3. juni 1915. Przemysl er faldet. Legitimation er påkrævet for høj såvel som lav.

Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen

Syd for grænsen under krigen:

Flagning for Przemysls fald

Ved middagstid i dag hejstes der – efterhånden som efterretningen indløb derom – flag for at fejre glæden over de tysk-østrigske hæres erobring ad Przemysl, som efter det officielle telegram har været i deres hænder siden i morges.

Streng Pastvang

I et småbanetog i Nordslesvig passerede forleden dag følgende, der vidner om den skarphed, hvormed påbudet om pas gennemføres:

En stationsforstander(formentlig fra Sommersted)tog i fuld uniform med toget til en anden by. Da Landeværnsmændene, der nøje inspicerer passagerne i togene, forlangte hans pas, erklærede han, at han intet sådant havde, da hans uniform selvfølgelig måtte være tilstrækkelig legitimation. Landeværnssoldaterne var imidlertid ikke af samme mening – man havde jo før hørt, at folk havde stukket i en uniform og narret myndighederne, nej, han måtte hellere følge med til Haderslev, for at hans identitet der kunne blive konstateret af politiet. Det var forgæves, at stationsforstanderen protesterede; han måtte til Haderslev.

3 gendarmer, ligeledes i fuld uniform, havde ikke uden skadefryd moret sig over stationsforstanderen, men nu kom turen til dem. De havde ikke pas hos sig, da de naturligvis som gendarmer i uniform – maatte være fritaget for at bære pas. Landeværnsmændene kunne ikke gå ind på det ræsonnement, og nu smilede stationsforstanderen lunt, da landeværnssoldaterne trods al gendarmprotest erkærede, at de måtte til Haderslev, for at politiet kunde konstatere identiteten.

Nå, på politikontoret i Haderslev blev både stationsforstanderen og de tre gendarmers identitet konstateret, men turen dertil var jo udenfor det, de pågældende havde regnet og viser, som sagt, hvor skarpt der gås til værks i henseende om forlangende at bære pas.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *