Tag-arkiv: trommeild

15. juli 1918 – Rasmus Damm: “Der er givet Ordre til at skyde alle ned”

Rasmus H. Damm fra Storvig ved Toftlund blev indkaldt i marts 1916 og  gjorde tjeneste ved minekasterne først på østfronten og fra begyndelsen af 1918 på vestfronten.

15.7. Kl. 5,15 Morgen.

Oh, hvor er verden dog en Jammerdal. Folk rejser sig imod Folk, og Mennesker stræber hinanden efter Livet. I tusindvis har sikkert mistet livet i denne Morgenstund. Andre er bleven såret og lemlæstet, og mange, mange flere vil lide samme Skæbne før Solen går ned. Jorden er bleven et Helvede.

I Går Middag måtte jeg afsted ud i Stilling, og at det ikke er helt roligt her opdagede jeg ret hurtigt.

Et Sted lå tre dræbte Infanterister og andre lå enkeltvis langs i Graven, som jeg passerede. Fjenden har været ret hård i de sidste Dage, siges der. De har skudt livligt om Dagen, og om Natten har de lavet regelret Trommeild, ledsaget af mindre Angreb pa vore Stillinger.

Under disse Angreb er ikke så få Infanterister bleven dræbt, ikke ved Skud, men ved Ha[l]soverskæring og lignende. Og det er ikke Negre, men rigtige Franskmænd, som har forøvet det. Måske er det kun Propaganda, men vi er opfordret til at tage Hævn over Niddingerne.

Kl. 1 begyndte Trommeilden og Kl. 5 gik Infanteriet frem.

Der er givet Ordre til at skyde alle ned. Der må ikke gives Pardon hverken til Høje eller lave, hverken til Sorte eller hvide, og hverken til Mænd med Våben eller Våbenløse. Det er ikke Krig længere, det er Myrderi.

Dog tror jeg ikke at vort Infanteri vil være med til at myrde sårede eller våbenløse Fjender. De er alle trætte af Myrderiet og et Regiment blev for et par Page Siden forflyttet på Grund af Mytteri. De ville være til at holde den nuværende Stilling, men nægtede rent ud at gå med til Angreb.

Under Trommeilden skete et par Uheld. (Sligt regnes kun for Uheld under dette Massemyrderi) Vi står her i anden Grav med vore M.W., og første er 100 til 150 Meter foran os. Ovenfor denne stod en Flok Infanterister og betragtede Skydningen. Da gik en 100 kg Mine fra en af vore M.W. ned midt i Flokken, så de røg til alle sider. Straks efter begyndte de uskadte og andre Folk fra graven at hjælpe de sårede, da røg endnu en Mine ned i Flokken.

Jeg stod begge Gange og så hvad der skete og straks første Gang blev en Mand sendt hen til Afdelingen med Melding om det Skete! Anden Gang gik vor Underofficer selv derhen.

Vi troede jo, at Minekasteren havde forskubbet sig, uden at de havde bemærket det. Dette var dog ikke Tilfældet, så det må vistnok have været Drivladningerne som har svigtet. Kort efter sprang samme M.W. i Luften, da Minen slet ikke kom ud af Røret ved Affyringen enten har den Kasse Drivladninger ikke Duet, eller også har de haft Sand og Skidt i Røret.

I min Afdeling er det altid min Bestilling at bære Miner til. En Mand tager Kurven af og renser Minen med Tvist. Jeg tager den så på Skulderen, hvorefter han renser den godt forneden og under Bunden. Jeg bærer den hen til Minekasteren og når alt er klar dertil, lader jeg den glide i Røret. En Mand skruer Tændrøret på og en anden gør klar til Affyring.

Heldigvis kom der ingen til Skade af Eksplosionen, da de alle, som vi altid skal være, var gået i Dækning. Jeg var netop ved at lade en Mine glide i Røret, da Eksplosionen skete.

Der er kun ca 30 m Afstand mellem den og os, og i oprejst Stilling står vi med Hovedet ovenfor Dækning til Siderne da den opgravede Jord er lagt op foran Hullet, for at have Dækning Imod Fjenden.

Lufttrykket om mit Hovede var så voldsom, så jeg troede, at også det ville eksplodere, men det holdt. Galt er det altid sådan en Trommeild, da Ørerne bliver overpressede, så man tilsidst ikke kan skelne de enkelte Lyde og al Tale lyder bare Summen og Brummen.

Ovenpå denne Omgang er det helt galt. Det er som om der er 3-4 Atmosfærers Tryk inde i Hovedet og Hørelsen er lig Nul. Dog er jeg Klar over, at Trommehinderne har holdt, men det er mig umuligt at forstå, hvad der siges til mig. Der er et kraftig brusende Vandfald for mine Øren, jeg kan høre, at der tales, men kan ikke forstå noget af det.

Så vidt jeg kan mærke skyder Franskmændene ikke ret meget, dog kommer der af og til en Drønert, så hele Buden her ryster. Den star ellers godt, da der er godt 30 Trappetrin ned fra Gravbunden. Når det bliver lidt roligere skal vi til at rydde op her i Stillingen.

Hvordan det star til forude, ved leg ikke, da jeg ikke har Lyst til at være nysgerrig i dag.

(Rasmus Damm: Dagbogsoptegnelser fra Krigen 1914-18)

10. oktober 1917. Det er slemt for nerverne med den trommeild. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Onsdag, d. 10. okt.

Min kære Jørgen!  … Der var to breve fra dig i går, i dag ingen. Ja, jeg havde jo nok tænkt, at der var uro, der hvor du er, og i dag er Houthoulst-Skoven igen nævnt i beretningerne. Så det har måske været slemme dage igen. Det er jo bedre for dig, at du er komme til at bære forplejning ud, selv om det vel heller ikke er uden fare. Men i denne tid får vi lært at være glad og taknemlig ved lidt, for godt har du det ikke, det kan jeg nok forstå. Kunne I bare snart blive afløst. Det er da slemt for nerverne med den trommeild. Det er jo, som du siger, at vi herhjemme slet ikke kan forestille os det, men urolig for dig er jeg snart alle tider…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

 

9. oktober 1917. I Flandern: “Kl. 6 om morgenen angreb fjenden – det var franskmænd”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregimentet”, fordi usædvanligt mange sønderjyder gjorde krigstjeneste i det.

Natten til den 9. oktober sendte fjenden stærk forstyrrelsesild ned over kamp- og beredskabsterrænet. Adskillige fuldtræffere ramte beredskabsbataljonen fra regiment 58 og satte den delvist ud af spillet. Trods forstyrrelsen lykkedes med tab afløsningen af den forreste linje (III bataljon regiment 86 af III bataljon regiment 58).

Kun bataljonsstaben og 3. maskingeværkompagni var endnu oppe foran.

Da hylede en ildkraft så stor ned, at der måtte følge et angreb efter. En ulykkelig situation, ligesom i sin tid ved Moulin. Den første time efter afløsning er den svageste i forsvaret, de ny enheder har slet ikke lært forholdene at kende, deres nerver er slet ikke vænnet til de forfærdelige indtryk. Af mængden og styrken af de sidste dages fjendtlige ild kan det give et indtryk, at førerne fra III bataljon regiment 86, som skulle bringe staben for III bataljon regiment 58 til kamptroppekommandørens stilling (KTK), gik vild kun 300 meter fra dækningsrummet. De ville orientere sig efter højskoven; men denne var på to dage forsvundet. Tykke egestammer var stampet ned i sumpen.

Kl. 6 om morgenen angreb fjenden – det var franskmænd. Hans venstre angrebsgrænse var Corver-bækken, et sideløb til Steen-bækken, som løb i angrebsretningen. Nord for Corver-bækken lagde han en kraftig afskæringsild, blandet med røggranater. 58’ernes første linje blev løbet over ende, reservekompagniet ligeså.

Fjenden trængte videre frem. Han kom ind i beredskabsbataljonens zone. Denne – II bataljon af regiment 58 – var, som nævnt, allerede dagen i forvejen slemt rystet og kunne ikke yde nævneværdig modstand. Snart var fjenden nået hen foran gården Papegut, centrum for beredskabsfronten. Da standsedes hans fremrykning. Han fik i sin venstre flanke en rasende maskingeværild. Den rev nogle blodige huller i hans linjer og trykkede ham ned i kraterne.

Ilden kom fra KTK. Der havde kaptajn Brunk, fører for III bataljon fra regiment 86, løjtnant Petersen fra 3. maskingeværkompagni og nogle folk holdt ud af ansvarsfølelse, skønt de netop var blevet afløst.

Tre maskingeværer bliver bragt i stilling på bunkerens tag. De bestryger hele regimentsstillingen flankerende og trænger frem til foran 31’erne. Ved skovkanten foran Papegut bliver fjenden smidt ned i kraterne. Endnu to maskingeværer foran dækningsrummet holder alle fjender, der kommer forfra, fra livet.  Da går to nye kompagnier franskmænd frem i linje mod Papegut.  Man lader dem komme ind på 500 meter; så knitrer tre maskingeværer løs. I løbet af få sekunder bliver kompagnierne splittet ad, og så vidt som de ikke bliver ramt, søger de beskyttelse i kraterterrænet.

I løbet af eftermiddagen tilkæmpes ildoverlegenheden fra de indsatte fjendtlige maskingeværer. De tre maskingeværer affyrede på denne dag 16.000 skud!

Så vidt havde fronten hjulpet sig selv. Fjendens yderligere fremrykning blev opholdt af reserverne. Kl. 12 om middagen trådte kaptajn Bade an til modangreb med II bataljon. Han besatte den omtrentlige linje mellem KTK og Papegut. Også infanteripionerkompagniet og fjerde delingerne blev mobiliseret.

Disse spredte sig ind i II bataljon, infanteripionerkompagniet forlængede mod venstre. Kl. 6 om aftenen indtraf også løjtnant Hasselmann med sin minekasterenhed. Han var uden ordre brudt op bag fra og forlængede med sine folk linjen længere mod venstre.

Bataljonen led om aftenen kl. 8 under fornyet beskydning svære tab og blev til dels splittet ad. Den blev nu forstærket med to kompagnier 46’ere, som var stillet til rådighed for regimentet. Således kunne linjen KTK. – Mangelare holdes med en tilbagebøjet venstre fløj.

Fra disse kampe bør nævnes en episode, der viser, hvor højt mandsmod og beslutsomhed skal vurderes, selv i et materielslag.  Den sidste deling af 10. kompagni var om morgenen en 9. oktober blevet afløst og på tilbagemarch. Så satte det ind med beskydning, delingen kom ind i den tætteste spærreild. Som ved et under når de en betonbunker i Draibank og forefinder der andre folk fra III bataljon. I alt er der med føreren for 10. kompagni løjtnant Becker 15 mand.

Fra Draibank iagttager de gennem røg og tåge franskmændenes fremrykning på deres venstre flanke. De sender deres kugler ind i fjendens flanke, men kan kun forsinke hans fremrykning, ikke standse den. De må se på, at den store minekasterbunker bliver taget og besætningen – det var 58’ere – bliver ført bort. Så forsvandt en del af angriberne ind i betonklodsen, mens en anden bølge rykkede videre frem.

Nu modnedes hos løjtnant Becker beslutningen om at rydde den rede. Det støttede ham i beslutningen, at bunkeren kun havde åbninger fortil og bagtil. Således gik den lille skare med utrolig dristighed løs på bunkeren. De nåede til en side uden åbninger, fra hvis bagvæg geværer stak ud. Lynhurtigt stormer de om hjørnet; den franske post fyrer, men fejler og bliver slået ned. 86’erne trænger ind i bunkeren.

Et vildt håndgemæng udspiller sig. Skrig, skud og håndgranater. Dækningsrummets og nabogravens talrige besætninger bliver enten nedkæmpet eller flygter; resten, syv mand, bliver taget til fange. På tysk side falder én mand og to bliver såret. I rummene befandt sig endnu nogle tyske sårede. To gang forsøgte fjenden igen at sætte sig i besiddels af dækningsrummene, to gange afviste den lille skare fjenden med betragtelige tab for ham.

Kl. 2½ om eftermiddagen sendte løjtnant Becker en melding til KTK med anmodning om støtte. Ordonnansen, der med stort besvær og smidighed kæmpede sig igennem, bragte den besked tilbage, at der ikke var mandskab til rådighed, og at de selv måtte sørge for at komme tilbage.

Det var nedslående; ikke så meget fordi besætningen var bekymret for deres egen skæbne, som fordi den sidste mulighed for at vende slagets gang på dét regimentsafsnit dermed forsvandt. Disse to store dækningsrum ville sammen med dem i Draibank have kunnet rumme adskillige kompagnier, havde kunnet være kernen i en modstand af udslagsgivende betydning. Det var ikke mere muligt.

Besætningen måtte nu se, hvordan den kunne slå sig igennem; at blive ville have været vanvittigt. For et planmæssigt angreb på denne rede i ryggen på fjenden ville kun være et spørgsmål om tid. Således besluttede man sig til at slå sig igennem. De sårede måtte man med tungt hjerte lade blive tilbage; men de tilfangetagne tog man med og det som skjold. Efter at det var betydet dem, at ethvert flugtforsøg ville blive besvaret med de skarpeste midler, lod man franskmændene med hænderne i vejret danne en kreds om det lille mandskab; så gik det ellers tilbage gennem Flandern-mudderet.

Det fantastiske foretagende lykkedes. Den franske skyttelinje gjorde respektfuld plads. Uforstyrret også af det tyske artilleri og infanteri ankom denne blandede formation til Draibank. Dér befandt sig endnu et maskingevær, som kunne holde franskmændene, der fulgte i nogen afstand, i skak. Velbeholden nåede denne sælsomme trop til regimentets kampledelse i Houthulster-skoven, hvor man allerede havde opgivet folkene.

En helt anden opgave end de andre bataljoner tilfaldt I bataljon. Efter at den allerede den 7. og 8. oktober var blevet alarmeret og trukket frem, men ikke indsat, blev den den 9. oktober underlagt infanteriregiment 85. Om middagen trådte bataljonen an til modangreb langs banen Staden-Langemark. Den stødte på fjendens første bølge, gik i stilling og fordelte reserverne. Så gik den videre frem, kastede trods skarp flankeild fjenden tilbage til banegården Poelcapelle.

Om aftenen stødte den endnu længere frem sammen med fremrykkende bataljoner fra venstre. Men i mørket opstod der almindelig forvirring og blanding af enhederne. Risikoen for gensidig beskydning var stor; derfor gik bataljonen tilbage på højde med banegården Poelcapelle lige som de tilstødende enheder.

Fra: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

2. juli 1917. Frelst af en højere magt – eller tilfældet?

Anders Hansen, Gammelby pr. Visby, fortæller om en episode på Østfronten

En højere Magt frelste mit Liv

Vi havde ligget en kort Tid i Rostilling i Brygge og Omegn; men i Maj 1917 kom vor Division til Østfronten. Her afløste vi en tyrkisk Division i Omegnen af Brzezany (Galizien).

En tidlig Morgen i Begyndelsen af Juli aabnede Russerne et mægtigt Bombardement paa vor Stilling. Det var med Skyts af svært Kaliber. Bombardementet var næsten mere voldsomt, end vi havde oplevet det paa Vestfronten.

Vi havde dog en godt udbygget Stilling med gode Skulderværn og anbragte os med fire Mand imellem hvert.

Artilleriilden satte ind ved den Tid, da der skulde hentes Kaffe og Brød ved Feltkøkkenet. Dette befandt sig en ti Minutters Gang længere tilbage i Skoven. Vi skiftedes til at gaa to Mand af hver Gruppe.

Det var ikke min Tur den Morgen; men den Kammerat, der skulde med, vilde hellere blive i Skyttegraven. Jeg gik derfor med i hans Sted.

Det blev ingen Spadseretur som paa en god Chaussé, for vi maatte løbe fra det ene Granathul til det andet, og rundt omkring os eksploderede Granaterne. Da vi endelig naaede op i Skoven, var Køkkenpersonalet deserteret og havde efterladt Gullaschkanonen til sin egen Skæbne.

Vi fik i en Fart Kogekarrene fyldt, snappede et Par Brød, og saa gik det frem igen; men — da var Skyttegraven blevet forvandlet til store Granathuller.

Vi løb hen i en Understand, som endnu var i Behold, og som var forsynet med to Nedgange. Mens vi opholdt os dernede, fortalte en Kammerat, der havde staaet paa den anden Side af det Skulderværn, hvor jeg havde staaet, at det var i allersidste Øjeblik, jeg var kommet derfra. Nogle faa Sekunder efter at jeg var gaaet bort, slog en Granat ned umiddelbart foran Skyttegraven og væltede Jorden over paa de fire Mand, som havde deres Plads der. Hvis jeg var blevet der, vilde min Livsbane altsaa være endt der.

Det varede ikke længe, før det ogsaa begyndte at blive kritisk nede i Understanden. En Granat slog ned ved Siden af den ene Nedgang og lukkede den. Nu var det nok paa Tide at komme derfra. Det var imidlertid ikke helt fornøjeligt at sidde uvirksom i saadan en Jordhule og i Blinde vente paa, at ens Lod bliver udtrukket i det store Lotteri.

Efter et Par Timers Trommeild gik Russerne i Kompagnikolonner frem mod vor Stilling. Det tyske Artilleri tav, men der var et Maskingevær i vort Kompagniafsnit, som ryddede svært op i Russernes Rækker. Moskoviterne kom alligevel ind i vor Stilling, og vi maatte trække os tilbage til en længere bagud liggende Stilling.

Da vi nu i samme Øjeblik fik Forstærkning af Stødtropper, blev Russerne efter en kort, men haard Kamp kastet tilbage til deres Udgangsstillinger.

Derefter faldt der mere Ro over Fronten. Denne lyse Sommerdag blev for vort 150 Mand stærke Kompagni en sort Dag. Det blev næsten halveret. Selv i Sommeslagets Inferno, hvor Bataillonen var indsat en fjorten Dages Tid i Juli 1916, havde vort Kompagni kun et Tab af nogle faa Mand.

DSK-årbøger 1951

27. september 1916 – Otto Iversen: “anstrengende tjeneste”

Otto Iversen fra Maugstrup blev indkaldt i sommeren 1916, og kom efter sin uddannelse i Rendsborg til Frankrig.

I felten 27.9.1916

Kære forældre!
Modtog i går et kort fra broder Thomas, som han den 11. har sendt til min adresse i Rendsborg. Vi har meddelt vores adresse til Rendsborg og bedt om at få vores post eftersendt. Efter at have modtaget noget fra R. forventede jeg at få post fra jer.

I dag er jeg på vagt fra middag i dag til middag i morgen. Hver sjette time har jeg to timers vagt og fire timer på vagtstuen. I de fire timer har jeg god tid til at skrive mine breve. Efter hvad Thomas skriver, så mener han, at jeg stadig vil være dér den følgende søndag, forhåbentlig har han ikke været i Rendsborg, da han jo ikke ville besøge mig søndagen efter jeg måtte af sted tirsdag.

Her har vi anstrengende tjeneste, meget mere anstrengende end i Rendsborg. Om eftermiddagen har vi næsten altid to timers skansen og jorden er frygtelig hård, ca. ½ meter er god fed jord, så begynder kridtet eller kalkstenen allerede og skyttegraven skal være 2,40 m. dyb. Når man læner sig mod skyttegravens sider, så bliver man så hvid som hvis man lænede sig op ad en kalket mur. Man kunne berette meget herfra og fra omegnen, men det er os forbudt og hvis vi skulle gøre det, så slipper brevene ikke igennem. Jeg er begyndt på min dagbog, så jeg ikke har glemt det hele, når jeg kommer hjem. Navne på alle de steder, jeg har været i kvarter, bliver noteret.

For et par dage siden, d. 25, var der trommeild ved fronten. Om aftenen kom om nyheden, at 5.000 fanger og fem landsbyer var blevet taget fra franskmændene.

I formiddags var vi ovre i nabolandsbyen for at blive afluset, selvom jeg endnu ikke har mærket noget til lusene. Forskellige andre havde dog brug for det. Aflusningsanstalten ligger i en tidligere fransk sukkerfabrik. Siden krigens begyndelse har alt stået stille på fabrikken. Næste alle vinduerne er slået ind og alle brugsgenstandene smidt udenfor, hvor der lå store jernfade og maskindele mellem hinanden. Det kommer til at tage tid og penge, at sætte fabrikken istand igen. I sådan en forfatning befinder meget sig desværre.

Sidste søndag var jeg på kirkegården her i landsbyen. Der hvor de tyske soldater lå begravet, var alt holdt pænt og rent. I kirkegårdsmuren var stadig de huller, som blev benyttet som skydeskårer, da krigen rasede her. Fronten har ikke ændret sig her i to år.

Vær så venlig at give mig besked om, hvor mange af mine breve og kort, som er nået frem, jeg vil gerne vide om det hele får lov at komme igennem.

Til slut hjertelig hilsen til jer alle jeres
Otto.

(Brev oversat fra tysk, Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

22. september 1916 – Christian Campradt: “de sårede jamrede og skreg”

Senest ændret den 14. december 2017 11:20

Frisør Christian Campradt fra Haderslev, blev indkaldt i 1915, og kom i 1916 til Infanterie-Regiment nr. 368, der midt i september havde været indsat Verdun, og nu mindre end en uge efter lå bag fronten ved Somme

22/9-1916

Kære forældre og brødre!
Kan meddele jer, at jeg stadig ligger i Væveriet (Broderiet). Fra fronten hører man det buldre og om natten ser man lys- og signalkuglerne stige i vejret. Om dagen har både franskmændene og englænderne såvel som vi talrige observationsballoner oppe, som kan se langt ind i landet bag fronten og observere dem som er der, næsten ingen troppeforskydninger bag den fjendtlige front forbliver uset. Også enorme mængder af flyvemaskiner surrer gennem luften, alle kampflyvere. Om vi bliver “indsat” her og hvornår — er ukendt.

I dag er vejret nogenlunde, men allerede temmelig koldt. Vi venter dag efter dag post hjemmefra, men intet ankommer. I 10 dage har vi intet modtaget. Forhåbentlig kommer der noget i aften?!! Jeg sender i dag en pakke hjem med strømpeskafter og andre sager, som kun vil være en byrde på marcherne. Forhåbentlig når den frem!!! Når den er der, så skriv det straks. Man er meget spændt på at høre hjemmefra, hvordan det går jer, hvordan I vel har ventet på post fra mig i dagene ved Verdun; om Max allerede er blevet indkaldt. Hvordan situationen er i Rumænien o.s.v.

Er i alle raske? Hvad laver Kalle! Mange billeder og mange tanker er løbet mig gennem hovedet i de farlige dage i granathullet; f.eks. om aftenen når trommeilden begyndte og granaterne igen susede uophørligt, de sårede jamrede og skreg, hvor meget tænkte jeg  så ikke på vores fredelige vinterstue og vores lange sofa, hvor vor far måske dydigt læser Die Grenzpost og tænker Verdun er snart vores, blot et fort til. O, hvis I blot vidste, dér bliver den ene armé efter den anden tilintetgjort!!! Franskmændene går det på nøjagtig samme måde og krigen får derved hurtigere ende.

Hvordan går det med Jakob og Onkel Julius? Hils alle slægtninge!! Jeg har endnu en bøn, send mig strømper, med det jeg har går det kun lige.

Lev vel og hilsen jeres
Christian

(Brev oversat fra tysk, Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

5. august 1916. Kresten Andresen: “… det kan ikke nægtes, at hjertet tit står stille i brystet på én, når den svære haubitzer kommer susende”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der fra slutningen af juli 1916 befandt sig ved Somme.

Ablincourt den 5. august 1916

Kære forældre!
Nu har jeg overstået et skrækkeligt mareridt og sidder nu vel beholden langt bag fronten – d.v.s. jeg ligger på maven i græsset og skriver til jer. Om aftenen må man ikke gerne fortælle spøgelseshistorier, men ved højlys dag gør det ikke så meget. Og jeg kan da gerne fortælle jer, at det har været en hård omgang hernede. Ganske vist kom jeg aldrig i nogen berøring med englænderne selv, men så meget mere med deres artilleri, og det var aldeles forfærdeligt.

Jeg tror ikke, der er en eneste tysker her, som ikke bærer al mulig respekt for det engelske artilleri, men aldrig har jeg oplevet værre trommeild end den, vi var udsat for i nat, lige et par timer før vi blev afløst. Det lader sig umuligt skildre i ord og ikke forestille i tankerne. Vi holdt en smal løbegrav i tredje linje besat; arbejdede om natten og gravede den dybere, dækkede den omhyggeligt med græs, og når morgenen kom, lagde vi os på langs i graven og dækkede os, så at flyverne, der stadig svirrede over os, ikke kunde opdage os. Og det gik godt to døgn og endnu en dag.

Den tredje dags aften hen ved kl. halv elleve kom der pludselig som et rasende brøl af tusinde uhyrer. Jorden gungrer og ryster, jord og sten og kvalm og krudtdamp hyller det hele i en røg. Og dækninger har vi ikke; vi sidder pressede ind mod væggen, stålhjelmen ned om ørerne og éns oppakning stablet op til dækning for bryst og underliv. Og så overgiver man sig til sin gode lykke. Men det kan ikke nægtes, at hjertet tit står stille i brystet på én, når den svære haubitzer kommer susende.

Tænk, der var 38 cm granater iblandt, og de eksploderer med en så uheldsvarslende torden, at man næsten kan tabe besindelsen ved det. Intet hører man, intet ser man. Sagtner det et par sekunder, spørger man til sin sidemand. Til tider får man hele ladninger af jord og sten ned over sig, stålhjelmen klirrer ordentlig. Pludselig suser en shrapnelflaske, en tingest, der vejer en syv-otte pund, ned på mit skinneben, og jeg griber ned efter benet for at se, om det endnu hænger ved; jeg kan bevæge foden, som ved et under har benet slet ingen skade taget.

Én kommer styrtende gennem graven: spader! spader! råber han, tre af hans kammerater ligger levende begravet. Han kommer tilbage, det er ikke til at komme frem; graven ligger jævnet. Omsider kommer en saniteter igennem med spader. De bliver gravet ud og er endnu i live; blandt dem er Ebsen fra Nybøl. Da kommer der pludselig bevægelse i graven. Alle stormer og maser på: Gas! Gas! brøles der; en tyk sort kvalm fylder hele graven, så man knap kan ånde; nogle styrter op over dækning og afsted over fri mark. Det var kun pulverdamp. Men nu må vi afsted, i halvanden time har vi holdt ud; de fleste sager er begravede af jord.

Så stålhjelmen ned om ørerne, kroppen bøjet sammen og afsted. Over bjerg og dal i graven. Gudskelov, her er der roligere, og her er graven til at være i. Selv har man en mærkelig ro og beslutsomhed. Den kommer, når man har ligget her et kvarters tid. 

Nu er jeg helt mig selv igen og tænker kun derpå som et mareridt. Hvem Gud vil bevare, han er uden fare, og Guds vilje med én er og bliver altid den bedste.

Mange kærlige hilsner fra eders hengivne søn
Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

28. juli 1916. Kresten Andresen: Håber at Gud stadig er med mig og giver mig den lod, som han holder for bedst

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der fra slutningen af juli 1916 befandt sig ved Bapaume.

Den 28. juli 1916

Kære far og mor!
Nu er jeg efter nogle hårde dage kommet tilbage i en roligere stilling og er uskadt på liv og lemmer. Forrykt eller nervøs er jeg heller ikke blevet, skønt der var al mulig grund til det. Det så virkelig til tider sort ud, men jeg var mærkelig rolig, og trommeild vænner man sig også til, skønt I kan jo nok forstå éns stemning, når man sidder i et lille jordhul og der i timevis hugger svære 28 cm granater ned rundt om.

En sådan luftmusik, som her var, har jeg i mine levedage ikke hørt. Englænderne er forfærdelige modstandere, og nu har de fået de sorte tropper hertil også, i et styrkeforhold siges der, at der er to sorte for hver hvid.

Nu er jeg for denne gang kommet helskindet ud af det og håber, om jeg end skulde komme derud igen – hvad jeg ikke tror – Gud stadig er med mig og giver mig den lod, som han holder for bedst.

Jeg vil bede jer sige morbror Hans Peter, at jeg foreløbig ikke ser mig i stand til at skrive noget til almanakken. I må også undskylde brevet lidt, for jeg har i mange døgn ingen søvn fået; nu i nat har jeg fået et par timer; vi ligger ellers på bar jord eller graver os ned og sover siddende. Som oftest har vi ikke kunnet løse oppakningen og tage kappen over, og så kan man ikke sove for kulde. Så begynder først benene at blive kolde. Men mærkværdigvis er jeg under disse forhold bleven helt rask, skønt jeg i længere tid har haft influenza og dårlig mave; det mærker jeg slet ikke mere. 

Endelig i dag har jeg fået post, efter at jeg intet har fået de sidste 10 dage. Der var en hel del pakker: to med smør, en med skinke og en med kiks og heilkraft. Mange tak for dem. Og tak for brevene af 16. og 19. juli. Jeg håber, at I har fået nogle af mine breve også. For fremtiden skal jeg nok se at skrive så tit, som jeg kan komme af med brevene. Og så vil vi håbe, at disse skrækkelige tider snart er forbi. Mange af mine kammerater er sårede, men ingen faldne. Gudskelov.

Andet komp. har jeg slet ikke set truffet. Den eneste, jeg har mødt, er Rasmus Nissen fra Lendemark, han kom i fuldt løb ude fra forreste stilling og gjorde et meget forstyrret indtryk; vi gav hinanden hånden, men måtte hver til sin side, da shrapnellerne hvæsede over hovedet på os. Lille Karl Hansen fra Skærbæk har fået en shrapnelkugle i det ene ben. Han var et øjeblik før henne at snakke med mig og var meget nervøs og urolig. Det glæder mig sandelig, at han er sluppet så godt fra det.

Nu skal I ikke være urolige for mig, jeg stoler fast på, at jeg nok skal komme hjem igen. Så mange kærlige hilsner fra

eders hengivne søn Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

20. juli 1916. Somme: “Tåge, gas, røg og støv gør fronten usynlig selv på kort afstand”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev i juli 1916 indsat ved Somme.

Således oprandt den 20. juli, en stor slagdag. Den ramte regimentet i stærk rystet tilstand. Den ene halvdel af dets kompagnier havde lidt svære, den anden halvdel betragtelige tab. Ingen af kompagnierne var friske mere.

Også füsiliererne nerver var stærkt rystede. Ti dage i åben stilling, delvist i morderisk ild, næsten uden søvn. Forplejningen kom kun frem meget uregelmæssigt. Først kunne madhenterne og feltkøkkenet ikke finde frem, som det ofte var tilfældet med nye stillinger. En anden gang kunne madhenterne ikke komme frem for spærreild. Så var måske opmarchvejene gasset til, eller kunne køkkenet være ramt af en granat. Hvis det ellers alt sammen lykkedes, så var portionerne rigelige, for de faldnes rationer kom de levende til gode.

Ikke mindre opslidende end disse legemlige afsavn var den følelse at være fjenden materielt underlegen. Således var det ikke lykkedes vort artilleri at bringe de minekastere i Belloy til tavshed, der i dagevis havde drevet kompagnierne til fortvivlelse. Ammunitionen slog ikke til. En minekaster på vor side ville have været sat ud af spillet på få timer. Således måtte füsilierernes blod udligne fjendens tekniske og materielle overlegenhed.

I sådan en stemning skulle füsiliererne udholde det hårde angreb den 20. juli.

Fordelingen den dag var følgende: i fronten lå fra højre til venstre 8., 5., 2. og 4. kompagni, bagved i beredskab 7., 6., 10. og 9. kompagni. Regimentsreserve omkring Berny og ved banedæmningen foran Miséry var 11., 12. og 13. kompagni, og som divisionsreserve trukket helt frem til vejen Berny-Horgny 1. og 3. kompagni, eller rettere hvad der var tilbage af dem.

I de tidlige morgentimer bliver samtlige reserve- og artilleristillinger gasset til. Langt ind i bagterrænet er der gaslugt.

Fra kl. 5 om morgenen tung mineild, fra kl. 6 trommeild mod hele regimentsafsnittet samt mod infanteriregiment 85. Det er det kraftigste, man ind til nu har hørt. Tåge, gas, røg og støv gør fronten usynlig selv på kort afstand. Kort efter kl. 6 er samtlige telefonforbindelser ødelagte. Ind til 20 km ind i bagterrænet ligger byerne under beskydning.

Füslilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen