Anker Nissen deltog om bord på en tysk blokadebryder med dansktalende besætningn(“S/S Kronborg”), der skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika.
Da vi siden vor afrejse ikke havde vovet at have nogen kontakt, hverken med Tyskland eller kolonien Østafrika, idet vor eksistens da let kunne være blevet røbet, og da det i vore instruktioner var angivet, at vi skulle afvente nærmere ordre, forinden vi anløb nogen havn, satte vi kursen mod øgruppen Seychellerne, der ligger i det indiske ocean nord for Madagaskar, for der at afvente den endelige ordre til anløb af kolonien.
Vi var bekendt med, at hele den østafrikanske kyst var stærkt bevogtet af den engelske flåde, idet englænderne ville forhindre enhver forbindelse mellem koloni og moderland. Yderligere var vi bekendt med, at det eneste tyske krigsskib i området: krydseren Königsberg, som i givet fald skulle yde os nogen beskyttelse mod englænderne, var søgt ind i Rufidji flodmundingen på grund af mangel på brændsel, og der var krydseren blevet opdaget af englænderne, som holdt det fast u nder streng bevogtning.
I henhold til de oplysninger vi havde ombord om øgruppen skulle denne være ubeboet, men til vor store overraskelse iagttog vi om morgenen, da vi nærmede os den største ø, at flere småbåde blev sat i vandet og kom ud til os. I første omgang troede vi det var sørøvere. Bådenes besætninger – delvis negre og en del af blandet race — kom om bord og så meget faretruende ud. Det viste sig efter at lederen — en franskmand — var kommet om bord, fortalte kaptajnen, at der på øen var en straffekoloni med en mængde farlige forbrydere.
Efter en meget lang forhandling med lederen og efter at vi havde forsynet dem alle med the, sukker, salt og andre rare ting, for hvilke vi til gengæld modtog en stor levende skildpadde, der nok vejede ca. 500 pund, fik vi endelig banden losset fra borde igen.
Forinden havde de dog været meget nysgerrige og nærgående, og de forsøgte alt muligt for at få noget at vide om det store mystiske skib. De anede på dette tidspunkt (april 1915) ikke, at der var krig, idet øgruppen kun fik besøg 2 gange om året og der havde ikke været skib siden juli 1914. (…)
Vi forhalede nu skibet ind i en lagune og blev liggende dagen over, og en del af besætningen, også jeg sammen med styrmand Elberg fra Åbenrå, aflagde øen et besøg. Dette kunne være blevet skæbnesvangert for os, for da vi igen skulle ombord, havde strømmen forandret sig til en mægtig styrke, så vi flere gange af denne blev fø rt til havs. Først sent på aftenen lykkedes det at komme om bord igen.
Chr. Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på krydseren SMS Dresden. Efter at have flakket om på havene siden krigens udbrud, mødte skibet sin skæbne den 14. marts 1915, da tre britiske krydsere skød den i sænk, selvom den lå i neutral, chilensk havn. Briterne tog mange af Dresdens besætningsmedlemmer til fange, men Stöckler gemte sig på øen og afventede chilenernes ankomst.
Langt ude saas to store Røghaler som fra Krigsskibe. De styrede lige mod Land, og snart kunde vi skimte Overbygningen og Rigningen af to Krigsskibe, hvoraf det ene lignede Dresden som den ene Draabe Vand den anden. Vort Ophold paa Robinson Crusoes Ø var forbi, og at de to Skibe var chilenske Krydsere, der kom for at hente os.
Indskibningen var allerede i fuld Gang, da vi naaede til Stranden. Et Par Baade var gaaet af Sted, og vi kom straks op i en Baad, der laa ved Strandbredden. Jeg læste Navnet Esmeralda paa Baaden. Den gik som de andre ud til den største af de to Krydsere.
Saa havde vi atter Foden paa et Skibsdæk. Chilenerne modtog os venligt og gæstfrit. Det første, vi fik udleveret, var en stor Bliktallerken, og kort efter kom Kokken og hældte Suppe op til os. Da vi havde spist, fik vi udleveret uldne Tæpper og Tøj. Det var herligt for mig at komme af med de Klude, jeg havde haft paa, og komme i noget godt varmt og rent Sømandstøj.
Kort efter, at vi var blevet indskibet- det var sket meget hurtigt, da vi jo ikke havde andet end, hvad vi gik og stod i – var de chilenske Krydsere lettet, og da vi var færdige med at spise og var blevet omklædte, laa Mas-a-Tierra allerede langt agterude som en Taagebanke.
Beretningen om Chr. Stöcklers færd med SMS Dresden kan læses i Chr. P. Christensen: “Kejserens sidste kaperkrydser.” (1934)
Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på krydseren SMS Dresden, der siden krigens udbrud har været jaget af engelske krigsskibe. Den 14. marts 1915 slap heldet op: Tre engelske krydsere beskyder Dresden, der ligger for anker i neutral havn på den chilenske ø Más a Tierra.
Skydningen var paa sit højeste. Bump paa Bump fortalte mig, at Træfferne var talrige, og Granaterne, der eksploderede under Dæk, sendte Flammer og gule Røgskyer op gennem det splintrede Dæk. Nedskudte Stumper af Rigningen haglede ned over Dækket, Granatstumperne svirrede i Luften som Bisværme, medens Fejlskuddene hvinede gennem Luften som Fabriksfløjter. De forreste Kanoner var vendt mod Fjenden, men stod med flængede Skjolde og Løbene pegende lige op i Luften. De var gjort uskadelige, men ogsaa her havde Folk gjort deres Pligt saa længe de kunde. Ikke langt fra Stedet, hvor jeg stod, laa Torpedomaskinisten med et gabende Saar i Hovedet, og ude paa Dækket laa en Matros, hvis Hoved var knust af en Granatsplint.
Dampbarkassen var sat i Vandet, og saa vidt jeg kunde se, var den i Færd med at svinge Dresdens Stævn, saa de agterste Kanoner, der var uskadte, kunde bringes til at bære mod Fjenden, men det var totalt umuligt. Strømmen saa ud til at være ret stærk, og Vandet var fuldt af Folk, der var sprunget over Bord. De klamrede sig til Siderne af Barkassen, saa Maskinen maatte standses, for at Skruen ikke skulde saare de svømmende Mennesker. Forsøget blev opgivet. Tovet blev kastet los, og Folkene i Barkassen gav sig til at hive deres svømmende Kammerater op i Baaden for dog at gøre nogen Nytte.
Jeg gik stadigvæk rundt paa Dækket og vidste ikke, hvad jeg skulde gøre. Der var endnu mange Folk om Bord paa Dresden, men jeg saa ikke noget til dem undtagen i hurtige Glimt. Derimod hørte jeg stadig Raab og Kommanderen rundt omkring, men var klar over, at det i det mindste ikke kom mig ved.
Agterude begyndte det at brænde, og nu saa jeg Folk springe over Bord, den ene efter den anden. Reserveløjtnant Richard kom gaaende forbi mig. Hans Underkæbe var blodig og hængte ned. Han kiggede ned i Vandet og sprang saa over Bord. Jeg tøvede endnu lidt, skønt Skydningen var meget heftig og Eksplosionerne rundt omkring mig saa voldsomme, at det undrede mig, at jeg ikke forlængst var ramt. Der kom Folk op fra Ammunitionsrummene og fortalte, at Vandet trængte ind overalt. Andre var i Færd med at slukke agter, men det nyttede ikke meget.
(…) Jeg lukkede Øjnene og sprang ud, gik dybt ned og dukkede op igen lige ved Siden af en lille Baad, der var halvfyldt med Vand og overfyldt med Menneske. Netop som jeg vilde svinge mig op i den, kæntrede Baaden, og alle Mand væltede ud og masede nu paa for at komme op paa Kølen. En havde allerede fundet sig en Plads deroppe. Han trængte til det. Blodet løb i stride Strømme fra hans ene Ben. Her var nok ikke Plads til mig. Jeg svømmede videre og begyndte under Svømningen at befri mig først for de tunge Støvler og dernæst for Bukserne, saaledes at jeg til sidst ikke havde andet paa end en sort Bunkertrøje. (…)
Jeg forsøgte at svømme paa Ryggen eller flyde, men heller ikke det lykkedes. Benene sank ned, og jeg kom til at staa lodret i Vandet. Under disse Forsøg slugte jeg en Mængde Vand og begyndte at miste Modet. Strømmen drev stærkt udefter, og jeg havde ikke Kræfter til at kæmpe imod den.
Hvordan jeg blev reddet, véd jeg ikke, men da jeg kom til mig selv igen, laa jeg i Bunden af en Baad og kastede Vand op, halvnøgen og elendig. (…) Matroserne roede godt til, og i Løbet af faa Minutter var vi inde. (…)
Bare komme væk fra alt dette! var min eneste Tanke, og jeg blev ved at løbe, som om Jorden brændte under mig.
Buske og Krat, der voksede under Træerne og dannede en tæt Underskov, begyndte at hindre vor Fremrykning. Vi standsede og kravlede op i hver sit Træ. Siddende paa en svær Gren paa et af -Robinson Crusoes Træer, kun iført Underbukser og Skjorte og en tynd sort Bunkertrøje, saa jeg den sidste Akt af Dresdens Ødelæggelse.
Nede paa Stranden var en stor Del af Dresdens Besætning samlet, og fra de engelske Skibe var Baade paa Vej mod Land. Solen blinkede i de opplantede Bajonetter paa Marinesoldaternes Geværer. Vi skulde altsaa tages til Fange. Ja, de skulde nu komme til at lede efter mig, for jeg gik ikke ned til Stranden med min gode Villie. Heroppe i Skoven kunde de aldrig finde mig, og netop paa denne Ø havde Robinson Crusoe jo med de simpleste Hjælpemidler bjerget Livet i over seks Aar, saa der var vel ingen Fare for, at jeg døde af Sult.
Jeg saa ud mod Dresden. Skydningen mod den var holdt op, og det smukke Skib laa paa sin Ankerplads, næsten helt indhyllet i Røg fra Agterskibet, der brændte voldsomt. Dampbarkassen lagde fra Borde. Den var fyldt med Folk, og jeg syntes navnlig, at jeg kunde skimte mange Officerskasketter, der blinkede i Solen. Fra den anden Side var et Par engelske Baade paa Vej til det brændende Skib. De vilde vel prøve at slukke Ilden og tage Skibet som Prise. Jeg bed Tænderne sammen af Raseri. Det hele forekom mig saa usandsynlig lumpent og foragteligt, at jeg næsten ikke kunde tro mine egne Øjne. At skyde et værgeløst Skib ned i en neutral Havn – det kunde ikke kaldes Krig.
Men de engelske Baade kom for sent. Dresden rystede fra for til agter, som om den fik et voldsomt Stød, og det saa ud, som om Skibet løftede sig i Vandet. Paa begge Sider af Skibet hævede sig høje Vandbjerge, der naaede op over Rælingen, og fra Dækket straalede en klar Eksplosionsflamme omgivet af mørke Røgskyer højt op i Luften, højere end Masten. En Mængde løse Genstande paa Dækket hvirvledes rundt i Luften eller slyngedes til alle Sider, og Vandet omkring det sprængte Skib var ét sydende Oprør
Med Røgen sivende ud af det sprængte Dæk laa Vraget af dét gode Skib Dresden dér lige for mine Øjne – det eneste Skib, jeg havde sejlet med – mit Hjem i mere end et Aar. Hurtigt drev Røgen bort, og det graa Skibsskrog laa synkende tilbage. Det gik hurtigt. Dresden stak ligesom tøvende Næsen under Vandet og gled saa hurtigt ned med hele Agterstavnen højt hævet og Skruerne fuldt synlige. Meter for Meter sank det paa denne Maade. Saa rettede det sig op i Vandet, hele Skroget forsvandt, og med næsten lodrette Master gik Dresden ned.
SMS Dresden under beskydning, kort før hun gik ned.
Christian Stöckler fra Rørkær var fyrbøder på krydseren SMS Dresden, der som det eneste tyske skib var undsluppet søslaget ved Falklandsøerne 8. december 1914. Siden da havde det skjult sig for englænderne. I februar 1915 stod Dresden ud igen – og i marts 1915 blev det opdaget af den engelske krydser HMS Kent. Flugten blev indledt, men mangel på kul tvinger Dresden i land på en verdensberømt ø – Más a Tierra, hvor Robinson Crusoe engang havde levet. Her afventer søfolkene den chilenske flådes ankomst, så de kan blive interneret for resten af krigen.
SMS Dresden under beskydning i bugten ved Robinson Crusoe-øen Más a Tierra
Hvis nu Englænderne kommer først? spurgte én.
– De har ikke noget at gøre her i en neutral Havn, indvendte jeg.
– Sludder, faldt Sauer ind, de knalder os ned med det samme, vær sikker paa det!
Han havde næppe talt ud, før en pludselig Travlhed paa Dækket vakte vor Opmærksomhed. Vi hørte Signalfløjter, Løben frem og tilbage og Kommandoraab. Sauer rejste sig: – Der er noget galt deroppe – vi maa derop.
Vi tørnede ud og fór op, saa hurtigt Benene kunde bære os, og blev i Sidegangen modtaget af en Underofficer, der skreg os i Møde: – Englænderne kommer – alle Mand træder an paa Agterdækket!
Dresden laa med Agterskibet mod Land, da Strømmen bar ind, og det var ikke let at faa Øje paa, hvad der skete forude, men allerede inden jeg havde fundet min Plads i Rækken, havde jeg set Røgen fra to Krigsskibe, der stod lige ind imod os: Snart fik jeg ogsaa det tredie at se. Trækkende lange sorte Røgskyer efter sig kom Kent og Glasgow om hver sit Hjørne af Bugten, og lige imod os kom et stort Skib, formodentlig en Hjælpekrydser. Jeg kunde i første Øjeblik ikke se, hvilke Skibe vi havde for os, men baade Officerer, Underofficerer og Mandskab raabte Navnene i Munden paa hinanden saa mange Gange, at man ikke kunde være i Tvivl om, hvilke Fartøjer der kom.
Det var saa Glasgow, den lave, slanke Krydser, som vi havde kæmpet med ved Santa Maria, og som drejede bort fra os ved Falkland, og det var Kent, som havde tøflet i Hælene paa os for nogle faa Dage siden uden at angribe os. Nu kom de for at gøre Regnskabet op, nu da vi laa uden Damp og uden Kul i et neutralt Lands Havn.
Efterhaanden som Skibene kom nærmere og nærmere, blev der mere og mere stille paa Dækket. Officererne søgte hen til Rælingen og fulgte de engelske Skibes Bevægelser i deres Kikkerter, og Underofficererne stod tavse foran de lange Rækker af Matroser og Fyrbødere. Til sidst var Tavsheden ulidelig trykkende. Sveden sprang ud af min Pande, og mine Hænder blev fugtige. Skete der dog ikke snart noget, saa vi kunde faa en Ende paa denne utaalelige Ventetid.
Jo, nu skete der noget. Glasgow, som var den eneste engelske Krydser, jeg nu kunde se, da Kent var skjult af Kommandobroen, ændrede Kurs i en skarp Drejning og viste os hele sin Bredside. Det glimtede skarpt som et Lyn fra dens Fordæk, og en mægtig Vandsøjle rejste sig ganske kort foran Dresden. I næste Nu var alt vild Forvirring om Bord paa Dresden.
– De skyder, de skyder, lad os komme væk!
En Kommandostemme skar gennem Virvarret, men hvad der blev sagt, kunde jeg ikke høre. Jeg saa Matroserne løbe forud, formodentlig til Kanonerne, mens Fyrbøderne stormede under Dæk i den vildeste Panik. Englændernes Skydning blev voldsommere. Granaterne hvinede og hylede i Luften eller rejste vældige Fontæner fra Vandet. Et Slag mod Skibssiden efterfulgt af et rungende Brag og vilde Skrig naaede mit Øre. Det var den første Træffer. (…)
Skibet, der indtil for et Øjeblik siden var stille og roligt, var forvandlet til et larmende Helvede. Folk begyndte at springe i Vandet. Ikke langt fra mig væltede to Mand baglæns ud, antagelig for Lufttrykket af en Granat. Jeg gik og saa paa det som paa et Skuespil, der ikke kom mig ved. (…)
Træfferne fulgte nu Slag i Slag i Skibssiderne og paa Fordækket. En Granat eksploderede mod Rigningen, og en lang trevlet Staal-stump snurrede hylende rundt i Luften lige foran mig. Den var sat i saa voldsomme Bevægelser, at den lignede et snurrende Hjul, der stod stille i Luften. Den kaldte mig tilbage til Frygtens Virkelighed fra den sære og fjerne kølige og rolige Verden, jeg hidtil havde opholdt mig i, siden Skydningen begyndte. Hvor vilde denne djævelske Snurretop havne, naar den engang holdt op med sin Bevægelse? Del løb mig varmt og koldt ned ad Ryggen. Med et Hvin slog Granatsplinten ned lige ved Siden af mig, flænsede Dækkct op i en Byge af hvide Splinter og dansede videre over Dæk i alle mulige Retninger som en Snurretop. Et kort Smæk lige over Hovedet paa mig fik mig til at se op paa Skorstenene. En af dem havde faaet sin Bekomst, et stort cirkelrundt Hul tværs igennem.
Ja, nu blev Dresden lagt øde, mens jeg stod og saa til. Dette Skib, for hvis Frelse vi næsten havde slæbt os til Døde ved Falkland og for nogle Dage siden, laa nu som en værgeløs Skydeskive for de engelske Kanoner. Jeg saa ud paa dem. Det blinkede ustandseligt fra deres Bredsider som skarpe Lyn. Nu havde de os og slap os ikke. (…)
Christian Stöckler fra Rørkær var fyrbøder på krydseren SMS Dresden, der som det eneste tyske skib var undsluppet søslaget ved Falklandsøerne 8. december 1914. Siden da havde det skjult sig for englænderne. I februar 1915 stod Dresden ud igen – og i marts 1915 blev det opdaget af den engelske krydser HMS Kent. Flugten blev indledt, men mangel på kul tvinger Dresden i land på en verdensberømt ø.
Tidligt den næste Morgen efter en Nats opslidende Arbejde ved Maskinerne standsede Skruen endelig, og Ankeret gik til Bunds i en stor, smukt svunget Bugt, omgivet af tæt bevoksede Bjcrgskraaninger og med nogle Fiskerhytter og enkelte pænere Huse liggende spredt langs Stranden.
Det var Øen Mas-a-Tierra i Juan Fernandes-Gruppen. Jeg studerede dens Former og Bebyggelse med den største Interesse, for det var jo her, en af min Barndoms Helte, Robinson Crusoe havde levet. Det var Verdens berømteste „øde Ø”, vi var ankret op ved.
Kort efter, al vi var ankret op, blev alle Mand kaldt paa Dæk, hvor Kommandanten fra Skansen saa ud over en Flok snavsede og forvaagedc Fyrbødere og Matroser, der saa ud til at være kørt trætte. Kommandanten selv saa træt og forpint ud, og hans Stemme var lav og brudt, da han talte til os, efter at der var kommanderet: Ret.
— Saa ondt det gør mig, sagde han, at vi ikke længere kan være til Gavn for vort kære Fædreland — maa jeg meddele jer, at vi bliver nødt til at desarmere Dresden og lade os internere i Chile. Vi har ikke flere Kul og ikke mere Proviant, og vore Maskiner er opslidt, saa de ikke kan holde Farten, og trænger til grundigt Eftersyn på Værft. Lad os sammen raabe tre Hurra for Hans Majestæt, Kejseren!
Vi raabte Hurra og traadte af, ivrigt diskuterende, hvad Kommandanten havde sagt. Mange havde ikke forstaaet det, saa ufatteligt forekom det dem, at vor lange Fart var endt og vore Liv frelst, at vi aldrig mere skulde jage eller jages.
Jeg gik en Tur gennem Fyrpladserne, der saa endnu værre ud end efter Falklands-Flugtcn. Damprørene lækkede, og alle Ristene var brændt igennem. Bunkerne var skrabet for Kul. Der var kun saa meget tilbage, at der kunde holdes sparsommelig Damp under et Par Kedler. En Ventilationsmaskine var halvt ødelagt, og de andre var heller ikke, hvad de skulde være. Alt var opslidt og havareret, og vi selv var brugte og forslidte. Vi havde sejlet langt, siden Krigen brød ud, og baade vi og Skibet havde døjet meget. Det var paa Tide nu, at Rejsen endte.
Christian Stöckler fra Rørkær var fyrbøder på krydseren SMS Dresden, der som det eneste tyske skib var undsluppet søslaget ved Falklandsøerne 8. december 1914. Siden da havde det skjult sig for englænderne. I februar 1915 stod Dresden ud igen – og i marts 1915 blev det opdaget af den engelske krydser HMS Kent.
Maskinen var nu oppe paa det højeste Omdrejningstal og krævede al min Opmærksomhed. Det var ligesom ved Falkland nu. Det var Falkland om igen baade her, paa Fyrplads og i Bunkér – Tummel, Jagen og Overanstrengelse overalt. Det var Jagten, som aldrig fik Ende. Hvorfor vendte vi ikke lige saa godt Stævnen mod Kent og aabnede Ilden. Alt dette var jo aldeles haabløst og tjente kun til at køre os læns for Kul.
(…)
Paa Banjerne var der vældig Diskussion om Grunden til, at Englænderen ikke skød, eftersom Kent allerhøjest var 15 km fra os, da vi opdagede den. Havde den holdt lige paa os med den Fart, den havde, kunde den have været indenfor sine store Kanoners Skudvidde i Løbet af faa Minutter. Nogle mente, at den vilde vente, til Solen gik ned, ligesom v. Spee ved Santa Maria, men Sydfeld afviste Tanken med Haan og Foragt.
– Kent er ikke stærk nok til at sende os ned i den Smule Tid, og den er ogsaa helt agterudsejlet nu.
Sydfeld fik Ret som altid. Da Solen dukkede ned i Havet, laa Kent saa langt agter ude, at den ingen Mulighed havde for at løbe os ind, mens det var lyst.
Vi fortsatte imidlertid vor Fart, der laa paa omkring 20 Knob, og paa den Maade brugte vi vore sidste Kul.
Christian Stöckler fra Rørkær var fyrbøder på krydseren SMS Dresden, der som det eneste tyske skib var undsluppet søslaget ved Falklandsøerne 8. december 1914. Siden da havde det skjult sig for englænderne.
Den 8. Marts om Eftermiddagen havde jeg Vagt ved den eneste Maskine, der var i Gang, nemlig Ventilationsmaskine Nr. 2. Den krævede næsten ingen Pasning, og Maskinist Ahrens havde derfor sendt mig ned i Maskinrummet for at pudse. Det var et Sted, hvor jeg kun havde været faa Gange tidligere, og da jeg var alene dernede, brugte jeg det meste af Tiden til at undersøge det smukke Turbinemaskineri, som havde fungeret saa fortræffeligt under hele vort Togt. Jeg lagde Mærke til en stor Skive ligesom paa et Ur med en Viser, der stod paa „Stop”. Vi havde altsaa slet ingen Fart, men drev med Strøm og Vind, som vi saa ofte gjorde.
Et eller andet Sted i Rummet ringede en Klokke, men da jeg ikke kendte Maskinrummet, vidste jeg ikke, hvad det betød. Klokken ringede igen, men heller ikke denne Ringning gjorde noget Indtryk paa mig. Der var saa mange mærkelige Lyde paa Skibet, som jeg ikke kendte. Saa begyndte der imidlertid at komme Fart i Foretagendet.
Døren blev revet op, og ind fløj Overmaskinist Kunow.
– Hvad Satan sidder du her efter? Har du ikke hørt, at der er slaaet Alarm og Ordre til Damp under alle Kedler?
Jeg gloede forbavset og forvirret paa ham og bandede indvendigt den tunge Skæbne, der syntes at forfølge mig: Aldrig at være klar over, hvornaar der var Krig eller Fred paa dette Skib. Saa fløj jeg ud af Døren omtrent lige saa hurtigt, som Overmaskinisten var kommet ind.
(…)
— Hvad er der i Vejen, raabte jeg. — Véd du ikke det, Mand, Englænderne er her. Da Taagen lettede, laa Kent lige for Næsen af os med Damp oppe.
Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på krydseren SMS Dresden, der som det eneste tyske skibe var undsluppet søslaget ved Falklandsøerne den 8. december 1914. Siden da havde skibet skjult sig i den store skærgård ved Sydamerikas sydspids, men i februar 1915 blev skjulestedet opdaget og det måtte bryde op og genoptage sin kapertogt mod engelske og franske skibe.
Enhver kunde jo regne ud, at dette Herreliv maatte faa en Ende engang. Naar Besætningen fra Conway Castle engang kom i Havn, var vor Tilbagevenden til det aabne Hav afsløret, og Jagten vilde igen begynde. Den kunde kun faa ét Udfald.
Vi havde efterhaanden lært Navnene udenad paa de engelske Krydsere, som vi kunde vente at møde, enkeltvis eller flere i Følge. De havde alle sammen efter Tur været i Punta Arenas for at tage Kul eller proviantere, og Tyskerne dér havde trofast holdt os underrettet om, hvilke Skibe der kom. Der var de smaa hurtige Krydsere Glasgow og Bristol, og de store Krydsere Carnarvon, Cornwall og Kent. Allesammen var de større end Dresden og havde sværere Kanoner. Vi kunde allerhøjst regne med at traktere dem, som Nürnberg havde trakteret Kent, men aldrig paa at overvinde dem eller jage dem paa Flugt.
Det vidste vi allesammen, men vi saa stadigvæk ikke saa meget som et Glimt af en Englænder og begyndte efterhaanden at tro paa, at vore Officerer igen havde narret dem med falske Radiomeldinger eller lignende Spøgefuldheder. Nu — i Begyndelsen af Marts — gik der Rygter om, at vi skulde møde et Kulskib fra Brasilien og sammen med det forsøge at komme hjem til Tyskland. Havet var jo stort, og maaske havde vi endnu en Gang Held med os og slap igennem.
Men det gik altsammen helt anderledes, end vi havde tænkt.
Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på krydseren SMS Dresden, der som det eneste tyske skibe var undsluppet søslaget ved Falklandsøerne den 8. december 1914. Siden da havde skibet skjult sig i den store skærgård ved Sydamerikas sydspids, men i februar 1915 blev skjulestedet opdaget og det måtte bryde op.
En Uge efter at vi var kommet til Søs, begyndte Forretningerne. En smuk, hvid, engelsk Fuldrigger Conway Castle var kommet paa vor Vej. Den blev standset med et Skud for Boven, Mandskabet ført om Bord paa Dresden og det smukke Skib sænket med et Par skarpe Skud. Det sank med alle Sejl oppe, inden vi var kommet ret langt bort.
Dets Kaptajn bandede og skældte, for i Havnene havde Englænderne udbredt det Rygte, at Dresden var sænket ved Falkland, og at Havet helt var befriet for de tyske Krigsskibe.
Et Par Dage efter stoppede vi en snavset peruansk Damper, hvis Besætning for rundt som Fluer i en Flaske, da vi lagde paa Siden af deres Skib.
De troede, at de saa et Gengangerskib, for ogsaa de havde faaet den Besked, at Dresden laa paa Havets Bund. De raabte og skreg under Manøvrerne, og om det saa var Grisen, de havde med, saa skreg den op. Vi gjorde dog ikke det neutrale Skib andet end at give det Conway Castles Mandskab om Bord.
De fangne Englændere, som vi allesammen var kommet til at holde af, tog Afsked med os paa en pæn Maade. Før de gik i Baadene, udbragte de et Leve for Dresdens Besætning, og vi svarede med et rask Hurra for vore Gæster, der var blevet et smukt Skib fattigere, men en ejendommelig Oplevelse rigere.
Nis Kock var besætningsmedlem på en blokadebryder, der skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika
Ud paa Eftermiddagen den 18. Februar — det var allerede ved at mørknes, for Dagen havde været taaget og sludfuld — stod jeg paa Dækket og saå Landgangen blive taget og Fortøjningerne kastet los. Kaptajnen stod paa Kommandobroen med en Lods ved Siden af sig og en Officer fra Wilhelmshafen, der formentlig skulde følge med til den inderste Minespærring.
Ganske langsomt begyndte Skruerne at arbejde, og et sort Vand kom til Syne og blev bredere og bredere mellem Skibssiden og Bolværket. Det skulde vokse til et Verdenshav, før vi igen fandt et blivende Sted, og den Verden, vi nu forlod, skulde vi aldrig se mere. Jeg blev ved Rælingen stod de andre af Frivagten tavse og ubevægelige og saå ind mod Havnen og Værftet. Forude lukkede et Par Sluseporte sig lydigt op — der var overalt denne Velforberedthed til at hjælpe os ind i noget, som vi ikke vidste, hvad var. Farten voksede fra Minut til Minut, medens Byen og Havnen slettedes ud af Taagen agterude.
Nu var det forude, det foregik. Ud af Taagen steg en uhyre Kolos, et vældigt Skibsskrog — et af Flaadens Storslagskibe. Det gled forbi, fantastisk og uformeligt i Linierne som en Drøm om et af Fortidens Uhyrer, men endnu inden det var forsvundet, steg et njd Uhyre ud af Disen, voksede sig stort og vældigt, blev blegere og mere utydeligt og var til sidst glemt for den næste Kolos, der sejlede os sidelæns i Møde. Det var Højsøflaaden, Verdens nyeste Flaade, der laa tøjret her, mens en usselig Damper var paa Vej til det aabne Hav gennem den engelske Blokade. Det saå urimeligt og meningsløst ud.
En 10-15 Skibskolosser havde vi sejlet agterud, før vi kom til „Von der Tann“ , og jeg blev klar over, at vi var i Nærheden af Slagkrydserne. Det var dem, der lige var kommet hjem fra Doggerbanken. Dem kunde man ikke sige noget paa — de havde prøvet det. (…)
Slagkrydseren „Moltke“ var forlængst forsvundet i Taagen og endnu et Par forankrede Skibsskrog var gaaet det forbi, før jeg holdt op med at stirre i den Retning, hvor mit gamle Skib laa. Jeg stod og tænkte paa, hvor mægtig en Opgave der egentlig var paalagt os. Hvilken forfærdelig Hindring maatte ikke den engelske Blokade være, hvilket Vidunder af Organisation og Sømandsskab, naar alle disse Kæmper maatte ligge her fredeligt forankrede uden at kunne gaa ud. I Land havde vi kun læst om tyske Sejre til Lands og til Vands, men her ude paa det taagede og urolige Hav laa aabenbart noget, hvis Magt og Vælde man havde Respekt for, som man endnu ikke havde overvundet og maaske aldrig skulde overvinde.
Der var en, der kaldte paa mig, og jeg gik forud. Dér stod Kammeraterne med hver en Sæk i Haanden, og jeg fik udleveret en. — Det er Civiltøj, sagde Førstestyrmand, klæd om med det samme og put Uniformen i Sækken! Vi løb ned i Kahytten, som vi kaldte vort Rum, og skyndte os med Omklædningen til civil. Faa Minutter efter stod vi paa Dækket, allesammen med vor Sæk i Haanden. Det var nu helt mørkt, og Skibet havde sagtnet Farten. En Torpedobaad løb op paa Siden af os, og vi fik Ordre til at hive Sækkene ned i den. Kort efter gik Lodsen fra Borde fulgt af den fremmede Officer, og Torpedobaaden lagde om og vendte i en elegant svunget Bue.
Vi stod allesammen og stirrede efter den. Det var den absolut sidste Forbindelse med de hjemlige Forhold, der nu blev slettet ud af Taagen. Fra Baaden lød et Brøl i en Raaber: — Entlassen! Vi var fri og færdige med Wilhelmshafen og sejlede paa eget Ansvar, efter at være blevet lodset ud gennem Minespærringen.
— Tre Hurra for vore Kære derhjemme! lød en dyb alvorlig Kommandostemme, og i samme Nu løftede der sig et Brøl fra Dækket, hvor næsten hele Besætningen stod. Det var Kaptajnen, der havde formet de Ord, som de fleste af os havde haft i Tankerne. Nu i Dag fik de derhjemme det allersidste Brev fra mig — ja, maaske virkelig det sidste. Denne voldelige Afbrydelse af Forbindelsen mellem Mennesker, der holdt af hinanden, følte jeg som en Modbydelighed, men det var altsaa Prisen, vi skulde betale for ikke at gaa som et Nummer paa et af de store Skibe eller ligge i Mudderet i Flandern.
— Kaptajnen er lige blevet krigsviet! var der én, der sagde ved Siden af mig, og jeg forstod nu, at jeg ikke var den eneste, der havde bragt et Offer. Det var en Slags Trøst. Vi naaede ikke at komme ned under Dækket, før vi igen blev kaldt sammen om Kommandobroen, hvor Kaptajnen stod sammen med Styrmændene, kun utydeligt belyst af Lampen paa Kommandobroen. Han vilde tale til os og begyndte med det samme:
— Formaalet med vor Rejse kan jeg nu aabenbare Dem. Det er at bryde gennem den engelske Blokade og bringe Kul til Krydseren „Königsberg“ . Desuden skal den have suppleret sin Ammunitionsbeholdning. Jeg har hidtil maattet holde dette strengt hemmeligt paa Grund af de mange Spioner, som desværre endnu findes i Wilhelmshafen.
“Königsberg“ — hvor var det, jeg sidst havde hørt om det Skib? Var det ikke ved den afrikanske Østkyst? Den havde sænket en eller anden lille engelsk Krydser dernede. Det maatte jeg se at faa Klaring paa bagefter.
— Om 6 Maaneder skulde vi være tilbage igen, hvis det lykkes for os, og hvorfor skulde det ikke det …
Anker Nissen var besætningsmedlem på blokadebryderen “S/S Kronborg”, der den 18. februar 1915 stod ud af Wilhelmshafen.
Vi skulle danne besætning på et skib, der skulle bringe krigsmateriel m.v. til tysk Østafrika, hvor en styrke på 3.000 europæere og 12.000 indfødte soldater under ledelse af general von Lettov Vorbeck førte selvstændig krig mod koloniens naboer, der udgjordes af englændere, belgiere, portugisere og indere. Skibet skulle sejle under danskflag og vi fik alle, fra kaptajnen og ned til yngstemand, udleveret søfartspapirer, der alle var affattet på dansk og forsynet med officielle segl og mærker. Disse var naturligvis alle falske, men navnene var det jo ikke, idet vi alle havde danskenavne.
Til skibet blev der udfærdiget 3 sæt skibsdokumenter, også affattet på dansk, der lød på en trælast fra Sverige til modtagerne ifølgende havnebyer, udvalgt under hensyn til den kurs vi efterhånden skullefølge: 1. Buenos Aires i Argentina. 2. Beira i portugisisk Østafrika. 3. Masaua i italiensk Somaliland.
På hvert sæt af konnossementerne var ligeledes angivet en fyldestgørende forklaring på, hvorfor vi ikke sejlede igennem Suez-kanalen.
Dagen før vi skulle forlade Wilhelmshafen, blev vi kaldt frem alle 30 mand og spurgt, om nogen var betænkelige ved at skulle med på denne ekspedition, eller om vi var fejge. I den alder vil man jo ikke gerne kaldes fejg, men alligevel trådte 2 mand frem og bad om at måtte blive fri. Disse blev, uden at der blev sagt noget til dem, ført bort og var i mere end 2 måneder indespærret, indtil der forelå meddelelse om, at vi var ankommet til Østafrika, ganske vist uden skib, men der om senere.
De udtagne 30 mand og kaptajn Christiansen blev indskibet i en ca. 7.000 tons stor fragtdamper, der var lastet med ammunition og andet krigsmateriel, mens der øverst her over var stuvet en mægtig trælast tillangt op overrælingen, således at det virkelig så ud som et fragtskib lastet med træ, også på dækket. Det var en engelsk damper„Rubens” som tyskerne ved krigsudbruddet havde beslaglagt. Den fik nu navnet specialskib A, men natten efter at vi var kommet i søen og nærmede os Helgoland blev skibet omdøbt til „Kronborg” og fik danske rederimærker på skorstenen.
Kursen blev sat mod nord og skibet ledsagedes både af undervandsbåde og en zeppeliner.
Anker Nissen: Sønderjylland Afrika tur/retur (1962)
Nis Kock var besætningsmedlem på en blokadebryder, der skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika
Næste Dag viste det sig, at jeg havde set lidt for lyst paa Tilværelsen. Vi havde ganske vist ikke Kanoner om Bord, men Ladningen var i fuld Gang, og da jeg kom til, var man i Færd med at stuve nogle store Kasser, mærket Dynamit, ned i et af Lastrummene. I et andet blev der anbragt Kasser, mærket Ammunition.
— Du gode Gud, var der én, der sagde lige ved Siden af mig paa syngende Svensk, hvis min Moster saa dette her, saa kom hun rejsende herop og slæbte mig hjem ved Haarene.
Det var en spinkel, ganske ung Mand, der talte. Et Par levende og udtryksfulde Øjne lo fornøjet op til mig. Aabenbart mente han lige det modsatte af, hvad han sagde, og ligefrem nød at være om Bord paa et Dynamitskib.
— Jeg hedder Sørensen, sagde han høfligt, Karl Sørensen fra — et eller andet Sted i Sverige — for Tiden frivillig i den tyske Marine. Jeg boede, hos Moster i Hamborg, men saa kom Krigen — og hvad Fanden — jeg kunde jo ikke gaa dér og glo, naar alle de unge Mennesker var draget af Sted, og saa rømte jeg fra Moster. Han lo muntert ved Tanken, men fortsatte saa: — Der var ikke meget ved det til at begynde med, men nu gaar det jo storartet. Det var lige ved, at de ikke vilde tage mig for gode Varer — de sagde, at mit Danske lød noget svensk, men jeg snakkede for dem om Brødrefolkene og København og Tivoli, saa de kunde høre, at jeg var fuldbefaren — og saa gik det. Jeg glæder mig til at hilse paa alle mine Kammerater — vi er jo frivillige allesammen — ikke?
— Aa jo — saamænd, det kan man jo godt sige. . .
— Lad bare være — I Danskere gaar saa stille med det, men I gaar s’gu med paa den værste alligevel.
Jeg brummede noget om, at jeg for mit personlige Vedkommende kunde klare mig med et Mindstemaal af Eventyr, men jeg havde bare ikke været rigtig klar over, hvor der var mest, og hvor der var mindst eventyrligt. Foreløbig saå det ud, som om jeg havde valgt det forkerte, sagde jeg, men den unge Karl Sørensen grinede blot: — Saadan siger alle dem, jeg har snakket med — de er helt flove over at være kommet med paa denne her Galej — men de mener saamænd ikke et Hak med det.
Han slentrede videre paa Jagt efter mere begejstrede Meningsfæller, men fandt sikkert ingen. Stemningen om Bord var anlagt for det jævne og dagligdags i langt højere Grad end for det eventyrlige. Da jeg kom ned til Middagsmaden, var den det altoverskyggende Emne. Sikke Mad og sikke Mængder! Vi havde indtil nu levet ganske godt paa Kasernerne — i det mindste langt bedre end Landsoldaterne — men dette her var ikke at leve godt, det var at leve ødselt og over Evne. Uhyre Bøffer i uoverskuelige Mængder stod den paa den første Dag, og den næste Dag aabenbarede usigelig mange og store Koteletter. Man spiste og spiste, for ikke at sige aad, blev gode og glade og lærte hinanden at kende under behagelige Former.
Mætte Mennesker har sjældent noget at udsætte paa hinanden. Jeg blev klar over, at jeg var omgivet af næsten lutter Nordslesvigere og Flensborgere med nogle ganske enkelte Tyskere og én Svensker imellem. Snakken gik stadig paa Dansk — heldigvis et Sprog, som indeholder mange og gode Udtryk for Madglæde — og den drejede sig især om dette rent ud eventyrlige Køkken, som dette Skib havde. Mon det dog kunde blive ved? Der maatte ganske sikkert være en Ende paa en saa uhørt Velstand.
— Men vent bare, sagde Tømmermanden og spyttede udenbords, naar vi stod ved Rælingen og drøftede Dagens Ret. Han var helbefaren, tatoveret paa Armene, firskaaren og hjulbenet og brugte Skraa i store Mængder. Huen sad saa langt nede over det ene Øre som muligt, og ikke den fineste Uniform kunde skjule, at man her stod overfor en Søens Mand af ægte Slags.
— Vent bare, gentog han, til vi kommer til Søs med denne her Tramp! I har maaske lagt Mærke til, at den ikke har Kølerum, og véd I, hvad det betyder. Spis I bare, inden I skal til at leve af Kabelgarn syv Gange om Ugen! Og han spyttede atter udenbords.
— 3000 Tons Kul har vi faaet indenbords, meldte Karl Sørensen triumferende paa egne og Foretagendets Vegne.
— Vi ta’r Kul med til Helvede, mente Tømmermanden, vær ganske sikker paa, at det betyder, at vi skal møde én eller anden forrendt Krydser eller Hjælpekrydser, der ligger et eller andet Sted i Verden ved en øde ø og hverken kan komme frem eller tilbage. Naar vi saa er blevet tømt, saa kan vi faa Lov til at hænge i Skøderne paa ham, lige til vi bliver skudt i Sænk begge to.
— Er du ikke frivillig, Tømmermand? spurgte Karl Sørensen paa sit svenske.
— Jo, Gu’ er jeg frivillig — jeg er frivillig, om vi saa skal sejle lige lukt ind i Helvede. Jeg er frivillig for at komme ud at sejle, ligegyldigt hvor vi sejler hen. Nu har jeg gaaet og gloet paa Kaserner i over et halvt Aar og ikke mærket et Skibsdæk under mig hele den Tid — er det saa underligt, at jeg gerne vil ud at sejle. Endelig blev der da ogsaa spurgt, om jeg kunde tale Dansk — véd jeg. Tømmermanden afsluttede denne Del af sin Tale med nogle kraftige Bemærkninger om Karl Sørensen, som viste, at han tilfulde beherskede den Del af det danske Sprogs Virkemidler. Han beskyldte den unge Mand for at være usømmeligt begejstret for Ekspeditionen og antydede, at han vilde komme til at gøre en ynkelig Figur, naar vi kom ud paa det aabne Hav, navnlig i høj Sø.
— Alle I, som har lært paa de store Skibe, har ikke Begreb om, hvad det vil sige at være til Søs, men det skal I nok faa lært paa denne Kasse her, det skal jeg love jer for. Der er aldrig godt Vejr ret længe ad Gangen paa denne Aarstid; skal vi gennem Blokaden, bliver det vel Nord om Island, og dér er i det hele taget aldrig godt Vejr.
Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på krydseren SMS Dresden, der som det eneste tyske skibe var undsluppet søslaget ved Falklandsøerne den 8. december 1914. Siden da havde skibet skjult sig i den store skærgård ved Sydamerikas sydspids, men i februar 1915 blev skjulestedet opdaget og det måtte bryde op.
Det var vel omkring 10. Februar, at der begyndte at gaa Rygter om, at nu skulde vi ud, og den 13. om Aftenen vidste hele Besætningen det for ganske sikkert, selv om vi ikke havde faaet noget at vide fra Officererne.
Den næste Morgen bekræftede det sig. Dresden lettede Anker, og Skruerne satte sig i Gang. Vejret havde i de sidste Dage været daarligt med Regn og Slud, og den Dag vi sejlede, var det ikke mere oplivende. Det regnede og sneede med Mellemrum, og Skove og Klipper langs vor Vej laa svøbt i Dis og Taage. Ganske langsomt listede Dresden sig ud fra sit trygge Skjulested, dækket af Regn og Tykning. Der var ikke meget at gøre for os Fyrbødere, men saa meget desto mere for Rorgængerne og det øvrige Mandskab. En Brøkdel af en Streg til en af Siderne, og vi sad uhjælpeligt paa Grund, maaske med Stævnen revet op.
Det var en spændende Dag. Hver Vagt, der blev afløst, mødte med Spørgsmaalet: — Er vi kommet ud?
Det kom vi ikke den Dag. Først den næste Dag, da jeg kom paa Dækket efter en tidlig Vagt, saa jeg det Syn, der mindede mig om en tidligere Tilværelse før Falkland. Vidt og bredt strakte det aabne Hav sig til alle Sider, uden et Glimt af Land nogetsteds. Vi var igen paa Kapertogt, og Livet faldt tilbage i sine vante Folder saa naturligt, som havde det aldrig været anderledes.
Nis Kock var blandt de dansktalende sønderjyder, der blev udtaget til at være besætning på et handelsfartøj, der skulle bryde den engelske blokade. I begyndelsen af februar var de ankommet til flådestationen i Wilhelmshafen
Nogle Dage efter vor Ankomst fik vi Ordre til at træde an i Gaarden, og en Underofficer førte os gennem Gaderne til et Hotel i Byen. Det blev mere og mere mystisk, for hvad skulde vi paa Hotel for — tilmed et, som saa ud til kun at blive besøgt af Officerer. I Hotellets Sal blev vi modtaget af den samme Officer, som havde udtaget os i Kiel og havde talt Dansk til os.
— Jeg har Brug for 30 Mand, som alle kan tale Dansk, sagde han til os, da vi stod opstillet paa Geled foran ham. Han saå endnu mere energisk og beslutsom ud end i Kiel, og skønt han talte Tysk, røbede hans Sprog ham som en Mand fra Vestkysten eller fra Øerne. — Det er et Foretagende, som vil vare 6 Maaneder, eller ogsaa kommer vi ikke hjem, før Krigen er slut.
Vi skulde altsaa ud at sejle. Men hvor skulde vi sejle hen? Englænderne havde spærret Vejen til Verdenshavene — vilde man ud paa dem, maatte man snige sig igennem eller bryde sig Vej.
— Alle, der skal med, maa kunne tale det danske Sprog, og er der nogen her, som ikke rigtig behersker det, kan de endnu træde tilbage. Den Undskyldning duede i det mindste ikke for mig. I min Familie havde vi aldrig talt andet Sprog end Dansk, saa jeg kunde ikke være bekendt at holde mig tilbage paa Grund af svigtende Kendskab til Sproget — men det var jo sikkert nok en farlig Tur, den høje, alvorlige, fremmede Officer havde udpønsket.
— Der kan jo ogsaa være andre Grunde til at blive tilbage — at De ikke rigtig har Lyst — om Fejghed vil jeg slet ikke tale.
Det var pænt af ham — saa var der altsaa en Mulighed for at træde tilbage uden at blive ugleset af den Grund. Men paa den anden Side — hvad ventede der mig, hvis jeg traadte tilbage — et Nummer paa „Moltke“s Fyrpladser, hvor jeg tilbragte mine Rekrutaar, eller en Skyttegrav i Flandern. Desuden stod Kammeraterne saa urokkeligt fast, og kun nogle faa, der sikkert slet ikke kunde tale Dansk, traadte tilbage. Jeg blev staaende.
Saadan et lille Skridt, gjort eller ikke gjort, kan være afgørende for hele Livet. Var det blevet Flandern eller Døden bag de vandtætte Skodder under Jyllandsslaget?
Det er bedst ikke at spekulere over det. Jeg blev staaende, og ved Siden af mig blev staaende Folk, der gik lige i deres Grav paa denne Færd, andre, der rejste ud til Eventyr, Ære og Berømmelse, og atter andre, hvem der kun ventede Lidelser og Savn.
De, der var traadt tilbage, fik Ordre til straks at vende tilbage til Kasernen og afvente nærmere Ordre. Det blev sagt paa en Maade, der var ganske forskellig fra den, der hidtil var blevet talt til os paa.
Nu var vi alene med den fremmede Officer, der var blevet lidt mere afmaalt i sit Væsen, men han talte som en Mand, der nærmer sig Slutningen af en stor og vanskelig Opgave. Han præsenterede sig som Oberløjtnant Christiansen og fortsatte derefter:
— De udgør nu Besætningen paa en Handelsdamper, hvor jeg er Kaptajn. Den ligger nede paa Værftet, hvor De straks maa begive Dem ned, men jeg vil paa Forhaand indskærpe Dem den allerstørste Forsigtighed og Hemmelighedsfuldhed overfor alle, der spørger Dem. Tal ikke til nogen om Planerne, og vær overbevist om, at De vil faa at vide, hvad det drejer sig om, saa snart det overhovedet er muligt. Om nogle Dage ses vi om Bord paa Skibet. God Nat!
Vi traadte af og begav os ned til Kasernen for at hente vore Sager. Dér sad vore Kammerater, som ikke skulde med, og ventede paa os. Saa snart vi kom ind, begyndte de at spørge os ud, men vi kunde intet sige udover: Farvel og ha’ det nu godt! Vi pakkede vore Sager og begav os under Føring af en Underofficer ned paa Værftet, hvor vort Skib laa.
Nis Kock var blandt de dansktalende sønderjyder, der blev udtaget til at være besætning på et handelsfartøj, der skulle bryde den engelske blokade.
Vi havde faaet Ordre til at afgaa til den særlige Tjeneste, og samme Aften rejste vi under Ledsagelse af en Dæksofficer til Wilhelmshafen. Han behandlede os med en særdeles udsøgt Høflighed, hvilket foruroligede mig en Del, thi mine — og sikkert de fleste andres — Erfaringer fra Militærlivet viser, at usædvanlig Høflighed fra Overordnedes Side sjældent betyder noget godt. Nej, lad en Mand skælde og smelde, saa meget han lyster — saa véd man, at man faar det hele paa én Gang, og at der ikke kommer noget Efterspil. (…)
I den Stue, vi blev ført ind i paa Værftsdivisionens Kaserne i Wilhelmshafen, laa der nogle i Forvejen, og saa snart vi begyndte at tale vort Danske, som vi nu havde vænnet os til at anvende i indbyrdes Samtaler i de sidste Par Maaneder, blev der Liv i Stuen og Bevægelse i Køjerne: — Halløj, Landsmænd, hvor skal I hen?
Ogsaa de talte vort eget Sprog, men vi kunde ikke saa godt svare paa deres Spørgsmaal, da vi ikke anede, hvor vi skulde hen. Derimod var der jo ikke noget til Hinder for at snakke med dem, og der var ikke mange paa Stuen, der fik Søvn i Øjnene den Nat. Vi fik at vide, at de var Matroser, og at de for nylig var blevet udtaget til særlig Tjeneste, som man skulde kunne tale Dansk til, men det var for Resten ogsaa alt, hvad de vidste.
Den næste Dag kom der flere, og de følgende Dage endnu nogle Stykker, saa Stuen til sidst var stoppende fuld af dansktalende Sønderjyder og nogle ganske enkelte tyske Søfolk, der havde lært sig et Sprog, som de kaldte Skandinavisk. Nogle af dem havde været udtaget i længere Tid ligesom vi, der kom fra Kiel, medens andre først for ganske nylig havde meldt sig — ja, nogle af dem havde allerede været med i Krigen til Lands eller til Vands. Ingen af dem anede, hvad den særlige Tjeneste bestod i, men havde gættet flittigt, og langt de fleste af dem var gaaet med i Haab om at komme til at opleve noget og for at blive fri for den nagende Kedsomhed paa Kasernerne.
Der var mange helbefarne Søfolk imellem og mange Styrmænd og Styrmandselever, og for dem havde Opholdet paa Kasernerne naturligvis været som i et Fangebur.
Anker Nissen og Nis Kock var blandt det udvalg af dansktalende sønderjyder, som i januar 1915 samledes i Kiel og blev i begyndelsen af februar ført til Wilhelmshafen for at danne besætning på et skib, der under dansk camouflage skulle bryde den engelske søblokade.
Anker Nissen fortæller:
I de første måneder gjorde jeg tjeneste i Kiel på stabskontorerne ved marinen, og havde det forholdsvis godt, men så i januar 1915 faldt hammeren. Der kom ordre fra højeste sted i Berlin, at alle dansktalende indenfor divisionen skulle præsenteres for en kaptajn Christiansen. Der meldte sig mange, men på et spørgsmål fra kaptajnen om, hvordan man kunne kontrollere, at de nu også kunne tale dansk, svarede jeg : „vi kan jo prøve,” hvorpå Christiansen meget forbavset spurgte, om jeg også kunne tale dansk.
Mit svar, at dansk var mit modersmål, efterfulgtes af et par strenge blikke. Christiansen var fra Wyk på Før og kendte derfor udmærket problemet Nordslesvig. Et kort spørgsmål til hver enkelt var imidlertid nok til at konstatere, at der var mange sønderjyder iblandt, og de troede alle, at nu gik det snart til Danmark.
Der blev udtag et 13 dansktalende sønderjyder — alle med danske navne, men ikke alle klar over, hvor de nationalt hørte til.
En af de sidste dage i januar 1915 kom der telegram fra Berlin, at alle disse udtagne mænd sammen med mig dagen efter skulle afrejse til Wilhelmshafen og der afvente nærmere ordre, idet vi var udset til en specialopgave.
Alene rejsen med toget over Neumünster, Hamborg, Bremen til Wilhelmshafen var spændende. Vi talte nu dansk og blev gang på gang antaget for spioner, blev opfordret af tyske officerer at give forklaring på vor færden, men som fører af gruppen nægtede jeg enhver oplysning, idet det meget energisk var pålagt os ikke at udtale os om nogetsomhelst under rejsen.
Vi havde en del vrøvl med togpersonalet fordi vi beslaglagde en 1. kl.s kupé, men vi var jo unge og lod os ikke gå på af nogen.
Efter ankomsten til Wilhelmshafen sent om aftenen mærkede vi straks den skrappe militære tone og vagtsomhed overalt. Wilhelmshafen var jo krigshavn. Vi blev ind kvarteret på kasernen, som vi ikke måtte forlade i 14 dage, og vi måtte heller ikke skrive hjem.
Nis Kock fortæller:
Vi stod paa Kasernepladsen til Middagsappel og ventede ikke særlige Overraskelser, før vi saa en fremmed Marineofficer komme til Syne ved Siden af den Vagthavende. Det var urovækkende, fordi vi havde ligget i Reserve siden Krigens Begyndelse, og Tilsynekomsten af fremmede Officerer betød almindeligvis, at der blev pillet nogle Stykker ud af Flokken til Tjeneste om Bord paa de udrustede Skibe eller i Flandern.
Det sidste var blevet det almindeligste, og Tjenesten i denne Landsdel var allerede paa dette tidlige Tidspunkt af Krigen berygtet viden om.
Den fremmede Officer, en høj, slank Mand med et skarptskaarent og dristigt Ansigt, stod og iagttog os nøje, da den Vagthavende kommanderede: — De, som kan tale Dansk, træd frem!
Vi har nok været ganske morsomme at se paa. I Tidernes Løb var der jævnlig blevet spurgt efter Specialister baade til det ene og det andet — men hidtil havde der dog aldrig været Bud særlig efter de dansktalende. Jeg var saa forbavset, at jeg nær havde glemt at træde frem, men Officeren gentog sit Spørgsmaal, og saa maatte jeg jo til det. Sammen med mig traadte Peter Hansen fra Egernsund og et Par Stykker til frem. Jeg stod og spekulerede paa, hvad der vel skulde ske med os.
I min Tjenestetid havde jeg aldrig lidt nogen Overlast for mit Sprogs Skyld, men paa den anden Side ventede jeg heller ikke nogen Ekstrapræmie for at beherske det danske Tungemaal. Ogsaa de tre andre lignede større eller mindre Spørgsmaalstegn.
Den fremmede Officer lod os træde an et Stykke fra de andre og sagde paa Dansk til os: — De er udtaget til en særlig Tjeneste og maa holde Dem rede til at rejse med kortest muligt Varsel. De vil nu faa anvist en særlig Stue paa Kasernen, hvor De kan bo sammen.
Dermed gik han, og vi traadte af og gik til Spisning sammen med vore Kammerater, der var meget ivrige efter at faa at vide, hvad der skulde gøres ved de dansktalende. De gættede spøgefuldt paa, at der var nogle ældre og brøstfældige Undervandsbaade, som skulde bemandes af dem, som Marinen helst vilde af med, og vi fortalte dem, at vi var blevet udtaget, fordi Admiralen mente, at vi var for gode til at sendes til Flandern, og andet og mere var der heller ikke at sige, for vi vidste ingenting.
Da vi var færdige med at spise, meddelte en Underofficer os, at vi for Fremtiden skulde bo paa Stue 88, og vi flyttede villigt. Der var rigelig Plads til os, for der var ikke andre paa Stuen, men i de følgende Dage kom der først to til og senere nogle flere, saadan at vi til sidst var en halv Snes Mand paa Stuen.
Alle de nyankomne var Fyrbødere, og alle var dansktalende Sønderjyder, selv om det kneb for et Par enkelte af dem at holde de to Sprog ude fra hinanden. Det var allesammen Folk, der havde gaaet og drevet paa Kaserner eller Kaserneskibe lige siden Krigens Begyndelse, unge, friske Folk, som man ikke havde haft Plads til om Bord paa de udrustede Skibe og alle som én ved at forgaa af Lediggang og Kedsomhed til nu: — Dem, der er i det, sagde en af dem, de véd, hvad der venter dem, og hvad de har at rette sig efter — men at gaa i Maanedsvis og glo, det er til at blive Idiot af, naar man véd, at der ligger saa meget Arbejde derhjemme, som ikke bliver gjort.
Talesproget paa Stue 88 var Dansk, og vi kaldte os „Sprogforeningen af 88“, men vi havde ogsaa alvorligere Stunder, hvor vi — ikke uden stort Opbud af Fantasi — søgte at finde ud af, hvad Formaalet kunde være med at opmagasinere saa megen Danskhed paa én bestemt Stue paa Kiels Kaserne.
Der var nogle, der mente, at vi skulde til Danmark, og de fleste syntes, at det var en udmærket Idé under de forhaandenværende Omstændigheder, men Tanken blev alligevel, saa tiltalende den end lød, forkastet af de fleste. Hvad i Alverden skulde vi dog lave i Danmark! Men hvad i Himlens Navn var saa Meningen?
har ifølge “Hejmdal” fremkaldt Ængstelse og Sorg i Aabenraa. Om Bord paa Skibet befandt sig flere udmærkede Sømænd der fra Byen. Blandt disse var ogsaa Kaptajn Christian Michelsen, en Søn af Enkefru Michelsen paa Skibbroen.
Man venter af den Grund her med Uro og Spænding paa Efterretning om, hvorledes det er gaaet den store Krydsers Besætning.
Postkort med motiv fra 1. Verdenskrig. Aus dem Seegefecht in der Nordsee am 24. Januar 1915. Englischer Schlachtkreuzer im Salvenfeuer deutscher Kreuzer. Efter forlæg af professor Willy Stöwer, 1915. Udgivet til fordel for tidligere kolonikrigere fra hæren, marinen, politiet og deres efterladte.
I januar 1915 erfarede den tyske marine, at britiske styrker rekognoscerede i området ved Dogger Banke. En tysk eskadre af slagkrydsere under admiral Hipper stod den 23. januar 1915 ud for at nedkæmpe denne tilsyneladende underlegne britiske flådeeskadre. Den tyske eskadre bestod af slagkrydserne SMS Seydlitz, SMS Moltke, SMS Derfflinger og SMS Blücher, foruden de lette krydsere SMS Graudenz, SMS Rostock, SMS Stralsund og SMS Kolberg samt 19 torpedobåde.
Men briterne opsnappede tyske radiosignaler og sendte en stærk eskadre til området for at imødegå det tyske fremstød. Kl. 8.14 om morgenen den 24. januar 1915 fik Kolberg øje på den lette krydser HMS Aurora samt et antal destroyere. Kolberg og Aurora udvekslede skud og fik begge træffere ind på hinanden. Slaget var i gang.
Hippers slagkrydsere kom nu i spil, men i samme øjeblik fik Stralsund øje på røgen fra den britiske hovedeskadre: Et uidentificeret antal store, britiske krigsskibe havde kurs direkte mod Hipper. Var den tyske eskadre gået i en fælde?
Hippers lod straks den tyske eskadre tage flugten, men blev hæmmet af, at SMS Blücher maksimalt kunne løbe 23 knob (43 km/t). De forfølgende britiske slagkrydsere med en tophastighed var 27 knob (50 km/t) indhentede snart de tyske skibe. Kl. 9.52 åbnede HMS Lion ild på Blücher fra ca. 18 kilometers afstand. Kort påbegyndte også HMS Princess Royal og HMS Tiger ildgivningen.
Kl. 10.09 blev Blücher ramt første gang. To minutter senere begyndte de tyske skibe at besvare ilden, idet de koncentrerede sig om Lion. Afstanden var da ca. 16 kilometer. Kl. 10.28 blev Lion ramt i vandlinjen, mens Blücher fik ram på Lions forreste kanontårn.
Kl. 10.35 var hele den tyske linje inden for rækkevidde af de britiske skibes kanoner (16 kilometer) og det egentlige søslag tog sin begyndelse.
“Blücher” skyder fortsat på trods af svær slagside
Da klokken var 11.00 var Blücher svært beskadiget af adskillige direkte træffere, men også Lion, som Seydlitz, Derfflinger og Moltke havde koncentreret ilden på, var hårdt mærket. Kl. 11.48 nåede HMS Indomitable frem og begyndte at beskyde Blücher, der brændte og var begyndt at hælde til bagbord.
Blücher var nu dødsdømt, og den britiske admiral Beatty gav signal til de øvrige slagkrydsere om at optage forfølgelsen af de resterende tyske skibe. På grund af en misforståelse stoppede de britiske skibe derimod op og koncentrerede ilden om den heroisk kæmpende Blücher, hvis kanoner stadig gav ild på trods af en nu svær slagside.Den tyske Admiral Jacobsen, der var chef for skibsartilleriskolen i Sønderborg, har senere med stolthed noteret sig, at det var hans elever, der blev på deres poster.
Den britiske signalfejl gav den tyske eskadre mulighed for at forøge afstanden til briterne. Det var tilstrækkeligt til at undslippe, men også de øvrige tyske skibe havde fået store skader.
Blücher blev ramt af knap 100 svære granater og ni torpedoer, før hun endelig kl. 13.13 begyndte at kæntre. Mange hundrede tyske sømænd klamrede sig til skroget, der nu vendte bunden i vejret.
Den kæntrede Blücher med søfolk, der klamrer sig til skroget
Britiske destroyere nærmede sig skibet for at tage overlevende om bord, men blev angrebet af Zeppelineren L5, der smed bomber efter destroyerne, der herefter trak sig tilbage.
Der er nogen usikkerhed om, hvor mange sømænd, der gik ned med Blücher. Briterne reddede ifølge egne angivelser 234 mand fra skibet, heriblandt sønderjyden Karl Nielsen fra Egernsund. Ifølge tyske oplysninger gik 792 mand ned med Blücher. Af var 5 eller 6 sønderjyder, mens yderligere tre sønderjyder blev dræbt om bord på Seydlitz.
En Mindegudstjeneste holdes i Tirsdags i Varnæs Kirke, over Gaardejer Jes Fenn og Ungkarl Peter Kauslund, begge fra Bovrup, som havde fundet Døden paa en og samme Dag paa Valpladsen i Rusland. Sognepræsten, Pastor Lauritzen, talte smukt og gribende for den tætfyldte Kirke, ud fra Luk. Evang. Kap. 12, 4-5.
Faldne.
Barber Martin Junge, der havde Forretning paa Nytorv i Flensborg, er falden paa den vestlige Krigsskueplads. Han var 31 Aar gammel og efterlader Enke og to smaa Børn.
Til “Flensb. Nachrichten” meddeles fra Munkbrarup Sogn i Nørreangel, at der atter er faldet 2 unge Mænd der fra Sognet. der er nu faldet i alt 7 Mand fra Munkbrarup.
Saarede.
Søren Jensen fra Øster- Aabølling er bleven saaret den 9. Januar ved M. i Frankrig. En Kammerat, H.P. Hansen fra Ottersbøl, meddeler herom i et Brev til Forældrene:
“Jeg vil meddele Eder den sørgelige Nyhed, at Eders Søren, min gode Ven, i Gaar, den 9. Januar, er bleven saaret i den venstre Arm af en Granatstump. Det er ikke saa farligt. Jeg har været oppe paa Revirstuen og vilde tale med ham, men da var han allerede bragt paa Lasaret, vistnok i Bl. Nu maa I ikke blive alt for bange, thi Saaret er ikke farligt. Ja, I maa være glade ved, at det er gaaet saa godt; der har været mange Saarede og haardt Saarede i de sidste Dage, og ikke saa faa Døde. Da de fandt Søren var han bevidstløs. Saa snart I faar Sørens Adresse, vil I saa sende mig den. Hilsen fra Kresten Schmidt og Bernt Andersen fra Roager. Tak Gud, at I har Eders Søren endnu, saa trøster Gud Eder! De kærligste Hilsner H.P. Hansen”
Der indløb i Gaar Meddelelse om, at Stationsforstanderen i Toftlund er bleven saaret under Kampene i Frankrig.
Savnede.
“A.T.” meddeler nu, at der ikke er indløbet nogen Meddelelse om, at Togfører Piechnick fra Aabenraa Smaabane er falden. Derimod har Fru Piechnick modtaget Efterretning fra Bataillonen om, at der er Mulighed for, at hendes mand er i fransk Fangenskab, da hans Lig ikke er fundet eller jordfæstet.
Marie Hansen (Adr.: Chr. Jensen) i Kobberholm ved Graasten har siden først i Oktober ikke kunnet faa Underretning om Landeværnsmand Nis Hansen fra Kobberholm, der har deltaget i Krigen ved 84. Landeværnsregiments 11. Kompagni. Al Efterforskning har hidtil været forgæves.
Jernkorset. Følgende har faaet jernkorset: Karl Vanselov fra Sønderborg, der er Overmaskinistmat paa Krigsskribet “Blücher”. Gefr. Tiedemann, en Søn af Handelsmand Tiedemann i Nordborg.
Fra Felten.
Bag efter de vigende Russer.
Kære Broder! Russisk Polen, den 17. decbr. 1914. Jeg er meget glad for, at jeg fik ønsket Eder en glædelig Jul i sidste Brev; thi nu faar I vist ikke dette til Jul. Dagen efter at jeg skrev, rykkede vi ud; thi Russerne er nu flygtede, og vi maatte bag efter dem. Vi rykkede ud Kl. 5 i Gaar Morges i østlig Retning. Da vi naaede Russernes Skyttegrave, fik nogle af vort Kompagni Ordre til at gennemsøge dem og samle Geværer og Ammunition op (Peter og jeg var deriblandt). Vi havde anrettet forfærdelig Skade hos dem. Der laa mange Døde der endnu, og lidt bagved i en Skov fandt vi mange Massegrave; men de har ogsaa været udsat for en skrækkelig Ild fra vor Side.
Vi vandrede saa i Gaar noget bagefter de øvrige og kom i Kvarter i en lille Stad Kl. 7 om Aftenen. Peter og jeg og en til ligger i Kvarter hos en Familie, hvor der er 4 smaa Børn, alle i et Værelse naturligvis. Jeg laa paa en Sofa og sov udmærket, men Peter sagde, at Børnene havde brølet dygtigt om Natten. Jeg har ikke hørt noget. Vi skulde have været bort Kl. 6, men Russerne har sprængt alle Broer, saa vort Artilleri ikke kan komme frem. Vi bliver vistnok liggende her i Dag. Kl. er nu 8. Der er lige nu blevet sagt Besked, at vort Regiment skulde hjælpe Pionererne med at bygge Broer.
Nu bliver Postgangen vistnok noget langsommere. De 3 Pakker, Du sendte, har jeg ikke modtager endnu, men jeg faar dem nok en af Dagene, da de sandsynligvis er her paa en af Vognene. Nu er det ikke godt at vide, hvor vi kommer til at fejre Julen, men maaske bliver det bedre, end vi tænker. Vi faar maaske mere Ro end der, hvor vi var, saa det skal nok gaa. I Aftes, da vi stof en Times Tid nede ved Wartefloden og ventede og frøs, sang vi alle “Glade Jul”. Det var helt stemningsfuldt i den mørke Aften. Mange kærlige Hilsener og Ønsker om et godt Nytaar for Eder alle. Eders Jens.
Vagten ved Møllen Julenat. Russisk Polen, den 24. Decbr. 1914.
Kære Broder! Mange Tak for Dine Breve og Kort, som jeg modtog i Aftes. Der var 2 Kort og Breve fra den 9. og 12. December. I Dag er det jo Juleaftensdag, men hos os mærker vi det ikke. Vi skal i Aften alle i Skyttegraven, da vi er bange for et Angreb fra Russernes Side. Peter og jeg skal paa Feltvagt 5-600 Meter fra Russerne, saa vi faar jo ingen Ro i Nat, men saa er vi til gengæld fri i Morgen. Det er ikke saa rart at gaa ude og passe godt paa hele Natten, især naar Maanen gaar ned ved Midnatstide. Det gør den her i Aften. Vi er nu langt nede i Polen, ned efter Krakau til.
Nu vil jeg fortsætte i Dag, da jeg ikke fik skrevet mere i Gaar. Ja, nu er vi kommen hjem i vort Kvarter igen. Det var en slem og lang Nat. Vi stod paa Vagt fra Kl. 4 til Kl. 7 i Morges. Straks i Aftes fik vi Ordre til, at ingen maatte sove, saa vi stod 15 Timer paa Post. Saa længe Maanen skinnede gik det jo; men da det blev mørkt, var Russerne næsten ikke til at skelne fra de mange smaa Buske, som vokser her. Vi stod oppe ved en Mølle paa en Bakke. Kl. henad 2 havde der saa sneget sig 2 Russere om bag Møllen og smurt Træværket ind med Beg og sat Ild paa. Vi saa dem, da de løb bort, og skød efter den, men traf ikke. Vi fik i en Fart Ilden slukket, saa det ikke blev til noget den Gang, Møllen laa kun 25 Meter fra hvor vi stod.
Resten af Natten forløb temmelig roligt; men den Julenat glemmer jeg aldrig. I Aftes fik vi kun et Stykke Brød med Fedt og Salt og lidt kold Kaffe, men nu i Dag vil vi leve højt. Vi har købt 2 gode Gæs for 2 Mk. 25 Pg. Stykket. Jeg har nu slagtet dem og har den i Gryden saa vi skal nok faa en flot Middag. De øvrige er til Gudstjeneste, men det blev saa sent tilsagt, og jeg stod midt i Slagtningen. Jeg maatte derfor blive tilbage. jeg tænker, vi faar Post i Morgen, saa skriver jeg igen. Mange Hilsner fra Eders Jens
Fransk Vinter. B. i Frankrig, den 12. Jan. 1915
Kære “Hejmdal”! Modtag en Hilseen fra det fjerne Vesten og en Tak, I kære Landsmænd, som sender Bladet til mig her i Skyttegraven. Det glæder mig, hver Gang jeg læser hvad der gaar for sig hjemme. Naar man læser det hjemlige, svinder krigstanken for at Øjeblik. Men det er ogsaa kun for en Tid, for ser man over Dækningen, øjner man 2 Mand paa Vagt. Bag dem er det en Løbegrav, som er fuld af Pløre. Vi gaar i Vand til Knæerne derovre. Mangen Kammerat bliver siddende fast og kan ikke komme videre. Vi maa hjælpe ham løs. Befolkningen siger, at saadan er Vinteren her i Frankrig: Regn og Slud. Jeg søger altid at opmuntre Kammeraterne; thi det gaar dog meget lettere, naar man er ved frisk Mod. Vi er tre Nordslesvigere ved Kompagniet, og vi holder sammen, saa godt vi kan. Vi haaber, at Freden omsider skal komme. Hilsen til alle derhjemme. Frederik Schmidt
Hilsen fra Felten.
Bladet har modtaget en Hilsen med Tak for Tilsendelsen af Bladet fra Gdr. Paulsen, Vester Sottrup, nu Kusk ved en Bataillonsskab i Belgien. Han skriver bl.a.: “Jeg er meget glad for Bladet. Nordslesvigske Kammerater har jeg ingen af her, saa jeg har slet ikke Lejlighed til at tale Dansk. Mit Regiment ligger nu her i Reserve. De sidste 14 Dage før Jul var det temmelig haardt med ved Nieuport. Men jeg maa ikke klage, da jeg er Kusk ved Bataillonsskaben.”
Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på krydseren SMS Dresden, der som det eneste tyske skibe var undsluppet søslaget ved Falklandsøerne den 8. december 1914. Siden da havde skibet skjult sig i den store skærgård ved Sydamerikas sydspids.
Mad var og blev det store Samtaleemne blandt os Menige. Stewarterne blev bestormet med Bønner om Mad og havde aldrig haft saa mange gode Venner som i disse Dage, men det var jo kun Smaating, hvad de kunde bringe ud af Officers- og Aspirantmesserne og fodre os af med. Min gode Ven, Saarlænderen Heinrich Reichers, skaanede mig dog mangen Gang for at gaa til Køjs med en tom Mave, men ogsaa han kunde jo svigte, og saa var jeg henvist til egen Foretagsomhed og eget Snille.
Jeg havde forlængst opdaget et Luftspjæld, der stod i forbindelse med Officerskabyssen, og en Dag, da Reichers var udgaaet for alt spiseligt, besluttede jeg at drage Nytte af denne Særegenhed ved Skibets Konstruktion, Igennem Luftspjældet kunde jeg lige naa Stegepanden, hvor en Portion dejlige Bøffer slod og brasede. Kokken var ude paa Dækket, hvor han underholdt nogle Matroser med Jonglørkunster med et Par Knive. Han var saa optaget af sine Tossestreger, at jeg roligt kunde gaa over til Angreb.
Jeg brændte mig skammeligt og maatte lade Bøffen falde, men opgav ingenlunde mit Foretagende for saa lille en Modgangs Skyld. Nu vidste jeg, hvad jeg havde i Vente i Retning af Varme, og næste Gang fik jeg Bøffen. Lige efter at jeg havde sikret mig den, kom Kokken ind og puslede lidt med Panden, men gik saa ud paa Dækket igen. Her var Matroserne gaaet over til al underholde hinanden med Historien om Kokkens Papegøje. Det var ganske vist en gammel Historie, men den blev draget frem, hver gang en og anden vilde have Løjer med Kokken.
Nu havde han faaet en ny Papegøje i Stedet for den, som Matroserne i sin Tid havde dekoreret med graa Patentfarve, saa den ikke var til at kende igen og maatte slaas ihjel; men Kokken var altid rede til al drøfte denne Begivenhed og var det ogsaa denne Gang.
Mens denne Samtale, der udviklede sig i ret livlige Former, stod paa, rustede jeg mig til et nyt Angreb paa Bøfferne. Et eller andet Sted fra begyndte min Samvittighed ganske vist at røre paa sig, men jeg satte den paa Plads uden større Besværlighed. Krig er Krig, og nu, da jeg havde taget én Bøf, kunde jeg lige saa godt tage to. Derfor tog jeg tre, da jeg nu var kommet i Gang. Kokken blev, efter hvad jeg senere hørte, splittertosset, da han opdagede de bare Pletter paa sin Stegepande, men da sad jeg forlængst i Sikkerhed og delte Rovet med Bartsch.
Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på krydseren SMS Dresden, der som det eneste tyske skib undslap englænderne i slaget ved Falklandsøerne. Nu gemte det sig i skærgården ved Sydamerikas sydspids. Men den 26. december blev skibets skjulested opdaget.
Allerede den næste Dag lettede vi Anker og forlod denne Bugt, hvor vi havde fejret vor ensomme Jul. Vi sejlede uhyre langsomt gennem smalle Kanaler, kantet af forrevne Bjerge, forbi et Mylder af Smaaøer og Skær. Vi sejlede i Bugter og Sving under ustandselig Kimen af Maskintelegrafen tæt op ad stejle Klippevægge, der undertiden var saa nær hinanden, at man ikke skulde tro, det var muligt at komme igennem, og til andre Tider veg til Side for vældige Bassiner fyldt med Smaaøer og Klippespidser og sandsynligvis ogsaa med undersøiske Skær. Det var en nervepirrende Sejlads, skønt vi kun krøb fremad, og den sluttede, da Mørket faldt paa og al Navigation var umulig i disse uhyre vanskelige Farvande. Den næste Dag gik vi videre med Dampbarkassen foran, og op paa Dagen gik vort Anker til Bunds i et nyt Skjulested i Ildlandets Skærgaard.
Vi var gennem en meget lang og snæver, bugtet Kanal naaet til et Sted, hvor Klipperne var veget til Side for at give Plads for et rummeligt Bassin, hvor en hel Flaade kunde have ligget for Anker. Kanalen fortsattes i vor Sejlretning, men baade Indløb og Udløb var næsten usynlige. Det saa ud, som Dresden var blevet tryllet ind i en smuk Bjergsø, lukket paa alle Sider af skovklædte Klipper. Vi ledte efter den paa Kortet, men skønt Underofficererne hjalp os, kunde vi ikke finde den nogetsteds.
Vi maatte ligge i en Kanal paa St. Inez Øen, men der fandtes hverken nogen Kanal eller „Sø” afsat selv paa de gode Søkort. Vi spekulerede meget over, hvordan Navigations-officeren havde fundet dette Skjulested til os — for efter Kortet skulde vi altsaa ligge paa tørt Land — men Forklaringen fik vi først senere, da vi kom i Land. Dér fandt vi en Pæl hugget ned i Vandkanten og mærket med Navnet Bremen. Vi vidste, at den lille tyske Krydser, som vi havde afløst paa den mexikanske Kyst, havde været i Ildlandet paa Opmaalingstogt, før den blev sendt til Mexiko. Formodentlig havde den fundet og til Dels opmaalt Kanalen paa St. Inez Øen, og den var blevet optegnet paa de nye tyske Søkort og kun paa dem.
I det mindste laa vi paa en enkelt Undtagelse nær, som maaske har været en Tilfældighed, ganske uforstyrret af Englænderne og deres Agenter, i denne hemmelige Sø over seks Uger og fik Besøg af to tyske Skibe, der ogsaa maa have kendt Stedet. Det var en god og fredelig Tid, fri for Slæbet ved Maskinerne og de lange Vagter.
Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på krydseren SMS Dresden, der som det eneste tyske skib undslap englænderne i slaget ved Falklandsøerne. Nu gemte det sig i skærgården ved Sydamerikas sydspids.
En fremmed Motorsejlbaad dukkede om anden juledags Aften og forsvandt hurtigt ud af Bugten igen, uden at vi havde nogen Chance for at indhente den med Baadene.
Vi stod tavse ved Rælingen og saa efter den. Ikke én var i Tvivl om, hvad det betød, at denne fremmede Baad havde haft Næsen indenfor i vor Bugt og set Dresden, det mest omtalte Skib paa disse Kyster, ligge dér fredeligt for Anker.
— Nu er vi opdaget, sagde Sydfeld, der stod ved Siden af mig, dér sejler en Mand paa Vej til 400 Pund Sterling.
Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på krydseren SMS Dresden, der som det eneste tyske skib undslap englænderne i slaget ved Falklandsøerne. Nu gemte det sig i skærgården ved Sydamerikas sydspids.
Juleaftensdag forløb om Formiddagen akkurat som alle de andre Dage, udover at der var Folk i Land for at hente grønne Grene til at pynte op i Mandskabsrummene og i Messerne med. Julen er jo den sydlige Halvkugles Sommer, og det var svært at finde noget, der forbandt denne Jul med vor sædvanlige Forestilling om en Juleaften. Vejret var mildt, næsten varmt, og de grønne Løvtræer i Land ledte snarere Tanken hen paa en Midsommerfest. Julestemningen vilde ikke indfinde sig hverken hos mig eller de fleste af mine Kammerater. Hist og her hørte man én nynne en Strofe af en Julesalme, men det lød saa bagvendt, næsten parodisk. Vi var kommet ind i en anden Verden end den, vi var vant til. Al Forbindelse med den rigtige Jul var afbrudt, syntes jeg.
Om Eftermiddagen blev vi kommanderet paa Dæk og traadte an foran en lille Talerstol, der var rejst paa Skansen og var smykket med Krigsflaget. Jeg var ikke rigtig klar over, hvad der skulde foregaa, før jeg saa Kaptajnløjtnant Wieblitz gaa op paa Talerstolen med en Bog i Haanden. Han tog sin Kasket af; og Officererne, der stod omkring Talerstolen, gjorde det samme. Den lange Række af menige Mænd tog Huerne i Haanden uden Kommando. Kaptajnløjtnanten aabnede Bogen og begyndte at læse. Han havde en smuk, rolig og klangfuld Stemme, uden Spor af den haarde Kommandotone, som mange af Officererne ikke kunde frigøre sig for. Ordene naaede ud ud til hver Mand i den store Forsamling, og der blev saa usigeligt stille overalt.
“Men det skete i de Dage, at en Befaling udgik fra Kejser Augustus, at Alverden skulde skrives i Mandtal …”
Jeg bøjede mit Hoved under Juleevangeliets jævne Majestæt, ens i Sønderjyllands Kirker og paa Dækket af en fredløs Krydser skjult i Udlandets Bugter. Store Taarer løb ned ad mine Kinder, og Tankerne stræbte, forvirrede af Afstand og Haabløshed, mod dem derhjemme. Jeg saa ingen af de andre, hørte kun de kendte Ord, der i Dag havde faaet en Højhed og en Skønhed, som jeg aldrig før havde forstaaet.
Kaptajnløjtnanten sluttede Oplæsningen af Evangeliet, og Musikkorpset begyndte at spille en af Julesalmerne. Officererne sang med, og snart sang hele Skibets Besætning, saa godt den kunde, med paa de gammelkendte Ord, der tryllede en uafbrudt Række af fjerne Minder frem i mit Sind.
Efter Salmen holdt Kaptajnløjtnanten en kort Juleprædiken. Han var en ypperlig Taler, og jeg mindes aldrig at have hørt saa smuk en Juleprædiken. Han sluttede med at bede en Bøn, hvis sidste Ord endnu slaar tydeligt for min Erindring:
Skulde det ikke være os forundt at se vort Hjem og Fædreland mere, saa lad os gaa for Anker i Havnen, hvor der er evig Ro og Fred. Amen!
Christian Stöckler fra Rørkær var fyrbøder på krydseren SMS Dresden, der som det eneste tyske skib overlevede slaget ved Falklandsøerne. Nu skjulte det sig i skærgården i Ildlandet ved Sydamerikas sydspids.
Der blev slukket under de fleste Kedler, og der blev sendt Arbejdshold i Land for at fælde Træ til Afløsning af vor sparsomme Kul- og Briketbeholdning, og nu kom nogle stille og rolige Dage uden særlige Begivenheder, der i Erindringen gør den ene mærkbar frem for den anden.
Vejret var som Regel klart Solskin, og Luften var frisk og sund, men ikke varm, undtagen naar Solen skinnede. De høje, skovklædte Bjerge paa alle Sider gav os en Følelse af Tryghed og Bo, som vi aldrig havde kendt paa det aabne Hav, og jeg lagde Mærke til, at mine Kammerater kom til at se sundere og friskere ud, ligesom jeg selv følte mig bedre tilpas, end jeg nogen Sinde havde gjort det om Bord paa Dresden. Det var navnlig det, at jeg fik Søvn nok, der kvikkede mig op, for med alle andre Styrkemidler begyndte det at knibe.
Provianten var knap, og den krydrede, friske Luft gav en god Appetit, hvortil kom den Omstændighed, at vi ikke havde ret meget at bestille og derfor havde bedre Tid til at tænke paa saadanne Overflødigheder som Mad og Drikke. De samme Folk, der ved Falkland havde slidt som Bæster i 48 Timer uden at faa en Krumme Mad, var nu, da de ingenting havde at bestille, skrupsultne en halv Time efter Skafningen og snakkede Resten af Dagen kun om Mad. Det var ogsaa smaat, det vi fik: Om Morgenen Te med Beskøjter, der var saa haarde, at vi maatte lægge dem i Blød om Aftenen for at kunne tygge dem, om Middagen tynd Suppe lavet paa Kødterninger, og om Aftenen tynd Havresuppe. Meget sjældent fik vi et Stykke Brød og endnu sjældnere Kød. Intet Under, at der blev tigget hos Stewarterne og stjaalet i Kabyssen, naar Lejlighed gaves, navnlig efter at der var gaaet Orm i vore Beskøjter, saa de næsten ikke var til at faa ned, uden at man fik Kvalme.
Værre skulde det imidlertid blive senere, men allerede i Hewett Bugten blev der snakket mere om Mad end paa hele den forløbne Del af vort Togt, og ogsaa andre Mangler stødte til. Værst var det med Tobakken.
Vi havde som alle tyske Skibe et Udsalg om Bord for forskellige smaa Luksusvarer og Nødvendighedsartikler, Ekstraproviant og Tobak, men efterhaanden løb det læns, og den ene Vare forsvandt efter den anden. Tobakken blev rationeret, og til sidst forsvandt den helt for os Menige, der ikke havde forsynet os i Tide, hvorimod Officerer og Underofficerer stadig kunde tillade sig at ryge, formodentlig fordi de havde sikret sig i Tide — de fleste af dem var jo vant til Langfarter og vidste, hvor nødvendigt det var at være om sig. Vi andre, der ikke havde været rigtig klar over denne Side af Søens haarde Vilkaar, maatte opbyde megen Opfindsomhed for at faa en Mundfuld Røg. Nogle gjorde Tjeneste for Officerer og Underofficerer blot for et Par Cigaretter, og andre samlede Cigaretstumper op ligesom Sjoverne i Storbyerne. Det er det utroligste, man kan faa en Mand til, naar han mangler Tobak.
Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på krydseren SMS Dresden. Som det eneste skib i den tyske eskadre undslap det fra slaget ved Falklandsøerne. Nu skjulte det sig i skærgården ved sydspidsen af Sydamerika.
Den næste Morgen skulde jeg paa Vagt ved Maskinen Klokken fire, og saa snart jeg var tørnet ud, løb jeg hen til et Koøje for at se, om vi var kommet ud i aaben Sø. Det var vi imidlertid ikke. Paa begge Sider af os var Land, skovklædte eller nøgne Bjerge, over hvis Udløbere Morgentaagen laa som et let Slør.
Da Vagten var forbi, sejlede vi stadig under Land, og Dagen gik, uden at vi kom ud paa det aabne Hav. Det varede i Virkeligheden to Maaneder, inden vi fik Land af Sigte, og dette var den første af vore mange Rejser gennem Ildlandets krogede og snirklede Virvar af Kanaler og Sunde.
Vi sejlede meget langsomt, formodentlig baade for at spare paa Kullene og af Hensyn til Farvandet, der saa ud til at være meget vanskeligt og sandsynligvis ogsaa utilstrækkeligt opmaalt som de fleste af de mindre Passager i denne vældige Skærgaard, men ud paa Dagen naaede vi da vort Maal, en lille Bugt næsten lukket af skovklædte Klipper.
Hvorledes vor Navigationsofficer, Kaptajnløjtnant Wieblitz, fandt Indgangen til denne skjulte Bugt (Hewett Bugten ved Udløbet af Adelaide Passagen), var en Gaade for os Menige, men da vi endelig hørte Ankeret rasle ud i den lille lukkede Bugts spejlblanke Vand og fik at se, hvor velbeskyttet vi laa, gik der en almindelig Følelse af Lettelse og Befrielse over hele Skibet.
Denne Gang fik Englænderne os altsaa heller ikke, men de var ikke langt fra det. Fra Radiomandskabet fik vi hurtigt at vide, at vi i Løbet af den korte Nat var passeret tæt forbi engelske Skibe, der havde brugt deres Radio. Det havde kun været faa Minutter og faa Sømil, der paa et vist Tidspunkt af Natten skilte os fra vore Forfølgere, Vi havde allesammen ventet at faa netop disse faa Minutters Uheld, der skilte os fra de engelske Kanoner, og derfor aandede vi lettet op, da vi saa os omkring i den trygge Havn.
Chr. Stöckler var fyrbøder på krydseren SMS Dresden, der som det eneste tyske skib undslap slaget ved Falklandsøerne.
Vi talte stilfærdigt om Slaget, den Del af det, vi havde set, og den Del, vi kun havde hørt om. Det var ikke meget, vi Menige vidste endnu, men det, som vore Radiotelegrafister havde opfanget af de engelske Meldinger og Signaler og fra Radiostationerne i Land, var hurtigt blevet udbredt over hele Skibet. Officererne havde fortalt det til Underofficererne, og derfra havde Mandskabet faaet det at vide.
Der var sket just det, som vi havde frygtet. Vi var det eneste Skib, der var kommet frelst fra Sammenstødet med Englænderne. Scharnhorst og Gneisenau, de to store, smukke Skibe, som svingede forbi os og holdt ned mod Englænderne, var ikke mere. De havde mødt to engelske Slagkrydsere, Invincible og Inflexible, og efter en heltemodig Kamp var de blevet skudt i Sænk.
Først sank Scharnhorst med hele sin Besætning, deriblandt Admiral v. Spee, efter 3½ Times Kamp, og halvanden Time efter gik Gneisenau ned, efter alene at have kæmpet den sidste Kamp mod tre engelske Skibe. Man mente, at en Del af dens Besætning var blevet reddet, men ingen anede, hvor mange det drejede sig om.
Nürnberg var blevet indhentet af den svære Krydser, vi saa skære ud fra Kampen mod Leipzig. Det var Kent. Den var næsten tre Gange saa stor som Nürnberg og havde skudt den tyske Krydser i Sænk ved 7-Tiden om Aftenen, altsaa saadan noget som et Par Timer efter, at vi var blevet skjult af Taagebanken.
Leipzig, den gamle Krydser, der allerede var i Brand, da den kom ud af Syne for os, havde holdt længst ud. Først ved 9-Tiden havde den fulgt de tre andre i Døden efter et desperat Forsvar.
De to Førselsskibe, Baden, vor gamle trofaste Ledsager, og Santa Isabel, var blevet skudt i Sænk af Englænderne, efter at Mandskabet var gaaet fra Borde, men derimod havde man ingen Efterretninger fra Seydlitz, der maaske var reddet. Hvor den var henne, var der ingen, der vidste, men da vi ikke rigtig kendte noget til Fartøjet, var der heller ingen, der spurgte efter det.
Foruden de engelske Slagkrydsere havde der deltaget en Mængde mindre og større engelske Krydsere i Slaget. En stor Krydser, Carnarvon, havde deltaget i Ødelæggelsen .af Scharnhorst og Gneisenau, og den store Krydser Cornwall havde sammen med Glasgow og Kent ødelagt Leipzig.
Det var ganske rigtigt Glasgow, der drejede bort fra Dresden, da vi indbød den til Kamp. Det var anden Gang, vi mødte denne engelske Krydser, og vi var kommet til at hade den. Senere skulde vi faa endnu mere Grund til det. Da Leipzig var blevet skamskudt, sejlede Kent videre efter Nürnberg, indhentede den og skød den hurtigt i Sænk.
Det var Krydseren Bristol, der sammen med en Hjælpekrydser ødelagde Baden og Santa Isabel Alt dette havde Radiotelegrafisterne regnet sig til gennem de traadløse Meldinger og Fægtningssignaler, der var opfanget under Kampen.
Mine Tanker arbejdede videre med de tørre og knappe Meddelelser, og jeg saa for mig de to store Skibe Scharnhorst og Gneisenau ligge indhyllet i Røg og Ild fra Kanonerne, mens Søjlerne, som Granatnedslagene rejste, stod som en Skov omkring dem. De svære engelske Granater slog gennem Dæk og Sider og rejste skyhøje Eksplosionssøjler fra Skibenes Dæk, Skorstene faldt, Master faldt, alt opretstaaende flaaedes sønder og fejedes væk under Granatregnen.
Saa sank Scharnhorst. Korsflaget paa Mastetoppen bøjede sig mod Bølgerne i et første og sidste Møde, de sønderskudte løse Dele paa Dækket rutschede i Læ sammen med dem, der blev tilbage af Besætningen, langsomt lukkede det iskolde Vand sig over det gode Skib og dets Besætning, og nu var Gneisenau ene tilbage.
Jeg fik Taarer i Øjnene vod Tanken om dette Skibs ensomme og forladte Kamp mod de tre fjendtlige Skibe, langt fra alle hjemlige Kendemærker og kun med Fjenden for Øje.
Og lige saa forladt og venneløs døde Nürnberg for Øjnene af sin skaanselsløse Modstander og Leipzig mellem Dobbeltild fra to overlegne Fjender. De havde holdt længe ud allesammen, og ingen af dem havde overgivet sig. De var nu gaaet ind i Historien.
Men hvad var vi? Vi var løbet vor Vej, ganske vist efter Ordre, men alligevel løbet. Vi havde reddet vort Liv, men hvor længe?
Vi skulde nu til at begynde forfra som i August Maaned, helt alene paa Verdenshavene, der nu vrimlede med engelske Krigsskibe, som vel efterhaanden kunde lukke alle Havne og Tilflugtssteder for os. Saa blev vi tvunget til at tage med Magt, hvad vi ikke kunde faa med det gode, og engang før eller senere laa vi vel ogsaa som Leipzig, omringet af overlegne Modstandere, med lækkende Kedler og flammende Ild i Skibets Indre.
Saa skulde ogsaa vi dø helt alene paa det store Hav, og ingen Landsmand skulde komme tilbage og fortælle derom.
Chr. Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på krydseren SMS Dresden
Paa Fyrpladsen gik det djævelsk til og i Bunkerne endnu værre, kunde jeg forstaa, for det kneb for Bunkermandskabet at faa fyldt Kulskytten saa hurtigt som den blev tømt.
Kullene var nok vanskelige at faa fat paa nu, og Fyrbøderne dunkede med deres tunge Jerngrejer paa Kulskytten, raabte, bandede og skældte, saa det kunde høres tværs gennem Maskinlarmen. Fra Bunkerne svarede andre Stemmer, men Ordene kunde ikke høres, og Fyrbøderne blev ved at skælde ud.
— Se dog, for Satan, at faa den Skytte fyldt! Vi kan ikke holde Dampen uden Kul.
En Sky af Kul jog ud gennem den tomme Kulskytte, og en Underofficer skældte ud et Sted oppe i Sidegangen. Skytten blev fyldt igen, og saa var der Ro igen for en kort Stund.
Hvor længe kunde dog dette blive ved! Man kunde høre, hvorledes Folkene tumlede omkring i Bunkerne for at skaffe de nødvendige Kul, men stadigvæk var de bagefter Fyrbøderne. Mange Timer kunde dette ikke blive ved.
Fyrbøderne kunde næsten ikke staa paa Benene af Træthed, og en af dem tumlede om og var ved at falde paa Ryggen ned i en Bunke glødende Slagger. En Kammerat greb ham i sidste Øjeblik og fik ham lagt ned paa Dørken. En Spand Vand blev hældt over Hovedet paa den besvimede, og kort efter var han paa Fødderne igen.
Tiden slæbte sig af Sted, og de seks Timer føltes lige saa lange som et helt Døgn. Nu maatte Afløsningen da snart komme.
Jeg stod og var i Færd med at smøre Maskinen, da den med ét begyndte at gaa langsommere.
Mit Hjerte var ved at staa stille. Var det en ny Ulykke, der brasede ned over mit syndige Hoved. Var der gaaet Brud paa Maskinen paa Grund af min Forsømmelighed. Jeg følte paa alle Lejer, men ingen af dem var overvarmede. Saa fo’r jeg ned paa Fyrpladsen, satte med et desperat Spring op paa Ristværket for at smøre Akslen til det store Hjul, men heller ikke dér var der noget i Vejen.
Jeg stod paa Ristværket, da jeg hørte Maskinist Ahrens give Ordrer til den tjenstgørende Underofficer. Fyrdørene skulde aabnes. Jeg kendte Kommandoen, men kunde først ikke tro, at det var sandt. Den blev anvendt, naar Damptrykket skulde bringes til at falde.
Saa sejlede vi virkelig for nedsat Fart — og det vilde vel sige det samme som, at vi ikke blev forfulgt længere.
Chr. Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på SMS Dresden. Den 8. december var skibet som det eneste undsluppet fra slaget ved Falklandsøerne, men det var endnu ikke i sikkerhed, og i fyrrummet blev der arbejdet hårdt.
Oppe fra Ristværket lignede Rummet grangivelig det Billede, man i Almindelighed danner sig af Helvede. Som fortabte Sjæle sled de arme Fyrbødere for at vedligeholde den vældige Ild under Kedlerne og holde Dampen.
Dér var nu Sydfeld i Færd med at rive et Fyr ud. Underofficeren jog paa ham med Tilraab saa skarpe som Piskesmeld. Fyrdøren op, og Rageren ind — naa, nu sad den fast — tag ved — tag ved, hvem der har Tid. Nu var der to Mand ved Rageren, den lange Jernstang, der bruges til at brække Slaggerne ud med. Den blev jaget ind og halet ud med et helt Vandfald af glødende Slagger foran sig. Den tykke Jernstang var hvidglødende, og fra Enden sprang Ildgnister som smaa Stjerner ud til alle Sider.
De to Mand havde ladet Rageren falde og stod nu og pustede, men Underofficeren var der straks. Der var ingen Naade, ingen Hvil eller Standsning. Dampen skulde holdes, koste hvad det koste maatte.
Luften var overophedet af de glødende Slagger, og Askestøvet hvirvlede rundt i Luften som tykke Skyer. Ustandseligt blev der øst Kul paa Ilden, brækket Slagger ud og revet Aske ud. Ikke et Øjeblik saa man en Mand staa stille. Ustandseligt blev der raabt ind til Bunkerne paa flere Kul, og dette skulde vare i 6 Timer!
Jeg forstod ikke, at Folkene kunde holde til det voldsomme Arbejde i den smeltende Varme. Store Dynger af glødende Slagger laa paa Gulvet og spredte en Varme omkring sig, som næsten var uudholdelig. Det halvmørke Fyrrum blev fuldt og klart oplyst af dem, og Skikkelserne af de slidende, krumbøjede Fyrbødere tegnede fantastiske Skygger paa Væggene.
Nu blev der hældt Vand paa Slaggerne, der mørknedes under voldsom Brusen, Syden og Hvæsen. Vanddampene steg som Offerbaal lige til Vejrs op til mig paa Ristværket. Folk blev sat til at slaa Slaggerne stykker med store Hamre, og Askepumpen blev sat i Gang. Den ekspederede de store Dynger af Slagger og Aske udenbords med en utrolig Hastighed.
Alt gik hurtigt — Arbejdets Tempo var aldeles uhørt. Jeg havde aldrig set noget lignende. De dødtrætte Folk kastede sig over deres Arbejde som vilde Dyr over deres Bytte. Det var ikke længere det reglementerede Arbejde paa Fyrpladsen, der blev, udført. Det var en Kamp paa Liv og Død mellem dødtrætte Mænd og det haardeste Arbejde, de endnu nogen sinde havde været paa.
Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder om bord på krydseren SMS Dresden
Min Vagt var samlet til Skafning, men der var stadigvæk hverken Borde eller Bænke at se paa Banjerne. Vi satte os paa Gulvet med vor Te og vore Klemmer, men jeg havde ingen Appetit og følte mig utilpas. Jeg drak en Smule Te og var ved at falde i Søvn.
Kammeraternes Stemmer lød fjernere og fjernere. Sydfeld var som sædvanlig den mest veltalende og fortalte, hvor vore Borde og Bænke var blevet af. — De blev hevet over Bord, da der blev slaaet Alarm, fortalte han. Man var vel bange for, at Granaterne skulde sætte dem i Brand. Matroserne var helt tossede. Borde og Bænke, Stole fra Officerskamrene røg udenbords og laa og flød i en lang Stribe efter os. Spejle og Billeder gik samme Vej, og al Tøjet i Munderingskamret røg ogsaa udenbords. Nu har vi ikke andet Tøj end det, vi staar og gaar i.
Men værst gik det til i Aspiranternes Messe, var der én, der sagde. Dér staar jo et Klaver nede, og det skulde ogsaa væk. Hive det udenbords havde de ikke Tid til. Saa blev det slaaet i Stykker med Forhamre – – sikken en Musik – – og bagefter blev Stumperne smidt under Fyrene. Det var Synd og Skam for det gode Klaver.
De fleste havde lagt sig ned paa det bare Dæk for at sove, og ogsaa jeg fandt efterhaanden en Stilling, som jeg mente, jeg kunde sove i. Mine Øjne var tunge som Bly, og trods det umagelige Leje og Larmen fra Maskinerne var jeg ved at glide hen.
Langt i det fjerne hørte jeg en Stemme, som spurgte: – Men de andre Skibe, Sydfeld?
— Jeg véd det ikke, svarede denne ellers saa alvidende Mand.
Saa faldt jeg i Søvn og vaagnede først til Bevidsthed igen, da en eller anden stod og ruskede i mig: — Støckler, du skal op — Afløsning!
Jeg rejste mig med Besvær. Hvor var jeg dog træt! Mit Hoved og min Ryg var ømme af Søvnen paa det haarde Dæk, og alle mine Lemmer var tunge og trætte. Jeg var ved at blive kørt ud af Mangel paa Mad og ordentligt Sengeleje og af Spænding. De andre saa ud, som om de havde det paa samme Maade. De kunde aabenbart slet ikke holde op med at gnide Øjnene og gabe — og bande.
Maskinerne gik stadigvæk for fuld Kraft, og snart stod jeg foran mit brølende Uhyre, der forlangte Olie, Pasning og ustandseligt Eftersyn. Jeg var saa træt, som jeg aldrig kunde erindre at have været før, men Arbejdet ved Maskinen holdt mig vaagen. Olien fra de hurtigt arbejdende Plejlstænger blev pisket i Ansigtet paa mig, og mit Tøj var efterhaanden stift af Olie og Snavs. At komme paa WC var der ikke Tid til, men Vandet fik Lov til at gaa i Bukserne uden særlige Ophævelser. Paa Fyrpladsen, hvor jeg ofte skulde ned for at smøre, gik det paa samme Maade, kunde jeg se.
Der blev arbejdet med en forfærdelig Energi paa Fyrpladsen som paa min første Vagt, skønt Folkene var dødtrætte og sikkert ikke havde faaet bedre Søvn og Sengeleje end jeg. Nu og da vaklede en Mand hen under Lufttrækket og stod og sugede Luft til sig, som en tørstende drikker Vand, og engang imellem vaklede en hen og støttede sig et Øjeblik mod Væggen, men længe fik han ikke Lov til at staa der. Underofficererne jog paa, og Fyrene kunde ikke undvære en eneste Mand under denne Fart.
Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på SMS Dresden.
Jeg anede ikke, hvor længe jeg havde staaet ved Maskinen, da en Mand traadte ind ad Døren og meldte sig som Afløser. Det kunde ikke passe, det var helt umuligt. Jeg havde jo kun staaet her et Øjeblik. Nu vilde jeg ikke have flere Fejltagelser.
– Ta’r du ikke fejl, raabte jeg. – Nej, brølede han tilbage, jeg har Ordre fra Over-maskinisten. – Hvordan staar det til deroppe? – De er lige i Hælene paa os. Jeg rakte ham Oliekanden. – Alt er vel, højeste Fart, smør godt!
Vi sejlede endnu med samme vanvittige Fart, men hvor længe kunde Dresdens Kedler holde til dette Pres. De havde længe trængt til et grundigt Eftersyn, og nu blev de i Stedet for sat paa denne frygtelige Prøve.
Vandet fossede forbi langs Skibssiden, som om vi sejlede imod en rivende Strøm, og Lyden af Vandmurene, der kastedes til Side af Stævnen, kunde høres helt hen, hvor jeg stod, skønt Ventilationsmaskinernes Brummen var meget tydelig ogsaa paa Dæk.
Lidt mere agten for os var Begivenhederne i fuld Udvikling. Himlen var sløret af Røgen fra fire Skibe, der tilsyneladende laa i en Klump, men vistnok havde ret stor Afstand fra hinanden. En uophørligt gentaget dundrende Lyd som af en fjern Torden naaede frem til Dresden og trængte gennem Maskinlarmen, og ud fra alle fire Skibe jog med korte Mellemrum graahvide Røgskyer, der hurtigt blev agterudsejlet og afløst af nye. Jeg behøvede ikke at spørge nogen om, hvad der skete lige for mine Øjne. Det maatte være den stakkels Leipzig, som kæmpede sin sidste Kamp mod Forfølgerne, der endelig var kommet den paa Skudhold.
Paa de lange Afstande lignede Sceneriet en Kamp mellem Legetøjsskibe, og saadan saa jeg ogsaa paa det i det første Øjeblik. Jeg var underlig sløv og træt i Hovedet, men det varede kun et Øjeblik efter, at jeg havde gjort mig klart, hvad det var, der skete. Dér kæmpede Leipzig ene Skib mod tre, og her flygtede vi uden at række den en hjælpende Haand. Vi havde agterudsejlet den gamle Krydser om Formiddagen og skulde nu tømme den bitre Skaal til Bunds og være Tilskuere til dens Nederlag, uden at røre os for at hjælpe den.
Blodet begyndte at løbe hurtigt igennem Kroppen paa mig igen. Mit Hjerte bankede, og mine Kinder brændte. Herregud, hvorfor hjalp vi dog ikke Leipzig! Hvad havde vi at løbe efter, hvad ventede der os i Fremtiden? Den endeløse Flakken omkring paa Havene kunde dog ikke i Længden gavne Tysklands Sag, for det var jo saa ubetydeligt, hvad vi kunde naa at ødelægge af engelske Skibe. Engang før eller senere maatte ogsaa vi kæmpe vor sidste Kamp, hvorfor saa ikke kæmpe Side om Side med Leipzig og følges med de store Skibe, som vi havde sejlet saa længe sammen med?
Jeg saa Leipzig forstærke sin Ild. Røgskyerne fra dens Bredside blev større og større. Nu spillede nok alle dens Kanoner – hvorfor fik vore ikke Lov til at spille med? Vi behøvede blot at tage Farten af Maskinen et Øjeblik, saa vilde hele Kampen hurtigt rykke tæt ind paa Livet af os, og vi kunde aflaste den arme, gamle Krydser, der nu laa og skød ufortrødent mod sine tre Forfølgere. Leipzig forsvarede sig rasende og tilsyneladende med Held. Der opstod en Bevægelse mellem de engelske Skibe. To af dem skød hurtigt frem og kom op paa Siden af Leipzig. Nu var de vist foran den. Det var ikke til at se paa Grund af den lange Afstand. Der stod en Mand ved Siden af mig med en Kikkert:
– Laan mig lige Kikkerten et Øjeblik, bad jeg. Han svarede ikke, men blev staaende med Kikkerten for Øjet og forklarede uden at henvende sig til nogen af os:
– Den svære Krydser bliver liggende ved Leipzig,men de to andre kommer ned mod os. Den lille ligner Glasgow, og den store er vistnok Kent. De har en mægtig Fart paa begge to.
Der opstod en voldsom Uro paa Dækket. Flere havde faaet Øje paa de to engelske Skibes Manøvrer.
– De skærer ud, de kommer ned mod os!
– To mod én, ja, det ligner dem.
– Nej, den ene løber efter Nürnberg, men den anden kommer….
– Lad den bare komme, den skal faa en varm Modtagelse.
Jeg saa mig omkring. Folkene omkring mig var røde i Hovedet af Ophidselse. De snakkede og raabte lige ud i Luften og trættedes om, hvad det var for et Skib, der var ved at passere Leipzig paa Vej til os.
– Det er Glasgow.
– Sludder, den blev ødelagt ved Chile.
– Det er Bristol.
– Officererne siger, at det er Glasgow.
– De har malet Glasgow paa Siden af den for at narre os….
– Sludder og Vrøvl, den Stævn er ikke til at tage fejl af. En Officer stod tæt ved mig ret op og ned paa Dækket. Hans Læber var presset sammen som en Streg, og hans Hænder var knyttet, saa man kunde se det hvide af Knoerne. Engang imellem trak han Vejret dybt, som om han havde været ved at glemme det. Han var aabenbart tavs af Raseri over, at vi skulde flygte, mens Leipzig kæmpede.
En Mand løb paa ham og hilste og undskyldte sig, men Officeren flyttede ikke sine Øjne fra Skibene der agterude og svarede ikke med et Ord.
Agterude buldrede det ustandseligt, men fjernere og fjernere. Det saa ud, som om Leipzig og dens Modstander blev liggende omtrent stille, skønt det røg stærkt fra deres Skorstene. Nu havde de tre vel givet Leipzig saa meget, at en enkelt kunde klare den. Den var maaske allerede lige saa hjælpeløs som Monmouth ved Santa Maria, da vi saa den drive kæntrende i den oprørte Sø belyst af Lyskasterne.
Vi fjernede os mere og mere fra Kamppladsen, men den mindste engelske Krydser syntes at komme nærmere. Den anden havde tydeligvis ikke Kurs efter os, men holdt mod Nürnberg, som jeg ikke kunde se, men som aabenbart maatte ligge forude om Bagbord for os.
– Vi ændrer Kurs, Kammerater, raabte en Mand pludselig.
Vi ændrede Kurs. Jeg kunde se det paa Skibene agten for os og paa den Krydser, der forfulgte Nurnberg. Vi svingede let til Styrbord – – Kølvandet beskrev en smukt svunget Kurve efter os.
En ubeskrivelig Jubel rejste sig paa Dækket – – overalt, hvor man vendte Blikket hen, saa man kun glade Ansigter. Man skulde tro, al Kursændringen betød Opfyldelse af hver eneste Mands hedeste Ønske.
– Hurra, Kammerater, nu gaar det løs — ran an den Feind!
– Nu skal den have Tærsk, hvis den ikke har faaet det før.
– Er det Glasgow, saa begynder vi dér, hvor vi slap sidst.
Med ét blev alt stille, men saa brød et nyt Uvejr løs.
– Den drejer fra – Stævnen svinger til Bagbord.
– Den vil vente, til de kan blive to om os ligesom om Leipzig.
– Den løber, den fejge Hund!
Folkene var aldeles rasende, og jeg var det samme. De truede efter den engelske Krydser, der havde ændret sin Kurs mod Bagbord og nu løb bort fra os i Stedet for imod os,
– Lad os vende og løbe den ind og hjælpe Leipzig. Langsomt vendte Dresden sin Stævn tilbage i den gamle Kurs, og langsomt drejede den engelske Krydser tilbage i sin oprindelige Kurs igen. Det saa ud, som om den stadigvæk skød paa Leipzig, men i Løbet af forbavsende kort Tid var de tre engelske Skibe og den lille Krydser gledet saa langt agterud, at man intet kunde se tydeligt med det blotte Øje. Kun den fjerne Dundren var stadig et haandgribeligt Vidnesbyrd om, hvad der foregik.
Igen svingede Dresdens Stævn til Styrbord, og Dækket genlød af glade Raab, men kort efter svingede den tilbage i den gamle Kurs, og det syntes, som om Farten var blevet sat yderligere op.
– Det hjælper ikke noget, vi lægger til, sagde Matrosen med Kikkerten. Den lille Englænder vil ikke bort fra Leipzig.
Dresdens Fart var saa frygtelig, at hele Skibet rystede og dirrede. Maskinernes Brummen var steget et Par Toner – de maatte være forfærdelige at være i Nærheden af nu. Ventilationsmaskinernes umaadelige Træk sendte Røgen fra Skorstenene højere op, end jeg endnu havde set det, og Luften var tyk af flyvende Kulstykker, Aske og Sod. Det var, som om Skibet efter et Par forgæves Forsøg paa Selvmord havde faaet sit Livsmod igen og satte alle Kræfter ind paa at redde sig fra Faren.
Leipzig og de engelske Krydsere var sakket saa langt agterud, at man kun kunde se Røgen fra deres Skorstene, og Kanonerne var næsten ikke til at høre gennem Maskinernes Larm. De, der ingen Kikkerter havde, var gaaet fra Rælingen og stod nu omkring paa Dækket, tavse eller i dæmpet Samtale. Overalt saa man trætte Ansigter og ikke et muntert Ord hørtes. Nu var al Tanke om Kamp bandlyst, og kun Flugten var tilbage.
– Det brænder paa Leipzig! blev der raabt, og jeg løb igen til Rælingen sammen med mange andre. Det forekom mig, at jeg saa et rødligt Skær i Røgskyerne langt agterude, men det var maaske kun Indbildning. Skibene var nu saa langt borte, at man kun kunde skelne Røgen ganske svagt. Den store engelske Krydser, der havde ændret Kurs og forfulgte Nürnberg, var at se som en lang Røghale om Bagbord. Kanonernes Torden kunde ikke længere høres – – maaske skød de slet ikke mere. Nu brændte Leipzig, vor gode, trofaste Kammerat, som Good Hope brændte ved Santa Maria, og inden længe gik den vel i Luften eller sank. Saaledes skulde den altsaa ende, den lille gamle Krydser, der saa trofast havde fulgt Eskadren trods sin Alder og sine svage Maskiner.
Nürnberg undgik vel heller ikke sin Skæbne. Den havde jo haft Kludder med sin Skrue, og den Skade var maaske ikke rettet endnu. Og hvor var Scharnhorst og Gneisenau? En Mand fortalte mig, at man paa Dresden kunde høre deres traadløse Fægtningssignaler til omkring Klokken halv fire, men saa forstummede de. Det behøvede dog ikke at betyde, at Skibene var skudt ned, men at de var blevet slemt medtaget af Englændernes Ild, og om deres endelige Skæbne kunde der ikke være Tvivl.
Overalt blev der forfulgt, kæmpet og ødelagt. Det store, smukke Hav var forvandlet til en Slagteplads. Scharnhorst, Gneisenau, Leipzig, Nürnberg, Baden, Santa Isabel — alle disse Navne, som var gaaet ind i vor daglige Sprog, som vi daglig havde haft for Øje som stolte Skibe med knejsende Master og rygende Skorstene, myldrende af Landsmænd, der kæmpede for den samme Sag og under det samme Flag som vi, var fra i Dag kun Navne paa Skibe, der havde været. Men hvorfor blev vi ikke forfulgt? Hvorfor skulde netop vi reddes, og hvad skulde vi gemmes til?
Der var blevet stille paa Dækket. Ingen følte Trang til at tale højt, og de fleste stod ganske tavse. Jeg lagde Mærke til, at Luften, der før var klar og ren, nu begyndte at føles fugtig og klam, og Solen blev blegere og blegere. Vi var aabenbart ved at sejle ind i en Taagebanke for fuld Fart. Maskinerne rasede som aldrig før. Det var for tidligt at gøre Dagens Resultat op. Vi var ikke udenfor Fare endnu.
Der var ikke mere at se paa Dækket. Jeg frøs og gik ned. Jeg gik stadig tungt og træt og slæbte Benene efter mig. En Mand, der gik ned sammen med mig, sagde til mig eller til sig selv: — Den Taage skulde være kommet noget før — saa kunde vi allesammen være reddet.
“Der letzte Mann”. Ifølge britiske øjenvidneskildringer skal en tysk sømand fra det synkende SMS Nürnberg have viftet den tyske marines krigsflag, før han selv gik til bunds.
