Tag-arkiv: Jørgen Friis

18.april 1916. Det er svært at holde tårerne tilbage, når soldaterne drager til fronten. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Husum d. 18.4.1916

Min kære Inger!

Rigtig mange tak fordi du kom op og besøgte mig. Det er jo de bedste dage, man har her i Husum. Nu lige Kl. 12 er den transport, hvortil Nygård hørte, rejst bort. Det er så vemodigt at se dem drage afsted. Da Nygård sagde farvel, var det ikke så let at holde sig, men ellers var der ingen der græd. De fleste af dem var unge og nogle gik frivillig med. De fleste havde en buket enten i hjelmen eller på brystet, men der var også nogle, som ikke var smykkede, og dem regner jeg ikke for de dårligste. Det er et gode for dem, at de ikke rejser lige til fronten. Det kan jo da være, at de kan blive en tid der i Belgien. Der er jo en transport mere, som står rede til at rejse. Det er allesammen unge, for der er ingen flere af vi ældre som er duelige…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

11.april 1916. Soldaterne i Stubbom holder sig også rejseklar. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup, tirsdag middag [11.4.1916]

Kære Jørgen!

Tak for dit brev, som jeg fik nu i formiddag, og for dit kort med soldaterne på, det kom i går aftes. Børnene kunne nok finde dig, de var jo meget glade ved det. Fotografiet er godt; men der er kun en eneste, som jeg kender, nemlig dig. Det er jo det kedelige ved det, at du savner dine gode kammerater. Nu er der altså alarm hos jer. Fler er folk ved at tro, at det hele er en prøve for at se, hvor rask det hele kan gå, i fald de skulle rykke ud. Soldaterne her rejser på orlov nu, så her er ingenting i vejen mere. I Stubbom blev der blæst alarm, og så måtte soldaterne afsted over hals og hoved til Aller Mølle, hvor de har tøjkammer, og fik fuldstændig nyt tøj, akkurat som I får det, når der er nogen rejst til fronten. Og soldaterne tog afsked, endda med tårer i øjnene. De var så kede af det – og lige så glade, da de kom igen den næste dag. I dag sår karlene havre i Kragelund. Fedder har lige været her, han var omme og se til dem, for klans vidste jo ikke rigtig, hvordan maskinen skulle stilles; men det gik ellers godt nok. Det regner lidt af og til, men de er da blevet på marken. Børnene er ved at få sig en pandekage ude ved deres lille bord. Nu løber dine tænder måske i vand. Mon jeg skal besøge dig på søndag?

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

10.april 1916. Der gives ordre til at tornystrene skal være pakket og soldaterne skal være rejseklar. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Husum d. 10.4.1916

Min kære Inger!

Mange tak fordi du er så flittig til at skrive til mig. Du sørger for føde til mig, både til sjæl og legeme. Det er lige så rart at få brev som en pakke. Føden kan man jo endda købe sig til, om det skal være. Der er uro heroppe, men jeg kan ikke forstå, hvad det skal betyde. Vi har fået ordre til, at vi skal være færdige til at rejse herfra, så snart der kommer bud. Vort tornyster skal være pakket, så vi lige kan tage det på. Vort søndagstøj har vi fået udleveret. Det skal vi så have på. Det er hele bataljonen, som bliver mobiliseret, selv de garnisonstjenestdygtige skal med. Der må jo være noget i gære, men jeg tænker nok, at det skal trække sig til rette. Sådan som sagerne står lige for tiden, er der vist ikke tale om, at jeg kan få orlov. Der er slet ingen, som kan få det. Alle de, som var på orlov, er blevet kaldt tilbage. Selv Hans Petersen, som skulle være fri, er kommet igen. Han er så ked som katten af sennep.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

5. april 1916. Er der fredstegn at spore eller er det blot foråret der får folk til at se lyst på tingene? Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup d. 5. april 1916

Min egen kære Jørgen!

Tak for dit kort fra Locksted, som jeg fik i formiddags. Det beroligede mig lidt igen, for jeg blev ked af det i går, da først dit brev kom om formiddagen, og så dit kort om eftermiddagen. Jeg har da hele tiden håbet på en orlov. Blot det da kunne lykkes, når du kommer tilbage til Husum. Jeg rejser i hvert fald til Husum enten lørdag efterm. eller søndag morgen. Nu skriver du jo nok lidt besked fra Locksted en af dagene. Jeg kan slet ikke begribe, hvorfor du blev fri den gang for tre uger siden, når det ellers ikke er meningen, at du skulle have orlov. Det er trist for dig, at du ingen danske kammerater har, så er det ikke så let at holde humøret oppe. Jeg har jo nok syntes hele tiden, at de gerne kunne narre os endnu engang, for det militærvæsen er slet ikke til at stole på. Men det kan jo også gå bedre, end vi tænker os, som du skriver. Der er jo ikke andet at gøre end tålmodig at vente og se, hvad tiden bringer. Der er mange herhjemme, som synes, at nu må det vist snart give fred. Jeg ved ikke, om det er fordi, vi har fået det dejlige forår, at folk ser mere lyst på tingene, eller om der virkelig er fredstegn at spore. Alle mennesker ønsker det så inderligt. Der har været en vis uro blandt militæret her, og i går blev der fortalt, at Danmark gik med i krigen. Eickemejer havde endda fortalt Hans, at det var blevet telegraferet til ham, men det har da nok ikke passet, for man har ikke hørt noget i dag…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

4.april 1916. Der laves adressemærker til hele kompagniet. Brev fra Jørgen til Inger

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Locksted d. 4.4.16

Kære kære Inger!

Jeg har nok gjort dig bange i går med mit brevkort her fra lejren. Vi var larap kommet hertil, så kom der en og fortalte, at nu skulle der en stor transport inddeles, og først og fremmest skulle de ældre med. Han fortalte endda, at vi kanske skulle af sted til Husum med det samme for at blive indklædt. Jeg blev jo meget urolig derved, for man kan jo aldrig vide, når det bliver alvor. Det var imidlertid ikke så slemt: Det var kun vore adr., vi skulle give op, for at der kunne laves mærker til os. Det var ikke blot vi ældre, men det er hele komp. Du har god tro til, at jeg kommer hjem til jer, kære Inger, og det er godt, for jeg ville da så gerne hjem en gang endnu, men jeg er ikke helt sikker på at det lykkes…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

 

1.april 1916. Jørgen sendes til Locksted. Er det nu han skal til fronten? Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Locksted d.3.4.16

Min kære Inger!

Du skal have et par ord fra mig, nu da jeg er kommet herop. Vi måtte op kl. 3 i dag, da vi skulle afsted med toget kl. 5. Det var unødvendigt, at jage os så tidligt op, for vi stod længe og ventede, inden toget gik, men sådan er det altid her, vi skal altid være tidlig på vej.

Jeg har lige hørt, at der skal en del bort herfra, i alt 60 mand af vi ældre, så nu er der vist ikke meget håb for mig mere.

Nu må du ikke blive alt for bedrøvet, kære Inger, for det kan jo gå bedre, end vi tror. Jeg skriver det for at du ikke skal blive overrasket, når det er tilfældet, at jeg skal afsted. Der er endnu ingen blevet udtaget til transporten. Det er noget, jeg har fra skriveren. Det er kedeligt, at jeg ingen danske kammerater har her mere, når jeg skal afsted. Jeg håber, at du og vore små piger har det godt, Å, hvor jeg længes efter jer alle fire.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

28.marts 1916. Hellere Husum end Verdun. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup, tirsdag, d. 28.3.16

Min kære Jørgen!

Nu har jeg set afslaget igennem igen, og der står jo ganske rigtig »Ihre Gesuche«, altså flertal. Så det er jo svar på dem begge. Det har jeg slet ikke tænkt på. Jeg fik både dit brev og dit kort i går aftes, og brev i formiddag igen, som du rigtig nok skal have tak for. Ja, nu skal kammeraterne ikke optage dig mere, for jeg kan forstå, de er væk de allerfleste. Men hvornår er Jesper Kongsted og Jens Fredsted da kommet afsted? Er der kommet en transport væk igen. Jeg er så bange for, at de skal sende dig væk en dag, inden vi tænker på det, for hvorfor må du ellers ikke få orlov. Jeg begriber slet ikke noget af det hele, og er heller slet ikke rigtig tryg ved det. Man ved knap, om det er ondt eller godt. Men i hvert fald er det da bedre lige i øjeblikket at være i Husum, end at være i nærheden af Verdun. De stakler, at de dog skulle derhen. Nu biir Bertha da helt ulykkelig, og det har hun da også grund til. Hendes søster fortalte i går, at Hans havde skrevet hjem, at de var kommet til en nedskudt by. Ja, det var godt, du ikke kom med dengang, men det er mig en stor skuffelse, at du ikke kan få orlov, og jeg synes, jeg har helt ondt af det for dig deroppe. Det er alt så fremmed for dig. Det har jo været meget rart for dig at besøge Svenssons, men han er jo nu alligevel en sær prås. Han kunne gerne gøre lidt mere for sine kammerater, nu trænger I mere til det end før, og da var han jo ellers altid på færde med at virke for de unge; men da kom det jo også i avisen. Du kan ellers tro, jeg havde lyst til at rejse op til dig på lørdag; men jeg skal være fornuftig denne gang og vente en uge længere. Det er alene for børnenes skyld, konfirmationen er det såmænd det samme med, når du ikke kan komme med. Men mor rejser i dag, og så synes jeg ikke så godt jeg kan, især da vi også har kærningen…

Jeg ville hellere have haft en ansøgning fra Lutzen. Der var ingen rigtig klem i den sidste, Møller skrev, så jeg tænkte det næsten, at det ikke lykkedes. Så skulle det da hjælpe, det Thaysen og landråd en bemærkede. Men på fredag skal jeg til Haderslev igen. Jeg skal prøve, og det er også Sofies fødselsdag, og så går jeg med det samme ind til landråden. – Jeg har ikke leveret vort kobbertøj af endnu. Gruen kan vi få henstand med, og kedlen kan vi vist få frigivet, Lund fra museet stempler meget. Han har været i Hauge og hos Jep Hansens en dag i sidste uge, og så var der flere, som gik derhen med deres kobber, kaffekedler og hvad de ellers nødig ville af med, og fik det stemplet. Det var lige den dag, jeg var i Rørkær; men vi har jo nu heller ikke noget videre end gruen og kedlen. Lund har fået lov til at se alle de mange kobbersager igennem, som kommer ind, og så køber han det bedste til museet. Han har nok købt for 3000 M…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

26.marts 1916. Skriv både om klovsygen og såtiden. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Husum d. 26.3.16

Efter at jeg havde skrevet brevet, har jeg talt med skriveren og han fortalte da, at der også var kommet afslag fra brigaden. Vil du nu ikke få Møller til at skrive en ny ansøgning og få Thaysen og land- råden til at anbefale den godt. Så skal den sendes til batt. Skriv både om klovsygen og såtiden. Se og få Møller til at skrive den så indtrængende som muligt, og så sæt kun 3 uger. Nu vil vi så håbe, at det lykkes, alle gode gange er tre.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

 

24.marts 1916. Orlov, det er det man kæmper for. Brev fra Jørgen til Inger

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Husum d. 24.3.16

Min kære Inger og småpiger!

… Det var kedeligt nok med det afslag på ansøgningen, men jeg tænker, at der må komme orlov fra brigaden til såtiden. Det er vist ikke værd at søge nu, men skulle der komme afslag fra brigaden også, så må du hellere søge med det samme til generalkommandoen. Det er jo ikke afgjort, at jeg får orlov, men der må da være lidt om det, ellers var jeg temmelig sikkert kommet med denne gang. Nu vil vi håbe at det lykkes… Nygård har fået orlov i 14 dage, han rejste i morges. Orlov, det er det man kæmper for.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

21.marts 1916. Hvem skal nu smøre mad til Jørgen? Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup, tirsdag aften 21.3.1916

Min kære Jørgen!

… Hvor har jeg dog tænkt meget på Hans Chr. i dag. Hvor mon de nu er? Der var slet ikke noget militær at se på banegården, da vi kom derned mandag morgen, så de har jo været væk. Sæt nu, at du skulle have været med også, det ville alligevel have været en sørgelig søndag for os begge. Ved du, hvad jeg tænkte på, da jeg smurte mad til Hans. Hvem skal nu smøre mad til Jørgen, når det går ham på? Ja, det er jo tidlig nok at sørge for det, og det er jo da også en småting. Jeg har i mit inderste altid håbet på, at der kunne ske et eller andet, våbenstilstand eller noget lignende, så at I der i Husum kunne blive fri for at komme til fronten; men den dag måtte jeg til at tro på, at I også kunne komme med…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

21.marts 1916. En af de sidste danske tilbage i kompagniet i Husum. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Husum d. 21.3.16

Min kære Inger!

Tak for dit besøg, jeg var meget glad ved, at du kom, men det var så vemodigt, at de gode kammerater, som endnu var tilbage, skulle bort. Jeg savner H. Christiansen meget. Det var jo ham, jeg holdt mest af. Vi to har haft meget til fælles i den tid vi var sammen. Vi kunne tale sammen om alt muligt. Hvor er det da blevet tomt og fremmed, nu da de er borte. Der er næsten ingen, som kan tale dansk mere; men så må jeg da få det tyske rigtig lært. Jeg har endnu ikke hørt noget til ansøgningen, og det kan gerne vare lidt endnu. Det gør heller ikke noget, når det bare giver orlov. I dag har vi været ude at skyde igen, det er et farligt skyderi, så lidt som det går løs. Ved samme lejlighed tænkte jeg også meget på Hans og Bojsen, for vi tre har gerne fulgtes ad derud og har gået og talt om alt muligt, om jer derhjemme. I dag skal der igen komme nye folk til komp. Jeg tror, der kommer 54 mand. Det er også fremmede. Smørret som du havde med, smager da helt udmærket. Jeg synes næsten, det er bedre end mejerismør. Dersom du ikke har sendt noget, når du får dette brev, må du gerne sende lidt pålæg med, for det begynder at svinde. Der går mere til, nu da kosten er dårligere. Der kom i dag et helt læs kålrabi til køkkenet, så nu skal vi måske have kålrabisuppe hver dag. Det bliver tyndt, det får vi også uden kartofler nu, og kød er heller ikke let at opdage. Så du forstår nok, at det er en sløj kost. I går var jeg på posthuset med Hans’ sager, og jeg skrev også et brev til Bertha. Det er en sørgelig tid nu for hende, den stakkel. Det må være værst i begyndelsen, indtil hun får at vide, hvor han er, og hvordan han har det. De er temmelig sikkert kommet til Frankrig.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

5.marts 1916. Det er knapt med gryn og sukker i Haderslev. Brev fra Inger til Jørgen

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup, d. 5. marts 16. Søndag

Min kære Jørgen!

I dag har jeg tænkt så meget på dig og længtes efter dig. Nu er det fjorten dage siden, jeg besøgte dig, og så kan vi jo snart begynde at glæde os til det næste besøg. I går talte jeg med Bertha, hun ventede næsten Hans hjem lidt igen. Hun klagede sig jo lidt, og jeg synes da ellers, hun har helt god grund til at være tilfreds. Hans, som slet ikke er tildelt transport eller sligt. Hun bad mig, om jeg ikke kunne besørge hende nogle havregryn fra Anslet Mølle, og det lovede jeg. Nu er det jo, om Hans [førstekarlen, aøs] er tilfreds, når han skal køre derop for det; men vi kan jo også lade andet male ved samme lejlighed. Det er så knapt med gryn i Haderslev, de kan kun få 2 pd. ad gangen, syntes jeg hun sagde. Og sukker biir det også knapt med. Jeg er glad ved, at jeg fik en sæk sukker bestilt hos Møllers, for nu er det vist galt nok at få en hel sæk. Ja, hvad skal det da blive til, det er ikke at forstå…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

24.februar 1916. Majoren anmodes endnu en gang om orlov. Brev fra Jørgen til Inger

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Husum d. 24.2.1916

Min kære gode Inger!

…I går aftes var J. Lindberg, Th. Ellegård og jeg omme hos Fru Petersen. Der fik jeg et kort, som Katrine havde skrevet til dig til fødselsdagen. Du skal få det en gang ved lejlighed. Den fødselsdag skal vi nok mindes længe. Det var godt, at du kom herop og fik talt med majoren, for nu har du da gjort, hvad der kan gøres, og så har vi ikke noget at bebrejde os bagefter. Jeg tænker også nok at det lykkes, at jeg bliver sat lidt tilbage…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

18.februar 1916. Johannes Nielsen har mistet sine tre dygtige sønner. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup, d. 18. febr. 1916

Min egen kære Jørgen!

Dit kort har jeg fået, jeg hentede det selv på posthuset, da jeg gik fra kirken, og jeg blev rigtignok glad ved det. Jeg synes næsten ikke, man kan rigtig fatte det, at du sådan (!) har haft lykken med dig; og vi skal jo vist også være lidt varsomme med at glæde os for meget. Alting er så uberegneligt nu. Men jeg kan alligevel ikke lade være med at tro, at vi har lov til at sende en stille tak opad, for det er da som om Vorherre har holdt sin hånd over dig denne gang, og vi fik de fjorten gode dage herhjemme. Nu tror jeg, at det kan gå bedre for os begge. Nu har vi dem at mindes, og så et lille bitte håb til den næste ansøgning.

– Præsten holdt en lang tale i eftermiddag med megen salvelse, og mange gange »I elskelige« i. Til tider var det helt godt, men summen af det hele var jo da, at det var fuldstændig i sin orden, at Johannes Nielsen havde mistet sine 3 dygtige sønner, og det skulle de jo finde dem i og takke for. Præsten mener det såmænd vist godt nok; men det er den kedelige måde han har at sige det på. Man får nu det indtryk af ham, at han slet ikke er så ked af krigen endnu. Salmerne, vi sang, var det bedste. »Hvorfor skulle jeg forsage« og »Tænk, når en gang«. De passede godt begge to. Der var mange mennesker, men allermest kvinder, kun en lille part mænd, men hvor skulle de også komme fra. Det ser så underligt ud med alle de tomme stole ved den ene side…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

17.februar 1916. Jørgens orlov redder ham fra at komme til fronten. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

 

Husum d. 17.2.1916

Min kære gode hustru og små piger!

Gudskelov at jeg kom hjem til jer de 14 dage. Det har sikkert reddet mig fra at komme til fronten, og lige straks kommer der vist ingen bort. Det mener de da ikke på skriverstuen. Hans C. rejser på orlov en af dagene. Nu er det tomt i salen, for der er ikke kommet erstatning for dem, der rejste. De stakler, som sådan skulle bort, det gør mig så ondt for alle mine gode kammerater. Mange af dem havde været meget bedrøvede.

Mit tornyster og alt mit tøj er borte, men det gør ikke noget. Mit gevær er også kommet med, det er jeg glad ved. Vil du ikke sende mig et pd. smør en af dagene, for Delfs ville gerne købe noget. Jeg tror, det kan være til gavn for mig. Skriveren sagde til mig, at du skulle bare søge om at få mig hjem igen om fjorten dage, for det skulle nok lykkes. Til sædetiden. I morgen får du et brev, kære Inger.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

23.januar 1916. Vi savnede dig til at synge for. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup, søndag d. 23. jan. 16

Min kære Jørgen!

Hvor jeg dog blev glad ved dit brev i formiddag, du er rigtignok også flink til at skrive. Mon det da virkelig skulle blive sådan, at I der er lidt ældre kan få lov at blive her hjemad? Sikken glæde det ville være. Nu har det stået så truende for os hele vinteren, det at komme til fronten, så det er jo næsten ikke rigtig at fatte, om det skulle være sådan, at du blev skånet for det. Men biir det sådan, så skal vi rigtig huske at takke Vorherre derfor. Å, det er så trygt at lægge alt i hans hånd og ikke tage selv. Det synes jeg får øjnene op for, mere og mere. Jeg er næsten også helt vis på, at I får orlov, for der er nu noget i gære, de har nok kaldt alt for mange af de gamle ind; folk, som kunne gøre mere gavn ved at være hjemme og passe deres bedrift, end ved at skrælle kartofler og lave parademarch et eller andet sted langt hjemmefra. Peter Refshau- ge talte om det i går, han havde det fra Hans P. Hanssen, det var nok bleven påtalt i Rigsdagen og klaget over, at militæret var så eneherskende og upraktisk. Han mente nu, at der var ingen fare for, at Eriksen f.eks. kom ind, for han er jo da uundværlig herhjemme, og så kan Fedder kanske også hytte sig.

— Ja, vi var jo til fødselsdag i går, mor og jeg. Børnene blev jo så hjemme, Marie nævnte da heller slet ikke at de skulle komme med, så jeg tænkte nok, at der kom vist mange fremmede. P. Refs- hauges, Nis Thuesens, Eriksens, og så jo de sædvanlige. Ja, de Kjestruper og de Stubommer ikke, de skulle vente til en anden dag, og de Vindrupper heller ikke, de har mund og klovsyge blandt ungkvæget, og de venter Nis hjem i næste uge. Marie talte om, hvis du nu også kunne komme, mens han var hjemme, så skulle vi jo komme hen ad Hauge på en gang. Det kunne også være rart, stakkels Nis, han har nok alligevel lidt meget og tit været i fare. Hans gevær er en gang blevet skudt ud af hånden på ham. Jeg skulle hilse dig fra Gunder Refshauge. Dinne spillede lidt for os, men jeg tror vi manglede dig til at synge for, for der var ingen rigtig klem i det.

I dag har vi haft besøg af Katrine Ravn fra Christiansfeld, hun er jo altid så flink til at ordne mine hatte og vil jo næsten ingen ting have for det, så syntes jeg hun skulle over, mens mor var her. Hun har lavet mig en pæn pelshue af mors gamle krave, og du kan da heller ikke tænke, hvor pæn den er. Hele historien kostede 3,50, så det er en billig hue, og så har hun siddet i eftermiddag og kruset min fjer igen, så nu er det ikke at se på den, at den blev våd i Husum. – Jeg sender dig en halv rullepølse i denne uge, og et stykke godt ost, jeg har det netop nu, og en kage kan du jo vist også have længere hen i ugen. Agnete snakker stadigvæk om far, hun siger det tit »far kommer« nu ser det jo også ud som om det kunne passe for hende, lille stump.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

22.januar 1916. Udsigt til orlov for soldater over 30 år. Brev fra Jørgen til Inger.

    Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Husum d. 22.1.1916

…Jeg er blevet så glad ved at høre, at vi der er over 30 år gamle, ikke kommer bort lige straks, det er god udsigt til at vi får orlov. Alle, som ikke er 30 år gamle, kan derimod ikke komme hjem, det sagde over løjtnanten i går. Nu er alle de unge i rekrutdepotet jo også uddannede, så jeg tænker nok de kommer bort før os…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

10.januar 1916. Soldaterne får tjenestefri da englænderne rømmer Gallipoli. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Husum 10. januar 1916

I eftermiddag har vi fri for tjeneste på grund af, at Gallipoli er rømmet af englænderne, og nu flager de her i Husum af bare glæde. Sejren er vist ikke så stor som der bliver fortalt. Th. Ellegaard er omme hos Fru Petersen og har lige fået kaffen sammen med Hans og Bertha. Det er godt, vi har det sted at søge hen til, for i Hensens Have er det ikke rart at være lige for tiden, der synger og spiller de i højen sky. Det er fordi, vi har fået fri.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

1.januar 1916 Nytårsprædiken der skurer sønderjyderne i ørene. Brev fra Jørgen til Inger.

Senest ændret den 4. januar 2016 11:44

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

(Efter en kort juleferie hjemme i Fjelstrup er Jørgen atter tilbage ved fronten.)

Læs mere

15.december 1915. Nu indkaldes også de hjemløse. Brev fra Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup, onsdag d. 15.12.15.

…Nu skal de hjemløse* også melde sig. Anne i Stubbom havde været så meget ked af det forleden søndag i Hauge. Nu er hun jo bange for, at Niels også skal komme med. Det kan såmænd også gerne gå så galt. Det ser ud, som om de samler sammen på folk for at have dem parat til foråret. Man skal vist ikke glæde sig til den tid, sådan som man ellers altid længes efter foråret. Det vil vist blive en slem tid. Nu er der temmelig roligt allevegne, og der falder da vist heller ikke så mange. En af bagerens sønner er blevet såret i hånden, Frederik er det, og det er vist temmeligt slemt, den anden er også på lazaret. Hans far sagde, at det var nærmest af utøj, at han var syg. De to yngste var på session sidste torsdag, den ene blev taget og den anden sat 3 måneder tilbage…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

*Se leksikon

8. december 1915. Julens samler er ikke det samme uden de indkaldte. Brev fra Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup, d. 8. dec. 1915.

Kære Jørgen! …

Jeg var hos Jep Hansens i går aftes, vi havde det rigtig så hyggeligt. Bothilde spillede for os, også nogle julesalmer; men det var helt vemodigt, der manglede jo så mange, som plejer at sidde om klaveret. Jeg læste et brev fra Jes derhenne, han er ked af det og har det heller ikke godt. Han har ikke en gang fået noget rigtig varmt tøj med sig, hans skindvest var der ingen ærmer i, og det er lidt vanskelig at sende ham en, den kan jo let blive borte. En af hans kammerater er allerede faldet, ved en minesprængning, og en gang er der sprunget en mine så tæt ved Jes, at de blev oversprøjtet med jord, og Jes mistede sin hue. Blot Vorherre da vil holde sin hånd over ham, det ville være så tungt, hvis han ikke kom hjem mere, både for Anne og for hans forældre…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

 

24. november 1915. Jørgen er stadig ikke kommet til fronten. Brev fra Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Husum d. 24. novbr. 1915

Kære Inger og små piger!

Tak for jeres sidste besøg, børnene taler vist derom endnu. Jeg håber da, at I er kommen godt hjem, og at der ikke har været noget i vejen derhjemme. Det er godt, at bedstemor kan være hos jer. Jeg vil håbe, at vi bliver her så længe, at du kan besøge mig igen og, hvis det er muligt, tage lille Agnete med herop. Alt er roligt her endnu og går i den gamle gænge. Plants er ikke kommen hertil endnu, og vi længes heller ikke efter ham…

Nu da vi har fået underofficer Hagge, som du jo nok kender, kan det sagtens gå an at være her, før var det en slem tid. Hvorfor den slyngel, jeg mener min forrige underofficer, således ville plage mig, det forstår jeg ikke, men han havde ikke været ved fronten før. Hagge derimod har været der, så han forstår bedre, hvad det er at være soldat. Det er ikke hans ønske, at vi skal plages. Havde vi haft fred, så kunne vi nu have sunget, ind under jul, hvor er det trist, og alle de mange andre gode sange ved vore møder i gymnastikhuset, men nu er det kommet helt anderledes, og så er det godt at have alle de gode minder at leve på, fra en svunden tid.

Den tid, som vi nu oplever, skulle gerne sætte sit præg på os for livet senere.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

8.november 1915. Russisk krigsfange på gården i Fjelstrup. Brev fra Inger

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

 Fjelstrup, d. 8. nov. 1915 … (fortsat fra 5. nov.)

Karlene tager roer op om dagen. Hans har i dag fået russeren sat i gang med det. Maskinen lavede noget slemt griseri, så den kørte de med igen. Russeren er vant til bondearbejde, så karlene mener, at han kan nok gøre gavn. Jeg har givet ham dine træsko. Han havde nogle usle støvler på med hul i, han blev glad da han fik tøjet, en trøje og vest af dit og et par strømper og så de træsko. Han havde noget tyndt tøj på, så han frøs jo, den stakkel. Han ser lidt ked ud, men det kommer jo nok, karlene er flinke ved ham…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

5.november 1915. Humøret stiger hos Inger. Brev fra Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup, fredag d. 5. nov.

Kære Jørgen!

Du skal rigtignok have mange tak for dit brev, jeg blev helt godt i humør ved at læse det. Det var som dukkede der et lille håb op om, at det måske kunne gå bedre, end vi har tænkt os det…

– Nu er det jo først, man biir klog på, hvordan de herrer skal omgås. Jeg morede mig over, at han havde sagt det om konerne ved parolen. Han tør ikke sige det til os, og så får 1 det bagefter, det er heller ikke nogen heltegerning. Jeg gad vide, om han har fået de cigarer. Det var skam nogle fine med mavebælte på. Vi havde så travlt, da vi købte dem, så vi tog lige for hånden, og betalte dem vist dyrt, 30 pf pr., styk, der var 25 i kassen. Nej, det skulle vi vist hellere have ladet være, og den soldat skulle nu heller ikke have set det. Det var ham, som talte til os, da vi ordnede din kuffert inde i salen…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

3.november 1915. Det er umilitærsk at få konen til at spørge om orlov. Brev fra Jørgen

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Husum d. 3. november 1915

Kære Inger! …

Resultatet af appellen blev, at det hele blev kasseret, og vi måtte møde igen den følgende dag kl.l. Det er i vor fritid, og det er derfor at feldweblen* hitter på sådant. Han kan ikke unde os at have frihed. I formiddag har vi holdt en lille øvelse for majoren, som hedder Gotse. Han lader til at være en stram soldat, men jeg tror ellers at han er et godt menneske. Ved talen, som han holdt i går, sagde han, at han ville hjælpe enhver, især af de ældre som havde familie, til at få orlov. Det var noget, som gjorde indtryk på os. Havde jeg nu ikke været tildelt transporten, kunne jeg måske være kommet hjem til jer en lille tid, du kan jo godt gøre et forsøg derpå, kære Inger. Det koster jo ikke noget. I formiddag spurgte han enhver af os, hvor vi var fra, samt hvor gamle vi var, og han sagde, at det ikke nyttede stort at sende de ældste af os til fronten, for vi kunne alligevel ikke holde det ud. Så det kan jo være, vi slipper lettere derfra, end vi tror. Da vi så kom hjem i middags, sagde løjtnanten, at vi havde fri hele eftermiddagen. Plants stod ved siden af. Det har nok ikke passet ham, den herre…

Ved parolen i går aftes blev det oplæst for os, at det var umilitærisk at sende vore koner ned at spørge os fri. Så nu ved vi, hvad vi har at rette os efter for fremtiden, men det har vi ikke behov at bryde os stort om. Har han måske fået cigarerne som vi talte om?

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

*Se leksikon

3.november 1915. Man står så hjælpeløs. Brev fra Inger.

Senest ændret den 29. juli 2016 10:17

    Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup d. 3. nov. 1915

Kæreste Jørgen! …

Fru Thuesen rejste ikke med os hjem, hun må jo være bleven en dag længere. Det biir heller ikke så dyrt for hende som vi andre, jeg betalte 38 M og 50 pf. Isak er her nu; men jeg har ikke talt med ham om løn eller nogen ting, måske han helst vil have sit i dagløn. Russeren kommer nok snart. Jeg ved ikke, hvordan Hans vil stille det an; men det skal han jo nok forstå. I dag har jeg ikke haft lyst til at drøfte det med dem. Dagen i dag har været lidt lang og sejg for mig, men nu vil jeg gå lidt tidlig i seng, og jeg kan altid sove, heldigvis, så går det nok bedre i morgen. Det gør mig så ondt for jer, og man står så hjælpeløs, og magter kun selv så lidt over for alt dette ulykkelige.

Peter Bramsen fra Fellum kom til Neumiinster sidste mandag, han var meget ked af det, sagde Fru Nielsen i Haderslev, og det er jo ikke så underlig. Minna Kjeld kom jeg til at rejse med fra Vojens, hun kom jo fra Hans i Rendsborg. Han har det helt godt, han er ved trænet, så han har nok haft held med sig. Jeg kan da ikke vide, hvor længe Fedder hytter sig.

Nu husker I jo da nok at få den lille pude hentet. Jeg er glad ved, at vi fik det lavet om og fik gode dun i den. Nu til slut mange kærlige hilsner fra alle børnene og fra din egen Inger. Bedstemor beder hilse.

Vi fik jo en kasse cigarer til P., og vi ærgrede os såmænd over det bagefter, for han har alligevel ingen fortjent. Og så kom der en soldat ind lige i det samme og fik jo at se, at vi købte dem. Det var en, som kendte os. Det skulle heller ikke have været. I dag er der kommet afslag på min sidste ansøgning fra jeres major; men det kunne man jo nok tænke sig

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

27.oktober. 1915. Der synges på dansk i lejren i Husum. Brev fra Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Husum. d. 27.10.1915

Min kære gode hustru! …

I går var vi henne at få nyt tøj, og i dag har vi »passet tøjet på« samt syet navn i hvert stykke. Havde jeg nu haft dig her, så kunne du have hjulpet mig dermed, men det har endda gået bedre, end jeg havde troet. Da jeg først fik begyndt dermed, gik det ganske godt. Jeg gik op på loftet til H. Christiansen og Dall. Inde på Dalis stue er der dejlig varme, og der har vi tre så siddet og syet det meste af eftermiddagen og haft det helt gemytligt. Aagesen bor også på samme stue, og så endte det med, at vi kom til at synge. Vi sang mange af vore gode danske sange, og det blev jeg da meget glad ved. Ja, det lyder mærkeligt, at vi i en sådan sørgelig tid kunne komme til at synge. Sindet lettes ved at komme til at synge vore gode hjemlige sange.

Hver dag går man og hører på det evindelige tyske skrål om piger, krig og sejr. Jeg er så led og ked af alle disse sange. Jeg tager tit min lille grønne sangbog og går udenfor, hvor der er lidt ro og læser eller synger deraf. Den bog er jeg allermest glad ved at have med…

Jeg har i dag fået brev og en pakke fra søster Christine. Marie fra Stubbom har også sendt mig et kort, det er smukt af dem at tænke på os. Bertha C. kommer måske på fredag, men det skal du gøre, som du selv synes. Jeg ved jo ikke, hvor meget fritid vi får de søgnedage, men på søndag ville vi gerne være rigtig meget sammen.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

25.oktober 1915. Hvornår vil de gode tider komme igen? Brev fra Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup, mandag d. 25.10.1915

Kære, kære Jørgen!

Ja, bedrøvet blev jeg rigtignok, da jeg i aften fik dit brev. Jeg har jo nok kunnet sige mig selv, at i Husum kunne I ikke blive ved at holde, men så håbede jeg altid, at der kunne ske et eller andet, så I kunne blive fri for at komme med. Men der sker jo ikke noget, der tyder på fred, og så er der jo ikke andet at gøre end finde sig i det, hvor svært det end er. Det gør mig så ondt, så ondt for jer, I stakler, vi herhjemme må jo ikke klage os. Men hvornår vil de gode dage da komme igen, da vi kan være sammen med vore små børn igen, for den tid kommer, det tror jeg fuldt og fast, og hvor vi så vil takke Vorherre og aldrig glemme ham. Det har vi jo vist gjort før, da vi havde det så godt.

Fru Thuesen telefonerede i aften, om vi skulle tage afsted til Husum nu en af dagene, eller vi skulle vente til lørdag. Vi blev så enige om at se tiden an, for du ville jo telefonere, hvis der skete noget. En trøst er det da, I gode kammerater kommer med hverandre, at være ene mellem lutter fremmede ville da være alt for trist, men det sker jo også….

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

24.oktober 1915. Jørgen håber Inger kan nå et sidste besøg før han sendes til fronten. Brev fra Jørgen

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Husum, søndag d. 24.10.1915

Min kære Inger og småpiger!

Mange tak for dit brev, hvori du fortæller om Th. Ellegårds uheld. Det var jo kedeligt for Th., men jeg vil dog ikke beklage ham, for så kommer han dog ikke i felten for det første. Nu må du ikke blive bedrøvet, kære Inger, men nu bliver vi vist ikke så ret længe i Husum mere. Der skal en stor transport bort fra vort komp., ca. 80 mand, og jeg er også derimellem sammen med de fleste af mine kammerater. I lans Christiansen og Th. skal også med, så det vil blive en slem forskrækkelse for dem. De kommer i aften… Jeg er glad ved, at jeg har billedet af dig og børnene.

Vil du så komme og besøge mig på lørdag og søndag, kære Inger, for til den tid tror jeg nok, at vi er her endnu, og skulle det være, at vi skulle komme afsted før, skal jeg nok lade dig det vide pr. telefon. Men jeg tror ikke, der er fare for, at vi kommer bort i denne uge. Nu må du ikke sørge for meget, kære, vi har jo været forberedt længe på, at den tid ville komme, at vi skulle bort…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

21.oktober 1915. Når en soldats bror er gået over grænsen kan han ikke få orlov. Brev fra Jørgen

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

(Siden sidste brev er det lykkedes for Jørgen Friis at komme hjem på orlov. Efter orloven begynder hverdagen igen. Dele af bataljonen gøres transportklar, derfor er Inger Friis’ næste besøg i Husum måske det sidste, før Jørgen Friis afgår til fronten.)

 

(Poststempel: Husum 21.10.1915)

Kære Inger …

Jørgen Lindberg, Hans Højer og jeg gik så en lille tur ud igennem Rodemis. Det er meget smukt derude, og vi havde meget at tale med hinanden om. H. Højer er jo fra Astrup og har været her siden maj. Han kan ikke få orlov, da hans bror er gået over grænsen, og det er meget kedeligt for ham. Han er et meget flinkt menneske og er jo af samme mening som vi, så vi kan godt sympatisere med hinanden. Nu er jeg så havnet her i Petersens gæstgivergård, som du jo nok kan se på papiret. Her vil jeg spise til aften, da jeg ikke har lyst til at komme hjem i kasernen og til selv at smøre mad. I dag har vi også fået lønning, så nu er jeg ved mønten. Det gav ialt 3 M 80 pf, men det vil svinde slemt i pengene til aftensmaden, de skulle jo ellers vare i 10 dage… Det er jo gået hurtigt med at få roerne taget op og kørt hjem. Det er godt, at det arbejde så er besørget. Vil du ikke nok bede karlene om at få runkelroerne dækket med halm og jord, for det vil vist snart til at fryse. Sidste år fik vi en del roer fordærvet på grund af frosten, det måtte ikke gerne ske i år…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.