Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup, onsdag d. 15.12.15.

…Nu skal de hjemløse* også melde sig. Anne i Stubbom havde været så meget ked af det forleden søndag i Hauge. Nu er hun jo bange for, at Niels også skal komme med. Det kan såmænd også gerne gå så galt. Det ser ud, som om de samler sammen på folk for at have dem parat til foråret. Man skal vist ikke glæde sig til den tid, sådan som man ellers altid længes efter foråret. Det vil vist blive en slem tid. Nu er der temmelig roligt allevegne, og der falder da vist heller ikke så mange. En af bagerens sønner er blevet såret i hånden, Frederik er det, og det er vist temmeligt slemt, den anden er også på lazaret. Hans far sagde, at det var nærmest af utøj, at han var syg. De to yngste var på session sidste torsdag, den ene blev taget og den anden sat 3 måneder tilbage…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

*Se leksikon

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

 Fjelstrup, d. 8. nov. 1915 … (fortsat fra 5. nov.)

Karlene tager roer op om dagen. Hans har i dag fået russeren sat i gang med det. Maskinen lavede noget slemt griseri, så den kørte de med igen. Russeren er vant til bondearbejde, så karlene mener, at han kan nok gøre gavn. Jeg har givet ham dine træsko. Han havde nogle usle støvler på med hul i, han blev glad da han fik tøjet, en trøje og vest af dit og et par strømper og så de træsko. Han havde noget tyndt tøj på, så han frøs jo, den stakkel. Han ser lidt ked ud, men det kommer jo nok, karlene er flinke ved ham…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup, fredag d. 5. nov.

Kære Jørgen!

Du skal rigtignok have mange tak for dit brev, jeg blev helt godt i humør ved at læse det. Det var som dukkede der et lille håb op om, at det måske kunne gå bedre, end vi har tænkt os det…

– Nu er det jo først, man biir klog på, hvordan de herrer skal omgås. Jeg morede mig over, at han havde sagt det om konerne ved parolen. Han tør ikke sige det til os, og så får 1 det bagefter, det er heller ikke nogen heltegerning. Jeg gad vide, om han har fået de cigarer. Det var skam nogle fine med mavebælte på. Vi havde så travlt, da vi købte dem, så vi tog lige for hånden, og betalte dem vist dyrt, 30 pf pr., styk, der var 25 i kassen. Nej, det skulle vi vist hellere have ladet være, og den soldat skulle nu heller ikke have set det. Det var ham, som talte til os, da vi ordnede din kuffert inde i salen…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Husum d. 3. november 1915

Kære Inger! …

Resultatet af appellen blev, at det hele blev kasseret, og vi måtte møde igen den følgende dag kl.l. Det er i vor fritid, og det er derfor at feldweblen* hitter på sådant. Han kan ikke unde os at have frihed. I formiddag har vi holdt en lille øvelse for majoren, som hedder Gotse. Han lader til at være en stram soldat, men jeg tror ellers at han er et godt menneske. Ved talen, som han holdt i går, sagde han, at han ville hjælpe enhver, især af de ældre som havde familie, til at få orlov. Det var noget, som gjorde indtryk på os. Havde jeg nu ikke været tildelt transporten, kunne jeg måske være kommet hjem til jer en lille tid, du kan jo godt gøre et forsøg derpå, kære Inger. Det koster jo ikke noget. I formiddag spurgte han enhver af os, hvor vi var fra, samt hvor gamle vi var, og han sagde, at det ikke nyttede stort at sende de ældste af os til fronten, for vi kunne alligevel ikke holde det ud. Så det kan jo være, vi slipper lettere derfra, end vi tror. Da vi så kom hjem i middags, sagde løjtnanten, at vi havde fri hele eftermiddagen. Plants stod ved siden af. Det har nok ikke passet ham, den herre…

Ved parolen i går aftes blev det oplæst for os, at det var umilitærisk at sende vore koner ned at spørge os fri. Så nu ved vi, hvad vi har at rette os efter for fremtiden, men det har vi ikke behov at bryde os stort om. Har han måske fået cigarerne som vi talte om?

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

*Se leksikon

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup d. 3. nov. 1915

Kæreste Jørgen! …

Fru Thuesen rejste ikke med os hjem, hun må jo være bleven en dag længere. Det biir heller ikke så dyrt for hende som vi andre, jeg betalte 38 M og 50 pf. Isak er her nu; men jeg har ikke talt med ham om løn eller nogen ting, måske han helst vil have sit i dagløn. Russeren kommer nok snart. Jeg ved ikke, hvordan Hans vil stille det an; men det skal han jo nok forstå. I dag har jeg ikke haft lyst til at drøfte det med dem. Dagen i dag har været lidt lang og sejg for mig, men nu vil jeg gå lidt tidlig i seng, og jeg kan altid sove, heldigvis, så går det nok bedre i morgen. Det gør mig så ondt for jer, og man står så hjælpeløs, og magter kun selv så lidt over for alt dette ulykkelige.

Peter Bramsen fra Fellum kom til Neumiinster sidste mandag, han var meget ked af det, sagde Fru Nielsen i Haderslev, og det er jo ikke så underlig. Minna Kjeld kom jeg til at rejse med fra Vojens, hun kom jo fra Hans i Rendsborg. Han har det helt godt, han er ved trænet, så han har nok haft held med sig. Jeg kan da ikke vide, hvor længe Fedder hytter sig.

Nu husker I jo da nok at få den lille pude hentet. Jeg er glad ved, at vi fik det lavet om og fik gode dun i den. Nu til slut mange kærlige hilsner fra alle børnene og fra din egen Inger. Bedstemor beder hilse.

Vi fik jo en kasse cigarer til P., og vi ærgrede os såmænd over det bagefter, for han har alligevel ingen fortjent. Og så kom der en soldat ind lige i det samme og fik jo at se, at vi købte dem. Det var en, som kendte os. Det skulle heller ikke have været. I dag er der kommet afslag på min sidste ansøgning fra jeres major; men det kunne man jo nok tænke sig

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Husum. d. 27.10.1915

Min kære gode hustru! …

I går var vi henne at få nyt tøj, og i dag har vi »passet tøjet på« samt syet navn i hvert stykke. Havde jeg nu haft dig her, så kunne du have hjulpet mig dermed, men det har endda gået bedre, end jeg havde troet. Da jeg først fik begyndt dermed, gik det ganske godt. Jeg gik op på loftet til H. Christiansen og Dall. Inde på Dalis stue er der dejlig varme, og der har vi tre så siddet og syet det meste af eftermiddagen og haft det helt gemytligt. Aagesen bor også på samme stue, og så endte det med, at vi kom til at synge. Vi sang mange af vore gode danske sange, og det blev jeg da meget glad ved. Ja, det lyder mærkeligt, at vi i en sådan sørgelig tid kunne komme til at synge. Sindet lettes ved at komme til at synge vore gode hjemlige sange.

Hver dag går man og hører på det evindelige tyske skrål om piger, krig og sejr. Jeg er så led og ked af alle disse sange. Jeg tager tit min lille grønne sangbog og går udenfor, hvor der er lidt ro og læser eller synger deraf. Den bog er jeg allermest glad ved at have med…

Jeg har i dag fået brev og en pakke fra søster Christine. Marie fra Stubbom har også sendt mig et kort, det er smukt af dem at tænke på os. Bertha C. kommer måske på fredag, men det skal du gøre, som du selv synes. Jeg ved jo ikke, hvor meget fritid vi får de søgnedage, men på søndag ville vi gerne være rigtig meget sammen.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup, mandag d. 25.10.1915

Kære, kære Jørgen!

Ja, bedrøvet blev jeg rigtignok, da jeg i aften fik dit brev. Jeg har jo nok kunnet sige mig selv, at i Husum kunne I ikke blive ved at holde, men så håbede jeg altid, at der kunne ske et eller andet, så I kunne blive fri for at komme med. Men der sker jo ikke noget, der tyder på fred, og så er der jo ikke andet at gøre end finde sig i det, hvor svært det end er. Det gør mig så ondt, så ondt for jer, I stakler, vi herhjemme må jo ikke klage os. Men hvornår vil de gode dage da komme igen, da vi kan være sammen med vore små børn igen, for den tid kommer, det tror jeg fuldt og fast, og hvor vi så vil takke Vorherre og aldrig glemme ham. Det har vi jo vist gjort før, da vi havde det så godt.

Fru Thuesen telefonerede i aften, om vi skulle tage afsted til Husum nu en af dagene, eller vi skulle vente til lørdag. Vi blev så enige om at se tiden an, for du ville jo telefonere, hvis der skete noget. En trøst er det da, I gode kammerater kommer med hverandre, at være ene mellem lutter fremmede ville da være alt for trist, men det sker jo også….

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Husum, søndag d. 24.10.1915

Min kære Inger og småpiger!

Mange tak for dit brev, hvori du fortæller om Th. Ellegårds uheld. Det var jo kedeligt for Th., men jeg vil dog ikke beklage ham, for så kommer han dog ikke i felten for det første. Nu må du ikke blive bedrøvet, kære Inger, men nu bliver vi vist ikke så ret længe i Husum mere. Der skal en stor transport bort fra vort komp., ca. 80 mand, og jeg er også derimellem sammen med de fleste af mine kammerater. I lans Christiansen og Th. skal også med, så det vil blive en slem forskrækkelse for dem. De kommer i aften… Jeg er glad ved, at jeg har billedet af dig og børnene.

Vil du så komme og besøge mig på lørdag og søndag, kære Inger, for til den tid tror jeg nok, at vi er her endnu, og skulle det være, at vi skulle komme afsted før, skal jeg nok lade dig det vide pr. telefon. Men jeg tror ikke, der er fare for, at vi kommer bort i denne uge. Nu må du ikke sørge for meget, kære, vi har jo været forberedt længe på, at den tid ville komme, at vi skulle bort…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, blev det begyndelsen på en 3 år lang korrespondance mellem ham og hustruen Inger, om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Husum d. 10. september 1915

Min kære Inger og småpiger! …

I går aftes var jeg omme hos Fru Petersen, det var derfra jeg telefonerede til dig. Hvor var det da rart at tale med dig, om end det måtte ske på tysk. Jeg var sammen J. Lindberg, H.Christiansen, Adolfsen fra Haderslev, og så husker du nok, der var en soldat der sidste søndag aften, han var der også. Han er fra Kolsnap og hedder K. Kristensen, et meget flinkt menneske. Det er hyggelige aftener vi der tilbringer sammen.

Jeg sad og glædede mig over de smukke blomster som du havde med herud til Fru Petersen, de er endnu lige så smukke, som da de kom. De er groet i vor have, og du har plantet dem og passet dem. Det er derfor jeg er så glad ved dem. Det er godt, at vi har det dejlige sted at samles om aftenen. Dersom jeg var kommen til Haderslev, ville jeg have savnet mine kammerater meget, og når jeg så tilmed kunne risikere at komme til fronten noget før, sammen med fremmede mennesker, så havde det været meget kedeligt, så hellere blive her. Jeg må jo heller ikke klage, for vi har det godt nok, og nu stoler jeg også fuldt og fast på, at du nok skal få mig hjem en lille tid…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, blev det begyndelsen på en 3 år lang korrespondance mellem ham og hustruen Inger, om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup, d. 1. sept. 1915

Kære Jørgen!

Jeg synes ikke rigtig, jeg kan komme i gang med at skrive til dig i aften, for det er så kedeligt med den ansøgning, jeg stolede på landråden, men nu gør jeg det ikke mere. Man kan næsten ingen stole på mere, der er så meget ondt i verden for tiden. I dag har jeg fået det skriftligt fra landråden gennem Thaysen, at han anerkender ikke, at det er nødvendig, at du kommer hjem.

Gården er ikke stor nok, vi har karle nok, og jeg har to svogre i nærheden som kan have opsyn. Ja, er det ikke fortrædeligt, som om landråden har den mindste forstand på at drive en gård. Hidtil er det gået godt med høsten, men det værste er jo da også tilbage, og nu hælder det vand ned, så det hele kan blive broget nok endnu. Jeg må vist hellere selv komme ud til den herre igen, for nu har jeg måske mere mod end den første gang. Da vidste jeg heller ikke rigtig, hvor meget jeg turde sige, men nu har jeg afslaget skriftlig. Ja, sikke dokumenter man får samlet sammen. At man sådan skal tigge. Vi bilder os ind at være frie folk; men de tider er nok forbi, Gud alene ved, hvordan de næste bliver, om bedre eller ringere. Jeg er så ked af det hele, hidindtil er det ellers gået så godt, men det er jo den orlov, jeg har gået og glædet mig til, nu synes jeg alting ser så sort ud. Men det kan jo blive godt igen, måske kommer det alligevel inden vi tænker på. Thaysen telefonerede i morges, at han havde fået brev fra dig, og nu ville han selv gå til landråden igen, det kunne jo da være, at det kunne hjælpe. Jeg tror nok, at det gør Thaysen ondt, at landråden ikke vil anbefale den…

I morgen skal Andreas Kay, Kristian Rasmussen og Peter Huberg melde sig i Haderslev, fortalte post Gellert, de to første er af andet opbud. De mangler nok folk; men det går jo også strengt til i Rusland. 84’erne lider nok meget der, skriver Niels Nissen hjem. Nu ses vi jo så på lørdag, kunne du endda være på banegården og tage imod os, men jeg kan jo få et bybud til at tage min kuffert. Skal vi så ikke gå lige til Hensens G. og spise til aften der hos dig, og så følges ad hen til Fru Petersen, når børnene skal i seng? Så sparer vi de 1,50 M. Bothilde kommer nok herover på søndag, så kan lille Agnete jo sagtens. Nu masser af kærlige hilsner fra os alle fire.

Din heng. Inger.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, blev det begyndelsen på en 3 år lang korrespondance mellem ham og hustruen Inger, om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Husum d. 1. september 1915

Min kære Inger!

I eftermiddag har jeg fået brev fra Thaysen, men det var ikke meget opmuntrende. Han skrev deri, at min ansøgning om høstorlov var bleven afslået. Jeg tænker det er mest hans skyld, for dersom han bare havde anbefalet ansøgningen, skulle den nok være gået igennem, men det skal jo nu være således for os, kære Inger. Jeg venter dig nu ganske bestemt herud på lørdag, lad det så bare gå med høsten, som det kan. Dersom de ikke vil lade mig komme hjem og hjælpe lidt, lad det så bare blive til, hvad det kan…

I aften har vi et forfærdeligt regnvejr. Dersom det sådan bliver ved, kan det blive vanskeligt at få høsten bjerget, men det kan jo være, at krigen skal endes på denne måde. Gud give at vi snart kunne få fred…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, blev det begyndelsen på en 3 år lang korrespondance mellem ham og hustruen Inger, om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup, tirsdag aften, d. 31. aug. 1915

I går eftermiddag var Marie Lindberg her, og det var jo ikke gode budskaber, hun kom med. Jeg telefonerede straks til Møller, og han lovede jo så at skrive en ansøgning med det samme. I formiddag cyklede jeg så over til Thaysen med den, og han fortalte mig så sammenhængen med de ansøgninger, og jeg forundrede mig meget. Det er landrådens skyld, at den ikke er kommen til Husum, han ville ikke anbefale den, for jeg havde to svogre, som kunne hjælpe mig, og så kunne det godt gøre det. Begge ansøgninger, både den jeg har sendt og den Thaysen har sendt, er ikke kommen videre end på landrådskontoret. Jeg har jo nu i dag været hos landråden og leveret den ny ansøgning ind, men om den nu hjælper, det ved jeg ikke. Han sagde kun »ich will es versuchen«. Jeg syntes egentlig han var så utilnærmelig, og han talte jo da slet ikke om, at han ikke kunne anbefale den første, så jeg kunne slet ikke komme i snak med ham, ellers skulle jeg jo da nok have forklaret ham, hvordan det står til…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup, tirsdag d. 24. (Efter et besøg i Husum)

… Alting stod jo ellers godt til herhjemme. Karl havde høstet i går, og i dag høster han også, der er ikke megen byg tilbage herude. Lille Karl og Kresten høster rundt i Nørretoft, tror jeg, og Hans og feldweblen* skokker herude ved maskinen.

Jeg har talt med Thaysen i formiddag, han havde jo været hos landråden, og han forsikrer jo hver gang, at du nok skal få orlov, så vi skal jo have tålmodighed og vente tiden af, så kommer det jo nok. Jeg er nu lidt ked af det med det telegram, for feldweblen kan jo gerne komme til at lægge mærke til dig, det er næsten bedst at være så ubemærket som muligt på sådan et sted…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

* Se leksikon

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, blev det begyndelsen på en 3 år lang korrespondance mellem ham og hustruen Inger, om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup, d. 18. aug. 15

Kære Jørgen!

Jeg har nu spurgt hos Thaysen om din ansøgning, og han havde sendt den til landråden d. 30. juli. I går eftermiddag var jeg selv på landrådskontoret; men landråden var ikke hjemme. Derimod så en af skriverne efter i en protokol, og så sagde han, at ansøgningen var sendt herfra til Husum den 10. aug. så der må den jo være. Tror du ikke, at du kommer hjem nu på lørdag, når I er færdige i Locksted? Ellers må vi vist have en ny ansøgning afsted, har Møller talt om. Nu skulle vi jo snart til at høste, så jeg længes meget efter at få dig hjem. Vil du nu ikke spørge efter ansøgningen straks, når du er kommen til Husum igen og så med det samme lade mig få besked. Du kunne jo også telefonere enten hertil eller til Møller, for hvis den ikke er der, skal der straks skrives en ny. Vi må skam se at have dig hjem, for vi kan ikke selv nu, når maskinen skal i gang, og russere får vi jo ingen af, har vi fået bud om…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, blev det begyndelsen på en 3 år lang korrespondance mellem ham og hustruen Inger, om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Husum d. 15. august 1915

Min kære Inger og små piger!

…I går var vi igen ude på en længere tur og det øsregnede hele tiden. Så det varede ikke længe, inden vi var gennemvåde. Da vi så havde gået et langt stykke, gik vi samme vej tilbage, indtil vi kom til en stor hede. Der begyndte vi så et angreb mod et andet komp., og når vi så ikke var våde i forvejen, så blev vi det rigtignok, for vi måtte af og til smide os i lyngen. Så op igen, og igen ned i lyngen. Der var næsten ikke en tør trævl på os, da vi havde slået fjenden på flugt. For vi sejrede naturligvis, endda modstanderen stod i skyttegraven. Ja, havde det været alvor, var det nok ikke gået så let. Så tror jeg nok, jeg var blevet liggende i lyngen. Det havde i hvert fald været det klogeste. Omsider kom vi da hjem, og så fik vi ordre til at klæde os om og gå i seng fra 12 til IV2. Det kunne vi jo nok være med til. Det var godt, at du havde sendt mig noget linned.

I dag er Th. Ellegård jo så rejst hjem, og jeg er nu ene på stuen. Jeg vil savne mine kammerater, men jeg håber jo også snart at få orlov. Du har vel ikke talt med Møller om sagen endnu, kære Inger, eller måske Thaysen, måske han kan fremme sagen lidt. Jeg har været hos feldweblen* og spurgt ham om at få fri et par dage, men lian kan ikke give mig fri. Det skal gå igennem landråden, sagde han….

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

*Se leksikon

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, blev det begyndelsen på en 3 år lang korrespondance mellem ham og hustruen Inger, om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup, mandag aften (9.8.1915)

Kæreste Jørgen! …

– Sidste gang jeg var hos jer, sørgede jeg over det dårlige kvarter, denne gang er det underofficeren, men der er ikke meget at gøre. Men du må ikke ærgre dig for meget over det, det hele må jo da også få ende en gang. Det vil nok blive så dejligt, så vi tør næsten ikke tænke på det.

Laurids Lauridsens søn fra Skovby er faldet. Han var i toget i dag og så så forknyt ud. Anders Enemarks søn fra Høgelund skal også være faldet. Det er så tungt, så tungt. Nu vil jeg holde op for i aften, i morgen har jeg måske lidt mere at skrive om. Mange kærlige hilsner fra din Inger.

Det var en rigtig køn tur med banen til Tønder. Det var bare så kedeligt med den Jes Madsen, sikke da en stor dum en, han snakkede hele tiden, enten han fik svar eller ej.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, blev det begyndelsen på en 3 år lang korrespondance mellem ham og hustruen Inger, om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Husum d. 4. august 1915

Min kære Inger!

I dag har jeg fridag, og nu skal du have et par ord fra mig. Jeg har fået nogle små blærer under den ene fod, og så meldte jeg mig på revierstuen i morges og fik foden lidt forbundet, samtidig fik jeg en dags »innere Dienst«. Det vil sige, at jeg skal hjælpe lidt herhjemme i kvarteret. Da jeg kom hjem, var der nogle unge mennesker ved at feje i haven, og så skulle jeg hjælpe dem lidt. Derpå var der nogle stole at sætte til rette, og nu har jeg altså fri. Det gælder at trykke sig, hvor man kan. De to unge mænd er spillemænd og danskere ligesom jeg. Det er rart at have en fridag. Som du jo vist ved, kære Inger, er jeg jo nu kommet i kompagniet og ligger nu indkvarteret i Hensens Garten, du ved jo nok det sted, hvor vi drak kaffe den søndag, du var hos mig. De siger alle, at det er et godt kompagni, vi er kommet til, så det er jo meget rart. Vi ligger rigtignok temmelig mange indkvarteret her i salen, men det vænner man sig nok til. Jeg tror, vi er 250 mand. Jesper K. kom ikke med os i kompagniet, men der er alligevel mange gode venner, H. Thuesen, Th. Ellegård og H. Christiansen samt mange flere. Jeg talte i dag med J. Kongsted, og han fortalte mig, at der lå en pakke til mig hos Fru Petersen, og nu i middag skal jeg om og hente den.

Kongsted var også på revierstuen. Han havde lidt ondt i brystet og var øm i skuldrene af at bære tornystret. Underofficeren på revierstuen skænder på alle, som kommer der, men jeg tror slet ikke, han mener det så galt. Det er noget, der ligger for den slags mennesker. Jeg tror nok, jeg kan være glad ved at være kommet i kompagniet. Tjenestetiden er kortere, og vi har mere frihed om søndagen, kun om middagen Kl. 1 1 / 2 har vi appel i »stadsdragten«.

Kære Inger, kan du ikke komme med herud på søndag. Dersom enten Fedder, Jens eller Jeppe Hansen kommer herud, kan I jo rejse sammen. Det kunne da være rart at få jeres besøg. Jeg håber da, der kommer nogen af jer. Dersom det er dig muligt, så kom med…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, blev det begyndelsen på en 3 år lang korrespondance mellem ham og hustruen Inger, om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup, søndag form. (Poststempel: 1.8.1915)

Kære Jørgen!

Jeg fik nu lige dit brev, og jeg blev næsten lidt ked af det, for det kommer mig for; som om du har været ked af det hele, da du skrev dit brev. Men hvor kan det være andet. For mig har det også været sværere, siden jeg besøgte dig. Jeg tænker jo hele tiden på det dårlige kvarter. Det gjorde os også så ondt at se jer marchere ned ad gaden med bøssen på nakken, mens vi skulle til at rejse hjemad igen. Jeg længes så meget efter dig, var jo færdig til at rejse igen når som helst; men det kan ikke nytte at tænke på det, for det er jo en dyr historie…

I eftermiddag er det, at vi skal til Stubbom med mor. Marie ville have både Andreas Krogs og Rieves bedt. Jeg ville nu hellere have været der ene med børnene; men Marie vil altid gerne ha’ fremmede. Kan du tænke dig, Andreas Krog og Johannes Bramsen har været en fornøjelsestur i Berlin. Ja, de kan rigtignok finde på det; men jeg synes næsten ikke, de kan være det bekendt i denne tid. Mor ville først ikke fortælle mig det, for hun syntes, at det var en stor skam. Jeg har egentlig tænkt på at spørge feldweblen*, om han ikke havde lyst til at køre med til Stubbom i dag, så kunne Andreas og Hans jo udvikle deres ideer for ham. Jeg tænker, de kunne enes om sagen, for det kan Bachmann og jeg jo ikke rigtig. Forleden dag sad han jo da og nød rigtig Tysklands storhed og kunne jo da ikke fortælle nok om, hvor dygtige og udmærkede tyskerne var, alle andre dur jo ikke. Så sagde han til sidst, at det lød måske lidt underlig, sådan at rose sig selv, så sagde jeg bare: »Det gør tyskerne jo altid«. Så gik han. Men derfor er han lige flink, han er ellers et rigtig godt menneske. I dag er han i kirke. Han er vant til at gå i kirke hver søndag, når han er hjemme. Nu snakker han slet ikke om at flytte, og det kan jo også være lige meget, for når han rejser, får vi jo vist blot et par menige. Russerne hører jeg slet ikke til, der er ellers kommet flere til egnen, Finnemann har nok fået ti…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

*Se leksikon

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, blev det begyndelsen på en 3 år lang korrespondance mellem ham og hustruen Inger, om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Husum d. 20. juli 1915

Min kære Inger.

Rigtig mange tak for brevet og pakken, som jeg lige har modtaget. Du kan tro, jeg bliver glad, hver gang jeg får brev, og især fra dig. Du har måske ventet brev fra søndag, men den dag havde vi så travlt hele formiddagen, og vi blev først fri Kl. 2 x/z om eftermiddagen. De har både det ene og det andet at plage os med. For tjenesten kan jeg sagtens holde det ud, men det er den tvang, som man altid er under…

Du skrev om, at du havde givet pengene ud, men det skal du ikke være ked af, og dersom du skulle mangle penge, kan du jo få hos Møller eller også sige det til Fedder. Så skal han nok hjælpe dig ud af forlegenheden. Det er godt, kære Inger, at du sådan kan tage dig af det hele, og især er det da godt for vore små piger, at du er hjemme og kan pleje og hygge om dem. Jeg tænker ofte på jer alle og ville gerne hjem og se til jer, men det kan jo ikke lade sig gøre endnu. Når du så kommer herud, kan det jo også sagtens gå…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, blev det begyndelsen på en 3 år lang korrespondance mellem ham og hustruen Inger, om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup, 14. juli 1915

Kære ven!

Det var rigtignok rart allerede i dag at få et langt brev fra dig; og alligevel blev jeg lidt ked af det, for du har det ikke godt, der hvor du nu er. Det er jo en trøst, at I er flere om det; men den er jo såmænd kun lille. Jeg er færdig til at rejse ud og besøge dig, hvornår det skal være, men det er jo da vist ellers lige tidligt nok endnu. Skriv, hvornår du vil have, jeg skal komme, om nu på søndag eller en søndag længere hen.

Jeg har ingen rigtig lyst til det herhjemme, og fremmede har jeg nok af. I dag har Marie Krog været; men det er jo bare dig, jeg savner. Blot du da havde haft det lidt bedre. Jeg håber, du har fået mit brev fra i går aftes. Der var et billede af børnene, så det var jo kedeligt, hvis det var gået tabt. I dag har karlene sat hø op. Vejret har da også været meget smukt, rigtig til at drikke kaffe på forhøjningen i. Hvis du blot havde været her. Vi har vasket, Margrete Schrøder har hjulpet os, og det var rigtignok godt, for det sinker nu alligevel med den feldwebel*, og så især da Marie også kom. I dag har jeg måttet veksle 100 Mark sedlen, for lille Karl fik 10 M. Jeg skal nok huske at skrive det … Jeg er ellers lidt ked af det med den feldwebel. Nu har han fået sig en medhjælper, en menig, som skal passe telefonen, når han selv er ude. Ham sendte Eickemeyer skam også hertil; men jeg sagde jo da straks, at ham kunde jeg ikke have. – Ja, det havde jeg da heller ikke tænkt mig, sagde Hr. Bachmann så. Han kom så op til Simon Froms. I går aftes styrtede feldweblen med cyklen ved vadhuset og slog et stort hul i panden. Han var i Haderslev i formiddag og fik det syet sammen. Han kender slet ikke frihjulet. Jeg skulle forresten hilse fra ham.

Skal jeg sende brød og smør, eller hvad ønsker du. Lad mig få høre, hvad du savner. Kan det gå at sende Politiken? Så farvel for denne gang.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

*En feldwebel er første underofficer i et tysk kompagni, svarende nogenlunde til en sergent.