Tag-arkiv: Kampmoral

Krigens forløb, Om Krigen, Sønderjyder

26. oktober 1918. “Sergent Rohwedder springer ud af buskadset med en sprængladning …”

Skriv en kommentar

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

I al hast blev de tre bataljoner formeret på ny. Om natten fra den 23.-24. oktober besatte regimentet i echelonneringen III, II, I bataljon fronten øst for kanalen mellem Hanappes und Tupigny.

De følgende dage forløb med stadige småkampe. Hårdnakket forsøgte fjenden med brædder at krydse kanalen, som der kun var lidt vand i.

Det lykkedes ham flere gange at bringe små afdelinger over på østbredden. De blev af 9. kompagni trængt tilbage igen og efterlod døde og tilfangetagne i vore hænder.

Om natten til den 26. oktober havde fjenden foran 11. kompagni etableret en ny gangbro.

Sergent Rohwedder springer ud af buskadset med en sprængladning, kravler under gevær- og granatild med største dødsforagt ud på gangbroen og fastgør sprængladningen. Få minutter efter er gangbroen ødelagt.

I de følgende dage kom frontbataljonen igen i en truende situation fra flanken. Denne gang kom faren fra venstre. Dér havde 6. bayriske division forlagt fronten tilbage fra kanalen, sådan at denne næsten gik i en ret vinkel på vores.

Bataljonen traf foranstaltninger og forskød alle disponible kræfter mod venstre. Fjenden observerede straks den gunstige lejlighed til at udvide terrænvindingen på østbredden.

Indtil på højde med bataljonsstaben skød han om eftermiddagen den 2. oktober spærreild. To steder lykkedes det ham at sætte små afdelinger over kanalen.

På 11. kompagnis venstre fløj tog han en underofficerspost til fange, men så kastede dette kompagnis modstød ham igen over kanalen, et maskingevær faldt derved i vore hænder. Ligeledes på regimentets venstre fløj trængte 30 franskmænd over slusen ind i vor stilling. Tre af 9. kompagnis underofficersposter faldt i deres hænder.

Det gjaldt nu i hvert fald om at kaste fjenden tilbage over kanalen og således spare divisionen for en større operation, hvilket ville blive nødvendigt, når franskmanden først havde trukket større styrker til og havde bygget en regulær bro.

Ved en dristig overrumpling lykkedes dette. 7. kompagni fra beredskabsbataljonen blev hurtigst muligt hentet frem. Kompagniføreren, løjtnant Meyer, gik, efter at hækken var taget under kraftig ild fra maskingeværer og minekastere, med sin stormtrop frem fra nord til syd, idet han falder franskmændene i ryggen.

Det lykkedes ham med sine få folk at kyse fjenden. En officer og 30 mand overgiver sig. Foruden løjtnant Meyer udmærker sig endnu oversergent Wulf, 5. kompagni, og sergent Stülpe, 7. kompagni.

De seneste dages dåd beviste, at füsilierernes gamle ånd endnu ikke er udslukt.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

Ikke kategoriseret

1. september 1918 – Enkefru Røgind: Væk med Hindenburg

1 kommentar

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

1. Septbr.
Thomsen fortalte i Gaar om en Episode i Lille. I et Kinoteater propfuldt af Soldater bliver som levende Billede Hindenburgs fornaglede Statue fremført, og straks rejser der sig en Mumlen af Utilfredshed, der stiger til Raabene: »Heraus mit ihm, weg mit ihm, wir haben genug«. Den der har fortalt det, var Officer og selv tilstede og var jo ikke hyggelig tilmode. Soldaterne er sine Steder saavidt, at de i Officerernes Nærværelse drøfter, hvorledes de bedst skal lade dem tage tilfange.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 155)

Ikke kategoriseret

17. august 1918 – Enkefru Røgind: “… hans Deling trykkede sig”

Skriv en kommentar

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

17. Aug.
Lieutenant Petersen [nu Direktør Røjgaard i Sønderborg] kom ned i vor Gryde eller Sandgrav for at hilse paa Rose og mig. Han fortalte mange forfærdelige Ting fra Fronten, hvor han har ligget længe; nu er han i Berlin paa en Skole, der belærer om alle Gasarter. Han fortalte om en Recognosceringstur i Skyttegrave, hvor hans Deling trykkede sig, vilde ikke med; tvunget dertil forsvandt de efterhaanden, saa han tilsidst stavrede ene om, traf i en opgivet Stilling en Soldat, der blev saa glad ved at se ham, og da han spurgte ham om, hvem han var, nævnede han et helt andet Compagni, var kommet dertil Dagen i Forvejen, saa straks sendt til Fronten og var nu aldeles overvældet, saa han græd; Fyren var kun 18 Aar. »Jeg kunde godt have gjort ham Selskab«, sagde den unge Lieutenant med klædelig Oprigtighed.

— Hele Sølyst dansede.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 154)

Krigens forløb

29. april 1918. Konernes krigsbegejstring er for længst forduftet

2 kommentarer

I  Infanterie-Regiment Nr. 31´s historie skriver forfatteren, tidligere kaptajn Dr. Bernhard Studt, skuffet over den mislykkede tyske storoffensiv i april 1918:

Det var noget kostbart, denne vidunderlige vished om sammenholdet derude. Den, der var udenfor, og også i dag sætter spørgsmålstegn ved denne kendsgerning, bære selv en del af skylden for, at han ikke fandt det virkelige kammeratskab.

Tiden for feltkøkkenet blev altid afventet med særlig længsel, ikke kun fordi maven knurrede og en soldats sindstilstand går gennem maven – det var langt mere! Gennem postsækkene, der fulgte med dem, kom den sidste håndgribelige forbindelse med hjemstavnen.

Tit så jeg de strålende øjne på min trofaste oppasser Wilhelm Diehn, når han om natten kom tilbage fra feltkøkkenet, og medbragte et brev eller en lille pakke: ”Fra min ærede hustru – Hr. Kaptajn!”.

Historien om, at en af vore ordonnanser var blevet såret under afhentning af mad, og herved havde spildt halvdelen af madspandens indhold, kom først senere.

I det nu fjerde krigsår, hvor så meget allerede var blevet til rutine og truede med at blive lullet ind i en hverdagen, behøvede vi desto mere dette bånd til hjemstavnen. Man måtte hele tiden gøre sig det klart, hvad det drejede sig om, og hvorfor vi befandt os herude, kæmpende og blødende.

Men heltekonerne, der manede deres mænd og sønner til at holde ud til en sidste indsats for Konge og Fædreland, blev hele tiden sjældnere. Mangen en soldat sad i april 1918 allerede nedtrykt i sin dækning og læste i lyset af den flakkende stearinlys triste budskaber:

”Alle aviser herhjemme er fulde af meddelelser omgivet af en sort kant. Overalt er der sorg og tårer! Naboen arbejder nu i en ammunitionsfabrik og tjener overmådige penge, mens vi nages af hunger. En anden er det lykkedes at holde sønnen tilbage – hvorfor forsøger ikke også du? Skån dig, bevar dig for os! Vi behøver dig!”

Det lød anderledes end dengang, hvor en bølge af begejstring skyllede mod os derhjemmefra og krævede alt for Fædrelandet!

Regimentshistorien for Infanteri-Regiment Nr. 31

Ikke kategoriseret

14. marts 1917 – Lorens Jepsen: “Kampen fra vor Side er udsigtsløs”

Skriv en kommentar

Landmand Lorens Jepsen fra Valsbøl blev indkaldt sommeren 1915 og i januar 1916 tildelt Infanterie-Regiment nr. 75. Regimentet befandt sig i foråret lige syd for Arras.

Achi le Grand
den 14de III.17.

Min Kære Anne!
Jeg kan i Dag takke for en hel Del Post, som jeg modtog i Aftes, deriblandt flere tyske Kort. At denne Post har været saa længe under Vejs, ligger i, at den først har været i Rek.-Dep., ja, et Brev har endog været først ved Kompagniet, derefter ved Rekrut Depotet, og kommer nu atter til Kompagniet, saa paa denne Maade bliver Posten jo temmelig gammel inden man faar den i Hænde. Du nævner i Brevet, at Boy har sendt mig et Brev, en Pakke og en Bog. Jeg har dog intet som helt modtaget fra ham endnu. Har Du afsendt Pakker i Februar, saa faar jeg dem vel endnu. Godt er det, at jeg for Øjeblikket intet savner.

Forplejningen ved Kompagniet er i disse Dage slet ikke saa daarlig. Naar Stillingen er daarlig, bliver Forplejningen gerne bedre og Livet friere, saa er man vel bange for, at Soldaterne helt skal tabe Modet. Smør fik vi saaledes i Gaar saa meget, at jeg slet ikke bruger det til mit halve Brød. Noget giver det jo altid, enten Marmelade, et Stykke Pølse, Sul eller Kød, saa Nød lider man ikke just, om man ogsaa under Tiden er meget sulten. Men det er nu en Gang vor Lod herude, sjælden har vi nok og oftere for lidt, men lever gør vi dog og, det er antager jeg for sikkert, vistnok meget bedre end de fleste i Hjemmet.

Disse Tosser, at de lader sig skuffe af Skraaleriet i Pressen som nu under Krigen er en Regeringsindretning, at de tror de forvanskede Fremstillinger, som paa denne Maade spredes ud over Landet, at de endnu gør sig store Forventninger af den hensynsløse Ubaadskrig, eller, er der mon endnu noget Menneske, der tænker, at den daarlige, krigstrætte Landhær skal udrette noget? Kampen fra vor Side er udsigtsløs. Tabe gør vi, det er lige saa sikkert, som at to og to er fire. Sørgeligt er det, at det skal vare saa længe og at Nøden skal blive saa stor, førend vi faar Fred.

Hermed de hjerteligste Hilsner til Dig og Børnene fra Din egen Lorens.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)