Inger og Jørgen Friis

21. januar 1918. Om alt går vel kan jeg opleve foråret både her og hjemme. Brev fra Jørgen til Inger

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Mandag aften d. 21.1.1918 .

.. Jeg talte i går med Harden, og han sagde, at du jo havde sendt nogle sager til hans forældre, hvad han var glad ved. Men han bad mig, om du ikke nok hver gang ville skrive, hvor meget det kostede, for det ville han helst have. Og Schmidt, som lige kom fra orlov, havde en kvart kasse cigarer med til mig. Han var jo også meget taknemlig for det, de havde fået. Han havde talt med Hardens mor, som havde været så overvældende glad for de gode sager. Men det er mærkeligt, at de sidste pakker endnu ikke har nået bestemmelsesstedet. Suhr sagde, at hans kone endnu ikke havde fået pakken, men det kommer vel nok i orden.

Mit juletræ holder længere ud end jeres, for det står endnu oppe på skabet, og jeg glæder mig over det hver gang, jeg ser det. Hernede har vi omtrent forår nu, for det er så mildt, så vi ikke behøver at fyre i kakkelovnen. Når alt går vel, kan jeg måske komme til at opleve to forår i år, først her og siden hjemme, hvor det kommer senere.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *