Kategoriarkiv: Sønderjyder

27. februar 1916. Kresten Andresen: “Nu vil vi afvente enden, for den kan ikke være så langt borte”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i vinteren 1915-16 befandt sig ved Loretto.

Nord-Frankrig den 27. februar 1916

Kære forældre! Mange tak for de to pakker med smør og pølse. Jeg har det helt  godt her nu; vi har fået indlagt en kakkelovn, så nu er der mere hyggeligt. Vi har haft hård frost her og sne, men i dag skinner solen så dejligt. Jeg har de bedste udsigter til at blive her længe endnu; og alt imens bliver det forår, og så må jeg jo sige, at jeg er kommen godt igennem det andet vinterfelttog.

Forleden dag skulde der udtages nogle mand til fronten herfra. Der meldte sig straks over et halvt hundrede hamborgere frivilligt. Så hed det, at alle uddannede infanterister skulde træde frem. Jeg blev selvfølgelig stående, da jeg ikke har tjent aktivt; og der var heller ingen, der spurgte efter mig.

Der viste sig at være seks infanterister. Af de frivillige blev en snes mand udsøgt. I går  blev de forestillet for den kommanderende general v. Boehn. De frivillige sendte han straks hjem igen; han vilde slet ikke se dem, skønt de var uddannet lige fra juni måned. Det endte med, at han tog fem af infanteristerne. Der er stor udsigt til, at vi bliver liggende her i stadig reserve. De fleste er også landstorm uden våben, der var skrevne fuldstændig uduelige.

Hvad er det egentlig for en historie nede ved Erzerum; man vil øjensynlig ikke rigtig ud med sproget. Ifølge tyske blade er  der taget 8.000 fanger, medens resten af de 100.000 er undkommet. Samtidig kommer der nyt fra Verdun, at der er taget tre forter og 17.000 fanger. Der begynder jo allerede at blive forårsrøre her. Ja, der vil sikkert spørges mere af den slags i løbet af foråret og sommeren; men om enden er der endnu intet officielt, skønt røsterne bliver hyppigere og hyppigere.

Den 15. marts træder rigsdagen atter sammen om det nye finansbudget; da vil der også komme røre; muligvis vil man forlange censuren frigivet for drøftelsen af fredsmålene. Det er en bevæget tid, vi lever i. Nu vil vi afvente enden, for den kan ikke være så langt borte. 

Det kunde ikke andet end glæde mig at høre, at I har snakket om, at Jens skal have gården lige efter krigen. I trænger også til ro nu efter disse bevægede tider. I må se at beholde hest og vogn.

Det er da godt, at du har så mange offentlige hverv, far, for så vil det ikke falde dig så svært, og tiden vil gå bedre for dig. Men så må Jens skam til at se sig om efter en kone; det nytter ikke, en kone må han have. En anden kan bedre slå sig igennem verden som pebersvend; men efter krigen vil deres stilling vist ikke blive misundelsesværdig på grund af skatte væsenet. De stakkels pebersvende. 

Der er nogle ting, som jeg gerne vil have tilsendt, nemlig nogle patenttrykbukseknapper, et par seler, et par synåle og en rulle sort og en rulle hvid kinesertråd; desforuden lidt knivpudsepulver. Jeg vilde også gerne engang ved lejlighed have en ocarina, sådan en lille trekantet fløjte, men ikke af porcelæn.

Med mange hilsner fra eders hengivne søn Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

Indtastning af 7303 Krigsfangekort næsten afsluttet

Rigsarkivet Aabenraa´s første online crowdsourcing-projekt, hvor frivillige arbejder med indtastning af 7303 kartotekskort med oplysninger om hjemvendte krigsfanger fra fortrinsvis vestfronten, er nu næsten afsluttet. Alle kort er indtastet og 92 % af indtastningerne er blevet godkendt og søgbare.

Se mere om projektet og kortene i TV Syds nyheder fra 24. februar 2016.

Man kan se kortene under “Sønderjyske arkivalier” på Rigsarkivets indtastningsportal.

Der er også mulighed for at søge efter bestemte navne, men man skal være opmærksom på, at søgemaskinen er meget simpel og pt. søger i alle indtastningsprojekter – dvs. også i ansøgninger om erindringsmedajler fra deltagelse i de slesvigske krige (1848-1850 og 1864), kilder fra Dansk Vestindien mm.

24. februar 1916 – De faldne

Clauss, Albin Walther (IR163/8) – Dourges, Frankrig.
Frandsen, Boi Skjold (RIR84/10) – Lievin, Frankrig.
Günther, Anton Johann (IR31/4).
Hansen, Christen (IR155/15) – Verdun, Frankrig.
Hansen, Heinrich (RIR31/11) – Montigny, Frankrig.
Lorenzen, Carsten Peter (IR155) – Verdun, Frankrig.
Lorenzen, Peter Jessen (IR155/9) – Verdun, Frankrig.
Mahler, Peter Jensen (FR86/13) – Machault, Frankrig.
Paulsen, Hans Jensen (IR155/10) – Verdun, Frankrig.

Christen Hansen (1886-1916) Dybbøl
Christen Hansen (1886-1916) Dybbøl

24. februar 1916. Kresten Andresen: “Skulle Amerika også komme med, så spænder krigen om hele Jorden”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i vinteren 1915-16 befandt sig ved Loretto.

Rekrutdepot den 24. februar 1916

Kære forældre!
Mange tak for de to breve, som jeg har fået; de var afsendt d. 12. og 14. De to numre af Nat. interesserede mig meget.

Russerne har vel nu gjort et temmelig stort kup nede i Lilleasien, idet de har taget den store fæstning Erzerum. Hvor mange mil er englænderne, som jo står i Mesopotamien, og russerne dér fra hinanden? De har vel til hensigt at tiltvinge sig forbindelse der; men det må dog ikke have så stor betydning, da der ingen jernbanelinjer er dér; men på den anden side vil de jo kunne slutte ringen mod østerlandene.

Det svimler næsten for én, når man tænker efter, hvilken udstrækning krigen lidt efter lidt får. Skulle Amerika også komme med, så spænder krigen om hele Jorden. Man kan slet ikke tænke sig, at der nogensinde vil komme ordning i denne tyvsnare, når der da ikke på en eller anden måde sker en katastrofe.

Vi er her meget spændt på, hvad foråret vil bringe. At det vil bringe noget, er klart, men hvad? De allierede vil vel begynde en generaloffensiv, og centralmagterne skal jo nok foranstalte en eller anden uventet overrumpling. De dukker gerne op, hvor man mindst venter det.

Jens har altså ikke fået solgt endnu; det er glædeligt at høre, at det går ham godt. I har virkelig talt om, at han skal have gården efter krigen; I trænger såmænd også til ro nu. Jeg forstår godt, at det falder dig svært, far; du mener, at dit ord som aftægtsmand ikke vil veje så meget, som når du er gårdmand. Men det finder jeg er ganske forkert. Hvad mener du så om mænd som Thomsen fra Roost og Jørgen Iversen fra Svejrup – de har da betydet lige så meget og vel endda mere som aftægtsmænd.

Det er en lystig afdeling her. Af de fyrretyve mand, jeg er sammen med, har allerede fem mand været tre dage i arrest, og to har fem dages streng arrest. Men det er jo også alle forbryderne rundt om fra de forskellige kolonner, som nu er skrubbet til infanteriet. En af dem har allerede siddet fyrretyve dage alene i krigen. De fleste betragter arrest som rekreation; dér har de nemlig en varm kakkelovn og stråmadras og dækkener og behøver ikke at være med til ekserceringen i den tid. Her ved kompagniet er der imidlertid en halv snes gode mænd nede fra Haderslev amt, så jeg savner aldrig selskab, og det er sandelig en god ting. –

Jeg er meget spændt på, hvad det bliver til med halm-orloven; jeg er lige ved at tro, at det kan lykkes. Men det vil falde ået meget hårdt, for jeg tror bestemt, at jeg er bleven sværtet hjemmefra, og det er en af grundene, hvorfor jeg kom væk fra kolonnen. Nå, derom mere en anden gang.

Eders hengivne søn Kresten

NB. Har I fået alle de kort fra Douai, som jeg har sendt jer?

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

21. februar 1916. Kresten Andresen: “[…] her er så koldt og absolut ikke egnet for syge”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i vinteren 1915-16 befandt sig ved Loretto.

Nordfrankrig den 21. februar 1916

Kære forældre!
Jeg har det temmelig godt, når undtages, at jeg er bleven aldeles hundsk forkølet, sådan helt og helt igennem. Jeg har meldt mig syg og har fået nogle dage fri for tjeneste, men det hjælper jo ikke meget, da der her er så koldt og absolut ikke egnet for syge.

Jeg har fået et langt brev fra Christian, hvori han forklarede mig en hel del om en halm-orlov, han havde spekuleret ud til mig. Den idé er jeg meget glad for; kom kun blot med ansøgningen. Forholdene her står i ansøgningernes tegn og er ikke som før ved kolonnen. Tilmed lader det til, at det giver dobbelt så lang orlov på den måde. Jeg er desuden kommen til det resultat, at jeg ad almindelig vej ikke vil komme på rad nogensinde.

Når én først er begyndt at vandre fra troppedel til troppedel, er man hjemløs og uden nogen ret. De fleste af de fyrre tyve, jeg er sammen med, er af den slags folk, og der er også kun meget få af dem, der har været hjemme, skønt de fleste har været her lige fra krigens begyndelse, og mange er endda gift. – Christian mente, at han nu også vilde komme ind med det første. Kommer han i felten, kommer han sikkert til disse egne, måske direkte hertil. 

Her er der bleven mildere i vejret igen. I går var en Mortensen fra Skibelund og jeg en lille tur til en skov. Der var fuldt af blå blomster. Om en måned har vi fuldt forår her, så vil alt her være lige så vidt som hjemme i begyndelsen af maj. Men landet her er ikke så kønt som nede i „Oise”; til gengæld er der dog her i departementet „Nord” langt kønnere end nede i „Pas de Calais”, eller „Artois”.

Imidlertid kan man godt sige: blæse med skønheden!, når blot krigen var til ende. Skal vi virkelig opleve 1917 i krig også? Når det går løs på udmattelseskrig, så kan den jo vare længe nok. Her drives der ordentlig sjov med al den marmelade. Den smager for resten helt godt, men er jo da en meget dårlig erstatning for kød og pølse. 

Her er der ikke ro et øjeblik – tænk jer også henved hundrede mand i ét rum. De fleste af dem, jeg er sammen med, er lystige fyre; én er ligefrem udlært klovn, og han holder sjov fra morgen til aften.

Eders hengivne søn Kresten

NB. Jeg har fået en pakke med smør fra jer, mange tak for den; der lader skam ikke til at være ret megen kød- og fedtnød hjemme. 

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

21. februar 1916. Flygtende krigsfanger, Østfront og faldne sønderjyder

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen

Tilskyndelse til at flygte

”Schleswigsche Grenzpost” i Haderslev meddeler, at adskillige tjenestekarle på landet i den sidste tid er blevet anholdt, fordi de havde tilskyndet russiske krigsfanger til at flygte. Disse tjenestekarle kan selvfølgelig vente en hård straf.

Vanskelige forplejningsforhold for tyskerne på Østfronten.

Ingen skyttegrave – for meget vand. Megen sygdom.

Vi anfører nedenfor en del oplysninger om forhold, således som disse allerede i længere tid har hersket og endnu hersker på adskillige steder på Østfronten. De her givne oplysninger stammer fra folk, der indtil for ganske nylig har ligget i Polen.

Når det siges, at de her i Polen kæmpende afdelinger ligger i skyttegravene, er det i grunden at forstå som en talemåde. Den forholdsvis milde vinter i forbindelse med den stærke nedbør bevirker nemlig, at den i forvejen fugtige jordbund ikke tillader at grave dybere end et par spadestik, før vandet siver frem og umuliggør yderligere uddybning af dækningsværnet. Praktisk talt ligger man her i egnen på den bare jord.

Med hensyn til forplejningen kniber det ofte med at skaffe den frem, idet afdelingerne ofte kan være indtil 100 km, ja mere, fjernt fra de bag fronten liggende magasiner. Og da forplejningen meget ofte må transporteres i køretøjer med okse- eller hesteforspand ad opkørte og sumpede veje, hvor køretøjerne ikke sjældent synker så dybt, at selv meget forstærkede forspand er ude af stand til a trække de velbelæssede befordringer igennem, som så må graves ud af udkommanderet mandskab, hænder det, afdelinger i 5 dage ikke har fået anden forplejning end den, som mandskabet tilfældigt har opsparet eller på anden måde har tilvejebragt.

På grund af disse forplejningsvanskeligheder hersker stor sygelighed i afdelingerne, så at afgangen af mandskab som følge af sygdom til tider flere gange overstiger den afgang, der skyldes fjendens projektiler.

Faldne, sårede og fangne.

Efter Nordslesvigske blade

Knud Juhl, søn af Simon Juhl i Strandelhjørn ved Bevtoft, er falden den 23. december, 24 år gl.

Jørgen Jensen, en søn af gårdejer Hans Jensen, på Avnbøl Mark (Pilegård) ligger på lazaret. Han var med i de sidste dages kampe mod vest.

Martin Lund fra Ustrup er hårdt såret, mens Johan Peter Petersen fra Hostrupskov, og underofficer Hans Brodersen fra Sottrup er let sårede.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Asger Jacobsen fra Brøns Mølle er savnet.

Christian Prahm fra Stenderup (kredsen ikke anført) er ifølge efterretninger, der er indløbne fra udlandet, men ikke er militært bekræftet, er i fangenskab.

20. februar 1916. Henrik Petersens lykkedag

Henrik Petersen (1892-1982), Korntved, lå i vinteren 1916 i skyttegravene i Champagne.

En Dag, jeg aldrig glemmer, var … den 20. Februar 1916. Vi laa i forreste Skyttegrav i Champagnen, havde faaet Ordre til i Løbet af Dagen at gøre os kampklare for om Natten at foretage et overraskende Angreb paa de franske Stillinger, da en Ordonnans fra Stabskvarteret ved Mørkets Frembrud raabte ned til mig i Jordhulen: »Henrik, gør dig straks klar, du er afkommanderet til Etapen!«

Det kan nok være, jeg fik travlt. I første Øjeblik var jeg næsten lamslaaet, Hjertet steg op i Halsen paa mig, jeg kunne ikke sige et eneste Ord.

Mine Kammerater i Hullet raabte i Munden paa hinanden: »Til Lykke med den fine Tjans!« og de rakte mig deres Hænder. Bevægelsen overvældede mig, og Taarerne fik frit Løb (Glædens og Sorgens Taarer). Glædens, fordi jeg nu kunde forlade Skyttegraven, og Sorgens, fordi Kammeraterne stadig maatte lide herude, og fordi jeg ikke havde Magt til at afblæse hele Krigen, saa alle kunne rejse hjem.

Efter at have faaet nærmere Besked angaaende den pludselige Ordre pakkede jeg hurtigt mit Tornyster. — Jeg var klar over, at der ikke var noget at vente efter, tværtimod tilskyndede de mig alle med at komme bort fra denne Heksekedel jo før jo bedre.

Afskeden var tung, særlig med min trofaste Ven og Landsmand Peter Nissen fra Bylderup, med hvem jeg havde delt godt og ondt (mest det sidste) fra Krigens Begyndelse. Altid havde vi gaaet ved  hinandens Side paa de lange Marchture gennem Belgien og Nordfrankrig, altid havde vi ligget sammen om Natten, enten paa aaben Mark, i en Stald eller Lade, i Skyttegrav eller Jordhule, i Kampens og Trommeildens Helvede, altid uadskillelige. Skulle han nu blive i den Elendighed, og jeg være frelst? Den Tanke var næsten uudholdelig.

Hvordan kunde det gaa til, at jeg skulde have saa stor en Lykke. Alle saadanne Tanker kredsede i mit Sind, medens jeg samlede mine Ejendele sammen, med undtagelse af Levnedsmidlerne. Dem lod jeg  blive i Skyttegraven. Jeg havde endda lige faaet flere Pakker og Breve hjemmefra. Den 20. Februar tillige var min gamle Moders Fødselsdag.

Da jeg med fuld Oppakning meldte mig hos Kompagnichefen, Overløjtnant Kalepki, for at tage Afsked, ønskede ogsaa han mig Lykke paa Rejsen. Kalepki var den tredie Chef, vi havde i 7. Kompagni siden Krigens Begyndelse. Den første, Hauptmann Pecker, var taget til Fange i saaret Tilstand, den anden, Overløjtnant Reimers, var faldet.

I første Omgang havde jeg af Ordonnansen faaet Ordre til samme Aften at melde mig hos Stabsfeldwebel Alte, som havde opslaaet sit Kvarter sammen med Bagagen og Feltkøkkenet i en Skovbarak ti Kilometer bag ved Fronten.

Nu var jeg klar over, at en Vandring om Natten paa denne Strækning ikke var uden Fare. Forbindelsesgravene og Vejene fra Fronten var paa denne Tid, paa Grund af den livlige Trafik med Mad, Ammunition og anden Udrustning til Tropperne i forreste Linie altid under stærk Artilleriild; derfor gjaldt det om at være forsigtig nu i det afgørende Øjeblik.

Lyskuglerne og Lysglimtene fra de skydende Kanoner oplyste næsten uafbrudt Himlen. For at undgaa Gevær og Maskingeværilden maatte jeg holde mig til Forbindelsesgraven. Denne var stærkt trafikeret af Soldater, som skulde hente Mad.

Det gik til at begynde med kun langsomt fremad, sprang en Granat i Nærheden, smed alle sig ned i Gravens Bund. Lidt længere tilbage havde jeg ikke Tid til at gaa langsomt, men sprang op af Graven og løb, indtil den næste Granat eksploderede. — Saa igen ned paa Maven, og saa fremdeles fremad, indtil jeg lykkelig landede ved Bestemmelsesstedet.

Feldwebel Alte tog venligt imod mig med Ordene: »De har haft Held, Henrik«. Hele Divisionen havde faaet Ordre til at afgive een Mand til at beklæde Stillingen som Leder af Landbruget i en By 25 Kilometer bag ved Fronten, og denne Lykkens Pamfilius var jeg. Nu skulde jeg overnatte hos Bageren og den næste Morgen gaa tilbage til Byen Pauvres og melde mig der hos Bykommandanten.

Der faldt en Sten fra mit Hjerte; at tænke sig det at være fri for det elendige Liv ved Fronten og i Skyttegraven, og i Stedet for beskæftige sig med Landbrug. Ja, det forekom mig næsten at være mere Lykke, end jeg havde fortjent. Tankerne gik tilbage til alle  derude, som stadig maatte lide.

Saadan gik denne Dag, som jeg stadig siden — og saa længe jeg lever — vil mindes med Tak til Gud i Himlen.

DSK-årbøger, 1958

13. februar 1916. Kresten Andresen: Disciplinen skal genoprettes

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i vinteren 1915-16 befandt sig ved Loretto.

Montigny den 13. februar 1916

Nu er jeg her på rekrutdepot og skal nyde nogle ugers uddannelse for at genoprette disciplinen, der forudsættes at være gået fløjten ved trainet. Vi er niogtredive lidelsesfæller samlet af alle mulige våbenarter, kavalerister, artillerister, trainsoldater og infanterister.

Det er et mærkelig rekruthold, og det har de herrer foresatte også indset. De er bange for, at vi skal vende hele depotet på den anden ende og er derfor meget imødekommende imod os. Vi ligger på et stort bryggeri lidt uden for byen på vejen til Lallarny. Vi ligger i en to etagers bygning, der helt er af cement, cementgulve og -hvælvinger. Vi har ingen kakkelovne, og vinden trækker ind i de store rum ad døren, som uafladeligt går op og i. Tilmed ligger vi på gulvet på en halmsæk, med to tynde dækkener at varme os med. Jeg er helt tæt i hovedet af bare forkølelse. Hvor er det en forskel fra mit kvarter hos madame Royé.

Marie stak mig tre æg i lommen, og Francoise syede mig et varmt uldent halsklæde, og de vidste slet ikke alt det gode, de vilde gøre mig, da jeg drog afsted. Derimod var kolonnen des køligere. Hverken ritmester eller vagtmester værdigede mig et ord. Vagtmesteren afgjorde alt gennem min korporal; han stod på gaden, da jeg kørte væk, men han ikke så meget som hilste af med mig. Jeg ved ikke, hvad jeg har gjort, men jeg har da været ved kolonnen syv måneder og er dem da ikke helt ubekendt.

Da jeg kom væk fra kompagniet, besøgte både feltweblen og officererne mig på lazarettet, og løjtnant Hammer bragte mig endda en stor buket syrener.

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen

Krestens breve

13. februar 1916. Kresten Andresen: “Fremtiden står i infanteriets tegn”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i vinteren 1915-16 befandt sig ved Loretto.

Montigny den 13. februar 1916

Kære forældre!
Ja, nu er jeg flyttet igen, ser I nok, og denne gang for ikke mere at vende tilbage til kolonnen. Det hele kom pludselig og næsten helt uventet. Jeg blev sammen med et par andre ugifte undersøgt og kom igen til infanteriet. Nå, det skal I ikke blive så kede af. Foreløbig er jeg langt bag ved fronten på et rekrutdepot og har udsigter til at blive her henved to måneder. Så er det forår og den tid, den sorg.

Hidtil er jeg jo sluppet så godt, og jeg har den bedste tro til fremtiden også. Ja tænk, nu har jeg levet så mange måneder et frit bondeliv, hvor vi ikke kendte til militærisk snit, og så skal jeg nu til at fumle igen som rekrut. Og tænk det dejlige kvarter, jeg havde. Det var næsten det samme som at tage hjemmefra, sådan tog franskmændene del i, at jeg nu skulde bort. Marie Royé kogte mig tre æg og stak mig dem i lommen, og Francoise syede mig et uldent halsklæde, at jeg ikke skulde gå hen og forkøle mig. Og så rejste jeg af.

Det er en meget berømt egn her, nemlig det gamle Piccardi, hvor den store spanske successionskrig rasede for et par hundrede år siden. Marlborough belejrede dengang Denain – nu kører jeg der forbi. „Mallebrok er død i krigen…”, måske ligger han også begravet her. 

Her ved min afdeling er vi en mærkelig blanding af alle våbenarter: kavalerister, artillerister, trainsoldater, sanitetssoldater, og alle sammen skal de uddannes til infanterister.

„Fremtiden står i infanteriets tegn,” sagde sergenten, og det er vist meget rigtigt. Det er jo lidt mærkeligt for en gammel kavalerist, som har tjent aktivt i tre år og desuden været halvandet år i krig, at skulle spille rekrut som infanterist nu; men forholdene fører det jo med sig; for mig falder det meget lettere. Jeg har også straks truffet nogle gode kammerater nede fra Haderslev kreds.

Jeg har sendt en større palle hjem med bøger og gamle strømper, men den får I vel først om et par uger. Jeg savner foreløbig ingenting.

Nå, jeg må løbe mig en tur, for her er uhyre koldt, stengulv og stenhvælvinger, ingen kakkelovn, men fire døre, som går op og i uafladeligt.

Jeres hengivne søn

Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen

Krestens breve

8. februar 1916. Kresten Andresen: “Og nu går jeg atter den gang til infanteriet […]”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i vinteren 1915-16 befandt sig ved Loretto.

Hornaing den 8. februar 1916

Nu har jeg sagerne pakket og damper om en god time af til infanteriet. Det er trist at tænke sig. I går var jeg hele dagen i Douai. Jeg fandt dr. T. og havde en lang samtale med ham. Han mente, at krigen snart var forbi, men troede dog, at der endnu forestod meget hårde tider.

Jeg traf også Peter Østergård, og vi var sammen hele eftermiddagen; så os om i byen på kryds og tværs, det store rådhus, parken, museet. Folkelivet her er, som det må være i en større by i Tyskland – ikke så stærkt præget af krigen, skønt der jo kun er et par og tyve km til Arras.

Man har her forretninger af enhver art i gang, om det så er kaffeer og konditorier; men, av min arm, en lille kage kostede seks groschen – siger og skriver, og kaffen drikkes sort. Jeg var tre gange på kafé den eftermiddag, for det er jo noget nyt, som jeg ikke har oplevet, siden den dag jeg drog fra Flensborg i nov. 1914; da fik jeg kaffen på Sommers hotel. Og nu går jeg atter den gang til infanteriet efter at have været borte.

Sommaing, aften

Nu er jeg nået så vidt. I kvarter i en estaminet her i Sommaing. Lassen kørte Licht og stabsmester og mig i phatanon hertil. Undervejs blev Licht undersøgt på las.2 42 i Erre og forefundet felttjenestuduelig. Så måtte jeg alene fortsætte rejsen. Jeg blev smidt af på hestedepotet. Dér var vi i alt elleve lidelsesfæller. Alle folk, som jeg ikke kendte.

Vi fik straks tornyster og kobbertøj og gevær udleveret. Jeg er kommet til at logere sammen med to forbryderagtige karakterer. Det er gerne min lod, når jeg kommer lidt ud i verden. Det er ikke hyggeligt at komme til infanteriet nu. I morgen skal vi til Montigny til et rekrutdepot. Måske kan jeg endnu komme til at opleve en seks ugers uddannelsestid.

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen

Krestens breve