Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86
Kl. 5 hørte vi en underlig orkanagtig Brusen gennem Luften, den kom nærmere og nærmere, man spændte Nerverne og lyttede, det var, ligesom man omklamrede med et fast Greb den Genstand, man netop havde i Haanden, og Hovedet gik uvilkaarligt ned mellem Skuldrene, mens man holdt Aandedrættet tilbage. Med et frygteligt Tordenbrag forvandledes den blide Stilhed til et Rædselsøjeblik, idet de store Projektiler fra vore Kanoner susede ned ovre hos Fjenden og udslukkede alt Liv paa den Plet, hvor de sprængtes.
De store Projektiler kom nu hurtigt efter hinanden, hylende og brusende gennem Luften, og slog ned ovre hos den stakkels »Frands«. Det var frygteligt. For hver Gang, en Granat sprængtes, folder en Sitren gennem Jorden, som naar man har heftige Kuldegysninger. Tiden blev forfærdelig lang. Minutter blev til Timer, og Timerne var uhyre lange. Det var med nogle sære, uhyggelige Fornemmelser, jeg sad og afventede Begivenhedernes Gang. Nerverne var overspændte. Hænderne begyndte at ryste, jeg havde en Fornemmelse i Brystet, som om jeg kæmpede mod en dyb Sorg, der truede med at bryde ud i en voldsom Taarestrøm.
Jeg sad i en Jordhule sammen med 2 Mand mere, jeg holdt en lille Spade i Haanden for det Tilfældes Skyld, at der skulde ske noget, og vi talte netop om, hvor skrækkeligt det kunde være at sidde derovre.
Aa! Et Lynglimt — et Brag, meget højere end alle de andre — og vi sad alle tre som lamslaaede. En fransk Granat havde ramt vor Jordhule. Bjælker, fyldte Sandsække og Jord styrtede ned paa os. Vi var begravede. I et Par Minutter indtraadte en Stilhed, som kun findes i Graven. Enhver af os troede, for saa vidt han kunde tænke, at de andre to var døde og laa smadrede ved Siden af. Min Haand famlede ganske mekanisk efter min elektriske Lommelampe paa Brystet og fik den tændt. Dens Lys formaaede ikke at gennemtrænge den Krudtrøg og Svovldamp, som vor Hule var fyldt med; den lyste kun som en tændt Cigar i Taage. Jeg kom først til Orde og spurgte de andre, om de var levende endnu. Tøvende og ligesom bange for at høre deres egen Stemme svarede de ja. »Er I saaret?« »Nej!« — Saa greb jeg den lille Spade, jeg før sad med i Haanden, og som jeg uden at vide af det havde givet Slip paa, og begyndte med feberagtig Hast at frigøre Benene for den nedstyrtede Jord.
Luften, som var fuld af Krudtrøg og Svovldamp, truede med at kvæle os. Det blev uudholdeligt derinde, og Øjnene fyldtes med Taarer. Endelig fik vi et lille Hul ud i det frie, og Krudtrøgen trak ud. Snart havde vi Hullet saa stort, at vi en efter en kunde knibe os ud. Da vi alle tre var kommen ud, styrtede vi af Sted for at finde en anden Jordhule. De store Granater brølede og hvinede forbi os, da vi løb langs hen i Graven, og Sprængstykkerne svirrede fløjtende omkring i Luften. Fjenden var bleven tirret og skød paa vor Grav som rasende. Vi tumlede aandeløse ind i en anden Jordhule, som i Forvejen var fuldt besat; men den overhængende Fare gav baade Hjerterum og Husrum.
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86. Den 18. april 1915 var der planlagt et angreb på de franske stillinger hen under aften.
Næste Morgen blev vi purret tidlig ud og fik en kraftig Portion Ærter og Flæsk til Davre. Nogle spiste to store Portioner; thi som de sagde: »Det er maaske sidste Gang, vi faar Ærter og Flæsk, og saa vil vi have alt det, vi kan spise.« Vi fik saa en ekstra Portion Flæsk med til Brødet, og Kl. 3 marcherede vi af til Skyttegraven.
Undervejs i et Stenbrud fik vi Morgenkaffe, og saa gik vi før Daggry ind i Skyttegraven. Fjenden maatte jo ikke ane, at der var kommen Forstærkning. Vi blev fordelt paa alle Jordhuler og laa og drøftede Eventualiteterne ved Angrebet om Aftenen. Mange røg, saa Tungen smertede, og spiste alt det, de havde med; de vilde ikke gemme noget til næste Dag. I Morgen? Vi vil ikke sørge for i Morgen.
Vi lever kun i Nuet.
Dagen oprandt med straalende Solskin. Det meste af Dagen var det stille over hele Fronten foran os; kun en enkelt Vagt, som maaske i Adspredthed har staaet og pillet ved Aftrækkeren, forskrækkede sig selv ved, at hans Gevær gav et Knald.
“Mange røg så tungen smertede …” 86’ere i en skyttegrav.
Vicefeldwebel af reserven, C. Beuck, Infanteriregiment ”von Manstein” Nr. 84, 5. kompagni, fortæller om stillingskampene i Champagne samt hviledagene i Saulces-Mouelin
Den 11. april, kl. 4 om morgenen, bliver II bataljon afløst af III bataljon; 5. og 6. kompagni bliver indkvarteret i Somme-Py, 7. og 8. kompagni i baraklejren “Kaisertreu” nord for den tidligere landsby.
Fra den 14. til den 16. april ligger vor bataljon som regimentsreserve i “Hessenlager” ved Arbre-højen. Vi skal nu besætte den frontdel, hvor I bataljon ligger, og som ligger til venstre for det afsnit, vi besatte tidligere. Vi bliver trukket frem til “mellemlejren”, hvor bataljonsstaben ligger.
En fransk fremskudt post, af os kaldet “Franzosenburg”, fra hvilken der udløber adskillige franske minegange, der fører ind under vor stilling, skal sprænges af vore pionerer og så besættes af I bataljon. Jeg danner med min 1. deling en relælinje fremad for at sikre en forbindelse, såfremt telefonkablet skulle blive ødelagt.
Foretagendet lykkes; 100 til 200 franskmænd skal være begravet ved sprængningen.
Den 18. april sprænger franskmændene; en deling fra 1.kompagni bliver begravet; vi bliver alarmeret, men rykker om aftenen tilbage igen.
C. Beuck blev senere præst ved den tyske menighed i Aabenraa.
Fra “Regiment ‘von Manstein’ Nr. 84 i Verdenskrigen” (Udkommer i 2015)
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86
Den 17. April blev vi kaldt sammen af vor Kompagnifører, som fortalte os, at der var planlagt et lille Foretagende mod »Frands«, som vi ogsaa skulde være med til. Det var tænkt saaledes:
Vort svære Artilleri skulde bombardere de franske Skyttegrave, som i Forvejen kun var tyndt besatte, i flere Timer. Saa skulde der være et Kvarters Ro, som man troede Fjenden vilde benytte til at kaste sine Reserver ind i forreste Linie. Han var vel nok bleven klar over, at der snart vilde følge et Angreb.
Derefter skulde der atter bombarderes paa de første Skyttegrave, saa man var temmelig sikker paa, at der ikke vilde blive mange levende tilbage. Paa et aftalt Klokkeslet skulde saa en Skyttelinie gaa frem til den 3. franske Skyttegrav og besætte den. En anden Skyttelinie, bevæbnet med Spader, Hakker og Skovle, skulde følge efter til den første Skyttegrav og jævne den med Jorden, saa Fjenden ikke mere kunde komme til at undergrave os.
En Trop blev bestemt til at befordre de erobrede Maskingeværer og Kanoner tilbage, og andre blev udpeget til at transportere Fangerne, som vi muligvis vilde tage. Vi var alle enige om, at Planen var god.
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldte “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyder. I foråret 1915 lå det ved Moulin-sous-Touvent. Franskmændene gravede minegange ind under de tyske stillinger, og den 11. april 1915 blev dele af de tyske forsvarslinjer sprængt nedefra.
Fjenden rodede videre i jordens indvolde. Den følgende eftermiddag røg sapespids 4 i luften. Som ved et under kom de to poster fra det med livet i behold, men blev dog såret. Med de sidste kræfter blev der i de følgende dage arbejdet på oprydning af disse ødelæggelser. Uafladelig skød fjenden dag og nat med miner og granater ned i krateret, idet de hele tiden tilføjede det arbejdende mandskab tab. Det lykkedes ikke at redde alle kammeraterne. En underofficer, 10 menige og 4 pionerer forblev under jorden.
Nu hed det: gør det ødelagte klar til forsvar igen. Sprængningen havde revet skyttegraven midt over, nu blev der trukket en ny uden om krateret. På randen af krateret gravede man et galleri.[1] Derfra gik der ved den rand, der vendte mod fjenden, retvinklede, indskårne standpladser. Foran randen trak man pigtrådsspærringer, stillede spanske ryttere op, og snart var også dette ruinlandskab indrettet til forsvar.
Det beroligede imidlertid på ingen måde ledelsen. Hvad havde fjenden haft til hensigt med denne sprængning? Lod han det blive ved det? Var det bare optakten til en større sprængningsoperation? Ville han måske sende hele Soltau-Eck til himmels? Det skulle man ubetinget have klarhed over og komme fjenden i forkøbet. En patruljeoperation skulle tiltvinge sig adgang til de fjendtlige skyttegrave, opspore eventuelle underjordiske gange og sprænge dem. En svær opgave at løse, men den var helt nødvending. For følelsen af at sidde på vulkan var i det lange løb utålelig.
[1] Et galleri er i denne sammenhæng en overdækket skyttestand.
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86
Det værste var alligevel, at vore Pionerer og flere Vagtposter længe havde mærket, at »Frands« gravede og borede underjordiske Minegange ind under vor Skyttegrav. Midt om Natten kunde man høre, hvorledes han huggede i den haarde Sten neden under os. Det var med lidt uhyggelige Følelser, vi lagde os til at sove i Jordhulen om Aftenen, og Tanken, det varer vist ikke længe, førend »Frands« sprænger os alle i Luften, blev ofte udtalt.
Det var flere Gange bleven meldt til Kompagniføreren, som dog ikke havde villet tro det. Langt om længe fik vore Pionerer Ordre til at grave Fjenden i Møde for at ødelægge hans Arbejde. Og de gravede ikke mange Meter, førend de stødte paa den fjendtlige Minegang, der allerede var saa nær færdig, at de elektriske Ledninger, som skulde antænde Krudtminen, var lagt.
Da de brød igennem til den fjendtlige Minegang, og Fjenden saa sig opdaget, udspandt der sig en forbitret Kamp under Jorden, hvorved en af vore Pionerer blev saaret i Armen. Efter Kampen overskar Pionererne de lagte Ledninger og barrikaderede Gangen med Sandsække og troede nu, at Faren foreløbig var forbi. Men »Frands« havde godt mærket vort Arbejde og havde derfor været saa snedig at lægge flere Ledninger skjulte i Jorden, saa det ikke lykkedes Pionererne at overskære dem alle.
En Eftermiddag skete saa Sprængningen alligevel. Der var nok enkelte, der mærkede ligesom en Jordrystelse, og man sad og talte om, hvad det mon kunde være. Nogle mente, at det var en stor Blindgænger, som var slaaet ned i Nærheden. Men snart blev de underrettet om, at Fjenden havde sprængt et Stykke af Skyttegraven, og straks tog de fat paa at grave deres Kammerater ud. Der var bleven 4 Sektioner begravet; men det lykkedes 16 Mand at grave sig selv ud ved Hjælp af smaa Spader, Spadserestokke, Sabler og andre Redskaber, som de i Hast kunde faa fat paa. Fjorten Mand blev draget frem som Lig.
Redningsarbejdet blev stærkt forhindret, og der blev tilføjet os yderligere Tab ved, at Fjenderne stadig beskød Ulykkesstedet med Artilleri.
Næste Morgen blev der sprængt i samme Grav lidt længere til venstre. Ved Sprængningen og Redningsarbejdet havde vi over 50 døde og saarede. Om Eftermiddagen var jeg henne paa Ulykkesstedet, hvor der mødte mig et uhyggeligt Syn. Et stort, tragtformet Hul paa godt 30 Meter i Gennemsnit gabede mig i Møde. Det var gennemrodet mange Steder for at finde de ulykkelige Kammerater.
Rundt omkring laa Bjælker og Stumper af Brædder fra de sønderrevne Jordhuler, og der var mange Blodspor af de saarede. Ved begge Sider af Tragten var Skyttegraven af den stærke Jordrystelse styrtet sammen, saa Mandskabet, som befandt sig i de Jordhuler, blev ogsaa begravet. Iblandt dem var Feldwebel Blunk, som havde været saaret 3 Gange i Forvejen; men ogsaa denne Gang slap han godt derfra og kom ud i god Behold.
Da jeg steg ud af Tragten, mødte jeg Andreas Jessen, som saa forundret op paa mig med de Ord: »Men hvor har du dog været?« – »Aa, jeg har bare været nede i Tragten for at se, hvordan den saa ud.« – »Da er det et Under, at du er sluppet helskindet ud; thi »Frands« har en Kanon indstillet til at skyde midt ned i Tragten, og den har saaret mange.« – »Har du ikke været dernede?« – »Nej, jeg gaar ikke derned, undtagen det er min Pligt.«
Jeg fik en Hilsen gennem et Brev fra Andreas’s Forældre, og han spurgte mig, om jeg snart vilde med hjem paa Orlov. Der var naturligvis ikke noget, jeg hellere vilde; men den første Maaned kunde jeg ikke komme paa Tur. — En Granat hvislede lige hen over os og slog ned bag ved Skyttegraven.
Vi skiltes. »Hils hjemme!« — »Paa Gensyn!«
Overlevende fra Füsilierregiment 86’s 4. kompagni efter sprængningen ved Moulin den 11. april 1915. (privateje)
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldte “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyder. I foråret 1915 lå det ved Moulin-sous-Touvent. Den 11. april 1915 om formiddagen opdagede regimentet, at franskmændene havde undermineret dele af stillingen, men det lykkedes at afbryde sprængladningen. Men var der flere?
Havde franskmanden mon ikke også undermineret andre dele af stillingen, og hvor? Længe kunne mændene i 4. kompagni ikke tænke over tingene, for tung artilleri- og mineild holdt hele dagen afsnittet i ånde.
Vort artilleri skulle hjælpe dem, men ledningen var sønderskudt og de kunne ikke underrettes.
Da skete kl. 6.30 det forfærdelige. En kort sitren, uro og revner i jorden, et underjordisk buldren, så brister jorden, en brun vulkan stiger mod himlen, i vid omkreds rasler en regn af jord og sten ned.
Hvor engang sape 3 og den tilstødende skyttegrav var forløbet, gabte nu et kæmpe krater på 10 meters dybde og 30 meters diameter. Et øjeblik lammet af frygt, mens chokket overvindes, så kun én tanke: Hjælpe, redde! Hvor var gruppen fra sape 3, hvor var den og den?
Nu viste det sig, hvor djævelsk planen var udtænkt. Den franske artilleri- og mineild havde skræmt alle, der ikke lige var på post, ned i dækningsrummene, og dér var de nu begravet. Alle ilede til hjælp med spader, hvert sekund er kostbart.
Men nu åbenbarede sig hele den moderne krigs golde råhed. Fjenden ville ikke tillade, at levende, sårede og døde blev bjærget, uopholdelig skød han med granater og miner ned i krateret for at jage de tapre væk fra deres redningsarbejde, eller i hvert fald forstyrre redningsarbejdet.
Men det ville ikke falde en 86’er ind at lade sine kammerater i stikken. Under indsats af de sidste kræfter blev der gravet under stadig ”fald ned” og ”søg dækning” til langt ud på natten. Døde, sårede, bevidstløse, uskadte. Hen mod kl. 11 om aftenen indstillede fjenden sin skydning. Ved midnatstide dukkede der endnu fire füsilierer op, der selv havde gravet sig ud.
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldt “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyder. De lå i foråret 1915 ved Moulin-sous-Touvent
I begyndelsen af april lå der særligt på det højre afsnit svær artilleriild, som om aftenen øgedes til en hidtil ukendt styrke. Værst gik ildregnen ud over Soltau-Eck, hvor 4. kompagni under premierløjtnant Neumann lå. Indtil 9. april vedblev ilden i regelmæssig styrke, men så blev der roligt på hele fronten.
Under beskydningen havde det ved 4. kompagni været påfaldende, at ilden blev kraftigere, når en eller flere soldater gik gennem graven med faste skridt. Hvordan det? Kunne modstanderen høre skridt? Havde man ikke også i stille nætter fornemmet en sælsom banken? Havde fjenden gravet en underjordisk gang under vor stilling? Var gravene undermineret? Måske endte det en nat med himmelfart eller levende begravelse! Det var nette udsigter!
Der måtte gøres noget. Pionererne blev tilkaldt, ved sape 2 blev der gravet en lyttegrav. De slemme formodninger skulle snart blive bekræftet. Den 11. april om formiddagen støder en pionerunderofficer på forskallingen til en fjendtlig underjordisk gang. Sikke en opdagelse.
Hvert øjeblik kan en sprængladning i gangen gå i luften. Det gjaldt om at handle hurtigt og bekæmpe angsten for denne underjordiske kamp. Væggen i gangen blev yderligere fritlagt og så åbnet. Gangen er fuld af sandsække. De bliver ryddet ud ved hjælp fra 86erne. Da opdager man den fjendtlige tændsnor. Det har altså været lige over. Den bliver kappet. Man ånder ud.
Da lyner i gangens mørke nogle geværskud. En pioner bliver såret. Hurtigt bøssen til kinden for at besvare ilden fra mørket. Med hvilket resultat kan ikke konstateres. Da kaster franskmændene stinkbomber, luften bliver uudholdelig, adskillige pionerer bliver bevidstløse og må skaffes op i det fri.
Til sidst lykkes det under store vanskeligheder at anbringe en sprængladning i den fjendtlige gang, klokken 5 om eftermiddagen bliver den sprængt af vore pionerer, sape 2 går med den i luften. Gud ske lov! Fjenden skød ganske vist som en vild ned i krateret med miner og granater, måske forventede han fra vor side et angreb, men faren var dog på dette sted forbi.
Den Fangst, som vor Division gjorde, og som jeg i mit forrige Brev fortalte om, kunde ogsaa let være mislykket; det var vor Lykke, at Russerne intet Artilleri havde. Af vort Regiment skulde kun to Eskadroner deltage: anden og fjerde. De var punktlige paa Stedet, hvor de skulde staa . . . Dragoner kom forsent. Og dertil kom, at det aktive Jægerkompagni, som skulde indtræffe, var gaaet fejl Vej. Saa var der kun de to Eskadroner fra vort Regiment og de øvrige Jægere; ialt omtrent to Hundrede Mand, endvidere to Kanoner og et Maskingevær. Det russiske Infanteri var Tusinde Mand stærkt og dertil kom 100 Kosakker. Men alligevel blev der angrebet til fastsat Tid — Klokken 6 om Morgenen.
Da Russerne mærkede, at de blev angrebne, gik de tilbage, men her mødte de Jægerne. Saa omkring igen og frem. Her mødte de vore Dragoner. Saa gjorde de Højre om, men her mødte de igen Jægere. Saa gik de over en Isflade, og derved klumpede de sig noget sammen. Det var det Øjeblik, da Artilleriet og Maskingeværet satte ind. Og de mejede skrækkeligt ned. Masser af Døde laa der omkring paa Isen.
Den unge, smukke Kvinde — som ingen genkender som Kvinde, da hun bærer russisk Officersuniform — kæmper tappert ved sin Mands, Oberstløjtnantens Side. Hun ænser ikke Kuglerne, hun ænser ikke de Saar, hun faar; kun fremad, stadig kæmpende. — Indtil hun synker bevidstløs sammen, — tre Kugler, alle i venstre Arm. Men hendes Mand stormer videre fremad, indtil ogsaa han rammes og synker død om.
Da Russerne tages til Fange, bliver de Saarede lagt paa Vogne; Oberstløjtnantens Hustru ogsaa. Hun vaagner af Bevidstløsheden, da hun atter forbindes ved Kirken her i Byen. — Hun spørger efter sin Mand. Hun maa ikke faa at vide, at han er falden. Han er blandt Fangerne, svares der. Senere føres Fangerne forbi Vognene med de Saarede. Hun vil se Fangerne, naar de føres forbi; hun har tvivlet om Sandheden af, hvad der fortaltes. Vor Regimentslæge lader et Par Mand støtte hende, og nu sidder hun og ser paa Fangerne, som gaar forbi — indtil den sidste er forbi. Saa falder Øjenlaagene i, og Taarerne strømmer ud af Øjnene. — Nu ved hun, at hendes Mand blev derude . . .
Dagen før Kampen toges en Junker af vort Regiment til Fange af Kosakkerne. Han var en Svoger til Løjtnant H. — ligeledes af vort Regiment. Dagen efter fandt man hans Lig. Kosakkerne havde skudt ham, efter først at have taget ham usaaret til Fange. Han havde faaet en Kugle gennem Hovedet og en gennem Hjertet.
Nu da de fangne Infanterister førtes her igennem, røbede en af de russiske Soldater, at det var den høje, slanke Kosakløjtnant, som havde skudt Junkeren. Løjtnant H. blev straks underrettet herom, og Kosakløjtnanten vil naturligvis blive stillet for en Krigsret. Man behøver ikke at være bange for at falde i Hænderne paa russiske Infanterister, men Kosakkerne er et Røverfolk. — Nu er her ingen Kosakker i hele Egnen, kun russiske Dragoner.
Vi har endnu en Fjende at kæmpe med overalt her i Rusland, saa snart vi er over Grænsen — og det er Utøjet. Russerne kender det ikke anderledes; de mener, at naar man ikke har Utøj, saa er man ikke sund og rask. I Hovedhaaret faar vi ikke „Indkvartering“, naar man hver Dag vasker sig, kan man let holde sig fri. De første Par Dage, efter at man har skiftet Linned og renset sig, gaar det, men snart kniber det med at falde i Søvn om Aftenen.
I saadan en russisk By er der i de fleste Tilfælde ingen, der kan læse eller skrive — ingen besøger Skolerne, Vejene er jo ufremkommelige. Det samme er Tilfældet med Tyskerne her. Her i Huset er for Eksempel to Kvinder paa 20 og 24 Aar. Den ældste er gift og har to Børn. Hendes Mand er i Amerika. De kan hverken læse eller skrive, hverken Tysk, Russisk eller Littauisk. De kan ikke skrive til deres Paarørende i Tyskland, og hun kan ikke skrive til sin Mand i Amerika, ligesaa lidt som han kan skrive til hende. Han har dog sendt hende en Billet til Overfarten, som hun dog ikke kan benytte nu for Øjeblikket.
Jeg skrev i Gaar et Brev for hende, til hendes Svigerinde, som bor paa den tyske Side af Grænsen. Broderen er preussisk Undersaat og sandsynligvis med i Krigen, hvad hun gerne vilde vide.
Aa, hvor her nu er snavset! — Her staar i hvert Hus en hel Del Træsko, ganske nye og helt af Træ, som de gammeldags hjemme. Her i Byen gaar nu alle i Træsko, lige fra Ritmesteren og ned til den yngste Rekrut. Men man maa gaa helt ovre paa Siden af Gaden; midt paa Gaden er der flydende Morads til Knæerne omtrent: Det er frygteligt.
Nu har vi i næsten fem Maaneder levet i dette frygtelige Land og vi er lede og kede af det for længe, længe siden . . . Man kan have hvad Sympatier man vil, man kan ønske dette eller hint, men den russiske „Kultur“ maa ikke sejre og brede sig. Det kan den naturligvis heller ikke. I Rusland trænges der til at blive vendt op og ned paa mangt og meget; ja paa alting. Den der ikke ved det af Erfaring, han kan umuligt gøre sig noget Begreb om, hvad Rusland er for et ravgalt Land.
Til Slut mange kærlige Hilsener fra Eders Niels.
Fra Harald Nielsen: Sønderjyske soldaterbreve (1916)
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86
Lige ud for vor Skyttegrav laa en Gaard, som var totalt nedskudt; kun nogle faa gennemhullede Murrester stod tilbage; men i Skjul af dem havde “Frands” flere Kanoner opstillet, med hvilke han ofte beskød os helt uventet. Afstanden var kun 150 Meter, og naar Skuddet gik af, var Granaten herovre næsten i samme Nu.
Lidt til højre for os nede i Dalen laa en By; men deraf var ikke et helt Hus tilbage. Et af Husene var bleven sprængt, derved var Sten og Træværk fløjet henved 100 Meter ud over Markerne. Til højre for Byen havde Fjenden for lang Tid siden foretaget et Angreb, som man tydelig kunde se var mislykkedes. Der laa endnu 300 døde Franskmænd i Pigtraadshegnet, samt deres Kaptajn og hans Hest.
Stillingen der var meget stærk, den var udhugget i den hvide Kalksten. Jeg havde nogle Gange været henne at besøge min Skolekammerat, Hans Christensen fra Skodsbøl, og Andreas Jessen fra Smølmark. Naar vi kom sammen, talte vi altid vort sønderjyske Maal, og saa forekom det os, som var vi et Smut derhjemme. Vi saa hinandens Fotografier og fik det sidste Nyt at vide fra Hjemegnen. Det var ret nogle herlige Timer, vi tilbragte sammen; men Pligten, den haarde, bitre Pligt kaldte paa os. Med et kraftigt dansk Haandtryk og med Ønsket: Paa Gensyn! skiltes vi.
Nu havde vi atter smukt Vejr hernede. Solen straalede hver Dag, og Skyttegraven var helt tør. Svalen var kommen, og naar det i Middagstimen var roligt, kunde jeg undertiden i Ny og Næ faa Øje paa den i dens pilsnare Flugt. Den bragte da altid med sig et Pust af kære Barndomsminder fra dengang, da jeg legede hjemme paa Gaden, mens Svalen byggede Rede under Kromandens Paptag over Indkørselen.
Ja, Tiden var meget for smuk til at ligge dernede i Skyttegraven. Havde jeg blot været derhjemme, saa kunde jeg da gøre Gavn; men dette her, det var mig inderligt imod.
»Frands« skød hver eneste Dag vort Brystværn ned, og hver Nat skulde vi bygge det op igen. Sandsække og Staalplader var for det meste skudt i Stykker. En Dag skød han 6 Fuldtræffere ned paa vor Jordhule uden dog at anrette nogen videre Skade. Vor Jordhule var godt afstivet med tykke Bjælker, og der var meget Jord ovenpaa. Naar der kom en Fuldtræffer ned paa den, gav det dog et Stød i os, som naar et Tog standser brat. Imens sad vi musestille og ventede taalmodigt paa, at Skydningen skulde holde op. Hvis man opsøgte en anden Jordhule, vilde det kaldes Fejghed; men at blive tog slemt paa Nerverne.
Vicefeldwebel af reserven, C. Beuck, Infanteriregiment ”von Manstein” Nr. 84, 5. kompagni, fortæller om stillingskampene i Champagne
Den 7. april går der om eftermiddagen flere fuldtræffere ned i nærheden af maskingeværstanden; to mand bliver begravet; først næste dag bliver de fundet døde og bliver gravet fri. Den følgende dag om formiddagen finder deres begravelse sted på kirkegården bag hvilestillingen.
C. Beuck blev senere præst ved den tyske menighed i Aabenraa.
Fra “Regiment ‘von Manstein’ Nr. 84 i Verdenskrigen” (Udkommer i 2015)
Maskingeværstilling på vestfronten, formentlig RIR242.
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86
Om Aftenen den 6. April skiftede vi Stilling. Kl. blev 11½, inden vor Afløsning kom, og en Time gik endnu hen med at faa alting i Orden. Alt imens begyndte det at regne. Natten var mørk og kold, da vi forlod vor Stilling. Kun Lyskuglerne, som blev skudt til Vejrs med en lang, regnbueformet Udhale bagefter sig, lyste ud over det omstridte Land. I Førstningen gik det kun meget langsomt fremad. Af og til gjorde vi Holdt, dog ikke nok dermed, fire til fem Gange var vi gaaet fejl, og hver Gang hed det: Omkring og samme Vej tilbage! En Knurren og Banden var altid Svaret.
Regnen piskedes nu ned af Blæsten, som gjorde Vejret endnu mere uhyggeligt. En halv Time stod vi paa Vejen, førend man fandt den rette Løbegrav. Imens løb Regnen os ned i Støvlerne, saa det gav et Svup ved hvert Skridt. I Løbegraven var der lagt Brædder i Bunden; men af og til var der en, som skred ned i Hullerne ved Siden og stak Benene i Vandet til op over Knæene. Et Gisp efter Luft og en drøj Ed var det, der fulgte næst efter.
Til vor nye Stilling ankom vi gennemblødte, og nogle var i den Grad tilsølet med Ler, at de lignede Lerklumper. Klokken blev henimod 4, inden vi blev færdige med Afløsningen, og Kl. 5 gik det af Sted igen samme Vej for at hente Mad nede i Stenbruddet. Desværre var Feltkøkkenet kørt bort, da vi naaede Stenbruddet; det skulde nemlig være oppe i Byen Nampcel, førend Dagen gryede, saa vi slap for varm Mad denne Gang.
Füsilier Karsten Tastesen, Füsilierregimentet 86, 2. Btl., 8. Komp., 3. Armé, havde været med i flere stormangreb siden sin ankomst til vestfronten i december 1914. Den 4. april 1915 blev han såret – og det reddede formentlig hans liv, set i lyset af, hvad der skete ved Moulin de følgende måneder.
Nu gik alt saa nogenlunde roligt indtil den 4. April om Aftenen Kl. 6, da jeg stod paa Vagt. Pludselig hørte jeg et Brag, Jord og Sten fløj omkring mig, jeg mærkede et Stød, saa det sortnede for mine Øjne, hele Jorden, syntes jeg, væltede, og saa husker jeg ikke mere. Hvor længe jeg laa der, ved jeg ikke, men da jeg vaagnede, laa jeg i den anden Side af Graven. Det smertede meget i Ryggen, saa jeg kunde næsten ikke trække Vejret og ikke røre mig. Endelig fandt mine Kammerater mig og bar mig ind i en af Understanderne. Der laa jeg til Kl. 10. Da blev der saa roligt, at jeg kunde blive baaren bort, ned til Ambulancen, som saa kørte mig videre til Stenhulen ved Moulin. Der blev jeg undersøgt og hen paa Natten kørt videre til et Feltlazaret i Blerancourt.
Om Morgenen kom jeg paa Operationsbordet og blev undersøgt. Jeg havde faaet nogle Ribben knækket og Nyrerne beskadiget. Saa blev jeg lagt i Seng og fik ikke anden Behandling end hver Dag gnedet ind med noget Salve, og ellers ligge ganske rolig. Jeg fik kun lidt at spise og kunde ikke røre mig i Sengen. Saadan laa jeg nu i fjorten Dage, saa kunde jeg begynde at spise lidt mere, og efter ialt 4 Ugers Forløb var jeg saa rask, at jeg kunde flyttes til et Krigslazaret i Schonie. I de 4 Uger havde jeg tabt 15 kg i Vægt. Da jeg havde været der i tre Uger, blev jeg sendt til Ansbach i Bayern med Lazarettog, hvor vi laa i Sengen hele Vejen. Rejsen tog to Dage.
Den 21. Juni var jeg saa rask, at jeg kunde gaa oppe og blev saa sendt til Garnisonen i Flensborg. Der gik jeg paa Rekreation i tre Uger igen. Saa fik jeg 14 Dages Orlov og kunde rejse hjem og se til min Familie i Sønderjylland. Jeg søgte om at faa min Orlov forlænget, men samme Dag, jeg indgav Ansøgningen, kom der Telegram om at møde uopholdelig i Flensborg.
Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86). I marts 1915 lå han på Vestfronten ved Lassigny og Cuy.
FRA DAGBOGEN Den 3. april 1915 Urolig nat. Det begyndte med, at vi vågnede ved en frygtelig kanonade. Granaterne slog øjensynlig ind i byen oppe ved kirken.
Det blev ved, og nu kom der også geværfyr; dette ustandselige knitter-knatter, som straks vækker de ubehageligste fornemmelser, for det opstår kun sjældent, uden at det havde noget på sig. Vi lå et kvarter, og ilden blev stadig stærkere. Søvn var der ikke at tænke på mere. Jeg gik udenfor. Der var dyb blå stjernehimmel og temmelig mørkt. Kanonlynene lyste op. Vort svære haubitsartilleri i Evercourt skød, og ekkoet rullede helt fra skovene, snart dumpt rumlende, snart hårdt skraldende. Det var i Evercourt, at granaterne slog ind. Fyret blev ved.
Den tjenstgørende underofficer kom farende: alarmbered! Vi fik travlt med at pakke sammen, rulle kappe o.s.v. Skydningen sagtnede noget. Da kom der pludselig ilbud. 1. komp. Træd an! – Vi greb vore sager og afsted. Så måtte der alligevel være noget galt. Inden vi blev opstillet, havde skydningen helt hørt op. Klokken var fem.
Klokken seks skulde vi træde an til bataljonsøvelse med stormoppakning; det faldt væk, og i stedet for kom vi ud at eksercere og skyde. Om middagen gik jeg sammen med P. Jensen til vaskerkonen. Traf dr. Thomsen og tog med ham til skovs. Han fortalte, at angrebet havde været ved tooghalvtredserne, som ligger til venstre for jægerne. Imellem de to er der et temmelig langt stykke, som kun er besat med feltvagter. Det stykke stormede franskmanden og satte sig fast i graven efter at have taget feltvagten til fange. De skal sidde endnu, og der siges, at en bataljon af 84, som er kommet til Dives, skal drive dem ud i nattens løb.
Vi har den højeste alarmberedskab, og det er ikke umuligt, at vi kan komme med også på et natligt eventyr.
I dag er det sørgelige budskab i Hejmdal, at fætter Johannes Fink fra (…) er faldet i Karpaterne. Så langt fra hjemmet i en vildfremmed egn, hos et vildfremmed folk – og mange, mange er det gået som ham.
FRA DAGBOGEN Aften Der er begyndt en stærk fægtning helt til højre for os. Man kan lige høre det. – Rouge Arras.
Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen
Kære Søster Krigen fører mange Genvordigheder og meget sørgeligt med sig, ja mange Steder og til visse Tider Grusomheder, Rædsler og Elendigheder, som grænser op til det ubeskrivelige. Det kan enhver derhjemme let forestille sig, og det er selvfølgeligt, at der for alle, som har Paarørende i Felten, hviler et vist Tryk paa Sindet. Men I Kære er altfor bekymrede for os.
I skal se lidt lysere paa Sagen og ikke altid tænke paa os, som om vi befandt os i en saa alvorlig Forfatning. Vi oplever ogsaa Tider her, hvor vi ikke har noget særligt at udstaa. Jeg vil overbevise Dig derom ved en lille Skildring herfra.
Lad mig vælge en enkelt Dag her i Skyttegraven, f. Eks. Dagen i Gaar, og saa skal vi nok blive enige om, at vi i hvert Fald ikke den Dag har været videre beklagelsesværdige.
Efter at have staaet Vagt den halve Nat, lagde vi os hen ad Morgenstunden til at sove i vort underjordiske Soveværelse. Jeg kalder det nu saadan; vi har ellers kun denne ene Stue; tidligt i Morgenstunden maatte vi igen ud at løse et Par Kammerater af paa Vagten, da de skulde paa Patrouille.
Dagen begyndte at bryde frem, Fuglene sang allerede i Buskene, og Sindet blev helt let i den skønne Foraarsmorgen.
Vagten var snart overstaaet. Overtøj og Trøje blev for en kort Tid overladt til sig selv, og vi gik ned til Bækken, som rinder gennem vor Stilling, for i den friske Morgenstund, under aaben Himmel at gøre Toilette. Det er forfriskende for hele Dagen. Derefter blev Kaffebordet dækket, om det end ogsaa var lidt tarveligt, saa manglede vi dog egentlig ikke noget. Nej holdt, — før vi drak Morgenkaffe, var der dog noget andet, som maatte udrettes. Før det blev helt lyst, maatte vi besørge Brænde og andre Smaating inde fra Byen, eller rettere Ruinerne af Byen; for den er skudt sønder og sammen.
Efter endt Kaffebord holdt min Kammerat H. M. det for rigtigt at tage en Formiddagssøvn, og han lagde sig i den Ende af Hulen, som vi kalder Seng. Vi var enige om, at jeg skulde koge fersk Kødsuppe til Middag, og det var nok bedst, at jeg begyndte med Forberedelserne. Gulerødder og andre Grøntsager var allerede besørget fra en nærliggende Slotshave.
Et godt Stykke Svinekød havde jeg ogsaa besørget. Ilden i den lille Kakkelovn brændte, saa den blev rød i Kinderne, og da jeg ikke er bagefter i den ædle Kogekunst, skulde mit Arbejde nok lykkes. Mens jeg sidder og passer Ild og Gryde, er der passende Tid til at studere de nylig uddelte Postsager. Jeg fik Brev fra Broder N., han skrev, at baade han og P. havde været hjemme paa Orlov i Paasken. Et Øjeblik føler man ved at læse dette en lille Smule Længsel efter det kære Hjem; men — bort med disse Tanker; Skæbnen faar raade. Der var ogsaa Brev fra Chr., det glæder mig, at hun har været hjemme til Konfirmationen.
Alt imens blev Middagsmaden færdig, og jeg fik H. listet ud af Køjen. Maden blev sat paa Stolen. Paa Grund af Mangel paa Plads har vi en Stol til Bord. Og vi satte os paa Sengekanten og nød den. Efter alle disse Anstrengelser tændte vi Piben og lagde os paa Ryggen.
Hen paa Eftermiddagen havde vi et Par Timers Vagt i Graven. Solen skinnede og Vejret var smukt. Svalen, som allerede er kommen hertil, fløj højt oppe i Luften. I denne og hin Retning hørtes hul Kanontorden, og af og til knaldede et Geværskud, som virkede paa Sindet som en Modsætning til den fredelige Natur. Alt mens vi gennem Skydeskaarene holdt Udkig over mod den fjendtlige Stilling skrev jeg en Lykønskning hjem til Moders Fødselsdag, og syslede lidt med Blomsterne i den lille Blomsterhave, vi har anlagt op ad Skraaningen i Skyttegraven. H. var flittig beskæftiget med at save Brænde, for at der ikke skulde blive Mangel paa saadant til Natten. Staar man om Natten paa Vagt eller ligger forude som Patrouille, er det godt at vide, at der er en Gnist i Kakkelovnen, naar man efter Afløsningen smutter ind i Hulen.
Hen mod Aften satte vi os udenfor Indgangen til vor Hule og spillede Skak. Solen, som i disse ualmindelige Tider er Vidne til mangt og meget, stod endnu paa den vestlige Himmel og skinnede ned til os i Løbegraven. Jeg tænker, den sammenlignede Kampen paa vort Skakbrædt med den store Kamp, som udkæmpes her. Modstanderne staar overfor hinanden, og vil tilføje hinanden saa store Tab som muligt. Med et bliver Stilheden afbrudt ved, at det franske Artilleri begynder at beskyde vor Stilling og Byen bag ved os. Granaterne kommer hvislende og hylende gennem Luften, for ved Maalet at eksplodere med et Brag, saa Omgivelserne ryster og bæver. Disse Beskydninger er vi nu saa vante til, at vi næsten modtager dem med Ligegyldighed, — naar de ikke bliver altfor nærgaaende. Naar Byen beskydes, ser vi nysgerrigt til, hvilke Huse der nu maa „høre Skraldet“. Kommer der en Granat susende, dukker man sig i Graven; man véd ikke, hvor langt Fyren vil.
I samme Øjeblik høres et øredøvende Skrald, der ses en tæt Røgsky, og Tagsten og Murbrokker flyver rundt i Luften, Granatsplinter hører man suse og brumme flere Hundrede Meter gennem Luften. Det er, Gud ske Lov, sjældent, at der opnaas stort ved dette Bombardement.
Snart kommer Natten igen, som i den Tid, man maa vaage, langsomt, Time for Time snegler sig afsted. Jeg er ogsaa nødt til at beskrive vor underjordiske Bolig for Dig. Dens Navn er „Christinesminde“. Det er en Hule, halvanden Meter bred og dobbelt saa lang, indgravet i Jorden, med en Dør, forsynet med en Glasrude ud til Løbegraven. Da der kun er ca. 1,20 Meter fra Gulv til Loft, kan vi ikke springe saa farligt højt derinde. Hulens ene Ende er et Par Haandsbred højere og forsynet med Straa. Denne Forhøjning er vor Seng og Sofa. Foran den er der en lille Plads, hvor der staar et Bord: en Stol med et Brædt over, endvidere en Kakkelovn med et Rør op gennem Loftet. Paa Væggen hænger et Spejl og nogle Smaahylder, hvorpaa vi har Madkasser, Skrivetøj og andre Smaating liggende, oppe ved Loftet hænger der en Gryde og en Pande. Det er alt vort Bohave. Skønt det hele for Tiden ikke er saa slemt, længes vi dog efter at komme hjem til alt, hvad der er os kært derhjemme.
Hvorlænge Krigen endnu vil vare, kan jo ingen sige. Jeg er ved Sundhed og bedste Velgaaende.
En kærlig Hilsen Nikolaj
Harald Nielsen: Sønderjyske Soldaterbreve.
Dækningsrum – af sønderjyderne kaldet “Understand” (af tysk: “Unterstand”). Her er det Fritz Schwartz, der spiller kort.
Menneskets Tilpasningsevne er endnu større end dets Fornødenheder. Den Muldvarpetilværelse, vi fører her i Skyttegraven, er saa forskellig fra det borgerlige Liv over Jorden, som Nat fra Dag. Man føler sig sat Aartusinder tilbage i Tiden til Huleboernes Tidsalder
Skyttegraven er en snæver, fortløbende Grav mellem to Jordvolde i Mandshøjde: Brystværnet og Rygdækningen. Vor Skyttegrav er ligefrem komfortabel imod, hvad den har været. Da Regimentet kom hertil, var der kun en simpel Grøft uden anden Dækning end den opkastede Jord. Kammeraterne maatte hele Døgnet igennem staa i bøjet Stilling og i Vand til Knæerne, udsat for en heftig Gevær- og Granatild. Nu er det, takket være deres flittige Byggearbejde, meget bedre. Der er lagt Bræddegulv i Bunden af Graven, og Vandet, som samler sig under Brædderne, øses ud, saa man kan gaa tørskoet omkring. Der er bygget Skydeskaar og Dækninger i Brystværnet, og dette er saa højt, at man kan staa oprejst bag det, uden at ses fra den fjendtlige Skyttegrav. Denne løber parallelt med vor i en Afstand fra 20 til 300 Meter.
Saa meget om Stedet. Ogsaa med Hensyn til Tiden hersker der andre Skikke i Skyttegraven end over Jorden. Man sover om Dagen og vaager og arbejder om Natten. I, som efter god borgerlig Skik tilbringer Natten i Sengen, gør Jer ingen Forestilling om, hvor lang den egentlig er. Fra 7 til 7 er akkurat 12 Timer, og den ene Time snegler sig saa langsomt afsted efter den anden, at man næsten ikke tør se til Klokken. Man staar og tripper paa sin Plads bag Geværet for at holde Fødderne varme. Sove maa man ikke, og holde sig vaagen kan man daarlig. Det er ikke saa let at faa Bugt med de civile Tilbøjeligheder og trodse Naturens Love:
Naturam furca pellas ex
hun kommer dog igen den Heks
Det hænder, at en lydelig Snorken forraader, at Naturen er gaaet over Optugtelsen for en Kammerat. Man kan slippe i Søvn i alle mulige Stillinger; en Pæl at læne sig til er tilstrækkelig. Hen paa Aftenen, og atter et Par Timer før Dag vanker der en Kop varm Kaffe, selvfølgelig uden Sukker og Fløde. Det opliver svært, og naar man saa faar Piben tændt, er man mobil igen. Samtalen gaar muntert, men dæmpet, for at den slemme Franskmand ikke skal høre os eller uhørt snige sig ind paa os. I saadanne Øjeblikke kan man føle sig helt hyggelig, ja næsten hjemlig tilmode i Skyttegraven. Men Natten er lang. Man staar ofte i Timevis overladt til sig selv og sine Tanker. De vender bestandig tilbage til det samme. Som Natsværmeren kredser om Lyset, saaledes kredser vore Tanker om de lyse Billeder vi gemmer i vort Hjerte.
Der er for Resten nok baade at se og høre efter. Der er sørget godt for Belysningen. De franske Lyskastere spiller over Himlen, de søger aabenbart efter Luftskibe. Naar de standser et Øjeblik i Skyerne, ser det ud, som om Lyskeglen gik lige ind i Himlen. Er det mørkt, gaar den ene Lyskugle op efter den anden. De gør det muligt at følge Fronten, som beskriver en saa forvirret Linje, at man har ondt ved at faa fat paa den. Til venstre ser man Lys næsten lige bag sig og lidt længere borte, ad Y. til, lige foran sig.
Skyttegraven danner her en spids Vinkel. Sagen er den, at ingen af Parterne godvillig opgiver en Fodsbred Jord. Fronten følger endnu den Linje, i hvilken den stivnede efter de blodige Kampe i Oktober, og den er i den forløbne Tid fra begge Sider bleven saa stærkt befæstet med alle den moderne Krigskunsts Midler, at et Forsøg paa at gennembryde den vil koste Angriberen uhyre Ofre.
Naar der viser sig en Lyskugle, ser man straks, om det er en tysk eller en fransk. De tyske udskydes af en Pistol og lyser, saasnart de har forladt dens Løb, men holder sig ikke saa længe som de franske. Disse gaar op som en Raket med en lang Hale af Gnister. Saa længe de stiger, lyser de ikke, men med ét staar de stille og oplyser Egnen vidt og bredt. De bliver hængende i Luften som en elektrisk Glødelampe; de er nemlig befæstede til en Faldskærm, som drejer sig langsomt, mens Lyset daler og beskriver sine Kredse i Skyerne som et Fyr.
Staar man i Skyttegraven og ser tilbage, fremtræder hele Egnen i bengalsk Belysning; de høje Popler rager op som Kæmpesøjler af det flade Landskab. Arbejder man, som jeg gjorde sidste Nat, bagved Graven, tegner Omgivelserne sig i Silhuet; Konturerne udvider sig, og Genstandene gør et overnaturligt Indtryk i det blege, fantastiske Lys. Geværerne knalder og Kanonerne tordner. Mon de stille flamske Marker har drømt om, at de Nat efter Nat skulde blive Skuepladsen for et saadant Fyrværkeri?
Natten er vor Ven. Om Natten har vi ikke haft Tab i den Tid, jeg har været her, heller ikke Pionererne, som ofte maa arbejde foran Skyttegraven. Der falder nok en Del Geværskud, men de gør ingen Fortræd, naar han blot sørger for at dække sig bag Brystværnet.
Naar Dagen gryer, trækker vi os sejrrig tilbage i Dækning paa enkelte Poster nær, som holder sig godt skjult i Skyttegraven. Ved Dagslys maa ingen lade sig se. Jeg har heller ingen Franskmænd set endnu, kun hørt dem hoste og derfor ikke haft Lejlighed til at afgive et Skud. Vi maa nemlig ikke skyde, naar vi ikke ser noget.
Dækningen er vort Sovekammer. Den er saa stor som en rummelig Dragkisteskuffe; man kan hverken sidde oprejst eller ligge udstrakt i den. Der er Plads til to Mand, og naar man kanter sig godt, til tre i en almindelig Dækning. Men naar der kommer pludselig og heftig Granatild, og alle styrter i den første den bedste Dækning, er det utroligt, saa mange, den kan rumme. I saadanne Tilfælde tages det ikke saa nøje med Rangen. Det er saaledes forekommet, at en Menig er kommen til at ligge ovenpaa en Feldwebel. Men der er ingen, der tager Anstød af en saadan Insubordination.
Naar der atter er Ro, kravler den ene efter den anden ud af Dækningen. Søvn bliver der alligevel ikke meget af. Man smører sig en Mellemmad — Middag vanker der ikke i Skyttegraven — og trækker sig tilbage til et Hjørne med sin Avis. Jeg studerer den sidste „Hejmdal“ med en Grundighed, som civile Abonnenter vil have tungt ved at fatte. Efter at Teksten er tygget godt igennem, giver jeg mig med usvækket Interesse i Lag med Kundgørelserne og gaar tilsidst med Dødsforagt løs paa Historien.
Saadan gaar den ene Dag efter den anden i Skyttegraven, og man er glad og taknemlig for hver Dag, der gaar godt. Nu har jeg været en Maaned i Skyttegraven, og jeg maa sige, at den er gaaet hurtig. Det er mig en Trøst at tænke paa. Selv om der endnu ingen Afslutning er at øjne, saa kan det dog kun være et Spørgsmaal om Maaneder. Og naar jeg til den Tid er i Live, vil jeg ikke klage over, hvad jeg har lidt i Skyttegraven.
Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86). I marts 1915 lå han på Vestfronten ved Lassigny.
Cuy den 17. marts 1915 Kære far og mor! Tak for pakkerne, smørret og pølserne. Agnete har sendt mig fotografipapir, så nu kan det gå løs; men nu kan I tænke jer, at jeg har været så heldig at få fat i et lille fotografiapparat selv.
Der var nemlig én, som ikke kunde komme rigtig til rette med sit apparat, og så blev han lynende gal i hovedet og vilde være det løs. Jeg har så købt det af ham, for penge har jeg nok af. Nu kan jeg rigtig filme på kraft. Foreløbig har jeg atten plader, men jeg vilde jo gerne have nogle flere tilsendt. Hvis I ved lejlighed kunde få mig nogle film hos Nielsen i Sønderborg, så vilde det glæde mig meget, bare forlang det mærke, som jeg her sender med, helst 24 plader.
Så står der i min andenøverste kommodeskuffe en lille brun Agfaflaske; den må I også gerne sende og så endelig fiksersalt til brug ved fremkaldelsen af plader. Hvis I vil besørge mig alt dette, vil jeg være meget glad.
Her er alt uhyre roligt. Her sidder soldaterne og mundhugges. Nogle gamle soldater sidder og vigter sig med, at de har tjent to år; de er nogle allerhelvedes karle, og vi ersatzreservister mangler jo det væsentlige i opdragelsen. Kammeratskab er der ikke meget af her hos os; den ene har så meget at udsætte på den anden; det er kedeligt, men jeg tager mig det ikke nær på nogen måde. Og på den anden side lader jeg mig heller ikke noget sige; thi er jeg god nok til at sendes herned, så må jeg også være god nok til at behandles som en kriger.
Jørgen Brag er nu bleven afkommanderet til at passe dr. Thomsens bolig i Lassigny. Derved kommer han ikke mere med os til Cuy og heller ikke ud i skyttegraven, og han kan være temmelig sikker på, aldrig mere at komme med i nogen fægtning.
Vi har jo fået dr. Thomsen til læge her hos os, og det er jeg meget glad for. Han holder Nationaltidende og Politiken og er derfor meget godt underrettet om tilstandene. Her bliver tyskerne nu mere og mere klare over, at krigen vil trække ud til jul. D.v.s. de opgiver håbet om en fuldstændig sejr; men til den tid må jo undervandsbådene have udsultet England, og efter deres mening er det kun England, der stadig holder modet oppe på de andre, som alle er rede til at tage imod fred, hvad øjeblik den tilbydes dem.
Nå, hvordan det går og ikke går, så vil jeg ikke håbe, at det bliver ved til jul. Vi er her allerede meget længere, end vi skøttes om. Nu en kærlig hilsen fra Kresten
Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen
L., den 12. Marts 1915. Kære Venner! Mange Tak for Gaven, som I sendte mig og som beredte mig Glæde. Jeg modtager saa mange Hilsener, Breve og Gaver fra mit kære Hjemland, og det gør saa inderligt godt at erfare, at man har saa mange Venner, der stadig tænker paa en. Jeg ved godt selv, at jeg stedse har været en Enspændernatur og egentlig aldrig har søgt nærmere Tilknytning til mine Omgivelser, og dog ser jeg nu, at Vennerne er mange.
Jeg ligger for Tiden paa Lasarettet „St. Sauveur“ her i Lille, paa Grund af en Hjertelidelse. Der ligger 4 Mand til her fra vort Kompagni, som lider af samme Sygdom. Kulde og Fugtighed, vaade Fødder, og dertil Nervernes Ophidselse, som ikke kan undgaas her ved Fronten, bidrager alt sammen til at nedbryde Sundheden.
Vort Kompagni har siden den 29. November ligget ude i vort Artilleris forreste Stillinger, og vi har næsten hver Dag hørt Granaterne pibe, eller rettere hvine over vore Hoveder. Og dog er ikke en eneste Mand af hele Kompagniet blevet ramt. Nogle siger med et Skuldertræk, „at det er Held“ , andre siger, at „Gud har holdt sin Haand over os“.
Saa meget er sikkert, at alene i vor Kristentro ligger en Kraft til at bære alle Trængsler. Uden denne Tro gaar man til Grunde, idet en anden Livsopfattelse intet Haab levner os. Saadan hørte jeg for nogen Tid siden en Kammerat sige til mig, „hvis jeg vidste, at jeg alligevel skulde rammes, saa vilde jeg søge Døden i Dag, hellere end vedvarende pines hver Dag.“ Saa mørkt ser den Slags Folk altsaa paa denne nuværende Tilværelse, hver Dag er for dem en fortsat Kilde til Lidelse.
Den Tur glemmer jeg ikke saa snart. Den frodigste Drengefantasi kunde ikke udtænke en mere eventyrlig Færd. Vi havde ligget i Reserve i en Skov og haft et Par gode Dage. Om Aftenen skulde vi ud i Skyttegraven for at afløse vore Kammerater. Alle Bevægelser ligesom alt Arbejde foregaar om Natten i Ly af Mørket; om Dagen maa ingen lade sig se.
Vi stillede i Mulm og Mørke og satte os i Bevægelse. March kan man ikke kalde det. Det vilde være for farligt og alt for besværligt at marchere i sluttet Kolonne; vi gaar i Gaasegang, den ene efter den anden i en uendelig Kæde. Med Staven i Haand føler vi os frem Skridt for Skridt; det er saa mørkt i Skoven, at man ikke kan se en Haand for sig. Jeg holder min Formand i Frakkefligen for ikke at tabe Forbindelsen. Det er nemlig noget af det værste, der kan ske; naar Kæden brister, er det ikke let at faa den samlet igen. Saadan snegler vi os afsted gennem den tætte Fyrreskov. Kommandoer og Varskoraab løber frem og tilbage gennem Rækken: Holdt! — Følge! — Er alle med: — En Grøft! — En Træstub! De elektriske Lommelamper glider som Sankthansorme gennem Natten.
Endelig naar vi ud af Skoven. Det har vel taget saadan noget som en Time at tilbagelægge den halve Kilometer. Nu gaar det fortere fremad. Paa fri Mark kan man bedre orientere sig, især naar Lyskuglerne stiger op ude fra Skyttegraven. De kaster deres Skær langt ind over Egnen. Lommelamperne maa derimod ikke tændes mere, de kunde røbe os.
Nu er det ikke saa meget Mørket som Føret, der volder Vanskelighed. Vi befinder os paa Grænsen af Oversvømmelsesomraadet, og Jorden er saa opblødt af den evindelige Regn, at det er vanskeligt at finde et tørt Sted at sætte Foden paa. I dette Føre gaar vi flere Hundrede Mand efter hverandre i samme Spor hen over de svære Lerjorder.
Det er et forfærdeligt Ælte. Mine Støvler slutter fast over Vristen, alligevel maa jeg ofte træde flere Gange til for at faa dem med. Vi binder Sejldug eller Sækkelærred om Skafterne op over Knæerne for ikke at faa Støvlerne fulde af Vand. Det er en anstrengende March. Vi gaar kun med halv Oppakning, men lille Byrde bli’r lang Vej tung. Trætheden og Tørsten begynder at indfinde sig, og jeg gør betænkelige Indhug paa Feltflasken, som skal holde til flere Dage.
Øjnene er heller ikke saa gode, som de har været, og der er vanskelige Steder at passere: Granathuller, fulde af Vand og saa store, at man kunde begrave en Hest i dem, Grøfter, som skal tages i Spring eller passeres over en skrøbelig Bro, Hegntraad forneden og Telefontraad foroven. Et Fejltrin, og man ligger der. Men op og afsted igen for ikke at tabe Forbindelsen. Det hændte netop for mig, og det indbragte mig en forsvarlig Overhaling af Kompagniføreren.
Jo nærmere man kommer Skyttegraven, desto større Forsigtighed maa der vises. Man maa træde varsomt, og kommer der en Kugle, staar alle stille. Opdager Franskmanden os, kunde det hænde, at han beredte os en varm Modtagelse med Shrapnell- og Geværild.
Vi naar lykkelig og vel Skyttegraven. Bag dens skærmende Volde føler man sig atter nogenlunde sikker. Det første Spørgsmaal gælder Kammeraterne, hvordan det er gaaet dem, — og det næste os selv: Hvordan vil det gaa os? Vil vi alle vende tilbage, naar det er vor Tur at blive afløst?
Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86) på Vestfronten.
Lassigny den 5. marts 1915
Frygteligt skyderi fra morgen til aften de sidste dage. Vi har slæbt de tomme vinfade inde fra kældrene ud og stillet dem op til rygdækning og fyldt dem med jord. Løjtnant Hansen er rent forrykt og spadserer op og ned, for at vi da heller ikke skal få et minuts ro. Så snart én lister sig ned i hulen, kommer der én og haler ham ud.
Brød blir der overhovedet ikke tid til at spise mere, men vi skal jo også spare. Løjtnanten har fået sig en ny lejlighed, fint tapetseret, fine møbler af stukket læder; udenfor har vi måttet lave et anlæg med blomster og grønne palmer og planter. Nu har begge løjtnanter og feltweblen hver en stor hule, hvori der kunde ligge tilsammen 4-5 grupper, og vi ligger sammenstimlede i huler, så vi næsten ikke kan vende os.
Jeg var afkommanderet med patrontasker og gevær til Lassigny for at hente en glasrude, og en skrivelse fra løjtnanten, at det skete på hans befaling. Jeg havde næppe nået gendarmeriet, før de første granater bankede ind, og jeg måtte skyndsomst søge dækning i en kælder. Af hele vinduesruder er der næsten ingen mere i byen, det tog halvtredje time, inden jeg havde fundet en.
Fra “Krestens breve og dagbøger”, udgivet af Claus Bundgård Christensen, 2012
Peter Østergård fra Stursbøl i Oksenvad Sogn gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 på Vestfronten. Vi har fulgt hans bror, Jeppe, fra krigens begyndelse og indtil han faldt på østfronten den 26. oktober 1914; og vi følger nu Peter, der blev indkaldt kort efter broderens død.
I Skyttegraven d. 4. Marts 1915.
Her bliver vejret stadig mere mildt, og man fryder sig rigtig, når man nu på vagten kan gå og sole sig en hel time. Den øvrige tid skal vi helst holde os inde, ikke så meget af hensyn til kuglerne, men fordi der nu i disse dage, da vejret er saa klart, af og til kommer franske flyvere her over vor stilling, og de må ikke gerne se, hvor mange vi er, og hvor vi er.
Når de flyver der oppe som store fugle, kan man engang imellem se, at de tager en plade af vor stilling. Disse billeder bliver så forstørret, og med de gode instrumenter, de har, kan de saa nøjagtig beregne alt, og enderesultatet er nogle velrettede granater. I disse dage kan vi ikke klage derover. Der kommer daglig kun en halv snes granater herover til os. Til en tid kom der henved 150 daglig, da var det mindre hyggeligt.
Forleden aften var jeg på patrouille. Foruden mig var der en underofficer med. Vi skulde gennemstrejfe terrænet mellem vor og franskmændenes stilling. Undervejs traf vi 3 fra et andet kompagni, og vi 5 mand begav os nu med bøssen over skuldrene på vej over efter stillingen. Det var klart måneskin og godt lyst, og det hjalp os, for som vi gik allerbedst, opdagede jeg forude et par mænd, og ved at se nøjere til så vi, at det var et par franske vagtposter, der her på deres vagt gik op og ned.
Det var en ny post, franskmændene havde fået opstillet et par hundrede meter foran deres egentlige skyttegrav. Vi sneg os helt ind paa den, og mærkeligt nok så de os slet ikke. De gik deres rolige gang op og ned og tænkte vist slet ikke på, at der var fjender så nær ved.
Stillingen var også godt indhegnet med pigtråd, men hvis vi vilde have skudt, kunde vi let have gjort det. Her lå vi en stund og betragtede dem og trak os så forsigtigt tilbage, opsøgte noget andet uden at mærke noget eller blive bemærket. Sådanne ture er selvfølgelig ikke frivillige fra min side. Dertil bliver vi jo kommanderet, og det går på omgang, og denne gang var det min tur.
Tegning over FR86’s stillinger ved Moulin i april 1915.
Peter Østergård fra Stursbøl i Oksenvad Sogn gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 på Vestfronten. Vi har fulgt hans bror, Jeppe, fra krigens begyndelse og indtil han faldt på østfronten den 26. oktober 1914; og vi følger nu Peter, der blev indkaldt kort efter broderens død.
Brev fra Peter Østergårds til hans søster 3. marts 1915:
Ja, sidst jeg skrev til dig, var vi jo nået til Cuy, og da du nu er nået så vidt, er det vist bedst, at du også får at se, hvordan vi bor herude i skyttegraven. Du gør derfor bedst i at følge os igår morges, da vi gik herud. Kl. 3/4 gik vi fra Cuy, og efter en lille halv times gang nåede vi byen Dives.
Her er tårnet af kirken til dels taget ned, for at den ikke skal byde en skive for artilleriet. Selve byen har ikke lidt meget. Her er vor 3. bataillon indkvarteret og 9. jægerbatl., ved hvilket H. Kock fra Mølby og H. Moos fra Nybøl og en Kræmer fra Østerlindet er. Alt er roligt her endnu, og vi går videre og når så byen Lassigny, en by på henved 3000 indbyggere. Ja, nu er der ingen. Byen er helt sammenskudt, kun få huse har ikke lidt meget. Særlig kirken, en stor, smuk kirke, er helt ødelagt.
Her går vi forsigtig gennem gaden for ikke at gøre for megen støj, for hvis franskmændene mærkede, at der kom afløsning, vilde de jo sikkert hilse på os med granater. Ved vestudkanten af byen skilles vi ad for at gå til vor gamle hule i skyttegraven, som ligger ca. godt 100 m udenfor byen. Der går jo en løbegrav fra byen og derud, men den benytter vi ikke, når det er mørkt, da går vi lige til.
Snart er vi også ved graven. En stige fører ned i den. Der veksles et par ord med de folk, der har beboet hulen, om de har fået megen ild osv., og så drager vi ind i vor gamle borg. Alt er gået stille, der er ikke falden et skud. — Du må bukke dig godt for at komme ind af døren, thi den er kun en alen høj. Herfra er der så tre store trappetrin ned til bunden af hulen. Er du nået derned, er du ca. 1 ½ m under jorden. Så megen jord er der ialtfald oven på.
Du vil let kunne stå oprejst, og vender du dig om med ansigtet mod døren, vil du se, at lyset falder igennem et lille vindue til venstre for døren. Under og ved siden af vinduet er der et par hylder, og herpå står der mange små papkasser, hvori der er eller har været noget fra dem derhjemme. Under vinduet står der et bord med et fint gammelt bordtæppe, og ved enden af bordet op mod væggen står et stort spejl, og heri kan vi, hvis vi har lyst, måle, hvormeget skægget gror, og hvor beskidte vi bliver i de 6 dage, vi er her.
Ved siden af bordet står 2 stole, deraf er den, jeg i øjeblikket sidder på, polstret og betrukken med plyds, træet er fint udskåren. Sikkert har den ikke drømt om at havne i en tysk skyttegrav. Disse ting er slæbt herned fra byen af dem, der er her, når vi er i kvarten. Jeg kan ikke godt være med til at tage noget sådant, kommer altid til at tænke på mig selv, hvis det nu var hjemme osv.
Til højre ser du vor kakkelovn. Den ligner mest en grubekedel, men varmer udmærket. Her koger vi om aftenen, når vi har lyst, enten det nu skal være kaffe, the eller chokolade. Det er så nemt at koge vandet og så putte nogle terninger i. Om dagen må vi ikke fyre, for at franskmændene ikke har det at rette kanonerne efter.
Længere til højre vil du se et hul, og når vi lyser derind med lommelygten, vil du se, at det er vort sovekammer. Her ligger vore dækkener. Der er dog kun plads til to mand, den ene må sove på stolene, når han ikke er på vagt. Nu har vi gravet en kælder. Den er i den bagerste væg dybt ned. Her har vi 2 m fast jord med kalkstenslag i foruden den løse jord over. Godt afstivet er det dernede, og her kryber vi ned, når granaterne bliver lidt nærgående.
Her mener vi at være omtrent sikre. En reserveudgang har vi til vor nabohule. På den måde kan vi komme ud, hvis den ene udgang skulde blive skudt til. Vi bliver nogle hele muldvarper her, jo dybere vi kan komme ned, desto sikrere er vi. Hernede skal den ene så sove, når vi får lagt nogle brædder og halm derned. —-Rundt om på væggene hænger vore sager, tornister, kapper o. s. v. Nu kan jeg ikke vise dig mere, og til underholdning har jeg ingen tid denne gang, for det er om et øjeblik så vidt, at jeg må ud at have min tur på vagten.
Sønderjyder spiller kort under jorden i en “understand” (dækningsrum).
Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86) på Vestfronten.
Lassigny den 2. marts 1915
Kære alle sammen!
Mange tak for det brev, faster, og blomsterne – ja, påskeliljen skal nok komme til at betyde fred. Jeg har rigtig fået et brev fra dig før, men du må jo ikke have fået mit svar derpå; enkelte breve kan nok gå tabt i tider, hvor der er større troppeforskydninger; men det er kun yderst få; postvæsenet funktionerer uhyre præcis. Men her ligger vi jo også i fuldstændig fast stilling, den rene belejringskrig. Det er altid kanonerne, der har ordet, og det er næsten helt sjældent at høre geværskud.
Nu har vi fået en stor badeanstalt, hvor vi kan få varme bade, så tit vi vil, d.v.s. når vi ligger i reserve i Cuy; og I kan tænke jer, at de er ved at indrette en større teatersal. Det hele får her tysk præg; også gadehjørnerne i Dives pranger med navne som Hindenburgerstrasse o.s.v. I Belgien var overhovedet alle vejvisere og plakater allerede i november tyske.
Forleden dag blev vi alle sammen – undskyld ordet – aflusede; det var en meget komisk scene; for alt vort tøj skulde gennemhedes i en dampmaskine, og i den time, hvor det stod på, måtte vi løbe rundt med ikke mere tøj på end vor kappe; det var komisk at se dem galoppere op og ned ad gaden; thi selv om vi er i Vælskland og det er ved at blive forår, så kan det gøres behov at galoppere sig til varmen, når man med ét bliver så sommerligt klædt.
For øvrigt kan vi her tillade os mange bekvemmeligheder i reserven – for et seks dages ophold i skyttegravene er lige akkurat nok til at sætte et uigennemsigtigt lag over hele personen og alt hans tilbehør. Så kan vi spadsere i parken til et stort slot „les Essarts”, og det er dejligt nu, for det myldrer frem af jorden af violer og vilde kalaer (ingefær); misteltenen, hvoraf der er en uendelig bunke, er grøn. Her er mægtige fyrretræer og Libanons cedre.
Og i skoven henter de franske bønder under militærvagt brændsel. De kører det hjem på tunge, tohjulede kærrer; hjulene har som oftest min højde; og dér har de så en tre-fire store flamske heste for, den ene foran den anden, ikke i spand som hjemme.
Selve landskabet er ikke her så forskelligt fra det hjemme; det veksler med bakker og dale, enge og skove; men hver eneste mark er abildgård, der er en masse frugttrær; hver eneste gård har næsten også en frugtperse, og man laver her æblevin i stor stil – „men den er sur, peha!”
I begyndelsen lå der jo fuldt i alle kældre i Lassigny, og da vi ikke må drikke vand, så var vi jo henvist dertil, men det var næsten som at spise slåen.
Vin har de her – eller nu må man sige: har haft -; hvert eneste hus har også sin vinkælder, som der er gjort særlig megen stads ud af; de er altid helt af sten med runde hvælvinger; tit ligger de helt frit et stykke fra huset. Alt, hvad der hedder huse, er nemt byggede her; man bruger som oftest store tilhugne kalkstensblokke, to fod lange og to fod høje. De giver også en lille smule sydlandsk præg, særlig i byerne, hvor de tit i steden for skodder bruger persienner.
Fra “Krestens breve og dagbøger”, udgivet af Claus Bundgård Christensen, 2012
På vej til aflusning (Museum Sønderjylland)Efter aflusningen (Museum Sønderjylland)
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86
Den 24. Februar 1915. Vi var nu kommen til Blérancourdelle, hvor vi skulde have 5 Dages Ro.
Vi laa i en Stue, der sidst havde været benyttet til Faaresti. Da vi kom dertil, var den fuld af Faaregødning, saa vi havde et lille Arbejde at gøre, før vi kunde tage Stuen i Besiddelse. I længst forsvundne Tider har det nok været et Køkken; derpaa tydede den store, aabne Kamin, som nu pludselig kom til sin Ret igen. Der blev lagt et Par store Træstykker paa, og Ilden knitrede lystigt og lyste samtidig op i Stuen. I en Halvkreds omkring Ilden laa mine 11 Kammerater paa Gulvet i lidt Halm og fordrev Aftenen med at synge, snakke og ryge Cigarer. Nogle af dem laa paa Maven, og andre sad paa Hug. Ilden varmede og farvede deres Ansigter røde, saa de struttede af Sundhed og Kraft. Undertiden faldt der en drøj Vittighed, som efterfulgtes af en skraldende Latter, der fik mig til at se op fra Bogen.
Jeg havde lige skrevet 5 Breve og skulde endnu have Sagerne i Orden til næste Morgen; da gik det atter i Skyttegraven; men jeg vilde først skrive dette Par Optegnelser i Dagbogen. Bordet, ved hvilket jeg sad, bestod af en gammel Dør med 4 hvide Ben af en Birkestamme. Lyset fik jeg dels fra Kaminen, dels fra en lille Fedtlampe. Tørt Træ til Kaminen var der ikke til at faa; men en Soldat er aldrig raadvild. I Nærheden var en lille Skov, og her havde vi savet alle de hvide Birketræer om, vi kunde finde. Stammerne blev savet i Længder paa 3—4 Meter og blev lagt med den ene Ende ind i Ilden. Her laa de og kogte og hvæsede, mens Saften dryppede dampende fra den hvide Bark ned i Gløderne. Naar Enden var afbrændt, blev Stammen flyttet længere ind i Ilden.
Nu kom frivillig Herbert Westphal fra Flensborg og spurgte med sin spæde Stemme, om jeg vilde drikke et Bæger Kaffe sammen med ham; han havde lige kogt Kaffe i Kogekarret over Gløderne, og den var adskillige Procent bedre end den, vi fik fra Feltkøkkenet, hvorfor jeg ogsaa tog imod Tilbudet med Glæde. Herbert var lille og spinkel og saa sart og blød som en lille Jomfru. Der var ogsaa noget jomfruelig rent i hans hele Karakter. Skønt han var Tysk, elskede han ikke den prøjsiske Militarisme, og det var kun meget ugerne, han meldte sig som frivillig.
Forrige Eftermiddag var jeg ude at spadsere. Derved kom jeg op paa en skovbevokset Høj. Jeg satte mig ned mellem de unge Grantræer og nogle Hasselbuske, som allerede viste Tegn til Foraarets Komme, og lod Blikket glide ud over Dalen. Det var et meget smukt Foraarsvejr. Solen stod højt paa den klare, blaa Himmel og kastede sine varmende Straaler ned over Bjerg og Dal. Lærken svang sig jublende mod Sky med klare, liflige Triller, og jeg — jeg sad her ene, langt nede i et fremmed Land og tænkte paa Hjemmet og mine kære langt, langt borte ved Østersøens Kyst, hvor Bølgen sagte rullede, og Fiskerbaaden gyngede ved Vemmingbund og Flensborg Fjord. Jeg fik en ustyrlig Lyst til at kaste mig paa en Cykle og med et knugende Greb om Haandtagene og foroverbøjet Ryg at træde Pedalerne, saa Kæden knagede, fremad paa Vejen, over Dale og Bakker, uden at staa af ved et eneste Bjerg, altid fremad — hjemad.
Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk fængselsbetjentuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86
Byen Moulin ligger nede i en Dal. Der er Højder rundt omkring, begroede med stedsegrønne Buske og Smaakrat, hvori de kvidrende Smaafugle forkyndte os, at Foraaret kom snart. Byen laa godt skjult for Modstandernes Iagttagelser, og endskønt den kun laa 2 Kilometer bag Skyttegraven, var der dog en ret livlig Færdsel her.
Der blev arbejdet hele Dagen. Nogle samlede Bjælker, Brædder, Lægter, Vinduer og Døre fra de nedskudte Huse og bar det ud i Skyttegraven, hvor det blev brugt til Jordhulerne. Der var ogsaa Skrædder- og Skomagerværksted, Vaske- og Badestuer, samt et Par Huse, hvor der blev hugget Gravstene til de faldne.
Ved Siden af Badestuen stod vort Feltkøkken. Dets Forspand stod i Kælderen og havde det godt. Kusken, Ribe, striglede og passede sine to røde, som om det var hans egne.
Kirken var meget haardt medtaget af Artilleriild. Loftet var styrtet sammen, og Alterklæderne laa forrevne blandt Ruinerne. — Aftenen forud var jeg vagthavende nede i Byen. Det gav en søvnløs Nat. For det første var der et forfærdeligt Træk gennem de Huller, hvor der før havde været Vinduer og Døre, og dernæst havde vi Besøg af Rotter og Mus hele Natten.
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86
Den 16. Februar 1915. Jeg laa i Byen Moulin i den store Kalkstenshule, som var bleven døbt »Dronning-Hulen«; det stod udhugget med sirlig Skrift i Klippen over Indgangen. Hulen var meget interessant, især nu, da den var beboet af Soldater. Der var Plads til næsten et helt Regiment derinde. Vi havde grupperet os omkring de svære Stenpiller, der var bleven staaende, for at Hulen ikke skulde falde sammen.
I disse Stenpiller havde vi slaaet Søm til at hænge vore Sager paa, saasom Gevær og Sidevaaben og Hjælm. Tornysteren brugte vi som Hovedpude.
Der herskede fuldstændig Mørke her baade Nat og Dag, og Tællelys kunde man desværre ikke købe mere; men vi klarede os alligevel. Vi tog en Del af det daarlige Fedt, som vi fik udleveret til Brødet, smeltede det, kom det i en lille Blikæske, skar en Flig af vort uldne Tæppe, fastgjorde den ene Ende i det smeltede Fedt, tændte den anden Ende, og saa kunde denne Lampe brænde, saa længe der var Fedt tilbage. Nogle tog i Mangel af Blikæsken et udblæst Shrapnelhylster, fyldte det halvt med Jord og hældte Fedt ovenpaa.
Omkring disse smaa Lamper samlede man sig i Smaagrupper og læste, skrev, sang og spillede paa Mundharpe. Nogle spillede Kort paa Bagsiden af en Tornyster, andre havde lavet et Bord af en Kasse eller et Brædt med en stor Sten under.
Da vi blev afløst i Skyttegraven, hvad der skete ved højlys Dag, blev vi iagttaget af »Frands«, som straks begyndte at beskyde os med Artilleri. Den sidste Shrapnel, der kom, slog ned i Nærheden af, hvor der stod et Korporalskab; derved blev 2 Mand saaret og en af vore flinkeste Underofficerer, den ejegode Levy, dræbt. Jeg var siden med at følge ham til det sidste Hvilested; vor Kompagnifører holdt en bevæget Tale, hvorefter vi alle kastede 3 Haandfulde Jord paa og bad med blottet Hoved et stille Fadervor.
“Kære Venner”
Den almægtige Gud har paalagt mig det tunge Hverv at meddele Eder, at Deres kære Mand, Johs. Schmidt, i Gaar, den 4. Febr. Formiddag Klokken 10 1/4 er falden ramt i Hjernen af en Granatsplint, mens han stod i Skyttegraven foran Bixschoote. Det er et haardt Slag for Eder, men Herren staar Eder bi i Eders Sorg.
Jeg, som i disse Tider har været sammen med Johannes, havde han meget kær. Jeg har i ham tabt en god Ven og Kammerat og vil savne ham meget; men Krigen kræver sine Ofre, og et menneskeliv er her udslukt i Løbet af et Øjeblik.
Johannes har haft en let og rask Død, da bevidstheden var borte med det samme. Vi har begravet ham et smukt Sted, under en Lind ved en sammenskudt Mølle ved Bixschoote. Et Kors med en lille Indskrift vil vi sætte paa hans Grav i Overmorgen Nat. Da gaar vi atter derud.
Hvad han havde paa sig, fik ham med i Graven, undtagen et Lommeur med Kæde, en Vielsesring, en Portemonæ med 23 Mark Indhold og et par Mønter, et Bundt Breve, Fotografi af Kone og Børn, en Shagpibe og et Par Fingerhansker. Disse Ting har jeg afleveret til Kompagni-Feldweblen, som sender dem hjem. I faar ogsaa en Meddelelse fra ham. Pengene bliver jo sendt særlig. Samtidig med dette sender jeg et Brev til Pastor Friedrichsen i Øster Løgum. Min hjerteligste Deltagelse i Eders store Sorg.
Eders
Johann Brønning.”
Frivillig Karsten Schmidt, Søn af Landmand K. Schmidt i Harreslev, er bleven dræbt i Skyttegraven ved et Skud i Hovedet. Han var, da Krigen udbrød, Elev paa Overrealskolen i Flensborg.
En Søn af Arbejdsmand Staub i Harreslev er iflg. “Fl.N.Zeit.” falden i Elsas under en Fægtning i Januar Maaned.
Lærer Hagen fra Ladelund, der ved Krigens Begyndelse meldte sig som Frivillig, er bleven ramt af en dræbende Kugle, medens han stod paa Vagt paa den østlige Krigsskueplads.
Fange i Sibiren.
Landmand H. Hansens Hustru fra Pøl fik i Fredags 2 Kort fra sin Mand, hvem hun ikke havde hørt siden November Maaned. Han var bleven saaret paa den østlige Valgplads og kommen i russisk Fangenskab. Nu meddeler han iflg. “Dbp.” sin Hustru, at han er rask og befinder sig som Fange i Sibirien.
Savnet.
Peter Jørgensen fra Adsbøl blev i Begyndelsen af September Maaned borte paa en af de franske Valgpladser og har siden været savnet.
Fra Provinsen.
Mindegudstjeneste. I Gaar Eftermiddags blev der afholdt en Mindegudstjeneste i Hospitals Kirken i Haderslev for Vognmand Jørgen Nissens (Anderskovs) Søn fra Skibbrogade, der er falden paa Vestfronten. den Afdøde var en afholdt og dygtig ung Mand og tillige en god Støtte for sine gamle Forældre. Som tidligere omtalt her i Bladet, traf den unge Nissen i Belgien i Begyndelsen af Krigen en af sin Faders Heste, som straks genkendte sin Herre.
Fastelavnsbageriet i Haderslev. Landraaden i Haderslev bekendtgør: Fremstillingen af Hedviger eller andet Fastelavnsbagværk er forbudt i Aar saavel for Bagerier som for Privathusholdninger.
Barakker til Krigsfanger. Som allerede tidligere meddelt, har man i Sinde at bygge Barakker til 6000 krigsfanger rundt om i Haderslev Kreds. Ved Slavgaard i Nærheden af Sommersted rejses der en Barakke til 300 Mand, og mellem Gabøl og Hjartbro en til 1000 mand. Uden om Barakkerne trækkes et Pigtraadshegn, der er 2-3 meter højt, og uden for dette Pigtraadshegn rejses der saa Bygninger til Officererne, Vagtmandskabet og Marketenderiet. Man regner med 15 procent Vagtmandskab til Fangerne. Disse skal hjælpe til med at gøre de Mose- og Hedestrækninger, som findes i Kredsen, tjenlige til Opdyrkning samt hjælpe ved Afvanding af fure Eng- og Kvægstrækninger. (Dv.)
Fra Felten.
Paa Spejdetur.
H.M. skriver i et Feltbrev i “Dannevirke”:
“Sidst vi var i Skyttegraven fik jeg til opgave at vise nogle kammerater, hor den fjendtlige Infanteripost staar. Vi sneg os gennem en lille Skovstrimmel den fjendtlige Stilling paa ca. 300 Meter nær. Her har jeg været flere Gange, saa jeg fik Lyst til at se Stillingen paa nærmere Hold. Vi sneg os nærmere gennem Skoven og kom kravlende paa Albuer og Taaspidser Fjendens Stilling paa 50-70 Meter nær. Herfra betragtede vi gennem Brombærranker Fjendens Færden i Skyttegraven. En var travlt beskæftiget med at øse Vand. Uafladelig kom den blanke Spand og Mandens Hoved til Syne over Gravens Rand. Andre bragte Brædder og Planker til Dækningerne, og andre var atter i Færd med at tømre. Alt sammen under ivrig Samtale. Havde vi forstaaet Fransk, kunde vi have forstaaet det meste deraf. Vi saa til et godt Kvarters Tid og kravlede saa tilbage igen uden at blive opdagede.”
Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 på Vestfronten
Dagbogen
Lassigny den 9. februar 1915
Frygtelig granatild. Løbegraven. En granat huggede ind lige på banedæmningen, rev hele stemmeværket ned, så skinnerne hang frit i luften, og rev desuden et stykke jernbaneskinne på over en halv meter svær og slyngede det tyve meter bort. Løbegraven til byen blev taget under behandling, hul ved hul, blot en lille smule til højre for den.
Det vil ikke vare længe, så anvender de haubitser på vore grave, ligesom vi nu på deres, og så er vi ulykkelige, ingen dækning er stærk nok til at modstå – og begynder de, er vi selv skyld i det, for vi har lært dem det.
Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 på Vestfronten. “Zuaver” er betegnelsen for franske kolonitropper fra Nordafrika.
Dagbogsnotat
Hulvejen, søndag d. 7/2 1915
Atter i går én død. En granatsplint gennem brystet og død på stedet, hullet var næsten ikke til at se, og såret blødte slet ikke. Han stod vagt ved stenbarrikaden, der ligger ved det sidste hus i Lassigny på vejen til Roie. Ingen dækning er der til nogen af siderne. Nu er den feltvagt skyndsomt trukket ind, den behøves slet ikke, man kan ikke se den franske skyttegrav derfra, kommer der alarm, så skyder vagten vor højrefløj ind i nakken. Det skal altid koste blod, inden man bliver klog, å, hvor mange har nu ikke ladt livet, uden at det var nødigt, bare for en uforsigtighed af ledelsen, hjemme er der så knapt, at man tager invalide og krøblinger, så er det kun for, at man her kan ødsle med mennesker.
Om aftenen måtte vi slæbe planker og skydeskår til skyttegraven. Bagefter måtte jeg med ud at bære de døde væk. Om natten gennem den nedskudte by med en død kammerat.
Lassigny den 7. februar 1915
Kære søster!
Jeg ligger nu i en dyb hulvej ved Lassigny og har en mængde arbejdstjeneste; men det er bedre end granater. Det går på liv og levnet løs. Vi har hidtil haft det så hyggeligt med en bæk, hvor vi hentede vand til vaskning og kogning.
Men, o skræk, da kom der med ét en zuav til syne, som har ligget siden september. Ham har jeg drukket mangen en kraftig bouillon på. Jeg havde i grunden slet ikke behøvet disse „maggier”, og det var intet under, at de altid var så kraftige. Prosit – der kommer mere for dagen end en lumpen zuav. Du behøver jo ikke at spise til middag, lige efter at du har læst dette; til fedtebrød kan man storartet døje den.
Jeg har tilfældig fået at vide, at det er søndag i dag. Mærke det sådan kan man ikke, i krigsalmanakken er alle dage grå. Men jeg er på vagtkommando, og tænk, så har jeg fri fire timer ad gangen, og de skal da også gå. Tak for dit brev af 31., det fik jeg i går. Det var jo sidste søndag, du sad og skrev det. Da har I vel lige drukket søndags eftermiddagskaffe. Du skriver om brune kager og kaffetabletter. Jeg takker på forhånd. – Her er mange mærkelige folk; der er en genial snedker fra Altona, som fra første færd har pådraget sig hele kompagniets opmærksomhed. Det er en værre røver og bandit; for det meste må man forarges over ham; men undertiden kan man heller ikke andet end le ad ham; han er som taget ud af en revyroman.
Han er så lang og ranglet, med et spidst, magert ansigt, og benene stråler ud i et skævt X. Når han fortæller sine krøniker,er det med gebærder af den forfærdeligste og mest mystiske art.
Så stikker han sin spidse næse lige op i ansigtet på én, låner én et par frygtelige øjne og fortæller med et hæst spøgelsestonefald: „Weest Du – kick mal og kuck mal!” Jeg glemmer ham aldrig fra Soissons; dér kom alle hans specielle evner til rig udnyttelse. Da vi havde taget heksekedelen, var det mørkt og vi var alle så trætte. Nu vilde vor snedker trykke sig for at stå vagt og forsvandt ned i en fransk understand nede i en kløft. Der lå allerede én; da han vågnede, var det langt op på formiddagen; han ruskede sin sidemand i armen, Hoch, Hoch! men han var ikke til at få vågen, han ned i lommen efter sin elektriske lygte – kick mal – kuck mal; da var det en død franskmand; men hvad der undrede ham var, at han ikke stank, for han havde ligget der i fjorten dage.
Da vi havde taget byen Croug, var Godemann første mand, der foretog en rekvireringsekspedition derned – og du kan tro, han fandt sager. Når han havde overlæsset sig med én slags, fandt han straks noget bedre og måtte så smide det første. I første omgang kom han med 30 par strømper, 10 tykke sweaters, 30 pd. chokolade og alle lommer fulde af krims-krams.
Næste gang havde han på sin ene skulder en sæk med 50 kødkonserves og på den anden en sæk med – håndgranater! og Weest du, så faldt han i skyttegraven over sine egne ben, og når du vidste, hvor farlige håndgranater er! En anden gang fandt han en trækasse, som var meget svær; han troede, den var fyldt med konserves, og slæbte af med den. Og – kick mal – da var den fuld af granater til revolverkanoner – og han kom væk i en fart.
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86
Den 5. Februar 1915. Jeg sad paa en Lerbænk nede i en dyb, lun Jordhule og skrev. Den lave Dør til Jordhulen stod aaben, og Solen kastede et Par matte Straaler ned paa de 5 usle Trappetrin, som førte derned. Den lille Kakkelovn, som vi kaldte Kanonen, var saa varm, at vi maatte blive den paa mindst to Skridts Afstand. Frivillig Friederich Budach fra Flensborg sad og pudsede frivilligt vore Geværer; for næste Dag havde vi Appel.
Vi havde lige haft Besøg af Nis Abrahamsen og Niels Hansen. Niels var ordentlig oprømt; han havde faaet Brev hjemme fra Kæresten. Det var ikke helt frit for, at Niels gjorde lidt Nar af mig, fordi jeg ikke vilde være Underofficer. Han troede, det var paa Grund af Slaphed og Dovenskab; men deri tog han meget fejl. Jeg vidste nok, at Niels gerne vilde være det; jeg undte ham det gerne; bare han aldrig vilde komme til at fortryde det.
Her havde vi en meget god Stilling, og desuden var Vejrliget heldigt, hver Dag tør Frost og smukke, klare, maanelyse Nætter. Bunden i Skyttegraven var nu saa jævn og haard som et Logulv, hvorfor vi fejede den hver Morgen med en Riskost. Nu og da kunde jeg »høre«, at »Kanonen« røg; thi vort lille Kakkelovnsrør, som ragede lidt op over Jorden, gav en Lyd fra sig, som hidrørte fra et Skud fra »Frands«. Han morede sig med at skyde efter Røret hver Gang, det røg. Undertiden fortalte jeg ham, om hans Skud havde ramt eller ej. Det gik til paa den Maade, at jeg tog en Spade og vinkede med Pladen opad langsomt fra venstre til højre, naar han skød forbi; men naar han ramte, hævede jeg Spaden lodret hurtigt op og ned et Par Gange. Det morede baade os og » Frands«.
Lidt til højre ud for vor Stilling laa mange døde Franskmænd. Nogle af dem laa endog helt ovre ved deres Skyttegrav, og det paastodes, at de havde ligget der siden Angrebet den 20. September. En af de sorte laa kun 5 Meter fra vor Skyttegrav, indfiltret i Pigtraadshegnet. Han laa paa Ryggen med venstre Arm hængende i Luften. Imellem Knoglerne af den kødløse Haand holdt han en Haandgranat. Det var ubegribeligt, at de ikke var bleven begravet af deres Kammerater.
Vi havde kun Artilleriild én Dag her, og uden at der blev tilføjet os noget Tab.
Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk fængselsbetjentuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.
