13. november 1918. Hanssen, Nissen og Kloppenborg-Skrumsager lægger planer

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 13. November 1918.

Jeg kom først i Seng kl. 2½ og sov derefter til Kl. 5. Tankerne arbejdede stærkt med de vigtige Afgørelser, der nu forestaar.

Jeg stod op og nedskrev Programmet for Bestyrelsesmødet den 16. og 17. November og i Forbindelse dermed et Forslag om Arbejdets Fordeling i de kommende Tider.

Derefter vækkede jeg Kloppenborg-Skrumsager og Nis Nissen og fastsatte et Møde med dem til Kl. 8½ her paa mit Værelse.

De mødte begge til den fastsatte Tid. Vi drøftede indgaaende Programmet og Forslaget. Begge Dele blev godkendt af dem med et Par personelle Ændringer.

Derefter fastsatte vi følgende Dagsorden:

1). H. P. Hanssen: Redegørelse for det nordslesvigske Spørgsmaals nuværende Standpunkt.
2). Drøftelse af Grænsespørgsmaalet.
3). Vedtagelse af en Resolution, som omfatter og udtrykker den nordslesvigske Befolknings Ønsker med Hensyn til den forestaaende Folkeafstemning.
4). Valg af et Aktionsudvalg.
5). Foreløbige Meddelelser angaaende Oprettelsen af en blandet sønderjydsk-dansk Rigskommission.
6). Valg af et Udvalg, som skal forberede de agrariske og finansielle Spørgsmaals bedste Ordning ved Overgangen.
7). Valg af et Udvalg, som skal forberede Ordningen af Skole- og Kirkespørgsmaalene efter Afstaaelsen til Danmark.

Derpaa drøftede vi Overtagelsen af Administrationen i Nordslesvig. Vi blev hurtigt enige om følgende Forslag:

Refshauge og Grev Schack udnævnes til Tilforordnede hos Landraaderne i Haderslev og Tønder.

Af Hensyn til Landraad v. Lows anerkendelsesværdige Optræden under Krigen vil vi ikke have ham afsat, men kun sikre os ved at gøre Refshauge til Tilforordnet, saa Landraaden ikke kan foretage sig noget uden hans Samtykke.

Et lignende Hensyn har vi ikke at tage til Landraad Böhme i Tønder, hvis Optræden kort efter Krigens Udbrud vi ikke har skrevet i Glemmebogen.

Men da Tønder Kreds efter al Sandsynlighed vil blive delt, naar den nye Grænse sættes, holder vi det for rigtigst ogsaa her at nøjes med at sætte en Tilforordnet ved hans Side.

I Aabenraa og Sønderborg har vi ingen saadanne Hensyn at tage. Landraaderne v. Schønberg og Siemon er begge optraadte saa danskfjendtlige under Krigen, at de maa uskadeliggøres.

Og vi foreslaar derfor, at Landdagsmand Nis Chr. Nissen udnævnes til Landraad i Sønderborg og cand. polit. Kr. Refslund Thomsen til Landraad i Aabenraa.

Haase har nu overtaget Udenrigsministeriet, og jeg gik derfor i Formiddags ud for at søge Forbindelse med ham. Det lykkedes ikke at opnaa en Samtale med ham i Udenrigsministeriet, da han var stærkt optaget af vigtige Møder. Jeg gik derfor hen i Rigsdagen, hvor jeg traf Dr. Oscar Cohn, som meddelte mig, at Dr. Breitscheid endnu ikke havde modtaget sin Udnævnelse til Indenrigsminister, men at den kan ventes i Løbet af Dagen.

Dr. Nestriepke kom til, og jeg aftalte med ham, at han og Dr. Breitscheid skulde drikke Kaffe hos mig Kl. 3 for at drøfte forskellige Spørgsmaal. Imidlertid kom Dr. Breitscheid, som efter min Opfordring gik med hen i Rigskancelliet, hvor det efter nogen Ventetid lykkedes os at faa Forbindelse med Scheidemann og Haase. De havde selvfølgelig begge meget travlt, men erklærede sig straks villige til at optage en Forhandling med mig.

Vi gik gennem de store, stilfulde Rum og ind i Scheidemanns Værelse, hvor Landsberg sluttede sig til os. Jeg opfordrede indtrængende Folkekommissærerne til at udstede en Erklæring, hvori de tog bestemt Standpunkt til det nordslesvigske Spørgsmaal og aabent erklærede, at Wilson-Programmet ogsaa skulde finde Anvendelse paa det. Dette havde Dr. David, som det vilde være dem bekendt, paa Regeringens Vegne udtalt overfor mig den 24. Oktober under Debatten i Rigsdagen.

Scheidemann erklærede straks, at han som Medlem af Prins Max’ Regering meget vel huskede de Forhandlinger, Regeringen havde ført, efter at jeg i min Tale den 23. Oktober havde krævet Nordslesvigs Afstaaelse paa Grundlag af Folkenes Selvbestemmelsesret, og Grev Westarp havde forlangt, at Regeringen skulde tage Standpunkt til mit Krav. Paa Dr. Solfs Forslag var man den Gang bleven enige om, at Danmarks formelle Ret i Henhold til Pragfredens § 5 skulde bestrides som ikke eksisterende, hvad Danmark allerede i 1879 har anerkendt, men at det var rigtigst nu ogsaa at anvende Wilson-Programmet paa Nordslesvig.

Jeg svarede: „Det er rigtigt, at Danmark har anerkendt, at det ikke kan gøre en formel juridisk Ret gældende i Henhold til Pragfredens § 5. Det udelukker imidlertid ikke, at vi Nordslesvigere — hvad blandt andre ogsaa Windhorst har hævdet — kan gøre en saadan Ret gældende. Dette er dog uden praktisk Betydning, naar Regeringen er villig til at anvende Wilson-Programmets Grundsætninger paa Nordslesvig.

„Dette er rigtigt,” sagde Scheidemann, „og Regeringen har jo allerede principielt erklæret sig villig dertil.”

Haase, som var bleven kaldt ud, kom ind igen, sad et Par Minutter som stum Tilhører og blev saa atter kaldt ud til Konference om vigtige Spørgsmaal.

Efter Scheidemanns Opfordring præciserede jeg mit Ønske nærmere Dr. David har i Rigsdagen,” sagde jeg, „paa Regeringens Vegne meddelt mig, at Wilson-Programmets Grundsætninger ogsaa vil blive anvendt paa Nordslesvig. Men han meddelte mig det under en saadan Form, at jeg ikke har kunnet benytte Meddelelsen overfor Offentligheden. Hvad jeg ønsker, er derfor, at Regeringen i en bindende Erklæring, som den bemyndiger mig til at offentliggøre, præciserer det samme Standpunkt, saa der skabes Klarhed om Spørgsmaalet udadtil.

Scheidemann noterede mit Ønske og erklærede, at han ikke havde noget at indvende imod, at det blev opfyldt, dog maatte der selvfølgelig iagttages en vis Forsigtighed. Kun den Del af Nordslesvig, der virkelig var dansk af Sprog og af Sindelag, kunde man afstaa. Sydslesvig, som var tysk, kunde derimod ikke komme i Betragtning.

Haase havde nu overtaget Udenrigsministeriet, og Afgivelsen af den ønskede Erklæring hørte derfor til hans Ressort. Men de øvrige Folkekommissærer vilde sikkert ligesom Scheidemann billige, at den blev afgivet, baade fordi det var i nøje Overensstemmelse med det Standpunkt, som Prins Max’ Regering allerede havde indtaget, og fordi det var i nøje Overensstemmelse med de Grundsætninger, som den nye Regering vilde søge at gennemføre.

Landsberg sluttede sig hertil.

Scheidemann spurgte, om jeg havde andre Ønsker. Jeg henviste til  Landraadsregimentet i Nordslesvig og sagde, at der var et Par Landraader, som vi gerne vilde have bort saa hurtigt som muligt, fordi de havde drevet og vedvarende drev danskfjendtlig, altysk Agitation.

Scheidemann: „Det forstaar og billiger jeg. „Das kann ich Ihnen nachfühlen”.”

Jeg: „Men maaske er det Spørgsmaal, som jeg bedre kan afgøre med den preussiske Regering.”

Dr. Breitscheid greb ind og udtalte, at det efter hans Mening var heldigst, hvis den i Udsigt stillede Erklæring paa det forestaaende Møde i Aabenraa blev afgivet af en Befuldmægtiget for Regeringen. Naar Folkekommissærerne var af samme Mening, var han villig til at paatage sig dette Hverv.

Scheidemann: „Regeringen bør efter min Mening foreløbig ikke vove sig for langt ud i denne Sag. Om Grundprincipet er vi jo fuldstændig enige, men vi er nødt til at tage visse taktiske Hensyn.”

Jeg: „Hovedsagen er, at Regeringen afgiver en Erklæring, som kan give os et fast Holdepunkt for vor Henvendelse til Danmark, og at Sagen dermed ledes ind paa en rolig Bane.

Haase kom atter tilbage. Scheidemann gav ham et kort Referat af de Forhandlinger, vi havde ført. Landsberg ud talte paany sin Tilslutning til det Standpunkt, Scheidemann havde indtaget, og de bad mig derefter om at fortsætte Forhandlingerne med Haase, til hvis Ressort Sagen hørte da de begge var meget optaget.

Dr. Breitscheid og jeg fulgtes derefter med Haase ind i hans Værelse — Bismarcks Arbejdsværelse. Næppe havde vi tage Plads, før Rigskancelhets nye Chef, min gamle Bekendt Baake mødte ind og kaldt Haase ud til en ny Forhandling.

Det var ejendommeligt at sidde her i Jernkanslerens gamle Arbejdsværelse hvor saa mange store Spørgsmaal i Tidens Løb havde fundet deres Afgørelse. Et mægtigt Nøddetræsskrivebord med rødt Betræk og en Sølvplade, hvorpaa Ordene “Fyrst Bismarcks Skrivebord” var indgraveret fyldte op i Værelset og ledte uvilkaarligt Tanken hen paa Tidernes Omskiftehghed. Nu sad Haase ved Bismarcks Skrivebord og ledede derfra Revolutionens videre Gang!

Inden vi forlod Scheidemann, havde Dr. Breitscheid udtalt at han hellere vllde ind i Udenrigsministeriet, fordi Udenrigspolitiken var hans Speciale, end overtage det preussiske Indenrigsministerium, hvis Forretninger laa ham mere fjernt.

Derfor havde han endnu ikke overtaget Indenrigsministeriet, men forlangt Betænkningstid.. Nu gentog han det samme over for Haase.

„De Stillinger, der kan komme i Betragtning i Udenrigsministeriet, er besatte,” svarede Haase, „thi Dr. David og Kautsky er allerede udnævnte til  Understatssekretærer. De hidtilværende Understatssekretærer v. der Busche-Haddenhausen og v. Stumm flyver selvfølgelig ud. Men vi har desværre ikke Brug fir flere høiere Embedsmænd i Udenrigsministeriet.”

Haase blev atter kaldt ud. Jeg opfordrede da indtrængende Dr. Breitscheid til at overtage Indenrigsministeriet, idet jeg betonede, at det vilde styrke hans Avtoritet indadtil . Det ville blive opfattet som et Duelighedsbevis af betydelig Rækkevidde.

„Kautsky”, udviklede jeg videre, “vil næppe blive længe i Udenrigsministeriet, dertil er han for meget Videnskabsmand og for lidt praktisk Politiker. Men gaar han, vil der være Plads for Dem. Og endelig skal ogsaa en Del Gesandtskabsposter besættes med nye Mænd. De kan muligvis blive Gesandt i et af de nordiske Lande ” — hvad Scheidemann iøvrigt allerede havde slaaet paa under vor Samtale med ham.

Imidlertid kom Haase tilbage, og jeg præciserede paany mit Ønske. „Jeg fastholder mit Standpunkt overfor Nordslesvig,” svarede han, „saaledes som jeg har præciseret det i Rigsdagen den 23. Oktober. Jeg tvivler ikke om, at vi nu vil faa Spørgsmaalet løst paa en tilfredsstillende Maade, men vi maa jo gaa frem med megen Forsigtighed. Vil De ikke gentage, hvad Dr. David erklærede overfor Dem? Jeg gentog det, og han noterede ivrigt.

Derpaa fortsatte jeg: „Hvad jeg ønsker, er altsaa, at Regeringen i en kort Erklæring, som den bemyndiger mig til at offentliggøre paa et Møde, som jeg næste Søndag afholder i Aabenraa, aabent anerkender, at Wilson-Programmet ogsaa vil blive anvendt paa Nordslesvig.”

Han noterede ogsaa dette, lovede at affatte Erklæringen og at fremskaffe de andre Folkekommissærers Godkendelse af den, saaledes at jeg kunde faa den inden Aften.

Under vor videre Samtale mærkede jeg, at han helst vilde afgive Erklæringen i sit eget Navn. Jeg ønskede imidlertid, at den skulde afgives af Dr. Solf, der som Udenrigsminister i Prins Max’ Regering havde præciseret Regeringens Standpunkt under Forhandlingerne i Oktober, vedvarende sad i Regeringen og i disse Dage paa den nye Regerings Vegne underskrev alle til Udlandet rettede Noter. Jeg motiverede dette Ønske overfor Haase, som straks forstod det og, omend som jeg syntes lidt modvilligt, lovede mig, at Erklæringen skulde blive underskrevet af Dr. Solf.

Vi talte derefter videre om Stillingen. Han meddelte mig fortroligt, at han helst vilde have Dr. Solf fjernet. Dr. David var ham ti Gange kærere. De hidtilværende Forhandlinger havde nemlig vist, at de stod hinanden langt nærmere.

Der kom atter Bud efter ham. Vi tog Afsked og gik. Baade hans og Scheidemanns Tone havde været meget kammeratlig og kollegial. De talte aabent og uforbeholdent med mig, som før saa ofte i Rigsdagens Gange.

Da jeg gerne vilde naa noget videre med Spørgsmaalet vedrørende Administrationens fremtidige Ordning, gik jeg med Dr. Breitscheid til Statsministeriet for at træffe Hirsch. Vi blev straks ført ind til ham og havde en længere Forhandling med ham og hans Medhjælper Eugen Ernst. De meddelte os, at der i Dag var udstedt en Anordning, som vilde blive Overpræsidenterne telegrafisk tilsendt og i Morgen vilde blive offentliggjort.

Efter den skulde der overalt vælges Arbeider-, Soldater- og Bønderraad til at føre Kontrol med Landraaderne.

Bestemmelserne angaaende Valgmaaden vilde blive udstedt i Morgen. De laa nu i Indenrigsministeriet. De var enige med Dr. Breitscheid om, at det vilde være heldigt at sende en Kommissær til Nordslesvig for paa den preussiske Regerings Vegne at foretage Udnævnelsen af de nye Landraader og villige til at overdrage dette Hverv til ham.

Dr. Breitscheid havde nu besluttet sig til at overtage Indenrigsministeriet og vilde derfor forhandle videre med Hirsch om Forretningernes Deling. Da disse Forhandlinger ikke vedrørte mig tog jeg Afsked. Men inden jeg gik, bad Hirsch og Eugen Ernst mig indtrængende om at holde dem underrettet ad telegrafisk Vej.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *