Tag-arkiv: marine

Ikke kategoriseret

15. august 1918. Matroserne nægter at råbe et “leve” for kejseren!

Skriv en kommentar

F. Matzen, Sønderborg, gjorde krigstjeneste i marinen. Han lå i Kiel om bord på kaserneskibet SMS Mars.

Det var i den første verdenskrigs sidste år. I Tyskland havde demoralisationens og defaitismens spøgelse forlængst begyndt at stikke sit grimme hoved frem, man så tydeligt skriften på væggen.

Ombord i S/M Hulk »Mars«, det gamle artilleriskoleskib, der lå fortøjet ved en bro i Kiel-Wik, og som forøvrigt i 1905 var det første krigsskib, der ankom til den nybyggede marinestation i Sønderborg, gjordes der forsøg på at give moralen kunstigt åndedræt ved at forsamle de 7-800 ombordværende til massemøder på Øverste dæk, hvor officererne fortalte om den tyske marines bedrifter, hængte nye glorier om kejserens pande og lovede snarlige nye, hemmelige våben, som hurtigt skulle gøre det af med Tysklands fjender, især de forhadte »BRITER«. Plakater med påskriften: »BRITE. sei dein ärgstes Schimpfwort« var opslået omkring i skibet.

Da vi under det sidste massemøde var nået så langt, at de traditionelle hurraer for kejser Wilhelm skulle udbringes, og officererne havde rejst sig med hånden ved kasketten, blev de hilst med pinlig tavshed. Ikke et eneste Hoch! Det var en slukøret flok, der sank tilbage i stolene.

Så, tænkte jeg, nu går det galt. Men opløsningen var så vidt fremskredet, at der intet skete.

Under mit ophold i »Mars« kom jeg en del i den kristelige marineforening, hvis formand var u-båds-kommandanten, den senere pastor Niemöller, om hvem det blev sagt, at det var ham, der havde torpederet »Lusitania«, hvilket omgående bragte USA. med i krigen.

Flere af underofficererne fra »Mars« kom også i denne forening, hvor de omgik os på en god og kammeratlig måde. En af dem, han stammede fra Harzen, opsøgte mig en aften, efter at vi var gået til køjs i hængekøjerne på batteridækket, og foreholdt mig det Opsætsige og farlige i, at jeg blev ved med at skrive hjem på dansk, altså et sprog, der var »unzulässig«, til trods for, alt brevene blev censureret i Flensborg og returneret til Kiel.

Manden kom sikkert i bedste mening, men resultatet var negativt, han havde jo ingen forudsætninger for alt kunne forstå en »MUSSPREUSSE«.

DSK-årbøger 1963

Søkrig

5. juni 1918. Grundlovsdag set fra en tysk minestryger

Skriv en kommentar

P. M. Christensen, Blans, gjorde krigstjeneste på minestrygerne.

En Dag fik vi i Cuxhaven Ordre til at gaa op i Kattegat, hvor der var minesprængt nogle Skibe. Det var mørkt, da vi sejlede ud af Havnen, Fyrene var ogsaa slukkede, men vi satte Kursen mod Brunsbuttøl.

Frivagten sad i Logiet og passiarede. Pludselig gav det et Stød i Baaden. Den lagde sig helt over paa den ene Side. Vi fo’r op paa Dækket og fik at vide, at vi med fuld Fart var løbet paa en Sandmole, ikke vi alene, men fire andre Baade med.

Den næste Morgen kunde vi gaa rundt om dem, men da Vandet atter steg, var vi flot igen og kunde fortsætte til Kiel. Her blev begge Tankene fyldt, og vi fortsatte nordpaa.

Om Aftenen gik vi til Ankers ved Aarø, lettede tidligt næste Morgen og stod op gennem Lillebælt. Snart passerede vi Grænsen. Jeg kunde se mit Hjem, hvor mine kære færdedes, og Havnen, hvor mit eget Skib laa. – Da jeg senere skrev hjem, at vi havde passeret Hejlsminde, viste det sig,
at de hjemme nok havde set Flotillen passere, dog uden at ane, at jeg var med om Bord. –

Der var de gamle kendte Steder, der var Skamlingsbanken, hvor jeg saa tit havde været med til Fest. Hvornaar mon det igen kunde ske? – Ak, ja, saa tæt ved Hjemmet, og dog saa langt borte. Da vi passerede  Middelfart, blev alle kaldt paa Dækket for at se det smukke Landskab. Det blev da ogsaa højligt beundret.

Vi fandt ingen Miner eller minesprængte Skibe i Kattegat og stævnede derfor mod Syd igen.

Da vi passerede Snoghøj, saa jeg, at der flagedes overalt. Det var et yndigt Syn at se de mange Dannebrog vaje. Neden for Højskolen, – dengang Fiskerihøjskole – var der mange Mennesker forsamlede. De vinkede ud til os, og vi besvarede Hilsenen.

Jeg kom til at tænke paa, hvilken Dato vi havde, og opdagede, at det var den 5. Juni – Grundlovsdagen. Det var altsaa derfor, der flagedes, og de mange Mennesker var forsamlede. Da plejede jeg jo ogsaa før i Tiden at være med til Fest, nu var der et andet Flag, jeg maatte sejle under for at have Lov til at bo og bygge i Hjemstavnen.

DSK-årbøger 1948

Søkrig

23. august 1917. Loppetjans på minestrygerne i Østersøen

Skriv en kommentar

P. M. Christensen, Blans, gjorde krigstjeneste på minestrygerne. Det var for det meste en behagelig tilværelse.

Sommeren 1917 var jeg havnet om Bord i Minestrygeren S. 59. Flotillen, som bestod af gamle Fiskekuttere, forsynet med baade Sejl og  Dampmaskine; var stationeret i Sassnitz paa Rygen.

Havde det ikke været Krig, havde det for os været et helt behageligt Liv i denne Badeby. Jeg traf om Bord gamle Kammerater fra Murwik, Tjenesten. var ikke anstrengende, og ret megen militær Disciplin var der ikke.

Vi gennemtravlede Østersøen fra Travemunde til Libau for at holde Farvandet renset for Miner, vi fandt ingen i den Tid, jeg var med om Bord. Vi aflagde Besøg i mange af Østersøens Havnebyer.

Kammeratskabet var godt, og vi havde det selv forholdsvis godt.

DSK-årbøger 1948

Fra samlingerne

Fra samlingerne: Utensilienkasten

2 kommentarer

Som i de fleste andre flåder fik sømændene i den tyske marine  udleveret en køjesæk til opbevaring af deres ejendele. For at mindre genstande, som pudsebørster, sysæt, toiletartikler, skrivetøj, pibe og tobak ikke skulle ligge og rode rundt i sækken og blive ødelagt eller svine køjesækkens øvrige indhold til, fik de desuden en såkaldt Utensilienkasten.

Opbevaringsæsken var 13 cm høj, 26 cm lang og 16 cm bred. Den havde et skydelåg, der kunne låses med en hængelås. På den ene ende monteredes en messingplade med soldatens navn og enhed. Denne æske har tilhørt Jakob Naus, som gjorde tjeneste ved en Marine-Luftschiff-Abteilung (M.L.A.), og befinder sig nu på Zeppelin- og garnisonsmuseet i Tønder.

I løbet af krigen blev sømændene opfordret til at aflevere messingpladen, så den kunne indgå i krigsproduktionen. I stedet for skiltet placeredes et af de stofnavnemærker, som blev brugt til mærkning af sømændenes beklædningsgenstande.

Fire tyske sømænd fra Den kejserlige tyske Marine med deres “Utensilienkasten” under armen.(Zeppelin- og garnisonsmuseet Tønder)
Ikke kategoriseret

17. december 1916: Johannes Lunds død

Skriv en kommentar

Johannes Lund stammede fra Fole ved Haderslev, og var Oberartilleristmaat ved I. Marine-Artillerie-Abteilung, 2. kompagnie, Flakgruppe West. Hans død er beskrevet i en erindringsbog om soldater uddannet på fortet Friedrichsort ved Kiel.

Johannes, * 19.11.87 i Fole (Haderslev) tilhørte en uddannelsesenhed fra hjemstavnen. Søndag den 17.12.16 befandt han sig som skytsfører i klitstillingen ved Westende-Bad. Mens batteriet om eftermiddagen beskød en flyver over havet, fik det selv ild. En granat eksploderede på dækningen ved kanon et; Lund blev hårdt såret i hovedet af et lille sprængstykke og mistede øjeblikkeligt bevidstheden. Han blev båret gennem den fjendtlige ild til forbindingspladsen Westende og for sin frygtløshed udmærket med jernkorset, han døde dog samme aften på Marine-Feldlazarett 2 i Ostende. L. blev begravet på kirkegården ved Ostende-Steene og senere overført til sin hjemstavn. 

(oversat fra Felix Glatzer: Friedrichsorter Kriegsbuch. Gedenkenblätter für die aus der I. Matrosen-Artillerie-Abteilung hervorgegangenen Kriegsteilnehmer, Oldenburg i. O. 1924, s. 225)

Tyske marineartillerister ved en luftværnskanon i Flandern (Privateje)
Tyske marineartillerister ved en luftværnskanon i Flandern (Privateje)
Krigens forløb

17. oktober 1916. Kaffepunche med Rød Aalborg i Swinemünde

Skriv en kommentar

H.P. Jørgensen fra Olmersvold ved Vollerup vest for Åbenrå havde aftjent sin værnepligt i marinen. I juni 1916 blev han overflyttet til SMS Najade. Her førte han en drivertilværelse med lang orlov mod små gaver i form af høns og brændevin.

En Gang imellem måtte jeg med Vagtmesteren i Land, og så stod den på Kaffepunche. Han havde sin Stamcafe nede ved Havnen. Konen var fra Sverige, og der kunde vi få „Aalborger”. De blev serveret i Kantinekopper med strøget Mål, så det var nogen værre Hybenkradsere.

Jeg måtte jo betale. En Aften havde han fået flere af vore Underofficerer med. Først fik vi et Par Øller med Steinhager til, og så Kaffepunche. Da vi havde fået to, sejlede „Sanitats-Obermaaten”, ved den tredje skred „Skrivermaaten”, og ved den fjerde måtte „Oberfeuerwehrsmaaten” af Sted. Nu var vi kun tre tilbage, Vagtmesteren, en Underofficer og jeg. Men ved den femte måtte Underofficeren give op, hvor nødig han end vilde. Vagtmesteren og jeg kneb endnu en til, men så kunde han heller ikke mere, og jeg måtte have ham under Armen for at støtte ham.

Værst var det, da vi skulde om Bord. Landgangsbroen var lang og smal og uden andet Rækværk end et Tov. Jeg måtte gå bag ham og holde ham med begge Armene, for at han ikke skulde falde over Bord. Netop som vi rundede Falderebet, så jeg Officeren, der gik sin Runde. Vi var dog forsvundne, da han nåede om Bord. Hans Forespørgsel hos Vagten, hvem det var, der var gået om Bord, gav ham ingen Oplysning. Vagten havde nemlig intet set. (Han modtog os ellers med et smørret Grin.)

Men da Officeren gjorde sin Runde på Skibet, rendte han på Skrivermaten, som stod og brækkede sig over Rælingen. Resultatet blev, at vi alle fem, med Vagtmesteren ved den øverste og jeg ved den nederste Ende, stod til Rapport. Chefen havde svært ved at holde sig alvorlig, kunde man se, og uden videre Forhør straffede han os allesammen ved at nægte os Landgang i fjorten Dage. Værre blev det dog ikke.

Vagtmesteren var til daglig meget brøsig i Tjenesten, men han mente ikke det ringeste med det; tværtimod hjalp han os efter bedste Evne ud af enhver Forlegenhed. Han var meget afholdt af Mandskabet. Han var Polak og havde en Kornforretning ved den polske Grænse. Forretningen var dog blevet ødelagt i Begyndelsen af Krigen. Ved nærmere Kendskab var han ikke mere tysk, end jeg var.

DSK-årbøger 1945.

Krigens forløb

16. oktober 1916. En hane for 14 dages orlov

Skriv en kommentar

H.P. Jørgensen fra Olmersvold ved Vollerup vest for Åbenrå gjorde krigstjeneste i flåden, først på en minestryger og senere om bord på SMS Najade. Sidst i juli 1916 fik han orlov – og ved små gaver blev orloven forlænget gentagne gange. I oktober 1916 var det forbi med orloven – og dog!

Næste Dag havde Oppasseren hos Chefen og jeg travlt med at bygge et Hønsehus. Det foregik på en Landtange ud for Skibet. Interesseret havde Chefen fulgt vor Færd fra sit Kontorvindue, og henad Formiddagen havde vi ham da også. Da han hørte, at det var mine Høns, spurgtehan mig, om jeg vilde sælge dem.

Det vilde jeg selvfølgelig gerne. Helst havde jeg foræret ham dem for den længe Orlov, jeg havde haft; men det risikerede jeg nu ikke, og så fik han dem for 20 Mark.

Nu vilde Skæbnen, at en af Løjtnantens Hunde bed selve Hanen ihjel, hvorfor Kaptajnen en Dag, mens jeg var ved at spule Overdækket, spurgte mig, hvor det kunde være, at Hønsene ikke lagde Æg. Dette Spørgsmål var jeg ikke belavet på, men jeg syntes, at han måtte da vide, at nu i Efterårsmånederne,

hvor Hønsene havde begyndt at skifte Fjer og tilmed for nylig var blevet flyttet, var der da ingen Høns, der lagde Æg. Jeg trak derfor lidt ud med Svaret, men så for det ud af mig, mens jeg slog Hælene sammen, så det smældede:

„Hr. Kaptajn, det er, fordi Hønsene ingen Hane har!“

„Nå-nå“ , sagde han med Eftertanke, jo, om vi da havde flere Høns hjemme? — Jo, det havde vi da, — og om de så kunde sende nogle flere. — Ja, men der var Udførselsforbud fra Slesvig-Holsten, og da vi her var i Meklenborg, måtte der en Mand med.

— „Tillader Hr. Kaptajnen, at jeg anmoder om fjorten Dages Orlov?”

— „Nej, min kære Søn”, sagde han, og så klappede han mig på Skulderen: Nu havde jeg lige haft Orlov i 72 Dage, og så vilde jeg have endnu fjorten Dage? — Nej, den gik ikke.

— Nå, ja, så gik den altså ikke.

Dog otte Dage senere viftede Vagtmesteren mig en skønne Dag med Orlovsbeviset om Næsen, den stod på fjorten Dage. „Men se nu at få Hønsene med!” — Det var netop i Jagtsæsonen, så det passede mig godt. Foruden Hønsene havde jeg da også en Hane med til dem, da jeg kom tilbage. Nu havde jeg vundet mig en god Position der om Bord, og Tjenesten var ikke streng.

DSK-årbøger 1945

Krigens forløb

5. oktober 1916. Bestikkelse: Orloven forlænget for skinke, flæsk og Rød Aalborg

Skriv en kommentar

H.P. Jørgensen fra Olmersvold ved Vollerup vest for Åbenrå gjorde krigstjeneste i flåden, først på en minestryger og senere om bord på SMS Najade. Sidst i juli 1916 fik han orlov – og ved bestikkelse blev orloven forlænget gentagne gange.

Da jeg havde været hjemme en otte Dages Tid, sendte jeg i min Kones Navn en Pakke til Vagtmesteren. Den blev meget nådigt modtaget. Samtidig afgik der en Ansøgning om Efterorlov. Der blev omgående bevilget tre Uger til, men hver fjortende Dag afgik da også en Pakke til Vagtmesteren. Høsten trak ud, og på den Konto fik jeg yderligere fjorten Dage, dog samtidig skrev han, om jeg kunde besørge Chefen nogle Høns. Endnu en Gang søgte jeg om fjorten Dage, dog denne Gang kom der intet Svar, og jeg måtte af Sted, I Pasewalk, hvorfra der gik en Sidebane til Svinemünde, blev jeg råbt ud af Toget.

Der var Telegram til mig, eftersendt af min Kone. Jeg skulde afvente nærmere Ordre, stod der i det. Jeg havde alle mine Sager liggende i Svinemünde-Toget, der var rede til Afgang, men I kan tro, jeg kom ud i en Fart, efterladende mine medbragte Levnedsmidler til mine Rejsekammerater.

Denne Gang havde Vagtmesteren taget det hele på sig, men nu skulde jeg absolut se at få mindst tre Høns og en Hane med. Fjorten Dage var jeg hjemme endnu, så kom der Telegram om, at jeg straks skulde vende tilbage. Så rejste jeg af Sted med mine Høns og en Flaske „Ålborg” til Vagtmesteren. Den havde han udtrykkelig anmodet mig om at tage med.

Henad Aften nåede jeg om Bord, og det første, Vagtmesteren spurgte om, var, om jeg havde Akvavitten med. Han kendte den fra Kejsermanøvrerne hernede. – Og så de uforglemmelige danske Kaffepunche. Man kunde for 20 Penning få den dejligste „Krambambuli”.

De var nemlig ikke vant til, at Flasken kom på Bordet, så den gik med for de to Groschen. Det var således de bedste Minder, han fra sin aktive Tjenestetid havde taget med heroppefra, derfor lå Flasken også øverst i Kufferten, og samme Aften måtte jeg stille i hans Kahyt med Flasken.

Der var kun en Stol og et Bord, så Vagtmesteren tog Plads på Sengekanten. Jeg fik ikke Lov at gå, før Flasken var tom. Glas havde vi ikke, jeg måtte tage min Tørn med, dog kneb jeg Læberne sammen, så Vagtmesteren fik den store Broderpart. Inden jeg gik, måtte jeg vælte ham over i Sengen, med Tøj øg Støvler på, han var nemlig blevet så fuld som en Allike.

DSK-årbøger 1945

Krigens forløb

29. juli 1916. Hele Sønderjylland efterhånden flyttet til Østafrika!

Skriv en kommentar

Senest ændret den 21. august 2016 21:11

Nis Kock fra Sønderborg sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. De blev siden indrulleret i det tyske forsvar af kolonien.

Den næste Morgen stillede han til sædvanlig Tid, medførende sin Protegé, den nye Boy. Han var unægtelig ikke andet end en Dreng. Han saa ud til at være allerhøjest 10 Aar gammel og tilmed temmelig mager og forsømt. Af Hudfarve var han meget lysere end Ramasan, og han havde smukke og regelmæssige Træk. Desuden saa han meget kvik og opvakt ud.

Alligevel kunde jeg ikke skjule min Forbavselse, da Ramasan præsenterede ham:
— Dette er din nye Boy, Bwana, og hans Navn er Ali!
Dermed var der efter Ramasans Mening ikke mere at sige om den Ting, men jeg kunde dog ikke lade være med at spørge Barnet:

— Jamen, kan du være Boy for mig — du er jo kun en Dreng — hvad vil dog dine Forældre sige?

Drengen saa paa mig med et Par smukke og udtryksfulde Øjne, der sagde saa meget som, at den Sag var forlængst afgjort mellem ham og Ramasan, og at mit Samtykke var ganske overflødigt. For en Forms Skyld sagde han dog langsomt og alvorligt, med en lille, spinkel Drengestemme:
— Jeg har ingen Forældre, og jeg vil gerne følge med dig, Bwana. Du skal nok blive tilfreds med mit Arbejde.

Ja, saa var Sagen jo afgjort. Jeg maatte overgive mig paa Naade og Unaade til Ramsans og Alis samlede Tillid til min Fornuft og Dømmekraft. Jeg nikkede til den lille Dreng og bad Ramasan finde noget Tøj til ham og gik saa til mit Arbejde.

Da jeg et Øjeblik vendte mig om, saå jeg dem begge to staa i Døren, en lille og en stor, en lys og en mørk Skikkelse ved Siden af hinanden, og saadan kom jeg til at huske dem. Skønt vi senere oplevede Dage, der var baade farlige og anstrengende, saa erindrer jeg dem klarest og tydeligst fra den Dag, da Ali kom til os, og de to stod i Døren og saa efter mig. Øjne, der følger os med Tillid og Omsorg, kan vi ikke glemme.

Den samme Dag om Aftenen sad jeg som sædvanlig paa Hotellet og spiste sammen med en ung Plantageassistent, som jeg havde kendt længe. Et Stykke fra os sad der en ung Mand, som jeg ikke tidligere havde set i Daressalam, men som alligevel forekom mig bekendt paa en ejendommelig hjemlig Maade.

Med ét slog det ned i mig: — Jamen, Manden er jo fra Kajnæs!

Det maatte simpelthen være saadan, selv om jeg ikke« havde faaet Vished. Men hvordan i Alverden var han dog kommet her? Han var ikke med „Kronborg“ , det vidste jeg da, og jeg vidste bestemt, at jeg aldrig havde hørt om, at han var rejst til Østafrika før Krigen  derhjemme.

Hvordan det nu var eller ikke var, saa maatte jeg have fat paa Manden. Maaske vidste han noget om dem derhjemme — maaske havde han en frisk Hilsen med hjemmefra.

Al Længsel efter Hjemmet, som jeg ellers maatte holde nede, vældede nu op i mig, og jeg var spændt og urolig, da jeg rejste mig og gik hen til Manden.

— Er du ikke fra Kajnæs?
— Jo, det er jeg, svarede Manden og saa smilende paa mig.
— Saa er du altsaa Peter Christensen
— Ja, det er jeg, og du er Nis Kock.
— Jamen, hvordan i Alverden er du dog kommet herover — du var jo ikke med os, og du var da ikke herovre før Krigen.
— Nej, jeg kom saamænd sejlende for et Par Maaneder siden — akkurat paa samme Maade som I …
— Ogsaa under dansk Flag?
— Ja, lige præcis paa samme Maade, under dansk Flag og med dansktalende Besætning — paa Damperen „Marie“ af København.

Vi saa paa hinanden og kunde ikke lade være med at le.

Paafundet var jo ypperligt, men kunde Østafrika ikke undsættes paa anden Maade, vilde hele Sønderjylland jo efterhaanden blive flyttet herned.

Jo — Damperen „Marie“ af København var da kommet godt gennem Blokaden baade derhjemme og ved Kysterne. Den havde ikke behøvet at tage Hensyn til nogen blokeret Krydser, men var ganske stille løbet ind i Sudibugten i den sydlige Del af Kolonien og havde losset sin Ladning i god Behold.

Den medførte blandt andet et Batteri paa fire Haubitzere med en Mand til Betjening af hver, og Peter Christensen var den ene af dem. Han og de tre andre var blevet tilbage i Østafrika, medens „Marie“
havde lettet og var sejlet igen — hvorhen vidste han ikke.

Jeg maatte nu spørge efter Nyheder fra Hjemmet, men dem fik jeg ikke mange af. Selv om Peter Christensen anstrengte sin Hukommelse nok saa meget, var det ham ikke muligt at finde noget, der kunde interessere mig.

Han kendte kun lidt til mig og næsten intet til min Familie, og han havde kun én Gang været hjemme paa Orlov senere end jeg. Han vidste dog intet opsigtvækkende nyt fra Kajnæs, og det var jo ogsaa en Slags Trøst — ingen Nyheder er gode Nyheder.

Den unge Plantageassistent, som jeg havde holdt med Selskab, kom nu hen til vort Bord, og som det gerne gaar ved den Slags Lejligheder — en Del Drikkevarer fandt ogsaa Vej derhen.

Til sidst, da det var allermorsomst,lukkede Hotellet, men der var andre Beværtninger, som holdt længere aabent, og de blev nu hjemsøgt. Gensynet med en Mand fra min egen Halvø skulde fejres, og de sidste Dages Uro og pinlige Uvished druknes

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Krigens forløb, Nyheder

13. juli 1914. 42 tyske krigsskibe på “lystsejlads” i norsk farvand!

Skriv en kommentar

Senest ændret den 27. januar 2016 11:28

Haderslev-avisen Modersmaalet citerer fra franske og serbiske aviser:

Fransk Advarsel til England.

I de sidste Aaringer har ikke alene den tyske Kejser foretaget sin aarlige Rejse langs Norges kyst, men der er sendt store tyske Eskadrer derop; det har vrimlet af tyske Orlogsmænd og Søfolk i de norske Fjorde.

Sagen blev meget omtalt i Fjor baade i Norge og i Vestmagternes Presse; saa vidt man kunde se, vakte den tyske Flaades Nærværelse en Del Uro og Uvilje i Norge, men man kunde ikke jage den bort. Tyske Blade svarede paa Udtalelserne i de udenlandske Blade, at Øvelserne i de norske Farvande kun skulde tjene til Søfolkenes Rekreation!

Alligevel kunde man have tænkt, at Tyskerne maaske vilde indskrænke disse mærkelige Øvelsesture en del. Men det er ikke Tilfældet. Der skal i Aar ligge ikke færre end 42 tyske Krigsskibe ved den norske Kyst.

Det franske Blad ”Echo de Paris” opfordrer i denne Anledning det engelske Marineministerium til at være paa sin Post; thi hvad man i Berlin udgiver for en sædvanlig Lysttur, er en Del af det Program, der i hovedsagen lyder: Den engelske Vesterhavsflaade maa trues fra to Sider, om muligt indknibes.

 

Sådan ser det ud, når kejser Wilhelm tager på lystsejlads - hvis man skal tro den franske presse ...
Sådan ser det ud, når kejser Wilhelm tager på lystsejlads – hvis man skal tro den franske presse …

Serbiske Trusler mod Østerrig-Ungarn.

Pressekrigen mellem serbiske og østerrig-ungarnske Blade fortsættes. Serberne er ved deres Sejre over Tyrkiet og Bulgarien bleven saa kække, at de ikke længere frygter deres mægtige Nabo mod Nord, hvilket følgende Udtalelser i serbiske Hovedstadsblade i Lørdags vidner om:

”Balcan skriver, at Europa, der endnu for kort Tid siden sysselsatte sig med den syge Mand ved Bosporos, snart vilde faa at gøre med den syge Mand ved Donau”.

”Ergovinski Glasnik” kalder den østerrig-ungarnske Politik jesuitisk og æreløs. Den barbariske og røveriske Politik i Bosnien maatte lære de derboende Serbere, at de ikke boede i en Kulturstat, men stedse maatte være rede til at forsvare sig mod Myndighedernes Overgreb.

”Stampa” offentliggør et aabent Brev til Borgmesteren i Serajevo, hvori denne beskyldes for ved sit Opraab at have opfordret den muhammedanske og den kroatiske Pøbel til at udplyndre og myrde Serberne. Den Tid er ikke fjern, da Serberne, der brød Tyrkiets Magt og straffede Bulgarerne, vil overskride Østerrig-Ungarns Grænse.