Tag-arkiv: brevveksling

11. august 1915 – Inger Friis: Nu modner det godt på kornet

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, blev det begyndelsen på en 3 år lang korrespondance mellem ham og hustruen Inger, om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup, onsdag (11.8.1915)

Jeg sidder her i køkkenet og skriver til dig, mens jeg passer en gryde med saft i. Det ene skal jo passes, og det andet ikke forsømmes. Solen skinner så fint i dag, som den ikke har gjort i længe. Bachmann er cyklet til Gravenshoved, det gør han hver dag, han bader dernede. Ja, der er da somme, som har det godt i denne krig. Jeg skulle ellers sige til dig fra ham, at du skulle gå lige til jeres Hauptmann og spørge om orlov, endda nogle få dage til at få maskinerne i orden, derfor kunne du godt få høstorlov. Han mente helt bestemt, at det kunne lade sig gøre. Jørgen Lindberg fra Anslet var hjemme et lille smut sidste lørdag og søndag, og nu i nat kom han hjem igen med 5 ugers orlov. Det er da noget, der forslår noget. Prøv at spørge om at få fri et par dage i denne uge. Jeg er ellers snart ked af at have indkvartering. Nu i dag kommer han og spørger, om hesten må gå på græs her, den som ellers er hos Jens Friis, for ordonnansen passer den ikke godt, og nu vil han, Bachmann, bruge den til ridehest. Han vil have den til at gå her ude hos kalvene, og Hans siger, at han vil ikke have den der, for der er ikke for meget græs til kalvene. Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med det, så det kunne være godt, hvis du snart kom hjem…

Nu modner det godt på kornet, så høsten nærmer sig. Vi må da vist hellere få Jacob fra Hauge op og se maskinen efter, for Karl kender den vel ikke så lige. Ja, blot du da selv kunne komme hjem og sætte den i gang, den skulde da nødig køres i stykker…

 

9. august 1915 – Inger Friis: Det er så tungt, så tungt

Senest ændret den 14. august 2015 8:58

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, blev det begyndelsen på en 3 år lang korrespondance mellem ham og hustruen Inger, om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup, mandag aften (9.8.1915)

Kæreste Jørgen! …

– Sidste gang jeg var hos jer, sørgede jeg over det dårlige kvarter, denne gang er det underofficeren, men der er ikke meget at gøre. Men du må ikke ærgre dig for meget over det, det hele må jo da også få ende en gang. Det vil nok blive så dejligt, så vi tør næsten ikke tænke på det.

Laurids Lauridsens søn fra Skovby er faldet. Han var i toget i dag og så så forknyt ud. Anders Enemarks søn fra Høgelund skal også være faldet. Det er så tungt, så tungt. Nu vil jeg holde op for i aften, i morgen har jeg måske lidt mere at skrive om. Mange kærlige hilsner fra din Inger.

Det var en rigtig køn tur med banen til Tønder. Det var bare så kedeligt med den Jes Madsen, sikke da en stor dum en, han snakkede hele tiden, enten han fik svar eller ej.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

4. august 1915 – Jørgen Friis: Blærer under foden og innere Dienst

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, blev det begyndelsen på en 3 år lang korrespondance mellem ham og hustruen Inger, om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Husum d. 4. august 1915

Min kære Inger!

I dag har jeg fridag, og nu skal du have et par ord fra mig. Jeg har fået nogle små blærer under den ene fod, og så meldte jeg mig på revierstuen i morges og fik foden lidt forbundet, samtidig fik jeg en dags »innere Dienst«. Det vil sige, at jeg skal hjælpe lidt herhjemme i kvarteret. Da jeg kom hjem, var der nogle unge mennesker ved at feje i haven, og så skulle jeg hjælpe dem lidt. Derpå var der nogle stole at sætte til rette, og nu har jeg altså fri. Det gælder at trykke sig, hvor man kan. De to unge mænd er spillemænd og danskere ligesom jeg. Det er rart at have en fridag. Som du jo vist ved, kære Inger, er jeg jo nu kommet i kompagniet og ligger nu indkvarteret i Hensens Garten, du ved jo nok det sted, hvor vi drak kaffe den søndag, du var hos mig. De siger alle, at det er et godt kompagni, vi er kommet til, så det er jo meget rart. Vi ligger rigtignok temmelig mange indkvarteret her i salen, men det vænner man sig nok til. Jeg tror, vi er 250 mand. Jesper K. kom ikke med os i kompagniet, men der er alligevel mange gode venner, H. Thuesen, Th. Ellegård og H. Christiansen samt mange flere. Jeg talte i dag med J. Kongsted, og han fortalte mig, at der lå en pakke til mig hos Fru Petersen, og nu i middag skal jeg om og hente den.

Kongsted var også på revierstuen. Han havde lidt ondt i brystet og var øm i skuldrene af at bære tornystret. Underofficeren på revierstuen skænder på alle, som kommer der, men jeg tror slet ikke, han mener det så galt. Det er noget, der ligger for den slags mennesker. Jeg tror nok, jeg kan være glad ved at være kommet i kompagniet. Tjenestetiden er kortere, og vi har mere frihed om søndagen, kun om middagen Kl. 1 1 / 2 har vi appel i »stadsdragten«.

Kære Inger, kan du ikke komme med herud på søndag. Dersom enten Fedder, Jens eller Jeppe Hansen kommer herud, kan I jo rejse sammen. Det kunne da være rart at få jeres besøg. Jeg håber da, der kommer nogen af jer. Dersom det er dig muligt, så kom med…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

 

1. august. 1915 – Inger Friis: Træt af at høre om Tysklands storhed

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, blev det begyndelsen på en 3 år lang korrespondance mellem ham og hustruen Inger, om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup, søndag form. (Poststempel: 1.8.1915)

Kære Jørgen!

Jeg fik nu lige dit brev, og jeg blev næsten lidt ked af det, for det kommer mig for; som om du har været ked af det hele, da du skrev dit brev. Men hvor kan det være andet. For mig har det også været sværere, siden jeg besøgte dig. Jeg tænker jo hele tiden på det dårlige kvarter. Det gjorde os også så ondt at se jer marchere ned ad gaden med bøssen på nakken, mens vi skulle til at rejse hjemad igen. Jeg længes så meget efter dig, var jo færdig til at rejse igen når som helst; men det kan ikke nytte at tænke på det, for det er jo en dyr historie…

I eftermiddag er det, at vi skal til Stubbom med mor. Marie ville have både Andreas Krogs og Rieves bedt. Jeg ville nu hellere have været der ene med børnene; men Marie vil altid gerne ha’ fremmede. Kan du tænke dig, Andreas Krog og Johannes Bramsen har været en fornøjelsestur i Berlin. Ja, de kan rigtignok finde på det; men jeg synes næsten ikke, de kan være det bekendt i denne tid. Mor ville først ikke fortælle mig det, for hun syntes, at det var en stor skam. Jeg har egentlig tænkt på at spørge feldweblen*, om han ikke havde lyst til at køre med til Stubbom i dag, så kunne Andreas og Hans jo udvikle deres ideer for ham. Jeg tænker, de kunne enes om sagen, for det kan Bachmann og jeg jo ikke rigtig. Forleden dag sad han jo da og nød rigtig Tysklands storhed og kunne jo da ikke fortælle nok om, hvor dygtige og udmærkede tyskerne var, alle andre dur jo ikke. Så sagde han til sidst, at det lød måske lidt underlig, sådan at rose sig selv, så sagde jeg bare: »Det gør tyskerne jo altid«. Så gik han. Men derfor er han lige flink, han er ellers et rigtig godt menneske. I dag er han i kirke. Han er vant til at gå i kirke hver søndag, når han er hjemme. Nu snakker han slet ikke om at flytte, og det kan jo også være lige meget, for når han rejser, får vi jo vist blot et par menige. Russerne hører jeg slet ikke til, der er ellers kommet flere til egnen, Finnemann har nok fået ti…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

*Se leksikon

20. juli 1915 – Jørgen Friis: “De har både det ene og det andet at plage os med”

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, blev det begyndelsen på en 3 år lang korrespondance mellem ham og hustruen Inger, om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Husum d. 20. juli 1915

Min kære Inger.

Rigtig mange tak for brevet og pakken, som jeg lige har modtaget. Du kan tro, jeg bliver glad, hver gang jeg får brev, og især fra dig. Du har måske ventet brev fra søndag, men den dag havde vi så travlt hele formiddagen, og vi blev først fri Kl. 2 x/z om eftermiddagen. De har både det ene og det andet at plage os med. For tjenesten kan jeg sagtens holde det ud, men det er den tvang, som man altid er under…

Du skrev om, at du havde givet pengene ud, men det skal du ikke være ked af, og dersom du skulle mangle penge, kan du jo få hos Møller eller også sige det til Fedder. Så skal han nok hjælpe dig ud af forlegenheden. Det er godt, kære Inger, at du sådan kan tage dig af det hele, og især er det da godt for vore små piger, at du er hjemme og kan pleje og hygge om dem. Jeg tænker ofte på jer alle og ville gerne hjem og se til jer, men det kan jo ikke lade sig gøre endnu. Når du så kommer herud, kan det jo også sagtens gå…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

16. juli 1915 – Jørgen Friis: De første dage på feltfod

Senest ændret den 23. august 2016 8:42

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, blev det begyndelsen på en 3 år lang korrespondance mellem ham og hustruen Inger, om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

 Husum d. 16. juli 1915

Min kære Inger!

Rigtig mange tak for brevene, jeg fik dem begge to på en gang. Hver middag og aften får vi posten udleveret, pakkerne skal vi selv hente på skriverstuen. Du kan tro jeg blev glad, da jeg så, der var brev fra dig, du kan rigtignok fortælle en hel del, og mange tak, fordi du sendte mig vore små piger. Det er da godt, at de ikke længes så meget efter mig.

Nu må du endelig ikke tro, at jeg har det så slemt. Det er slet ikke så galt, når man først bliver lidt kendt med tingene, og da vi så er så mange bekendte, så kan det sagtens gå. Der er jo også mange løjer ved sådan at leve på feltfod. Især om aftenen har vi det rart. Da samles vi på en gæstgivergård lige i nærheden af, hvor vi bor. Der sidder vi så og får os en kop kaffe og drøfter, hvad vi har oplevet og taler om hjemmet.

Kære Inger, jeg har tænkt, om du ikke kunne komme ud og besøge mig nu på søndag, otte dage. Nu på søndag er det ikke værd at rejse herud, for jeg ved ikke rigtig, om jeg kan få orlov hele dagen. Når jeg først er blevet lidt kendt, går det bedre.

Jeg har tænkt, om du og Th. Ellegårds kone ikke kunne følges ad. Når I så rejser hjemme fra om lørdagen, så I kan være her om aftenen, så kan vi være sammen med jer lørdag aften og hele søndag.

Det kan ellers blive rart. I kan bo her på gæstgivergården. Det er Neustadt N° 98, og værten hedder Petersen, men på huset står Antoni Hansen Gasthof, så finder I det nok. I går aftes talte jeg med Svensson fra Dybbølposten. Han er også her, han er gefrejter* og har det meget godt. Han bor i en privat lejlighed og har det meget hyggeligt.

Hver morgen og middag marcherer vi gennem byen til stillingspladsen, det er nede ved havnen. Der samles vi og marcherer så i sluttet trop til øvelsespladsen, som er her i nærheden af byen. Det er for det meste gymnastik, vi har haft indtil nu, og det kan jeg sagtens komme igennem. Jeg er jo nok lidt øm i lemmerne, men det har ikke noget at betyde. Underofficeren, vi har, skælder frygtelig ud, men jeg tror ikke, han mener det så galt, og vi bryder os i hvert fald ikke meget om, hvad han siger. Det er vist sådan en vane den slags folk har.

Kosten, vi får her, er også ganske god. I dag fik vi således frikadeller med brun sauce og nye kartofler, det smagte helt fortræffeligt. Om aftenen får vi gerne et stykke pølse udleveret, det smager også godt.

Kan du ikke sende mig lidt smør, kære Inger, for mit er snart ved at slippe op, men Jesper Kongsted har også hjulpet mig at spise det. Han havde ikke fået noget med. Dersom du har lavet ost, vil jeg også gerne have en sådan.

Ja, nu skal jeg ind til mine kammerater og ha’ mig en kop kaffe og en hyggelig passiar.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

* se leksikon

14. juli 1915 – Inger Friis savner sin mand … og Politiken

Senest ændret den 23. august 2016 8:38

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, blev det begyndelsen på en 3 år lang korrespondance mellem ham og hustruen Inger, om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup, 14. juli 1915

Kære ven!

Det var rigtignok rart allerede i dag at få et langt brev fra dig; og alligevel blev jeg lidt ked af det, for du har det ikke godt, der hvor du nu er. Det er jo en trøst, at I er flere om det; men den er jo såmænd kun lille. Jeg er færdig til at rejse ud og besøge dig, hvornår det skal være, men det er jo da vist ellers lige tidligt nok endnu. Skriv, hvornår du vil have, jeg skal komme, om nu på søndag eller en søndag længere hen.

Jeg har ingen rigtig lyst til det herhjemme, og fremmede har jeg nok af. I dag har Marie Krog været; men det er jo bare dig, jeg savner. Blot du da havde haft det lidt bedre. Jeg håber, du har fået mit brev fra i går aftes. Der var et billede af børnene, så det var jo kedeligt, hvis det var gået tabt. I dag har karlene sat hø op. Vejret har da også været meget smukt, rigtig til at drikke kaffe på forhøjningen i. Hvis du blot havde været her. Vi har vasket, Margrete Schrøder har hjulpet os, og det var rigtignok godt, for det sinker nu alligevel med den feldwebel*, og så især da Marie også kom. I dag har jeg måttet veksle 100 Mark sedlen, for lille Karl fik 10 M. Jeg skal nok huske at skrive det … Jeg er ellers lidt ked af det med den feldwebel. Nu har han fået sig en medhjælper, en menig, som skal passe telefonen, når han selv er ude. Ham sendte Eickemeyer skam også hertil; men jeg sagde jo da straks, at ham kunde jeg ikke have. – Ja, det havde jeg da heller ikke tænkt mig, sagde Hr. Bachmann så. Han kom så op til Simon Froms. I går aftes styrtede feldweblen med cyklen ved vadhuset og slog et stort hul i panden. Han var i Haderslev i formiddag og fik det syet sammen. Han kender slet ikke frihjulet. Jeg skulle forresten hilse fra ham.

Skal jeg sende brød og smør, eller hvad ønsker du. Lad mig få høre, hvad du savner. Kan det gå at sende Politiken? Så farvel for denne gang.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

*En feldwebel er første underofficer i et tysk kompagni, svarende nogenlunde til en sergent.

13. juli 1915 – Jørgen Friis: En familiefar bliver rekrut

Senest ændret den 23. august 2016 8:38

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, blev det begyndelsen på en 3 år lang korrespondance mellem ham og hustruen Inger, om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Husum d. 13. juli 1915

Kære Inger og små piger!

Nu skal I da høre, hvordan tiden går for mig, siden jeg er blevet soldat. Om morgenen står vi op kl. 4, og så skal der pudses, og sengen gøres i stand. Så skal vi have lidt at spise, hvortil vi drikker kaffe, noget værre stads, af en stor skål. Samme bruges også til middagsmaden, som er noget lignende kaffen. Kl. 5 lh rykker vi ud til øvelse, som varer ved til kl. 11. Så har vi fri til kl. 2, og så begynder det igen med øvelse, som varer ved til kl. 6. Fra kl. 7 har vi så undervisning, som varer en time.

Du ser altså, kære Inger, at vi ikke har megen fritid. Vi er indkvarteret i en kreaturstald, hvor vi ligger 50 mand, den ene tæt ved siden af den anden. Vi ligger på en halmsæk, og vor hovedpude er også fyldt med halm. Så har vi to tæpper over os, det kan endda nok gå an. Det er vistnok et af de dårligste kvarterer, vi har fået, det er fuld af rotter, og her skal vi også have vor mad stående. Jeg er nødt til at beholde kufferten til at gemme sagerne i. Ellers æder rotterne det, og så kan vi sulte.

Du skulle bare se, hvordan vi ser ud, vi 50 mand fra Haderslev. Da vi kom hertil i går formiddag ved 12- tiden, måtte vi straks til kammeret og have noget tøj; men du kan ellers tro, at vi gjorde store øjne, da vi så, hvad det var for sager, vi fik udleverede. Støvlerne er endda nogenlunde, og det er en stor ting, men du skulle se uniformen, lap ved lap og revnet og falmet og beskid t af gammelt sved og snavs. Uha, det er forfærdeligt, det er det aller dårligste tøj, vi har fået. I dag er vi blevet vaccineret, både på brystet og armen og i morgen skal vi hen og sværge til fanen.

Jeg kan ellers let holde det ud så vidt som vi er kommen, men behageligt er det rigtignok ikke. Jesper Kongsted og jeg er kammerater og sidder for øjeblikket på en gæstgivergård lige i nærheden af vort kvarter og skriver. Værten og hans hustru er ordentlige folk, og taler dansk. Her kan du bo, kære Inger, når du kommer ud og besøger mig. Hvordan går det dig og vore små børn. Kære, jeg ville rigtignok gerne hjem til jer, men det kan jo ikke lade sig gøre. Jeg er glad ved, at jeg har sådan en god kone hjemme, du kan jo let passe børnene, de taler vist slet ikke om mig, vel?

Mange kærlige hilsner til dig, Louise, Kirstine og lille Agnete. Hils også karlene og pigerne, kære Inger. Jørgen.

Mit civiltøj kommer i morgen. Du kan vel nok læse min skrift, det er ellers lidt utydeligt, men jeg har travlt.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.