Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86). I begyndelsen af maj faldt han på en patrulje og slog det ene ben så slemt, at lægerne troede han havde brækket det. Han blev derfor bragt bagud til lazaret i Noyon.

Noyon den 17. maj 1915

Kære for ældre!
Jeg forstår ikke, at jeg ikke får nogen brevpost. I al den tid har jeg kun fået et eneste brev hjemmefra. Derimod har jeg fået en del pakker, en med smør, en med pølse og en med bøger, og dem siger jeg mange tak for.

Jeg ligger her og fantaserer mig en hel del til rette, og er det ikke godt for andet, så er det uhyre godt som tidsfordriv. Alt drejer sig om, når nu først krigen er til ende, og hvad jeg så skal tage fat på. Sprogforeningens bibliotek ramler vel sammen, og jeg tror ikke, det er bedre værd. Folkeoplysningen vil få samme præg, som den nu har i Danmark. Men ungdomsarbejdet vil tage fart. Det er min bestemte tro, at der gennem det kan nås store resultater – så blæse med afholdsforeninger og antikortenspilforeninger, for det kommer ganske af sig selv, det skal blot have sin rolige udvikling. Jeg passer bedst ind i ungdomsarbejde og folkeoplysningen, om det er på højskole, eller gennem dagblade, eller frit ud over landet, det er det samme; arbejdet er det samme; kun skal der overalt være system i det. […] Tyve ungdomsforeninger, der slutter sig sammen, er en arbejdsmark bedre end noget stort bol. Når man kunde vinde sig en sådan kreds, hvor man år efter år kunde hjælpe med råd og dåd, holde foredrag og foredragsrækker; hjælpe med dilettantkomedie o.s.v., o.s.v. Ja, kunde man det, så vilde det være det største og bedste arbejde og tillige det frieste og mest personlige.

Når blot krigen var til ende, og når der så kunde komme en lille „arret” dumpende på et par tusinde, så vilde jeg bygge mig et lille bitte hus et centralt sted, og derfra vilde jeg så flyve ud. I synes vel, det hele lyder så fantastisk, og på en måde er det også fantasi, men fantasi, som er let at føre ud i virkeligheden. Jeg har en stærk tro på, at alt, hvad der er godt og værdifuldt, det vil bestå; og er der ikke kun luft og vind i mig, så vil jeg nok ad den vej komme gennem verden; i modsat fald har jeg ikke fortjent bedre, og så kan der på min gravsten komme til at stå: „Han duede ikke”.

Nu får vi se, når jeg kommer hjem, hvad det så kan blive til det hele; men I skal se, at det hele skal nok komme i orden, om det så er det med det lille hus, som ikke skal være stort større end moster Dortheas hønsehus, men meget romantisk både ud og indvendigt.

Jeres hengivne søn
Kresten
Skriv snart!xlviii

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen