Alle indlæg af Rene Rasmussen

1. april 1919. Krigsfange i København: “Der var Fest hver Dag, ja det hændte, at man kom til Fest baade to og tre Gange paa samme Dag.”

Hans Petersen fra Skodsbølmark var blevet taget til fange under kampene ved Moulin-sous-Touvent i juni 1915. Han havde siden da siddet i fransk fangelejr, men den 31. marts 1919 ankom han med skibet St. Thomas til København.

Hos Overlærer Scheller boede jeg nu i otte Dage, mens alle Festligheder stod paa til Ære for de hjemvendte Landsmænd.

Der var Fest hver Dag, ja det hændte, at man kom til Fest baade to og tre Gange paa samme Dag.

Vi var først til Gudstjeneste i Holmens Kirke, hvor Provst Fenger talte varmt og gribende. Vi var til Fest paa Raadhuset, Idrætshuset, Cirkus, Studenterforeningen og Alliance francaise.

Der var Massevis af Taler, som jeg havde lidt Besvær med at rumme i Hjernen. Der var Sang og Musik under Tusinder af Lampers straalende Skin, og saa fik vi Lagkage utallige Gange, hvad vore Fangemaver slet ikke var indstillet paa.

Jeg var i flere Teatre. Fru Scheller fulgte mig omkring i Malerisamlinger og Museer. Hr. Scheller kørte med mig gennem Byen paa Sporvogn og viste mig bl. a. alle betydningsfulde Bygninger.

Jeg var til Fest i flere af de Hjem, jeg havde haft Forbindelse med under mit Fangenskab. Overalt blev jeg modtaget med samme Hjertelighed, alle kappedes om at yde deres bedste.

Hans Petersen: Fire Aar i fransk Fangenskab

31. marts 1919. “Værsgod, Sønderjyde! Og velkommen hjem!” Hans Petersen ankommer til København

Hans Petersen fra Skodsbølmark var blevet taget til fange under kampene ved Moulin-sous-Touvent i juni 1915. Han havde siden da siddet i fransk fangelejr, men sidst i marts gik det med skibet St. Thomas hjemad.

VED TOLDBODEN STEG —

Da vi sejlede ind i Øresund var Søsygen helt forbi, nu havde den ogsaa varet i tre Døgn; men ligesaa pludselig den var kommet, var den ogsaa forsvundet, og Humøret steg jævnt og højt.

Ud for Kronborg stoppede vi op. Om Bord kom saa fornemme Folk som Delegationen, der havde været i Paris, bl. a. [statsminister] Neergaard og Forsvarsminister Munch.

Da ogsaa Pastor Jensen kom ombord, blev en Tanke, vi saa tit havde dvælet ved, til Virkelighed: følges ad hjem og sejle ned gennem Sundet, om end det ikke var gaaet saadan, som vi helst havde tænkt det.

Samtidig fik vi Musik. Den spillede alle de kære gamle Fædrelandssange, som rørte Hjertets inderste og blødeste Strenge. Bevægelsen var ved at tage Magten fra En, Hjertet var bævende fuldt af Tak; man maatte næsten spørge sig selv, om ogsaa alt dette skønne var Virkelighed.

Her kom ogsaa Indkvarteringskommissionen om Bord; da mit Navn og  Nummer raabtes op. blev jeg glad overrasket ved at se, at jeg vilde blive modtaget i Land al min “Gudfar”, Lektor Scheller fra Birkerød.

Langs Strandbredden og ved Toldboden stod Tusinder af Mennesker og raabte Hurra og vinkede begejstret fil os. Et Par kendte Mænd derhjemmefra hilste mig hjertelig velkommen hjem; det var Gaardejer Christian Petersen fra Møllmark, og Gaardejer Christian Petersen, Palæet, Graasten.

Forventningsfulde, ja overvældede stod vi der paa Dækket, mens St. Thomas sagte gled mod Land og lagde sig lidt paa Siden, som om den var træt efter den besværlige Rejse.

I hjertelige Ord blev der budt os velkommen hjem til det gamle Land; og under mægtige Jubelraab blev vor kære franske Ven, Professor Verrier, baaret fra Skibet i Guldstol. Jeg havde ikke anet hans Nærværelse før nu.

For mig var det et uforglemmeligt Minut, da jeg steg i Land ved Toldboden og mærkede den faste Bund under Fødderne og atter var hjemme. Den Dag vi havde talt saa meget om og længtes saa meget efter i de lange Udlændighedsaar — nu var den kommet!

En ung Pige rakte mig glædestraalende en Buket hvide Nelliker, idet hun hjerteligt sagde: »Værsgod, Sønderjyde! Og velkommen hjem!«

Da Lektor Scheller paa Grund af Timer paa Skolen var forhindret i at være til Stede, blev jeg modtaget af Datteren og desuden af Schellers Broder Overlærer Scheller og Hustru. De modtog mig paa det allerhjerteligste, bød mig velkommen og udtalte deres Glæde over, at de nu havde faaet mig hjem.

Midt i Glædesrusen steg dog et vemodigt Minde frem.

Mindet om de Kammerater, der ikke oplevede den Lykke at naa hjem. Der døde seks af dem i Aurillac, og paa Hjemrejsen døde to af spansk Syge og bev begravet i Dunkerque. Vi vil holde deres Minde i Ære.

Hans Petersen: Fire Aar i fransk Fangenskab

31. marts 1919. St. Thomas ankommer til København med sønderjyske krigsfanger

Jørgine Lykov fra Ballum stod på kajen i København, da St. Thomas lagde til med de første sønderjyske krigsfanger fra Frankrig på vej hjem.

En Hjemkomst
En raakold Aprilmorgen i København. Gaderne er vaade og sjaskede af Taagen, og værre bliver det, da det begynder at sne. Store Fnug falder og omdanner Gaderne til et rent Uføre; alle skynder sig tilsyneladende at komme hjem, til deres Kontor eller Forretning eller hvad anden Beskæftigelse de nu ellers har inden Døre. Dog, kommer man længere ind i Byen, lægger man Mærke til flere og flere, der haster af sted. Ud af Sporvognene myldrer de, og det bliver efterhaanden til Hundreder, som i tætte Skarer iler ned mod Havnen.

Endelig efter en lang og besværlig Rejse skal Østasiatisk Komp.’s Damper “St. Thomas” ankomme med det første Hold sønderjydske Krigsfanger fra „Aurillac” i Sydfrankrig. Flag hejses allevegne eller stikkes ud af Vinduerne, og ved Havnen, hvor der er sort af Mennesker, har et Orkester taget Opstilling; overalt er der Trængsel, alle vil frem, saa nær Molen som muligt, for at opfange det første Glimt af Skibet. Dog, alle kan ikke komme til, der er en afspærret Plads, hvor Værterne, der skal have en „Fange” i Kvarter, er opstillet. Smaa Spejderdrenge med deres Førere danner Kæder for at holde en lille Plads fri.

Efter en Stunds Venten begynder Orkestret pludselig at spille den danske Nationalsang, og som paa Kommando brager der et Hurra løs fra Tusinder af Struber; nu kommer Skibet. Utydeligt ses det endnu, men snart er det inde, og Hurraraabene besvares kraftigt fra Skibet. Der staar de langs Rælingen og skuer mod Land og alle spejder de længselsfuldt efter Slægt og Venner og vifter med deres morsomme Huer. Ikke havde de tænkt, alle disse sønderjydske Ynglinge og Mænd, da de drog i Krig, at de skulde komme denne Vej hjem og hilses velkommen hjem i dobbelt Forstand, hjem til det gamle Fædreland og til deres Hjem. Tung var Tiden før og under Krigen, men det glemmes i en Stund som denne. Jubel fylder Sindene og afspejler sig i Ansigterne.

Landgangsbroen er nu kastet, og Krigsfangerne begynder at gaa i Land og forsvinde med deres Værter. Mængden danner Espalier, og for hvert Skridt tyder det „Velkommen hjem, velkommen hjem!“ Mange bevægede Ansigter ses baade hos Sønderjyder og Københavnere. Flere har haft den Glæde at finde Paarørende, der er rejst til Hovedstaden for at modtage dem, og Gensynet er bevæget; Gensynshaabet, som mangen Gang har været ved at briste, er nu blevet til Virkelighed.

Pludselig brager Hurraraabene løs paany; der bæres en Mand i Guldstol ud gennem Rækkerne. Det er (nu afdøde) Professor Paul Verrier, Danmarks og alle Sønderjyders Ven, der har gjort saa stort et Arbejde for de danske Krigsfanger, og hvem det i første Linje skyldes, at Krigsfangelejren i Aurillac blev oprettet. Hans Navn vil stedse blive husket med Tak af alle Danske.

Lidt efter lidt svinder Mængden. De godt 300 Sønderjyder drager hjem med deres Værter og hviler ud efter den trættende Rejse, men i flere Dage ser man dem i Gaderne, let kendelige paa deres Huer og hvide Armbind, og Mindet om de uforglemmelige Dage lever friskt i Dag som for 23 Aar siden for dem, der overværede „Set. Thomas “s Ankomst, og Tanken derom fylder vore Sind med Tak mod vort Fædreland Danmark.

DSK-årbøger, 1942.

30. marts 1919. Danevirkefolkenes memorandum afleveres i Paris

Grev Holsteins Memorandum om Sydslesvig

Dr. J. Collin var anden Gang ankommet til Paris 13. Marts 1919. Grev Bent Holstein ankom sammesteds sidst i samme Måned, og de to Delegerede for Mellemslesvigsk Udvalg samarbejdede i den kommende Tid — Dr. Collin forlod Paris i Slutningen af April — paa Løsningen af de Opgaver, der var dem betroet.

I Slutningen af Marts havde Dr. Collin og Grev Holstein udarbejdet to Memoranda, der begge bærer Grev Holsteins Navn,  og af hvilke det ene, omhandlende Ejdersted-Halvøen, vil blive omtalt nedenfor. Det andet omhandler “den nuværende Stilling i Mellem- og Syd-Slesvig” (Memorandum sur la situation actuelle dans le Slesvig moyen el méridional).

Dette Memorandum, trykt paa Fransk i Paris, er udateret. I maskinskreven Form blev det indleveret til Fredskonf. 30. Marts 1919; det trykte Skrift afleveredes 10. April s. A.

Det trykte Skrift omfatter 39 Sider i Oktav, den egentlige Betænkning dog kun 8 Sider; Resten af Skriftet udgøres af 8 Bilag med Oversættelser af Grev Holstein’s Fuldmagt (fra Mellemslesvigsk Udvalg) og Udtalelser (dels i Oversættelse til Fransk, dels paa Tysk) af forskellige Personligheder i Mellem- og Sydslesvig. Bortset fra Red. E. Christiansens Betænkning, som gengives nedenfor, føjer disse Bilag dog intet væsentligt til Hovedteksten, og de er derfor ikke her medtagne.

Skriftet betegner sig som: “Fortsættelse af det af Jonas Collin til Fredskonferencen 20. Februar 1919 overrakte Memorandum om det slesvigske og særlig det mellemslesvigske Spørgsmaal”. Det har følgende Indhold:

“De Begivenheder, som har været foranledigede af Verdenskrigen, den tyske Revolution og Fredskonferencen, har udviklet sig med en saadan Hast, at det har været meget vanskeligt, for ikke at sige umuligt for Mellemslesvigs Befolkning og navnlig for Bønderne at danne sig en Forestilling om deres nuværende og fremtidige Stilling. Soldaterraadenes Styre adskiller sig kun lidt fra den tidligere preussiske Regerings: Man hindrer stadig Sandheden i at komme frem, og Foredrag, Forsamlinger, Diskussioner m. v. bliver kun tilladt under “Autoriteternes” Kontrol og standses brat, hvis de ikke passer det nuværende Regimente.

Følgelig kan de Anskuelser, der gør sig gældende i Mellem- og Syd-Slesvig, kun vise sig underhaanden — enhver anden Ytringsform er umulig.

Ændringen i Sindelag og Fremtidsønskerne gør sig kun langsomt gældende i disse Egne. Men den er paa Vej, den udvikler sig mere og mere, hvad jeg personlig har kunnet fastslaa under de to Rejser, jeg har foretaget dernede i Februar og Marts Maaned. Jeg skal nu her fremlægge Resultatet af disse Rejser, og hvad jeg iøvrigt har kunnet bringe i Erfaring under mine Samtaler med indflydelsesrige Personligheder i Mellem- og Syd-Slesvig.

Den Egn, hvorom Talen er, er beliggende mellem de to Linjer, som er optrukne paa hoslagte Kort [kortet ses ikke]. Sproget er næsten udelukkende Tysk, men saavel i Sprog som i Dagliglivets forskellige Forhold finder man mange danske Elementer.

Tyskland militære og politiske Sammenbrud sidste Efteraar har foranlediget en Genopblussen af Slesvig-Holsteinismen. Et politisk Udvalg, hvis Opgave er at arbejde for Oprettelsen af en ny tysk Stat, Slesvig-Holsten, Kiel-Kanalens Vogter, er dannet i Rendsborg under Forsæde af denne Bys Borgmester. Dette Udvalg har udfoldet en betydelig politisk Propaganda og derved væsentlig bidraget til at afholde Mellem- og Syd-Slesvigs Beboere fra at gøre fælles Sag med Nordslesvigerne.

Imidlertid har en Petition, som er bleven tilstillet Præsident Wilson angaaende Dannelsen af et udelt og uafhængigt Slesvig-Holsten, for Slesvigs Vedkommende kun givet et middelmaadigt politisk Udbytte  for Ophavsmændene, idet den kun har fundet meget begrænset Tilslutning, selv fra de tysktalende Slesvigeres Side.

I Dag har den nye Slesvig-Holsteinisme ikke længere Fremgang i Sydslesvig; tværtimod er den godt i Færd med at tabe sine Tilhængere. Dens Nederlag er uafvendeligt, med mindre den bliver støttet af Vestmagterne og af de Forholdsregler, disse maatte træffe for at sikre Kiel-Kanalens Internationalisering.

Under de nuværende Forhold i Tyskland føler Sydslesvigerne sig først og fremmest som Slesvigere. De tysktalende slesvigske Bønder finder den Uretfærdighed og det Tyranni, som Tysklands nuværende socialistiske Regering udøver, lige saa afskyværdigt, som det preussiske Embedsmandsregimente var det for Nordslesvigs danske Bønder. Deres Sympatier har været tyske og holstenske, men aldrig preussiske; deres Lokalpatriotisme er meget udpræget. De er nu naaet til Erkendelse af, at de 50 Aar under det preussiske Aag sluttelig kun har bragt dem Skuffelser, Savn og Lidelser. De indser, at Nordslesvigerne nu vil forene sig med et Land, i hvilket Fred, demokratiskliberal Orden og gode økonomiske Kaar hersker. De indser, at økonomiske, sociale og etnografiske Forhold knytter dem til Nordslesvigerne. Det staar dem klart, at Slesvig er en organisk Enhed, og de foretrækker, at størstedelen af Slesvig genforenes med Danmark, fremfor en geografisk Deling af Hertugdømmet, som vilde medføre en økonomisk Lemlæstelse.

Denne Slesvigernes nye Indstilling fremskyndes af Bekymringerne for de knugende  Krigsomkostninger, som de, der forbliver tyske, vil have at betale, saavel som af en voksende Følelse af Ubehag ved i Fremtiden at tilhøre en Nation, der mere eller mindre er sat udenfor de civiliserede Folks Samfund.

Hvad angaar Amterne Eidersted og Husum, Byen Husum medindbefattet, findes her ingen fjendtlige Følelser mod Danmark.

Grev Holstein nævner en Række Personligheder, paa hvis Udtalelser han støtter den Opfattelse, han nys har gjort gældende, og fortsætter:

Hvad Eidersted Amt angaar, bør jeg her tilføje, at en Tredjedel af Jorden tilhører Nordslesvigere, og at en betydelig Del af Resten er udlejet til Slesvigere fra forskellige Egne til Opfedning af deres Kvæg.

Hvad Angel angaar, er Indbyggerne her mere forbeholdne og nøler med at tage Stilling for Danmark; medens Indbyggerne i Amterne Eidersted og Husum gruppevis har undertegnet Petitioner [om Tilslutning til Danmark], foretrækker Angelboerne at underskrive enkeltvis, for at deres Nabo ikke skal faa det at vide. Imidlertid er der dog i Løbet af de to Uger før min Afrejse fra København indsamlet et vist Antal Underskrifter i Angel, og saaledes øges ogsaa her Bevægelsen for Genforening med  Danmark.

Byen Slesvig, hvis Indbyggere for en stor Del er af dansk Oprindelse, vedbliver ikke desto mindre at være temmelig tysksindet, hvad der navnlig skyldes Byens isolerede Stilling og den tidligere preussiske Garnison, som har præget den, medens Husum har været fri for Garnisoner og som Landsdelens største Kvægmarked vedblivende har været i Handelsforbindelse med Nordslesvig.

Ogsaa i denne Forbindelse nævner Grev Holstein derefter flere Personligheder, til hvis Udtalelser han støtter sig.

Hvad Flensborg angaar, øges ogsaa for dens Vedkommende den danskvenlige Stemning. Flere kyndige Personligheder i denne By mener, at under de nuværende Omstændigheder kan det ikke betragtes som udelukket, at Danmark vil kunne opnaa Flertal.

I Almindelighed kan man sige, at den Fjendtlighed mod Danmark, som findes i Slesvig, er paa Vej til at omdannes til en velvillig Holdning, som Tilfældet har været for X …

Af Interesse er det at kunne fastslaa, at de Anskuelser, som næres af “Mellemslesvigsk Udvalg”, deles af alle indflydelsesrige Sydslesvigere. I denne Forbindelse tillader jeg mig at henvise til medfølgende Memorandum fra Flensborg Avis’ Redaktør, Hr. E. Christiansen.

Saavel de tysktalende Slesvigere som indflydelsesrige danske Slesvigere anbefaler til Sikring af det gunstigst mulige Udfald af en Folkeafstemning i Sydslesvig følgende Foranstaltninger:

1) Hurtigst mulig Udvisning af de preussiske Embedsmænd.
2) Udvisning af de tyske Soldater.
3) Udvisning af de russiske bolchevikiske Agenter og de tyske Spartakister, af hvilke der findes en Del i Byerne (Flensborg, Aabenraa og Slesvig).
4) Ordre til den tyske Regering om øjeblikkelig at ophøre med Udskrivningerne af Landbrugsprodukter i Slesvig.
5) Tilladelse for Danmark til at sende Levnedsmidler til Sydslesvig mod Sikkerhed for, at intet bliver genudført til Tyskland. (Som Følge af Udskrivningerne af Kvæg er Bestanden bleven formindsket med Halvdelen. Desuden har Bønderne næsten ingen Korn eller Kartofler til Udsæd nu til Foraaret. Danmark vilde uden Tvivl være i Stand til at forsyne Egnene med det nødvendige.)
6) Afsendelse af en sydslesvigsk Delegation til Paris.
7) Godkendelse af det af Sydslesvig selv i Overensstemmelse med “Mellemslesvigsk Udvalg” stillede Forslag om, at Folkeafstemningen skal finde Sted paa følgende Maade:
A. Hele Slesvig eller i det mindste Landet indtil Linjen Dannevirke-Tønning tilbagegives Danmark.
B. Efter en vis Frist skal Befolkningen i den sydlige Del have Adgang til at stemme for en Genforening med Tyskland — altsaa saa at sige: “en omvendt Paragraf Fem”.
Kiel-Kanalen
Sluttelig vil jeg fremsætte nogle Ord om Sydslesvigernes Opfattelse af Spørgsmaalet om Kiel-Kanalen.
I denne Henseende er vi aldeles enige med de nationale og Entente-venlige Kredse i Danmark, og deres Mening er følgende:
For at sikre en varig Fred, for at hindre det slesvig-holstenske Spørgsmaals Genopstandelse, for at  opnaa Fred og Ro for den slesvigske Befolkning er det nødvendigt at skille Danmark (henholdsvis Slesvig) fra Tyskland ved Hjælp af en international Zone paa begge Sider Kiel-Kanalen.

Naar denne Zone er oprettet, vil ingen Slesviger være i Tvivl om, at Landet bør tilhøre Danmark, og ingen vil agitere for Genforening med Tyskland. Det er min Overbevisning, at kun et ganske lille Mindretal vil ønske en saadan Genforening med Tyskland, men det vil kunne udnyttes af dygtige tyske Agitatorer.

Varig Ro og Fred i disse Egne er nødvendig ikke blot for Danmark, men for hele Europa, i hvis Historie det slesvigske Spørgsmaal har foranlediget saa megen Uro.

Med Hensyn til Spørgsmaalet om Danmarks fremtidige Grænse mod Syd er det min — og jeg tør sige de allerfleste danske Flensborgeres og Mellemslesvigeres — Overbevisning, at en Linje Slien— Dannevirke— Frederiksstad vil være en for vort Folk fuldt retfærdig Grænse.

Paa Linjen Slien— Dannevirke svarer den til, hvad der er dansk Folkegrund.

Ejdersted er saavel som Vestkysten beboet af Frisere. Dets Marskjorder kan daarligt undværes for den nordslesvigske Kvægavl. Meget af dets Jord er paa nordslesvigske Hænder, og vide Krese af  Befolkningen i Ejdersted vil næppe have noget imod at komme tilbage til Danmark. Jeg mener, at Danmark kan magte denne Grænse, naar det indfører et fornuftigt Styre, idet de nuværende gode økonomiske Vilkaar vil lette den for en stor Del fortyskede Befolkning i Mellem- og Sydslesvig Tilslutningen til Danmark.

Da de nye Grænser imidlertid skal drages paa Grundlag af Folkenes Selvbestemmelses-Ret, og dette, især for et lille Land, giver den bedste Betryggelse for Fremtiden, og da ved Valget i 1867, det første Valg, efter at Løftet i Pragfreden var givet, Grænsen for dansk Flertal gik sønden om Flensborg og over til Tønder, mener jeg, at der bør holdes paa, at saafremt Danmark faar Tilbud om at faa hele vor fraskilte Landsdel tilbage, bør det tage imod dette Tilbud, og derefter, naar den tysktalende Befolkning i Sydslesvig og Mellemslesvig tilkendegiver Ønske herom, inden for en nærmere fastsat Frist give denne Befolkning Lejlighed til ved en distriktsvis Afstemning sydfra at stemme sig bort fra Danmark til Tyskland, hvor Flertallet af de stemmeberettigede stemmer derfor, selvfølgelig dog saaledes, at der tages rimelige geografiske Hensyn.

Denne Afstemningsmulighed bør dog ikke tilstedes længere nordpaa end til den Linje, der af den nordslesvigske Vælgerforening er draget som Grænse for et samlet nordslesvigsk Afstemnings-Omraade (Krusaa-Dalen – Vesterhavet Syd for Vidaaens Udløb), for at Nordslesvig med sit utvivlsomt danske Flertal straks kan føle fuld Tryghed.

Den Frist, indenfor hvilken en Afstemning sydfra maa berammes, bør fastsættes under Hensyn til, at den mellemliggende Uvisheds-Tilstand vil medføre adskillige Ulemper, især ogsaa for Flensborg By. Desuden maa Afstemnings-Vilkaarene være fuldt betryggende og i alt Fald ikke daarligere for den trofaste danske Befolkning, end der kan være Tale om nu at faa paa Grundlag af den nordslesvigske Vælgerforenings Resolutioner.

For Flensborgs Forbliven ved Danmark maa det være tilstrækkeligt, Naar ikke et overvældende Flertal af de stemmeberettigede udtaler sig for at komme bort fra Danmark.

Paa denne Maade opnaas, at ikke den danske Befolkning behøver at stemme sig tilbage til sit gamle Fædreland. Genforeningen sker som en Selvfølge, og derefter har den fortyskede Befolkning Lejlighed til at stemme sig bort.

Dette synes at være den mest tiltalende og værdige Løsning.”

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

30. marts 1919. Grev Holsteins memorandum om Ejdersted

Grev Holsteins Ejdersted-Memorandum

Formentlig 22. eller 23. Marts 1919 havde Grev Bent Holstein en Samtale med Charles H. Haskins; ved denne Lejlighed udtalte Greven, “at der paa Halvøen Ejdersted findes et meget stærkt danskvenligt Sindelag”, og anmodede om, “at Folkeafstemnings.-Grænsen i denne Egn maa blive ført ned til en Linje, der ender ved Tønning”.

Greven afleverede 30. Marts 1919 en maskinskreven Note om dette Spørgsmaal; den blev de nærmest følgende Dage trykt under Titlen Memorandum concernant la péninsule de Eidersted, par le comte B. Holstein, mandataire du comité du Slesvig moyen (Paris, 5 Sider Oktav).

Skriftet, der afleveredes omkring den 12. April til Fredskonf., indledes saaledes:

“Idet jeg henholder mig til det Memorandum, Dr. Collin har tilstillet Fredskonf.s belgiske [danske] Kommission, til hvem Studiet af det slesvigske Spørgsmaal er overdraget, og idet jeg ligeledes henholder mig til det Memoradum, jeg nylig har tilstillet Konferencens kompetente Organer, tillader jeg mig her som Supplement at tilføje nedenstaaende Oplysninger vedrørende den slesvigske Halvø Ejdersted.

Ligesom Dr. Collin er jeg befuldmægtiget af “Mellemslesvigsk Udvalg” i Flensborg for i Paris at udtrykke de danske Mellemslesvigeres Ønsker og Synspunkter vedrørende Danmarks fremtidige Grænser. Jeg er ligeledes Tolk for et stort Antal tysktalende Sydslesvigeres Synspunkter og Ønsker, der fuldstændig falder sammen med Opfattelsen hos de danske Mellemslesvigere og en stedse voksende Del af Nordslesvigerne.

Ejdersted
Ejdersted-Omraadet, altsaa den Halvø, der Nord for Ejderens Munding skyder sig frem i Nordsøen, er under alle Synspunkter knyttet til Mellemslesvig og Nordslesvig.

Det etnografiske Synspunkt.
Befolkningen i Ejdersted er frisisk, fra Oldtiden indblandet med danske og fra Slutningen af det 16. Aarhundrede med hollandske Elementer. Hertugen af Alba’s Forfølgelser fremkaldte Udvandring fra Holland, og henimod Slutningen af det 16. Aarhundrede slog en hel Koloni af hollandske Flygtninge sig ned i Ejdersted. Denne Koloni, der etnisk og kulturmæssigt var de indfødte Frisere overlegen, har paa alle Omraader bidraget væsenlig til Befolkningens Udvikling.

Det frisiske Sprog er forsvundet i Ejdersted som næsten overalt i Slesvig. I enkelte afsides Egne findes endnu Rester deraf, men stærkt iblandet tyske Ord. Hele Befolkningen i Ejdersted taler og skriver Tysk. Mange forstaar Dansk som Følge af deres Handelsforbindelse med Nordslesvig.

Økonomiske og politiske Synspunkter.
Ejdersted er landbrugs- og handelsmæssigt uadskilleligt knyttet til Mellem- og Nordslesvig. En Tredjedel af Ejdersteds frugtbare Jorder tilhører Nordslesvigerne, og en stor Del af den øvrige Jord er udlejet til Slesvigere fra Hertugdømmets forskellige
Egne, som sender deres Kvæg til Græsning og Fedning paa Ejdersteds Enge.

Opdrætningen af Korthornskvæg, der er stærkt udbredt i Vestslesvig ligesom i Jylland, har saa at sige sit Midtpunkt i Ejdersted, hvor de bedste Tillægs-Tyre af nævnte Race findes. Der foregaar regelmæssig Udveksling af Kvæg mellem Ejdersted og Vestslesvig og derigennem med Jylland.

Byen Husum, der er Midtpunkt for denne Udveksling og Sæde for det vigtigste Kvægmarked i Slesvig, vilde tabe al sin Handel, og Grundlaget for dens økonomiske Tilværelse vilde blive sat paa Spil, hvis den blev adskilt fra Ejdersted.

Indbyggerne i Ejdersted har derimod hverken etniske, økonomiske eller sociale Forbindelser med Befolkningen i Ditmarsken, d. v. s. den nordvestlige Del af Holsten mellem Kiel-Kanalen og Ejderen, skønt Vilkaarene for Landbruget i Ditmarsken er ganske de samme som i Ejdersted. Bønderne i Ditmarsken er tyske og af en helt anden Stamme og har intet tilfælles med Befolkningen i Ejdersted. De kender ikke hinanden og omgaas kun lidt, undtagen af private og forretningsmæssige Aarsager; man kan endog sige, at der findes en vis Rivalitet mellem Ditmarskerne og Befolkningen i Ejdersted.

Ejdersteds Befolkning føler sig nøje knyttet til sine “Landsmænd”, de frisiske Bønder, der bor langs Mellemslesvigs Vestkyst, og det vilde være ganske urigtigt at skille dem fra disse deres Slægtninge og bedste Venner.

Forholdet til Danmark.
Befolkningen i Ejdersted nærer ikke de fjendtlige Følelser overfor Danmark, som forekommer i Angels Befolkning.

Dens Stilling er velvillig — hvad der for det første skyldes dens hyppige Forbindelse med Nordslesvig, og for det andet den sproglige og administrative Frihed, den under det danske Herredømme altid har nydt godt af.

Kong Christian VIII. besøgte Ejdersted i 1842 og blev overalt modtaget med hjærtelig Begejstring af Befolkningen.

Ejdersted er den Del af Sydslesvig, hvor Modsætningen mellem tysk og dansk lettest vil kunne udjævnes, og der er næppe Grund til at frygte Irredentisme i denne Egn.

Af alle disse ovennævnte Grunde tillader jeg mig at henlede Fredskonferencens kompetente Organers Opmærksomhed paa den Interesse og den Betydning, det vil have at udstrække en eventuel Rømning af Mellem- og  Sydslesvigs tyske Embedsmænd og Soldater til ligeledes at omfatte Halvøen Ejdersted.

Jeg benytter Lejligheden til paany at fremhæve, hvilken økonomisk Nødvendighed det er for Slesvig, at den tyske Regerings Udskrivninger af Landbrugsprodukter forbydes snarest mulig og senest samtidig med, at Rømningen finder Sted. En saadan Forholdsregel fra de Allieredes Side vil gøre det bedste Indtryk i Slesvig. Den vil paa een og samme Gang vise Slesvigerne de Allieredes Magt og Velvilje og paa denne nemme Maade vinde dem Sympatier, som ikke er uden politisk Betydning.

Samtidig henleder jeg Opmærksomheden paa de tyske Spekulanters Opkøb af Jord og Grunde i Nordslesvig. Allerede nu er Jordprisen 30 % højere i Nordslesvig end i den øvrige Del af Slesvig.”

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

29. marts 1919. På vej hjem: “Dejligt var det efter saa mange Aars Forløb atter at skue en dansk By”

Hans Petersen fra Skodsbølmark var blevet taget til fange under kampene ved Moulin-sous-Touvent i juni 1915. Han havde siden da siddet i fransk fangelejr, men sidst i marts gik det med skibet St. Thomas hjemad. Hjemfarten blev dog præget af dårligt vejr og søsyge!

Da Stormen flovede af, og Dagen kiggede ind til os gennem Koøjnene, laa der et værre Hus i Kahytten, og Luften var uhyggelig stram.

Vi skyndte os derfor op paa Dækket, mens en Matros gik i Lag med at ordne dernede.

Vi var da lige ved at sejle gennem en hel lille Snestorm, som dækkede for al Udsigt. Men snart begyndte Danmarks Kyst lidt efter lidt at blive synlig.

En Del af os stod oppe paa Kommandobroen og stirrede  længselsfuldt mod Land. Der laa Skagen i Morgendisen mellem Sandklitterne saa ægte dansk med sine hvide Mure og røde Tagsten.

Skønt der blev kaldt paa os til Mad, var der ikke Tale om, at vi vilde bytte dette herlige Syn med et Maaltid Mad. Dejligt var det efter saa
mange Aars Forløb atter at skue en dansk By, ja, det var ikke til at rive sig fra.

Hans Petersen: Fire Aar i fransk Fangenskab

Ny bog om Zeppelinere: Jens Robdrup – Zeppeliner. Da krigen blev luftbåren.

Der er kommet en ny bog om zeppelinere.

Forlaget meddeler:

PRESSEMEDDELELSE

ZEPPELINER – Da krigen blev luftbåren
af Jens Robdrup

ZEPPELINER – Da krigen blev luftbåren.
”Der var sus i luften af store vingeslag. Menneskeånden vandrede på Kløvermarksvej, beredt til at beundre en af sine sejre. Vi mærkede vort eget hjertes hastige slag, følte, hvorledes det er gennem de store mænds udholdende og målbevidste arbejde, at menneskehedens fremtid skabes.”

Således blev luftskibet, ”Hansa” med dets skaber, den tyske greve von Zeppelin om bord, modtaget og en halv million københavnere jublede. I England derimod betragtede man zeppelinerne med frygt og bæven.

Kun få år efter viste det sig berettiget, da zeppelinerne under 1. Verdenskrig kastede bomber ned over byerne. Et nyt krigsvåben var skabt.

Da krigen blev luftbåren fortæller om det militære og politiske magtspil, der udfoldede sig under 1. Verdenskrig omkring Danmark.

I dette kom zeppelinerbasen i Tønder i daværende tyske Nordslesvig til at spille en tragisk rolle for Danmark.

I ”Da krigen blev luftbåren” møder man H. G. Wells, Conan Doyle, marineminister Winston Churchill, forsvarsminister Munch, prins Heinrich og hans storebroder, kejser Wilhelm II, admiral Kofod-Hansen, krigsminister Christian Tuxen, udenrigsminister Erik Scavenius, strandfoged Mads Villadsen, W. O. Bentley og mange andre, der den gang kom til at øve indflydelse på begivenhederne.

Men hovedpersonerne er grev von Zeppelin, zeppelinerkaptajn, von Buttlar Bradendenfels og søløjtnant, Walter Yeulett fra den engelske flåde.

Von Zeppelin døde som olding i 1917, von Buttlar Bradensfels fik en lang karriere, mens Walter Yeulett kun blev 19 år. Men han bidrog til at udslette zeppelineren som et terrorvåben.

Info
Bogen udkommer den 18. marts og leveres i hardcover til 250,- ex forsendelse. Den kan bestilles hos din lokale boghandler, eller direkte på forlagets hjemmeside www.veterania.dk

Sideantal: 142
Pris: 250,-
ISBN: 978-87-93589-06-3
Forlag: Veterania

Pressemateriale
Materiale i trykkvalitet, kan frit downloades til brug for medieomtale via vores pressesite www.mindzone.dk
Ønskes specielle billeder eller tekster fra bogen, kontaktes forlaget.

Forlaget Veterania

Alex Schou Jensen
Stærevej 4

4040 Jyllinge

webwww.veterania.dk

 

28. marts 1919. Fredskonferencens Fem-Mands Raad godkender Indstillingen fra Kommissionen for danske Anliggender

Ved Regeringschefernes Beslutning af 24. Marts var Femmandsraadet for saa vidt blevet opløst, som Konferencens Præsident havde meddelt dette, at fra 25. s. M. vilde Regeringscheferne (alene) samles to Gange daglig “for at forberede Arbejdet”.

Af det oprindelige Timandsraad blev derefter de allierede og associerede Hovedmagters Udenrigsministre tilbage, og det paagældende Organ fik da Navnet: Udenrigsministrenes Raad (undertiden ogsaa kaldet: “de Fem”, til Adskillelse fra Regeringschefernes, Konferencens øverste Raad: de fire Store).

Udenrigsministrenes Raad havde følgende Sammensætning: Amerikas Forenede Stater: Robert Lansing; det Britiske Rige: A.J. Balfour; Frankrig: Stephen Piehon; Italien: Sidney Sonnino; Japan: Makino. Formand var Frankrigs Repræsentant.

I sit Møde 28. Marts behandlede Raadet den danske Kommissions Indstilling af 19. marts 1919. Tilstede var André Tardieu som Formand for og Jules Laroche som Medlem af den danske Kommission, førstnævnte tillige i sin Egenskab af Formand for den territoriale Kommission. Der fandt en længere Forhandling Sted.

Formanden sammenfattede den i følgende Udtalelse:

Indstillingen er godkendt .med de af A. J. Balfour nævnte Forbehold og under Forudsætning af det øverste Raads Billigelse.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

28. marts 1919. Hvad skal der ske med den sønderjyske del af den tyske handelsflåde?

Den danske Gesandt tilstillede 28. Marts 1919 Fredskonf. følgende Note:

Den tyske Handelsflaade, der er stillet til de allierede og associerede Magters Raadighed, tæller et vist Antal Skibe, hjemmehørende i  slesvigske Havne.

Jeg tillader mig allerede nu at henlede Opmærksomheden herpaa, idet jeg anmoder den høje Konference om at træffe de fornødne  Bestemmelser om, at Skibe, hjemmehørende i den Del af Slesvig,  som tilbagegives Danmark, kan komme til at følge deres Hjemland  og antage dets Nationalitet i det Øjeblik, Tysklands Handelsflaades  Skæbne endelig afgøres, eller, hvis det er muligt, saa snart den høje  Konference har fastsat Danmarks nye Grænse.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

27. marts 1919. Resolution fra Vælgerforeningen vedrørende flytning af toldgrænsen

Foranlediget af en stedfunden Drøftelse om at flytte den dansk-tyske Toldgrænse ned Nord for Flensborg 2 Dage efter Afstemningen i 1. Zone vedtog Vælgerforeningens Bestyrelse og Tilsynsråd den 27. Marts 1919 enstemmigt følgende Res.:

Vælgerforeningen henstiller til sin Formand hos den danske Regering at virke hen til, at Toldforholdene i Overgangstiden mellem Afstemningerne i Nordslesvig og Mellemslesvig ordnes saaledes, at, uden at det i nogen Maade kommer Nordslesvig til Skade, Flensborgs Handel ikke afskæres fra sit Opland.

Note: Den 9. April 1919 meddelte H. P. Hanssen i Tilsynsrådet, at den danske Regering paa ovennævnte Henvendelse havde svaret, “at en Flytning at Toldgrænsen ned til Flensborg efter den første Afstemning stod fast. og derved kunde der ikke rokkes”.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

 

Foredrag den 2. april ved Jørn Buch om Versaillesfreden

1.Verdenskrig kom til at danne skel mellem de såkaldte ”gode gamle dage” og den forvirrede og komplekse Mellemkrigstid med mange nye stater, som fik store økonomiske og sociale problemer. Hvor meget skyldtes Versailles-freden 1919 mellem Tyskland og de allierede lande?

Spændende foredrag med den erfarne foredragsholder Jørn Buch fra Haderslev.

Sted: Rigsarkivet, Haderslevvej 45, Aabenraa

Tid: 15:00 – 16:30

Mere om foredraget:

Versailles-freden pålagde bl.a. Tyskland enorme krigsskadeserstatninger, men var også med til at sikre mere retfærdige grænser i det nye Europa, da mange af de nye grænser blev trukket ud fra det nye princip om nationernes selvbestemmelsesret. Men det blev ikke alle grænser, som var så moderne, hvad der skulle give store problemer.

Danmark havde været neutral under 1.Verdenskrig, men med Versailles-freden gik drømmen om en Genforening med dele af Sønderjylland i opfyldelse med folkeafstemningen i 1920.

Foredraget vil gøre rede for baggrunden for Versailles-freden og dens indhold, ligesom der vil blive diskuteret dens konsekvenser for udviklingen i Mellemkrigstiden og dermed for udbruddet af 2.Verdenskrig kun 20 år efter Versailles-fredens ikrafttræden.

 

 

 

25. marts 1919. Søsyge! “Hjælpeløst, som et lille Barn, laa man der og vred sig og gylpede”

Hans Petersen fra Skodsbølmark var blevet taget til fange under kampene ved Moulin-sous-Touvent i juni 1915. Han havde siden da siddet i fransk fangelejr. I slutningen af marts 1919 gik det endelig hjemad.

Vi skulde have lettet Anker samme Dag, dog alle Forsøg var forgæves. Der var Ebbe i Havnen. Først om Tirsdagen slap vi af Sted.

Langsomt og stille gled St. Thomas bort fra Kajen udefter. Der blev vinket fra Skibet og vinket igen fra de faa tilfældige Arbejdere, som netop røgtede deres Dont; og under disse fordringsløse Former svandt Kysten al det Land, hvor jeg havde oplevet sælsomme Ting i de henrundne fem Aar af min bedste Ungdom.

Skibet gik støt, og idet vi gik ned i Kahytten, slappedes Spændingen lidt, og vi gav os Trygheden i Vold. Ja, vi følte os saa trygge nu, alt gik efter Ønsker og vi satte os hen og passiarede fornøjeligt ved en Kop dansk Kaffe.

Men vi var ikke kommet ret langt ud i Kanalen, før end Skibet pludselig begyndte at gynge og svinge fra den ene Side til den anden. Det kom ganske uventet med underlige Følelser af Skuffelse og Angst. Hvad var det?

Der indtraadte nu andre ganske mærkværdige Fornemmelser, som jeg slet ikke kunde forklare mig. Mine Øjne stod stille, jeg blev svimmel og fik voldsomme Kvalmeanfald. Munden løb mig fuld al lunkent Vand. Der maatte være noget i Vejen med Kaffen, tænkte jeg; men nu kunde jeg ikke holde det gaaende længere, i en Fart maatte jeg sætte en halv Kop Kaffe og en Mundfuld Brød til Side og skynde mig op paa Dækket.

Næppe var jeg kommet ovenpaa, førend jeg maatte ofre. Jeg vilde saa nødig og holdt igen af alle Kræfter, men forgæves. — Aa, hvor jeg dog var sølle, og hvor al Ting løb rundt for mig. Maagerne fløj skrigende langs Skibssiden og æggede mig til at ofre mere, og naar der saa var kommet et Par Gylp, gjorde de Nar ad mig med nogle overlegne Vræl.

Før kunde jeg godt lide Maager, men den Dag syntes jeg, det var nogle dumme Fugle.

Hele Dagen maatte jeg ligge i Køjen, det var mig ikke muligt at hæve Hovedet eller staa paa Benene, og der var mange, der var lige saa daarligt stillede som jeg. Da vi kom over under Englands Kyst, gik Skibet mere jævnt, og jeg var oppe for at se den høje, graa Klippekyst.

Langs med Kysten gik det udmærket; men da vi først kom ud i Nordsøen, fik vi en lille Forsmag paa Elementernes uhyre Kræfter. Stormen tog til herude, og Bølgerne blev større og større. Skibet duvede og rullede, saa det var os næsten ikke muligt at være andre Steder end i Køjen. Bølgerne brødes med en uhyggelig Larm mod Skibets Sider og sprøjtede ned til os i Kahytten, skønt Lugerne var lukkede. Stormen hylede og fløjtede fælt i Takkelagen, som om det hele skulde fejes bort i næste Sekund.

Ved de store Duvninger kom Skruen ud af Vandet og snurrede rundt som rasende, saa Skibet sitrede og skælvede over hele Skroget, som en Fjende, der havde faaet sit Banesaar ved et Bajonetstik. Det var især uhyggeligt om Natten, naar man ingenting kunde se.

Da Lugerne var lukkede, havde man sat et Par Spande ned til os til Brug ved Opkastninger. Men det var sjældent, at en Mand naaede helt hen til Maalet, førend det var sket. Desuden havde det ikke nyttet stort, thi Spandene væltede og trillede omkring, hvergang Skibet for Alvor begyndte at rulle.

Hjælpeløst, som et lille Barn, laa man der og vred sig og gylpede. Kasser, Fodtøj og nedfaldne Klædningsstykker laa paa gulvet og sejlede rundt i dette Uføre.

Nogle laa og stønnede og jamrede sig, andre var fuldstændig lige glade, hvordan det gik; de havde opgivet sig selv og alt Haab om at naa hjem. Hist og her lod der fortvivlede Udbrud: »Jeg dør, jeg dør!« — »Vi kommer aldrig over dette her!« — »Nej, hellere ligge i Skyttegraven endnu et helt Aar og saa rejse over Land hjem!« — »Hellere vilde jeg bide mig et Par Fingre af end gøre denne Tur en Gang til!« — »Ja, vi gaar saamænd allesammen lige direkte til Hel — Hel hylp — ah — Hel — goland!«, kom det læspende i syg Galgenhumor.

To Sergenter, som havde snydt sig om Bord, begge Hjemmetyskere, hvoraf jeg godt kendte den ene, nemlig Møllersvend Karl Hansen, laa i deres egen Elendighed og udtalte højt deres Glæde over de andres Ildebefindende; deres højeste Ønske var, sagde de, at Skibet vilde gaa til Bunds med Mand og Mus, saa disse fordømte Danske kunde dø allesammen.

Der var knebent med Soveplads om Bord, hvorfor jeg laa indeklemt mellem Klaus Hansen og Hans Fourholm fra Broager Men det var jeg godt tilfreds med, blot vi kom af Sted mod Hjemmet saa hurtigt som muligt.

Hans Petersen: Fire Aar i fransk Fangenskab

24. marts 1919. På vej hjem: “Tænk, at jeg nu gik omkring paa et dansk Skib”

Hans Petersen fra Skodsbølmark var blevet taget til fange under kampene ved Moulin-sous-Touvent i juni 1915. Han havde siden da siddet i fransk fangelejr. I slutningen af marts 1919 gik det endelig hjemad.

Vi ankom til Dunkerque Mandag Morgen, og efter en Times Ventetid paa Gaden var vore Papirer i Orden.

Det næste Holdt var nede ved Kajen, hvor Øjet saa ud over en hel Skov af Skibsmaster. Jeg søgte og fandt snart gamle Dannebrog vajende fra Agterstævnen af Dampskibet St. Thomas, som skulde føre os ud af Fangenskab.

Jeg undrede mig over de sorte Skikkelser, som bevægede sig paa Dækket, dog snart genkendte jeg blandt dem nogle af mine gamle Kammerater, de havde til Brug paa Rejsen faaet udleveret hver en dansk Soldaterkappe.

Ved at høre de første kære danske Ord fra Skibsbesætningen gik der mig som elektriske Strømme gennem Kroppen. Tænk, at jeg nu gik omkring paa et dansk Skib og om et Par Dage vilde stige i Land ved Toldboden i København.

Og snart skulde vort elskede Sønderjylland genforenes med vort gamle Land: det var et Eventyr. Hjertet hamrede lydt i Brystet.

Hans Petersen: Fire Aar i fransk Fangenskab

24. marts 1919. Rigsregeringen forlanger kommunevis afstemning og 2/3 dansk flertal, før afståelse

Gennem Wolffs Bureau udsendte Rigsregeringen 24. Marts 1919 følgende Erklæring:

Rigsregeringen er nu som før rede til loyalt og uden Bagtanker at bringe Wilsons Program om Folkenes Selvbestemmelsesret til Anvendelse paa de danske Dele af Nordslesvig.

Den gaar altsaa ind paa, at det Spørgsmaal bliver forelagt Nordslesvigerne, om de vil være danske eller forblive tyske. At der i sidste Tilfælde ikke blot tages det mest vidtgaaende Hensyn til Slesvig-Holstenernes kulturelle Ejendommeligheder som saadanne, men ogsaa til de danske Elementer iblandt dem, derfor borger det nye Tysklands Aand.

Forsøget paa at løse et nationalt Stridsspørgsmaal paa Grundlag af Selvbestemmelsesretten er forøvrigt netop for Nordslesvigs Vedkommende ikke nyt. Det blev allerede alvorligt overvejet i Revolutionsaaret 1848, saavel af den provisoriske Regering og de forenede Landsstænder som af Magterne.

Det dukkede fornyet op paa Londonkonferencen i 1864 og fandt endelig sit Udtryk i Pragfredens Artikel 5.

Men Forudsætningen for Selvbestemmelsesretten er en fri Afstemning, hvorigennem Befolkningens sande Vilje kommer til Udtryk. Skal der, som Danskerne foreslaar det, afstemmes i Nordslesvig som en Helhed, saa vilde deraf følge, at utvivlsomt tysksindede Dele af Nordslesvig, især i  Mellemslesvig [det vil i denne forbindelse (tysk synsvinkel) sige: egnen mellem Aabenraa og Løgumkloster, RR] nordfor den saakaldte Clausenske Linje, vilde blive majoriserede.

Men efter at Danskerne selv forlanger kommunevis Afstemning i Mellemslesvig, kan man simpelthen ikke se nogen Grund til at forholde Nordslesvigerne denne Afstemningsmaade.

Rigsregeringen vil derfor med Eftertryk træde i Skranken for, at den
nye Grænse fastsættes paa Grundlag af Afstemningsresultaterne i Kommunerne, ogsaa for saa vidt Nordslesvig kommer i Betragtning.

Præsident Wilson har opstillet det Princip for Polakkerne, at kun Omraader med en ubestridelig polsk Befolkning skal tilfalde den nye Stat. Dette Princip maa ogsaa finde Anvendelse paa Nordslesvig.

Rigsregeringen vil derfor arbejde for, at der kræves to Tredjedels Flertal for Afstaaelsen af nordslesvigske Omraader. Kravet om en kvalificeret Majoritet svarer saa meget mere til, hvad billigt er, og til det Wilsonske Princips Aand, som i Øjeblikket en Række materielle Fordele af forbigaaende Art falder i Vægtskaalen til Fordel for Stemmeafgivningen for Danmark.

Kommer de til at gøre Udslaget, saa vil der ikke naas en Løsning i Folkeforsoningens Aand, men da vil der danne sig en tysk Irredenta, saa snart disse Fordele ikke mere vil findes eensidigt ved Danmark.

Endelig synes det at være en Selvfølge, at alle Slesvigere maa have denne Stemmeret, og at Deltagelsen i Afstemningen ogsaa maa holdes aaben for de tyske Nordslesvigere, der vender tilbage fra Krigsfangenskabet ligesom for de dansksindede Landsmænd, som Ententen fortrinsvis sender hjem.

Var det end et uomgængeligt Krav for Rigsregeringen at give Anvendelsen af det af det antagne Wilsonske Program paa det nordslesvigske Spørgsmaal sin Tilslutning, saa tør dog Slesvig-Holstenerne være overbeviste om, at den har fuld Forstaaelse af de Følelser, som bevæger Befolkningen i begge Hertugdømmer i Øjeblikket, og som har deres Rod i en aarhundred gammel fælles Historie.

Rigsregeringen ærer disse Følelser og er sig saa meget stærkere sin Pligt bevidst til eftertrykkeligt at træde i Skranken for alle Slesvig-Holstenernes Ønsker, som er forenelige med Wilsons Program, og at varetage Tyskhedens Interesse i Nordgrænselandet i enhver Henseende.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

23. marts 1919. Hans Petersen på vej hjem: “Krigen er Vanvid, grufuld, umenneskelig”

Hans Petersen fra Skodsbølmark var blevet taget til fange under kampene ved Moulin-sous-Touvent i juni 1915. Han havde siden da siddet i fransk fangelejr. I slutningen af marts 1919 gik det endelig hjemad.

Dagen gryede, men endnu var der tre Timer, til Toget gik. Jeg kastede mig paa Sengen med Tøj og Støvler paa. Ved Sengen stod Kufferten pakket og en Papæske med mine faa Ejendele parat til hurtig Udrykning.

Hovedet var tungt, men Tankerne arbejdede stadigt, Jeg susede af Sted i Toget mod Hjemmet i stadig stærkere Fart. Puh! hvor jeg svedte, hvor var det dog varmt i det Tog!

Poul rev Døren op og brølede: »Kaffen er færdig!«

Jeg sprang op, vaad af Sved. En hurtig Slurk Kaffe, meget god for Resten, alle Bønner var gaaet med dertil, og saa fik vi uddelt Æg og Ost til Rejsen.

Næppe var den sidste Sjat Kaffe sunket, saa snappede hver Mand sine Sager, og af Sted gik det med bankende Hjerter i Ilmarch til Banegaarden. Det gjaldt om at skynde sig, bare se at komme med, da det nu endelig var blevet Alvor.

Paa Banegaarden fik vi udleveret Bisquit, Brød, Spegesild og Blodpølse, og saa suste vi af Sted til Paris Derfra gik det videre til Dunkerque.

Undervejs blev der sunget, spillet og fortalt; ingen tænkte paa at sove.

I Nærheden af Dunkerque saa vi et sidste Glimt af Krigens Foreteelser, nemlig en Del Skyttegrave, Kanon-Standpladser, bombesikre Jordhuler til Værn mod Flyverangreb, og inde i Byen hele Rækker af Tanks, der med deres kolde, plumpe, uhyggelige Staallegemer fik mig til med en Gysen at tænke paa alle de frygtelige Timer i ubeskrivelig Rædsel, som jeg havde oplevet det Aar, jeg var med i Felten.

Krigen er Vanvid, grufuld, umenneskelig.

Hans Petersen: Fire Aar i fransk Fangenskab

Ny bog om Burkal Sogns faldne

Forlaget Hartung og Rens & Omegns Lokalhistoriske arkiv meddeler:

Tirsdag den 15. juni 1915 blev en sort dag for Burkal Sogn. To af sognets mænd, begge familiefædre på henholdsvis 38 og 39 år, blev dræbt i en skyttegrav ved Puisaleine nær Moulin-sous-Touvent i Nordfrankrig. De blev ramt af den samme granat og døde af deres kvæstelser. Hver af dem havde fem børn derhjemme – i alt 9 piger og 1 dreng i alderen 5 til 16 år. 10 børn i det lille Burkal Sogn mistede på én gang deres far. Begge mænd, Christian og Marcus havde et lille landbrug, den ene på Rens Mark, den anden i Bov.

De to mænds historie fortælles – sammen med 73 andres – i en ny bog, som er kommet til verden i et samarbejde mellem Kitta og Sven Petersen fra Forlaget Hartung og Rens og Omegns Lokalhistoriske Forening. Bogen har titlen ”De, der aldrig kom hjem – 1. Verdenskrigs ofre fra Burkal Sogn”.

Sognets 75 faldne har Kitta og Sven Petersen tidligere skildret i 5 årgange af Historisk Årbog – fra 2014 til og med 2018. Årbøgerne udgives af Rens og Omegns Lokalhistoriske Forening. Beretningerne om de faldne er i den nye bog blevet skrevet om og suppleret med en del ny viden samt helt nyt kort- og billedmateriale i farve og sort/hvid.

Desuden er der tilføjet et helt nyt afsnit om, hvordan man på ”hjemmefronten” klarede hverdagen i Burkal Sogn, såvel under som efter krigen, hvor det lille lokalsamfund var blevet drænet for mandlig arbejdskraft i alderen fra 17 til 45 år. Her kom de tildelte russiske krigsfanger til hjælp. I hvert fald to af dem valgte at blive i sognet efter krigen, blev gift og stiftede familie. Deres historie fortælles også.

Bogen ”De, der aldrig kom hjem” vil blive præsenteret i forbindelse med ’Sønderjysk Kaffebord’ Skærtorsdag den 18. april fra kl. 13 til 17 i Museum ’Mellem Slesvigs Grænser” i Rens på adressen Pebersmarkvej 4, 6372 Bylderup-Bov.

Bogen er på 130 sider, er indbundet og trykt i farver. Prisen er 150,- kr.

Den kan købes ved arrangementet i museet i Rens 18. april – og fra 1. maj i museets åbningstid eller efter aftale på tlf. 21 32 61 04.

Har man ikke mulighed for at komme til Rens, kan bogen desuden købes direkte fra Forlaget Hartung.

Så kommer der porto oveni (med fragtfirmaet DAO: 40,75 kr.). Bestilling hos forlaget på e-mail: forlagethartung@yahoo.dk

22. marts 1919. Afsked med Aurillac: “Hjem til mor! Hjem til mor!”

Hans Petersen fra Skodsbølmark var blevet taget til fange under kampene ved Moulin-sous-Touvent i juni 1915. Han havde siden da siddet i fransk fangelejr.

Den [næst-]sidste Lørdag i Marts var Hans Poul Petersen og jeg paa Arbejde i Grusgraven. Skovvejene trængte til en lille Udbedring; de var blevet medtaget af Kørslen i Vinterens Løb. Skovlens Plade klang mod Grusharpens Kant, mens Kiselstenene trillede ned ad det flettede Staalnet.

Hans Poul var i daarligt Humør. Utroligt, hvor opfindsom hans Hjærne var med at fremdrage alt det, der kunde vrøvles om.

Det er dog skammeligt,« sagde han, »saadan en Tid det tager med disse hersens Fredsforhandlinger. De Herrer dernede i Paris laver ikke et Hak; de bryder sig ikke en Døjt om, at vi gaar her og længes efter Kone og Børn. Jeg tror min Sandten ikke, at vi kommer hjem endnu det første Aar! Og de kan heller ikke undvære mig derhjemme; der ligger en Masse Arbejde og venter paa mig, og hvad i al Verden skal det blive til i Høsten. Det bliver ravgalt!«

»Saa, saa, Hans Poul,« indskød jeg, »tag den nu lidt med Ro; maaske siger vi Farvel til Frankrig, inden vi aner det.«

»Ja, du, du kan sagtens snakke, du har hverken Gaard, Kone eller Børn. En lille Trøst er der da endnu, og det er, at Tyskerne ikke har vundet Krigen, thi saa havde de pinedød rendt med baade Hus og Hjem. nu haaber jeg da, at Stumperne er holdne, naar jeg kommer filbage.«

Med ét kom Peter Lauritsen fra Avnbøl løbende og raabte ned i Grusgraven til os: »Ja, nu kan I godt holde op med at arbejde, for nu skal vi hjem til Mor!!! –

Der gik en Bæven igennem os, og vi stirrede paa ham. Var han en Gæk, eller bragte han et himmelsk Budskab? Var det sandt, eller var det ikke sandt?

Tankerne stod stille mellem Tro og Tvivl, og kun langsomt blev de rangeret over paa Troens Spor. Stiltiende saa vi fra den ene til den anden.

»Maa vi nu virkelig ogsaa tro det?« spurgte Hans Poul lavmælt.

»Ja, ja!« raabte Peter Lauritsen, »vi fik Telegram Kl. fire, at vi skal rejse i Morgen tidlig med første Tog!«

Og saa løb han tilbage igen tværs over Markerne.

Nu var vi overbeviste. Det vidunderlige var sket.

Om et Par Dage vilde vi, efter en begejstret Rejse, sidde hjemme hos Mor. Fem Aars Krig og Fangenskab vilde være tilbagelagt og alt være godt igen.

I en Haandevending fik vi Arbejdsredskaberne ind i Skuret, og
saa tog vi Vejen i Trav. Sikken en Fremdrift der var kommet over os!

I Kantonnementet var der et vældigt Røre. Der var en Spørgen og Raaben, Løben frem og tilbage, Kufferter og Kasser blev pakket; valgt og vraget blev der blandt de gamle Sager, en vaskede sig, en anden barberede sig, og en tredie kogte Kaffe — altsammen med en Ivrighed, man slet ikke var vant til at se.

Rejsebudskabet havde en uhyre psykisk Virkning. De halte kunde løbe, de døve var lutter Øre; alt det klagende, det sure og gnavne, Smerter, Sygdom, Opposition, »Fangeklaps«-Psykosen — alt var forsvundet med ét Slag. Var det de samme Mennesker?!

»Hjem til Morl«
»Hjem til Mor!!«

Saadan lød det i Forbigaaende, som en hjertelig, frydefuld Hilsen, det laa i Stemmen, i Tonefaldet. I disse tre Ord laa fem Aars Savn og Hjemlængsel.

Nu var der imidlertid indløbet Ordre fra Hr. Eriksen i Paris, at vi skulde have en Festmiddag til Afsked.

Køretøjet blev rekvireret nede fra Slottet, og et Par Mand fremskaffede i susende Trav de allerede bestilte Madvarer fra Vendome. Der var Suppe med Oksekød, Kalvesteg, Fisk med grønne Ærter. Dertil fik vi saa meget af Hr. Eriksens udmærkede Vin, som vi vilde drikke. Til Dessert var der Chokolade og Smørkræm.

Fine Sager. Chokoladen smagte meget delikat; men med Hensyn til Smørkræmen var der delte Meninger.

Nogle rystede paa Hovedet og skar Ansigter, andre skyllede i en Fart den første Mundfuld ned med et Glas Vin for derefter i Tavshed at studere de andres Miner. Nogle taktløse Brushoveder paastod endog ganske respektstridigt, at Smørkræmen smagte af Sennep.

»Poul! hvor er Poul, ham Køkkenhingsten« ?
»Hør, Poul, hvad er det her for en Slags Dessert?«
»Dessert!« — Poul smagte en Skefuld og spyttede
».Ja, nu maa I skam undskylde mig allesammen i Skyndingen har jeg rent glemt at sige Jer, at det her var Sennepsaucen, som I skulde have haft til Fisken.«

»Aa, dit Brokkethoved! Nu har vi siddet her og spist denne Sennepsauce med Ske i den gode Tro, at det var Smørkræm!«

Vi festede til langt ud paa Natten, der var alligevel ingen af os, som kunde sove.

Ved Midnatstid kom jeg i Tanker om, at jeg dog burde sige Farvel henne i Købmandshandelen hos Motheron.

Begge de gamle Mennesker sad da oppe endnu for at vente paa mig. »Vi vidste bestemt, at De vilde komme for at sige Farvel til os, inden De rejste hjem,« sagde de. Den gamle venlige Mor havde endog bagt
ekstra gode Boller, som stod paa den lille Trækulsovn for at holde sig varme, til jeg kom.

Vi drak et Glas Vin til Bollerne, og ved Afskeden blev jeg omfavnet
af dem begge to og fik et rørende Kys paa Kinden med et: »Farvel og lykkelig Rejse!«

Derfra gik jeg hen til »Sutten« og hendes Mand for at se, om de var oppe. Døren var lukket; men da Manden hørte, at det var mig, lukkede han straks op. Jeg er bedrøvet over, at jeg ikke har hørt om Deres Afrejse noget før,« sagde han, »thi saa havde jeg købt et
Kalvehoved og lavet det lækkert til i Olie og Eddike.

De kan tro, det skulde være blevet en rigtig Afskedsfest; men er De sulten, skal jeg straks gaa hen til Slagteren for at se, om han har noget.«

Jeg takkede for hans smukke Tanker og maatte forsikre ham flere
Gange, at jeg intet kunde spise. Jeg sagde Farvel og fik en halv Flaske gammel Vin med paa Rejsen.

Hans Petersen: Fire Aar i fransk Fangenskab

21. marts 1919. Landraad Böhme skriver til H.P. Hanssen

Som Formand for Retskommissionen i det tyske Udvalg skrev Landraad, Dr. Böhme fra Tønder 21. Marts 1919 følgende til H. P. Hanssen:

I Henhold til vor Samtale af 30. Januar d. A. meddeler jeg Dem ærbødigst, at Rigsledelsen allerede under 5. Febr. 1919, efter at Det tyske Udvalg for Hertugdømmet Slesvig som den anerkendte Repræsentation for den tyske nordslesvigske Befolkning havde sluttet sig til vor Aftale, har erklæret sig tilfreds med den mellem os aftalte Indsættelse af et af de tyske og danske Nordslesvigere frit valgt, ligeligt sammensat Udvalg under en svensk Opmand til Forberedelse og Gennemførelse af Afstemningen.

Men fra den danske Vælgerforening har jeg hidtil, foruden Stadfæstelsen fra Deres Side af 5. Febr. d. A., ikke modtaget nogen som helst Efterretning.

Under Hensyn til, at Præliminærfreden nu synes at være umiddelbart forestaaende, anmoder jeg ærbødigst om behagelig Afgivelse af en bindende Erklæring inden otte Dage, om den danske Vælgerforening har godkendt vor Aftale.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

 

19. marts 1919. Fredskommissionens indstilling for afstemning i tre zoner i Slesvig

I sit Møde 19. Marts 1919 vedtog og fremsendte Kommissionen for de danske Anliggender følgende Indstilling til Fredskonferencens øverste Raad:

I sit Møde 21. Februar 1919 har de Allieredes øverste Raad besluttet at henvise til Kommissionen for de belgiske Anliggender Undersøgelsen af de danske Krav. Kommissionen har været stillet overfor følgende tre Anmodninger fra den danske Regering:

1. At Nordslesvigs Befolkning, betragtet som en Enhed, maa faa Adgang til ved Ja eller Nej at stemme om, hvorvidt den ønsker at genforenes med Danmark.

2. At de til Nordslesvig grænsende Distrikter af Mellemslesvig, deri indbefattet Byen Flensborg, saafremt de selv udtaler Ønsket derom, maa blive kaldede til ved en særlig Folkeafstemning distriktvis at udtale sig om, hvorvidt de ønsker at genforenes med Danmark.

3. At de nødvendige Betingelser for at sikre Afstemningens Frihed  tilvejebringes ved Rømning af de tyske militære Styrker i de paagældende Egne og ved Indsættelse af en international Kommission til Forberedelse af Folkeafstemningen og til Ledelse af dens Gennemførelse.

Udkast til Artikler i Fredspræliminærerne

Kommissionen har den Ære, under Form af Artikler til Indførelse i
Fredspræliminærerne, at indstille følgende Slutninger, der er bleven enstemmigt vedtagne:

[Her følger Traktat-Artiklerne, saaledes som de findes optagne i Traktatforslaget af 7. Maj 1919, dog med Undtagelse af Stænderrets-Reglerne, Ejdersteds Indlemmelse i 3. Afstemningszone samt Henvisningen til de finansielle Bestemmelsers Artikel 254.]

Til Støtte for ovennævnte Slutninger har Kommissionen den Ære at
fremføre følgende Betragtninger, hvorom der har hersket Enstemmighed:

I. Afstemnings-Principet
Kommissionen nærer den Anskuelse, at der er Grund til, i Almindelighed og i Overensstemmelse med det af den danske Regering udtalte Ønske, at give de danske Befolkninger i Slesvig Adgang til at udtale sig om deres Skæbne, hvortil de er saa meget mere berettigede, som de kan paakalde den femte Artikel i Pragfreden af 1866, hvori denne Ret udtrykkelig blev anerkendt, men som Preussen har afslaaet at bringe til Udførelse.

II. Nordslesvig
Den danske Regering foreslaar at dele Afstemningen i to Afsnit. I det første, som den kalder Nordslesvig, ønsker den, at der skal finde Afstemning Sted med kortest mulig Frist, og Resultaterne bør tages i Betragtning for det samlede Omraade.

Kommissionen har været af den Mening, at denne Anmodning bør
imødekommes.

Befolkningen i det nordlige Omraade af Slesvig er for Størstedelen af dansk Oprindelse, taler Dansk og har danske Sæder. Den har virkningsfuldt modstaaet Forsøgene paa Fortyskning, og der er overvejende Sandsynlighed for, at den med stort Flertal vil udtale sig for Genforening med Danmark.

Det er ønskeligt, at Folkeafstemningen finder Sted med den kortest mulige Frist for at gøre en Ende paa den Uvished, hvori denne Egns Indbyggere befinder sig om deres fremtidige Skæbne.

Afstemningen burde derfor finde Sted senest inden tre Uger efter Landomraadets Rømning af de tyske Tropper og Myndigheder og paa Vilkaar, som senere vil blive omtalt.

Denne Frist er iøvrigt nødvendig af Hensyn til den praktiske Forberedelse af Folkeafstemningen, og ligeledes for at de frivilligt eller tvungent udvandrede Slesvigere kan have Tid til at vende tilbage.

Dette nordlige Afsnit af Slesvig vil være at afgrænse under Hensyntagen til den danske Regerings Angivelser; det omfatter Landet mellem den nuværende dansk-tyske Grænse og en Linje, som gaar fra Sydspidsen af Als ind ad Flensborg Fjord til Kobbermøllebugten, op langs Krusaadalen, sønden om Frøslev, saaledes at Padborg bliver Grænsestation, og derpaa følger Skellet mellem Slogs og Kær Herred, Skelbækken og til sidst Sønderaaen og Vidaaen til dennes Bøjning mod Nord, hvorfra den gaar lige ud til Vesterhavet og videre ud om Nordpynten af Sild.

III. Andet Afsnit
Syd for det nordlige Afsnit findes en Egn, hvor der blandet i den dansktalende Befolkning findes mange tysktalende Indbyggere, der dog kan være af dansk Oprindelse. Det er ret vanskeligt at stedbestemme denne Befolknings nationale Sindelag. Alt leder dog til at mene, at de danske Sympatier er de talrigste.

For nu at skabe Mulighed for, at alle tilstedeværende Elementer frit kan træffe Bestemmelse om deres fremtidige Skæbne, har den danske Regering stillet Forslag om, at denne Egns Afstemnings-Resultater skal optælles for hver Kommune, og at Grænsen skal fastsættes paa dette Grundlag.

Kommissionen har antaget dette Forslag, der synes den at yde bedst
Sikkerhed for, at Befolkningerne frit kan træffe deres Valg. Det er dog en
Selvfølge, at ved Grænsens Fastsættelse maa de geografiske og økonomiske Vilkaar ( conditions) tages i Betragtning.

Derimod har Kommissionen ikke ment at burde følge den danske Regerings Forslag om at indskrænke Afstemnings-Rettens Udøvelse til at gælde for de Kommuner, som anmoder derom. Denne Fremgangsmaade vilde rejse alvorlige Vanskeligheder; det vilde være nødvendigt at fastsætte et Minimum for Ansøgernes Tal, og denne Vej vilde nødvendigvis føre til vilkaarlige Afgørelser. Det er desuden at frygte, at mange Slesvigere, der kunde ønske at blive Danske, paa Grund af Uvished om deres fremtidige Skæbne og af Frygt for Repressalier, hvis deres Kommune skulde vedblive at være tysk, vil nære Betænkeligheder ved at underskrive en Petition om Afstemning og derved offenlig tilkendegive deres Sindelag.

Kommissionen har derfor ment, at det var at foretrække, at Afstemning finder Sted i alle Kommuner i Omraadet Syd for første Afsnits Grænse og Nord for en Linje, der begrænser det Omraade, hvori Tyskheden er afgjort fremherskende. Kommissionen har iøvrigt ved Fastsættelsen af anden Zones Sydgrænse taget i Betragtning saavel de allerede indløbne Petitioner som Oplysninger, der er i dens Besiddelse, og som gør det muligt at bestemme, i hvilke Egne de danske Elementer forekommer i betydeligt Antal, uden dog at være overvejende i samme Grad som i første Afsnit.

Dette andet Afsnit, der ligger umiddelbart Syd for første Afsnit, strækker sig til en Linje, der i Retningen fra Vest til Øst gaar Syd om Øerne Amrom og Før, følger den sydlige Bred af Soholm Aa, forlader dens Løb Syd for Soholm og vedbliver at falde mod Sydvest, drejer Syd om Lyngsted og Østenaa, vender sig mod Nordøst til Kjærager, gør en Bøjning Syd om Frørup, tager atter Retningen Nordøst, idet den snor sig mellem Oversø og Store Solt, Jaruplund og Lille Volstrup, Tostrup og Veseby, Adelby og Rylskov, Munkbrarup og Bønstrup, Ringsbjerg og Langballeskov.

I denne Egn vil der være at afholde Folkeafstemning indenfor en Frist paa højst fem Uger efter Dagen for Afstemningen i første Afsnit.

Denne Frist er nødvendig af flere Grunde. Medens første Afsnit venter
Folkeafstemning, og alle danske Elementer, der hører hjemme dér, har taget deres Forholdsregler i Anledning af Stemme-Afgivningen, hersker der i andet Afsnit endnu Uvished om den Afgørelse, som vil blive taget. Følgen er, at de Slesvigere, som er udvandrede eller bortj agede fra deres Land, vender tilbage eller gør sig rede til at vende tilbage til første Afsnit, medens mange af dem, der hører hjemme i andet Afsnit, endnu ikke veed, om de bør vende tilbage. Det vil være retfærdigt at gøre det muligt for disse udvandrede at tage Del i Afstemningen. Det er heller ikke unyttigt at gøre det muligt for denne Egns dansksindede at vinde Tilliden tilbage og befri sig for den Frygt, talrige  Tyskeres Tilstedeværelse indgyder dem.

IV. Folkeafstemningens Udvidelse
Burde man nu begrænse Folkeafstemningen til dette andet Afsnit?
Kommissionen har ment, at en saa afgørende Prøve maa anstilles til
Bunden og bør omfatte alle Dele af Slesvig, hvor der er nogen Udsigt til, at danske Sympatier vil vaagne til Selvbevidsthed og under en hemmelig
Afstemnings Beskyttelse ogsaa lægge sig for Dagen.

Samtidig har den anset det for nødvendigt at benytte denne Lejlighed til endeligt at afgøre Spørgsmaalet om dette Landomraades rette Tilhørsforhold og Befolkningens Præg (caractére).

Imidlertid har Kommissionen ment det unyttigt at udstrække  Folkeafstemningen til hele Slesvig, hvis sydligste Del — Syd for Dannevirkes historiske Grænse — allerede langt tilbage i Tiden har været udpræget tysk.

Idet Kommissionen tager saavel de historiske Minder som de etniske og
geografiske Momenter (données) i Betragtning, anser den det for rigtigt, at der finder Folkeafstemning Sted indtil en Linje, som i Retning fra Øst til Vest tager sit Udgangspunk ved Sliens Munding, følger Slien indtil Syd for Byen Slesvig, følger Rejde Aa indtil Hollingsted inclusive og derefter Vejen til Husum inclusive, og fortsætter ud til Nordsøen, Syd for Øerne Nordstrand, Südfall og Süderoog.

Tredje Afsnit
Paa denne Maade skabes et tredje Afsnit, hvori Afstemnings-Resultaterne
ligesom i andet Afsnit vilde være at optælle kommunevis og at benytte som Grundlag for Grænsens Fastsættelse.

I dette Afsnit bør Afstemningen finde Sted fjorten Dage efter den Dag,
hvorpaa Folkeafstemningen i andet Afsnit er bleven afholdt.

Denne nye Frist er uundværlig. I disse Egne venter Befolkningen endnu mindre at blive kaldet til Afstemning. Desuden gør de tyske Embedsmænd og de her langt tættere tyske Befolkningslags Indflydelse sig langt stærkere gældende overfor Danskerne, som her findes betydelig mere spredt end i de andre Afsnit, og som derfor har Krav paa at faa Tid til at komme til Bevidsthed, saaledes at Afstemningen kan blive redelig og ærlig. Ganske vist er det fremherskende Sprog her Tysk, men der er dog Grund til at minde om, at Sproget ikke er et afgørende Bevis for Nationaliteten. Sæder og Skikke, Minder om en fælles Fortid, kort sagt Ønskerne og Bestræbelserne (aspirations) overlever ofte Brugen af det oprindelige Sprog.

Mange Danske, der tilsyneladende er fortyskede, vil kunne komme til Bevidsthed om deres sande Individualitet, naar de bliver Vidne til den nationale Bevægelses Udvikling, og naar de samtidig har gjort sig det klart, at de tyske Øvrigheders Rømning af Landet befrier dem for det tunge Tryk, et aldrig hvilende tysk Undertrykkelses-Arbejde har udøvet.
Folkeafstemningen bør iøvrigt finde Sted i denne Egn, selv om Resultaterne fra andet Afsnit skulde udvise Tilstedeværelsen af en Række tysksindede Kommuner. I modsat Fald vilde man nemlig ikke naa det tilstræbte Maal: at gøre Ende paa al Drøftelse om denne Egns Karakter.

V. De slesvigske Soldaters Hjemsendelse
Efter de interesserede Parters Anmodning er det blevet anset for nødvendigt i Fredspræliminærerne at kræve, at den tyske Regering uopholdelig skal løse af Tjenesten og hjemsende de Officerer, Underofficerer og Soldater, der er hjemmehørende i de Distrikter i Slesvig, som er kaldede til at stemme.

VI. Rømning
Det samlede Omraade, inden for hvilket Befolkningerne vil blive kaldede
til saaledes at stemme om deres fremtidige Skæbne, bør rømmes af de tyske Tropper og Øvrigheder indenfor den kortest mulige Frist; thi det har Betydning, at der uopholdelig skrides til Folkeafstemning.

I dette Øjemed foreslaar Kommissionen, at der i Fredspræliminærerne med Tyskland indføres forskellige Klausuler, hvis Hensigt er at sikre Landets Ro og Orden og Afstemningens Frihed. Rømnings-Fristen er blevet fastsat til ti Dage; det drejer sig om smaa Garnisoner og et ringe Antal Embedsmænd.

International Kommission
Saa snart Rømningen er begyndt, vil det være rigtigt straks at overdrage
Myndigheden, ogsaa den almindelige Politi-Myndighed over Egnen, til en
international Kommission, der faar til Opgave at overvaage selve Folkeafstemningen og at sikre dens Frihed og uhindrede Udførelse. Kommissionen vil kunne have sit Sæde i Flensborg; dens Myndighed vil blive nærmere bestemt i Fredspræliminærerne. Den internationale Kommission bør være sammensat af fem Medlemmer: tre Kommissærer, udnævnt af de fem allierede og associerede Regeringer, en norsk og en svensk Kommissær, valgte af Hensyn til deres Kendskab til skandinavisk Sæd og Skik.

Det vil være ønskeligt, at den internationale Kommission ikke kommer
til at tælle hverken tyske eller danske Medlemmer, men at den derimod som tekniske Raadgivere kan knytte til sig Tyskere og Danskere, som den selv vælger paa Stedet.

Sømilitære Styrker
Det vilde være ønskeligt, om der, samtidig med at den internationale
Kommission tager Sæde i Flensborg, til denne Bys Havn kunde sendes enten et Krigsskib af nogen Betydning eller flere mindre Skibe, som medfører Korps, der i givet Tilfælde kan landsættes (nogle Hundrede Mand). Der burde allerede nu træffes Foranstaltninger i dette Øjemed. Krigsskibet kunde benyttes til at transportere de tre allierede Kommissærer til Flensborg.

Afstemningens Regler og Vilkaar
Det tilkommer den internationale Kommission at fastsætte Regler og
Vilkaar for Afstemningen (les conditions matérielles du vote).

Der er truffet Omsorg for, at de Slesvigere, som er bleven tvungen til at forlade deres Hjemstavn, kan vende tilbage for at deltage i Afstemningen.
Paa den anden Side er de i den sidste Snes Aar i Massevis indvandrede Tyskere — medens Undertrykkelses-Politiken jog talrige Slesvigere bort — bleven udelukkede [fra Deltagelse i Folkeafstemningen].

Option
I Artiklerne vedrørende Option er Adgang til at optere nægtet de talrige
Tyskere, der lige siden den tyske Revolutions Begyndelse har slaaet sig ned i Slesvig uden at have nogensomhelst Tilknytning til dette Land, og som der [derfor] ingen Grund kan være til at give Adgang til under dansk Etikette at styrke de tyske Befolkningsdele.

Landomraadernes Overdragelse
Kommissionen har ligeledes beskæftiget sig med den Fremgangsmaade, der skal følges af henholdsvis de danske og tyske Myndigheder efter Grænsens Fastsættelse. Den har anset det for uomgængelig nødvendigt at imødekomme Danmarks og de danske Slesvigeres enstemmige Ønske, og den har derfor besluttet, at de danske Myndigheder vil kunne besætte den nordligste Zone straks efter Forkyndelsen af Afstemningsresultatet i denne Zone. Denne Beslutning vil blive modtaget med Glæde af Danskerne saavel i Kongeriget som i Slesvig.

Kommissionen udtaler Haabet om, at de forskellige Forholdsregler, den har truffet, vil gøre det muligt at opfylde de allierede og associerede Magters Ønske om endeligt og i Overensstemmelse med Befolkningernes Attraa at afgøre de danske Landomraaders Skæbne, som Tyskland for Tiden har i sin Besiddelse.

Herved vilde det være lykkedes at genoprette Følgerne af den i 1864 begaaede Handling, som dannede Indledning til en Politik, hvoraf der gennem mere end et halvt Aarhundrede er fremgaaet Overgreb paa Folkenes fredelige Udvikling.

19. Marts 1919
(Undertegnet)
A. Tardieu, Formand Charles H . Haskins Stanley, D . Embick, Col. Eyre Crowe G.W. Headlam-Morley, J. Laroche,  A. Ricci Busatti, L. Vannutelli Rey, Kato Sakutaro Tachi.

Med Indstillingen følger foruden et Kort (tysk Generalstabs-Kort), hvorpaa Zone-Grænserne er indtegnede med Linjer i rød, grøn og blaa Farve, en kort statistisk Oversigt, hvis Kilde er den preussiske Statistik fra 1905 og 1910.

De anførte Tal er følgende:

Første Zone: 3.994 Kvadratkilometer med 166.966 Indbyggere.

Anden Zone: ca. 1.300 Kvadratkilometer med rundt 101.500 Indbyggere.

Tredje Zone: 1.835 Kvadratkilometer med 112.213 Indbyggere.

Hele Afstemnings-Zonen (fra Kongeaa-Grænsen til tredje Zones Sydgrænse):
7.129 Kvadratkilometer med 380.679 Indbyggere.

Indstillingen omdeltes 22. Marts til Konferencens Delegationer.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

18. marts 1919. 177 sønderjyske krigsfanger vender hjem med S/S Ficaria

Onsdag den 19. marts bragte Struer Dagblad en omtale af det andet hold sønderjyske krigsfangers ankomst til Købehavn dagen før:

Sønderjyderne der vender hjem

Det nye hold blev modtaget med samme hjertelighed som det første

I dag til formiddag kom det andet hold – 177 – sønderjyske soldater til København med ”Ficaria”.

Denne gang skete ankomsten ikke i mørke og kulde men ved højlys dag og med strålende sol på himlen. Men ellers var billedet ikke meget ulig fra det der udfoldede sig ved det første holds ankomst.

Der var lige så mange mennesker på havnen og hjerteligheden var ingenlunde mindre over for det andet hold end over for det første. Tusinder af mennesker var forsamlet og modtog sønderjyderne med hurraråb og begejstring.

Da sønderjyderne på vej ind i byen kom forbi Amalienborg, brød de ud i hurraråb, da de så vagtparaden og hørte den spille nationale melodier.

Mens sønderjyderne stod på Amalienborg plads, viste kongen og dronningen sig på slottets balkon og sønderjyderne hilste dem med stormende jubel.

Struer Dagblad 19. marts 1919. Venligst fremsendt af Benny Boysen, Museum Sea Art i Struer.

18. marts 1919. Filmklip: S/S Ficaria ankommer til København med sønderjyske krigsfanger

Den 18. marts 1919 ankom skibet S/S Ficaria til København med sønderjyske krigsfanger fra England.

Det Danske Filminstituts hjemmeside kan man se nedstående stumfilm med optagelser fra ankomsten og festlighederne.

NB: På filminstituttets hjemmeside står der, at det er S/S Primula – men af filmens billeder fremgår det tydeligt, at det er S/S Ficaria.

Spillefilm om sønderjyder i Første Verdenskrig

I det nyeste nummer af Sønderjysk Månedsskrift har Peter Weber skrevet en spændende artikel om den første danske spillefilm om sønderjyder under Første Verdenskrig, nemlig “Grænsefolket”.

Filmen var instrueret af Edouard Schnedler-Sørensen med et budget på 100.000,- kr – et meget stort beløb i 1925, da filmen blev indspillet.

Filmen skulle have haft premiere i december 1925 – men blev standset af den danske filmcensur. Det danske udenrigsministerium frygtede, at filmen ville skade Danmarks forhold til Tyskland pga. dens fremstilling af den tyske undertrykkelse i Sønderjylland, og at den ville vække uro i grænselandet.

Filmen blev klippet om og godkendt i 1927. Ved premieren fik den rosende anmeldelser i hovedstadspressen, men afstedkom nogen polemik i den sønderjyske presse.

Filmen findes desværre ikke mere. Men Peter Weber har gravet den spændende historie frem og fortæller om den i “Sønderjysk Månedsskrift” nr. 2, 2019.

Medlemmer af Historisk Samfund for Sønderjylland modtager månedsskriftet, mens ikke-medlemmer kan tegne særskilt abonnement eller købe dem i løssalg.

Indmeldelse eller køb kan ske via Historisk Samfund for Sønderjyllands hjemmeside

Det er spændende at se, hvordan filmplakaten er inspireret af et foto af en anholdelse i august 1914 i Ketting …

… eller måske er det foto, vi indtil nu har antaget for at være et autentisk foto af en anholdelse, i virkeligheden et stillfoto fra filmproduktionen?

Døm selv herunder!

Filmplakaten fra 1925/1927 (fotorama)
Foto af arrestation i Ketting august 1914 (Museum Sønderjylland).

 

Nye bøger fra Skodborg Hjemstavnsforening & Arkiv

Skodborg Hjemstavnsforening & Arkiv har netop udgivet en serie på ikke færre end fem bøger om sognets historie før, under og efter Første Verdenskrig.

Det er Keld Mortensens to bøger:

Skodborg Sogns faldne i Den store Krig 1914-1918” og

Skodborg under den store Krig. Nogle glimt af krigens indvirkninger på hverdagen”.

Læse mere om bøger og forfatter her

Og desuden Jørgen Larsens tre bøger:

”Andere Methoden”

”Kom hjem og stem” og

”Genforeningen fejres i Skodborg”

Læse mere om bøger og forfatter her

Alle 5 bøger kan købes ved henvendelse til Skodborg Hjemstavnsforening og Arkiv

Bøgernes pris er 150 kr. for Skodborgs faldne 430 sider, og 100 kr. pr stk. for de 4 andre. Alle bøgerne er rigt illustrerede.

Arkivet har åbent mandag og onsdag fra kl. 9 – 12. Du finder det i Skodborg, Søndergade 2, 6630 Rødding.

Kontakt arkivet på på tlf. 64647769 og mail: skodborg-arkiv@bbsyd.dk

11. marts 1919. Det tyske udvalg kræver afstemning i hele Slesvig under ét

Programerklæring fra Det tyske Udvalg

Udvalget vedtog 11. Marts 1919 følgende Udtalelser og Forslag:

1. Vi protesterer mod enhver Afstaaelse af slesvig-holstensk Jord. Vi
protesterer ogsaa mod en Afstaaelse ad Selvbestemmelsesrettens Vej for Folkeslagene i Slesvig, fordi Forudsætningerne for Wilsons Program ikke foreligger.

Kan Rigsregeringen ikke tage sit beklagelige Tilsagn tilbage, at det nordslesvigske Spørgsmaal skal løses ved Afstemning, saa kræver vi en samlet Afstemning i hele det tidligere Hertugdømme Slesvig — i Overensstemmelse med Beslutningerne paa Arbejder- og Socialistkongressen i Bern — to Aar efter Fredsslutningen. Dette Standpunkt maa Regeringen ikke fravige.

II. Tvinger Ententen i Modsætning til Wilsonprogrammet en Begrænsning af Afstemningsomraadet igennem for Nordslesvigs Vedkommende, saa kræver vi, at Afstemningen udsættes mindst to Aar efter Fredsslutningen, og at Afstemningen foregaar efter følgende Grundsætninger:

1) at der afstemmes kommunevis under fuld Hævdelse af den personlige Frihed,

2) at en Kommune kun regnes med ved Afstaaelsen, naar to Tredjedele af de valgberettigede har stemt for Afstaaelsen,

3) at der paa begge Sider af den nye Grænse forbliver lige store nationale Mindretal, idet de Kommuner, som har stemt for Tyskland indenfor det Omraade, der skal afstaas til Danmark, udlignes mod de sydligste Kommuner, som har stemt for Danmark (Kuglesystem),

4) at alle er berettigede til Stemmegivning, som har boet mindst et Aar i Afstemningsomraadet og kan vælge til den tyske Nationalforsamling,

5) at der ydes Garanti for, at de nationale Mindretal beskyttes efter Afstemningen.

Hvis disse Krav ikke opfyldes, saa nedlægger de tyske Nordslesvigere overfor Verden og Historien højtidelig Indsigelse imod den Voldførelse, der overgaar dem, og i Tillid til, at deres sønderbrudte Ret vil blive genoprettet i en lykkeligere Fremtid, afholder de sig fra Afstemningen. Det vilde være en uundgaaelig Følge, at der opstod en tysk Irredenta.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

9. marts 1919. Telegram fra gesandten i Paris til udenrigsministeriet om Fredskonferencens indstilling

Da Fredskonferencens danske Kommission havde udarbejdet sin midlertidige Indstilling tilkaldte det franske Medlem, Direktør i det franske Udenrigsministerium, Jules Laroche, 8. Marts om Aftenen, den danske Gesandt, ledsaget af H. P. Hanssen og H. V. Clausen.

Ved denne Lejlighed oplæste Laroche for de danske Herrer i den  franske Affattelse forskellige Afsnit af Kommissionens Indstilling, som paa det paag. Tidspunkt forelaa trykt (som Korrektur).

Samme Aften telegraferede Gesandten til Udenrigsministeren:
Kommissionens Rapport er paa alle de principale Punkter i Overensstemmelse med vore Ønsker. Telegram følger.

Det saaledes bebudede Telegram afsendtes 9. Marts 1919 og indeholdt i sammentrængt Form, hvad den danske Gesandt paa daværende Tidspunkt kunde meddele om Kommissionens Indstilling til Timandsraadet.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

8. marts 1919. Fredskonferencens kommission for danske anliggender indstiller til afstemning i Slesvig i tre zoner

Midlertidig Indstilling fra Freds-Kommissionens Kommission for danske Anliggender

I sit (fjerde) Møde, 8. Marts 1919, vedtog og fremsendte Komm. for danske Anliggender følgende Indstilling til Fredskonferencens overste Raad:

I sit Møde 21. Februar 1919 har de Allieredes øverste Raad besluttet at henvise til Kommissionen for de belgiske Anliggender Undersøgelsen af de danske Krav (revendications). Kommissionen har været stillet overfor følgende Anmodninger ( demandes) fra den danske Regering:

1. At Nordslesvigs Befolkning, betragtet som en Enhed (considérée
comme une circonscription unique) maa faa Adgang til ved Ja eller Nej at stemme om, hvorvidt den ønsker at genforenes med Danmark.

2. At de til Nordslesvig grænsende Distrikter af Mellemslesvig, deri indbefattet Byen Flensborg, saafremt de selv udtaler Ønsket der om, maa blive kaldede til ved en særlig Folkeafstemning distriktvis at udtale sig om, hvorvidt de ønsker at genforenes med Danmark.

3. At de nødvendige Betingelser for at sikre Afstemningens Frihed tilvejebringes ved Rømning af de tyske militære Styrker i de paagældende Egne og ved Indsættelse af en international Kommission til Forberedelse af Folkeafstemningen og til Ledelse af dens Gennemførelse.

Kommissionen har givet sit Samtykke til det første af den danske Regerings Forslag. Den mener dog, at Udtrykket Nordslesvig, selv om det almindeligt anvendes og forstaas, frembyder Ulæmper.

Som Følge deraf betegner den det Landomraade, hvorom det drejer sig, paa den Maade, at den angiver, at det er beliggende Nord for den af den danske Regering fastsatte Grænse, nemlig:

En Linje, som gaar fra Sydspidsen af Als ind ad Flensborg Fjord
til Kobbermøllebugten, op langs Krusaadalen, sønden om Frøslev, saaledes at Padborg bliver Grænsestation, og derpaa følger Skellet mellem Slogs og Kær Herred, Skelbækken, og tilsidst Sønderaaen og Vidaaen, indtil dens Bøjning mod Nord, hvorfra den gaar lige ud til Vesterhavet og videre ud om Nordpynten af Sild.

Hvad det andet Forslag angaar, da mener Kommissionen, at det vil være forbundet med Ulæmper at begrænse Adgangen til Deltagelse i  Folkeafstemningen udelukkende til de Kommuner, hvis Befolkning har udtalt Ønsket om at faa Lejlighed til at stemme. Det vilde nemlig blive temmelig vilkaarligt at fastsætte et Minimum for Tallet paa Ansøgere, hvis Henvendelse skulde tages i Betragtning, og det rnaatte paa den anden Side anses for nødvendigt, at et saadant Minimum blev fastsat.

Man kan nemlig gaa ud fra, at mange Mellemslesvigere vil afholde sig fra offenlig at tilkendegive deres Ønske om at blive kaldede til at stemme, fordi de nærer Uvished om Afstemnings-Resultatet og altsaa frygter Represalier i det Tilfælde, at de paany skulde blive tyske.

Kommissionen har yderligere været af den Mening, at det vilde være forbundet med Interesse at udstrække Afstemningen til alle Dele af Slesvig, hvor der maatte være nogen Udsigt til at finde danske Sympatier.

Ad denne Vej aabner man Mulighed for, at Distrikter, hvori dansk Nationalfølelse muligvis vil gøre sig gældende, efter at Egnen er blevet rømmet af Tyskerne, kan vende tilbage til Danmark.

Endelig vil man paa denne Maade een Gang for alle have ordnet Spørgsmaalet om disse Landomraaders Tilhørsforhold og derved fjærnet Grundlaget for enhver nationalistisk Agitation, som senere vilde kunne opstaa.

Imidlertid maa de Argumenter mod en alt for stor Udvidelse af Folkeafstemningen, der anføres af Danskerne og af Slesvigerne selv, tages i Betragtning.

De nærer Ængstelse for, at Tyskerne i den Del af det sydlige Slesvig, som er indbefattet i Rømnings-Zonen, vil udøve Tryk paa de danske Vælgere og drive virksom Propaganda blandt dem.

Den danske Regering nærer ligeledes Ængstelse for, at det vil gøre et uheldigt Indtryk paa den offenlige Mening, hvis i denne Egn et stort Flertal udtaler sig mod Genforening med Danmark.

Denne Mulighed kan forekomme, men vil være uden praktisk Betydning.

Der er nemlig Enighed om, at i Slesvigs midterste og sydligste Del skal Afstemnings-Resultatet undersøges kommunevis, og at det skal være paa dette Grundlag, at den nye Grænse saa vidt muligt fastsættes. Man kan derfor afvise dette rent moralske Argument, og der kan iøvrigt ogsaa bødes paa de nævnte Vanskeligheder.

Det første Argument har derimod aabenbart større Betydning.

Imidlertid synes det, at Danskernes Ængstelse er overdreven, og at Rømningen vil udøve gunstig Indflydelse paa Stemningen.

Hvorom alting er, der kan og bør træffes Forholdsregler til at bøde paa disse Ulæmper.

Der foreslaas altsaa følgende:

De slesvigske Befolkninger vil blive kaldede til gennem en Folkeafstemning at bestemme deres Skæbne i det Omraade, der ligger Syd for den første Linje (Syd om Øen Als, Nord om Øen Sild) og Nord for en Linje, der i Retningen fra Øst til Vest tager sit Udgangspunkt ved Sliens Munding, følger Slien til Syd for Byen Slesvig, derefter følger Rejde Aa indtil Hollingsted inclusive, Vejen til Husum exdusive, og forlænger sig Syd om Øerne Nordstrand, Südfall og Süderoog.

Dette Omraade vil blive delt i to Dele; et første Afsnit vil komme til at omfatte Landet mellem Linjen Syd om Als, Nord om Sild og en Linje, der fra Vest til Øst løber Syd om Øerne Amrom og Før, følger den sydlige Bred af Søholm Aa, fortsætter i Retningen Sydøst, bøjer uden om Lyngsted og Østenaa, stiger mod nordøst indtil Kjærager, gør en Bøjning Syd om Frørup, tager atter Retningen Nordøst, idet den snor sig mellem Oversø og Store Solt, mellem Jaruplund og Lille Volstrup, mellem Tostrup og Veseby, mellem Adelby og Rylskov, Munkbrarup og Bønstrup, Ringsbjærg og Langballe, indtil den naar Østersøen mellem Sigum og Langballe.

I den saaledes afgrænsede Zone kan der ventes gode Resultater for Danskerne; Omraadet svarer iøvrigt paa det nærmeste til, hvad den danske Regering og Slesvigs Delegerede selv har angivet.

I Overensstemmelse med det af de interesserede Parter udtalte Ønske vil Afstemningen i denne Zone finde Sted indenfor en Frist paa mindst 8 Uger efter Tyskernes Rømning. Man nærer nemlig Ængstelse for, at den “Begejstrings-Bølge”, der for Tiden river de danske Elementer med sig, vil kunne stilne af og efter en vis Tid give Plads for Ligegyldighed.

I sidste Zone, der ligger Syd for andet Afsnit og strækker sig til Linjen Sli-Slesvig-Husum, bør Folkeafstemningen finde Sted indenfor en Frist paa to Maaneder efter Rømningen.

Paa denne Maade vil man næsten straks komme til at kende Udfaldet af Afstemningen i den nordlige Del af Slesvig og meget hurtigt Resultaterne fra Mellemslesvig. Det er omtrent sikkert, at de danske Krav vil blive opfyldt i første Afsnit, og det er sandsynligt, at i hvert Fald for en stor Del det samme vil finde Sted i det Afsnit, der mod Syd begrænses af Kortets røde Linje.

Naar Afstemningen i tredje Zone finder Sted senere, vil der blive en
Frist til frie Overvejelser (délai pour libérer les esprits). Da paa den anden Side de forudgaaende Afstemninger sandsynligvis i det store og hele vil være faldet ud til Fordel for Genforening (désannexion), saa vil det daarlige Indtryk, et ugunstigt Udfald af den sidste Afstemning kunde udøve paa dansk offenlig Mening, blive mildnet ved det gode Resultat, der forud var opnaaet.

Folkeafstemningen bør i de tre Zoner overvaages af en international Kommission, sammensat af Repræsentanter for de allierede og associerede Stormagter og af Delegerede fra den norske og svenske Regering, som det er ønskeligt at knytte til Kommissionen paa Grund af deres Kendskab til skandinavisk Sæd og Skik.

Kommissionen bør ikke omfatte danske og tyske Medlemmer.
Derimod vil, efter de interesserede Parters Ønske, danske og tyske tekniske Medlemmer, valgt af Kommissionen i den stedlige Befolkning, blive knyttet til Kommissionen for at bistaa denne under dens Virksomhed.

Det anses for nødvendigt straks efter Tyskernes Rømning at landsætte 4 å 500 Mand i Flensborg og omtrent halvt saa mange i Slesvig By.

Overensstemmende med den danske Regerings Anmodning vil det være nødvendigt, at Tyskland snarest muligt rømmer ikke blot den Del af Omraadet, hvor Afstemningen skal finde Sted, men ogsaa en Strimmel Syd for dette Omraade, der vil kunne danne en  Beskyttelses-Zone mod den tyske Propaganda.

Denne Zone skal ligeledes stilles under den internationale Kommissions Øvrighed indtil det Tidspunkt, da den dansk-tyske Grænse er bleven fastlagt i Overensstemmelse med Afstemningens Resultater. Ro og Orden skal, hvis det gøres nødvendigt, opretholdes af allierede Troppeafdelinger.

Den tyske Regering bør kalde ikke blot hele den væbnede Magt, men ogsaa Regerings-Myndighederne samt Arbejder- og Soldater-Raadene tilbage fra denne Zone (hvis Grænse nedenfor angives).

Det vilde i og for sig være ønskeligt, om Rømnings-Zonens Sydgrænse kunde falde sammen med Provinsen Slesvigs Sydgrænse, idet der paa denne Maade vilde være skabt virksom Beskyttelse mod den tyske Propaganda. Paa en vis Strækning falder denne Sydgrænse imidlertid sammen med Kiel-Kanalen. Denne Omstændighed kan ganske vist fra visse Synspunkter set frembyde Fordele, men den vil ogsaa være egnet til at støtte den Opfattelse, at Linjen ikke bør komme i Betragtning.

Man kunde da lægge Rømnings-Grænsen 6 Kilometer Syd for Linjen Sli-Syd for Slesvig-Syd for Husum, der er Afstemnings-Zonens Sydgrænse.

I Overensstemmelse hermed foreslaar Kommissionen at tage følgende Beslutninger:

Besjælet af Ønsket om at give Slesvigs danske Befolkninger, der voldelig er bleven indlemmede i Tyskland, Mulighed for at tilkendegive deres Attraa og udtale sig om deres Skæbne, beslutter de allierede Regeringer:

A. — At der skal finde Folkeafstemning Sted i den Del af Slesvig, der ligger Nord for en Linje, som fra Sliens Munding følger Slien til Syd for Byen Slesvig, derefter følger Rejde Aa indtil Hollingsted inclusive og Vejen til Husum (inclusive) og fortsætter Syd om Øerne Nordstrand, Südfall og Süderoog.

B. — At af Hensyn til de Karakter-Forskelligheder, der gør sig gældende i nogle Dele af Slesvig, og som skyldes Indbyggernes Afstamning, Sæder og Skikke, Kultur, Sprog etc., det ovennævnte Omraade deles i tre Afsnit, der stemmer efterhaanden, det ene efter det andet.

C. — At der i Fredspræliminærerne med Tyskland indsættes følgende Bestemmelser:

Grænsen mellem Tyskland og Danmark fastsættes i  Overensstemmelse med Befolkningens Ønsker (aspirations).

I dette Øjemed vil Befolkningen, der bor paa de Landomraader, som ligger Nord for en Linje, der fra Sliens Munding følger Slien til Syd for Byen Slesvig, derefter følger Rejde Aa indtil Hollingsted inclusive og Vejen til Husum (inclusive) og fortsætter Syd om Øerne Nordstrand, Südfall og Süderoog, blive kaldede til at udtale sig gennem en Afstemning, som vil være at foretage paa følgende Vilkaar:

1. Fra det Tidspunkt, nærværende Fredspræliminærer er bleven underskrevet, og indenfor en Frist, der ikke maa overstige … Dage, skal de tyske Tropper og Øvrigheder (Oberpräsidenten, Regierungspräsidenten, Landräthe,  Amtsvorsteher, Oberbürgermeister etc.) saavel som Arbejder og Soldater-Raadene forlade det Omraade, der ligger Nord for den fastsatte Linje.

Nævnte Zone skal uopholdelig underlægges en international Kommissions Myndighed. Kommissionen sammensættes af Repræsentanter for de amerikanske, britiske, franske, italienske og japanske samt for de norske og svenske Regeringer, idet hver Regering udpeger to Repræsentanter.

Kommissionen skal være i Besiddelse af almindelig Politi-Myndighed.

Det paahviler den navnlig: uopholdelig at sørge for Erstatning for de rømmede tyske Øvrigheder eller for stedlige Myndigheder, hvis Forbliven ikke anses ønskelig — og at træffe alle Foranstaltninger, der skønnes egnede til at sikre Afstemningens Frihed og Oprigtighed. Kommissionen kan lade sig bistaa af tyske og danske tekniske Raadgivere, valgte af den selv i den stedlige Befolkning.

2. Stemmeret skal tilstaas alle i Folkeafstemnings-Distriktet bosatte
Mænd og Kvinder, der har fuldendt det 20. Leveaar, og som

a) er født i de Omraader (circonscriptions), hvor Folkeafstemning finder Sted,

b) eller har haft fast Ophold (établis) dér før 1. Januar 1900,

c) eller er født i disse Omraader, men udvist af de tyske Myndigheder.

Der skal tages alle Forholdsregler til at sikre Stemmeafgivningens  Hemmelighed.

Enhver skal stemme i den Kommune, hvor han er bosat, eller hvorfra han stammer.

3. I den Del af den rømmede Zone, der ligger Nord for en Linje, som gaar fra Sydspidsen af Als ind ad Flensborg Fjord til Kobbermøllebugten, op langs Krusaadalen, sønden om Frøslev, saaledes at Padborg bliver Grænsestation, og derpaa følger Skellet mellem Slogs og Kær Herred, Skelbækken og tilsidst Sønderaaen og Vidaaen indtil dens Bøjning mod Nord, hvorfra den gaar lige ud til Vesterhavet og videre ud om Nordpynten af Sild, skal der skrides til den ovenfor nævnte Afstemning senest tre Uger efter, at Landet er blevet rømmet af de tyske Tropper og Øvrigheder. Afstemningens Resultat skal opgøres og betragtes som fastslaaet paa Grundlag af Flertallet af Stemmer, der er afgivne i denne Del af Zonen som Helhed (sera compté et acquis suivant la maiorité des voix dans l’ensemble de cette partie de la Zone).

4. I den Del af den rømmede Zone, der ligger Nord for en Linje, som løber Syd om Øerne Amrom og Før, følger Soholm Aa, forlader dens Løb Syd for Soholm og vedbliver at falde mod Sydvest, drejer Syd om Lyngsted og Østenaa, vender sig mod Nordøst til Kærager, gør en Bøjning Syd om Frørup, tager atter Retningen Nordøst, idet den snor sig mellem Oversø og Store Solt, Jaruplund og Lille Volstrup, Tostrup og Veseby, Adelby og Rylskov, Munkbrarup og Bønstrup, Ringsbjerg og Langballeskov, skal der skrides til Afstemning fem Uger efter, at Folkeafstemningen i første Zone har fundet Sted.

5. I den Del af den rømmede Zone, der ligger mellem den i Paragraf 4 nævnte Linje og en Linje, som udgaar fra Sliens Munding og ender Syd for Øerne Nordstrand, Südfall og Süderoog, skal der skrides til Afstemning senest to Uger efter, at Folkeafstemningen i anden Zone har fundet Sted.

6. Grænsen skal fastsættes paa Grundlag af Afstemnings-Resultaterne og efter de allierede Regeringers Angivelser, som  nævnt i Paragraf 3 og 4, idet der tages Hensyn til de geografiske og økonomiske Muligheder ( possibilités).

7. Indenfor et Tidsrum af to Aar fra Afstemningsdagen at regne har:

a) enhver Person, født i den Del af Slesvig, som vender tilbage til Danmark, og ikke bosat i denne Egn, Ret til at optere for Danmark,

b) enhver Person, bosat i den Del af Slesvig, som vender tilbage til Danmark, Ret til at optere for Tyskland.

c) Faderens Option gælder ogsaa for hans Børn under 18 Aar.
De Personer, som efter 1. Oktober 1918 har valgt Bopæl i den Del af Slesvig, som vender tilbage til Danmark, kan ikke erhverve dansk Indigenat uden særlig Tilladelse. Optanterne bør tage Bopæl i den Stat, som de har opteret for.

Det staar dem frit at bevare fast Ejendom, som de besidder paa den Stats Omraade, hvor de havde Bopæl forinden Optionen. Det staar dem frit uden Toldafgift at medføre deres rørlige Ejendom til det Land, for hvilket de har opteret. Det staar dem frit at medføre deres rørlige Formue og Løsøre, og de skal være fritagne for alle Afgifter heraf.

8. Hvad angaar den Egn, som ligger Nord for den i Paragraf 3 omtalte Linje, da vil den danske Regering kunne besætte den med sine militære og administrative Myndigheder, umiddelbart efter at Afstemnings-Resultatet er blevet bekendt, og saafremt dette Resultat tilkendegiver Befolkningens Ønskeom Territoriets Genindlemmelse i Kongeriget Danmark.

9. Saasnart Grænsen i det store og hele er fastsat, som omtalt i Paragraf 6, vil den danske Regering — uden at vente paa Udførelsen af de Arbejder, der skal udføres af den blandede Kommission, som i givet Fald skal udnævnes til Grænsens Fastsættelse i Marken — kunne lade det Danmark tilfaldende Territorium besætte med sine Tropper og Myndigheder, og den tyske Regering vil paa samme Maade kunne besætte den rømmede Zone indtil den saaledes fastsatte Grænse.

10. Fredstraktaten vil bestemme den Andel og nærmere Beskaffenhed af Tysklands og Preussens finansielle Forpligtelser, som Danmark vil have at overtage, saavel som alle andre Spørgsmaal, der opstaar af den fuldstændige eller delvise Tilbagelevering til Danmark af det Landomraade, hvis Opgivelse blev det paatvunget ved Traktaten af 30. Oktober 1864.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Efterkommere til Aurillac-fanger søges!

Har du eller andre i din familie stadig kontakt med den franske familie, som din oldefar, bedstefar eller måske egen far tjente for under krigsfangenskab i Frankrig under 1. verdenskrig?

I anledningen af 100 året for hjemkomsten af de sønderjyske krigsfanger søger jeg danskere, der har kontakt til den franske familie, som jeres familiemedlem arbejdede for som en del af fangenskabet i den sønderjyske krigsfangelejr i Frankrig, Aurillac-lejr.

Historien om, at familier fra Danmark og Frankrig er knyttet sammen i 3.-4. generation på baggrund af en krigsfangelejr under 1. verdenskrig er en spændende historie. Den er overraskende, den viser, hvordan historien efterlader sig spor, og det er den store historie fortalt i en helt konkret og personlig fortælling.

Jeg håber, nogen vil fortælle mig deres historie om familiens tilknytning til Aurillac-lejren.

Mvh Linda Corfitz Jensen, historie-reporter på Kristeligt Dagblad. Skriv gerne en mail til corfitz@k.dk.

7. marts 1919. Svar fra Rigsregeringen i Weimar om at “imødegå danske anneksionslyster.”

Officiel tysk Udtalelse i Weimar:

Som Svar paa et Forslag til Beslutning, der 7. Marts 1919 blev stillet til Nationalforsamlingen i Weimar, og som gik ud paa at opfordre Rigsregeringen til “at imødegaa de Anneksionslyster, som næres af nationalistiske Kredse i Danmark m. H. t. den tyske Nordmark”, udtalte Rigsregeringens Repræsentant, Grev Wedel, s. D. følgende:

Tyskland kræver, at Præsident Wilsons Grundsætninger anvendes retfærdigt og loyalt, og at Afstemningen bringer Befolkningens virkelige Vilje for en Dag. Thi det maa – for at tale med Wilson – hindres, at der skabes nye Elementer til Tvist og Fjendskab, som sandsynligvis i Tidens Løb vilde forstyrre Europas og dermed Verdens Fred. Mellemslesvig maa derfor ligesom Dele af Nordslesvig have Ret til at blive ved Tyskland, hvis de vil det.

De Efterretninger, som i de sidste Dage er udbredt fra Paris, synes imidlertid at gøre en retfærdig Løsning af Spørgsmaalet problematisk.

Den tyske Regering vil med alt Eftertryk virke hen til en retfærdig Afstemningsmaade.

Den er sig bevidst, at den intet kan udrette mod Sejrherrens
Magtsprog; men intet vil bringe den til at anerkende Magt for Ret.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.