12. november 1918. Hjemmetysker konverterer til danskheden

Andreas Kaad fra Mindebjerg på Als gjorde i efteråret 1918 tjeneste som vagtmand for krigsfanger i Lorraine/Lothringen.

Mandag den 11. November blev der sluttet Vaabenstilstand, og samtidig dannede vi jo Soldaterraad, hvad der unægtelig var en drøj Omgang for d’Hrr. Officerer, alt blev klædt i rødt. Officerer, der ikke med det gode (og det var jo nærmest dem, der strittede imod) vilde ombytte deres Kokarde med en tilsvarende rød, blev paa. en anden og mindre venskabelig Maade gjort opmærksom paa, at der ingen anden Udvej var.

Krigen som saadan var dermed forbi. Skyndsomst skulde de tyske Tropper trækkes tilbage. Østerrig-Ungarske Tropper havde vi allerede ikke set i nogle Dage; de var jo tidligere falden fra.

Ordren lød paa, at vi den 12. November Kl. 11 Formiddag skulde forlade Epfig i Alsace tilligemed vore Fanger.

Den sidste Aften blev der holdt Afskedsgilder i Byens Kantiner efter en større Maalestok, og snart gjorde Øl og Vin deres Virkning.

Jeg mindes særlig en ældre Soldat fra Aabenraa. Hjemmetysker efter en større Maalestok var han. Tysken kunde han imidlertid ikke rigtig komme efter; men forøvrigt en flink Mand.

Han kom den Aften i et ganske fortrinligt Humør. Begge to skulde vi paa Vagt den sidste Nat, Jeg fra Kl. 1-3 og han fra Kl. 3-5.

Henad 1-Tiden kommer Aabenraa-Manden hjem i Lejren i en meget løftet Tilstand. Da jeg bliver vaagen, staar han ved Siden af min Seng« og skraa-ler af fuld Hals, men sikkert af et godt Hjærte: »Vi er kun faa, men det er det samme …«; Hukommelsen svigter ham, og han beder om min Assistance, som jeg meget beredvillig giver ham, og nu gaar den: »Vi er kun faa. men det er samme, — vi er en Gren af den danske Stamme — den visner ej, men den staar i Flor — og bøjer sig mod det høje Nord.«

Som Tak for, at han nu vilde lade sin Hjemmetyskhed falde, tog jeg hans Vagt fra 3-5. Han kunde forøvrigt ogsaa nok trænge til al den Ro, han kunde faa, før Marchen begyndte.

Det blev en lang Vagt fra Kl. 1-5, men ejendommelig. Hele Lejren var falden til Ro. Stjernelyst og stille var det. Ikke et eneste Lysskær mod Vest og ikke nogen Artilleriild. Alt aandede Fred.

En Mangfoldighed af Tanker og Billeder drog forbi en. Hvad var der dog ikke sket fra Augustdagene i 1914 og indtil nu.  Nu gik det hjemad. Hjem til Kone og Barn; hjem til Far og Mor; hjem til Sønderjylland og hjem til — Danmark.

Og dog knugedes man af den Tanke: Hvis der nu skulde komme en Modrevolution; aah ulykkelige Skæbne, om det skulde ske, men man vidste jo aldrig.

Da jeg om Tirsdagen den 12. November om Formiddagen Kl. 10 blev vækket og sad ved min Morgenkaffe«, kom der en Soldat, hjemmehørende i Rostock i Meklenborg hen til mig, og man kunde saa tydelig se, hvor knuget han var af den Skæbne, som Tyskland nu gik ind til, og siger: »Ja, Du kan sagtens være glad, Kaad. I kommer nu tilbage (jeg bed Mærke i Ordet zurück) til Danmark. Vi bliver ved Tyskland og maa gennemgaa Lidelserne«.

Det var forøvrigt samme Mand, der for et Par Maaneder siden havde udtalt de ovennævnte Ord: »Overlever vi de næste tre Maaneder, kan vi holde Jul i Hjemmet«. Han fik Ret, det vilde sikkert nu kunde lade sig gøre.

Klokken 11 stod vi parat. Fanger og Mandskab stillet op i Geled, forud havde vi solgt Lejrbarakkerne til Byens Indbyggere for nogle usle Mark, og saa »støvlede« vi afsted. En slagen Hær paa Flugt!

Alt klædt i Rødt, i Revolutionens Tegn. Alle var vi forsynede med den røde Kokarde. Officererne fik deres Gradmærke revet af, og ogsaa de maatte erstatte den sort-rød-hvide Kokarde med en rød.

Vi slutter os under vor Marsch til fremmede Formationer. Der kan ikke være Tale om at komme i Forbindelse med vor Bataillon i Saarbourg.

Saa slæntrer da denne Karavane, disse talløse Rækker, den slagne Hær hen ad Alsaces Landeveje. I mange Tilfælde er Soldaterne i lasede Uniformer, slet Fodtøj osv. »Og Landets egne, de tapre faa«? — Ja de stod her og der og overalt, og viftede os Farvel med Tricoloren, den franske Fane!

Aa, hvor man gik og glædede sig! Tricoloren skjulte jo ogsaa paa, sin Vis vort gamle Banner, Danebrog. Ilmarche var det, Franskmændene var jo i Hælene paa os.

Sønderjyske Årbøger 1927

En tanke om “12. november 1918. Hjemmetysker konverterer til danskheden”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *