Alle indlæg af Rene Rasmussen

Hør Ingeborg Refslund Thomsen fortælle om sønderjyske børns og kvinders vilkår under Første Verdenskrig

På DR’s hjemmeside ligger et interview med Ingeborg Refslund Thomsen (datter af H.P. Hanssen).  Hun fortæller om livet i Sønderjylland under Første Verdenskrig.

DR skriver:

“Ingeborg Refslund Thomsen: Om forskellen på betydningen af ordet ‘krigen’. For hendes generation kun én krig, verdenskrigen 1914-18.

Om de sønderjyske børns reaktioner, når deres fædre måtte deltage på tysk side, problemerne når de kom i skole og intet forstod af den tysksprogede undervisning.

Morgenhilsenen i skolen forvandledes til ‘Gott strafe England’. De strikkede gaver til soldaterne på fronten. Om de mere materielle besværligheder. De russiske krigsfangers ankomst. Børnene lærte hurtigt at tale med dem. Vanskelighederne for de unge piger med at finde bejlere. De mange unge drenge, som snart også måtte til fronten, og hvoraf kun få vendte tilbage. ‘Vi må ikke glemme dem’.”

Hør historien (25 minutters udsendelse) her: Ingeborg Refslund Thomsen fortæller om børns vilkår under Første Verdenskrig

Helene og H.P. Hanssens fem ældste børn ca. 1898. Fra venstre Anne Marie (1889-1972), g.m. Sophus Thomsen, Haderslev. Ingeborg (1891-1972), g.m. amtmand i Aabenraa Kresten Refslund Thomsen. Peter Christian (1892-1978), gårdejer og ejer af Nygård ved Bolderslev. Astrid (1894-1950), g.m. Kresten Hansen, Aabenraa, og Helga (f. 1896), g.m. dyrlæge Tofft, Aabenraa.

Sønderjysk kunstner maler scener fra Verdenskrigen

I Sønderborg Slots udstilling om Første Verdenskrig kan man bl.a. se malerier, som sønderjyske krigsveteraner malede efter krigen. Kunstneren Johannes P. Ebbesen fra Jels er én af dem.

I denne lille film fortæller museumsinspektør René Rasmussen om ét af Ebbesens billeder.

 

Bogtilbud

I bogen “Historien på væggen” fortælles historien om 46 historiemalerier på Sønderborg Slot – herunder også ovenstående.

“Historien på væggen” udkom i 2017. Den er på 224 sider og særdeles velillustreret med mange flotte gengivelser af museets mange flotte malerier.

Bogen koster 198,- kr. og kan købes i boghandelen, i museumsbutikken på Sønderborg Slot eller ved at sende en mail til hath@msj.dk.

 

Flere film og historiemalerier

Se flere film om Sønderborg Slots historiemalerier her

26. januar 1919. : “Fra Skagen til Gedser maa da Raabet lyde: Flensborg med til Danmark.”

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

Den 23de Flensborg-Opraabet: “Fra Skagen til Gedser maa da Raabet lyde: Flensborg med til Danmark.”

Samme Aften de første store Flensborg-Møder i København. Det strømmer ind med varmtfølte Indlæg og private Breve. I Dag Vælgerforeningsvalg.

Lorens Poulsen nægter paa Grund af svigtende Helbred at tage imod Genvalg, og jeg vælges efter hans Forslag. Til Stedfortræder vælges, da Ravn afviser Valg, Bankdirektør P. Thomsen. I Landdistrikterne Andr. Lorenzen og P. Budach, P. Damgaard og Boy Jessen.

Den danske Regerings Svar paa Petitionerne fra Mellemslesvig offentliggøres. Man vil, hvis der ingen Afstemning bliver, tage imod de overvejende dansktalende Sogne, men ikke tage Flensborg uden Afstemning.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

25. januar 1919. Diskussion om Slesvigs fremtid på vej hjem fra Østfronten

Andr. Bøgen, Vennemose, blev indkaldt i sommeren 1915 og tilbragte hele krigen på Østfronten.

Efter Tysklands Kapitulation i November blev vi kaldt tilbage til Bataillonen i Romny. Der blev dannet Soldaterraad, og Soldaterne forlangte at komme hjem. Det var ikke saa ligetil, for vi var saa langt borte, og vi maatte bevæbne os med Taalmodighed. Noget senere brød vi op og kom til en anden Egn. Her blev vi til Nytaarsaften. Derefter blev vi puttet ind i et Godstog, som skulde føre os hjem.

Tre Uger senere — vi havde flere Dages Ophold undervejs — naaede vi den tyske Grænse, glade over, at vi uskadt var naaet saa langt. I Stationsbyen paa den tyske Side af Grænsen opholdt vi os nogle Dage. Saa gik Rejsen videre over Pommern, Mecklenborg og til Lybæk. En Del Holstenere og Slesvigere, deriblandt jeg, ønskede vore Hjemsendelsespapirer udleveret. Det fik vi ogsaa.

Samme Dags Aften, den 25. Januar 1919, naaede vi Kiel. Vi overnattede paa Banegaarden. Togkørselen var forfærdelig, og næste Dag, en Søndag, naaede jeg kun til Flensborg. Her overnattede jeg hos en Slægtning. Næste Dags Morgen skulde Rejsen fortsættes til Tønder. Toget var overfyldt.

I Toget blev Afstemningen livligt diskuteret, og en enkelt udtrykte sin Harme over, at Slesvig, et tysk Land, ved Afstemning skulde have Lov til at rive sig løs fra Tyskland. Jeg deltog i Diskussionen og kritiserede i kraftige Udtryk Prøjsernes Herredømme over den danske Befolkning og tilbageviste Paastanden om, at Slesvig var et tysk Land. Der var flere i Kupeen, der gav mig deres Tilslutning, og snart var Diskussionen om dette Emne forstummet.

Imidlertid havde vi naaet Tønder. Herfra gik jeg hjem til Fods.

DSK-årbøger 1952

 

25. januar 1919. Den tyske rigsregering: Glæde over, at befolkningen i Nordslesvig vil fastholde sin tyskhed

Den tyske Rigsregering besvarede den 25. januar henvendelsen fra Nordslesvigs Arbejder- og Soldaterraad af 17. januar 1919.

Centralraadet har oversendt os Skrivelsen af 17. Januar samt den  Beslutning, som Arbejder- og Soldaterraadene i de fem nordslesvigske Kredse har vedtaget.

Regeringen hilser med Glæde Erklæringen, at Befolkningen vil fastholde sin Tyskhed.

Paa Fredskonferencen vil Regeringen med al Energi hævde det Standpunkt, at der kun ved Folkeafstemning indenfor de i Betragtning kommende Kredse kan blive afstaaet Distriktsdele til Danmark.

Vi haaber, at den tyske Befolknings Interesser derved maa blive varetagne i fuldt Omfang.

Franz von Jessen: Haandbog i De slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Foredrag i Esbjerg 6. februar kl. 18:00: Danskere på Vestfronten

Claus Bundgård Christensen er forfatter og medforfatter til en række monografier om besættelsen, Første Verdenskrig, Holocaust og Anden Verdenskrig. Han modtog i 2007 forskningsstøtte til projektet Danskerne på Vestfronten 1914-1918 fra VELUX fonden.

I 2009 modtog han Dansk Historisk Fællesråds pris for årets historiske bog for danskerne på Vestfronten 1914-1918 og i 2009 modtog han Svend Henningsen prisen for samme bog.

Han holder foredrag på Esbjerg Hovedbibliotek onsdag den 6. februar kl. 18:00.

Læs mere på Folkeuniversitetets hjemmeside.

23. januar 1919. Smugleri og dårlig moral præger Sønderjylland

Søren Larsen-Kjær fra Skodborg tilhørte 3. Landstormsbatl. Ved årsskiftet 1918/1919 var hans enhed på vej hjem fra Ukraine. Den 3. januar 1919 forlod hans tog banegården i Kiev og den 17. januar var han endelig hjemme i Skodborg.

Det kan nok være, at jeg trængte til Søvn og Hvile, da. jeg endelig var naaet til mit kære Hjem. I de første 7-8 Dage sov jeg næsten hele Tiden; det var, som jeg ikke havde faaet Søvn et helt Aar.

Saa skulde jeg ud at se til min Bedrift. Alt var saa mærkelig uvant, og det værste var, at næsten hele Bon­debedriften var bleven til en Slags Krigsindu­stri. Det var helt trist at se paa. Korn var var der ikke til Svinene og heller ikke Kraft­foder til Køerne. Brødkorn og Hvede til Kage var der vel noget af, men den Slags laa skjult de utro­ligste Steder, for at ingen skulde tage det.

Hele Talen drejede sig mest om Penge, om at faa Gælden omsat og nedbragt til en Tredje­del.

Jeg fandt mig ikke tilpas i hele det Kome­diespil, som dreves i næsten alle Forhold. Grimmest var dog al den Hamstren og alt det Smugleri, der var kommet i Gang.

Det store Flertal var forgiftet deraf. Hæderlige Tjenenestekarle forlod deres Pladser for at tjene Penge ved Smugleri. De og mange andre sneg sig over Kongeaaen, der endnu var Toldgrænse, opkøbte Varer i Stationsbyen Vejen og andre Steder og solgte dem til Tyskerne for at tjene Penge.

Saa har desuden Selskabslivet i Krigsaarene taget et uhyggeligt Opsving. Alt dette gjorde mig baade led og ked. Der havde været meget grimt og sørgeligt derude i Krigen; men man havde ogsaa stille Stunder til at søge sin Gud og til at faa sin Bibel kær. Da havde jeg skrevet mit Livs Stentavler. Nu da jeg saa Krigens forfærdelige Virkninger ude i Befolkningen og her i Sønderjylland, da fik jeg Lyst til at knuse dem mod Jorden, for Dansen om Guldkalven var jo værre end selve Krigen.

Dog fandt jeg Trøst ved at samle mine Tanker om Guds Undere, som han ved sin Aands Lys lod os se, og jeg bad til Gud om at bevare mit Folk sundt, saa det maatte følge hans Vilje; thi Guds Naade er os nok til Livet.

Søren Larsen-Kjær: Erindringer fra Verdenskrigen (1923)

AFLYST: Foredrag i Esbjerg den 30. januar kl. 18:00: Bag om hjemmesiden “Den store krig 1914-1918.dk”

FOREDRAGET AFLYST PGA FOR FÅ TILMELDINGER

Museum Sønderjyllands hjemmeside om sønderjyder i Første Verdenskrig har haft helt usædvanlig stor succes med mere end 3,5 millioner sidevisninger på godt fire år.

Alene de seneste 12 måneder har hjemmesiden haft 1,3 millioner sidevisninger!

Men hvordan kom siden i gang?

Hvad er hemmeligheden bag sidens succes?

Hvad kan man bruge siden til, hvis man gerne vil vide mere om slægtninge, der var med i Første Verdenskrig?

Og kan konceptet bruges af andre museer eller arkiver?

Alt dette – og mere til – fortæller hjemmesidens hovedredaktør, museumsinspektør René Rasmussen fra Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot.

Læs mere om foredraget på Folkeuniversitetets hjemmeside

NB: Husk også foredraget onsdag den 23. januar kl. 18:00 mi Esbjerg om “Frontliv,faneflugt og fangelejr. Sønderjyder i Den store Krig 1914-1918.” Man kan efter det oplyste godt møde op ved døren og deltage mod betaling af entré.

21. januar 1919. “Daglige Forhandlinger om Stillingen i Flensborg og Kampagnen i Kongeriget”

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

Daglige Forhandlinger om Stillingen i Flensborg og Kampagnen i Kongeriget. Med til at samle Underskrifter paa Opraabet. Daglig skrevet en Leder til Forberedelse af Kampagnen, skrevet Breve til danske Aviser, til danske Partiførere osv. Den 19de rejser de tre Talere.

I Dag Mødet i “Foreningen for Handel og Industri”.

Overborgmesteren har lugtet Lunten og har travlt, stævnet
Folk til sig, haft Udsendinge rundt fra Hus til Hus. Henad Midnat faar
jeg Referat. Hübsch har ledet uden at tage Standpunkt, kun meddelt graverende Tal om det nordlige Oplands Betydning. Bestyrelsen tavs.

Overborgmesterens Talere Slag i Slag. Spagfærdige Antydninger fra
anden Side slaas ned. De 8 Danske tier, fordi de andre selv maa tage
Standpunkt. Resultatet: 124 mod 26 for en Resolution i tysk Retning.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

21. januar 1919. Opråb: “Danske i Flensborg til det danske Folk!”

I den danske Presse offentliggjordes 21. Jan. 1919 et Opraab: Til det danske Folk!, undertegnet “Flensborg, i Januar 1919” af 50 ansete Borgere i Flensborg, deriblandt Mellemslesvigsk Udvalgs Bestyrelse. Opraabet indledes saaledes:

“I det Øjeblik, da det danske Folks Sydgrænse skal sættes, gribes vi af en knugende Angst for, at Flensborg kan blive udelukket fra Danmark.

Kuet, som Befolkningen er af det revolutionære Styre, har det været umuligt for os gennem frie Villiestilkendegivelser at øve Indflydelse paa vor Fremtidsskæbne, som vi ellers kunde og burde. Mens hele det øvrige Sønderjylland fejrer Genforeningsfester, er vi i Flensborg og delvis i Mellemslesvig praktisk talt afskaarne fra at samles.

Vi ser under de foreliggende Forhold ingen anden Vej. Vi henvender os til det danske Folk, idet vi beder det: Forlang, at Flensborg paa Grundlag af de foreliggende Tilkendegivelser kommer med til Danmark.

Luk os ikke ude. Vi véd det bedre end andre, hvad der endnu findes af skjult, forsagt og forkuet Danskhed i Flensborg By.

Vi føler fuldtud det Ansvar, det betyder, uden Afstemning, som vi ogsaa ønskede, at tage Flensborg med ind under Danmark. Men vi viger ikke tilbage for det.

Vi anerkender ikke det Værk, Fortyskningen har øvet gennem næsten to Menneskealdre, og vi anerkender ikke store Dele af den Tyskhed, som nu repræsenteres af den tidligere altyske Embedsstand. Som vi under ublide Kaar har værnet vor Nationalitet, vil vi under blide og heldige Kaar under gamle Danmark udbygge og uddybe den, forstærkede af de Tusinder, som vil vaagne til fuld Erkendelse af deres Danskhed den Dag, Erobrerens Tryk falder.”

Opraabet fortsætter med en videre Udførelse af de nævnte Synspunkter og slutter:

“Fra Skagen til Gedser maa da Raabet lyde: Flensborg med til Danmark!”

Franz von Jessen: Haandbog i De slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

20. januar 1919. Svar fra det danske udenrigsministerium til Mellemslesvigsk Udvalg

Mellemslesvigsk Udvalgs Henvendelse til Danmarks Regering  blev afgivet til Statsmin. og derefter den 13. Jan. 1919 oversendt til Udenrigsministeriet, der svarede den 20. januar.

Det har været den danske Regering en Glæde at modtage Deres Henvendelse af 17. Dec. f. A., hvorved De paa danske Mellemslesvigeres Vegne overrækker en Række Petitioner, udsprungne af de danske Mellemslesvigeres stadig stærkere tilkendegivne Ønsker om Genforening med Danmark, idet De dog samtidig betoner, at disse Petitioner kun er et ufuldstændigt Udtryk for Folkestemningen, fremkommet som de er i Løbet af faa Dage og under ufrie Forhold.

Ligeledes har den danske Regering senere modtaget de underskrevne Petitioner, hvoraf det fremgaar, at disse er  underskrevne af ialt 4277 Mænd og Kvinder over 2o Aar, og deraf 3401 fra Flensborg By.

I Petitionerne og i Deres medfølgende Skrivelse henvises til det fra alle Sider anerkendte Princip om Folkenes Selvbestemmelsesret, og den danske Regering opfordres til ved en Henvendelse til de Allierede at foretage de Skridt, der er nødvendige, for at ogsaa Befolkningen i Mellemslesvig under Forhandlingerne om  Verdensfreden kan faa sin Ret anerkendt til fri Afstemning.

Den danske Regering, der med dyb Tilfredshed har erfaret, at de danske Mellemslesvigere har udtalt sig for den Løsning af Spørgsmaalet, hvortil ogsaa den danske Rigsdag, ifølge sin Udtalelse af 23. Okt. f. A. knytter sine nationale Forhaabninger, har nu taget Skridt til, at de danske Mellemslesvigeres Ønske — i Overensstemmelse med den af Vælgerforeningen for Nordslesvig fremsatte Udtalelse vedrørende »de tilstødende Distrikter i Mellemslesvig, som rejser Kravet«  — kan blive ført frem for de Allierede og Verdensfredskonferencen.

Den har ligeledes draget Omsorg for, at den i Aabenraa-Resolutionen af 30. Dec. f. A. fremsatte Tilføjelse om Nødvendigheden af Forholdsregler til at sikre en fri Afstemning samtidig kan blive forelagt.

Den danske Regering udtaler sin tillidsfulde Forvisning til, at herefter de danske Mellemslesvigeres Ønske om ved fri Afstemning at faa Lejlighed til at tilkendegive, at de ønsker at genforenes med Danmark og saaledes at udøve Selvbestemmelsesretten, maa blive opfyldt.

Franz von Jessen, 1937, II.

Ny bog om H.P. Hanssen anmeldt

De danske sønderjyders leder i årene før, under og efter Første Verdenskrig, H.P. Hanssen. er et spændende bekendtskab. En ny biografi fortæller hans historie. Første bind undkom kort før jul og andet og sidste bind kommer i forbindelse med genforeningsjubilæet.

Bogen koster 248,- kr og kan købes i boghandelen eller direkte hos forlaget. Medlemmer af Historisk Samfund for Sønderjylland kan købe bogen for kun 148,- kr.

Læs den seneste anmeldelse af bogen her

18. januar 1919. Bergholt endelig hjemme i Haderslev

I.J.I Bergholt var i oktober 1918 kommet på lazaret i det østligste Tyskland i Insterburg (i dag: Chernyakhovsk). Men i januar 1919 blev forholdene dér for urolige, og han blev efter eget ønske hjemsendt den 15. januar.

Dagen efter, at Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht var blevet myrdet, nåede vi Berlin  (dvs. 16. januar 1919).

Der var »brand i gaden«, men vi nåede da helskindet fra den ene banegård til den anden og kom til Hamborg i god behold.

Herfra var togforbindelsen nord på meget dårlig, men jeg opdagede, at der omgå ende gik et tog til  Kiel, og det benyttede jeg mig af, idet jeg tænkte, så er du da så langt nordpå.

I Kiel måtte jeg vente i fem timer, før der gik tog over Egernførde til Flensborg.

Jeg nåede Haderslev den 18. januar, hvor jeg straks gik på »Bezirkskommando« og meldte mig til.

Her tilbød man mig, at jeg kunne komme til den danske grænse som grænsevagt.

Det blev godt betalt, men jeg betakkede mig og sagde, at jeg foreløbig havde fået nok af det tyske militær.

Da jeg forlod kontoret som civilist, men dog stadig i uniform, standsede jeg op ude på gaden.

Lige overfor lå domkirken. Det var på pladsen uden for kirken, jeg i 1915 begyndte min militære løbebane, og det blev altså også her, jeg sluttede den i 1919.

Mange tanker gik gennem mit hoved. Den mellemliggende tid havde gjort drengen t i l en mand med sørgelige erfaringer, men også med mange minder om gode kammerater. Jeg var skæbnen uendelig
taknemmelig.

Det randt mig også i hu, at jeg den dag i 1915, da jeg sammen med mange andre marcherede ud t i l banegården, traf min gamle skolelærer. Han stod inde på fortovet og så på den flok drenge, som militæret havde lagt sin hånd på.

Da han genkendte mig, løb han op på siden af mig, greb min hånd
og sagde: »Vorherre være med dig, min dreng.«

Hvor hårdt brug jeg ville få for dette ønske, anede jeg ikke den dag; men nu stod jeg her uden et sår eller en skramme, så ønsket var gået i opfyldelse.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Foredrag i Esbjerg den 23. januar kl. 18:00 på Hovedbiblioteket

Første Verdenskrig er den store urkatastrofe i det 20. århundredes historie. Mens Danmark holdt sig neutralt, måtte mere end 30.000 sønderjyder deltage som tyske soldater i Første Verdenskrig. Over 6.000 af dem faldt og mere end 4.000 blev invaliderede.

Men krigen og Tysklands nederlag førte også til, at Sønderjylland i 1920 kunne komme hjem til Danmark igen.

Foredraget følger sønderjyderne gennem krigens forskellige faser, og i små lydklip fortæller krigsveteranerne selv om deres oplevelser. Det fortæller museumsinspektør René Rasmussen, Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot om.

Foredragsholder: Rene Rasmussen, Museumsinspektør, Museum Sønderjylland, Sønderborg Slot.

Tidspunkt: Onsdag den 23. januar kl. 18.00

Sted: Møderum 1, Esbjerg Hovedbibliotek, Nørregade 19, 6700 Esbjerg

Entré: 100,- kr – eller tilmeld dig på forhånd, så koster det kun 75,- kr-. Tilmeld dig her https://www.fusydvest.dk/kursus/99-sonderjyder-i-den-store-krig– det kan godt nås endnu!

 

 

17. januar 1919. Søren Larsen-Kjær endelig hjemme i Skodborg!

Søren Larsen-Kjær fra Skodborg tilhørte 3. Landstormsbatl. Ved årsskiftet 1918/1919 var hans enhed på vej hjem fra Ukraine. Den 3. januar 1919 forlod hans tog banegården i Kiev på en farefuld færd mod vest.

Om Morgenen gik Toget efter Padborg. Da vi kom der, blev vi noget skuffet, for vi hav­de ventet der at se danske Soldater. Allerede nede i Ukraine havde vi talt om den ny Græn­se, og vi var enige om, at den skulde gaa fra Flensborg Fjord i en Linje Syd om Tønder; men vi havde tillige ventet, at den Del af Sønderjylland, der laa Nord for denne Græn­se, øjeblikkelig ved Vaabenstilstanden var ble­ven besat af Danmark.

Mon da ikke H. P. Hanssen var i Køben­havn, og var han ikke det, havde vi Lyst til at rejse om til ham i Aabenraa og faa ham sendt derover.

Men vore civile medrejsende fortalte os, at det gik slet ikke saa let at bli­ve enige om den ny Grænse. I dansk Politik var det jo saaledes, at den ene ikke kunde taale den anden, saa hvad den ene vilde, vil­de den anden ikke.

I Tinglev tog to af vore Kammerater Afsked med os, og nu blev der taget Afsked paa hver Station; navnlig i Voyens var der mange, som skulde ud.

Alle Steder lød Raabene: „Farvel Kammerat, Tak for godt Kammeratskab, lev nu vel, Farvel, Farvel og hils hjemme!”—Og paa Stationerne var Kvinder og Børn mødt for at byde Velkommen til den kære Mand og Fader; der var Smil og Graad, og vi var bevægede i Glæde over at komme hjem til vore kære.

Saa var det ogsaa dejligt at høre vort yndige Modersmaal, naar det som nu lød fra danske Kvinders Mund.

Vi var tre, som skulde længst mod Nord, nemlig til Skodborg. I Sommersted steg vi over i Amtsbanen, og Kl. 9½ kunde vi være hjemme.

Nu traf vi næsten ene kendte Men­nesker; alle spurgte de ud om den farefulde Rejse fra Ukraine. De havde været ængstelige for os; vi maatte fortælle saa længe, at Mun­den blev helt træt.

Nu bremser Toget, og vi er hjemme. Min kære Hustru og mine kære Børn var paa Stationen for at tage imod mig. Hvor var det dog et skønt Møde! Bag ved laa 4½ Aar i Krig, og nu var man hjemme!

I Tankerne havde vi forestillet vor Hjem­komst med Guirlander, Æresporte og Fester; ikke fordi vi havde kæmpet for Tyskerne, men fordi vi havde gaaet Pligtens Vej. Der var ingen anden Vej til vor Befrielse, vi havde derfor kæmpet for Danmarks Sag. Maaske hav­de Menneskene tænkt en anden Vej, og der­for havde vi drømt om Fester og lignende; men Gud vilde det anderledes, og hans Vilje var den rette.

Nu vendte vi altsaa hjem, tavse, blege og afhjaskede; men glade var man i Hjertet over at være omgivet af Hustru og Børn.

Søren Larsen-Kjær: Erindringer fra Verdenskrigen (1923)

16. januar 1919. Søren Larsen-Kjær: “Kl. 10 om Aftenen naaede vi Flensborg”

Søren Larsen-Kjær fra Skodborg tilhørte 3. Landstormsbatl. Ved årsskiftet 1918/1919 var hans enhed på vej hjem fra Ukraine. Den 3. januar 1919 forlod hans tog banegården i Kiev på en farefuld færd mod vest.

Vor Oversergent, der var en rettænkende og pligttro Mand, og som paa flere Maader havde vist, at han forstod Sønderjydernes Stil­ling under Krigen, bad os Danske om at hjæl­pe ham med at bringe alle de levnede Føde­midler i Sikkerhed. Det gjorde vi gerne, for saa vilde han næste Morgen sørge for, at vi fik vore Frihedspapirer udstedt.

Han holdt ogsaa Ord, for om Formiddagen d. 16. kaldte han os sammen; hver fik sit Fri­pas og et Bevis at rejse hjem paa. Desuden gav han os Lov til at tage nogle mindre Munderingsgenstande med hjem til Minde om Kri­gen.

Det var vi glade for, og vi kom dem i nogle Lærredsposer, som vi havde lavet af vore Straasække.

Vi tog saa Afsked med Kompagniføreren, Kontorskriveren og vor Oversergent. De trykke­de os i Haanden og takkede for godt Kam­meratskab; den sidste var meget bevæget, for han havde hele Tiden været sammen med os, og altid havde der gensidig været et godt Forhold mellem ham og os.

Med vor Ransel paa Nakken gik vi saa til Banegaarden, hvor vi maatte vente i fire Ti­mer for at komme af Sted efter Flensborg. Vi sad paa en Restauration og nød en Kop Kaffe.

Desværre viste det sig, at det Bevis, vor Oversergent havde givet os, ikke var gyldigt som Fripas paa Banen. Naa, derved var intet at gøre; der var jo indtraadt nye Forhold i Tyskland, og vi maatte selv betale Billet.

Kl. 10 om Aftenen naaede vi Flensborg. Vi fandt det ikke værd at gaa ind i Byen for at finde Logi; vi var jo ikke saa godt vant og vi lagde os til Ro paa Gulvet i Ventesalen med vore Ransler under Hovedet.

De civile Folk paa Banegaarden var ogsaa flinke mod os, og flere gjorde sig Umage for at tilvejebringe Ro, for at de hjemvendende Soldater, som de sagde, kunde sove.

Men en ung Vagtsoldat, der vel næppe havde lugtet Krudtet’i Krigen, gjorde sig be­mærket ved at tage Lærredsposen, som en af vore Kammerater et Øjeblik havde forladt. Vagtsoldaten vilde undersøge, om Posen ikke indeholdt stjaalne Ting fra vor Krigsudrustning. Vi lod ham vide, at det var retmæssig Ejen­dom, som Kompagniet ved Afrustningen havde skænket os. Det vilde han imidlertid ikke tro og truede med at bruge Vaaben mod os.

Det kan nok være, at vi, der havde baaret Krigens Lidelser i 4½ Aar, blev ophidsede, og der blev en voldsom Staahej. En Tid saa det ud til at blive regulært Slagsmaal; men endelig blev Vagtunderofficeren tilkaldt, og han ordnede det saaledes, at vi fik Lov til at be­holde vore Lærredsposer med deres Indhold mod, at den Pose, der var taget fra vor Kam­merat, blev nærmere, undersøgt og klaret, om vi havde Ret til at tage de nævnte Smaating med hjem.

Søren Larsen-Kjær: Erindringer fra Verdenskrigen (1923)

16. januar 1919. “Vi beder i denne Stund om at lade alle Særstandpunkter i Grænsespørgsmaalet falde bort.”

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

Svensson, der skal bedømme Graus og mit Udkast til Flensborg-Opraab, vælger Graus med et Par Indføjelser. Et Krav om, at der i Graus Udkast skal indføjes en Afstandtagen fra Danevirke-Bevægelsen, frafaldes paa Grund af Flensborgernes Modstand omsider mod en Sætning: “Vi beder i denne Stund om at lade alle Særstandpunkter i Grænsespørgsmaalet falde bort.” –

Grosserer J. C. Paulsen er syg og ikke med til et afgørende Bestyrelsesmøde i “Foreningen for Handel og Industri”.

Rentier J.E. Bossen og jeg gaar om Aftenen hen til Paulsen, der allerede har faaet Referat. Bestyrelsen har enstemmigt vedtaget at indkalde et Møde med Dagsordenen: “Beslutning om Skridt, der bør indledes for at bevare Slesvigs Enhed, i Nødsfald ved Afstaaelse af Enheden til Danmark.”

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

15. januar 1919. Resolution mod afståelse fra Nordslesvigs Arbejder- og Soldaterråd

På de nordslesvigske Arbejder- og Soldaterråds Delegeretmøde i Haderslev 15. Jan. 1919 vedtoges følgende Resolution, som 17. s. M. tilstilledes Centralrådet i Berlin.

1. Regeringen anmodes om paa det skarpeste at imødegaa Anneksionslysterne hos de nationalistiske Kredse i Danmark, som kræver Mellem- og Sydslesvig, ja Dele af Holsten, altsaa rent tysk Omraade for Danmark. Forsamlingen udtaler sig ogsaa mod en Afstaaelse af nordslesvigsk Omraade uden tvingende Grunde og det af nationale og økonomiske Hensyn, skønt man ikke vil nægte, at Folkenes Selvbestemmelsesret maa komme til Anvendelse i dette Spørgsmaal.

En ren Adskillelse mellem de i Grænseomraadet levende Tyske og Danske kan ikke opnaas ved nogen som helst Grænselinie; Nationalitetsprincipet kan altsaa ikke løses ved en Grænseregulering.

Tusinder af Tyske vilde imidlertid blive udstødte af den fri tyske Republik for at blive Undersaatter i den danske Kongestat. Den store økonomiske Skade, som ved en Afstaaelse vilde ramme alle Befolkningslag, men i Særdeleshed de industrielle og landlige Arbejdere og Haandværkere, ligger klart for Haanden.

En Afstaaelse er heller ikke mere nødvendig af Hensyn til det Synspunkt, som de nordslesvigske Danske hidtil har indtaget, da alle deres Folkekrav skal opfyldes.

2. Hvis en Grænseregulering ikke kan undgaas (ifølge Wilsons Program skal bestaaende økonomiske Forbindelser ikke rives fra hverandre ved Selvbestemmelsesretten), saa kræver Arbejder- og Soldaterraadene, at en Afstaaelse ikke finder Sted ved en Traktat mellem de to Regeringer, men paa Grundlag af Selvbestemmelsesretten ved Folkenes Afstemning.

3. I Fald en saadan Afstemning finder Sted, kræver Arbejder- og Soldaterraadene for denne Afstemning og den Afstaaelse, der skal ske paa dette Grundlag, følgende Bestemmelser:

a. Afstemningen sker ikke paa den fra dansk Side foreslaaede Maade, som betyder en Voldførelse af Tyskerne, men paa Grundlag af den Valgret, som gælder for Nationalforsamlingen, for de i Nordslesvig bosatte Personer af begge Køn over 20 Aar.

b. I Fald der skal afstaas et sammenhængende Omraade, hvor Danskerne har Flertallet, saa bør det kræves, at Flertallet i dette Omraade mindst skal være et To-Tredjedels-Flertal.

c. Saafremt dette Krav om et To-Tredjedels-Flertal ikke kan gennemføres, skal der drages en Grænselinie paa den Maade, at der bliver boende lige saa mange Tyskere Nord for denne Linie som Danskere Syd for den.

4. I Tilfælde af en Afstaaelse kræver Arbejder- og Soldaterraadene, at de to Regeringer beskytter dem, som tilhører den anden Nationalitet og bliver tilbage i det afstaaede Omraade, paa det mest eftertrykkelige i politisk og økonomisk Henseende, saa vidt det er muligt, først og fremmest med Henblik paa Bevarelsen af deres Sprog og Kultur ved overensstemmende Garantier i Afstaaelsestraktaten.

5. Arbejder- og Soldaterraadene nedlægger Indsigelse mod Udenrigsministeriets Hensigt at benytte Statssekretær von Brockdorff-Rantzau og »den Sagkyndige i nordslesvigske Anliggender i Udenrigsministeriet«, Kandidat Johannes Tiedje som Repræsentanter ved Forhandlingerne om Afstaaelsesspørgsmaalet, da begge disse to, navnlig den sidste, efter Arbejder- og Soldaterraadenes Mening er ensidigt orienteret i dansk Retning og ejer Danskernes, men ikke de nordslesvigske Tyskeres Tillid. De kræver derfor, at der tilkaldes to Mænd, som ejer den nordslesvigske tyske Befolknings Tillid, og foreslaar: Landraad Bohme, Tønder, og Pastor Schmidt, Vodder.

6. Arbejder- og Soldaterraadene i Nordslesvig protesterer desuden energisk mod Regeringens Maade hidtil at forhandle om det nordslesvigske Spørgsmaal paa hen over Hovedet paa Nordslesvigerne og kræver, at ved vigtige Afgørelser i denne Sag skal i Fremtiden tilkaldes som Raadgivere de i Punkt 5 foreslaaede Repræsentanter for den tyske Befolkning.

7. Den fra uansvarlig dansk Side fremsatte Forvanskning af Kendsgerningerne vedrørende Danskernes Voldførelse i Nordslesvig ved Arbejder- og Soldaterraadene imødegaar vi bestemt og nedlægger Indsigelse mod Truslen om dansk Besættelse, som man ønsker at fremstille som en Nødvendighed.

Vi fastslaar overfor dette, at den største Del af de nordslesvigske Bønder ikke paa nogen Maade har efterkommet deres Forpligtelser til at aflevere Levnedsmidler for at hjælpe de faretruede Tyskere.

Franz von Jessen, 1937, II.

15. januar 1919. Endelig Hamborg: “I det hele var 66 Sønderjyder med Transporten”

Søren Larsen-Kjær fra Skodborg tilhørte 3. Landstormsbatl. Ved årsskiftet 1918/1919 var hans enhed på vej hjem fra Ukraine. Den 3. januar 1919 forlod hans tog banegården i Kiev på en farefuld færd mod vest.

Hele Natten til d. 15. Jan. kørte vi uden om Berlin, hvorfra enkelte Kanonskud hørtes, og om Morgenen holdt vi paa en Sta­tion med fri Bane efter Hamborg.

Hen paa Eftermiddagen rullede vi saa af efter Hamborg.

Da var Stemningen høj. Vor Bataillon havde jo sit Hjemsted i Hamborg, og mange af Mandskabet var derfra. I denne By var vi bleven iklædt til Krigen. Dog var det ikke de samme Mennesker, der kom tilbage; thi Udmønstring og Sygdom havde ryddet op i Rækkerne, som igen var blevet udfyldt med Mandskab, der var hentet fra Hamborg og Omegnen.

Som allerede nævnt var kun to Kompagnier med i denne Transport, men de fleste Sønder­jyder ved Batl. var med her, og Resten havde Plads ved Staben, som vi jo havde med. I det hele var 66 Sønderjyder med Transporten. Alle de andre var fra Meklenborg, Hanover, Holsten, men som sagt, flest fra Hamborg.

Lidt over Midnat naaede vi ind paa Banegaarden i Hamborg. Der blev saa Travlhed med at aflevere alt det vederstyggelige Krigs-materiale. Bøsserne kastede vi i en stor Hob; Bajonetten gik samme Vej. ]a, bort med de hæslige Haandgranater og alt det Værktøj, som den væmmelige Militarisme havde tvunget os i Hænderne.

Hvor var det dog en herlig Be­frielse! Det var let at se, at denne Følelse var vi alle besjælede af.

Vore Kammerater fra Hamborg skyndte sig hjem og brød sig ikke om, hvad Befalingsmæn­dene sagde. Det var jo heller ikke længere dem, der havde noget at sige; nej, det var Soldaterraadene.

Søren Larsen-Kjær: Erindringer fra Verdenskrigen (1923)

15. januar 1919. Det trækker op til borgerkrig ved østgrænsen

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten. Han var imidlertid kommet på lazaret og blev nu sendt østpå med lazarettog mod Tyskland.Den 24. oktober nåede han endelig til Insterburg (i dag: Chernyakhovsk)

I Insterburg blev jeg indlagt på et lazaret for hudsygdomme. Jeg var selvfølgelig holdt op med at drikke eddike, men helbredelsen gik kun langsomt fremad.

Det blev et par bevægede måneder, jeg tilbragte dér. Byen lå ikke langt fra den russiske grænse og var i fredstid hjemsted for militær af alle kategorier.

Ved krigens slutning kom ikke  alene disse tropper tilbage til byen, men også alle de reserveregimenter, der hørte til de aktive afdelinger. Insterburg var derfor overfyldt af soldater.

At det ikke var engle alle sammen, skal svagt antydes. Byen var det ideelle sted for de folk, der hvervede soldater til de kampe, der foregik i Rusland mellem de “røde og hvide”.

Det gik over min forstand, at nogen kunne tænke sig at gå ind i disse korps, men der var mange, der gjorde det. Eventyrlysten må stikke dybt i mennesket; – jeg havde i al fald fået min styret.

Der opstod rygter om, at »de røde« var ved at afskære Østpreussen fra det øvrige Tyskland, og at blive klemt inde i det hjørne var jeg ikke videre varm på.

En underofficer fra Hamborg og jeg drøftede sagen, og v i blev enige om, at vi ville lade os skrive raske og se til at komme hjem, inden vi blev afskåret.

Vi gik til lægen og mod at underskrive en erklæring om, at vi ingen fordringer havde over for den tyske værnemagt, indvilligede han i at opfylde vort ønske.

Vi blev overført til regiment 45, der havde hjemsted i byen, og blev omgående hjemsendt. Det var den 15. januar 1919.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

15. januar 1919. Ernst Christiansen: Foreløbig må kræfterne samles om Flensborg

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

Aften hos Købmand J. M. Ferdinand: Ravn, Fru Jessen, Svensson, J. Søgaard, Fru Grau, jeg (A. Grau sengeliggende).

Udvikler efter nærmere Overvejelse, at jeg mener det rigtigt
at regne med den værste Mulighed og foreløbig midtsamle Kræfterne om at slaa til Lyd for Flensborg, uden at nogen af os opgiver sit Standpunkt med Hensyn til Sydslesvigs Ret. Billiger derfor Planen; men min Plads er i Flensborg og ved Bladet. Enes om, at Grau, Svensson, J. N. Jensen taler.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

14. januar 1919. Hans Peter Hansen keder sig i Aurillac

Hans Peter Hansen, Tønder, gjorde krigstjeneste ved RIR266 på vestfronten. Den 2. oktober 1918 blev han taget til fange. Via forskellige krigsfangelejre kom han til et hospital i Tours, hvor han var glad for at være.

En dag var det dog slut med arbejdet på dette hospital. Man sagde til Nis Schmidt og mig, at vi måtte være forberedt på at blive sendt til den danske lejr i Aurillac.

Krigen var jo forbi, og vi skulle jo sendes hjem. —-Jeg syntes så godt om at være her, at jeg næsten var ulykkelig over at skulle bort herfra.  Den tanke slog ned i mig, om min ven, løjtnanten, ikke kunne hjælpe mig.

Vi drøftede sagen. Vi skrev en ansøgning og fik den underskrevet af både læger og sygeplejersker, hvorefter den gik til de højere myndigheder. Skrivelsen kom dog tilbage med afslag. Alle seks skulle bort. Vi forlod hospitalet og kom efter en længere rejse til den danske lejr i byen Aurillac.

Om de danske sønderjyders ophold i Aurillac-lejren – La Mense — har andre kammerater allerede berettet. Mit ophold her varede jo kun så kort. Jeg vil derfor fatte mig i korthed.

De første danske kammerater, jeg mødte her, var Fuglsang-Damgaard, Ørsted, Lorens Gram, Oksenvad, Peter Iversen, Ørsted,  og flere. Jeg må sige, vi blev alle seks godt modtaget. De fire holstenere kom dog til en anden lejr.

Lejre og lejre er to ting. I lejre for tyske krigsfanger fik man de to bogstaver P. og G. syet på trøje og bukser. Bogstaverne var så store, at de kunne læses på lang afstand. Her i den danske lejr havde vi ikke noget, der hed P. G.er.

Lønnen, man tjente, blev udbetalt i francs. Ligesom den franske soldat fik vi også her hver tiende dag udleveret en pakke tobak. Vi havde også andre fordele. Vi kunne gå ud og købe tøj, vin og mange andre ting, vel at mærke når vi havde penge.

Der var altid nogle af fangerne hjemme i lejren. Men ellers holdt de fleste nok af at komme ud til bønderne på landet. Her var man  næsten som hjemme. Man var mere fri, og man tjente penge. Når et sådant hold vendte hjem til depotet, vidste man af gammel erfaring, at der ville blive holdt et lille gilde …

De første dage i lejren gik hurtigt. Kammeraterne var rare, altid tjenstvillige og hjalp os nyankomne godt til rette. Men når først man var inde i reglementet, begyndte man at kede sig. Alt var så ensformigt, slet ikke spændende.

Jeg henvendte mig til Fuglsang-Damgaard og bad ham være mig behjælpelig med at komme ud på landet. Han lovede mig sin hjælp.

DSK-årbøger 1961

14. januar 1919. “Plan om at rejse en Flensborg-Bevægelse i Kongeriget”

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

Aftenmøde i Mellemslesvigsk Udvalg paa Sommers Hotel og efter Lukketid paa “Flensborg Avis’s” Kontor.

A. Grau forelægger Plan om at rejse en Flensborg-Bevægelse i Kongeriget, vil have de bedste Talere af Sted.

Til næste Aften skal der laves Udkast til et Flensborg-Opraab.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

14. januar 1919. Udenrigsministeriets instruks til den danske gesandt i Paris

Den 14. januar 1919 tilstiller udenrigsministeren den danske gesandt i Paris, kammerherre Bernhoft en instruktion, hvori det bl. a. hedder:

For Danmark er det nordslesvigske spørgsmål udelukkende et nationalt spørgsmål. Den danske nation håber og længes efter, at alle, der taler og føler dansk, forenes i kongeriget Danmark, men en anden interesse end den nationale knytter sig ikke til dette spørgsmål, idet Danmarks styrke som stat ikke forøges ved besiddelsen af en større del af Slesvig end den, hvor befolkningen virkelig ønsker at slutte sig til Danmark, medens en sådan større besiddelse vil skabe Danmark store politiske og administrative vanskeligheder.

Det skal lige nævnes, at medens enkelte danske ud fra et historisk synspunkt ønsker Slesvig til Danevirke, nogle få endog til Ejderen, så har ingen røst i Danmark hævet sig for, at Danmark skulle påtage sig nogen opgave med hensyn til Kieler kanalen …

Opgaven, som Danmarks repræsentant ved fredskonferencen vil have at virke for, er derfor en gennemførelse af de af den danske befolkning i Slesvig fremsatte krav, således at spørgsmålet på grundlag af folkenes selvbestemmelsesret bliver løst i overensstemmelse med de nationale linier, og at en afstemning i Slesvig finder Sted i overensstemmelse hermed.

Med hensyn til afstemningen er det blevet sagt, at de allierede ikke skulle ønske en sådan. Den danske regering må imidlertid i overensstemmelse med de danske i Slesvig være af den opfattelse, at en afstemning vil skabe det sikreste grundlag for genforeningens uangribelighed i fremtiden.

I overensstemmelse med Aabenraa-resolutionen, hvis enkelte punkter vil være Dem bekendt, anser man det for det rigtigste, at det nordslesvigske spørgsmål løses på den måde, „at Nordslesvig opfattes som en helhed, hvis befolkning ved at stemme med ja eller nej tilkendegiver, om den vil genforenes med Danmark” .. .

Derimod vil i Mellemslesvig en retfærdig afgørelse kun kunne ventes efter en distriktvis afstemning i overensstemmelse med Aabenraa-resolutionens punkt 5.

Skulle det mod forventning vise sig, at de allierede magter ikke vil gå med til en afstemning, må den danske regering holde for, at den i Aabenraa-resolutionens punkt 2 omtalte grænse lægges til grund ved spørgsmålets afgørelse, idet man ikke nærer betænkelighed ved, at den nord for denne grænse liggende del af Slesvig tilfalder Danmark uden afstemning.

I Aabenraa-resolutionens punkt 5 udtales, at det betragtes som en selvfølge, „at de tilstødende distrikter i Mellemslesvig, som rejser kravet, har ret til ved en særskilt afstemning at tilkendegive, om de ønsker at komme tilbage til Danmark.” Såfremt de allierede magter imidlertid også for disse distrikters vedkommende måtte modsætte sig en afstemning, mener man dog at kunne modtage de enkelte sogne sønden for grænsen, der utvivlsomt har et dansktalende flertal, selv om dette ikke er så nationalt vågent som i Nordslesvig . ..

Anderledes stiller forholdet sig derimod med hensyn til Flensborg og dens nærmeste omegn. Man vil ikke kunne gå med til, at disse distrikter forenes med Danmark uden en udtrykkelig tilkendegivelse i så henseende ved en fri afstemning, idet de utvivlsomt har en overvejende tysk befolkning. Petitionen fra Flensborg by er underskrevet af 3401 mænd og kvinder over 20 år. Disse aldersklasser må regnes i deres helhed at omfatte 40.000 mennesker.

I den senere tid er også spørgsmålet om afstemningens frihed blevet brændende, idet man fra slesvigske kredse erfarer, at det fra tysk side søges hindret, at dansk sindelag manifesterer sig. Der er derfor anledning til at undersøge, hvorledes friheden til afstemningen kan sikres såvel i Nordslesvig som navnlig i de dansktalende dele af Mellemslesvig og i Flensborg.

Når man har nævnt militær besættelse af disse egne enten fra ententens side eller fra neutral (skandinavisk) eller fra dansk side, nærer den danske regering store betænkeligheder herved af hensyn til konsekvenserne, ligesom der fra tysk side eventuelt senere i så tilfælde kunne blive rejst den indvending, at afstemningen var foregaaet under et tryk. Det forekommer derfor den danske regering, og den mener derved at være i overensstemmelse med de danske slesvigeres opfattelse, at de distrikter i Slesvig, hvor afstemningen skal finde sted, forinden afstemningen evakueres af den tyske militærmagt, og at der for at overvåge, at en for begge nationer retfærdig afstemning kan finde sted, indsættes en blandet kommission bestående af danske og tyske med en svensk eller norsk opmand. . .

Det skal endnu fremhæves, at det af hensyn til den udvikling, der under de nuværende forhold kan befrygtes i Slesvig, må anses for overordentlig ønskeligt, hvis sagens afgørelse kunne fremskyndes så meget som muligt.

14. januar 1919. Søren Larsen-Kjær når til Berlin: “Det var i de Dage, at Liebknechtaffæren udspilledes”

Søren Larsen-Kjær fra Skodborg tilhørte 3. Landstormsbatl. Ved årsskiftet 1918/1919 var hans enhed på vej hjem fra Ukraine. Den 3. januar 1919 forlod hans tog banegården i Kiev på en farefuld færd mod vest.

Om Aftenen standsede Toget i Fyrstenvälde, saa var vi nær ved Berlin, som vi dog ikke fik Lov til at anløbe, da det var i de Dage, at Liebknechtaffæren udspilledes.

Det saa ud til, at vi kunde komme til at holde stille i nogle Dage, men vor Stabslæge hjalp os; han sagde, at Tilstanden var saaledes blandt Mand­skabet, at vi straks maatte befordres til vort Bestemmelsessted. Det hjalp, og vi maatte saa rejse over Frankfurt a. d. Oder. Og det gik hurtigt.

Søren Larsen-Kjær: Erindringer fra Verdenskrigen (1923)

13. januar 1919. Bitterhed i Valsbøl: “Har vi da ikke kæmpet og lidt – maaske mere, end nogen aner?”

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

Til Valsbøl. Et Møde i Kroen afbrydes.

Smukt Privatmøde i Lorens Jepsens gamle Stuer. Mange Haandtryk.

Lorens Jepsens bitre Brev fra Fangenskabet: “Har vi da ikke kæmpet og lidt – maaske mere, end nogen aner. — Saa flytter vi, skriver du, ja, under andre Forhold skulde det faldet mig let, men bo i Danmark, nu det forskyder os. Nej!”

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

13. januar 1919. Alt optaget!

A. Olsen fortæller:

Vi skrev den 13. Januar 1919. Efter min Deltagelse i Krigen var jeg nu endelig blevet afmønstret. Nu stod jeg da her paa Banegaarden i Köln og ventede paa en gunstig Lejlighed til at slippe bort.

Jeg skridtede op og ned ad Perronen for at finde et Tog, der skulde nordpaa. Der var Uro og Revolte i Byen. Kuglernes Hvin og Fløjten var ubehagelige Mislyde i de mange Lokomotivers Prusten og Fløjten. Det var derfor bedst at komme bort herfra.

Alle de lange Togstammer af Vogne var mere end overfyldte. Der var en Raaben og Skrigen. Alle vilde med, bort fra Byen, og hvornaar gik der vel et Tog igen? Tiderne var usikre. Kampene mellem Kommunister og Spartakister var frygtelige.

Jeg fortsatte Vandringen, gik over paa en anden Perron og undersøgte, om det var muligt at finde en Plads i et Tog. Lykken var med mig. Jeg fandt et langt Tog. Ved at spørge mig for fik jeg opklaret, at Toget gik til Hamborg. Saa var det bare med at komme med. Billet? — Naa, hvem spurgte vel efter en saadan én i disse Tider. Var man først i Toget, ordnede det andet sig nok.

Men som i alle de andre Tog var der ogsaa her mere end overfyldt. Jeg løb frem og tilbage. Ikke saa meget som et lille Hul var der, som man kunde krybe ind i. Menneskene var saa ondskabsfulde. Ikke Tale om, at man i denne kritiske Tid var venlig og hjælpsom. — Nej, enhver sørgede først for sig selv. Pokkers ogsaa! — Her stod man og kunde godt blive gram i Hu. —

Naa, bare ikke tabe Hovedet, tænkte jeg og vandrede videre ned langs Vognrækken.

Lige saa overfyldt her som der. Folk forsøgte at staa op paa Vognenes Trinbrædder. Togpersonalet bandede og gav ondt af sig. Man forsøgte at rive Menneskene ned. Det hele foregik i en Sky fra en hvæsende Maskine.

Hov! Bremsekupéen! — Allerede optaget, desværre! — Fire afdankede Soldater sad som fastklemte inde i det lille Rum. Jeg tror, jeg sendte dem et bønligt Blik, men de fire sagde kun: „Godmorren! Du maa hellere pænt gaa til den næste Dør.“ De grinede. — Absolut ikke noget her, der hed „gamle Kammerater”.

For sidste Gang lod jeg mit Blik glide undersøgende ned langs Togstammen. — Da fangedes mit Øje af et aabentstaaende Vindue. Jeg fik travlt med at komme derhen og — ganske rigtigt — Vinduet her hørte til Vognens WC.-Rum. Et helt Rum, tænkte jeg og forsøgte at hive mig op til Vinduet, men det lod sig ikke gøre. Heldigvis stod der et Par Kasser i Nærheden, Haandgranatkasser, saa jeg flygtigt.

Et Øjebliks Sag, saa var Kasserne stablet op ved Vinduet, og som en Mis kom jeg ind gennem Vinduet med det lidet jordiske Gods, jeg ejede. Nu havde jeg oven i Købet et helt Rum for mig selv, og nu rullede Toget af Sted, bort fra al Elendigheden her i Köln.

For at have det „reserverede” Rum i Fred, havde jeg straks foretaget mine Forsigtighedsregler. — Jeg havde laaset Døren, og nu var det morsomt at sidde og høre de forskellige Udbrud fra Passagererne, der kom hen til Døren. — Optaget! — Zum Donnerwetter! Altid optaget! ——- Og der blev først fri Adgang, da vi naaede til Hamborg.

DSK-årbøger 1950

12. januar 1919. Ballade på afstemningsmøde i Ellund

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

A. Grau tilbage fra en Københavnsrejse, ser mørkt; nødvendigt samle sig om Flensborg, lade andet fare.

Eftermiddag vellykket Møde i Padborg trods den kolde Sal. Mærkeligt at staa der, efter at Clausen-Linjen er proklameret. Faar vedtaget en Udtalelse, som rækker Haanden over den.

Kører derfra til Møde i Ellund. Andr. Lorenzen leder. Spektakler og Haandgribeligheder. Det danske Flertal passivt. Får min Tale paa Plattysk fuldført.

Kloppenborg, der taler Dansk, afbrydes ved Stormen mod Talerstolen.

Foredragsholdeme gaar langsomt ud, uanfægtede trods truende Næver.

Et Par danske Tilhørere overfaldes. Danskerne burde have sluttet
Kreds om os.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

11. januar 1919. Ernst Christiansen til afstemningsmøde i Nyskovkro

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

Til Møde i Nyskovkro. Glad ved at se gamle Kampfæller fra Egnen.

Mere stilfærdigt Møde og mere dansk trods tyske Sprog.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

10. januar 1919. Chresten Fauerholm kan endelig vende hjem

Chresten J. Fauerholm, Blans Østermark, deltog i Første Verdenskrig. Han blev indsat på vestfronten i 1918 i Infanterie-Regiment 397, 2. MGK (Maskingeværkompagni).

Da våbenhvilen var en kendsgerning, gik vi tilbage, og samme aften tog vi toget med vogne og heste, geværer, køkken og proviant o. s. v.

Næste morgen var vi i det fransksindede Lothringen, hvor vi ikke blev velvilligt modtaget. Modviljen var så stor, at vi i de tre dage gennem Lothringen stadig måtte sætte vagtposter ud med ladte geværer. Der blev skumlet i krogene, men den fjerde dag nåede vi ind i Rhinlandet, hvor forholdene var mere venlige.

Nu gik det gennem det smukke Saarområde og det idylliske Saarbrücken op til Worms. Den 14. var vi nået et stykke ind i Baden. Juleaftensdag var vi kun nået 150 kilometer frem. På grund af afleveringen af jernbanemateriel var der ingen toggang mulig.

Den 11. november var alt mandskab fra årgangene 1895 og ældre vendt hjem, mens de øvrige havde beholdt ansvaret for heste og materiellet, men til juleaften ville alle hjem.

Berlinerne truede med at forlade transporten. Transportkommandanten fik dog frem-tryllet et stort lokomotiv, og i løbet af tre timer kom vi over Halle til Lehrter banegård i Berlin. Banegården var besat af brøsige revolutionære marinere. De forlangte aflevering af våben og materiel og fjernelse af alt, hvad der hed distinktioner og kokarder. Der forhand-ledes i fire timer, inden vi blev frigivet.

Vi ankom anden juledag i en forrygende snestorm til vor garnison, og det var med bange anelser, som dog forsvandt med hjulenes rullen ud af banegården.

Den 2. januar 1919 blev vi indrulleret, og den 10. kunne vor årgang rejse hjem med ordnede papirer i lommen. Forinden havde vi solgt heste og vogne på auktion, hvor vi soldater havde haft forkøbsret, men vi havde ingen chancer for at få det købte med os hjem

DSK-årbøger 1972