Tag-arkiv: hjemmefronten

Aviser

2. marts 1918 – Ribe Stiftstidende: det smukke hvide brød

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Han maatte ud med sproget

I Haderslev bemærkede læreren forleden, at en lille dreng, søn af en fragtkusk, der kører fra banegaarden rundt i byen, havde et stykke smukt, hvidt hvedebrød med til skole. Paa spørgsmaalet om, hvor han havde faaet det fra, svarede drengen, at det vidste han ikke. Den patriotiske lærer meldte derpaa sagen og kusken kom i forhør. Her forklarede kusken, at han havde stjaalet flormelet, hvoraf hvedebrødet var bagt. Paa spørgsmaalet om, fra hvem han havde stjaalet det, nægtede kusken at svare. Man forlangte imidlertid meget energisk at faa det at vide, og kusken bemærkede da, at det vilde blive værre for andre end for ham, hvis han fortalte det. Dette var imidlertid ligegyldigt, han maatte ud med sproget, og kusken afgav da følgende forklaring: til banegaarden var der til to af byens embedsmænd og en af byens største forretningsmænd ankommen tre sække flormel, med 100 pund i hver sæk. Kusken syntes, at han kunde være ligesaa berettiget til at faa mel som disse tre herrer, og havde derfor taget 10 pund af hver sæk. Men da han naturligvis nu var strafskyldig, saa forlangte han ogsaa, at de tre herrer blev anklaget for ulovlig hamstring. Dette kunde man dog naturligvis ikke gaa med til; men kusken blev ved sit. Efter længere forhandling tilbød man kusken en pengesum for at tie stille med sagen samt fri for videre tiltale, men kusken svarede dertil, at nu var han jo tyv, men kæltring vilde han da ikke være. Naturligvis endte det, som man kunde vente, med, at kusken fik lov at gaa, men at han ikke har været ganske tavs, beviser historiens fremkomst.

Hjemmefronten, Sønderjyder

1. marts 1918. Vi fik lov at beholde skimlerne. Brev fra Inger til Jørgen.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag aften, d. 1.3.1918

Min kæreste Jørgen!
Nu vil jeg da allerførst fortælle dig, at vi fik lov til at beholde skimlerne, men stakkels »Prins« måtte med (det er jo i dag, hestemønstringen har været i Haderslev). Jeg tog med 7-toget ud i morges, Hans og Gustav var kørende med hestene, og var jeg ikke selv kommet med, så var den store skimmel gledet med. Prins kom først for, men den havde et tykt ben, så den fik jo øjeblikkelig et »zu Hause« bagefter sig. Og så kan du nok tænke, da ritmesteren så skimlerne, var han jo straks parat til at tage en af dem. Men jeg måtte jo så til at bede, om de da ikke ville lade os beholde de to. Landråden sagde ikke så ret meget til det, det stolede jeg jo nu ellers på. Men når det rigtig gælder noget, så kan jeg jo da nok få lidt sagt. Bagefter husker jeg knap selv, hvad det er, jeg fik sagt; men det endte jo da med, at Prins skulle hentes igen og mønstres. Og så tog han den til »schweres Zugtpferd«. Du kan tro, skimlerne vakte opmærksomhed, og folk, som jeg slet ikke kendte, kom og udtalte deres glæde over, at vi fik lov at beholde dem begge. Der var jo også straks flere ved hånden, som spurgte, hvad de skulle koste. Der var en, som sagde til Hans, at han ville give alt, hvad vi forlangte. Hvad om vi nu kunne have fået 20.000 for dem? Bare du selv kunne have været med til det. Det var helt interessant at se alle de heste, der var nok 600 i alt. Hele markedspladsen var fuld; men ellers kan man jo ikke kalde det et godt hestemarked. Alle folk er jo kede af at komme af med deres gode heste. Her fra byen mødte 16, men så vidt jeg ved, blev der kun taget 3, en hos Magda Refshauge, en hos Anne Hansen og så vores. Du ser, det er gået ud over konerne. Jens’s skimmel blev også fri. De helt lyse tog de ingen af. Jeg tænker, vi får 3800 eller måske 4000 for hesten, og så gir kommunen 1000, så tabet biir jo da ikke så slemt..

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

Hjemmefronten, Sønderjyder

27. februar 1918. Du har megen ulejlighed både for min og hestenes skyld. Brev fra Jørgen til Inger.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Onsdag d. 27.2.1918

… Du fortalte også fornylig, at du havde været ude hos landråden for at få de skimlede heste fri, men du ved ikke rigtig, hvad det blev til. Det var da skammeligt, hvis vi skulle af med dem, for det er sådan et par rare dyr, som jeg holder meget af. Og det ville jo også blive et stort tab, for der er vel ingen, som i år vil hjælpe at bære tabet. Sådan blev det jo ellers lavet sidste år. Du har megen ulejlighed og arbejde både for min og hestenes skyld. Når du nu blot kan få al din møje betalt. Du skriver også om revision, er det ligesom sidste forår, at de kommer og ser efter om vi har korn nok, eller for meget!…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

Hjemmefronten, Sønderjyder

25. februar 1918. Modersmålet skriver om hjemsendelse af arbejdsduelige landmænd. Brev fra Jørgen til Inger

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Mandag d. 25.2.1918

…I Modersmålet, som jeg fik idag, læste jeg en glædelig nyhed om hjemsendelse af arbejdsanvendelige landmænd, og til dem må jeg vel nok kunne regne mig. Du har måske set det i bladet, men jeg klipper det ud og lægger det i brevet. Jeg synes, at så kan der da være håb om, at jeg kan blive sendt hjem. Løjtnanten beklagede meget, at det ikke var lykkedes for os sidste sommer. Det gjorde ham hjerteligt ondt, sagde han, det skulle jeg skrive til dig. Som du ved, er det en mand, som jeg sætter meget pris på. Han mener, hvad han siger. Orlov skal være spærret til 27. april, men så længe vil det jo også vare, inden en sådan ansøgning om tilbagestilling når hertil…
Jeg må sige, at jeg har det meget godt nu, og du kan tro, at jeg skønner på det, kære Inger. Det er noget andet at kunne lægge sig til at sove om aftenen og ikke behøve at trække på vagt ude i skyttegravene. Og den bestilling, jeg har, er en af de bedste, for med mine æsler behøver jeg aldrig at køre derud. Det gør de derimod med hestene, og det kan sommetider være fare derved, men jeg ved da ikke, at de har haft tab derved. 3. kompagni havde 4 døde i går. Tidligt om morgenen foretog englænderne et ildoverfald, og derved blev de fire mand, som havde søgt skjul, ramt af en granat og var døde med det samme. Det er sørgeligt sådan noget, og det vil jo nok blive meget værre, når offensiven begynder…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

Hjemmefronten, Sønderjyder

23. februar 1918. Når jeg kun får orlov, så skal jeg tage afsked fra jer igen. Brev fra Jørgen til Inger.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag aften d. 23.2.1918

…I dag fortalte kompagniføreren mig, at ansøgningen allerede var nået hertil, men han kunne ikke give mig orlov, da der fuldstændig er spærret for orlov. Vi skulle bare vente, sagde han, og det er jeg slet ikke ked af, for når jeg kun får orlov, så skal jeg igen tage afsked fra jer, og det er svært både for jer og for mig. Altså lad os vente, kære Inger. Du skal heller ikke bryde dig om det andet, jeg skrev om. Bataljonen er i aften gået i stilling, og du kan tro, jeg er glad ved at kunne blive her.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

Hjemmefronten, Sønderjyder

23. februar 1918. Endelig kom der en hel stak med dine breve. Brev fra Inger til Jørgen.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag d. 23. febr. 1918

Min kære Jørgen!

Sikken mængde breve, der kom fra dig i dag. Jeg tror, der var ti i alt. Det første er fra den 2. febr., og så følger de jo senere, ligesom du har skrevet dem, også de fire smukke kort til børnene og mig.

Du kan tro, de var glade ved de kort. De talte dukkerne og drøftede det rigtigt. Fotografierne kom også, de er rigtignok også vellykkede, dyrene har stået så rolige, de er vel ikke så »spral« af sig. Det får de ikke havre nok til.

Havde alle de breve bare kommet på rad, som de plejer, kunne vi jo nok ha’ fået det ordnet med ansøgningerne efter dit ønske. Men nu er det hele jo en gang forkludret. Der er jo skrevet, at vi har en karl, en daglønner og en russer. Hvor var vi dumme i efteråret, da du kom hjem på orlov med den besked fra løjtnanten, at vi ikke rettede os efter den. Og dumme har vi jo været hele tiden, så længe du har været inde.

I førstningen har jeg sagt det, at vi kunne lade det hele ligge, så kunne det gå, som det ville, men da ville ingen høre efter mig. Nu begynder vi at få øjnene op, men det er jo lidt sent, nu har du døjet meget, og enden er der jo ikke endnu.

– Ellers var jeg rigtignok glad ved at læse alle dine breve. Jeg fik næsten ingen middagsmad, boghvedegrød og sylt, over alle de epistler…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

Hjemmefronten

16. februar 1918 – Enkefru Røgind: “Byen er i een Skræk”

Skriv en kommentar

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

16. Febr.
Husundersøgelse. En Politimand (den væmmelige fra Raadhuset) og to Soldater; denne Gang gjaldt det Kornet, Melet. Vi havde en Angst for vort fine Mel, som vi havde ½ Sæk af, fik den gemt i Tide, de snusede alle Steder uden at opdage noget ulovligt og gik med lidt Hønsekorn. Næste Gang gælder det Spisekammeret og Flæsket. Man ved jo ikke, naar de kommer. Byen er i een Skræk.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 147)

Hjemmefronten, Sønderjyder

16. februar 1918. Hans ko hedder Lise. Brev fra Jørgen til Inger.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

16.2.1918

Min egen kære Inger!
… Som du vel kan tænke, er jeg igen i Frankrig tæt ved det sted, hvor jeg var sidste sommer…. Posten henter jeg i Walincourt. Det var der, Hans Fink var sidste sommer, da jeg var på lazarettet i Cambrai. Da jeg i dag kørte her til byen, blev en tysk flyver skudt ned lige i vor nærhed. Det så frygteligt ud, som den kom susende ned mod jorden med hovedet nedad, om man ellers kan kalde det sådan. Længe efter kom halen, som var tabt oppe i luften, også susende ned. De to mænd, som sad i maskinen, en løjtnant og en feldwebel, var selvfølgelig døde. Samtidig blev en lænkeballon og nok en flyver skudt ned, begge tyske. Ellers er det endnu roligt ude ved fronten, men hvor længe vil det vare. Her har vi et temmeligt godt kvarter, vi er kun fire mand i en stor stue. Den fjerde, som er kommen til, er en, som passer bataljonskoen, et let arbejde, men han er også en ældre mand. Hans ko hedder Lise…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

Hjemmefronten, Sønderjyder

13. februar 1918. Der skal vist ske noget her på Vestfronten. Brev fra Jørgen til Inger.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Onsdag, d. 13.2.1918

Min kære, kære Inger! .
.. Jeg ved ikke, hvornår du får mine breve, for jeg kan forstå på mine kammerater, at deres pårørende heller ikke hører fra dem. Der skal jo vist ske noget her ved vestfronten, og derfor er det vel, at der gås så hemmelighedsfuldt til værks. Jeg vil ikke endnu skrive, hvor vi er, for jeg tænker, at brevet måske lettere når hjem, når der ikke står noget derom. Er i aften henne på et soldaterhjem, og der har jeg truffet på et par andre danskere, og nu har vi alle tre sat os til at skrive. Ja, tankerne går hjemad til alle de kære, som sidder der og længes. Det er et par unge mænd, og de er kede af, at de nu snart skal ud i stillingen igen, og det er ikke så sært. Hvis jeg skulle have været med derud, ville jeg også have været meget beklemt derved…

Torsdag d. 14.2.1918

Mange tak for brevet fra den 8. febr. Du fortæller deri, at du vil søge om at få mig hjem til såtiden, og det er jeg ikke glad ved. Og samtidig fik jeg brev fra Thaysen, at du allerede havde været ovre hos ham med ansøgningen, og at han allerede havde sendt den videre. Der har været postspærring i 14 dage, og så har du ikke fået mine breve, hvori jeg bad dig om at vente med at søge. Og den 6. febr. skrev jeg så, at du skulle søge om at få mig stillet tilbage i et fjerdingår eller mere.
Mon du ikke kan få denne ansøgning, som allerede er indsendt, til at gå tilbage, for jeg kan næsten ikke tænke mig at komme hjem en lille tid, selv om det blev i fire uger, og så skulle afsted igen. Det er så forfærdeligt, dette at skulle til at tage afsked fra jer alle mine kære. Og så er der endnu en grund… jeg er bange for at skulle miste min plads, og det værste var da, hvis jeg igen kom tilbage til kompagniet. Kære Inger, hvis det er muligt, så se at få ansøgningen tilbage, og hvis du synes det, så søg om at få mig sat tilbage, enten nu eller i det mindste til høsten. Jeg kan som sagt ikke tænke mig afskedstimen igen…

Det har jo også været en lang ventetid for dig, kære Inger, vel hele 14 dage, hvor du slet ikke har hørt fra mig, og derfra stammer det også med ansøgningen om orlov. Det er slet ikke blevet os fortalt, at der var spærret for posten, men nu i dag blev det fortalt, at det igen er åbnet for trafikken. Derimod er der i dag blevet spærret for orlov indtil videre. Der skal vist snart begyndes for alvor på offensiven. Det er noget, jeg tænker mig…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

Hjemmefronten, Sønderjyder

13. februar 1918. Herhjemme venter vi ikke andet af den fred, end at den kan forlænge krigen. Brev fra Inger til Jørgen

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Onsdag d. 13.2.1918

Min egen kære Jørgen!
Der kommer bestandig ikke brev fra dig. Det er hårdt helt at være uden efterretninger fra dig, i dag er det akkurat 14 dage siden dit sidste brev er skreven. Jeg begynder at blive lidt urolig. Hvis I nu skulle være flyttet, er det jo vanskeligt, at du får det så godt, som du har haft det hidindtil…
Jeg havde så småt håbet på at få Jenny til forår, men nu er hun lejet til Mathias Johansens igen for en vældig stor løn, 300 M for sommeren. Petrine synes, hun vil prøve det et andet sted, men Sara vil nok blive. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal til sommer, Dimitri beholder vi jo sikkert ikke, nu da der fred med Rusland. Herhjemme venter vi ikke andet af den fred, end at den kan forlænge krigen.
Fredag d. 15. febr. 1918. Der er endnu ingen brev kommet fra dig. Så længe har det endnu aldrig varet, og du kan forstå, at jeg længes helt forfærdelig efter at høre fra dig. Efter avisen ser det ud, som der er uro i Vogeser- ne, så jeg kan ikke andet end være urolig for dig….

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

Hjemmefronten, Steder

11. februar 1918. Nu er der sluttet fred med Ukraine, men det gør vel hverken fra eller til. Brev fra Inger til Jørgen.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Mandag d. ll.fébr. 1918.

Der er ikke kommet brev fra dig endnu. Hvor jeg dog længes efter at høre fra dig. Jeg er egentlig ikke så urolig for dig, jeg mener jo da, at der er postspærring, og jeg derfor ikke hører fra dig. Men du kunne jo også være flyttet. Der kan være sket meget siden den 30. jan., da er dit sidste brev skrevet. Det har været en dårlig postforbindelse helt siden jul…
I dag er det fastelavnsmandag. Der skal jo nok være en hel del folk i Haderslev, hestehandlen florerer stadig. Vi fik da grønlangkål og mælk og tvebakker i går til middag, og lidt hedeviger fik vi også bagt i går, men de er jo langtfra så gode, som dem vi før fik fra bageren. Børnene havde hver et fastelavnsris, som de så var inde at banke pigerne op med. Det morede dem meget… Sådan som børnene venter efter, at du skal komme hjem. De taler om dig hver dag. Louise kom hjem og fortalte, at Folmer var kommet hjem og var fri. Så sagde Kirstine: »Havde det endda været vor far«, og sådan siger de så tit. Nå, den 4 ugers orlov skal du jo da også nok få, men det andet havde jo været bedre, om du ikke skulle have været afsted igen. Nu er der sluttet fred med Ukraine, men det gør vel hverken fra eller til. Dimitri er ikke fra Ukraine, vi så efter på kortet i går, ellers skulle han jo vist have været hjem. Han går og er så veltilfreds og passer sin stald og malkningen nok så godt. Vi har fire små kønne kalve…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

Ikke kategoriseret

9. februar 1918. Bare jeg havde været et par år ældre. Brev fra Jørgen til Inger.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag aften d. 9.2.1918

… Du skriver om, at du vil søge om såorlov for mig. Men nu håber jeg, at du har fået mit brev fra d. 6, hvor jeg beder dig om at søge om at få mig stillet tilbage. Jeg håber, at ansøgningen om orlov ikke er sendt ind, når du får brevet fra d. 6. Jeg skal sige dig, jeg vil hellere herfra jo før des bedre, for man kan jo aldrig føle sig tryg, sålænge man er ved fronten… Alle de, som er 42 år hos os, bliver i disse dage sendt til Rendsborg, og måske de så bliver fri. Bare jeg havde været et par år ældre. Men der kan da være udsigt til, at jeg kan blive stillet tilbage, da der må være folk nok. Nu vil der nok gå nogle dage hen, hvor du ikke hører fra mig, da vi skal ud at rejse med toget. Men jeg ved selvfølgelig ikke, hvor vi skal hen i verden….

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

Hjemmefronten, Sønderjyder

8. februar 1918. Blot jeg ikke havde betænkt mig så længe. Brev fra Jørgen til Inger.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

 Fredag d. 8.2.1918

Hvor jeg da blev glad, da jeg så der var brev fra dig i dag. Jeg havde ingen breve fået i et par dage, og så begynder jeg straks at længes. Du skriver, at Fedder vil få Johansen til at skrive en ansøgning, og så vil du en af dagene gå over til Thaysen med den. Men inden det er så vidt, så har du jo vist fået mit brev, hvori jeg skriver, at du ikke skal søge endnu. Blot jeg ikke havde betænkt mig så længe, for nu går der jo en 8-10 dage hen, inden ansøgningen kommer i gang… Det vil nok ikke vare længe, inden vi kommer bort herfra. Noget bestemt ved jeg ikke, men der ymtes om, at vi snart skal på rejse. Det har jo også været en ualmindelig lang hviletid for os, men ikke for lang, for her ved man, hvordan man har det, men man ved ikke, hvordan man får det.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

Hjemmefronten

5. februar 1918 – Enkefru Røgind: Forsyningsproblemer i Haderslev

Skriv en kommentar

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

5. Febr.
Amtsforstanderne har været samlede hos Landraaden, og nu er Kommuneforstanderne ogsaa kaldte, der skal forhandles om Korn- og Ernæringsspørgsmaalet, der er ikke tilstrækkeligt, selv om Brødrationen sættes ned; man mener, til Maj vil alt være brugt. Og hvorfra skal de hente de nye Forsyninger? Bønderne banker de ikke mere ud af, selv om Amts- og Kommuneforstanderne truer.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 147)

Hjemmefronten

30. januar 1918 – Hans Paulsen: “… spændende Situation for Soldaterne!”

1 kommentar

Hans Paulsen var grosserersøn fra Flensborg, og indtrådte i sommeren 1917 nitten år gammel i den tyske hær. Han kom til Berlin for at blive uddannet til chauffør, og der befandt han sig endnu i januar.

Brevet er fortsat fra den 29. januar

Onsdag Aften, den 30. Jan. 1918.
Idag har jeg haft en temmelig begivenhedsrig Dag. Da jeg imorges kom til Køreskolen, fik vi Medddelsen, at vi atter ikke maatte køre for Strejkens Skyld. Strejken, især i Spandau ved Munitionsfabrikerne, vokser stadig. Igaar Aftes Kl. 8 har man givet alle Folk, som endnu var i Kasernen en Karabiner og skarpe Patroner. De rykkede alle af til Spandau, og er ikke kommet tilbage endnu. Alle andre, som senere indfandt sig i Kasernen, skulde blive der, og maatte side hele Natten igennem vaagen.

– Idag har vi altsaa Kasernespærre, alle kommer ind, meningen maa gaa ud. Alt, ogsaa dem, som bor udenfor, maa blive Natten over paaklædte i Kasernen. Tilfældigvis blev jeg imorges med 4 andre kommandered til at skovle og slæbe – Kul paa ”Beyrischer Platz”. Der har jeg altsaa arbejdet hele Dagen uhyre svær. Jeg er endnu helt træt og mine Hænder gør ondt, derfor den daarlige Skrift. Som Belønning fik vi hver 7.-M, surtjente Penge!!!

Da vi Klokken 4 var færdig med vort Arbejde, gik vi naturligvis direkte hjem i vore Privatboliger, for vi vilde da ikke sidde vaagen hele Natten i Kasernen og evtl. ogsaa med ladte Karabiner blive sendt til Spandau. Derfor er jeg altsaa en af de faa, som kan sove hjemme hele Natten. Forhaabentlig slaar de mig ingen Streg gennem Regningen.

– ”Vorwärts” er forbudt. Overalt forkynder den paa Plakater, at den er forbudt for 3 Dage, da den har optaget et Opraab til Generalstrejke i sine Annoncespalter. – Den tætte Taage ligger endnu bestandig over Byen. –
Det er spændende Situation for Soldaterne! Jeg fik Meddelelse om, at Eders Indskrivningsbrev er ankommet, men kan ikke hente det, da man vilde holde mig tilbage i Kasernen. Muddis Brev har jeg faaet. Mange Tak!

– Mit Brev vil jeg ikke sende afsted endnu, da man taler om Censur. God Nat!

Brevet fortsættes 2. februar

(P285-1, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

Hjemmefronten, Sønderjyder

25. januar 1918. Vi vil da ikke helt opgive håbet, kære Inger, for så ser det trøstesløst ud for os. Brev fra Jørgen til Inger.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag d. 25.1.1918

Kæreste Inger!
… Det er just ingen glædelige efterretninger du bringer, når Thaysen mener, at det ikke er muligt, at jeg kan blive »entlassen«, som det kaldes.

Det gjorde et meget nedslående indtryk på mig, for jeg havde da bestemt ventet at blive fri til forår. Og det er jo også meget kedelig for dig, kære Inger. Dog hjalp det noget, da jeg fik dit brev fra lørdag, for det lader jo da til efter det, at Thaysen mener, at vi godt kan søge om, at jeg kan blive stillet tilbage en længere tid.

Er det ikke en misforståelse imellem dig og Thaysen, for det var jo heller ikke meningen, at jeg ville være helt fri, men blot stilles tilbage, for når jeg kan nå såvidt, så er der meget vundet. Så bliver jeg ikke så let indkaldt igen. Ja, nu vil jeg prøve at tale med Suhr eller Harden om sagen, men når jeg bliver stillet tilbage og skulle blive indkaldt påny, så er det jo meget vanskeligt, at jeg kommer her til kompagniet igen, for så skal jeg stille mig i Rendsborg ved Ersats Batt. der.

Men du skal ikke søge, førend jeg skriver det. Lad os tage det med ro, kære Inger.

Og så tror jeg nok, det er bedst at få lærer Johansen til at skrive ansøgningen. Det kan Fedder vist let få ham til, og måske du eller Fedder kunne tage over og minde Schmidt om sit løfte til mig om at anbefale ansøgningen, og det var jo også godt at tale med Eickemejer om sagen.

At blive stillet tilbage er ikke umuligt, det ved jeg, for i morgen rejser der en vagtmester fra os til Rendsborg. Han er blevet fri til 31. maj, og så kan han jo altid søge igen. Han var vagtmester ved den store bagage, og vi er kede af, at han rejser, for han var en rar foresat. Han er en gårdmand fra Vestholsten.

Vi havde forresten begge to fire ugers orlov i foråret og fulgtes hjemad. Han hedder Rathjens. Vi vil da ikke helt opgive håbet, kære Inger, for så ser det trøstesløst ud for os, for hvornår skal krigen da få ende?…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

Krigens forløb

24. januar 1918 – Mathias Damm: “… chikanerer andres værgeløse Kvindfolk”

Skriv en kommentar

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

den 24.1.18.
Kære Søster!
Mange Tak for Dit Brev som jeg modtog igaar. Jeg har det godt og er sund og rask. Ser at det gaar ligesaadan hjemme, at de store ser til, naar andre arbeider, og tilmed for dem.

Men som Du skriver, det er jo Krig, og hvad det angaar, saa arbeider man tidt for en, man hjemme vilde smide ud, naar man skulde arbeide. Men P.H. skal ikke undre sig, om han en skønne Dag faar Tak for al hans Venlighed med Krigskoner. Han er jo snart værre end “Fædrelandspartiet” og Storagrareme. Kanske han regner sig til de sidste, men tøv kun, nogen af os, som stadig er i Felten, kommer dog hjem, om ikke alle, og saa ved vi jo hvordan vi har at forholde os.

Jeg tænker Fader er af samme Mening. Han er i hvertfald ikke af førnævnte Parti. Mangen en af d’ Hr som nu spiller sig op og chikanerer andres værgeløse Kvindfolk, vil bittert komme til at angre det, de vil dog nok komme til den Erkendelse, hvor var jeg dog et stort Fæ.

Man har her lært at bruge Snuden kanske lidt mere end godt er, og naar man engang kommer godt hjem, saa rappler det, naar nogen vil puste sig op, saadan har man lært det, og hvad man lærer ved Prøisseme er mønsterværdigt!!!: For Eks. at spise hveranden Dag, Dörrgemüse og Sauerkraut. Det skulde i ogsaa gøre saa sparede i en mængde Flæsk og Kartofler o.s.v. Og naar i saa vasker jer en Gang i Ugen sparer i Sæbe. Naar eders Pjalter ere ubrugelige, venter i endnu i ¼ Aar inden i anskaffer ny, til Gengæld skriver i det op i en Notitsbog og naar nogen mener, at de ere for gamle, siger i blot at det er noteret. Imorgen er der atter Appel med daarlige Klæder. Dennegang fik jeg jo ingen Trøie, kan nu atter blive noteret for et par Maaneder. Jeg har den, jeg havde paa Orlov. Bukser fik jeg forleden og de var nye da jeg var paa Orlov.

Jeg fik Kort fra R idag, han mente nu først at faa Orlov til Foraarsarbeidet. De sidste, her kørte paa Orlov var kun 7 Dage undervejs. De har nok faaet Efterorlov. Nu er det helt spærret. Det gaar godt. Men Hovedsagen at man er sund og rask. Det bedste Barometer for tyk Luft er hvor tidt man kommer paa Orlov. Naar man taber ¾ af Komp. er det klart, at man kommer før paa Orlov. H. Kallesen mener jo ogsaa snart at faa Orlov igjen. I overmorgen reiser vi atter ud igjen, eller rettere ned. Du ved nok hvorhen, jeg troer nok det gaar den Vei til Helvede!

Her er i Aften Ballade. I Eftermiddag blev Liebesgaben fordelt, de skulde være til Jul, men kom den Dag vi gik i Stilling efter Nytaar. Hver Mand fik et Nummer. Jeg fik saa en (en af de Bedste) Pakke med 6 Papirshaandtørklæder, en Notitsbog, Koperstiften, jeg skriver med, et lille St. Sæbe, en Bønnebog-(Kløver Knægt og Sorte Pær) der er god til at spille Skat med, 10 Feltpostbreve til at skrive til mine mange Kærester, et Lommespeil med Skægbørste og do. Kam. Jeg har jo ogsaa et vældigt Skæg, 7½ Dun i 11¾ Rade!!! Saa var der et par Nummere tilovers. De blev saa given til den, der kunde gøre en bestemt Gymnastikøvelse, og hvad et par andre kunne kan jeg ogsaa, og saa fik jeg en Pakke Tobak-”Ersatz” som jeg forærede bort, en Tandbørste med tilhørende Tandpulver, som jeg solgte og en halv Snes Cigaretter. Andre fik lignende, et par Papirs Hængsler eller en Lommekniv, andre Mundharmonikaer, og de ere nu alle i Gang, saa man kan godt gaa hen og blive nærvøs og tummelumsk. Skade at man er det i Forveien. Ellers havde de da havt noget ud af deres Musik.

Vi har faaet en god Formaning om at se at fange et par Naboer, thi vi skulle dog være Uge saa gode som andre, saa faar man Orlov og Belønning o.s.v. Men vi mener, at naar blot vor Nabo ikke fanger os, er alting godt. Rasmus mener jo at han snart kommer herover. Det er jo meget tænkelig. Hvad skal en Kriger gøre, hvor der ingen Krig er, han kunde jo gæme gaa hen og gaa i Hundene af Sorg over, at han ikke kan leve sit vante Liv og skyde sine Medmennesker. Imorgen er der Kino her. Jeg er jo naturligvis ogsaa blandt dem, der er saa dum at gaa hen, det koster 30 pf. Forleden fik vi hver et Pund Kunsthonning, Vi Pund Sukker og Vi Pakke Keks for 1 M. og nu lige ½ l Øl (25 pf). Ja, vi lever som “gott in Frankreich” som Tyskerne siger. Men jeg troer dog at vi løb hjem, om det skulde være i bare Ben og Skjorte, naar de gav os Lov at stikke af. Forleden fik jeg forresten ogsaa et Pund Pølse for 5 M. Her sparer jeg ikke mange Penge, men de slaar godt til.

Jeg sendte R en rød en i Julen i et Blad, og lagde en Seddel ved. Nu skrev han at det var et Under at hans Kamerater ikke havde brugt dem til noget ekstra noget bagfra, thi han lagde altid Bladene paa Hylden og fik dem tidt ikke læst, far de var væk. Sedlen maa han ikke have fundet. Naa, godt at han fik den, ellers havde jeg dog ærgret mig over det Kludderhoved.

De ryger og smøger her, saa jeg er ved at faa Hovedpine. Det er ogsaa nogle rigtige Giftstængler nutildags. Den Pakke “Ersatz” jeg havde var lutter Hummel, som Du før brugte til Øl. Saa, nu faar Du nøies med dette. Hvis Du bliver træt inden Du er færdig, kan Du jo læse det andet en anden Dag. Jeg vil nu slutte med mange Hilsner til eder alle. Din Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

Hjemmefronten, Sønderjyder

24, januar 1918. Nu tror jeg nok, at jeg har fået »æ grev« under det. Brev fra Inger til Jørgen

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Torsdag d. 24. jan. 1918

Min kære Jørgen!
I går fik jeg to breve fra dig, det ene fra den 11. jan. Det har været åbnet og er vel også læst. Der står »gepriift und zu befordern«. Mon der så er nogen, som kan læse dansk? Du skrev netop i det brev, at jeg ikke skulle sende »Nationaltidende«, for dine stuekammerater var endda lidt politiske o.s.v. Men der er intet overstreget eller klippet ud, så det har jo da kunnet passere…

Fredag d. l.febr. 1918 .

.. Det var rart med den gode forklaring over, hvordan det står sig med at søge. Nu tror jeg nok, at jeg har fået »æ grev« under det; men jeg mener nu, at vi skal til at søge straks. Det er såmænd ikke for tidligt. Thaysen sagde jo da også, at vi godt kunne begynde, og nu vil jeg i eftermiddag går op til Fedders, og få ham til at tale med Johansen om det. Fedder er nu rigtignok ikke hjemme, han er i Haderslev for at tage imod heste, de får nok 39 fra Danmark, Jørgen Lindberg, Fedder og Andreas Erlang. Jeg tager dit brev med, det fra i går, så kan Fedder selv læse det. Det er for børnenes skyld, jeg vil gå i eftermiddag, så må de gå med mig. Vejret er så strålende, og tænk, i formiddags sang lærken, rigtig højt oppe i luften, og i det samme kom der en stor flok vildgæs, 18 ialt, trækkende mod øst. De fløj så lavt, så vi kunne rigtig se dem. Det er da også et forårstegn. Du skulle blot se, som børnene er glade ved solskinnet, de går og trasker rundt ude i haven, og helt rundet om gården, og så spørger de mig, om det da nu ikke er sommer…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

Hjemmefronten, Sønderjyder

21. januar 1918. Om alt går vel kan jeg opleve foråret både her og hjemme. Brev fra Jørgen til Inger

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Mandag aften d. 21.1.1918 .

.. Jeg talte i går med Harden, og han sagde, at du jo havde sendt nogle sager til hans forældre, hvad han var glad ved. Men han bad mig, om du ikke nok hver gang ville skrive, hvor meget det kostede, for det ville han helst have. Og Schmidt, som lige kom fra orlov, havde en kvart kasse cigarer med til mig. Han var jo også meget taknemlig for det, de havde fået. Han havde talt med Hardens mor, som havde været så overvældende glad for de gode sager. Men det er mærkeligt, at de sidste pakker endnu ikke har nået bestemmelsesstedet. Suhr sagde, at hans kone endnu ikke havde fået pakken, men det kommer vel nok i orden.

Mit juletræ holder længere ud end jeres, for det står endnu oppe på skabet, og jeg glæder mig over det hver gang, jeg ser det. Hernede har vi omtrent forår nu, for det er så mildt, så vi ikke behøver at fyre i kakkelovnen. Når alt går vel, kan jeg måske komme til at opleve to forår i år, først her og siden hjemme, hvor det kommer senere.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

Hjemmefronten, Sønderjyder

19. januar 1918. De går og tager masser af penge ind og nyder fordelene ved krigen. Brev fra Inger til Jørgen.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag eftermiddag 19.1.18

Kæreste Jørgen!
… I går formiddag gik jeg over til Thaysen for at tale med ham om en ansøgning. Det var en helt anstrengende tur, for der lå megen sne, og det sneede hele tiden, og meget opmuntrende var det heller ikke at tale Thaysen.

At søge om at få dig »entlassen« nyttede slet ikke, sagde han, du var ikke gammel nok. Jeg blev så ked af det, nu har vi troet og håbet så bestemt, at du skulle blive fri til foråret, og så biir det igen en skuffelse.

Nej, vi skal nok rette os ind efter at bie, til vi får fred.

Men hvor er det svært altsammen. Jeg længes meget efter at få dig hjem, og du er jo så led og ked af soldaterlivet og ville så gerne hjem. Det er jo en hel ulykke for hvem, det har truffet på at være indkaldt. De andre herhjemme mærker ikke til krigen. De går i deres gode hjem og nyder jo alle fordelene ved krigen, tager masser af penge ind på alle måder. Kun der, hvor manden er indkaldt, kan de fordele jo slet ikke udnyttes, og så skal I endda lide savn og døje ondt oven i købet.

Jeg kan sommetider se mig lidt gal på alle de »Reklamationsfolk«. En lille forskrækkelse i form af en lille indkaldelse kunne jeg næsten unde dem.

Jeg spurgte så Thaysen, om der da slet ikke kunne søges. Ja, så mente han jo da, at vi godt kunne forsøge med en »Zurückstellung« i længere tid; og det kunne vi begynde med straks.

Jeg gik op til Fedders i går aftes for at høre hans mening, og han syntes så, at jeg skulle spørge dig først, om du vil have, at jeg søger om det sidste.

Kan du ikke spørge Harden, om det er helt sikkert, at pladsen kan holdes åben til dig, når den orlov er forbi, for så kunne det jo da være godt nok at komme hjem. Se at få det at vide, for så vil vi jo straks få en ansøgning i gang. Måske jeg skulle få Thaysen til at søge, du kunne jo også selv skrive til ham og bede ham om det. –

Hvorfor mon Thaysen sagde det til dig til Finnemanns begravelse, at det var helt sikkert til foråret? Det har holdt modet oppe hos mig helt siden. Jeg har stolet helt bestemt på det, derfor er skuffelsen jo så meget større nu.

Nu gør jeg jo vist også dig ked med mit brev; men jeg er jo nødt til at skrive det som det er.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

Hjemmefronten

15. januar 1918 – Hans Paulsen: “Morgen gør vi vor første Biltur”

Skriv en kommentar

Hans Paulsen var grosserersøn fra Flensborg, og indtrådte i sommeren 1917 nitten år gammel  i den tyske hær. Han kom til Berlin for at blive uddannet til chauffør, og der befandt han sig endnu i januar.

Berlin S.W. den 15. Jan. 1918.

Kære Fader!
Idag vil jeg kuns sende Dig nogle faa Ord, da min nye Virksomhed paa Køreskolen lægger Beslag paa mig selv i min Fritid. Jeg har kuns nogle Bönner til Dig, som Du forhaabentlig ikke vil tage mig ilde op. Vilde det være Dig mulig, at opdrive en strikked ”Kopfschützer”? I Nødstilfælde kan jeg ogsaa behjælpe mig med et strikked Schal eller ”Ohrenschützer” Paa Grund af Knaphed maa vi nemlig trods Kulden paa Vognen behjælpe os med en Simpel Tøjmantel.

Morgen gør vi vor første Biltur. Der gøres altid en Frokost-Station i en eller Restaurant og er det desværre Skik, at Eleverne holder Læreren fri. Det griber naturligviis Punge an og vilde det komme mig godt tilpas, naar jeg atter i Begyndelsen af næste Maaned kunde faa lidt Tilskud. Naar Du ønsker det, kan Du faa Afregning, da jeg over hver eneste Penning, som jeg giver ud, fører nøje Bog. Har Du atter nogle Vokslys? Har I noget Stoppegarn? Muddis Pakke synes jo fuldstændig at være gaaet tabt! – Endnu nok engang haaber jeg, at I ikke holder mine Bøn[ner] for uforskammed!

Eders Hans!

(P285-1, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

Hjemmefronten

12. januar 1918 – Enkefru Røgind: Nøden og forbitrelsen vokser

Skriv en kommentar

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

12. Jan.
Tante Christiane rejser paa Mandag over Christiansfeld, hvorfra Outzen kører hende til Kolding. Hun var endnu meget ophidset over den Behandling, hun havde faaet paa Landraadskontoret, ligefrem blevet behandlet som en Hund; det er skandaløse Tilstande. Hun mente, at herefterdags ingen fik Pas. Nu er Tyskerne saa ædderspændte at bruge Brutalitet som eneste Vaaben.

Her i Haderslev, som ellers har hørt til de begunstigede Steder, vokser Nøden stille, ubønhørligt, og Forbitrelsen med den. Der er næsten ingen Mælk at faa, Mejerierne er befalede at sende deres Mælk til Hamburg, og det er saa slet ordnet, at den bliver sur. Forretningen paa Vojens har et stort Arbejde dermed; den Mælk, der faar Lov at blive her, kommer ogsaa ofte sur hertil og kan ikke taale at koges.Sød Mælk gives der næsten intet af, Folk er fortvivlede, og i det Hundevejr maa de i timevis vente paa Gaden.

Aften: Telegram fra Cathrine, at de har faaet Pas. Sikken Glæde og sikken Snakken, endelig.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 146)

Hjemmefronten, Sønderjyder

11. januar 1918. Men de har aldrig være med forude og hørt kuglerne pibe. Brev fra Jørgen til Inger

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag aften d. 11.1.1918

Min egen kære Inger!
… Julen har været trang for dig, kære Inger, skønt vi må jo være glade og taknemlige for, at vi har det så godt, som vi har det, selv om vi ikke kan være sammen. Den tid kommer nok snart, og så bliver det meget bedre. Nu har vi snart nået midten af januar måned, og inden vi ser os om, er det forår. Nej, Nationaltidende skal du ikke sende, for mine to stuekammerater er endda lidt patriotiske. Det er et par holstenere, og de har jo ingensinde haft et godt øje til danskerne. Det er morsomt, for de er næsten misundelige på mig, fordi jeg har jernkorset og de ikke. Men de har heller aldrig været med forude eller hørt kuglerne pibe. Du kan tro, jeg skønner på min gode bestilling. Jeg ved, hvad det har at betyde at stå derude i kulden og faren.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Hjemmefronten

2. januar 1918 – Enkefru Røgind: ” … Kvinderne ikke nægtede sig noget i Retning af Ukvemsord”

Skriv en kommentar

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

2. Jan.
Her i Byen har der været et større Opløb i Dag, vel ca 3—400 Mennesker. Det var aftalt i Forvejen, og paa Slaget 10 vrimlede de ud af Fabrikker og af Bryggeriet, og en Masse Kvinder, og begav sig ned til Raadhuset. Der var man i stor Forvirring, telefonerede efter Borgmesteren [Schindelhauer], der maatte eskorteres af Politi gennem Mængden, hvoraf Kvinderne ikke nægtede sig noget i Retning af Ukvemsord.

Saa talte han ud ad Vinduet til Forsamlingen og begyndte saaledes: »Werthe Herrschaften« (det er betegnende), og lovede dem Marmelade, Sirup og et Pund Gryn. Arbejderne havde en støt og rolig Tillidsmand, der præciserede deres Fordringer og sagde, at saaledes som det var, kunde det ikke vedblive at gaa. Saa lovede Borgmesteren ogsaa at skulle faa Sukker den 6. i Stedet for den 18. (denne Maaned var det nemlig Meningen at afknappe os yderligere, i Stedet for den 7. at trække det ud til den 18.)

Saa var der Mælken, der var sur og ikke kunde koges; ogsaa det lovede han at søge forbedret. Centralmejeriet (Nissen) erklærede, at han ikke maatte sælge den søde Mælk (Gud ved, hvorledes det hænger sammen). Noget opnaaede de altsaa, og jeg tænker, de paa Raadhuset har faaet en lille Skræk og følt, at Massen dog har Overtaget. Det er jo ogsaa rent skrækkeligt og forfejlet, at Mælken skal sendes herfra til Hamburg, der ankommer den halvt fordærvet, og her er der Mælkemangel som aldrig før.

— For Sukker betales her nu 6 Rmk. pr. Pund, naar man bare kan faa det, er man glad til. Det er som om Penge slet ingen Værdi har.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 145-6)

Hjemmefronten, Sønderjyder

26. december 1917. Der måtte tales tysk under julemiddagen. Brev fra Inger til Jørgen

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

2. juledag 1917

Min egen kære Jørgen!
… [Børnene] har jo fået mange sager til jul, og de er jo så glade ved det alt sammen. Ellers kneb det lidt for mig juleaften, der var ingen rigtig stemning over det. Begge vore soldater spiste også med os, og når man så skal sidde og tale tysk med dem, det er vi jo ikke vant til, og den ene af dem var ikke sådan videre flink den aften. Han sad næsten, som lo han lidt af det hele. De har jo kun været i fjorten dage, så vi kender dem jo egentlig slet ikke. Du kan tro, jeg savnede dig meget, kære, kære Jørgen. Jeg er lidt bekymret for, at du ikke har fået den store pakke til jul, det var da nu kedelig, for der var jo både pebernødder og brune kager og andet…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Hjemmefronten

20. og 27. December 1917. »Og jeg kommer snart Hjem til mit kjære Hjem igjen.«

Skriv en kommentar

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

Den 20 Dezember

Jeg hörte en klar Stemme der raabte »Lorenz Görrigsen«, saa jeg svarede »hvad er det med dig?« Saa raabte Stemmen, »jeg er saa lang borte, at det kostede mange Penge, naar jeg kunde reise hjem til eder.« Saa sagde Stemmen, at han var paa Kuba. »Og jeg kommer snart Hjem til mit kjære Hjem igjen.« Saa kom der en Stemme »Mittelländisches Meer. Middelhavet. Kuba.« Og jeg saa min Broder, hvor han holt Juul i Kuba. Di haude et smukt Juletræ. Ogjeg saa Vorherre staa ved hans Side.

“Det er Teltet min Broder var i i Kuba.”
“Saadan saa jeg der hvor min Broder er hvor di feirede Juul. Og det er Fangerne, min Broder. De er Presten i Kuba. Det er befolkningen der i Kuba.”
“Den 15. Dezember 1917. Denne Röver kaste denne Pige ud i Havet, de var 3 Rövere i denne Skov. Di kaltes Turister, di skulde ud paa Skibet. Denne Kanon haude di med. Der kom en Stemme at det var Skovrider Maas i Emaus.”

Den 27 Dezember

Jeg saa, hvor der kom Krig i Kuba. Og Teltene slepte di bort, og jeg saa alle Krigsfolk der. Saa saa jeg en Skov, og der var store Molementer og mange Telte og lange Aleer. Og langs i denne Alee saa jeg en lang Reie af Krigsfange, og mit iblant dem saa jeg min Broder. Og Stemmen sagde at jeg skulde hilse paa ham, han saa lidt mager ud. Nu lyste Vorherre helt op for mig, at jeg skulde see alt. Stemmen sagde, »din Broder haaber at komme til et Land, hvor han kunde skrive til eder.« Men Stemmen blev
ved og sagde, »Lorenz er levende.«

Nu saa jeg et andet Syn. Jeg saa en Mand, og han sad paa en Hest og haude Jernklæde paa, og saa saa jeg, hvor der kom et Dyr farende imod Hesten. Og den Mand paa Hesten kæmpede med Dyret. Og saa saa jeg to hvide Engle staar ved den Mand, og Vorherre stod ved Himlens Port, og han slog Manden til Jorden. Saa hörte jeg, hvor Englene sang:

“Julen er kommen med Fred over Hytterne bange,
Juul med Guds Barnet i Svöb under Englenes Sange
Fred kommer nu paa Jord,
Fred i Guds Frelserens Spor.
Æren er Guds i det Höie.”

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

Hjemmefronten, Sønderjyder

15. december 1917. Nu skal der lægges rent på sengen hver 14. dag.

Skriv en kommentar

Brev fra Inger til Jørgen
Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag d. 15. dec. 1917

Min egen kære Jørgen!
Mange tak for dit gode brev fra den 11. Det var rigtignok godt at høre, at du har fået sådan en ansættelse. Så har du det bedre, og vi herhjemme kan være mere rolige. Det må jo være et stolt syn at se dig komme kørende med æsler. Du må se at få dig fotograferet, det kunne da more børnene meget. Nu er det ligesom, jeg kan glæde mig mere til jul. Jeg har været så bange for, at du skulle komme ud i stillingen til den tid, og så måske ingen pakker få. Så havde det rigtignok ikke været meget ved at fejre jul med juletræ, gaver og hvad der ellers hører til herhjemme. Jeg skal nok få de omtalte pakker sendt, mindre kan jo ikke gøre det. – 1 dag er vore soldater rejst igen, nu skal der skiftes hver 14. dag. Sikken idé, så skal der lægges rent på de senge to gange om måneden. Folk og soldater er da også meget utilfredse med det…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Hjemmefronten

12. december – Fra Efterretningssektionens journal: Skærpede forhold hos grænsevagterne

Skriv en kommentar

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detch. m. Fcia.

1. Vagttjenesten ved de tyske Grænsebatailloner er i de sidste Dage bliver ret betydeligt skærpet. Saaledes skal anføres:
a. Mandskabet kommer ikke som tidligere stadig paa Post samme Sted. Posternes Fordeling tilgaar Vagtkommandøren i forseglet Konvolut og offentliggøres først, naar Mandskabet er savnet paa Vagten.
b. Bataillonen lader Stadighed 4 Uoff. inspicere i selve Postkæden og 2 Uoff. med Posten bag denne for at anholde Personer, der ikke er forsynet med Pas. Navnlig Patrouillerne bag Kæden skal anholde mange.
c. Vagt[—-] straffes strængt, særlig Posternes Samtale med Uvedkommende.

2. En paalidelig Kilde meddeler:
a. Under et Ophold hos nogle Slægtninge i Skovby har vedkommende Person hørt nogle tyske Off. udtalt, at al det meget Fæstningsværk i Nordslesvig ikke var til nogen Nytte, da Anlæggene ikke er tidsvarende. (Lignende Udtalelser er ogsaa fra anden Side meddelt Detch.).
b. Det i Skovby værende og tidligere indmeldte Ammunitionsdepot ligger umiddelbart op ad Laden til den største Gaard i Byen og er tæt fyldt med Ammunition.

3. Fredsønsker og Misfornøjelser blandt Soldaterne.

4. Tyske Vagtposter fra Gravenshoved har meddelt, at der smugles meget søværts gennem Lillebælt (er meddelt de stedlige Myndigheder).

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

Hjemmefronten, Sønderjyder

11. december 1917. Jørgen beder Inger sende flæskepakker til sine overordnedes familier. Brev fra Jørgen til Inger.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag d. 11.12.1917

Min egen kære Inger!
… I dag har jeg en glædelig meddelse til dig. Jeg kan fortælle dig, at jeg er kommet til den store bagage, og er meget glad derved. I dag er det første dag, jeg har gjort tjeneste der. Jeg har et par æsler at køre med. Det er en meget god bestilling, som jeg gerne ville beholde, men måske jeg en af dagene får et par andre heste. Det kan jo også snart være lige meget, men de små æsler er lettere at have med at gøre. I dag har jeg hentet posten inde i byen to gange, kørende selvfølgelig. Ja, du skulle bare se mig, når jeg kommer kørende med mine langørede venner. Jeg tænker på, hvilken forskel der er mellem dem og så vore skimler hjemme.
Det var forleden morgen, da spurgte kompagniføreren mig, om jeg kunne omgåes et par heste. Og da jeg sagde, at jeg var vant dertil, meddelte han mig, at jeg ville blive kusk en af dagene. Jeg takkede ham derfor og sagde, at jeg nok skulle gøre mig umage for at beholde pladsen. Ja, det er jo nærmest Suhr og Harden, jeg kan takke for den bestilling. Vil du ikke nok, så snart der igen kan sendes pakker, sende deres familier hver en pakke, ligeledes Schmidts kone. Send bare en halv snes pund til hver af dem, for det er jo meget værd for mig, at jeg kan beholde pladsen, og også for at vise vor taknemlighed. Du kan jo godt sende en regning med. Kan du ikke nok sende noget sideflæsk eller lignende? Ja, du synes måske at jeg sagtens kan sidde og diktere, men det ville være mig kært, om du kan sende noget med det første…

Torsdag d. 13.12.1917

… Min bestilling er altså at passe de to æsler og køre med dem. Det kan jeg jo sagtens overkomme, men jeg er ked af, at æslerne er så magre. De stakkels dyr får alt for lidt at æde. Vi må sådan spare for at få havren, høet og halmen til at slå til. At få noget at strø med er ikke tænkeligt. Jeg tænker tit, havde jeg endda haft lidt havre af det, vi har hjemme, så skulle jeg nok få dem til at se lidt bedre ud. Det ene af dyrene er lidt dovent, men ellers går det meget godt med kørslen. Det er jo ikke noget uvant arbejde for mig. I går var jeg kørende ud til kompagniet. Det ligger lidt forude, men er ellers ikke i stilling, de skal bare være derude i 8 dage ved skansning. Jeg var derude med posten til dem. Ja, det kan sagtens gå an, når jeg kan blive her i Mühlhausen. Vi er fem eller seks kuske her, de andre er med kompagniet. Kammerunderofficeren og jeg bor alene i en lille stue, som er lavet ved siden af den sal, hvor hele komp. lå. Du ser altså, at jeg har det godt efter omstændighederne. Hver formiddag henter jeg posten på posthuset, og så er jeg spændt på, om der også er noget til mig…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Hjemmefronten

8. december 1917 – H.P. Hanssens søn såret

Skriv en kommentar

Senest ændret den 10. december 2017 12:06

H.P. Hanssen var en af mindretallets ledende mænd, og repræsenterede det blandt andet som medlem af den tyske rigsdag i Berlin. Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen. Den 8.  december havde fået besked om at hans søn var såret, og var straks rejst ned til ham.

For otte Dage [8. december] siden modtog jeg fra Felten et Telegram, som kun indeholdt Ordene: „Befinden leichte Besserung, Zureise gestattet, Depesche dient als Ausweis, Regiment 86.” Der var tydelig nok gaaet et andet Telegram forud for dette, men Depechen viste, at der maatte være tilstødt min Søn noget meget alvorligt. Et Par Timer efter rejste jeg sammen med hans Forlovede sydpaa.

Da vi om Aftenen naaede Altona, hen­vendte jeg mig straks til Jernbanekommandanturen for at faa opspurgt, hvor hans Regiment for Tiden var at finde. Kom­mandanten henviste mig først til Generalkommandoen, men da jeg forelagde ham Depechen, og indtrængende bad ham om at give mig de Oplysninger, han raadede over, for at vi hur­tigst muligt kunde komme videre, sagde han: „Vi maa ingen­ting sige, men privat kan jeg meddele Dem, at Regiment 86 ligger ved Hartmannsweilerkopf nær Mühlhausen i Øvre- Elsass. De vil sikkert finde Deres Søn, naar De rejser derned.”

Vi tog da med Nattoget til Frankfurt a/M. og videre over Strassborg til Colmar, hvor vi ankom næste Aften [9. december]. Fra Strassborg gik Toget meget langsomt. Vi var 5 Timer om at køre en Tur, som tager 45 Minutter i Fredstid. Undervejs delte vi Kupé med Passagerer fra Colmar, som fortalte, at Fransk­ mændene i de sidste to Dage havde rettet stærke Luftangreb imod Byen. I Colmar havde vi et længere Ophold. Klokken ni kørte vi omsider videre. Toget var nu blændet og gik overordentlig langsomt. Ved alle Stationer blev der rangeret. Turen gik ned med Fronten. I Vest saa vi hele Tiden Lyskugler stige op. Naar Toget standsede, hørte vi Kanontordenen. Ved Rapportsweiler blev vi omhyggeligt reviderede. Over det blaa elektriske Lys ved Stationerne var der anbragt store sorte Skærme for at værne Jernbanen imod Flyverangreb. Det var bidende koldt.

Henad Kl. 3 Nat [10. december] naaede vi omsider Mühlhau­sen. Da vi traadte ud af Banegaarden, laa Gaderne i et spøgel­sesagtigt Lys. De elektriske Lyspærer var alle mørkeblaa og dækkede opad med sorte Skærme. Over den hvide Asfalt laa der derfor et mat blaaligt Skær. En Jernbanearbejder bar vor Bagage til Centralhotellet, hvor jeg havde faaet opspurgt, at Kommandanturen havde sit Kvarter. I Hotellet var alt end­ nu livligt. Patruljer kom og gik. Officerer i Krigsudrustning sad ved Bordene, parate til at rykke ud. Vi fik Plads og gik til Ro.  

 (H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925, s. 177-6)