Tag-arkiv: hjemmefronten

Hjemmefronten

14. september 1918. “Og alle Steder lyste op for mig, hvor min Broder han var vandret.”

Skriv en kommentar

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

Den 14 September

Nu lyste det heelt op, og ude i vor Have saa jeg Vorherre kom gaaende, saa kom han og bankede paa Dören og sagde, »Luk op for mig, thi det er ved Nattetide jeg kommer.« Saa gik han til en anden Dör, og han sagde, »hvor er Datteren, som har Tavlen? Ja, jeg kan komme ind til eder, uden at I behöve at lukke op for mig. Thi det er jo Herren som kommer til eder.« 

Jeg var nu meget Syg i dette Öieblik, da jeg saa dette store Syn. Jeg saa store Mollemente [monumenter?], og Vorherre paa et stort Figur, og hele Stede[r], jeg saa min Broder og mange Fanger. Og paa engang dreiede Synet sig, og saa saa jeg mange Lanne. Og alle Steder lyste op for mig, hvor min Broder han var vandret. Saa sagde Stemmen, »Han som med din Sön og dig var og er evindelig. Ja, din Broder opholder sig i et Fangeleier, men han er bleven saaret i Krigen.« Og Jesus sagde, »i Aabenbaringen har jeg talt paa Tysk til dig, og alt, hvad der dér staa skrevet, det feiler din Broder.«

Den 14 September 1918. Da jeg saa dette Syn, lyste det helt op, og jeg saa alleveine hvor min Broder haude vandret.
Den 14 September 2018. seer jeg Vorherre komme gaaende ind fra vor Have og banke paa Dören, og sagde, Luk op. Ja jeg kan komme ind af lukte Döre.

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

Hjemmefronten

4. september 1918 – Enkefru Røgind: ” … det hele bliver udbasunet som “ein Sieg”

Skriv en kommentar

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

4. Septbr.
Grenzpost og de øvrige tyske Blade skjuler Nederlaget paa en helt latterlig Maade. De indrømmer aldrig, de har opgivet en By og været tvungne til at gaa tilbage. Nej, »vore Linjer er efter forudlagt Plan trukket saa og saa meget nord eller syd for den By«. Og det hele bliver udbasunet som »ein Sieg, ein grosser Sieg«.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 156)

Ikke kategoriseret

2. september 1918. Søster og veninde hjælper A.P. Andersen med at desertere

Skriv en kommentar

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. Observationsballonerne blev brugt til at lede den tyske artilleribeskydning. Den 1. september 1918 tog han hjem til Sønderjylland på orlov.

Den 1. september 1918 forlod jeg Ballonzug 33 i Argonnerskoven for at tiltræde en fjorten Dages Orlov til Haderslev.

Jeg tog hjertelig Afsked med mine allerbedste Kammerater og tog de bedste af mine Ejendele med mig, thi det var min absolutte Hensigt at desertere, når jeg kom hjem.

Det, der hidtil havde holdt mig tilbage fra at gå over Grænsen, var Hensynet til mine tre Brødre, der også var indkaldt. Men nu var een, der havde været hårdt såret, i Etapen; een var savnet siden Juli 1918, og een var langt borte, oppe i Rusland, troede jeg da.

Selv mente jeg, at Krigen ganske bestemt var Slut i Foråret 1919, fordi hverken den tyske ydre eller indre Front vilde kunne holde længere.

Glad og munter drog jeg af Sted. Den 2. September kom jeg igennem Sedan, hvor Tyskerne havde fejret en stor Triumf for 48 År siden, i hvilken Anledning vi som Børn i Skolerne var blevet tvangsindlagt til Festlighederne og havde måttet høre så meget om de sejrrige Tyskere, så det var et Under, at ikke Ørene var faldet af os. — Nu var jeg klar over, at der aldrig mere i Tyskland vilde blive holdt Sedanfester.

Der blev som sædvanlig stor gensidig Glæde, da jeg kom hjem. Men hvor så alt usselt og fattigt og tarveligt ud! Krigen havde tæret på Mennesker, på Huse, på Indbo, på Tøjet. Og hvor mange bar ikke Sorg for mistede Sønner, Brødre, Fædre eller Kærester.

Min Mor, der ellers var en trivelig Kone, havde også tabt sig, navnlig siden Juli 1918, da hun havde fået Meddelelsen om, at en af hendes Sønner var savnet.

Min ældste Søster, Dagmar, (…), udviste straks stor Iver for at få mig overtalt til at kvittere den tyske Militærtjeneste. Glad blev hun derfor, da hun hørte, at der ikke skulde nogen Overtalelser til, men at jeg selv havde taget Beslutningen ude ved Fronten.

Hun havde en god, lidt ældre Veninde, Frøken Hundevadt, en Søster til Grundlæggeren af Hundevadt’s Magasin i Haderslev. Denne Veninde havde hjulpet adskillige unge Mænd over på den anden side af Grænsen, og hun var også villig til at hjælpe mig.

Vi aftalte, at Flugtforsøget skulde ske den 13. September om Eftermiddagen; det var lige een Dag, førend Orloven var omme.

DSK-årbøger 1955.

Aviser

2. september 1918 – Ribe Stiftstidende: høj løn til tjenestepiger

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Begge sønner og faderen arresterede

Natten til i tirsdags vilde to gaardmandssønner fra Hagenbjerg [Havnbjerg] paa Als flygte over havet til Fyn, men de blev anholdte og sendt, den ene, som er soldat, til Flensborg og den anden, som er taget til soldat, til Sønderborg. Dagen efter blev faderen hentet af gendarmen.

Arbejdskraften

er knap, især for det mindre landbrug, hvor man ikke kan have krigsfanger. Ofte ser man dog kvinderne føre høstlæsset og forrette mænds arbejde. Tjenestepiger kan nu ogsaa faa en høj løn. Det er ikke sjældent, at en rask pige fæstes til Tønder og Haderslev kredse for en aarlig løn af 500-600 mark, skrives fra Sundeved til Flensborg Avis.

Hjemmefronten

2. september 1918. »Jeg saa et stort Syn fra Himlen, hvor alle danske Flag faldt ned fra Himlen,«

Skriv en kommentar

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

Den 2 September

Jeg saa et stort Syn fra Himlen, hvor alle danske Flag faldt ned fra Himlen, og saa hörte jeg hvor Englene sang. »Himmelsangen, Seiersangen, hist lad tone, salig ved Gud Faders Throne.« Saa sagde Stemmen, »Vor Herres Magt er stor. Glæden for eder, at din broder er i Live. Thi see, du skal nu lære alle Ting i dit Hjem, thi see jeg har vist dig alle Stjærne paa Himlen, ja oppe i di lyse Boliger, der skal I engang sees Ansigt for Ansigt.«

Den 2. September 1918. Jeg saa hvor Fransose Kavalleri drog i Krig.
Den 2. September 1918. Jeg saa vor alle Flag vaiede over vort Land.

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

Hjemmefronten

1. september 1918. »…Og nu maa du tegne den hvide Hest.«

Skriv en kommentar

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

Den 1 September
(…) Saa sagde Stemmen, »Luk Bogen op over Aabenbaringen, thi det hele er Sandhed, hvad jeg tale til dig, Marie. Og nu maa du tegne den hvide Hest.« Nu sagde Stemmen, »Tyskland vil ikke give efter, naar skal vi först see, naar Freden vil komme.« Nu sagde Stemmen, »Mobilmachen«, saa hörte jeg, hvor di blæsede i Hornet »Heraus, Heraus« i eet dogn. Saa lyste det op, og saa saa jeg Angel, Slesvig og Danzig. Saa kom der en Engel og viste mig alle Flyvere, Stemmen sagde, »di skulle Flyve, men jeg vil afbryde deres Vinger, at di ikke kan flyve. Men i eders Hjem skulde i glæde
eder, thi Herren vil være med eder.«

Den 1. September 1918. Vorherre sagde, denne hvide Hest vil jeg nu tage Rytteren af. Men jeg vil igjen sette Rytteren paa, og Kæmpe her i Landet.

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

Hjemmefronten

21. august 1918 – Enkefru Røgind: Grænsevagterne deserterer

Skriv en kommentar

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

21. Aug.
Nogle Bayerske Landstormsmænd ved Grænsen var en skønne Dag stukne af og havde efterladt deres fire Geværer, sat dem sammen i Pyramide, fæstet en Seddel ved, hvorpaa stod: »Fest steht und treu die Wacht am Rhein«. Hjertelig Modtagelse herhjemme, Pitscli lavede en voldsom Ballade’ da han saa mig.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 155)

Hjemmefronten, Sønderjyder

18. august 1918. Kompagnichefen er hensynsløs. Brev fra Jørgen til Inger.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Søndag d. 18. aug. 1918.

… Nu har du haft så meget ulejlighed med at få telegrammet sendt afsted, og så ser det ud til, at det er til ingen nytte. Det er ikke fordi, at Mansfeldt er rejst, men det er kompagnichefens skyld. Han er hensynsløs. Men alligevel får jeg nok snart orlov fra bataljonen, så jeg kommer nok snart hjem og hjælper jer ved høsten. Jeg vil slet ikke sætte nogen tid, når du kan vente mig, for der kan let indtræffe et eller andet, som kan give forsinkelse. Du skal altså ikke vente mig, før du ser mig… Nu er jeg opsat på at ville hjem på orlov for at hjælpe jer, selv om det end kun bliver i 14 dage…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

Hjemmefronten, Sønderjyder

12. august 1918. Nu har englænderne rigtig taget fat. Brev fra Inger til Jørgen.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Mandag, d. 12. aug. 1918

Der har igen ikke været brev fra dig i to dage, jeg tænkte ellers, at nu var alt i orden igen med postgangen, men det lader ikke til. Hvor de dog nu slås igen deroppe, nu har englænderne rigtig taget fat, ser man jo af aviserne. Hvor er det da godt, at du ikke er med forude, det ville have været en svær tid både for dig og for os herhjemme. I dag skal jeg til Haderslev, og så håber jeg, at jeg kan få Frost til at sende et telegram efter dig. Så ser vi jo, hvad der kommer ud af det. Jeg talte lige i dette øjeblik med Thaysen gennem telefonen. Han sagde, at jeg skulle bare prøve.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

Hjemmefronten, Sønderjyder

11. august 1918. Et helt landkort er mine bukser. Brev fra Jørgen til Inger.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Søndag aften d. 11. aug. 1918

I dag fik jeg brev fra dig fra d. 5… Du har så ofte læst om »Chemin des Dames«, her ligger vi, men kun bagagen, og kun en del af den, for den øvrige er længere fremme.

Du sørger for, hvordan det skal gå jer med høsten, kære Inger, Ja, det er sandelig heller ikke let, for den nye karl kender vel ikke meget til maskinen, men Fedder er nødt til at hjælpe lidt, og så ser vi hvordan det går med ansøgningen.

Helst havde jeg set, at der ikke var blevet søgt om høstorlov for mig, for jeg er jo på tur. Jeg er jo bange for, at når de giver mig orlov i fire uger, så kan de gerne synes, at det gøres ikke behov med den anden. Og så ville det da være meget kedeligt.

Men lad det gå som det skal, vi kan jo ikke gøre mere end at bede om, at det må lykkes.

Du kan tro, at jeg er mæt af soldaterlivet, og det er jeg ikke den eneste, som er. Nu er denne søndag snart til ende, og den går akkurat som en anden dag. Arbejdet kan man just ikke klage over, men det hele er så ensformigt, og her går man i sine gamle pjaltede klæder den ene dag efter den anden. Du skulle bare se, hvordan jeg ser ud. Mine bukser er så lurvede, så den ene lap næsten sidder ovenpå den anden. Nogle af lapperne har jeg selv syet på, så kan du nok tænke dig, hvordan det ser ud. Et helt landkort er mine bukser…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

Hjemmefronten, Sønderjyder

10. august 1918. Koen er faldet. Brev fra Jørgen til Inger.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag d. 10. aug. 1918

… Der er vist nok blevet nogle breve borte, for bagagen var blevet meget stærkt beskudt, dengang vi andre var lidt længere tilbage, og ved den lejlighed var der også blevet et par postsække ødelagt.

Du ved nok, at bataljonen også havde en ko, den »faldt« ved samme lejlighed.

Bagagen måtte flygte over hals og hoved, der blev såret 3 eller 4 mand og ligeså mange heste, deriblandt et æsel, men ingen af mine.

Lige f.t. lader det til at være roligt ude ved fronten, men det kommer vel af, at tyskerne her på dette afsnit har trukket sig tilbage, så ved du måske omtrent, hvor jeg er…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

Hjemmefronten, Sønderjyder

9. august 1918. “Hvor vi trænger til din hjælp nu”. Høsten er gået i gang. Brev fra Inger til Jørgen.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag 9. august

Min egen kære Jørgen!
Endelig i dag var der et rigtigt brev fra dig, Nr 32 (4.8.1918), og så kortet til børnene…

Vi har nu begyndt at høste. I går eftermiddag høstede de halvdelen af rugen, og i eftermiddag er de ved det igen. Jens Staub hjælper, og vore egne lærer jo alt imens.

Det har regnet meget i nat, så vejret er jo ikke det bedste for rughøsten, og alle vegne trænger de til brød, vi bager vort det sidste rug i morgen.

Hvor vi trænger til din hjælp nu, det varer heller ikke længe, før vi telegraferer efter dig, mon de så ikke nok vil lade dig rejse… Jo, ansøgningerne er jo godt på vej. Måske den første er nået derop, men nu er du vel ikke ved skriverstuen, så du hører ikke noget fra den lige straks.

Orlov skal du jo nok få, det er der ikke noget i vejen for, men det er alligevel mere den anden ansøgning det kommer an på. Når bare den ville lykkes.

Fedder har tilbudt, at han vil hjælpe os, når det kniber, så jeg har jo altid ham i baghånden. Endnu har de jo nok kunnet, men rigtig går det vel ikke.

Bare den unge knægt vil være forsigtig med hestene, det er jeg næsten mest bange for. Køre maskinen kan han da heldigvis ikke, og til indkøringen er vi nødt til at have dig hjem. Gellert får 10 dages ferie i år, det kan jo også komme os til gode.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

Hjemmefronten, Sønderjyder

8. august 1918. Vi skal huske at bede Vor herre om at hjælpe os. Brev fra Jørgen til Inger.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Torsdag d. 8. aug. 1918

Min egen kære Inger!
Nu fik jeg endelig en hel mængde post fra dig, kære Inger, og du kan tro, at jeg blev glad derover…

Så traf det sig så heldigt, at feld-webel Harden kom hertil i går, og så benyttede jeg mig af lejligheden til at tale med ham om den ansøgning, som nu kommer. Han var meget flink og lovede straks at anbefale ansøgningen, når den kommer, og så håber vi, at det lykkes for os denne gang. Men vi skal huske at bede Vorherre om at hjælpe os.

Så er det med hensyn til høstorlov. Den kunne jeg godt tage, sagde han, for det havde ikke noget med den anden at gøre. Men du må alligevel ikke vente mig de første fire uger, for Mansfeldt rejser en af dagene på orlov, og begge to kan vi ikke være borte fra vognen. Så må jeg vente, til han kommer igen.

Du skal altså ikke sende ekstra bud efter mig, for det vil jeg ikke gerne have.

I må altså se at blive færdig med høsten, så godt I kan, Fedder må hjælpe os lidt. Mansfeldt har længe ventet efter at få orlov, og nu da han kan få det, vil han ikke gerne stå tilbage for mig.

Gudskelov at det var gode efterretninger, jeg fik fra dig, kære Inger, at du og vore små piger er raske og har det godt… Jeg er da meget glad ved, at jeg fik talt med Harden, for nu tror jeg nok, at det lykkes. Harden rejser på fredag på orlov, så hvis du kunne sende dem lidt, var det rart, ligeledes til Schmidts. Vi må se at anstrenge os.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

Hjemmefronten

4. august 1918 – Enkefru Røgind: “at ofre for Fædrelandet alt”

Skriv en kommentar

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

4. Aug.
Der har været afholdt et Præstemøde her i Byen, hvor der har været en Udsending fra Ernæringskontoret tilstede, som har givet meget detaillerede Beretninger om Tilstanden indenfor det tyske Rige med Hensyn til Fødemidler, og han har skildret det saaledes, at der har været stor Bestyrtelse og Ophidselse, og Schwabe, Rektoren [ved Seminariet], har slaaet, i Bordet og sagt, han vilde ikke tro det.

Meningen med Mødet var, at Præsterne skulde søge at paavirke deres Menigheder til endelig at ofre for Fædrelandet alt, hvad de kunde afse, thi nu var Øjeblikket kommet, hvor det gjaldt, og Fædrelandet var i Fare i mere end een Henseende. Saaledes gaar Rygterne.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 154)

Hjemmefronten, Sønderjyder

4. august 1918. Lopperne er værre end lus. Brev fra Jørgen til Inger.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Søndag 4. aug. 1918

I går var det 14 dage siden, at jeg sidst fik brev fra dig, det er skrevet d. 16. juli… At jeg ingen post har fået så længe ligger deri, at den del af bagagen, hvortil jeg hører, er kørt et lille stykke tilbage. Men nu er vor feltpost kommet her i nærheden, og så får vi regelmæssig forbindelse med den.

Vi er her 15 mand fra 1. Batt. og tilsvarende fra hele divisionen. Ellers er det meget frit her, men det var da meget bedre i Clary. Der havde vi bedre kvarterer.

Her bor vi i en bræddebarak, og det kan endda sagtens gå an, men det værste er, at det regner ned i sengene til os. Jeg blev vågen sidste nat, og da havde jeg våde ben, det var ikke så rart. Nu har jeg bundet mit telt op, så det ikke kan gentage sig oftere, at man bliver våd i sengen.

Men noget af det værste, som plager os, er lopperne, det er da en slem plage. De er værre end lus, for de bevæger sig meget hurtigere.

Lige uden for vor barak var der en mark fuld af kartofler, og da vi kom hertil, var der straks nogle, som var ude at stjæle. Så blev der straks sat vagt ved kartoflerne. Men så en dag kom der en hel del andre tropper hertil byen, de havde været med forude og var meget sultne. De regnede ikke på, hvad der var forbudt, men stormede straks kartoffelmarken.

Da vi så det, så kan det nok være, at vi også kom på sokkerne, og nu har vi kartofler i lang tid.

Det er et gode, da man ingen pakker får hjemmefra, men i morgen bliver det nok bedre.

Jeg håber da, at du har fået alle mine breve, kære Inger. Hvordan mon det går med ansøgningen. Er den endnu ikke indsendt, for ellers er jeg næsten bange for, at det bliver for sent.

Der kommer en mængde tropper her igennem byen. Allesammen har de været med forude. Det er på det sted, hvor det går meget hårdt til. Så kan du vist nok tænke dig, omtrent, hvor jeg er.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

Hjemmefronten, Sønderjyder

26. juli 1918. “Jeg har i et par dage ikke skrevet til dig af den grund, at jeg var i en nedtrykt stemning.” Brev fra Jørgen til Inger.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde
med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag d. 26.7.1918

Min egen kære Inger!
I morgen er det 8 dage siden, at jeg har hørt fra dig. Så du kan nok forstå, at jeg længes meget efter at få brev. Jeg har i et par dage ikke skrevet til dig af den grund, at jeg var i en nedtrykt stemning, og så var jeg bange for, at mit brev ville blive et helt klagebrev. Vi kom så hovedkulds afsted bort fra vort gode kvarter, og er nu langt nede i Frankrig. Her ligger vi en skov og har ikke andet rum at bo i end vort lille telt. Men hvad bliver det da til med ansøgningen? Jeg er næsten bange for, at den kommer for sent, for nu står høsten for døren, og det tager jo lang tid, inden ansøgningen når hertil…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

Hjemmefronten, Sønderjyder

26. juli 1918. Vi er ikke mange om arbejdet. Brev fra Inger til Jørgen.

2 kommentarer

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag d. 26. juli 1918

Kæreste Jørgen!
Nu har jeg i tre dage ikke haft brev fra dig, så jeg frygter jo næsten for, at du er kommet et andet sted hen. Ellers plejer der aldrig at gå så mange dage. Jeg fik da heller ikke skrevet til dig i går. Da var jeg cyklende i Haderslev igen. Nu er ansøgningen endelig sendt ind, og jeg tror, at den herhjemmefra er så godt forberedt som muligt. Så får vi nu lade Gud råde for, hvordan det ellers vil gå. Måtte vi dog omsider få en lille smule medbør, så du kunne blive fri. Du har nu gjort din pligt længe nok, skulle vi mene…
Hans er rejst hjem til Fyn nu, så du kan nok forstå, at vi ikke er mange om arbejdet. Jeg skal jo selv til at tage mig af det. Køerne går løse i Store Nordskov, og nu vil jeg med Pietro derop at malke, for de er jo vant til at blive drevet ind i en fold. Der bliver søgt om en høstorlov også, indtil det andet kommer i orden. Jeg ved ikke, om du er glad ved det, men når Thaysen synes det, lader jeg jo ham råde. Gid det dog nu måtte lykkes. Ellers ved jeg da ikke, hvad vi skal gribe til.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

Hjemmefronten

9. juli 1918 – Enkefru Røgind: en falsk flyverløjtnant

1 kommentar

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

9. Juli.
En ganske morsom Køpenick-Affære er foregaaet i Sønderborg. En ung Styrmand fra Bremen, mistænkt og fængslet for Spioneri, har set sit Snit til at undvige og efterlyses i Blade og Politibekendtgørelser, hans Billede har været opslaaet paa Raadhuse og i Togene, og der var udlovet en Belønning paa 3000 Rmk. for Paagribelse:

Til Sønderborg kommer der en ung flot Flyverlieutenant, bor paa det fineste Hotel, fraterniserer med Officererne, gør Visit hos Commandanten, hvor han præsenterer sig som Friherre v. Schmettau, gør ogsaa Visit hos Landraaden, bliver modtaget alle Steder med stor Venlighed, faar af Commandanten Lov til at færdes med Motorbaad i Havnen og at besøge den nye Forsøgstorpedostation, hvor han bliver vist det hele.

Han gør en Tur ud til Kegnæs, efter Sigende for at inspicere Fyrskibene, men da han ikke er saa kendt med Terrænet, lander han ved en større Gaard, hvor han bliver meget gæstfrit modtaget, og efter en fin improviseret Middag kører Værten ham selv til Kegnæs, hvor Motorbaaden støder til ham, bemandet med to Matroser.

Paa en eller anden Maade, ved at foregive at han alene maa inspicere Fyrskibene, faar han dem fjernet og tager saa over til Varnæs [?], hvor han spiser en flot Souper paa Hotellet, og da Værten kommer med Regningen, siger han, at den skal tilstilles Flyverskolen i Aabenraa, og navngiver sig. Værten bukker og Friherren gaar tilsidst igen, men Værten ser ham styre over mod Assens til og faar en Mistanke, telefonerer til Flyverstationen Aabenraa, om der findes en Friherre v. Schmettau. Nej, lyder Svaret. Stor Forvirring der, et Par Flyvere gaar straks ud, men naar ham ikke, han er allerede kommet over paa dansk Grund. Det viser sig, at Flyverlieutenanten er identisk med Spionen.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 153)

Hjemmefronten

7. juli 1918 – Enkefru Røgind: På hamstringstur

Skriv en kommentar

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

7.  Juli.
Lise og jeg gik ud for at hamstre Æg, forsøgte Hexehuset, nej, gik en dygtig Tur, men Æg fik vi ikke. Begge de unge Fruer Thomsen paa Visit. Ingeborg saa frisk og ungpigeagtig ud. Hun rejser med sine to Børn om nogle Dage tilbage til Königsberg. Ejendommelige Forhold deroppe; men hun var tilfreds og glad og Manden ogsaa. Nu synes hun, det er helt naturligt, at hun er fælles om et Køkken med to andre Familier, og at de skal lave Mad paa samme Tid, og at hendes bedste Omgang er halvdannede Jødefamilier. 7. [Se »De fire onde Aar« udgivet af Ingeborg Thomsen og Svend Thorsen]

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 150)

Hjemmefronten, Sønderjyder

30. juni 1918. Nu må du igen tigge. Brev fra Jørgen til Inger.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Søndag d. 30. juni 1918

Min egen kære Inger!
…Vil du nu ikke gå ned til Eickemejer og tale med ham om, at han da skal anbefale ansøgningen godt, læg ham det endelig på sinde, at det er på højeste tid, at han gør noget for sagen. Og så hvis du ville tage over og tale med Schmidt på Tyrstrupgård om sagen også. Du kan godt sige, at han har lovet mig det i efteråret. Det er for galt, at man sådan skal gå og tigge både hos den ene og den anden, men når der intet bliver gjort, er jeg bange for, at det igen kan mislykkes.
Det er just ikke en behagelig gang for dig, kære Inger, men noget er du nødt til at prøve… Nu må du så igen selv til at malke, det er ikke rart. Det er også for galt at de tog Dimitri fra os, det kan du også fortælle kommuneforstanderen samt Schmidt…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

Hjemmefronten, Sønderjyder

24. juni 1918. Russerne skiftes ud med italienere. Brev fra Inger til Jørgen.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Mandag d. 24. juni

Min kære Jørgen!
…I lørdags rejste Dimitri. Alle russerne skulle væk, og vi troede jo da alle, at de skulle hjem. Det mente vagtmændene også, og russerne var jo så glade; men kom de hjem? Nej, de blev bare flyttet, vistnok lidt længere fra grænsen, men her i kredsen, og vi fik italienere i stedet. Vi fik en ung mand på 24. Han kan meget tysk, og kan også malke lidt, men lidt forlegne er vi jo da alligevel. Dimitri var nu så dygtig til at passe både køer, kalve og svin.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

Hjemmefronten, Sønderjyder

24. juni 1918. Mon ikke ansøgningen blev afslået på grund af den danske karl? Brev fra Jørgen til Inger.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Mandag d. 24. juni 1918

Min egen kære Inger!
… og nu glæder du dig over de kaffebønner, som jeg har købt. Ja, når du nu bare får dem, men det gør du vel nok, for pakker herfra plejer vel ikke at blive stjålne. Jeg kan ingen flere bønner købe, da de forlængst er udsolgt. Det var vor kantine, som havde nogle få pund. Det er rå bønner, jeg har sendt, men dem I kan købe hjemme, er måske brændte, for ellers er det da en vældig pris. Det er da næsten for dyrt at drikke bønnekaffe, men det er vel også kun ved festlige lejligheder, at I får god kaffe.

Du skriver, at Hans søger om pas for at komme hjem inden høsten. Nu kan jeg altså næsten tænke mig grunden for, at ansøgningen er blevet afslået.

Nå, nu vil vi ikke skrive mere om den sag. Du skal slet intet skrive til mig derom. Nej, sukker er det ikke muligt for mig at få fat på, en enkelt gang får vi en lille smule udleveret, men det er så lidt, så det ikke er noget at sende…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

Hjemmefronten, Sønderjyder

22. juni 1918. “Menneskene fortjener heller ikke at få det anderledes, da de alligevel ødelægger det, Vorherre lader vokse”

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Torsdag d. 20. juni. 1918

… Jeg talte i går med Suhr om den ansøgning, som er blevet afslået, men han vidste ikke noget om den. Hvis den var afslået her, måtte det være sket ved regimentet, mente han. Han havde ikke set noget til den, og fra deres side skulle der ikke være noget i vejen, sagde han. Suhr rejser på orlov i morgen. Hvis det altså er muligt for dig at sende noget til hans familie, så ville det være mig kært.

Det er jo forfærdelig knapt i byerne, så det er ikke så let at få manden hjem i 14 dage, at få føden til ham. Du skriver, at I har fået en lille smule regn, det fik vi også her i går, men alt for lidt, og i dag er regnen borte igen. Nej, jeg sørger heller ikke over det, at det er så tørt, for det hjælper ikke, og menneskene fortjener heller ikke at få det anderledes, da de alligevel ødelægger det, Vorherre lader vokse, på mange måder i hvert fald.

På landet får vi vel nok føden, men det må være strengt for de stakkels folk i byerne. Man bliver egenkærlig i denne krig, enhver sørger for sig selv…

Lørdag aften d. 22. juni 1918
…Tak for det smukke vers, du skriver fra kirkesag, kære Inger. Ja, det er kønt og rigtigt, det er jo det, vi skal se at lære, rigtig at have tillid til Vorherre. Han er den eneste, som kan hjælpe i alle ting, også i den sag, du omtaler (ansøgningen). Du gør mig helt nysgerrig med det, at du mener hvor i grunden ligger, at de ikke vil give mig fri, men det skal du ikke skrive til mig, da dine breve bliver læst.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

Hjemmefronten

20. juni 1918. Når nu du sender kaffen, kan det jo sagtens gå. Brev fra Inger til Jørgen.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Torsdag d. 20. juni 1918

Min egen kære Jørgen!
… Det var dejligt med de bønner, du har købt, ved du, hvad de koster herhjemme? Akkurat dobbelt så meget, som du har givet. Så du må godt købe mere, jeg kan jo sende dig nogle flere penge…

Nu må jeg nok strenge mig an og få Jørgen Lindbergs bedt herned en aften. Når du nu sender kaffen, kan det jo sagtens gå. Du kan vel ikke hitte lidt sukker også, for det er det jo også altid galt med.

I dag er det Hans’s fødselsdag. Jeg har bedt pigefremmede (!) i den anledning, Jenny og Bothilde. Vi skal jo da have kaffen i aften, og det er altid så underholdende med Bothilde. Hans søger om pas, han vil hjem engang inden høsten. Det trækker op til torden og ser meget ud efter regn, om det nu endelig skulle blive til alvor. Torden bryder vi os ikke meget om, men regnen var velkommen.

I går eftermiddag var børnene og jeg oppe med kaffe i Nordskov. De var 6 mand til at sætte hø op, Hans og Tage, begge pigerne og begge soldaterne.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

Hjemmefronten, Sønderjyder

19. juni 1918. Vi er nu så vant til skuffelser. Brev fra Jørgen til Inger.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Onsdag d. 19. juni 1918

Min egen kære Inger!
Det var en skuffelse, da jeg i går fik dit brev fra d. 14., og du deri meddeler, at der igen er kommet afslag på ansøgningen. Det er meget kedeligt, og jeg blev i det første øjeblik lidt nedslået deraf, men da jeg havde besindet mig lidt, så kom jeg til at tænke på, at det jo kunne have været meget værre.

Vi er nu så vant til skuffelser, både du og jeg, så det gør næsten ikke mere indtryk på os, end at slå vand på en gås. Vi må ikke af den grund lade hovedet hænge. Hvoraf det kommer, at ansøgningen er blevet afslået her, kan jeg ikke forstå, men sådan går det os alle. Jeg talte forleden dag med en af de andre kuske fra bagagen. Han er 43 år og havde også søgt om at komme bort herfra, men han fik også afslag med den begrundelse, at han ikke var med i forreste linje.

Du vil altså prøve at søge igen, kære Inger. Men det nytter vist ikke, er jeg bange for, thi når de lige har afslået en ansøgning, så er det vanskeligt, at de bevilger en anden. Nej, om høstorlov skal du slet ikke søge. Så lad os bare vente, indtil jeg står for tur til at få orlov. Hvis der blev tilstået mig orlov i 4 uger, så ville der opstå et frygteligt spektakel imellem de andre bagagefolk, så de næsten ikke var til at være sammen med. Nogle af dem er nogle meget ubehagelige mennesker, og de er så misundelige, så det er rent for galt.

Ja, det var skade, at løjtnant Rewe faldt, men det er ikke derfor sagt, at det var lykkedes for os. Han skulle ellers nok gøre, hvad han kunne, det ved jeg. Nej, du skal ikke være bange for, at jeg taber modet, kære Inger, for som sagt, det kunne have været meget værre. Mange tak for brevet, min kære gode hustru…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

Hjemmefronten, Sønderjyder

16. juni 1918. Man kan godt gå 10 gange for et par støvler. Brev fra Inger til Jørgen.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Søndag formiddag d. 16. juni 1918

… Tror du, jeg kunne skrive til Suhr og få lidt oplysninger om, hvorfor dine ansøgninger altid biir afslået? Jeg kunne have lyst til det. Nu er der lidt fredsdrøftelser i avisen igen, det er da bedre end slet ingen ting. En gang må den jo da også komme, freden. Somme tider er man nær ved at glemme det…

Tirsdag d. 18. juni 1918

… I går fik jeg ikke skrevet til dig. Jeg kom til Haderslev, inden jeg tænkte på. Anne Friis ringede midt på formiddagen, om jeg ville køre med dem. Det var jo et godt tilbud, for det er ikke morsomt at være med toget om middagen. Lidt ærinder havde jeg, det har man altid, for man kan godt gå 10 gange for at få et par støvler til børnene, og kommer man ikke selv, får man slet ikke noget. Jeg købte så også et pibehoved til dig og en svampdåse samt en grøn sangbog. Anne og Fedder købte meget. De flytter lidt om med deres stuer, tager spisestue der, hvor de har sovekammer, og så skal der jo tapeter og gardiner og mere til. Jeg var inde hos Thay-sen på henvejen. Vi talte jo også om din ansøgning. Jeg tænker nok, vi får det ordnet. Men nu vil jeg ikke fortælle dig noget videre om det, kun det, at jeg ved omtrent, hvad der er i vejen. Lad os slå vor lid til vor Gud, det dages måske dog omsider for os. Jeg fandt nu lige et lille vers i »kirkesagen«…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

Hjemmefronten, Sønderjyder

14. juni 1918. Det ventede afslag på tilbagesættelsen er kommet. Brev fra Inger til Jørgen.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag, d. 14. juni 1918

Min kære Jørgen!
I dag korn der brev fra Thaysen. Det var afslag på hans ansøgning om at få dig sat tilbage, så nu ved vi da besked. Selv om jeg ikke har ventet andet, er det mig dog en stor skuffelse og sorg, at skulle skrive det til dig. Som efterskrift på meddelelsen (fra Bezirks- kommando) står der »dagegen wird Friis, laut Mitteillung des Truppenteils, bei der dem nåchst erfolgenden Reurlaubung von Landleuten berucksichtigt werden«. Thaysen skriver, at efter hans mening er det desværre din egen »troppedel«, som har afslået det, og han overlader det til mig, om jeg vil søge om en høstorlov for dig. Ja, hvad skal vi nu. Jeg vil nu i eftermiddag gå ned til Møller, og så prøver vi det endnu en gang om tre måneders udsættelse. Måske det kan kan laves på en lidt anden måde. Det kan jo ikke nytte at give tabt. Thaysen har vist gjort, hvad han har kunnet, men det må jo ligge andetsteds. Det var vist også en hel ulykke, at I mistede jeres gode kompagnifører. Nu skal du ikke tabe modet helt, for vi skal nok gøre, hvad vi kan. Og helt holde op med at søge gør vi da ikke endnu…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

Hjemmefronten, Sønderjyder

13. juni 1918. Kodeord for desertering: “Efterorlov”

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Torsdag d. 13. juni 1918

… Det forslag, som lille Agnete kom med, at jeg skulle stikke af om natten, var ellers ikke dårligt. Mon hun selv har hittet på det, eller har hun og Kirstine regnet det ud. Nej, det er ikke så lige til. Hvis det var muligt, var der flere end jeg, som ville prøve det. Johannes Hansen har altså fundet det for broget, siden han har fået en lang efterorlov. Ja, man kan jo også sige, at dem, som hele tiden skal være ved fronten, for dem er det næsten den visse død. Det skulle næsten være et under, hvis han igen var sluppet godt derfra. For sådan en ung mand er der heller ikke meget at vove ved at få efterorlov, for han kan jo sagtens klare sig, hvor han kommer hen, og ligeledes Jessen. Ja, ham husker jeg også meget godt, var han ikke forlovet med en af Ankers piger? Hvad mon præsten siger til det, at Johannes ikke kommer mere, for jeg tror nok, at præsten syntes, at det var bravt af Johannes, at han blev. Det er vist en streg i hans regning. Det kan jeg såmænd godt unde ham, han skulle bare selv prøve at gøre det med ved fronten. Så ville han nok få andre tanker…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

Hjemmefronten, Sønderjyder

9. juni 1918. Medfølelsen er ikke så stor, når det er en tysksindet, der falder. Brev fra Jørgen til Inger.

4 kommentarer

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Søndag aften d. 9. juni

Min kære, kære Inger!
Mange tak for brevet fra d. 4. med fotografierne. Dem blev jeg også meget glad ved at få, for det er rart at se hele den ungdom, men især dig og vore små piger… Du skriver om Otto og Hans From. Du mener ikke, at folk tager så meget del med malerens. Nej, det vil jeg gerne tro. De er jo også mere fremmede for befolkningen, og så er det jo det, at de anderledes sindede end vi, men ellers er sorgen jo lige så stor for dem, de stakkels forældre. Otto havde de vist stort håb til, og han skulle heller ikke have gjort deres håb til skamme. Han var dem en god søn…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

Hjemmefronten, Sønderjyder

8. juni 1918. Kan far ikke stikke af når de andre sover? Brev fra Inger til Jørgen.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag, d. 8 juni 18

… I går aftes blev himlen helt grå, så vi håbede på regn, der kom også et par små byger, men de har knap kunnet dæmpe støvet, det er vist mest roerne, som trænger til regn. Græs og korn ser helt godt ud, efter min forstand da. Agnete sidder her på skrivebordet hos mig og ser nogle af de kort fra Husum og Lockstedt, hvorpå du er. Hun spørger, om du arbejder om natten, for hvis du ikke gør det, synes hun, at du kan godt »stikke af« hjem, når de andre sover. Ja, kunne du stikke af fra det hele, men sådan går det jo nu engang ikke. Agnete og jeg har fået os en middagssøvn, hun kommer gerne og kryber op til mig, og så snakker hun, så længe til hun falder i søvn ved det. – Johannes Hansen har været hjemme på orlov, men han var slet ikke her oppe hos os. Og nu hører jeg, at han har fået en længere orlov, ligesom i sin tid Jes Hansen og andre. Ligeså Peter Jessen, som du husker var ved telefonen…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918