Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

9. Februar: I Eftermiddags Møde paa »Flensburger Hof« for hele Kommissionen. Begrunder kort Ønsket om Udsættelse af Afstemningsdagen, almindeligt Ønske hos de Danske paa Landet. Dr. Christians imod: Den tyske Befolknings Tillid til Kommissionen vil faa et Knæk ved en Udsættelse efter dansk Ønske. Malling: Kommissionen kan ikke tage Hensyn hertil, men kun til, hvad der er rigtigt. Ravn paaviser, at der kommer 8000 stemmeberettigede sydfra, som Tyskerne men ikke vi hidtil har kunnet kontrollere. Ordskifte med Iversen om de tysktalende Egne. Forhandlingen sluttes med, at Kommissionen vil tage Bestemmelse.

— Admiral Richelieu indbyder til Middag paa Jernbanehotellet. Mænd fra alle tre Zoner, alvorlig Drøftelse.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Lærer Andreas Bach var allerede begyndt danskundervisning i Rens inden afstemningen. Få dage før afstemningsdagen stod det dog klart, at der kun var 10 Dannebrogsflag i hele Burkal Sogn. Andreas Bach tog straks sagen i egen hånd.

Paa et tidligt Tidspunkt af Afstemningsforberedelserne havde Den nordslesvigske Kvindeforening paataget sig at ordne Udleveringen af Dannebrogsflag til Afstemningsdagen til alle danske Hjem. Der blev kun bestilt 10 Flag til hele det store Burkal Sogn, men i Ventetiden, under det danske Folkelivs stille Vækst, var der blevet Brug for yderligere 10 Flag, som senere efterbestiltes.

Søndag den 8. Februar, altsaa to Dage før Afstemningen, blev Flagene udleveret fra forskellige Fordelingscentraler, og det faldt i min Lod at cykle til Tønder og hente de 20 Flag til Burkal Sogn, men da jeg kom derud, var der kun afleveret de oprindeligt bestilte 10 Flag til os.

Hvad skulde jeg gøre? Komme hjem uden Flag vilde være en forfærdelig Skuffelse for de mange, der havde Flagstængerne parat, og selv de 20 Flag vilde ikke fylde for meget i Landskabet.

For ikke at skuffe mine Landsmænd og give Tyskerne Anledning til at hovere besluttede jeg at rejse til Ribe for at skaffe Flagene dér, og hvis ogsaa dette glippede, da at fortsætte til Esbjerg. Der gik paa det Tidspunkt kun eet Tog daglig i hver Retning, fra Tønder tidlig om Morgenen og fra Ribe om Aftenen. Der var derfor ikke andet at gøre end at cykle til Ribe.

Men hvilken Cykletur blev dette ikke! Inden jeg rejste fra Tønder, fik jeg ved et Kig i de danske Blade en moralsk Opmuntring ved at gense det stolte Opraab: »Sønderjyder, nu er Dagen der, vi vil hjem«. Som en Sejershymne virkede dette manende Opraab, som Bladene atter bragte, nu umiddelbart forud for den store Styrkeprøve. Snart skulde jeg dog faa et endnu stærkere Varsel om den ny Tid, der
skulde komme.

Det var høj Himmel, Solen skinnede, og Vinden bar med, Cykleturen gik derfor som en Leg, men det, der skilte den fra alle andre Cykleture i mit Liv, var Synet af de mange Flag. Kvindeforeningens Bil var en Time tidligere kørt op gennem Landet og havde delt Flag ud i alle Landsbyerne langs Landevejen, og alle Vegne havde man straks ladet Flagene gaa til Tops som en Slags Generalprøve paa den store Dag i Overmorgen. Fra Gaarde og Huse vajede de flunkende nye rød-hvide Dannebrog; hvad betød det saa, at de tyske Indskrifter endnu fandtes paa de rustne og forfaldne sort-hvide
Vejskilte. Den tyske Fernis var ved at skalle af, den ydre Forvandling fra dansk til tysk skete netop i denne Time.

At opleve denne Forvandling, mens jeg cyklede op gennem Landet,
var som at opleve selve Eventyret.

Ved Rejsby mødte jeg det første danske Jernbanetog, der kom med danske Afstemningsdeltagere. Om det i Dagens Anledning var særlig smykket, erindrer jeg ikke, men alene dette at se Toget med det rød-hvide Baand om Lokomotivets Skorsten, hvor man tidligere kun havde mødt de snavsede, slidte tyske Tog, var som et nyt Led i Landskabets Forvandling fra tysk til dansk.

Efter flere forgæves Henvendelser i Ribe og adskillige lukkede
Døre — det var jo Helligdag — fandt jeg endelig en Manufakturhandler, som havde en Del Dannebrogsflag, der var hængt op til Udsmykning i »Klubbens Hotel« til en Fest, som skulde holdes om Aftenen. Disse Flag kom jeg efter adskilligt Besvær i Besiddelse af.

Nu stod tilbage den ikke mindre vigtige Opgave at faa Flagene over Grænsen og komme hjem med dem. Dette var ikke alene et Toldspørgsmaal. Selv om det kunde være ærgerligt nok at betale Told til Tyskland af danske Flag, der skulde anvendes i et fremtidigt dansk Land, var det dog langt værre, at man sagde, tyske Toldere ved Landegrænsen havde nægtet Indførsel af danske Flag, skønt Nordslesvig jo stod under Den internationale Kommissions Styre.

Jeg var meget ked af at skulle løbe nogen Risiko for mine dyrebare Flag. Dertil kom, at det lakkede stærkt mod Aften, og jeg var ikke tryg ved Tanken om i den mørke Nat at skulle cykle de 47 Kilometer
til Tønder med min kostbare Skat.

Men atter smilede Lykken til mig, idet der om Aftenen kørte endnu et dansk Tog med Afstemningsdeltagere sydpaa til Tønder. Dette Tog fik jeg Lov til at køre med, og Togpersonalet viste fuld Forstaaelse for, hvad det gjaldt, og gemte for en Sikkerheds Skyld Pakken med Flagene i en Tjenestekupé. Det viste sig dog, at baade Told- og Paseftersyn var en ren Formalitet, og da vi vel var over Grænsen, var Rejsen sydpaa sammen med de feststemte og forventningsfulde Afstemningsgæster næsten lige saa festlig som Cykleturen om Formiddagen. Adskillige havde ikke set deres Fødeegn i mange Aar, og skønt de fleste var fremmede for hinanden, følte vi os dog som en stor Familie allesammen.

Ved Ankomsten til Tønder ved 10 Tiden om Aftenen var Cykleturen til Rens jo kun for en Smuttur at regne, men om jeg havde haft 100.000 Kr. paa mig, havde jeg ikke været mere ængstelig for disse end for de Flag, jeg efter saa mange Genvordigheder havde faaet fat paa. Jeg foretrak derfor at overnatte paa et Hotel i Tønder og først næste Morgen cykle hjem til Rens ved Dagslys.

Ved min Ankomst til Rens Mandag Formiddag havde man allerede hørt, at der ikke var mere end 10 Flag til Sognet, og de mest vankelmodige havde derfor endnu ikke faaet deres Flagstang rejst; de vilde ikke unødig løbe nogen Risiko, hvis de ikke fik noget Flag.

Men næppe naaede Rygtet ud i Byen, at jeg var kommet med yderligere 13 Flag — saa mange som jeg kunde faa fat paa i Ribe — før der blev Travlhed med at lægge sidste Haand paa Værket. Et Par Steder var man ikke naaet længere end til med Økse, Baandkniv og Høvl at bearbejde den Gran, der skulde blive til en Flagstang, men allevegne arbejdedes der nu med et Humør og en Energi, der viste, at nu skulde det være Alvor. For at der ikke senere skulde opstaa Misforstaaelser, blev Tildeling af Flag dog betinget af, at Flagstangen kom i Orden, saa Flaget kunde komme til Tops næste Dag.

Det største af dem alle fik Chr. Lorenzen i Burkal, der selvanden skulde præsentere Dannebrog i denne By og derfor maatte have et Flag saa stort, at det kunde vaje hilsende langt omkring. Det smukkeste Flag fik derimod Hans Peter Johansen, Rens. Hos ham var alt i Orden, og det var kun naturligt, at han som den første i Byen lod Dannebrog gaa til Tops.

Nicolai Svendsen og Svend Thorsen (udg.): Tiende Februar, Livsbilleder fra Sønderjylland i Genforeningsaaret 1920. København, 1939.

Peter Julius Majland var født i 1867 i Åbenrå, men flyttede i 1885 med forældrene til Kolding, bl.a. for at undgå tysk krigstjeneste. Men han var stemmeberettiget og tog i februar 1920 til Sønderjylland for at stemme.

Næste morgen tidlig, den 9.februar, gjorde jeg mig rede til afrejsen og begav mig til banegården. Jeg skulle med toget 7,33 fra Kolding. I dette tog befandt sig ca. 300 rejsende til Sønder­jylland, hvoraf en stor del skulle vestpå. Et ekstratog, som skulle afgå fra Kolding kl.7,54 medførte ca. 800 stemmeberet­tigede .

Præcis på slaget satte toget sig i bevægelse. Da vi passerede Munkensdam, stod Margrethe og søster udenfor huset og vinkede farvel til os, hvilket jeg besvarede fra mit kupevindue.

I Lunderskov var der et ophold på 1/2 time. Vi skulle her skifte tog, og mens vi holdt her, kørte ekstratoget forbi os og fortsatte til Vamdrup. I Lunderskov kom mange “stemmefolk” ombord i toget, som derefter dampede videre.

I Vamdrup varede opholdet tre kvarter. Ingen måtte forlade toget og for første gang fik vi brug for vores pas, idet alle rejsende skulle fremvise passet, og alle de pas, som ikke havde stempel, men kun underskrift, blev stemplede. Da dette var besørget og folk kommet til sæde igen, kom madpakkerne frem, og vi fik os en lille frokost. Klokken var jo blevet omkring ved 9.

Omsider var vi færdige i Vamdrup, og nu gik det imod syd imod Grænsen og det omstridte land.

Da vi nåede den første tyske station, Farris, modtoges toget af en mængde mennesker med begejstrede hurraråb, og skolebørn med dannebrogsflag sang danske fædrelandssange, ligesom der ved gårde og huse var hejst det danske flag. Og sådan var det på hele rejsen ned igennem Sønderjylland. Så langt øjet rakte sås dannebrog vaje, kun et enkelt tysk flag hist og her.

Det var med glad og bevæget hjerte vi passerede grænsen, og da vi så det omstridte land i sin festdragt, stjal en tåre sig frem i øjet. Hvilken glæde for vore sønderjyske landsmænd at se de danske tog, kørt af danske lokomotiver med det rød-hvide bånd om skorstenen, rulle frem på de tyske baner, fyldt med folk fra kongeriget, som stævnede hjem for at stemme Slesvigs land hjem til Danmark. I sandhed en begivenhed som jeg aldrig kan glemme.

Fra Farris gik det videre ind i landet, forbi huse og gårde med dannebrog til tops, og langt inde på markerne, på diger og veje stod folk og viftede til os med små dannebrogsflag.

Så kom vi til Sommersted, hvor vi blev modtaget med samme begej­string, og et musikkorps spillede “Slesvig, Slesvig, elskede land” og andre nationalmelodier.

Under hurraråb satte toget sig i bevægelse, og med samme begej­string modtoges vi i Vojens. Da toget brusede ind for perronen, så vi et mylder af mennesker. Vi skulle her alle ud af toget og måtte passere toldeftersynet. Vi troede, at vi skulle have vore sager efterset, men det skete ikke. De tyske toldere stod blot med hænderne på ryggen og så på os, mens vi gik igennem lokalet.

På denne banegård så jeg de første franske soldater. Det var alpejægerne, som holdt vagt på perronen med opplantede bajonetter Det så noget krigerisk ud. Stationsbygningen her gjorde et noget forfaldent indtryk. Alt var forsømt og snavset. Væggene indvendig var næsten sorte, og bræddegulvene gav efter, når man gik på dem, ligesom der var en del ituslåede ruder.

Fra Vojens går der en sidebane ind til Haderslev, og hovedparten af de rejsende med vort tog skulle til Haderslev og omegn. Da dette danske tog ikke gik længere sydpå, måtte vi her afvente det næste danske tog, som først ville ankomme om et par timer.

Lærerinde fru Jessen, Emma og jeg begav os så over til et nærlig­gende hotel og bestilte hver en kop kaffe. Madpakkerne kom atter frem og vi nød vort måltid med god appetit. Kaffen kostede 2 mark pr. kop. Da der var mange rejsende, der søgte siddepladser ved
bordene, brød vi atter op, så snart vi var færdige med kaffen.

Vi gik først hen på posthuset for at købe en serie plebiscit- frimærker, som kostede 20 mark og 30 pf. Det er midlertidige sønderjyske frimærker, som bruges ved genforeningen. Derfor ønskede vi at få dem, som et minde om den tid, da Sønderjylland var international.

Da det var besørget, gik jeg mig en tur rundt i byen og så på udsmykningen. Der var mange æresporte og mange flag, både danske og tyske; og aldrig har jeg set så mange æresporte som på denne rejse i Sønderjylland. Udenfor hotellet stod opstillet en felt­kanon, som efter sigende var taget fra russerne.

Nå, tiden gik, og vi begav os atter over på banegården. Der var samlet en stor flok skolebørn eller rettere 2 flokke, en dansk og en tysk, som hver var forsynet med deres lands flag. De sang ustandselig, den ene flok danske og den anden tyske nationalsange Det var morsomt at høre, hvor de kappedes om at overdøve hinan­den .

Nu kom et tysk tog sydfra, som medførte “stemmefolk” fra Tyskland til Haderslev. Der blev næsten trængsel på perronen. Toget holdt kun en kort tid og fortsatte så nordpå.

Et kvarters tid derefter kørte det danske tog nordfra ind på stationen. Det blev modtaget med hurraråb af de dansksindede skolebørn. Vi tog plads i en kupe, og straks efter rullede toget videre sydpå. Stadig det samme dejlige syn: Flag og æresporte på begge sider af banelinien, så langt vi kunne se.

Ved stationerne Haverslund og Over-Jersdal holdt toget og satte mange “stemmefolk” af. Men omsider nåede vi Rødekro, hvor vi skulle skifte tog. Herfra går der en sidebane til Åbenrå.

I Rødekro varede opholdet 3 kvarter. Denne station er uhyggelig forsømt ligesom alle de andre, og da der blæste en kold vind, steg vi ind i det tyske tog, som skulle føre os til Åbenrå.

I toget var der også uhyggeligt. Alt vidnede om forfald. Malingen var slidt af alle vegne og flere ruder itu, og koldt var der og­så, da de tyske tog ikke er opvarmede. Desuden flød der overalt med tyske agitationsblade.

Mens vi ventede, kom et tysk tog brusende ind på stationen med “stemmefolk” fra Tyskland. En stor del af disse skulle også til Åbenrå. Stemningen var høj i dette tog. De sang deres sange og ud af kupevinduerne viftede de med små tyske papirsflag. Toget var pyntet/med grønt og uden på vognen stod skrevet: Stimm Deutsch.

Da vi havde fået denne tyske ladning ombord i Åbenråtoget, satte dette sig i bevægelse. Efter at vi havde passeret Riis (holde­plads) kørte vi ind i de smukke skovegne, som omgiver Åbenrå, og kort efter kunne vi i det fjerne se byen. Det var naturligvis en stor oplevelse for mig at skulle gense den by, hvor jeg var født, hvor jeg havde oplevet min barndom, og som jeg ikke havde set i 35 år.

Endelig rullede toget ind på banegården, og vi var ved rejsens mål. Klokken var da 3 efterm. Vi blev modtaget af mænd med rød­hvide bånd på brystet. De henviste os til “Folkehjem” for derfra at få anvist vort kvarter. Udenfor banegården stødte vi på fru From, som spurgte efter fru Jessen. Vi havde imidlertid helt tabt hende af syne på rejsen. Siden Vojens havde vi ikke set hende. Hun må vist af en eller anden grund være kommet med et senere tog.

På “Folkehjem” fik vi,efter at have forevist vore pas, udleveret en indkvarteringsbillet og nogle brødkort. Min billet lød på købmand Evald, Ramsherred 35. En spejder fik ordre til at led­sage mig til mit kvarter. Vi gik så ind i den flagsmykkede by, hvor jeg kendte hver en gade, og hvor de fleste huse stod endnu som dengang jeg var barn.

Ankommet til kvarteret viste det sig, at hr.og fru Evald var gået i byen. Pigen tog imod mit rejsetøj, og jeg besluttede at gå en tur i byen og se mig om. Den lille spejder hilste af og gik.

Jeg begav mig så tilbage til pladsen foran banegården, hvor der havde forsamlet sig en stor mængde tyske børn med deres faner for at modtage deres “stemmefolk”, som efterhånden kom ind med togene. En del danske børn var der også, men her var de tyske de dominerende. De sang ustandseligt, og jeg undrede mig over at de ikke blev hæse deraf. Der var to æresporte på banegårds­pladsen: en dansk, og et hundrede alen derfra en tysk. Den danske var langt den kønneste.

Pludselig, medens jeg stod der midt i menneskemylderet, hørte jeg musik henne i gaden. Det var et dansk folketog, som skulle drage gennem byen ned til havnen for at modtage dampskibet “Dronning Maud”, som ventedes med stemmefolk fra Sjælland.Det var et uforglemmeligt syn. Forrest et spejderkorps med musik i spidsen, dernæst flere hundrede børn, alle med dannebrogsflag. Så fulgte de voksne, af hvilke mange også bar flag. Der var mel­lem 2-3000 deltagere i toget, og jeg sluttede mig til og fulgte trop ind gennem byens gader.

Der var sang og begejstring, og de danske sange lød smukt. Toget passerede gennem flere æresporte, og et sted hvor en fransk sol­dat stod på post, præsenterede denne gevær for dannebrog. Det var aldeles betagende at se denne flagsmykkede by og mærke denne be­gejstring for Danmark. Det må være en stor glæde for de danske i Åbenrå, som hidtil i 56 År har lavet under det fremmede åg, på en gang at føle sig fri for dette. Jeg for mit vedkommende, har heller aldrig tidligere oplevet at se et dansk flag i Åbenrå.

Nå, toget videre, men måtte dog undervejs gøre en lille stands­ning, da vi ved et gadehjørne stødte på det tyske demonstrations­tog. Da dette var passeret, gik det ned mod havnen, hvor damperen var ved at lægge til .

Da det store skib kom ind til bolværket, modtoges det med mægtige hurraråb, og musikken spillede “Kong Christian stod ved højen mast”, hvorefter de blev budt velkommen. Fra skibet blev der holdt et par taler, og de rejsende begyndte at gå fra borde. Franske soldater dannede espalier, så at pladsen blev fri, for at de rej­sende kunne passere.

Det begyndte nu at mørkne og at regne. Alle begav sig til deres logi, og jeg gik hjem til mit. Nu var min vært kommet hjem, og han beklagede meget, at han ikke var til stede ved min ankomst.

Jeg skulle ikke bo alene hos købmanden. Der var også kommet en ældre mand (72 år) med damperen fra København. Hr. Evalds søn var også ankommet med samme damper. Vi hilste på hinanden og hr. Evald og frue bød os hjertelig velkommen.

Efter at have spist aftensmad afleverede jeg min medbragte pakke spisevarer, som de modtog med stor taknemmelighed. De havde det ellers ikke så knapt med levnedsmidler, men mit franskbrød og min kaffe var bedre end deres, sagde fruen, og Evald sagde, at tænd­stikker var næsten ikke til at få. Man kunne gå hele byen rundt uden at kunne købe en æske tændstikker.

Da der skulle være møde på “Folkehjem”, begav jeg mig sammen med den unge Evald og hans søster derud. “Folkehjem” er de danskes forsamlingsbygning. Det er en smuk og tiltalende bygning, hvor der findes en stor sal til store møder og en mindre sal til små sammenkomster samt restaurationslokaler og lokaler til forskelligt andet brug. Den store sal var tæt besat, da vi kom, men vi fandt dog en plads i et hjørne af salen. Der blev holdt flere taler bl. a. også af minister H.P.Hansen.

Ved 11-tiden sluttede mødet, og vi gik hjem og begav os til ro. Københavneren og jeg sov i samme værelse, han i en dobbelt og jeg i en enkelt jernseng. Der var udmærket sengetøj med dundyner, så jeg sov rigtig godt. Den gamle københavner havde mere ondt ved at falde i søvn, men så tændte han sin shagpibe og lå og røg tobak i sengen. Det gjorde han altid, sagde han, når han ikke kunne sove. Jeg syntes nu, det var noget upassende.

Tak til Karen Majland

Andreas A. May skriver i sine erindringer:

”I dagene den 8. og 9. februar ankom de tilrejsende stemmeberettigede med tog eller for størstepartens vedkommende med dampskib, og de blev hilst med begejstring af deres sønderjyske landsmænd.

Sammen med tusinder andre sønderjyder, der var bosatte i København eller på Sjælland, rejste jeg den 9. februar 1920 med toget til Korsør for derfra at viderebefordres med “Dronning Maud” til Sønderborg; andre fortsatte med “Kong Hakon” til Aabenraa og Haderslev.

Jeg rejste bl.a. sammen med grosserer Brock, som allerede som ung mand var rejst til København for at undgå at blive prøjsisk soldat. Nu var han en gammel mand og hans kone var død i 1914, men nu ville han selvfølgelig også gøre sin pligt og lægge sin stemme i vægtskålen for hjemstavnens genforening med Danmark.

Vi fik fri forplejning undervejs. På hovedbanegården spillede musikken nationale sange for os, og alle der var mødt op for at ønske os en lykkelig rejse. Da vi nåede Korsør, var hele den store havn smykket med flag, to store musikkorps spillede i hver sin ende af havnen, og de store dampere var pyntet fra øverst til nederst med flag og ventede for at sejle os til Sønderborg, Aabenraa og Haderslev.

Så sejlede vi afsted mod Sønderjylland, som vi med vor egen stemmeseddel skulle tilbageerobre efter 56 års fremmed herredømme. Vor medbragte mad fik vi ingen brug for om bord, da der en times tid efter at vi var sejlet, blev serveret frokost for os alle. En varm ret med smør, brød og øl og senere kaffe med wienerbrød. Betale derfor kunne man ikke, hele forplejningen blev givet gratis af nogle københavnske restauratører.

Om bord var der sygeplejersker og læger, hvis nogen skulle få brug derfor. Ud på dagen blev det tåge, så vi måtte sejle langsomt, men da vi endelig hen af aftenen nåede Sønderborg, var det klart vejr. Her var hele havnepladsen og kajen fuld af mennesker, som ville byde os velkommen, og Dannebrog vejede fra mange huse, også mange tyske flag var fremme, for der ankom jo også tyskere for at stemme. En trop spejderdrenge var stillet op ved landgangen, bag dem en deling alpejægere (franske). Sønderborg byråd med et stort musikkorps bød os velkommen.

Der blev talt og sunget og med “Kongernes konge..” gik vi i land. Vi drog i en mægtig procession under sang og musik op gennem byen. Jeg fulgtes med grosserer Brock op gennem den flagsmykkede Perlegade, og på amtsbane stationen trakterede han med kaffe i ventetiden, indtil toget skulle føre os videre. Han til Elstrup, hvor han skulle indkvarteres hos sin søster, enkefru Møller og jeg hjem til Guderup.

Han havde selvfølgelig ingen tyske penge, men serveringsjomfruen var villig til at veksle hans 10-kr seddel. Han fik næsten 100 Mark tilbage, og det kunne han slet ikke forstå; han var ikke klar over at de tyske penge ikke var mere værd.

Mine forældre skulle afgive deres stemme i deres opholdskommune, medens jeg som tilrejsende skulle stemme i den kommune, hvor jeg var født. Derfor måtte jeg næste morgen tage afsted med toget til Over-Tandslet, da jeg skulle afgive min stemme i Lebølgård Skole.

Dog ville jeg først hjælpe min far med at hejse flaget på den nyopstillede flagstang i haven. Flaget var også nyt, for min mors gamle flag fra hendes barndomshjem var for lille til den høje stang, og desuden kunne det vist heller ikke tåle at komme op i vinden. Det havde ligget på kistebunden i 56 år og var kun taget frem, når fars kisteklæder og andet tøj skulle luftes om foråret. D.v.s. flaget blev kun varsomt foldet ud, respektfuldt beundret og lagt ned i kisten igen.

Vi havde desuden et lille bordflag, som stod fremme på det lille bord under konsolspejlet mellem vinduerne ”i e gu’j stou” [i den gode stue]. Her stod det skjult for blikke udefra, for gendarm Brummer kunne ikke tåle at se Dannebrog. For mine forældre, ja, for hele den generation, der havde levet hele deres liv i forventningen om §5’s opfyldelse, var denne dag en endnu større oplevelse end for os unge.”

Sted: Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot, Sønderbro 1, Sønderborg, Riddersalen

Tid: Torsdag den 13. februar kl. 19:30-21:30

Vi omdanner Riddersalen på Sønderborg Slot til et valgstudie. Her kan man genopleve de to folkeafstemninger den 10. februar og den 14. marts 1920 i en moderne form.

I aftenens løb vi resultaterne fra forskellige steder i Sønderjylland rulle ind, og vore lokale eksperter, Merete Bo Thomsen, René Rasmussen og Carsten Porskrog Rasmussen, vil kommentere de enkelte resultater. Der vil komme andre indslag med ægte valgstemning.

Og vi klarer hele to folkeafstemninger på én aften – Nordslesvig før pausen og Sydslesvig efter.

Så må vi se, hvordan stemningen svinger. Kom og vær publikum og oplev folkeafstemningen som levende historie. Selv om I kender slutningen, bliver det helt sikkert drønspændende.

Arrangeres af Historisk Samfund for Sønderjylland og Historisk Samfund for Als og Sundeved.

Entré 50 kr. Gratis adgang for medlemmer af de to foreninger. Øl og vand kan købes.

Jens Marius Møller (fra Salling) var sønderjyde, men blev udvist til Danmark i 1899 under Köllerpolitikken. I begyndelsen af februar 1920 tog han hjem til Sønderjylland for at afgive sin stemme.

Efter at jeg havde fået noget at spise gik min bror, jeg og Kristian Michelsen til fest på ”Folkehjem”, den danske forsamlingsbygning i Aabenraa.

Festen indledtes kl. 9 ved at nogle franske og en engelsk officer førtes ind i salen under håndklap, mens musikken spillede og forsamlingen sang den franske nationalsang. Derefter blev den engelske nationalsang spillet og sunget.

Selskabelig forenings formand, dr. Mads Michelsen, Aabenraa, bød først i en tale på dansk de stemmeberettigede fra kongeriget velkommen og derefter i en tale på fransk et velkommen til de franske officerer. Den franske kommandør takkede i en tale på fransk.

Dr. Michelsen bød derefter i en engelsk tale den engelske løjtnant Willington velkommen. Han takkede med få ord på engelsk. På scenen blev der danset gamle folkedanse af otte unge sønderjyder i nationaldragt. Deres præstation hilstes med bragende bifald.

Efter dansen fremvistes forskellige tableauer arrangeret af købmand Mads Michelsen; de hilstes med overvældende bifald, og mange øjne duggedes ved flere af dem.

De sønderjyske piger

musik og 1. vers af ”Slumre sødt i Slesvigs jord”

Den lille hornblæsers hjemkomst

Musik og: ”Dansken har sejr vunden, hurra, hurra”

Det danske flag hejses

Musik og sang: ”Vift stolt på Kodans bølge”

Den lille Ole med paraplyen

M og S. ”Den lille Ole”

Den ensomme vagtpost i natten

M og S: Nattens dæmrende tåger

Danmark rækker Sønderjylland hånd over den sort/hvide grænsepæl

M og S: ”Der er et yndigt land”

Elsass Lothringen under Frankrigs værge

M og S: Frankrigs nationalsang

Mens salen ryddedes til almindelig dans gik deltagerne ned i restaurationen for at nyde en kop kaffe, en øl eller anden mindre forfriskning. Efter at have set lidt på dansen gik min bror og jeg hjem for at samle kræfter til den næste dags begivenheder, og vi sov ind med indtrykket af, at vi havde haft en ual mindelig rig dag.

Hele søndagen havde været begunstiget af det herligste solskinsvejr og en ganske let frost. Alle danske flag i Aabenraa blev i ugen hejst kl. 8 og taget ned kl. 5 [17]. Sønderjyderne ved, hvilken ære de skylder flaget.

Tak til Vibeke Horsnhøj-Svensson for dagbogen.

Senest ændret den 9. februar 2020 13:17

Fra Helene Pedersen, Taastrup, har vi modtaget følgende Beretning om Afstemningen i 1920, som hendes mor Christine Jensen, Traasbøl, selv har nedskrevet i sit stilehæfte den 24. Februar 1920, mens hun var paa Sorø Højskole i Vinteren 1919-20. Helene Pedersen har valgt at følge sin Mors Retskrivning og Sætningsbygning.

Den 8. Februar. I 55 Aar har Sønderjylland staaet under Tyskernes Herredømme, og Sønderjyderne har vaandet sig derved, men selv i de haardeste Trængelstider har de holdt fast ved Haabet om engang at blive fri og kunne vende tilbage til Danmark.

Ved Verdenskrigens Slutning den 11. November 1918 gik der som en Storm af Jubel gennem alle Danskes Hjerter derhjemme, vi fik da at se, at vi ikke var glemt, at vor Udholdenhed skulde belønnes og Haabet opfyldes.

Det var næsten ikke til at fatte, det forekom os som et Under, og Jubelen og Begejstringen var ubeskrivelig.

Et helt, lang Aar gik med de uendelige Forhandlinger, og Glæden fortog sig lidt, tit fik man at høre en tvivlende Bemærkning, og imens plagede og udsugede Tyskerne Landet af alle Kræfter. Endelig blev Fredstraktaten undertegnet den 10. Januar 1920 og saa kom der Fart på Tingene.

Afstemningen blev straks bestemt til den 10. Februar, vi 14 stemmeberettigede Sønderjyder har paa Sorø Højskole var ved at forgaa af Spænding og Forventning.

Den 8. Februar kom vore Pas, der garanterede os fri Rejse hjem og tilbage, og vor første Gang gjaldt Politistationen, hvor Passet blev forsynet med Photografi og Stempel. Fra nu af havde vi ingen Ro paa os, Tankerne forlod det daglige Arbejde og gik i Forvejen hjemad.

Christine Jensen ”Da vi var hjemme at stemme” ved Helene Pedersen i Historisk Årbog for Felsted Sogn, nr. 9, 1991.

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

8. Februar: Komitémøde hos Uldall, fastlægger Møderækken i Flensborg, foruden nationale Møder hver Uge en Diskussionsaften paa Tysk, Møder i Mørvig, Møder for bestemte Fag osv.

— Tager i sidste Øjeblik med Holger Andersen i Avtomobil til Lyngsted i Husum Amt, det sidste Stykke ad en sandet Hedevej. Møde i smaa Stuer. Vi høres i Tavshed. En Smed og en Lærer søger at lave Spektakler.

Efter Mødet snakker vi med Folk fra Egnen. Daglejere i Halvtredserne taler Sønderjysk med hinanden; de siger at det er deres Omgangssprog. Alle disse Menneskers Udseende og Væsen og Tonefald er jyske Landboeres.

— Godt Møde i Nørre Smedeby, J. N. Jensen.

— Den tyske Presse lever højt paa en Løgn om, at Danske skulde have »købt« stemmeberettigede sydfra.

— Landraad Wallroth har stævnet alle Kredsdagsmænd til Sørup. Mødet er dog blevet forhindret. — En ny dansk Plakat over Toosbüygade rives ned igen og brændes, uden at Politiet hindrer det. 

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

En øjenvidneskildring af danske stemmeberettigedes ankomst til Haderslev. Det er den nyligt indsatte borgmester Nicolai Svendsen, der fortæller:

Henad Morgenstunden Søndag den 8. Februar staar to store Skibe ind ad Haderslev Fjord. Langsomt fortsættes Sejladsen gennem det smalle Farvand, hvor Oprensningen er bleven forsømt i de fire Krigsaar og i Overgangstiden med.

En svag Lysning fra Østen begynder at sprede Klarhed over det skønne Land med Dal og Bakker fagre. De Ombordværende, som Natten over har søgt Hvile nedenunder, samles efterhaanden paa Dækket for at nyde Synet.

Det er særlig Stemmeberettigede fra København og Sjælland til Haderslev Vesteramt, men ogsaa nogle til andre Egne og en Del til selve Købstaden. De har endnu ikke haft Tid til at stifte Bekendtskab med deres Medrejsende. Der ser man to graahaarede Mænd, som forsigtigt nærmer sig hinanden, søgende, prøvende. »Det er da vel ikke H. N.?« — »Jo! Jo!« — »Og er det virkelig S. K.?« — »Ja, det er det!« — »Nej, er det muligt! Aa, ja, det er længe siden, vi saas!« — Det var som Drenge i den danske Realskole i Haderslev, og saa skiltes deres Veje. —

Scenen gentages i Smaaklynger. Der er Drenge fra Klingbjerg, fra Naffet, fra Gammelting, fra Bispegade, oppe fra Klostret, nede fra Jomfrugangen, fra Præstegade og ude fra Gammel Haderslev. Der er ældre Damer, som i sin Tid gik sammen i Frk. Taubers Pigeinstitut. Der er Haandværkere og Næringsdrivende, som i de unge Aar drog til Kongeriget for at undgaa den preussiske Trøje. Der er et Par Smaakaarsfolk fra en af Sydhavsøerne, som ikke har været i Sønderjylland siden deres Barndom; men de kender Egnen dér vester ude ved Arnum og Endrupskov fra Forældrenes Genfortælling næsten lige saa godt, som om de havde levet
der alle Dage.

»Ingen kan forstaa eller fatte den Befrielse, der laa i, at vi dog engang i vort Liv kunde faa Lov til at rejse hjem uden at føle det Tryk, som Jernørnen med de løftede Klør ellers altid fremkaldte hos os.

Det var ikke saa sært, at alle følte sig som Søskende. Vi, der oplevede denne Samfølelse, fik et Indtryk, som ikke kan mistes,« skrev en af de Rejsende et Par Dage senere.

Det var Repræsentanter for hele det Slægtled i alle Afskygninger,
Mænd og Kvinder, Rige og Fattige, som engang i Fortiden paa Grund af Tidernes Ugunst drog nord paa over Kongeaaen og bosatte sig der.

De samledes nu denne lyse Søndagmorgen uden Standsforskel i Fællesfølelsen af det store Øjeblik som en eneste stor Familie her paa Skibsdækkets snævre Plads. Aa, ja, det havde de ikke drømt om, at de skulde have denne Oplevelse: en Dag at stævne hjem for at være med til at bestemme Landsdelenes Fremtidsskæbne.

I det islandske Sagn om Gunløg og Helga den Fagre fortælles, at han saa hende sidste Gang, før de skiltes, en Dag paa Altingsmarken. Hun var ham helt nær og dog saa fjern, at de ikke kunde naa hinandens Hænder; heller ikke veksledes der noget Ord imellem dem. De saa blot paa hinanden. For mellem dem gik Aaen. Men dette Syn paa den anden Side Aaen havde han siden altid for sig, saa stolt og skønt og smertefuldt, at det, som han selv siger, sved i hans Øjne derefter.

Dette smukke Billede har Professor Vilhelm Andersen engang ved Genforeningen brugt for at kendetegne Forholdet mellem dem, der drog ud, og deres Længsel efter og Kærlighed til deres sønderjydske Hjemstavn. Det tabte Land og Folk stod for dem i et romantisk Skær som en elsket Kvinde, der var dem saa nær, og som de dog ikke kunde naa. For mellem dem gik Aaen. —

Skibet glider forbi Vonsbæk Præstegaardsskov og Sverdrup
Strand, om Sommeren et Landskab af den blideste Ynde med Skove, furede af Kløfter og slyngende Vande i Samspil med Kysten, forbi Vesterris og den gamle Kirke i Starup.

Nu dukker Byen derinde frem som en rødlig-graa Masse, hvis Enkeltheder er vanskelige at skelne. Ud af Massen hæver sig snart Frue Kirkes Stenkolos op over alle Tage.

Haderslev By ligger foran dem.

Man hører Sirenen lyde derinde fra. Det er Tegnet til Borgerne om at skynde sig til Havnen.

Langsomt glider det store Skib ind mod Bolværket. Inde paa Land er der sort af Mennesker, Værter og Tusinder andre, der ikke vil gaa Glip af denne Oplevelse.

Om Bord synger de »Der er et yndigt Land«. Haderslev Musikkorps sætter i med andre nationale Melodier. Mens Landgangen  forberedes, holdes der Velkomsttaler, og der svares fra Skibet. Der raabes, hilses og vinkes fra Dækket til Kendinge paa Land.

Solen har allerede hævet sig et Stykke over Horisonten og viser dette Gensynsbillede i klar Belysning. Luften er ualmindelig mild og Vinden næppe kraftig nok til at faa de mange Flag til at udfolde sig.

Omsider gaar de Rejsende fra Borde, og der opstaar rørende Genkendelsesscener.

Hvem har tænkt paa Formaliteter! Jeg staar ved Siden af den tyske Overtoldraad for paa Embeds Vegne i min Egenskab af Byens Politimester at føre Tilsyn med, at alt gaar sømmeligt til, som det sig bør.

Lige foran os kommer en Mand slæbende med en hel Sæk Kaffebønner.

»Ja, det er vel ikke helt efter Forskrifterne,« siger Overtoldraaden, »men jeg tror ikke, vi kan begynde paa Toldscener. Man maa jo se stort paa det.«

Det giver jeg ham Ret i.

Musikken spiller. Spejderne myldrer frem for at bistaa og vejlede de Hundreder, som skal fortsætte Rejsen. Unge Piger i Nationaldragt flokkes om de Fremmede for at hæfte en rød-hvid Blomsterroset i deres Frakkeopslag.

Saa bevæger den store Skare sig ind mod Byen, ind under den smukke Æreport med Indskriften: »Nu kalder Danmark paa sine Børn, farvel for evig, du tyske Ørn!«

Lidt senere lægger det andet Skib til, og noget lignende gentager sig, og det gentager sig Dagen efter paany ved Femtiden om Eftermiddagen, da en hel Flotille paa tre store Dampere med Afstemningsgæster, særlig til Haderslev By og Omegn, styrer Kursen ind ad Fjorden og næsten fylder Havnen.

Vejret har forandret sig; det er fugtigt, og det begynder at smaaregne. Men fra alle Skibene straaler en Overdaadighed af Lys, og der lyder i Tusmørket Sang og Tale fra Dæk, fra Kommandobro, fra Rigning og Takkelage. Der viftes og vinkes, mens tre  Landgangsbroer lægges ud. Skibene tømmes.

Alle Afspærringsforholdsregler ved Havnen sprænges. I store Flokke begiver de Rejsende sig ind mod den mørke By, ledsagede
af Værter, Venner og Bekendte.

Efterhaanden opløses Flokkene i Haderslevs Gademylder. Dansk Gæstfrihed udfolder sig nu inden Døre saa godt og hjerteligt, som Omstændighederne tillader det, saavel i de smaa Hjem som i de mere velstaaende Borgeres Huse. Gæsterne kommer jo ikke tomhændede. De pakker ud, dejlige Ting, som her endnu er Rariteter, ikke blot Madvarer, Sukker, Kaffe, Vin, Cigarer og Tobak, men ogsaa rigtig Sæbe og gode Tændstikker, som man har savnet saa haardt.

Nicolai Svendsen og Svend Thorsen (udg.): Tiende Februar, Livsbilleder fra Sønderjylland i Genforeningsaaret 1920. København, 1939.

Senest ændret den 9. februar 2020 13:18

Jens Marius Møller (fra Salling) var sønderjyde, men blev udvist til Danmark i 1899 under Köllerpolitikken. I begyndelsen af februar 1920 tog han hjem til Sønderjylland for at afgive sin stemme.

Søndag morgen gik jeg til banegården kl. 7:30, og dermed begyndte festdagene. Alle stemmeberettigede blev på banegården af Viborg spejderne smykket med Dannebrogssløjfer, og regimentsmusikken spillede for os.

På banegården gjorde jeg bekendtskab med gasværkskasserer A. Sahl, Viborg, og fik af ham overleveret en pakke indeholdende et flag, som skulle bringes ned til gårdejer Kr. Jahnsen, Dybbølbjerg pr. Sønderborg. Jeg påtog mig at bringe flaget i god behold til Sønderjylland.

Toget gik over Herning, Brande, Grindsted til Bramminge. Det var forspændt med to blankpudsede lokomotiver, der var pyntede med granguirlander. Toget holdt ved alle mellemstationer og opsamlede stemmeberettigede.

I Herning, Brande og Bramminge spillede lokale musikkorps for os. I Bramminge, som var særdeles smult pyntet, deltes toget i to dele; den ene del gik over Vester Vedsted til Tønder, den anden del gik over Lunderskov, Vamdrup ad Østbanen til Tinglev.

I Vamdrup blev passene eftersete af statspolitiet fra Kolding, og der blev forespurgt, om de rejsende havde toldpligtige varer med; men det var der slevfølgelig ingen der havde.

Hele strækningen Bramminge Vamdrup var stærkt smykket med Dannebrogsflag.

Da toget passerede grænsen, stod vi op i kupeen og så ud efter de sorthvide pæle, og jeg gjorde et svagt forsøg på at synge: ”De kan spærre med farver og med pæle, de kan lokke med løfter og med løn”; men jeg kunne ikke få tonerne frem; der blev noget i vejen både med mit bryst og med mine øjne, uden at det kan siges, at jeg følte mig syg eller dårlig tilpas. Men se, se, se ved hvert hus hver gård vajer Dannebrog, dejlige ny Dannebrog vinker os i det herligste solskinsvejr velkommen til vort elskede, omstridte land.

Hele søndagen havde det tonet i min sjæl: ”Tak Gud, fordi jeg fik lov til at være med!” Men da jeg kom så vidt, at jeg fik se Sønderjylland festsmykket med vort dejlige flag efter 55 trængselsår, da blev mit hjerte så fuldt, at det løb over i tårer.

Lykkelig den, der får lov til at opleve en sådan fest midt i sit folk!

I Farris var børnene mødt med små Dannebrog for at byde os velkommen på Sønderjylland jord.

Ved næste station, Sommersted, var alt ligeledes dansk; men da vi kom til Vojens fik vi at mærke, at landet endnu ikke var helt befriet for tyskere. VI kørte ind til stationen ved første perron og blev modtaget af danske børn med Dannebrog; men vi skulle holde en tid for at krydse med et tog, der kom sydfra med tyske stemmeberettigede til Haderslev Amt.

Da det tyske tog brusede ind ved anden perron, var denne fyldt med tyske børn med tyske flag, og de stemte op med: ”Deutschland, Deutschland über alles, über alles in der Velt” og man må lade dem, at de ikke sparede på stemmen.

Da vi danske havde hørt på dem en tid og syntes, at det kunne være nok, så stemte vi i med ”Vift stolt på Kodans bølge”, ”I alle de riger og lande” og ”Jeg elsker de grønne lunde”. Og for en tid havde vi magten, og tyskerne måtte holde inde. Vi var nemlig så heldige at have valgmenighedspræst pastor Kastel med i toget, og hans mægtige røst kunne tyskerne ikke tage kampen op mod.

Da vi tav, stemte børnene i med deres ”Deutschland”. Et øjeblik efter standsede jeg dem ved at råbe ud til dem: ”Nej, se der!” og da jeg havde fanget deres opmærksomhed, pegede jeg ud over det flade land mod vest og sagde:” Se jer om og læg mærke til, at det er et dansk land I er i, der er jo danske flag over alt”.

Disse få ord tog pippet fra dem, de havde ikke noget at skulle have sagt og de listede stille og skamfulde bort.

Ved Hovslund station kom der nogle børn med tyske papirflag. Et lille stykke fra de andre stod en lille pige med en hue på, der var rød og hvid. Vi kaldte hende hen til kupéen og spurgte hende om, hvad hun hed. Hun hed Ditte Kirstine Jensen, og hun spurgte os om vi ikke havde flag med; vi måtte desværre sige nej; men så fik jeg en lys idé. Jeg havde i Viborg fået to Dannebrogssløjfer. Jeg tog den ene og fæstede på Dittes bryst og forklarede hende, at en sådan sløjfe havde alle danske i toget, og at det var ligeså godt som et flag.

I kan tro, at Dittes øjne strålede. Hun så to gange til sig selv og til os, og så pilede hun hjem til sin mor. Huset lå et lille stykke borte fra stationen. Moderen kom ud i døren, og hun og den lille pige vinkede til os, så længe toget var at se. Pastor Kastel, som havde været vidne til det lille optrin fra et andet kupévindue, sagde senere til mig: ”Der fik den lille pige en oplevelse, som hun altid vil huske”.

Ved Rødekro forlod jeg og de andre rejsende til Aabenraa det danske tog for at tage med det tyske på stikbanen ind til Aabenraa.

Vi havde læst i ”Hejmdal”, at toget skulle være i Aabenraa kl. 5:25, og da klokken ved vor ankomst til Rødekro var 5 minutter over 5, glædede vi os til at køre videre med det samme, men vi havde gjort regning uden vært, eller rette uden det tyske jernbanefolks uvilje.

Det viste sig godt nok, at toget holdt der med dampen oppe, men togpersonalet ville oppebie et tog sydfra med tyske stemmeberettigede, og det skulle først komme ind kl. 6:30.

Vi blev slemt lange i ansigtet, men måtte bide i det sure æble og vente. Vi gik ind i den uhyggelige ventesal, hvor der hverken var gjort rent eller fyret, og vi søgte at væbne os med tålmodighed. Jeg blev snart ked at være i ventesalen og gik ud på perronen, og der fik jeg hurtigt en sådan underholdning, at ventetiden gik meget let for mig. Uden for stakittet, som skilte perronen fra gaden, havde en hel del tyske børn med flag taget opstilling og sang af fuld kraft: ”Deutschland, Deutschland über alles og Schleswig-Holsteinvisen.

Jeg gik hen til børnene, hilste på dem, roste deres sang og kom rigtig i snak med dem, og vi fik en meget fornøjelig time sammen. Jeg vil gengive nogle brudstykker af samtalen. ”Hvad hedder jer lærer?” ”Han hedder Møller”. ”Nå, det hedder jeg også”. ”Han har før været så tysk, så tysk; men nu er han ingenting”. ”Det er en køn melodi til Deutschland ….., vi bruger den også en del i Danmark, men vi har jo andre ord til den”. Jeg synes heller ikke, at jeres ord til den melodi passer længere. Har I ikke lagt mærke til, at der er franske og engelske soldater her på egnen? Det er jo udtryk for, at Tyskland ikke er over alle længere”. ”Det er nogle grimme uniformer, de engelske og franske soldater har”. ”Ja, der er ikke meget stads ved dem; men de tyske uniformer er jo ikke kønnere. I 1915 var jeg henne ved grænsen mellem Danmark og Sønderjylland. Soldaterne, som gik vagt dér havde uniformer, som var både lappede og stoppede.” ”Ja, men da var der jo krig ”.

Schleswig-Holstenvisen blev sunget. ”Ved I, hvornår Slesvig og Holsten blev slået sammen til én enhed?” ”Ja”. ”Hvornår var det da?”. Ingen kunne huske årstallet. ”Det var i året1460. Da havde Danmark fået en konge fra Tyskland, som ikke havde særlig forstand på danske forhold og han mente, at man godt kunne kæde det danske land Sønderjylland sammen med det tyske Holsten, og han lovede, at det evigt skulle høre sammen”. ”Ja, evig sammen udelte”.

Et par store drenge udbringer et ”Deutschland leve”, og de andre børn stemmer i med hurraråb.

”Det er rigtigt, at I ønsker, at Tyskland skal leve. Det ønsker vi også i Danmark, men vi ønsker at få vor ret over for Tyskland. Vi ønsker, at den danske del af Sønderjylland skal komme tilbage til Danmark”.

”Ja, men vi er tyskere, og vi vil ikke til Danmark. ”Nej, I er ikke tyskere. I taler udmærket dansk”. ”Det er kun, fordi vi kan tale to sprog”. ”Ja, det er en stor fordel for jer, at I kan tale to sprog; men hvorfor vil I ikke til Danmark?”.

”Danmark er alt for lille, og vi kan ikke få føden dér”. ”Såeh, kender I kålrabi?” ”Ja, ja”, lyder det i kor. ”Har I spist kålrabi?” ”ja, ja!”

”Dengang I måtte leve ved kålrabi og kartofler, kunne vi i Danmark få kød og flæsk til kartoflerne. Hvad vil I helst have? Kød og flæsk eller kålrabi? ”Vi vil helst have kød og flæsk”.

”Er der ingen af jer, der har været i Danmark?” En dreng med Dannebrogsflag i hånden melder sig. ”Jo, det har jeg været. Jeg har været i Søndersø”. ”Nå, sig os så. Hvor får man den bedste kost, i Danmark eller i Tyskland?” ”I Danmark er det meget bedre”. Og drengens øjne strålede ved at tænke tilbage på det forjættede land, som han havde været inde i. ”Ja, der kan I selv høre, for han ved det, for han har prøvet begge dele. Danmark er godt nok et lille land, men det fer et velsignet land, der flyder med mælk og honning”. ———

”Kan I ingen danske sange?” ”Nej, jo!” ”Hvad kan I synge?” ”I alle de riger og lande”. ”Nå, lad os så synge den, så skal jeg nok synge for”.

Og så sang den danske lærer og de danske og tyske børn i god forståelse med hinanden en god dansk sang. ”Skal jeg synge en anden dansk sang for jer?” ”Ja, ja”. Så sang jeg nogle vers af ”Jeg elsker de grønne lunde”.

Vi kom i så god forståelse med hinanden, at jeg gav 3 af børnene min adresse og lovede dem, at alle de børn, der ville skrive et kort til mig, skulle få kort fra mig igen. En hel del af børnene var begejstrede for idéen. Men jeg fik ingen kort. Jeg tænker, at børnene har fået slået idéen hjemme hos forældrene. –

Imidlertid var tiden gået, og det var ved at blive mørkt. Jeg sagde farvel til børnene og gik ind i toget. Toget var hverken oplyst eller opvarmet; men efter at vi havde haft et kvarters tids ventetid i toget, satte det mørke tog sig i bevægelse efter Aabenraa. Konduktøren efterså vore billetter ved hjælp af en karbidlygte; så længe han var i kupéen, havde vi lys.

Man kan ikke påstå, at det var nogen særlig festlig ankomst til Aabenraa; men vore oplevelser tidligere på dagen var så rige, at den sidste times kulde og mørke ikke kunne slå humøret ned.

På Aabenraa banegård traf jeg min slægtning, købmand Hans Michelsen, Aabenraa og hans søn, Kristian fulgte mig ud til byens udkant til sin bedstemors, min kusines gård, hvor jeg skulle bo sammen med min bror, Anders, som var ankommet samme dag ved middagstid.

Første gang jeg hilste på hver af mine slægtninge, sagde jeg efter den sædvanlige hilsen: ”Nu er vi her igen!”. Det var en uendelig fryd for mig efter 21 års forløb at kunne sige denne lille sætning. I det lille ord ”igen” lå udtryk for sejrsfølelsen, at nu var retten ført igennem til sejr, og at nu fik vi herlig og ufortjent oprejsning for ydmygelsen i 1899. Min bror og jeg fik udvisningsordre den 3. januar 1899.

Tak til Vibeke Horsnhøj-Svensson for dagbogen.

Snedkermester Jørgen Petersen, Avnbøl, havde sluttet sig til Flensborg-gruppen. Han I sine erindringer fortæller han om sine oplevelser under afstemningskampen.

Den 8. februar 1920 rullede det første danske jernbanetog forspændt med 2 lokomotiver ind på Avnbøl Station. Drengene kom og fortalte, at lokomotiverne havde en  …………………. på. Der var mødt en stor forsamling fra hele sognet, som begejstret hilste på de danske landsmænd.

Tak til Lars Anker Petersen.

Peter Julius Majland var født i 1867 i Åbenrå, men flyttede i 1885 med forældrene til Kolding, bl.a. for at undgå tysk krigstjeneste. Men han var stemmeberettiget og tog i februar 1920 til Sønderjylland for at stemme.

Endelig oprandt de dage, da Sønderjylland skulle stemmes hjem til Danmark. Min kuffert var pakket, da vi af foreningen “Sønderjyderne” var blevet rådet til at tage nogle levnedsmidler med til Sønderjylland, fordi det måske kunne komme til at knibe med sådanne dernede.

Derfor havde Margrethe forsynet mig med en pakke af følgende indhold: 1 pd. kaffe, 1 pd. sukker, 1 pd. ris 1 pd. smør, 1 stort hjemmebagt franskbrød, 1 pakke te og en pakke tændstikker. Dette var bestemt til min vært.

Desuden medbragte jeg til min egen mund en hel stabel smørrebrød, som jeg antog kunne slå til til 2 dage. Da jeg ikke vidste, hos hvem jeg skulle indkvarteres og hvorledes det stod til med proviantbeholdningen der hvor jeg skulle bo.. var det jo ingen skade til at sikre sig.

(Ellen og Kirstine fra Tiufkjær, som også skulle ned og stemme, ankom til Kolding aftenen før vi skulle rejse og tilbragte natten hos os.)

Tak til Karen Majland

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 8. februar står i dagbogen bl. a. følgende:

„Da jeg om morgenen kørte ind til Tønder, var der mange tyske flag. Foran banegården var der fuldt af mennesker, mest dog børn med tyske skolehuer og flag. De sang tyske fødelandssange og hujede af de danske. Et orkester spillede tyske melodier. Der var lige kommet et tog sydfra.

Der var skuffelse i Møgeltønder, hvor de danske var mødt op med flag og spejdere og sang, da toget kom. Der var da deri kun tyske. Disse stak deres flag ud sang tyske fødelandssange og hujede ad de danske.

Et orkester spillede om, hvem der kunne bedst og mest. På banegården larmede orkestret i ventesalen. En vogn kom, hvor hestene hver på den udvendige side af hovedtøjet havde et dannebrogsflag, lille, af papir.

Drengene ville pille det af. Kusken forsvarede dem længe, indtil dog en stor væmmelig knægt pillede det ene af og under jubel løb sin vej dermed.” 

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

Foto: Tak til Bornholmske billeder. Fotografiet er fra 1936 og bringes her beskåret.

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

7. Februar: Opsøger efter Anmodning Sydow paa hans Værelse paa »Flensburger Hof«. Han ønsker at slippe af med Hotelejeren og faa en særlig Køkkenchef for Kommissionen. Benytter Lejligheden til at drøfte de forskellige Spørgsmaal og nævner den tyske Presses Vurdering af Kommissionens enkelte Medlemmer. »Vi maa jo være upartiske!«

Op til Officerkasinoet. To kendte tyske Latinskolelærere kommer ud fra Bruce. Overrækker denne en af Tillidsmænd i By og Land underskreven Henvendelse om Udsættelse af Afstemningen til 14. Marts.

— Jeg kaldes igen ned paa »Flensburger Hof«, denne Gang til den franske Minister. Da. jeg naar derned, er han kaldt bort. Klokken 4 fortroligt Møde paa Jernbanehotellet, indvarslet ved skriftlige Indbydelser fra J. C. Paulsen, J. C. Møller, Sievers og M. Zachariassen.

Salen er fyldt. En Mængde erhvervsdrivende, som hidtil ikke offentligt har vedkendt sig dansk Sindelag.

H. P. Hanssen gør Rede for økonomiske Spørgsmaal. Jeg maa igen over paa »Flensburger Hof«. Lyset strejker. Ved et Tællelys en længere Samtale med Claudel, der er meget imod en Udsættelse af Afstemningen, men i øvrigt drøfter hele Stillingen med mig.

— I Aften Møde i Logehuset. Folk staar som Sild i en Tønde. Sangen viser den mægtige Stemning. Jeg i en Udkant mellem Wall og H. Hansen fra »Jyllands-Posten«. Da J. G. Møller indledende nævner, at vi ogsaa vil hjem, demonstrativt Bifald.

H. P. Hanssen høres opmærksomt, men køligt. Udreder Byens danske Fortid gennem mange Slægtled, saa man siger ved sig selv: Men hvorfor har du saa kunnet skrive, at Flensborg ikke var diskutabelt! Ytringer af andre Talere, saaledes et Ord om, at vi ikke er en Koloni, modtages med Bifaldsstorm.

— Paa Jernbanehotellet, der vrimler af Danske, Sammen med Folk fra alle tre Zoner.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 7. februar kørte jeg til Flensborg for at høre H. P. Hanssen tale der til afstemningsmøde. Der var ved mødet 2-3.000 mennesker, der sang, før mødet begyndte, og meget bedre end i Tønder.

I dagbogen står følgende herom: „Hanssen talte udmærket, meget diplomatisk, men uden særlig hjertevarme. Han fristede med valuta og skibsfart og handel. Handelsflåden og bestillinger til værftet. Jubel vakte det, da han sagde, at hvis Flensborg blev dansk, fik de jo her kroner, og så kunne de rejse til Kiel og Hamborg og købe ind, ligesom folk nordfra nu i Flensborg.

Han sagde og beviste, at den tyske rigskanslers udtalelser om, at Flensborg fra gammel tid var en tysk by, var urigtig. Han sluttede med at tilråbe Flensborg: „I 1000 år var du Danmarks by, du barn af Danmark, bliv dansk påny“. Det var ejendommeligt og gribende at opleve et så glimrende dansk møde i Flensborg. Man må opleve det, før man tror det. Jeg hilste på Hanssen og Miang bagefter.”

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

Foto: Tak til Bornholmske billeder. Fotografiet er fra 1936 og bringes her beskåret.

Lørdag den 7. Februar talte H. P. Hanssen paa et stort dansk Møde i Flensborg.

Han indledede saaledes: »Ingen By sønden Aa har ved hele sit Liv og sin Handel været saa nøje knyttet til Danmark som Flensborg, der indtil 1864 delte Danmarks Sejre og Ydmygelser, bitre Nederlag og højeste Triumfer.«

Under stærkt Bifald sluttede han sin Tale med følgende Ord fra den bekendte Afstemningsplakat:

»I tusind Aar var Du Danmarks By,
Du Barn af Danmark, bliv dansk paany!«

Nicolai Svendsen og Svend Thorsen (udg.): Tiende Februar, Livsbilleder fra Sønderjylland i Genforeningsaaret 1920. København, 1939.

Jens Marius Møller var sønderjyde, men blev udvist til Danmark i 1899 under Köllerpolitikken. Han var bosiddende på Salling ved Limfjorden. Kort før jul 1919 fik han at vide, at han var kunne få stemmeret, hvis han ansøgte om det.

”Det lyder som et eventyr
som sagn fra gamle dage”
at jeg, udvist i køllers tid,
nu vende må tilbage,
at ørnen slap sit faste tag
og må mod sønden vige,
at nu oprandt den store dag,
da helt blev Danmarks rige.”

Otte dage før jul 1919 fik jeg brev fra min bror, Anders, købmand i Viuf. Han meddelte mig, at han havde haft besøg af vor slægtning, Marie Thomsen, f. Michelsen fra Aabenraa. Hun havde sagt, at Anders og jeg nok kunne få stemmeret i Aabenraa, når vi gjorde det nødvendige arbejde derfor.

Anders havde så telefoneret til ”Sønderjydernes” repræsentant i Kolding og bedt om at få to skemaer tilsendt. Han udfyldte det ene skema og sendte det ind til foreningen ”Sønderjyderne” i København. Det andet skema sendte han til mig. Jeg udfyldte og indsendte det.

Så gik tiden i frygt og håb. Snart troede jeg, at vi skulle få stemmeret, og snart syntes jeg, at det var helt ufatteligt, at så stor en lykke skulle blive mig til del.

Den 27. januar tog jeg til Skive og blev fotograferet, for at have fotografiet parat, om det skulle gå således, at jeg fik pas tilsendt og samtidig skrev jeg til Marie Thomsen i Aabenraa, om hun ville se efter på valglisten, om min brors og mit navn var derpå.

Tirsdag den 3. februar fik jeg to breve, som glædede mig så meget, at jeg, der ikke kan danse, dansede rundt på kontorgulvet med min kone. Det ene brev var fra ”Sønderjyderne”, som meddelte, at jeg var anmeldt til vælgerlisten under nr. 19767. Det andet brev var fra Marie Thomsen, som meddelte, at vore navne fandtes på vælgerlisten.

Fredag den 6. februar modtog jeg det længselsfulgt ventede pas, og søndag den 7. februar om aftenen rejste jeg til Viborg for derfra at rejse videre med særtog med stemmeberettigede søndag morgen.

Jeg havde glædet mig til en god nattesøvn i Viborg; men det gik ikke således. Jeg boede på afholdshotellet. Men Viborg havde netop i de dage fjerkræudstilling, og dyrene var anbragt i hotellets gård. Kl. 2.30 nat begyndte hanerne at gale og det blev de ved med til dag. Når et hold kørte træt, så tog det andet hold fat, og således gik det ustandseligt, og ind i mellem hørtes gækken af gæs, der skældte ud over hanernes spektakel.

Tak til Vibeke Horsnhøj-Svensson for dagbogen.

C. I. S. -Bekendtgørelse No. 37 af 6. Febr.

Den 9. og Afstemningsdagen 10. Feb. 1920 er alt Salg af alkoholholdige Drikke med Undtagelse af Øl forbudt indenfor Afstemningsomraadets 1 .Zone.

Overtrædelser af denne Anordning straffes med Bøder paa indtil 5.000 Mark.

Der forventes en sikker sejr for Danmark på afstemningsdagen den 10. februar. Men endnu få dage før afstemningsdagen manglede der Dannebrogsflag. Det beretter Nicolai Svendsen om her

Den danske Befolkning havde nu paa det sidste kun een
Bekymring: man manglede Flag. Henved 4000 Dannebrog
havde i nogen Tid henligget i Vamdrup.

Man haabede stadig at kunne slippe for at betale den høje Told i Guld; men det var umuligt. »Sønderjydsk Fond« maatte derfor endelig udrede Afgiften: 57.000 Mark, og den store Forsendelse afgik til Højskolehjemmet« i Haderslev, hvorfra den under Fru
Margrethe Lebecks Ledelse uddeltes til fattige Danske i By
og paa Land.

Nicolai Svendsen og Svend Thorsen (udg.): Tiende Februar, Livsbilleder fra Sønderjylland i Genforeningsaaret 1920. København, 1939.

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

6. Februar: Det første Nummer af et tysk Afstemningsblad, »Unser Schleswig«, udkom i Dag. Tonen er meget grovkornet. — Postdirektør Francke svarer paa min Klage vedrørende »Unser Land«, at Personalet i Landdistriktene har faaet Tilhold om at afholde sig fra enhver partipolitisk Virksomhed.

— Møder i Hanved, A. Grau, J. Holdt, og i Læk, Møllebygger Rasmussen, P. Gad og Holger Andersen. I Læk sætter det stedlige tyske Udvalgs Formand igennem, at Gendarmerne skal forlade Salen som »Embedsmænd«, der ikke maa deltage i Agitationen. De danske Talere hævder sig godt begge Steder. 

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

I et samarbejde mellem ”Det lille teater” i Aabenraa og Lokalhistoriske Arkivers Samråd i Aabenraa Kommune opføres ”Teaterforestillingen Genforeningen”, der er en fortælling om to familier – en dansksindet og en tysksindet – hvis liv og skæbner bliver vævet sammen.

Vi følger to generationer af sønderjyder fra Genforeningen i 1920 indtil 1990’erne. På den danske side i 1920, forældrene Anne og Jens med deres børn Dagmar og Sigfred. På den tyske side forældrene Lotti og Ludolf med datteren Hannah. Deres forskellige nationale baggrunde bliver udfordret af hinanden og samfundet. En tid, hvor konflikter mellem sønderjyder blev skabt og modnet og sidenhen mildnet og løst.

”Teaterforestillingen Genforeningen” er en fortælling om sønderjyder, sindelag og nationalt tilhørsforhold. En eftertænksom og humoristisk fortælling, som forsøger at tegne et billede af forholdet mellem dansksindede og tysksindede over en periode på ca. 70 år.
Læs mere om forestillingen i denne folder: Teaterforestillingen Genforeningen – marts 2020.

Forestillingen opføres følgende datoer og steder:
Fredag 6. marts 2020, kl. 19. Det lille teater, Aabenraa (Forpremiere)
Lørdag 7. marts 2020, kl. 19. Det lille teater, Aabenraa (Premiere).
Søndag 8. marts 2020, kl. 14. Det lille teater, Aabenraa.
Onsdag 11. marts 2020, kl. 19. Sundeved Efterskole.
Søndag 15. marts 2020, kl. 14. Ravsted Forsamlingsgaard.
Onsdag 18. marts 2020, kl. 19. Frøslevlejrens Efterskole.
Søndag 22. marts 2020, kl. 14. Nr. Hostrup Forsamlingshus.

I Ravsted og Nr. Hostrup kan tilkøbes kaffe som bestilles ved ankomst og serveres efter forestillingen.

Billetsalg sker via ”Det lille teater” i Aabenraa. Vær opmærksom på, at nogle forestillinger allerede nu er udsolgte.

Omtale af forestillingerne kan også ses under de enkelte datoer i arrangementskalenderen på
https://genforeningen2020.dk/arrangementskalender/

Svend Thorsen og Nicolai Svendsen har i 1939 i bogen “Tiende Februar” samlet en række indtryk fra afstemningstiden. Nicolai Svendsen fortæller her om sin første time som borgmester i Haderslev.

5. Februar. I Spidsen for »Dannevirke« for i Dag læses
følgende Meddelelse; »Efter at jeg i Gaar af Den internationale Kommission er bleven konstitueret som Borgmester for Byen Haderslev i Kommissionens Forvaltningstid, fra træder jeg herved
foreløbig som Udgiver og Redaktør af nærværende Blad.
Nicolai Svendsen«.

Denne Udnævnelse fandt Sted i Gaar henimod Aften.

Endnu er det kun delvis rygtedes i Byen.

Nu sidder jeg paa mit Kontor paa Raadhuset efter at have
forpligtet det store Personale: Sekretærer, Assistenter, Politibetjente o. s. v. i Den internationale Kommissions Tjeneste
og efter at have taget Afsked med min Forgænger i Embedet,
ret uforberedt til at udføre det meget krævende Hverv og noget
spændt paa, hvad der derpaa maatte hænde.

Det banker. —

Ind træder en kendt Dame fra Byen.

Hun studser og stirrer et Øjeblik forbavset paa mig. Jeg ser et Par Taarer trille ned ad hendes Kinder. Hun kan ikke beherske sin Bevægelse og udbryder; »Er det virkelig sandt, at De sidder her som Borgmester?« —

Det maa jeg jo indrømme.

Hun har næsten glemt sit Ærinde, og da jeg spørger, viser
det sig, at det er en af de almindelige Klager over ilde Behandling
i den Afdeling af Raadhuset, hvor Levnedsmiddelforsyningen
foregaar. Den har jeg rent glemt.

Vi følges ad ned ad Trappen for at ordne denne Sag.

Da jeg en Tidlang har staaet ubemærket og iagttaget Betjeningen, maa jeg give den paagældende Dames Klage Medhold. Her staar nu paa sjette Aar Dag efter Dag Byens Kvinder — for overvejende Del fra Smaakaarshjem — taalmodigt ventende, til Tider i Timevis, paa de faa og fattige Forsyninger Købet ofte en ret ublid Behandling, og det har de vænnet sig til.

Jeg greb saa ind og krævede en høflig Tone anvendt overfor Publikum. Svaret blev nogle Grovheder fra Afdelingens Leder. Det var nemlig endnu ikke sivet ud hernede, hvad der var hændt ovenpaa, og jeg havde med Vilje ikke straks villet præsentere mig; men det skete nu, og dermed fulgte en Vejledning i Publikums Betjening, som ikke kunde misforstaas.

Lederens Uforskammethed overfor den Ubekendte blev, saa vidt jeg husker, hans sidste Ord paa dette Sted.

Der kom aldrig senere nogen Klage dernedefra. Men de mange Kvinder, der havde overværet dette lille Optrin, sørgede for, at jeg inden Aften opnaaede en ret ufortjent Popularitet.

Det bankede atter paa Døren til Borgmesterens Kontor.

Denne Gang var det en underlig ranglet Skikkelse, iført slidt tysk Militæruniform med en lang Marineofficerssabel ureglementeret dinglende fra siden.

Han blev stående ved døren, slog hælene sammen, hilste med Haanden til Huen og sagde:
»A melder, at te Søholm vil slaa mig ihjel!«
»Det må han ikke!”, svarede jeg.

-“Tak”, sagde han. Atter et smæld med Hælene og militær Hilsen. Derpaa gjorde han omkring og forsvandt.

Jeg sendte Bud efter Overbetjenten for at faa en Forklaring på fænomentet.

Manden var en slags hjælpebetjent, meddelte Overbetjenten.

Hvordan han havde opnaaet Certifikat dertil, kunde vanskeligt
oplyses. Han gik hver Nat og førte Tilsyn ved Havnen og med Kulbunken dernede. Der fortaltes en Del tragikomiske Historier om hans Bedrifter ved denne Gerning. Her var han saa formentlig geraadet i Konflikt med bemeldte Søholm.

Saa vidt Overbetjentens Forklaring.

Vi enedes om at give Manden en anden Beskikkelse paa en mindre udsat Post og at tage Sablen fra ham. Efter eget derom fremsat Ønske fik han en Fløjte i Stedet for, og saa kun han forøvrigt fortsætte.

Således forløb min første time paa Haderslev Raadhus.

Der var skabt Ro om Levnedsmiddelforsyningen, og et Mord
var blevet forhindret. Det var jo altid noget.

Nicolai Svendsen og Svend Thorsen (udg.): Tiende Februar, Livsbilleder fra Sønderjylland i Genforeningsaaret 1920. København, 1939.

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

I slutningen af januar måned 1920 forlod jeg så ministeriet og tog over til mine forældre i Ribe, afventende det tidspunkt, da jeg kunne tage ned til Tønder, hvilket skete inden afstemningen i 1. zone.

I den pågældende periode var Schack konstitueret landråd under den internationale kommission i Flensborg og ansat af denne. Da jeg kom, blev jeg fungerende amtsassessor.

Schack havde inviteret mig til at bo hos sig på Schackenborg, og det varede til oktober-november 1920. Før kunne vi ikke flytte ind i den skønne amtmandsbolig. De tyske embedsmænd og deres familier (landråd Boehme var rejst, men hans familie boede der) havde ret til at bo der nogle måneder, og derefter skulle det hele gøres i stand. Den var rædsomt forfalden efter krigen og så sørgelig ud.

Men den 5. februar 1920 kørte jeg afsted fra Ribe til Tønder for nu at tage bopæl og virksomhed dernede. Fra denne dag og til efter kongens besøg ved genforeningen i Tønder førte jeg en kortfattet dagbog, dog kun for de dage, jeg var dernede, ikke, når jeg var i København eller på rejse dertil eller derfra. Denne dagbog har jeg endnu, og på grundlag af denne og efter hukommelsen er det følgende udarbejdet i København i året 1927 med følgende indledning:

„Skæbnen ville, at jeg på nært hold kom til at deltage i de historiske begivenheder i foråret 1920. Der har senere været offentliggjort forskellige beretninger om, hvad der er passeret. Da disse ikke alle var historisk rigtige eller fuldstændige, forsåvidt angår de begivenheder, som jeg kender, har jeg ment det rigtigt at give en beretning om dette på basis af min dagbog.

Hvor i det efterfølgende noget er skrevet indenfor anførselstegn, er dette ordret efter min dagbog. Hvad der forøvrigt er anført, er baseret på dagbogen, hvis ordrette ordlyd ikke altid egner sig til gengivelse, eller på erindringen.

For tiden efter dagbogens ophør har jeg refereret enkelte hovedbegivenheder og iøvrigt anført forskellige indtryk og erfaringer.”

„Den 5. februar 1920. Efter at have spist frokost i Ribe, kørte jeg kl. 12¼ afsted alene i mit automobil, der var fuldt ladet med min store bagage, hvoriblandt en mængde bøger. Kl. 2 var jeg i Tønder.

Ejendommeligt var det at se englænderne på vagt udenfor deres kaserne.

H. P. Hanssen kom lige efter mig i automobil med stor pels. Jeg gik til Tonhalle, hvor Hanssen lige var begyndt. Jeg stod i kulisserne og ville ikke ind. Hanssen talte, godt med kraftigt „valgflæsk.”

Forsamlingen var dog noget kølig. Derefter var der lejlighed til at stille spørgsmål, som Hanssen besvarede qodt.“

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

Kaptajn Daniel Bruun, der havde tjeneste som politidirektør ved den internationale kommission under afstemningen i Slesvig i 1920, beskrev begivenhederne i sine erindringer i ”Fra de sidste tredive Aar.”

Den 5. februar skrev Daniel Bruun et brev til sin ældste søn, Frans Bruun:

“I morgen er det årsdagen for kampen ved Oversø og Sankelmark. Jeg har tilladt, at tyske og østrigske faner bliver udfoldet ved det østrigske monument, hvor beboerne plejer at holde mindefest, men jeg har udtalt ønsket om, at Dannebrog også kommer til at veje ved det danske monument, hvor vi i stilhed lægger en krans.

På tirsdag kommer den første afstemningsdag i zone.1. Der er ingen tvivl om, at zonen kommer til at tilhøre Danmark. Så får vi ro på gemytterne deroppe – for derefter at begynde med en voldsom agitation i zone 2.”

Tak til Mette Elisabeth Bruun og Museum “Mellem Slesvigs grænser” i Rens for manuskriptet.

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

5. Februar: Vælgerforeningen har nu over 8000 Medlemmer i Flensborg. — Dagen gaar med uafbrudte Samtaler.

— I Aften Film-Fremvisning i »Sanssouci«, Rødhuer ved Døren; men Tillidsmændene holder Orden.

— Godt Møde i Goldebæk, A. Grau, T. Jessen. En Embedsmand møder som Modtaler, men stoppes. Forinden Møde i Medelby med Modtalere. A. Grau og Holger Andersen.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Nicolai Svendsen fra redaktør på avisen Modersmaalet/Dannevirke i Haderslev. Han har nedfældet sine erindringer fra overgangstiden mellem revolutionen 1918 og genforeningen 1920. Vi bragte i juni-juli en række afsnit og rundede også året 1919 af med et afsnit. Her i januar-februar bringes en række erindringsglimt fra afstemningstiden.

(… fortsat)

Næste Morgen, da jeg traadte ind paa Borgmesterens Kontor, hørte jeg, at Dr. Schindelhauer stod oppe i selve Raadhussalen, hvor han havde samlet hele Personalet, Sekretærer, Assistenter, Medhjælpere, Politibetjente osv., ca. 40-50 Personer.

Vi hilste paa hinanden, og han sagde, at han ønskede at sige et Par Ord til Forsamlingen. Det var til Afsked. Derefter rakte han hver af dem Haanden og sagde dem Tak for godt Samarbejde.

Dette var naturligvis foregaaet paa Tysk.

Jeg havde holdt mig i Baggrunden.

Men nu var det Øjeblik kommet, da den store Forandring skulde ske. Den fuldbyrdedes i al Stilfærdighed ved, at jeg traadte frem og paa Dansk meddelte, at Ledelsen herefter var lagt i min Haand. De, der ikke ønskede at tjene Den internationale Kommission og mig, kunde sige det straks.

Der meldte sig ingen. Alle gik tilbage til deres Plads, og jeg maa sige, at jeg kun har gode Minder fra Samarbejdet.

Inde paa Kontoret gav Dr. Schindelhauer mig endnu nogle fortrolige Oplysninger om visse Forhold, der maatte være af Interesse for Efterfølgeren.

Derpaa gik han henimod Døren. Opfyldt af en forklarlig menneskelig Medfølelse kunde jeg ikke undlade at sige nogle venlige Ord til ham. Han svarede sagtmodigt:

”Forholdene er ofte stærkere end Mennesket!”

Derpaa tog han i Haandtaget. Jeg fulgte ham ud ad Gangen. Ved den ydre Dør rakte han mig Haanden:

”Jetzt geht der letzte deutsche Bürgermeister.”

Det var hans sidste Ord paa dette Sted, hvor han havde virket arbejdsomt og flittigt i samfulde atten Aar — uden nogen Sinde at komme i Kontakt med Befolkningen.

Da jeg lidt senere kikkede ud i det forreste Kontor, fik jeg Øje paa een Mand. Det var Sekretær Frederik Jensen, en pligtopfyldende dansk Borger, der i et langt Aaremaal havde haft sin Gerning paa Raadhuset, men var blevet dukket og holdt nede for sit Sindelags Skyld.

Hans Ansigt lyste af Glæde. Jeg tror, at han i dette Øjeblik følte sig som det lykkeligste Menneske paa Guds grønne Jord.

Jeg satte mig stille ned paa Borgmesterens Stol og tænkte: Ak, hvor forandret!

Paa Skrivebordet foran mig stod i en lang Række opstillet et halvt Hundrede Bind med Lovsamlinger og Politiforskrifter. Jeg aabnede dem aldrig. De mange Mennesker, hvis Forhold skulde ordnes paa dette Kontor, var mærket af fire Aars Krigsoplevelser og al den Nød, der fulgte efter.

Deres Psykose lod sig vanskeligt behandle ved Fredstidens Paragraffer. Jeg spurgte mig selv, om det ikke vilde være muligt at styre Sagerne efter den sunde Fornufts Indskydelse, en følelsesmæssig Indstilling og almindelig Konduite i hvert enkelt Tilfælde.

Jeg besluttede at gøre Forsøget ved at følge disse Retningslinjer. Det lykkedes efter min egen Mening over Forventning, og det blev en indholdsrig Episode blandt mine talrige Oplevelser i en mærkelig Tid.

Paa vej til Danmark. Livsbilleder fra Sønderjylland i Overgangsaarene 1918-20. Nicolai Svendsen, Svend Thorsen 1935

Bekendtgørelse No. 35 af 4. Febr. 1920:
Den internat. Komm. har m. H. t. Udøvelsen af udviste Personers Stemmeret truffet følgende Bestemmelser:

De i Henhold til Fredstraktaten af 28. Juni 1919 fjernede eller af den
internat. Komm. udviste Personer, der er stemmeberettigede, kan udøve deres Stemmeret ved en Stedfortræder.

Stedfortræderen maa godtgøre sit Mandat overfor  Afstemningsudvalget ved at aflevere en skriftlig Fuldmagt fra vedkommende Stemme-berettigede. Afleveringen af et Telegram med tilsvarende Indhold anses for ensbetydende med Aflevering af et skriftligt Fuldmagtsdokument.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

4. Februar: Omsider Meddelelse fra København om Valutaordningen.

— I Aften Tillidsmandsmøde i Logehuset. Lang Drøftelse af Valglisterne. Poul Drachmann taler om dansk Erhvervsliv.

Jeg forbereder H. P. Hanssens Komme og henstiller at undgaa Mishagsytringer. Vi vil ikke forsømme noget, som kan gavne det danske Stemmetal, og nogle Flensborgere har ment, at den sønderjyske Ministers Oplysninger vil have Betydning for en Del af Handelen og Industrien.

Da vi stadig mere er blevne klare over, at vi har Brug for hver Dag af Fristen og særlig Landdistrikterne kræver den forlænget, samler vi Underskrifter fra Tillidsmænd paa en Henvendelse om Udsættelse af Afstemningsdagen.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Nicolai Svendsen fra redaktør på avisen Modersmaalet/Dannevirke i Haderslev. Han har nedfældet sine erindringer fra overgangstiden mellem revolutionen 1918 og genforeningen 1920. Vi bragte i juni-juli en række afsnit og rundede også året 1919 af med et afsnit. Her i januar-februar bringes en række erindringsglimt fra afstemningstiden.

Den 4. Februar sad jeg paa mit Kontor og aftalte med Nationalmuseets Direktør, Dr. Mackeprang, en Tur over Middag til Starup Kirke. I disse bevægede Dage maatte Mackeprang være med i Arbejdet. Han holdt Foredrag og fremviste Lysbilleder fra danske Egne og Virksomheder.

Men det var godt engang at faa et lille Pusterum, og saa var Vejret jo som en Dag i Maj.

Jeg kom imidlertid ikke til Starup.

Lidt senere ringede Refshauge og sagde, at Den internationale Kommissions Generalsekretær, Mr. Bruce, vilde komme til Haderslev Kl. 4 og ønskede at tale med mig.

Jeg lagde Pennen og begav mig ud ad Gammel Haderslev til, lidet anende, at min Virksomhed som Redaktør af det gamle Blad brat var afsluttet.

I et af de forreste Værelser paa Landraadskontoret stod en lille, indtørret Skikkelse støttet til en Stok henne ved Vinduet.

Det var Byens Borgmester, Dr. jur. Schindelhauer. Jeg gik hen til ham og spurgte til hans Befindende. Han svarede lavmaælt og forsagt.

I det samme rullede en kraftig Motor op foran den lave Dør. Vognen bar Kommissionens Mærke. En tætbygget Skikkelse med et skæglost, markeret Ansigt sprang ud og traadte med raske Skridt ind til Refshauge, som ventede.

Det varede kun et Øjeblik, for Døren atter gik op, og Refshauge bad mig komme indenfor.

Der sad tre Personer. Mr. Bruce ved Skrivebordet. Jonathan Smith, der var udset til Assessor, lidt bagved. Henne ved et Bord stod Refshauge.

Jeg kendte Mr. Bruce fra en tidligere Sammenkomst.

Han gik lige til Sagen.

”De er af Den internationale Kommission udnævnt til Borgmester i Haderslev.”

”Det har jeg ikke ønsket,” svarede jeg.

”Nej, men det har Deres danske Medborgere.”

Han trak et Stykke Papir med Fortryk op af Mappen og fortsatte, henvendt til Smith:

”Udfyld dette Dokument paa Dansk og Engelsk.”

Et halvt Minut efter havde jeg Certifikat for, at jeg var udnævnt til ”Mayor of Haderslev”.

Jeg bemærkede, at der stod en Mand derude, som hidtil havde beklædt dette Embede.

Generalsekretæren trak et nyt Fortryk op af sin Mappe.

”Ja, han faar sin Afsked. Vil De skrive, Hr. Smith!”

Det varede ogsaa kun et Øjeblik, saa var det besørget.

Samtalen var ført paa Dansk.

Jeg henstillede nu, at jeg fik Lejlighed til at forberede Dr. Schindelhauer paa, hvad der forestod, og det skete saaledes. Han tog meget fattet paa Meddelelsen.

”Det havde jeg jo ventet,” sagde han. ”Jeg er en syg Mand.” Og det var tydeligt nok at se paa ham. Han magtede ikke de vanskelige og nye Forhold.

”Forstaar De Dansk?” spurgte Mr. Bruce, da vi var kommen ind paa Kontoret.

”Jeg tror, Dr. Schindelhauer taler Engelsk,” indskød jeg. ”Nein, lieber Deutsch,” sagde han.

”Naa, Hr. Dr. Schindelhauer,” begyndte Generalsekretæren saa meget langsomt paa Tysk: ”Sie bekommen hiermit Ihren, Ihren . . . (Afsked, hvad hedder det paa Tysk?” spurgte han Smith).

”Abschied.”

”Ja, Abschied.”

Han rakte ham Dokumentet.

Den syge Mand bød Farvel og gik. I Døren spurgte han endnu, henvendt til mig, naar jeg agtede at overtage Forretningen.

”I Morgen tidlig Kl. 9.”

Da jeg noget senere gik ned ad Gaden og om ad Klostret, greb jeg mig selv i Armen som Jeppe og spurgte: Er det Drøm eller Virkelighed, at du er færdig i den røde Gaard derhenne og i Morgen som Haderslevs første danske Borgmester skal gaa ned paa Raadhuset i Lavgade?

Det var jo Virkelighed.

(… fortsættes)

Paa vej til Danmark. Livsbilleder fra Sønderjylland i Overgangsaarene 1918-20. Nicolai Svendsen, Svend Thorsen 1935

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

3. Februar: Udmærket Møde i Agtrup. Skønt Tyskerne har opfordret til at boykotte Mødet, er der 120. A. Grau og Holger Andersen.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)