Tag-arkiv: Vestfront

6. oktober 1917. Ved vestfronten: “— Vi glemmer aldrig Navnet Vauquois!”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter Champagne kommer Eskildsen og regimentet til bjerget Vauquois, på vej mod Argonnerne.

Kulde og Blæst. Omblæst af hvide Kridtstøvskyer rejser vi østpaa, til Marcq ved Grandpré. Derfra marcherer vi sydpaa, langs med Aisnens øvre Løb, her kaldt Aire-Floden.

Vort Maal er Argonnerbjergene, tre Mil Vest for Verdun. I Argonnernes østlige Udløbere hæver sig paa Aire-flodens højre Bred en vældig Bjergkegle, hele Egnens Behersker og Konge.

Vauquois er dens Navn.

Toppen kronedes i Fredstider af en Valfartskirke, og i Byen Vauquois oppe paa Bjerget solgtes der Rosenkranse og Helgenbilleder i Mængde. I Dag er ikke blot Kirke og By forsvundne, hele Bjergets Top er gaaet med ved de mange Sprængninger. Vauquois ligner nu en Vulkan med skarpttakket Kraterrand.

Hedt og bittert er der blevet stridt om denne Bjergs kæmpe. Bladet er flydt ned ad Klippevæggene. Nu har Franskmændene affundet sig med, at Tyskerne ejer den, og der hersker Ro her, da vort Regiment faar denne Nøglestilling trykket i Haanden.

Det er et nyt Eventyr, der lukker sig op. Vore Folk bliver til Bjergfolk. Vauquoiskæmpen aabner sin Mund og sluger hele Regimentet. Som smaa Nisser løber nu 266erne omkring derinde, med Lys i Haanden, gennem Kæmpens Labyrint af underjordiske Gange og Huler.

Og dette Liv, mere eventyrligt end behageligt, varer ved i over tre Maaneder.

— Vi glemmer aldrig Navnet Vauquois! 

15. september 1917. Claus Eskildsen på vestfronten: “Glemt, inden tre Aar er omme, — det er »Fædrelandets Tak!«”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter en stund ved Verdun kunne Eskildsen og hans regiment endelig trække sig tilbage igen. Denne gang mod Vouziers

Vi marcherer nordpaa, med Verdun i Ryggen.

Vejene er indrammet af Soldatergrave fra 1914. Paa mange staar der ikke engang et Navn. Glemt, inden tre Aar er omme, — det er »Fædrelandets Tak!«

Efter 20 Kilometers March indkvarteres vi i Petit Failly og marcherer næste Dag derfra til Jernbanestationen Longuyon, midtvejs mellem Longwy og Montmédy. Om Aftenen læsser vi Transporttoget, Kl. 2½ om Natten sættes vi ud i Vouziers, omtrent 50 Kilometer Nordøst for Reims.

Disse evindelige Nattetransporter gaar os snart paa Nerverne. Først skal man efter en lang Ventetid i Mørke og Plaskregn læsse alle Trainets Køretøj er paa Transporttogets aabne Vogne, et ret vanskeligt Arbejde.

Saa tilbringes nogle Timer i de overfyldte Kreaturvogne, hvor man hverken kan vaage eller sove. Naar Toget standser, skal Folk og Heste ud, Klodserne slaas fra Vognhjulene, Vognene trækkes ned, og langt om længe tradsker vi saa af Sted i Mulm og Mørke, vaade og forvaagede, gennem Snavs og Søle.

I disse triste Timer flyver Tankerne med Længsel og Vemod hjemefter, hjem til Kone og Børn, som nu hviler fredeligt i varme, bløde Senge.

Vouziers ligger kun 20 Kilometer bag Fronten; men Byen viser allerede det typiske Etappeliv: skabagtige Officerer og »hjælpetjenestepligtige« Damer. Selv et militært organiseret Hold tyske Drenge er her. Det er Ungdomsværnet (»Jugendwehr«) fra Duren i Rhinlandet, kommanderet herhen for at plukke Frugt.

— De Drenge havde vist bedre af at blive hjemme og passe deres Skole!

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 184-185

12. september 1917. Claus Eskildsen ved Verdun: “Jeg skal ikke hver Dag sætte Livet paa Spil for nogle Underskrifters Skyld.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Opholdet i Brandeville nær Verdun var et farligt foretagende, både for soldater og officerer.

Regimentet trækkes atter frem, og vi sidder i Brandeville. Jeg ligger hver Dag 4—6 Timer i min Gig paa Landevejen. Det er besværligt: Vejene er stopfulde af Kolonner og marcherende Tropper.

Det er farligt: Franskmanden kender hver Tomme foran Verdun og har en utrolig Færdighed i at sætte sine smaa, frygtede 75 Millimeters Granater midt ned paa Vejen.

En saadan Fyr gaar ned i en af vore Telefongrupper, som efter Afløsningen marcherer tilbage til Brandeville. Den gjorde rent Bord, dræbte alle 8 Mand med eet Slag. Hver Dag forekommer der lignende Tilfælde paa Landevejen.

Damvillers, Nabobyen til Réville, har haft Ro, siden jeg en Aften for otte Dage siden her saa, hvorledes Franskmanden skød et Ammunitionstog i Brand, og hvorledes med Brag og Knald og Bump den ene Vogn røg i Luften efter den anden.

Vi beslutter at flytte derhen for at komme nærmere til Regimentet. Da vi naar Byen med vor Bagage, møder vi flygtende i vild Opløsning. Damvillers ligger under svær Ild, der er ikke levnet et helt Vindue og næppe et helt Hus.

Vi vender og holder for fjerde Gang vort Indtog i Brandeville. Skæbnen har nok bestemt, at vi skulde blive boende her, og Oberstløjtnanten befaler, at jeg kun skal komme ud til ham, naar han kalder. Jeg skal ikke hver Dag sætte Livet paa Spil for nogle Underskrifters Skyld.

Den 12. September trækkes Regimentet ud af Linien. Vore Øjne er fugtige, da vi ser de enkelte Kompagnier rykke ind i Brandeville, 30—35 Mand stærke.

Verdun har kostet os 9 Officerer og tæt ved 600 Mand. Vi tænker med Gru paa Verdun,

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 183

26. august 1917. Claus Eskildsen: “Den Søndag i Réveille glemmer vi aldrig.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Sidst i august bliver byen hvor Eskildsen og hans regiment arbejder bombarderet af en fransk flyvemaskine.

Den 25. August trækkes Regimentet sammen i Byen Réville, og Staben flytter derhen. Til Skrivestuen har man gjort Kvarter i en Hønsesti; men vi erobrer et lille Rum med et Vindue ud til Gaden.

Den følgende Dag er en Søndag, en straalende Solskinsdag. Oberstløjtnanten er vendt tilbage, hilst med oprigtig Glæde af hele Regimentet. Soldaterne har bygget sig Telte ude paa Bjergskraaningen, Livslysten er vaagnet, efter at de er sluppet ud af de mørke Gaskløfter. En fransk Flyver kredser over Byen, ingen lader sig forstyrre af det. Det var dumt!

Han har iagttaget Menneskemyldret i Réveille, og nu faar vi Kanel, saa det forslaar noget. Franskmanden strør hele Byen over med Granater; Folkene flygter fra Teltene op i Ly under Bjerget. De har det for en enkelt Gangs Skyld bedre end Trainmandskab og Skrivere, der ikke saadan kan løbe fra det hele.

Vi bliver siddende og arbejder — indtil Franskmanden sætter et kraftigt Punktum.

Paa een Gang faar vi Vindue, Glas, Jord, Støv, Kalk, Røg, Os, Damp lige ind i Ansigtet. Bordet med Papirer og Blæk er dækket til, min ene Hjælpeskriver klasker bagover med samt sin Bænk, vi styrter ud af Stuen, blødende alle sammen. Men vi er alligevel ogsaa denne Gang sluppet med Skrækken.

Granaten gik ned lige foran vort Vindue, men vore Saar stammer alle sammen fra Glassplinterne. Til Gengæld er der mange, vi piller i Hundredevis af Glasstumper ud af Huden paa hverandre. Den ene efterlod paa min Finger et Ar, der ses endnu. Selv en Skriver kommer arret hjem fra Krigen.

Oberstløjtnanten sender oppe fra Bakken et Par Mand ned for at hjælpe os. De har deroppe fra set det hele og tror, at vi er døde eller Saarede alle til Hobe.

Han befaler, at vi med det samme skal flytte tilbage til Brandeville. Vi pakker og forlader Byen. Den ser uhyggelig ud. Paa den ene Side af Gaden svømmer to Heste i deres Blod, paa den anden Side ligger der en blodig Masse, som ved nærmere Eftersyn viser sig at Være en Menneskekrop, uden Arme, uden Ben, uden Hovede. Over 100 døde og Saarede samler man sammen i Byen.

Den Søndag i Réveille glemmer vi aldrig.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 181-183

20. august 1917. På vestfronten: “Det bliver en sort Dag.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Som modsvar til den franske offensiv skal Eskildsen og hans regiment med deres nye videreuddannelse, genindtage en høj.

Den 20. August fører Franskmændene det voldsomste Stød. Paa højre Meusebred tager de Høj 344, paa venstre »den døde Mand« og 304.

Nu skal »Eingreif«-Divisionen træde i Virksomhed. Vi skal tage 344 tilbage. Regimentet gaar frem til Modstødet.

Det bliver en sort Dag.

Artilleriet svigter, den højere Ledelse svigter, Oberstløjtnantens klare Hjerne og ranke Ryg mangler, hans Stedfortræder er en Fuldblods-Idiot, de enkelte Grupper, Kompagnier, Batailloner mister Forbindelsen med hinanden i det uhyre vanskelige Kampomraade med de gas fyldte Kløfter, stejle Klippevægge og kratspærrede Høje.

Alt er i syndig Forvirring; men Frontsoldaten holder Maalet i Øjet. Et Par tapre Stakler naar op paa 344, men bøder derfor med Livet.

— Ingen af de skyldige Stabsofficerer bløder.

Regimentet er oprevet paa een Dag og har for første Gang i dets Historie ikke løst den Opgave, der blev stillet. Det var i trist Stemning, at jeg den Nat Kl. 1½ efter en farlig og vanskelig Rejse naaede hjem til Kvarteret.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 181

17. august 1917. Eskildsen: “En tysk Flyvemaskine er styrtet ned 50 Meter fra Vejen.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. En fransk offensiv var undervejs og de tyske stillinger var under svær beskydning.

Mens vi saaledes legede Tyv og Politi, trak Skyerne sig sammen over de blodmættede Høje Nord for Verdun, de verdenskendte Høje 344, 304 og »den døde Mand«.

Vor anden Bataillon har allerede ligget deroppe siden den 28. Juli og har lidt ret store Tab. Den kommende Offensiv mærkes helt op til Montmédy. En Nat angriber de franske Flyvere to Gange Byen. Et Par Flyverbomber gaar ogsaa ned i Villé-Cloye, og en Brandbombe tænder Ild i en Hvedemark ved Byen.

Den 14. August bryder det store Uvejr løs. Vi hører Trommeilden og overraskes ikke, da Marchordren kommer. Regimentet trækkes frem til Brandeville, omtrent halvvejs til Fronten. Fronttroppeme marcherer videre til en daarlig Skovlejr bag Linien, Skrivestuen og Bagagen bliver i Brandeville, 15 Kilometer længere tilbage.

Brandeville er overfyldt af Tropper, der er ingen Plads til os, og det hindrer Arbejdet for meget, at jeg hver Aften og den halve Nat skal flakke omkring paa Landevejen for at faa Underskrifter og hente Befalinger ude hos Officererne.

Omtrent midtvejs har man fundet en Barak til os, og den 17. pakker og flytter vi. Vi kravler op ad Bjergene ind i det klare Sollys, forsvinder igen i Taagen nede i Dalen, naar atter op paa Højderne ved Haraumont og har her en vidunderlig Udsigt, dybt ned paa Meuse-Flodens Krumninger, over til Høj 304, hvor vi ser Granaterne pløje Jorden.

Barakken er optaget, og vi maa vende om. Vogntoget tages under Ild. En Telefonist saares, 4 Artillerister, der søger Ly bag en af vore Vogne, dræbes.

I Brandeville har man naturligvis straks taget vort Kvarter, saa vi maa knibe os ind i et nyt. Da jeg om Eftermiddagen i en lille Gig er paa Hjemvejen fra Skovlejren, har jeg en uhyggelig Oplevelse. Paa een Gang hører jeg et vældigt Brag tæt ved. En tysk Flyvemaskine er styrtet ned 50 Meter fra Vejen. Vi iler derhen og trækker de to Officerer frem af Resterne, et Arbejde, der gør vore Hænder og vor Uniform blodige.

Observatøren er i en haabløs Tilstand. Han har Brud paa Kraniet, Lungeblødning, Blodet vælder ud af Øre og Næse. Maskinens Fører bløder ogsaa ud af Næse og Mund og er ligeledes bevidstløs.

Det ser meget uhyggeligt ud, da man sætter dette levende Lig ind i en Bil og kører afsted med det. 

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 179-181

9. august 1917. Ved Verdun: ” Regimentet kommer ind i en stor tragikomisk Kartoffelkrig, fuld af dramatiske Momenter.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. En uges tid efter ankomsten ved Verdun, trækkes Eskildsens regiment tilbage til Villé-Cloye, hvor manglen på mad udløser en mindre skandale.

Efter en Uges Forløb trækker man os længere tilbage til den lille By Villé-Cloye, kun 3 Kilometer fra Montmédy.

Herfra kan vi hurtigt gribe ind ved Verdun, men kan ogsaa hurtigt transporteres med Banen andre Steder hen.

Vi ser herfra over til det maleriske Montmédy. Oppe paa en stejl og høj Bjergkegle ligger den gamle Fæstning med stærke Mure og Volde og knejsende Kirke, ved Foden af Bjerget ligger den nye Stad Montmédy. Villé-Cloye ligner de andre Byer her.

Officerskokken kom straks i stor Forlegenhed, thi i hele Byen fandtes der intet Komfur og ikke saa meget som en Arne. Paa Gulvet ligger der en Jernplade, og her tænder Familien det Baal, som skal varme Maden. I alle Husene har man Stole med særlig lave Ben, saa man kan sidde rundt om Husbaalet.

Det er en mærkelig Familie, Skæbnen har ført os ind til. Manden er godmodig, men Konen er den værste Heks, vi endnu har truffet, gammel, grim, ondskabsfuld. Hun skriger og skænder hele Dagen og huserer med Manden og Børnene, en 18-aarig bleg Knøs, der fejer ud og koger Mad og ellers ikke bestiller noget, og en 13-aarig snavset Datter. Hele Familien synes at være stærkt angrebet af Tuberkulose.

De er saa fattige, saa fattige.

Vi selv har ikke rigeligt. Smør har vi ikke faaet udleveret i et Par Uger, Kartofler har vi ikke smagt i mange Uger. Men vi kan alligevel ikke udholde at se paa deres Nød og deler en Dag vort Kød med dem. Da fortæller de os, at de ikke har smagt Kød i mange Maaneder!

Vore Soldater er graadige efter Kartofler og begynder at stjæle fra Markerne om Natten. Derved kommer Regimentet ind i en stor tragikomisk Kartoffelkrig, fuld af dramatiske Momenter.

Den mæskede Bykommandant, en tyk Trainkolonneløjtnant, vaager over Markernes og Træernes Frugter med skarpt Blik og streng Haand. En Mand fra Regimentsstaben i dømmer han 8 Dages Arrest, fordi han har rystet tre Blommer ned af et Træ, en anden Mand, ligeledes fra Staben, fanges en Nat i en Kartoffelhave og faar 14 Dages Arrest.

Oberstløjtnanten er vred, fordi det er hans Stab, der staar som Tyveknægte, og kommanderer hele Staben til en Straffeparade. Alle 86 Mand stiller op, feltmæssig, med langskaftede Støvler paa Benene, Gasmasker i Bæltet, Tornyster paa Ryggen, Staalhjelm over Helteansigterne, et frygtindgydende Kompagni af Skrivere, Oppassere, Kokke, Kuske og Ordonnanser.

Saa holder Stabens Feldwebel efter Kommando en Tordentale, — min første og eneste Tale under hele Krigen.

Denne første Akt af Kartoffelkrigen var meget morsom. Mine strenge Ord virkede aabenbart ikke. Kommandanten klager igen, Forestillingen gentager sig, men denne Gang var det Løjtnant v. Oven, der skulde holde Tordentalen. Kommandanten klager til Divisionen, og nu kommer den alvorligere tredje Akt.

Generalen har længe haft et Horn i Siden paa vor selvstændige, umedgørlige Oberstløjtnant og befaler ham at komme til Divisionsstaben. Her bliver Oberstløjtnanten saa rasende over den Behandling, han faar, at han paa staaende Fod nedlægger Kommandoen over Regimentet. Stor Opstandelse!

Brigadekommandøren, General v. Monteton, iler straks til Villé-Cloye. Vi stiller op for tredje Gang og faar nu af selve Generalen den tredje Skylle gydt ud over vore syndige Hoveder. Derpaa gaar den gamle, rare Monteton ind for at snakke Oberstløjtnanten til Rette.

Denne er stædig; men omsider kommer Forliget i Stand. Oberstløjtnanten faar »paa Grund af Sygdom« tre Ugers Orlov og lover saa at overtage Regimentet, naar han kommer tilbage fra sin Lieschen. — Den menige Soldat fik Fæstning og Straffelejr, naar han smed Geværet og ikke vilde lege med længere.

En Husundersøgelse i Byen viser et Par Dage senere, at det var Trainsoldaterne og Civilindbyggerne, der stjal Kartoflerne. Det havde vi uskyldige Lam paastaaet hele Tiden.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 177-179

2. august 1917. Ved Verdun: “vi hader denne Egn, vi kalder den Verdens Helvede”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Hans regiment ankom til byen Dombras nær Verdun, nu med en ny bestemmelse som “Eingreifdivision”.

Verdun er Overskriften over det næste Afsnit i Regimentets Historie.

Vi afskyer dette Navn, vi hader denne Egn, vi kalder den Verdens Helvede, vi har intet andet end onde Minder derfra.

Her har man kradset 450,000 tyske og 300,000 franske Krigsofre ned i Jorden. Her skulde ogsaa vort stakkels Regiment forbløde sig til ingen Nytte.

Ustraffet skulde vi ikke have faaet Lov til at ligge saa længe bag Fronten.

Vor Division har en helt ny Bestemmelse. Den er uddannet til »Eingreifdivision«, bestemt til at gribe ind i Farens Stund, til at opfange et fjendtligt Fremstød og erobre en tabt Stilling tilbage.

Man venter altsaa et stort fransk Angreb, og det kommer.

Indtil videre er vor Plads altsaa lidt bag Fronten. Jernbanen har fra Sedan i Chiers-Flodens Kløft ført os forbi Fæstningen Montmédy til Glarency, og herfra er vi kravlet op og gledet ned ad Bjergene 20 Kilometer sydpaa, i Retning stik mod Verdun, til Byen Dombras.

To Spand Heste og mange Mand kunde næppe slæbe Vognene op ad de stejle Bjerge. Vi ligger her endnu 20 Kilometer bag Fronten, men vi ser ikke blot Vogeserbjergene foran Verdun, vi ser ogsaa de tyske og franske Observationsballoner og Skyerne fra Granatkardæskerne oppe i Luften.

Egnen vil slet ikke hue os Sletteboere, og Byerne er saa fattige, som vi ikke har set det endnu paa Vestfronten. Dombras er en By som alle de andre. Alle Husene ligger klinet op ad hinanden, bygget af Bjergenes Sandsten, tækket med Tegl eller Skifer, snavsede og forfaldne, med alt for faa og smaa Vinduer.

Møddingerne ligger overalt paa Gaden foran Husene. Vore Kvarterer er tilsvarende. For at komme til Regimentets Skrivestue maa man gaa ind paa den fattige, lille Kirkegaard, smagløs, uhyggelig, forsømt som alle franske Kirkegaarde, vi har set.

Gennem Kirkegaardsmuren fører et Par Trin nedad, derpåa flere Trappetrin endnu dybere ned, saa man tror, man havner i en Hule. der er kun eet lille Vindue, Pudsen er slaaet af Væggene.

21. juli 1917. “Her har man i det mindste det, der føles som det værste Savn i Krigen: en rolig Nat.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter et forholdsvist kort ophold i Sedan gik turen videre for Claus og hans regiment.

Vi ligger her ved Sedan i 12 Dage. Soldaterne plages med Øvelser fra Morgen til Aften. Hele Uddannelsen glider snart over i de grotesk-komiske Former, som vi kender saa godt fra Kasernepladsen i Freden.

Den preussiske Militarisme fornægter sig ikke. Alligevel længes ingen efter Fronten. Her har man i det mindste det, der føles som det værste Savn i Krigen: en rolig Nat.

Hvor ofte har man ikke hørt og selv sagt: Hele Krigen kunde endda holdes ud, naar man bare fik Søvn om Natten! Man lærer at lægge sig med Tak i sin Seng, naar man har været ude i Krigen!

Den 21. Juli pakker vi. Da vi staar ude ved Huset, rede til at marchere, kommer Kronprinsen kørende i sin Bil. Vi kender straks det smalle Ansigt under den høje Husarhue. Han standser, lader os fortælle Regimentets Historie i korte Træk og forsvinder saa i en Støvsky.

Det var vort sidste Minde om Sedan.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929, s. 175

11. juli 1917. Claus Eskildsen på vestfronten: “Overalt Ruiner, overalt Soldater grave!”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Mens Eskildsen befandt sig i Sedan, gik han på opdagelse i landskabet og ser på mindestederne fra Sedanslaget i 1870.

Allerede Dagen efter følger jeg Napoleons Vej vestpaa. Det lønner sig alene for den smukke Udsigts Skyld. Dybt nede bruser Meuse i skarpe Krumninger gennem Bjergkløfterne, histovre ser man Ardennernes skovklædte Skrænter.

Efter et Kvarters Gang standser jeg ved det berømte lille Væverhus, hvor Bismarck og Napoleon mødtes. Det ser ud som de fleste her, tækket med Skifer, med to Stokværk, snavset, beboet af fire Arbejderfamilier.

Jeg gaar bag om Huset, kravler op ad en stejl og smal Trappe, gaar gennem et tarveligt Rum, hvor der staar en Seng, og staar saa i den lille, snævre Hjørnestue, hvor Samtalen mellem de to fandt Sted. Paa Væggen hænger der et historisk Billede, ved Siden af under Glas og Ramme en Mængde tyske og franske Uniformsknapper fra 1870. Desuden prydes Væggen nu af et stort Bismarck-Billede, som et patriotisk Landstormskompagni har skænket, og som vel hurtigt vil forsvinde igen.

løvrigt er for Turisternes Skyld alt uforandret, som da Bismarck og Napoleon forhandlede her. Ved det gamle Bord staar endnu de to Rørstole, som de benyttede. Der sælges Prospektkort, og man skriver sit Navn i Fremmedbogen, som ligger paa Bordet.

I en flad Glaskasse ligger, opklæb et paa Papir, de fire Guldstykker, som Napoleon skænkede den fattige Kone. Bismarck forærede ikke noget; men de tyske Fyrster, der nu under Krigen har besøgt Huset, har fulgt Kejserens Eksempel og har hver skænket et Guldstykke, selve Kejser Wilhelm, som her har skrevet sig »Guillaume«, Kronprinsen, Prins August Wilhelm, og et Par tyrkiske Prinser og Rigskansler Bethmann-Hollweg har ogsaa maattet give deres Guldtribut og har hver skrevet sit Navn ved Siden af Pengestykket.

Krigen har dog ogsaa mærket dette lille Værelse. Napoleons Stol har knækket begge Forben, da en Soldat steg op paa den for at smøre sit Navn til evig Erindring paa Loftet! Denne latterlige tyske Mani har drevet det saa vidt, at hele Væggen, hele Loftet, selv Trappeopgangen er saa tæt oversmurt med Navne, at der ikke er den mindste fri Plads tilbage!

Den følgende Dag kravler jeg op paa den Høj, hvor Kong Wilhelm holdt, da han til sin egen Overraskelse modtog Napoleons Brev. Man har herfra en vidunderlig smuk Udsigt over hele Dalkedlen; men man undres nu over, paa hvor snæver en Plads dengang hele Armeer kæmpede. Gennem Skoven gaar jeg til Slottet Bellevue, hvor General Wimpffen undertegnede Kapitulationen, og hvor senere hen paa Dagen Konge og Kejser mødtes.

Fra det sammenskudte Chateau Paré, hvor Moltke og Kronprinsen boede i 1870, ser man ned paa Byen Donchery, som helt ligger i Ruiner. Verdenskrigen har hærget denne Egn meget værre end det verdenskendte Slag gjorde det i 1870.

Overalt Ruiner, overalt Soldater grave!

Ethvert Barn kender Sedanslaget i 1870, næsten ingen aner noget om, at det Slag, der stod her i de sidste Augustdage 1914, var meget større og blodigere. 1870 mistede Tyskerne her næppe 3,000 døde, nu staar vi paa en Kirkegaard, hvor der alene ligger 5,000 faldne Tyskere fra Slaget i 1914.

Saa kæmpemæssig, uhyggelig stor er Verdenskrigen i Forhold til de hidtil største Krige!

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929, s. 173-175

9. juli 1917. Claus Eskildsen: “Hvad skal vi her?”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I juli ankommer Eskildsen sammen med hans regiment til Sedan, hvor de tilsyneladende skal i videre uddannelse.

Hvert Aar gennem 25 Aar har jeg den 2. September været med til at fejre Sedandag, som Barn, som Seminarist, som Lærer, 25 Gange har jeg hørt og selv fortalt om den lille By i Meuse-Dalen og Landsbyerne omkring den, der i 1870 var Vidner til Tyskernes Triumf og den tredje Napoleons Ydmygelse. Det er derfor med meget ejendommelige Følelser, at jeg, at vi alle marcherer gennem denne By.

Den tidligere Fæstning Sedan er en stille Købstad, hvor der i Fredstider bor 20,000 Mennesker. Byen ligger indeklemt i den snævre Meusedal og har derfor meget smalle Gader og høje Huse. For Øjeblikket udfolder sig her, 50 Kilometer bag Fronten, det typiske Etappeliv. 18 Lazaretter findes der, og paa Gaden vrimler det af vigtige Etappeofficerer og »hjælpetjenestepligtige« tyske Damer, der filmer med Officererne og gør et meget ugunstigt Indtryk paa os Frontsoldater. Franske Damer af endnu værre Kvalitet er der ogsaa nok af. Bag Fronten hersker skamløs Synd; det vidste vi intet om i Østen, hvor vi altid laa ude i Linien.

Vi marcherer fra Byen vestpaa, ad Landevejen mod Donchery, den samme Vej, vi i Tankerne er gaaet de mangfoldige Gange, thi det er den Vej, Napoleon gik hin Morgen ud til Mødet med Bismarck. Det er en dejlig, bred, gammel Landevej, indfattet af Træer. Paa begge Sider ligger der Villaer, og smaa Slotte titter frem af grønne Trægrupper. Det gaar fra Floden jævnt opad til den lille By Frenois. 

Her faar Staben Kvarter i et lille Palæ. Ud mod Landevejen ligner det mest en større dansk Landsbykro, men set bagfra, fra den smukke Park, er det et lille Slot. Det tilhører en pensioneret General, som 1914 er flygtet til Paris. I Huset staar hans store militær-videnskabelige Bibliotek, paa Væggene hænger gamle Oliemalerier af hans fornemme Slægts Mænd og Kvinder. Raa Soldaterhænder har flænget et Par af dem med Knive eller Bajonetter. Vi skammer os, hver Gang viser paa dem.

Hvad skal vi her?

Befalingen lød paa, at Divisionen sendtes herhen »til videre Uddannelse«. Allerede i Douai havde man »uddannet« bravt med Ekserceren, Skydning, Granatkastning og de gammelkendte Paradeøvelser fra Kasernepladsen. Det skal altsaa fortsættes her. Men man har flyttet os fra den bajerske Kronprins Rupprechts Hærgruppe til Kronprins Wilhelms, og det tyder paa, at vi ikke for det første skal gense den gamle Egn i Nordfrankrig.

En Gardedivision har været vor Forgænger her paa Stedet. Den skulde blive her »til videre Uddannelse« i 4 Uger, men transporteredes allerede efter 4 Dage til Galicien. Maaske faar vi en lignende Skæbne. Saa er det bedst, at man skynder sig med at opsøge de historisk mindeværdige Steder her paa Egnen.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929, s. 171-173

26. juni 1917. Claus Eskildsen: “Livet vil leves paa Dødens Tærskel.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266.  Efter Englænderne havde taget deres stilling ved Ypresbuen, fik tropperne mulighed for at slappe af i byen Douai.

Vi transporteres ned til vor gamle Egn Syd for Lille og faar Lov til at ligge 14 Dage i Etappebyen Douai. Her nyder Officer og Menig Livet i fulde Drag, paa Gaderne, i Teater, Kinografer, Ølstuer og paa daarligere Steder. Det koster Penge, mange Penge; men Livet vil leves paa Dødens Tærskel.

Ingen forstaar, at vi faar Lov til at ligge her saa længe.

Latrinparolerne gaar: »Til Rusland mod Kerenski«! »Tilbage til Flandern!« Generalen røber, at vi skal til Champagne.

Den 9. Juli kører man atter af Sted med os. Rejsens Maal er — Sedan!

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 170

6. juni 1917. Claus Eskildsen i Flandern: “Gas! — Ga—s! — Ga—a—s!”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Mens tyskerne ventede på en engelsk offensiv omkring Ypresbuen, kom der et gas angreb mod stillingen.

Englænderne blev mere og mere livlige i Ypresbuen. Med 1 Mill. Pund Dynamit sprængte de den 6. Juni Tyskernes hele Stilling ved Wytschaete Syd for Ypres. Vi laa i Buens nordlige Del, men fik alligevel vor Part af Angrebet.

Gas! — Ga—s! — Ga—a—s!

raabtes der om Aftenen forude, hvor Vore Folk fra 11. og 12. Kompagni laa i Stillingen. Raabet sendes videre, alle Alarmindretninger tages i Brug; men for mange er det allerede Sekunder for sent. 2 Officerer og en Snes Mand segner om og er færdige med det samme.

Værre endnu er det for de 100 Mand, som vaklende søger tilbage. Man gør alt for at frelse dem og lindre deres Pine, men den ene efter den anden maa lide den grufulde, kvalfulde Død. Der ligger disse dødsdømte Stakler, uhyggeligt grønne og gule i Ansigtet. Aandenøden tager til, Ansigtet bliver blaasort, et tykt Skum staar om Munden, en modbydelig Stank breder sig. Lungerne fortæres under kvælende Hoste og frygtelig Aandenød, ingen Bevidstløshed mildner Dødskvalerne.

Gasvaabnet er Djævlens Opfindelse. Gasmord er Grusomhed i Renkultur, værre end naar man lagde Strikken om Halsen paa Ofret og langsomt, langsomt lang—somt trak til. Derfor blev Gassen denne Krigs Yndlingsvaaben.

Vort 12. Kompagni mistede denne Aften to Tredjedele af sine Frontfolk. — De frelste Kammerater saa ikke mere Foraaret i Flandern. Mens Tropperne forude ødelagdes uden Nytte — det store engelske Angreb begyndte først halvanden Maaned senere — laa Stabens Skrivestue smukt, hyggeligt, hjemligt gemt i et lille straatækt Hus i Landsbyen Stadendreef.

Her var frodige Marker og løvtunge Træer, Svalereder under Taget og Lærkesang over Engene.

Men det vil snart være forbi.

Den 24. Juni skyder Englænderne for første Gang under Krigen ind i den lille Idyl.

Dagen efter afstaar vi Stillingen til Sachsere. Man kunde nok se, at Divisionen efter de haarde Kampe ved Lens og de hvileløse Uger her i Flandern ikke var modstandsdygtig nok til at blive paa saa udsat en Post.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 168-9

3. juni 1917. Claus Eskildsen: “Ludendorff mente, at Offensiven kom straks”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter hans division var vendt tilbage til fronten, i Flandern, blev de kaldt frem til forstærkning, da General Erich Ludendorff var sikker på at en engelsk modoffensiv var undervejs.

Ludendorff indrømmer i sine Krigserindringer, at han for en Gangs Skyld har forregnet sig. Den store fransk-engelske Foraarsoffensiv, der skulde bringe Afgørelsen, er strandet.

Den har efterladt dyb Skuffelse og Kampuvilje i de franske Rækker, men den sejge Englænder giver ikke op. Han tager fat alene, naturligvis i Flandern. Forberedelserne kunde ikke skjules for Tyskerne.

Men Ludendorff mente, at Offensiven kom straks, og derfor blev sammen med flere andre ogsaa vor Division skudt ind til Forstærkning. De tyske Hærføreres Nervøsitet sled hurtigt Troppernes Kampkraft op.

Allerede den første Nat alarmeredes hele Linien, og Hvilebataillonen maatte ligge forude. Som dette første Døgn blev de følgende Uger. Det var næsten værre at være Hvilebataillon end Kampbataillon.

De faa Uger i Flandern kostede Regimentet 300 døde og Saarede, men 600 syge, fordi Tropperne altid laa alarmerede, uden Ly mod Vind og Vejr.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 168

27. maj 1917. Claus Eskildsen: “De kendte ikke Krigen, disse prægtige Idealister”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter 10 dages hvile i Flandern gik turen til Langemarck.

10 Dage ligger Regimentet »som Grænseværn« her bagved i dybeste Fred. Saa er denne Ferie forbi.

Første Pinsedag, den 27. Maj, — Transporten foregaar selvfølgelig igen paa en højhellig Dag — overtager Regimentet et Afsnit ved Langemarck i den berømte Ypres-Bue.

Langemarck!

Her var det, at de unge frivillige i Efteraaret 1914 med Ild i Hjertet og Glans i Øjet og »Deutschland über alles« paa Læberne i tætte Flokke stormede frem mod de engelske Skyttegrave. Her var det, at de lod sig meje ned af de engelske Maskingeværer, alle disse Studenter og Seminarister, Blomsten af Tysklands Ungdom.

De levede i Drømmen om, at Heltemod kunde hidtvinge Sejren, at de som en anden Winkelried kunde bane en Vej gennem Fjendens Mur.

De kendte ikke Krigen, disse prægtige Idealister, mine Rekrutter fra August 1914!— Ved Langemarck ligger nu i Støv og Aske de mange Tusinder, der var deres Forældres Stolthed og Haab, der efter Naturens Lov skulde have været deres Folks Lærere og Førere gennem den kommende Tid. 

Græsset gror paa deres Grave, da Langemarck for os ikke mere blot bliver et Navn, men Virkelighed. Hvad skal vi her?

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 167-8