Tag-arkiv: rotter

Sønderjyder

30. juni 1918. “I mulm og mørke slog jeg hånden ned i ansigtet på en død franskmand”

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stilling ved en ukendt fransk landsby.

Dagen efter brød vi op, og vi gik godt fremad. Franskmændene blev slået tilbage, og vi forfulgte dem den følgende dag, og om aftenen gik vi i stilling ved en by x. Jeg fik besked på at bringe en ordre hen til bataljonsstaben, der skulle ligge uden for en by i en rømmet fransk understand, og hvis de allerede var flyttet, skulle de ligge i en anden by x, som jeg fik indtegnet på kortet.

Jeg gik af sted ved 11 tiden og fandt den rømmede understand et par timer senere. Det var bælgmørk nat, men forholdsvis roligt. Det var ret vanskelig at finde sig til rette, da ingen vidste nogen besked. Understanden, i hvilken staben skulle opholde sig, var et stort mandskabsrum, der var hugget ind i et bjerg. Den bestod af en ca. 20 m lang gang med tværgang, og den kunne vist nok rumme flere hundrede mennesker.

Jeg fandt hulen, gik ind i den og råbte: “Bataljonsstab 407!” men der var ingen, der svarede. Jeg gik længere ind og ind i tværgangen og råbte på Staben 407! Ingen svarede. Jeg famlede mig frem, og omsider stødte jeg imod; jeg slog hænderne ned i noget ubehageligt.

Jeg strøg en af de sparsommelige tændstikker, og opdagede, at jeg var ved hulens ende, og her var nogle brixe, og på dem lå der nogle døde franskmænd. De havde i hårdt såret tilstand slæbt sig ind i hulen, hvor de så var blødt ihjel.

I mulm og mørke slog jeg hånden ned i ansigtet på en død franskmand, jeg mørkede nok, at det var noget usædvanligt. Jeg skønnede nu, at staben ikke var her, gik ud og begav mig til den næste by.

Hen på natten fandt jeg staben; den lå i et hus i byen x; jeg afleverede ordren; men jeg skulle have besked med tilbage. Det ville tage nogle timer, og imens kunne jeg lægge mig på en feltseng, der stod i et værelse i baghuset. Her lå det hele noget hulter til bulter.

Jeg lagde mig på sengen (uden madras), men det varede ikke længe, inden det vrimlede med rotter. De løb over mine arme og ben og lavede en voldsom spektakel. Det var ganske umuligt at sove. Det blev lyst, og jeg faldt efterhånden i søvn.

Jeg fik en besked på, at jeg kunne vente, batteriet ville komme gennem denne by, så kunne jeg slutte mig til. Hen på formiddagen kom batteriet, jeg gik hen til køkkenvognen og fik nogen kaffe, og snart efter var jeg ved kanonen igen.

Ved middagstid kom vi i svær kamp, vi stod lige op til en gammel landsby, og det kan nok være, at stumperne fløj om ørerne. Vi skød ganske voldsomt til langt hen på eftermiddagen ca. kl. 5, og så fik vi marchordre: fremad.

Vi gik fremad til ca. kl. 9, og da var vi i franskmændenes umiddelbare nærhed; men de trak sig stadig tilbage. Vi gik i stilling på fri mark ved et vejkryds. Da vi var skydeklar, kom løjtnant Wiederholdt og sagde, at vi skulle skynde os at gå hen til den nærliggende by – bag denne lå der et stort proviantdepot, som franskmændene lige havde rømmet, og der kunne vi hente os noget til føden (der havde været knap med levnedsmidler de sidste par dage). Der var en afstand af 3 – 4 km.

Da jeg havde alt i orden, gik jeg derhen.

 

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Ikke kategoriseret

22. april 1918: Asmus Andresen – Rotter, lus og fransk artilleri.

Skriv en kommentar

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han igen tilbage ved fronten.

Kl. 5 havde en lavet Kaffe, som vi saa gav os i Lag med. Da vi ikke havde faaet Søvn i de sidste Dage, var vi nu saa søvnige, at vi næsten ikke kunde se.

 Kl. 6 kravlede vi som Kæve ind i vore Huler og dækkede os til med nogle Tæpper. Da det var meget roligt denne Aften, faldt vi snart i Søvn. Efter 10 Minutters Forløb vaagnede jeg igen, fordi der var noget, som kravlede over mit Ansigt. Først troede jeg, at det var en af mine Kammerater, der fægtede med sine Arme; men saa løb der noget over mine Ben og skreg af fuld Hals. Jeg tog min Lommelampe og lyste rundt omkring og opdagede, at 3 store Rotter sloges om mit sidste Stykke Brød.

 Psst! sagde jeg, men det rørte dem ikke, de sad og aad nok saa rolig videre, saa sparkede jeg efter dem med Benene; de 2 af dem løb saa hen i Krogen, men den tredje og største tog den sidste Mundfuld Brød i Flaben og travede helt gemytlig ud af Hullet. Jeg var klar over, at jeg den næste Morgen ikke havde nogen Frokost, og at jeg var bleven overfyldt med Lus; de kravlede over hele Kroppen, men efter at jeg havde uddelt et Par Stød til dem, faldt jeg i Søvn.

 Kl. 11 fik jeg et Spark i Siden. »Til Kanonerne«! blev der raabt. Jeg havde lige drømt, at jeg var hjemme, derfor kunde jeg ikke forstaa, hvad det hele havde at betyde, men i næste Øjeblik vidste jeg, hvor jeg var. Hele Jorden rystede, som om der var Jordskælv. Jeg fik fat i min Gasmaske og stormede ud til Kanonen. I en halv Time blev der skudt med fuld Kraft, og i denne halve Time havde Franskmændene sendt os ca. 400 Skud, men heldigvis skød de for højt, saa Granaterne gik ca. 100 Meter for langt.

 Vi havde 1 død og 3 saarede. Da det var bleven nogenlunde roligt igen, kravlede vi atter i Seng, men Kl. 1½ maatte alle Mand ud; efter at vi havde skudt 15 Skud, kunde vi atter lægge os lidt, men Kl. 5 begyndte Franskmændene igen at sende os deres Hilsen, og saa maatte vi tage fat paa ny. Vi skød til Kl. 11, saa blev der lidt roligt igen paa begge Sider. Vi var alle saa trætte, at vi, da vi kom hen til vort Hvilested, sank ned paa vore Tæpper og sov med det samme.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

Ikke kategoriseret

1. november 1916 – Lorens Jepsen: “… et rent Forbryder Liv”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 3. november 2016 9:50

Lorens Jepsen var landmand fra Valsbøl lige syd for den nuværende dansk-tyske grænse. I januar 1916 blev han tildelt Infanterie-Regiment Nr. 75, der i efteråret 1916 lå i stilling mellem Blangy og Tilloy ved Arras.

Skg. d. 1.11.1916

Min kære Anne
Hermed hjertelig Tak for Post som jeg i sidste Tid har modtaget daglig. Naar Du ikke har faaet Avisen til Medelby behøver Du vist blot at melde det til Postvæsenet, saa maa den Sag dog være i Orden. Min Avis har jeg betalt, saa det behøver Du ikke at bryde Dig om[.] Du har haft en mindre glædelig Fødselsdag, men godt at Du er fri, det er alt for meget værd i denne Tid og det kan selvfølgelig ogsaa kun glæde mig. Jeg vil haabe, at Du snart bliver rask igjen.

Du skriver, at Hans og Marie har besøgt Dig. Det havde glædet mig, hvis Hans var kommen hjem den Gang jeg var havde Orlov, da jeg gerne havde talt med ham. Gud ved, hvornaar vi atter træffer hverandre, thi der er jo ingen Udsigter til Fred og hvem ved om vi begge kommer godt derfra. Men vi maa jo haabe det bedste og se at finde sig i Trælleriet, skønt det undertiden falder en svært nok. Her er Stillingen stadig rolig. Ved Somme tordner det stadig. Ved Verdun gaar det nok ogsaa skridt, mildest talt. Saaledes snegler Krigen sig langsomt videre, mens Ulykke, Sorg og Elendighed breder sig mere og mere. Og hvad vil det blive for Forhold efter Krigen, baade i den ene og den anden Henseende vil det efter Krigen blive skrækkeligt for mangen en. Naa, man skal jo ikke male Fanden paa Væggen.

Ti meter under Jorden bor jeg denne Gang, i et Hul saa stort, at vi ligger her med 30 Mand og der er Plads til flere endnu. Kakkelovne har vi og elektrisk Lys, og fuldt op af Lus, Rotter og Mus.
Lusene er jo nyttige Husdyr, da de tager os det usunde Blod. Men Mus og Rotter er nogle Slubberter, da de stjæler os den Smule Brød, som vi selv har saa haardt behov og saa skammer de sig ikke ved at trampe os i Ansigtet med deres kolde, klamme Fø[d]der naar vi sover og de skriger og laver larmende Slagsmaal saa vi ofte ikke kan falde i Ro for dem. Det skal være Soldaterliv, nej, det er et Røverliv, et rent Forbryderliv, og under Trællekaar, som vi maa føre.

De hjerteligste Hilsner
Din Lorens

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

Sønderjyder

16. juli 1916. Kresten Andresen: “…Vor dækning er fuld af rotter”

Skriv en kommentar

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i sommeren 1916 befandt sig ved Douai.

Den 16. juli 1916

Kære forældre!
Jeg har det godt. Nu er jeg snart færdig med min 21 dages skyttegravstilværelse og kommer så tilbage en uge i ro. Jeg glæder mig meget dertil, for her gror man jo næsten til mos i enhver henseende.

Vaskning er en absolut luksus her. Jeg har ikke fået mig vasket de sidste otte dage, så det svier ordentlig i øjnene nu. Men det er så meget mere ækelt, som vor dækning er fuld af rotter. De laver et vældigt påstyr under og over én, når man sover; det er store sorte tingester med lang manke. Man er undertiden i tvivl med sig selv, om det er rotter eller ildere. Men hvad det end er, så laver de et vældigt svineri.

IMG_2011_11_30_6416 Rotter_cropped

Utøj er der også så fuldt af, så det vrimler. I kan tro, det er ingen hyggelig tilværelse, og 21 dage er jo sådan en halv evighed, inden de får ende. Jeg vil håbe, at I får ret med, at det snart har ende. Men når man sådan daglig går og ser, hvor store kræfter der er i bevægelse, og hvor indgående det hele er organiseret, og hvor dan stillingen er udbygget, så forstår man slet ikke, at det nogensinde kan høre op. Så går man til sidst og bilder sig ind, at det er livet og samfundet, der har antaget andre former, end vi før var vant til. Men lad os ikke håbe det.

Hvor vidt er I nu med arbejde? Høslætten er vel færdig nu, og rughøsten, for så vidt I har nogen, kan vel snart begynde? Jeg tror ikke, der er nogen udsigter til, at jeg kan komme hjem og hjælpe jer. Jeg tror ikke, der kan undværes ret mange folk på fronterne for øjeblikket. Men jo hårdere pine, des snarere ende. Nu næste gang skal jeg gøre mig umage og skrive jer et længere brev.

Med mange hilsner til Johanne og Bodil

Eders hengivne søn
Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

Krigens forløb

5. juni 1916. Ved Verdun: “Franskmanden skød næsten uafbrudt.”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 31. oktober 2018 15:29

Hermann Hunger fra Aabenraa deltog i slaget ved Verdun som infanterist i IR84, 5. kompagni. I begyndelsen af juni fik han som den eneste i kompagniet påtvunget at bære én af de helt nye stålhjelme. Det var han ikke meget for – og hans kammerater grinede ad ham.

På grund af dette mellemspil kom vi først af sted en time senere, og nu var det blevet helt mørkt.

Vi kunne ikke se de mange forhindringer på vejen, så vi stolprede af sted og faldt en gang imellem. Turen ud til Malancourt tog et par timer, og vi var godt trætte, da vi forsvandt ned i bryggerikælderen, mens andre skulle ned i kirkehvælvingen.

Læs videre 5. juni 1916. Ved Verdun: “Franskmanden skød næsten uafbrudt.” →

Krigens forløb

1. maj 1916. I Champagne: Rotter, lig og en utålelig lugt

Skriv en kommentar

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 lå i foråret 1916 ved Somme Py i Champagne.

Maj kom og hyllede det triste Champagne i sart-grønne gevandter.  De mudrede tilkørselsveje tørrede ud. Birkene trak grønne slør ned over sig, og i de små stykker skov strålede her og dér hvidtjørnen i blomsterskær.

Ved fronten var foråret knap så smukt. Mellem en ørken af sammenskudte bjælker, brædder og tråd spirede et par kummerlige halmstrå, et grønt skud, og gjorde det triste landskab endnu mere forfærdeligt.

De endnu ikke begravede lig fra efterårsoffensiven udbredte en væmmelig sødlig lugt. Store, grå rotter for i stadigt større tal hen over det ruinfyldte terræn og mæskede sig med dem.

En stor operation kaldet ”Blattschuss” blev forberedt. Med møjsommeligt arbejde byggede reservekompagnierne foran regiment 85, hvor regimentets angrebslinje skulle være, en underjordisk, svagt afstivet grav til udgang for stormen. For at arbejdet kunne forblive uopdaget af fjenden så længe som muligt skulle det tynde jorddække først gennembrydes dagen før stormen.

Arbejdet var forhadt, fordi sapørerne hvert øjeblik kunne støde på lig, der skulle skaffes bort, og som udbredte en utålelig lugt.

Arbejdet lå stille fra midten af maj, den stort anlagte operation kom aldrig til udførelse. Verdun og senere Sommeslaget trak alle overskudskræfter til sig i deres malstrøm. Også her var der noget, der var vigtigere.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen

Krigens forløb

10. marts 1916. “Har korporalen gjort bukserne fulde?”

2 kommentarer

Peter Rossen, Rurup, gjorde krigstjeneste som armeringssoldat. Hans regiment lå ved Berry-au-Bac.

En Dag, den 10. Marts, gik min Kammerat Magnus og jeg efter Post.

Vi gik om Morgenen ved Daggry i et herligt Vejr og naaede hen paa Formiddagen vort Kompagni, som laa i samme By siden Juni 1915.

Da vi var naaet et Stykke frem paa Vejen, begyndte Artilleriet at skyde. Det blev til en heftig Kanonade fra begge Sider. Vi sagde til hinanden: »De arme Kammerater derude«; men vi var glade for at være borte derfra.

Vi traf vor Løjtnant, som spurgte, hvordan vi havde det derude, for »i Dag«, sagde han, »er der Angreb 21 Steder fra Verdun og opefter«.

Vi fik hen mod Aften vor Post og skulde af Sted igen. Vi traf vor Løjtnant igen, og han forhørte sig om, hvordan det gik med en af vore Korporaler derude, om han gjorde sine Bukser fulde.

»Han er en stor Kujon, men I har vel Baand, saa I kan binde hans  Ben!« –

Han ønskede os alt godt paa Rejsen og ligeledes derude og bad os tage en Hilsen med til dem alle derude.

Den Dag var der faldet en Masse Sne, Vejen var et Ælte, og om Aftenen frøs det. Vejen blev glat, og da den var gennemtrampet af Hestehove, var den meget ujævn; men vi traskede af Sted med hver 30–40 Pund Postsager.

I Skoven ved Provais skar vi os en Stok, saa vi havde noget at støtte os til. Der var mange Rotter; de løb tværs over Vej en, og vi brugte
Stokken og slog flere ihjel.

Da vi naaede Byen Goignicourt og var kommet ind i en snæver Gade i den vestlige Del af Byen, ikke langt fra Banegaarden, begyndte det franske Artilleri at beskyde Banegaarden.

Vi smed os ned bag en Mur og havde her lidt Dækning for Splinterne. Fra Banegaarden hørtes en Jamren uden Lige. Der var mange saarede og døde.

Da det atter blev lidt roligt, skyndte vi os med at komme videre og ud af Byen. Vi naaede ud i Stillingen omkring Klokken ti, og her var vi ventet med Længsel. Ude i Stillingen saa det ikke godt ud. Den var skudt sammen, og det gav meget Arbejde med at faa den i Stand igen.

Der havde været Stormangreb lidt til Højre for os ved Byen La Ville aux Bois og op efter Craonne-Højen til. Det var de sachsiske  Grenader-Regimenter 100 og 101 og Jæger-Regimentet 108,
der havde stormet og taget 714 Fanger, men under store Tab.

Den Dag havde der været to af T. L. Hansens Sønner fra Abild i vor Stilling. Ole ledte efter mig, men uheldigvis var jeg jo sendt efter Post. De faldt senere hen paa Sommeren, begge ramt af samme Granat.

DSK-årbøger 1959

Nyheder

30. januar 1916. Vestfronten: På nattevagt. “Itt’ et Vær aa jav en Hund uer i!”

Skriv en kommentar

Sønderjyden Hans beretter om en nattevagt på Vestfronten

En Nat paa Vagt i Skyttegraven.

Vi sidder 4 Mand i vor Jordhytte i Skyttegraven, kun 30 Meter fra Franskmændene, og fortærer med god Appetit vort Aftensmaaltid, som undertiden er tarveligt nok, men til andre Tider er meget delikat, alt eftersom Posten har været os huld. Klokken lakker mod 6, og udenfor er det snart mørkt.

Det regner og blæser, et rigtig stygt Vejr, derhjemme sagde man altid: „det er itt’ et Vær aa jav en Hund uer i“. Da aabnes den meterhøje Dør til vor romantiske Bolig, og en dump Krigerstemme brummer: „Nachtposten fertig machen, in 5 Minutten raustreten!“ Det behager os naturligvis ikke, men her nytter ingen kære Mor.

Den sidste Bid puttes i Munden, og den sidste Slurk Kaffe skylles bagefter. Derpaa griber man først det dejlige varme Halssjal, som vikles 3-4 Gange om Halsen, dernæst Kappen taget paa, Lænderne omgjordes med Livremmen, hvad der ganske vist ikke er behageligt, da vi har 120 Patroner i Taskerne, dertil Sidegeværet, Spaden, Gasmasken. Brødtasken og Feltflasken, altsaa en anstændig Vægt, om den fyldte Mave. Piben eller en Cigar, Mærke „Liebesgabe“ tændes, og saa kommer Hovedsagen, vor kære Bøsse.

Velrustede kravler vi saaledes op af den ret ujævne Trappe, og enhver gaar paa sin Plads i Graven. Vi staar paa en Forhøjning (Auftritt), saa vi bekvemt kan kigge igennem Skydehullerne, dog er endnu et Bræt anbragt, hvor vi kan stille os op, naar vi rigtig vil kigge over Dækningen, hvad der af Hensyn til Sikkerheden ofte er nødvendigt om Natten. Langsomt kravler man altsaa op paa Pladsen og venter paa, hvad Natten vil bringe.

Man er lidt gnaven i Sinde, thi Regnen strømmer uafladelig, mens Vinden piber. Med Kraven op om Ørerne skyder man Ryg og ryster sig uvilkaarlig, for at Vandet bedre skal flyde af en, fra Huen drypper det ned paa Næsen, hvor der allerede i Forvejen hænger en klar Dryp.

Piiiv, piiiv, over Hovedet flyver Fjendens Kugler med deres uhyggelige Fløjten, patsch, slaar en ned foran Næsen af en i Jorden, og Skidtet flyver en i Ansigtet. Tak for den, Franskmand, den skal du faa betalt. Bøssen, som er ladt med 5 Patroner, tages sagte i Haanden, Sikringsfløjten lægges om. Derovre, lidt til Venstre, havde jeg set Ildstraalen, da han skød, altsaa langsomt tage Sigte, Fingeren langsomt krummet, bums! flyver Kuglen af Sted. Hvad Virkning den gør, ved man jo ikke. Men Franskmanden mærkede den dog, og snart svarer han igen.

Men ikke ene. Han siger sine Sidekammerater Besked, og snart skyder tre, fire Mand ad Gangen. Vi er ikke sene til at gøre det samme. Siirsst, siirsst, med hvislende Lyd gaar en Raket i Luften. Det er lyst, som om Dagen. Nu er det paa Tide at kigge nøje efter, om der er noget paa Færde foran en. Alt er i Orden. Dog mærker man sig et Par Skydehuller hos Modstanderen.

Ratsch-Ratsch-bum-bum, Fjenden sendte et Par Granater, som slog ind i en hundrede Meters Afstand. Splinter og Stumper, Jord og Sten flyver i Luften, og Krudtdampen kildrer i Næsen. Hurtigt som et Lyn dukker man sig og presser sig imod Gravkanten, til det igen bliver roligt. Vort Artilleri er ikke sent til at svare. Saadan gaar det en Tid frem og tilbage.

Hvad var det, lige foran mig puslede der noget. Det er bælgmørkt, jeg ser intet. Højre Haand omklamrer Bøssen. Nerverne spændes. Hjertet banker. Atter rasler det. Forsigtigt kigger jeg helt over Dækningen. Da ser jeg Fredsforstyrreren! En Frækhed! en stor tyk Rotte (som en liden Kat), løber der omkring og søger sig noget til Aftensmad! Et Lettelsens Suk. Bøssen stilles hen.

Men i Stedet for, hurtigt Sidegeværet revet ud og Svap, den frække Gavtyv maatte lade sit Liv. Ja, Blod maa der nødvendig flyde i Krigen. Dig har jeg, mumler jeg, og gør et Par kraftige Drag af Piben, som nær var gaaet ud. Alt imens bliver Fødderne kolde, man begynder at trippe, hvad mon Klokken siger. Aha, just tilpas. Den vagthavende Underofficer skyder en Lyskugle i Luften. Lyst som om Dagen, hurtig et Blik paa Uret, 7, det var Halvvejen, saa gaar det da ned ad Bakken igen.

Vup — ——- et Lyn, Ræn-n-ng, et vældigt Brag, et Lufttryk ikke til at beskrive, en Hagl af Jernstumper, Jord, Sten og andet svirrer i Luften. Der, et Stykke til højre var det, slog en stor fransk Mine ned. Det kan nok være, man kan blive hurtig i Vendingen. I et Nu ned i Graven, og hvis det er muligt ind under Dækning.

Et Par Minutter, og alt er igen roligt, kun uafladelig Bøsseskud. Vore Tropper sparer naturligvis ikke med Svar, og for det meste faar Fjenden 3—4 Gange dobbelt betalt, saa han falder snart til Føje.

Atter staar man paa sin Plads. „Das war aller Hand“, siger man til Kammeraterne, som staar en 10 Meter til venstre og højre. Ja, Joffre har nok Lyst til at lave dicke Luft svarer han.

En Stund er det igen temmelig roligt. Da paa en Gang knak! knak! knak! knak! stedse hurtigere, pist pist, pist, over Hovedet suser uafladeligt Kuglerne saa tætte som Hagl.

Det er et Maskingevær, som ogsaa vil snakke med, for om muligt at meje nogle ned, som længere tilbage ofte om Natten arbejder paa Dækninger. Vi dukker os og morer os i vort stille Sind. Os kan de jo ikke mene dermed. Faste Trin høres bagved. Parole ? spørger en hvas Stemme. Hælene slaar sammen, Hænderne ud af Lommerne, og Ordet siger man da i militær Tone. Det var den tjensthavende Officer, som gør Runden i Graven for at se, om alt er i Orden.

Ved den næste Lyskugle kigger man paa Klokken. Aha! et Kvarter før otte. Det er Tid at vække Afløsningen. Hurtigt springer en ned og hen for at vække. Det kan nok hænde, at man maa raabe en 10-12 Gange, forinden de bliver rigtig vaagne. Klokken er nu otte. De maa nu komme hvert Øjeblik. Hvad er det, endnu ikke her — fem Minutter er det nu allerede over Tiden. Atter en hen for at brøle ned i Hulen. Endelig med næsten 10 Minutters Forsinkelse kommer de søvndrukne, og modtages just ikke paa en alt for blid Maade. Vi betaler næste Gang med Renter.

Det var de to første Timer. Endnu 3 Gange 2, jo Tak, en Fornøjelse. Dog man tænker ikke derpaa. Hurtig Oppakningen af, en Cigaret tændt, og langsomt kravler man ind i en snæver Køje, langtfra tiltalende, og dog er man sjæleglad, naar man først er der, man vikler sig ind i et Dækken, Hovedet paa Tornystren og vil nu gerne sove ind. Dog ak og ve! Her er der andre smaa Fjender, graa og sorte, nogle slemme Gæster. De bliver nu vaagne, da Kroppen begynder at varmes. Man kradser og klør, vælter sig til højre og venstre. Det nytter kun lidt. Altsaa op igen. Lyset tændt, og nu begynder en Jagt, som, ofte giver et godt Udbytte. Efter denne ubehagelige Forstyrrelse forsøger man det for anden Gang paa Hylden. Denne Gang faar Søvnen og Trætheden Overmagten. Snart snorker man og sover fast som en Sten.

Man er nu ikke mere i Krigen, ikke mere i Skyttegraven, thi man — drømmer, drømmer om Hjemmet, om Mor, om Søskende, om alle de Kære. Aa, det er saa vidunderligt skønt at være hjemme, glemt er al Trængsel, al Nød. Man er fri. Verden staar aaben, Glæde uden Ende …

Da pludselig en grov Stemme „Halloh! Aufstehen! Ablösen!“ Ak! Hvad var det? Kun en Drøm. Langsomt vender Tankerne tilbage til Virkeligheden, den nøgterne Virkelighed. O ve! det var kun en Drøm.

Halvt fortumlet i Hovedet — kun en Times Søvn. Man er tilmode som paa en Blaamandag. Man trækker altsaa det hele Skrammel paa igen og kravler ud, ud i den øsende Regn, Regn, som der kun gives i Frankrig, uophørligt hele Nætter igennem. Nu gaar Spillet løs forfra igen. Og her bliver man ret hurtig lysvaagen, thi det gaar paa Liv og Død.

Saadan gaar en Dag efter den anden, en Uge efter den anden, indtil endelig, endelig de 20 Dage er forbi, og vi igen for en Stund kan pakke vor Kommode, og med uendelig Glæde i Hjertet og Tak til Gud forlader den trange Skyttegrav. Desværre mangler vi jo hver Gang en eller flere Kammerater, ja alle vende ikke tilbage.

Gid dog den gode Gud snart vilde oplade sin milde Haand og gøre en Ende paa denne forfærdelige Krig, give os Fred, Fred imellem Folkeslagene og Fred i Hjertet.

Eder, i Kære derhjemme, denne lille Skildring af Livet herude i Felten, til bedre Forstaaelse, optegnet i en rolig Aftenstund i Reserve, den 31. Januar 1916, Dagen før min 25. Fødselsdag.

Eders hengivne Hans.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

Ikke kategoriseret

23. januar 1916. Rotter i Lievin

Skriv en kommentar

Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84. Han lå i vinteren 1915-1916 ved Loretto.

Lievin var en stor mineby, vokset op omkring de store grubeanlæg og domineret af de høje ståltårne og de mægtige affaldsbunker. Hele periferien var arbejderkolonier, men der var også flere smukke slotte, som rimeligvis tilhørte mineejerne, men som nu måtte dele skæbne med arbejdernes huse og borgerhjem: Ruinhobe.

I kældrene under de sammenskudte huse lå vi i første reserve.

Kvartererne ville have været gode nok, hvis vi ikke havde måttet dele dem med et utal af rotter.

De grådige bæster åd alt, hvad der blot var nogenlunde spiseligt, og de madvarer, vi ikke kunne pakke ned i vore kogekar, måtte vi hænge  op ved loftet i snore.

De krøb ind under vore tæpper, når vi lå og sov og løb hen over vore ansigter, men jeg hørte aldrig, at nogen blev bidt af dem.

DSK-årbøger 1960