Kategoriarkiv: Nyheder

27. januar 1915. Hjemmefronten: Brødkorn beslaglægges og priserne stiger

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen

Beslaglagt Brødkorn

Landraaden i Haderslev bekendtgør ifølge “Flensborg Avis”:

“De paa min Ordre af Kommuneforstanderne beslaglagte Forraad af Hvede og Rug kan, naar de ikke kan opbevares paa Stedet, af Ejerne leveres paa Krigskornselskabets Vegne til Kornhandlerne Outzen, Speth og Holbeck i Haderslev og Outzen i Tyrstrup nu straks, inden hver især faar Ordre til Levering. Ved Levering maa det paagældende Firma udtrykkelig underettes om, at det drejer sig om beslaglagt Vare.

Desuden maa i hvert enkelt Tilfælde de kompetente Politimyndigheder (Amtsforstanderen osv.) underrettes af Ejeren om den nøjagtige Mængde, der er afleveret. Forsømmes dette, kan den paagældende Ejer ved mulige Unøjagtigheder udsætte sig for Vanskeligheder. For Korn, der allerede er leveret, maa den forsømte Meddelelse til Politimyndighederne ske nu bagefter.”

Fodtøjspriserne stiger

Skomagerne i Sønderborg Kreds forhøjer Prisen paa Fodtøj med 25%

Ganderupgaard

ved Fol er blevet købt af Gaardhandler Peter Jørgensen for 73.000 Mark. Overtagelse snarest. Den hidtilværende Ejer, E. Brink, er indkaldt til Krigstjeneste.

27. januar 1915. Guld til gengæld for orlov. Grænsebevogtning øges

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen

Guldet samles
3 dages Ekstra-Orlov for hver 100 Mark i Guld
For at fremme Lysten til at skaffe Guldmønt tilveje ogsaa gennem Sol­daterne er det tilkendegivet dem, at enhver, der mod Veksling i Seddelpenge eller Sølv kan faa samlet og afleveret 100 Mark i Guld, vil faa tilstaaet 3 Da­ges Orlov ekstra.

I øvrigt foranstaltes der rundt om i Byer og Kommuner offentlige Indsamlinger af Guldmønt mod Udveksling af tilsvarende i Sølvmønt eller Sedler.

Det tyske Grænsevagt-Mandskab
er i den sidste Tid blevet forholdsvis betydeligt forøget ved Hvidding, hvor der nu ligger ca. 80 Mand.

24. januar 1915. Sorg i Aabenraa: Gik sønderjyder ned med SMS Blücher?

Senest ændret den 10. april 2017 10:48

Blüchers Undergang

har ifølge “Hejmdal” fremkaldt Ængstelse og Sorg i Aabenraa. Om Bord paa Skibet befandt sig flere udmærkede Sømænd der fra Byen. Blandt disse var ogsaa Kaptajn Christian Michelsen, en Søn af Enkefru Michelsen paa Skibbroen.

Man venter af den Grund her med Uro og Spænding paa Efterretning om, hvorledes det er gaaet den store Krydsers Besætning.

 

 

24. januar 1915. Hans Petersens kammerat i køkkenet

Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86. I efteråret fik Hans Petersen en ny kammerat, den lille Frits Wolf fra Hamburg. Det blev et godt makkerskab.

Den 24. Januar 1915. Jeg sad i lidt Halm under Halmristen oppe paa Loftet af en middelstor Bondegaard og røg en Cigar, mens jeg skrev i min Dagbog.

Til Skrivebord benyttede jeg min Tornyster, som laa tværs over Knæene. Vi var kommen her til Blérancourdelle d. 15. for at faa 10 Dages Ro. Mine Tænder løb i Vand. En frisk, behagelig Duft af Løg og stegt Skinke trængte hen til mig fra den anden Ende af Laden. Det var Frits Wolf, som var ved at stege Skinke til os to. Det havde Frits da lært i den Tid, vi havde været sammen. Paa den lille, aabne Kamin, som var meget tarveligt opsat af Sten oppe paa Loftet, stegtes og kogtes der hele Dagen igennem.

Vi stegte Frikadeller, Skinke og Æg og kogte Kartofler, Krebssuppe, Æblegrød, Kakao, Kaffe og The. Det var mærkeligt, at der ikke skete et Uheld med den aabne Kamin og de mange Tællelys, som vi havde tændt rundt om i Halmen om Aftenen.

Dagene gik med at vaske og istandsætte vore smudsige, iturevne Sager; men vi havde ogsaa Eksercits og Geværappel og gravede Forsvarsstillinger. Om Morgenen d. 17. havde vi Feltgudstjeneste i en Hulvej. Feltpræsten betroede os, at vore Vaaben snart havde sejret.

En Aften var jeg ogsaa paa Signalvagt med 6 Mand; vi skulde oppe fra et højt Bjerg iagttage Fjendens Lyssignaler. Vagtstuen havde vi i en af de store Stenhuler, hvor »Frands« hugger sine Sten ud til Bygningsbrug. Da jeg havde opstillet den første Vagt og instrueret den, indrettede vi andre os i Halmen, saa godt vi kunde, huggede et Hul i Stenmuren til vort Tællelys og fik os lidt at leve af under gemytlig Samtale og allehaande Skæmt. Næste Dag gik det atter i Skyttegraven.

Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk fængselsbetjentuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.
Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk fængselsbetjentuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.

 

24. januar 1915. “Jeg er syg og længes kun efter fred.”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 86 på Vestfronten. Efter indsatsen ved Soissons returnerede regimentet til Lassigny

DAGBOGEN

Lassigny den 24. januar 1915

Så, nu er jeg tilbage i det gamle svinehul igen. I nat klokken 3 blev vi vækket. Da vi kom hertil, var hele stillingen sat efter i vand, kun få dækninger var hele endnu. Hele højre fløj var sammenskredet. Det kommer af, at bækken er stemmet op. Vi vilde drukne franskmændene, og nu drukner vi selv. I den dæk­ning, hvor jeg skulde ind, stod vandet halvanden fod højt. Jeg gider ikke tænke på det uendelige svineri; jeg er syg og længes kun efter fred; og sådan er vi svært matte.

Andresen, Kresten, Ullerup 02569H

 

 

24. januar 1915. Søslaget ved Dogger Banke

1915-01-24 britisk krydser beskydes 00020X00791
Postkort med motiv fra 1. Verdenskrig. Aus dem Seegefecht in der Nordsee am 24. Januar 1915. Englischer Schlachtkreuzer im Salvenfeuer deutscher Kreuzer. Efter forlæg af professor Willy Stöwer, 1915. Udgivet til fordel for tidligere kolonikrigere fra hæren, marinen, politiet og deres efterladte.

I januar 1915 erfarede den tyske marine, at britiske styrker rekognoscerede i området ved Dogger Banke. En tysk eskadre af slagkrydsere under admiral Hipper stod den 23. januar 1915 ud for at nedkæmpe denne tilsyneladende underlegne britiske flådeeskadre. Den tyske eskadre bestod af slagkrydserne SMS Seydlitz, SMS Moltke, SMS Derfflinger og SMS Blücher, foruden de lette krydsere SMS Graudenz, SMS Rostock, SMS Stralsund og SMS Kolberg samt 19 torpedobåde.

Men briterne opsnappede tyske radiosignaler og sendte en stærk eskadre til området for at imødegå det tyske fremstød. Kl. 8.14 om morgenen den 24. januar 1915 fik Kolberg øje på den lette krydser HMS Aurora samt et antal destroyere. Kolberg og Aurora udvekslede skud og fik begge træffere ind på hinanden. Slaget var i gang.

Hippers slagkrydsere kom nu i spil, men i samme øjeblik fik Stralsund øje på røgen fra den britiske hovedeskadre: Et uidentificeret antal store, britiske krigsskibe havde kurs direkte mod Hipper. Var den tyske eskadre gået i en fælde?

Hippers lod straks den tyske eskadre tage flugten, men blev hæmmet af, at SMS Blücher maksimalt kunne løbe 23 knob (43 km/t). De forfølgende britiske slagkrydsere med en tophastighed var 27 knob (50 km/t) indhentede snart de tyske skibe. Kl. 9.52 åbnede HMS Lion ild på Blücher fra ca. 18 kilometers afstand. Kort påbegyndte også HMS Princess Royal og HMS Tiger ildgivningen.

Kl. 10.09 blev Blücher ramt første gang. To minutter senere begyndte de tyske skibe at besvare ilden, idet de koncentrerede sig om Lion. Afstanden var da ca. 16 kilometer. Kl. 10.28 blev Lion ramt i vandlinjen, mens Blücher fik ram på Lions forreste kanontårn.

Kl. 10.35 var hele den tyske linje inden for rækkevidde af de britiske skibes kanoner (16 kilometer) og det egentlige søslag tog sin begyndelse.

Blüchers undergang 1915 a
“Blücher” skyder fortsat på trods af svær slagside

Da klokken var 11.00 var Blücher svært beskadiget af adskillige direkte træffere, men også Lion, som Seydlitz, Derfflinger og Moltke havde koncentreret ilden på, var hårdt mærket. Kl. 11.48 nåede HMS Indomitable frem og begyndte at beskyde Blücher, der brændte og var begyndt at hælde til bagbord.

Blücher var nu dødsdømt, og den britiske admiral Beatty gav signal til de øvrige slagkrydsere om at optage forfølgelsen af de resterende tyske skibe. På grund af en misforståelse stoppede de britiske skibe derimod op og koncentrerede ilden om den heroisk kæmpende Blücher, hvis kanoner stadig gav ild på trods af en nu svær slagside.Den tyske Admiral Jacobsen, der var chef for skibsartilleriskolen i Sønderborg, har senere med stolthed noteret sig, at det var hans elever, der blev på deres poster.

Den britiske signalfejl gav den tyske eskadre mulighed for at forøge afstanden til briterne. Det var tilstrækkeligt til at undslippe, men også de øvrige tyske skibe havde fået store skader.

Blücher blev ramt af knap 100 svære granater og ni torpedoer, før hun endelig kl. 13.13 begyndte at kæntre. Mange hundrede tyske sømænd klamrede sig til skroget, der nu vendte bunden i vejret.

Blüchers undergang 1915 b
Den kæntrede Blücher med søfolk, der klamrer sig til skroget

Britiske destroyere nærmede sig skibet for at tage overlevende om bord, men blev angrebet af Zeppelineren L5, der smed bomber efter destroyerne, der herefter trak sig tilbage.

Der er nogen usikkerhed om, hvor mange sømænd, der gik ned med Blücher. Briterne reddede ifølge egne angivelser 234 mand fra skibet, heriblandt sønderjyden Karl Nielsen fra Egernsund. Ifølge tyske oplysninger gik 792 mand ned med Blücher. Af var 5 eller 6 sønderjyder, mens yderligere tre sønderjyder blev dræbt om bord på Seydlitz.

Kort film om slaget ved Dogger Banke (youtube)

Karl Nielsen, Egernsund cropped
Karl Nielsen. Egernsund

 

Blücher_Karl_Nielsen_1
Karl Nielsens reservist-krus, som man købte efter endt værnepligt.

 

24. januar 1915. Hemming Skov på lazarettet i Alexandrovo

Senest ændret den 26. juli 2017 10:27

Af Allan Otto Wagner

176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten. Vi har fulgt ham her på siden fra august 1914 igennem lange marcher, kolde og våde skyttegrave og sindsoprivende angreb. Men i januar 1915 sagde kroppen stop og han blev syg. Lige som 86’eren H.C. Brodersen på vestfronten havde Hemming Skov fået leddegigt af skyttegravslivet, og ligesom Brodersen blev han sendt på lazaret.

Snart dampede vi af fra Lowic, og her forstummede Larmen fra Kanonerne paa Slagmarken (…)

Da vi kom gennem Byen Kutno, kunde jeg regne ud, at det gik mod Thorn; men jeg ønskede at komme længst muligt, og min Skuffelse var stor, da jeg blev sat af i Alexandrowo, et Par Stationer før den tyske Grænse. Paa Banegaarden var alt indrettet med det Formaal for Øje at tage mod lemlæstede og syge Soldater; over alle Sale og Stuer var Gulvene belagt med et blødt Tæppe af Halm. Læger, Sa­nitets-Soldater og Søstre, alle med det Røde Kors-Bind om Armen, var travlt beskæftiget, og Arbejdet syntes at blive udført med febrilsk Travlhed. Der var tilvisse ogsaa nok at gøre. Mit Opholdssted her var foreløbig i en Ventesal, ud for hvis Vinduer det ene Tog efter det andet rullede forbi. Togenes Indhold vekslede med Infanteri og Kavaleri paa Vej til Østfronten. Her blev vi igen „sorteret”, og jeg havnede sammen med en Del andre, som led af samme Skavank, i et Hus i Nærheden.

Vi fik os vasket, underligt, at vi ikke kom i Bad, det trængte vi højligen til. Men det mest mærkelige, der mødte os her, var dog en Seng, man skulle puttes i. En rigtig Seng med Sengeklæder var nu saa fjernt og uvant som noget, og at blive puttet ned i Dunene, var slet ikke uden videre ubeskrivelig dejligt; efter et halvt Aars Frontliv kunde ens Krop ikke saa brat tilpasse sig en saadan Dejlighed, og den første Nat kunde man da heller ikke sove. Af vor Sygevært, en Württemberger, hvis Dia­lekt jeg havde svært ved at forstaa, blev vi bragt til en Læge en Gang daglig de følgende Dage. Lægen tog de af Skyttegravslivet mishandlede Øjne under Behandling, og en Bedring sporedes meget hurtigt.

Skyttegravslivet havde forvoldt mig endnu en Lidelse. Benene i Knæ- og Fodled svulmede op og paaførte mig en Del Smerter. Læ­gen konstaterede „Ledegigt”, og jeg skulde bæres til Banegaarden, hvor der netop i Øjeblikket stod et Lazaret­tog oprangeret.

Min Glæde var stor, jeg havde nu Udsigt til at komme paa Lazaret i Hjemlandet. Og om den Herlighed, der mødte os der, havde Kammeraterne, som havde været saaret og atter var kommet til Fronten, fortalt os. Efter med et „Paa Gensyn” at have taget Afsked med Stuekammeraterne, blev jeg baaret til Lazarettoget ligesom en anden haardt-saaret. Lazarettoget hed „Provinz Pommern”. I hver Vogn var der ti skinnende hvide Senge, og jeg blev straks pak­ket ned i en af dem. En gammel, hvidhaaret Læge og nogle Sygeplejersker kom lidt efter ind for at se til de nye Pa­tienter.

Vi holdt stadig stille paa Banegaarden i Alexandrowo. Først næste Dags Morgen dampede Toget af Sted, og snart efter kom vi over den tyske Grænse. I Thorn, min gamle Garnisonsby, havde vi nogle Timers Ophold, og der blev modtaget Forsyninger af Levnedsmidler til den videre Færd. Der var endnu ingen, som kunde sige os, hvor vi skulde hen, men da det gik i Retningen mod Berlin, var jeg dog klar over, at vi stadig kom min Hjemstavn nær­mere. Da vi naaede Kustrin og svingede til venstre, fik vi imidlertid at vide, at vi skulde til Dresden.

Hans Lorenzen Bov maj 1917 91-216
Lazaret, fotograferet af læge Hans Lorenzen, Bov, maj 1917.

 

23. januar 1915. Kød og brød til hjemmefronten

Hejmdal

Kød og Brød

Takket være det tyske Landbrugs uafladelige arbejde i Fredstid har den hjemlige Kvægbestand, baade hvad Mængde og Kvalitet angaar, tiltaget i en Grad, saa alle Befolkningskredse i de hidtilværende Krigsmaaneder uden Vanskeligheder næsten paa den gamle Maade har kunnet forsørges med Kød.

Opgaven, at dække Kødforbruget, vil de tyske Landmænd ogsaa vise sig voksen i Fremtiden. Men Opgavens Løsning vil ikke være mulig for dem, især hvis Krigen varer ved, uden betydelige Ofre og Vanskeligheder.

Med Krigens Udbrud er den omfangsrige Indførsel af Fodermidler fra Udlandet standset. Opfodringen af Rug og Rugmel, som man hidtil har været vant til mange Steder, har man maattet forbyde, fordi alt Brødkorn og Mel er nødvendig til Menneskelig Ernæring. Haabet om at kunne anvende Kartofler som Kvægfoder i forhøjet Grad, er ikke bleven virkeliggjort paa forventet Vis; thi Kartoflerne bruges til at udjævne hvad der mangler af Brødkorn og andre Nærringsmidler, der tidligere indførtes fra Udlandet. Kvægfoderet er derfor bleven knapt og dyrt, og en Ændring kan foreløbig ikke ventes.

Det vil alligevel ikke volde Vanskeligheder at opretholde Hornkvægbestanden paa Grund af den rige Hø- og Halmhøst. Svineholdet og Svinefedningen vil derimod mange Steder ikke være mulig i det hidtidige Omfang. Slagtekvægmarkeder og Tilbudet af Svinekød er i den sidste Tid taget til i en Grad, der overstiger det øjeblikkelige Behov, og der maa regnes med en yderligere Stigning.

Efter dette altfor store Tilbud i Øjeblikket vilde der nødvendigvis følge en ubehagelig Mangel senere, hvis ikke alle Vedkommende virkede med til at gøre denne Overflod nyttig for Fremtiden. Det kan opnaaes ved at fremstille saa mange som muligt af forskellige Slags holdbare Varer (Skinker, Flæsk, røgede Pølser, Svinekød, Konserves. Hvis Slagternes og Kødvareindustrien retter deres Opmærksomhed herpaa, hvorved de sikkert ikke vil savne Støtte fra Kommuneforvaltningerne og Interessentskaber, og hvis især Husholdningerne forsyner sig med passende Forraad af holdbare Varer, saa forebygges en Bortødslen af Overfloden. Den nuværende Aarstid er den bedste til Fremstilling og Opbevaring af holdbare Kødvarer.

En saadan Fremgangsmaade gør det muligt for den enkelte Husholdning at dække en stor Del af sit Kødforbrug forud til antagelige Priser. Helheden bringer det den Fordel, at det ringere Tilbud af Svinekød, som afgjort vil komme i de senere Maaneder, ogsaa kommer til at staa overfor en ringere Efterspørgsel. En alt for stor Prisstigning undgaas saaledes, at det forebygges, at Folkenæringen lider Skade. Det er ogsaa et Stykke Krigsarbejde, som de, der ikke staar i Felten maa paatage sig med patriotisk Pligtfølelse; thi for at holde ud mod den Verden af Fjender, som vil paatvinge os Hungersfred, maa først og fremmest ved Siden af Brød- ogsaa Kødforsyningen sikres

Berlin, 2. Januar 1915.
Friherre von Schorlemer,
Minister for Landbrug,
Domæner og Forstvæsen.

23. januar 1915. “I kan tro, jeg er stolt af mine Landsmænd …” Faldne, ikke-faldne og hilsener.

Senest ændret den 4. oktober 2017 11:36

Hejmdal

Dagens nyt fra Hejmdal

Faldne.

Arbejdsmand Christian Hansens Hustru i Bovrup, har nu faaet Meddelelse om, at hendes Mand, som hun ikke havde hørt fra siden den 9. September, er død paa en Lasaret i Noyon, efter Saar af to Kugler. Han efterlader Enke og 4 smaa Børn – Det er nu det femte Offer fra Varnæs Sogn. Desuden savnes der Oplysninger om en sjette Mand, som man intet Livstegn har hørt fra siden August Maaned.
Laurids Christensen, Søn af Arbejdsmand Christensen fra Mintebjerg, er falden i russisk Polen. Han stod i Hæren som aktiv Soldat og var 22 Aar gammel.

Seminariedirektør Badenhop i Haderslev bekendtgør, at endnu en Elev fra Seminariet, den attenaarige H. Gøttsche fra Gribbohm, har fundet Døden paa Krigsskuepladsen. Han er falden den 7. Januar under Kampene ved Sennheim.

Dr.phil. Cai Dame i Flensborg, er falden paa den vestlige Krigsskueplads. En yngre Broder til Cai Dame er ligeledes falden i Frankrig. Regnskabsfører Dame har ifølge “Fl.N.Z.” endnu en Søn tilbage, der ligeledes staar paa den vestlige Krigsskueplads.

Ikke falden.

Der meddeltes nylig, at Bager Tøge Clausen i Sønder Hostrup var falden. Nu har hans Hustru modtaget Brev fra en Feldwebel Kønig, hvori der meddeles, at Clausen ligger paa Sygehuset i Beuthen. Han har efter Brevet at dømme været med ved Kampene i Galicien.

Fra Felten.

Feltlivets Humør.
Belgien, d. 8. Jan. 1915.

Kære Broder!
Jeg har i de sidste Dage faaet saa mange Breve og Pakker fra Dig, at det er en Lyst. Det er vist paa Tide, jeg faar sagt Dig tak for det alt sammen, – Tak! I Dag modtog jeg en Pakke fra Dig fra sidst i November med Kiks, Ost, Pølse osv. Nu tror jeg da, jeg har faaet alle Eders Julepakker. Det er godt, at de ikke kom alle paa en Gang, for saa skulde jeg have lejet en Vogn eller et Automobil til at køre dem paa. At bære dem alle havde været en ren Umulighed. Men som sagt, jeg har faaet dem lidt paa lang, og det er gaaet helt godt med at fragte dem. Kun Juledagsmorgen, da vi gjorde en March paa et Par Timer, svedte jeg frygteligt. Men havde du set vort Kompagni, vilde Du vist have troet, at det var en Flok Kræmmere, saadan var vi behængte med Pakker. Ja, det er helt storartet, hvad der gøres for os, baade fra vor Families, fra Statens og Kommunernes Side. Hvad Forplejningen angaar, lider vi ingen Nød. Man faar ikke saa meget, naar man er civil, kun er det saa lidt bedre tilberedt.

Vi har i den sidste maaneds Tid haft en temmelig let Tjeneste. Vi er 4 Dage ude i forreste Linje og 4 Dage i Reserve. Den Tid vi ligger i Reserve, har vi det ret hyggeligt. Vi sørger først og fremmest for at faa Kroppen ren (L. er jeg omtrent af med), og saa for Resten bager og steger og koger vi i større Maalestok. Vi har i vor “Gruppe” en dygtig Kok i M.H. fra Favervraa. Sikke Pandekager han kan bage. – Mel har vi erobret en Pose af i Woumen – en nedskudt By her i Nærheden, Mælk køber vi hos Bønderne her. De er tildels vendte tilbage igen. Et Par Æg køber vi ogsaa, naar det lader sig gøre, og Fedt og Smør leverer vi hver en lille Klat af. Lægter og Træ til Brænde faas fra de nedskudte Huse, det er et udmærket Brændsel. Er vi saa heldige at have en Pande, saa er det storartet, ellers bruger vi, hvad der saadan kan gaa.

Nu skal jeg fortælle sig, hvordan det gik, da vi slagtede vor Julegris. Ser Du, ude i forreste Linje staar det et Par Huse og Resten af nogle Gaarde. Vi har sat Løbegravene i Forbindelse med disse Huse, saa vi til enhver Tid kan besætte Stillingen i en Fart. Vi nøjes gerne med at stille en hel Del Poster ud, som kan alarmere os, saa snart der er Ugler i Mosen. Resten af os ligger i Husene. Nu, den første Gang vi kom derud, gik der en gammel So og en halv Snes Ungsvin omkring. Vi fik Ordre til at “rekvirere ” dem. Ungsvinene afsattes jo glat som lækre Sager. Vor Gruppe fik ogsaa fat paa en, den blev slagtet og flaaet, og saa tog vi den med tilbage, da vi kom i reserve igen.

Til Jul var kun den gamle So tilbage. Turen kom til den. To Hamborgere var Hovedmændene. De gik og jagede med den i tre Dage uden Held. Saa en Dag lykkedes det os, at faa den ind i en Dækning, vi havde ude i Haven. En Mand stillede sig udenfor Indgangen til Dækningen med en stor Kølle, den anden gik ind for at jage Soen ud. Han med Køllen skulde være parat og slaa den for Panden, naar den kom ud. Med et høres et mægtigt “Bov”, og Soen kommer springende, vor Hamborger bliver saa forflippet, at han først glemmer, hvad han skal, men derpaa hæver han Køllen og træffer Soen – paa Bagen. – Hen paa Eftermiddagen maatte Soen – efter tre Dages haardnakket Kamp – give tabt for Overmagten. Den kom i Julegryden, men hvor var den sej!

Ja saadan gaar det, vi sørger først og fremmest for at faa noget at spise. Det er næsten ved at blive Hovedsagen.

Hvor længe vi bliver her i denne Stilling, ved jeg ikke, sandsynligvis ikke ret længe. Jeg har meldt mig til Musikken og er ogsaa bleven antaget. Jeg slaar Bækkenerne. Det er et helt nyt Musikkorps, vi har saaet sammenstillet, og der er ingen af de andre Forstærkningsbatailloner, der har et saadant. Om vi nu faar til Fordel af det, idet vi f.Eks. kan blive ved Bataillonsstaben og ikke kommer ud i forreste Linje ved jeg ikke endnu. Men om vi ogsaa ligefuldt skal gøre Tjeneste med, saa er der dog altid lidt Afveksling og Opmuntring at finde ved Musikken.

Kære Broder, hvor er jeg dog glad ved, at Du er helt fri. Men somme Tider tænker jeg som saa, det kunde have været helt interessant for Dig, hvis Du kunde have besøgt mig et Par Dage og faaet et lille Indblik i Livet i Felten. Vi har nylig faaet Forstærkning af Rekrutter og Forstærkningsreservister.

Vil Du hilse S. og Marie og den alle fra mig. Tror Du, vi kommer hjem til Paaske? det er ved vanskeligt! Hvor maa vi være glade, at Krigen ikke raser hjemme hos os. Du kan tro, det ser ikke lysteligt ud her.
Hilsen til Jer alle
fra
Hans

Fra Skyttegravene i Østpreussen.

Fra nordslesvigske Landeværnsmænd der i 8 Uger har ligget i Skyttegravene i Østpreussen, er der iflg. “Fl.Av.” indløbet følgende Brev:

Østpreussen, 11. Jan. 1915.

Kære Familie!

I Dag skal I have et Brev fra mig, da jeg har Tid til at skrive. Vi er nemlig komne i Ro i syv Dage. Her er ikke noget videre nyt; den ene Dag gaar som den anden. Jeg kan da fortælle, at Rasmus Jørgensen og jeg har faaet os en Seng, en virkelig Seng, hvori vi kan lægge os om Aftenen ligesom enhver Civilperson. Det har jeg ikke haft siden jeg kom fra Slesvig. I maa tro, at det er en behagelig Følelse at trække af Klæderne, som klæbede os paa Kroppen; vi har jo ikke noget at skifte med, og Utøj har vi alle.

Vi bor her i P. hos nogle pæne og rare Folk. De Stakler har faaet at vide, hvad Krig er. Det er Mand, Kone og 3 Børn; en Søn er i Frankrig, og en blev skudt af Russerne. Den eneste Trøst for dem var, at de fandt hans Lig og fik det jordet; han var kun 19 Aar. Moderen, den Stakkel, kan slet ikke glemme det og taler ofte med mig derom. Jeg har set Grave af Russerne her, hvor en Haand eller endog Arme rager frem; ikke engang helt i Jorden har Russerne faaet deres Døde. Det er en Ynk at se, og Kragerne holder godt Maaltid.

Ja, kære Familie, saadan ser det ud, men vi er saa vante til Elendigheden, at vi næppe ser den mere; det er næsten, som om vore Følelser sløvedes. Men I skulde se vore nordslesvigske Folk her; det er Karle. Vore Overordnede er saa glade for os, at det er en Lyst. Hos Nordslesvigerne er der ingen Brovten og Pralen, men Rolighed, Ædruelighed og Paapassenhed i alle Retninger; der er ingen Drikken og ingen Banden. I kan tro, jeg er stolt af mine Landsmænd; hos dem gaar Pligten over alt. Jeg har dog nu lært mange Slags Mennesker at kende, men Nordslesvigeren er Nr. 1.

Vi har det ellers temmelig roligt i denne Tid. Artilleriet er naturligvis altid i Virksomhed, men det gør os ikke megen Skade. Vi kan på Fløjtet nøje kende, hvad der kommer, om det er en Shrapnell, en lille “Aufschläger” eller en “Fuldtræffer”. De sidstnævnte har vi respekt for; de kan ødelægge et helt Hus med ét Skud. De førstnævnte kommer i en uhyre Fart og siger hui-rap, rap; de andre siger ssss-bump; de kommer mere langsomt og giver et Knald, der kan høres milevidt. Russerne skyder godt og er modige Soldater; men Førerne duer ikke, og Forplejningen er daarlig.

Lidt om Juleaften:

Juleaften gik jeg paa Vagt ved Pigtraaden og tænkte paa mine Kære derhjemme og lidt mindre paa Russerne. Jeg kom, saa daarlig en en Juleaften det ogsaa var, rigtig i Julestemning og nynnede en var vore smukke Julesalmer. Derved fløj mit Blik ud over det smukke hvide Landskab. Sneen glitrede som Krystal i Maaneskinnet, og alt saa saa herligt og fredeligt ud. Men saa begyndte paa én Gang vore Kanoner bag ved os at tordne, og Illusionen var brudt.

Vi skal ellers have Øjnene godt med os; thi naar der ligger Sne paa Jorden, kommer Russerne i lange hvide Kjortler og Huer, saa vi næsten ikke kan se dem. Maalet er at skære vore Pigtraadshegn over; derfor er det lidt farligt at staa paa Post ved Pigtraaden, vi har taget adskillige Russere derved. Vi anvender den samme List. De skyder vel paa os, men træffer for det meste ikke.

Vi har endnu vort nordslesvigske Humør, endskønt vi har ligget 10 Uger i Skyttegraven; det forlader os aldrig. Men hvor vi længtes efter at se andre Mennesker. Jeg var med nogle andre for nogen Tid siden afkommanderet til A. for at lære at kaste Bomber, at betjene Lyskasterne, at skyde Lyskugler og overvaage Klokkerne i Pigtraaden. Vi havde 6 Uger ikke set andet end Soldater og atter Soldater og blev staaende stille paa Gaden og saa paa Folk; enhver vi traf, tiltalte vi. jeg fik fat paa to Smaapiger paa lille Ingas Alder og gav dem hver en Groschen; blot for at holde lidt paa dem og tale med dem.

Ja, Krigen er skrækkelig; gid den snart havde Ende og vi kunde komme hjem vil vore Kære igen. Vi er jo alle ældre Folk her og har Kone og Børn hjemme.

Hjertelig Hilsen til Eder, I Kære, og Hilsen til alle Venner i Nordslesvig fra Gefrejter Bennedsen, Bolderslev, Landeværnsmændene Joh. Torp og Rasmus Jørgensen, Hjordkær, Knud Schultz, Johan Schrøder og Anton Maasbøl, Uge, Jens A. Hansen, Storde, Anton Jensen, Aarslev og Johan Bock, Hjerpsted.

23. januar 1915. Hemming Skov på vej væk fra fronten

Af Allan Otto Wagner.

176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten. Vi har fulgt ham her på siden fra august 1914 igennem lange marcher, kolde og våde skyttegrave og sindsoprivende angreb. Men i januar 1915 sagde kroppen stop og han blev syg. Han blev sendt på infirmeriet i Partokko og derfra videre ind i baglandet.

Første Etape paa Rejsen var Lowic, som jeg naaede til Fods. I Følge med en Del let saarede fulgte jeg nogle Vog­ne, der var læsset med haardtsaarede. I Dagene forud var der kommet en Strøm af saarede og syge til Ambulance­folkene, og disse havde en stor Opgave. Undervejs passe­rede vi en lille By, i hvilken de haardtsaarede blev skilt fra os.

Ankommen til Lowic var man paa det rene med, hvor man var, for overalt vajede Røde Kors-Flag. Men først stimlede vi sammen om Jøderne, som paa Gaden stod og falbød deres varme Te og tørre Boller. Endelig kunde vi faa noget for vore Penge, Vi spiste os godt mætte, før det lykkedes Røde Kors-Søstrene at faa os ved Haanden og bragt i deres Varetægt. Der skulde kæles for os; vi kom jo lige derude fra Fronten. Vi blev ført til en Stab af Læ­ger, af hvilke vi saa blev sorteret. En Seddel uden et Bog­stav, men kun med underlige Tegn, som blev trykket mig i Haanden, sagde mig intet om min nærmest forestaaende Skæbne. Jeg blev ført ind i en stor Sal, hvor der paa ud­bredt Halm laa Hundreder af saarede i lange Rækker. En Sky af Cigaretrøg laa over de lange, velordnede Rækker. Jeg var klar over, at her kun var letsaarede.

Efter et Par Timers Ophold her begyndte en Stabslæge at raabe Navne op. Ogsaa jeg blev raabt op, og vi fik Besked om ikke at forlade denne Sal. Ud paa Natten blev vi ført ud, og efter at være naaet over et bredt Jernbanekompleks, blev vi stillet op langs med et Jernbanetog — saa godt, som saarede og syge nu lod sig stille op. Da jeg lidt efter blev puttet i Toget, opdagede jeg, at Tegnene paa min Seddel betød: Transport i siddende Stilling.

Ambulance ved Novoalexandrovsk i 1915
Ambulance ved Novoalexandrovsk i 1915

23. januar 1915. Telegrammer til soldater i felten. Frigivelse af havre?

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen

Telegrammer til Soldaterne i Felten
Modtagelses- og Prøvestedet for Tele­grammer til Soldater i Felten er for 9. Armékorps’ Vedkommende:

„Haupttelegraphengebäude,  Ham­burg,   Ringstrasse 7,  Zimmer 100a.”

Telegrammer til  Soldaterne sendes alle hertil.

Havren
Generalkommandoen i Altona (Ar­tilleri-General v. Roehl) offentliggør følgende:
Til Generalkommandoen indløber stadig Andragender om Frigivelse eller Overladelse af Havre, vel ud fra den Antagelse, at hele Bestanden er re­kvireret af Militærmyndighederne. Det er imidlertid ikke Tilfældet, af Hær­forvaltningen er der kun rekvireret for­holdsvis ringe Mængde. Generalkom­mandoen er altsaa ikke i Stand til at efterkomme saadanne Ønsker.

22. januar 1915. Nyt fra Hejmdal: Faldne, savnede, fangne – og hilsener fra felten

Senest ændret den 23. januar 2015 12:44

Hejmdal

Fra Felten.

Død paa Vejen hjem.

Gaardejer P. H. Wolf fra Viby paa Als blev indkaldt i Begyndelsen af September Maaned og var derpaa med som Landeværnsmand i Frankrig. Han blev haardt saaret den 2. Okt. i Omegnen af Noyon ved et Skud i Lungen, men allerede den 12. Oktober som saa vidt ved Helbred, at han kunde transporteres, ført med et Lasarettog til Tyskland. Siden den Dag savnedes der if. “S.Z.” Underretning om ham, saa at hans Familie i en helt Fjerdingaar har maatte leve i Uvished med Hensyn til hans Skæbne.

Nu er det endelig, efter mange Undersøgelser lykkedes at erfare, at Wolf den 13. Oktober i Maubeuge er bleven udladet af Togen som død. Hans sager afgivne til Banegaardskommanturen dersteds. Wolf var 32 Aar gammel og efterlader Enke og to smaa Børn. Hans for 2 Aar siden afdøde Fader, der var Kommuneforstander i Viby havde været med i Krigen 1870-1871.

Til Marokko.

Gaardmand J.P. Jessen fra Ragebøl, der en Tid lang har været i fransk Fangenskab, har nu ifølge “Fl.Av.” underrettet sine Paarørende om, at han til Jul er bleven transporteret fra Sydfrankrig, hvor han var interneret, til Marokko.

Store Ofre.

Enke Carstensen i Ebøl ved Bredsted har ifølge “K.Z.” i den senere Tid modtaget tunge Budskaber. Efter at allerede én Søn og en Svigersøn er faldne og en anden Søn er betegnet som savnet, har Enken nu faaet den Efterretning, at ogsaa hendes tredje Søn har fundet Døden paa Krigsskuepladsen.

Savnet.

Kommuneforstander Heinrichsen i Eggebæk beder om Oplysninger vedrørende Landmand Thomas Autzen af Eggebæk Mark (født den 12. November 1879), der drog i Felten med 86. Reserveregiment 11. Kompagni; den 2. Oktober blev han saaret i Benet ved Noyon, men senere ikke ladet høre fra sig.

Rømøboere i Fangenskab.

Følgende Søfolk fra Rømø er internerede i Fangenskab:
Kaptajnerne Peter Lassen, Hans Lassen og Janus A. Jensen.
Styrmændene Ginius Nissen, Mathias Mathisen og Konrad Thomsen, Matros Sybrandt Jensen og Skibsdreng Ludvig Schmidt.
Kaptajn Peter Lassen er i russisk, Styrmand Nissen i fransk, og alle de øvrige i engelsk Fangenskab. De har alle sammen været i Fangenskab siden Krigens Begyndelse.

Fra Provinsen.

Telegrammer til Soldaterne i Felten. Modtagelses- og Prøvestedet for Telegrammer til Soldater i Felten er for 9. Armékorps Vedkommende: “Haupttelegraphengebäude, Hamburg, Ringstrasse 7, Zimmer 100a.”
Telegrammer til Soldaterne sendes alle hertil.

Falden. Der er kommet Meddelelse om, at Vognmand Eskild Madsen, Fiskergade i Aabenraa, er falden paa Slagmarken i Vest.
Den Faldne, hvis Kone afgik ved Døden i Fjord, efterlader sig en gammel Moder og en talrig Børnefolk.

Hvor krigen hærger.

…. (Frankrig), den 12. Jan.
…. I det tidlige Morgengry marcherer vi han ad den opblødte Vej. Maanens smalle Segl skinner frem mellem jagende Skyer. Det støvregner, og mørke Skyer i Øst, hvor morgenrøde varsler om den frembrydende Dag, lover os Regnvejr for hele Dagen. Vejen fører os gennem ødelagte Landsbyer.

En gammel Bondegaard, der ligger omgivet af en Grøft paa alle Sider, næsten nedskudt af Granaterne, minder om en Borgruin fra den 16. Aarhundrede.
I hele Landsbyer findes ikke et ubeskadiget Hus, af mange er der kun en Grushob tilbage. Og hvad Granaterne hidtil har skaanet, det ødelægges efterhaanden af Militæret. Alt, hvad der forefindes af Træ, Døre, Vinduer, Lægter, Sparrer, Slyd og Brædder, bruges til at beklæde Skyttegravene med, eller ogsaa til Brænde. Selv Møblerne skaanes ikke. Nøden tvinger Soldaterne til at tage, hvad Granaterne og Ilden har levnet. Det ser trist ud i saadan en forladt Landsby. Kommer man endelig til et Hus, der endnu er nogenlunde beboeligt, er det sædvanlig taget i Brug som Opholdssted for Soldaterne, særlig for Artilleristerne. Men ingen rydder op i Tomterne. Hvem tænker derpaa, naar Kanonerne dundrer uafladeligt og Granaterne hvert Øjeblik springer i Nærheden?

Lige foran Indgangen til en Gaard ligger de halvt forraadnede Indvolde af et Kreatur og udsender en ilde Lugt. Inde paa Gaardspladsen ligger Sengetøj, Klæder, Køkkenredskaber og Brugsgenstande ved foden af Møddingen. (Her i Frankrig har Bønderne altid Møddingen liggende midt inde paa den indesluttede Gaardsplads). Resterne af et Kirketaarn rager op over Brandtomterne og de halvt nedskudte Huse. Vi kommer gennem en Allé af høje Elmetræer. Vinden raser i Træernes Kroner, det er, som sang den en Sørgesang over Landets Ulykke, Helgenbilledet ved Korsvejen staar uskadt. Det er, som om Kuglerne var veget ud for Byens Skytspatron.

Men alt som vi marcherer videre, stiger Solen frem, og Himmelen bliver høj og klar Lige som Frankrigs Kvinder har saa let ved at skifte fra Graad til Smil, saadan skifter Himmelen hernede saa brat fra Regn til Solskin.

Man undres i Grunden over, at Solen kan smile ned til Landskabet, thi Marker og Haver er ned traadte og Frugterne fra sidste Høst staar og raadner ud. Det Brødkorn, der skulde have mættet de Tusinde Munde, smuldrer hen og bliver til Muld, ligesom alle de unge, kraftige Legemer, der ligger og smuldrer i Jorden her. Trindt omkring paa Markerne truer sig de smaa Jordhøje, hvor Ven og Fjende ligger Side om Side. Nogle er af Kammeraterne pyntet med Blomster og Grønt, andre er forsynet med et simpelt Trækors, de Kristnes Tegn, Fredens og Forsoningens Symbol. Uvilkaarligt tænker man, naar man gaar mellem disse Grave: “Hvor langt er vi Kristne endnu fra at følge i hans Fodspor, der gjorde dette simple Trækors til vort Bannermærke”.

Ak, hvor mange haabefulde unge Mænd er her ikke falden for den dræbende Kugle! Hvor mangt et Liv er her ikke afsluttet brat, som maatte kunde være blevet til Velsignelse for mange!

Mens vaarens første spæde Blomster titter allerede frem mellem de friske Grave, og de ligesom hvisker til en: “Menneske, hvi sørger du? Liv skal spire efter Døden, og nye Slægter skal følge efter. Vaaren vil atter blomstre over de Døde!”

Og Grundtvigs Ord klinger én i Øret: “Lovet være Himlens Gud, de Ædles Æt dør aldrig ud!”

Vi naar frem til en Landsby, der endnu ikke er forladt af alle Beboere, men Synet, man møder her, er ogsaa trist. Ethvert Spor af Hygge er borte, men man forstaar at Folkene hænger ved deres Hjem og nødig vil forlade det, før den haarde Nød tvinger dem dertil. Og hvorhen skal de vende sig?

Her har de i det mindste dog Føden for i Dag. Thi Soldaten deler gerne sin sidste Bid med den stakkels Befolkning.

Flandern, 12. Januar.

Kære “Hejmdal”!
Vi kan meddele vor Venner og Bekendte, at vi endnu alle er ved nogenlunde Sundhed. Julen og Nytaar har vi tilbragt 30 Kilometer bag Fronten i Fred og Ro. Men efter 3 Ugers Ro belaver vi os paa igen at komme frem i Kanonernes Torden. Det er jo ikke saa slemt, naar vi er saa mange Bekendte sammen. Bare Vejret var lidt bedre. Forhaabentlig kan vi snart samles med hverandre i vort kære Nordslesvig igen.

Venner og Bekendte hilses hermed paa det varmeste fra

Johann Fr. Johannsen, Tumbøl; Peter Nielsen Christiansen, Løjtkirkeby; Frederik Jepsen, Mastrup ved Haderslev; Christian Paulsen, Felsted; Andreas Feddersen, Skodborg; Frederik Peter Hansen, Todsbøl; Nis P. Clausen, Svejrup; Gjøde M. Kjer, Genner; W. Stallbohm, Aabenraa; P. Høeg, Mjøls; Svend A. Simonsen, Sønder Sejrslev; Karl Nydal, Tinglev.

22. januar 1915. Bekendtgørelser vedr. opfodring af Brødkorn m.m.

Senest ændret den 23. januar 2015 12:02

Hejmdal

Dagens nyt fra Hejmdal.

Kornet. retten til Beslaglæggelse. Berlin, 21. Jan. (W.B.)

Krigskorn Selskaber meddeler, at dette og Centralstedet for Tilvejebringelse af Forplejningen til Hæren har Ret til at lægge Beslag paa Rug og Hvede. Af Beslaglæggelsen rammes de Landmænd, der allerede har solgt Kornet, men endnu ikke har leveret det. Disse fritages derved for de tidligere indgaaede Leveringsforpligtigelser. Prisforskellen mellem en tidligere afsluttet Handel og den, som de beslaglæggende Organisationer betaler landmanden, kommer den første Køber og ikke Landmanden til gode.

Bekendtgørelse vedrørende Opfodring af Brødkorn, Mel og Brød. af 5. Januar 1915

Forbundsraadet har i Henhold til § 3 i Loven om Forbundsraadets Bemyndigelse til at træffe økonomiske Forholdsregler osv. af 4. August 1914 (Rigs-Lovbl. S. 327) udstedt følgende Forordning:
§ 1.
Til Fodring maa ikke anvendes:
1. Rug og Hvede, der egner sig til Maling, uanset om det er knust, gruttet eller paa anden Maade smaadelt.
2. Rug og Hvede, egnet til Maling, der er blandet med andet Frugt.
3. Rug- og Hvedemel, som for sig eller blandet med andet Mel egner sig til Brødbagning.
4. Blandinger, som der er tilføjet saadant Mel.
5. Brød med Undtagelse af fordærvet Brød og Brødaffald.
§ 2.
De i § 1 nævnte Produkter maa heller ikke anvendes til Tilberedelse af Foderstoffer, hvortil ogsaa Grutning hører.
§ 3.
Landscentralmyndighederne kan yderligere indskrænke eller forbyde Anvendelsen af Rug og Hvede, der er egnet til maling, især Grutning samt Anvendelse af Rug- og Hvedemel (§1 Nr. 3) til andre Formaal end menneskelig Næring.
§ 4.
Naar der foreligger stor økonomisk Nødvendighed kan Landscentralmyndighederne eller de af dem udpege Myndigheder give Tilladelse til Opfodring af Rug, som er avlet i Kreaturernes Ejers Landbrug, paa det Kvæg, som holdes i det paagældende Landbrug, i al Almindelighed for Egne og visse Slags Landbrug eller i enkelte Tilfælde.
§ 5.
Embedsmændene, Politiet og de af Politimyndighederne udnævnte Sagkyndige er berettigede til til enhver Tid at betræde de Rum, hvor der fremstilles Foderstoffer, eller hvor der holdes og fodres Kvæg, og i Forretningstiden at betræde eller pakkes Foderstoffer og at foretage et Syn der og at se i Forretningsoptegnelserne, endvidere at udvælge og medtage mod Modtagelsesbevis Prøver til Undersøgelse. Paa Forlangende maa en Del af Prøven blive ladt tilbage under Myndighedernes Segl og maa der ydes en passende Godtgørelse for den medtagne Prøve.
§ 6.
Arbejdsgiverne i Foretagender, hvor der fremstilles Foderstoffer eller holdes Kvæg, samt de af dem ansatte Ledere af Driften og Opsynsmænd er forpligtet til paa Forlangende at give Politimyndighedsmændene og de Sagkyndige Oplysning om Fremgangsmaaden ved Fabrikationen af Produkterne samt om Forretningens Omfang og om, hvilke Stoffer der forarbejdes eller bliver opfodrede, i Særdeleshed med Hensyn til Kvantum og Oprindelse.
§ 7.
De Sagkyndige er forpligtede til, under Forbehold af Udfærdigelsen af Beretninger i Embedsfør og Anmeldelse af Overtrædelse af Loven, at iagttage Tavshed med Hensyn til de Indretninger og Forretningsforhold, der ved deres Tilsyn kommer til deres Kendskab og at afholde sig fra ar oplyse om dem og udnytte Forretnings- og Fabrikationshemmeligheder. De skal i saa Henseende tages i Ed.
§ 8.
Landscentralmyndighederne udsteder Bestemmelserne vedrørende Udførelsen af denne Forordning.
§ 9.
Med Pengebøder indtil et Tusinde fem Hundrede Mark eller med Fængsel indtil tre Maaneder straffes:
1. hvem der overtræder Forbudet i §§ 1 og 2 eller de paa Grundlag af § 3 udstedte Anordninger fa Landscentralmyndighederne;
2. hvem der med Vidende sælger, falbyder eller paa anden Maade bringer i Handlen Fabrikanter, der er fremstillede i Strid med Forbudet i §§ 1 og 2 eller paa grundlag af § 3 udstedte Anordninger af Landscentralmyndighederne;
3. hvem der trods § 7 i Forskrifterne ikke iagttager Tavshed eller ikke afholder sig fra Oplysninger om eller Udnyttelsen af Fabrikshemmeligheder;
4. hvem der overtræder de i Medfør med § 8 udstedte Udførselsbestemmelser.
I Tilfældet Nr. 3 indtræder en Retsforfølgelse kun, naar Arbejdsgiveren ansøger derom.
§ 10.
Med Pengebøder indtil et Hundrede og halvtreds Mark eller med Arrest straffes:
1. hvem der i Strid med § 5 nægter Adgang til Rummene, Tilladelse til at fortage Synet, til at se Forretningsoptegnelse eller til Udtagelse af en Prøve;
2. hvem der nægter, at give de af ham i Medfør af § 6 krævende Oplysninger- eller ved Meddelesen med Vidende giver falske Oplysninger.
§ 11.
Denne Forordning træder i Kraft med den 11. Januar 1915. Rigskansleren bestemmer Tidspunktet, naar den skal træde ud af Kraft.
Kundgørelsen af 28. Oktober 1914 (Rigs.Lovblad side 460) vedrørende Opfodring af Brødkorn og Mel ophæves. Saafremt Landscentralmyndighederne ikke har truffet eller træffer andre Anordninger, forbliver de Bestemmelser, som de har udstedt paa Grundlag af §§ 2 og 4 i denne Kundgørelse i kraft; Overtrædelse straffes efter § 9 af den her meddelte Anordning.
Berlin, den 5. Januar 1915.
Rigskanslerens Stedfortræder.
Delbrück

22. januar 1915. Regiment 84 skifter stilling til Uffholz og Sennheim. De frivillige – mest store drenge – sad og græd.

84’eren “Chr.” deltog i stormen på Hartmannsweilerkopf. Efter stormen fortæller

Den 21. Januar om Aftenen blev vi afløst. Vi kom ned til Byen Bollweiler og haabede nu paa et haardt tiltrængt Hvil. Det var kun faa og sørgelige Rester, Bataillonen kom tilbage med. Vi var ikke saa lidt deprimerede og medtaget i enhver Henseende. Men endnu samme Nat kom der Telegram om, at vi omgaaende skulde i Stilling ved Ufholz og Sennheim [ved Mühlhausen/Mulhouse].

Hülsemann, der var en Fører, vi alle holdt meget af, blev yderst opbragt, da han modtog Telegrammet. Til at begynde med nægtede han rent ud at gaa i Stilling. Han gjorde Forestillinger og henviste til Mandskabets Forfatning og de Strabadser, vi havde gennemgaaet. Det hjalp altsammen ingen Ting. Grædende gav han Ordre til Opbrud.

Den ny Stilling var ikke bedre end den gamle. Skyttegraven indskrænkede sig til elendige Huller. Kampene var de samme forbitrede her som der, Vinterføret ligeledes, og vi havde ogsaa her mange Døde og mange Saarede. Mens vi laa her, fik vi for anden Gang Udfyldningsmandskab hjemmefra, det var Landstorms-mænd. Den første »Ersatz« fik vi ved Moulin, det var Frivillige, mest store Drenge, der ikke sjældent sad i Skyttegravene og græd.

09-01_Skyttegrav_ved_Moulin
Skyttegrag ved Moulin – her er det søsterregimentet Nr. 86

 

22. januar 1915. “Det var en værre tur, vi der var på ved Soissons.”

Peter Østergaard fra Stursbøl i Oksenvad sogn gjorde krigstjeneste i 1. bataljon af Regiment 86. Den 9. januar var hans bataljon flyttet til Soissons, hvor det deltog i det tyske angreb her 8.-14. januar.

Cuy d. 22. Jan. 1915.

Det var en værre tur, vi der var på ved Soissons. Jeg forstår næsten ikke, at jeg kom uskadt derfra. Vi kom derud om natten og vidste hverken det ene eller det andet, kun peb kuglerne fra alle sider, så vi kunde nok regne ud, at vor reservestilling ikke var så langt tilbage. Da det blev dag, viste det sig, at vi lå lige over for franskmændene, og snart begyndte granaterne at regne ned over os, så slemt, at de, der ellers har været med hele tiden, ikke har oplevet noget lignende. En del af os, hvoriblandt også jeg, søgte dækning noget tilbage i en skov. Her var det langtfra sikkert, men dog lidt bedre end forude. Her lå vi og ventede, at franskmændene skulde komme, men de kom ikke, og hen paa eftermiddagen gik vor bataillon over til angreb og tog de franske stillinger og en hel del fanger. Stormen var temmelig let. De franske Stillinger var helt ødelagt af det svære tyske artilleri. Det var forfærdeligt at se dets virkning. Ligeledes lykkedes det med disse svære kanoner at spærre vejen for den franske reserve. — De stillinger, vi tog, vil ikke være lette at tage igen, for højderne falder brat ned mod Aisnefloden.

Det var en herlig egn der. Vi lå på højderne på nordsiden lige over for byen, en dejlig by, med to store domkirker, som jo desværre vist ikke bliver skånet, nu når det tyske artilleri for alvor beskyder byen. Ved begge sider af Aisne hæver sig skovbevokste højder, hvoraf små byer og enkelte huse titter frem. Man kunde ikke blive træt af at se på dette billede. Men desværre er der jo nu så meget, der skæmmer det. Man behøver blot at se lige ned for sig, overalt ligger lig af franske sønner, der i disse dages hårde kampe har sat livet til. Ja der har været kæmpet hårdt om disse højder og hidtil uden held for tyskerne.

Nu kom vor 1. bataillon og tog dem. Og tænker man så på, at over halvdelen af mandskabet i det er fra Nordslesvig — det var altså os, der skulde klare det, — og lader vi så tankerne glide hjemad og behandlingerne der — hvilken forskel!!

I 5 dage lå vi derude i skyttegravene og fik næsten hverken søvn eller mad, kun en hel del vin gav det, da der var rigeligt deraf i byen og et par slotte, som vi erobrede.

1914-09-01 Soissons efter tysk bombardement

 

22. januar 1915. “Tyskerne har desværre båret sejren hjem ved Soissons.”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste ved Reserveinfanteriregiment 86 på Vestfronten.

Cuy, Oise, den 22. januar 1915

Kære forældre!

Det forholder sig desværre sådan, som der skrives. Tyskerne har båret sejren hjem ved Soissons, har taget en mængde fanger. Det stemmer også, hvad franskmændene skriver, at vi var tropper fra 7 regimenter, der angreb: 84,85,86,12,36,163,52 samt III jægere.

Vor bataljon alene har vist taget hen imod tusinde fanger, et maskingevær, en revolverkanon; de kom jo løbende imod os uden våben med hænderne i vejret; jeg forstår ikke, så lidt modstand de gjorde. Men da jeg først havde set deres skyttegrave, forstod jeg det bedre. Vort svære artilleri havde i flere dage beskudt dem med haubitser; de går rutsj gennem de stærkeste dækninger, de slår et hul i jorden så stort som vort spisekammer og spreder død og ødelæggelse i en omkreds af næsten et halvt hundrede meter. Deres grave lå fulde af døde og sårede, og de må til sidst være bleven helt forrykte af skræk, så de har mistet al modstands­kraft – tilmed var de lutter nye tropper, som lige var kommet dagen i forvejen.

Vi var helt inde i de forreste huse af Soissons, En Poulsen af Sommersted sov derinde i en kælder natten over, og en fransk vagtpost patruljerede udenfor. Nå, tanken om alt det fylder mig med vemod. Glad er jeg, at jeg selv er sluppet derfra; for når man kunde slippe helskindet igennem en sådan granat- og kugleregn, så har man håb for fremtiden. Ingen af de „gamle” havde oplevet noget lignende i de mange slag, de har været med til.

En kærlig hilsen fra jer søn Kresten

Andresen, Kresten, Ullerup 02569H

 

22. januar 1915. Hemming Skov på infirmeriet: “Det ikke var tilstrækkeligt at komme til Lægen med Hovedet under Armen; der skulde ogsaa føres Bevis for, at det var ens eget Hoved!”

Af Allan Otto Wagner.

176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten. Vi har fulgt ham her på siden fra august 1914 igennem lange marcher, kolde og våde skyttegrave og sindsoprivende angreb. Men i januar 1915 sagde kroppen stop og han blev syg.

Vi var tit vaade, og det gav Eftersmæk, En Del blev syge, og en skønne Dag fik jeg daarlige Øjne.

Orlov var for Frontsoldater paa dette Tidspunkt af Krigen endnu et ukendt Begreb, men nu gjaldt det virkelig om at faa Held til at blive sygemeldt. At dette ikke var saa ligetil og let, skal belyses gennem en gængs Talemaade Kammeraterne imellem om dette vanskelige Problem. Den lød saa dra­stisk, at det ikke var tilstrækkeligt at komme til Lægen med Hovedet under Armen; der skulde ogsaa føres Bevis for, at det var ens eget Hoved!

Tre Gange paa tre efter hinanden følgende Dage meldte jeg mig hos Bataillons-lægen, før det lykkedes for mig. Denne gav mig en Seddel, hvorpaa jeg henvistes til Infirmeriet i Partokko. Og med denne Seddel i Haanden som et kært Klenodie begyndte for mig en lykkelig Rejse, hvor jeg dog til at begynde med — forskellige Steder i Selskab med utallige baade let- og haardtsaarede — lærte Krigens Følger at kende i al sin Gru.

Ambulance ved Novoalexandrovsk i 1915
Ambulance ved Novoalexandrovsk i 1915 (Museum Sønderjylland)

21. januar 1915. “Skyd mig ned, så jeg endelig kan få fred!”

“Christian” fra Regiment 84 fortæller om oplevelser på Hartmannsweilerkopf

“For hvert nyt Angreb blev der tyndet yderligere ud iblandt os. Vi havde især mange Haardtsaarede. En Dag blev Kompagniføreren fra 5. Kompagni haardt saaret. Vor Fanebærer, en Sergent, fik Maven revet op og led meget, udsat som han var for Kulden og den alt for utilstrækkelige Hjælp, der under de udsatte Forhold blev ydet ham. Tilsidst stønnede han: »Jeg kan ikke holde det ud mere, jeg kan ikke. Tag din Revolver,« sagde han til en Kammerat, »og skyd mig ned, saa jeg da endelig kan faa Fred.«

Midt under Kampen rejste min Sidemand sig, stillede sig ganske roligt bagved et Træ »Se der,« sagde han, og pegede paa de angribende Alpejægere, »se der, dem tager jeg paa Kornet.« Saa lagde han an og skød, igen og igen, skød og ladede paany, og nedlagde med største Sindsro 6 Alpejægere i Træk. Da han lagde an paa den Syvende, faldt Geværet ud af Haanden paa ham, en Kugle havde ramt ham i Armen. En Nødforbinding omkring og saa bare hurtigst muligt afsted tilbage. Han havde nu særlig travlt, men der var heller intet at vente efter i dette Helvede, han satte sig paa Enden og rutschede med den blodige Arm bøjet ind imod Kroppen ned ad Bakken. Mange misundte ham.

Krigskort 1915-01-10til16

21. januar 1915. “Et dansk hjem lagt øde”. Falitter i byggebranchen. Faldne og sårede.

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen

Et dansk Hjem lagt øde.
„Flensborg Avis” fortæller om et dansk Hjem i Nordslesvig, som Kri­gen helt har lagt øde. Det er hos Gaardejer A. Waldemar i Løjtkirkeby.

Manden selv var sygelig, og der var tre Sønner, der alle maatte i Krigen. Den ældste kom som Marinesoldat til Kiel. Og her blev han dræbt ved en Kedeleksplosion. Den anden kom til Belgien, blev haardt saaret, kom paa Lazarettet, blev kureret og sendt til Fronten igen, denne Gang mod Øst. Juleaften gik han paa Vagt, fik to Kug­ler gennem Hjælmen og en lige i Tin­dingen.

Faderen døde af Sygdom og Sorg lille Juleaften.

Den tredie Søn er Landeværnsmand og gør Tjeneste i Belgien.

Hjemme sidder en ensom, forladt og sørgende Moder.

Murermestrene i Haderslev melder sig fallit.
Siden Krigens Begyndelse har, med­deler “Dannevirke”, enkelte af Hader­slev Bys Borgere enten haft Betalings­vanskeligheder eller maattet melde sig fallit; især er det svært for Bygge-haandvaerket. I Løbet af de sidste Maaneder har fire Murermestre maattet standse deres Betalinger eller melde sig fallit. I Onsdags bekendtgjorde Amtsretten der i Byen to Fallitsager.

Udvisning paa Als.
Malker    Harald   Elibius   Andersen (dansk   Undersaat),   der  er   født  den 16.   August   1883  i   Horsens,   sidst  i Skovby,   er   udvist   fra   det   prøjsiske Statsomraade.

Faldne og aaarede.
Barbér Martin Junge, der havde Forret­ning paa Nytorv i Flensborg, er falden paa den vestlige Krigsskueplads. Han var 31 Aar gammel og efterlader Enke og to smaa Børn.

Endvidere er der indløbet Meddelelse om, at følgende er faldet: Jef H. Petersen af Skast. (9. Januar i Frankrig), Hans Thomsen af Gejlaa (6. September i Frankrig), Bagerm. Chr. Møller af Iller (ved Vestfronten).
Søren Jensen fra Øster Aabølling er blevet såret den 9. Januar ved M. i Fran­krig, En Kammerat H. F. Hansen fra Ottersbøl, meddeler herom i et Brev til For­ældrene og sender samtidig en Hilsen fra Kresten Schmidt og Bent Andersen fra Roager. Stationsforstanderen i Toftlund er bleven Saaret under Kampene i Frankrig.

21. januar 1915. “Og dog, – Haabet giver vi ikke Slip paa!”

Feltpostbrev fra sønderjyde, dateret “M. den 21. januar 1915”

Hvad Krigen lærer
Jeg havde i min Afdeling en lille stilfærdig Soldat. Han var altid ved godt Mod. I glade som i tunge, alvorsfulde Timer var han altid den samme, den rolige, den prøvede Mand. Han gjorde mig mangen Tjeneste, hentede mig lidt Kul i Landsbyen til min lille Kakkelovn Og kom altid hen paa Eftermiddagen og spurgte, om han ikke skulde forrette et Ærinde for mig. Han fik altid en god Belønning for det.

Saa blev han haardt saaret, af et Skud i Hovedet, og faa Timer efter døde han, uden at være kommen til Bevidsthed. Hans Hjem laa langt nede i Schlesien. I vort Kompagni havde han kun Venner. Men der var en i 12. Kompagni, som stod ham meget nærmere. Han kom Dagen efter, og spurgte til ham. Men da var han allerede begravet, da var der allerede sat en lille Sandsten paa hans Grav.

Vennen kom ind til mig. Han var dybt rystet over hans bratte Død. Jeg gav ham lidt at spise og fik ham tøet op. Og saa fortalte han om den Afdødes Forhold, om et Par gamle; Forældre, som den Afdøde helt siden sin Konfirmation havde sørget for. Nu stod de to Gamle ganske ene i Verden, deres eneste Haab, deres Søn og Forsørger, var nu død. Og saa udbrød han: Det er nu mig ligegyldigt, om jeg falder i Dag eller i Morgen! Nu er min bedste Ven borte, nu bryder jeg mig ikke mere om at leve her paa Jorden!

Da gik det først op for mig, hvor inderligt dette Venskab dog havde været, hvor meget de to Venner dog havde holdt af hinanden. Ja, der gives sikkert mange af den Slags Venskaber mellem Soldaterne her i Felten, velsagtens ogsaa mange, som er bleven brudt paa lignende Vis.

Døden kræver næsten hver eneste Dag sine Ofre. Forleden Nat stod jeg og ledede Arbejdet ved en ny Hule. Det var henad Klokken 3. Maanen smilede mildt ned til os. Arbejdet gik med Afløsning. Fire Soldater, som lige var bleven afløst, stod og talte hviskende ved Siden af mig. Da faldt der et Skud. Den ene styrtede om ved min Side, de andre løb bort. Jeg sprang til. Manden var allerede død. Kuglen havde ramt ham i Tindingen. Et Par Timer efter laa han i den kolde Jord, og endnu samme Dag satte vi en Sten paa hans Grav. Men der vil gaa fire Dage, inden hans Paarørende faar det sørgelige Budskab.

Ja, Krigen er ubarmhjertig haard. Naar man saaledes gaar med Døden for Øje hver eneste Dag, hvor er Glæden over hver Dag, som man faar Lov til at leve, dog stor. Og naar der saa kommer en ledig Time, lever man hele sit tidligere Liv om igen i Tankerne. Man glæder sig over alle de fornøjelige Timer, som man før har haft, alt staar i et saa dejligt Lys. Og man bebrejder sig selv, at man ikke har udnyttet sin Tid bedre. Hvor kan det dog være, at man først nu opfatter alt det skønne paa rette Maade?

Hvor har vi dog i Grunden været utaknemmelige, har været, thi vi er det sandt for Dyden ikke mere. I skulde bare høre vor Samtale i en ledig Aftenstund, naar det lille Tællelys smiler vemodigt til os. Altid drejer den sig om, hvor lunt og godt, hvor rart og hyggeligt vi dog har haft det før. Ja, og før syntes vi dog allesammen, at saadan skulde og maatte det være. Derfor følte vi ingen Taknemmelighed. Og saa udmaler vi os altid, hvordan Fremtiden vil se ud. Men ak, det er alt saa uvist, saa usikkert. Man bygger og bygger, men ser dog den nære Fare for, at alt styrter sammen en skønne Dag. Og dog, — Haabet giver vi ikke Slip paa. Det holder vi fast til vort sidste Aandedræt. Det giver os Mod og Fortrøstning!

Ja, vi vil haabe, at det hele snart maa faa Ende. Sikken Lykke for den, som saa atter faar Lov til at vende hjem til sine Kære, ja, gid den Lykke ogsaa maatte times mig, saa vil man alligevel glæde sig over, at man har gennemgaaet en saa haard Prøvelse, glæde sig over meget af det, man har oplevet, da vil man føle sig som en Mand, rank og stærk og prøvet.

Ja, ha’ det saa alle godt, I mine Kære, – jeg tænker saa meget paa Jer.

Regiment 86 018 Moulin soldaterbegravelse
Soldaterbegravelse ved Moulin-sous-Touvent

 

21. januar 1915. “Der blev fordelt ti jernkors til hvert kompagni.”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste ved Reserveinfanteriregiment 86 på Vestfronten. Han deltog i slaget ved Soissons i januar 1915.

DAGBOGEN

Cuy den 21. januar 1915

Festivitas. I går kom den kom. general v. Bohmer for at takke os, fordi vi havde hævdet regimentets ære. Der blev fordelt ti jernkors til hvert kompagni, og til min store forbavselse og skræk blev Peter Jensen råbt frem. Nu går han og skammer sig som en hund, fordi han slet ikke har fortjent det. Jeg traf Hans Moos, han havde været i Chauny for at få tænder plomberet. Nu er vi ved at falde lidt til ro igen. Jeg har fået et utal af breve og pakker, og nu skal jeg jo svare på det hele.

Andresen, Kresten, Ullerup 02569H

21. januar 1915. Hartmannsweilerkopf: “Der udspandt sig en kamp fra træ til træ”

Løjtnant af reserven, Johs. Andresen, delingsfører ved Regiment 84, 7.kompagni, fortæller om stormen på Hartmannsweilerkopf

Jeg kan i dag ikke mere huske rækkefølgen af de enkelte angreb, jeg ved blot, at vi måtte forsvare os til alle sider, men dog kunne afvise alle angreb. (…)

Grenaderernes skyttelinje sås allerede mellem træerne, da et nyt fjendtligt angreb pludselig satte ind. Jeg er af den mening, at dette angreb blev iværksat samtidigt fra Silberloch og Hartmannsweiler Kopf. Vi var vant til, at franskmændene ledsagede deres angreb med gjaldende horn og høje “en-avant” råb. Denne gang havde de ændret deres taktik, lydløst var de kommet nær og stod pludselig over for os i kort afstand. Der udspandt sig en kamp fra træ til træ, og kompagniet led betragtelige tab. Vi var allerede trængt tilbage til tæt ved udsigtsklippen, da 89’erne spredte sig blandt os. Med vore svære tab og fuldkommen udmattede folk havde vi vel næppe kunnet afværge angrebet. Grenaderernes energiske modstød rev os igen med fremad, og snart havde vi nået de gamle linjer igen.

Jeg fik ordre til at indfinde mig ved bataljonen med de afløste rester af kompagniet. På vejen derhen blev vi beskudt. Ved de sidste angreb var situationen så forvirret, at jeg ikke fandt til tilrådeligt at marchere hen over det netop omkæmpede terræn med kompagniet. Også orienteringen var gået tabt for mig ved formiddagens frem- og tilbagebølgende kampe. For at undgå unødvendige tab lod jeg kompagniet trække sig tilbage i retning af udsigtsklippen og begav mig så sammen med en ordonnans på vej for at finde bataljonen. Vi var næppe kommet fra kompagniet, før vi blev beskudt og begge faldt på næsen. Min ordonnans var død ved et hovedskud. Jeg selv troede at have fået et kolbestød af den faldende ordonnans; men en følelse af noget varmt løbe ned ad låret belærte mig om noget andet, en kugle havde også truffet mig.

Jeg sprang op med den hensigt at ville gå bag efter kompagniet, men forgæves, benene ville ikke med mere. “Sygebærer! sygebærer!” er jo vel det råb, man i en sådan situation bruger, når man søger kontakt med omverdenen. Også forgæves. Til gengæld begynder minekasterne at beskyde den fjendtlige stilling på Hartmannsweiler Kopf.

Derved opstod der for mig en ret pinlig situation, da splinterne også føg mig om ørerne; krybende nåede jeg en klippeblok, bag hvilken jeg fandt nogenlunde beskyttelse. Mit ur stod stille, jeg vidste ikke hvad klokken var og ved heller ikke, hvor længe jeg har ligget der. Endelig hentede en sanitetsunderofficer fra 7. kompagni mig. Mit råb var godt nok blevet hørt, men på grund af minekasteren havde ingen kunnet komme til mig. Han tog mig på ryggen og slæbte mig til udsigtsklippen. I det derværende sanitetsdækningsrum blev jeg forbundet, fik kaffe at drikke og af lægen en cigar, der trods alt smagte mig fortræffeligt. Her erfarede jeg også om besætningens kapitulation på Hartmannsweiler Kopf.

Franske soldater overgiver sig. Argonne 8. januar 1915
Franske soldater overgiver sig. Argonne 8. januar 1915

21. januar 1915. Nat ved Hartmannsweilerkopf

Vicefeldwebel af reserven, C. Beuck, 5. kompagni, fortæller om stormen på Hartmannsweilerkopf

Natten til den 21. januar 1915 vil forblive uforglemmelig, så længe jeg lever. Som vi hørte senere havde termometret denne nat på Rhinsletten stået på 12 grader under nul. Med nogle meters afstand stod posterne natten igennem ret op og ned i dyb sne. Det er stille. Kun nu og da piber en kugle hen over os og slår med et smæld mod et træ eller en sten.

Med regelmæssige mellemrum lyder der et klageråb jamrende gennem skoven: “Camerade! Camerade!” Råbet kommer højt oppe fra som ud af luften. Nogle skytter fra de franske alpejægere har siddet i trætoppene; herfra har de skjult for vore blikke nedskudt den ene efter den anden af vore. Men en af dem må dog være ramt; nu kan han ikke komme ned fra sin høje placering og fylder natten med sine klageråb.

Søvn kan man slet ikke tænke på. Da vi ikke har den ringeste beskyttelse, lader den rasende kulde os ikke sove, men på den anden side forlanger kroppen sin ret; En frygtelig træthed overfalder mig. Jeg har taget min grå feltfrakke på, lægger mig overvældet af træthed i sneen for at lukke øjnene. Men allerede efter få minutter må jeg tage mig sammen igen: Kulden bider for hårdt. Jeg stamper travende gennem sneen for at varme mig op for snart efter at synke sammen af træthed – sådan går det i timevis med regelmæssig gentagelse. Endelig går denne nat mod enden; en meget syg patient kan ikke lytte mere længselsfuldt efter tårnurets klokkeslag, tælle nattens timer, end vi gjorde i hin nat.

Da morgenen gryr, forventer vi og håber på afløsning, men der kommer ingen. Igen og igen har vi natten igennem hørt de franske jægeres hornsignaler; igen og igen forsøger de på den anden side af bakken at storme vore linjer for at bryde hul i vor omringning, men forgæves! Roligt står vore skytter ret op og ned i sneen i den nødtørftigt udgravede skyttegrav og tvinger angriberen til at vende om.

C. Beuck blev senere præst ved den tyske menighed i Aabenraa.

Fra “Regiment ‘von Manstein’ Nr. 84 i Verdenskrigen” (Udkommer i 2015)

Tyske soldater ved Argonne
Tyske soldater ved Argonne

20. januar 1915. Hans Petersen: Sange på dansk og frisisk ved Vestfronten

Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86

Vi var den 20. januar i Blérancourt for at bade. Det trængte vi ogsaa i høj Grad til; thi Huden var ved at blive baade stram og graa. Efter Badet følte man sig som født paany; med kraftige Skridt og frit hvælvet Bryst spadserede vi glade tilbage, de fleste med en Flaske Kognak i Lommen.

I Blérancourt kunde man købe alting; men af os var det næsten udelukkende Kognak og Bom, der blev købt. — Det kan nok være, at der blev lavet Grog og sunget og holdt Taler af nogle, som man troede ikke kunde sige et Ord. Friserne var vældig oprømte den Aften; de holdt sig samlet i en Gruppe for sig. De holdt Taler paa Frisisk og sang deres Fædrelandssange og udbragte et Leve for deres ejegode, tykke Underofficer Levy, mens de løftede ham op i Luften.

I en Afkrog sad en anden lille Trop. De havde siddet længe og hørt paa, at de andre sang; men synge med vilde de ikke, da de Sange ikke passede ret ind i deres Kram. »Hvis vi ikke synger saa højt,« sagde lille Nis Abrahamsen, idet han lagde »Den blaa Sangbog« hen paa Bordet, »saa tror jeg, at vi vover det.« Der var en til, som havde en Sangbog, og nu kan det nok være, der kom Gang i Sangen.

Det var første Gang i Krigen, at vi saadan sang Dansk; det gjorde os rigtig godt, og jo længere vi sang, desto gladere blev vi. Af og til kom der nogle for at synge med i det glade Selskab; men de gik igen og rystede paa Hovedet. En af dem tog Afsked med de ublide Ord: »I fordømte Danske.«

Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk politiuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.
Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk fængselsbetjentuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.

20. januar 1915. “Hver Kvinde skal være Soldat i denne økonomiske Krig.” Rationering og sparsommelighed

Hejmdal

Dagens nyt fra Hejmdal

Dagens Nyheder.

Strenge Forholdsregler med Hensyn til Brødet. Overborgmesteren i Apolda har offentliggjort følgende Bekendtgørelse:
“Enhver sund Mand og enhver sund Kvinde skulde værge sig ved at spise friskbagte Rundstykker. Vore Soldater i Skyttegravene faar heller ingen friske Rundstykker. Jeg har givet Anordning til, at Forbundsraadsbestemmelserne skal overholdes strengt overalt. Jeg vil ikke blot gøre Anmeldelse til Statsadvokaten om enhver Overtrædelse, men jeg forbeholder mig ogsaa at nedsætte Højestepriserne for Rundstykker saa langt, at Bagerne kun kan sælge dem med Tab”.

Rigs-Uld-Ugens første Dag i Berlin var meget vellykket. Det afhentedes skønsvis 100-120,000 Pakker.

Brødkornet. Fra det berlinske Produktmarkeds meddeles gennem “Wolffs Bureau”:
Nu som før var Tilbudet af Brødkorn og Fodermidler meget ringe. Men man antager, at Tærskningen, naar Vejret vil holde sig, vil tage Fart, og at der saa vil komme mere Korn paa Markedet. Der var fra Vesttyskland stærk Efterspørgsel efter Mel, især Rugmel. Hvede, Rug, Havre, Majs ingen Notering.

Fra Provinsen.

Røde Kors-Mærker. For at skaffe det Røde Kors nye Indtægter er det blevet indrettet en “Kors-Penning-Indsamling”. Hos Præster og Lærere, i Forretninger og Beværtninger kan der købes Mærker til 10, 5 og 5 Penning, som kan klæbes paa Breve ved Siden af Frimærker; Pengene anvendes saa til det Røde Kors’ velgørende Formaal.

Uldugen i Flensborg. Ved Nitiden Mandag Formiddag stod der nede ved “Kolosseum”-Pavillonen i Flensborg 10 store Flyttevogne, pyntede med det Røde Kors’s Mærke. Byen var inddelt i 10 Distrikter, og hver Distriktsdame har inden unge Piger til Hjælp; endvidere var det større Drenge, til Dels med Slæde, travlt i Færd med at transportere de indsamlede Pakker hen til den paa gældende Flyttevogn. Denne vækker selvfølgelig en Del Opsigt i Gaderne, hvor Trommehvivel eller Gongon bebuder dens Ankomst. Saa vidt det kunde ses, gav første Dag et stort Udbytte; opad Dagen var de rummelige Flyttevogne ifølge “Fl.Av.” næsten fyldte af gammelt Uldtøj og andre Stoffer, og der brugtes tillige Hjælpevogne.

Indenrigsministeren opfordrer til Sparsommelighed.
Berlin, 18. Januar. (W.B.) Indenrigsminister H. von Loebell har den 16. Januar sendt Gehejme Regeringsraad Prof. Dr. Sering følgende Brev:

Meget ærede Hr. Gehejmeraad!
Jeg takker Dem meget for Deres Brev af 14. ds. Blandt de Spørgsmaal, der beskæftiger os herhjemme, medens tropperne staar i en haard men med Guds Hjælp sejrrig Kamp med stærke og tapre Modstandere, indtager utvivlsomt Spørgsmaalet om v0r Folkenæring Førstepladsen.

Nationaløkonomerne og det praktiske økonomiske Livs Mænd, der i der forbigangne Fredstider stadig betonede, at de økonomiske Spørgsmaal vilde spille en større Rolle i en kommende Krig end nogensinde tidligere, de har her faaet Ret. Alle Krige har jo været økonomiske Krige i den Betydning, at foruden de militære har ogsaa Modstandernes økonomiske Midler staaet overfor hinanden. Men denne Verdenskrig er paa en hidtil ukendt Maade bleven til en økonomisk Krig dvs. den halve Verdens Krig, ført af England, imod Tysklands verdenshandel og økonomiske Liv. Engelske Politikere lægger ikke Skjul paa, at Krigens sidste, egentlige Maal for England er at trænge den tyske Konkurrence bort fra Verdensmarkedet og ødelægge det tyske økonomiske Liv. Dette Maal skal let naaes ved fuldstændig at knuse den tyske Magt og bøje Tyskland ind under de Fredsbetingelser, som England dikterer. To Midler har England rede for at naa dette Maal: Kampen ved Vaaben til Vands og til Lands og Kampen mod Tysklands økonomiske Liv ved ar afspærre al Tilførsel, ved at udsulte det tyske Folk – under aabenbar Krænkelse af Folkeretten. Hvad Vaabene ikke formaar, det skal Sulten præstere. Det bliver vor Opgave, militært og økonomisk, at staa en Streg gennem denne engelske Retning.

Af vor heltemodige Hær og Flaades offensive Aand venter vi den fulde Sejr med urokkelig Tillid. Det tyske økonomiske Livs modstandskraft vil gøre os økonomisk uovervindelige. Jeg behøver næppe at betone, at Statsregeringen saa lidt som nogen oprejst Tysker ikke nærer den mindste Tvivl om, at baade den endelige Vaabensejr og den økonomiske Sejr vil blive vor. Vi har tilstrækkelige Levnedsmidler i Landet, og med en rigtig Ordning af Forbruget og en forstandig Husholdning vil vi ikke behøve at lide Mangel, selv om Krigen skulde vare længe. Ganske vist gaar Kampen ogsaa økonomisk forud Sejren.

Desværre er det trods alle Formaninger og Forholdsregler fra Regeringens Side ikke blevet klart for store Kredse af Befolkningen, hvor haard den økonomiske krig er. Ganske vist behøver vi ikke, takket være vort Landbrugs blomstrende Udvikling under en økonomisk-politisk Lovgivnings Beskyttelse, at nære Bekymring for, at vi vil komme til at mangle Levnedsmidler. Men Standsningen af al Tilførsel kan ikke forblive uden Virkning paa vor Ernæring. Vi vil kun kunne leve og saa Udkommet under en lang Krigstid, hvis vi lever helt anderledes, end vi har været vant til i den lange Fredstid. Den tyske Jord er rig og kan ernære sit Folk. Men hvad den frembringer, er ikke altid det, som hidtil har smagt os bedst. Vi behøver ikke at lide Nød, men vi maa spare og leve jævnt og simpelt; meget Rugbrød og mange Kartofler, mindre Kød og lidt Hvedebrød – og spare, stadig spare med Forraadene og med Levningerne, som man var vant til at kaste bort.

Vore Nationaløkonomer, som har lært nationen at tænke national- og verdensøkonomisk, fortjener Fædrelandets Tak, hvis de i denne Krigstid stadig oplyser, formaner og giver Folk gode Raad, og jeg beder Dem og alle andre sagkyndige Mænd og Kvinder, af Teori og af Praksis, om ikke at blive træt af dette Oplysningsarbejde, men stadig blive ved med Mund og Pen af alle Kræfter, atter og atter og ved enhver lejlighed, der byder sig.

Der er ingen Tvivl om, at vi i de forløbne Krigsmaaneder ikke har sparet saadan med vore Krigsforraad, som Pligten og Patriotismen bød. Nu er det paa Tide, hvis det ikke skal blive for sent. Nu gælder det om at sætte hver Husholdning i Krigstilstand. Enhver Tysker, fremfor alt hver Kvinde skal være Soldat i denne økonomiske Krig. Hvad Dødsforagt og Tapperhed foran Fjenden er, det er Sparsommelighed og Afhold hjemme, og Eksempel og Kammeratskab findes her som der. Der kan let ske for lidt, aldrig for meget. I enhver Tysker, hvem det ikke er forundt at sætte Livet ind for Fædrelandet derude i Felten, maa den Bevisthed være levende, at det er hans hellige Pligt efter sine svage Kræfter at bidrage til den sejrrige Udholdenhed ved at indskrænke sig hjemme og ved at tilpasse sig efter det daglige Livs nye nødvendige Krav.

Hvem der ikke villigt og punktligt gennemfører og hjælper til at sørge for, at andre ogsaa gennemfører alle de Forholdsregler, der er udstedt for at sikre vor Folkenæring, (Indskrænkningen af Forbruget af Brødkorn, især Hvede, streng Overholdelse af Fodringsforbudet, Formindskelse af Fedekvægbestanden, osv. osv.), han forsynder sig imod Fædrelandet ligesom en Soldat, der ikke vilde gøre sin Pligt og Skyldighed til sidste Aandedræt. Og ligesom det sidste – vi kan sige det med Stolthed – er udelukket hos en tysk Soldat, saaledes vil og kan vi haabe, at Tysklands Mænd og Kvinder ogsaa hjemme vil gøre deres Pligt og Skyldighed over for Fædrelandet, med Hengivenhed, Glæde og Offervillighed.

Naar vor nationaløkonomiske Sejr er jævnbyrdig med Vaabnenes, tør vi vente en Fred, der vil lade Tyskland opstaa større og rigere, end det nogen sinde har været, efter disse tunge Dage. Deri, ved jeg, er jeg enig med Nationen og med Dem.
Med særdeles Højagtelse er jeg
Deres meget ærbødige
von Loebell

20. januar 1915. “Man bliver jo helt forrykt i hovedet af at skulle være med til sådan noget.”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 86 på Vestfronten. I et brev til sin søster fortalte han om slaget ved Soissons, da det var kommet lidt på afstand.

Cuy den 20. januar 1915

Kære søster Misse!

Mange, mange tak for alle dine breve og pakker og gode sager; det strømmer nu ind over mig, da jeg ikke har fået post i de syv dage, jeg var i slag. Ja, det er en stor og mærkelig oplevelse, så rig på indtryk, men mest af en uhyggelig og ligefrem forfærde­lig art. Der var sådan et uendelig mystisk skær over det hele. Vi lå lejrede i en stor bjerghule med mange, mange gange; væggene var af hvid kalksten.

Om natten brød vi op og det med stormoppakning. Da begyndte vi alt at blive lidt urolige for, hvad der skulde ske. Det var så bælgmørkt, at vi ikke kunde se vor egen formand; vejene var frygtelig opkørte og fulde af dybe granathuller. Til sidst måtte vi gå i gåserad, ingen måtte sige et ord; hvert fodtrin skulde være så lydløst, at ikke franskmæn­dene skulde høre os. Der var meget uroligt, og kuglerne fløjtede fra en kant, så jeg slet ikke forstod stillingen. Til sidst vadede vi afsted gennem fodhøjt vand og kom endelig til en ny hule „Championshulen” kaldes den, hvor soldaterne lå side om side og sov; vi havde lige plads til at sidde på hug, og det varede heller ikke længe, før vi igen blev råbt op; og nu gik det skridt for skridt ud gennem vor egen trådforhugning, ned gennem en skov, hvor vi famlede os frem i mørket. Endelig kom vi ud på en landevej. Dér var jeg lige ved at træde på et lig, som lå der; der lå en tre-fire sammen, alle franskmænd. Vi kom ind i en grav, der var fuldstændig sammenskudt, så der bare var en rende i jorden.

Det begyndte at dages. Da så jeg, at hvorhen jeg end vendte øjet, lå der lig i underlige forvredne stillinger. Lige på dæknin­gen bag mig lå en tysk feltwebel. Han lå, som om han sov. Bag ham en anden, der havde hovedet helt sønderskudt. Så be­gyndte kuglerne at fløjte tappert. De kom fra tre sider; og jeg var forberedt på, at vi snart vilde blive angrebet i ryggen og taget til fange. – Da hørte vi med ét stormløb lige til højre for os. Fransk­mændene havde erobret et stykke af den skyttegrav, vi lå i, og 4. kompagni måtte storme den stilling, som de skulde besætte. Jeg så dem storme og falde, løbe tilbage og frem; så tog de stillingen med et hurra; der var kun 20 franskmænd i den. Kort efter kom der seks sårede fanger forbi os. –

Nu blev det alvor. Til venstre for os oppe på et højdedrag stod de franske batterier, og de kunde bestryge hele vor stilling på langs. Vi smed os ned i bunden af graven og dækkede os så godt, vi kunde; men vi var mange, og pladsen var så snæver, at vi ikke kunde få hel dækning, så jeg kunde ligge og se hele højdedraget, hvorfra ilden kom.

Det var forfærdeligt, de sprang om os i snesevis, hurrrhurrr – jord og splinter sprøjtede om os.

Peter Jensen sad sammen med 8 mand, en granat bumsede ned mellem dem – to døde, fem hårdt sårede, og han besvi­mede, men fejlede ingenting; han havde gravet sig en lille hule ind i væggen. De sårede kom i lange rækker og slæbte sig hen over os, og vi måtte ikke hjælpe dem. Det hed sig, at vi skulde forsvare stillingen, ikke angribe. Jeg tænkte, den kunde blive hamper nok: 50 meter foran os lå den franske skyttegrav; vor trådforhugning var skudt sønder og sammen. Inden vi kunde komme på benene, vilde de være over os. Og sådan lå vi time efter time. Da begyndte vort artilleri at bumse – for kort, for kort, de skød lige ved vor egen skyttegrav med svære haubitser. Der råbtes igennem med fortvivlelsens kraft: „Vort eget svære skyder for kort!” – „Der er ingen telefon” blev der svaret til­bage. „Vi må tilbage, vi kan ikke holde os!” De masede på fra højre. „Der er ti gange værre udenfor – hold ud – hold ud!” Kl. 12 stormede jægerne til venstre for os, op ad højderne; grana­terne sprang rundt i deres rækker og rev huller. De tog stillin­gen, og der kom en stor skare af fanger tilbage.

Å, det var skrækkeligt. Nu stormede de løs til venstre, blev slået tilbage under store tab. Granaterne regnede nu som et sandt haglvejr ned over os, så jord og himmel rystede, og det blev ved lige til kl. 5. Da endelig kunde vi strække de af kulde stivnede knæer efter at have ligget i samme stilling en halv snes timer.

„Plant bajonetten op!” lød det, „nu kommer de!” De kom ikke, det var os, der måtte løs – auf hurra! Tre feltwebler sårede, deriblandt Ahlefeldt. Vi stormede frem, jeg ved ikke, hvordan det gik. Jeg husker billedet af alle de lig, vi stormede hen over – lig fra de sidste dages forbitrede kampe. „Heksekedelen” eller „Zuavelunden” var vor, og franskmændene veg ned i Aisnedalen. Det var skrækkelige øjeblikke, men jeg var så glad, at jeg var sluppet helskindet fra det. Vi besatte den franske skyttegrav. Kort efter bombarderede haubitserne byen Crouy, der lå i dalen lige neden for os. –

Den nat sov jeg ikke, jeg stod vagtpost det meste af natten.

Det var to døgn uden søvn; men der skulde følge tre endnu, og det var de værste. Om dem vil jeg fortælle dig en anden gang. –

Du forstår nok, hvor sørgeligt det må være at se sine venner sådan tilredte.

Kom endelig med nogle gode beretninger andetstedsfra, for man bliver jo helt forrykt i hovedet af at skulle være med til sådan noget.

Soissons 6a49-105b

20. januar 1915. Stormen på Hartmannsweilerkopf: “Det er umuligt at komme videre!”

Vicefeldwebel af reserven, C. Beuck, 7. kompagni, fortæller om stormen på Hartmannsweilerkopf

Det går videre; den 20. januar bryder frem. Møjsommeligt klatrer enheden, der ikke er vant til bjerge, på smalle fodstier højere og højere op. En bataljon i enkeltkolonne – det er en lang kæde! Hvor let kan den ikke brydes; mørket, vanskeligt terræn, tung oppakning gør sit dertil. Der ligger sne.

Fuldstændig udmattet og åndeløs efter den timelange march og den uvante stigning kaster alle sig i sneen eller op ad en klippeblok, når der bliver indlagt et kort hvil. Endelig er vi ved målet, ved skråningen til Hartmannsweiler Kopf; Klokken er blevet 8 om morgenen. Kaptajn Mende meddeler kompagniet, at bakketoppen er besat af franskmændene; det er vigtigt, at den kommer i tysk besiddelse; vi skal tage den, men sandsynligvis bliver det ikke særlig svært.

7. kompagni rykker frem som højre fløj, inden for denne 1. deling længst til højre; denne bliver ført af løjtnant Braasch, mens jeg fører en halvdeling.. Det er en stejl, snedækket høj, vi skal storme; stedvis synker vi i sne til knæene. Bestanden af graner er ikke tæt, men den har da karakter af en regulær skov.

Næppe er vor skyttelinje deployeret og vi er på plads, da en rasende ild kommer os imøde. Med geværet under armen stormer vi frem, møjsommeligt snublende gennem sneen; skoven genlyder af den uhyggelige klasken, når en kugle rammer en gren; gennem den vinterklare luft høres langt væk delings- og gruppeførernes kommandoråb; det er på én gang rædselsfuldt og smukt.

Mange bliver ramt af velrettede skud; som den første i kompagniet falder Unteroffizier Gabert. Af og til lyder der et skrig gennem luften fra en, der er ramt; Sårede stønner og jamrer. Men den, der ikke er ramt, skal bare kigge fremad, roligt lade, sigte og skyde. Når sidemanden bliver ramt, river man en af forbindspakkerne ud, som både officerer og menige har på sig, for at standse blødningen. Vi andre skal blot storme videre fremad; kompagniets sygebærere tager sig af de sårede, der er blevet liggende.

Ved siden af mig får soldat Künstler et strejfskud på hovedet; jeg forbinder ham; han kravler tilbage. Til halvhøjre foran mig ligger Unteroffizier Hansen; han springer et stykke fremad; bagefter hører eller ser jeg intet til ham; Han har fået et skud gennem underkæben; alle tænder er slået ud. Til venstre for mig ligger min tro våbenfælle Kruse, der for nogen tid siden er forfremmet til Unteroffizier.

Fra venstre kommer der en ordre gennem skyttelinjen: “Højre fløj skal gå frem!” Vi springer frem; ilden bliver stadig vildere. Det er umuligt at komme videre. Kruse og jeg kan ikke røre os; hvislende slår kuglerne ned i sneen omkring os; som piskesmæld lyder det gennem skoven. Nu ligger soldat Hagedorn umiddelbart til højre for mig; Jeg hører det typiske, senere så ofte hørte knæk: han bøjer stille hovedet forover for ikke mere at røre sig.

Til halvhøjre for os er der en stak klippeblokke; ca. 10 mand af vore har dér fundet dækning for den trommende kugleregn. Dér kravler Kruse og jeg forsigtigt hen på maven, idet vi skubber vort gevær foran os hen over sneen, med hoved og krop presset mod snedækket. Endelig nåede vi hen bag de beskyttende stenblokke. Men hele tiden holder et maskingevær dette sted under beskydning.

Midt iblandt os ligger krigsfrivillig Deutsch jamrende, med et skud gennem ryggen. Vi kan hverken komme frem eller tilbage; vi ligger uden at kunne røre os i sneen fra de tidlige formiddagstimer ind til kl. 4 om eftermiddagen.

Unteroffizier Kruse er krøbet tilbage for at optage forbindelse med kaptajnen, men er blevet overdynget med et haglvejr af projektiler, er dog alligevel kommet igennem. Krigsfrivillig Siemon slæber med bravour den sårede Deutsch væk på en frakke. Da ilden sent om eftermiddagen bliver svagere, kryber vi alle efter hinanden tilbage; på skråningen står allerede de andre delinger fra kompagniet i skyttelinje. Her hører vi om de andre kompagniers svære tab, særlig 5. kompagni.

Mens jeg opstiller vagtposter til natten, bliver jeg af en ordonnans befalet at komme til kaptajn Mende; han sidder på en trærod; løjtnanterne Braasch og Andresen står ved siden af ham. Han meddeler os, at han fra bataljonen har fået ordre på at afgive 2 delingsførere til 5. kompagni, fordi det har mistet næsten samtlige førere; han har tænkt på Braasch og mig. Derpå tager vi afsked og går til 5. kompagni, hvis rester vi kun med besvær kan finde; de er slemt medtaget. Løjtnant Braasch overtager føringen af kompagniet, jeg 1. deling. Jeg lader mig orientere om situationen af nogle underofficerer, deriblandt Duus og Wiuff.

Fra “Regiment ‘von Manstein’ Nr. 84 i Verdenskrigen” (udkommer 2015). Læs om søsterregimentet “Füsilierregiment “Königin” Nr. 86″ her.

draebte franske soldater efter patrulje 07006F00365
Dræbte franske soldater (foto: Museum Sønderjylland)

 

20. januar 1915. Nyt fra Hejmdal: Faldne, sårede, savnede, jernkorset – og hilsener fra felten.

Hejmdal

En Mindegudstjeneste
holdes i Tirsdags i Varnæs Kirke, over Gaardejer Jes Fenn og Ungkarl Peter Kauslund, begge fra Bovrup, som havde fundet Døden paa en og samme Dag paa Valpladsen i Rusland. Sognepræsten, Pastor Lauritzen, talte smukt og gribende for den tætfyldte Kirke, ud fra Luk. Evang. Kap. 12, 4-5.

Faldne.

Barber Martin Junge, der havde Forretning paa Nytorv i Flensborg, er falden paa den vestlige Krigsskueplads. Han var 31 Aar gammel og efterlader Enke og to smaa Børn.

Til “Flensb. Nachrichten” meddeles fra Munkbrarup Sogn i Nørreangel, at der atter er faldet 2 unge Mænd der fra Sognet. der er nu faldet i alt 7 Mand fra Munkbrarup.

Saarede.

Søren Jensen fra Øster- Aabølling er bleven saaret den 9. Januar ved M. i Frankrig. En Kammerat, H.P. Hansen fra Ottersbøl, meddeler herom i et Brev til Forældrene:

“Jeg vil meddele Eder den sørgelige Nyhed, at Eders Søren, min gode Ven, i Gaar, den 9. Januar, er bleven saaret i den venstre Arm af en Granatstump. Det er ikke saa farligt. Jeg har været oppe paa Revirstuen og vilde tale med ham, men da var han allerede bragt paa Lasaret, vistnok i Bl. Nu maa I ikke blive alt for bange, thi Saaret er ikke farligt. Ja, I maa være glade ved, at det er gaaet saa godt; der har været mange Saarede og haardt Saarede i de sidste Dage, og ikke saa faa Døde. Da de fandt Søren var han bevidstløs. Saa snart I faar Sørens Adresse, vil I saa sende mig den. Hilsen fra Kresten Schmidt og Bernt Andersen fra Roager. Tak Gud, at I har Eders Søren endnu, saa trøster Gud Eder!
De kærligste Hilsner
H.P. Hansen”

Der indløb i Gaar Meddelelse om, at Stationsforstanderen i Toftlund er bleven saaret under Kampene i Frankrig.

Savnede.

“A.T.” meddeler nu, at der ikke er indløbet nogen Meddelelse om, at Togfører Piechnick fra  Aabenraa Smaabane er falden. Derimod har Fru Piechnick modtaget Efterretning fra Bataillonen om, at der er Mulighed for, at hendes mand er i fransk Fangenskab, da hans Lig ikke er fundet eller jordfæstet.

Marie Hansen (Adr.: Chr. Jensen) i Kobberholm ved Graasten har siden først i Oktober ikke kunnet faa Underretning om Landeværnsmand Nis Hansen fra Kobberholm, der har deltaget i Krigen ved 84. Landeværnsregiments 11. Kompagni. Al Efterforskning har hidtil været forgæves.

Jernkorset. Følgende har faaet jernkorset:
Karl Vanselov fra Sønderborg, der er Overmaskinistmat paa Krigsskribet “Blücher”.
Gefr. Tiedemann, en Søn af Handelsmand Tiedemann i Nordborg.

Fra Felten.

Bag efter de vigende Russer.

Kære Broder!
Russisk Polen, den 17. decbr. 1914.
Jeg er meget glad for, at jeg fik ønsket Eder en glædelig Jul i sidste Brev; thi nu faar I vist ikke dette til Jul. Dagen efter at jeg skrev, rykkede vi ud; thi Russerne er nu flygtede, og vi maatte bag efter dem. Vi rykkede ud Kl. 5 i Gaar Morges i østlig Retning. Da vi naaede Russernes Skyttegrave, fik nogle af vort Kompagni Ordre til at gennemsøge dem og samle Geværer og Ammunition op (Peter og jeg var deriblandt). Vi havde anrettet forfærdelig Skade hos dem. Der laa mange Døde der endnu, og lidt bagved i en Skov fandt vi mange Massegrave; men de har ogsaa været udsat for en skrækkelig Ild fra vor Side.

Vi vandrede saa i Gaar noget bagefter de øvrige og kom i Kvarter i en lille Stad Kl. 7 om Aftenen. Peter og jeg og en til ligger i Kvarter hos en Familie, hvor der er 4 smaa Børn, alle i et Værelse naturligvis. Jeg laa paa en Sofa og sov udmærket, men Peter sagde, at Børnene havde brølet dygtigt om Natten. Jeg har ikke hørt noget. Vi skulde have været bort Kl. 6, men Russerne har sprængt alle Broer, saa vort Artilleri ikke kan komme frem. Vi bliver vistnok liggende her i Dag. Kl. er nu 8. Der er lige nu blevet sagt Besked, at vort Regiment skulde hjælpe Pionererne med at bygge Broer.

Nu bliver Postgangen vistnok noget langsommere. De 3 Pakker, Du sendte, har jeg ikke modtager endnu, men jeg faar dem nok en af Dagene, da de sandsynligvis er her paa en af Vognene. Nu er det ikke godt at vide, hvor vi kommer til at fejre Julen, men maaske bliver det bedre, end vi tænker. Vi faar maaske mere Ro end der, hvor vi var, saa det skal nok gaa. I Aftes, da vi stof en Times Tid nede ved Wartefloden og ventede og frøs, sang vi alle “Glade Jul”. Det var helt stemningsfuldt i den mørke Aften.
Mange kærlige Hilsener og Ønsker om et godt Nytaar for Eder alle.
Eders
Jens.

Vagten ved Møllen Julenat.
Russisk Polen, den 24. Decbr. 1914.

Kære Broder!
Mange Tak for Dine Breve og Kort, som jeg modtog i Aftes. Der var 2 Kort og Breve fra den 9. og 12. December. I Dag er det jo Juleaftensdag, men hos os mærker vi det ikke. Vi skal i Aften alle i Skyttegraven, da vi er bange for et Angreb fra Russernes Side. Peter og jeg skal paa Feltvagt 5-600 Meter fra Russerne, saa vi faar jo ingen Ro i Nat, men saa er vi til gengæld fri i Morgen. Det er ikke saa rart at gaa ude og passe godt paa hele Natten, især naar Maanen gaar ned ved Midnatstide. Det gør den her i Aften. Vi er nu langt nede i Polen, ned efter Krakau til.

Nu vil jeg fortsætte i Dag, da jeg ikke fik skrevet mere i Gaar. Ja, nu er vi kommen hjem i vort Kvarter igen. Det var en slem og lang Nat. Vi stod paa Vagt fra Kl. 4 til Kl. 7 i Morges. Straks i Aftes fik vi Ordre til, at ingen maatte sove, saa vi stod 15 Timer paa Post. Saa længe Maanen skinnede gik det jo; men da det blev mørkt, var Russerne næsten ikke til at skelne fra de mange smaa Buske, som vokser her. Vi stod oppe ved en Mølle paa en Bakke. Kl. henad 2 havde der saa sneget sig 2 Russere om bag Møllen og smurt Træværket ind med Beg og sat Ild paa. Vi saa dem, da de løb bort, og skød efter den, men traf ikke. Vi fik i en Fart Ilden slukket, saa det ikke blev til noget den Gang, Møllen laa kun 25 Meter fra hvor vi stod.

Resten af Natten forløb temmelig roligt; men den Julenat glemmer jeg aldrig. I Aftes fik vi kun et Stykke Brød med Fedt og Salt og lidt kold Kaffe, men nu i Dag vil vi leve højt. Vi har købt 2 gode Gæs for 2 Mk. 25 Pg. Stykket. Jeg har nu slagtet dem og har den i Gryden saa vi skal nok faa en flot Middag. De øvrige er til Gudstjeneste, men det blev saa sent tilsagt, og jeg stod midt i Slagtningen. Jeg maatte derfor blive tilbage. jeg tænker, vi faar Post i Morgen, saa skriver jeg igen.
Mange Hilsner fra
Eders
Jens

Fransk Vinter.
B. i Frankrig, den 12. Jan. 1915

Kære “Hejmdal”!
Modtag en Hilseen fra det fjerne Vesten og en Tak, I kære Landsmænd, som sender Bladet til mig her i Skyttegraven. Det glæder mig, hver Gang jeg læser hvad der gaar for sig hjemme. Naar man læser det hjemlige, svinder krigstanken for at Øjeblik. Men det er ogsaa kun for en Tid, for ser man over Dækningen, øjner man 2 Mand paa Vagt. Bag dem er det en Løbegrav, som er fuld af Pløre. Vi gaar i Vand til Knæerne derovre. Mangen Kammerat bliver siddende fast og kan ikke komme videre. Vi maa hjælpe ham løs. Befolkningen siger, at saadan er Vinteren her i Frankrig: Regn og Slud. Jeg søger altid at opmuntre Kammeraterne; thi det gaar dog meget lettere, naar man er ved frisk Mod. Vi er tre Nordslesvigere ved Kompagniet, og vi holder sammen, saa godt vi kan. Vi haaber, at Freden omsider skal komme.
Hilsen til alle derhjemme.
Frederik Schmidt

Hilsen fra Felten.

Bladet har modtaget en Hilsen med Tak for Tilsendelsen af Bladet fra Gdr. Paulsen, Vester Sottrup, nu Kusk ved en Bataillonsskab i Belgien. Han skriver bl.a.:
“Jeg er meget glad for Bladet. Nordslesvigske Kammerater har jeg ingen af her, saa jeg har slet ikke Lejlighed til at tale Dansk. Mit Regiment ligger nu her i Reserve. De sidste 14 Dage før Jul var det temmelig haardt med ved Nieuport. Men jeg maa ikke klage, da jeg er Kusk ved Bataillonsskaben.”