Alle indlæg af Rene Rasmussen

15. juni 1920. CIS: Ophævelse af Kommissionens Paskontorer

Bekendtgørelse No. 156 af 15. Juni 1920:

Den 15. d. M., Kl. 12,30 Efterm., ophæves Den Internat. Komm.s Paskontorer i Flensborg og København samt Passtedet i Nibøl.

De af Kommissionen udfærdigede Pas, Passérkort og Visa er, saafremt de ikke er paategnet en tidligere udløbende Tidsfrist, gyldige til 15. Juli d. A. Kl. 12 Midnat.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, II, 1937.

15. juni 1920. CIS proklamerer Afstemnings-Resultatet for 2 . Zone

CIS proklamerer Afstemnings-Resultatet for 2 . Zone

Med Datum 15. Juni 1920 offentliggjorde CIS under Titlen “Indberetning til Ambassadør-Raadet i Paris” og med Anordnings-Nummer 157 følgende Protokol:

Aar nitten Hundrede og tyve, den fjortende April, har Den Internationale Slesvig-Kommission, sammensat af . . . .  efter at have gjort sig bekendt med de autentiske Protokoller, som er blevet overgivet den af vedkommende Afstemnings-Komitéer, og efter foretagen Prøvelse, proklameret, at Resultaterne af den kommunevise Afstemning, som i Overensstemmelse med Bestemmelserne i Art. 109 i den i Versailles 28. Juni 1919 undertegnede Fredstraktat, der traadte i Kraft 10. Januar 1920, har fundet Sted den fjortende Marts Aar nitten Hundrede og tyve i det sydlige Afsnit af Slesvig, beskrevet i den nævnte Traktat-Artikel, har været følgende:

ANDEN SLESVIGSKE ZONES FOLKEAFSTEMNING
14. Marts 1920
Afstemnings-Omraadet : 129.166 ha
Indbygger-Antal (1910): 106.580
Stemmeberettigede: 70.854
Afgivne Stemmer: 64.941 (91,7 %)
For Tyskland: 51.724 (79,7 %)
For Danmark: 12.800 (19,7 %)
Ugyldige Stemmer: 417 ( 0,6 %)

Til Bekræftelse heraf er optaget nærværende Protokol.
Sket i Flensborg, Slesvig, ovennævnte Dag, Maaned og Aar . . .

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, II, 1937.

Efterlysning: Efterkommere efter soldater i Dragoner Regiment Nr. 6 (Magdeburgisches)

Min bedstefar, bagermester Peter Marius Petersen (10.07.1877-29.07.1952) fra Bevtoft, blev uddannet som dragon ved Magdeburg Dragonregiment nr. 6 i Niederhafen fra 1897-1900, hvorefter han kom til at stå i Reserven.

Han blev således indkaldt til krigstjeneste den 4. august 1914. Hans regiment, Magdeburg Dragonregimentet nr. 6, blev straks sendt til Vestfronten i Frankrig via Belgien. I 1915 blev regimentet overført til kampene på Østfronten, hvor det stod helt nede ved Sortehavet, da der den 3. marts 1918 blev indgået en fredsaftale mellem Tyskland og det nye sovjetstyre i Rusland. Meget tyder på, at regimentet – som ikke blev overført til Vestfronten – selv måtte finde ud af at komme hjem til kasernen i Rendsborg.

Desværre er brevene fra min bedstefar til min bedstemor i Bevtoft forsvundet. Men han skrev også breve til sin storesøster Cathrine Schmidt, der var gift med Jes Hansen Schmidt på “Vojensgård”. Bl.a. skriver min bedstefar i et brev fra november 1915 om, hvor strengt de lider af kulde og hunger i Serbien. Det allerværste for min bedstefar og hans soldaterkammerater var dog at se, hvordan den civile befolkning led. Han skrev: “Det lille Serbien er nu næsten tilintetgjort”. En meget tankevækkende – ja, nærmest uhyggelig – melding fra et øjenvidne på stedet!

PS: I virkeligheden var Serbien måske det land i Europa, der blev hårdest ramt under Den Store Krig 1914-1918: Ifølge Gyldendal – Den Store mistede godt hver tredje af den mandlige befolkning mellem 18 og 45 år livet under krigen. Den Frie opgiver antallet af civile dræbte i Serbien til 950.000, hvilket er et uhyggeligt højt tal i forhold til landets størrelse.

Hvordan forløb “vejen hjem” for de soldaterne i Magdeburg dragonregiment nr. 6?

Som alle, der selv havde oplevet krigens rædsler, fortalte min bedstefar ikke om sine “krigsoplevelser”, der gav ham traumer for resten af livet. Men han fortalte til os børnebørn om, hvordan han og hans soldaterkammerater selv måtte finde hjem til Sønderjylland fra Sortehavet, da krigen sluttede dernede i foråret 1918.

Det blev en meget lang rejse på omkring 2.000 km op gennem det krigshærgede Europa, hvorunder soldaterne bogstaveligt talt måtte arbejde for føden undervejs. Som ridende ordonnans havde han sin elskede hest med hele vejen hjem. Hesten har sikkert også gjort nytte under det forefaldne arbejde for bl.a. bønderne.

Det er i sig selv en god historie. Men jeg mangler i højeste grad detaljer om bl.a.:

  • Hvilken rute fulgte soldaterne fra Magdeburg Dragonregiment nr. 6 op gennem det krigshærgede Europa?
  • Hvilke “oplevelser” havde soldaterne på den lange vej op gennem Europa?
  • Holdte regimentet sammen hele vejen hjem? Eller kom de i små grupper til kasernen i Rendsborg, hvor jeg ved, at min bedstefar afleverede sin hest for derefter at gå de sidste 120 km hjem til Bevtoft.

Jeg kender ikke den nøjagtige dato for, hvornår min bedstefar var helt hjemme i Bevtoft. Men det må have været mod slutningen af 1918. I øvrigt var min bedstefar meget aktiv op til og under Afstemningen den 10. februar 1920. Til den største fest, der nogensinde har været i Bevtoft Forsamlingshus, bagte han 65 Store Kringler og 111 Torter samt andet bagværk. Og intet blev levnet af de 400 deltagere, der kunne fejre, at 97 % stemte dansk i Bevtoft sogn samtidigt med, at hele Sønderjylland stemte sig tilbage til Danmark.

Det er mit håb, at nogen ligger inde med flere oplysninger om Magdeburg Dragonregiment nr. 6. Herunder specielt, hvordan regimentet fik sig “arbejdet hjem”, da Tysklands krigsindsats sluttede på Balkan i foråret 1918.

Jeg kan kontaktes på mail mogens.ladegaard@gmail.com eller telefon 23 74 97 47

Med mange hilsner fra

Mogens  Ladegaard
Vesterbakken 14
Grejs
7100 Vejle

Hvordan gik det med Ernst Christiansen og journalist Jensen i Flensborg?

I fjerde og sidste afsnit af Grænseland på DR1 fulgte vi bl.a. redaktør Ernst Christiansen og journalist J.N. Jensen på Flensborg Avis i deres forgæves kamp for en sydligere grænse.

Hvordan gik det dem efter 1920? Det er er dramatisk historie:

Ernst Christiansen blev tvunget bort fra redaktørposten af nazisterne i 1940 og J.N. Jensens hjem blev bombet af britiske fly i 1942.

Det kan man læse meget mere om i René Rasmussens tobindsværk “Front og bro. Flensborg Avis i spil mellem Danmark og Tyskland 1930-1945.”

Historisk Samfund for Sønderjyllands antikvariat har i øjeblikket fem eksemplarer, som kan købes for kun 50,- kr pr. sæt.

Bestil bogen på: hssdj@hssdj.dk

Om bogen:
Flensborg Avis i spil mellem Danmark og Tyskland 1930-1945

“Det frieste blad i Det tredje Rige …”

Historien om Flensborg Avis i perioden 1930-1945 er beretningen om en på alle måder usædvanlig avis med en dramatisk historie. Det sydslesvigske danske mindretals dagblad udgjorde et udenrigspolitisk særtilfælde for både Danmark og Tyskland – og blev behandlet derefter. Denne bog handler om Flensborg Avis’ vanskelige balancegang mellem dansk udenrigs- og indenrigspolitik og tysk udenrigs- og propagandapolitik; mellem parlamentarisk demokrati og nationalsocialisme – og mellem dagbladskonkurrence og statsunderstøttelse.

Redaktør Ernst Christiansen formulerede omkring 1930 løsenet: Front og bro, der blev udlagt som national selvhævdelse og mellemfolkelig forståelse. Front og bro-tanken placerede det dansk-tyske grænseland helt centralt som stedet, hvor tysk og nordisk tankegang mødtes og brødes. Det var grænsebefolkningernes særlige opgave at fastholde og forsvare sin egen nationalitet, samtidig med at man fungerede som formidlere mellem de to nabofolk. En konsekvens af løsenet blev, at Flensborg Avis længe forholdt sig positivt over for Hitlers nye Tyskland. Dette førte til hårde beskyldninger fra Danmark mod Flensborg Avis for at bedrive nazistisk propaganda.

Flensborg Avis blev af ledende nazistiske embedsmænd kaldt “det frieste blad i Det tredje Rige”. Det betød ikke, at avisen var fri, men det indebar, at Flensborg Avis blev tilstået visse særrettigheder og derved undgik den totale ensretning, der blev alle andre aviser i Tyskland til del. Jacob Kronika, avisens korrespondent i Berlin, var en nøgleperson i det spegede spil bag kulisserne i det nationalsocialistiske Berlin. Lokale tyske modstandere i grænselandet forsøgte til gengæld at indskrænke Flensborg Avis’ forholdsvise frihed. I spændingsfeltet mellem en slesvig-holstensk tyskhed, der havde en grænserevision på programmet, og de centrale rigsmyndigheder i Berlin, der prioriterede et godt udenrigspolitisk forhold til Danmark, opstod et rum, indenfor hvilket Flensborg Avis kunne manøvrere.

topfoto: screenshot fra TV-serien Grænseland.

Ny bog om sønderjyder i russisk krigsfangenskab

Gitta Bechshøft: Tante Ebba og Revolutionen (2020)

DKK 249,95

I 100 året for genforeningen føjer historien om Tante Ebba og hendes ”sønderjyske drenge” sig som endnu en brik ind i den store fortælling om længsel og frihed.

Under 1. Verdenskrig indkaldes sønderjyder mod deres vilje til tjeneste i det tyske militær, og mange ender i Sibirien som russiske krigsfanger.

På det tidspunkt opholder fru Ebba Tramp Bechshøft sig i  St. Petersborg, hvor hendes mand er direktør i Dansk Russisk Handelskompagni. Her deltager  hun – som eneste kvinde – i en hemmelig redningsaktion, der ved list og snilde skal vriste disse sønderjyske landsmænd ud af  det russiske kaos og den tyske hærs lange fangarme.

Denne, hidtil upublicerede øjenvidneberetning, løfter sløret for, hvordan det lod sig gøre og opklarer samtidig et dunkelt punkt i de dansksindede krigsfangers ”russiske eventyr”: hvad skete der, fra de slap væk fra lejrene, til de nåede det neutrale Danmark, hvor de som tyske statsborgere, måtte leve i skjul, til krigen var forbi?

Gitta Bechshøft:

Tante Ebba og Revolutionen

238 sider, ill. hæftet 

Køb den hos Forlaget Historia

Bogen kan også købes direkte over nettet via tales.dk (tidl. Bogrolen.dk)

7. juni 1920. Deutscher Ausschuss og Schleswig-Holsteiner Bund afviser den nye grænse

Resolution vedtaget 7. Juni 1920 (Flensb. Av., 9. s. M. ):

Det til i Dag af Det tyske Udvalg og Slesvig-Holstener-Forbundet indvarslede offentlige Møde opfordrer Rigsregeringen til under alle Omstændigheder at afvise Traktatudkastet i den foreliggende Form.

Udkastet fastsætter en i økonomisk og national Henseende ganske umulig Grænse. Den er blottet for Bestemmelser til Beskyttelse af Mindretallet i 1. Zone og modsiger paa adskillige Punkter udtrykkeligt Versailles-Fredstraktaten.

En saadan Traktat kan aldrig udjævne de dansk-tyske Modsætninger, kan aldrig føre til den varige Fred mellem de to Nationer, som vi indtrængende ønsker i Grænsebefolkningens og vort tyske Fædrelands Interesse.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, II, 1937.

4. juni 1920. Flensborg magistrat: “Den nye grænse vil give ny anledning til varig strid mellem de to folk.”

Nedenstaaende Resolution vedtoges enstemmigt paa Magistratens og Byraadets Møde 4. Juni 1920 (Flensb. Av., 6. s. M.) :

Flensborg Magistrat og Byraad (»Die städtischen Kollegien«) nedlægger endnu en Gang og paa det skarpeste en enstemmig Protest imod, at den saakaldte Clausen-Linie fastlægges som den nye Grænse mellem Tyskland og Danmark.

Den svarer ikke til den nationale Stilling og vil give ny Anledning til varig Strid mellem de to Folk.

Ved Fastsættelsen af denne Grænse vil en snarlig Revision af Fredstraktaten være uundgaaelig.

Vi forlanger, at Rigsregeringen afviser ethvert Krav, der gaar ud over Fredstraktaten.

Vi fordrer samme Værn for de nationale Mindretal paa begge Sider af Grænsen.

Resolutionen undertegnedes af Dr. Todsen, Overborgmester, Dr. Löbmann, Byraadets Formand og Erfurth, Byraadets Næstformand.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, II, 1937.

3. juni 1920. Særskilte Domstole i Tønder og Aabenraa

Anordning No. 143 af 3. Juni 1920:

§ 1. Den stedlige Kompetence for den ifølge § 2 ved Anordningen No. 49 af 17. Febr. 1920 oprettede særskilte Domstol begrænses til 2. Zone.

For de Sager, som i 1. Zone falder ind under denne Domstol, indrettes der en særskilt Domstol i Tønder og Aabenraa, som hver ledes af en af den internat. Komm. udnævnt Dommer.

§ 2. Domstolen i Aabenraa har den stedlige Kompetence i Kredsene Aabenraa, Sønderborg, Haderslev Østeramt samt de Dele af Landkredsen Flensborg, der hører til 1. Zone.

Domstolen i Tønder i Kredsen Tønder, saavidt denne hører til 1. Zone, samt Haderslev Vesteramt.

§ 3. Domstolene i Tønder og Aabenraa kan afholde særskilte Biting i Byer indenfor deres Kompetenceomraade.

§ 4. Politimesteren er offentlig Anklager i strafbare Handlinger, foretaget indenfor hans Omraade. Han kan lade sig stedfortræde af en anden Politimester.

Politimesteren overdrager til vedkommende Domstol direkte de Sager, som falder ind under dennes Kompetence.

von Jessen, Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, II, 1937.

Læs om H.P. Hanssen – De danske sønderjyders førstemand og genforeningens arkitekt.

H.P. Hanssen (1862-1936) spiller den dominerende hovedrolle i tre af de fire afsnit i DR’s store serie “Grænseland.”

Det er ikke så mærkeligt, for historien om H.P.  Hanssen er historien om Sønderjylland mellem 1864 og 1920 – og et godt stykke ind i mellemkrigstiden.

Den kendte sønderjyske historiker Hans Schultz Hansen har skrevet et spændende og anmelderrost to-binds værk H.P. Hanssen og hans tid.

Du kan købe begge bind for kun 248,- kr (for medlemmer af Historisk Samfund for Sønderjylland). For ikke-medlemmer er prisen 398,- kr.

Køb bogen direkte hos foreningen lige her: https://www.hssdj.dk/butik/boeger/bind-1-og-2-samlet-de-danske-soenderjyders-foerstemand-h-p–hanssen-1862-1914-og-1914-1936

Bind 1: De danske sønderjyders førstemand H.P. Hanssen 1862-1914

Bogen handler om H.P. Hanssens historiske betydning og lederskab indtil udbruddet af Første Verdenskrig i 1914.

Bogen er på 360 sider, indbundet og illustreret.

Bind 2: Genforeningens arkitekt: H.P. Hanssen 1914-1936

Bogen handler om H.P. Hanssens politiske svendestykke: Skabelsen af den nuværende dansk-tyske grænse, og hans efterfølgende arbejde for at sikre den i 1920’ernes og 1930ernes urolige år.

Bøgerne kan også købes enkeltvis. I så fald er prisen pr. bind 148,- for medlemmer af Historisk Samfund for Sønderjylland og 248,- kr. for ikke-medlemmer.

Forfatteren

Hans Schultz Hansen, født 1960, dr.phil., forskningsleder i Rigsarkivet i Aabenraa, adjungeret professor ved Center for Grænseregionsforskning og formand for Historisk Samfund for Sønderjylland.

Foto: Screenshot fra DR’s TV-serie “Grænseland”

1. juni 1920. Den internationale Kommissions virksomhed ophører 15. juni. Bliver det Genforeningsdagen?

Den danske gesandt i Paris, Bernhoft, sendte den 1. juni 1920 nedenstående telegram til Udenrigsministeren.

I Skrivelse af 31. Maj, hvormed Formanden for Fredskonferencen fremsender Traktatudkast, anmodes den kgl. Regering snarest muligt efter at være gjort bekendt dermed at meddele, hvorvidt den er rede til at billige Traktaten.

Konferencen udtaler Ønsket, at Traktaten undertegnes samme Dag, som Grænsen officielt notificeres den danske og tyske Regering.

Til den Ende vilde det være af gensidig Interesse, at den kgl. Regerings Svar naaer Konferencen med en Frist, som ikke overskrider 10 Dage. Meddelelse er rettet til den tyske Delegation i Paris.

Note: I Anledning af de saaledes modtagne Efterretninger telegraferede Udenrigsmin. 1. Juni til Gesandten i Paris med Anmodning om omgaaende at telegrafere, hvorvidt Gesandtskabets Telegrammer af 31. Maj skulde forstaas saaledes, at den ti Dages Frist, der var givet til Accept, var begyndt at løbe, og i bekræftende Fald fra hvilken Dag og Klokkeslet?

Udenrigsministeriet havde underhaanden erfaret, at den internat. Komm. regnede med, at dens Virksomhed ophørte omkring 15. Juni. I Medfør af Art. 110, 2. Stk. i Fredstraktaten maatte formentlig Tidspunktet for Kommissionens Virksomheds Ophør falde sammen med Tidspunktet for Overdragelsestraktatens Underskrift, idet Grænselinien ved Llnderskriften notificeredes officielt.

Udenrigsministeriet sluttede derfor af den nævnte Underhaandsmeddelelse, at Kommissionen ventede, at Fristen for Llnderskriften vilde udløbe omkring 15. Juni.

Gesandten svarede herpaa ved Telegram af 2. Juni, hvori han meddelte, at de 10 Dage strengt taget løb fra 30. Maj, omtrent 6 Eftermiddag, men Fristen var særlig en Tilkendegivelse af Konferencens indstændige Ønske om et hurtigt Svar; Begæring om et Par Dages Udsættelse vilde næppe støde paa Vanskelighed, f. Eks. kunde man allerede nu anmode om, at Fristen regnedes fra Udenrigsministeriets Modtagelse af Teksten.

Gesandten tilføjede, at Bemærkninger vilde eventuelt kunne fremsættes ved Raadets Møde, Lørdag 5. Juni.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, II, 1937.

31. maj 1920. Grænsen notificeres officiøst

Den danske gesandt i London indberettede 27. Maj 1920, at det britiske Udenrigsministerium paa hans Henvendelse om Udsættelse af de britiske Troppers Evakuering af 2. slesvigske Zone havde svaret, at Evakueringen ikke kunde udskydes ud over det øjeblik, da den nye Grænselinie blev notificeret vedkommende Regeringer.

Samtidig erkendte Konferencen, at det var i høj Grad ønskeligt, at Notificeringen ikke fandt Sted, forinden Udkastet til Overdragelses-Traktaten var blevet meddelt den danske og tyske Regering. For derfor at give en Margin for muligt Ophold var man blevet enig om, at Tilbagetrækningen af de britiske Tropper skulde udsættes indtil 15. Juni.

Ambassadør-Konferencen udfærdigede i sit Møde 31. Maj Traktat-Udkastet med Følgeskrivelse. Aktstykkerne blev s. D. officiøst tilstillet den danske Gesandt og den tyske Chargé d’Affaires i Paris.

S. D. meddelte Gesandten i Paris Udenrigsministeren dette i følgende Depeche:

Ambassadørraadets Formand, Hr. Jules Cambon, har idag Kl. 2:30 overgivet mig den vedlagte Beskrivelse af den af Raadet vedtagne fremtidige Grænse mellem Danmark og Tyskland, hvilken herved betragtes som officiøst notificeret den kgl. Regering.

Den paagældende Beskrivelse af Grænsen fulgte Indstillingen fra CIS, Syd om Padborg Station. Søgrænsen mod Vest var kun angivet som en Linie i nordvestlig Retning

Note: Når Grænsens Notificering ikke skete officielt, men officiøst, skyldes det Hensynet til den Bestemmelse i Versailles-Traktatets Art. 110, efter hvilken den danske og den tyske Regering vilde kunne overtage Besiddelsen af og indsætte de civile og militære Øvrigheder paa Landomraaderne, henholdsvis Nord og Syd for den nye Grænse, fra det Øjeblik at regne, da de allierede Hovedmagter har fastsat Grænselinien.

von Jessen, Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, II, 1939.

Laurids Skaus brevveksling – Bogtilbud: 3 bind for kun 75,- kr.

Den sønderjyske bonde Laurids Skau var én af hovedpersonerne i første afsnit af DR’s store serie Grænseland.

Hvis du vil virkelig tæt på, hvem Laurids Skau var, så kan du læse hans brevveksling med politiske venner i Sønderjylland og København i tre tykke bind.

Brevene indeholder et mylder af spændende detaljer fra 1840’ernes, 1850’ernes og 1860’ernes nationale og politiske kamp i Sønderjylland, og der blev sandelig ikke lagt fingre imellem, når samtidige politiske venner og fjender skulle karakteriseres!

I Historisk Samfund for Sønderjyllands antikvariat har vi for øjeblikket tre komplette sæt af H.V. Gregersens monumentale udgivelse.

Prisen er kun 75,- kr. pr. sæt (altså for alle tre bind).

Kontakt Historisk Samfund for Sønderjyllands antikvariat på mail hssdj@hssdj.dk

eller kig forbi i butikken tirsdag og torsdag mellem 09:00 og 14:00.

Adressen er:

Historisk Samfund for Sønderjylland
Haderslevvej 45
6200 Aabenraa
74 62 46 83

Det er samme bygning som Landsarkivet!

Bogtilbud: Skurke og helte i Sønderjyllands historie

Alle gode historier har deres skurke og helte, det gælder også Sønderjyllands historie – og nu er 20 af dem samlet i en bog, ”Skurke og helte i Sønderjyllands historie”, der er udgivet af Historisk Samfund for Sønderjylland i samarbejde med Museum Sønderjylland.

Bogen koster kun 98,- kr for medlemmer af Historisk Samfund for Sønderjylland (178,- kr for ikke-medlemmer)

En række historiske personer, der af samtiden eller eftertiden har fået prædikater som skurke eller helte, er taget op til kærlig, men også kritisk behandling. Personernes gerninger og motiver er blevet analyseret og fremlagt, så læserne selv kan tage stilling til berømmelse eller fordømmelse.

Bogens udvalgs af helte og skure er:

  • Thyra Danebod – en omtvistet heltinde
  • Knud Lavard – helgen eller helt?
  • Hertug Abel – Abel af navn, Kain af gavn
  • Gerhard den 3. af Rendsborg – greve, hertug og rigsforstander
  • Margrethe I. og Sønderjylland – nærved og næsten
  • Nis Henriksen – helt og herredsfoged
  • Dronning Dorothea – den stridbare velgører
  • Kansler Kielmann von Kielsmanseck – hertugernes mand
  • Hans Schack – fædrelandets frelser og kosmopolitisk karrieresoldat
  • Frederik af Nør – prins og landsforræder
  • General de Meza – fra helt til skurk
  • Margrethe von Wildenradt-Krabbe – redaktør og kollaboratør
  • Karen Poulsen – tjenestepige og grænsesluser
  • Hansigne Lorenzen – kulturbevarer eller nidkær kniplingskræmmer?
  • H.P.  Hanssen – Dannevirkemændenes yndlingsskurk
  • Cornelius Petersen – frisisk pioner og slesvigsk selvstyreagitator
  • Frits Clausen – dansksindet sønderjyder og nazist
  • Gustav Alfred Jepsen – SS-mand og kz-fangevogter
  • Johanne Hansen – forstanderinde og kz-fange
  • Søren Telling – den danske jarl på Danevirke

Nogle skurke er blevet rehabiliteret, mens nogle helte er pillet ned fra deres piedestaler. Fælles for langt de fleste er, at der også var noget positivt at sige om skurkene og noget negativt at sige om heltene. En nærmere granskning viste nemlig, at personerne kun sjældent var så sorte eller hvide, som de umiddelbart fremstod. Enkelte fik dog lov at stå i det kendte lys, men nu med nye facetter føjet til deres historie.

Forfatterne kommer vidt omkring, fra middelalderlige fyrster over adelige i renæssancen til personer, der spillede deres rolle i det 19. og 20. århundredes nationale kampe. Nogle af personerne havde allerede erhvervet skurke- eller heltestatus i deres samtid på grund af deres rolle i bestemte sammenhænge. Andre fik først denne status mange år senere i eftertidens kamp om historien.

”Den væsentligste lære af arbejdet med denne bog har været, at der er langt mellem de rigtige skurke og de sande helte”, siger museumsinspektørerne Inge Adriansen og Mikkel Leth Jespersen, der har redigeret bogen. ”De fleste af os indeholder begge dele – også de personer, der har opnået status som skurk eller helt i eftertiden. De var alle mennesker på godt og ondt, og da det er menneskene, der sætter kød og blod på historien, håber vi, at denne bogs 20 personskildringer vil blive læst med lige så stor fornøjelse, som det har været at redigere dem”.

Bogen er skrevet af Inge Adriansen, Anders Bøgh, Jens Ole Christensen, Hans Schultz Hansen, Vivi Jensen, Mikkel Leth Jespersen, Axel Johnsen, Louise Klinge, Dennis Larsen, Inger Lauridsen, Lennart S. Madsen, Stefan Pajung, Carsten Porskrog Rasmussen og René Rasmussen

”Skurke og helte i Sønderjyllands historie” er på 325 sider og rigt illustreret.

Den koster 98,- kr for medlemmer af Historisk Samfund for Sønderjylland og 178,- kr for ikke-medlemmer.

Køb den i boghandelen – eller direkte hos Historisk Samfund for Sønderjylland


27. maj 1920. Planen om internationalisering af 2. zone er uigennemførlig

Den 27. maj afrejste Prof. Vinding Kruse og Red. Ernst Christiansen til London, medens den øvrige Delegation først afrejste 28. s. M. »for at foretage et sidste Forsøg paa Internationalisering og i alle Tilfælde sikre Englands Støtte til Fastholdelse af de opnaaede Traktatfordele«

Gesandten, Bernhoft,  i Paris tilstillede 28. Maj Udenrigsministeriet følgende Depeche:

Den mellemslesvigske Delegation, som ankom hertil 14. ds., tiltraadte igaar 27. sin Hjemrejse over London. Den har kunnet konstatere, at de Allierede ikke anser Tanken om Internationalisering af Mellemslesvig, dvs. Oprettelsen af et mellemslesvigsk Statssamfund under en international Kontrol, hjemlet i Fredstraktaten.

Oprettelsen af en saadan Stat vilde nødvendiggøre en særlig Traktat mellem Magterne og Tyskland. Da Tyskland ikke kan tænkes at ville godvilligt gaa ind derpaa, og Magterne ikke vil — maaske ikke kan — anvende Tvang, er Planen dermed uigennemførlig.

Dette er Kærnen i de Samtaler, Delegationen har haft med Embedsmænd i det franske Udenrigsministerium. Jeg bad Delegationen ikke at tage de Sympatiudtalelser, hvormed de blev modtaget, for andet end Udtryk for en oprigtig Medfølelse for dem og Slesvigerne, men ikke at tage dem til Indtægt for Internationaliseringstanken.

Naar jeg senere paa Tomandshaand har talt med de samme Embedsmænd, er denne Opfattelse blevet bekræftet.

von Jessen, Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, II, 1937.

26. maj 1920. Udkast til Den tresidede traktat vedr. overdragelsen af de slesvigske landområder

Traktat mellem de allierede og associerede Hovedmagter, Tyskland og Danmark, vedrørende Overdragelsen til Danmark af slesvigske Landomraader

»DEN TRESIDEDE TRAKTAT«

Det Britiske Rige, Frankrig, Italien og Japan, Signatarer sammen med Amerikas Forenede Stater, allierede og associerede Hovedmagter, Tyskland og Danmark:

I Henhold til, at det ved Art. 109 i Versailles-Fredstraktaten af 28. Juni 1919 er bestemt, at Grænsen mellem Tyskland og Danmark skal fastsættes i Overensstemmelse med Befolkningens Ønsker, —

I Henhold til, at nævnte Traktat har forudset og organiseret en Folkeafstemning iblandt de interesserede Befolkninger og bestemt, at en Grænselinje vil være at drage af de allierede og associerede Hovedmagter efter en Linje, hvilende paa Folkeafstemningens Resultater og foreslaaet af den internationale Plebiscitkommission og under Hensyntagen til de paagældende Egnes særlige geografiske og økonomiske Forhold, —

I Henhold til, at Tyskland gennem Art. 110 i nævnte Traktat har erklæret til Fordel for de allierede og associerede Hovedmagter at give endeligt Afkald paa enhver Højhedsret over de Omraader i Slesvig, der ligger Nord for den saaledes dragne Grænselinje, og at de allierede og associerede Hovedmagter ligeledes har udtrykt deres Ønske om at tilbagegive Danmark de nævnte Omraader, —
I Henhold til, at nævnte Folkeafstemning har fundet Sted, og at Hovedmagterne som Følge af denne Afstemning har fastsat Grænsen mellem Tyskland og Danmark, —

Samt endelig i Henhold til, at det i Medfør af Art. 114, Stk. 2, i nævnte Traktat af Versailles er forudset, at der skal træffes særlige Bestemmelser angaaende alle de i nævnte Traktat ikke løste Spørgsmaal, der opstaar som Følge af, at hele det omhandlede Omraade eller Dele af samme tilbagegives Danmark, —
har de høje kontraherende Parter i dette Øjemed designeret som deres Befuldmægtigede:

[Navnene in blanco~\

hvilke, efter at deres Fuldmagter er udvekslede og befundne i den rette Form, er komne overens om efterfølgende Bestemmelser:

Art. 1: Grænsen mellem Tyskland og Danmark er følgende:
Her følger den geografiske Beskrivelse af Grænselinjen
Den saaledes beskrevne Grænselinje fastsættes i Marken af den i Art. 111 i Fredstraktaten med Tyskland af 28. Juni 1919 i Versailles omhandlede Kommission.
Omkostningerne ved Kommissionen bæres af Danmark og Tyskland med hver en Halvdel

Art. 2: De allierede og associerede Hovedmagter erklærer, at de —kvit og frit for alle Byrder og Forpligtelser, under Forbehold af nærværende Traktats Bestemmelser — overdrager til Danmark, som modtager den, enhver Højhedsret, som de har i Medfør af Art. 110, 3 stk., i Fredstraktaten med Tyskland af 28. Juni 1919 i Versailles over de Omraader, Øer og Holme i Slesvig, der ligger Nord for den i Art. 1 beskrevne Grænselinje. Denne Overdragelse dateres fra den Dag, Fastsættelsen af Grænsen officielt notificeres Tyskland og Danmark.
Det fastslaas udtrykkeligt, at de i foranstaaende Stykke omhandlede Omraader i Fremtiden forbliver uafhændelige (inaliénables) uden med Folkeforbundsraadets Samtykke.

Art. 3: Statsborgerretten for de Personer, der er bosiddende eller fødte i det overdragne Omraade, ordnes i Henhold til Artiklerne 112 og 113 i Versailles-Fredstraktaten.
Alle andre over 18 Aar gamle Personer, der er fødte eller har været bosiddende siden før 1. Januar 1900 i de Omraader, der forbliver tyske, eller har været opførte paa Stemmelisterne for at tage Del i Afstemningen, skal under de samme Betingelser have Ret til at optere for Danmark.
De henholdsvis af Tyskland og Danmark vedtagne Krigsskatter, der er forfaldne under den internat. Plebiscitkomm.s Styre og i de to paa Grænsens Notifikation følgende Maaneder, maa ikke paalignes Personer, der udøver Optionsretten.

Art. 4: Andelen i og Karakteren af de finansielle eller andre Tyskland og Preussen paahvilende Byrder, som Danmark vil have at bære, fastsættes — som bestemt i Art. 114 i Versailles-Fredstraktaten — i Henhold til Art. 254 i Del IX (Finansielle Bestemmelser) af nævnte Traktat.
Danmark forpligter sig til at bære Halvdelen af Omkostningerne ved den internat. Plebiscitkomm. og de ved Folkeafstemningen foranledigede Udgifter. Den anden Halvdel paahviler Tyskland i Henhold til Art. 109, 1. Stk., i Versailles-Fredstraktaten.

Art. 5: Bestemmelserne i Art. 256, Stk. 1 og 2, i Versailles-Fredstraktaten kommer til Anvendelse paa Rigets og de tyske Staters Besiddelser og Ejendomme, deri indbefattet Provinsen Slesvig-Holstens og de tyske Medlemmer af det hertugelige slesvig-holstenske Hus’ Godser og Ejendomme, for saa vidt disse er beliggende paa de i Art. 2 omhandlede Omraader.
Alle Dispositioner, særlig vedrørende Salg, Prioritering, Forpagtning eller Forpagtningsafgift, som maatte være trufne af Tysklands eller tyske Staters, deri indbefattet Provinsen Slesvig-Holstens, Myndigheder efter 11. November 1918, skal betragtes som ugyldige, medmindre de godkendes af den danske Stat.

Art. 6: I de to Uger, der følger efter nærværende Traktats Ikrafttræden, skal der nedsættes en Kommission, bestaaende af en Repræsentant for den danske og en Repræsentant for den tyske Regering samt en Repræsentant for de allierede og associerede Hovedmagter, i det Øjemed at ordne alle Forhold mellem Danmark og Tyskland angaaende de Spørgsmaal, der opstaar enten som Følge af Fastsættelsen af den nye Grænse mellem begge Lande, herunder særlig angaaende de økonomiske Forhold og det gode Naboforhold, eller som Følge af Overdragelsen af Højhedsretten, herunder særlig angaaende administrative, judicielle og finansielle Arkiver samt Dokumenter af historisk, arkæologisk og kunstnerisk Interesse for de afstaaede Omraader. Kommissionen træffer sine Afgørelser ved Stemmeflertal.
Omkostningerne ved denne Kommission bæres af Tyskland og Danmark med hver en Halvdel.

Art. 7: Ingen Beboer af de Omraader, i hvilke den i Art. 109 i Versailles-Fredstraktaten omhandlede Folkeafstemning har fundet Sted, lige saa lidt som nogen Person, der har deltaget i nævnte Folkeafstemning, maa paa nogen som helst Maade forulempes eller lide Overlast paa Grund af sin politiske Holdning fra 11. November 1918 indtil nærværende Traktats Ikrafttræden eller paa Grund af Ordningen af sine statsborgerretlige Forhold i Henhold til nærværende Traktat.

Art. 8: De Uoverensstemmelser, der maatte opstaa i Forbindelse med Gennemførelsen af nærværende Traktat, skal underkastes en Voldgiftskommission, der vil være at nedsætte i de to paa nærværende Traktats Ikrafttræden følgende Uger og skal bestaa af et Medlem, udpeget af den tyske Regering, et Medlem, udpeget af den danske Regering, og et Medlem, udpeget af begge Regeringer i Fællesskab eller i Mangel heraf af Folkeforbundsraadet.

Denne Kommission træffer sine Beslutninger ved Stemmeflertal.
Omkostningerne bæres af Tyskland og Danmark med hver en Halvdel.

Nærværende Traktat, der er affattet paa Fransk og Engelsk, skal ratificeres.

Ratifikationerne deponeres snarest muligt i Paris.

De Magter, hvis Regering har Sæde udenfor Evropa, skal have Ret til at begrænse sig til gennem deres diplomatiske Repræsentant i Paris at meddele den franske Republiks Regering, at deres Ratifikation har fundet Sted, og i saa Tilfælde skal de snarest muligt overlevere Ratifikationsinstrumentet.

En Protokol over Deponeringen af Ratifikationen vil være at optage. Nærværende Traktat træder i Kraft, saa snart den er ratificeret af de allierede og associerede Hovedmagter, som paa dette Tidspunkt maatte have ratificeret Fredstraktaten med Tyskland, samt af Tyskland og Danmark.

Den franske Regering vil tilstille alle Signatarmagter en bekræftet Genpart af Protokollerne over Ratifikationernes Deponering.
Ved at ratificere Versailles-Fredstraktaten erhverver De Forenede Stater den fulde Ret til at tiltræde nærværende Traktat.

Traktat-Udkastet blev 28. s. M. modtaget af Udenrigsministeriet i Kbhvn., og i Rigsdagsp. sønderj. Udv.s Møde 29. s. M. gjorde Udenrigsministeren Udvalget bekendt med Udkastet og tilføjede:

Ambassadørkonferencens Forhandlinger om Traktaten maa nu anses for omtrent afsluttede. Oprindelig var en saadan Traktat ikke forudset, idet det havde været Meningen at tilstille Tyskland en Notification af Grænsen, hvortil man vilde knytte visse Betingelser. Men da man havde frygtet, at Tyskland skulde nægte at gaa ind paa ensidige Betingelser, havde man udformet en Traktat, der skulde underskrives af Hovedmagterne samt Danmark og Tyskland. Udkastet var modtaget underhaanden, og Danmark havde haft Lejlighed til uofficielt at følge Forhandlingerne om dets Udarbejdelse.

von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, II, 1937.

24. maj 1920. Voldelige sammenstød mellem civilister og danske soldater i Tønder!

Tondernsche Zeitung skriver den 25. maj 1920 (oversættelse)

Desværre er pinsedagene ikke forløbet, uden at der den sidste tid i Tønder har været registreret sammenstød mellem civilister og danske soldater. Men mens disse sammenstød tidligere dog var
forløbet forholdsvis roligt, skete der et overfald på en dansk infanteri-underofficer om natten mellem 1. og 2 pinsedag [søndag nat den 23. maj 1920] begået af tre civilister på en ensom vej til
Barakken ved luftskibs-hallen, som det vil komme til at koste dyrt for de tre civilister.

I nærheden af ”Schweizerhalle” blev den intetanende underofficer pludselig antastet af tre civilister og stærkt truet. I nødværge trak han sin sabel, for at holde angriberne fra livet. Derpå greb en af bøllerne sin revolver og skød underofficeren i foden, så han faldt sammen af smerter og senere måtte transporteres til sygehuset.

Som man fortalte os, blev følgen af denne gemene … måtte opgive sin soldatertjeneste. Som vi videre hørte, blev kuglen i dag til formiddag fjernet fra den sårede fod, hvor det blev konstateret, at det lykkeligvist ikke forelå en betydelig knoglebeskadigelse.

Dette overfald, som meget let kunne have fået meget værre følger, er så morderisk og brutalt, at der ligger i almenhedens og offentlighedens interesse, at gerningsmanden bliver fanget.

Den samlede befolkning ville yde en stor indsats, hvis de ikke få løse eksistenser, som her driver nytteløse rundt, bliver fjernet. Den sårede underofficer er nemlig af den overbevisning, at han i nødværgen har markeret med sablen mod en af angriberne, så denne for enhver er let genkendelig, hvad der vil lette pågribelsen meget.

Det er derefter nyttigt at enhver, der fortsat ønsker sådanne optrin, at det undlades, og at politiet i deres efterforskning hjælpes og at de
alle kommer til forståelse af, at det får nyttige oplysninger om gerningsmanden.

På den anden side skal det endnu engang ved denne lejlighed skrives: Sammenstødet mellem dragoner og unge folk søndag aften står tilbage. Når også sagen virker farligere end den i virkeligheden var, så er disse røverier alligevel beklagelige, da de med uophørlig konsekvens fører til en skærpelse af modsætningerne og dermed en skærpelse af de militære og politimæssige foranstaltninger, som må føres for at opretholde ro og orden. Uden med god vilje og indsigt, så
kommer der intet godt ud af stridighederne, og må det være muligt at tro på, at de som minimum ophører, til trods for årsager, som de har i de nationale modsætninger.

Om aftenen 1. pinsedag drog en infanteri-patrulje med opplantede bajonetter gennem Tønders gader.

[…]

” .. ville være fornuftigere, hvis man undlod disse optog, før de bliver forbudt. Offentlige optog i sluttede kolonner bør først afholdes efter forudgående politimæssig tilladelse, denne forordning har gyldighed for alle, altså også for seminaristerne.

Det kan ikke skarpt nok fordømmes af fællesskabet, at når den tyske ungdom lader sig rive med til optøjer, som der om natten til søndag desværre ret talmæssigt kan rapporteres om. Der blev beskadiget en æresport, guirlander skåret af og revet ned, på et hus ved  skibsbroen, blev vinduer, i hvilket der stod et lille dannebrogsflag, slået ind.

Alle former for anfald er blevet udøvet og også de danske soldater har man sågar fornærmet, så disse, som man siger, havde grebet til deres våben. Vi må her udtrykkeligt henvise til hvilke  ubehageligheder den enkelte udsættes for, som sådanne tølpere gør sig skyldige i.

De danske soldater har ordre til selv at være så forsigtige som muligt overfor en tølperagtig adfærd, men buen skal ikke over-spændes. Med den virkelighed, at Tønder bliver dansk, må man stille sig til tåls med at andre muligheder er udelukket. Og derfor er det bedst og fornuftigst, når indbyggerne i Tønder frem for alt ikke forholder sig strengt negativt til hvad der er dansk, men i stedet gør sig umage med at forstå dansk skik, pleje omgang med de herboende
danskere og arbejde hen imod et godt naboskab, som for begge sider er en stor fordel.

Kun derigennem bliver fremtiden for tyskere tåleligt; da kan man af sine danskere forlange, at han overhører tyske gemenheder og dertil stadig skal gøre gode miner. Enhver statslig fornuft kræver at behandlingen af sine statsborgere styres af dennes optræde, og når
man herefter lader fornuften herske i Tønder, så har byen intet at skulle lide under. I modsat tilfælde kan det ikke undre nogen, når der fra dansk side svares igen.

Transkriberet og oversat af Ebbe Ottosen.

DSK-årbøger til salg i antikvariat i Tønder

For nogen tid siden satte en privatmand to sæt DSK-årbøger til salg, og de var væk i løbet af få timer.

Under et besøg i antkivariatet Bøger uden Grænser i Tønder i dag så jeg et sæt til salg, som jeg hermed gør opmærksom på for dem, der gik forgæves sidst.

Prisen kan aftales med antikvariatet – men de er ikke utilbøjelige til at give rabat, hvis man køber flere bøger.

Og det er et uhyre velassorteret og meget prisrimeligt antikvariat med et stort udvalg. Jeg lagde (ud over 1. verdenskrig) særligt mærke til grænselandets historie og besættelsestiden.

René Rasmussen

18. maj 1920. Pengesedler, porto og frimærker i 1. zone

Danmark rykkede gradvist ind i 1. afstemningszone

CIS
Pengesedler i 1. Zone
Anordning No. 120 af 18. Maj 1920:

Det forbydes herved Kommuner og Kommunalforbund at udstede nye Pengerepræsentativer af enhver Art.

Overtrædelser straffes med Bøder af indtil det dobbelte Beløb af de
udstedte Pengerepræsentativers Paalydende.

Denne Anordning træder straks i Kraft.

CIS
Porto og Frimærker i 1. Zone
Anordning No. 121 af 18. Maj 1920:

Fra den i den internat. Komm.s Anordning om Kronemøntens Indførelse i 1. Zone fastsatte Dato, 20. Maj, ophæves for denne ZonesVedkommende de hidtil gældende Postportotakster.

Fra samme Dato udstedes nye Plebiscit Postfrimærker i Kronemønt til Brug i Zonen.

Endvidere udsendte CIS Anordning No. 122 af 19. Maj 1920, hvorefter Telegraf og Telefontakster i 1. Zone fra og med 20. s. M. skulde betales omregnet i Kronemønt efter en Kurs af 1 Mk. = 50 Øre.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, II (1937).

14. maj 1920. Lånekasse for De sønderjyske Landsdele

Laanekasse for de sønderjydske Landsdele
Anordning No. 112 af 14. Maj 1920:
1. Der oprettes en Laanekasse for de sønderjydske Landsdele i første
Afstemningszone.
2. Til Raadighed for denne Kasse stilles et Beløb af 10 Mill. Kr., som
udbetales efterhaanden af den danske Statskasse efter Kassens Behov.
3. Stk. 1. Kassen forvaltes af en Bestyrelse, hvis Formand og Medlemmer
udnævnes af Administrator. Vederlag for Bestyrelsen fastsættes af
Administrator.
Stk. 2. Ved hver Maaneds Udgang aflægger Kassens Bestyrelse Beretning
til Administrator, der i øvrigt til enhver Tid kan kræve saavel mundtlig
som skriftlig Meddelelse om Virksomheden.
4. Stk. 1. Kassens Opgave er at yde Driftslaan til handlende, næringsdrivende
og Landbrugere, der som Følge af Krigen, Markens Kursfald eller andre i Forbindelse med de forventede Ændringer i Statstilhørsforholdet staaende Omstændigheder ikke raader over eller ad anden Vej kan skaffe sig tilstrækkelig Driftskapital til Grundlæggelse eller Opretholdelse af deres økonomiske Virksomhed. Laanesummen kan som Regel ikke overskride et Beløb af 10.000 Kr.
Stk. 2. Under Godkendelse af Administrator fastsætter Kassens Bestyrelse et Regulativ, der skal indeholde de nærmere Regler for Laanenes Størrelse,
Rentefoden, Afdragstiden og de øvrige Vilkaar samt Betingelserne for Laanenes Tilbagebetaling.
5. Laanene forrentes med 4 % aarlig og afdrages i Løbet af indtil 10 Aar. Dog kan Laan ydes rente- og afdragsfrit i højst 3 Aar.
6. Kassens Udlaansvirksomhed ophører med Udgangen af Finansaaret 1921-22.
7. Alle i Anledning af denne Anordning udstedte Gældsbeviser kan skrives paa ustemplet Papir, ligesom Tinglæsning (Grundbogsnotering) kan ske uden Gebyr.
8. Denne Anordning træder straks i Kraft.

Note: Det af Statsministeriet nedsatte Kroneudvalg havde i Foraaret 1920 udarbejdet et Forslag til Oprettelse af en Laanekasse for Nordslesvig og havde fremsendt dette til Rigsdagspartiernes sønderjydske Udvalg. Da man nu blev nødsaget til allerede inden Genforeningen at indføre Kronemønt i Sønderjylland, oprettede man samtidig gennem ovennævnte Anordning en Laanekasse og benyttede hertil det af Kroneudvalget udarbejdede Lovforslags Tekst. Lovforslaget blev senere stadfæstet som Lov Nr. 296 af 28. Juni 1920.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, II, 1937.

14. maj 1920. Valutareguleringsråd i 1. zone

CIS
Valutaregulerings-Raad i 1. Zone
Anordning No. 111 af 14. Maj 1920:

1. For at forberede Oprettelsen af Udligningskassen til Brug for den efter Genforeningen med Danmark stedfindende Valutaregulering i de sønderjydske Landsdele nedsættes et Raad med Sæde i Haderslev.
2. Det paalægges Kredsdagene i 1. Zone inden 10 Dage efter denne Anordnings Udstedelse hver især at udvælge 2 Personer — den ene repræsenterende Landbrug og den anden repræsenterende Byerhverv — , altsaa ialt 8 Personer, til at indtræde som Medlemmer i det i § 1 nævnte Raad.
Endvidere paahviler det de 6 Hoved-Erhvervsorganisationer i 1. Zone, nemlig Organisationerne for Landboere, for Haandværkere og Industridrivende, for Handlende, for Arbejdere, for Fiskere og for Privatfunktionærer, efter Opfordring fra den danske Regerings Administrator, konstitueret Stiftamtmand Haarløv, Haderslev, inden samme Frist at udvælge hver især en Person til at indtræde som Medlem i Raadet.
Valgbare er alene Personer, der siden 1. Januar 1914 har haft Hjemsted i 1. Zone.
3. Det paalægges Kredsdagene og Erhvervsorganisationerne umiddelbart efter det i Henhold til § 2 stedfundne Valg at indsende Meddelelse om dettes Resultat til den danske Regerings Administrator. Naar dennes Godkendelse af Valgene foreligger, vil Raadet kunne indkaldes til Møder.
4. Denne Anordning træder i Kraft straks.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, II, 1937.

14. maj 1920. Dansk mønt indføres i 1. zone fra 20. maj

CIS
Dansk Mønt i 1. Zone
Anordning No. 110 af 14. Maj 1920:

1. I de af Danmark besatte sønderjydske Landsdele bliver fra 20. d. M. at regne den danske Møntlovgivning gældende, saaledes at dansk Mønt bliver lovligt Betalingsmiddel Mand og Mand imellem, hvis der ikke ved en Forpligtelses Indgaaelse i tysk Mønt er taget udtrykkeligt Forbehold om, at den skal kunne kræves fyldestgjort i tysk Mønt.
Ligeledes bliver dansk Mønt lovligt Betalingsmiddel ved de offentlige Kasser.
2. Til Brug ved Omregning fra tysk til dansk Mønt bestemmes der
straks af den internat. Komm. i Forbindelse med Administrator for Ind- og Udbetalinger ved de offentlige Kasser en Omregningskurs. Denne fastsættes efter den paa Københavns Børs officielt noterede Avista Kurs for Reichsmark og ændres efter denne, saa ofte det af de nævnte Myndigheder findes nødvendigt.
Ved Betalinger Mand og Mand imellem gælder Betalingsdagens Kurs efter denne Notering.
3. Indtil videre kan, hvis der ikke forinden træffes anden Bestemmelse af de nævnte Myndigheder, og hvis ikke andet udtrykkeligt er vedtaget af Parterne, tysk Mønt anvendes som lovligt Betalingsmiddel efter den nævnte, paa Københavns Børs stedfindende Kursnotering.
4. Denne Anordning træder straks i Kraft.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, II, 1937.

14. maj 1920. “… dermed er enhver Udsigt til den sydlige Grænse bortfaldet.”

Den danske gesandt i Paris, Bernhoft, sendte den 14. maj 1920 følgende telegram til det danske udenrigsministerium

I [Ambassadør-J Raadets Møde i Dag foreslog Formanden at høre Claudel angaaende hans Linie, hvilket afsloges; dermed er enhver Udsigt til den sydlige Grænse bortfaldet. Med Claudels og Marlings Bistand gennemgik man derpaa Udkastet til Overdragelses-Traktaten.
Ifølge Meddelelse fra Claudel vil ingen blive hørt, hverken dansk eller tysk. Næste Møde den 19.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, II, 1937.

14. maj 1920. Forslag til Traktat om Internationalisering af Flensborg og Mellemslesvig

Den mellemslesvigske Delegation medførte ved sin Ankomst til Paris 14. Maj 1920 følgende af Prof. Vinding Kruse forfattede Aktstykker. Traktaten gengives her, mens begrundelsen er gengivet i forrige opslag.

Forslag til Traktat om Internationalisering af Flensborg og Mellemslesvig
§ 1. Af Flensborg og Mellemslesvig indenfor de i § 2 fastsatte Grænser oprettes en fri og strengt neutral Stat under Navn af »Den Mellemslesvigske Fristat«.
Denne Fristat staar under Protektorat af Folkenes Forbund.
Der maa ikke indenfor Fristatens Omraade oprettes Befæstningsanlæg af nogen Art. Fristaten maa hverken holde Hær eller Flaade, men kun dentil Ordenens Opretholdelse fornødne Politistyrke.
§ 2. Grænserne for Den Mellemslesvigske Fristat fastsættes efter Forslag af den i Versailles-Fredstraktaten af 28. Juni 1919 Art. 109 nævnte internat. Komm., med Fastsættelse i Terrænet i Overensstemmelse med samme Traktats Art. 111. Efter den stedfundne Afstemning i den i Traktatens Art. 109, Nr. 3 angivne Zone kan Fristatens Nordgrænse ifølge samme Bestemmelse Nr. 3, 2. Punktum, jfr. Art. 110, kun falde sammen med eller drages sydligere end den i nævnte Bestemmelse angivne Grænselinie mellem de to Afstemningsomraader.
§ 3. Fristatens øverste administrative Myndighed er en Generalkommission, bestaaende af 3 Medlemmer, hvoraf Præsidenten udnævnes af Folkenes Forbund, 1 Medlem vælges af den danske og 1 Medlem af den tyske Gruppe af den i § 4 nævnte Repræsentation.
Generalkommissionens Afgørelser træffes ved Stemmeflerhed. Den bestemmer selv sin Forretningsgang og Sagernes Fordeling mellem sine Medlemmer.
Generalkommissionen ansætter og afskediger alle Statsembedsmænd og udøver alle de Beføjelser, der ifølge den i Fristaten hidtil gældende Lovgivning er henlagt til Statsoverhoved eller Ministerier.
Alle Valg eller Udnævnelser af højere kommunale Embedsmænd skal approberes af Generalkommissionen.
§ 4. Den lovgivende Myndighed er hos Generalkommissionen i Forening med en Repræsentation, bestaaende af 15 Medlemmer. De 14 vælges af Befolkningen, saaledes at 7 vælges af den danske Nationalitetsgruppe, 7 af den tyske Nationalitetsgruppe; desuden vælges af de nævnte 14 Medlemmer med absolut Flertal en Formand for 2 Aar; i Mangel af absolut Flertal udnævnes Formanden af Generalkommissionen. Genvalg kan finde Sted.
Til Vedtagelse af Love kræves, at et Flertal af Generalkommissionen og af Repræsentationen har stemt derfor.
Bestemmelser til Gennemførelse af det første Valg til Repræsentationen gives af den af Folkenes Forbund udnævnte Præsident for Generalkommissionen efter Samraad med Repræsentanter for den danske og tyske Nationalitetsgruppe.
For de derefter følgende Valg gives nærmere Regler i en særlig Valglov, der navnlig ogsaa skal træffe Bestemmelser til Sikring af en absolut fri og hemmelig Afstemning og til offentlig Autorisering af to Partibestyrelser til Nominering af Kandidater.
§ 5. Den dømmende Myndighed er hos Domstolene; foruden Underretter i nærmere afgrænsede Distrikter oprettes der en Overret i Flensborg, bestaaende af 3 Medlemmer.
Naar Sagsøger og Sagsøgt i den enkelte Retssag er enige om, hvilket Sprog der skal anvendes under Sagen, er dette Sprog Retssprog. I modsat Tilfælde er Retssproget det Sprog, som Sagsøgte vælger.
§ 6. Alle offentlige Skoler er Statsskoler; samtlige disses Lærere ansættes af Generalkommissionen. Undervisningen foregaar i det Sprog, som Flertallet af Beboerne i det paagældende Distrikt bestemmer; der skal samtidig fra Skolens Side gives Adgang til Undervisning i det andet Sprog; men Deltagelse i denne Undervisning er en frivillig Sag og bestemmes af Elevernes Forældre.
Det staar enhver frit at oprette private Skoler, hvis Undervisning i det ene eller begge Sprog bestemmes af Skolens Ledere.
Samtlige Lærebøger, hvad enten de anvendes i offentlige eller private Skoler, skal autoriseres af Generalkommissionen.
Al national Propaganda i Skole, saavelsom i Kirke, er forbudt. Overtrædelse heraf medfører Embedsfortabelse.
§ 7. Enhver Art og enhver Form for Boycotting af Nationalitetsgrunde er forbudt. Overtrædelse heraf medfører foruden Erstatningsansvar Straf af mindst 1 Aars Fængsel.
§ 8. Generalkommissionen og Repræsentationen udarbejder et nærmere Forslag til en Forfatningslov for Fristaten indenfor de i de foranstaaende §§ 1-7 fastsatte Rammer. Forfatningsloven skal approberes af Folkenes Forbund og stilles under Garanti af dette.
§ 9. Fristaten har eget Handelsflag, hvis Farver efter Indstilling af Generalkommissionen og Repræsentationen bestemmes af j[in blanco i Udkastet].
§ 10. Ved nærværende Traktats Ikrafttræden mister de, der 1. April 1920 havde fast Bopæl indenfor det i § 2 nævnte Territorium, ipso facto deres tyske Statsborgerforhold og bliver Statsborgere i Den mellemslesvigske Fristat.
M. H. t. Optionsretten og de Opterendes Rettigheder og Pligter finder Reglerne i Versailles-Fredstraktaten af 28. Juni 1919 Art. 106 tilsvarende Anvendelse.
§ 11. M. H. t. Fristatens Overtagelse af en Del af de finansielle eller andre Forpligtelser, som paahvilede Tyskland og Preussen pr. 1. Aug. 1914, og m. H. t. Overtagelsen af Ejendomme og Besiddelser, tilhørende Tyskland og Preussen, finder Reglerne i Versailles-Fredstraktaten af 28. Juni 1919, Art. 254, 255 og 256 Anvendelse.
§ 12. De Skibe, hørende til Fristatens Territorium, der skal udleveres af Tyskland i Henhold til Versailles-Fredstraktaten af 28. Juni 1919, Art. 236, jfr. Tillæg III, overdrages Fristatens Regering som Tillidsmand for den internationale Skadeserstatningskommission. Fristatens Regering forpligter sig til at disponere over nævnte Skibe paa den Maade, som Erstatningskommissionen maatte bestemme efter at have undersøgt de Krav, som maatte blive fremsat i Henhold til Fredstraktaten af 28. Juni 1919, Del 8, Tillæg II, § 20.
§ 13. Fristaten har Toldgrænse tilfælles med den danske Stat. Det skal ved særlig Aftale mellem Fristaten og den danske Stat nærmere fastsættes, hvilken forholdsmæssig Del af de samlede Toldindtægter og de andre indirekte Forbrugsafgifter, der efter Fristatens Befolknings Størrelse og dens Territoriums kommercielle Betydning i Forhold til den danske Stats Befolknings Størrelse og dens Territoriums Betydning skal udbetales Fristaten af den danske Stat til delvis Bestridelse af førstnævnte Stats Udgifter.
Den danske Stat overtager, saalænge den nævnte Toldenhed mellem de to Stater bestaar, Administrationen af Fristatens Jernbane-, Post- og Telegrafvæsen.
En forholdsmæssig Deling af muligt Over- eller Underskud af de nævnte Forvaltningsgrene bestemmes ligeledes ved særlig Aftale mellem de to Stater.
Der skal — ligeledes saalænge Toldenheden bestaar — ved særlig Konvention mellem de to Stater bestemmes en fælles Møntfod for Staterne.
§ 14. Den danske Stat paatager sig Fristatens diplomatiske Repræsentation overfor Udlandet, Beskyttelsen af Fristatens derboende Borgere og Ledelsen af dens udenrigske Anliggender, uden nogen Bekostning for Fristaten.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, II, 1937.

14. maj 1920. ” … fuldstændig og sikker Hjemmel i selve Fredstraktatens Aand og Bogstav til at indlemme Flensborg og andre lignende Kommuner i 2. Zone … i den danske Stat.”

Den mellemslesvigske Delegations Internationaliserings-Plan

Den mellemslesvigske Delegation medførte ved sin Ankomst til Paris 14. Maj 1920 følgende af Prof. Vinding Kruse forfattede Aktstykker. Begrundelsen gengives her, mens selve planen gengives i næste opslag.

Henvendelse til CIS og til de allierede Magters øverste Raad
Medens den i Flensborg og Mellemslesvig virkelig hjemmehørende, indfødte tyske Befolkning under den i Fredstraktatens Art. 109 hjemlede Afstemning i det hele og store forholdt sig paa samme værdige og stilfærdige Maade som den danske Befolkning, viste det store, under Tvangsfortyskningens Periode indvandrede preussiske Befolkningselement — derunder ogsaa de paa selve Afstemningsdagen sydfra tilstrømmende Masser — en saadan Optræden, at Afstemningen blev en Karrikatur af den frie og hemmelige Afstemning, som Fredstraktatens nævnte Art. 109 fastslog som bærende Forudsætning for en Afstemnings Gyldighed.

Paa Grund af de Særegenheder, der synes uadskillelig forbundet med det preussiske Folkenaturel, viste hele den indvandrede preussiske Befolkning baade før og under Afstemningen en saadan Hensynsløshed, Paagaaen hed og Samvittighedsløshed i Valget af Midler, ligegyldig hvilke, at store Dele af den jævne indfødte danske og tyske Befolkning dels blev — direkte eller indirekte — truet og skræmmet fra at stemme efter deres inderste Overbevisning og dels ved adskillige Forfalskninger blev saaledes stillet, at deres Stemmer ikke kom til at gøre sig gældende med den rette Vægt, og alt dette til Trods for, at der fra den internat. Komm.s Side blev gjort alt, hvad der indenfor den korte Tidsfrist stod i dens Magt at gøre for at sikre en retfærdig Afstemning.

Men da det saaledes uden den ringeste Overdrivelse og med fuld Sikkerhed maa siges, at Afstemningen 14. Marts ikke havde den »frie, oprigtige og hemmelige« Karakter, som Fredstraktatens Art. 109 udtrykkelig og bestemt forudsatte, er det efter selve Fredstraktatens Indhold og Aand givet, at der ikke kan tillægges dette Vrængbillede af en Afstemning den Betydning, som Art. 110 gik ud fra.

Den anden Faktor, som Fredstraktaten af 28. Juni 1919 tillægger Betydning foruden Afstemningen, er jo de geografiske og økonomiske Forhold.

Disse Forhold vilde selvfølgelig overhovedet ikke være nævnt i Fredstraktatens Art. 110 som selvstændig Faktor, hvis de ikke i vigtige Tilfælde kunde tænkes at medføre en væsentlig anden Ordning af Grænseforholdene end den, Afstemningsresultatet som saadant vilde medføre. Hvis det rent økonomisk maatte vise sig livsvigtigt for en Kommune, derunder en Bykommune, i 2. Zone at dele Skæbne med 1. Zone, saa medfører selve Fredstraktatens Ord, at en saadan Kommune ved Grænseordningen tilfalder det Land, som den økonomisk nødvendig hører sammen med, selv om Afstemningen viser i en anden Retning.

Nu er det for den objektive Sandhed saa heldigt, at alle, baade tyske og danske, er aldeles enige om, at det for Bykommunen Flensborgs hele Økonomi og Erhvervsliv er livsvigtigt, at den ikke skilles fra sit nordlige Opland i 1. Zone, ligesom det vilde være en ganske upraktisk Ordning, om Flensborg ikke kom til at beherske begge Fjordens Bredder.

Da det saaledes efter selve Fredstraktatens Art. 110 er en Nødvendighed, at Flensborg ikke skilles fra sit nordlige Opland og den nordlige Fjordbred, og da det endvidere efter samme Fredstraktats Art. 109, 3. Stk. er fuldkommen udelukket, at
nogen Del af 1. Zone og dermed den nordlige Fjordbred kan komme til at tilhøre nogen anden Magt end Danmark, som Zonen i sin Helhed har stemt for, saa er det en praktisk og logisk tvingende Nødvendighed, at Flensborg og den sydlige Fjordbred tildeles Danmark. Og paa samme Maade er det en Nødvendighed, at visse andre Dele af 2. Zone, nemlig en Del Kommuner i Vest, der naturligt hører sammen med Tønder og Omegn, ligeledes udskilles af 2. Zone og tildeles Danmark.

Det vil saaledes ikke kunne bestrides, at den internat. Komm. og de Allieredes øverste Raad har fuldstændig og sikker Hjemmel i selve Fredstraktatens Aand og Bogstav til at indlemme Flensborg og andre lignende Kommuner i 2. Zone, der økonomisk paa det nøjeste er knyttet til 1. Zone, i den danske Stat, og at de har Hjemmel hertil, selv om Afstemningen i disse Kommuner havde haft en tilforladelig Karakter. Men kommer saa yderligere hertil, at Afstemningen ganske savnede denne Karakter, bliver de andre Hensyn, de geografisk-økonomiske, saa meget des vægtigere.

Vi henvender os altsaa til den internat. Komm. og de Allieredes øverste Raad med den Bøn, at denne nødvendige Indlemmelse maa ske Fyldest.

Herved vil ikke blot opnaas den i økonomisk Henseende mest tilfredsstillende
Grænse, men ogsaa den nationalt mest retfærdige Grænse. Thi ved den vil i Hovedsagen kun saadanne Egne komme til Danmark, som ved Afstemningen i 1867, før Tvangsfortyskningens Periode, stemte dansk, og som den Gang vilde være tilfaldet Danmark, hvis Preussen havde overholdt Pragfredens § 5.

Hvis en saadan Indlemmelse ikke skulde blive fuldbyrdet, ønsker vi imidlertid for alle Tilfældes Skyld subsidiært at bede den internat. Komm. og de Allieredes øverste Raad om ialtfald under ingen Omstændigheder at udlevere os til Preussernes Forfølgelse og Hævn ved at indlemme Flensborg og Mellemslesvig i Tyskland, men at sikre os en menneskelig Tilværelse paa den eneste mulige Maade, hvorpaa den kan sikres, hvis vi ikke tildeles Danmark, nemlig ved at gøre Flensborg og Mellemslesvig til en international, strengt neutral Fristat, der ikke staar under Tysklands, men alene under Folkenes Forbunds Overhøjhed og Beskyttelse.

Udleveres vi derimod til Tyskland, vil ingensomhelst Garantier paa Papiret kunne sikre os imod den mest hensynsløse preussiske Forfølgelse og Hævn.

Vi taler her af Erfaring; og det er Erfaring i dybeste og bitreste Forstand. Gennem 56 Aars Undertrykkelse og Forfølgelse veed vi med Sikkerhed, at ingensomhelst højtidelige Forsikringer i Traktater og ligesaalidt højt klingende Fraser om Friheder i en tysk Forfatning vil kunne sikre os og vore Børn mod den mest hensynsløse og systematiske, i Dagliglivets Enkeltheder gaaende Forfølgelse. Bestandig vilde de tyske Myndigheders Praksis komme til at staa i den mest skærende Modsætning til Traktaternes og Forfatningernes Løfter.

Den eneste reelle og effektive Maade at sikre os og vore Efterkommere paa vil derfor, hvis man ikke indlemmer os i Danmark, være som nævnt at gøre os til frie Borgere i en fuldstændig fri, af Tyskland uafhængig Stat, og saavel i dennes Administration som i dens lovgivende Forsamling at give det danske og det tyske Befolkningselement lige Ret, altsaa lige mange Stemmer.

Vi maa bestemt hævde, at Oprettelsen af en saadan international Fristat af Flensborg og Mellemslesvig ikke er uforenelig med Fredstraktatens Artikler 109 og 110. Thi naar den internat. Komm. og de Allieredes øverste at gøre det mere: at tildele Danmark Flensborg og det væsentligste af Mellemslesvig, saa kan de ogsaa gøre det mindre: at internationalisere det samme Omraade. Kommissionen og de Allieredes øverste Raad maa ifølge disse Artikler kunne drage Grænsen mellem Danmark og Tyskland saavel direkte eller umiddelbart som indirekte eller middelbart ved Etableringen af et neutralt Bælte imellem de to Stater.

Vi tillader os da i Forbindelse med denne Henvendelse at fremsætte for den internat. Komm. og de Allieredes øverste Raad et positivt Forslag til Internationalisering af Flensborg og Mellemslesvig [se næste indlæg, red.]

Forslaget gaar ud paa Oprettelsen af en international, strengt neutral Fristat (Forslagets §§ 1 og 2 ). I denne Fristats øverste administrative Styrelse saavelsom
i dens lovgivende Myndighed sikres der det danske og det tyske
Befolkningselement en lige stor Indflydelse (Forslagets §§ 3 og 4 ). Som ovenfor fremhævet, er en saadan lige stor Repræsentation en absolut nødvendig Betingelse for at sikre den ene Nationalitet mod Undertrykkelse fra den anden Nationalitets Side. Men ved en saadan stadig ligevægtig Repræsentation opnaas tillige, at der sættes Bom for al national Agitation og Ophidselse.
Thi naar det én Gang for alle er givet, at ingen af Nationaliteterne nogensinde kan opnaa en større Repræsentation i Administration og Lovgivning end den anden, er paa Forhaand al Luft taget af en national Agitation og Afstemningskamp. Der bliver nemlig herefter intet at kæmpe om af Nationalitetsgrunde.

Til yderligere at værne mod national Ophidselse og Uro er der truffet særlige Bestemmelser mod national Propaganda og Boycotting af Nationalitetsgrunde
(§§ 6, 4. Stk., og 7 ). Endvidere sikres der begge Sprog fuld Udviklingsfrihed (Forslagets §§ 5 og 6 ). Alle de her nævnte Bestemmelser anser vi for fundamentalt vigtige til Sikring af et roligt og fordrageligt Forhold mellem de to Folkeelementer.

I Henseende til Forholdet til Tysklands Gældsforpligtelser stiller Forslaget den nye Fristat gunstigst mulig; det samme gælder m. H. t. de til Fristatens Territorium hørende Skibe, som de Allierede i Henhold til Fredstraktaten vil kunne forlange udleveret af Tyskland (Forslagets §§ 11 og 12).

Det er indlysende, at en Stat af Størrelse som den her foreslaaede ikke vil kunne paatage sig saadanne Byrder i Forholdet udadtil, som ellers plejer at følge med Tilværelsen som selvstændig Stat. Efter Forslaget er Fristaten derfor fritaget for alle Militærudgifter og alle Udgifter til diplomatisk Repræsentation (§§ 1, 2. Stk., og 14).

Som fremhævet i Begyndelsen, staar Flensborg og Mellemslesvig i den nøjeste økonomiske Forbindelse og Vekselvirkning med Landet mod Nord. Uden det nordlige Opland vil Flensborgs Erhvervsliv blive lammet. Det er derfor tvingende nødvendigt, at den nye Fristat fuldtud bevarer dette Opland ved at være i Toldenhed med den danske Stat, hvoraf nødvendigvis ogsaa maa følge Møntenhed.

Det er endvidere en praktisk Nødvendighed, saalænge den nævnte Enhed bestaar, at den danske Stat paatager sig Administrationen af Fristatens Jernbane-, Post- og Telegrafvæsen (§ 13).

Den rent traktatmæssige Fremgangsmaade ved Fristatens Oprettelse vil formentlig være den, at de allierede Hovedmagter i Henhold til den dem overdragne Suverænetet over den vordende Fristats Territorium afslutter en Traktat mellem sig indbyrdes og med Danmark, hvorved Fristaten oprettes og den danske Stat næst at anerkende Fristatens Suverænetet paatager sig de i Traktatforslagets §§ 13 og 14 nævnte Pligter.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, II, 1937.

12. maj 1920. Neergaard: “Ved en Internationalisering forstaar jeg en Ordning, hvorved 2. Zone … for et vist Antal Aar bliver stillet under Styrelse af Folkenes Forbund”

Rigsdagspartiernes sønderjydske Udvalg.

Forhandlinger

Udvalgets Møde 12. Maj 1920 lededes af Landstingsmand Herman Trier, der meddelte, at Klaus Bemtsen, J. C. Christensen, Rasmus Hansen-Staunsbjerg, N. Neergaard og Gunnar Fog-Petersen var udtraadt af Udvalget. I Stedet var Folketingsmændene Jensen-Sønderup, Kirk, Søgaard, Vanggard og Niels Petersen indtraadt.

Statsminister Neergaard omtalte, at der allerede inden det nuværende Ministeriums Tiltræden var truffet Beslutning om Kronemøntens Indførelse i 1. Zone, inden Suverænetetens Overgang og inden Toldgrænsens Flytning.

Regeringen havde fortsat dette Arbejde, og Ministeren gjorde Udvalget bekendt med følgende fra den internationale Kommissions Generalsekretær Mr. Bruce til Udenrigsministeren sendte Skrivelse, dat. 9. Maj:

Skrivelsen, der forelaa paa,Engelsk, blev af Ministeren gengivet i dansk Oversættelse:

Hr. Minister.

Jeg har den Ære at underrette Deres Excellence om, at den internat. Komm. i Slesvig har anmodet mig om at henvende mig til Dem i Spørgsmaalet om Indførelse af dansk Kronemønt i 1. Zone.
Som det uden Tvivl er Deres Excellence bekendt, er den finansielle Situation i 1. Zone i den lange Periode, der ligger mellem Underskrivelsen af Versailles-Traktaten og Plebiscitets Foretagelse, blevet mere og mere alvorlig.

Da Afslutningen af den internat. Komm.s Virksomhed nærmer sig, er dette Spørgsmaal blevet stadig mere brændende, og Priserne er allerede steget til Kroneniveau over hele 1. Zone.

Dette har foranlediget betydelig Forvirring i Lønspørgsmaalet, idet Lønningerne ikke er steget i samme Forhold som Priserne, og det er endvidere vanskeligt at opretholde det nuværende System med Maksimalpriser, som stadig er fastsat i tysk Mønt. En Generalstrejke har allerede fundet Sted i Sønderborg, og Kommissionen frygter yderligere Strejker i de andre Byer i Nordslesvig.

Den internat. Komm. mener derfor, at dansk Mønt bør indføres saa snart som muligt, og jeg har den Ære at forespørge, hvorvidt den kongelige danske Regering er rede til at bistaa den internat. Komm. og forelægge den en Plan til Gennemførelse af denne Forandring.

Møntforandringen vil efter den internat. Komm.s Mening paa ingen Maade gribe forstyrrende ind i den Overenskomst, der er indgaaet mellem den danske Regering og den internat. Komm. under 29. April.

Ministeren udtalte, at Regeringen her havde faaet den officielle Opfordring, og han forelagde for Udvalget nogle kongelige Anordninger til Gennemførelse af Sagen.

Den socialdemokratiske Rigsdagsgruppe ønskede derefter følgende Forespørgsler besvarede:

1. Hvorledes lyder den internat. Komm.s Indstilling?
2. Er Ministeren bekendt med, at private Personer agter at rejse til Paris for at søge at faa Ændringer i Fredstraktaten indført, og hvorledes stiller Ministeren sig til saadanne Forsøg?

Udenrigsminister H. Scavenius gav først en Redegørelse for Regeringens Bestræbelser for at faa Afgørelsen udsat, til Regeringens Synspunkter kunde blive fremstillet og Muligheden givet en Delegation fra Befolkningen i 2. Zone for at blive hørt. Ganske vist fremgik det af de Oplysninger, man havde modtaget fra Gesandten i Paris, at der ikke var stor Sandsynlighed for, at dette vilde kunne opnaaes.

[I Telegr. af 8. Maj havde Gesandten i Paris meddelt, at Formanden for Ambassadør-Konferencen forgæves havde søgt at faa udsat Mødet. Kommissionens Grænse var af Konferencen vedtaget uden Ændring. Formanden havde forelagt Adresser fra Flensborg og Mellemslesvig samt henstillet at høre den mellemslesvigske Delegation. Men det blev afslaaet at høre saavel Danske som Tyske, idet det ikke tilkom Konferencen at foretage nye Undersøgelser i en Sag, som det var overdraget C. I. S. at udrede. Det erklæredes, at den franske Gesandt i København vilde komme for sent og ligeledes den slesvigske Delegation, og at den sidste ikke vilde blive hørt, samt at Tanken om Internationalisering ikke var gennemførlig.

I et andet Telegr. af s. D. henstillede Gesandten, om ikke den slesv. Deleg, burde søge at faa Foretræde i London. Efter at Gesandten i London var bleven underrettet om Delegationens forestaaende Ankomst, henvendte han sig i Foreign Office, hvor det imidlertid meddeltes ham, at Delegationen ikke vilde kunne hlive modtaget, men hurtigst muligt burde rejse til Paris].

Regeringen havde under 6. Maj givet Gesandten i Paris de fornødne Instruktioner om sin Stilling til Spørgsmaalet. [Se under 6. maj 1920]

Udenrigsmin. meddelte Udvalget, at Prof. Vinding Kruse som Regeringens Delegerede var afrejst til Paris for at bistaa den mellemslesvigske Delegation.

Statsministeren overlod Udvalget et Eksemplar af CIS.’s Indstilling til Ambassadør-Konferencen og udtalte derefter paa et Spørgsmaal fra socialdemokratisk Side:

Statsministeren: Ved en Internationalisering forstaar jeg en Ordning, hvorved 2. Zone, antagelig midlertidig, for et vist Antal Aar, bliver stillet under Styrelse af Folkenes Forbund, og at der efter Udløbet af dette Aaremaal foretages en ny Afstemning.

Note:

Inden Prof. Vinding Kruses Afrejse meddeltes der ham mundtlig Instruktion af Udenrigsministeren.

Ved Skrivelse af 8. Maj underrettedes Gesandterne i Paris og London om Instruktionens Indhold: Vinding Kruse udsendtes som Delegeret for den danske Regering. Hans Opgave bestod i at støtte Delegationen fra 2. Zone i dens Bestræbelser for Opnaaelse af Internationalisering og danne Bindeled imellem Delegationen og Gesandtskabet i Paris. Dette maatte forstaas saaledes, at der lagdes Vægt paa et intimt Samarbejde mellem ham og Gesandten, der som Landets Repræsentant maatte have Ledelsen i sin Haand.

Vinding Kruse var ikke i Lighed med de allerede i Paris værende Sagkyndige attacheret Gesandtskabet i Paris, og han var i Konsekvens deraf bemyndiget til at rejse til London, dersom han maatte anse det for fornødent.

I Anl. af den ovenf. omtalte Henstilling fra Gesandten i Paris, anmodede Udenrigsmin. 10. Maj telegrafisk den danske Gesandt i London om at søge opnaaet en Samtale med Udenrigsministeren for at forklare ham den Betydning, Sagen havde for Danmark. Det maatte anses for ønskeligt, at Delegationen fra 2. Zone paa Gennemrejsen gennem London blev modtaget i Foreign Office, og Gesandten anmodedes om at søge opnaaet, at der blev givet Delegationen Foretræde for rette Vedkommende.
Efter at Prof. Vinding Kruse 12. Maj var ankommet til Paris, havde han sammen med den danske Gesandt en Konference med en af Direktørerne i det franske Udenrigsministerium (Jules Laroche), der havde haft det slesvigske Spørgsmaal til Behandling. Direktøren meddelte dem, at Sagen i Realiteten var afgjort, idet Ambassadør-Konferencen ikke havde kunnet gøre andet end følge den internat. Komm.s Flertal, bestaaende af Sir Charles Marling — der som Formand havde den afgørende Stemme — og Sydow, og ligesom dette Flertal vedtage den Clausen’ske Linie.
Denne Grænseafgørelse laa saaledes fast, og der forefandtes allerede et fuldt udarbejdet Udkast til Traktat til nærmere Ordning af hele og tilføjede, at det sikkert vilde blive vedtaget i næste Møde i Ambassadørraadet, 14. s. M.

M. H. t. Muligheden for en Internationalisering af 2. Zone udtalte han, at denne Tanke, saavidt han vidste, ikke vilde finde stærk Støtte i Frankrig.

Internationalisering faldt udenfor Fredstraktaten, hvis Art. 109 og 110 var klare. Som Forholdene laa, var der intet mere at gøre.

Alligevel gjorde Prof. Vinding Kruse Forsøg paa i alt Fald at faa den endelige Afgørelse udsat noget, og da England vilde faa det afgørende Ord, søgte han Foretræde hos den britiske Repræsentant ved Ambassadør-Konf., Lord Derby, med hvem det ogsaa lykkedes ham 13. Maj (Kristi Himmelfartsdag) at opnaa en Samtale.

Om Hovedindholdet af denne Samtale indberettede den danske Gesandt telegrafisk s. D. og ved Depeche af 17. Maj: Lord Derby erklærede straks overfor Professor Vinding Kruse, at selve Grænsen kunde der ikke rokkes ved; den var allerede fastlagt i Overensstemmelse med Kommissionens Flertalsindstilling, og han h avde allerede modtaget sin Regerings Godkendelse af Kommissionens Grænse, saaledes at dette Spørgsmaal var afgjort.

Derimod syntes Professoren at have vakt Lordens Interesse ved at fremstille, at man kun kunde skaffe det danske Mindretal i 2. Zone en virkelig Beskyttelse ved at unddrage det den tyske Statsstyrelse gennem Oprettelsen af en mellemslesvigsk Fristat. Efter at have gennemlæst den skriftlige Fremstilling af dette Forslag erklærede Lord Derby, at han vilde sende dette Aktstykke til Foreign Office med Kurér og samtidig direkte introducere Professoren hos Lord Curzon.

Straks efter sin Samtale med Lord Derby rejste Vinding Kruse Fredag 14. Maj til London for ogsaa dér at virke for Sagen.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, II, 1937.

Efterlysning: Hvordan kom Magdeburg Dragonregiment nr. 6 hjem fra krigen på Balkan i 1918?

Min bedstefar, bagermester Peter Marius Petersen (10.07.1877-29.07.1952) fra Bevtoft, blev uddannet som dragon ved Magdeburg Dragonregiment nr. 6 i Niederhafen fra 1897-1900, hvorefter han kom til at stå i Reserven.

 Peter M. Petersen som korporal 1900

Han blev således indkaldt til krigstjeneste den 4. august 1914. Hans regiment, Magdeburg Dragonregimentet nr. 6, blev straks sendt til Vestfronten i Frankrig via Belgien. I 1915 blev regimentet overført til kampene på Østfronten, hvor det stod helt nede ved Sortehavet, da der den 3. marts 1918 blev indgået en fredsaftale mellem Tyskland og det nye sovjetstyre i Rusland. Meget tyder på, at regimentet – som ikke blev overført til Vestfronten – selv måtte finde ud af at komme hjem til kasernen i Rendsborg.

Desværre er brevene fra min bedstefar til min bedstemor i Bevtoft forsvundet. Men han skrev også breve til sin storesøster Cathrine Schmidt, der var gift med Jes Hansen Schmidt på “Vojensgård”. Bl.a. skriver min bedstefar i et brev fra november 1915 om, hvor strengt de lider af kulde og hunger i Serbien. Det allerværste for min bedstefar og hans soldaterkammerater var dog at se, hvordan den civile befolkning led. Han skrev: “Det lille Serbien er nu næsten tilintetgjort”. En meget tankevækkende – ja, nærmest uhyggelig – melding fra et øjenvidne på stedet!

PS: I virkeligheden var Serbien måske det land i Europa, der blev hårdest ramt under Den Store Krig 1914-1918: Ifølge Gyldendal – Den Store mistede godt hver tredje af den mandlige befolkning mellem 18 og 45 år livet under krigen. Den Frie opgiver antallet af civile dræbte i Serbien til 950.000, hvilket er et uhyggeligt højt tal i forhold til landets størrelse.

Hvordan forløb “vejen hjem” for de soldaterne i Magdeburg dragonregiment nr. 6?

Som alle, der selv havde oplevet krigens rædsler, fortalte min bedstefar ikke om sine “krigsoplevelser”, der gav ham traumer for resten af livet. Men han fortalte til os børnebørn om, hvordan han og hans soldaterkammerater selv måtte finde hjem til Sønderjylland fra Sortehavet, da krigen sluttede dernede i foråret 1918.

Det blev en meget lang rejse på omkring 2.000 km op gennem det krigshærgede Europa, hvorunder soldaterne bogstaveligt talt måtte arbejde for føden undervejs. Som ridende ordonnans havde han sin elskede hest med hele vejen hjem. Hesten har sikkert også gjort nytte under det forefaldne arbejde for bl.a. bønderne.

Det er i sig selv en god historie. Men jeg mangler i højeste grad detaljer om bl.a.:

  • Hvilken rute fulgte soldaterne fra Magdeburg Dragonregiment nr. 6 op gennem det krigshærgede Europa?
  • Hvilke “oplevelser” havde soldaterne på den lange vej op gennem Europa?
  • Holdte regimentet sammen hele vejen hjem? Eller kom de i små grupper til kasernen i Rendsborg, hvor jeg ved, at min bedstefar afleverede sin hest for derefter at gå de sidste 120 km hjem til Bevtoft.

Jeg kender ikke den nøjagtige dato for, hvornår min bedstefar var helt hjemme i Bevtoft. Men det må have været mod slutningen af 1918. I øvrigt var min bedstefar meget aktiv op til og under Afstemningen den 10. februar 1920. Til den største fest, der nogensinde har været i Bevtoft Forsamlingshus, bagte han 65 Store Kringler og 111 Torter samt andet bagværk. Og intet blev levnet af de 400 deltagere, der kunne fejre, at 97 % stemte dansk i Bevtoft sogn samtidigt med, at hele Sønderjylland stemte sig tilbage til Danmark.

Det er mit håb, at nogen ligger inde med flere oplysninger om Magdeburg Dragonregiment nr. 6. Herunder specielt, hvordan regimentet fik sig “arbejdet hjem”, da Tysklands krigsindsats sluttede på Balkan i foråret 1918.

Jeg kan kontaktes på mail mogens.ladegaard@gmail.com eller telefon 23 74 97 47

Med mange hilsner fra

Mogens  Ladegaard
Vesterbakken 14
Grejs
7100 Vejle

10. maj 1920. ”Gå væk! Jeg kan ikke bremse!” Sådan skaffes mad og drikke til Sønderjysk Kommando i Tønder

Edvard Abel Weigel var sergent og skriver ved Sønderjysk Kommandos II. Bataljon, der i maj 1920 skulle til Tønder og forberede Danmarks overtagelse af 1. zone.

Nu kom der gang i alt, fra Kolding kom Søm, Glas og Kit og Vindueshasper, Mandskab havde vi nok af så alt blev ordnet i Løbet af et par dage.

Værst var det med køkkenet. Så vi levede ved konserves, den eneste forandring var dåsernes åbning, en dag fra neden, en fra siden og en dag fra oven, det hang os langt ud af halsen.

Husk alt var på kort, både i Danmark og i Sønderjylland, hvor de tilmed intet havde at rationere.

Den tyske mark faldt dag for dag, særlige penge blev indført og trykt i 1’Zone (Plebecil) men Marken var stadig brugbar.

Oberstløjtnant og Adjudant red ud hver dag og søgte efter et sted, hvor vi kunne få et måltid rigtig mad.

Så en dag kom der en stor Lastvogn til hver Garnison, som skulle hente Naturalier (Kød, Fisk og Købmandsvarer i Esbjerg og Kolding). Vi skulle hver morgen pr. radio opgive styrken til Mad to dage forud, den skulle så afhentes dagen før, Vognene skulle standse ved den gamle grænse og efterses af Tolden, (Grænsens åbning fandt først sted den 12’ juni, da Kongen red over Grænsen). Breve og Pakker til Styrken skulle afleveres og hentes på Bataillons-kontoret, der var postkontor og alt skulle stemples af mig med et særligt stempel.

Ingen kunne rejse eller komme til os. Spiritus var forbudt at indføre. Postevand var bedre end en tysk Bajer.

En dag Chefen havde dårlig mave blev vores motorordonnans sendt ind og skulle skaffe en flaske Snaps, før måtte han ikke komme hjem.

Han fik én, vi slikkede os om munden alle fire (Chef, Adjudant, Skriver og Hjælpeskriver). Nu skulle der være fest i Gaden. Messetjeneren (Ordonnansen, Sognefogdens Søn fra Lem) serverede middagen: Labskovs og dertil et glas vand og så en snaps som vi alle syntes havde en lidt underlig lugt. Vi nippede til den, den smagte af Karbid og var ikke til at drikke. Sorg over hele Linien.

Hvad der blev udgydt af jammer er ikke til at skrive, men i Postmesterens Hjerne (undertegnedes Hjerne) begyndte det at dæmre tanken.

Næste dag fik Hjalmar (vores Chauffør) et forseglet brev til Chefen for Udleveringen i Kolding. Brevet fik han i sin strømpe nede i foden og så sin støvle på. Pengene havde han i den anden støvle (Husk alt skulle efterses af tysk og dansk told ved Kongeågrænsen).

Vi talte om hvordan han skulle komme over Grænsen på tilbageturen, det skulle han nok ordne. Det ordnede han i Vonsild, så da han kom til Grænsen, råbte han: ”Gå væk. Jeg kan ikke bremse.” Tolderne sprang væk og Hjalmar kørte til Christiansfeld, hvorfra han telefonerede til Grænsen, at han var ved smeden og få den i orden og om han skulle komme tilbage. Det skulle han ikke, men sørge for hans vogn var i orden,

Den dag og indtil senere måtte vores Hjælpeskriver servere Maden og åbne kassen som stod i mit skab. Fra den dag blev der spist på Jacobsens og mit værelse. Ah! Blev der sagt og set på hinanden med et stort Smil, men ingen spurgte. Senere kaldte Chefen på mig: ” Ja jeg vil kun sige. Tak for mad.” og rakte med den ene Hånd 10 kr. og afværgede med den anden, som han ville sige: ”Sig ikke noget.”

Privateje. Gengivet med venlig tilladelse af Ebbe Ottosen

9. maj 1920. Arbejderorganisationer vedtager resolution om Slesvig

Arbejderorganisationerne til C. I. S.

Paa et Møde i Flensborg 9. Maj 1920 af Repræsentanter for samtlige Arbejderorganisationer (»Arbeiterschaft«) i Flensborg og Nordslesvig vedtoges følgende Res., stilet til C. I. S.

Det Møde af Repræsentanter for den samlede Arbejderklasse i Flensborg og Nordslesvig, som holdes 9. Maj i Flensborg, kræver Selvbestemmelsesret for den nordslesvigske Befolkning for at gøre Ende paa den nationale Ophidselse, de politiske Rivninger og den økonomiske Nødstilstand.

Vi afviser paa det bestemteste og vil med alle Midler bekæmpe ethvert Forsøg paa en ny Ophidselse af den tysk-danske Grænsebefolkning, fra hvilken Side og i hvilken Form det end maa komme.

Vi forlanger, at den Folkevilje, der har lagt sig for Dagen ved Afstemningen, bliver respekteret som det i Fredstraktaten fastsatte Grundlag for Fastsættelsen af Grænsen og uforfalsket bliver gennemført, saa at Basis for enhver Irredenta paa Forhaand fjernes.

Vi kræver, at den tysk-danske Grænse straks fastsættes efter Befolkningens Ønske paa Grundlag af Fredstraktaten (Art. 109) xom et første Forsøg paa en sand Gennemførelse af Folkenes Selvbestemmelsesret.

Imidlertid hæmmes Saneringen af de økonomiske og politiske Forhold i 1. og 2. Zone, saa længe denne Afgørelse forhales. Vi kræver derfor, at man gengiver Befolkningen den fulde økonomiske og politiske Selvbestemmelse, som kun kan træde i Virksomhed, hvis den internat. Komm. og Besættelsestropperne trækkes tilbage.