Kategoriarkiv: Sønderjyder

Hjemmefronten, Sønderjyder

15. december 1917. Nu skal der lægges rent på sengen hver 14. dag.

Skriv en kommentar

Brev fra Inger til Jørgen
Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag d. 15. dec. 1917

Min egen kære Jørgen!
Mange tak for dit gode brev fra den 11. Det var rigtignok godt at høre, at du har fået sådan en ansættelse. Så har du det bedre, og vi herhjemme kan være mere rolige. Det må jo være et stolt syn at se dig komme kørende med æsler. Du må se at få dig fotograferet, det kunne da more børnene meget. Nu er det ligesom, jeg kan glæde mig mere til jul. Jeg har været så bange for, at du skulle komme ud i stillingen til den tid, og så måske ingen pakker få. Så havde det rigtignok ikke været meget ved at fejre jul med juletræ, gaver og hvad der ellers hører til herhjemme. Jeg skal nok få de omtalte pakker sendt, mindre kan jo ikke gøre det. – 1 dag er vore soldater rejst igen, nu skal der skiftes hver 14. dag. Sikken idé, så skal der lægges rent på de senge to gange om måneden. Folk og soldater er da også meget utilfredse med det…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Hjemmefronten, Sønderjyder

14. december 1917. Man må næsten slæbe sit spisekammer med hvis man vil have noget. Brev fra Inger til Jørgen

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag, den 14. dec. 1917

Min egen kære Jørgen!
I eftermiddag er jeg i Haderslev. Det er igen belysningen, det er galt med. Jeg har været hos Holm for at høre om sprit, men han havde selvfølgelig ikke noget. Det har han nu nok alligevel; men sagen er jo vist den, at penge ikke så lige kan gøre det længere. Uh, hvor bliver man da ked af al den komedie, man kan næsten slæbe hele sit spisekammer med, når man vil have noget. Og det kan man jo heller ikke blive ved med, så kommer vi jo i det mindste til at slagte en stud! Jeg tænkte, jeg ville have besøgt Andreas og Marie lidt nu, da butikkerne er lukkede. Men de er ikke hjemme, så sidder jeg nu her på Harmonien og skriver på fru Carlsens papir, hun bad mig om at hilse dig…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Hjemmefronten, Sønderjyder

11. december 1917. Jørgen beder Inger sende flæskepakker til sine overordnedes familier. Brev fra Jørgen til Inger.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag d. 11.12.1917

Min egen kære Inger!
… I dag har jeg en glædelig meddelse til dig. Jeg kan fortælle dig, at jeg er kommet til den store bagage, og er meget glad derved. I dag er det første dag, jeg har gjort tjeneste der. Jeg har et par æsler at køre med. Det er en meget god bestilling, som jeg gerne ville beholde, men måske jeg en af dagene får et par andre heste. Det kan jo også snart være lige meget, men de små æsler er lettere at have med at gøre. I dag har jeg hentet posten inde i byen to gange, kørende selvfølgelig. Ja, du skulle bare se mig, når jeg kommer kørende med mine langørede venner. Jeg tænker på, hvilken forskel der er mellem dem og så vore skimler hjemme.
Det var forleden morgen, da spurgte kompagniføreren mig, om jeg kunne omgåes et par heste. Og da jeg sagde, at jeg var vant dertil, meddelte han mig, at jeg ville blive kusk en af dagene. Jeg takkede ham derfor og sagde, at jeg nok skulle gøre mig umage for at beholde pladsen. Ja, det er jo nærmest Suhr og Harden, jeg kan takke for den bestilling. Vil du ikke nok, så snart der igen kan sendes pakker, sende deres familier hver en pakke, ligeledes Schmidts kone. Send bare en halv snes pund til hver af dem, for det er jo meget værd for mig, at jeg kan beholde pladsen, og også for at vise vor taknemlighed. Du kan jo godt sende en regning med. Kan du ikke nok sende noget sideflæsk eller lignende? Ja, du synes måske at jeg sagtens kan sidde og diktere, men det ville være mig kært, om du kan sende noget med det første…

Torsdag d. 13.12.1917

… Min bestilling er altså at passe de to æsler og køre med dem. Det kan jeg jo sagtens overkomme, men jeg er ked af, at æslerne er så magre. De stakkels dyr får alt for lidt at æde. Vi må sådan spare for at få havren, høet og halmen til at slå til. At få noget at strø med er ikke tænkeligt. Jeg tænker tit, havde jeg endda haft lidt havre af det, vi har hjemme, så skulle jeg nok få dem til at se lidt bedre ud. Det ene af dyrene er lidt dovent, men ellers går det meget godt med kørslen. Det er jo ikke noget uvant arbejde for mig. I går var jeg kørende ud til kompagniet. Det ligger lidt forude, men er ellers ikke i stilling, de skal bare være derude i 8 dage ved skansning. Jeg var derude med posten til dem. Ja, det kan sagtens gå an, når jeg kan blive her i Mühlhausen. Vi er fem eller seks kuske her, de andre er med kompagniet. Kammerunderofficeren og jeg bor alene i en lille stue, som er lavet ved siden af den sal, hvor hele komp. lå. Du ser altså, at jeg har det godt efter omstændighederne. Hver formiddag henter jeg posten på posthuset, og så er jeg spændt på, om der også er noget til mig…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Krigens forløb, Sønderjyder

10. december 1917. H.C. Brodersens kompagni skal tilbage til Tyskland. “…ingen af os var erklæret for at være felttjenestedygtige.”

Skriv en kommentar

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Vi  har  drevet  omkring  i  Uforetagsomhed  og  havde  begyndt  at  kede  os,  indtil  vi  i  Forgaars  skulde  stille  op  paa Pladsen  udfor  Vejerboden,  uden  Oppakning. Det  var  dog  besynderligt,  syntes  vi, men  vi havde  ikke  ventet  ret  længe  før en  hel  Stab  af  Læger,  Officerer  og  flere  andre,  der  under Armen  bar  paa  store  Protokoller, viste  sig.

Vi blev  kommanderet  indenfor  og  fik  Ordre  til  at  klæde  os  af.  En  grundig Undersøgelse  begyndte.  Der  blev  maalt,  baade  i  Længden  og i  Bredden,  og  sluttelig  skulde  vi  op  paa  Vægten.  Derefter kunde  vi  træde  af.  Rygterne  tog  nu  Fart,  og  Vejningen  blev sat  i Forbindelse  med,  at  General  Bülows  Armé,  der  laa  i  Alperne,  var  meget  svækket.

Der  blev  fortalt,  at  vi  skulde  sættes  ind  der.  Dette  Eksperiment  skulde  være  stødt  paa  Modstand  hos  Kommandoens  Ledelse,  fordi  ingen  af  os  var  erklæret  for  at  være  felttjenestedygtige.

Ej  heller  var  Kompagnierne  jo  udrustet  med  en  saadan  Forudsætning  for  Øje, og  allermindst  Officererne,  der  i deres  Haandtaske  ikke  medførte  andet  end  en  Natskjorte  og  en  Tandbørste.  Vi  andre havde  rigtignok  heller  ikke  mere,  men  vi blev  jo  ikke  spurgt og  var  jo  ogsaa  vant  til at  klare  os  med  mindre.

Naa,  vi  var blevet  vejet  og  fundet  for  lette,  og  vi har  nu  faaet  Ordre  til at  forberede  Afrejsen  til Tyskland. En,  vistnok  uofficiel,  Ordre  lyder  paa,  at  enhver  er  forpligtet  til at  tage  alt  det  med, som  vi kan  bære,  og  der  bliver derfor  købt  ind i  store  Mængder. 

Der  bliver  sagt,  at  Østrigerne  skal  afløse  os,  og  derfor mener  nogle,  at  Kragerne  lige  saa  godt  kan  tage  som  Ravnene.

 

Krigens forløb, Lydklip, Sønderjyder

Lydklip: Christian Andresen fortæller om kampene i Flandern

Skriv en kommentar

Christian Andresen (1898-1989) fra Notmark på Als har fortalt om sine oplevelser i Det 3. slag om Ypres (Passchendaele) i efteråret 1917. Han var da i Infanteriregiment Nr. 211, 6. kompagni og blev indsat ved Moorslede og Zonnebeke.

Hør ham fortælle om artillerikampe og spærreild her:

Det er bemærkelsesværdigt, at han foretrækker at være infanterist frem for artillerist. Optagelsen er fra 1970’erne.

Han har også berettet om sine oplevelser i DSK’s årbøger 1969:

Omkring september blev vi afløst og kom tilbage, nærmere den tyske grænse, til St.Marcel, der ligger tæt ved slagmarkerne fra 1871. Her lavede vi feltøvelser i en fjortendages tid, hvorefter det gik til Flandern sidst på måneden som støddivision ud fra byen Moorslede.
–
Her tror jeg at have præsteret min hårdeste marchtur i hele min soldatertid, thi på grund af det langtrækkende engelske skyts kørte toget langtfra helt frem, så vi måtte gå fra klokken 2-3 om eftermiddagen til næste dags morgen ved 8-tiden. Da havde vi nået det svære artilleris stilling, og vi fik her hvil nogle timer.
–
Ih, hvor vi sov!
–
Som sagt, vi blev benyttet som støddivision, og det gav ikke megen ro, thi englænderne pressede på i dette afsnit. Målet for deres offensiv var nok ubådshavnene Ostende og Zeebrygge.
–
Især husker jeg den 4. oktober, da vi blev jaget gennem en spærreild af alle kalibre og maskingeværild, og det hele lå i en kvalm pulverrøg.
–
Ja, Flandern bliver ved at stå for en som noget af det uhyggeligste, man har været med til, og som man ikke ønsker at beskrive nærmere.
–
Vi led de største tab ved Zonebeeke vest for Moorslede. Men den tørn gav »Kreuze«: Pour le merite til bataljonsføreren, Hauptmann Schauer, og mange E. K. anden klasse til en masse andre.
–
Den 9. oktober blev vi indsat længere mod nord ved Paschendale og Poelkapelle. Dervar spredt artilleriild, og vi gravede os ned med et par skridts afstand ved en grøn vej. Pludselig røg en granat ned mellem mig og vor sergent, så vi blev klemt inde og sad som i en fælde. Men Jes Kolmos og et par andre kammerater hjalp os fri.
–
Næste dag hed det igen:
Alle fremad igen. Men jeg havde rygsmerter fra hændelsen dagen før og meldte mig syg.
Jeg kom tilbage til Iseghem nær Roulers. Her blev jeg indlagt i en kirke sammen med andre let skadede, og vi blev tilset af lægen to gange om ugen.
Han var forstående over for mig og skrev mig først ud, da divisionen blev afløst, et smukt træk, som jeg var ham meget taknemmelig for.
Fra kirken der husker jeg korbuen, som var malet i et bredt, blåt bånd, hvorpå vi læste følgende sarkastiske tese: »O, Flandernland, o Erde rot, du Mörder meiner Jugend«.
For resten meget træffende.
Sønderjyder

28. november 1917 – Mikael Steffensens død

2 kommentarer

Den 6. december bragte Flensborg Avis et “Eftermæle” for landbrugskandidat Mikael Steffensen, der faldt den 28. november 1917.

Eftermæle.
I Mandags kom der nærmere Efterretninger om Mikael Steffensens Død. En af hans Befalingsmænd har sendt  Brev til Journalist Sarup i Haderslev, i hvilket han ifølge  “Dannevirke” blandt andet skriver:

„Han fik en hurtig Død, som han havde ønsket det, hvis han skulde falde. Men alligevel tror jeg ikke, at han nu havde tænkt paa saadan brat Død, thi i den sidste Tid var han altid fornøjet og ved godt Mod. Og hvor glædede han sig ikke til den forestaaende Orlov! Nu sover han herude i fremmed Jord han, som elskede sin Hjemstavn og sin Folkestamme saa inderlig, og som berettigede til de største Forhaabninger.”

Et Brev til Broderen i Flensborg, den eneste efterlevende nu af Slægten, gengives som et Bevis paa, den Agtelse, som Mikael Steffensen havde aftvunget sine foresatte som sine Kammerater:

„I Dag sendte jeg Dem et Telegram for at meddele Dem Deres udmærkede Broders Død. Det gør mig ondt ind i min inderste Sjæl, at jeg maa meddele Dem dette. De har mistet en udmærket Broder, vi en trofast, tapper og ædel Kammerat. Jeg veed ingen i Bataillonen, som har nydt større Agtelse og er bleven mere hædret end han. Han var en Kammerat, trofast og karakterfast, og derfor maatte vi alle komme til at holde af ham. Som Soldat har han bestandig ydet noget fremragende, Frygt kendte han ikke, men Pligten gik ham over alt! — Han stod mig meget nær, og da jeg.den 29. November Klokken 10 om Morgenen hørte om hans Død, græd jeg bitterlig! Jeg har mistet mange Kammerater siden Krigens Begyndelse og er bleven haard. — Jeg har holdt af Deres Broder, og nu er den brave Mand ikke mere. Maatte Gud trøste Dem, med Ord kan jeg ikke. Mikael
fandt en let Soldaterdød, en Shrapnelkugle ramte ham i Ryggen og gennemborede Hjertet. Døden indtraadte øjeblikkelig. Vi har straks bjærget Liget. Begravelsen vil finde Sted Mandagen den 3. December 1917 med fuld militær Honnør paa Soldaterkirkegaarden. Jeg skal senere sende Dem et Billede af Graven. Gud trøste Dem! Vær forvisset om min hjertelige Deltagelse. Vi vil aldrig glemme vor bedste Kammerat.

Deres ærbødige Johs. Staack, Vicefeldwebel i Res. —-“

 

Aviser, Sønderjyder

26. november 1917 – Hejmdal: Fra Felten

2 kommentarer

Fra Felten.

Bag Fronten d. 12. Oktober 1917

Kære Kammerater!
Det vil sikkert glæde Eder, som før har været Medlem af vor Bataillon, at modtage et Livstegn fra gamle Bekendte. Den oprindelige Stamme er reduceret, saa denne Hilsen gælder mangen en god Ven. Jeg vil ikke skildre den svundne Tid af tre lange Aar, som vi jo i længere eller kortere Tid har oplevet sammen, det vilde være et flere Dages Arbejde, jeg vil blot forsøge at bygge Bro mellem det Spand af Tid, som ligger mellem Fortid og Fremtid (vi ha[a]ber jo at mødes igen).

I Dag er det den 12. Oktober, saa var det jo den 11. i Gaar, og paa denne Dag har vi nu paa fjerde Aar været samlet i en sluttet Kreds af nordslesvigske Mænd fra alle Egne for at hilse paa vor fælles gode Ven og Kammerat Gaardejer Hans Joh. Hansen fra Harreby, der tjener som Underofficer i et Landbrugskompagni. Vi har hvert Aar ment, at det skulde være sidste Gang, vi fejrede Fødselsdag i den feltgraa Uniform, men det er hidtil ikke gaaet efter vor Mening.

Aftenen tilbragte vi gemytligt, som kun en Krigs-Specialist kan skildre den. Fødselsdagsbarnet, som i Gaar fyldte sit 40. Aar, beværtede os med alle gode Sager, som Madkassen fra sidste Orlov indeholdt, og som Rosinen i Pølseenden med en Flaske Vin, som vi drak af primitive Glas. Som de foregaaende Aar blev vi til Slut indbudt til næste Aar at møde i hans Hjem i Harreby.

Da jeg intet Nattetegn havde, maatte jeg bryde tidligt op fra Selskabet og overlade og overlade Eders gamle Bekendte, Simonsen fra Fæsted, Nissen fra Fol, Knudsen fra Vonsbæk og Ole Riis fra Skrydstrup at fejre videre.

Jeg gik saa ene op over Bjergene, indtil jeg naaede mit Kvarter, et Stenbrud højt, højt oppe. Stjernerne tindrede saa klare, dog laa der i Syd og Sydvest, ind over Skoven, noget mørkt i Horisonten. Lyskugler og Kanonglimt lyste af og til op og de kendte Egne i Dalen saas tydeligt og laa som i magisk Belysning. Byerne kender I jo saa godt, de smukke landsbyer laa som mørke Pletter, da hvert Lys er blændet, fordi Flyverne hjemsøger Egnen med deres Bomber.

Just som jeg naaede Lejren, begyndte Lyskasterne at afsøge den begrænsede Plads i Himmelrummet, som de kan naa med deres Lys, for at faa Flyveren blændet, saa han taber Kursen og Fladbatterierne kan begynde deres Virksomhed. Vagtmandens monotone Skridt høres, han, han puster op i Luften og udbryder: ”verflucht nochmal”, og fortsætte sin ensformige Runde. Jeg gaar ind i min Hytte, Staldvagten sidder og spiller Kort, jeg byder dem God Nat og gaar i Køjen.

Du tog dog Fejl i Aftes, gamle Ven, Du fortrød, at Du havde faaet Rugen, da det sikkert vil give bedre Vejr i Dag, men i Dag er Vejret graat og Stormen hyler. De gulnede Balde falder, det begynder at dryppe, og nu strømmer Regnen ned. Da rinder mig i Hu det gode gamle Ordsprog: Den Gerning, du kan udføre i Dag, opsæt ej til i Morgen. Og jeg tror sikkert, at Hans Hansen ogsaa i Dag glæder sig over, at fik Rugen lagt i Gaar.

Nu kære Venner, aller Jer, som har været sammen med os, gælder denne Hilsen. Lad ogsaa engang ved Lejlighed hører fra Eder. Og saa paa Gensyn hjemme ved den gamle Strand.

Eders J.H.

*

den 19. November 1917
Kære ”Hejmdal!”
Undertegnede Nordslesviger beder dig om at sende Venner og Bekendte derhjemme og ude ved Fronterne de venligste Hilsener.
Carl Schink fra Hjortspring.

I Haab om et godt og lykkeligt Gensyn i vort kære Nordslesvig sendes hermed en venlig Hilsen til Slægt og Venner.
Jens Christensen fra Melsmark

d. 15.11.17.
Kære ”Hejmdal”!
Tak for Bladets Tilsendelse. De hjerteligste hilsener til Slægt og Venner, ude og hjemme i vort kære Nordslesvig, sender
Christian Schmidt fra Korsbjerg ved Toftlund

En Hilsen til Venner og Bekendte baade hjemme og ude med Ønsket om et lykkeligt Gensyn.
Jakob Jakobsen fra Felsted.

Sender ad denne Vej venlige Hilsener hjem og ud til Fronterne.
Peter Poulsen fra Toftlund.

Paa et godt og glædeligt Gensyn i vort kære Nordslesvig.
Christian Duus fra Vojens

En venlig Hilsen til Venner og Bekendte derhjemme i det kære Nordslesvig og herude i Felten.
Jes Petersen fra Rejsby.

Faldne.
Arbejdsmand Christian Schürmann fra Broager er ifølge ”Fl.Av.” falden den 9. November. Schürmann, der var bleven gift under krigen, efterlader sig foruden Hustruen et Barn paa 2 Aar. Han var Indehaver af Jernkorset.

Enkefru Bondesen i Toftlund har modtaget den sørgelige Efterretning, at hendes Søn Jep er falden. En anden af hendes Sønner er faldet i 1915, og en tredje Søn er saaret.

I Fangeskab.
Carl Marect fra Egeskov ved Skodsbøl, der i sin Tid var med ved Østfronten og har været savnet siden Maj 1915, har nu kunnet meddele sin Hustru, at han er i russisk Fangenskab og befinder sig i Sibirien.

Udvekslet.
Murer Marius Hinke fra Broager, der før sin Indkaldelse i mange Aar var ansat i Horns Bygningsforretning der i Byen, og som under Krigen var falden i russisk Krigsfangenskab, er bleven udvekslet og sendt hjem.

Dekoreret.
Skytte Karl Nissen, Søn af Arbejdsmand Sønnik Nissen i Damgade Nr. 2 i Haderslev, har faaet tildelt Jernkorset. Han ligger for Tiden saaret paa et Krigslasaret, men vil ifølge ”Dv.” snart blive udskrevet.

Vagtmand hjemme.
Malermester Nissen fra Toftlund er nu bleven Vagtmand i Allerup. Han fyldte en Maaneds Tid efter Krigens Udbrud sit 45 Aar.

Hjemme paa Orlov.
Gaardejer Johannes Good fra Stevring samt Barber H. Svane og Købmand M. Martensen fra Nordborg er for Tiden hjemme paa Orlov.