Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84. I oktober 1915 lå regimentet ved Loretto.

Vi var to døgn ad gangen i forreste linie, derefter to døgn i Avion, for at vi kunne få udsovet og få tøjet tørret og gjort nogenlunde rent. Det vil sige, at vi skrabede leret af vore uniformer med spaden,  somme tider gik det næsten helt op til patron taskerne; men da der  de fleste steder i Frankrig er flisegulve, slog vi bare hul på  skorstenen og lavede bål foran på gulvet.

Det nemmeste brændsel var vinduesskodder, og når man slog dem i stykker, havde man straks en hel bunke pinde. Til andre tider gik det ud over møbler og trapper.

Så gik det igen efter to døgn tilbage til den før omtalte banelinie. Når vi var her, skulle vi hære materiel ud til fronten. To ture hver nat.

Det  var næsten værre end at være i forreste linie. Vi masede os frem gennem den oprodede jord i buldrende mørke, med pigtråd, planker, ammunition, sække o. m. m. Støvlerne havde vi spændt fast om benene, og så skete det endda, at de blev siddende i pløret, og det var håbløst at søge efter dem.

Det var godt at have en stærk og arbejdsvant makker til disse ture.  Vi gik to og to med en stok over skuldrene. Et stykke tid havde jeg som makker en dr. phil. Han var det prægtigste menneske, men slet ikke vant til dette hårde arbejde, så jeg trak altid byrden så langt hen til min side som muligt. Han faldt senere.

En aften, da vi kom ud i forreste linie med materiel, mente man derude, at vi hellere måtte blive. Der var tegn til, at franskmændene ville forsøge et angreb, og hvis vi gik, kunne vi let blive overrasket af  spærreild.

Jeg var nu ikke meget begejstret for at være med til at slå et angreb  tilbage, og sammen med en halv snes kammerater tog vi chancen. Vi var dog kun kommet et par hundrede meter tilbage, da det brød løs. Byger af granater hamrede ned omkring os. Pløret stod højt til vejrs og faldt igen ned med lydelige plask.

Vi sprang for livet, kastede os hen i sølet og sprang igen. Jeg vidste, at der måtte være en gammel løbegrav forude, nåede den og  dukkede ned netop som en granat huggede ned i kanten over mit hoved, ikke en halv meter fra mig. Heldigvis eksploderede den ikke.

Jeg kunne gøre mig fri af den jord, der væltede ned, ellers ville jeg vel heller aldrig være blevet fundet. Da skydningen stilnede lidt af, søgte  i efter hinanden. Uheldigvis vidste vi ikke, hvor mange vi havde været, men det viste sig dog senere, at vi alle var i god behold.

To var dog blevet sårede. Dem tog vi med til forbindingspladsen.

DSK-årbøger 1960

Søren P. Petersen, Rødding, kom i efteråret 1915 til Giesseler-højden på Vestfronten ved Arras.

Næste nat blev jeg sammen med en underkorporal sendt ud i en sammenskudt løbegrav som lyttepost. Det var så tæt ind på franskmændene, at de kunne kaste håndgranater over til os. Graven var halvfyldt med vand, og der lå to døde tyske pionerer. Vi havde altså valget imellem at stå i vandet med de døde mænd om benene eller sidde på kanten, hvor vi efter al sandsynlighed snart ville blive skudt.

Vi blev da enige om at trække os et stykke tilbage, og her byggede vi så et værn af sandsække. Vor underofficer bød os gå ud igen, men det ville vi ikke.

»Ja, så bliver jeg nødt til at afgive melding, og I er vel klar over, at det er lydighedsnægtelse, og tilmed foran fjenden!«

— »Vi nægter aldeles ikke«, sagde jeg, »når kompagniføreren er villig til at gå derud, er vi villige!«

Kompagniføreren har nok ikke ønsket at gå foran med et godt eksempel, i stedet for sendte han en afdeling arbejdssoldater. De øste vand hele natten, og om morgenen var de lige vidt. Så blev stillingen opgivet.

Franskmændene havde imidlertid et godt øje til vor nye plads, men da deres stillinger lå lidt højere, kunne de ikke godt få skuddene anbragt. Granaterne smuttede i reglen ovenover og ned bag skråningen. En dag røg der dog et hjørne af mit skydeskår. Det blev mig lidt for hedt, og jeg ville gå lidt til side. Knap havde jeg vendt mig om, før der slog en granat ned i gravens kant. Jeg satte mig med et bump på halen uden dog at være kommet til skade; men manden, der tog vagten efter mig, blev dræbt.

DSK-årbøger, 1960.

Christen Thiim, Rejsby, kom i efteråret 1915 til Serbien.

Der siges jo, at man ikke kunne være tysk soldat, når man ikke kunne både lyve og stjæle. Og der er noget om snakken. Hvem vil nægte det?

Sidst på sommeren 1915 var vi kommet fra Kovno i Rusland med vore 42 cm morterer og lå nu nogle uger i den skønne by Halle ved Saalefloden og gassede os. Vi lå altid inde i Tyskland, når der ikke var brug for mortererne ved fronten.

Nu var den gode tid forbi, og vi skulle til Serbien. Vi kørte ned  gennem den skønne Donaudal, gennem Østrig-Ungarn til Semendria, en serbisk fæstning, hvor vi gik i stilling. Ved turens begyndelse begyndte vi en sultekur. Vi skulle have mad på de østrigske forplejningsstationer, men det var en meget tynd kost, der serveredes, mest vand og paprika. Og i de otte dage, vi var i stilling, fik vi næsten ingen fast føde, ingen brød og ingen kød, kun en tynd melsuppe (tapetklister) tre gange daglig. Det kunne vi ikke udføre  hårdt arbejde på i længden, og vi og vore maver var da også ved at  gøre oprør.

Det så ud til både det ene og det andet. Men Semendria faldt, og serberne måtte trække sig tilbage, og så var vor mission endt. Dagen før vi tiltrådte hjemturen, var jeg på vagt, og som soldat og under sådanne forhold bruger man både øjne og næse.

Fra vor vagtrunde kunne man se og lugte et østrigsk feltbageri, og vi tre, som stod på vagt sammen, besluttede, at der skulle der foretages et bræk. — Nattevagten fra kl. 12—2 blev benyttet. Vi var jo iført kappe og hjelm og havde karabiner. Vor anfører var  hamborger.

Vi gik over mod bageriet. Ved et hjørne af brødlageret kommanderedes der: Holdt! Hamborgeren gik nu hen til den østrigske vagt, som gik sin runde om bageriet, og på sit allerbedste hamborgske dialekt spurgte han, om vi var på den rigtige vej. Det tog nogen tid for de to at gøre sig forståelige for hinanden, og den tid  benyttede vi andre to til at løsne et bræt, og med en stok med et søm som modhage huggede vi ligefrem otte dejlige brød.

Vor fører kom tilbage, en kommando lød, og taktfast forsvandt vi ud i natten, hen til vor vagtrunde. Nu havde vi brød — og dermed fast  føde —. Andre skulle prøve det samme, men det gik ikke. Der er et ordsprog, der siger, at meget vil mere have. Et andet siger, at en  kande går så tit efter vand, at den kommer hankeløs hjem. Da vi kom  hjem fra vagten, var der bekendtgjort, at ingen måtte forlade  batteriet, thi næste morgen ville vort tog afgå mod Tyskland.

Vi tre, og to andre kammerater, holdt en lille konference. Vi var enige om, at vi ikke gerne ville sulte på denne tur, og det kom vi heller ikke til. Da det var blevet passende mørkt, stak vi af, og lidt uden for byen på en gård hentede vi os hver en høne, og før daggry havde vi nydt en fin hønsesuppe, og i vort kogekar havde vi hver en  mørkogt høne. Nu kunne vi lægge os, til vi skulle stige i toget. — 

Tiden gik, men der skete kun det, at der blev kommanderet, at vi skulle stille med kogekar. — Nå, det var mørkt, men det var kun en klat marmelade, der skulle uddeles, og vi fem stillede kun med låget. Vi blev stråles sendt ind efter selve karret. Selvfølgelig var vi klar  over, hvor det bar hen, og jeg og to af de andre tog hønen med ud.

Lidt efter var vi fem halet frem foran afdelingen og måtte aflægge beretning om vor hønsejagt med bajonet. Vor batterichef var kommet til stede, og selv om beretningen også morede ham, og der var smil over hele linien, så lød dommen på tre dages arrest, og vi  skulle hver betale en høne med fem østrigske kroner.

Hønsene blev ikke beslaglagt, men straffen skulle påbegyndes straks, og af vagten blev vi ført hen til en kreaturvogn og lukket ind. — Det så næsten ud, som det kunne være mørk arrest. Men da toget  endelig satte sig i bevægelse, gik der en stadig strøm af  brugsgenstande, såsom stearinlys, tændstikker, spillekort, tobaksvarer og hønsekød hen ad trinbrætterne til vor vogn. Jo, vi havdedet både lyst og godt, og mærkeligt nok havde man på hjemturen virkelig også noget i gullaschkanonerne til os, ikke mindst til os fem i arresten.

Da vi kom til Dresden, slog vor befrielsestime. Alle kom her gennem en aflusningsanstalt, og vore måtte også lade livet. De led kvælningsdøden.

DSK-årbøger, 1957

Søren P. Petersen, Rødding, kom i efteråret 1915 til Giesseler-højden på Vestfronten ved Arras.

De allierede havde startet offensiven ved Loretto som et stort anlagt gennembrudsforsøg. Deres soldater var iklædt nye uniformer og var forsynede med forplejning til flere dage. De nåede dog kun nogle kilometer frem, før fremstødet blev kvalt i ild og blod.

Efter tyske opgivelser mistede de allierede ved dette forsøg omkring 150.000 mand. De tyske tab fik vi aldrig at vide, men alle de tyske stillinger gik tabt. Det var da heller ikke en udbygget stilling, vi nu kom ind i, kun nogle store granathuller, som var forbundet med hinanden med gravede render, så man kunne kravle fra den ene til den anden.

Sammen med en kammerat fik jeg anvist et sådant krater, der måske var fem til seks meter i gennemsnit. Min kammerat tog den første vagt. Jeg fandt en bræddestump, som jeg satte mig på, og med teltsejlet over hovedet forsøgte jeg at få lidt søvn.

Da jeg skulle overtage vagten, var det ved at blive lyst. På skråningen lige over for mig hang et teltsejl, jeg lettede på det for at se, hvad det kunne gemme. Der stak et par støvler ud, de lå med tæerne nedad. Da jeg vendte mig bort, så jeg, at der også stak et par støvler ud af leret på den modsatte side, men der vendte støvlenæserne opad.  Begge mænd må øjensynlig være blevet begravet ved eksplosionen, hvad enten de nu har været døde eller levende.

Der var indbygget et lille skydeskår af stål mellem et par sandsække. Da jeg kiggede ud gennem det, så jeg næsten lige ind i ansigtet på en ung franskmand, vel næppe tyve år. Jeg ser endnu det smukke ovale ansigt og det kortklippede sorte hår. Han sad på knæene i et  granathul, halvt sammensunket. Hans højre hånd holdt endnu om geværet, som lå på jorden, hovedet var sunket ned på brystet, og hans skråhue lå foran ham.

Det var meget på én gang, men det slog slet ikke til. Overalt, hvor jeg så hen, lå der døde mænd, ven og fjende mellem hinanden. Et sted lå en neger næsegrus på jorden. I venstre hånd holdt han en spade, og den lange, krumme kniv, der vistnok også er beregnet til at hugge sig gennem pigtrådsspærringen med, var faldet ud af hans højre hånd.

Han har nok været arbejdssoldat. Jeg sikrede mig ved lejlighed hans tornyster for at se, hvad sådan en sort monsieur havde af  fornødenheder. Foruden nogle brogede sabelkvaster og noget lædertøj var der en garderhjelm, hvis blanke laklæder og messingbeslag samt den interessante »pikkel« øjensynlig havde fundet hans behag.

Det eneste fornuftige, der var i tornystret, var en klædebørste, som jeg for resten tilegnede mig. Nu skulle vi til at udbygge stillingerne, men gang på gang stødte vi på lig, og det var næsten umuligt at få dem begravet, for det var farligt bare at vise så meget som hovedet
oven for dækningen.

DSK-årbøger, 1960

Jakob Moos, Holm, gjorde krigstjeneste ved Reseve-infanteriregiment 31, 1. kompagni. I oktober 1915 deltog han i de voldsomme kampe ved Lorettohøjden i Artois.

Det blev en lang ventetid, men endelig kom da fjerde kompagni, som var blevet udpeget til at overtage stillingen. Kompagniets fører, en kaptajn, var en sær fyr. Han forlangte af os, at vi skulle tage alle vore døde med tilbage.

Det var et meget vanskeligt arbejde, ja selv ved højlys dag ville det have været meget besværligt. To og to bar vi de døde gennem løbegraven, der bugtede og snoede sig omkring ved en kilometer ud i bagterrænet lige til landsbyen Angres-Croix. Udmattede og trætte, som vi var, formåede ingen at bære de døde; vi ligefrem slæbte dem tilbage.

Da vi var nået et stykke frem gennem graven, mødte vi vor kaptajn. Så snart han opdagede, at vi var fra hans kompagni, gav han ordre til at lade de døde ligge. „Vi har ydet tilstrækkeligt,” sagde han. Naturligvis fulgte vi straks ordren, men galt var det jo, for nu lå løbegraven fyldt med døde, og igennem den foregik jo al færdsel til og fra første linie.

Mens vi var på vej tilbage, lød pludselig det velkendte råb: „De kommer! De kommer!”

Der opstod omgående en frygtelig forvirring, og det er vanskeligt at beskrive, hvad der skete. Bælgmørkt var det jo, og vi stod stuvet sammen i graven, kunne hverken komme frem eller tilbage. I det kaos, der opstod, blev mange væltet omkuld og trådt ned. Rundt omkring svirrede det med eder og forbandelser. Geværerne kom frem, der blev skudt på må og få i alle retninger, og blodet flød atter. Først hen ad morgenstunden standsede rædslerne, og vi fortsatte tilbage med ordre til at samles ved korsvejen ved Angres-Croix. Da vi endelig var samlede, og man mente, at der ikke kunne ventes flere, viste optællingen, at vort kompagni havde mistet 114 mand. Så mange havde et kompagni mistet på een dag.

Feltkøkkenet var kort frem i den tidlige morgenstund, og vi modtog varm, mad og kaffe, noget, vi alle i høj grad trængte til. Derefter fandt vi kvarter i kældrene under byens huse. De var selvfølgelig ikke sikre, men de gav dog altid lidt mere beskyttelse end stueetagerne. Jeg lå på en dør, som jeg havde anbragt pa cementgulvet, og var ikke længe om at falde i søvn. Vi opholdt os i to dage i disse kældere og bestilte intet, og da det regnede ustandseligt, havde vi god tid til at drøfte de sidste dages blodige begivenheder.

Først den tredie dag kom vi længere tilbage, til en landsby, der var beboet af den indfødte befolkning, men vi måtte dog hver nat uden hensyn til vejret, altså i regn, slud og pløre, frem til skansearbejde i stillingen. Det var så afgjort en ubehagelig bestilling.

DSK-årbøger, 1955

Søren P. Petersen, Rødding, kom i efteråret 1915 til Giesseler-højden på Vestfronten ved Loretto.

Så skulle vi til afløsning i forreste linie på Gisselerhøjen. Fra Angres drejede vi til venstre ad vejen til Givenchy, en større landsby, der næsten uafbrudt lå under ild fra de franske kanoner. Gennem denne by førte nemlig den eneste hårde vej ud til dette afsnit af fronten.

Der var da heller ikke et eneste helt hus her, og der lugtede af lig fra mange af ruinerne. Et sted ved siden af vejen lagde jeg mærke til et keglespil, rejst af ueksploderede granater. Kongen var kaliber 21.

Man blev tit forundret over, hvor letsindige folk kan være. Før vi kom ind i byen, fik vi et lille hvil, så tog vi geværet i højre hånd, og nu gik det i stærkt løb gennem gaderne, der delvis var spærret af tømmer og væltet murværk.

Der havde været løbegrave op til stillingerne, men de var delvis sammenskudte og fyldt med. vand, så vi masede af sted ved siden af. Det var i mørket ikke let at komme uden om de mange granathuller, og af og til lød en undertrykt ed. Det er ikke rart at falde i et vandfyldt hul, men når der så falder en eller to ned ovenpå, kan man jo nok give ondt af sig . . .

DSK-årbøger, 1960.

Søren P. Petersen, Rødding, kom i efteråret 1915 til Giesseler-højden på Vestfronten ved Loretto

Klokken var vel omkring elleve om aftenen, da toget standsede ved en lille station et stykke bag fronten.

Søvnige og stivbenede søgte vi ind i geledderne, og snart traskede vi igen af sted ud ad landevejen. Forude lød der en vedholdende torden, der snart steg og snart sank i styrke, og lyskugler i hundredvis oplyste horisonten.

Et par steder sås skæret af brand. Jo, her var krig, og vi gik lige ind i alt dette forfærdelige.

Vejene var overfyldte med alle slags køretøjer, artilleri, ammunitionsvogne, vogne med forplejning og andet materiel, ambulancer og lastbiler, og alle lagde de beslag på midten af vejen, hvor banen var hård, mens vi infanterister måtte gå i de optrådte rabatter.

Ovre på den anden side af grøften gik en strøm af flygtende civilpersoner, mænd, kvinder og børn. Alle slæbte de nogle få ejendele med, indbundet i et tæppe eller læsset på en barnevogn eller en trillebør. Disse flygtende mennesker er noget af det sørgeligste og mest håbløse, jeg har set under krigen. Jeg måtte altid tænke på dem derhjemme.

Henad klokken et om natten nåede vi Avion, og så snart der blev gjort holdt, kastede vi os alle ned på gaden, hvor vi stod, skubbede tornystret op under hovedet og sov.

Efter en times tid var vi igen på benene, og kort efter gjorde vi holdt i en arbejdskoloni ved et bjergværk. De fleste huse stod tomme, og vi tog dem straks i besiddelse. Det så ud til, at beboerne havde forladt
dem i største hast. Der, hvor jeg kom ind, stod der endnu mad i køkkenet, og der hang tøj i skabene. Vi smed os på det bare gulv, der her heldigvis var af brædder, svøbte os ind i vort tæppe og sov.

Flere gange i nattens løb hørte jeg som i søvne kanonernes torden.

Om morgenen fortalte man, at franskmændene den nat havde forsøgt angreb fire gange, men var blevet slået tilbage.

Vi var havnet midt i Nordfrankrigs grubeområde, hvor der lå bjergværk ved bjergværk, og man vil forstå de ufattelige ødelæggelser, krigen her havde anrettet! Der, hvor vi kom fra, havde vejret været smukt, men her var det regnfuldt og tåget, rigtig efterårsagtigt, og dagene syntes at være blevet så korte . . .

DSK-årbøger, 1960

Füsilier K. Tastesen, Vestpreussisk Infanteriregiment 148, 11. Kom. 5. Gruppe, blev i foråret 1915 såret på vestfronten og efter endt rekreation og orlov blev han genindkaldt i ny enhed på den nordligste del af østfronten i Kurland ved floden Düna i det nuværende Litauen. Her deltog hans enhed i tyskernes sommer- og efterårsoffensiv.

Af Allan Otto Wagner

Imens var Russerne drevet ud af Byen og gennem en Skov. Vi marscherede nu bagefter og kom ind i Skoven. Der gravede vi Skyttegrave, og vi kunde forstaa, vi skulde ikke længere om Vinteren. Vi gravede Skyttegrave med store Understandere og store underjordiske Huler, overdækket med op til 20 Meter Jord og med Udgang i begge Ender. Nu var vi nogenlunde sikrede mod Fjendens Ild, men der var noget andet, der gjorde sig gældende.

Kosten var meget sløj, og vi maatte arbejde strængt. Desuden var vort Tøj saa laset og raaddent, at det ikke kunde sys sammen. Mine Støvler var fuldstændig gennemslidte, og Skjorten havde jeg gaaet med i 8 Uger, saa den var saa raadden, at jeg kunde pille den i Stykker, og Ryggen var fuldstændig borte. Desuden var vi alle saa fyldt med Utøj, at Lusene ligefrem sad i Lag i Folderne paa Tøjet. Sæbe havde jeg ikke set, siden jeg var hjemme paa Orlov.

Da vi havde været der en halv Snes Dage, var Tilstanden saa frygtelig, at mange af Soldaterne satte deres Geværer sammen, og de, der havde faaet Jernkorset, hængte det over og skrev paa en Seddel, at Korset kunde de ikke leve af, derfor gik de deres Vej. Derpaa gik de over og lod sig tage til Fange af Russerne.

Det hjalp noget. Ellers var vi maaske gaaet den Vej allesammen. Jeg havde nu ikke megen Lyst til at lade mig tage til Fange, da jeg havde hørt meget om, hvor frygteligt Fangerne blev behandlede. Nu blev det ogsaa bedre, da vi fik Skjorter og Tøj udleveret, og Mad fik vi da ogsaa en lille Smule af.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84. I lang tid havde de ligget ved Laon, men midt i oktober 1915 gik turen til fods og med tog til Loretto.

Der var lang vej til Apilly, hvor der var laderampe, og vi var slet ikke vante til de lange marchture, havde måske også for mange pakkenelliker. En gang imellem blev der gjort holdt, og vi måtte gøre  knæbøjninger og armstrækninger for at få nyt blodomløb i de stive  lemmer, men rigtig hvil fik vi ikke.

Vi havde åbenbart travlt, men da vi nåede Apilly, var der som  sædvanlig tid nok. Da feltkøkkenet, fra hvis skorsten røgen  forjættende steg til vejrs, og den øvrige bagage og hestene var stuvede i toget, kom turen til os, og vi blev pakket som sild i en tønde  i nogle godsvogne.

Først kørte vi mod syd og kom helt ned til Laon. Vi troede en overgang, at vi alligevel slap for Lorettohøjene, men så drejede vi mod nord, efter Lille, og atter kom fornemmelsen af en klump i halsen!

Vi havde ved kompagniet tre hunde. En af dem var en morsom lille krydsning, der var fulgt med fra Belgien. Den var alles kæledægge, da den ustandselig var i gang med at fange rotter.De andre to var også af ubestemmelig herkomst, den ene sort og den anden gul. Da toget gjorde holdt et sted, for at vi kunne stille vor sult med ærter og flæsk fra køkkenet, havde den sorte hund benyttet lejligheden til at gå på egen hånd, og først da toget var i gang kom den halsende. Den blev ved at løbe efter toget, men sakkede mere og mere agterud. Til sidst kunne vi ikke se den mere, og vi hørte siden ikke noget om den.

Det var kun en hund, men vi sørgede alligevel over tabet af en trofast ven.

Og toget hamrede videre ad den blanke stålvej, ensformig og søvndyssende. Vi sad tavse og trætte, hver med sine tanker. Hvor mange ville være undgået dødens kværn, bare om en uge?

DSK-årbøger 1958

Senest ændret den 13. oktober 2015 8:32

Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84.

Vi holder flyttedag

I midten af oktober måned 1915 blev 9. res. armékorps, der hovedsagelig bestod af slevig-holstenske regimenter, trukket tilbage fra fronten i egnen omkring Laon. Det var næsten med  vemod, at vi R.I.R. 84 tog afsked med vor stilling i Canny-skoven, hvor regimentet havde ligget siden fronten stivnede i efteråret 1914.

Vi havde selv udbygget den til en ret stærk stilling med mange gode dækninger, og der kunne godt være et vist præg af hygge over det hele, når vi på varme sommerdage sad og dasede i skyggen af nogle  store træer, eller når vi i de lune sommeraftener samledes i  smågrupper og diskuterede. Så kunne bølgerne til tider gå ret højt, men for det meste var det én stilfærdig samtale om hjemmet, om maden og om udsigterne for at få krigen afsluttet. Der blev dog også drøftet spørgsmål af dybere natur, som kristentro, skæbnetro og personligt ansvar i krig. Gennem de mange samtaler, den gensidige afhængighed og uvisheden om dagen i morgen, voksede det gode  kammeratskab frem.

Nu kunne det jo være interessant at tegne et billede af en hel række af disse kammerater: Der er den fåmælte og alvorlige Anders, som i Belgien blev kommanderet til at skyde en gidsel, der er Hein. Kruse, der på sit brede ditmarskertysk altid ville fortælle historier, og der var sigøjneren, Monried, med det fremmedartede udseende, snart dyb melankolsk, snart glad som et barn, med sydlændingens hele vitalitet, men tro som guld mod den, der var blevet hans kammerat og ven. Jeg har forøvrigt aldrig opdaget, at han ikke respekterede den private ejendomsret.

Der er også det gådefulde varselsskud. Et bestemt fransk batteri, kaliber 7,5, som i tide — og mest i utide — beskød vore stillinger, sendte altid først en shrapnel hen over os, og vi hørte den eksplodere et stykke bagude. — Da var det tid at søge dækning. Hvilken grund den franske batterichef end har haft med at give os dette varsel, er det uden for enhver tvivl, at det har reddet menneskeliv.

Jeg har selv grund til at antage at være sluppet heldigt nogle gange, fordi jeg blev advaret. En dag, da jeg stod på vagt, hørte jeg et projektil suse hen over hovedet. Det var den bekendte shrapnel, og jeg sprang i dækning. I næste øjeblik sad en fuldtræffer i brystværnet, lige der, hvor jeg havde stået.

Engang fik vor kompagnifører et tysk flag, sort, hvidt og rødt, sendt hjemmefra, og nu skulle der fanges en franskmand med det. En soldat bragte det om natten et stykke ud foran pigtråden. Næste nat skulle der så holdes vagt ved det, da man jo måtte regne med, at franskmændene fik lyst til at hente det. Det gjorde de da også omgående, for næppe var soldaten, der havde bragt flaget ud, kommet tilbage, og næppe var det begyndt at blive lyst, før vi så, at det tyske flag var borte, og i dets sted stod nu Trikoloren der.

Der var dog ingen fra vor side, der ville risikere liv og lemmer ved at hente det. Først flere uger efter tog’en tilfældig patrulje det med.

Vi lå ti dage ad gangen fremme i forreste linie, så ti dage i reserve i en landsby bag fronten. Byen hed Gandor.

Når vi lå i reserve, gik vi hver nat ud på skansearbejde. Jorden var meget frugtbar, og landskabet var smukt, især i forårsmånederne, når de tusinder af frugttræer stod i blomst, da var det som en Edens Have.

Nu var det jo ikke bare idyl og skovtur. En aften fik vi et voldsomt uvejr. Stillingen lå lidt lavt, og inden vi kunne træffe forholdsregler, stod skyttegravene fulde af vand, og det løb ned i vore dækninger, så vi måtte redde alle vore ejendele op på brystværnet, hvor de lå og blev gennemblødt, mens vi selv gik omkring, gennemvåde til skindet.  Vi sled i det hele natten med (at øse og istandsætte skaderne, men den nat faldt der ikke et skud. De på den anden side var jo sikkert lige så ilde faren.

Desværre havde der i tidens løb været både sårede og døde at beklage. Her faldt pastor Fischer fra Højrup ved Arnum, og her faldt sporskifter Christian Jensen fra Haderslev. Han ligger begravet på  soldaterkirkegården i Lassigny. Jeg havde lejlighed til at være med til at følge ham til graven. Da vi gik gennem byens gader, forsøgte jeg at iagttage civilbefolkningen for at se, hvordan de reagerede. Nogle var tilsyneladende ganske uberørte, mens andre forsvandt ind ad porte og døre, en enkelt tillod sig at spytte. Men jeg husker ganske tydeligt en ældre bonde. Han kørte sin hest ind til vejsiden og blottede hovedet, mens kisten passerede. Det trak i hans svære ansigt som af undertrykt gråd. Hvad så han i dette øjeblik, og hvilken smerte knugede denne stærke mand?

Men det var jo flyttedagen, jeg ville skrive om, dog flyttedagen betød afsked, og da får man besøg af minderne, onde og gode, som de liar været med til at forme vor tilværelse og er blevet en del af os selv. Så stod vi da for sidste gang på kompagniets kendte appelplads efter at have kigget ind i vort gamle kvarter, der nu var belagt med andre og derved havde mistet enhver fortrolighed.

»Er der nogen, der ønsker at blive afluset!« lyder nu feldwebelens stemme. Jo, vi var da en halv snes stykker, som nok ville have den fornøjelse med. Når man skulle ud at rejse, gjorde man sig jo pænt i stand.

Næste dag traf vi igen sammen med kompagniet. Undervejs kom vi forbi et sted, hvor jeg for et halvt års tid siden havde været med til en parade for kejser Wilhelm. For resten den eneste gang, jeg har set ham. Jeg var inde et sted for at bede om en tår vand, men konen gav mig et glas æblecider. Den nat sov jeg sammen med flere i en forladt bondegård. Det var gamle, stråtækte bygninger, og jeg undrer mig endnu over, at vi ikke fik futtet hele slottet af. På det åbne ildsted buldrede en kraftig ild. Brændsel havde vi jo foreløbig nok af, så længe der var tømmer og træværk i udhusene. Soldaterne lå i halm på gulvet, røg eller skrev ved skæret af et stearinlys, som de havde sat fast på tornystret, der blev brugt som skrivepult. Klokken tre blev vi purret ud med besked om at stille færdig til afmarch om en halv time.

Morgenbadet blev strøget, et par stykker tørt brød blev skyllet ned med varm kaffe, og så blev klunset pakket. Da vi stod opstillede til afmarch, kom bataljonskommandøren og meddelte os, at det denne gang ikke gik til Serbien, men til Lorettohøjene. Vi fik alle ligesom en klump i halsen, og der blev så stille. Af aviserne havde vi hørt tilstrækkeligt om dette helvede og 2. garder-regiment til fods, som afløste os ude i stillingen, havde fortalt os om det, de havde oplevet der. Dette regiment havde i en halv snes dage mistet henved 1200 mand.

DSK-årbøger, 1958

Chr. Nissen, Hokkerup gjorde tjeneste ved Fodartilleri-Regiment 20. I efteråret 1915 blev han sendt til Vervicq i Belgien, tæt ved den franske grænse.

Vi fik anvist Kvarter og blev inddelt i de for­skellige Tjenestegrupper. Da jeg var uddannet som Telefonist, blev jeg tildelt denne Gruppe. Jeg skulde om Natten holde Vagt ved Telefonen i Skrivestuen. Man havde givet mig Ordre til ikke at lade mig tildele nogen som helst anden Tjeneste om Dagen. Det var jo ogsaa tilstrækkeligt, at jeg skulde vaage om Natten.

Det varede ikke længe, før jeg sammen med nogle gode Kammerater havde fundet en lille Beværtning, hvor vi saa dejligt uforstyrret kunde spille Kort. Vi havde dog kun lige faaet Kortene frem, da en Underofficer fra Skrivestuen gjorde sin Entré.

Han gjorde Tjeneste som Feldwebel og var en ubehagelig, ondskabsfuld Herre. Nu spurgte han, om der iblandt os var en, der kunde køre paa Cykel. De fleste svarede nej; jeg vilde dog ikke lyve og svarede derfor ja. Han sagde derefter til mig, at jeg saa hurtigt som muligt skulde cykle ud til vor Stilling ved Fronten med en Melding. Det nægtede jeg under Henvisning til den tidligere Ordre ikke at tage imod nogen som helst Tjeneste om Dagen.

Den storskrydende Herre blev nærmest rasende og gav mig direkte Befaling til at tage af Sted. „De staar i Løbet af 10 Minutter feltmæssigt paaklædt paa Skrivestuen”, skreg han. Paa Skrivestuen sad vor Batterifører, en Overløjtnant. Han gav mig en ordentlig Skylle og sagde bl. a.: „Vær De glad for, at jeg ikke vil gaa i Felten med Folk, der er straffet, for ellers var De omgaaende røget i Kachotten!”

Jeg blev derefter suspenderet fra Telefontjenesten og skulde trække paa almindelig Vagt med de øvrige. Da jeg en Dag stod paa Vagt ved en af Batteriets Vogne, kom en Underofficer, der havde faaet tildelt Vagten paa vor sydlige Observationspost, hen til mig. Han havde ikke faaet nogen Telefonist anvist. Jeg havde tidligere gjort Tjeneste sammen med ham, og da han nu saa mig staa her, fortalte jeg den undrende Mand min lille Episode. Han fik nu den Idé, at han kunde bruge mig. „Nu skal jeg nok ordne den Sag paa Skrivestuen”, sagde han og gik.

Paa Skrivestuen vilde man naturligvis ikke saadan give Slip paa mig. De havde tiltænkt mig noget helt ekstra. Til sidst fik han dog sin- Vilje trumfet igennem. Vi drog af Sted ud i de forreste Grave og fandt der en Understand, som vi tog i Besiddelse. Der stod omkring ved en halv Meter Vand i denne Bule, men der fandtes to Senge; de var det eneste tørre Sted i hele Aulaen.

Det første, vi gik i Gang med, var naturligvis at faa Vandet ledet bort, og det lykkedes os. Der gik derefter nogle Dage med at faa Telefonen installeret, men endelig var da Forbindelsen med Batteriet etableret. Vor Forplejning fik vi hos den Infanteriafdeling, som laa i Skyttegraven.

Da vi var over det værste, kom der en Ordre fra Batteriet: alle Telefonister skulde skiftes til at holde Vagt efter følgende Plan: 24 Timer ved Batteriet, 24 Timer i Hovedobservationen og 24 i Flankeobservationen. Derefter var vi fri i 48 Timer. Saadan gik Tjenesten til hen paa Vinteren.

DSK-årbøger 1953

Nu er DSK’s røde årbøger 1941-1960 tilgængelige på hjemmesiden. De sidste 11 årgange kommer på i løbet af de næste måneder.

Se dem her DSK- Dansksindede sønderjyske Krigsdeltagere

4