Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Søndag aften 7. okt. 1917

… Jeg er lidt urolig for dig; men det nytter jo ellers ikke noget, at jeg går herhjemme og er bange for, hvordan det skal gå dig. Jeg var i kirke i dag, det var jo høstprædiken… og der var også mange til kirke. Nu er der jo igen mange, som spørger til dig, og alle ved de jo også nok, at det er et slemt sted, du er*. I dag er der et kort i Nationaltidende over egnen der, hvor skoven også er med på. Jeg beder hver dag, at Gud dog vil bevare dig min kære, kære Jørgen. Det er så svært for dig, at du skal blive ved med at tage afsked og rejse dertil, hvor det går hårdt til…

*Flandern

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag d. 6. okt. 1917

Min kære Jørgen! … Der kommer af og til en seddel fra Eickemejer, om tælling, så det ene og så det andet. Jeg kan ikke finde ud af det. Nu skal vi se hvordan, ellers skal Eickemejer selv hjælpe mig ved det. Og opfordring til at betale 2. rate af krigsskatten er også kommet; men det har du jo sagt besked om. I dag kom der en regning på bindegarnet, det er ialt 852,10 M .-ll,20 for kg, og 76 kg ialt. Uha, den blev jeg da ked af. Det er jo fra det samme sted, som vi fik afslag om at få petroleum. I eftermiddag kommer Tinne og Hans Thomsen til mors fødselsdag, så kører Valborg og jeg med derop, når Hans Krogs vogn henter dem ved 3-toget. Børnene skal ikke med, de biir vågne, når kl. er 5½ om morgenen, så de biir jo søvnige, inden det er mørkt. Jeg har heller ikke lyst til at have Hans med som kusk en hel eftermiddag, nu har vi jo været vant til at have dig med os. Jeg skal nok tale med Thaysen. Å, gid det dog måtte lykkes med den ansøgning*, så du kunne komme hjem. Her er nok at tage fat på.

*Mens Jørgen har været hjemme på orlov har han og Inger ansøgt om en Zurück-stellung så han kan komme bag fronten. Typisk var det lettere at blive endelig hjemsendt fra en Zurück-stellung end fra en Front-stellung. (Red.)

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag d. 5. oktober 1917

… Hvor var det da godt, at jeg ikke behøvede at gå med i går, da kompagniet blev alarmeret. De tænkte, at de var kommet tilbage om morgenen igen, men det blev anderledes. Kl. 4½ i gik kompagniet bort og kl. 5½ begyndte engelskmanden at skyde. Det var så forfærdeligt, så jeg slet ikke kunne sove længere, men måtte op og ud for at se, hvordan det stod til, men her var intet at se. Det varede ikke længe, så kom der to sårede tilbage, den ene var såret i hovedet og på halsen, men kun let, og den anden havde fået et stød i ryggen. De glædede sig, at de var sluppet sådan fra det. Lidt efter kom der flere letsårede, deriblandt Lagoni, som blevet såret lidt i det ene ben. I alt havde vi 8 eller 9 sårede og 3 døde. Iblandt de døde var der en feldwebel, som hed Max Krey. Det gjorde os alle så ondt, da vi fik at vide, at han var faldet, for det var sådan et godt menneske. Han havde jernkorset både af 2. og første klasse. Han har været ved kompagniet siden krigens begyndelse og døjet meget ondt. De andre to var unge mennesker, som var kommet i maj. Trommeilden blev ved at rase hele dagen, men det var værst lidt til venstre for os. På vort afsnit blev der ikke angrebet, heldigvis. Nå, vort kompagni var heller ikke helt forude, men lå som reserve. De faldne og sårede blev ramt af granatsplinter. Ja, sådan går det til hernede. Jeg er glad ved, at jeg ikke skal med derud. I dag er det helt roligt igen.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag d. 2. oktober 1917

 … Det er ellers en streng tur at bære mad derud, for det er så langt at gå, og tilsidst er der kun granathuller, man skal over. Så oprodet af granater har jeg endnu aldrig set jorden. Når vi går derud, kommer vi igennem Houthoulst Skoven, den har du jo læst om i beretningerne. Vi ligger en lille smule til højre for Langemark, så ved du omtrent, hvor jeg er hernede i Flandern. Om dagen, når der intet er at gøre, bor jeg i en by, som hedder Stamplcot. Det er kun en lille by, som du ikke finder på kortet. Og ligeledes St. Josef, hvor skriverstuen er, er vist heller ikke på kortet. Ja, nu har jeg fortalt dig en hel del, som jeg vel ikke måtte, men jeg plejer jo da gerne at fortælle dig, hvor jeg færdes i verden. Egnen her er ellers meget forskellig fra den egn i Frankrig, hvor jeg sidst var. Her er levende hegn om markerne og husene og gårdene ligger mere spredt i byerne, og så er der den store skov, som består af fyr, gran og egeskov. Egnen er flad, men der er dog enkelte højdedrag, hvorpå byerne ligger. Det er ikke tale om, at der kan bygges huler her, da grundvandet straks kommer, så snart der graves i jorden. Mange steder er der store sure enge og morads. Nu tænker jeg, du har en lille forestilling om, hvordan det ser ud her.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Mandag d. 1. oktober 1917

Nu har jeg gjort den første tur med ud med fødevarer i stillingen. Det er en lang vej, det tager 4-5 timer, inden vi igen vender tilbage, men så har vi heller intet andet at bestille den øvrige tid af dagen. Vi går derud om aftenen kl. 6 og er tilbage igen kl. 10-10½. Så lang tid tog det i hvert fald i går, søndag aften. Du kan tro, jeg tænker meget på jer, kæreste Inger. Hvor kunne jeg have gået og haft det godt hjemme hos dig og vore små piger, men vi håber, at det ikke skal vare så ret længe, inden vi kommer til at leve sammen. Sig kun til Thaysen, at kompagniet her gerne vil anbefale ansøgningen*, så snart den kommer. Så hvis han kan gøre noget til, at den kan nå hurtigere herned, så bed ham derom. Vil du tage over at tale med ham desangående. Feldweblen sagde, at han ville skrive, at kompagniet ønskede, at jeg skulle stilles tilbage. Så mente han nok, at det skulle hjælpe. Jeg bad forresten feldweblen i går, om han ikke kunne give mig noget at bestille bagved fronten, men det kunne han ikke, sagde han, da der var for få folk derude. Det kan måske være lidt senere, når vi får forstærkning, at der så kan blive en eller anden bestilling til mig. Man skal, som Thaysen sagde, leve i håbet. Ja, det vil vi så gøre, kære Inger, og kun sørge for en dag ad gangen. Det går bedre for mig, når jeg først kommer lidt i gang med arbejdet. Rejsen hertil var tung, kan du tro, og så hjalp det jo endda en hel del, at jeg havde rejseselskab i Nikolaj Krog. Han er munter og kan fortælle meget. Han håbede forresten også, at han snart skulle blive fri. Han er jo lidt ældre end jeg er, men er ikke gift. Mon vejret er lige så smukt hjemme som her, for her er det meget varmt om dagen. Jeg tænker, at vore små piger leger ude under hylden hver dag. Og lille Louise får vel snart ferie igen. Når du betaler regningen til dampmaskinen, skal du blot sige, at vi har tærsket 200 sække, men ellers skal vi jo betale for 263, som jeg har skrevet i bogen, det ved du nok. Skriv ikke derom i brevene til mig.

*Mens Jørgen har været hjemme på orlov har han og Inger ansøgt om en Zurück-stellung så han kan komme bag fronten. Typisk var det lettere at blive endelig hjemsendt fra en Zurück-stellung end fra en Front-stellung. (Red.)

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Søndag d. 30.9.1917

Kære Inger og små piger! I morgenstunden skrev jeg et af disse lukkede postkort og fortalte om min ankomst til kompagniet. Det var jo helt glædeligt at høre, at feldweblen vil anbefale ansøgningen*, når den kommer hertil. Og så vil vi håbe, at det må lykkes, at jeg kommer hjem til jer inden ret længe. Har talt med Suhr idag, og han fortalte, at den sidste ansøgning var blevet afslået ved regimentet…

Kære Inger, hvor var det da tungt at tage afsked fra jer, mine kæreste her på jorden. Og det smerter mig, at jeg har klaget så meget og gjort dig bedrøvet. Men det var så tungt for mig, og så kunne jeg ikke lade være at klage og fortælle dig, hvordan det går til hernede. Jeg beder dig om at tage det med ro, så godt du kan. Og så vil du jo nok bede for mig hver dag og for jer selv, at det må gå os vel og at vi snart må samles hjemme.

Det går ellers lettere for mig, end jeg havde troet. Det er jo altid sådan, at det er værst at tænke på det, der forestår. Det glæder mig så meget, når jeg tænker på, hvordan vore små piger tog afsked med mig: først stod de på trappen og vinkede til mig, indtil vognen var ude af gården, og så løb de ud i haven og vinkede også der farvel til os. Ja, gudskelov at vi har de tre små piger, og at de ikke er større, så de forstår, hvor alvorlig tiden er for mor og far. De er jo også til megen opmuntring for dig i denne tunge tid. Og så er det jo også godt, at du har Valborg, og at begge pigerne er så flinke. Jeg ved, at de tager alle del med dig i savnet. I disse dage er det meget roligt her, og vi vil håbe, at det vil blive ved at være roligt, sålænge vi bliver her. Der tales om, at vi snart bliver afløst, men hvornår ved jeg ikke bestemt.

*Mens Jørgen har været hjemme på orlov har han og Inger ansøgt om en Zurück-stellung så han kan komme bag fronten. Typisk var det lettere at blive endelig hjemsendt fra en Zurück-stellung end fra en Front-stellung. (Red.)

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.