Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag aften d. 22.12.1917

Min egen kære Inger!
I de sidste dage har det været småt med posten. Det må jo være postvæsenet, som er overlæsset med arbejde nu indtil jul. Men der er jo da to dage til jul endnu, og da kan der komme gang i sagerne inden den tid. Det går måske dig ligeså, at du ikke hører fra mig, men du kan være rolig, for at jeg har det godt, er endnu i Muhlhausen. N år jeg kører med æslerne hen til stalden, er der gerne nogle drenge, som kommer og spørger på deres plattysk: »Schal ick fiihren«, eller også er der nogle, der råber: »Iah, iah«, ligesom når æslerne skryder. Nå, det anfægter mig ikke det mindste, jeg passer min dont…
Du må forresten gerne sende min lædervest, for nu da jeg er kørende, kan jeg nok bruge den. Og ligeledes er den god, når jeg skal strigle de langørede, den tager lidt af for den uldne vest. Måske vesten er for tung af sende? Sådan som der da bliver stjålet, man må sådan passe på den lille smule foder, man har til dyrene, for ellers går det væk. Det gik sådan for mig en af de første dage, at de tog alt, hvad jeg havde, hø og halm, så jeg bare havde lidt havre tilovers. Det var slemt for æslerne i et par dage, men jeg har også fået lært at tage igen. Man må hjælpe sig som man kan. Det er ellers ikke smukt.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.