Senest ændret den 19. februar 2021 16:19
Peter Madsen, Tiset ved Gram. blev indkaldt som rekrut den 6. oktober 1914 og kom efter en kort uddannelse allerede til fronten ved juletid 1914 i Zabern-Regiment Nr. 99. Han deltog i slag ved Ypres og Verdun, hvor han blev såret og kom på lazaret i Nürnberg. Efter tre ugers lazaretophold kom han på “Erholungsurlaub” i hjemstavnen. Her forsøgte han den 3. september 1916 at flygte over grænsen ved Gjelsbro, men blev pågrebet. Sagen kom for en hel række instanser, før den endelig dom blev afsagt i begyndelsen af januar 1917.
Efter 5 Maaneder, i hvilken Tid min Sag blev behandlet, først for Krigsretten, derefter for Overkrigsretten og til Slut for Rigsmilitærretten i Leipzig, fik jeg min Dom, som kom til at lyde paa 5 Aars Fæstningsfængsel og Degradation til anden Klasses Soldat.
Jeg sad under Undersøgelsen i Strassborg og kunde faa Madvarer hjemmefra. Derfor blev jeg ogsaa ved med at appellere, thi jeg vidste, at naar først Dommen var afsagt, fik Piben en anden Lyd.
DSK-årbøger, 1941
Dommen faldt i begyndelsen af januar 1917.
I tysk Militærfængsel
Først i januar 1917 blev jeg fra Strassborg sendt til Fæstningen Wesel for at begynde Afsoningen af en Fæstningsstraf paa 5 Aar. Blandt de tyske Militærfængsler var Wesel berygtet paa Grund af sin haarde Disciplin. De fleste Fanger var der for det meste kun i kort Tid, vel nærmest for at faa en Opstrammer, der kunde holde et Stykke ind i Fremtiden — og at melde sig snarest muligt ud til Fronten igen, hvad de allerfleste ogsaa gjorde. Men tre Maaneder var det mindste, man skulde have afsonet af en længere Straf, før man kunde komme i Betragtning og faa Strafnedsættelse.
Wesel ligger i det nordvestlige Tyskland ved Floden Weser. Selve Fæstningen var en gammel Enetages Bygning, som laa tæt op ad Voldene.
Fra Strassborg var der sendt en Feldwebel og en Gefreiter med for at føre mig derop. Rejsen varede to Døgn, idet vi kun maatte benytte Persontog. Ved Ankomsten til Fæstningen ringede Transportføreren paa ved Porten, som er af Jern. Den blev åbnet af Vagten, og da vi var kommet ind, blev den straks lukket igen. Det gav et ordentlig Sæt i mig, da den smækkede til. Jeg tænkte: Her lades alt Haab ude.
En Underofficer med et Nøgleknippe i Haanden var der med det samme og sagde: „Fangen følger med mig!“ Saa var jeg altsaa Fange. Det var første Gang, jeg hørte det og det gjorde nu alligevel et mærkeligt Indtryk. Jeg blev ført ind i en Slags Forstue, hvor jeg skulde vente.
Underofficeren gik ind i et Kontor for at melde min Ankomst. Ude i Forstuen stod ca. 30 Fanger, som skulde paa Transport til et eller andet Fængsel eller Fangelejr, opstillet. Da der ingen Opsyn var i Øjeblikket, var deres første Spørgsmaal til mig: „Har du Brød?” Da jeg svarede benægtende, trak en af dem sit Ur op af Lommen og sagde: „Hvis du har et Stykke, vil jeg give dig mit Ur for det”.
Jeg blev nu kaldt ind paa Kontoret og maatte aflevere alt, hvad jeg havde. Dernæst skulde jeg bades. Af en anden Underofficer blev jeg ført til „Badet”, det vil sige, jeg blev ført ind i Vaskerummet, hvor to Mand stod og vaskede Tøj. Fangen skal bades — sagde Underofficeren. Den ene af dem greb ned i Gruekedlen med et Vaskefad og tog lidt af det skidne Vand, gav mig det og sagde „Træk Tøjet af og bad dig”. Jeg trak Tøjet af, stak Tæerne i Vandet, tørrede mig over hele Kroppen og vilde trække i Tøjet igen, men da var mine hjemmestrikkede Strømper forsvunden.
Jeg spurgte, hvor mine Strømper var bleven af, men fik ikke noget Svar. Et Par gamle Sokker, der mest bestod af Klude, blev kastet hen til mig. Jeg protesterede, og sagde, naar de ikke kom med mine egne Strømper, trak jeg ikke i Tøjet. Inden jeg vidste hvordan, laa Strømperne hvor jeg havde lagt dem.
Jeg blev saa lukket ind i en tom Celle. Lidt efter lidt kom der flere til. Det var en Lørdag og Revier-Rengøring. Kalfaktoren kom ind med en Blikbeholder og sagde til mig, at jeg skulde pudse den.
Jeg fik en Klud og pudsede og gned med Sand alt det jeg kunde, men lige sort blev den. Efter en Stunds Forløb gav jeg de andre den og sagde, at nu kunde de nok afløse. Ikke Tale om, sagde de, det var dig, der skulde pudse den og ikke os. Jeg satte Blikdaasen ned paa Gulvet og sagde, at jeg gjorde ikke et Slag mere ved den, nu kunde de gøre Resten. Vi stod alle midt paa Gulvet, da vi hørte Trin i den anden Ende af Korridoren. Jeg bemærkede, at nu kom Kalfaktoren nok efter Tingesten. „Hvad saa” spurgte de andre, „saa faar I Tærsk” sagde jeg, „for jeg har været her før og kender Manden”. Det kan nok være der kom Gang i Pudse kluden.
Lidt efter blev Daasen afhentet. De andre stak den i Haanden paa mig. Kalfaktoren synede den fra alle Kanter, gik og kom igen med en trebenet Stol, som han gav mig at jeg skulde sidde paa, som en Slags Belønning, men Herligheden var ikke forbi dermed, thi lidt efter kom han med Middagsmaden, frosne Roer, kogt i Vand. Det smagte væmmeligt, syntes jeg. Efter et Par Skefulde spurgte jeg mine Lidelsesfæller, hvad jeg skulde gøre ved det Stads, for jeg kunde ikke spise det. „Maa jeg faa det” raabte de i Munden paa hinanden og i en Haandevending var det væk.
Kalfaktoren kom igen og sagde, at den Mand der pudsede Daasen kunde faa Resten af Maden, som jeg tog og gav mine Kammerater, da han var borte.
Hen imod Aften blev vi indklædte og indlagt paa Stuerne. Det var store Stuer til en 25-30 Mand. Vi kom 5-6 Nybegyndere ind i en Stue. En Fange, der fungerede som „Stubenälteste” tog imod os og anviste os vor Seng og hver en Hylde til vort Tøj. Da det var besørget, skulde alle Nybegyndere komme hen i en Krog, han — Skroget — vilde tale til os.
Han saa paa os med et Feltherreblik (i Civil var han Skrædder et Sted i Westfalen) og begyndte at sige, at det jo ikke var et Børnehjem eller „Erholungsheim”, men et preussisk Militærfængsel og fra i Dag var vi Militærfanger og ikke andet. Men naar vi ellers opførte os godt, kunde vi sagtens være der.
En af mine Fæller hviskede til mig: Her kan vi let være. — Jeg betvivlede det; militært set var det just ikke for vore Dyders Skyld, at vi; var der. Saa skulde vi have vore Senge ordnet, det tog lang Tid, de gamle blev ved med at vælte Sengetøjet ned, tilsidst gad de ikke længere og de lod os i Fred.
Da det var en Lørdag Aften, skulde vi have rent Linned paa. En efter en kom hen og fik Skjorte og Underbukser udleveret. Det var nogle værre Pjalter, vi var naaet den tredie Krigsvinter og her var ikke bleven noget fornyet. Da jeg saa Laserne, meldte jeg, at jeg lige havde faaet rent Linned paa. Jeg slap – for denne gang.
Da Bunken var uddelt, var der en Skjorte — ogsaa den ringeste — tilbage. Stueældsten saa sig om og blev en lille sortsmudsket Fyr var, der skjulte sig bag de andre, „er det dig, din lille beskidte Ulv, der vil snyde igen“ raabte han. — „Træk den paa straks, at vi kan se, at den da ikke klemmer dig“ med disse Ord smed han Skjorten i Hovedet paa Synderen. Han skiftede, det eneste der var hel, var Halslinningen, Ryggen manglede totalt, Ærmerne var Frynser. Linnedet var ogsaa det værste, Uniformen var god.
DSK-årbøger, 1942
