerne Kunst­værker af Interesse for dem.

Skulde dette ikke være Tilfældet, vilde Bil­lederne være at betale efter Vurdering.

I Overensstemmelse hermed anmoder den danske Regering de høje al­lierede og associerede Magters Fredskonference om at ville bestemme, at

1.    — Oldsager, som naturligt hører hjemme i Danmark, og som findes i Museerne Syd for den nye Grænse, i deres Helhed skal tilbagegives Dan­mark;

2.    — Runestenen fra Hovslund tilbageleveres Danmark;

3. — Arkivalier vedrørende de genafstaaede Dele af Slesvig eller Her­tugdømmet Slesvig i Almindelighed, som findes i det genafstaaede Slesvig eller i Arkiverne Syd for den nye Grænse, skal udleveres Danmark, uanset deres historiske eller administrative Karakter. Intet Aktstykke i Arkiverne skal flyttes eller tilintetgøres før Genafstaaelsen.

4.    — Alle offentlige Bogsamlinger skal forblive urørte paa det Sted, hvor de findes i den Del af Slesvig, som genafstaas til Danmark.
Et Eksemplar af hver Bog, Hæfte eller en hvilken som helst anden Tryk­sag, som siden 1863 er udgaaet fra Trykkerierne paa Landomraaderne Nord for den nye Grænse, skal udleveres den danske Regering fra Det Kgl. Bibli­otek i Berlin eller fra Universitetsbiblioteket i Kiel og Historisches Landes-Bibliothek i samme By.

5.    — Alle Planer og Beskrivelser vedrørende Klostret i Løgum skal udleveres Danmark.

6.    — Alle Klokker fra Kirkerne i det genafstaaede Slesvig, som i Kri­gens Løb er bleven fjærnede og ikke er bleven smeltede, skal tilbageleveres de Kirker, til hvilke de hører.

7.    — Mindesmærket kaldet »Flensborgløven«, Billedhuggeren H. V. Bissens Værk, skal tilbageleveres Danmark.

8.    — De tre historiske Malerier af den danske Maler Lorenz Frølich, som findes i Flensborg og i Byen Slesvig, skal tilhøre Danmark.

Den danske Regering anmoder desuden om, at den høje Fredskonference vil beslutte, at Udførelsen af de her nævnte Krav betroes en blandet dansk­tysk Kommission under Forsæde af en af Konferencen udnævnt Voldgifts­mand.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

14. maj 1919. Udenrigsministrene for de fem sejrende magter vedtager at sende militær til Slesvig

I sit Møde 14. Maj vedtog Fem-Mands Raadet (Udenrigsministrene) — i hvilket den Dag Henry White var Robert Lansing’s Stedfortræder — at oversende Vedtagelsen af 3. Maj i Admiralernes Raad til det øverste militære Raad i Versailles, og Fem-Mands Raadet traf yderligere følgende Beslutning:

Det vedtages, at Overkommando’en over den Ekspedition, der skal vare­tage Ordenens Opretholdelse i Slesvig, skal overdrages den britiske Rege­ring, som vil forhandle med de militære Øvrigheder om Ekspeditions­Korpsets Styrke og tage de nødvendige Forholdsregler til Foretagendets heldige Gennemførelse.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

14. maj 1919. H.P. Hanssen erklærer kamp mod 3. zone

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

14. Maj: I de forløbne Dage Samtaler med Rigsdagsmænd, Bladmænd, Diplomater, de sønderjyske Foreningers Ledere om vort Oplysningsarbejde, Bladplaner. Lige fra Ankomsten Mavesmerter.

I Dag H.P. Hanssens Krigserklæring mod 3. Zone, “Kamp energisk og ubøjelig, til Afgørelsen er falden”.

Kommissionens franske Medlem anser en Slettelse af 3. Zone for fuldkommen udelukket. Jeg skriver et udførligt Gensvar i “Berlingske Tidende”.

Sejler hjem med “Ægir” fra Kalundborg.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

13. maj 1919. Tysk note angående Slesvig til fredskonferencen i Paris

13. Maj tilstillede den tyske Delegation Fredskonf.s Præsident en Note i Anledning af Traktat-Forslaget af 7. s. M. ; det hedder heri om Slesvig:

Den tyske Delegation er ikke blind for, at Folkenes Selvbestemmelsesret kan paakaldes til Støtte for en Række Bestemmelser i Traktat-Forslaget vedrørende de territoriale Ændringer, idet nogle Befolkninger, der hidtil har staaet under tysk Herredømme, som f. Eks. Polakkerne, ikke betragter sig som tyske.

Der kan ligeledes gøres nationale Grunde gældende i Spørgsmaalet om Slesvig, omend den tyske Delegation ikke indser, i Henhold til hvilken Fuldmagt de allierede og associerede Regeringer gør det mellem Tyskland og Danmark bestaaende Grænsespørgsmaal, som vil være at ordne, til Genstand for Fredsforhandlingerne.

Danmarks neutrale Regering veed  meget vel, at den nuværende tyske Regering altid har været villig til at blive enig med den om en ny, med Nationalitets-Principet overensstemmende Grænse.

Saafremt den danske Re­gering ikke desto mindre skulde foretrække at fremme sine Krav ad Fredsforhandlingernes Omvej, saa vil den tyske Regering ingenlunde rejse Mod­stand herimod.

Den tyske Regerings Indrømmelse strækker sig imidlertid ikke til at omfatte de Omraader af Riget, som ikke utvivlsomt er beboede af en Be­folkning af fremmed Stamme.

Navnlig anser den tyske Regering det for utilstedeligt, at tyske Befolkninger og Landomraader gennem Traktaten, i det Øjemed at sikre Tysklands Modstandere finansielle eller økonomiske Krav, gøres til Genstand for Handel mellem den ene og den anden Suverænitet, som var de blot Varer eller Brikker i et Spil …

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Kampen om Centraleuropa – Ny spændende bog udkommet!

En ny spændende og meget aktuel bog er netop udkommet i dag: Vibe Termansens: “Kampen om Centraleuropa”, der trækker linjer fra tiden lige omkring Første Verdenskrigs afslutning til vores dages konflikter og begivenheder inden for EU.

Forlaget skriver:

De to centraleuropæiske stater Polen og Ungarn er de senere år kommet på kollissionskurs med EU’s kerneværdier. Men kampen om, hvad Centraleuropa er og skal være, er slet ikke ny.

For 100 år siden, da Første Verdenskrig sluttede, var det ikke på forhånd givet, hvordan de gigantiske, centraleuropæiske landmasser skulle organiseres.

Burde de være præget af tysk kultur, tysk arbejdsmoral, tysk økonomi og tysk historie, til alles bedste, natürlich, uden smålig skelen til hvad de andre folkefærd måtte mene om det?

Eller burde der tværtimod oprettes et bælte af selvstændige, demokratiske bufferstater mellem de to evige aggressorer Tyskland og Rusland, for at bevare freden (og lidt for at få oprettet en selvstændig tjekkoslovakisk stat)?

Eller hvad med et gigantisk, polskdomineret, multinationalt rige mellem Østersøen og Sortehavet, ligesom i de gode, gamle dage, for effektivt at stække Rusland og lige så effektivt at styrke Polen?

I dag kæmpes der så igen.

De liberale ledere i Vest frygter, at regeringerne i Polen og Ungarn gør EU svag og splittet ved at forbryde sig mod de fælles værdier, når det gælder demokrati- og retsstatsopfattelse. I Warszawa og Budapest hævder magthaverne derimod, at de beskytter de ægte europæiske værdier mod det dekadente, homoseksuelle, sekulære, vegetariske, cyklende, migrant- og terroristfyldte Vesteuropa.

Bogen er på 216 sider og koster 249,95 kr. (vejl.).

Køb den i boghandelen eller direkte hos forlaget

 

12. maj 1919. Telegram fra udenrigsministeriet til gesandten i Paris

Umiddelbart efter Rigsdagens fortrolige Fællesmøde 12. Maj instrueredes de danske Gesandter i Overensstemmelse med de førte Forhandlinger. Til Gesandterne i Berlin, London, Paris og Washington samt de udenlandske Telegrambureauer telegraferedes saavel Flertallets som Mindretallets Resolutioner og Afstemningens Resultater med en Under­retning om Indholdet af N. Neergaards Tale, der samtidig i sin Helhed telegrafisk og en clair tilstilledes Gesandterne i London, Paris og Washington.

Gesandten i Paris opfordredes til at benytte sig af Neergaards Argumentation og anmodedes om snarest at meddele Re­sultatet af sin paatænkte Henvendelse til de Allieredes Udenrigsministre.

Til Gesandtskabet i Paris telegraferedes yderligere 12. Maj:

Under Diskussionen om den af Dem henstillede Instruks var det Udenrigsministeriets Opfattelse, som deltes af Regeringspartierne, at man allerede nu skulde udtale en Ikke-Godkendelse af Indlemmelsen, me­dens Venstre, hvis Standpunkt klart fremgaar af Neergaards til Dem tele­graferede Tale, ikke mente det opportunt paa et saa tidligt Tidspunkt at tage Stilling til et Spørgsmaal, der endnu kun er en Eventualitet.

Højres Standpunkt var dikteret af Ønsket om at holde Partiet sammen. Majoriteten menes at være for en eventuel Modtagelse af 3. Zone. Som Følge af Splittelsen i Partiet fik Højres Resolution den til Havas telegraferede Ord­lyd. Højres Resolution blev afvist af de andre Partier, fordi den kunde fortolkes som eventuel Godkendelse.

Telegrammet naaede først Paris 15. s. M. Regeringens Standpunkt motiveredes yderligere i et Telegram 15. s. M. til Gesandten i Paris.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

12. maj 1919. Kan der opnås enighed? Rigsdagens fortrolige fællesmøde genoptager sit afbrudte møde

Rigsdagens fortrolige fællesmødet blev genoptaget Kl. 19.
Forhandlingslederen, Pedersen-Nyskov, aabnede Mødet og gav straks Ordet til Folketings­mand Neergaard, der udtalte:

Jeg skal ikke bidrage til en Genoptagelse af Forhandlingerne fra i For­middags, men kun sige, at vi har ført en Forhandling indenfor det poli­tiske Udvalg, der ogsaa har nedsat et Underudvalg, be­staaende af to Medlemmer fra hvert Parti.

Der har vi gjort Forsøg paa, om vi kunde komme til en fælles Udtalelse, men dette strandede. Vi maatte fra vor Side fastholde, at som Sagerne laa, kunde man ikke uden at udsætte sig for Misforstaaelse udadtil undlade positivt at bekræfte det Standpunkt, der tidligere er taget ved Resolutionen af 23. Okt. i Fjor og ved Rigsdags­delegationens Optræden i Paris, hvorimod man fra det konservative Folke­partis Side ikke kunde gaa ind paa denne Betragtning.

Som Følge deraf kunde vi ikke komme til nogen Overenskomst mellem alle Partier. Da der imidlertid fra de to andre Partiers Side vistes Villighed til i det væsent­lige at tiltræde Venstres Forslag, og man derfra fremsatte Ønske om en tydeliggørende Tilføjelse, saa er denne optaget i Forslaget.

Taleren oplæste og anbefalede den vedtagne Resolution, hvorefter Ordet blev givet til

Statsminister Zahle: Jeg skal paa Ministeriets og det radikale Ven­stres Vegne tage det Forslag til Resolution, som vi havde stillet, tilbage. De to Resolutioner er i det væsentlige overens­stemmende. Der var i Ministeriets Forslag medtaget noget mere Argu­mentation, men paa den anden Side var den mundtlige Begrundelse, som Hr. Neergaard leverede for Venstres Forslag, klar og fyldestgørende, og Ministeriet kan fuldtud tiltræde den.

Gennem den nu foreslaaede Reso­lution udtrykker Fællesmødet paany Ønsket om, at Afstemningsomraadet i Overensstemmelse med Delegationens Henvendelse til de allierede og asso­cierede Magter i Paris begrænses til de Egne, hvor der endnu lever dansk Sprog og dansk Sindelag, og lægger saaledes Nationalstaten til Grund for Danmarks forventede Udvidelse. Det er saaledes lykkedes, hvad Afstem­ningen her sikkert vil vise, at samle et overvældende Flertal i Danmarks Rigsdag om en Fællesoptræden i denne Sag, og dermed er Formaalet for dette Møde paa en lykkelig Maade naaet.

Efter at Folketingsmand Sigvald Olsen paa Socialdemokratiets Vegne havde givet sin Tilslutning til Forslaget, udtalte

Landstingsmand Alexander Foss: Det konservative Parti har i det ned­satte Udvalg stillet et Forslag til en Udtalelse af Rigsdagen, som slutter sig til de Bemærkninger, jeg fremsatte i Formiddags, og som paa een Gang fastholder det Standpunkt, Rigsdagen har taget, og tager Afstand fra at fremsætte nye Resolutioner. Det lykkedes ikke at opnaa Tilslutning hos de andre Partier til denne Betragtning.

Paa det konservative Folkepartis Vegne stiller jeg da følgende Forslag, der i Betragtning af, at de andre Partier har taget deres Stilling, har faaet Form af en Mindretalsudtalelse:

Det konservative Folkeparti, der fastholder sin Tilslutning til Rigsdagens Resolution af 23. Okt. 1918 og bekræfter sin Medvirken gennem sin Delegerede i den politiske Delegations Virksomhed i Pa­ris, maa, efter at der foreligger en Beslutning af Fredskonferencen — i Fredsforslaget — om Afstemning i den 3. Zone af Slesvig, anse det for ubetimeligt, at der i denne Anledning vedtages nogen ny Udtalelse af Rigsdagen.

Folketingsmand Vanggaard udtalte derefter, at han, da han ønskede Af­stemning overalt Nord for Danevirke-Linicn, maatte undlade at stemme for Resolutionen.

Folketingsmand L. V. Birck erklærede, at han vilde stemme for den af Neergaard foreslaaede Resolution, og beklagede saaledes at være uenig med sit Parti, det konservative Folkeparti.

Forhandlingen sluttede, efter at der var udvekslet enkelte korte Bemærkninger.

Det af Alex. Foss stillede Forslag til Resolution forkastedes med 117 Stemmer mod 29.

Det af N. Neergaard stillede Forslag til Resolution vedtoges med 124 Stemmer mod 30.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

12. maj 1919. Venstre, Radikale Venstre og Socialdemokratiet vedtager resolution

Rigsdagspartiernes politiske Forhandlings-Udvalg fortsatte sit afbrudte møde den 12. Maj 1919 Kl. 16.

Den ledende Formand, Piper [konservativ], meddelte, at der forelaa et Forslag om Nedsættelse af et Underudvalg, bestaaende af 2 Medlemmer af hvert Parti med den Opgave at redigere en Resolution til Forelæggelse for et fortro­ligt Rigsdagsmøde.
Til Medlemmer af dette Underudvalg valgtes derefter: Piper, Foss, Borgbjerg, Sigvald Olsen, P. Munch, N. Petersen, N. Neergaard og J. C. Christensen.

Mødet genoptoges s. D. Kl. 17:

Den ledende Formand, Piper, meddelte, at Forhandlingerne i Under­udvalget ikke havde ført til Enighed, idet det konservative Folkeparti ikke havde kunnet slutte sig til de tre andre Partiers Resolution.
N. Neergaard oplæste den Resolution, som de tre Partiers Under­udvalgsmedlemmer var enedes om:

Idet den danske Rigsdag udtaler sin Glæde over Udsigten til, at den kommende Fred vil bringe Opfyldelsen af det danske Folks na­tionale Haab, fastholder den sin Udtalelse af 23. Okt. 1918 og de Ønsker om Afstemningsomraadet i Sønderjylland, som er fremsat overfor de allierede og associerede Magter i Paris af Rigsdagens alle Partier omfattende Delegation og af Repræsentanter for den danske Vælgerforening i Sønderjylland.

Rigsdagen nærer fremdeles den Opfattelse, at en Afstemning paa Grundlag af disse Ønsker vil give den bedste Garanti for det danske Folks nationale Fremtid.

Til denne Udtalelse sluttede det radikale Venstres, Socialdemokratiets og Venstres Ud­valgsmedlemmer sig, medens det konservative Folkepartis Medlemmer forbeholdt sig at fremsætte en Resolution i en anden Affattelse.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

12. maj 1919. Brev fra den danske gesandt i Paris til Udenrigsministeriet

Med Flyvepost afsendte Gesandten 9. Maj 1919 en haandskreven Notits uden Under­skrift; modtaget af Udenrigsmin. 12. s. M.:

Desværre har det franske Krigsministerium glemt at meddele Ltnt. Krauses  Afrejse, ellers havde der fulgt en Beretning med. Men den er kun til­dels skrevet.

Vi agter at søge Udenrigsministrene for at gøre Indvendinger mod den sydlige Afstemningsgrænse.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

12. maj 1919. Stærk diskussion i rigsdagen: “ikke flere fremmede Elementer i Danmark end absolut nødvendigt”

At der pludselig dukkede en 3. afstemningszone i Slesvig op i det første udkast til en fredstraktat, gav anledning til stærke indre danske diskussioner om, hvordan man bedst kunne reagere på det.

Rigsdagens Medlemmer af begge Ting samledes 12. Maj 1919 til fortroligt Fællesmøde:

Statsministeren [Zahle] aabnede Mødet og udtalte, at det lukkede Møde var sam­menkaldt for at gøre Forsøg paa, om en fælles Optræden kunde tilvejebringes over for det Spørgsmaal, der var rejst ved, at Fredskonferencen i Versailles havde opstillet i Fredsbetingelserne en 3. Afstemningszone sydligst i Slesvig.

Statsministeren nævnte, at Sagen havde været forhandlet i det politiske Ud­valg, men at det havde vist sig umuligt at komme til Enig­hed om en fælles Optræden.

Der var, saavidt han kunde skønne, Enighed mellem alle Partiernes Repræsentanter om, at Formaalet var, at man skulde tilstræbe en dansk Nationalstat, som omfatter saavidt muligt alle Danske, men ogsaa saavidt muligt kun alle Danske, og ikke tager flere fremmede Elementer med end absolut nødvendigt.

Idet Statsministeren udtalte sin Tro til, at langt den overvejende Del af Rigsdagens Medlemmer tilstræbte Dan­nelsen af en saadan dansk Nationalstat, fremsatte han paa Ministeriets Vegne følgende Forslag til Resolution:

Idet Rigsdagens Fællesmøde henviser til sin Udtalelse af 23. Okt. 1918 , hvori det fastslaas:

at ingen anden Ændring i Slesvigs nuværende Stilling end en Ord­ning efter Nationalitetsprincipet stemmer med det danske Folks Ønske, Følelse og Interesse,

udtrykker det sin levende Taknemmelighed over, at der i de nu i Versailles offentliggjorte Fredsbetingelser er optaget Bestemmelser, der aabner Adgang for de danske Slesvigere til ved en fri Afstemning at genforenes med Danmark, saaledes at Afstemningen i Overensstem­melse med de af den danske Rigsdags Delegation og de danske Søn­derjyders Repræsentanter i Paris fremsatte Ønsker sker samlet i Nord­slesvig og kommunevis i de Dele af Mellemslesvig, hvor der endnu lever dansk Sprog eller dansk Sindelag.

Naar der hertil i Fredsbestemmelserne er føjet Afstemning i en 3. Zone, føler Fællesmødet sig overbevist om, at Bestemmelsen skyldes et Ønske om at fremme Danmarks Interesser, og det udtrykker sin Erkendtlighed for dette Ønske.

Fællesmødet er imidlertid fremdeles af den Opfattelse m.H.t. det nationale Spørgsmaal i Slesvig, der har fundet Udtryk i Rigsdagens Udtalelse af 23. Okt. 1918, i samtlige de af de danske Vælgerforeninger i Slesvig vedtagne Resolutioner og i den danske Delegations Henvendelse til de associerede Magter i Paris. Til Forhindring af den mulige Misforstaaelse, at den danske Regering og Rigsdag skulde have ændret Opfattelse af denne for vort Folk saa overordentlig betydningsfulde Sag, fastslaar den sin Tilslutning til den af Delegationen i Paris hævdede Opfattelse, at en Afstemning Syd for den af Delegationen anbefalede Grænse ikke stemmer med Danmarks Interesser.

Disse Egne bebos ikke af danske Slesvigere, men af en Befolkning, der siden Modsætningen mellem dansk og tysk blev bevidst, aldrig har vist Spor af dansk Nationalfølelse, men tværtimod ofte en Tyskhed, der fremtraadte udpræget danskfjendtligt. Til Klar­læggelse af de nationale Forhold i disse Egne er derfor en Afstemning unødvendig.

Den er af mange Aarsager betænkelig, og hvis Afstem­ningen under Indtryk af øjeblikkelige Forhold og paavirket af altyske politiske Planer om Bevarelsen af et udelt Slesvig skulde give Flertal for Tilslutning til Danmark, vilde en Gennemførelse heraf rumme en national Fare for vort Fædreland, da tyske Elementer derved vilde blive langt overvejende i det genvundne Slesvig.

Fællesmødet ønsker derfor Regeringens og Rigsdagens Standpunkt, saaledes som det er udtrykt i Resolutionen af 23. Okt. 1918 og Dele­gationens Henvendelse til de associerede Magter i Paris, fastholdt.

Efter Oplæsningen af Resolutionen, anmodede Statsministeren Folketingets Formand Pedersen-Nyskov om at lede Mødet. Pedersen-Nyskov gav derefter Ordet til

Udenrigsminister Scavenius: Den overraskende Meddelelse, der er kom­met fra Paris, hvor beklagelig den ellers maatte være, har den Fordel, at det gamle Spørgsmaal nu stilles klart til den danske Regering, den danske Rigsdag og det danske Folk: ønsker vi en national Løsning af det gamle Stridsspørgsmaal i Hertugdømmet Slesvig, eller ønsker vi at gaa over til en Politik, der i det væsentligste, tiltrods for at det ikke er hele Slesvig, det drejer sig om, dog gaar ud paa at generhverve saa meget af Slesvig, at det kan betragtes som en Venden tilbage til den gamle Ejderpolitik med alt, hvad dertil hører?

Naar man tænker paa, med hvilken Beklagelse man her i Landet siden 1864 har dvælet ved, at man ved tidligere Lejligheder forsømte at faa den nationale Løsning, og naar man tænker paa, at i disse over 50 Aar har denne Løsning været det idéelle Grundlag saavel for Kampene i Slesvig som for det danske Folks Opfattelse af Spørgsmaalet, maa det jo overraske, at der nu, efter at alt dette er sket, blot fordi der udefra frembyder sig noget der ligner en Chance, da ligesom opdukker en Mulighed for at gaa over til den anden Politik, og efter Indførelsen i Fredspræliminærene af dette Spørgsmaal paa den Maade, som sket er, kan vi jo ikke længer nøjes med at betragte dette som politisk Fantasteri, men maa tage i Betragtning, at det ligger indenfor den praktiske Politiks Omraade.

Jeg skal ikke gaa ind paa alle de Betragtninger, der kan knytte sig hertil, den Ulykke, det vilde være for Danmark, hvis noget saadant fandt Sted. Det er tilstrækkelig bekendt; det vilde kun være en Gentagelse, som jeg tror ikke længere behøves. Men jeg vil gerne understrege, at jeg tror ikke, at man skal hæfte sig for meget ved Trylleordet Selvbestemmelsesretten. Selv­bestemmelsesret er jo, som alle Begreber, aabenbart et Ord, der kan være Genstand for Fortolkning. Vi har altid forstaaet det som Selvbestemmelses­ret for dem, der hørte os til, Ret for de Danske til at udtale sig for at komme tilbage til Danmark. Nu ser vi, at det kan udstrækkes til fremmede Ele­menter, og det er en Opfattelse af Selvbestemmelsesretten, som ikke kan vinde Anklang, tror jeg, hos det store Flertal af det danske Folk.

Men man gaar jo videre — og det viser Forberedelsen til den ny Po­litik — man taler om, at denne Afstemning ikke skal være afgørende, men kun vejledende, saaledes at selv om Afstemningen i det sydlige Slesvig gik imod Tilslutning til Danmark, skulde det ikke ligge udenfor Mulighedernes Grænse, at denne Landsstrækning dog kunde blive tildelt Danmark.

Jeg tror, der maa være en Ret til Selvbestemmelse i dette Spørgsmaal ikke alene for Slesvigs Befolkning, og navnlig da naar man udstrækker den til tyske Elementer i Slesvig, der maa ogsaa være en Ret for det danske Folk til at have en Mening, om det stemmer med, hvad man her i Landet anser for forsvarligt og rigtigt.

Og jeg tror heller ikke, man skal bruge dette Ord som en Dækning, som en Formel, hvorefter man befries for Ansvaret. Jeg tror ikke, at det er rigtigt at mene, at fordi denne Befolkning kommer til­bage til Danmark efter en Afstemning, vil det stille sig anderledes med det danske Folks politiske Fremtid. Jeg tror, Ansvaret vil være det samme, og jeg tror, at de politiske Følger vil blive de samme.

Der er jo Grund til at spørge, naar vi saa pludselig faar denne Med­delelse fra Paris: hvorledes er dette sket? Det vil jo straks blive sagt — jeg har set, at det er blevet sagt — at dette maa betragtes som et Nederlag for den danske Regering.

Nu er jo ikke Spørgsmaalet herfra ført frem alene af den danske Regering. Det har hidtil været ført frem af alle de store Partier, saa hvis det skal være et Nederlag, kan det dog ikke være alene for Regeringen. Jeg tror heller ikke, at man fra de Allieredes Side vil se saaledes paa det. Jeg tror, at de betragter det saaledes — og det er ogsaa rig­tigt, synes jeg, hvad der i dette Forslag til Vedtagelse saa stærkt understre­ges — at det er de Allieredes Velvilje overfor Danmark, der har givet sig Udslag. Det vilde dog være ret ejendommeligt at tillægge dem saa ringe og underordnede Motiver, og det vilde være en Overdrivelse af vor egen Betydning at mene, at det skulde være indgaaet i deres Beregninger, om dette nu var noget, som kunde genere den ene eller den anden her i Landet.

Kan man tale om Nederlag, er det jo ogsaa rimeligt at tale om Sejr, og det skulde være en Sejr for den private Udenrigspolitik her i Landet, som har virket ved sine Gesandter i Paris og andre Steder. Og jeg nægter ikke, at den maaske har bidraget til dette Resultat. Den kan meget vel have bidraget dertil, selv om det var klart for alle, at det var en lille Mindretals­bevægelse her i Landet.

Det beror jo altid ved den Slags Bevægelser, saa længe Spørgsmaalet ikke er ført frem til virkelig Afgørelse for Folket, meget paa et Skøn, hvor omsiggribende man mener, at en saadan Bevægelse kan være.

Bevægelsen har selv villet meddele os, hvor stærk den var. Den har sat en Adresse i Gang, som er indleveret til Regering og Rigsdag, og har faaet, saavidt jeg ved, godt 100.000 Underskrifter.

Nu vil jeg, skønt man jo hører forskelligt om, hvordan saadanne Adresser bliver tilvejebragt, gaa ud fra, at alle disse godt 100.000 Underskrivere nøje har overvejet Spørgsmaalet og nøje tænkt over, hvad de indlod sig paa. Men jeg vil dog fremhæve, at de kun udgør en 1/20 Del af den Befolkning her i Landet, som kunde have skrevet under. Bevægelsen kan derfor ikke have været saa stærk, at den kan have været bestemmende for de Allierede.

Den har ikke alene virket ved sine Gesandter, den har ogsaa søgt at vinde Sympati for sit Formaal paa de Steder i Udlandet, hvor der kunde være Sangbund derfor. Den har virket kraftigt mellem Dansk-Amerikanerne, og jeg skulde tro, at den Opfattelse og Holdning, som har gjort sig gæl­dende fra dette om ikke store saa dog i visse Egne af Amerika betydnings­fulde Element, ikke har været af mindst Betydning, hvis den er blevet ud­trykt ved Henvendelser til Kongresmedlemmer i Washington.

Af de Samtaler, jeg har haft med Repræsentanter for Ententen, har jeg imidlertid snarere faaet det Indtryk, at man fra de Allieredes Side ikke rigtig har villet tro, at en saa stor Beskedenhed fra dansk Side virkelig skulde tages bogstaveligt. Der har været en Tilbøjelighed til at sige: ja, det er naturligvis meget forstaaeligt, at den danske Regering og Rigsdag fører det frem paa denne Maade, men Gud ved, om det danske Folk ikke alligevel ønsker at faa hele Slesvig tilbage, saaledes som det franske Folk ønsker at faa hele Elsass-Lothringen tilbage?

Saa vidt jeg har kunnet dømme efter Samtaler, jeg har haft, har dette været en Betragtning, som har spillet en Rolle. Man har ment, at vi har handlet ud fra en forsigtig Politik, vi ansaa det ikke rigtigt fra vor Side, og navnlig ikke officielt, at fremføre, at vi i Virkeligheden ønskede hele Slesvig, men det var nok alligevel vor Op­fattelse.

Se, hvis der har været saadanne Tendenser, synes jeg det er rimeligt, at ogsaa de private Udsendinge har kunnet have nogen Virkning.

De har rimeligvis ikke taget i Betænkning at henvise til, at det danske Folk i Virke­ligheden var med dem. Det har de næsten været nødt til, thi hele Bevæ­gelsen kunde jo ikke have nogen Berettigelse, hvis den ikke haabede at kunne vinde et Flertal af det danske Folk for sig.

Jeg gaar ud fra, at man ikke har tænkt sig, at det skulde ske alene ved Hjælp fra Udlandet. Mange her i Landet vil mene, at det er en betænkelig Sag paa den Maade at ind­blande Udlandet i vore vitale Interesser saaledes, at det skal være afgørende. Det maa dog være sket ud fra den Betragtning, at det maatte være muligt at vinde Flertal i det danske Folk.

Nu er dette sket, og vi staar overfor det Spørgsmaal, hvilken Taktik vi skal vælge. Der synes her at være opstaaet nogen Tvivl i saa Henseende.

Landets Repræsentant i Paris, Gesandten, har ikke været i Tvivl. Jeg skal tillade mig at oplæse det Telegram, han har afsendt fra Paris 7. Maj.

Taleren oplæste her Telegrammet og fortsatte:

Regeringen, Udenrigsministeriet havde allerede inden Modtagelsen af dette Telegram ikke været i nogen Tvivl om, hvad der var det rigtige i denne Sag, og dette bekræftes altsaa ved dette Telegram, hvori vor Repræ­sentant paa Stedet, som dog maa antages bedst at kunne bedømme Forhol­dene og nok saa godt som det er muligt i København, indstiller at anvende denne Fremgangsmaade.

Under Hensyn til den saaledes foreliggende Situation henvendte jeg mig til det politiske Udvalg for at meddele, hvorledes jeg havde tænkt mig at udtale mig til Gesandten. Det havde ikke været min Tanke, at denne In­struks til Gesandten skulde gøres til Genstand for nogen Afstemning, jeg havde kun tænkt mig det som en Meddelelse til det Udvalg, som jo netop er nedsat for at modtage den Slags Meddelelser.

Da der imidlertid blev udtalt Ønske om, at der maatte ske Henvendelse til Partierne, kunde der ikke fra min Side gøres nogen Indvending derimod, men derved har Sagen forskubbet sig noget, man har faaet den Opfattelse, at det var Rigsdagen, der skulde give Gesandten Instruks, og derom kunde Rigsdagen med Rette sige: det er ikke vor Opgave, det maa blive Ministeriets Opgave og falde indenfor dettes Ansvar at give Gesandten de Instrukser, han skal have, og som han beder om.

Imidlertid maa man jo vide, hvorledes man staar i sin Politik, hvilken Baggrund der her i Landet er for den af Regeringen foreslaaede Politik. Saaledes er det sket tidligere i dette Spørgsmaal, og saa­ledes maa det ogsaa være nu.

Efter de Forhandlinger, der fandt Sted i Fredags [9. Maj], blev følgende Telegram sendt til Gesandten:

“Regering og Rigsdag fastholder sit tidligere fastslaaede Stand­punkt. Nærmere Meddelelse følger.”

Dette blev samtidigt offentliggjort her. Jeg ser, at man har forsøgt at gøre noget ud af, at Telegrammet ikke blev offentliggjort i den samme Ordlyd som den, hvori det er blevet sendt. Jeg maa hertil sige, at den Tanke vanskeligt kunde komme indenfor nogen Deltagers Opfattelse den Dag, at dette havde nogen Betydning, thi Tilføjelsen var ikke indkommen paa Anmodning af nogen af de Herrer, det var en Tilføjelse, som Ministe­riet selv foretog rent ekspeditionsmæssigt.

Men der er et Hensyn, som gjorde, at Telegrammet maatte offentliggøres anderledes end det afgik, og det var Hensynet til vort Kodesprog med Paris. Derfor har jeg beklaget, at en Indiskretion bragte Ordlyden, saaledes som den virkelig er afgaaet, frem for Offentligheden, hvilket jo gør, at man ved at tage det Telegram direkte kan læse ogsaa vore andre Telegrammer, og dette vil gøre en Æn­dring af Kodesproget nødvendig.

Men jeg vil som sagt navnlig understrege, at det var Ministeriet selv, der gjorde denne Tilføjelse, og at den ikke frem­kom paa noget Ønske udtrykt fra anden Side.

Jeg mener, at de Bestræbelser, der er udfoldede fra denne Bevægelses Side, ikke i sig selv vilde være farlige. Alt beror paa, om de finder nogen Støtte, om de finder den Støtte, som man fra den Side utvivlsomt maa have henvist til i Paris.

Disse Bestræbelser kan jo umuligt være udfoldet i Paris paa det spinkle Grundlag, der endnu foreligger herhjemme, de maa være udfoldet under Henvisning til, at de kunde finde Støtte i videre Kredse. Og jeg maa da være af den Opfattelse, at hvis den Holdning skulde indtages, som syntes at fremgaa af de Samtaler, der fandt Sted i Lørdags, ved de Bemærkninger, der fremkom fra Oppositionens Side, saa vilde der derved ske en Bekræftelse af, hvad der er anført fra de private Gesandters Side. Hvis man forholder sig fuldkommen passiv eller endda gaar udenfor det passive og antyder, at saafremt de høje Magter bestemmer dette, kan vi ikke modsætte os det, saa er det jo netop en Bekræftelse paa det, som er ud­trykt for mig af herværende Diplomater: det danske Folk ønsker det i Virke­ligheden, det ønsker blot ikke at sige det.

Til en saadan Politik kan det nuværende Ministerium og de Partier, der støtter det, ikke gaa med. Vi maa gaa ud fra, at der i dette skæbnesvangre Øjeblik paahviler os en Pligt til at fremsætte vor Opfattelse. Hvis vi ikke gør det, vil det senere kunne siges til os: hvorfor sagde I det ikke den Gang, da I fik at vide, hvad der var sket.

Nu har jeg imidlertid til Morgen med Flyverpost fra Paris faaet en lille Meddelelse fra Gesandten, som aabenbart er nedkradset i største Hast, thi han har ikke engang haft Tid til at underskrive den, og som viser, at Ge­sandten, som det er hans Ret efter de Instruktioner, der er givet ham, og efter det Grundlag, han har at staa paa — og som har været støttet hidtil ikke alene af Regeringen, men af hele Rigsdagen — allerede har taget Sagen op.

Jeg maa maaske her gøre en Indskudsbemærkning i Anledning af en Afbrydelse. Jeg beklager, at man agitatorisk har bragt Ordet “Protest” frem. Det kan kun vanskeliggøre Sagen, naar vi skal henvende os til Magterne i Paris og søge at overbevise dem om, at det er paa et Grundlag, med Hensyn til hvilket der maa være indløbet en Misforstaaelse paa en eller anden Maade, at de har medtaget Afstemning i den tredie Zone.

Det er aldrig nogen tak­nemmelig Opgave at skulle sige til en Mand: du har taget fejl, men naar det yderligere lægges ham i Munden, at han skal være fornærmet derover, at det ikke er et Livsspørgsmaal for os, at vi nu kommer og fremstiller, hvor­ledes vi ser paa denne Sag, men det er for at krænke ham — saaledes som det allerede er sat frem i den danske Presse — ja, saa kan det kun blive yderligere vanskeligt.

Jeg vender tilbage til den løst henkastede Meddelelse fra Gesandten, som er skrevet den 9., altsaa i Fredags paa et Tidspunkt, da vort Telegram ikke kan være naaet til ham — vi har oven i Købet Erfaring for, at Telegrambefordringen er temmelig langsom, den tager let to Dage paa Grund af Liniernes Overbebyrdelse.

Meddelelsen lyder saaledes:

Taleren oplæste her telegrammet  og fortsatte:

Ja, det synes jeg er det rigtige Ord: man gør Indvendinger.

Deri er der ikke noget fornærmende, navnlig ikke naar man kan henvise til, af hvilken vital Interesse dette Spørgsmaal er for Danmark.

Spørgsmaalet har ved denne Meddelelse ændret Karakter.

Gesandten har, som det har været hans Ret, allerede optraadt i Henhold til det, der tidligere er sagt ham, og det, der nu bliver Spørgsmaal om fra dansk Side, er at støtte denne Henvendelse, han har foretaget. At denne Henvendelse vil blive støttet af den nuværende Regering, kan der ikke være Tvivl om, og at den vil blive støttet af de Par­tier, der staar bag den, kan der heller ikke være nogen Tvivl om.

Spørgsmaalet er nu — det er det Spørgsmaal, der foreligger paa dette Møde —: kan vi enes, kan hele Rigsdagen som hidtil støtte denne Politik og udtrykke dette overfor Gesandten? Det er det, der ligger i det Forslag til Resolution, der her er fremsat.

Jeg skal tilføje, at for Ministeriet staar det saaledes, at hvis vi ikke kan naa noget Resultat her, bliver det nødvendigt — og mange vil maaske mene, at det i det hele taget nu er nødvendigt — at denne Sag fore­lægges ved en offentlig Forhandling for det danske Folk.

Derefter gav Pedersen-Nyskov Ordet til Folketingsmand N. Neergaard, der angaaende selve Sagen udtalte sig i nær Tilslutning til det af Udenrigsministeren fremførte. Derimod kunde han paa Venstres Vegne ikke gaa med til den af Regeringen foreslaaede Resolution.

Han udtalte herom følgende:

Alle Partier er jo bekendt med de Forhandlinger, der er ført i Fredags i det politiske Udvalg, og den højtærede Udenrigsminister har erindret der­om. M. H. t. dette at fastholde Rigsdagens principielle Standpunkt, saale­des som det er indtaget igennem Resolutionen af 23. Okt. 1918 og gennem Rigsdagsdelegationen, var der i det politiske Udvalg ingen Uenighed, ab­solut ikke. Det fremgaar ogsaa af de skriftlige Erklæringer, som blev af­givet af samtlige Partier.

Derimod var der jo en stærk fremtrædende taktisk Uenighed om, hvor­ledes man skulde tage Situationen. Der var vi for vort Vedkommende — jeg skal selvfølgelig ikke tale om andre Partier — i høj Grad imod at frem­komme med en Udtalelse som den, Gesandten ønsker i sit Telegram, en Udtalelse, som bandt os til at nægte at modtage 3. Zone.

Dette vil være en Foregriben af Begivenhederne, som efter vor Mening vilde være i høj Grad uklog. Det maa afhænge af Forholdene, som de ligger til den Tid, hvis Afstemningen finder Sted, hvordan vi endelig vil stille os til det fore­liggende Resultat. Jeg skal for Øjeblikket ikke udtale mig derom, men jeg vil ikke paa nogen Maade — og det vil ingen i mit Parti — være med til at foregribe denne Afgørelse ved en Udtalelse allerede nu.

Heller ikke kunde vi være med til at afgive en Protest i den skarpe Form, som en saadan Erklæring, som den nylig berørte, vilde involvere. Vi maa erindre, at det, som ogsaa den højtærede Udenrigsminister indrømmede, er ud fra mod os venlige Motiver, Ententen har draget denne Afstemnings­grænse, om end det er imod de Ønsker, der blev udtalt med Enstemmig­hed af saavel den kongerigske som den sønderjydske Delegation.

Vi maa heller ikke glemme, at vi meget let kunde komme til at virke i modsat Ret­ning af den tilsigtede ved en Optræden, som kunde faa Karakter af at være noget krænkende, noget skarp overfor Ententen, som vi jo er i højeste Grad Tak skyldige — hvad vi aldrig maa glemme, og hvad der ikke alene maa være herskende i vore Udtalelser, men i vor hele Færd overfor den — fordi det er den og dens Sejr, der har muliggjort Virkeliggørelsen af vore natio­nale Forhaabninger.

Man behøver ikke at følge ret meget med i de tyske Forhandlinger, der nu finder Sted, med deres Krav om 2/3 Majoritet og de øvrige overdrevne Krav, som kommer frem ikke blot fra enkelte Steder, men autoritativt, delvis med Billigelse af den tyske Regering, for at indse, hvilken Genforening med Sønderjylland der var blevet, hvis Tyskland hav­de sejret.

Med Hensyn til dette kunde vi altsaa ikke enes i Fredags og kan det heller ikke her.

Vi fastholder imidlertid vort Standpunkt og er af den Me­ning, at det maa fastholdes ogsaa offentligt, for at man ikke i Paris skal hengive sig til den Tro, at vi har skiftet Opfattelse i et vitalt Spørgsmaal. Naar vi tror — og det er absolut ud fra denne Tro, vi har stillet os, som vi har gjort før — at der er Fare ved, at der aabnes en Dør til at faa et kompakt tysk Folkeelement herind i Danmark, er det nødvendigt, at vi ikke lader dem, der har Magten og Ledelsen, uvidende om, hvorledes vi stiller os. Derfor er det ganske naturligt, at vi her fremkommer med en Udtalelse, der klart og tydeligt viser, hvorledes vi staar, og hvilke vore Ønsker er.

Jeg vil mene, at det var af den allerstørste Betydning ikke mindre nu end tidligere, om den danske Rigsdag kunde bevare udadtil den Enighed, som den hidtil har hævdet. Vi behøver ikke at lægge Skjul paa, at denne Enighed har dækket over ikke saa lidt Uenighed med Hensyn til dette og hint, men det har dog kunnet lykkes os at finde en Enighedsformel udad­til, der var mere end en Formel, der var Udtryk for en Realitet, og det vilde være i højeste Grad beklageligt, hvis dette nu skulde briste i sidste Øjeblik. Det vilde udøve en uheldig Virkning udadtil overfor Magterne, og det vilde øve en splittende, maaske ret skæbnesvanger Virkning overfor Sønderjyderne, det maa vi heller ikke glemme.

Derfor mener jeg, at var det en Pligt for os paa de tidligere Stadier, hvor der ogsaa har kunnet være Meningsforskelligheder, at søge at samles om en fælles Udtalelse, saa er det ikke en mindre Pligt for os nu.

Denne Fællesudtalelse kan da ikke gaa ud paa noget som helst andet end at bekræfte det Standpunkt, vi gennem alle Stadier hidtil har været enige om og endnu i Fredags var enige om. Jeg tror, det vilde være hensigtsmæs­sigt, hvis der skal være Udsigt til at naa et saadant Resultat, at man, naar Ordførerne for de forskellige Partier har udtalt sig i dette Møde, saa suspen­derede Mødet — det er kun en Henstilling — og søgte gennem Forhand­ling i det politiske Udvalg eller paa anden Maade at enes om Formen for den Udtalelse, som jeg tror, det er i høj Grad ønskeligt, at vi kommer med.

Regeringen har jo nu forelagt et Forslag til Resolution. I vort Parti har vi selvfølgeligt ogsaa drøftet Sagen og ment, at der burde vedtages en Resolu­tion, og vi har samlet os om følgende Forslag til Udtalelse:

“Idet den danske Rigsdag udtaler sin Glæde over Udsigten til, at den kommende Fred vil bringe Opfyldelsen af det danske Folks nationale Haab, fastholder man sin Udtalelse af 23. Okt. 1918 og sine Ønsker om Afstemningsomraadet i Sønderjylland, som er fremsat overfor de allierede og as­socierede Magter i Paris af Rigsdagens politiske Delegation, hvilken talte Medlemmer af alle politiske Partier.
Rigsdagen nærer fremdeles den Opfattelse, at en Afstemning paa Grund­lag af disse Ønsker vil give den bedste Garanti for det danske Folks natio­nale Fremtid.”

Jeg tror, at hvis vi skal enes om en Beslutning her, gælder det om at gøre det saa kort som muligt, og jeg tror, at Regeringens Resolution vil være uegnet til at samles om allerede af den Grund, at den er for vidtløftig, unødig vidtløftig, forekommer det mig. Derimod tror jeg, at der i dette Forslag til Beslutning siges, hvad der er nødvendigt at sige, og ikke et Ord mere. Hermed skal jeg paa det varmeste anbefale dette Forslag til Beslut­ning til Vedtagelse.

Herefter blev Ordet givet til Ordføreren for det socialdemokratiske Parti, Sigurd Olsen, som udtrykte sit Partis Tilslutning til den af Ministeriet foreslaaede Resolution, idet han betonede Nødvendigheden af, at der udtrykkeligt blev gjort Indsigelse imod Afstemning i 3. Zone. Han vilde imidlertid ikke modsætte sig Neergaards Forslag om, at Forslaget nær­mere blev drøftet af et Udvalg.

Paa det konservative Folkepartis Vegne talte derefter Landstingsmand Alexander Foss, der udtalte, at han var enig med Neergaard i, at der ikke kunde være nogen Tvivl om, hvilket Standpunkt den danske Regering var enedes om, og at der heller ikke kunde være nogen Tvivl om, hvilket Standpunkt Pariser-Delegationen var enedes om, og som efter at have gjort Rede for de Motiver, der efter hans Mening havde været bestemmende for den foreliggende Situation, udtalte følgende:

Nu har altsaa Fredskonferencen uden at tage Hensyn til vore Ønsker, som den havde fuldt Kendskab til, besluttet, at der skal finde Afstemning Sted i den 3. Zone.

Nu spørger jeg: er denne Beslutning af den Art, at man kan rette en Kritik mod den som et Brud paa de Principer, efter hvilke en Afstemning skal finde Sted? Vi har jo her tidligere hævdet, at det ikke var den danske Regering og den danske Rigsdag, det kom an paa med Hen­syn til Afstemningsspørgsmaalet, det var den slesvigske Befolkning. Ogsaa jeg mener, at naar Spørgsmaalet bliver om Optagelse af Folkeafsnit eller Landsafsnit i Danmark, kan det ikke alene være afgørende, hvad de ønsker, der har stemt for Optagelsen.

Vi paa denne Side af den gamle Grænse maa have mindst samme Ret til at tale med.

Men naar det drejer sig om at opnaa Afstemningsret i Forholdet til Tyskland og i Forholdet til den sejrende Entente, vil man efter mit Skøn ikke kunne bestride, at den Afstemning, her er Tale om, er en Anvendelse af Nationalitetsprincipet og Selvbestemmelsesretten.

Vore Modargumenter under Forhandlingerne i Paris gik da heller slet ikke ud paa, at en Afstem­ning i den 3. Zone vilde stride mod de Wilson’ske Principer, men de gik ud paa, at det vilde være til Skade for de danske Interesser at optage kom­pakte tyske Befolkningsdele, at det vilde kunne fremkalde en stærkt forøget Agitation paa Grund af de mange tysktalende, der fik Adgang til at stemme, og at Vanskelighederne ved at naa et for os tilfredsstillende Resultat i de blandede Distrikter, altsaa Nord for denne Linie, derved vilde vokse.

Nu er Spørgsmaalet altsaa i den foreliggende Situation dette: kan vi for­vente, at den Bestemmelse, der saaledes nu er indføjet i Fredsbetingelserne, atter kan bringes ud, og ad hvilke Veje kan vi forvente at dette vil kunne ske?

Og der forekommer det mig, at man maa være klar over, at naar ikke de Anstrengelser, der er fremkommet, naar ikke Delegationens Rejse og dens Forhandlinger har kunnet føre til det af os ønskede Resultat, saa kan man ikke vente, at en Indsigelse i dette Øjeblik vil forandre det saaledes ved­tagne, medmindre Fredskonferencen vil gøre det af helt andre Grunde, nem­lig af Hensyn til den Protest, man kan tænke sig vil fremkomme fra tysk Side.

Jeg spørger: vil det nu være klogt, vil det være til nogen Nytte, om vi i en saadan Protest stiller os paa den tyske Delegations Side, om vi stiller os ved Siden af Grev Brockdorff-Rantzau i en Indsigelse paa dette Punkt? Det forekommer mig, at hvis den Indrømmelse skulde blive givet Tyskland, at der ingen Afstemning skal finde Sted i den 3. Zone, saa vil den komme som et Led i en Fredsafgørelse med Tyskland for at imødekomme tyske In­teresser, men ikke som en Indrømmelse til Danmark, thi Tiden, hvor den kunde være opnaaet, er forbi.

Saaledes som Situationen efter min Opfattelse er, synes det mig, at det havde været heldigere, om Udenrigsministeren ikke havde gjort noget For­søg paa at fremkalde en ny Erklæring eller en ny Udtalelse fra den danske Rigsdag. Det viste sig jo ogsaa ved Forhandlingerne i det politiske Udvalg, at intet af Partierne tænkte paa at forlade den Beslutning, der var taget, eller det Standpunkt, som var fremført i Paris gennem Partiernes Delegerede.

Udenrigsministeren har imidlertid fastholdt, at dette ikke var nok. Uden­rigsministeren har i det politiske Udvalg forelagt et Udkast til en Protest­skrivelse, der gennem en Ordre til den danske Gesandt skulde forelægges for Konferencen, en Protestskrivelse, som jeg efter den Erfaring, jeg har faaet med Hensyn til diplomatiske Noter under Krigen og i vanskelige For­hold, ikke tager i Betænkning at erklære for lidenskabelig. Det var et For­slag — vi kender det jo alle, da det har været forelagt alle Partierne — som rejste Protest imod, at dette skete paa Nationalitetsgrundlaget. I det første Udkast taltes der endog om danske Intriger.

Hvorledes tror man nu, en saadan Protest vilde have virket i Paris? Ja, det kan der dog ikke godt være nogen Tvivl om. Dette vilde man jo, om nogensinde noget, have betegnet som en Stillen sig ved Siden af den tyske Regering. Det eneste Sted, hvor en saadan Protest kunde virke gunstigt paa Stemningen, maatte jo være i Berlin, og til hvad Nytte skulde man gøre dette?

Nuvel, Udenrigsministeren har jo ogsaa frafaldet denne Form for en Instruktion til Gesandten og forelagt en anden, som er holdt i en ganske anden og — det maa fuldt anerkendes — overordentlig rolig Tone i Sam­menligning med den tidligere.

Men vil nu alligevel en saadan Erklæring i Paris blive opfattet som andet end en Protest? Man kan jo kalde det Pro­test, og man kan kalde det Indsigelse.

Jeg er enig med Sigvald Olsen i, at det ikke er fuldtud konsekvent at nøjes med en Erklæring som den, der er foreslaael af Neergaard, og jeg mener ligesom Hr. Olsen, at vil man klart manifestere den Opfattelse, som her har været fremsat af Regeringen og Venstre i denne Situation, maa det føre til en Indsigelse. Men jeg mener, at hvilken som helst Form for Indsigelse — man kalde det Indsigelse eller Protest — i dette Øjeblik er virkningsløs, for saa vidt det gælder om at ændre Beslutningen, og skadelig ved den Virkning, den vil gøre.

Man har sagt — og det har Udenrigsministeren hævdet — at hvis man nu ikke paany erklærede sit Standpunkt, havde man bundet sig for Frem­tiden.

Dette maa jeg ganske bestemt protestere imod. Der var ingen An­ledning for Udenrigsministeren til at gaa til det politiske Udvalg for at hente Tilladelse til en Protest, fordi det at protestere er det uklogeste, man overhovedet kan gøre i dette Øjeblik, og der var ingen Anledning for ham til at forlange af Rigsdagen, at den skulde bekræfte, at den ikke fraviger det Standpunkt, den har taget.

Men selve den Omstændighed, at man, efter at Beslutningen er taget i Paris, vil have Rigsdagen til paany at afgive en Erklæring, bringer i Virkeligheden kun den danske Regering, den danske Rigsdag og selve Danmarks Interesser i en skadelig og vanskelig Stilling. Thi hvilken Form vi end giver den Udtalelse, Regeringen ønsker, har vi ingen Sikkerhed for, at dette ikke i den dertil bestemte Presse og gennem de Handlinger, Udenrigsministeren foretager sig, antager en saadan Form, at det bliver opfattet som en Protest.

Jeg maa da have Lov til at afgive den Erklæring, at det konservative Folkeparti ikke under nogen Form vil være med til en ny Vedtagelse, som paa nogen Maade kan blive lagt til Grund for en Aktion fra Regeringens Side, der med nogen Ret kan betegnes som Indsigelse eller Protest. Jeg tror, det havde været klogest, om disse Forslag ikke var bleven stillet.

Denne Dis­kussion føres dog, for at vi gensidig skal klare hinandens Tanker og se, hvad der under disse Forhold gavner Landet og Riget mest, og jeg synes, det vilde være heldigt, om vi kom til det Resultat, at der ingen Anledning er for Regeringen til at afgive nogen ny Erklæring. Rigsdagen har ikke for­andret Standpunkt, og det maa anses for uheldigt at afgive nye Erklæringer i dette Øjeblik, fordi de vilde blive opfattet ikke som drejende sig om Re­aliteten, nemlig Optagelsen i Danmark af større eller mindre Dele af Slesvig, men som en Protest mod det af Konferencen tagne Skridt.

Jeg tror, den nuværende Udenrigsminister skal være meget varsom med at forcere sin Politik. Jeg henstiller til ham, at han i Landets Interesse behandler disse Spørgsmaal paa en roligere, forsigtigere og varsommere Maade, at ikke Danmark med Urette skal blive opfattet som førende en Politik, der kun kan skade os under de nuværende Forhold.

Udenrigsminister Scavenius tog herefter Ordet og besvarede de enkelte Punkter i Alex­ander Foss’ Foredrag. Af Talen skal følgende gengives:

Jeg forstod Hr. Foss saaledes, at han ligesom de andre Talere mener, at det vil være en Ulykke for Danmark, hvis dette gennemføres, men han mener, at vi ikke nu bør gøre noget derimod.

Jeg er dog ikke rigtig klar over, hvorledes han stiller sig til, hvad man da skulde gøre i Fremtiden. Han mener, at man absolut maa modsætte sig den Opfattelse, at hvis vi ikke siger noget imod det, har vi akcepteret det; nej, siger han, vi staar fuldkom­men frit. Javel, men staar vi lige saa stærkt? Det er det, der er Spørgsmaalet. Selvfølgelig staar vi frit, det er ganske klart, man har ikke bundet sig posi­tivt, før man har udtalt sig i Favør af dette, men Spørgsmaalet er: staar vi lige saa stærkt i den Situation, der kommer?

Naar Hr. Foss absolut vilde kalde den Instruktion til Gesandten, der er Tale om, en Protest, kan jeg jo ikke hindre ham deri, men man maa dog lægge Mærke til, hvad den positivt gaar ud paa. Jeg ser bort fra den hi­storiske Indledning, der forsaavidt kunde gøres ganske anderledes, det er ikke det, der er afgørende. Og naar man f. Eks. siger, at Bestemmelsen om Afstemning i den 3. Zone ikke vil være nogen Gennemførelse af Nationalitetsprincipet, kan man jo altid, hvis man finder, at det er et for skarpt Udtryk, gøre det mere omstændeligt. Et saadant Telegram benyttes jo kun som Grundlag for en Note, som Gesandten selvfølgelig affatter i Over­ensstemmelse med de Former, han er opdraget i.

Det man tilkendegiver ham er, at man er enig i hans Opfattelse, og han maa saa deri indføre, hvad han anser for teknisk rigtigt i Øjeblikket. Man lader ham forstaa, at selv om Afstemningen finder Sted, vil den ikke finde Godkendelse i Danmark, og det slutter med, at han med Fastholden af det hidtilværende Grundlag og under Anvendelse af ovenstaaende skal rette en indtrængende Anmod­ning til Fredskonferencen om at undgaa Afstemning i 3. Zone.

Det er mig ufatteligt, at der kan være noget som helst fornærmeligt heri, og jeg vilde meget beklage, om Forholdene skulde ligge saaledes, at Danmarks Modstand mod at faa tyske Elementer herind i Landet, som selv­følgelig til en vis Grad maa falde sammen med de tyske Ønsker, bortset fra, at man fra den vedkommende Befolknings Side netop skulde ønske at bruge Danmark, skulde blive benyttet paa den Maade, at man vilde betegne Bestræbelserne for at undgaa at faa Tyskere herind i Landet som gjort i tysk Interesse, og det var jo dette, Hr. Foss mente, naar han sagde, at vi kom til at stille os ved Siden af den lyske Udenrigsminister, Grev Brock- dorff-Rantzau.

Idet jeg iøvrigt skal henholde mig til, hvad jeg tidligere har sagt om denne Sag, og som jo kun blev tydeligere understreget af, hvad de andre Talere sagde, skal jeg kun tilføje, at man maaske kunde have større Tillid til Hr. Foss’ stærke Udtalelser og stærke Argumentation for, at vi skal være absolut passive i denne Sag, og bedre havde kunnet slutte sig til den, hvis den Resolution af 23. Okt., som alle nu henholder sig til, og om hvilken Hr. Foss siger, at i den er vort Standpunkt udtrykt, i den er netop sagt det, som er nødvendigt, ikke var fremkommet under den stærkeste Modstand fra Hr. Foss’ Side.

Alex. Foss: Udenrigsministerens Udtalelser giver mig ikke Anledning til yderligere Udtalelser. Jeg tror, at jeg tilstrækkelig tydeligt har frem­hævet, hvad der er det konservative Partis Opfattelse af denne Sag. Det undrede mig, at den sidste Ytring overhovedet kunde fremkomme. Jeg var Medlem af det Udvalg, der redigerede den Beslutning, der er taget, jeg har stemt for den saavel som hele mit Parti, og den ærede Udenrigsminister har ikke Skygge af Ret til at sige, at den fremkom under den stærkeste Pro­test fra min Side — ikke Skygge af Ret.

Herefter talte Forsvarsminister P. Muncb. Foredraget indeholdt en Imødegaaelse af Foss’ Udtalelser. Af Foredraget skal nedenstaaende gengives:

Hr. Foss frygter endvidere for, at vi ved i dette Øjeblik at gøre Ind­sigelse skulde komme til at staa overordentlig vanskeligt, thi, sagde han, med Paaberaabelse af Principerne for Selvbestemmelsesretten kan vi ikke gøre Indsigelse, og han førte dette videre, idet han sagde: de maa dernede have Lov til at udtrykke deres Ønske, men saa staar ganske vist Danmark frit. Det anerkendes dermed, at fordi de dernede ønsker at komme til Dan­mark, vil Danmark bagefter kunne sige: vi vil alligevel ikke tage dem — ikke sandt? (Foss: Jo!). Det er den Tankegang, som Hr. Foss har udviklet.

Dertil kan man svare, at i og for sig kan vi naturligvis ikke modsætte os, at der finder Afstemning Sted, naar vi paa Forhaand siger, at denne Afstemning ingen Betydning kan faa for Danmark, at Danmark ikke kan betragte en saadan Afstemning som bestemmende for disse Folks Tilknyt­ning til Danmark. En hvilken som helst Befolkning i Verden kunde man naturligvis rent teoretisk give Ret til at udtrykke et Ønske om at komme sammen med Danmark.

Men saafremt vi uden Indsigelse skal lade en saa­dan Afstemning foregaa, maa vi netop paa Forhaand sige: denne Afstem­ning betyder intet for os, thi den er, efter alt hvad der foreligger, ikke et Udtryk for en national Tilknytning til Danmark, men et Udtryk for enten øjeblikkelige økonomiske Interesser eller en politisk Plan, som gaar ud paa at føre saa mange Tyskere ind i Danmark, at de senere kan vende tilbage til Tyskland med en stor Del af de Danske, som vi nu haaber at frigøre fra det tyske Herredømme …

Efter yderligere at have betonet som sin Opfattelse, at det var nødvendigt nu at frem­hæve det danske Standpunkt overfor selve Tanken om en Afstemning i 3- Zone, fortsatte Taleren:

Hr. Foss fremstillede det gentagne Gange, som om det, man fra Re­geringens Side havde ønsket og krævet, var en Protest mod den Beslut­ning, der nu er blevet taget.

Jeg vil gerne udtrykke en meget stærk Be­klagelse af, at man har kastet dette Ord »Protest« ud, først i Diskussionen her paa Rigsdagen og derpaa i den offentlige Diskussion. Hvad er nemlig Følgen deraf? Følgen deraf er, at man ligesom paa Forhaand stempler en Henvendelse fra den danske Stat, der udtrykker dens Ønsker paa dette Omraade, som en Protest mod Ententens Standpunkt.

Man har ved at knytte dette Ord dertil i den Presseagitation, der er sat i Gang, paa For­haand givet den danske Stat en svagere og uheldigere Stilling. Derfor sy­nes jeg, det er meget beklageligt, at man har benyttet dette Ord, og at man her, i hvert Fald foreløbig, endog ligesom fører det videre ved den Udtalelse, som Hr. Foss fremsatte, at hvis man nu fremfører sine Grunde imod Afstemningsbestemmelsen, vil det betyde, at man stiller sig ved Si­den af Berlin, betyde en Tilslutning til Grev Brockdorff-Rantzau.

Jeg vil meget haabe, at denne Opfattelse af dette Skridt maa blive inden for denne Sal, og at vi ikke i Morgen eller maaske allerede i Eftermiddag maa se den gengivet i forskellige Blade, thi hvis dette bliver Tilfældet, vil Danmark atter derigennem være vanskeligere stillet i den Forhandling, som nu fore- staar, end det ellers behøvede at være.

Hr. Foss mente, at hvis nu som et Resultat af en Henvendelse Bestem­melsen om Afstemning i den 3. Zone skulde blive taget ud, vilde det staa for Bevidsthederne som en Indrømmelse til Tyskland.

Ja, jeg vil dog derom sige, at hvis den tages ud, uden nogen Henvendelse fra dansk Side, vil det netop i meget højere Grad betyde en Indrømmelse til Tyskland. Hvis vi derimod giver vore Grunde derfor og saa indtrængende, som vi evner, an­moder om, at man vil tage Hensyn til Danmarks Interesser i denne Sag, og hvis saa Ententens ledende Mænd svarer: af Hensyn til Danmarks In­teresser lader vi dette fare, saa vil det dog meget mindre komme til at staa som en Indrømmelse til Tyskland.

Hr. Foss sagde dernæst, at det konservative Folkeparti ikke under no­gen Form kunde gaa med til en ny Vedtagelse. Jeg beklager i allerhøjeste Grad dette. Det giver jo et svagt Grundlag for de Forhandlinger, som jeg i Til­slutning til, hvad Hr. Neergaard udtalte Ønske om, kunde ønske, vi i Da­gens Løb fra de forskellige Partiers Side skulde føre om dette Spørgsmaal. Hr. Foss sagde, at der var ingen Begrundelse derfor, thi Rigsdagen havde tidligere angivet sit Standpunkt.

Ja, hvis der ikke i den mellemliggende Tid paa mangfoldig Maade var skabt Usikkerhed om dette Standpunkt, hvis der ikke ved Siden af havde været en Agitation, hvis der ikke ved Si­den af var fremkommet Udtalelser, som skabte Uklarhed ogsaa med Hen­syn til i hvert Fald nogle Rigsdagsmedlemmers Stilling. Men det er der jo.

Det er klart som Dagen, at i hvert Fald indenfor det konservative Folke­parti er der i Spørgsmaalet om denne Afstemning to forskellige Meninger. Der er Medlemmer inden for Partiet, der stiller sig som Hr. Foss, andre stiller sig paa et andet Grundlag, et Medlem af Partiet har været ledende i Arbejdet for en Adresse, som er indgivet til Rigsdagen, og som gaar i modsat Retning. Der er altsaa, givet og kendt for alle, en forskellig Me­ning paa dette Punkt inden for det konservative Folkeparti, og derfor er det nødvendigt, ganske afgjort nødvendigt, at der nu skaffes Klarhed.

Jeg nærer ingen Tvivl om, at det langt overvejende Flertal af dem, der er samlede i dette Øjeblik i denne Sal, vil betragte det som en skæbne­svanger, for Danmarks Fremtid ødelæggende Begivenhed, hvis Danmarks Grænse skulde blive flyttet ned til Slien—Danevirke-Linien. Derfor, i det Øjeblik vi her stilles overfor Spørgsmaalet om en Afstemning der­nede, maa denne Kreds af Mænd og Kvinder, der føler sig overbeviste om Nødvendigheden af at undgaa denne Tilknytning til Danmark af tyske Landsdele, klart og tydeligt tage deres Standpunkt og sige det saaledes, at det høres, ikke blot i Danmark, men ud over Danmarks Grænser.

Hr. Neergaard sagde, at nu maatte der tales offentligt og utvetydigt. Jeg er fuldkommen enig med Hr. Neergaard i, at dette er aldeles afgø­rende nødvendigt. Hvis der er Medlemmer, som staar paa et andet Stand­punkt, saa lad dem sige til, lad os faa at vide, hvor mange af Rigsdagens Medlemmer det er, og lad saa alle Rigsdagens øvrige Medlemmer samle sig til den yderste Modstand mod, at vi i dette Øjeblik gentager de Fejl, der førte os ind i Krigen 1864, den Danevirke-Politik, som kostede Sønder­jylland et halvt Aarhundredes Fremmedherredømme og forvoldte Dan­marks Skæbne i samme halve Aarhundrede det haarde Præg, som Adskil­lelsen fra en Del af det danske Folk medførte.

Belærte af Tidens Erfaringer maa vi i dette Øjeblik sige til os selv: fejlet er der Gang efter Gang i dette Spørgsmaal, Danmarks Regering og Rigsdag kan i denne afgørende Stund ikke gøre disse Fejl om igen.

I en Replik til Forsvarsmin. P. Munch udtalte Alex. Foss:

Dette er ikke den afgørende Stund. Den afgørende Stund kommer den Dag, da Afstemningen [i 3. Zone] har fundet Sted; først da ved vi, om der overhovedet er Grund til at rejse en Storm om dette Spørgsmaal. Jeg for min Part tror det ikke-, jeg tror ikke, at Afstemningen i den 3. Zone vil falde ud til Fordel for Danmark.

Efter at yderligere Indenrigsminister Rode og Landstingsmand Richelieu havde deltaget i Forhandlingerne, henvistes Sagen til Drøftelse i det politiske Udvalg og Mødet udsattes til Kl. 19 samme Aften.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

11. maj 1919. Tysk resolution: “Vi lover her paa Knivbjærgets Top trofast at fastholde vore Fædres dyre Arv”

To slesvig-holstenske resolutioner blev vedtaget på et møde på Knivsberg den 11. Maj 1919 og stiledes til henholdsv. den tyske og den danske regering. De lød således:

10.000 slesvig-holstenske Mænd og Kvinder fra hele Slesvig-Holsten glæder sig over deres Folkelighed og er enige med Hundredetusinder i Hertugdømmerne i det brændende Ønske om, at tysk Land maa forblive tysk. Vi lover her paa Knivbjærgets Top trofast at fastholde vore Fædres dyre Arv.

Vi retter til Regeringen det afgjorte Forlangende at afslaa den smæde- fulde Fred og ikke paa noget Punkt at afvige fra de bekendte slesvig-hol­stenske Fordringer.

10.000 Mænd og Kvinder fra hele Slesvig-Holsten lover paa Knivbjær­gets Top trofast at fastholde Fædrenes dyre Arv. Vi Tyskere i Hertugdøm­merne er overbevist om, at en Voldsfred aldrig vil bringe Ro og Fred i Nordgrænselandet.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

11. maj 1919. Ernst Christiansen på vej til København

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

11. Maj: I Avtomobil over Jels Troldkær til Vamdrup. Første Gang efter Krigens Udbrud siddet i en velholdt dansk Kupé og i Fredericia ved et dansk Kaffebord med Fløde og Sukker. Sønderjyske Piger, deriblandt flensborgske, rejser til Børnehjælpsdag.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

10. maj 1919. Ernst Christiansen har travlt: Kaldes til København pga. 3. zone

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

10. Maj: Ny “Ægir”-Afrejse. Mange flere Mennesker end sidst. Aabner Klokken 10 i Borgerforeningen det mellemslesvigske Kirke- og Skoleudvalgs første Møde og vælges til Formand. H.J. Christensen indleder. Jeg oplæser et Brev fra en Lærer i Angel, der tilraader fuld Sprogfrihed. I Eftermiddag Telegram om at komme til
København, hvor der er stærkt Røre om 3. Zone. Den danske Regering og dens Blade protesterer.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

10. maj 1919. Lebeck: “Ved Bagtrappepolitik skal Døren til Danmark aabnes for Hundredtusinder af Tyskere …”

Redaktør Anders Lebeck tog i maj 1919 på en rejse i Angel for at undersøge, om Danevirkebevægelsens påstande om en spirende danskhed var sande. Hans meget lange beretning fra rejsen er bragt her og i de foregående dage som følgeton, dog af hensyn til læseligheden fordelt på flere indlæg end antallet af Lebecks rejsedage.

Med betydelig Spænding imødeser jeg Besøget hos Godsejer og Teglværksejer Wall, Obdrup. Spændingen var øget ved de Svar, jeg havde faaet i Munkbrarup, i Strukstrup og andre Steder paa herhenhørende Spørgsmaal.

Jeg vidste, at Hr. Wall var tysksindet, at han havde været i baade København og Paris for at virke for sin Politik. Jeg gik ud fra, at jeg i Hr. Wall vilde finde en Mand, der ved Siden af at være tysk Angelbo tillige bar Spor af at være opvokset i en Landsdel, som engang har været dansk.

Hvorfor vilde han ellers til Danmark?

Hr. Wall, der bebor en herskabelig Ejendom, modtog mig ved Indgangsdøren. Han er en lille, fed Mand. Vi var snart inde i en politisk Samtale. Hans udtalte sig uforbeholdent – meget uforbeholdent. Jeg spejdede efter Spor af den danske Folkegrund, – efter Vidnesbyrd om en vis Forstaaelse for Landets gamle danske Traditioner. Men fandt ingen Antydning.

Naar Hr. Wall ønsker Genforening med Danmark, skyldes det ikke Længsel efter ”at komme Hjem”. Sandelig om det gør!  Det er –  om jeg saa maa sige – af mere substantielle Grunde. Han sagde dette med en Aabenhed, der rent ud sagt forfærdede mig. Jeg kunde gaa i Enkeltheder, men vil ikke.  Det er mig imod.

Jeg indskrænker mig til endnu at sige, at Hr. Wall sluttelig opmuntrede mig til ”sadle om” og stille mig i Række med ham og hans Meningsfæller. Og anbefalede mig at besøge Hr. Fischer i Møllebro, der ogsaa stod på den Navneliste, jeg havde faaet paa Det mellemslesvigske Udvalgs Kontor.

Hr. Fischer er Stationsforstander og Banegaardsvært i Møllebro, tidligere Cirkusdirektør. Han er fra Tønderegnen. Ogsaa han ønsker at komme indenfor den danske Grænse, har været i København i den Anledning, men har aabent sagt, at det ikke var nationale, men økonomiske Grunde, der drev ham. Det staar at læse i et Flyveblad, der faas paa Det mellemslevigske Udvalgs Kontor.

Vor Samtale varede kun kort. Fru Fischer overværede den. Hun erklærede ved min Bortgang, at hvis jeg satte hendes Mand i Avisen, og han ikke syntes om det, vilde han stille mig op imod en Mur og skyde mig! Jeg haaber, at den spøgefulde Frue ingen Grund ser til Fortrydelighed.

Det var ud paa Aftenen, inden jeg forlod Møllebro. Det mørknedes.

Jeg gennemgik i Tankerne Dagens mange Indtryk. Det er altsaa Folk som tidligere Amtsforstander Clausen, Kommerceraad Hübsch, Godsejer Wall, tidligere Cirkusdirektør Fischer, som er virksomme for at faa Grænsen sat ved ”Thyras gamle Vold”, sammen med Grev Bent Holstein og Dr. Jonas Collin, i Forening med enkelte Mænd fra Mellemslesvig og Nordslesvig. De fører deres egen Politik, bag om Vælgerforeningen, den danske Regering og Rigsdag ….. Ved Bagtrappepolitik skal Døren til Danmark aabnes for Hundredtusinder af Tyskere.

Vil dette Spil lykkes? Er Danmark tjent med en saadan Eventyrpolitik. For det er det jo dog, hvor meget der end tales om gammel dansk Folkegrund. Hvad nytter det at tale om danske Spirer, hvor der kun gror tysk Egoisme?

Gælder det om et Hus, der er splidagtigt med sig selv, at det lægges øde, saa gælder det endnu mere om en Stat, der oprives af national Splid. I den Henseende har Fortiden givet det danske en bitter Lære.

Krigen har lært Nutiden, hvilken Fare der ligger i, at Statsgrænse og national Folkegrænse ikke falder sammen. Jeg behøver blot at nævne Polen og Elsas-Lotringen. Skal vi nu ikke indrette vor Fremtid efter, hvad Fortid og Nutid saa tydeligt har lært os? Eller skal det kunne siges, at vi aldrig bliver klogere? Nu er jo nemlig Lejligheden til at faa en god Grænse mod Syd. Hvem kan vide, om den nogen Sinde kommer igen?

Anders Lebeck: Gennem Angel til Dannevirke. Skildringer og Indtryk fra en Rejse i Maj 1919.

Ny bog om danskere i fransk krigstjeneste

Der er kommet en spændende ny bog om danskere i fransk krigstjeneste i Første Verdenskrig. Det er en let tilgængelig og overskuelig bog på 106 sider.

Bogen er resultatet af forfatteren Jan René Wesths mangeårige forskning i dette område.

Den indeholder biografier over danskere i fransk krigstjeneste 1914-1918, såvel i Fremmedlegionen som i de regulære styrker og flyverkorpset. Desuden omtale af citationer – hæderfuld omtale – der førte til franske dekorationer til danskerne med beskrivelse af disse dekorationer. Der er også kapitler om mindesmærker for faldne danskere, den danske koloni i Paris, om fremmedlegionen og om franske ordener.

Hvem var de danske frivillige? Hvor kom de fra? Hvornår og hvorfor meldte de sig til fransk krigstjeneste? Og hvilke regimenter kæmpede de i?

Det sidste er nok så interessant, for det giver os mulighed for at placere de dansk frivillige på slagmarkerne – og konstatere, om de kan have stået over for sønderjyder i tysk uniform.

Bogen er udgivet på Ordenshistorisk Forlag. Den er illustreret og koster 120,- kr + forsendelse.

Den købes i boghandelen eller bestilles direkte hos forlaget

9. maj 1919. “Gamle Lassen tror, at Angelboerne igen vil kunne blive tilfredse under dansk Styre”

Redaktør Anders Lebeck tog i maj 1919 på en rejse i Angel for at undersøge, om Danevirkebevægelsens påstande om en spirende danskhed var sande. Hans meget lange beretning fra rejsen bringes her og de kommende dage som følgeton, dog af hensyn til læseligheden fordelt på flere indlæg end antallet af Lebecks rejsedage.

Forkæmpere for Dannevirkelinjen.
Men der er da ogsaa andet end Tyskere i Angel?  Der er da ogsaa Folk, som vil tilbage til Danmark? Javel, nu kommer Turen til dem!

Det var min Mening at ville gemme det bedste tilsidst. Jeg har omhyggeligt opbevaret Navnelisten, jeg modtog paa Det mellemslesvigske Udvalgs Kontor. Og nu kommer Øjeblikket, da den skal bruges.

Fra Sønder Brarup med Slesvig-Chausseen et Stykke mod Vest, saa til højre ind efter Strukstrup, med det mærkelige danske Hjem i Angel. Ved en Korsvej ligger en mindre Gaard, Ejeren, en ældre Mand, gaar og pysler og bakker paa sin Pibe.

Jeg spørger om Vej, – og drejer Samtalen ind paa det politiske. Manden er den sædvanlige angelske Blanding af Slesvig-Holstener og Tysker. Han ser ikke venligt paa mig, da jeg siger, at nu skal Angel vel snart være dansk igen! Men formildes, da jeg tilføjer, at jeg ikke er kommen for at hente ham. For mig maa han gerne blive, hvor han er. Et Par voksne Sønner kommer til, begge i aflagt Militærtøj. Begge har været Soldat i Krigen.

– Hvad kan Danmark byde os? spørger den ene. Maaske et Par Aar, men saa -! Dette lille Land.

Jeg fører Samtalen ind paa andre Baner. Manden er saa gammel, at han haft nogen dansk Skolegang.

– Kan De se Aaen derhenne? spørger han. Den dannede Grænsen mellem det tyske og det blandede Distrikt. Syd for var Sproget tysk i offentlige Forhold, nord for blandet. Sønder Brarup laa i det tyske Distrikt, Nørre Brarup i det blandede. Ingen fattede, hvorfor Grænsen netop var sat paa dette Sted.

Maaske var det, fordi der var en Aa, tilføjer han med et smørret Smil.

Og jeg cykler videre, kører i Fart ned ad Bakken.

Ved Aaen standser jeg et Øjeblik. Den slynger sig smaaklukkende gennem et bredt Dalstrøg. Her var altsaa Skellet mellem det tyske og det blandede Distrikt før 1864. Da var Sønderjylland delt i tre Distrikter, et dansk, et tysk og et blandet. Det var navnlig fra den blandede Del, at der fanatisk klagedes over dansk ”Undertrykkelse” og ”Vold”. Skal vi nu til at begynde forfra igen, med danske og blandede og tyske Omraader, eller vil det endelig lykkes at faa en national Grænse.

Jeg gaar over Broen og trækker langsomt Cyklen op ad Bakken paa den anden Side. Standser nu og da og ser udover den brede Dal, betragter Byerne, der ligger saa tæt i Angel, som i Sundeved og paa Als. Det er varmt, Solen staar paa den klare Himmel og varmer. En Gøg kukker et Sted langt borte.

En Timestid senere drejer jeg ind i Lassens Gaard i Strukstrup, med Dam og et Springvand foran. I Dagligstuen hænger et Billede af Gaarden med Underskriften ”Die Heimat”. En ældre tysktalende Kvinde modtager mig og byder mig til Sæde.

P. Lassen er ikke hjemme, han er i Flensborg, men hans Broder, der har opholdt sig i Nordslesvig, og hans gamle Fader, P. H. Lassen, som endnu ejer Gaarden, modtager mig. Vi er snart dybt inde i en politisk Samtale, drikker Kaffe, taler længe sammen. Den gamle Lassen ønsker Dannevirkelinjen, rundet af med Stykke Land syd for Slesvig, for at Byen ikke skal savne Opland mod Syd. Rendsborg overlader han til Tyskerne, – saameget er han villig til at lempe paa den historiske Ret!

Han er født 1839 og taler helst om den ældre Tid – da Frederik den Syende, tæt omringet af Befolkningen, foretog Udgravninger i Torsbjerg Mose, og da Angelboerne gik i Gaasegang gennem Salen for at se den folkelige Konge spise! Konge og Folk var lige tilfredse. Det var gode Tider.

Gamle Lassen tror, at Angelboerne igen vil kunne blive tilfredse under dansk Styre, men de ophidses af Det tyske Udvalg. Paa Præst, Lærer og Amtsforstander har han intet at udsætte. Han har oplevet fem Krige, 48, 64, 68, 70, 1914. Og ser stærk nok ud til at kunne opleve den sjette. – Sønnen havde helst set, at vi havde faaet, hvad han kalder den etnografiske Grænse, Dannevirkelinjen, fastsat af Ententen uden Afstemning. Ententen holder nok Tyskland i Ave. –

Om vi kan vinde Angel tilbage nationalt? Foreløbig ikke. Vi er nødt til at lade de nuværende Embedsmænd blive siddende. Senere kan vi maaske lempe nogle danske Embedsmænd ind og faa Befolkningen vendt.

Den i Flensborg fraværende P. Lassen lover, har jeg læst, at Tyskerne skal have Lov til at forblive, hvad de er. Han tilføjer – i Skriftet ”Angriffe und Abwehr” -: ”Efter min Mening kan kun Tilknytning til det gamle Fædreland redde os fra den økonomiske Ruin, som uvægerlig vil komme.”

I Hjemmet i Strukstrup holdes de gamle danske Traditioner vedlige, fastholdes med jydsk Sejhed. Men uden om er det overmægtige tyske Folkehav, Naboen, der kommer ind med en Forespørgsel, taler Platysk, naar den gamle Lassen og hans Søn henvender sig til hinanden, bruger de ogsaa dette hjemlige Maal.

Jeg mindes, hvad en dansk Mand har sagt: Det er, som om denne ene Stemme i Angel yderligere fremhæver, hvor stærkt det Tyske er blevet hernede.  Angel og Danmark stod hinanden fjernt i 1864, – og siden da har to Menneskealdres mægtige Udvikling yderligere lagt en Verden imellem dem.

Anders Lebeck: Gennem Angel til Dannevirke. Skildringer og Indtryk fra en Rejse i Maj 1919.

9. maj 1919. Forbløffelse i Danmark over 3. zone: “Her fra Landet udgaaede Intriger har vildledt Konferencen!”

Rigsdagspartiernes politiske forhandlingsudvalg diskuterede på flere møder den 9. maj 1919 udkastet til de slesvigske bestemmelser i Versaillestraktaten. I Udvalgets Møde 9. Maj 1919, Kl. 12,15, der var foranlediget af Ministeriet, fungerede Landstingsmand Piper (konservative) som ledende Formand. Han gav straks Ordet til

Udenrigsministeren [Erik Scavenius]: Det var en forbavsende Meddelelse, der i Gaar indløb fra Paris — forbavsende af formelle Grunde, fordi Fredskonferencen havde ønsket at høre vor Mening, og fordi man havde udtalt sig anerkendende om vort forstandige og maadeholdne Standpunkt, og af reelle Grunde, naar man erindrer Konferencens principielle Stilling.

Vor Gesandt er ganske holdt udenfor. Han sender følgende Tele­gram

Ministeren oplæste gesandtens telegram

Det er glædeligt, at Gesandten har taget det Standpunkt. Det frier ham for Mistanke om at have deltaget i de Intriger, som har ført til det beskæm­mende Resultat.

Men det er forbavsende, at private, der intet repræsenterer, har kunnet opnaa dette Resultat. De har modvirket Bestræbelserne fra Lan­dets lovlige Regering. Adressen, de paaberaaber sig, har 100.00 Under­skrifter; men det er dog kun en ringe Del af de 2 Millioner Mænd og Kvinder over 18 Aar, der var kvalificerede til at underskrive. Den kan ikke overbevise Udlandet.

Der maa da ligge Intriger bagved. Det siges, at naar Afstemningen i 3. Zone er taget med, er Grunden den, at man ønsker at have noget at slaa af paa.

Der tales om Folkeafstemning. Men det, vi kræver, er Folkeafstemning paa Nationalitetsprincipets Grundlag. Den anden Afstemning er en Karika­tur herpaa. Man siger: de kommer frivilligt til Danmark, men de hernede vil sige: vi har stemt af Nød — de ubemidlede for at leve, de besiddende for at bjerge deres Formue. Der henvises til Folkeforbundet: det skulde give os Sik­kerhed for Fremtiden. Men der vil komme Klager fra undertrykte Nationali­teter. Der er ingen Tvivl om, hvordan det forholder sig.

Følgende Udkast til et Telegram, som tænkes sendt til Gesandten i Paris, er godkendt af Ministe­riet og H. P. Hanssen:

Bestemmelsen om Afstemning i 3. Zone strider fuldkommen mod den danske Regerings og den danske Rigsdags Ønsker og Politik, gaaende ud paa en Afgørelse af Grænsespørgsmaalet ved Folkenes Selvbestemmelsesret af Nationalitets-Principet, saaledes som udtrykt i Rigsdagsbeslutningen og Deres Eksposé, og mod den Opfattelse, som Rigsdagsdelegationen og de slesvigske Delegerede enstemmigt gav Ud­tryk for overfor Konferencen.

Bestemmelsens Indførelse i Fredsbetin­gelserne strider endvidere imod de Meddelelser om Konferencens Be­slutninger, De har kunnet indberette, og den maa antages at skyldes her fra Landet udgaaede Intriger, der har vildledt Konferencen.

Afstem­ning i 3. Zone vil betyde at give Adgang til Danmark for en Befolk­ning, der allerede ved Valget i 1867 har givet Vidnesbyrd om sin manglende Tilknytning til Danmark. En mulig Afstemning til Fordel for Danmark nu vilde ikke kunne være Udtryk for den paagældende Befolknings Tilslutning til det danske Folk, men kun være bestemt af Ønsket om at komme til Danmark for at unddrage sig de van­skelige Livsforhold i Tyskland og de økonomiske Byrder, der ventes at komme til at hvile paa Tyskland.

Den danske Stat vilde derfor ikke kunne anerkende og modtage som dansk denne Befolkning, hvis Indlemmelse i Danmark vil skaffe et tysk Element i Landet af en Vægt, der vil være uforenelig med Danmarks vitale Interesser nu og i Fremtiden. Under Anførelse af foranstaaende bedes De rette en ind­trængende Anmodning til Fredskonferencens Præsident om, at Konfe­rencen vil tage Hensyn til Danmarks Ønsker om at undgaa en Af­stemning i 3. Zone.

Det vil være rigtigt at afsende det Telegram nu og tage Stilling nu. Thi Tavshed betyder Accept. Det er for sent, naar Afstemning er foretaget; thi der er den Risiko, at den falder ud for Danmark.

Niels Neergaard [Venstre]: Vi maa gaa til Partierne med den Henvendelse, inden den afsendes. Man maa betragte en Afstemning i 3. Zone som en Ulykke. Delegationen — Sønderjyderne indbefattet — var enig om en Afgørelse efter nationale Synspunkter. De fleste paa Konferencen forstod det, og vi maatte opfatte det, som om vor Betragtning var anerkendt.

Det er farligt, naar der er Udsigt til, at man i 3. Zone stemmer for Danmark. Det vil være til Ejendomsbesiddernes Fordel. Der er ved at udvikle sig en slesvig- holstensk Bevægelse, som ønsker denne Afstemning. Den Tanke — sam­men med Frygten for Fremtidens Skatter — vil bevæge Folk til at stemme­for Danmark.

At det vil være en Ulykke, er vi alle enige om. Det vil ved­ligeholde et kraftigt tysk Liv i Slesvig og skabe et evigt Uroelement. Vi vilde faa 11-12 tyske Rigsdagsmænd, som vilde udgøre et stærkt tysk Ele­ment i den danske Rigsdag. Vi er enige i Ønsket om en national dansk Stat.

I den følgende Diskussion udtalte Sigvald Olsen, at Socialdemokraterne kunde tiltræde Udenrigsministerens Forslag straks.

Alex. Foss mente som Neergaard, at Sagen maatte drøftes i Partierne, og var enig med Neergaard angaaende det for Danmark farlige og vanskelige, der var sket. Han mente imid­lertid ikke, at det var sikkert, at man ved at afsende et Telegram som Ministerens vilde naa det, man ønskede. Naar det siges, at Afstemning i 3. Zone strider imod Nationalitetsprincipet, vil det næppe forstaas, naar der dog skal stemmes. Det var heller ikke rigtigt at tale om Intriger fra dansk Side. Taleren udtalte, at Telegrammet vist vilde faa den modsatte Virkning af den, man ønskede, og at det derfor ikke var rigtigt at tage et saadant Skridt nu.

I.C. Christensen [Venstre]: Det kan være meget rigtigt at telegrafere den første Del af Telegrammet til Gesandten, men ikke det om Intrigerne. Der har vist været andre Bevæggrunde. Taleren havde indbragt i Folketinget Adres­sen om Afstemning i 3. Zone, men var uenig med Bevægelsen. At Spørgsmaalet er kommet frem, skyldes vist Dansk-Amerikanere og Tyskere i 3. Zone.

løvrigt sluttede Taleren sig til, hvad der var sagt om selve Stillingen.

Efter nogen Forhandling enedes man om at lade Udenrigsministeren ændre Udkastet til Telegrammet og sende det til Partierne. Dette skete i Løbet af de følgende Timer. Uden­rigsministerens ændrede Udkast lød saaledes:

Deres Telegram af 7. Maj. Jeg anerkender Rigtigheden af Deres Betragtninger. Ministeriet har derfor idag forhandlet med Rigsdagens Partier, og jeg kan derfor udtale følgende:

Bestemmelsen om Afstemningen i 3. Zone vil ikke være nogen Gennemførelse af Nationalitets-Principet. Den vil betyde at give Ad­gang til Danmark for en Befolkning, der allerede ved Valget i 1867 gav Vidnesbyrd om, at den følte sig som tysk i afgjort Modsætning til det danske Folk. Den vil være bestemt dels af Ønsket om at und­drage sig de vanskelige Livsforhold i Tyskland og de økonomiske Byrder, der ventes at komme til at hvile paa Tyskland, dels af de i den sidste Tid i Slesvig-Holsten opdukkende politiske Planer om at afværge en national Deling af Slesvig ved at føre det tyske Sydslesvig til Danmark og saaledes skabe indenfor den danske Stat en samlet tysk Befolkning med Mulighed for at vedligeholde Usikkerhed i Frem­tiden om hele Slesvigs Skæbne.

Den danske Regering og Rigsdag vil derfor ikke kunne godkende Indlemmelse i Danmark af Egne, hvis Befolkning aldrig fra den Tid, Modsætningen mellem dansk og tysk blev bevidst, har vist Spor af dansk Nationalfølelse. Med Fastholdelse af det hidtilværende Grundlag bedes De under Anførelse af foran- staaende rette en indtrængende Anmodning til Fredskonferencens Præ­sident om, at Konferencen vil tage Hensyn til Danmarks Ønske om at undgaa en Afstemning i 3. Zone.

Mødet blev afbrudt, men genoptaget samme Dag (9. Maj) Kl. 17:

Efter at den ledende Formand havde aabnet Mødet, udtalte Alexander Foss:

Spørgsmaalet er behandlet i det konservative Folkeparti, som erklæ­rer, at dets Stilling er givet ved den Stilling, som Partiets Medlem af Dele­gationen stadig har indtaget. Men man anser det for urigtigt at afsende en Protest.

I.C. Christensen: Venstre har ogsaa drøftet Sagen. Partiet ønsker at udtale, at det staar paa samme Standpunkt, som er udtrykt i Resolutionen af 23. Okt. 1918, og som dets Delegerede stod paa i Paris, og det har vi intet imod, at der telegraferes. Men vi kan ikke gaa med til, at der telegraferes om at tage Hensyn til Danmarks Ønske om at undgaa Af­stemning i 3. Zone.

Sigvald Olsen og Slengerik sluttede sig paa henholdsvis det socialdemokratiske Partis og det radikale Venstres Vegne til Ministerens Affattelse.

Udenrigsministeren: Jeg maa efter disse Forhandlinger mene, at den Enighed, der hidtil har været i denne Sag, er sprængt, og maa derfor ønske en Forhandling indenfor Ministeriets Kreds samt derefter et nyt Møde i Udvalget.

Den ledende Formand ansatte nyt Møde til Kl. 17,45.

Møde samme Dag (9. Maj) Kl. 17,45:

Den ledende Formand gav Ordet til Statsministeren, der udtalte, at Ministeriet var enigt om, at Gesandten instrueredes i Overensstemmelse med Udenrigsministerens Udtalelser, og at det ønskede at indbringe i Rigsdagen Forslag til Beslutning herom.

Herefter fandt følgende Forhandling Sted:

I.C. Christensen oplæste en Formulering af et Telegram, der kunde ud­trykke Venstres Standpunkt.

Statsministeren: Venstre har udtalt, at det ikke kunde gaa med til at udtale Modstand mod at faa helt tyske Egne med til Danmark.

Indenrigsministeren: Den af J. C. Christensen oplæste Udtalelse inde­holder ikke det samme som den, han i forrige Møde fremsatte.

Statsministeren: Vi maa ikke være i Tvivl om hinandens Mening. Er Venstre enigt med os i, at man ikke ønsker en helt tysk Befolkning inden­for Landets Grænser, bør det udtales.

N. Neergaard: Vi er ikke Herre over, hvilke Egne der kommer med.

Udenrigsministeren: Ved Tavshed nu samtykker man.

N. Neergaard: Vi har klart nok fremsat vort Standpunkt.

Indenrigsministeren: Hvorfor saa ikke udtale det?

Statsministeren: Venstre billiger dog, at Gesandten udtaler det, som er udtrykt i Telegrammet.

N. Neergaard: Ikke det, der staar i Udenrigsministerens Affattelse, men i vor.

I.C. Christensen: Skal vi have en Forhandling i Rigsdagen, saa er For­handling her unyttig.

Forsvarsministeren: Men hvis det kunde undgaas?

N. Neergaard: Det kan jo meddeles Gesandten, hvordan Partierne staar.

Udenrigsministeren: Det er en svag Stilling for en Gesandt at staa i.

Efter hvad her er foregaaet, forstaar man nu bedre hele Stillingen og de Oplysninger, der er kommet fra Paris gaaende ud paa, at Oppositionspar­tierne ikke vil modsætte sig Afstemningen i 3. Zone, men kun Regerings­partierne. Det siges: ved Valgene kommer denne Regering bort, og naar en anden Regering kommer til efter Valgene — hvad man venter —, saa har man en ententevenlig Regering, som nok kan tage det, der bydes. Der­for er det hidtidige Sammenhold nu sprængt.

Vi skal forholde os rolige og lade Afgørelsen falde i Paris. Man ser, hvorledes det hele er lagt til Rette dernede. Under saadanne Forhold er det ikke let at være Udenrigsminister. Men man kan maaske bruge en af de Allieredes Gesandter.

Under den fortsatte Forhandling kunde der ikke opnaas Enighed om Afsendelse af et Telegram med Indhold, som af Regeringen foreslaaet, og man enedes da om at lade Sagen behandle i et fortroligt Møde.

Forsvarsminister P. Munch foreslog at telegrafere til Gesandten:

Rege­ring og Rigsdag fastholder sit tidligere Standpunkt. Nærmere Meddelelse følger.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

8. maj 1919. Den danske gesandt overrasket: Der er kommet en 3. afstemningszone med!

Den danske gesandt i Paris, Bernhoft, afsendte den 7. maj 1919 nedenstående telegram, der ankom den følgende dag i København.

Den overraskende Bestemmelse om Afstemning i en 3. Zone, der muligvis i den egentlige Tekst til Præliminærfred er udvidet til at omfatte Ejdersted, maa være taget i de sidste Dage, da alle Meddelelser til forskel­lige Personer fra Folk, som direkte har behandlet Sagen ved Konferencen, ikke lod forudse Forandring i det tidligere vedtagne.

Vi tillader os at henstille en Udtalelse fra Regering og Rigsdag om, at de staar fast paa det hidtilværende Grundlag og ikke vil godkende en Ind­lemmelse i Danmark af Egne, som aldrig, fra den Tid Modsætningen mellem Dansk og Tysk blev bevidst, har vist Spor af dansk Nationalfølelse.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

8. maj 1919. Ernst Christiansen: Afstemning i 3. zoner ned til Danevirke!

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

8. Maj: En smuk Afrejse med idet første Børnehold. Niels Skrumsager og Kaptajn Mogensen paa Kommandobroen. —

Fredsbetingelserne overraktes i Gaar i Versailles. Tre Zoner skal besættes. Afstemning til Danevirke.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

8. maj 1919. Lebeck i Angel: “Skraber man Angelboen, kommer den gamle ”Schleswigholsteinisme” frem, Danskerhadet …”

Redaktør Anders Lebeck tog i maj 1919 på en rejse i Angel for at undersøge, om Danevirkebevægelsens påstande om en spirende danskhed var sande. Hans meget lange beretning fra rejsen bringes her og de kommende dage som følgeton, dog af hensyn til læseligheden fordelt på flere indlæg end antallet af Lebecks rejsedage.

Tilbageblik og Udblik.
Da den danske Hær i den forfærdelige Vinternat i 1864 gik tilbage fra Dannevirke, var det med en fjendtlig Befolkning i Ryggen.

Sydslesvig og Angel var da for længst tabt for Danmark.

Befolkningen havde i de foregaaende Menneskealdre overskaaret de sidste Baand, der bandt den til den danske Stat. Den hadede og foragtede Danmark, – denne ”Nation af Pottemænd med forarmede Krikker, og sorte Gryder, af forløbne Hosekræmmere og Studedrivere”.

Dansk Nationalfølelse, som vi kender den, som et Livselement, der gennemtrænger vor Livsfølelse, hele vort Væsen, har Befolkningen i Sydslesvig og Angel overhovedet aldrig kendt. ”Da Sønderjylland vaagnede -”, var det i Nordslesvig til Danskhed og Lovprisning af det danske Modersmaal, i Sydslesvig og Angel til Tyskhed og foragt for alt Dansk. I Nordslesvig lød ”Vort Modersmaal er dejligt, det har saa mild en Klang,” – Sydslesvig sang ”Schleswig-Holstein meerumschlungen deutscher Sitte hohe Wacht”.

Allerede den Gang var Skellet sat. Under det preussiske Styre har Sydslesvig, Mellemslesvig og Angel befundet sig godt. Den Smule Utilfredshed, der til at begynde med var med de nye Tilstande, svandt hurtigt hen, navnlig efter den fænomenale Opblomstring af økonomisk Velstand, der i den sidste Menneskealder skete i det tyske Rige.  Hvormange Stemmer vilde der vel være bleven angivet for Danmark syd for Flensborg-Tønder-Linjen, hvis der i Foraaret 1914 havde fundet en Folkeafstemning Sted som den i § 5 forudsete? 

Befolkningen i disse Egne har i de sidste Menneskealdre levet i Svingning med det tyske Folk. Den har fortsat sin Udvikling i en Linje, der var forberedt ved Aarhundreders Vanrøgt under ”dansk” Styre. Den saameget omtalte Svingning er først sket efter Tysklands Sammenbrud. Har man saa ikke Lov til at spørge efter Motiverne?

Hvorfor maa der ikke tales om Motiverne?  Er det en saa betydningsløs Handling at gaa fra een Stat til en anden, at Motiverne er ligegyldige? Naar en dansk Mand i Køllertiden udmeldte sig af de danske Foreninger for at faa en Tjenestedreng, eller han solgte sin Gaard til en Tysker for Vindings Skyld, blev der ikke lagt Skjul paa Motiverne.

Er det værre af en dansk Mand at sælge sin Gaard til en Tysker for Vindings Skyld, end af en Tysker at forraade det Land, han tidligere kaldte sit Fædreland, for at bjerge sit Mammon? Hvorfor maa der ikke tales om Motiverne?

Det er netop noget meget vigtigt med Motiverne. Det er meget vigtigt, om Folk stemmer dansk med Vilje til at dele gode og onde Kaar med det danske Folk, eller de gør det for at slippe for at betale Skat, for at fri sig for Følgerne af en Krig, de til at begynde med tiljublede og maaske har tjent sig rige ved.

Kan Danmark stole paa Folk, der svigter deres Land, fordi det er slagent og fattigt? Hvorfor skulde de samme Folk ikke senere sælge Danmark, naar de mener, at det lønner sig?

Man kan køre gennem Angel paa Kryds og paa Tværs og tale med alle mulige Slags Folk, uden at møde et Menneske, der har Længsel efter Danmark. Folk i Almindelighed hader ikke Danmark. Navnlig de Unge kender intet til Danmark. Danmark er dem ligegyldigt. Men tal med de Ældre. Der siges, at skraber man Russeren, kommer Tartaren frem. Skraber man Angelboen, kommer den gamle ”Schleswigholsteinisme” frem, Danskerhadet. Det vilde slaa ud i lyse Luer igen, hvis Angel atter kom under dansk Herredømme, og de Rivninger opstod, som det er ganske umuligt at undgaa i enhver Stat med blandet Nationalitet.

Allerede nu begynder Mistroen at ulme. Man tror ikke, at Afstemningen vil foregaa under lige Vilkaar. Man taler om Tryk af fremmede Besætningstropper, om Stemmekøb. Hvad nytter det med Modsigelser? 

I det hele og store maa det siges, at Mellemslesvig og Sydslesvig behandledes godt i Aartiet før 1864.  Hvad nyttede det? Det hindrede ikke et hadefuldt Pressefelttog mod Danmark, et uhørt Æreskænderi i tyske og andre Blade.  Hjemlige og udsendte Korrespondenter skrev Dag ud og Dag ind om det hjerteskærende Tyranni, den ”den forladte Broderstamme” var udsat for. De danske verdslige Embedsmænd skildredes som en Bande Voldsmænd og Optrækkere, de danske Præster som en Flok Slubberter, samlede op paa Københavns Brosten og puttede i Præstekjole med det samme, uden Tro og uden Kundskab, usædelige og forvorbne Naturer, der ikke var i Stand til at forrette en Daab eller afholde et Skriftemaal, næppe nok bekendt med Luthers lille Katekismus … 

Saadanne Minder om Danmark er det, der halvt forglemt ligger og lurer i Angelboernes Sind, og som igen vil slaa ud i lyse Luer, saa snart det gunstige Tidspunkt er der.

Jeg gav mig en Aftenstund i Samtale med en Mejeribestyrer inde i Hjertet af Angel. En Mand af Folket, født paa Egnen. Han betragtede det som ganske udelukket, at nogen paa hans Egn ville stemme for Danmark. Ganz ausgeschlossen!  Men han tilføjede paa sin sindige Maade, at kom Danskerne til Angel, vilde det give Ufred. De vilde ikke faa nogen god Modtagelse.

Efter mit Indtryk vil ingen i Angel paa en enkelt Undtagelse nær stemme for Danmark af ideelle Grunde. Man vil fastholde Tilhørsforholdet til Tyskland trods Nederlag og Ydmygelse. De rent materielle Grunde vilde være afgørende.

Kan Danmark være tjent med at bygge sin Fremtid i den tredje Zone paa et saadant Grundlag?

Anders Lebeck: Gennem Angel til Dannevirke. Skildringer og Indtryk fra en Rejse i Maj 1919.

7. maj 1919. Clemenceau overrækker den tyske befuldmægtigede, Brockdorff-Rantzau, fredsbetingelserne

Onsdag 7. Maj 1919, Kl. 15, samledes i en Sal i Hotel Trianon-Palace i Versailles de Be­fuldmægtigede fra de allierede og associerede Magters Fredskonference med Medlemmerne af Tysklands Befuldmægtigede, under Forsæde af Grev Ulrich Brockdorff- Rantzau.

Fredskonferencens Præsident, Georges Clemenceau, erklærede Mødet for aabent og holdt en kort Tale , hvorefter Generalsekretær Dutasta overrakte Grev Brockdorff- Rantzau Fredsbetingelserne. Præsident Clemenceau udtalte dernæst:

Der vil ikke finde nogen mundtlig Drøftelse Sted. De Bemærkninger, de tyske Delegerede maatte have at fremsætte, skal forelægges skriftligt. Disse Bemærkninger maa være affattede paa Fransk og Engelsk. De tyske Delegerede har en Frist paa fjorten Dage til at afgive deres Svar.

Præsidenten gav derefter Ordet til Grev Brockdorff-Rantzau, som oplæste en længere Tale, der sluttede saaledes:

Vi vil nu undersøge det Aktstykke, De har overrakt os. Det vil ske med god Vilje og i det Haab, at alle skal kunne skrive under paa vort Mødes endelige Resultat.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

7. maj 1919. Hjuldamperen “Ægir” ankommer til Flensborg for at afhente feriebørn

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

7. Maj: I Aften kom “Ægir”. Det var festligt og gribende at se Splitflaget glide ind i Havnen. — Arbejderkommissionen ankom i Aftes til København. Kun 7 af de 20 er dansktalende. Adskillige er tysksindede.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

7. maj 1919. Versaillestraktaten: Forslag til de slesvigske artikler

Traktatforslaget indeholdt ialt 440 Artikler, deriblandt i Afsnit XII i »Del III vedrørende de evropæiske politiske Bestemmelser« de nedenfor gengivne Artikler 109—114, som om­handler Slesvig.

Bemærk at dette ikke er den endelige traktats ordlyd! Det i teksten omtalte kort kan desværre ikke gengives.

Artikel 109

Grænsen mellem Tyskland og Danmark skal fastsættes i Overensstem­melse med Befolkningens Ønsker.

I dette Øjemed vil Indbyggerne i de Omraader af det tidligere tyske Kejserrige, der ligger Nord for en Linje fra Øst til Vest (angivet ved en blaa Streg paa Kortbilag No. 3 til nærværende Traktat): som deler Slimundingen Syd for Lodsøen og følger Sliens Løb opad, derpaa forlader Slien og vender sig mod Sydvest, saaledes at den gaar Sydøst om Slesvig, Haddeby og Bustrup og Nordvest om Fartorp og naar Rcjde Aa Nordvest for Jagel, derefter følger Rejde Aas Løb og senere Trenens Løb  indtil et Punkt Nordøst for Frederiksstad, derpaa vender sig mod Syd til Ejderfloden, idet den gaar Øst om Frede­riksstad, følger Ejderens Løb indtil Vesterhavet, blive kaldede til at tilkendegive deres Ønsker ved en Afstemning, som skal foretages under følgende Vilkaar:

1. Fra nærværende Traktats Ikrafttræden og indenfor en Frist, som ikke maa overstige 10 Dage, skal de tyske Tropper og Myndigheder (ind­befattet Overpræsidenterne, Regeringspræsidenterne, Landraaderne, Over­borgmestrene) rømme Zonen Nord for den ovenfor fastsatte Linje.

Inden for den samme Frist skal Arbejder- og Soldater-Raadene, som er dannede i denne Zone, opløses; deres Medlemmer skal, for saa vidt de stam­mer fra en anden Egn og udøver deres Funktioner paa den Dag, nærværende Traktat træder i Kraft, eller har nedlagt dem efter 1. Marts 1919, ligeledes fjærnes.

Nævnte Zone skal uopholdelig stilles under Myndighed af en inter­national Kommission, bestaaende af fem Medlemmer, af hvilke de tre skal udpeges af de allierede og associerede Hovedmagter; den norske Regering og den svenske Regering skal anmodes om at udpege hver et Medlem; i Til­fælde af at de afviser at gøre dette, skal de to Medlemmer vælges af de alli­erede og associerede Hovedmagter.

Kommissionen, eventuelt bistaaet af de nødvendige Militærstyrker, skal have en almindelig Forvaltningsmyndighed. Den skal særlig drage Omsorg for uopholdelig at erstatte de fjærnede tyske Myndigheder og, hvis det er nødvendigt, selv at give Ordre til Bortfjærnelse af og Erstatning for saa- danne stedlige Myndigheder, for hvis Vedkommende dette maatte være paakrævet. Den skal træffe alle Forholdsregler, som den anser for egnede til at sikre en fri, uhindret og hemmelig Afstemning. Den skal lade sig bistaa af tyske og danske tekniske Raadgivere, valgte af den selv blandt den stedlige Befolkning. Dens Afgørelser skal træffes ved Stemmeflerhed.

Halvdelen af Omkostningerne ved Kommissionen’og de ved Folkeafstem­ningen opstaaede Udgifter skal bæres af Tyskland.

2. Stemmeret skal tilstaas enhver Person, uden Hensyn til Køn, som opfylder følgende Betingelser:

a) at have fuldendt det 20. Leveaar paa den Dag, nærværende Traktat træder i Kraft;

b). at være født i den Zone, som er undergivet Folkeafstemning, eller at være bosat deri fra en Dato, som ligger før 1. Januar 1900, eller at have været udvist derfra af de tyske Myndigheder uden at have bevaret sin Bopæl deri.

Enhver skal stemme i den Kommune, hvor han er bosat, eller hvorfra han stammer.

Militærpersoner, Officerer, Underofficerer og Soldater i den tyske Hær, som stammer fra den Zone i Slesvig, der er underkastet Folkeafstemningen, skal sættes i Stand til at begive sig til det Sted, hvorfra de stammer, for dér at deltage i Afstemningen.

3. I det Afsnit af den rømmede Zone, som ligger Nord for en Linje fra Øst til Vest (angivet ved en rød Streg paa Kortbilag Nr. 3), som gaaer Syd om Øen Als og følger Midterlinjen af Flensborg Fjord, forlader Fjorden paa et Punkt, der ligger omtrent 6 Kilometer Nord for Flensborg, og følger det Bækløb opad, som gaar forbi Kobbermølle, indtil et Punkt Nord for Nyhus, løber Nord for Padborg og Ellund og Syd for Frøslev for derpaa at naa Østgrænsen af Tønder Amt (Kreds) paa det Punkt, hvor denne træffer sam­men med Grænsen mellem de tidligere Jurisdiktioner Slogs og Kær Herred, følger denne sidste Grænse lige til Skelbæk, følger med Strømmen Skelbæk (Gammel Aa), derefter Sønderaa’s og Vidaa’s Løb lige til det Knæ paa denne sidste, som befinder sig omtrent 1500 Meter Vest for Rudbøl, vender sig mod Nordvest for at naa Vesterhavet Nord for Sieltoft, derfra løber Nord om Øen Sild, skal den ovenfor nævnte Afstemning finde Sted senest tre Uger efter, at Landet er rømmet af de tyske Tropper og Myndigheder.

Resultatet af Afstemningen skal bestemmes ved Flertallet af Stemmer i det hele Afsnit. Dette Resultat skal ufortøvet af Kommissionen bringes til de allierede og associerede Hovedmagters Kundskab og forkyndes.

Hvis Afstemningen falder ud til Gunst for en Genindlemmelse af dette Omraade i Kongeriget Danmark, har den danske Regering, efter Aftale med Kommissionen, Ret til at lade det besætte af sine militære og admini­strative Myndigheder umiddelbart efter denne Forkyndelse.

4. I det Afsnit af den rømmede Zone, der ligger Syd for det tidligere angivne Omraade, og som Nord for en Linje fra Øst til Vest (angivet ved en sort Streg paa Kortbilag Nr. 3), udgaar fra Østersøen omtrent 13 Kilometer Øst—Nordøst for Flensborg, vender sig mod Sydvest, idet den løber Sydøst om Sigum, Ringsbjerg, Munkbrarup, Adelby, Tostrup, Jaruplund, Oversø og Nordvest om Lang­balleskov, Langballe, Bønstrup, Rylskov, Veseby, Lille Volstrup, Store Solt, derefter løber mod Vest Syd om Frørup og Nord om Vanderup, derpaa gaar mod Sydvest, Sydøst om Okslund, Stiglund og Østenaa og Nordvest om Landsbyerne ved Vejen Vanderup—Kollund, derefter løber mod Nordvest, Sydvest om Lyngsted, Hjoldelund, Goldelund og Nordøst om Kolkerhede og Høgel indtil Knæet paa Soholm Aa, omtrent en Kilometer Øst for Soholm, hvor den støder til Sydgrænsen for Tønder Amt (Kreds), følger denne Grænse lige til Vesterhavet, løber Syd om Øerne Før og Amrom og Nord om Øerne Oland og Langenes, skal der skrides til Afstemning senest fem Uger efter, at Afstemningen har fundet Sted i det forannævnte Afsnit.

Afstemningsresultatet skal fastslaas kommunevis efter Stemmeflertallet i hver Kommune (Gemeinde)

5. I det Afsnit af den rømmede Zone, som ligger Syd for det foran­nævnte Afsnit og Nord for den Linje, som gaaer fra Sliens Munding, til den ender ved Ejderens Munding, skal der skrides til Afstemning senest to Uger efter, at Folkeafstemningen har fundet Sted i det andet Afsnit.

Afstemningsresultatet dér skal ligeledes fastslaas kommunevis ifølge Stemmeflertallet i hver Kommune (Gemeinde).

Artikel 110

En Kommission bestaaende af syv Medlemmer, af hvilke de fem skal vælges af de allierede og associerede Hovedmagter, et af Danmark og et af Tyskland, skal træde sammen inden fjorten Dage, efter at det endelige Af­stemningsresultat er fastslaaet, for paa Stedet at fastsætte Grænsen.

Afgørelserne skal tages efter Stemmeflerhed og være bindende for begge interesserede Parter.

Artikel 111

Indtil Grænsen er bleven endelig fastsat i Marken, vil de allierede og asso­cierede Hovedmagter fastslaa en Grænselinje, draget paa Grundlag af Af­stemningsresultatet efter Forslag af den internationale Kommission, idet de tager Hensyn til Lokaliteternes særlige geografiske og økonomiske For­hold.

Fra dette Øjeblik kan den danske Regering lade disse Territorier besætte af danske civile og militære Myndigheder, og den tyske Regering kan indtil den nævnte Grænselinje genindsætte de civile og militære Myndigheder, som den havde trukket tilbage.

Tyskland erklærer, at det til Fordel for de allierede og associerede Hoved­magter giver endeligt Afkald paa enhver Højhedsret over de Omraader af Slesvig, der ligger Nord for den Grænselinie, der er fastslaaet, som ovenfor nævnt. De allierede og associerede Hovedmagter vil overgive de nævnte Territorier til Danmark.

Artikel 112

Alle Indbyggere i det Omraade, der vender tilbage til Danmark, erhver­ver uden videre, med Fortabelse af den tyske Statsborgerret, det danske Indigenat [Indfødsret].

Dog kan Personer, der først efter 1. Oktober 1918 har bosat sig i dette Omraade, kun med den danske Regerings Godkendelse erhverve dansk Ind­fødsret.

Artikel 113

Indtil to Aar efter den Dag, paa hvilken Suveræniteten over hele det Omraade eller den Del af de Omraader, inden for hvilke der finder Folke­afstemning Sted, falder tilbage til Danmark, har enhver over 18 Aar gammel Person, som er født i de til Danmark tilbagefaldende Omraader, men som ikke har Bopæl i disse, og som har tysk Indfødsret, Ret til at optere for Danmark; og enhver over 18 Aar gammel Person, som har sin Bopæl i de Omraa­der, der vender tilbage til Danmark, Ret til at optere for Tyskland.

Ægtemandens Option omfatter ogsaa Hustruens, og Forældrenes Option omfatter ogsaa Børn under 18 Aar.

Personer, der har gjort Brug af den ovenfor omtalte Optionsret, skal inden for de næste tolv Maaneder flytte deres Bopæl til den Stats Omraade, for hvilken de har opteret.

Det staar dem frit for at bevare deres faste Ejendom paa den anden Stats Omraade, i hvilken de havde Bopæl før Optionen. De kan medføre deres Løsøre af enhver Art. Herfor paalægges der dem hverken Ud- eller Indfør­sels-Afgifter.

Artikel 114

Omfanget eller Arten af de finansielle eller andre Byrder, som paahviler Tyskland eller Preussen, hvoraf Danmark skal bære en Andel, fastsættes i Overensstemmelse med Artikel 254 i Afsnit IX (finansielle Bestemmelser) i nærværende Traktat.

Ved særlige Bestemmelser skal alle andre Spørgsmaal afgøres, som maatte opstaa ved den fuldstændige eller delvise Tilbagelevering til Danmark af de Omraader, hvis Prisgivelse Traktaten af 30. Oktober 1864 havde paalagt Danmark.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

7. maj 1919. På tur i Angel: “Intet ordentligt Menneske vil stemme for Danmark.”

Redaktør Anders Lebeck tog i maj 1919 på en rejse i Angel for at undersøge, om Danevirkebevægelsens påstande om en spirende danskhed var sande. Hans meget lange beretning fra rejsen bringes her og de kommende dage som følgeton, dog af hensyn til læseligheden fordelt på flere indlæg end antallet af Lebecks rejsedage.

Mandag
Jeg fortsætter min Tur gennem Angel, kører over Sørup og Sterup til Gelting ude ved Bæltet, gør fra Kappel en lille Afstikker over Pontonbroen til Svansø, cykler med Slesvig-chausseen til Sønder Brarup og videre frem, opdager stadig nye landskabelige Skønheder.

Hist og her gør jeg Holdt. Mens jeg Staar og ser ud over den brede Dal mellem Sønder og Nørrre Brarup, hører jeg for første Gang i Aar Gøgens Kuk-Kuk!

Alle Vegne, hvor jeg træffer Folk, giver jeg mig i Samtale med dem. Spørger om Vej, eller hvor langt der er til den eller den By, – for at faa dem ind paa det brændende Spørgsmaal.

I en By i det østlige Angel ser jeg ind til Præsten, en høj, blond Mand, der ivrigt bakker paa sin Pibe, – Dagen i Forvejen prædikede han ved Sørgegudstjenesten – efter hvad jeg hørte af Læreren i samme By – over Teksten ”wahre treu, was schwer errungen”: han forsikrer mig, at i hans By vil intet ordentligt Menneske stemme for Danmark, – selv om man vilde søge at paavirke Stemningen ved Uddeling af Skotøj Klæder og Levnedsmidler, saadan som der var ham fortalt, at der blev gjort paa Graastenegnen! –

Jeg gaar ind i Bøndergaarde og Mejerier og taler med Folk: jeg indleder Samtaler med Arbejdsfolk og Haandværkere: Jeg giver mig i Lag med hvem som helst, jeg støder paa, – men intet Steds lykkes det mig at faa en Ytring, der i ringeste Maade var Udtryk for venlige Følelser mod Danmark, derimod nok Udbrud af gammelt Nag, eller forbavset Maaben over, at nogen kunde falde paa den Tanke, at Angel skulde til Danmark igen.

En Gaardejer, jeg traf udenfor hans Gaard, sluttede sine Udviklinger med at sige: Kommer vi til Danmark, skal De bare se, hvad det vil give af Krach og Krakehl!

Anders Lebeck: Gennem Angel til Dannevirke. Skildringer og Indtryk fra en Rejse i Maj 1919.