Tag-arkiv: Tyrkiet

Krigens forløb

1. marts 1918 – Milert Schulz: “Ja in der Tÿrkie wer hatte das früher gedacht, dass man in seinem Leben mal nach der Tÿrkie kommen solllte.”

Skriv en kommentar

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien og videre til Konstantinopel i 1918.

Den 1.3.18.

Meine lieben Eltern und Geschw.

Für erhaltenen Brief von Olga u. Didde meinen besten Dank. Ebenfalls habe ich gestern ein Paket mit Kuchen dankend erhalten. Wenn’s geht liebe Mutter schicke mir auch dann u. wann mal etwas zum schmieren. Ihr habt wohl auf diesen Brief gewartet, aber vorläufig wisst Ihr ja auch, dass ich noch nicht in Gefahr bin was auch noch immerhin eine Zeitlang dauern wird. Wir liegen immernoch in dieser Stadt aber wie ich gehört habe wird es wohl bald los gehen nach K. Es werden aber noch immerhin 8-10 Tage vergehen eher wir fortkommen. Ich habe es ja noch immer recht gut hier und bin auch gesund und munter. Etwas dicker bin ich auch geworden, der Kopf ist auch nicht mehr so spitz wie damals. Wir machen aber jeden Tag Dienst mit, ist ja auch nicht so schlimm den 27.2. haben wir Zar Ferdinand den König von Bulgarien sein Geburtstag gefeiert.

Wir hatten natürlich dienstfrei den ganzen Tag. Die Feier der Bulg. Soldaten u. Befölkerung war ganz interessant anzusehen. Nach der Ansprache eines Popes (Pfarrer) und des Bürgermeisters fing die Zigeunermusik an zu spielen und denn wurde den ganzen Tag getanzt. Wie die Leute hier tanzen habe ich Euch ja schon mal früher geschrieben. Abend waren wir denn mit einigen Kameraden im Hotel und haben dort eine Portion “Swiesko” gegessen zu 2.40 MK. das hat uns natürlich ganz gut geschmeckt. Hier kann man ja noch allerhand kaufen aber so furchtbar teuer.

Wie die Leute hier sagen soll es in der Tÿrkie billiger sein. Ja in der Tÿrkie wer hatte das früher gedacht, dass man in seinem Leben mal nach der Tÿrkie kommen solllte. Wenn Ihr eine Landkarte von der Tÿrkie und Palästina habt dann konnt ihr ja immer verfolgen wo ich stecke. Wenn wir zur Front fahren dann wird es sich in Aleppo entscheiden wo wir hinkommen ob nach Palästina oder Mesopotamien. Aleppo liegt nörd. von Damaskus. Das ist ja ein schönes Ende von der Heimat aber nach Hause finden wird man schon. So Gott will hoffe ich im Mai oder Juni auf Urlaub zu komme. Nun werden wir ja sehen. Hier haben wir jetzt schönes Wetter jeden tag. Morgen ist denn wieder Sontag, könnte man denn so ein bischen auf Sonntagsurlaub fahren.

Sie denn für diesmal alle recht herzl. Gegrüsst von mir Euer Sohn u. Bruder

Milert.       

(Breve i privateje)

Ikke kategoriseret

14. oktober 1917 – Mathias Damm: ” Forleden søgte de Folk til Tyrkiet”

Skriv en kommentar

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der efteråret 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

Søndag den 14. Oktober 17.

Kære Søster!
Mange Tak for Dit Kort. Jeg modtog igaar. Jeg har det stadig, men en saadan deilig Søndag morgen længes jeg dog efter Hjemmet. Gid det maatte faa en Ende med dette Myrderi inden Foraar. Jeg er led paa det hele, og især her ved dette Regiment. Forleden søgte de Folk til Tyrkiet. Jeg havde den største Lyst til at melde mig, men saa var Moder vist bleven ulykkelig, skønt man kan ligesaa godt blive truffen her som der, og her har jeg længst havt Næsen fuld, skønt det ikke er ringere end ved 3 Komp. Til Stosstrup er man god, men bagefter vide de ikke, om man overhovedet eksisterer.

Nu faar vi atter, som jeg nok kunde tænke mig, mindre Brød. Nu har de jo ogsaa faaet, hvad de vilde og saa lønner det sig ikke at fede os. Jeg har i de sidste 14 Dage havt godt med en lille Pose Mel (2/4 Pund) som jeg fik at købe ved Komp. Jeg har bagt Pandekager og rørt noget i Maden, naar den var for tynd og kogt det op, saa det sommetider kunde gøres nødig at have en Spedspade til at skære af med, men det staar da i alfald i Maven. Nu er det ogsaa snart opbrugt.

Der er idag Gudstjeneste. Jeg har snart Angst at gaa hen, thi jeg har Gigt i Hovedet og Tænderne, og naar man kommer derhen og staa i Blæsten, bliver det vist helt forrykt. Det gaar vist saadan, at man bliver tandløs som en Oldemoder fra 1870 inden man engang kommer hjem. Jeg har nu faaet tre ud det sidste Aar. Og der gaar vist en mere i Vinter. Den begynder at gaa itu.

Solen skinner ellers saa deilig idag, men her er det en snart ligegyldig, blot det er godt Veir naar man arbeider. Man ved snart ikke, hvad man skal drive den lange Søndag hen med. Maatte dette elendige Myrderi dog snart faa en Ende. Saa vidste man da, hvad man skulde fordrive en Søndag med. Jeg kan ikke forstaa at nogle kunne være saa dumme at blive ved Militæret. Jeg kunde gøre Luftsving til Maanen, den Dag jeg kan hugge af. Jeg ynker heller ingen, som er falden 14. Heller ikke C.S. Han har da Ro. Hvad har jeg ud af de 2lA Aars Slæb og Fam. Dengang havde jeg ordentlige Klæder, nu har jeg Pjalter og Panjestøvler. Det er det hele. Dengang var man heller ikke saa led paa det hele, thi jeg skulde jo dog spille Soldat. Nu gaar man her og slider i 2 1/4  Aar og Sundheden og de bedste Ungdomsaar er borte og man har intet havt deraf. Man har blot set en Hob af Elendighed og Uretfærdighed, Og saa skal man endnu have Lyst til at slaas. Nu har jeg vrøvlet nok dennegang.

Mange Hilsner sendes eder alle derhjemme af Din Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.113)

Krigens forløb

12. maj 1916. ”… saa maa vi omlades paa feltbanen før turen gaar over ”Amanus-bjerget.”

Skriv en kommentar

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten. Han deltog i et 150 mand stort ekspeditionskorps, bestående af et antal maskingeværbataljoner, som den 21. marts blev sendt til Mellemøsten.

Den 29. april gaar turen videre, fuldbanen gaar kun 2. km. saa maa vi omlades paa feltbanen før turen gaar over “Amanus-bjerget”. Vi er 6 mand som skal ledsage toget, det øvrige mandskab skal til fods over bjerget. Der er tre tog lige efter hinanden, vi kører nu i zik-zak opad bjerget, først til den ene side, saa blir der skiftet spor, saa tilbage paa et andet spor, og saadan bliver de ved indtil vi naar bjergets top og nede i dalen kan vi skimte stationen, men det ser ogsaa kunstigt ud naar man ser det ene tog efter det andet kravle opad bjergsiderne. 

Nu skal vi gennem en tunnel paa 4,9 km. Den er lige færdig bygget saadan at kipvognstogene kan køre igennem. Vi har tre timers ophold i midten. Først da vi kommer ind i tunellen er der skrækkeligt koldt, der bliver luften saa klam og trykkende, og der er en larm fra presluftborene, og desuden helt mørkt. I det fjerne ser vi arbejderne med deres lygter i haanden i travlt arbejde.

Det er tyske ingeniører der leder arbejdet, de sagde at de aldrig nogen sinde havde arbejdet i saa haard en stenmasse som her, de brugte ikke nogen afstivning. 

Vi skulle vente til de havde kipvognerne fyldt, vi befandt os nu 800 m. under jorden, men omsider kørte vi videre, men vi var kun lige kommet 1 km. bort før de sprængte igen, det var som hele bjerget skulle falde sammen om os, kl. 6. aften kom vi ud paa den anden side af tunellen. Men vi fryser og vi er helt skidt tilpas af den luft inde i tunellen.

Vi har endnu et par timers kørsel inden vi naar fuldbanesporet. Lokomotiverne spyr gnister de fyrer nemlig med træ. Gnisterne staar ud af skorstenene som et rigtigt fyrværkeri og breder sig i en stor omkreds, saa der gaar imellem ild i vore sager og vort tøj. 

Naar toget holder for at faa vand pas lokomotiverne skal vi skynde os at overhælde præsenningerne med vand, og vores teltbane skal vi ogsaa have dyppet i vandet, for det skal vi sidde med over hovedet under kørslen, for der flyver gnister saa store som fingerender og de tænder med det samme.

Ulykker sker der ogsaa her, for et par dage siden løb en kipvogn løbsk nedad skraaningen og enden blev at den løb af sporet og manden blev slynget 20 m. bort, et par dage efter var han død. Et lokomotiv var ogsaa løbet af skinnerne og styrtet ned i en afgrund, dets to ledsager var død paa stedet. 

I “Kotbatsche” gør vi holdt, herfra gaar fuldbanen videre. Idag har vi den 1. maj. Vi har bygget vor teltlejr højt oppe paa bjergerne, saa det var et besværligt arbejde at bringe sagerne derop.

Vi skal nemlig være lidt forsigtig, for her er sump og det er her muskittomyggerne holder til, og det er dem der medbringer malariasygdommen, den er stærkt udbredt i denne egn. Vi sover under moskittonettet hver nat. Vi tager ogsaa Chinin to tabletter to gange om ugen, det er noget modbydeligt skidt, man har en led smag i munden hele dagen, men det er jo bedre at forebygge end at helbrede. 

Om dagen strejfer vi rundt i bjergerne og i en bæk som løber forbi lejren tager vi os et forfriskende bad hver dag. Den 11. gaar turen videre, vest for Aleppo deler banen sig, den ene gaar over Aleppo og mod syd ned gennem Palastina, vi bøjer af mod nordøst. 

Den 12. Maj kører vi over floden “Eufrat”.

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)

Krigens forløb

29. april 1916. “Vi skal gennem det “Cilisiske Pas”, et storslaaet syn”.

Skriv en kommentar

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten. Han blev indkaldt den 5. februar 1915 til Füsilierregiment 86 i Flensborg, men overflyttes til uddannelse af rekrutter i Aabenraa. I august 1915 blever han herfra sendt til østfronten og overflyttes til Regiment 91. På grund af sygdom tilbringer Heinrich Jessen slutningen af 1915 på forskellige lazaretter og rekonvalecenssteder i Tyskland. Efter en kort juleorlov fik han besked på at melde sig til en maskingeværbataljon i Schneren. Heinrich Jessen bliver overført til et 150 mand stort ekspeditionskorps, bestående af et antal maskingeværbataljoner, som den 21. Marts bliver sendt til Mellemøsten.

Den 12. april gaar turen videre. Vi kører nu i pakvognen, vi vil jo helst være fri for at være sammen med tyrkerne i personvognene. I pakvognen har vi rigelig plads og vi har vores feltsenge med madras og dækkener, saa vi sover udmærket om natten. Vi skal jo ogsaa have plads, at vi kan koge lidt mad for vi skal jo selv sørge for forplejningen.

Hver mand har jo sine kogegrejer, saasom primus, paner, gryde og hvad der ellers hører til. Forplejningspenge faar vi udbetalt samtidigt med lønningen, jeg har 7,30 mark pr. dag. Lønningspengene faar vi i papir, men det øvrige skal vi jo ha’ udbetalt i klingende mønt, enten i guld, sølv eller nikkel, for ørkenbeboerne er nemlig saa kloge at de ikke tager imod papirpenge, for dem faar vi ingen ting.

I førstningen var det jo om at faa kendskab til pengene. Et tyrkisk pund er lig 100 plaster, eller gruss som tyrkerne si’r, en piaster er lig 40 para eller fire metalik, hver paa ti para, saa har de en medschedi lig tyve piaster, en sølvmønt lig de store fem mark for et tyrkisk pund.

Hele togpersonalet er tyrkisk, kun lokomotivføreren er tysk. Vi kører nu langs kysten af Marmarahavet, ind gennem fastlandet. I løbet af 15 minutter passerer vi 9 tunneller, paa omtrent 100 m. længde. Så er vi i “Eskesche-Hir”, her strømmer varme kilder ud af jorden, og vandet løber langs grøfterne og er 35 gr. varmt. Den 14. er vi i ”Konia”, her ser man storesletter omgivet af høje bjerge, paa deres top ligger endnu sne, men vi befinder os ogsaa omtrent 1000 m. over havet. Nu gaar det nedad hele tiden.

Lørdag d. 15. april er vi i”Bonzanti” ved foden af ”Taurus-bjerget”. Banen gaar ikke videre, vi skal nu med lastautomobiler over “Taurus-Bjerget”, der er 4,500 m højt. Vejen har en længde af 70 km. og den er bygget i korsfarertiden, den er udhugget langs bjergsiderne og er sommesteder ikke bredere end 4 – 5 m., paa den ene side høje klipper og paa den anden dybe kløfter. Snart gaar det stejlt opad, saa om et kort hjørne, saa lige stejlt ned igen. Det gyser næsten i een naar man ser ned i de svimlende afgrunde, de kan somme steder være 6 – 700 m, dybe.

Vi skal gennem det “Cilisiske Pas”, et storslaaet syn. Passet er maaske 50 m. bred, vejen 5 m. og ved siden af en rivende bjergstrøm og paa begge sider 5 – 600 m. høje stenklipper, som gaar lodret i vejret. Hele turen tar 1½ dag, oppe paa bjerget er der en hel lastautopark, den er paa 600 biler, der gør vi nu holdt for natten og næste morgen gaar turen den anden vej nedad bjerget til byen “Kylek-Bogas”, som ligger nordlig for “Tarsus”, Her gaar jernbanen igen, vi har en 7 timers kørsel, saa kommer vi til byen “Marmaura”.

Det er ubestemt hvornaar det gaar videre. Man kan ogsaa nok mærke at man nærmer sig de varme lande, for om dagen er det en hede hernede i dalen, skønt paa bjergerne ligger der endnu høj sne. Vi bygger os nu en teltlejr og vi er ude at bade hver dag i floden som løber forbi lejren.

Den 27. april er vi paa udflugt til “Tubrakale”, det er en gammel armenisk ridderborg, den er bygget omkring det 12. aarhundrede, af dens høje murer er der kun ruinerne tilbage, men det maa have været et besværligt arbejde at bære materialet op paa bjergets top for vi taber snart vejret for at naa toppen, men idag har vi ogsaa 50 gr. varme. Der er en storslaaet udsigt heroppe fra, paa den ene side “Taurusbjerget”, paa den side “Amanusbjerget” og i sydvest kan man skimte middelhavet. Men ikke en by, ikke et hus, kun hist og her en lerhytte i det fjerne. Vi kommer forbi et vandhul, der vrimler det af skildpadder ellers ser vi sjældent nogen dyr.

Den 29. april går turen videre.

Den 12. Maj hører vi mere.

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)

Nyheder

31. januar 1916. Makedonien: Dovne mænd og undertrykte kvinder

2 kommentarer

Sønderjyden “H” blev forbløffet og vred over sæd og skik, da han mødte serbere og muslimer i Makedonien.

Fra Makedonien.

Den 31. Januar 1916.

Kære Mor, Søster og Helga!

Ja, det er jo et stort Ark, jeg nu begynder paa, det er ikke fordi jeg netop har saa meget at skrive om — den ene Dag gaar jo næsten som den anden. Og dog er der mere Afveksling i Vinter.

Sidste Vinter var vi længere paa Stedet og var ogsaa mere direkte inde under Krigstummelen; men havde dog ellers en rigtig god Tid. Vi havde elektrisk Lys, gode Stalde, varme og lyse Opholdsrum, og Befolkningen lignede jo da dem, vi før var vante til at omgaas. Naturen og Klimaet var ogsaa mere hjemligt der end hernede.

Her fører vi mere et omvandrende Rejseliv, er ude paa en lang Rejse, faar meget at se; det er ikke saa meget, i hvert Tilfælde direkte Krig, vi mærker, ja heller ikke dens Følger. Den lange Tur her ind gennem Passet mellem Leskovac og Kumanovc var en meget interessant Tur, og den var heller ikke saa vanskelig, da vi havde nogenlunde godt Vejr.

Men I kan tro, det var en Snævring, og mange Steder var Vejen bundløs. Jeg skriver Vejen, for der er kun denne Vej langs med Moravaens Bred ud og ind mellem Bjergene eller Bjergkæderne. Jævnsides med Vejen gaar Jernbanen, men hvor Floden slaar en stor Bugt, der gaar Jernvejen lige gennem Bjerget gennem lange Tunneller. Vi derimod sneglede videre om ad med Floden.

Vældig var Naturen mange Steder, særlig hvor Snævringen var saa smal, at Klipper til en Højde af 1500-2000 Meter ragede lige op og ned og Klippeblokke højt oppe hang ud over Vejen, og Floden dybt nede brusede og skummede. Saa kunde der, naar vi kom om et Klippehjørne, komme en lille fri Plads, hvor Bjergene gav mere Plads til de Vejfarende; de skarpe Kanter og de stejle Spidser tog af, Bjergene blev rundkuplede — opad deres Sider stod Bøgetræer med gult Løv og op rundt om de smaa graa Huse.

Alle Vegne, nede og oppe, kunde vi høre baade Barnegraad og Latter. Cigaretrygende Mænd, dovne og dasende, stod der overalt og saa paa os. Gamle og unge Kvinder var altid i Gang, tit bærende tunge Byrder og ved strengt Arbejde. Højt oppe paa Bankens Top mange Steder en Kirke, ikke særlig køn, og Kirkegaarden uden om. Kirkegaarden var tydeligt at se; der stod de mange hvide Sten, høje og lave, men de hælder baade frem og tilbage — der er slet ingen Orden — der kan være noget saa trist over en serbisk Kirkegaard.

I det hele taget, hvor har jeg dog set mange triste Kirkegaarde rundt om, hvor vi har været.

Efter at vi var komne ned til Flodbredden igen og Vejen atter begyndte at stige, ja, saa kunde det komme saadan, at den gik lige op over et Bjerg. Saa gjordes der Holdt — der toges Afstand — Hestene kradsede saa smaat af op ad den stejle Vej, og Kusken, ja, vi alle, haabede jo, naar vi kom derop, saa kom Udsigten, saa fik vi mere Luft. Men nej, der bag ved var der endnu højere Bjerge; saa ned igen, ned til Flodbredden, og saadan Gentagelse efter Gentagelse. Dog altid andre Former, men bestandig under denne indespærrede Fornemmelse.

Først efter fire Dages Kørsel slap vi ud, jeg havde nær sagt, saa vi Land foran os, men dog længst ude omgivet af høje Bjerge — at det var Bjerge kunde man se, for de stod som en hvid takket Mur rundt om Landet foran os.

Nu er vi saa inde i Makedonien. Der er mere fladt her, det vil sige, der er Bjerge nok, men de trækker sig da mere beskedent tilbage her. Den By, vi nu har boet i i 6 Dage, men som vi forlader i Morgen, er beboet af Tyrkere — derfor mohamedansk i Sæd og Skik.

Vi kunde slet ikke forstaa, hvad der var i Vejen, da Byen var kvindetom; vi saa slet ingen. For det er jo nu da saadan alligevel hernede ogsaa, at der mangler noget, naar man ikke ser dem.

Lille Børn, naar man nu tænker, at de f. Eks. i Danmark har Valgret, er ligestillede med Mændene, hvilken skrigende Modsætning hernede. Ja, hvor er de dog langt tilbage.

Man maa undre sig over, at det er muligt, det som jeg saa i Formiddags, da jeg gik forbi et Hus, hvor en Kvinde ikke kunde komme hurtigt nok ind, som det sig hør og bør, at Manden da slog hende, fordi hun havde ladet sig se. Men hun tog roligt imod den knaldende Lussing, som hendes egen Mand gav hende, og for­ svandt ind ad Døren. De maa kun lade deres Ansigt se af deres egen Mand.

Hvor kan man blive ilter og rigtig gal i Hovedet ved at gaa og se paa disse dovne Mandfolk hernede, altid rygende paa en selvlavet Cigaret; de bestiller ingenting, alt ligger øde og forsømt, hulter til bulter, skident og usselt er alt.

Rundt om de forskellige Hjem er der Raalerstensmure eller Kampestensmure. Hist og her er der faldet et Stykke af disse ned, men nej, den Skade bødes der ikke paa, saa løber de hen over Brokkerne. Der kan de springe rundt fra Sten til Sten, saa slipper de paa det Sted at gaa i Dynd til Knoklerne i denne Tid. Naar først Sommeren kommer, kan det blive tørt nok.

Det skal være meget varmt hernede. Forresten er Tyrken rigtig flink imod os. Han klapper os paa Skuldrene — det gjorde vor her, og sagde saadan noget som, at Germanerne og Mohamedanerne — Tyrkerne — saa slog han ud med Armene — „Vi er jo fælles om den store Sag“.

I Morgen begynder vi saa paa en tre Dages March, og standser vel saa nedad ved Veles et Sted. Her er Omgivelserne saa mærkeligt ørkenagtige. Træer er der næsten ingen af. Dovne Mænd, Drengebørn, Æsler og en Masse Hunde, det er det meste Levende, vi ser. Ja Faar. Men det allerkønneste er nu Bjerggeden — den er dejlig — den har en Rejsning som en Hest og er kobberrød, et nydeligt Dyr.

Her ser man ofte det Billede, at der kommer en cigaretrygende Tyrk slentrende, drivende foran sig 2—3—4—5 langørede luntende Æsler med fuld Oppakning af alt muligt, havde jeg nær sagt: Skind, Huder, Klude, Ben og Mastetræer. Naa, det sidste kan de jo selvfølgelig ikke have mange paa Lager af. Men hvad de har paa Lager, det er Tobaksblade. Der avles en Masse Tobak, hvilket ogsaa er tilfældet her i Byen.

Fra Donau og hernedad bager de alle deres Brød paa følgende Maade: Ildstedet er altid midt paa Gulvet. Majsen — det er altid Majsbrød — er finmalet. Vand hentes i en Krukke, aldrig i en Spand. Bagetruget er et udhulet Stykke Træstamme.

Et bestemt Maal Mel og dito Vand æltes sammen. De kender ikke meget til det, der hjemme staar i Eders Kogebøger: „man tager“; der er nemlig ikke mange Slags at tage af her. Inden Dejgen røres sammen, lægges der dygtigt med Ved paa Ilden, det kender de rigtigt, det lægges løst og let paa Ilden, men saaledes, at Bagestenen kan bæres oppe, saa Veddet kan forbrænde.

Alt som det brænder, synker den cirkelrunde flade Sten længere og længere ned i Ilden, Flammerne slaar helt rundt op om den. Stenen er, som nævnt, flad med en 3—4 Centimeter høj Kant, saa der bliver en rund Flade, Fordybning, indtil 20—25 Centimeter i Flademaal. Majsmelet og Vand røres sammen, mange kommer lidt Surdejg i.

Stenen er varm, den væltes ud af Ilden, den støves lidt af med en skidden Klud — ikke altid —, der prøves med Majsmel, om den er for varm. Er den passende, det kender de selvfølgelig nøje, ja, saa hældes den flydende Dejg ned i Stenens Udhuling. Tit bruger de saa en flad Sten til at lægge over, men mange bruger en klokkeformet Jernplade.

Oven paa denne og rundt om lægger de saa den gloende Aske i en 1-2 Centimeters Bredde. Der staar saa Ovnen. Efter to Timers Forløb er Majsbrødet færdigt. Det spises helst varmt. Ikke sjældent har jeg set, at de lægger Asken direkte ned paa Dejgen, men forinden vender de Pandekagen. Denne Bagning gaar for det meste for sig to Gange om Dagen.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

Ikke kategoriseret

7. december 1915. Ribe Stiftstidende: Syd for grænsen under krigen

Skriv en kommentar

Senest ændret den 26. januar 2016 20:56

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis nord for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Om de sidste arrestationer,

som vi kortelig meddelte i går, kan vi oplyse, at partikulier Niels Beier blev anholdt på Brøns jernbanestation i fredags eftermiddags, da han stod i begreb med at tage med toget til Skærbæk.

Fru Meta Lorentzen, smedemester Lorentzens hustru, blev, som meddelt ligeledes arresteret, og umiddelbart herefter blev hele huset grundigt gennemsøgt af en politibetjent og 2 kriminalbetjente, der medtog alt, hvad der fandtes af breve.

Tyrkisk flag fra tysk kirke?

En rejsende, der for nylig var i Flensborg, beretter, at han til sin store forundring så et tyrkisk flag vaje fra – Frue Kirke!

Mange indkaldelser

er de sidste dage sket på Vesteregnen.

Manglen af kobber

til krigsbrug ses nu også i Åbenrå, hvor kobbertaget på ”Folkehjemmet” er pillet af, ligesom man er gået i lag med kirketårnets tag.

Begrænsning af kagebagning

Efter hvad Berlinbladet ”Tägliche Rundschau” meddeler, vil det med det første blive bestemt, om julebagningen skal indskrænkes i år.

Mere hvedemel i december

Rigskornkontoret i Berlin har for december måned forhøjet procenten af hvedemel ved melleveringen, så der vil blive udleveret halvt hvedemel og halvt rugmel. Blandingen er gået ned fra 70:30 til 60:40 og vil nu blive 50:50.

Lysene til juletræet

I ”Berliner Tageblatt” skrives, at folk har frygtet for, at knapheden på talg skulle have manglen på julelys til følge. Bladet oplyser, at denne frygt er ugrundet. Der har slet ikke været tænkt på at indskrænke julelysenes antal ved noget som helst forbud. Bladet opfordrer dog til ikke at ødsle med julelysene.

Beslaglæggelse af lapper af knyttede og strikkede varer

Den 1. december trådte en forordning i kraft vedrørende beslaglæggelse, salg og forarbejdelse af uldne og halvuldne lapper af knyttede og strikkede varer og af det, der falder af ved fremstillingen af sådanne.

Krigens forløb, Nyheder

14. juli 1914. Russisk gesandt død. Serberne sørger. Altyske aviser skadefro.

Skriv en kommentar

Senest ændret den 27. januar 2016 11:31

Haderslev-avisen “Modersmaalet” kommenterer begivenhederne på Balkan:

Tysk Skadefryd over en politisk Modstanders Død.

Selv de mest ansete tyske Blade kan ikke undertrykke den Følelse af Lettelse, som Budskabet om den russiske Gesandt v. Hartvigs pludselige Død i det østerrig-ungarnske Gesandtskabshotel i Belgrad Fredag Aften har fremkaldt, ja der gives endog enkelte fremtrædende først og fremmest altyske Blade, der ikke kan dølge deres Skadefryd over, at ”en af Østerrig-Ungarns og dets Balkanpolitiks forbitreste Modstandere” er kaldt bort saa hurtig og paa et saa kritisk Tidspunkt.

Før v. Hartvig blev russisk Sendemand i Belgrad, var han Ruslands Repræsentant i Teheran. Ruslands held i de senere Aar i dets Balkanpolitik – man vil mindes at Rusland nu ogsaa har fortrængt den østerrigske Indflydelse i Rumænien – tilskrives særlig v. Hartvig, der gjaldt for at være en meget energisk Forkæmper for de storslaviske Ideer og Planer paa Balkan. Han skal have været den drivende Kraft ved Oprettelsen af Balkanforbundet mod Tyrkiet, og Tyskerne giver ham Skylden for de sidste Krige paa Balkan. Endvidere tilskrives det ham, at Serbien og Montenegro vil slutte sig sammen til et statsretligt og toldpolitisk Forbund, hvorved Serbien faar uhindret Adgang til Adriaterhavet, hvilket Treforbundet og særlig Østerrig-Ungarn er meget imod.

Enkelt tyske Blade sigter ham endog for at være Ophavsmand til Mordet paa det østerrig-ungarnske Tronfølgerpar, og de betragter hans pludselige Død i Gesandtskabsbygningen som Himlens hurtige Straf for hans sidste Forbrydelse. Man ser, at de tyske Blade ikke skaaner deres Modstandere efter Døden.

Det uventede Dødsfald har selvfølgelig fremkaldt Sorg ja ligefrem bestyrtelse i Serbien, man beklager v. Hartvigs Bortgang. Belgrad klædte sig i Sorg og alle serbiske Blade omtalte hans store Fortjeneste af Serbien. Lige saa langt som tyske og østerrigske Blade nedsatte v. Hartvigs Gerning, lige saa højt hævede de serbiske ham til Skyerne.

Til ”Berlingske Tidende” telegraferes fra Berlin i Lørdags blandt andet: Den tyske Presse har foretaget en karakteristisk Svingning i sin Stilling over for Serbien. Efter at man er bleven bekendt med Resultatet af Undersøgelserne i Serajevo, falder Bladene med stor Voldsomhed over Serbien, medens de hidtil er optraadte særdeles rolig.