Tag-arkiv: sang

Aviser, Fra samlingerne

18. december 2021: Julekalender: “Paa Orlov” eller “Igen til Fronten”

Skriv en kommentar

I julemåneden vil vi bringe et lille udvalg af de genstande, fotos og andet, vi har i vore samlinger i Museum Sønderjylland, men som for tiden ikke er udstillet.

I arkivet på Sønderborg Slot ligger et sang- og nodehæfte på 4 sider med titlen: “Tilbage til Fronten” og undertitlen: “Digt af en soldat, der har været hjemme paa orlov“, der er udgivet i 1917.
Sangen er oprindelig et digt med titlen “Paa orlov”, som en ung mand fik trykt i Hejmdal den 11/09-1917. I Hejmdal var digtet underskrevet med et “N”.

Digtet “Paa Orlov” af Jacob Nielsen (1890-1959), der blev trykt i Hejmdal den 11. september 1917.

Paa Orlov.
Farvel mit Hjem i den stille By,
Tak, Far og Mor, for de korte Dage.
Nu kalder Pligten mig bort paany,
– mon Freden gi´r mig engang tilbage?
Hvis nu det sidste Farvel det gjaldt,
Da Tak for Alt!

Farvel mit Folk mellem Aa og Fjord,
Dit Blod endnu i min Aare rinder.
Hvor langt jeg føre omkring opaa Jord,
Jeg ved, din Lige jeg aldrig finder.
Engang jeg freder din gamle Gaard,
hvis jeg det naar.

Farvel mit Als, som jeg har saa kær,
Mit Fødeland med de fagre Bøge!
Tit vil min Take paa lønlig Færd
Fra fjerne Lande din Kyst opsøge
Og aande Markens og Skovens Fred
Ved Bæltets Bred.

Mens bort jeg kaldes herfra igen,
Helt ret jeg kender, hvad jeg forlader:
Min Brud, som blev mig en fuldtro Ven,
Min Bror og Søster, min Mor og Fader.
Jeg savner eder ved Vejens Skel, –
Farvel, Farvel!                                     N.

Digtet er skrevet af Jacob Nielsen (1890-1959), der var født i Mjels, Oksbøl sogn. Han blev efter krigen en anerkendt matematiker og professor i Breslau og København.

Den 13/12-1917 blev digtet også trykt i den amerikanske avis “Den Danske Pioneer” under titlen “Igen til Fronten!“.
Her blev digtet set af Max Springer, der satte musik til digtet. Siden blev et dansk nodehæfte med kun denne sang udgivet.

Hæfte: “Igen til Fronten!”, 1917. Forside. Original på Sønderborg Slot.
Hæfte: “Igen til Fronten!”, 1917. Side 2. Original på Sønderborg Slot.
Hæfte: “Igen til Fronten!”, 1917. Side 3. Original på Sønderborg Slot.
Hæfte: “Igen til Fronten!”, 1917. Side 4. Original på Sønderborg Slot.
Sønderjyder

10. juli 1918. Bomberegn og skønsang: Frederik Tychsens blandede oplevelser på standpladsen

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stillig i nærheden af Barisne, Frankrig.

Allerede natten mellem 5. og 6. juli kom der fjendtlige flyvere og kastede bomber ned rundt omkring i skoven. Det var meget ubehageligt at ligge i teltet og høre på de fremmede flyveres propellers syngende lyd, der var nem at skelne fra de tyske flyvere.

Af og til faldt en eller flere bomber snart tæt ved, snart længere borte. De eksploderede med voldsomme brag. Om morgenen havde vi flere sårede og døde. Blandt de sårede var Øtzel. 18 heste havde revet sig løs og styrtet af sted, dem fik de aldrig mere fat på.

De var løbet bort om natten, da der var delvis panik mellem mennesker og dyr. Men hestene blev sikkert indfanget andre steder, uden at de afleverede dem – selv om de vidste, hvor de kom fra. Det hændte også jævnlig, at vi fik fat på en hest; den blev heller ikke godvillig udleveret til de retmæssige ejermænd.

Øtzel var en af dem vi savnede i lange tider. Han fik hånden slået i stykker. Øtzel stammede fra Thüringen, her var han minearbejder. Han var ca. 20 år, og det, der gjorde ham almindelig afholdt, var hans tiltalende væsen, og hans omgængelige natur. Han havde en ualmindelig smuk sangstemme. Han sang ikke ret ofte, men når han sang, lyttede hele batteriet.

Han forstod bedre end nogen anden at vælge det rigtige tidspunkt, sted og den rigtige stemning. En aften lå vi således oppe på et høloft. Vi havde haft svære tab om dagen, og en lang marchtur havde vi bag os. Om aftenen, før vi faldt i søvn, sang Øtzel med sin bløde stemme så ganske henrivende:

Am Holderstrauch, am Holderstrauch

wir sahsen Hand in Hand,

wir waren in der Maienzeit

die glüklichsten im Land osv.

De allerfleste lå denne aften med tårer i øjnene, de blev grebet af hjemve og længsel efter, at krigen skulle gå til ende; og Øtzels sang slog på de bedste strenge og fremkaldte det dybeste i soldaterne: kærlighed, troskab mm. Nu sang Øtzel ikke mere for os, han kom på lazarettet vistnok i Braisne, og vi så ham aldrig mere, men mindet om ham beholdt vi.

Ikke langt fra skoven var der en bred å. Her kunne vi bade. Dog skulle vi stå fuldstændig stille, hvis der skulle komme fjendtlige flyvere i luften. Vi benyttede lejligheden og badede hver dag. En eftermiddag, da vi nogle stykker kom ned til åen, kunne vi se nogle fingre, der famlede rundt i vandets overflade.

Det var en, der ikke kunne hjælpe sig selv i land, han var ved at drukne. Vi fik ham halet i land, og han var bevidstløs. Vi stillede ham på hovedet, og fik vandet af ham.

Så tumlede vi noget med ham og omsider begyndte han at komme til sig selv, men han lå endnu længe og kunne ikke sige noget. Så var der en, der sparkede ham i enden, så blev han vred, og det kan nok være, at det hjalp – han skændte og sparkede og slog; lidt efter kunne han rejse sig og gå bort – altså et probat middel.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Krigens forløb

18.april 1918 – Milert Schulz: ”Herren give at vi snart maatte blive befriet af denne Elendighed. Ellers er alt vil hos mig”

Skriv en kommentar

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien og i foråret 1918 videre til Istanbul (Konstantinopel).

Den 18.4.18

Mine kj. Forældre og Söskende!

Guds Fred til Hilsen!

Dit kj. Brev fra den 7.4. med Tak modtaget kj. Fader ligeleedes igaar dit Kort fra den 11. vor du var i Hamborg. Som jeg seer har du jo godt begÿndt med at forandre dit Værksted om til Butik. Kör har du ogsaa köbt, med Tiden bliver du nok Landmand og Köbmand. Vad agter du egentlig at handle med? Forhaabentlig kommer det godt i gang med Handlen eller skal denne Spekulation först udföres efter Krigen.

Jeg har det jo rigtig godt her i K. og er Gud skee Tak sund og rask og seer tÿk og Fed ud om Hovedet. Vis man nu blodt kunde holde sig saadan men naar det förste gaar ned i det varme saa svinder det jo vist igjen. Som jeg har hört bliver vi vistnok forladet paa Mandag saa har vi igjen en 14 Dages Bahnfart for Haanden inden vi naar Damaskus. Derfra har vi saa en Marsch at gaa paa henved 200 klm. Som vor Major sagde. Med Orloven er der ikke mere at rejse med troer jeg. Udsigterne er skidt og som jeg har hört bliver den nok spærret for os.

Har I modtaget mit Kort fra igaar?

Vi havde en herlig Udflugt til Krigsskibe ”Göben”. Om Morgenen kl. 1/2 8 kjörte vi bort med Damperen til K. og steg der om i en Damper hvor vi saa kjörte en Timestid til vi naaede vort ”Ziel”. Vi gik saa op til Marinehjemmet vor jeg har skrevet dette Kort og drak der et Kop Kaffe. Saa gik vi til Skibet og fik det saa at see ud- og indvending. Det er heelt interessant at se saadan et Skib. Paa Skorstenen har der slaaet en Flÿverbombe ned og saa var Skibet ogsaa löbet paa 3 Miner. Efter at vi havde seet det gik vi igjen tilbage til Hjemmet vor vi spiste til Middag. Vi fik steget Nudel, Salat og et Spejlæg og en Tallerken Griisssuppe. Det heele koster 3 Mark. Efter Maaltiden spillede vi saa lidt Klaver. Der er nemlig 4 Söstrer i Hjemmet som forvalter det. Derefter spurgte di os om vi havde Lÿst ag læge lidt med dem. ja det havde vi jo nok. Saa rÿdede vi Stole og Bordene ud af Stuen og saa gik spillet lös. Vi legede 3 Leg. Derefter blev saa Panterne indlöst vor der gav mangen en latter. Til Sludt spillede saa en af Sösterne paa Guitaren og sang 3 Sanger dertil. Det var saa dejlig at höre disse Toner og Sangen. Saa gik det igjen kl.4 hjemad. En saadan herlig dag har jeg ikke haft her ved Militäret saalænge jeg har været Soldat. Men det gode varer jo altid kun forkort.

Herren give at vi snart maatte blive befriet af denne Elendighed. Ellers er alt vil hos mig.

Vær saa hjertelig Hilset og Kÿsset af mig Eders Sön og Broder

Milert.

(Breve i privateje)  

Note: Den tyske slagkrydser SMS Goeben var sammen med krydseren SMS Breslau undsluppet den britiske flådes forfølgelse og havde søgt tilflugt i Det Osmanniske Rige. Her overdrog tyskerne skibene til Osmannerne, der omdøbte dem til Yavuz Sultan Selim og Midilli.

Sønderjyder

3. marts 1918: “…der stod Barbara og vinkede med sit lommetørklæde – hun græd..” Frederik Tychsen tager afsked med sønderknuste Barbara.

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra slutningen af januar 1918 var batteriet midlertidigt indlogeret ved Liége i Belgien, efter flere måneder ved Rosebeke i Flandern.

 Om aftenen samledes vi, der plejede at komme i Estaminettet, der for sidste gang. Barbara såvel som de andre piger havde klædt sig i sort som et synligt bevis på, at de var bedrøvede over vor bortrejse. Denne aften blev der ikke danset, og der blev ikke sagt ret meget. Jeg købte en kop kaffe med et par småkager til Barbara og mig selv. Hen ved 9 tiden brød vi op, vi gik en tur, og så gik Barbara med hen til slottet. Barbara græd, hun spurgte mig, om jeg ville skrive, når jeg nu tog af sted? Det kan jeg ikke – måtte jeg svare, soldaterne må ikke korrespondere med den civile befolkning i “fjendens” land.

 “Når kommer du igen?” spurgte Barbara. “Det ved jeg ikke!” “Får du snart orlov?” “Det ved jeg ikke”. “Kommer du aldrig tilbage til Beyne Hensay mere?” “Det kan jeg ikke sige dig, Barbara”. “Tror du, at du bliver skudt, når du kommer til fronten igen?” “Det ved jeg ikke”. ”Er du vred på de belgiske soldater?” ”Nej, absolut ikke. Jeg er ikke vred på nogen, aldeles ikke”. ”Ja, men så kan du flygte til Holland. Så kommer jeg bagefter!” ”Det er lettere sagt end gjort, Barbara, det er ikke så let at komme bort”. “Tror du aldrig, vi ser hinanden mere, Monseur Frederik?” ”Jo, i morgen aften”. ”Og så ikke mere?” ”Det kan jeg ikke sige noget om” (jeg kunne ikke stå og fortælle eller love noget, som jeg ikke selv troede på).

 ”Når du er 23 år og jeg er 19 år, så kan vi gifte os, Monseur Frederik, og så kan vi bo i Holland!” ”Ja, ja, Barbara, lad os nu først få en ende på krigen og ud af dette tøj, så kan vi først lave fremtidsplaner”. “Min far og mor kan godt lide dig, Monseur Frederik!” “Jeg kan også godt lide dem, men jeg kan endnu bedre lide dig, Barbara!” Barbara græd! Jeg tænkte på sangen:

 Ein Kanonier auf dem Dorfplatz stand,

ein Mädehen ihm zur Zeit,

er lägt die Waffen aus der Händ,

spricht Trost zu ihr im Leid.

Er drükt sie traurich an die Brust

beugt traurich ihr Gesicht

Der Trennungsschmertz wird ihm bewusst

als er jetzt zu ihr spricht.

Ach, Mädchen bleibe mein

Dies Herz es ist nur dein,

Ist der Friede da, so kehr ich ja

nach Stolzenfeld am Rhein.

 Vi stod i parken foran slottet. Vejret var smukt, det var den sidste aften, der gik mange tanker gennem min hjerne – hvad ville fremtiden mon bringe? – Om få dage var vi sikkert i ilden igen, Barbara var bedrøvet – jeg var selv bedrøvet og ked af det – Barbara græd – hun kunne ikke rive sig løs! Tårnuret slog nu 10, og hornisten blæste Tappenstregen, det lød smukt i den stille luft – nu skulle der tages afsked. ”God nat, Barbara”. ”God nat, Monseur Frederik, Au revoir!”

 Jeg gik op ad stentrappen foran slottet, døren eller rettere porten skulle nu lukkes, jeg så endnu en gang ned i parken, der stod Barbara og vinkede med sit lommetørklæde – hun græd, der kom en 3 – 4 soldater løbende, de skulle skynde sig med at komme ind, før porten blev lukket i og låset, og de sidste toner af den sidste sats af den lange artilleritappenstreg døde hen i aftenstilheden. Jeg gik op på værelset, de andre var ved at gå til sengs; jeg lagde mig på brixen og tænkte på det første møde med Barbara.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Ikke kategoriseret

15. marts 1917 – Milert Schulz: “lange nach dem kleinen Gesangbuch gesehnt”

Skriv en kommentar

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Geschr. d. 15/3 17.

Meine lieben Eltern u. Geschw.!
Gotte Friede zum Gruss[.] Für erhaltene Briefe vom 4. u. 5/3 mit Gamle Budskab u. Lommesangbogen meinen besten Dank. Habe mich lange nach dem kleinen Gesangbuch gesehnt. Werde jetzt ordentlich die alten bekannten Lieder wieder auffrischen.

Habe in den letzten Brief vergessen zu schreiben, dass ich erst das Paketschen mit den genannten Sachen erst abschicken kann[.] wenn wir in Ruhe kommen[,] da ich die Sachen nicht hier bei mir habe.

Habe gestern einen Brief nach Rödding geschrieben. Das Apenrader Tageblatt habe ich nun auch bestellt, denn sonst weis man ja garnicht wie weit man ist mit dem Kriege. habt Ihr das von mit abgesande Geld erhalten? Einmal 30 Mark das andere Mal 15 Mark, so bitte ich Euch die Zeitung zu bezahlen.

Sonst bin ich ja noch immer Gott sei Dank gesund und wohl nur auf den langersehnten Frie den warten wir. Hoffentlich ist er nicht mehr fern.

Viele herzl. Grüsse an Euch allen und auf ein frohes Wiedersehn hoffend Euer Sohn und Bruder

Milert.

(Brev i privateje)