Senest ændret den 2. februar 2016 10:02
Den 6. september bryder frem, ”hviledagen”, og dertil en søndag. En solrig septembermorgen. 86’erne glæder sig over den dejlige ro og kan slet ikke fatte, at det er virkeligt. Kaffen med det hvide franskbrød smager kosteligt. Så tager man bad ved pumpen eller i den nærliggende flod. Rent tøj! Hvor gør det godt! Man tænker allerede på middagsmaden, hønsekødsuppen eller noget andet godt koger allerede over kogehullerne på komfuret. Det skal vel nok smage! Intet synes at forstyrre freden på denne dejlige efterårsmorgen.
Da lyder der hen mod kl. 8 fra venstre en skarp og heftigt infanteri- og maskingeværild. 86´erne lytter. Artilleriets dumpe buldren blander sig. Så lyder ordren: ”Hold kompagnierne i alarmberedskab!” Lidt senere: ”Klar, og træd an!” Farvel morgenkaffe! Farvel hønsekødsuppe! Det ville have været så dejligt. (…)
Til venstre for regimentet var 17. division overraskende blevet angrebet af overlegne styrker. Deres fortrop, infanteriregiment 76, befandt sig i svære kampe syd for Esternay. Regiment 86 trækker nu sine forposter tilbage og sikrer sig mod et lignende angreb. Det indtager stilling umiddelbart øst for Neuvy på Store Morins nordlige højdedrag. I og II bataljon i forreste linie, III i reserve. Kompagnierne graver sig ned, for artillerislaget er allerede i fuld gang. De fjendtlige skud – det er mest shrapnells – hyler hen over hovederne.
Hen mod kl.1 om middagen bliver 35. infanteribrigade indsat til angreb efter et opkald om hjælp fra 17. division. Brigaden skal aflaste nabodivisionen i den svære kamp. (…)
Ved banedæmningen et kort hvil. Her kommer de første fjendtlige granater og shrapnells. Regimentet vil her afvente opmarchen af det højre naboregiment 84, som endnu ikke er med fremme. Men det beslutter sig til at rykke frem alene, idet infanteriregiment 76’s råb om hjælp bliver mere indtrængende.
Grand Morin bliver overskredet og de stejle sydhøjdedrag besteget. En kilometer længere mod syd, og den store Pariser landevej er nået og bliver overskredet. Nu forsvinder infanteriet ind i en tæt skovbevoksning.
I skoven er helvede løs. Uophørligt slår granater og shrapnells ned. Deres genlyd forstærkes dobbelt og tredobbelt. Samtale er næsten umulig. Træerne knækker som tændstikker, grene og træsplinter rasler ned over hovederne. Tabene begynder.
Den uhyggelige kalden ”sanitetsfolk!” gjalder gennem skoven, ofte for døve øren på grund af den helvedes larm. Under store vanskeligheder nås sydranden af skoven. Dér hindres videre fremrykning af en hæk, gennem hvilken der er trukket pigtråd, og som oven i købet spærrer for udsynet.
Man klatrer over hækken eller slår den ned med økser og spader. Igen en landevej. I ilmarch over den og ned i grøften på den anden side. Endelig frit udsyn! Halvt til højre ca. 500 m borte en skovbevoksning. Derfra bliver der uafladeligt skudt på I bataljon, der ligger nærmest. Se nogen kan man ikke, men så snart en hjelmspids viser sig, bliver der sluppet en haglbyge af skud løs. Åbenbart franskmændenes forreste linje. 1½ km bagved på en bakke ligger landsbyen Escardes.
Foran er et fransk batteri kørt i stilling helt åbent, kanonerernes håndtering samt mundingsilden er helt tydeligt at se. Desværre kan disse batterier, som i det hele taget det franske artilleri, uforstyrret af vort eget ødelægge tyske linjer, og de benytter situationen grundigt. Granat efter granat slår ned i landevejen og river frygtelige huller i 86´ernes rækker. At blive her er den sikre død. (…)
I bataljon træder an til storm på den lille skov, der ligger lidt til højre for den. Med uforlignelig elan stormer man over det åbne terræn og løber den første fjendtlige linje over ende. Fjendens tab er svære. Det er til dels Zuaver [franske kolonitropper], der havde skudt fra træerne, og som nu bliver skudt ned som krager. Vore tab er ikke mindre svære. I rækker ligger de døde foran den franske stilling.
Bataljonen passerer gennem den lille skov og går en kort tid i stilling ved sydranden. Så stormer den videre frem, men kommer ind i en ligefrem morderisk infanteri- og artilleriild. En usynlig fjende skyder fra den nærmeste skovrand og ud af havreskokke. Tabene er så store, at en videre fremrykning snart vil gå i stå. (…)
Solen gik ned i en sky af gløder og røg. Kold og uden medlidenhed steg månen op og sammen med den rædslen. Artilleriilden stilnede af, men stille blev det ikke. Ud af skovbevoksningen, fra sænkninger og grøfter lød der rallen, støn og skrig. Råbet ”sygebærer!” dirrede mere eller mindre højt gennem luften. Når én endnu var i stand til at slæbe sig over slagmarken, fik han hundreder af råb og bønner efter sig: ”Kammerat, tag mig med!”, ”Kammerat, giv mig en tår vand!”. Hvem der endnu kunne hjælpe, gjorde det. Uafladeligt blev de sårede fra ulykkesskoven båret bagud.
Da indtræffer efter mørkets frembrud helt overraskende ordren om tilbagetrækning. (…) Så overlader man alligevel de mange døde og sårede kammerater, der endnu ligger ubegravede og ubjærgede på slagmarken, til fjendens nåde, en fjende, der ofte nok havde vist, at ridderlighed og nåde var fremmed for ham. Kl. 21.30 bliver tilbagetoget påbegyndt. (…)
Ualmindelig svære var tabene. 6 officerer var faldet; af mandskabet blev meldt 39 som døde, 352 som såret, 225 som savnet og 77 som tilfangetaget. Det kan siges med sikkerhed, at størsteparten af de 225 savnede har været døde eller sårede. Den 6. september blev i sandhed en ”hviledag” for mangen en brav 86´er.
