Kategoriarkiv: Sønderjyder

27. oktober 1914 – De faldne

Senest ændret den 11. april 2019 10:58

Carstensen, Christian (IR148/4) – Grabow, Polen.
Ehlers, Heinrich Jacob (RJB18/2) – Draaibank, Belgien.
Halwas, Ferdinand C.L. (3GR/9) – Frankrig.
Keldorf, Jens Johann (RIR213/9) – Draaibank, Belgien.
Konigk, Carl (RIR213/9) – Draaibank, Belgien.
Lorenzen, Hans Peter – Dixmuiden, Belgien.
Lotzkat, Peter Heinrich (RIR213/9) – Hockleede, Belgien.
Ludvigsen, Christian Julius  (RIR213/3) – Draaibank,Bixschoote,Belgien.
Schmidt, Niels Hansen (RIR86/6) – Seesen.

Jens Keldorf (1890-1914), Sønderborg.
Jens Keldorf (1890-1914), Sønderborg.

25. oktober 1914 – De faldne

Senest ændret den 11. april 2019 10:01

Andersen, Peter Christensen (IR128/11) – Rusland.
Beck, Martin Paulsen (GGR1/6) – Gommecourt, Frankrig.
Brock, Jens Christensen (LIR/2) – Glowaczow, Rusland.
Börm, Peter August Georg (RIR86/11) – Achen, Frankrig.
Jessen, Christian (IR213/9) -Draaibank, Bixschoote, Belgien.
Konstmann, Hans Christian (RIR213/9) – Mangelaare, Belgien.

Brock, Jens Christensen (1886-1914) Ulkebøl.
Brock, Jens Christensen (1886-1914) Ulkebøl.

24. oktober 1914 – De faldne

Senest ændret den 4. april 2019 11:28

Gsödl, Joseph (RIR213/9) – Draaibank, Bixschoote, Belgien.
Jacobsen, Hans Jørgen (FAR20/3) – Vouziers, Frankrig.
Jacobsen, Nicolaus Wilhelm (RJB18/1) – Bixschoote, Belgien.
Lund, Jens Nissen (BEB/4) – Westende, Bains, Belgien.
Petersen, Jens Konrad (IR362/11) – Westende, Belgien.
Schlegelmilch, Karl Wilhelm (IR362/11) – Westende, Belgien.
Steenholdt, Niels Peter (BEB35/4) – Westende, Belgien.
Thomsen, Alexander Andreas (BEB35) – Westende, Belgien.
Thomsen, Christian Jørgen.
Tryk, Martin Petersen (LIR85/3) – Westende, Belgien.

Thomsen, Alexander Andreas (1883-1914) Tandslet
Thomsen, Alexander Andreas (1883-1914) Tandslet

20. oktober 1914. Feltpost: I Skyttegravene ved Oise

Senest ændret den 22. februar 2016 8:51

Dagens nyt fra Hejmdal.

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

I Skyttegravene ved Oise.

Fra en ung Nordslesviger ved Vestfronten som vi tidligere har offentliggjort en Række Feltbreve fra, er yderligere indløbet et Brevkort, hvoraf vi gengiver følgende:

“Vi staar nu i en ny Stilling. Vi er rykket ca. 15. Km. til Højre, hvor vi har Skyttegrave i en Park, som støder op til Oise. Vi holder her en Landsby besat.

Fra Skyttegravene fører dybe underjordiske Løbegrave ind til Landsbyen, hvor jeg i et Køkken har opslaaet Kommandoen over mine 80 Mand. Petersen, Korntved, og Nicolai Bonde, Asserballe, er Gruppeførere i min Afdeling.

Vi har det ellers udmærket her. Vi kan uset gaa fra Skyttegravene her ind i Landsbyen. Viser en af Soldaterne sig trods det, piber Granaterne os ganske vist straks om Ørerne.

I Stuen her ved Siden af mig bor der to Koner, en ung og en gammel. Der er endvidere endnu et Par Køer paa Gaarden, og vi faar Mælk baade Morgen og Aften. Af kartofler og Manøvrekiks laver vi pandekager. Kød har vi nok af, da her endnu er Faar i Massevis. Vi slagter et, naar vi har Brug for det. Vore Modstandere er Turko’er, men vi ser kun lidt til dem. Hilsen”

Gæstgiver Schmidt paa Genner Station har modtaget en Pakke, han havde sendt til sin i Frankrig liggende Broder, tilbage med den Bemærkning, at Broderen var falden. Pakken kom tilbage den 30. September. Nu i Lørdags modtog Schmidt et Kort fra Broderen, skrevet den 8. Oktober.

Saarede.

Bagermester Jes Rosenblad fra Branderup, som har været med ved Østfronten, har mistet højre Arm. Rosenblad vil med det første fra et Lasaret længere sydpaa blive transporteret til Flensborg.

En Del Saarede fra Broageregen er vendt hjem. I Lasarettet i Sønderborg, Kurhuset, ligger 6 Saarede fra Sognet, medens en halv Snes Skytter er saa vidt restituerede, at de er paa Rekreationsorlov hjemme, for derefter at afga til Fronten igen.

Gdr. Vhr. Gammelgaard, Aarlund, Lintrup Sogn, der har ligget paa Lasaret i Østpreussen, er kommen hjem paa Rekreationsorlov.

Døde.

Cigarhandler Carl Kock fra Flensborg, som i en Aarrække har været ansat i J.C. Jürgensens Forretning i Aabenraa, er den 25. September faldet i Frankrig.

Blandt de Faldne er ogsaa Cand.jur. Hans v. Massow, en Søn af den tidligere Amtsforstander von Massow i Rødding.

Der er indløbet Meddelelse om følgende tre Flensborgeres Død paa den franske Krigsskueplads: Sergent H. Wendt, Underofficer Carl L. Botzbach og Grenader Hans J. W. Petersen, Søn af Arbejdsmand Christian A. Petersen i Svalegade.

 

19. oktober 1914. Nyt fra sønderjyder ved fronterne

Senest ændret den 22. februar 2016 8:33

Hejmdal

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Faldne.

I Torsdags fik Lunds Enke i Skodborg Meddelelse om, at hendes Søn Thomas, som under kampene i Frankrig blev ramt i Skulderen, er afgaaet ved Døden i et Sygehus i Berlin. I Gaar afholdtes en Sørgefest i Kirken for den Hensovede.

Smedemester Rudolfs Hustru i Graasten, der i lang Tid intet havde hørt fra sin Mand, som var med i Frankrig, har i disse Dage faaet Meddelelse om, at han er falden den 18. August. Hun har iflg. “Dbp.” modtaget han Ur og Ring og andre Ejendele, som havde tilhørt ham.

Der er i disse Dage indløbet Meddelelse om, at Mathias Schmidts ældste Søn, er falden den 5. Oktober ved Noyon (Nordfrankrig). Han er ifølge “Dbp.” den første Faldne fra Kajnæs Sogn.

Den haardt ramte Familie nærer samtidig Bekymring for den Faldnes Svoger, Johan Møller fra Damkobbel, idet der er kommet Postsendinger tilbage med Paaskriften “Lasaret”. Man ved foreløbig ikke, hvor han opholder sig.

I Fredags fik Glarmester Bohde, Østergade, Tønder, Telegram fra Berlin, at hans Søn laa dødeligt saaret. En Granat havde revet hans ene Underarm af, knust den anden Haand og kvæstet Ansigtet.

Ifølge “S. Ztg.” er Stabssergent Bernhard Sievers fra Sønderborg falden paa den vestlige Krigsskueplads.

Saarede og i Fangenskab.

Thomas Hollesen, en Søøn af Gaardejer Hollesen i Allerup, er ikke død som Følge af sine Saar, men er i fransk Fangenskab. Forældrene modtog til deres store Glæde et Brev fra ham.

Reservist Karl Maklstedt fra Haderslev, der stod opført i Tabslisten som saaret, har skrevet et Brev hjem, at ham ikke er saaret, men taget tilfange af Englænderne.

Gaardmandsenke Jepsens Søn i Brandsbøl, Jørgen Jepsen, der har været opført i Tabslisten som savnet, er let saaret kommen i fransk Fangenskab.

En Søn af Snedker N. Jessen i Brandsbøl, der blev skudt i Sænk den 13. September, er ifølge “S. Ztg.” bleven reddet og er nu om Bord paa Skoleskibet Hertha”.

17. oktober 1914. Nyt fra sønderjyder ved fronterne

Senest ændret den 1. marts 2017 18:04

Hejmdal

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Fra Vestfronten.

– – – I gaar talte jeg med Jens Thomsen, Blansgaard, som laa i Kvarter her lige ved. J. Lyck, Sottrup, er sendt tilbage til Neumünster. Andre Bekendte fra Sundeved har jeg ikke set i mange Tider, jo Slagter Carstensens Søn fra Sottrup har jeg dog ofte talt med. Alsingere og Vesterboere træffer jeg undertiden. Mine bedste kammerater i Kompagniet er desværre ikke mere i Live. Jeg beklager dybt deres Bortgang..

Nu har vi snart været her i fjorten Dage. Vi forskanser os og vaager næsten baade Dag og Nat. I de sidste Nætter har Franskmændene søgt at bryde igennem. Men vi har slaaet dem tilbage. Skade at det koster saa mange Ofre. I Dag har vi atter mistet en Del af Kompagniet. Men nu, det fører Krigen jo med sig. Jeg har da Hovedet opad endnu og er ved godt Mod.

Her er megen Frugt, mange Ferskener, men kun faa Vindruer. Hilsen.

Fra Guderup.

Postbud Breum fra Guderup er falden i Frankrig den 6. September. En Søn af Bager Hansen i Sjellerup skal ifl. indløbne Efterretninger ligeledes være falden. Ifølge andre Rygter skal der, skriver “S.Ztg.” endnu være falden 3 unge Mennesker fra Guderup i Frankrig. Forhaabentlig taler Rygterne ikke sandt.

Faldne fra Tønder.

I anledning af en Krigsgudstjeneste i Onsdags Aftes i Tønder oplæstes Navnene paa de Faldne fra Tønder. Det var i alt 12 Navne.

Faldne.

Det var en gribende Sørgehøjtidelighed i Torsdags i Kliplev ved Jordfæstelsen af den unge R. Skade fra Bjerndrup Mark, der var død i Flensborg af et Saar, han havde faaet i Krigen. Mange Slægtninge, Naboer og Venner ledsagede ham til de sidste Hvilested; 24 unge Piger strøede Blomster, og unge Venner bar ham til Graven. Skade var, skrives der til “Fl. Av.”, et bravt ungt menneske, der var afholdt af alle, som kendte ham, og sine Forældres Støtte, Trøst og Glæde. Fred med hans Minde!

Knud Paulsen fra Kjeltrup er falden i Frankrig den 27. September. Han efterlader ifølge “S.Gr.” Hustru og tre Børn. I Morgen holdes en Sørgegudstejenste i Halk Kirke.

Mangeaarig postbud for Kollund, Jes Iversen, der var Bosat i Krusaa, er falden paa den vestlige Krigsskueplads.

Om Faldne fra Flensborg meddeler “Fl. Av.”: Fuldmægtig hos Advokaterne Ehlers & Weis H. Jensen og Byggetekniker W.R. Andresen, Søn af Guldsmed N.F. Andresen paa Holmen, har fundet Døden paa den vestlige Krigsskueplads. Endvidere er Overløjtnant Lauerstein, der i flere Aar har være Officer ved Infanteriregimentet Nr. 86. falden i Frankrig.

Saarede.

Ifølge et Brev, som Hans Alnor, Søn af Gaardejer L. Alnor i Ullerup (tidligere paa Mulsmark) har sendt hjem, er Johan Lambertsen, Søn af Landmand H.P. Lambertsen i Kidskelund, bleven saaret den 23. August under Stormen paa de engelske Feltstillinger ved Mons. Der var netop taget 65 engelske Fanger, og meden de to nordslesvigske Venner (Alnor og Lambertsen) netop var i Færd med at tage Vaabnene fra Englænderne, ramte en Kugle først en Gefreiter i Skulderen og saa Lambertsen i den højre Side. Alnor gik med ham et Par Skridt hen i Dækning, forbandt ham godt (en Fange gav Alnor nogle Forbindingspakker) dækkede ham til og gav ham sin Feltflaske. Straks efter kom en Officer til Stede og lod den Saarede bære hen paa Forbindingsstationen. Fjorten Dage senere har en bekendt ifølge “Fl. Av.” set Lambertsen paa et Lasaret i Belgien.

Alnor selv saaredes den 20. September i Frankrig; han har henligget paa et Lasaret i Lingen ved Ems, men har det nu meget bedre og venter snart at blive sendt til Flensborg.

Infanterist Simon Thysen, Søn af Gaardejer Hans Thysen i Oved (Vodder), er bleven taget til Fange i Krigen. Han sidder ifølge “Dv.” i Fangenskab i en By ved Navn Morbiham i Bretagne, og befandt sig vel den 25. September, da han har afsendt et Brev til sin Fader.

I Fangenskab.

Fra Lærer Petersen i Guderup, som man ikke havde hørt nogen fra siden den 6. September, er det indløbet Efterretning til hans Kone i Vamdrup om, at han den 13. September er kommen i fransk Fangenskab. Han blev den 16. September bragt til Dinon i Sydfrankrig og der ifølge “S. Ztg.” anbragt sammen med andre Fanger i Artilleriskolens Hestestald. Over Behandling og Kost gives der ingen Oplysning i Skrivelsen.

Et Feltpostbrev.

I sidste Nummer af Pastor Schmidts Tidsskrift “Nordschleswig” offentliggøres der en Del Feltbreve, hvoraf vi hidsætter et:

Felt-Lasaret ….. d. 12. Sept. 1914.

Kære Forældre!

Jeres Breve og Kortet fra Søster A. har jeg modtaget. I skriver, at alting er saa billigt nu, og at intet koster rigtig noget. Om ikke længe vil vel det modsatte blive Tilfældet.

I Østpreussen vil næsten alt Kvæget være slagtet og fortæret, naar Befolkningen, der er flygtet, vender tilbage. De har nok taget noget med sig, men det forslaar ikke mod, hvad der er ødelagt. Store Hjorde af Kvæg og Faar med deres Hyrder, der ikke har kunnet kommet bort, findes ofte liggende tilintetgjort.

Jeg glæder mig over at være kommen en Smule i frisk Luft. Thi hele Provinsen deroppe var fuld af Stank. Nu kan man da atter komme en Smule til Besindelse og faa Sulten stillet.

I har skrevet om at sende mig Penge, men det er der ingen Mening i; man kan alligevel ikke købe noget. Der er intet. Det være sig da, at man engang fanger en Gaas eller en Høne. Saa er man forsynet for et Par Dage. Thi Kartofler er det Overflod paa deroppe.

Jeg har altid haft Held til at fange noget. Man kan lige saa godt gribe til, eller gør kun en anden det. Men dermed er det nu foreløbig Slut for mit vedkommende. Den 3. September kom jeg hertil. Hvor længe jeg skal blive her, ved jeg endnu ikke. Men saa snart jeg atter er rask, kommer jeg med paany.

Men saa vilde jeg virkelig ikke ønske, at det skulde gaa vort regiment, som det gik første Gang. Vi var inde i en rigtig Kugleregn. Af vort Kompagni, som var 250 Mand stærk, var der efter 4 Dages Kamp kun 46 Mand helt raske tilbage, da jeg kom bort fra dem. Men ikke alle Kompagnier havde lidt saa slemt som vort.

Nu slutter jeg. Saa snart jeg kommer hjem eller i næste Bred, skal jeg fortælle Jer mere.

Hjertelig Hilsen

Jer Søn

16. oktober 1914. Feltpost med forhindringer – og nyt om faldne og sårede.

Senest ændret den 21. februar 2016 12:49

Hejmdal

Dagens nyt fra Hejmdal.

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Fra Vestfronten.

Af en Læser har vi modtaget følgende Brev fra en Haandværksmester i Haderslev Vesteramt til Offentliggørelse:

……….. d. 28. Septbr. 1914.

– – – Her er næsten ikke Skrivemateriale at faa. Vi fik i Morges 2 Kort udleveret til 12 Mand. Jeg har det ellers godt. Vi har nu ligget i en Stilling her ved ….. det er en lille Landsby, i næsten fjorten Dage. Det ser ellers ikke godt ud her i Frankrig. Byerne er næsten fuldstændig udplyndrede og forladt af Civilbefolkningen.

Det er dog ikke os der plyndrer. Det har Franskmændene besørget, før vi kommer. Men I kan jo nok tænke Jer, at naar vi ligger her paa et Sted med over Hundrede store Heste i fjorten Dage, saa tager det slemt paa Bondens Hø og Korn, for det bliver blot hentet i Laderne og paa Marken.

Vi traf forleden tre franske Familier, som logerede i en Lade. De var flygtet fra Ardennerne af Skræk for os. Franskmændene havde fortalt dem, at vi slog Kvinder og Børn ihjel, hvor vi kom frem. Vi kom ved Aftenstid til Byen og gik lige hen i Laden for at hente Halm. De alle meget forskrækkede, da de saa os.

Den ene Kone havde to smaa, kun otte Dage gamle Tvillinger med. Ardennerne er en Bjergegn. De havde ikke det mindste at spise og ingen Mælk til Børnene. Vi gik saa hen og malkede nogle Køer og gav dem Mælken, og saa samlede vi Penge sammen til dem. De fik 5-6 Mark. Og det blev dem saa fortalt, at de godt kunde rejse hjem. De tyske Soldater skulde ikke gøre dem noget. Kvinderne græd af Glæde.

Men der er flere Byer, hvor Civilbefolkningen skyder paa os ud af Vinduerne. I ….., hvor de endog havde Maskingeværer, ødelagde de flere Kompagnier af …. Res. regiment. Som Følge deraf blev de heller ikke skaanet. Vi skød først Byen fuldstændig ned. Derefter fik Infanteriet Lov til at rekvirere. Det saa farligt ud.

Hvad Krigen ellers angaaar, er vi slet ikke klogere end I derhjemme. Den første Tid  gik det rask fremad. Men nu staar Franskmændene i en fast Stilling her i en stor Skov. De viger kun Skridt for Skridt, men tilbage gaar de. De er ikke saa lette at nappes med, men vi er dog visse paa, at vi vil sejre.

Det franske Feltartilleri skyder fortræffeligt. Det skyder en enkelt Mand ned paa 4000 Meters Afstand. Men de er meget bange for det tyske Fodartilleri. Sidste Torsdag laa vi kun 450 Meter fra det franske Infanteri. Vi har endnu kun haft faa tab. Men Faren er hver Dag overhængende. det er, som om vi bliver beskyttede af en højere Magt. Jeg kan nu ikke fortælle mere denne Gang. Hilsen …..

Faldne og Saarede.

Postbud Wilhelm Hansen fra Vester Sottrup er falden den 3. Oktober paa den vestlige krigsskueplads.

Skomagermester Bohe i Nordborg har ifølge “Fl.Av.” faaet Meddelelse om, at hans Søn, der er med i Krigen i Frankrig, er blevet saaret og ligger paa et Lasaret i Koblenz. Han har faaet et Skud i Underlivet og to i Armen.

Enke Lunds Søn fra Skodborg er blevet saaret i Frankrig. Han ligger paa et Lasaret i Berlin. Den Saarede har samtidig faaet Lungebetændelse. En Broder i Sønderborg er rejst til Berlin for at besøge ham.

Kammerater har skrevet til Møller Hansens Hustru i Københoved, at Hansen er bleven saaret. Endvidere er Smedemester Erik Dall fra Søbækled bleven saaret i Frankrig.

Landmændene H. Rasmussen, Jørgen Andersen fra Vodder er blevne saarede.

Martin Feddersen, en Plejesøn af afdøde Iver Rosenlund fra Gramby, er dem 3. Oktober i Frankrig bleven saaret i Knæet. Feddersen er bleven ført til et Lasaret i Hagen i Vestfalen, hvorfra han har skrevet hjem.

Gaardejer Hs. Paulsen fra Hovslund, der var med paa den vestlige Krigsskueplads er bleven saaret af et Skud i den ene Hæl og ligger for Tiden paa Lasaret i Berlin.

For Tiden er der 3 fra Skærbæk Sogn, som er bleven saarede og har været paa Lasarettet, men som nu er i Bedring og kommer hjem paa ??? Tid, nemlig Enke Storms Søn fra Gassehede, Anders Schmidts og Arbejdsmand Peter Petersen Sønner fra Skærbæk.

Overlærer Vilh. Mietz, der havde virket ved Realskoen i Tønder siden 1908, er falden under kampene omkring Verdun. Han blev kun 28 Aar gammel.

I Fangenskab.

Landmand Math. Klemmesen fra Vidder er bleven saaret og befinder sig i fransk Fangenskab. han har ifølge “S.Gr.” skrevet hjem, at han har det godt.

Seglmager Nielsen i Flensborg modtog for nogle dage sinde  Meddelelse om, at han Søn enten  var falden eller haardt saaret. Nu meddeler Sønnen, at han befinder sig i fransk fangenskab.

Efter Nibøl indløbne Meldinger er Dr. Michelsen fra Nibøl falden i fransk fangenskab. Det samme skal være Tilfældet med Lærerne Timon fra Kleinsee-Koog og Ingwersen fra Flensborg (Søn af M.P. Ingwersen i Dedsbøl).

Gode Efterretninger.

Hans Lassen fra Sønder Hostrup, en Søn af Gdr. Jakob Lassen, der ligger ved 9. Art. Regmt., har ifølge et Brev til bekendte den 7. Oktober truffet Mads Jepsen fra Stubbæk, August Lund fra Røllum, (eller Torp), Frederik Boysen, Søn af Lærer Boysen i Sdr. Hostrup, og Lorens Jørgensen. De havde det alle godt.

Smedemester Lorens Thomsens Hustru i Hundslev, hvis mand kæmper ved Aisne, har modtaget et Glædesbudskab. For nogen Tid siden modtog hun en Pengesending, der vakte Foruroligelse, fordi Adressen var skrevet med en fremmed Haand, og hendes Uro øgedes yderligere, da hun nogle Dage senere sik et Brev tilbage med Bemærkningen “savnet”. Men Lørdag Aften modtog Fru Thomsen ifølge “S.Z.” et brev fra sin Mand, hvori han meddeler, at han har det godt.

Postsager til en Søn Graver Bek i Aller kom forleden tilbage med den Besked at Bek var saaret. Det var dog en Fejltagelse, thi Bek har det ifølge “S.Gr.” skrevet hjem, at han har det godt.

15. oktober 1914. Nyt fra felten: Faldne, sårede, savnede – og livstegn!

Senest ændret den 16. februar 2016 14:33

Hejmdal

Dagens nyt fra Hejmdal.

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

En Hilsen fra Felten.

Købmand Hans Thomsen fra Haderslev, der er med i Frankrig, har skrevet et Kort hjem fra Egnen ved Reims, dateret den 4. Oktober. Han var sammen med Iversen fra Als og Maskinhandler Nissen fra Aabenraa. De var sunde og raske. De Bekendte, som Thomsen under Mobiliseringen rejste sammen med til Berlin, var siden bleven spredt rundt omkring.

Fra Ravsted Sogn.

Krigen har nu ogsaa krævet sine Ofre her fra Ravsted Sogn, skrives der til “Fl.Av.” Den 17. September saaredes Chr. Lund fra Korup ved Royon i Frankrig.

Efter 10 Timers Kamp blev der Ro, og da Soldaterne traf en Marketendervogn, vilde de købe nogle Madvarer, men saa kom en fjendtlig Granat, der saarede Chr. Lund haardt og 4 andre lettere. Den 21. September skrev Lund hjem til sin Hustru, at han haabede snarest muligt at blive flyttet til et Lasaret i Tyskland. Dagen efter døde Lund imidlertid af sine Saar, 33 Aar gammel. Den sørgelige Underretning indløb til hans Hustru og hans Forældre den 4. Oktober. Pastor Tiedje holdt den 8. Oktober en Mindegudstjeneste over Chr. Lund i Ravsted Kirke.

Den 18. September, dagen efter at Lund var bleven saaret, faldt hans Nabo i Korup, den 28 aarige Hans Skov (født i Løgumkloster), som for 3 Aar siden købte Gaarden Korup og i Fjord giftede sig med Anna Petersen fra Kærgaard ved Solvig. Skov var Oppasser hos en Kaptajn, og som Følge deraf var han ikke direkte med i Slaget, men holdt med Hestene 1 Kilometer bag ved de Kæmpende. Da kom der en Shrapnell, som dræbte Skov og begge Hestene. Der afholdtes en Mindegudstjeneste for Skov i Dag, en 15. Oktober, om Eftermiddagen Klokken 2½.

Deltagelse i Sognet med de to haardt ramte Familier er meget stor. Begge de to Faldne var et Par af de dygtigste landmænd, som havde oparbejdet deres Ejendomme til et Par Mønstergaarde.

Ære være deres Minde!

Mistet bagagen.

Den haderslevske Bataillon har ifølge “S.Gr.” mistet hele sin Bagage ved Ildløs. Mandskaberne har kun reddet, hvad de har paa Kroppen. De foreskrevne Klæder faar Soldaterne naturligvis udleveret af Militærforvaltningen; men det skorter paa mange andre Ting. Man har udbetalt Hr. v. Brincken, der har været nede hos Bataillonen med Gaver, Resten af de i Haderslev indsamlede rede Penge, for at han straks nede i Køln kunde købe det nødvendigste til Soldaterne. Men der udkræves flere Penge, som med Tak modtages i de haderslevske Indsamlingssteder.

Faldne og Saarede.

Landmand Peter Tøndering fra Bøgelund ved Aabenraa er falden i Frankrig den 30. September. Han var 24. Aar gammel.

Ifølge Meddelelse er Just Theobald Schwarz i Broager falden ved Reims den 19. September. Han blev dræbt af en Granat. Schwarz var Søn af Arbejdsmand Jens Schwarz i Broager. Gamle Schwarz og Hustru har ifølge “Fl.Av.” endnu 3 Sønner med i Krigen.

Ledningsopsynsmand Wilh. Bock fra Skærbæk er ifølge “S.Gr.”, falden den 29. September.

Sidste Søndag vendte ifølge “Fl.Av.” følgende tre Mand fra Snogbæk saarede hjem fra den store Valplads i Frankrig: Murermester H. Jensen, Smedemester Chr. Petersen og Gaardejer Hans Jacobsen.

Jensen har mistet en Finger paa højre Haand og Petersen tre Fingre paa venstre Haand, medens Jacobsen har faaet et Skud i Haanden.

Endvidere har Møller Thomsen fra Ullerup Mølle faaet et Skud i Haanden.

En Søn af Banearbejder Knudsen i Skærbæk er bleven saaret i Frankrig. Han har faaet en Geværkugle gennem Hovedet. Den er gaaet  ind ved Siden af Næsen og ud lidt under Nakken. Det menes dog, at Knudsen bliver rask igen.

En Mand fra Bredebro havde et Saar af lignende Art og er allerede fuldstændig helbredet.

I Fangenskab.

Raadmand Steins Søn, Rudolf Stein fra Sønderborg, der var Feltwebelløjtnant ved den sønderborgske Bataillon, er ifølge “S.Ztg.” kommen i fransk Fangenskab. Han er ikke saaret.

Enaarig-frivillig Referendar P. Blom fra Notmark paa Als, er i Fangenskab i Frankrig. Hans Forældre har faaet Brev fra ham. Hans meddeler, at han bliver behandlet. Han har været syg og ligger paa et Lasaret.

Hans Broder, Kulturtekniker Blom fra Sønderborg, menes ogsaa at være i Fangenskab. Hans gjorde Tjeneste som Motorcyklist og er forsvundet paa en af sine Ture.

Kusk Brochers i Sønderborg har modtaget Meddelelse om, at hans Søn, der var med paa “Mainz”, er i engelsk Fangenskab.

Postbud Wüger fra Vonsbæk, en Søn af Vejemester Wäger i Haderslev, er ifølge “S.G.” bleven haardt saaret og er kommen i fransk Fangenskab. Han har for længere Tid siden sendt sine Forældre et Kort fra det franske Lasaret i Montmirail. Dette Kort har nu naaet Bestemmelsesstedet.

14. oktober 1914. Feltpost fra sønderjyder: Nyt om faldne, sårede, fangne

Senest ændret den 16. februar 2016 10:30

Hejmdal

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Landdagsmand Nis Nissen.

I Gaar fik vi ganske uventet Besøg af Landdagsmand Nis Nissen. han kom lige fra Vestfronten, hvor han tjener som underofficer i Reserve-Feltlasaret Nr. 43.

Rigsdagsmand H.P. Hanssen (tv) og landdagsmændene Nis Nissen (stående) og H.D. Kloppenborg-Skrumsager (th)
Rigsdagsmand H.P. Hanssen (tv) og landdagsmændene Nis Nissen (stående) og H.D. Kloppenborg-Skrumsager (th)

Til Chefen for Feltlasarettet var der Fredag Morgen indløbet et Telegram fra Overkommandoen med Ordre til ar give Nissen Orlov paa ubestemt Tid, for at han kunde deltage i den forestaaende Landdagssamling. Samtidig indlod Hertug Ernst Gynther, der tjener som General ved IX Armékorps, men samtidig havde faaet Orlov for at deltage i Herrehusets Møder, telegrafisk Nissen til at foretage rejsen fra Noyon til Aachen i hertugens Bil. Takket være denne Imødekommenhed fra Hertugens Side, havde Nissen vundet over 4 Dage, idet Rejsen fra Noyon til Aachen under den nuværende Krigstilstand tager fem Dage, naar den skal tilbagelægges pr. Jernbane, mens Hertugens store Landevejsbil gjorde Turen gennem Nordfrankrig og Belgien i 12 Timer. Nissen vandt derved Tid til at aflægge et Besøg herhjemme, før Landdagen træder sammen.

Undervejs benyttede Hertug Ernst Gynther Lejligheden til at udtale sin Glæde over Nordslesvigernes udmærkede Holdning under Krigen. Han havde med megen Tilfredshed taget Notits af de nordslesvigske Troppers Pligttroskab og Mod under Slagene.

Feltlasarettet, som Nissen staar ved, er indrettet efter at optage et Par Hunderede Saarede. men dette Antal er under den sidste Maaneds langvarige og haarde Kampe hyppigt bleven overskredet. Ved Lasarettet arbejder 6 Læger, 1 Apoteker, 2 Inspektører, 9 Sanitetsunderofficerer og 13 Sygeplejere foruden Kuske, Hestepassere og Tjenere, i alt 60 Personer, som danner en sluttet Kolonne under Marchen.

Da tilstrømningen af Saarede til Tider har været meget stor, vilde Arbejdet have været uoverkommeligt for Feltlasarettes faste Personale, hvis ikke et Antal franske katolske Søstre frivillig havde stillet sig til Lasarettes Raadighed som Sygeplejersker. Disse Søstre arbejder overordentligt opofrende og har ydet Lasarettet værdifulde Tjenester. De Saarede er meget taknemmelige for deres kærlige, omsorgsfulde Pleje.

I Belgien optog Lasarettet mest Saarede fra Regimenterne Nr. 84 og 90 og fra Jægerbataillonen i Ratzeborg. Senere fik det Saarede fra mange forskellige tyske regimenter og tillige mange saarede Franskmænd, deriblandt ogsaa Zuaver og Turkos. De Letsaarede sendes hurtigt videre til Lasaretter længere tilbage. Der gaar derfor en stadig Strøm af Saarede ind og ud af Lasarettet. Arbejdet er til Tider anstrengende, men trods al Nød og Lidelse taknemmeligt, fordi det giver Lejlighed til at hjælpe de Lidende, som er rørende taknemmelige for enhver Lindring af deres Lidelser.

Af Nordslesvigere har der ogsaa været mange i Lasarettet. Ingen af dem har dog været særlig haardt saarede og ingen af dem afgaaet ved Døden. Ved fronten træffer man overhovedet allevegne Nordslevigere, fortæller Nis Nissen. “Ofte raaber man under Forbimarchen til mig paa Dansk. Og vi sørger altid sammen, naar Lejligheden bydes.”

I Dag rejser Nis Nissen videre til sit Hjem. Først i næste Uge tager han til Berlin. Efter Landdagens Krigs-Samling, som vist kun vil vare i to Dage, tager han atter til Fronten for at fortsætte sit Arbejde ved Lasarettet.

Af et Feltbrev.

Pakkerne ankom til mig i Aftes i Skyttegraven. Hjertelig Tak for alt! Skraatobakken har jeg foræret bort, større Glæder kan man ikke gøre sine Kammerater, thi skønt vi ikke lider Mangel paa Føde, saa er det dog knapt med Cigarer og Tobak; det er rene Lækkerier for os.

Her i 3. Kompagni er der ogsaa en Købmand Westphal fra Aabenraa. En Enaarig Holst, der var her, er saaret . . . .

Vi har nu været med i syv Fægtninger eller Slag, men jeg er ved godt Mod og er sund og rask.

Den 13. September dannede vi Bagtrop og Sikringsstyrke for Halvdelen af vort Armékorps, der maatte trække sig tilbage for Fjenden, 3 Armékorps – der ogsaa blev saarede og trængte tilbage af Kronprinsen af Bayern – , da vi var for svage. Paa Tilbagetoget sprængte vi to Broer i Luften for at hindre Fjenden i at følge os. Saa gravede vi os ned. Indtil den 20. September laa vi dernæst stille. Da fik vi Hjælp og slog Fjenden tilbage.

Faldne.

Købmand Jensen fra Vinum, der i August Maaned faldt i Belgien, var Skytteordonnans. Et Øjenvidne har skrevet hjem, at han saa Jensen blive skudt, netop som han afgav en Melding til Kaptajnen.

Der var en belgiske Soldater, de kæmpede imod. Mange af disse var kravlet op i Træerne i en nærliggende Skov og tilføjede herfra Tyskerne stor Skade, indtil det tyske Artilleri rensede Skoven og Belgierne flygtede.

Andreas Muusmann fra Bredebro, der i de sidste Aar har været bosiddende paa Over-Lert-Mølle, er falden i Belgien. Han blev ramt af en Kugle ved det ene Øje, men kom til Bevidsthed og laa et Par Dage paa et Sygehus i Belgien, en Skole der var omdannet til Sygehus. Flere af Kammeraterne heroppefra talte med ham der, og han var ved fuld Bevidsthed.

Saa blev han flyttet til Køln, men der forværredes hans Tilstand, saa han efter 3 Dage døde stille og roligt, efter at have haft en længere Samtale med Præsten.

Han har to Brødre, som er med i Hæren, den ene i Frankrig og den anden i Rusland.

Saarede.

Postbud Høeg fra Døstrup er bleven saaret i den ene Haand og ligger nu paa Sygehuset i Düsseldorf. Saaret er dog ikke farligt, skriver han, og han haaber at blive helt rask igen.

En Søn af Urmager Boysen i Graasten er som Fanebærer paa Krigsskuepladsen bleven saa haardt saaret i de ene Ben, at dette har maattet amputeres. Den unge Boysen henligger fortiden paa Lasarettet i Altona. Andre, let saarede fra Graasten, opholder sig hjemme og tager ifølge “Fl.Av.” hver Dag til Flensborg for at blive behandlet paa Lasarettet.

Fra Gram Sogn er i den sidste Tid flere Soldater bleven mere eller mindre haardt saarede. Kristian Ebsen fra Friskmark har faaet et Skud i Haanden og er paa et Lasaret i Hamborg. Ferdinand Henrich fra Gramby er saaret i Laaret og er paa et Sygehus i Berlin.

Yngste Søn af Rentier J. Adolphsen paa Sønderbro i Haderslev, Malersvend Jørgen Adolphsen, der sammen med sin Broder Købmand Chr. Adolphsen laa ved Hæren i Frankrig, er kommen saaret til Haderslev, hvor han allerede har ligget nogle Dage paa Lasarettet. Han er iflg. “Dv.” ligesom sin Broder saaret i Foden. Købmand Chr. Adolphsen er flyttet til et Lasaret i Berlin.

Reservist, Fouragehandler Jokum Ravn, er bleven saaret og ligger i et Lasaret i den franske By Noyon.

I Fangenskab.

En Søn af Købmand Hans Ries i Aabenraa, Enaarig-frivillig Hans Ries, der som omtalt for nogen Tid siden blev saaret under en Fægtning i Nordfrankrig, har nu skrevet hjem, at han ligger paa Lasarettet Guébrianti St. Brieue. Han er betydelig bedre, og ventede om 8-14 Dage at kunne forlade Hospitalet.

Kaptajn Pahren, en Søn af Regnskabsraad Pahren i Aabenraa, er iflg. “A.T.” kommen i engelsk Fangenskab i Australien.

En Søn af Fru Bertramsen i Lindegade i Haderslev (tidligere Skodborg Østerkro), der har deltaget i krigen i Frankrig, er bleven taget til fange og sidder nu i fransk Fangenskab i Byen Pau ved den spanske Grænse. Han har skrevet, at han har det godt.

Postbud Christen Andresen fra Visby er falden paa den vestlige Krigsskueplads. Telegraf-Forarbejder Christian Petersen, Sønderborg, er iflg. “Dbp.” afgaaet ved Døden paa et Lasaret i Vestsalen, efter at være bleven saaret i Frankrig.

Gaardejer Martin Jørgensen i Blaakrog er falden i Frankrig, og der vi i den Anledning blive holdt en Sørgegudstjeneste paa Lørdag i Varnæs Kirke. Dagen er netop den Faldnes og hans Hustrus Bryllupsdag.

Gaardejer Jørg. Henriksens Søn i Bromølle, der før krigen købte Broballe Kro, er iflg. “Dbp.” vendt hjem som saaret fra Krigsskuepladsen i Frankrig. Han opholder sig paa Lasarettet i Sønderborg.

Hans Knudsen, en Søn af Gaardejer J. Knudsen paa Lindtrup Mark, ligger saaret i Frankrig.

Af et Feltbrev fra den 25. September, som en ung gift Alsinger har sendt hjem til Mellemals fra den østlige krigsskueplads, gengiver “Dbp.”:

Vi er i Dag i Kvarter i en russisk By og ligger hos en Vandmøller. Her er rigtignok primitive Tilstande. Vejene er næsten ufremkommelige. Folk bor i Træhuse og Krigen ved de ikke meget om. Vejret har været ret godt, og det har ikke regnet saa meget. Med Sygdom har det heller ikke været slemt, men Vandet er daarligt. Vi kan slet ikke forstaa det russiske Sprog og her bor mange Jøder.

I de store Skove heromkring opholder der sig en Del Kosakker. De ligner mere Sigøjnere end Soldater og lever for det meste af, hvad de frarøver andre Folk. Føden er sommetider sløj for os. Forleden Aften kogte vi os en Høne, men det gaar ikke saa fint til, som naar man kan sidde hjemme ved Bordet. Vi gravede os et Kogehul i Jorden, og Kartofler er der nok af paa Markerne endnu. Forleden Dag talte jeg med Tækker fra Tandslet. Han havde slet ikke hørt fra sin Familie endnu, og det er da mærkeligt nok. Jørgen Jensen fra Hellesvang, har jeg set nogle Gange, men jeg har ikke megen Lejlighed til at tale med ham. Derimod er jeg hver Dag sammen med Andreas Hansen (tidligere Bagersvend i Rymølle).

Naar dog blot krigen maa faa Ende, inden Vinteren bliver for haard. Thi det bliver sikkert meget koldt her.

Forleden modtog “Dbp.” en Hilsen fra Frankrig fra J. Christensen, Nybøl, en Søn af Møller Christensen, tidligere i Stenderup. Den unge Christensen opholder sig for Tiden i Nærheden af Noyon.

13. oktober 1914. “… iført Dameundertøj med de fineste Brüsselkniplinger”

Senest ændret den 16. februar 2016 8:44

Hejmdal

Dagens nyt fra Hejmdal.

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Nordslesvigske Sygeplejersker i Felten.

De to nordslesvigske Sygeplejersker Frøken Boesen og Frøken Nørregaard er ifølge et i Lørdags indløbet Brev fremdeles paa et Lasaret i Brüssel. De har overtaget Sygeplejen i en Sal med 130 Senge. Fra Salen har det kunnet høre Kanontordenen fra Belejringsarméen ved Antwerpen. Salen er stadig fuld af Saarede. Saasnart nogle af de Saarede er saa vidt helbredte, at de kan sendes videre, faar de andre i Stedet. Pastor Win fra Arrild arbejder ved Sanitetsvæsnet paa samme Lasaret.

Af et feltpostkort.

Ved Aisnefloden, den 20. September.

– – – “Vi er altid i forreste Linje og ser ingen eller kun ødelagte Byer. Efter den sidste haarde kamp gik jeg Dagen efter over Slagmarken for at søge efter en Kammerat som var falden. Da først saa jeg rigtig Krigens Rædsler. Side om Side laa de Døde. Enkelte Steder laa de ovenpaa hinanden. Franskmændene laa hver i sit Hul hele Skyttegraven langs. Ogsaa vore  Kammerater laa nedmejede af Maskingeværerne i fremstormede Skyttelinjer. De laa med to Skridts Afstand. Ja, Krigen er frygtelig, men vi er endnu Optimister, og haaber trods alt, at vi atter vil komme hjem til vore Kære.”

Hjem fra krigen.

Gaardejer Tøge Petersen i Uge er vendt hjem fra Krigsskuepladsen i Frankrig som utjentsdygtig paa Grund af en Hjertefejl. Petersen var Husar og stod ved den Højre Hærfløj.

Ikke savnet.

i Tabslisterne, som blev offentliggjort her i Bladet i Lørdags, stod Reservist Joh. Detlef Kruse fra Løjt opført som savnet. Dette er nok en Fejltagelse. Kruse skriver jævnlig til sit Hjem. Endnu i Søndags Morgen modtog de et Kort fra ham fra St. Trond (Belgien). Han skriver, at han har det godt.

Besøget i Hvidevareforretningen.

Soldaterne fra Bataillonen i Haderslev har ifølge “Schl.Gr.” i et fransk Købmandshus, en Hvidevareforretning, forsynet sig med Dameundertøj. Soldaterne havde som Følge af uafbrudt Kamp og Marchturer ikke haft Tid og Lejlighed til at skifte eller vaske deres Undertøj. Da de saa traf dette Hvidevarehus, skiftede de resolut Undertøj. Der var kun Dameundertøj paa Lager, men man tog til Takke med, hvad der var. “Vi drog atter ud til Kamp, iført Dameundertøj med de fineste Brüsselkniplinger”, skriver en Soldat. En anden Soldat har skrevet, at han haaber at kunne tage de fine Ting med ægte Brüsselkniplinger med hjem til sin Hustru som Krigserindring.

Faldne og Saarede.

Møller Jørgen Thomsen i Ullerup, der under et Slag paa Krigsskuepladsen er bleven let saaret i den ene Arm, skal have faaet orlov for nogen Tid. Konen ventede ham hjem i Søndags Aftes.

En Søn af Smedemester Brandt i Anslet er ifølge “S.Gr.” bleven saaret paa den vestlige Krigsskueplads. Postsager til ham er komne tilbage den den Besked, at han er saaret. Mærkværdigvis er der paa samme Tidspunkt indtruffet Postsager fra Brandt.

Hans Bilsenack, en Søn af Enke Bilsenack i Haderslev, er bleven haardt saaret af et Skud i Underlivet. Han ligger på et tysk Feltlasaret i Frankrig.

En Søn af Kommuneforstander Hans Melchertsen i Genner er ifølge “A.T.” falden i Frankrig.

I Lørdags Aftes indløb der ifølge “Dbp.” Telegram fra Düsseldorf om, at Købmand H. Hollensen fra Sønderborg var bleven forholdsvis let saaaret i venstre Overarm af et Geværskud. Hollesen, der kun har deltaget i de tysk-franske Kampe en Uges Tid, er under Vejs hjem.

Hans Nissen Hansen fra Brandsbøl og Otte Petersen fra Hagenbjerg er blevne saarede paa den østlige Krigsskueplads., Hans Lorensen og Jørgen Valentim fra Hagenbjerg paa den vestlige Krigsskueplads. Desuden savnes ifølge “S.Ztg.” Jørgen Jepsen fra Brandsbøl.

Udveksling af Fanger over Danmark.

En engelsk Sanitetskolonne paa 157 Mand passerede, efter hvad “Ribe Stitstid.” erfarer, forleden Vamdrup paa Vej til København for derfra at sendes tilbage til England, hvorfra et lignende Antal tyske Sanitetstropper sendes tilbage til Tyskland.

Nordslesvig, Tirsdag.

Jernkorset. Følgende har faaet Jernkorset:

Dr. med. H. Lausten Thomsen fra Skærbæk for udvist Mod som Læge under Krigen i Frankrig.

Kommis Niels Petersen fra Nybøl (Kommis hos Andersen og Christiansen i Aabenraa).

Boghandler Oskar Hollesen, Flensborg, og Niese fra Flensborg, Søn af Konsistorialraad Niese.

Overløjtnant Schwerdtseger fra Sønderborg.

13. oktober 1914 – De faldne

Senest ændret den 28. marts 2019 17:51

Peter Hansen Wolf (1883-1914) Vibøge, Lysabild
Peter Hansen Wolf (1883-1914) Vibøge, Lysabild

Andersen, Adam (IR362/10) – Meerendré, Belgien.
Christensen, Asmus (IR362/9) – Meerendré, Belgien.
Jensen, Lorenz Boysen (IR84/5) – Chauny, Frankrig.
Johannsen, Thede (BEB35/1) – Meerendré, Belgien.
Lund, Thomas Thomsen (IR84/5) – Berlin.
Søren, Andreas (IR362/9) – Meerendré, Belgien.
Wolf, Peter Hansen (RIR84/7) – Maubeuge, Frankrig.

12. oktober 1914 – De faldne

Senest ændret den 28. marts 2019 16:59

Hans Jørgensen Damm (1886-1914) Dynt, Broager
Hans Jørgensen Damm (1886-1914) Dynt, Broager

Bunde, Hans Hansen (IR59/8) – Staszow, Ivangerod.
Damm, Hans Jørgensen (PB/1) – Buxerulles, Frankrig.
Jensen, Heinrich Asmus (IR150/6) – Gora Calwaria, Russisk Polen.
Lorenzen Walther Christian Alfred (GR5/10) – Ivangorod.
Møller, Jørgen (IR150/6) – Gora Caluaria, Russik Polen.
Nørr, Henrik Jensen (IR150/6) – Polen.
Petersen, Oskar Waldemar (IR150/6) – Gora Calwaira, Galizien, Russik Polen.
Sorgenfrei, Johannes Bernhard Christian (IR150/7) – Gora Kalwarja, Rusland.

12. oktober 1914. Nyt fra felten: Faldne, sårede, savnede og tilfangetagne sønderjyder

Senest ændret den 16. februar 2016 8:20

Hejmdal

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Fra Vestfronten skriver en Nordslesviger, som tjener i 86. Regiment, at han den 2. Oktober har talt med Hans Lassen fra Sønder Hostrup, som havde det godt. Den 4. Oktober havde han endvidere talt med Schulz fra Kliplev, som var bleven dekoreret med Jernkorset og med Petersen fra Korntved, som var bleven forfremmet til Underofficer. Til det paagældende Regiment var der den Dag ankommet en hel Del nordslesvigske Landeværnsmænd, deriblandt mange Alsingere.

Saaret og fangen.

Fra Jørgen Jespersen, Løjt Skovby, som har været savnet siden 6. September, indløb der i Gaar Efterretninger til hans Hjem. Han blev med en lille Del andre Nordslesvigere saaret i en blodig Træfning den 6. September og faldt derefter i fransk Fangenskab. Han ligger nu paa et Lasaret nede ved Bordeaux og har det i øvrigt godt.

Faldne og Saarede.

Postassistenterne Brors og Dame fra Rødekro er faldne i Frankrig.

Hans Jørgen Skov fra Korup er falden den 18. September i Slaget ved Carlepont. Der er Sørgegudstjeneste i Ravsted Kirke næste Torsdag.

Gæstgiver Thomsen i Vilsbæk har ifølge “A.T.” modtaget Meddelelse om, at hans Søn, der var bleven saaret i Benet, er død af Saaret.

Gaardejer Thøge Jakobsen fra Øster Løgum ligger saaret paa Lasaret i Ham i Vestfalen. Han har faaet et Skud i Hovedet. Jakobsen var med paa den vestlige Krigsskueplads.

Der er kommet telegrafisk Meddelelse om, at Købmand Lauritz Winther fra Broager er blevet saaret i Brystet i Kampen ved Roye den 3. Oktober. Kort forinden havde Fru Winter fra sin Mand modtaget en Dagborg, i hvilken han har nedskrevet sine Oplevelser i Felten. Winther, som tidligere har haft Forretning i Gram, havde lige aabnet en ny Forretning i Broager, da han blev indkaldt.

Landsmand Mathias Hansens Hustru i Almsted modtog ifølge “Dvp.” Torsdag Aften Meddelelse fra Slagmarken i Frankrig om, at hendes Mand var falden den 29. September. Hansen havde hidtil været ved Garnisonen i Flensborg, men saa sendt til Belgien, og han ankom, Dagen før han faldt, til Slagfronten i Frankrig. Den Faldne efterlader sig ingen Børn.

Murer M. Tastesen, som har været med i Frankrig, er paa Grund a Sygdom bleven ført til et Lasaret i Frankrig.

I Fangenskab.

Ølbrygger Broder Johannsen fra Løgumkloster, fra hvem man ikke havde hørt fra i længere Tid, har nu skrevet hjem til sin Familie, at han er rask og i fransk Fangenskab; endvidere er ifølge “Fl.Av.” Landmændene Laurids Holm fra Ulstrup og Niels Hagesen fra Vester Terp i Fangenskab i Frankrig.

11. oktober 1914 – De faldne

Senest ændret den 28. marts 2019 17:44

Christensen, Johannes (GRzF4/7) – Foncquevillers, Frankrig.
Fuglsang, Nis Mathisen (GR5/2) – Magdelenka, Rusland.
Møller, Anders Nielsen.
Rapsch, Willi Oswald  (IR152/1) – Gora Kalwarja, Polen.
Skade, Rasmus Jessen (RIR86/7) – Flensburg.
Westergaard, Carl Heinrich  (IR84/6) – Bapaume, Frankrig.

Mindesten, Kliplev Kirkegård, med brødrene Hans og Rasmus Skade

9. oktober 1914. Dræbte, sårede, tilfangetagne – og en hilsen fra felten

Senest ændret den 13. februar 2016 21:40

Hejmdal

Dagens nyt fra Hejmdal.

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Hilsner fra felten.

I et Brev, der er indløbet fra Niels Christian Hansen fra Felsted, som er i Felten medfulgte en Hilsen fra Hans Petersen, Bovrup; Nis Abrahamsen, Aarslev; Hans Clausen, Thyrsbøl, Snedkeren fra Stubbæk, Skrædder Andresen, Hovslund og Hans Alnor, Ullerup Mark. Sidstnævnte er saaret i den ene Arm, dog ikke farligt. Han var gaaet ud af Løbegravene i den Hensigt at malke en Ko, for at de kunde faa nogen Mælk, og var derved blevet saaret i Armen. Han faldt, men det lykkedes Kammeraterne at faa ham hen i Løbegravene igen.

De laa alle i Dækning i Løbegravene, der er to Meter dybe. Selv skulde de ikke skyde, men Artilleriilden, baade fra tysk og fransk Side, rasede over dem. De havde det eller godt, og Forplejningen var bleven bedre, end den havde været.

– Andreas Peter Andresen fra Hovslund, har skrevet et langt Brev hjem til sin Hustru. Han har været med i en Kamp med Belgierne, dernæst i Kampen med Englænderne Søndag den 23. August med Mons. Senere under Fremrykningen sydpaa har hans Afdeling deltaget i en Mængde, tildels blodige Kampe. Andresen selv blev helt ubetydelig saaret paa højre Øje af en Granatsplint. For Tiden ligger Afdelingen godt i Dækning i de dybe Løbegrave.

– Fra Sillerup By er der indkaldt mange til Fanerne. Den unge Wiuff skriver ifølge “S.G.” hjem fra dem vestlige Krigsskueplads; Vi rykker frem fra Stilling til Stilling, langsomt, men sikkert.

En Sørgegudstjeneste.

For et par Dage siden holdtes der i Nustrup Kirke Sørgegudstjeneste for Bojsens Søn og en ung Mand fra Bæk, er er faldne i krigen. Kirken var fyldt til sidste Plads og Præsten holdt en gribende Tale. Bojsen mistede for et Par Aar siden en Søn ved Sygdom, nu en ved Krigen, og nu staar foran Indkaldelse under Fanerne.

Faldne og Saarede.

Fru Askov i Ørderup har modtaget den sørgelige Efterretning, at hendes Mand den 24. September er død paa et Lasaret som Følge af haarde Saar, han havde faaet Dagen i Forvejen.

Frede Andersen, Søn af Enke Marie Andersen i Raahede, er falden i Krigen. Han var hendes eneste Søn.

Gaardejer Thomas Thomsen og Hustru modtog den sørgelige Meddelelse, at deres 23 Aar gamle Søn, Hans Thomsen, den 1. Oktober var afgaaret ved Døden paa Lasarettet i Chauny i Franskrig. Han var bleven saaret den 23. September.

Enkefru Marie Jessen i Hoptrup har ifølge “S.G.” modtaget en Efterretning om at hendes Søn [Mads Peter, RR] er falden i Slaget ved Mons den 23. August. Søndag Kl. 2 holdes der en Sørgegudstjeneste i Hoptrup Kirke.

Lørdag Eftermiddag modtog Murer P. Andresen i Visby den sørgelige Efterretning, at hans Søn, C. Andresen, var blevet saaret den 22. September i Frankrig og er nu død af sine Saar. P. Andresen og Hustru har, skriver “Dvp.”, haft en større Børneflok, og endskønt de har siddet i smaa Kaar, har de altid haft et tilfreds Sind. Gud trøste dem i deres store Sorg!

Arbejdsmand Jens Christiansen i Tønder er ifølge “T.Z.” falden i Frankrig. Han efterlader Hustru og 5 Børn. Christiansen var en sympatisk og flittig Arbejder.

Af Regimentet “Kønigin” (FR86’erne) er følgende Underofficerer faldne: Feldweblerne Evers, Reitzenstein og Dannemann, Vicefeldweblerne Hartnak og Møller, Sergeant Schurbert og Underofficer Jepsen. Endvidere er magistratsassessor Dr. Karl Prahl fra Flensborg, der var Reserveløjtnant i det 86. Regiment, falden i Frankrig.

Lærer Esbensen fra Visby er allerede den 18. August bleven saaret i Belgien ved et Skud igennem den ene Fod. Esbensen, der sidst var Lærer i Skovby ved Hovslund, bliver ifølge “Dvk.” maaske lam for Fremtiden, da han har haft 3 Ben knust i Foden.

I Fangenskab.

Gaardejer Peter Madsen i Nost, som har tre Sønner med i Krigen, fik for et par Dage siden Underretning om, at den ene af den er i Fangenskab i Frankrig. Ligeledes er Peter Ehlert af Musvang tagen til Fange af Franskmændene.

Peter Petersen fra Seggelund har ifølge “S.G.” fra England over Danmark skrevet hjem, at han er kommen i engelsk Fangenskab. Han beder sine Paarørende om at sende ham Uldtøj.

Lærer H. Hadenfeld fra Abkær, der har været indkaldt siden 3. Mobiliseringsdag, er ifølge “S.G.” bleven saaret og dernæst taget til Fange af Franskmændene.

For et Par Dage siden har Enkefru Køhler i Nordborg faaet Meddelelse om, at hendes Søn, fra hvem hun længe ikke havde hørt, befinder sig i russisk Fangenskab. Johannes Køhler har i flere Aar haft Ansættelse i en Smørforretning i Byen Omsk. Sammen med flere Tyskere blev han iflg. “dvp.” først arresteret der i Byen, og siden er de alle bleven ført til Tobolsk. I øvrigt meddeler Køhler sin Moder, at han er sund og har det godt.

Ikke falden.

Det meddeltes forledes Dag, at 2 Sønner af Arbejdsmand Tobias Jensen i Østergade i Haderslev var faldne. Nu oplyses det, at den ene af Sønnerne ikke er falden, men haardt saaret ved et Skud i Benene. Han ligger paa Lasaret i Siegburg, men haaber ifølge “S.G.” at kunne komme hjem med det første.