Tag-arkiv: Afrika

9. december 1916. Granater i drejebænken giver arbejdsro …

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I efteråret 1916 fremstillede han landminer og reparerede geværer i Kungulio ved Rufijifloden, men i november kom han med en stor safari med ammunition til Logeloge.

Logeloge, en stor Hampplantage paa 2000 ha, nu ude af Drift og tilgroet, var i denne Periode Afrikas største Mølleri. Alle Koloniens Kværne var anbragt i dens store Maskinbygning og blev drevet af Plantagens Dampmaskiner. De lavede et saa øresønderrivende Spektakel, at man ikke kunde raabe hinanden op i den Bygning.

I Nærheden af Logeloge fandtes paa den Tid altid Bærerlejre eller Askarilejre, og der var en Kommen og Gaaen, som viste Stedets store Betydning for den tyske Hær.

I Logeloge arbejdedes der Dag og Nat paa at sikre Hærens Forsyning med Majsmel under de nu forestaaende Kampe, og Stedet maatte først opgives, naar den sidste Majskærne var malet.

I disse Omgivelser arbejdede jeg ved en damptrukket Drejebænk med forskellige foreliggende Opgaver. Jeg satte ny Støttefod og Skjold paa et Maskingevær, hvis Mandskab var blevet overrumplet af Englænderne, og som kun havde naaet at bjerge Løbet af deres Gevær, og jeg drejede Granater til de tyske 8,8 cm Kanoner af erobrede engelske lidt over 4 Tommers Granater.

Det var et Arbejde, som jeg altid kunde faa Lov at staa ene og
uforstyrret med.

Desuden gik jeg paa Jagt — undertiden sammen med Stache — og havde det ganske som ved Kungulio.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

17. november 1916. En safari, en kælehøne og en leopard i fælden

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I efteråret 1916 fremstillede han landminer og reparerede geværer i Kungulio ved Rufijifloden. Men midt i november måtte han bryde op med en stor safari med ammunition til Logeloge.

Det var paa denne Safari fra Kungulio til Logeloge, at jeg en Aften, da vi havde slaaet Lejr, traf min gamle Ven Peter Hansen fra  Blokadebryderen. Han laa syg af Tyfus i Resterne af en Landsby, der laa paa vor Vej. Vi talte sammen en Aftenstund, indtil jeg saa, at Peter, der ellers var i god Bedring, var ved at blive træt. Saa ønskede vi hinanden god Rejse og tog Afsked med hinanden.

Det var den anden fra Blokadebryderen, som jeg mødte ved Rufijifloden. Fyrbøder Christian Hansen fra Flensborg, der havde været Kullemper for os paa „Kronborg“ , var blevet baaret over Broen, mens jeg laa ved Kungulio. Han havde kronisk Malaria, og det var sidste Gang, jeg saa den unge Mand, der kun var 20 Aar, da
han rejste hjemmefra.

De mange syge var Rufijiflodens Kendemærke. Kampene var nu stilnet af, men de tyske Afdelinger, der samlede sig langs Floden og længere mod Syd, var nu kommet i Kamp med Malariaen, der var en farligere Fjende end Englænderne.

I den Rest af en Landsby, hvor jeg fandt Peter Hansen, fandt jeg ogsaa en gammel Løvefælde, som jeg af Venlighed og Hjælpsomhed overfor Ramasan stillede op i et Krat for at forsvare hans Høne, der var ved at sprænge Buret af Skræk for noget, der bevægede sig inde i Skoven. Jeg gjorde dette paa Trods af Ramasans  Hemmelighedsfuldhed og haardnakkede Vægring ved at slagte Hønen, og lod ham det vide, for at faa hans fulde Paaskønnelse af mit store Arbejde.

Aldrig nogen Sinde i Afrikas Historie har en Løvefælde virket saa prompte. Jeg havde lige vendt mig fra den og var gaaet nogle Skridt i Retning af Lejren, da jeg hørte Fælden smække i og derefter en rasende indædt arrig Snerren.

Jeg fløj tilbage, saa hurtigt Benene kunde bære mig, overbevist om  at have fanget en Vildkat, men det var noget helt andet. Paa tæt Hold sendte jeg en Kugle gennem Hovedet paa Dyret i Fælden, og da jeg kom helt hen til den, saa jeg, at det var en prægtig Leopard.

Dagen efter fortsatte vi Safarien og kom uden yderligere Eventyr til Plantagen Logeloge.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

14. november 1916. Safarien bryder op – og en ny kone til Ramasan!

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I efteråret 1916 fremstillede han landminer og reparerede geværer i Kungulio ved Rufijifloden. Men midt i november måtte han bryde op med en stor safari med ammunition.

Den næste Dag sendte vi endnu en Safari af Sted, og ogsaa denne Dag var de engelske Flyvere virksomme, men uden andet Resultat, end at der fremkom endnu nogle dybe Huller i Skovbunden.

Vi talte om deres voldsomme Aktivitet og tog det som Tegn paa en ny Offensiv, men Stache kunde ikke forstaa, hvor de havde faaet Tropper fra til nye Angreb, for det var almindelig kendt, at Sydafrikanerne var rejst hjem.

Der var under alle Omstændigheder ikke andet at gøre end at faa rømmet Depotet saa hurtigt, det kunde lade sig gøre, og vort Arbejde de kommende Dage bestod i at skrabe Bærere sammen i saa stort Tal som muligt og sende dem ned langs Floden til Logeloge.

Vi havde Held med os, og Depotet blev tømt. Med den sidste Safari drog Stache og jeg, og jeg kom igen ind under den sære Fortryllelse, der er over den afrikanske Safari med dens lange Marcher gennem skiftende, frodige Landskaber, dens Lejrbaal og dens Jagteventyr med Skuffelser og Triumfer.

Endnu sang Bærerne. Forsangeren sang for: — Bærerne er kommet — er denne Safari ikke herlig!

og Bærerne svarede i Kor: — Bærerne er kommet!

Sangene blev digtet paa staaende Fod skabt af Bevægelsens Glæde og Følelsen af Samhørighed. Med Mellemrum lød det som en Appel til Bærerne: — Er I der — er I der! og Bærerne svarede igen i Kor: — Vi er her — vi er her!

Naar Solen begyndte at bage og Byrderne at tynge, døde Sangen bort, og i Stedet for hørtes de pustende og anstrengte Aandedrag, men saa, naar Humøret var allerlængst nede, kom det igen fra Forsangeren: — Er I der — er I der!
og Svaret kom stønnende og anstrengt tilbage: — Vi er her — vi er her!

Bagved mig hjulede den lille Ali af Sted med to Skridt for hvert ét af mine, og efter ham fulgte Ramansan, høj, mørk og alvorlig. Paa Hovedet bar han en Høne, som han havde købt i Kungulio og havde flettet et kunstfærdigt Bur til. Jeg havde bedt ham slagte den, da han sagtens kunde faa nok at slæbe paa uden den, men Ramasan rystede blot paa Hovedet og passede dobbelt omhyggeligt paa sin Høne, som om han mistænkte mig for at ville slagte den i et ubevogtet Øjeblik.

Safarien blev fulgt af en lille Gruppe Kvinder, som Bærerne havde taget med paa Vejen. En af dem, en ung smuk Negerpige, viste en paafaldende Interesse for Ramasan, naar vi slog Lejr, og inden længe var jeg klar over, at Ramasan havde gjort sig skyldig i den  Lovovertrædelse, som man andre Steder kalder for Bigami.

Jeg foreholdt ham dette og mindede ham om, at han havde en Kone i Daressalam. Ramasan bestred det ikke, men svarede blot:
— Hende har jeg jo ikke her, Bwana, og maaske har hun allerede taget sig en anden.

Ramasan saa liberalt paa Ægteskabet. Hans fulde Navn var Ramasan bin Masudi, og han bekendte sig til Muhameds Lære, som sejrrigt var trængt frem til Kondoa-Irangi med Slavejægerne fra Zanzibar. Vi talte derfor aldrig mere om Ramasans andet Ægteskab, og jeg havde saa meget mindre Grund til at gøre det, som Ramasan ikke havde bedt om Forskud ved denne Lejlighed.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

13. november 1916. Englænderne nærmer sig Kungulio

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I efteråret 1916 fremstillede han landminer og reparerede geværer i Kungulio ved Rufijifloden.

En skønne Dag kom Stache ganske uventet paa Besøg. Han fortalte, at Kampene næsten var hørt op paa Fronterne, og at der kun blev kæmpet mellem svage AfdelingerØstpaa. Størstedelen af Tropperne var trukket tilbage Syd for Rufiji, men han vidste, at der vilde blive sat betydelig Kraft ind paa at forsvare Rufijilinien, for at Forplejningsvæsenet kunde drage fuld Nytte af Møllerne, den var anbragt i Plantagebygningerne ved Logeloge.

Stache mente ikke, at det vilde vare længe, før vi hørte fra Englænderne, og han fik paa overraskende Maade Ret. Den samme Dag saa jeg de første engelske Flyvere over Lejren ved Kungulio og hørte de velkendte Brag af de engelske Flyvebomber, der eksploderede mellem Træerne.

De var aabenbart kastet efter vort Ammunitionslager og var særdeles godt rettet. De eksploderede tæt ved Siden af Patrondyngerne og sendte vældige Springvand af blød Skovjord højt op over Trækronerne.

Som sædvanlig gjorde de ingen Fortræd paa os levende Væsener, og Stache og jeg, som pligtskyldigst skød efter dem, havde det  sædvanlige Resultat af vor Skydning mod Flyvemaskiner.

Jeg vilde have bandet paa, at jeg satte den ene Kugle efter den anden i de forbistrede Maskiner, men de blev lige roligt og uanfægtede hængende i Luften, til de havde faaet udlosset alle deres Bomber mod vort Urskovsdepot.

Allerede denne Dag begyndte vi at tømme Depotet.

Stache havde en Del Bærere med sig, og første Afdeling af dem blev sendt til Plantagen Logeloge, der laa et Stykke længere ud mod Kysten ved Rufijifloden.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

8. november 1916. Dynamitfiskeri og malaria ved Rufijifloden

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I efteråret 1916 fremstillede han landminer og reparerede geværer i Kungulio ved Rufijifloden.

Rufijifloden indeholdt mange andre levende Skabninger end Krokodiller og Flodheste. Den bogstavelig talt vrimlede af Fisk, hvilket er en Sjældenhed i Østafrika, da de fleste Floder tørrer ud om Sommeren.

Vi havde ingen Grejer til at fange Fisk med, men jeg anvendte en Metode, som jeg havde læst om engang, og som viste sig at være særdeles brugbar. Jeg delte en Dynamitpatron, tændte den og kastede den ud i Floden.

En halv Patron var nok til at fange en Mængde Fisk med. Man hørte en dump Eksplosion og saa Vandet komme lidt i Oprør, og et Øjeblik efter kom Fiskene drivende op med Bugen i Vejret. Det gjaldt nu om at faa dem øst i Land eller op i en Baad hurtigst muligt, da de ikke var døde, men kun bevidstløse.

Bærerne satte stor Pris paa Fisk og kunde sætte næsten utrolige Mængder til Livs.

Saaledes gik Arbejdet og Fritiden ved Kungulio. Ind imellem kom der smaa Mindelser om Malariaen, men endnu havde vi saa rigelig Kinin, at jeg kunde holde denne Sygdom Stangen. Jeg tog blot en  Kinintablet og gik til Køjs. Feberen steg — undertiden helt op til de 40 Grader, men den gode Føde, jeg fik, den gode Søvn og det forholdsvis lette Arbejde gjorde, at jeg kom forholdsvis nemt over mine Anfald, men da Regntiden — den lille Regntid — begyndte i November Maaned, var alligevel noget af det hyggelige gaaet af Kungulio.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

25. oktober 1916. Krokodiller i Rufijifloden

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I efteråret 1916 fremstillede han landminer og reparerede geværer i Kungulio ved Rufijifloden.

Jeg brød mig ikke om at skyde for at dræbe. Flodhestene, som jeg ofte saå i Floden, skød jeg aldrig paa, og af Antilopevildtet skød jeg kun, hvad vi havde Brug for — og der var mere end rigeligt af det.

Derimod skød jeg ofte paa Krokodillerne i Floden, da de var en Plage og en stadig Trusel for mine Bærere, naar de badede i Floden, hvad de meget ofte gjorde.

Jeg foreholdt dem Gang paa Gang, at de risikerede Livet, men de trak blot paa Skuldrene og svarede: — Det er Guds Villie!

Det var det stadig tilbagevendende Svar, naar man gjorde dem opmærksom paa, at de løb en Risiko ved en eller anden uforsigtig Handling, og de svarede saadan, enten de tilhørte den ene eller den anden Religion. Det var selve Afrikas Skæbnetro, der talte ud af dem.

Da jeg ikke kunde faa Bærerne til at være mere forsigtige, lagde jeg mig efter Krokodillerne. De fandtes i Floden i et meget stort Tal, og Jagten paa dem var meget spændende og anstrengende.

Som Regel laa de og solede sig paa Sand- eller Dyndtanger, der løb ud i Floden. Naar man nærmede sig tilstrækkelig forsigtigt, kunde man komme dem paa Skudhold, men lige saa ofte oplevede man, at den Tange, der for et Øjeblik siden havde været tæt besat med Krokodiller, blev tom og bar, inden man fik Tid til at løfte Geværet, endsige til at tage Sigte.

Nogle enkelte Gange lykkedes det mig dog at komme de hæslige Dyr paa Skudhold. De var i gamle Dage næsten sikre mod Geværernes Blykugler paa Grund af deres pansrede Skæl, men den moderne Riffelkugle gaar glat igennem, og har man sigtet rigtigt — paa Hovedet — saa bliver Krokodillen paa Valen.

Det lykkedes mig at faa nogle smukke Eksemplarer paa Tasken ved Kungulio. Ellers skød jeg efter dem, naar de dukkede op af Vandet, men selv omman ramte sikkert og dræbende, var det ikke muligt at
faa fat paa Byttet, der gled tilbage i Floden.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

4. oktober 1916. Nis Kock nænner ikke at skyde en løve

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I efteråret 1916 fremstillede han landminer og reparerede geværer i Kungulio ved Rufijifloden.

Overalt i Skoven traf man paa Dyrestier, som de forskellige Dyr fulgte, naar de søgte ned til Floden for at drikke, og ude paa de aabne Græsgange ved Floden kunde man træffe tre-fire forskellige Slags Antiloper — ofte i temmelig store Flokke — Zebraer og en Mængde andre Dyr, som man kun saå Glimt af og næppe lærte at kende Navnet paa.

Store Flokke af Aber huserede ogsaa ved Floden og lavede et forfærdeligt Spektakel, som skræmte det øvrige Vildt, men der gik dog sjælden en Dag, uden at jeg kom hjem med et Stykke Vildt paa Tasken.

Det blev fordelt mellem Bærerne, som saa tørrede Kødet over Ilden og derefter spiste det. De gode Stykker, som Ramasan altid sørgede for til min Husholdning, blev som Regel anvendt til forskellige  Risretter, som han var en Mester i at tilberede.

Een Gang paa disse Jagtudflugter skød jeg paa en Antilope i fuldt Spring, men gjorde det aldrig oftere, da jeg maaatte skyde tre Gange for at dræbe den, og én Gang skød jeg slet ikke.

Det var paa Hjemturen fra en Jagtudflugt, der ikke havde givet noget Resultat. Jeg skulde skynde mig tilbage for at sende en Safari mod Nord med Ammunition, men pludselig blev jeg staaende stille som naglet til Stedet. Bæreren, som jeg havde med, stod lige saa stiv og stille, og jeg hørte hans Stemme, hæs af Spænding og  Overraskelse: — Bwana, huko Simba! — Herre, dernede er Løver!

Der var tre. En Han og en Hun og deres Unge. Ungen og dens Mor laa ned, medens Hannen slentrede omkring i Nærheden. —

Skyd, Bwana, skyd! hviskede Negeren og pegede paa Dyrene, men det var mig simpelthen umuligt.

Jeg blev staaende i nogen Tid og saå paa de smukke Dyr, hvis frygtelige Brøl saa ofte vækkede mig om Natten, men hængte saa Geværet over Skulderen og gik hjem til min Safari.

Jeg brød mig ikke om at skyde for at dræbe.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

3. oktober 1916. “Tempo, Bwana!” En elefant raserer lejren

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I efteråret 1916 fremstillede han landminer og reparerede geværer i Kungulio ved Rufijifloden.

En anden Nat blev jeg vækket ved, at der lød vilde Hyl og Skrig fra Bærerne, og da det var paa en Tid, hvor der gik Rygter om, at engelske Patrouiller var i Nærheden, blev jeg hed om Ørene. Jeg var den eneste bevæbnede Mand i Lejren og havde Ansvaret for de  store Lagre af Patroner, der var opstablet her.

Med Riflen i Haanden løb jeg hen mod Lejren, der laa ca. 100 m fra det Sted, hvor jeg sov — det er godt at være paa passende Afstand fra en Negerlejr — men inden jeg naaede derhen, stødte jeg sammen med en af Bærerne i Mørket og spurgte ham aandeløst, hvad der var paa Færde.

— Tempo, Bwana! skreg Manden: — En Elefant, Herre! Den kom løbende lige tværs gennem Lejren, og har nok trampet de fleste af mine Kammerater ihjel!

Jeg stod stille og lyttede, og skønt Skrigene fra Bærerlejren langt fra var forstummet, hørte jeg tydeligt, hvorledes et stort Dyr knagende og bragende banede sig Vej gennem Junglen bort fra Lejren.

Jeg gik hen til Lejren, hvor alt var Jammer og Forvirring, men da jeg havde undersøgt Sagen nærmere, viste det sig, at ingen af Bærerne var kommet til Skade, hvilket maa betragtes som noget af et Mirakel.

Det var ligeledes en temmelig usædvanlig Hændelse, at en Elefant optraadte paa den Maade, for de er i Besiddelse af en meget udviklet Lugtesans, der holder dem langt borte fra de Steder, hver  Mennesker slaar Lejr.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

2. oktober 1916. En flodhest tramper rundt i mørket …

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I efteråret 1916 fremstillede han landminer og reparerede geværer i Kungulio ved Rufijifloden. Et engelsk gevær [formentlig et Lee Enfield] beholdt han selv, da han blev nødt til at aflevere sin Mauser karabin.

Det viste sig at være et fortræffeligt Bytte. Det tykke, lidt klodsede Gevær med Træbelægning helt ud til Mundingen, saa man overhovedet ikke kunde se noget af Løbet, og med sit 10 Skuds Magasin, var ikke alene en god Erstatning for min tyske Karabin, men ogsaa et overdaadigt godt Jagtvaaben, der faldt mig ualmindelig godt i Haanden og skød ganske overordentlig præcist.

Med det nedlagde jeg en Mængde Dyr i Omegnen af Kungulio  til uendelig Fryd for mine altid sultne Bærere. De var saa ivrige efter at komme med paa Jagt, at jeg ofte maatte jage dem tilbage for i det hele taget at gøre mig Haab om at faa noget Bytte. Men som Regel tog jeg dog et Par Stykker af dem med for at blive fri for at slæbe hjem med Jagtudbyttet selv.

Rufijifloden var Dyrenes Paradis. Aldrig har jeg set saa uhyre Mængder af Vildt som her ved Østfrikas største Flod.

En af de første Nætter, da jeg sov trygt paa mit Græsleje, hørte jeg en Lyd, som øjeblikkelig gjorde mig lysvaagen. Jeg sprang op og greb efter min Parabellum Pistol med ti skarpe Skud i Magasinet. Den havde jeg altid liggende nær ved Haanden, da man jo maatte være forberedt paa alle mulige Overraskelser.

Men her forslog en Pistolkugle vist ikke. Noget uhyre tungt brasede gennem Krattet tæt ved det Sted, hvor jeg laa, og kort efter stod det stille og begyndte at æde af Græsset. Jeg kunde tydeligt høre, hvergang det tog sig en ordentlig Mundfuld.

Der var da altsaa ikke Tale om noget Rovdyr. Engang imellem kunde jeg høre en vældig Prusten som fra en Hest, der gaar og græsser. Det skal nok være en Flodhest, tænkte jeg, og var just ikke opløftet ved Udsigten til, at denne Kolos kunde finde paa at trampe hen over mit Sovested.

Men efterhaanden blev Lydene svagere og svagere, og til sidst døde de helt bort.

Da jeg saa efter den næste Morgen, opdagede jeg Aftryk af solide Flodhestefødder kun 10-15 meter fra det Sted, hvor jeg sov.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

27. september 1916. Genbrugsgeværer i Østafrika

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I august-september 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepoter i Morogoro og Kissaki og kom midt på måneden til Kungulio ved Rufijifloden. Her fremstillede han improviserede landminer.

Efter at min Virksomhed som Minefabrikant havde staaet paa i nogen Tid, fik jeg et nyt Brev fra Stache om at holde op, da man ikke havde Brug for flere Miner, men i Mellemtiden havde et Par Vaabenmestre slaaet Lejr tæt ved Overgangsstedet medførende blandt andet en Mængde Geværer, der skulde repareres.

En af dem viste mig en Dag et Brev fra Stache, hvoraf fremgik, at jeg uden at vide af det var udlaant til dem, og nu begyndte et nyt og spændende Arbejde — ogsaa et Led i den østafrikanske Nødhjælpsindustri.

En Del af de Geværer, som Vaabenmestrene medførte, havde faaet større eller mindre Beskadigelser, som under normale Forhold vilde have bevirket, at de var blevet kasseret. Noget saadant var der selvfølgelig ikke Tale om nu. Alt skulde bruges og alt, hvad der kunde repareres, skulde repareres.

Jeg fik som Opgave at tage mig af de Geværer, der havde lidt Skade paa Laasen. Man skulde forsværge, at det var muligt, saa solidt som en moderne Geværlaas er konstrueret — og da ikke mindst Laasene paa det tyske og det engelske Gevær — men ikke desto mindre laa her en lang Række Geværer med Laase, hvoraf der var sprængt større eller mindre Stykker.

En Del af dem var jo nok blevet beskadiget ved at blive ramt af fjendtlige Projektiler, medens andre maaske er blevet udsat for et alt for stærkt Tryk ved Affyringen, naar der har været Vand eller Sand i Løbet, eller naar dette har været rustent til Overmaal. Laasene var i det mindste beskadiget, og det var min Opgave at faa dem hele igen.

Det lykkedes over Forventning. Hvor mange Geværer jeg fik gjort brugbare under min Virksomhed i Kungulio, har jeg ikke noget Tal paa, men det var ikke saa faa, og jeg tror, at de alle har været lige saa gode som nye Geværer efter at have været under min Behandling.

Et af dem kan jeg i det mindste garantere for — det var et engelsk Gevær, som jeg selv beholdt. Der kom under mit Arbejde med Geværerne Dagsbefaling om, at alle tyske Geværer, der ikke var ved Feltkompagnierne, uophørligt skulde afleveres til Vaabenmestrene, der senere kunde fordele dem til Kompagnierne. Det gjaldt om at faa alle moderne tyske Geværer ud i første Linie, saa man kunde
faa skudt den tyske Ammunition helt væk og faa gennemført en Bevæbning af hele Hæren med engelske Geværer.

Jeg var lidt ked af at skulle af med min tyske Karabin, som skød aldeles udmærket og havde været et godt Jagtgevær, men der var ingen Vej udenom. Jeg maatte aflevere den med sine tyske Patroner og udvalgte mig i Stedet en engelsk Militærriffel af  Vaabenmestrenes Lager.

Jeg reparerede den med megen Omhu og var meget ivrig efter at prøve den paa Jagt, saa snart den var færdig.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

24. september 1916. Nis Kock fremstiller landminer i Østafrika

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I august-september 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepoter i Morogoro og Kissaki og kom midt på måneden til Kungulio ved Rufijifloden.

Da jeg havde været i Kungulio et Par Dage, uden at have noget egentligt Arbejde udover at passe paa, at ingen løb med den opstablede Ammunition, kom en af Staches Bærere til mig med et Brev, der var skrevet i Kisakki, som aabenbart stadig maatte være i tysk Besiddelse. Det indeholdt en Ordre til at fremstille saa mange Miner som muligt og sende dem Nordpaa, efterhaanden som de blev færdige. Han gav mig ogsaa nogle Anvisninger paa, hvor ledes jeg skulde lave dem, og havde i øvrigt tidligere talt til mig om det.

Jeg lod mine Bærere bygge et Værksted, d. v. s. jeg lod dem rejse et Tag af Græs paa en egnet Plads, og under dette begyndte jeg saa min Massefabrikation af Miner.

Det var ikke noget ensartet og trættende Arbejde, da jeg stadigvæk maatte tage Hensyn til det forhaandenværende Materiale, hvilket igen havde til Følge, at ikke ret mange af Minerne kom til at ligne hinanden undtagen i Principet.

Jeg tænker ikke, jeg røber nogen stor militær Hemmelighed, naar jeg forklarer dette Princip. Den tyske Hær i Østafrika var jo næsten komplet blottet for mekaniske Hjælpemidler — saa at sige alt maatte improviseres — Minerne ogsaa. Det store Spørgsmaal vedrørende deres Konstruktion var, hvorledes man skulde faa dem tændt. Urværk eller andre mekaniske Tændere havde vi ikke, og Elektricitet kunde ikke anvendes, da Hæren sikkert ikke raadede over andre Tørelementer end dem, der blev anvendt til Felttelefonerne.

Minerne skulde være saadan konstrueret, at de gik i Luften i samme Øjeblik, man traadte paa dem eller kørte over dem, og saadan blev de ogsaa lavet, til stor Sorg for de engelske Chauffører, der havde kørt paa Nordfronten.

En eller anden opfindsom Aand havde nemlig fundet en fortræffelig Løsning: kasserede Geværlaase. I Tidens Løb bliver der i en kæmpende Hær ødelagt ikke saa faa Geværer, men som Regel er det ikke Laasen, det gaar ud over, men Kolben, Piben o. s. v. I saa Tilfælde er Laasen jo heller ikke til noget, og den nævnte Opfinder saa i en inspireret Stund, at her var lige det rigtige Middel til Tænding af en Mine. Naar Slagstiften kunde knalde en Patron af i et Gevær, saa kunde den ogsaa knalde en Fænghætte og en Tændsats af i en Mine, og paa den Maade blev Spørgsmaalet løst til Englændernes Fordærv, eller i det mindste til Ulejlighed for dem.

Vi medførte derfor — ogsaa her paa Safarien til Kungulio — et betydeligt Antal kasserede Geværlaase, som blev paamonteret Minerne. Disses øvrige Bestanddele blev bestemt af de Materialer, vi havde ved Haanden. I Kungulio fabrikerede jeg Miner af engelske Minekastergranater, af tyske 10,5 Granater fra „Königsberg“ — denne næsten uudtømmelige Kilde til Velstand — og af svære Granater fra det engelske Skyts, der var blevet anvendt paa Taveta Fronten. Desuden brugte jeg alt, hvad jeg kunde faa fat paa af kasserede Dunke, Beholdere o. lign.

Det var absolut ikke noget ensformigt Arbejde.

Hvor mange af dem, der virkede efter Bestemmelsen, véd jeg ikke. Det har nok langt fra været dem allesammen. Stache fortalte mig, at Soldaterne, der skulde grave dem ned, var bange for dem og ofte af Frygt undlod at afsikre dem, før de gravede dem ned. Naar dette ikke blev gjort, kunde der gaa lige saa mange over paa dem, som det skulde være, og i mange Tilfælde er det ogsaa sket.

Andre gravede dem skødesløst ned og dækkede dem ikke tilstrækkeligt til, med det Resultat, at Englænderne opdagede dem og gik udenom. Kun en mindre Del af dem har virket efter Bestemmelsen, men paa anden Maade var deres Virkning meget betydelig.

Efter nogle Minesprængninger midt i Kolonnerne blev Englænderne
bange for at følge de sædvanlige Veje og blev tvunget til store og tidsspildende Omveje. Det blev ogsaa sagt, at Tyskerne ofte ligefrem advarede Englænderne mod Miner ved at slaa Plakater op med Indskriften: „Pas paa — Miner“ og saaledes sikrede sig, at  Englænderne ikke anvendte disse Veje, men det har jeg ikke kunnet konstatere.

Nok er det — Minerne spillede en meget betydelig Rolle i denne  Krig, og jeg havde som Opgave at lave en god Del af dem, der blev anvendt. Nu — og dengang for Resten ogsaa — tænker jeg ofte paa, hvilke Ulykker disse forfærdelige Apparater kan have forvoldt paa Mennesker og Dyr, men der var jo intet Valg for mig, og denne Krig blev som bekendt fra Englændernes Side ført med en saadan Overmagt af Mennesker og Materiel, at den Smule, vi kunde stille op mod dem paa dette Omraade, maatte kaldes berettiget Nødværge.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

23. september 1916. Østafrika: Askarier og landminer

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I august-september 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepoter i Morogoro og Kissaki og kom midt på måneden til Kungulio ved Rufijifloden.

Nu kom Askarierne marcherende over den lange Bro i deres falmede og slidte Uniformer. De var noget luvslidte at se paa, men deres Holdning var god, og de sang deres monotone Sange med kraftige Stemmer.

Jeg kunde spore engelske Uniformsdele i næsten alle Kolonner, men
Bevæbningen var endnu ret ensartet — det gamle tyske 71-Gevær. De bar Geværet over Skulderen, næsten vandret og med Kolben bagud — en særlig Form for Geværbæring, som anvendtes her i Kolonien, og deres sorte Øjne gled nysgerrigt spørgende hen over alt, hvad de saa paa deres Vej.

De fleste af dem var hvervet i Landet oppe ved de store Søer og havde nu Hundreder af Kilometer Jungle, Græssletter, Bjerge og Ørken mellem sig og Hjemmet, men dog marcherede de pligttro mod Syd, som deres General havde befalet det. Denne March skulde føre dem langt. Det blev den store Safari i Afrikas Historie.

Efter Kolonierne fulgte Rærerkolonnerne, endnu længere og mere myldrende, og efter dem fulgte Kvinder og Børn, som hørte til Bærerne eller til Askarierne og som oftest var under Opsyn af en Bærer eller Askari. Eet for ét trak Kompagnierne sig tilbage Syd for Floden for at faa Hvile efter de maanedlange Kampe, og da Boerne samtidig trak sig tilbage mod Nord for at komme bort fra de malariafyldte Egne ved Rufiji, saa opstod der mellem de to Parter en bred Strimmel „Ingenmandsland“ , hvor der kun blev opereret med Smaaafdelinger og Patrouiller.

De Styrker, som Tyskerne lod blive tilbage Nord for Rufiji, havde til Opgave at fastholde Stillinger, som kunde være af Betydning for Englænderne ved en Genoptagelse af Offensiven, og at spærre de Veje, der førte mod Syd, saa en mulig engelsk Fremrykning blev sinket og besværliggjort.

Det var jo en vanskelig Opgave med de faa Kampmidler, der stod til deres Raadighed, men alt, hvad der kunde gøres, blev gjort, og deriblandt først og fremmest Udlægning af Miner.

Dette frygtelige Krigsvaaben, der blev anvendt under Krigen i Europa i en uhyre Maalestok, var allerede blevet anvendt af Tyskerne paa den nordlige Front ved Tav ta, men naturligvis var de Miner, der blev anvendt i Østafrika, ikke tilnærmelsesvis saa voldsomme som dem, der blev anvendt paa de europæiske Fronter. Man havde jo slet ikke Materialerne til saa vældige Sprængninger.

Det faldt i min Lod at lave en stor Part af dem, som blev lagt ud paa Vejene fra Kisakki til Rufiji og ogsaa en hel Del, der blev udlagt Syd for Rufiji.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

19. september 1916. Nis Kock i Kungulio

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I august-september 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepoter i Morogoro og Kissaki og kom midt på måneden til Kungulio ved Rufijifloden.

Jeg begyndte nu min Eneboertilværelse ved Kungulio, nogle Maaneder, som ikke er til at glemme, fordi jeg i denne Tid saa mere af Afrikas Natur, Dyreliv og Skønhed end nogen Sinde før og siden.

Kungulio var Gennemgangsled for al Trafik fra Nord til Syd, og den Vej gik det nu. Lange Bærerkolonner gik over den interimistiske Bro, der svajede og knirkede under de mange Fødder, og ofte brændte der Baal langs begge Sider af Rufijifloden, naar Safarierne havde slaaet Lejr ved dens Bred.

Jeg besøgte dem ofte og spurgte dem ud om Situationen ved Fronten, men i Reglen vidste de kun lidt.

Til at begynde med kom Safarierne endnu fra Kisakki, men saa blev denne By opgivet, og de kom fra et Sted mellem Kisakki og Havet, og det syntes, som om Englænderne havde maattet opgive en Del af det erobrede Terræn.

En Ugestid efter at jeg var kommet til Kungulio, vendte en Bærerfører sit sorte Ansigt om mod mig og raabte paa Kisuaheli: — De vender om. Det var den første Underretning, jeg fik om, at Boerne havde trukket sig tilbage, efter at deres Forsøg paa at knuse den tyske Hovedstyrke var mislykkedes. De havde forfulgt deres Maal med den yderste Energi, og aldrig havde den tyske Hær staaet overfor saa modige og stædige Modstandere. Men nu nærmede de sig Floden, og dér vilde de ikke føre Krig.

Senere løb Rygterne livligt fra Raststed til Raststed om, at General Smuts havde tilbudt Lettow-Vorbeck en hæderfuld Overgivelse, men overhovedet intet Svar faaet. Generalen vidste meget vel, at Smuts ikke vilde lade sine Boere føre Krig omkring Rufijifloden, dels fordi Rytteriet ikke kunde anvendes dér og dels paa Grund af Malariaen. Lettow-Vorbeck havde med sin Villiestyrke og Stædighed vundet en moralsk Sejr, selv om mere end Halvdelen af Landet — og den bedste Del — var gaaet tabt.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

18. september 1916. “Søren Hansen, I presume?” Sønderjysk kaffepunch ved Rufijifloden

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I august 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepoter i Morogoro og Kissaki.

Da jeg vaagnede, kom Ramasan, der havde indrettet en lille Lejr til mine tre Bærere, sig selv og Ali et Stykke fra mit Leje, hen til mig og fortalte, at der var gaaet en hvid Mand over Broen og havde slaaet Lejr nede ned Floden.

Jeg kunde se hans Lejrbaal og besluttede at hilse paa ham. Det kunde muligvis være en, jeg kendte, men selv om dette ikke var Tilfældet, saa var det Skik her i Landet, at hvide Mænd hilste paa hinanden, naar de mødtes paa Safari.

For ikke at dumpe lige ned i Hovedet paa en Officer, der maaske ikke i Øjeblikket ønskede mit Selskab, nærmede jeg mig langsomt Baalet og saå mig godt for, indtil jeg blev klar over, at her var enhver Forsigtighed overflødig. Manden, der sad ved Baalet, kendte jeg godt, endda før han kom til Østafrika. Det var en Sønderjyde,
Søren Hansen fra Haderslevegnen.

Han havde en Tid været Lokomotivfører paa Amtsbanerne, men havde fundet Forholdene for smaa og var rejst til Sydvestafrika, hvor han havde faaet en treaarig Kontrakt som Lokomotivfører. Da de tre Aar var udløbet, var han kommet en Tur hjem, men Eventyret sad ham i Blodet, og han lod sig ansætte paa en ny Kolonikontrakt — denne Gang i Østafrika. Da jeg boede i Daressalam, havde jeg hørt, at han var ansat paa Centralbanen, men han kom ikke til Byen, da han arbejdede mellem Morogoro og Tanganyika Søen. Nu sad han altsaa her ved Rufijifloden ved et muntert blussende Lejrbaal og lignede sig selv.

Jeg gik hen til Baalet og hilste: — God Dag, Søren! og for en Gangs Skyld havde jeg den Triumf at se den rolige og uforstyrrelige Søren Hansen blive virkelig forbavset: — Men hvor i den vide Verden kommer du dog fra, Nis? fik han dog efterhaanden fremstammet.

Jeg fortalte ham, at jeg kom fra Kisakki og sagde et Par Ord om, at nu var det nok forbi med at køre i Lokomotiv. Søren Hansen grinede: — Ja, det er en ny Maade at være Lokomotivfører paa, men sæt dig nu ned og faa en Bid Brød med.

Jeg tog mod Indbydelsen, og Søren anviste mig høfligt Plads paa en Feltstol, hvilket var et Særsyn paa disse Breddegrader. Jeg havde set en enkelt Officer sidde paa disse Stole, men de fleste af de andre, der kun havde tre Bærere, havde maattet give Afkald paa denne Luksus.

Søren Hansen satte sig ned paa den Kasse, der indeholdt hans Tøj, og saa gik Snakken. Midt under den kom hans Boy med den herligste Aftensmad, hvoraf jeg kunde se, at Søren hernede i Afrika var en betydelig og formaaende Mand, for ved Siden af dette blegnede alle Ramasans Arrangementer.

Medens vi spiste, fortalte Søren videre om sine Oplevelser paa sin lune og stilfærdige Maade. Han var jo blevet ved at køre frem og tilbage med Toget, saa længe der var nogenlunde Plads til at køre paa. De havde kørt Tropper mod Øst og flyttet andre mod Vest, og Søren havde aldrig bestilt saa meget i hele sit Liv.

Til sidst var der jo kun nogle faa Alen Skinne i tysk Besiddelse, sagde Søren, og Mandskabet paa Lokomotivet puttede saa et Par Dynamitpatroner ind i Maskinen og gik videre.

Nu var han Lokomotivfører til Fods paa Jagt efter en ny Jernbanelinie.

Han talte om Sønderjyder, som han havde mødt ved Jernbanen, og han kendte flere af dem fra Blokadebryderen. Deres videre Skæbne kendte han derimod ikke meget til. Kun havde han fæstnet sig ved Navnet Chr. Hansen, vor første Maskinmester. Han havde vist sig som en overordentlig dygtig og modig Soldat og vilde sandsynligvis avancere til Officer.

Jeg tænkte paa Chr. Hansen, som jeg kendte ham fra Blokadebryderen, en kammeratlig og djærv Mand, der aldrig kommanderede, men hellere tog et Tag med selv, naar det kneb, og jeg kunde ikke rigtig tænke mig ham som militær Vovehals. Men saadan var det nu. Søren Hansen nikkede energisk. Maskinmesteren
er en Mand, som de snakker om ude ved Fronten.

Vi talte om løst og fast, medens vi spiste den gode Mad, og til sidst kom vi da ogsaa til at tale om dem der hjemme.

Det var det Emne, vi altid sluttede med, naar vi var sammen med Landsmænd. Naar vi hørte det gamle Sprog igen, saa kom Tankerne om Hjemmet af sig selv, og vi kunde sidde i Timevis og drøfte, hvorledes de kunde have det derhjemme — uden at have et eneste Holdepunkt i Virkeligheden. Ikke en eneste af dem, jeg talte med, havde faaet en Linie hjemmefra, skønt der sikkert var skrevet Hundreder af Breve via de neutrale Lande til dem.

Og som sædvanlig, naar vi talte om Hjemmet og dem derhjemme, forsvandt al Stemning, og det endte med, at vi begge sad og kiggede ind i Baalet uden at sige noget. Vi kunde have det saa godt vi vilde hernede, have rigelig med Proviant, være raske og godt udhvilede —
Talen om Hjemmet og Længslen efter det gjorde os saa ynkelig fattige, og vi følte, at alt det, vi færdedes imellem, kun betød saa lidt i Sammenligning med det, vi havde lagt bag os.

Med ét hævede Søren Hansen Hovedet: — Op med Humøret, Nis, nu skal vi have Kaffe! og virkelig — jeg kunde spore en stærk Kaffeduft lige i Nærheden, og et Øjeblik efter stod to duftende Krus Kaffe paa den Kasse, der tjente os til Bord. Jeg havde ikke smagt det i lange Tider, og — saa underligt er Mennesket ogsaa indrettet — jeg glemte et Øjeblik mine Sorger ved Synet og Smagen af den brune Drik.

Herregud, det gjorde jo ogsaa kun ondt værre at gaa og ødelægge sig selv med Længsel og Sorg.

— Og her skal du se, fortsatte Søren Hansen, her er noget, som du heller ikke har set for nylig. Det var en Flaske Snaps — en Helflaske!

Jeg havde ikke set noget lignende, siden jeg rejste hjemmefra. Denne Søren Hansen var ikke alene en velhavende Mand, han var noget af et Mirakel. Hvordan i Alverden kunde han fremtrylle en Flaske Snaps midt i det gloende Afrika?

. . . og nu skal vi have os en god gammeldags sønderjysk Kaffepunch af den Slags, som vi lavede i Sandby Kro, hvor jeg er fra, fortsatte Søren Hansen og lod Handling følge paa Ordene.

Solen var forlængst gaaet til Hvile bag Træerne, og Natten havde sænket sig over Skovene og Floden. Langt borte hørte vi Hyænehyl og mange andre Lyde, som jeg endnu ikke kendte, men som jeg snart skulde stifte Bekendtskab med, og her midt i Junglen sad vi to Sønderjyder og drak Kaffepunch. Intet Under, at vi følte Trang til at synge, navnlig da vi havde faaet den anden og tredie Knægt.

Med Søren Hansens Bærere og Flodens Krokodiller som tavse, men sikkert interesserede Tilhører, afsang vi: „Der er et yndigt Land“ , og saa snart de sidste Toner var døet bort mellem Træerne og vi havde faaet endnu en Kaffeknægt, tog vi fat paa den næste danske Sang.

Det blev en uforglemmelig Nat. Siden jeg kom i Land fra Blokadebryderen, havde jeg ikke haft Lejlighed til at synge danske Sange sammen med Landsmænd, og Søren Hansen havde naturligvis heller ingen Lejlighed haft. Derfor skulde der synges meget. Sønderjyder elsker at synge, og vi var ingen Undtagelse fra Reglen. Alle danske Sange, som vi kunde huske, og det var egentlig ikke saa faa, blev afsunget den Nat ved Rufijifloden.

Det var en Oplevelse af den Slags, som man altid vil huske. Lad være, at vor Begejstring havde nogen Forbindelse med de mange Kaffepunche, lad være, at vi ikke sang saa rent, som vi maaske burde — tilbage blev alligevel Erindringen om et Møde med en Mand, der var baade Kammerat og Landsmand, og som ofrede den værdifuldeste Del af sit jordiske Gods, sin Brændevinsflaske, for at
mørke og triste Stemninger ikke skulde forbitre vort Sind.

Da Solen stod op, var Flasken tom. Søren Hansen tog Afsked med mig med mange gode Ønsker, og jeg gik tilbage til det gode Leje, som Ramasan havde redt mig. Da jeg vaagnede, var Søren Hansen draget videre mod Syd.

Den næste Gang, jeg saa ham, var Genforeningsdagen paa Dybbøl.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

17. september 1916. Østafrika: Ankomst til Kungulio

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I august 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepoter i Morogoro og Kissaki.

Dagen efter — det var ud paa Aftenen — kom vi til Kungulio og slog Lejr paa Rufijiflodens nordlige Bred.

Den næste Dag gik vi over den lange Træbro, der var bygget over Floden, og som er kendt af alle, der gjorde Krigen i den sydlige Del af Østafrika med. Herfra udgik det meste af Trafiken fra Nord til Syd og fra Syd til Nord. Der fandtes ganske vist ikke saa faa Vadesteder i Floden, som ogsaa blev flittigt benyttet, men Kungulio med sin Bro var et trafikalt Knudepunkt, og dens Navn var kendt af alle.

Hvad der egentlig gav Stedet Navn, var ikke let at opdage. Der laa ganske vist et Stykke fra Broen nogle faa Negerhytter, men allerhøjest en halv Snes Stykker, og om en By kunde der ikke være Tale. Maaske havde der engang ligget en større By. Nu var Kungulio kun Navnet paa Broen og Egnen deromkring.

Vi slog Lejr et Stykke fra Broen og anbragte Ammunitionen godt gemt i den tætte Urskov. Her ved den temmelig brede Flod, Østafrikas største Vandløb, var Krattet blevet til Skov, der strakte sig som et ubrudt Bælte paa begge Sider og løb sammen med andre store Skove Syd for Rufiji.

Det var altsaa Rufiji, tænkte jeg, da jeg første Gang saa  dens Vand blinke mellem Træerne. Hidtil havde det kun været et Navn for mig, men nu saa jeg den foran mig. Et Stykke ud mod Havet laa den tyske Flaades Repræsentant i disse Farvande, Krydseren „Königsberg“ , brændt og sprængt, med Dækket overgroet af Slyngplanter og Siderne tilklistret af Flodens slimede Vækster.

SMS Königsberg_mindre

Ramasan havde lavet mig et godt Leje af tørt Græs med mine Tæpper ovenpaa. En Pæl blev slaaet ned i hver af „Sengen“ s Hjørner, og her blev Moskitonettet udspændt, for vi var nu kommet til de Egne, hvor Malariaen hærgede, og jeg syntes, at jeg allerede havde  faaet noget af den i Kroppen.

Da jeg havde anvist Bærerne, hvor de skulde anbringe Ammunitionen, og havde set, at de stablede den ordentligt sammen, og havde været en Tur nede ved Floden, var det langt over Middag, og da jeg ikke havde andet for, saa kastede jeg mig ned paa mit Leje og sov et Øjeblik efter.

De lange Marcher, der jo egentlig var gjort uden en eneste ordentlig Hviledag, siden jeg forlod Morogoro, havde aflejret saa megen Træthed i Kroppen paa mig, at jeg kunde sove med et Øjebliks Varsel.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

15. september 1916. Antilopejagt på safarien til Rufijifloden

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I august 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepoter i Morogoro og Kissaki.

Der er lidt over fire Dagsrejser fra Kisakki til Kungulio ved Rufijifloden. Landskabet bestaar af Krat isprængt med Græssletter, men aabne Sletter af større Omfang fandtes ikke. Derimod var der ikke saa faa smukke Søer langs Vejen, som vi fulgte, og det var noget af en Seværdighed i Afrika, hvor man ellers sjældent træffer aabent Vand udenfor Regntiden og hvor Floderne tørrer ind om Sommeren.

Med Mellemrum fandtes der Magasiner, hvor vi kunde supplere vort Forraad af Proviant baade til Bærerne og til min private Husholdning, og naar vi slog Lejr, tog jeg Karabinen med mig og gik paa Jagt.

IMG_2011_11_22_4732_Afrika_Nis_Kock
Originaltegning fra Nis Kocks arkiv (privateje)

Vildt var her dog ikke overvældende meget af, navnlig ikke paa de to første Dagsmarcher, men jo længere vi kom mod Syd, desto talrigere blev det. Den sidste Rastdag før vi skulde være fremme ved Kungulio, havde jeg et sjældent Held med mig.

Efter at vi havde slaaet Lejr og jeg havde spist min Ris, tog jeg Riflen paa Nakken og søgte ned mod en lille Sø for at se, om der skulde være Jagtheld ved den. En af Bærerne, der saa mig gaa, spurgte, om han skulde gaa med og bære Byttet, men jeg rystede paa Hovedet. — Du vil nok hellere blive ved Lejrilden.Jeg gik alene.

Vildt saa jeg ikke noget af, men blev alligevel ved at gaa en Timestid, indtil Solen var ved at gaa ned. Saa vendte jeg om for at naa tilbage til Lejren, inden det blev mørkt, men med ét stod jeg stille, som naglet til Stedet. Paa en aaben Plads, skarpt belyst af Solen, stod en pragtfuld Antilope — en Kongoni —ubevægeligt foran mig. Det var et Mirakel, at den ikke havde set eller hørt mig, men stort nærmere kunde jeg ikke komme den.

Afstanden til det pragtfulde Dyr anslog jeg til 400 meter og besluttede at tage min Chance. Min Riffel — en af de  Mauserkarabiner, som vi havde med i Lasten paa „Kronborg“ — var et fortræffeligt Vaaben, der skød godt og sikkert.

Jeg knælede forsigtigt ned i Græsset og tog omhyggeligt Sigte paa Kongonien. Skuddet gik af med et Brag, der lød som et Kanonskud i det stille Aftenlandskab, og Kongonien gav et Par lange Hop og forsvandt i et Buskads.

— Skudt forbi -— Pokkers ogsaa! Arrig over Uheldet smed jeg Riflen over Nakken, men gik for en Sikkerheds Skyld hen imod Stedet, hvor det store og smukke Dyr havde staaet. Der var Blodspor i Græsset. Jeg fulgte dem hurtigt til det lille Buskads tæt ved, hvor det store Dyr var forsvundet ind, og dér lige i Udkanten laa Kongonien — et flot Eksemplar, som jeg ikke kunde bære.

Det ærgrede mig grundigt, at jeg ikke havde taget nogle Bærere med mig, for inden vi naaede at komme tilbage til det skudte Dyr, havde Hyænerne sikkert begyndt at æde af den. Jeg tog dog Chancen og skyndte mig tilbage til Lejren, hvor jeg standsede nogle af Folkene og fortalte dem, at de kunde hente et Dyr ude i Skoven.

Et Øjeblik efter havde jeg saa mange frivillige, som jeg kunde ønske,
til Arbejdet, og kort efter var jeg atter paa Vandring ned til Søen.

Det var Maaneskin, og vi fandt uden Besvær det kongelige Dyr, der laa, som om det sov, i et Leje af dugperlende Græs. Ikke langt fra hørte vi Grene rasle, da Hyænerne sneg sig bort, og kort efter lød deres hæslige Hyl ud gennem Natten.

Bærerne bandt Kongoniens Ben sammen, stak en lang Stang imellem dem, og fem Mand bar nu det store, pragtfulde Dyr hjem til Lejren, hvor det blev hilst med Jubel af de andre, der var vaagnet op.

Kort efter var det parteret og delt ud mellem de mange sultne Mennesker i Lejren, hvis daglige Maaltider bestod af Majsgrød eller en Vælling lavet af en af de mange forskellige Sorter Korn, der dyrkes af den indfødte Befolkning i Afrika.

Det var ved at være en Bjørnetjeneste, jeg havde gjort mig selv ved at skyde Kongonien, thi det var umuligt at lukke et Øje den første Halvdel af Natten paa Grund af Bærernes Trommer og Sang, medens de fejrede mig som Manden, der skaffede dem alle Kød, og mange andre smigrende Ting.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

14. september 1916. “Dengang, jeg drog afsted …” i Østafrika.

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I august 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepoter i Morogoro og Kissaki.

Næppe var vi kommet i Gang med Marchen, før jeg følte det, som om al Træthed var strøget af mig. Om det var en Overtræthed, der gjorde sig gældende, eller om det var en vis Befrielse over at være kommet ud af den halvt belejrede By, der i høj Grad var præget af Generalens Tilstedeværelse, skal jeg ikke kunne sige — maaske lidt af begge Dele. General Lettow-Vorbeck var utvivlsomt en fortræffelig Fører, maaske et militært Geni — det mente da mange — men det lod sig ikke nægte, at Livet i hans umiddelbare Nærhed formede sig noget tvungent i Forhold til det, jeg var vant til. Den hyggelige og kammeratlige Stache havde slet ikke været sig selv i den korte Tid, vi havde været i Byen, men havde uafladeligt maattet løbe frem og tilbage til og fra Generalen.

Det er en god Regel i alle Kolonikrige: Sky de store Hovedkvarterer!

Nu var jeg ikke længer træt, men følte mig glad og fri — den eneste hvide Mand i den lange Kolonne, og den eneste, der kunde bestemme, hvor langt vi skulde marchere, hvornaar vi skulde gøre Holdt og spise eller slaa Lejr. Hidtil havde jeg altid haft én over mig og kun fulgt Kolonnen som de andre, men nu var jeg helt fri og paa Togt i det mørke Afrika — det var en Fornemmelse, som jeg har Vanskelighed ved at forklare saa længe efter.

Jeg gik forrest med mit Gevær i Rem over Skulderen, Kolonnens eneste Vaaben, naar undtages vore Skovknive og min Parabellum Pistol ved Bæltet, og greb mig selv i at nynne smaa Marchmelodier, der faldt mig ind. Jeg standsede ved „Dengang jeg drog af Sted“ og sang den højt og lydeligt til lille Alis uskrømtede Forundring og Fornøjelse. Saa tog jeg mig i det og holdt op.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

13. september 1916. Ud af Kissaki med englænderne i hælene

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I august 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepot i Morogoro. I begyndelsen af september ankom han til Kissaki.

Tidligt den næste Morgen kom Stache til mig. Han havde benyttet den korte Hviletid til at faa sig barberet og Skægget studset og lignede nu sig selv, som da jeg saa ham første Gang i Daressalam. Under vor Safari i Ulugurubjergene frygtede jeg en Overgang stærkt for, at han skulde lægge sig Fuldskæg til ligesom Wisner, der var en temmelig ung Mand, men alligevel optraadte med et stort, blondt Fuldskæg.

Stache havde Ordre fra Generalen. Alle de Bærere, som vi kunde skrabe sammen, skulde uophørligt sendes med Ammunitionen til Kungulio ved Rufijifloden. De skulde være ude af Byen, saa hurtigt det kunde lade sig gøre, da Englænderne kunde angribe hvert Øjeblik og lukke Tilbagetogsvejene, saa ubevæbnede Safarier ikke kunde slippe igennem.

Altsaa paa den igen! Jeg var ikke meget begejstret for Tanken, men der var jo ikke noget at gøre ved det. Vi kaldte paa Bærernes Formand og forklarede ham Situationen, saa han kunde kalde sine Folk sammen, og gik saa sammen hen til Magasinet, foran hvilket der ogsaa laa en Del Ammunitionskasser opstablet, og tog fat paa Arbejdet.

Een for én kom de sorte Bærere vandrende forbi, tog deres Ammunitionsbyrde og vandrede bort. Det gik ganske af sig selv som en vel smurt Maskine, og vor Tilstedeværelse var egentlig temmelig overflødig, naar undtages, at vi skulde afgøre, hvilken Slags Ammunition der skulde føres bort.

Efterhaanden som de var blevet forsynet med Ammunition, samledes de i Safarier paa ca. 150 Mand og afmarcherede samlet. Man hørte Bærerførerens Raab: — Gør Byrderne færdig! og Bærernes Svar: Færdig! og et Øjeblik efter hørte vi deres Opsang, naar de drog af Sted. Bærerne sang ikke altid, men ofte ved Begyndelsen eller Slutningen af en Safari.

Vi havde sendt en tre-fire Bærerkolonner ud af Byen, da de første Skud faldt ikke langt fra os, og snart bredte Skydningen sig langs hele Linien mod Vest. Geværskuddene faldt som Trommehvirvler og ind mellem blandede sig Maskingeværernes tikkende, skrattende Lyd.

Man kunde kende de engelske Riflers skarpe Knald fra de tyske
71-eres dumpe Drøn og de langsomme engelske Lewis Geværer fra de hurtige tyske Maskingeværer. Naar Ilden blev afgivet lige i den Retning, hvor vi stod, lød det som Smeld af Kæmpepiske. Det var ikke langt borte, der blev kæmpet.

Vi arbejdede hurtigt for at faa sendt vore sidste Bærere af Sted, men de var blevet skræmte af Skydningen og trykkede sig. Kuglerne begyndte nu at pibe over Hovedet paa os. Først drejede det sig kun om nogle forvildede Projektiler, men efterhaanden kunde vi mærke, at Kampen rykkede nærmere, idet hele Byger af Geværprojektiler fløjtede om Ørene paa os.

Om de, der skød, kunde se os, vidste vi ikke, men vi kunde i det mindste ikke se dem, og Skydningen voldte intet Tab, men derimod Afbræk i Arbejdet. Vi maatte Gang paa Gang have fat paa Bærerne og tale dem til Rette.

Hvad der foregik udenfor Byen, havde jeg kun en vag Anelse om, da jeg ikke kendte Stillingerne, men Stache, der havde været kaldt til Generalen i nogle Timer, meddelte mig, da han kom tilbage, at Englænderne en Overgang var trængt farligt frem, men nu overalt var standset eller slaaet tilbage. Det var blot en af de mange Fægtninger, som havde staaet om Kisakki i den sidste Uge, men den tilkendegav, at det var paa Tide at faa saa store Forraad som muligt transporteret mod Syd.

Alt imens vi talte, peb Kuglerne lystigt over Hovedet paa os, men mærkeligt nok blev ingen af os ramt, og ingen af vore Bærere alvorligt saaret.

Ud paa Aftenen døde Skydningen hen. Den havde en Overgang været temmelig nærgaaende, idet Kugler var gaaet gennem Magasinets Tag og andre var slaaet ind i Træerne. Deres Virkningsløshed havde gjort Bærerne trygge, og den ene Safari drog af Sted mod Syd efter den anden.

Da Mørket faldt paa, holdt al Skydning op, og kort efter blev Stache igen kaldt til Generalen. Han kom tilbage til mig nogen Tid efter og meddelte, at han maatte blive i Byen, medens jeg skulde drage af Sted med den sidste Safari. Den var først marchklar ved Midnatstid, og skønt jeg var meget træt af en hel Dags anspændt Arbejde, maatte jeg jo med.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

12. september 1916. Sønderjysk møde i Kissaki, Østafrika

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I august 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepot i Morogoro. I begyndelsen af september ankom han til Kissaki.

[Nis Kocks personlige tjener] Ramasan havde med sikker Sporsans fundet Magasinerne og havde provianteret rigeligt. Da jeg kom hen til vor Lejr, havde han allerede arrangeret et herligt Aftensmaaltid rigeligt med Ris, og ogsaa noget Kød havde han faaet fat paa.

Samtidig kunde han fortælle mig, at Peter Hansen opholdt sig i Lejren — eller rettere i Urskoven udenfor Byen — og at han vidste, hvor han befandt sig.

Jeg spiste hurtigt færdig og bad Ramasan følge mig til Peter Hansens Lejr, og efter en kort Spadseretur gennem Skov og Krat naaede vi frem til en Lejr i Skoven, hvor vi hurtigt fandt Peter Hansen siddende ved et Baal. Han var noget langskægget og ikke saa lidt hulkindet, men ellers rask og frisk og stadig den gode gamle Kammerat.

Han blev overstrømmende glad ved at se mig og bød mig straks en Plads paa en tom Petroleumsdunk. Et Par Cigaretter blev fundet frem, og Snakken tog sin Begyndelse, medens Stjernerne tændtes over vore Hoveder og Baal paa Baal sprang frem imellem Træer og Buske.

Omkring dem færdedes, sad eller laa de forskellige Skygger — hvide Soldater med Tropehjelme, letkendelige selv paa Afstand, Askarier, Bærere, Kvinder og Børn. Det var  et helt Krigerfolk paa March som paa Folkevandringens Tid — eller var det snarere Trediveaarskrigens Landsknægthære med deres Tros, det bragte frem i Erindringen.

Peter Hansen fortalte, at Størstedelen af Hæren laa her i en Bue omkring Kisakki, men en Del Kompagnier havde dog Stilling langt Østpaa. Det var dem, der var gaaet Øst om Ulugurubjergene. Der havde staaet svære Kampe baade her og dér, og Peter gav mig nu en malende Beskrivelse af sine Oplevelser fra Kondoa-Irangi og hertil.

Hans Arbejde havde jo ført ham saa nær ind paa Livet af Kampene som nogen, da han ofte maatte færdes mellem Linierne for at faa de saarede ind. Det var begyndt at knibe med Forbindsstofferne, fortalte han, og han imødesaa med Gru den Dag, da man ikke længere havde tilstrækkeligt til at forbinde de saarede med.

Han fortalte om de dygtige og opofrende Lægers Arbejde og Kamp mod Sygdomme og frygtelige Kvæstelser. Meget ofte maatte de af deres sparsomme Forraad ogsaa forbinde engelske saarede, og det gjorde de pligtskyldigst, men stadigvæk med den uhyggelige Bevidsthed, at engang kunde de være saa udgaaet for Forbindsstoffer og Lægemidler, at de ikke kunde hjælpe deres egne.

Man var nu kommet dertil, at man kogte Gazebindene, der havde været anvendt én Gang, for at kunne bruge dem igen, og nogle af Lægerne var kommet ind paa at anvende en bestemt Slags Bark til Forbindingerne.

Peter Hansen gav iøvrigt Boerne den Ros, at de sloges modigt og behandlede deres Modstandere ordentligt, men ikke desto mindre havde Kampene ved Kondoa-Irangi været frygtelige. Der var blevet anvendt Artilleri i udstrakt Grad paa begge Sider. Tyskerne havde brugt „Königsberg“ Kanoner og Englænderne svært Artilleri, som  var slæbt frem. Generalen selv var blevet lettere saaret af en engelsk Granat, uden at det dog havde svækket hans Arbejdskraft det ringeste.

— Jeg har set ham, sagde jeg, han saa knap saadan ud, som jeg havde forestillet mig ham efter alt det, jeg har faaet fortalt.
— Du kan ellers være overbevist om, at der ikke er sagt noget overdrevent om ham, svarede Peter Hansen. Han kan simpelthen ikke overdrives — han er noget helt for sig. Jeg har set ham paa nær Hold Masser af Gange — han er et mærkeligt Menneske.
— Under en Fægtning, fortalte Peter Hansen videre, havde vore Folk forsøgt et Angreb paa en fjendtlig Stilling oppe ved Kondoa-Irangi. Angrebet var slaaet tilbage, og der laa en hel Del saarede paa en Skraaning. Jeg kravlede ud til dem og forbandt dem, og efterhaanden fik vi dem ogsaa slæbt ind til Forbindspladsen, skønt der blev skudt en Del paa os.

Efterhaanden som vi kom bærende med dem, blev Stabslægen mere og mere gal i Hovedet, fordi Forbindingerne jo var lagt lidt hastigt og maaske ikke lige efter Reglementet. Medens han stod og skældte mig ud over det, kom Generalen til og hørte lidt paa det i Tavshed, men jeg kunde godt se, at han havde Lyst til at sige et eller andet. Endelig drejede han Hovedet og saa Stabslægen lige ind i Ansigtet og sagde paa sin sædvanlige knappe og spydige Maade: — Jamen, Hr. Stabslæge — hvorfor gjorde De det dog ikke selv?

— Jeg blev indstillet til Jernkorset af første Klasse, føjede Peter Hansen halvflov til.

Jeg gratulerede ham. Det var en meget stor Udmærkelse for en menig Mand og i øvrigt ogsaa for en Underofficer.

Peter Hansen slog det hen, men jeg kunde se paa ham, at han alligevel glædede sig over Æren.

Vi talte længe videre og talte begge Dansk. Efter i lang Tid at være henvist til at tale Tysk eller Kisuaheli var det herligt at komme til at tale det Sprog, der nu engang laa mig lettest paa Tungen.

Vi talte om Udsigterne for at komme hjem, men dem vurderede ingen af os særlig højt. Det saa ud til, at Krigen skulde fortsættes til den bitre Ende, og saa holdt den vel ikke op, før de blev færdige hjemme i Europa, eller før Lettow-Vorbecks Hær var smeltet ind til ingenting.
— Naar vi nu maa opgive Kisakki, sagde Peter Hansen, saa er den nærmeste Stilling, vi kan indtage, Rufijifloden. Dér tænker jeg ikke, Boerne kan følge efter os — dels fordi deres Heste ikke kan færdes dernede, og dels fordi de ikke selv kan taale Klimaet. Der er meget usundt, og hvide Mennesker faar uvægerlig Malaria.

— Jamen, hvad saa med os andre? spurgte jeg.
— Jeg tror ikke, der bliver spurgt om vor Mening, svarede Peter Hansen. Jeg har hørt lange Diskussioner om det Emne, men de er allesammen endt med, at vi bliver tvunget til at affinde os med Malariaen, som vi kan — for ned paa den anden Side af Rufijifloden skal vi. Boerne derimod er ikke tvunget dertil og vil sikkert hellere lade sig sende hjem end udsætte sig for Malaria — og saa maa de vel trække sorte Tropper hertil igen for at føre Krigen videre. — Det trækker altsammen Tiden ud, og det er det, Generalen vil opnaa.

Vi talte om Kammeraterne fra „Kronborg“ . Peter Hansen vidste bedre Besked om dem end jeg. Han nævnede mig et Par Navne, som ikke var mere. Kort efter tog jeg Afsked og ønskede ham god Rejse.

Jeg kaldte paa Ramasan, og han fulgte mig tilbage til vor Lejr, hvor Baalene var ved at brænde ned, og hvor Bærerne sov fast efter den lange Safari gennem Ulugurubjergene.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

11. september 1916. “Afrika har taget hele min familie …”

Nis Kock fra Sønderborg sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. De blev siden indrulleret i det tyske forsvar af kolonien. I august 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepotet i Morogoro. I begyndelsen af september ankom han til Kissaki.

Stache talte nu kun til mig. Wisner hørte ikke længere med til vor Safari. Han havde kun tilfældigt gjort Tjeneste ved Ammunitionsafdelingen og skulde nu opsøge sit Kompagni igen.
— Hvornaar skal vi af Sted, spurgte jeg, Bærerne er jo meget trætte.
— Vi kan maaske vente til i Overmorgen, men det er ogsaa muligt, at vi maa rykke ud allerede i Morgen. Det kommer an paa Stillingen. Generalen var i temmeligdaarligt Humør, fordi Magasinerne var saa overfyldte, da han kom herned. Vi skal have det ned paa den anden
Side Rufijifloden.

Vi tog Afsked med Wisner og ønskede ham god Rejse. Han skulde finde sit Kompagni, der laa et Sted i Skovene og Krattet her omkring. Han havde vist sig som en fortræffelig Kammerat paa den lange Safari, god og hjælpsom og arbejdsom, skønt han næsten var trykket til Jorden af personlige Sorger. Kort før vi forlod Morogoro, havde han faaet Efterretning om, at han eneste Broder var faldet i en Forpostfægtning ved Kondoa-Irangi, og nogen Tid i Forvejen havde han erfaret Budskabet om sin eneste Søsters Død. — Afrika har taget hele min Familie, sagde Wisner til mig, og den tager nok ogsaa mig med.

Da han var gaaet, sagde Stache til mig: — Jeg nænnede ikke at fortælle Wisner det, for han har haft Sorger nok, men til Dem vil jeg sige det — Zeller, som vi var sammen med i Morogoro, er død her i Nærheden af Kisakki.
— Hvordan er det dog gaaet til, spurgte jeg, han var jo Ammunitionsmand og var kommet af Sted i god Tid.
— Paa samme Maade som Weiss, ved en Sprængning Vi har jo kun temmelig primitive Midler at sprænge med, og det koster Menneskeliv.
Jeg kunde se paa Stache, at han var stærkere bevæget ved Meddelelsen om sin Vens Død, end han vilde have givet det Udseende af, og jeg lod derfor være med at udspørge ham om Enkelthederne. Kort efter gik han til en ny Konference med Generalen.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

10. september 1916. Østafrika: Ankomst til Kissaki og møde med Lettow-Vorbeck

Nis Kock fra Sønderborg sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. De blev siden indrulleret i det tyske forsvar af kolonien. I august 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepotet i Morogoro.

Saa snart Solen stod op den næste Morgen, drog vi videre. Vi havde hørt lidt fjern Skydning ud paa Aftenen, men Natten havde været rolig, og Hvilen havde givet os nye Kræfter og et lysere Syn paa Tilværelsen.

Efter at have marcheret hele Formiddagen og et Par  Eftermiddagstimer naaede vi nogle Negerhytter, der laa næsten skjult mellem Krat og Græs. Efter Beregningen skulde det være Kisakki, men for mig, der havde ventet en større By, var det noget af en Skuffelse. Der saa ikke ud til at være andre Hytter end dem, vi allerførst havde set, og Mennesker saa vi ikke.

Endelig rejste en hvid Mand i en falmet Tropedragt sig bag nogle Buske og kom hen imod os med et ualmindeligt spørgende Udtryk i Ansigtet. Hans første Ord, som var henvendt til Stache, var da ogsaa:
— Jamen, i Himlens Navn — hvor kommer De dog fra?
— Fra Morogoro, svarede Stache, og jeg kunde se, at det glædede ham at give dette Svar.
— Vil det sige, at De er gaaet over Bjergene?
— Ja, der var ikke anden Vej.
— Nej, det var der vel ikke — men er De klar over, at De har passeret tæt forbi de engelske Stillinger — hvordan i Alverden har de dog baaret sig ad med ikke at se saa stor en Safari — naa, godt var det, at De kom igennem.
— Er Generalen her? spurgte Stache.
— Ham vil De sikkert kunne finde ved Militærstationen, lød Svaret, og den hvide Mand gik tilbage bag Busken, hvorfra jeg saa nogle sorte Soldaterhoveder stikke frem. Vi lod Karavanen sætte sig i Gang igen, indtil vi naaede frem til Militærstationen, der var det eneste større Bygningsværk dér paa Stedet. Negerboliger saa vi ikke meget til, og jeg forstod nu, at Kisakki kun var Militærstationen — ikke nogen By.

I Nærheden af Militærstationen, hvis hvide Mure vi hurtigt opdagede mellem Buske og Græs, saa vi endelig lidt Tegn paa Liv. Der færdedes nogle Askarier, og nu og da saa man Glimt af hvide Mænd.

— Dér, hviskede Stache, dér kommer Generalen og Boeren van Niewenhuizen, som han altid følges med. Vi lod Bærerne marchere videre mod et Depot, som vi kunde skimte et Stykke derfra, men inden den lange Kolonne naaede forbi, var Stache i Hurtigmarch kommet op paa Siden af de to Mænd, der stod og saa paa Kolonnen — aabenbart noget overrasket over dens Tilsynekomst fra den Retning.

Stache gjorde Honnør og aflagde formentlig Rapport, og jeg kunde se Generalen nikke gentagne Gange i Retning af Kolonnen.

Det var ikke svært at regne ud, hvem der var General, og hvem der var Boer af de to Mænd, men det var især Boerens Skyld. Han, der var søgt til tysk Østafrika drevet af sit brændende Had til England, var klædt paa akkurat som Boerne ved Aarhundredets Begyndelse, bredskygget Hat og civilt Jakketøj med lange Bukser. Han var en høj, statelig Mand med et stort Fuldskæg og saå ud til at være en modig og intelligent Mand. Man sagde, at han havde givet Generalen mange gode Raad om, hvordan Krigen skulde føres mod hans egne Landsmænd, der nu oversvømmede tysk Østafrika under de  engelske Faner.

General Lettow-Vorbeck saa ikke saa lidt anderledes ud, end jeg havde forestillet mig ham. Hans Dragt var tarveligere end de fleste Officerers, som jeg havde set, og han bar ingen Gradstegn. Paa Hovedet havde han en temmelig medtaget Tropehjelm, paa Overkroppen en falmet Khakiskjorte og Resten af Paaklædningen bestod af et Par Ridebukser med Wicklers og et Par meget medtagne Støvler. Efter Paaklædningen at dømme var han unægtelig en Mand, der ikke tog Hensyn til det Ydre.

Skønt jeg kom fra en lang og anstrengende Rejse, var jeg bedre paaklædt i Øjeblikket end den tyske Hærs Øverstkommanderende.

Ansigtet derimod var lidt ud over det almindelige. Det lignede egentlig ikke noget Feltherreansigt, og i den ene Mundvig lurede et polisk Smil. Jeg havde forestillet mig noget ganske anderledes harskt og utilnærmeligt. Det eneste militære ved Ansigtet var et lille Overskæg. Over hele Skikkelsen var imidlertid et Præg af Selvsikkerhed og Vovemod — men det er muligt, at jeg lagde det til, fordi jeg vidste, hvem jeg havde for mig.

Det var altsaa Lettow-Vorbeck — det oftest udtalte Navn i denne Verdensdel for Øjeblikket — Sejrherren fra Tanga og Jassinie og Manden, der havde ført de tyske Styrker frelst gennem Kolonien trods en knusende Overmagts Angreb og Forfølgelse. Alt, hvad der skete i dette vældige Land, var dikteret af hans Villie. Uden ham —
en ganske almindelig Oberstløjtnant, der først lige før Krigen var kommet til Kolonien — havde alt Forsvar været opgivet for længe siden.

Stache kom tilbage, og vi gik efter Rærerne, der havde naaet Magasinet og var ved at stuve deres Byrder ind dér.

— Hvad sagde Generalen? spurgte Wisner.
— Han var tilfreds, svarede Stache, og for Resten ogsaa overrasket over, at vi havde klaret Bjergene, men navnlig over, at vi ikke var marcheret lige i Armene paa Englænderne. De ligger tæt her omkring, og Generalen troede, de havde sluttet Ringen helt.
— Var det alt, hvad han sagde, spurgte jeg lidt skuffet.
— Ih nej — han sagde ogsaa, at vi skulde se at komme videre, saa hurtigt det kunde lade sig gøre. Der laa alt for meget Ammunition stablet op her, sagde han, og Englænderne kan angribe, hvornaar det skal være.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

9. september 1916. Østafrika: Junglen passeret – men hvor er vi?

Nis Kock fra Sønderborg sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. De blev siden indrulleret i det tyske forsvar af kolonien. I august 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepotet i Morogoro.

Det lykkedes os at gennemføre Marchen, uden at en eneste Mand faldt fra, og en Dag blev det klart for os alle, at Bjergene blev mindre. Urskovene blev til Krat af Smaatræer og Buske, de stejle  Klippespidser forsvandt og gav Plads for afrundede og bevoksede Høje, og i Dalene voksede der nu Slettegræs i Stedet for Jungle.

Men samtidig forsvandt ogsaa de kolde Kilder med det gode Vand.

Jorden var saa knagende tør, at den slog Revner, og det Vand, vi fandt nede i Dalene i Smaapytter, var som oftest brunfarvet, ildelugtende og maatte koges før Brugen. Vi maatte passe meget nøje paa Bærerne for at hindre, at de drak det uden at koge det, men samtidig maatte vi indskærpe Varsomhed med Lejrbaal. Vi var nu kommet ind i et Land, som Englænderne meget vel kunde afpatrouillere med deres Rytteri, hvis de var kommet saa langt Sydpaa, hvad vi ikke tvivlede om, at de var.

Mens vi marcherede frem i dette Land, maatte en af os bestandig være et Stykke forud for Kolonnen som Forpatrouille. Vi havde da som Regel vore Boyer med os, for at de kunde løbe tilbage til de andre med Melding, hvis der blev opdaget noget mistænkeligt forude. Forpatrouillen sneg sig af Sted med Riflen klar til Skud, thi vi var fast besluttet paa at forsvare vor Ammunition til det yderste og hellere sprænge den i Luften end overgive den til Englænderne.

Disse Patrouilleture var temmelig nervepirrende, da vi var klar over Vilkaarene for Kamp herude i Ødemarkerne. Skydning fra Baghold var den typiske afrikanske Krigsførsel. Hvert Sekund kunde den dræbende Salve falde, fra en Bakketop, fra et Krat eller fra det høje Græs.

Stache, der havde haft et ualmindeligt sammenbidt Udtryk under det meste af Safarien, fik en Dag Øje paa nogle Indfødte, som havde vovet at blive i deres Hytter, og som nu stod paa Afstand og gloede paa os.

— Vi maa spørge dem, sagde han. Saa vidt jeg véd, er vi ikke langt fra Kisakki, men i denne Egn er det næsten umuligt at følge Kortet — det siger ingenting.

Efter nogen Overtalelse lykkedes det Stache at faa de Indfødte til at komme hen til os og ved Hjælp af et Par Smaagaver gøre dem trygge og meddelsomme. Han spurgte dem derpaa, hvor langt der var til Kisakki.

Den første svarede med stor Overbevisning: — Der er meget langt, men en anden rettede ham: — Der er meget langt, men ikke saa langt.

Det lød grinagtigt og selvmodsigende — men er det egentlig stort mere sikre Svar, man faar, naar man spørger sig for paa en Vej i Europa. Stache lod sig da heller ikke gaa paa, men kiggede paa den tredie, der viste sig Tilliden værdig.

Han strakte sin Arm vandret ud mod Øst, og lod den saa vandre langsomt i en Bue for at standse i en bestemt Vinkel, som Stache studerede meget nøje og nikkede tilfreds. Saa fik de Indfødte atter nogle Smaagaver, og Stache gav Ordre til at slaa Lejr.

Det forbavsede mig noget, og jeg spurgte hvorfor.

Stache smilede og forklarede: — Ser De — det med Haanden — det er de Indfødtes Maade at angive Tiden paa. Haanden er Solen, som vandrer over Himlen fra Øst til Vest, og den Vinkel, den standser i, er Klokkeslettet. Den flinke Fyr fortalte os, at vi kunde naa Kisakki, hvis vi startede tidligt om Morgenen. Saa vilde vi — saa vidt jeg kunde se — være der ved 3 Tiden om Eftermiddagen. Jeg vil starte tidlig i  Morgen — saa har Bærerne friske Kræfter og kan gaa stærkt, hvis det bliver nødvendigt.

Den Aften blev der ikke tændt Baal, og Bærerne fik Ordre til at være ganske stille. Hos de Indfødte havde Stache erfaret, at Englænderne holdt til lige i Nærheden — at vi faktisk havde været lige ved at løbe ind i deres Linier.

Vi skiftedes til at holde Vagt om Natten og talte saa lidt som muligt med hinanden. Der hvilede en meget trykkende Stemning over den store tavse Lejr, og jeg kom uvilkaarligt til at tænke paa den sidste Nat om Bord paa „Kronborg“.

Det var ganske den samme Ængstelse, jeg nu var grebet af, nemlig Ængstelsen for, at Safarien skulde blive opdaget paa en af Rejsens sidste Dage. Det kunde være slemt nok at opleve det én Gang,, som jeg faktisk havde gjort, men to Gange var for meget af det gode.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

2. september 1916. Østafrika: Provianten slipper op. Hvad nu?

Nis Kock fra Sønderborg sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. De blev siden indrulleret i det tyske forsvar af kolonien. I august 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepotet i Morogoro.

Det, som var begyndt som en anstrengende March, blev til en Lidelse og en stadig Pine. Vi holdt ikke længere Regnskab med Dagene, men kun med de kummerlige Fremskridt, vi gjorde paa Kortet, og efter 4-5 Dages March stod vi uden Proviant til vore Bærere.

At købe eller rekvirere Proviant hos Befolkningen var en Umulighed, da alle de Bebyggelser, vi stødte paa, var tomme. Beboerne var flygtet til Skovs af Frygt for at blive presset til at være Bærere. Den Del af Østafrikas Befolkning, som ikke plejede at give sig af med dette Arbejde, var skrækslagne ved Tanken om at blive tvunget til at bære Byrder, og flygtede næsten altid, naar den saa en marcherende Kolonne.

Ved Rufijifloden, hvortil jeg senere kom, var de Indfødte af den Mening, at Aberne, som fandtes i stort Tal dér, meget vel kunde tale, men de gjorde det blot ikke, naar der var Mennesker i Nærheden — af Frygt for at komme til at bære Byrder. Saa stor var Respekten for Bærerarbejdet i de Stammer, hvor det ikke var en Tradition, og „Bærerstammerne“ boede oppe omkring de store Søer, som nu ikke længere var i tysk Besiddelse.

Af disse Grunde blev det nødvendigt for os at tage selv, naar vi engang imellem stødte paa dyrket Jord. Det var navnlig Majs, man dyrkede i disse Egne, og den var ikke helt moden, men altid bedre end ingenting. En Del af Markerne blev slaaet, den umodne Majs ristet og derefter knust til Mel mellem Stene.

Stache sagde, at han meget nødig greb til denne Udvej. Han havde levet saa længe i Landet, at han fuldt ud: kendte de Indfødtes Skikke. Navnlig i Urskovsdistrikterne saaede de aldrig mere, end de selv kunde spise, og naar Jorden var træt af. at give, lod de Marken ligge og valgte sig en ny.

Vor Hærgen i Majsmarkerne vilde betyde Nød for Beboerne, maaske Plyndringstogter og Stammekrige, men vi havde intet Valg og kunde ikke lade vore trofaste og taalmodige Bægere sulte.

I Forvejen havde de det strengt nok. Marchen gennem Bjergene var
usandsynlig besværlig, og vi kom kun ganske smaa Distancer igennem paa en Dag.

Klimaet vekslede næsten fra Time til Time fra klar og frisk Luft i Bjergene til tung og dampmættet Luft i Dalene og en næsten uudholdelig mættet Fugtighed i Skovene.

Vi var inde i den varme Aarstid — det europæiske Efteraar, der er Sydafrikas Tørketid — og i Dalene, hvor Luften stod stille som i en Gryde, var Varmen ofte utrolig koncentreret. Vort Tøj klæbede til Kroppen og Sveden drev ned ad vore Ansigter, hvert Skridt kostede Anstrengelser i denne glubende Hede.

Her kneb det ogsaa med at finde brugbart Drikkevand, men heldigvis stødte vi ofte paa aldeles vidunderligt Vand paa Højderne, og det var vor store Trøst paa denne Safari. Vi kunde støde paa Kilder, hvor Vandetbaade var koldt og krystalklart, og det satte altid Humøret stærkt i Vejret hos vore 450 Bærere.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

28. august 1916. Østafrika: Gennem ufremkommelig jungle med ammunition

Nis Kock fra Sønderborg sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. De blev siden indrulleret i det tyske forsvar af kolonien. I august 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepotet i Morogoro.

Den Dag og de følgende rejste Ulugurubjergene sig foran os i al deres Vildskab. Veje fandtes overhovedet ikke. Vi maatte føre Kolonnen ad en smal Sti, der gik langs en gabende Afgrund, og da alle Veje lukkede sig opefter, maatte vi helt ned i Dalen for at komme videre.

Efter en halv Dags March kunde vi fra en dyb, sumpet, skoldende
hed Dal, hvis fugtige Luft næsten ikke var til at indaande, se ud over det eneste Bjerg, som vi nu var kommet over efter 6 Timers Anstrengelser.

Nede i Dalen rejste nye Vanskeligheder sig. Vi stod i Udkanten af en tilsyneladende uigennemtrængelig Jungle, hvis vældige Træer var tæt sammenspundet af Slyngplanter.

Stache havde regnet med det, og vi medførte en Del Skovknive, som blev uddelt til Bærerne. Med en Fortrop af Knivhuggere lykkedes det os Skridt for Skridt at trænge igennem Skoven og komme ud paa den anden Side af Dalen, hvor vi kunde slaa Lejr.

Stedet var godt skjult mellem Skov og Klipper, og der var ingen overhængende Fare for, at Englænderne vilde trænge frem hertil, saa vi lod roligt Folkene tænde Baal og spise sig et godt Maaltid Mad.

Selv nøjedes vi med en halv Ration Ris og Majsmel, da vi ikke havde tilstrækkelig Proviant med og derfor lige saa godt kunde sætte os
selv paa Ration med det samme.

Medens det endnu var lyst, havde baade Wisner og jeg været en Tur langs Skoven med vore Rifler — dels for at spejde efter mulige Fjender, men navnlig for at faa Ram paa et Stykke Vildt. Ingen af os havde imidlertid Held med sig, og vi var noget lange i Ansigtet, da vi mødtes ved Baalet og den halve Ration Ris.

Den anden Dag gik som den første med at bestige stejle Klipper, balancere langs gabende Afgrunde, omgaa ufremkommelige Kløfter og hugge os frem gennem jomfruelige Urskove. Det var haardt Arbejde, og vi kom ikke ret langt frem.

Da vi slog Lejr om Aftenen — ogsaa i en Dal — og studerede et Kort, som Stache havde, var der ingen Uenighed om, at vor Dagsmarch ikke synede ret meget paa Kortet.

Til Gengæld havde den tæret godt paa vore Bæreres Kræfter, og vi lod dem endnu engang faa fuld Ration for at holde dem i Humør.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

27. august 1916. Nis Kock på en stor safari med ammunition

Nis Kock fra Sønderborg sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. De blev siden indrulleret i det tyske forsvar af kolonien. I august 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepotet i Morogoro.

Naar jeg tænker paa denne Safari, der paa en halv Snes Dage førte os over Østafrikas vildeste Bjerge, næsten uden Proviant og altid uden Sikkerhed, er der et ganske bestemt Billede, der dukker frem i min Erindring.

Jeg havde det for mine Øjne, naar jeg vendte mig om for at se tilbage over den lange Række af Bærere, der snoede sig gennem Dalbunden eller over Bjergkammen eller trak sig som et langt sort Baand langs de smalle Stier paa Bjergsiden.

Den første, jeg da fik Øje paa lige i Hælene paa mig selv, var den lille Ali, der smilede til mig med sine snehvide Tænder. Paa Hovedet havde han en gammel Militærkasket, der skjulte det meste af Ansigtet, og paa Resten af sin lille Person bar han en Khakifrakke, der havde passet mig udmærket, men naaede ham til Anklerne.  Ærmerne, som var meget for lange, havde han smøget op med en tre-fire Opslag, og over Skulderen bar han min Livrem med Patronerne og Sablen, der næsten slæbte efter ham, og med det vigtigste af hele Udrustningen: Feltflasken.

Hvor mange Gange i disse Dage sagde jeg ikke: Ali, ræk mig Feltflasken! og hvor mange Gange tilføjede jeg ikke: — Nej, lad hellere være — det er for tidligt endnu. Drengen smilede, hver Gang jeg talte til ham. For ham var denne Safari gennem Ulugurubjergene
hans Livs største og mest spændende Oplevelse.

Efter ham fulgte Ramasan — høj, sort og alvorlig. Naar han smilede en sjælden Gang, saa man det A, som var filet i hans Fortænder, men oftest saå man det ikke. Ramasan var en Alvorsmand med store Pligter. Han skulde holde et vaagent Øje med de tre Bærere, der bar
min Proviant, mit Reservetøj og mit „Sengetøj“ , og han skulde ogsaa passe paa den lille Ali, som jo var med paa hans Ansvar. Han skulde være parat til at lave Mad i samme Øjeblik som vi slog Lejr, og det var altsammen et stort Ansvar, som ikke opfordrede til at smile.

Saa uhyre langsomt, saa uendelig besværligt arbejdede Safarien sig frem mellem Bjergene. Kun sjældent fandt vi en banet Sti, men aldrig de Safariveje, som vi kunde møde i Lavlandet. Omkring Ulugurubjergene havde næsten al Trafik paa disse Egne gaaet, men gennem Bjergene kun en ganske ringe Del. Nord for og Syd for Bjergene gik Slavetransporternes Veje, og baade paa Øst- og Vestskraaningen af Bjergene laa ret betydelige Lands-byer og en Del hvide Bebyggelser, men Bjergene selv var udenfor Lov og Ret.

Først drog vi mod Øst i Haab om at slippe ned paa Lavlandet, men det var for sent. Vi var ikke kommet mange Timer fra Morogoro, før vi hørte de Lyde, der tydeligt angav, at her intet var at gøre for en ubevæbnet Safari.

Vi havde ladet Bærerne gøre Holdt, mens vi selv gik videre — saa langt frem som muligt for at blive sikre i vor Sag.

Et Sted, ikke langt borte, men skjult for vore Øjne af Skov og Krat, blev der kæmpet mellem store Styrker. Maskingeværerne hamrede og knitrede, og ind imellem blandede sig de skarpe Knald af de moderne Geværer og de hule Drøn af de gammeldags tyske  Geværer.

Tilbagetoget Øst om Bjergene var altsaa i fuld Gang, og der fandtes
endnu saa store tyske Troppestyrker tilbage, at de var i Stand til at levere en haard Bagtropsfægtning.

Vi lod Safarien gaa tilbage i Bjergene og slaa Lejr, og den næste Dag drog vi mod Syd.

Wisner blev sendt paa Patrouille mod Vest for at se, om Fjenden havde naaet Byen Mgeta. Han kom tilbage langt ud paa Natten, da vi
andre havde slaaet Lejr, og kastede sig ned paa sit Leje fuldstændig udaset. — Sydafrikanerne har taget Byen — det vrimler af Ryttere ude paa det aabne Land.

Saa hyllede han sig ind i sine Tæpper og faldt et Øjeblik efter i Søvn, medens Stache og jeg blev liggende nogen Tid vaagne og talte sammen. Stache var fast besluttet paa at føre Safarien over Bjergene, koste hvad det vilde, og jeg modsagde ham ikke, men vi var begge to paa det rene med, at Opgaven var fortvivlet, da vi ikke havde ret megen Proviant og Bjergene var vanskelige at forcere.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

22. august 1916. Østafrika: Sprængt i småstykker

Nis Kock fra Sønderborg sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. De blev siden indrulleret i det tyske forsvar af kolonien. I august 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepotet i Morogoro.

Hvis Englænderne indfandt sig den næste Dag, har de faaet Lov at kaste deres Bomber i Fred. Fra en Station Vestpaa, der endnu havde
Forbindelse med Morogoro, var der i Mellemtiden kommet et Telegram til Stache. Det gik ud paa, at Morogoro skulde rømmes inden to Timer, og at Vejen Vestpaa var truet af Englænderne.

Vi kom nu i rasende Virksomhed. Alle Bærere i Byen og Omegnen blev trommet sammen, og der viste sig at være ialt 450 Mand — en meget stor Safari. I største Hast fik de udleveret deres Byrder — det var mest Infanteriammunition, men dog ogsaa en Del  Granatammunition pakket i Tomandsbyrder.

— Vi prøver mod Øst, raabte Stache til mig midt under Arbejdet. Vi gaar en Dagsmarch ind i Bjergene og prøver saa paa, om vi ikke kan slippe udenom Englænderne.

Jeg nikkede blot til Svar. Jeg havde ikke noget Kendskab til Landet heromkring og havde nok at gøre med at sørge for, at Bærerne fik, hvad der tilkom dem af Byrde. Fik de for meget, skulde de nok selv gøre Vrøvl.

Det lykkedes os at rømme et af Magasinerne for næsten alle de gamle 71-Patroner, men et stort Parti Granater maatte vi lade ligge af Mangel paa Bærere, og et stort Parti Sortkrudt i løs Vægt og i Karduser maatte vi ogsaa give Afkald paa at føre med os.

Det var nødvendigt at sprænge alt dette, som vi ikke kunde føre med os, da Ammunitionen ikke maatte falde i Fjendens Hænder, skønt Englænderne sikkert ikke kunde drage megen Nytte af dette gamle og forældede Materiel, og der var ogsaa noget andet, som skulde ødelægges ved Sprængning. Paa Banegaarden stod saaledes to  gamle Rangerlokomotiver, der skulde gøres ubrugelige, og Feltkanonen, som endnu stod paa sin Drejeskive, maatte heller ikke efterlades i brugbar Stand til Fjenden.

Og alt dette skulde gøres i en rivende Fart. Ganske vist hørte vi ingen Skydning lige i Nærheden, men den kunde komme, hvilket Øjeblik det skulde være, thi her eksisterede ingen fast Fronter. En  engelsk Kolonne kunde med Lethed slippe frem til Morogoro og hindre os i at drage Nytte af vore møjsommeligt sammenskrabede 450 Bærere.

Da alle Bærerne havde faaet deres Byrder, gav Stache dem Ordre til at begive sig et Stykke op i Bjergene og vente paa os dér. Den uendelig lange Safari drog af Sted under Istemmelse af en af de sædvanlige Safarisange, der ganske vist ikke lød videre opmuntrende, men dog aldeles ikke stemte med Situationens Alvor.

— Lad blot de Mænd blive hjemme, som er skinsyge paa deres Koner.
Safariføreren sang for, og de andre stemte i med paa Omkvædet. De trak de enkelte Ord saa langt ud og udstyrede dem med saa mange Forsiringer, at man skulde høre godt efter for at forstaa Meningen af det, de sang, skønt det blev sunget paa deres sædvanlige Sprog — Kisuaheli.

Vi havde dog ikke megen Tid til at høre efter. Et stort og farligt Arbejde ventede paa os. Stache og jeg lagde en stor Sprængladning med en lang Lunte ind i det Magasin, hvor de gamle Granater laa, og Wisner løb ned til Banen for at anbringe Sprængladninger i de gamle Lokomotiver, Kanonen, Drejeskiven og hvad ellers kunde ødelægges paa det Sted. Weiss begav sig op ad Bjergskraaningen til det gamle Krudttaarn, som han skulde tage paa sin Kappe.

Da han naaede derop, stod han stille midt i Solen og vinkede til os med sin Tropehat.

Nogle faa Minutter efter skete den første Eksplosion. Det var Weiss, der saa hurtigt havde sendt det gamle Krudttaarn i Luften. Braget var saa voldsomt, at Jorden rystede, og vi næsten blev tvunget i Knæ. Jeg kiggede derop og saå Bjælker og Sted fra Taget af Bygningen blive slynget højt op i Luften, og en mægtig Røgsky bredte sig over Bjergene og blev hængende dér i lang Tid. Hvis Englænderne blot var nogenlunde nær ved, saa maatte de vide, hvad dette betød.

Stache satte en Tændstik til Tændsnoren, og vi løb alt, hvad vore Ben kunde bære os, hen til en Dækning, som vi havde udsøgt os i Forvejen. Inden vi naaede derhen, begyndte Wisners Sprængladninger at arbejde nede ved Jernbanen. Eksplosion efter Eksplosion gennemrystede Luften. Jorden rystede, og Røgskyer væltede imod os fra alle Kanter, mens vi i Hurtigløb nærmede os Dækningen.

Nede paa Jernbaneterrænet slyngedes hele Læs af Jord og Sten i Luften, og i det samme Øjeblik som vi forpustede kastede os ned i vor Dækning, sprang vort eget Magasin i Luften med saa forfærdeligt et Brag, at jeg uvilkaarligt trykkede mig saa langt ned mod Jorden som muligt, da jeg havde en Fornemmelse af, at den vældige Eksplosion truede med at løfte mig højt op i Luften.

Et Vindstød af brændende varm Luft jog ind over os, og jeg kunde se Træer og Buske svaje som i Storm. Aldrig i min vildeste Fantasi havde jeg forestillet mig, at en Sprængning kunde virke saa voldsomt.

Og denne blev ved. Inde i et rødglødende Baal, som jeg kunde skimte gennem Krudtrøgen, hørtes Eksplosion efter Eksplosion fra alle de gamle Granater, der nu gjorde deres sidste Pligt og Skyldighed efter at være oplagret her maaske i 25 Aar.

Vi laa trykket fladt mod Jorden som under den heftigste Granatild. En Mængde af de gamle Granater var slynget ud til alle Sider og laa nu og eksploderede langt borte fra Magasinet eller højt oppe i Luften, og omkring os svirrede det med Sprængstykker og Kugler fra Granatkardæskerne.

Endelig — jeg syntes, at det varede en Evighed — holdt det forfærdelige Fyrværkeri op, og vi rejste os, børstede Støv og Grus af vort Tøj og begyndte langsomt at vandre op ad Bjerget til en Samlingsplads, som vi havde aftalt før Sprængningen.

Her var Wisner allerede ankommet, men han havde ikke set noget til Weiss, skønt dennes Krudtmagasin laa ikke ret langt fra det Sted, hvor vi skulde samles. Det laa endnu som en rygende Ruin tæt ved, med tykke Røgskyer væltende ud af sit sprængte Tag og vældige Revner i Murene.

Vi saa paa hinanden med blege Ansigter og anede, at der var sket en Ulykke. Saa begyndte vi at raabe paa Weiss, men fik ikke noget Svar, og nu steg Ængstelsen.

Det var begyndt at mørknes, og inden længe vilde vi ikke kunne se en Haand for os. Vi vandrede rundt om Krudtmagasinet og undersøgte Omegnen i stedse større og større Omkredse, men stadig uden at finde det mindste Spor af Weiss. Saa faldt Skæret fra min Lommelygte paa noget, der laa og glimtede paa Jorden. Jeg tog det op, og det viste sig at være et Prismeglas til en Kikkert — og Weiss havde netop haft sin Kikkert om Halsen, da han gik op for at foretage Sprængningen.

Den frygtelige Anelse var omtrent blevet til Vished. Jeg kaldte paa de andre og viste dem Fundet. Stache blev dybt bevæget, thi han satte stor Pris paa Weiss, der længe havde arbejdet sammen med ham, men der var ikke andet for os at gøre end at bøje os for den triste Kendsgerning og at søge op til vore Bærere.

Vi kom derop med trætte Fødder og tunge Hjerter og traf de henved 500 Sorte vaagne og forskræmt af de voldsomme Eksplosioner, som de havde kunnet se i hele deres Magt og Vælde heroppe fra Bjerget.

Saa snart Stache havde sagt et Par Ord til dem, blev de dog beroligede og lagde sig til at sove.

Jeg kunde ikke sove, skønt jeg var meget træt, men spurgte Stache, om jeg ikke skulde søge efter Weiss endnu engang. Maaske var han saaret og laa under en eller anden Busk, men var nu kommet til Bevidsthed og kunde høre, naar jeg kaldte paa ham.

— Ja, gaa derned engang til, sagde Stache. Maaske kan De faa Missionæren til at lede efter ham i Morgen og tage sig af ham, hvis han skulde dukke op.

Jeg rejste mig straks og fik fat paa en af Bærerne, der kendte Vejen.

Det var godt, at jeg tog ham med, for jeg havde aldrig været oppe i Bjergene før, og kunde ikke have fundet Vejen alene i Mørket.

Efter en lang Vandring, hvor jeg stadig kaldte paa Weiss og forsøgte at gennemtrænge det tætte Mørke med min tarvelige Lommelygte, naaede jeg frem til Missionsstationen og fik banket den gamle Missionær op.

Han blev dybt rystet, da han hørte, hvad der var sket, idet han kendte Weiss, som havde besøgt ham et Par Dage før. Han lovede at gennemsøge hele Egnen med sine Folk, saa snart det blev lyst, men han tvivlede dog om at finde ham i Live.

Jeg takkede den gamle Mand og spurgte ham, om han ikke vilde drage bort fra Morogoro, da Englænderne sandsynligvis kunde være her hvert Øjeblik.

— Nej, svarede han. Her har jeg nu haft min Gerning i over tyve Aar og her vil jeg blive, hvad der end sker. Jeg er nu saa gammel, at jeg ikke maa tage Hensyn til mig selv, men maa blive hos min Menighed.

Jeg tog Afsked med den gamle Mand, der løftede sin Haand velsignende over mig, og søgte tilbage til de andre deroppe paa Bjerget.

Det var begyndt at blive lyst, da jeg kom derop, og jeg behøvede ikke at sige mange Ord til de andre, før de forstod Situationen.

Nede i Dalen brændte det endnu i de sprængte Magasiner. Naar Englænderne nu kom, vilde de ikke faa noget Bytte. Morogoro var rømmet.

Jeg kastede mig ned i Græsset og sov næsten, saa snart jeg havde lagt mig ned. Jeg fik Lov at sove indtil Middag. Da blev jeg vækket af Bamasan, der serverede mig min kombinerede Morgen- og Middagsmad.

Kort efter satte Safarien sig i Bevægelse, men denne Gang uden at synge. Vi vidste ikke, hvor vi skulde gaa hen, og vi havde ingen Anelse om, hvor vi kunde risikere at møde Englænderne. Det eneste sikre var Staches Ord: — Vi maa have denne Safari ført igennem til Kisakki, ligemeget hvad det koster.

[Englænderne indtog Morogoro den 26. august 1916 /RR]

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

21. august 1916. Østafrika: Engelske fly beskudt med sortkrudtskanon

Nis Kock fra Sønderborg sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. De blev siden indrulleret i det tyske forsvar af kolonien. I august 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepotet i Morogoro.

Den næste Dag stod vi allesammen med vore Geværer eller ved Kanonen, medens vi ventede paa, at Flyverne skulde vise sig.

Englænderne svigtede heller ikke vor Tillid.

Præcis ved den Tid, hvor de plejede at indfinde sig, og præcis i samme Retning dukkede to smaa Prikker op, som hurtigt voksede sig store og tog Form af Flyvemaskiner.

Jeg stod med Tændsnoren i Haanden, Wisner ved Kanonens primitive Sigtegrejer, og Stache og Weiss et Stykke derfra. Zeller var derimod ikke til Stede. Han var for nogle Dage siden draget til Kisakki.

Nærmere og nærmere kom Flyverne. Wisner arbejdede hurtigt og energisk med Kanonen. Nu maatte de være lige over Kanonens Næse. — Fyr! skreg Wisner og sprang tilbage. Jeg rykkede i Tændsnoren, og den gamle Kanon gav et lille Hop, da den med et øresønderrivende Brag sendte den gamle Granat op i Luften, hvor den hvinede og skurrede som et helt lille Uvejr.

En mægtig Røgsky indhyllede alle Hovedpersonerne i Aktionen, men jeg naaede at se Granaten eksplodere som en smuk hvid Sky et ganske godt Stykke fra de engelske Maskiner.

Weiss og Staches Rifler begyndte at knalde, og jeg sprang selv efter mit Gevær. Flyverne skruede sig et godt Stykke op i Luften, da de formentlig troede, at vi havde faaet Antiluftskyts, og lod et Øjeblik efter deres Bomber falde.

Bombe efter Bombe hvinede ned over Banegaarden og eksploderede omkring os med gruopvækkende Larm. Jernsplinter, Jord og Sten føg om Ørene paa os, men ingen af os blev ramt. De kortede deres Besøg noget af, de gode Englændere — sandsynligvis af Respekt for Kanonen, der stod ensomt paa sin Drejeskive med lidt hvid Røg hængende ud af Flaben. —

De tror da sikkert, at vi er et helt Batteri, kluklo Wisner af Spænding og Ophidselse, men nu kan de bare vente til næste Gang. Den kom imidlertid aldrig.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

20. august 1916. Østafrika: Engelske fly bomber igen

Senest ændret den 21. august 2016 21:13

Nis Kock fra Sønderborg sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. De blev siden indrulleret i det tyske forsvar af kolonien. Han fik til opgave at føre tilsyn med evakueringen af de tyske ammunitionsdepoter.

Den næste Dag, præcis paa samme Tid, kom Englænderne igen, og denne Gang løb Bærerne, længe før de var kommet ind over Hovedet paa os.

Vi andre kom hurtigt saa langt væk fra Magasinerne, som vi kunde naa, og vi fik alle fat i vore Rifler og begyndte at skyde paa Flyverne.

Det hjalp ingenting. Jeg har aldrig set Virkning af Geværild paa Flyvemaskiner, skønt jeg ofte har været med til at skyde paa dem.

Sandsynligvis ramte en Del af vore Projektiler, men blot ikke paa  Steder, hvor de kunde gøre Skade.

Englænderne kastede deres Bomber som Dagen i Forvejen, men maaske paa Grund af Geværilden holdt de sig saa højt oppe, at deres Træfning ikke blev god.

Da de atter var ude af Sigte, kunde vi tage nogle gabende Sprængkratere i Øjesyn og forbinde nogle lettere saarede Bærere.

Og den tredie Dag gentog dette nedslaaende Skuespil sig, men nu gik Wisner, som var gammel Artillerist, over til Handling.

Vi lod Bærerne slæbe en gammel Feltkanon, Model 73, ned til Jernbanestationen, hvor den blev anbragt paa en Drejeskive med Mundingen pegende skraat opad i den Retning, hvorfra Flyverne plejede at komme. Kanonen blev ladt med en Kardus gammelt Krudt, en gammel Granat, og en Tændsnor blev sat i.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

12. august 1916. Luftangreb i Østafrika: “— Se, en Kæmpefugl!”

Senest ændret den 21. august 2016 21:12

Nis Kock fra Sønderborg sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. De blev siden indrulleret i det tyske forsvar af kolonien. Han fik til opgave at føre tilsyn med evakueringen af de tyske ammunitionsdepoter.

— Er Vejen stadig klar? det var Staches vedholdende Spørgsmaal til alle, der kom til Morogoro fra Vest.

— Endnu er den i vor Besiddelse, svarede en Bærerfører, men inden længe vil dine Safarier ikke kunne følge den Vej. Vore Fjender er stærke, og de trænger stærkt paa fra Vest.

Og netop den Dag — midt i August 1916 — begyndte de uhyggelige Forløbere for den engelske Offensiv.

To engelske Flyvemaskiner gik i store Buer over Hytterne og Depoterne, fulgt med undrende Blikke af Bærerne, der kom strømmende til fra alle Sider paa de Pladser, hvor de bedst kunde se Flyverne. De havde nok aldrig før set den Slags Ting — de pegede paa Maskinerne, puffede til hinanden og lo over hele Hovedet:

— Se, en Kæmpefugl!

Et Øjeblik efter løsnede Bomberne sig fra Maskinernes Understel — som bittesmaa Æg, der hurtigt voksede sig større og syntes at have taget Sigte netop paa det Sted, hvor jeg stod. Med en hvinende Lyd  og et dumpt Klask mod Jorden naaede de os, og et Øjeblik efter var det, som om Morogoro skulde forgaa.

Vældige Vulkaner af Jord og Ild aabnede sig, og rungende hule Brag rystede Luften, medens de Steder, hvor Bomberne havde ramt, var helt skjult af Røg og Støv.

Da vi saa os om, var Bærerne forsvundet. De sad omkring i Buskene og rystede, og de var næsten ikke til at faa Samling paa igen. Disse fredelige Mennesker, hvis Arbejde er en ældgammel Tradition i Afrika, er sky og bange overfor alt, hvad der har med Krig at gøre.

Wisner stod lænet op mod et Træ og skød det ene Skud mod Maskinerne efter det andet, og ogsaa Weiss havde faaet fat paa sit Gevær, men jeg havde mit liggende saa langt borte, at jeg ikke naaede at faa fat paa det, inden Flyverne var væk.

Da vi bagefter saa paa Sprænghullerne i Jorden — Bomberne var faldet ikke ret langt fra Magasinerne — var vi klar over, at det var en Lykke, de ikke havde ramt dér. Det saå ud til at have været Bomber af meget stærk Sprængkraft, og de vilde, hvis de havde ramt et Magasin, øjeblikkelig have sendt det i Luften, idet de med Lethed kunde gaa gennem Taget.

— Nu er de lige ved, sagde Stache. Det har altid været Begyndelsen til et Angreb paa en Egn. Vi naar altsaa hverken at faa det hele eller det halve af Ammunitionen med. Det havde næsten været bedre, om de havde ramt Magasinerne — saa var vi blevet fri for at sprænge dem, før vi maa af Sted.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

11. august 1916. Østafrika: “De slaas som Djævle og er ligeglad med Tabene.”

Senest ændret den 21. august 2016 21:12

Nis Kock fra Sønderborg sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. De blev siden indrulleret i det tyske forsvar af kolonien. Han fik til opgave at føre tilsyn med evakueringen af de tyske ammunitionsdepoter.

Det var ikke morsomt for Stache. Her havde han siddet i Maanedsvis som en Edderkop i sit Spind og skrabet Ammunition til sig fra alle Kanter, havde ordnet de forskellige Kalibre og gjort alt, for at der altid kunde være rigelig Forsyning ved Fronten, og nu var disse Depoter, som havde været hans professionelle Stolthed, med ét blevet en Byrde og en Aarsag til mangfoldige Bekymringer.

Det var vanskeligt at skaffe det nødvendige Antal Bærere, og i de følgende Dage saa jeg ofte Stache staa og spejde imod Vest mod det Punkt i Landskabet, hvor Bærerkolonnerne plejede at komme til Syne. —

Englænderne kan ikke være langt borte, mente Stache en af de første Dage i August Maaned, og vi andre var af samme Mening. Paa den lille Stump af Centralbanen, der endnu var i Tyskernes Besiddelse, var der en stadig stigende Trafik af Tropper, der blev sendt fra Vest til Øst og omvendt for at være med i Angreb eller for at tilbageslaa Angreb under de haarde Tilbagetogskampe fra Kondoa-Irangi-Stillingen.

Baade de Hvides og Askariernes Uniformer var medtaget af Tilbagetoget, falmede og forrevne, og heller ikke Mændene saa ud til at være sluppet skadesløse fra det, selv om de havde Livet i Behold.

Det store Tilbagetog fra Taveta-Fronten midt i Regntiden havde præget de hvide Mænd. Næsten hvert eneste Ansigt fortalte om Malariafeberens Hærgen. Selv talte de kun lidt, og ofte holdt Togene ikke engang paa Stationen, men kørte blot langsomt forbi, og vi saa et Glimt af alvorlige sorte og hvide Ansigter, der hurtigt defilerede forbi os og forsvandt.

Naar Togene holdt, og vi kom i Snak med de hvide Mænd, var de som Regel ikke videre veltalende. Om Slaget ved Kondoa-Irangi talte de med tydeligt Ubehag.

Vi vidste ikke, at der havde staaet Slag dér, som man benævnede saadan. Jo, de nikkede, alvorligt, en forfærdelig Kamp havde det været i Krat og Urskov med Hundreder af døde og saarede paa begge Sider. Der havde været skaanselsløs Nærkamp, hvor der ikke blev givet Pardon. Nu var det, ligesom man var blevet enige om at undgaa den Slags Sammenstød, der gjorde Negersoldaterne helt vilde.

Vi saa paa de sorte Soldater, der sad roligt og taalmodige paa Hug i de aabne Godsvogne, der førte dem fra Front til Front. Paa deres alvorlige og mandige Ansigter var ingen Vildskab at læse og slet ingen Panik, som man skulde tro, de langvarige Tilbagetogskampe, der førte dem langt bort fra deres Stammers Bosted, maatte skabe.

— De véd, at vi gaar tilbage, forklarede Officererne, men de bærer det roligt. De har vundet de fleste af de mindre Fægtninger, og det er nok for dem. Strategi giver de Pokker i, og de stoler blindt paa Generalen.

Men som Dagene gik, kom Fronten nærmere. Nu og da fik vi Besøg af Folk, der kom lige derfra eller skulde videre paa en lang, anstrengende March.

— Det er et Helvede, sagde disse Mænd, vi kan ikke marchere om Kap med deres Rytteri. De slaas som Djævle og er ligeglad med Tabene.

Stache blev nervøs. Han satte Fart i Bærerkolonnernes Førere og ansøgte i Øst og Vest om flere Bærere. Han shanghajede Bærere, som han faldt over, og han var rede til at begaa Forbrydelser for at faa Bærere.

For Resten havde han en sjælden Maade at omgaas disse sorte Lastdragere paa, og de holdt af ham, saa snart de havde set ham dirigere Arbejdet et Øjeblik. Han holdt ogsaa af dem. Jeg har set ham fare op i næsten vanvittigt Raseri, da han ved en Lejlighed saa en Bærer blive daarligt behandlet af Soldater.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)