Tag-arkiv: lig

Krigens forløb, Sønderjyder

27. september 1918. Argonnerskoven: Lig ligger spredt alle Vegne … Myrerne og andet Kryb har Føde i lange Tider.

Skriv en kommentar

Senest ændret den 4. december 2020 9:11

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. I 1918 tilhørte han Regiment 186, 2. kompagni.

Efter  at  vi har  været  udsat  for  flere  Angreb  fra  fjendtlige Flyvere,  er  vi kommet  til Argonnerskoven.  Om  denne  er  der en  Gang  sunget,  at  den  ligner  en  stor,  stille  Kirkegaard.  V i har  set  Beviserne  for,  at  dette  er  rigtigt.

Stillingen  er  trukket  tilbage,  og  nogen  egentlig  Skyttegrav  findes  ikke.  Langs ad  de  saakaldte  „Brandlinier” gennem  Skoven  kan  vi se  fremefter,  ellers  er  der  tæt  og  uigennemsigtigt  over  det  hele.  Paa Patrouillerne  ad  disse  Brandlinier  har  vi  truffet  paa  Ligene af  mange  faldne,  baade  Ven  og  Fjende.  Inde  imellem  Buskene  ligger  de,  og  Myrerne  og  andet  Kryb  har  Føde  i  lange Tider. 

Disse  Patrouiller  er  ubehagelige  at  skulle  gaa.  Aldrig véd  man,  om  der  ikke  bag  den  nærmeste Busk  sidder  en  lignende,  fjendtlig  Patrouille  paa  Lur  og  skyder  En  ned  bagfra,  og  det  er  umuligt  at  kunne  tage  sig  i  Agt.

Krigen  føres her  mellem  Enkeltmand,  og  af  den  Grund  bliver  der  skudt mange  ned,  om  hvilke  Kompagnierne  aldrig  faar  Meddelelse  om,  hvor  de  er  faldet.  Lig  ligger  derfor  spredt  alle Vegne,  og  Betegnelsen:  „ En  stor,  stille  Kirkegaard”  er  ikke overdrevet.

 

 

Ikke kategoriseret

6. juli 1918. Barsk begravelse og sort soldaterhumor: Ligtalen over resterne af den forhadte løjtnant får smilet frem

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stillig i egnen omkring Braisne i Frankrig.

Hen på natten kom der en granat og eksploderede i vor nærhed; vi hørte kun dette ene nedslag – og denne ene granat ramte netop Oberleutnant Ostermann, der var gået ud af tunnelen, vist nok på naturens vegne.

Han blev revet i stumper og stykker, og rygtet herom spredtes med det samme. Der blev ingen sorg blandt mandskabet over tabet.

Dagen efter kom der en kiste med køkkenvognen, og Oberleutnant Ostermann skulle lægges i denne, og 4 mand og en Gefreiter skulle bære ham ca. 20 km tilbage, her skulle han begraves på en kirkegård lige ved siden af kirken.

Bernhardt Kopp var med i dette kommando, og han fortalte, at de puttede kun hovedet og lidt af fødderne i kisten, resten smed de sand på, og før de kom til afleveringsstedet, fyldte de jord og sten i kisten, for at den kunne fa en passende vægt. Kisten blev godt tilsømmet og afleveret.

To dage senere skulle han begraves, med hele bataljonen som æreskompagni. Det var om eftermiddagen; vi stod der længe før højtideligheden begyndte på kirkegården. Kisten stod ved siden af den frisk opkastede grav tildækket med blomster og kranse (hvert batteri skulle binde et bestemt antal kranse, det besørgede de gartnere, der fandtes mellem mandskabet).

Bataljonens officerer med Excellence Bergmann og præsten i spidsen trådte ind på kirkegården. Vi stod ret. Musikken spillede en sørgemarch, dernæst sang vi et par salmer med musikledsagelse.

Præsten trådte frem og talte over den afdøde; han talte med høj røst om “Kejser und Vaterland”, og da han talte over det gode tyske hjerte, der engang havde slået kraftigt og varmt for fædrelandet; men nu stod stille i den simple kiste osv., begyndte den ene efter den anden at trække på smilebåndene, og Gefreiter Ganz, der stod ved min venstre side, begyndte ligefrem at fnise – alle tænkte på stenene i kisten – særlig da præsten talte så meget om det dyrebare legeme, der her fandt sit sidste hvilested i fremmed jord.

Derefter sang vi: ”Ich hat einen Kammeraten”, skød salut – tre skud og højtideligheden var forbi.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Aviser

21. juni 1918 – Hejmdal: Fundet lig

Skriv en kommentar

Senest ændret den 16. september 2018 11:50

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Dagens Nyheder


Stjaalet Fjerkræ

Hos Godsforpagter Christian Jørgensen paa Sandbjerg i Sundeved blev der Natten til i Mandags stjaalet 31 Kyllinger og 6 Ællinger ud af Stien. De havde tilsammen en Værdi af 120 Mark.

Fundet Lig

Liget af den lille Pige, som i Onsdags forulykkede ved Marinebroen i Sønderborg, er nu blevet fundet.

Ved Nævningeretten i Flensborg

forhandledes ifølge “Fl. Av.” i Gaar blandt andet følgende Sager:

Landmand Nis Festersen fra Hokkerup fik i sin Tid et Straffemandat paa 300 Mark, fordi han i Marts Maaned havde købt 3 Køer hos en Landmand i Bækken og solgt dem videre uden at være i Besiddelse af et Legitimationskort fra Kvæghandelsforbundet. Han krævede retslig Afgørelse og hævdede i Gaar, at han kun havde solgt Kreaturerne igen, fordi de ikke passede ham. Erhvervsmæssig Handel havde det ikke været. – Paa Forsvarerens og Amtsadvokatens Andragende vedtog Retten at udsætte Forhandlingen for at stævne flere Vidner.

Agent Frederik Schrøder fra Flensborg var anklaget for at have overskredet Højesteprisen for Smør samt at have handlet med røgede Varer uden Tilladelse. Han havde derfor faaet et Straffemandat paa 1200 Mark; men krævede retslig Afgørelse, da han var af den Mening at kunne handle paa sin Søns Tilladelsesbevis, medens denne var indkaldt. Han sigtedes for at have solgt 20 Pund Smør for 13 Mark Punket 30 Pund for 14 Mark Pundet. Ved en Husundersøgelse fandt man endvidere et større Kvantum røgede Varer. Dommen lød paa en Pengebøde paa 650 Mark og Sagens Omkostninger. Desuden blev den Anklagede dømt til at betale en Sum paa 330 Mark, som udgjorde det Beløb, hvormed han havde overskredet Højesteprisen for Smør.


Fra Felten


Skrevet d. 11. 6. 1918.

Undertegnede Nordslesviger sender en venlig Hilsen til alle Venner og Bekendte.

Jes Kjær fra Hejsager.

 

I Haab om et lykkeligt Gensyn sendes hermed en venlig Hilsen til Venner derhjemme og Kammeraterne i Felten.

Hans Bøjskov fra Kajnæs.

 

Undertegnede Nordslesviger sender de bedste Hilsener til Venner og Bekendte.

Chr. Fink fra Varnæs.

 

Undertegnede sender en hjertelig Hilsen til alle Venner og Bekendte.

Andreas Petersen fra Varnæs.

 

En venlig Hilsen til alle derhjemme og Kammeraterne ved Fronten.

Martin Iversen fra Nørre-Sejrslev.

 

Venlige Hilsener til alle derhjemme og Kammeraterne ved Fronten. Paa et gode og glædeligt Gensyn derhjemme!

Christian Christiansen fra Nørre-Sejerslev.

 

Døde af deres Saar

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Valdemar Hansen fra Haderslev og Andreas Ravn fra Løjtkirkeby er døde af deres Saar.

Saarede

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Hans Gröfthold fra Ladegaard, Wilhelm Hamel fra Lundtoftbjerg, Jørgen Iversen fra Bovrup, Gefr. Peter Jessen fra Vollerup ved Bolderslev, Christian Lorenzen fra Ensted, Oskar Petersen fra Skærbæk, Eli Schack fra Toftlund, Hans Seemann fra Hostrupskov og Reserveløjtnant Hans Bonnichsen fra Ulfshus let saarede; sidstnævnte er saaret for 5. Gang, men er denne Gang bleven ved sin Troppeafdeling.

Savnet

Christian Campradt, Søn af Maskinsætter Campradt i Haderslev har ifølge “Schl. Grp.” været savnet siden de sidste Kampe Foran Reims. Man antager, at han er falden i fransk Fangenskab.

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Hans Hansen fra Volsballe ved Ringenæs savnet.

Paarørende søges

Paarørende af Fusiler Olling ved et Garde-Infanteriregiment bedes om at melde sig paa Oplysningskontoret paa Raadhuset i Flensborg, Værelse 28, for at tage imod en Efterretning, der er indtruffen til dem.

Dekoreret

Reserveløjtnant J. Crüger, en Søn af Blikkenslager Crüger i Haderslev, er bleven dekoreret med Jernkorset af første Klasse.

 

(Læs hele Hejmdal fra 21. juni 1918)

Ikke kategoriseret

17. juni 1918. På fremmarch: “Ligene laa endnu i Massevis helt fra 1914 og 15 og var ikke begravede”

Skriv en kommentar

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I juni 1918 deltog han i den sidste store tyske offensiv.

Tidlig om Morgenen brød vi op og blev sat i March længere til højre.
Vi mødte nogle franske Fanger, som var blevet taget, og saa gik der et Par Dage, hvor vi stadig marcherede til højre bagved Fronten.

En Dag kom vi til en By, som hed Berry-au-Bac, og her har jeg set de største Sprængkratere. Franskmændene var i Hælene paa os. Vi blev kommanderet ind i de gamle Stillinger, hvor der havde staaet mange blodige Kampe.

Ligene laa endnu i Massevis helt fra 1914 og 15 og var ikke begravede; det vil sige Knoglerne, Rotterne havde forlængst ædt Kød og Sener, og Støvlerne stod med Fødderne i, ligesom Pandeskallerne laa omgivet af Staalhjelme, og der laa Tøjrester, af hvis Farve vi kunde se, om det var en fransk, tysk eller engelsk Soldat, hvis Rester her laa. Vore Følelser var den Gang saa fuldstændig sløvede, at det ikke gjorde det bitterste Indtryk paa os.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

Krigens forløb, Sønderjyder

15. maj 1918: Asmus Andresen – En kammerat rammes af en granat: ”… han havde mistet venstre Fod og højre Ben og Brystet var fuldstændig oprevet.”

Skriv en kommentar

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Den 15. Maj Kl. 5 om Morgenen, blev der slaaet Alarm, og vi begyndte straks at skyde det bedste vi kunde. Henad Kl. 9 blev vi imidlertid saa haardt beskudte, at vi maatte forlade Kanonerne og springe i Skyttegravene, som var gravet ca. 20 Meter bag Kanonerne; nogle søgte Dækning i de bombesikre Rum.


Vi ventede, at ilden skulde standse, men det blev jo længere jo værre, og vi, som havde søgt Dækning i Skyttegravene, maatte forlægge Pladsen til de bombesikre Rum. Før vi forlod den 100 Meter lange Skyttegrav, raabte en af mine bedste Kammerater til mig fra Midten af Graven, at vi skulde se til at komme bort, thi nu blev det for varmt. Han løb saa hen mod Enden af Graven, hvor 4 andre havde forladt den, og jeg fulgte efter ham, men da slog en Granat ned, der hvor han stod, jeg dukkede mig saa dybt, jeg kunde, og jeg saa ikke mere til min Kammerat. Jeg troede, at han var løbet over i det bombesikre Rum. En af de 4 var bleven saaret, men ingen havde set min Sidekammerat, og saa vidste jeg nok, hvordan det var gaaet ham.

Da det blev mere roligt, gik jeg ud for at finde ham, og jeg fandt ogsaa lidt fra Skyttegraven hans Lig, men forfærdelig masakreret, han havde mistet venstre Fod og højre Ben og Brystet var fuldstændig oprevet. Der kom nu flere Kammerater til, og vi fik det afsjælede Legeme lagt til Side i et Tæppe.

– Han var 18 Aar. –

Efter den Tid havde vi gennemsnitlig 2 saarede og 1 død hver Dag.
 Dem, der faldt af vore egne, blev alle begravede paa Feltkirkegaarden hurtigst muligt, men der laa forøvrigt en Mængde Lig baade af franske, engelske og tyske Soldater fra tidligere Kampe, men disse blev ikke begravede.

Dem, der laa os i Vejen, kastede vi til Side, og de lugtede, saa vi ikke kunde være i Nærheden af dem, og det blev brugt som abitrær Straf, at Synderen blev sat til at begrave disse stinkende Lig, og den 20. Maj blev vi 5 Mand satte til at begrave alle de Lig, som laa ved vort Batteri, fordi vi havde været for langsomme i Vendingen ved Skydningen den foregaaende Dag.

Begravelsen gik til paa den Maade, at vi huggede en Hakke i Frakken paa de døde og slæbte dem hen til et Granathul, hvor Ligene blev kastet ned, indtil Hullet var fuldt, saa blev Graven dækket med et Par Tommer Jord; og om der stak en Arm eller et Ben op, gjorde ikke noget, og i Løbet af 20 Minutter var 35 Lig begravet.


Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

Ikke kategoriseret

15. marts 1918. Jes Sarup konfronteres med Mikael Steffensens lig

Skriv en kommentar

Jes Sarup fra Haderslev tog i marts 1918 til Vestfronten for at hente liget af den faldne Mikael Steffensen hjem til Sønderjylland.

Mikaels Lig graves op

Klokken 10 skulde jeg møde paa Kirkegaarden. Til den fastsatte Tid ankom Feldwebel Langenfeld og en Del af Mikaels Kammerater. Staack havde løbet sine Fødder ømme Dagen i Forvejen paa vor Tur, saa han maatte sende en Undskyldning, at han ikke kunde møde.

Soldaterne, der bar Stormhjelme, havde bragt en Del Kranse med til Kisten. De stillede sig op ved Lighallen, hvor en Officer var ankommen, som skulde overvære Opgravningen og fastslaa, at Liget var det rette. Uden for Lighallen stod en Ligkiste, men den lagde jeg ikke videre Mærke til. Det var jo ikke noget usædvanligt paa det Sted, og Kisten var af samme Slags, som jeg havde set den første Morgen, lavet af graa, uhøvlede Brædder. Først senere lagde jeg Mærke til, at den bar Mærker af Jord. Officeren drog mig ind i en Samtale, hvorved jeg vendte Ryggen til de andre og ikke mærkede, hvad der foregik bag ved mig.

Jeg vendte mig intet anende om til Soldaterne igen, og mente, at vi vel nu skulde ud til Graven. Men da var Kisten bleven aabnet og Mikaels Lig laa i den lige foran mine Fødder.

Hænderne var kulsorte. Han holdt dem frem, som greb han efter noget. Det var et Syn, som jeg aldrig vil glemme. Lange Tider senere havde jeg dette Syn for mig, saa snart jeg lukkede Øjnene. En af Soldaterne begyndte at aabne Mikaels Vaabenfrakke for at søge Erkendelsesmærket frem. Straks kom hans nøgne Bryst frem. Han havde intet andet paa end Frakke og Bukser. Mærket var der ikke. Det har man vel ikke tænkt paa at give med i Graven, da man efter Obduktionen har givet ham lidt Tøj paa, inden han er bleven lagt i Kisten.

(fortsættes under billedet)

Mikael Steffensen (1887-1917) Styding, Hammelev

Men Erkendelsesmærket var overflødigt. Baade hans Kammerater og jeg kunde kende ham igen. At han, til Trods for at han allerede havde ligget 4 Maaneder i Graven, var saa lidt forandret, saa han uden Vanskelighed kunde genkendes, var vist nok en Følge af, at Graven havde været fyldt med Vand til op over Kisten.Officeren var tilfreds med vor Dokumentation. De nødvendige Dokumenter udstedtes, og jeg maatte kvittere for Modtagelsen af Liget.

Han blev senere lagt over i den Kiste med Zinkindlæg, som Langenfeld havde bragt med den første Dag. Men mens dette stod paa, førte man mig bort. Dette overværede Langenfeld kun.

Kort Tid efter blev Kisten stillet op paa en Vogn og vi ledsagede den ud til Jernbanestationen. Nærmest Kisten gik Kammeraterne fra hans Afdeling med Kranse. Derefter fulgte Langenfeld og jeg, og det lille Ligtog afsluttedes af nogle enkelte Soldater, der tilfældig var til Stede. Af Landsmænd var Hjulmager Paulsen fra Gabøl blandt dem.

Ligkisten blev stillet ind i en Jernbanevogn og Kransene anbragte til Dels paa Kisten, til Dels hængt op i Vognen, som derefter plomberedes, og jeg fik Vognens Nummer opgivet af Togpersonalet.

Jeg tog Afsked med Kammeraterne og takkede dem for al deres Venlighed mod vor fælles Ven og for den sidste Ære, de nu havde vist ham ved at ledsage ham til Jernbanestationen. De var meget bevægede, hos enkelte trillede Taarerne ned ad de vejrbidte og skæggede Kinder, da jeg trykkede deres Haand til Afsted. Klokken 12 gik Toget fra Halluin Station, og Hjemturen begyndte.

Jes Sarup: Ved Vestfronten Marts 1918

Krigens forløb

22. august 1917. Begravelse ved Ypres: “I dag er det ham, i morgen er det måske mig …”

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var efter et længere lazaretophold i slutningen af juli 1917 på vej tilbage til fronten ved Ypres til bataljon 407.

Vi var meget trætte, da vi om morgenen kom tilbage til kvarteret. Denne gang vendte vi tilbage med et stort tab.

Der var et par ældre soldater, en karetmager og en snedker, de lavede jævnligt træarbejde. De lavede 3 kister og trækors, kisterne var primitive, og bestod af ru brædder

De tre kammerater skulle begraves den 22. august om eftermiddagen. De tre kister blev læsset på en vogn. Bagefter gik vi 20-25 mand, leutnant Wiederholt red på en hest og stille og tavs fulgte vi bagefter.

Da vi ankom til kirkegården (i Hooglede) var denne helt fuld af
militær. Det var soldater fra andre afdelinger, der bragte døde derhen, nogle var kommet fra fronten og andre fra feltlazarettet.

Der blev gennemsnitlig begravet 100 hver dag på denne ene kirkegård i denne tid.

Der var et musikorkester der spillede, og vi sang en salme. Dernæst talte en præst; det var mest over den vidunderlige heltedød (som de fleste helst ville undgå), og til sidst sang vi med musikledsagelse ”Ich hat einen Kammeraten”.

Det lød meget vemodigt, denne sang som man havde lært i skolen, om de to soldater, den ene ser den anden falde, han vil tage afsked med ham osv. Jævnt og stille lød sangen ud over kirkegården.

Der var mange åbne grave, nogle af de døde lå i kister, andre i teltduge, andre havde et tæppe over hovedet, og nogle lå blot i et par benklæder og måske en skjorte.

Nogle havde støvler på, andre ikke, nogle havde lemmerne forbundet med forbindingsstof, andre lå med åbne, blodige sår. Efter den sidste sang gik hver mand en ad gangen, idet officererne begyndte, hen til graven, stod ret, kastede 3 håndfulde jord ned på den døde, stod ret, igen omkring, og så den næste.

På denne måde blev der taget afsked med en falden kammerat.

Sådan blev en soldat begravet, når forholdene tillod det. Men tit blev de også begravet i skyttegraven, i stillingen eller slet ikke begravet, hvilket de døde ben og kranier vidnede om, der lå rundt omkring.

Da vi stilled op for at gå tilbage til kvarteret kom der pludselig en vogn kørende i stærkt trav.

Undervognen var fuld af døde. Han kom fra feltlazarettet. Han standsede ved kirkegården, og ved hjælp af en stang på cirka 2½ i meter vippede han de døde mennesker op over vognkanten og ned på jorden.

De stive lig faldt hulter til bulter om mellem hver andre.

Vi genkendte straks en af dem, og ved nærmere eftersyn genkendte vi alle de tre, som vi efter kanoneksplosionen havde bragt på feltlazarettet for to dage siden.

Vi fik dem pillet ud fra de andre, og vi begravede dem med det samme – dog i al stilhed uden nogen ceremoni.

De fik ingen kiste, ingen teltdug, vi dækkede en sæk over ansigterne – kastede jord på dem og gik hjem.

Ved sådanne begravelser var der en dyb alvor over kammeraterne.

Der blev ikke fældet nogen tåre, folk var sløvet og afstumpede. Den enkelte tænkte: I dag er det ham, i morgen er det måske mig, der skal graves ned.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Ikke kategoriseret

25. august 1916 – Lorens Jepsen: ” … Stanken fra de mange Lig”

Skriv en kommentar

Lorens Jepsen var landmand fra Valsbøl lige syd for den nuværende dansk-tyske grænse. I januar 1916 var han blevet tildelt Infanterie-Regiment Nr. 75, der i slutningen af august for anden gang blev indsat ved Somme ved landsbyen Barleux ca. 5 km sydvest for Peronne.

Min kære Anne!

Hjærtelig Tak for et Brev som jeg har modtaget i Dag. Ligeledes min bedste Tak for en Pakke med Smør, men naar Smørret er saa knapt derhjemme, saa behøver Du ikke at sende mig mere, jeg klarer mig nok alligevel og I behøver det jo haardt nok selv. Ja, det er slemt, meget slemt for Eder Hjemme og det vil blive meget værre endnu, naar Krigen ikke snart endes, og det er der desværre slet ingen Udsigter til.

Jeg gruer for Vinteren, har faaet nok deraf sidste Vinter og da havde vi endda en god Stilling. Bliver vi til Vinter hvor vi nu er, saa bliver det forfærdeligt, da det er lavt, leret og fugtigt. Vi kan ikke komme i Jorden for Grundvandet og derfor heller ikke forskaffe os Artilleridækning. De Par Dage vi har været i Graven, har vi alle været syge, har ikke kunnet spise og haft Diarré, det kommer af den fugtige Luft og af Stanken fra de mange Lig

de hjertl. Hilsner Din Lorens

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

Barleux_aug_1916
Infanterie-Regiment Nr. 75´s stilling ved Barleux under Somme Slaget (Zipfel u. Albrecht: Geschichte des Infanterie-Regiments Bremen (1. Hanseatisches) Nr. 75, Bremen 1934)
Krigens forløb

26. juli 1916. Jakob Moos ved Somme: “Stanken var ulidelig. Vi var kommet i helvede.”

Skriv en kommentar

Jakob Moos fra Holm gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 31, der i juli 1916 kom til Somme-fronten.

(… fortsat)

Vi lå i tre dage i anden linie. Så fik vi befaling til at afløse tredie bataillon, som lå i første linie.

Da vi led meget af tørst, ville jeg gerne have lidt drikkevand med mig. Jeg løb derfor tilbage til landsbyen for  at forsyne mig; men da jeg kom tilbage, var kompagniet allerede rykket frem.

Det var imidlertid blevet højlys dag, men der var ikke andet for end at styrte frem over markerne, og som ved et under kom jeg intet til.

I  landsbyen havde jeg set ting, der fik det til at løbe iskoldt ned ad ryggen på mig. Det var ikke blot det uhyggelige kaos af sammenstyrtede huse, men der fandtes lemlæstede lig i hobetal, og der var en fæl lugt. Samtidig hamrede granaterne ubarmhjertigt ned i byen.

Da jeg endelig var nået ud til mine kammerater, blev der stor glæde. De troede nemlig, at jeg var faldet.

Vestfront Stormet skyttegrav

Her i første linie var vi ustandseligt udsat for en rasende trommeild, og vi måtte belave os på, at der kunne blive stormet hvert øjeblik. Vi var ikke ukendte med artilleriild, men dette her overgik i  voldsomhed alt, hvad vi hidtil havde oplevet. Mange af vore  kammerater faldt, og foran og bagved vor usle grav lå døde soldater spredt ud over terrænet.

"Hvor døden rasede." I Baggrunden Bourlon Byen og dens nermeste Omegn ligg[er] [--] 40. ødelagte Tanks

Stanken var ulidelig. Vi var kommet i helvede. Her havde død og elendighed herredømmet.

Der var ingen af os, der regnede med at slippe levende bort. Vi var imidlertid allesammen så medtaget, at man nødvendigvis måtte trække os ud af linien, og da der kom budskab om, at vi skulle afløses, havde vi kun een tanke, og det var at hytte skindet, indtil afløsningen kom.

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1957