Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldt “slesvigske” regimenter med særligt mange soldater fra Sønderjylland.
Artilleri- og mineilden forøgedes gennem hele måneden og medførte mærkbare tab. Men det var ikke bare det. Når posterne om natten lyttede efter fjenden, opfattede de en stadig vognraslen; jernbanevogne, tilsyneladende også kanoner kørtes frem på skinner, motorer brummede. Alt det opfattedes af natposterne. Særlig foran ”Grænse-” og ”Landværnsstillingen” lød det tydeligt. Dér faldt også artilleri- og mineilden tættest.
Men det mest modbydelige var dog den knirkende lyd af boren under jorden, som man fornemmede i saperne 4, 5, 6 og 8, altså på den højre fløj. Tilsvarende hobede jordmasserne sig op foran Quennevières-Ferme, de blev beskudt af vores tunge feltartilleri, men det var kun symptombehandling, ondets rod fik man næppe ram på. Altså skulle det gå løs igen på det ulyksalige Soltau-Eck. Her faldt ilden også særlig tungt.
Pinsedagene bragte så den sørgelige nyhed om vor forbundsfælle Italiens forræderi.[1] Hos tyskerne blev nyheden modtaget med nærmest ligegyldighed. Den formåede ikke at rokke ved troen på en sejrrig udgang af krigen. Hos franskmændene derimod udløste den en glædestummel. Om natten mellem 24. og 25. maj holdt det slet ikke op med råb og sang derovre. ”Vive l’Italie!”, ”Deutschland kaputt!” sådan lød det herover, et helt fyrværkeri af lyskugler blev brændt af. Den næste morgen prangede foran vor pigtrådsspærring et stor skilt med efterretning om Italiens tilslutning til Ententen … Det blev den følgende nat af en patrulje bragt tilbage påklæbet aviser, som meldte om de tyske sejre i Galicien.
[1] Italien erklærede den 23. maj Østrig-Ungarn krig og brød dermed sit forbund med landet.
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86. Vi har fulgt ham lige siden mobiliseringen i august 1914.
Pinsedag, den 23. Maj 1915. Jeg stod op med Solen og vaskede mig; det var jeg ikke bleven de sidste 14 Dage. Hvor frisk og glad man dog bliver ved at faa sig vasket! Man ser meget lysere paa Tilværelsen. Jeg gik ind med Haandklædet; men jeg kunde næppe aande derinde i den menneskefyldte, tætte, lave Stenhule, hvor der aldrig kunde komme frisk Luft ind.
Mine Kammerater snorkede. Fuldt paaklædte, med de lange Støvler paa Benene laa de med en lille Haandfuld Halm under Ryggen i alle mulige Stillinger.
Jeg tog min Lommebog og gik ud. Siegfried havde faaet Ild under Feltkøkkenet og var ved at koge Morgenkaffen. — I et halvt Hundrede Skridts Afstand fra Stenbruddet satte jeg mig ned i det kraftige, grønne Græs. Der var en gammel, forladt Artilleristilling, hvor der havde staaet 3 Kanoner. Volden, som havde været opkastet omkring Kanonerne, frembød en behagelig Græsbænk at sidde paa. Der var fuldstændig Stilhed.
Vaabnene hvilede. Vist aldrig har en Maj morgen gjort et saa -velgørende Indtryk paa mig. Hvilken Modsætning mellem den stinkende, snorkende Stengrotte og den blide, vaagnende Natur. Tusindfryd og Anemoner stod ved min Side og drak af Duggen. Solen hævede sig langsomt op over Grusdyngerne af den nedskudte Quenneviére-Gaard. Hvor er vi Mennesker dog sunket dybt, at vi saadan ødelægger alt og løber Storm imod hinanden som rasende Rovdyr. Men denne Time gjorde mig godt, den hævede mig ligesom op over Krigens Uhygge.
Tanken søgte de kære i Hjemmet, og jeg var lykkelig ved Tanken om den fælles Gensynsglæde, naar Krigen var forbi. De to gamle Landeværnsmænd Jørgen Refshauge og Christian Lydiksen kom hen ad Vejen. Hulen var nok ogsaa bleven dem for trang. Vi tog en lille Spadseretur alle tre og gik, snakkende paa vort kære, sønderjydske Modersmaal, om ad den nyanlagte, skjulte Skovsti, der førte gennem Elme- og Birkekrattet til Kløften. Den friske Skovbund og det nys udsprungne Løv duftede af Sundhed og Sommer. En lille pikkende Spætte fortalte os, at alt Fugleliv endnu ikke var uddød her ved Fronten.
Da kom en Granat susende med taktfaste Drejninger gennem Luften og eksploderede med et sønderrivende Brag, der forplantede sig som en rullende Torden om ad Kløften. Spætten tav øjeblikkelig. »No vende vi om,« sagde den høje, stovte Familiefader Jørgen Refshauge; »vi skylle vor Familie o pas aa«. Saa vendte vi Ryggen til Sommer og Sol og den skønne Natur og gik ind i den modbydelige Stenhule.
Marie Maskov Petersen, Harreby ved Fole, fortæller om en dramatisk episode i Harreby ved Fole pinselørdag 1915.
Min nu afdøde Mand, Laurits Petersen, var dengang endnu hjemme, idet han som gammel Landstormsmand først blev indkaldt omkring December 1915. Vi havde her paa Egnen fra første Dag Indkvartering af Soldater. Nogle af dem var flinke og pæne Folk, andre mindre behagelige. Det er om en af disse sidste og om de Besværligheder, han bragte os, jeg her vil berette.
Denne Soldat var indkvarteret hos os, men han drak som en Svamp, ja, han var en ren Drukkenbolt og gik jævnligt paa Frierfødder til Gram. Han meget beruset. Vi havde faaet Besked om fra hans Kammerater, at hans Kone om Aftenen kom paa Besøg fra Hamborg. Fyren havde ellers hele Tiden fortalt os, at han var Enkemand, og jeg sagde derfor til ham, at jeg nok skulde fortælle hans Kone om hans Bedrifter.
Under dette kom en af vore Bekendte, Eskild Slott fra Hygum, ridende. Han vilde lige over og hilse paa os, og han stod nu og talte med min Mand; men nu blev Drukkenbolten Fyr og Flamme. Han gik hen og forlangte at se hans Pas. Eskild svarede, at han jo allerede tidligere havde haft Lejlighed til at se det hele to Gange, og da han nu oven i Købet tillod sig at bebrejde ham, at han var beruset, blev Fyren aldeles rasende. Han fo’r ind i Huset og hentede sit Gevær, stormede ud igen og lagde sig paa Knæ og begyndte at skyde efter ham.
Eskild havde dog faaet et Forspring og naaede i Sikkerhed hos Johannes Paulsen, der havde tre Mand indkvarteret. Disse sneg sig nu ned langs Hegnet og kom bag paa Skytten. Vi havde laaset Døren. Gamle Bedste og Børnene løb ud gennem Stalden, og jeg klatrede ud gennem Vinduet i Sovekammeret. Min Mand krøb op paa Loftet og tog Stigen med sig.
Men nu vendte den balstyrige Soldat sig om; han rendte over til Døren, slog den i Stykker og raabte: „Ud med dig og din Mand! Jeg skal skyde jer ihjel!“ — Heldigvis varede det ikke længe, inden Soldaten ved Hjælp af Vagtmandskabet fra Byen blev afvæbnet. Paa Vejen til Gram mødte han sin Kone. Hun kom saa ud til os og blev her Natten over.
Hele Episoden fik dog et Efterspil; vi kom nemlig i Forhør, først i Harreby, senere i Flensborg, og den 1. December blev min Mand indkaldt og sendt til Strassbourg. Resultatet af Afhøringerne blev, at den hidsige Soldat blev erklæret for utilregnelig; men det vilde Overkrigsretten, der havde faaet Akterne tilsendt, ikke tro paa, og den 10. December blev jeg derfor stævnet for Retten i Altona, hvor Sagerne nu skulde uddybes nærmere.
Min Mand blev ogsaa ført dertil.
Ledsaget af en Underofficer blev jeg ført ind i Retten. Jeg havde en Følelse af, at jeg vandrede lige ind i Løvens Gab. Der sad nemlig ni høje, gallaprydede Herrer i Lokalet, og de gloede paa mig og nedstirrede mig; men jeg tænkte bare, at nu gjaldt det kun om at holde Ørene stive.
Vidnerne — Soldater, der havde været indkvarteret i Harreby — blev kaldt ind, de blev udspurgt om, hvorledes Kvartererne havde været, og de svarede, at de havde haft det godt. Jeg havde muligvis været lidt brysk, men det forstod de godt, og det var sikkert ogsaa nødvendigt. Jeg blev derefter opfordret til at aflægge Ed paa, at hele Tildragelsen var foregaaet, som jeg havde skildret den. Da det var overstaaet, sagde de høje Herrer: „Vi betvivler ikke, hvad Fru Petersen siger!”
— Nu spurgte jeg, om min Mand ogsaa skulde til Afhøring, for hvis dette var Tilfældet, vilde jeg anmode om, at han fik en Tolk stillet til Raadighed. Da de hørte dette, fo’r de op og raabte: „Og saa er han endda preussisk Soldat!” — men jeg sagde: „Undskyld, mine Herrer, min Mand er 45 Aar, han har gaaet i dansk Skole, og han er kun Soldat efter Ordre!”
— De ønskede dog ikke at drøfte dette Anliggende nærmere med mig, og Enden af Historien blev, at den udfordrende og krigslystne Soldat blev afvæbnet. Han sagde, at jeg havde været et skrapt Vidne; men Retten svarede ham, at han fortjente en rigtig god Omgang Prygl, hvortil han ytrede noget om, at han dog haabede at have gjort sig fortjent til Jernkorset
Jeg fik for min Ulejlighed Rejseudgifterne godtgjort, og mine Udgifter havde jeg nu ikke beregnet for lavt, og derefter kunde jeg atter rejse hjem; men min Mand maatte atter tage tilbage til Strassbourg.
I Gaar var jeg og en god Landsmand i Nabobyen med nogle Heste, og vi red saa hen til det Kvarter, hvor vi har været hele Vinteren. I kan jo nok tænke Jer, at det var mig om at gøre at besøge vor Far og Mor fra i Vinter, min Landsmand om at besøge sit Kvarter. Nu ligger der Artilleri i Byen.
Naa, Mor tog imod os med aabne Arme, Fatter var i Marken. Hun fik Kaffekedlen paa. Imens den kogte, gik vi en lille Tur rundt i Haven. Hvor hun mønstrede sin Have, og det kan nok være, at alt var i Gang. Ærterne groede allerede oven ud over Stængerne, flere var i Blomst, ja saadan var det med alt. Men hun er nu ogsaa særlig dygtig, hun gik saa sejrssikker med Hænderne i Siden. Falmet var hun nu; det er saa knapt med Brød, sagde hun, men nu har de begyndt at spise af en Del fra Haven. Spidskaalen var saa trind, saa ens Tænder løb i Vand.
Saa blev Kaffen lavet, og inden jeg saa mig om, vi sad i Haven, var vi et helt lille Selskab, som sad hos Mor til et Glas Kaffe. Det var selvfølgelig Nabokonerne og et Par Piger. Det var jo spurgt, at der var kommet Fremmede. Saa gik Samtalen jo med Tegn og Grimasser. De fortalte mig en hel Bunke og vilde saa gerne vide, om det da ikke var muligt at vor Kolonne igen kom dertil. Det vidste jeg selvfølgelig ikke. Mutter kom med en fin Cognac, jeg maatte smage den. Jo, hun forstod nok den Kunst at gemme.
Til allersidst kom der saa en stor Krukke med de dejligste syltede Blommer, — dem skulde jeg ogsaa smage. Saadan var det ogsaa i Vinter, hun havde stor Respekt for min Smag. Det kom vel af, at jeg jo altid kogte Maden. Saa forsvandt Nabokonerne, en for en. Min Kammerat kom oppe fra sit Kvarter med et stort Smil. Ham kunde vor Mor saa godt lide, da han ligner hendes eneste Søn, som er med i Krigen. Saa blev ogsaa han trakteret. Men da hun saa min Kammerat, fik hun Taarer i Øjnene. Ja, det er strenge Tider. Men det varede ikke længe, saa var hun i sit gamle Es igen.
Vi synes imellem, de tager det for let; men de er jo ikke Nordboere, de er mere livlige.
Da saa min Kammerat var bleven forsynet med det bedste, hun havde i Huset, red vi bort, med mange Hilsener til Kolonnen. En saadan Oplevelse gør godt, ikke mindst i denne Tid, under disse Forhold, i fremmed Land.
Det er, som kom man lidt tilbage til den gode gamle Tid igen. Slige Oplevelser gør et stærkt Indtryk. De hører med til Lyspunkterne i vort Liv, som leves her i alt dette fremmede.
Vi bor nu i en lille By, som ligger paa en Banke. Vi har en herlig Udsigt; men Befolkningen her i denne By staar en Del tilbage. Vi har haft meget Arbejde med at faa gjort rent rundt om, baade ude og inde. Men vi bor dejligt roligt.
I fransk Fangenskab. I den sidste Tabsliste oplyses, at Jens Friedrichsen af Sønderborg er i fransk Fangenskab; han stod hidtil opført som savnet.
Saaret. (S. G.) Lærer Lindloff af Spandet er ved en Haandgranat bleven saaret i Overarmen og paa Hovedet.
Haardt ramt. Handelsmand Flintholms Familie i Bollerslev er bleven Haardt hjemsøgt af Krigen, idet to af Sønnerne i en Alder af 22 og 20 Aar er faldne paa den vestlige Krigsskueplads i Løbet af i Uger. Og en tredje Søn paa 18 Aar er ifølge „Apenrader Tageblatt” bleven vanvittig over Tabet af de to Brødre og har maattet bringes til Sindssygeanstalten i Slesvig.
Faldne mod Vest. Bagermester Bundesen og Hustru i Toftlund modtog i Gaar den sørgelige Efterretning, at deres Søn Asmus er falden den 5. Maj ved Ypern. Han indkaldtes i Efteraaret som Rekrut. Samme Dag underrettedes Gaardejer Terkild Jørgensen og Hustru i Rømet om, at deres anden Søn er falden i Frankrig; den tredje og sidste er Haardt saaret. Forældrene er helt utrøstelige.
Falden. Lavst P. Lausten af Østerby er falden den 6. April, 21 Aar gammel. Der er Sørgegudstjeneste anden Pinsedags Eftermiddag i Daler Kirke.
Død i Krigen. Hjulmager Christian Hansen af Smøl er falden. Han efterlader Enke og tre Børn.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Syd for grænsen under krigen:
Løsladte
Kommuneforstander Hans Knudsen fra Vinum, der for ca. 14 dage siden arresteredes, fordi han havde udtalt en skarp kritik over tilsynshavendes opførsel overfor en syg russisk krigsfange, blev atter løsladt nogle få dage efter.
Også lærer Jensen, der i samme dage arresteredes på besøg i Skærbæk, blev løsladt et par dage efter.
Faldne, sårede, fangne – efter nordslesvigske blade
– Den 2. maj er Poul Christensen fra Borrig falden. Han var 22 år gammel.
– Forstærkningsreservist Peter Hansen fra Bredebro er falden den 27. marts.
– Arthur Petersen fra Tønder, søn af lærerenke Petersen, er død på lazarettet i Oldenburg.
– Anton Dørschlag, søn af tidligere gendarm Dørschlag i Tønder, er falden. Han var kun 16 år gammel. Den 23. september i fjor kom han på forberedelsesanstalt i Eutin. Den 27. marts i år blev han dernæst beordret til udfyldningsbataillonen i Flensborg. Den 1. maj gik turen til fronten, og den 4. maj, vistnok samme dag som han ankom til fronten, faldt han.
– Den 6. maj er overlærer Buchard Rüthning fra overrealskolen i Sønderborg falden.
– Hans Knudsen, en søn af Lorens Knudsen fra Frisergade i Flensborg, har den 8. maj fundet døden på valpladsen, 29 år gammel.
– Den 24. april faldt endvidere kontorist Emil Thomsen, der siden oktober 1909 var ansat ved Flensborg bys forvaltning.
– Jørgen Ahrenkiel, Bolderslev, er let såret i kampene fra den 22. til den 28. april. Christian Petersen, Hyrup, og Poul Herbst, Haderslev, er blevne hårdt sårede i kampene fra den 29. april til 3. maj. Jørgen Jørgensen, Varnæs, er bleven let såret den 1. maj. Karl Meier, Vojens, er bleven hårdt såret i kampene fra den 17. til den 27. april. Diedrich Duus, Aabenraa, er den 4. maj blevet let såret for anden gang. Joh. Hansen, Laurup, er bleven let såret den 4. maj. Chr. Imersen, Ustrup, og Hendrik Kasten, Agerskov, er blevne let sårede i kampene i sidste halvdel af april måned.
Nordslesvigere i Sibirien
Det danske firma Brüel & Thøgersen, Kurgan i Tobolsk-Guvernementet i Sibirien, skriver den 29. april:
”Vi har haft besøg af 4 nordslesvigere, der har bedt os anmode Dem om at meddele til deres respektive familier, at de befinder sig her – alle fuldstændig raske, og at de har fået en god behandling her i Rusland. Vi giver dem nu arbejde her på slagteriet.”
De fire er Peter Johannsen fra Midtholm pr. Jyndevad (Tønder Kreds), Michael Petersen fra Jernhyt pr. Hammelev (Haderslev Kreds), Anders Christiansen fra Skovby pr. Hovslund (Haderslev Kreds) og Mads Lund fra Hajstrup pr. Øsby (Haderslev Kreds).
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Syd for grænsen under krigen:
Brev fra Yser-fronten.
Gårdejer Frederik Jepsen af Kørup, der som tysk soldat deltager i kampene ved Yser-kanalen, har ifølge „Horsens Folkeblad“ på et brevkort skrevet hjem til sin kone, at soldaterne som følge af de vedvarende anstrengelser er nær ved at segne om af udmattelse. Tabene er frygtelige. Der er snart ikke ældre mandskab tilbage. Det kompagni, som Jepsen står ved, og som oprindelig talte 230 mand, er skrumpet ind til 40.
Men der kommer stadig forstærkninger, der imidlertid udelukkende består af ungt mandskab.
Jes Kær planlagde i maj 1915 at desertere til Danmark
Min Søster Bothilde var den eneste, jeg havde betroet mit Foretagende til. Hun var tidlig oppe Søndag Morgen, havde Kaffen færdig og rent Tøj parat til mig, da jeg kom op. Allerførst var jeg ovre i Stalden for at faa Karlene til at gøre mit Arbejde der, da jeg skulde ud at rejse. Jeg kom ind, blev vasket, skiftede Tøj og drak Kaffe, og det varede ikke længe, før jeg var klar. Saa gik jeg ind i Sovekammeret for at sige Farvel til Far og Mor, som endnu laa og sov.
De to kære Forældre blev helt forvildede, fordi jeg saa hurtigt tog bort uden at tale med dem derom, men Far naaede dog at faa fat i Tegnebogen, saa jeg fik 100 Mark med, og i det samme var jeg ude af Døren.
Da jeg kom over paa Nabogaarden, hvor min Ven tjente, stod han endnu og var ikke i Tøjet, endskønt det var aftalt, at vi skulde gaa derfra Kl. 6; men jeg forstod straks, at han havde fortrudt at tage med.
Jeg forlangte saa de 10 Mark, som var sat paa Vilkaar, men dem vilde Johannes ikke af med, thi han var meget sparsommelig. Omsider fik jeg ham dog overtalt, og vi tog bort efter Østerløgum til. Det var Meningen, at vi vilde til Hovslund Station og saa med Toget til Sommersted, og Resten af Vejen skulde Vi tage til Fods. Efter en halv Times Gang naaede vi Østerløgum.
Da pludselig slog det mig, det gaar ikke at tage med Toget, vi kunde blive fanget paa en Station og saa var det hele ødelagt. Vi besluttede saa at gaa til Fods hele Vejen.
Nu skal det bemærkes, at da vi kom til Østerløgum, mødte vi vor gamle Ven Martin Tiedemann, ogsaa han var bleven indkaldt sammen med os, og jeg foreslog, at han tog med os, men han turde ikke.
To Dage senere blev Martin sammen med Iver Jessen, Damgaard Mølle, fanget nede paa Sommersted Station, og de to raske Karle har maattet døje meget derfor, ja det er næsten ikke til at fortælle.
I Østerløgum var vi inde at tage Afsked med Købmand Carsten Petersen og hans Hustru, thi der var vi Unge altid sammen, og det var gode danske Folk.
Vi gik videre og naaede saa omsider til Genner. Der boede en gammel Skomager, han blev altid kaldt Søren Skomager. Denne gamle Skomager havde arbejdet for os hjemme i mange Aar, var godt dansk, altid med i Forsamlingshuset og spillede ofte paa Harmonika, naar vi unge vilde have en lille Svingom, og alt, hvad han tjente, blev omsat i Sølv- og Guldmønter. Søren havde lovet mig et Guld-Timarkstykke eller to, naar blot jeg vilde snyde Tyskerne og tage over Grænsen til Danmark, og de Penge var ikke saa lidt mere værd for mig, naar vi kom over Grænsen, end Papiret var.
Vi kom ind til Søren og fortalte, hvor Rejsen gik hen. Sit Løfte havde han ikke glemt, han gik ind til Sengen og kom tilbage med to Tyve Marksstykker i Guld, Pengene sagde Folk, at Søren gemte i et Strømpeskaft i Sengen.
Naa, vi gik videre og naaede efter en Times Forløb Hoptrup. Paa Gaden der mødte vi en tysk Landpost, som jeg flere Gange havde været i Konflikt med om Tysk og Dansk, det var Aaret før, da jeg tjente paa Gaarden Venbjerg i Hoptrup Sogn. Jeg mærkede, at han havde Opmærksomheden henvendt paa os, men det anfægtede os ikke.
Denne Landpost meldte til Grænsen, at der skulde passes paa to unge Karle iført grønne Regnfrakker, og som nok vilde over Grænsen. Han fik dog ikke noget ud af det.
Vi gik ind paa Hoptrup Kro og fik hver en Toddy til at styrke os paa, for vi havde da allerede gaaet i ca. 3 Timer.
Saa kom Aabenraa—Haderslev Rutebilen, med den kørte vi til Haderslev. I Rutebilen var der flere Bekendte, blandt dem Hans Lassens. Kone fra Gpnner. Hun vilde til Haderslev for at besøge Manden, som var indkaldt og laa paa Kasernen der.
Vi steg ud af Rutebilen ved Kejser Wilhelm Mindesmærket paa. Torvet, det gjorde Hans Lassens Kone ogsaa, skønt hun kunde tage med Bilen helt op til Kasernen. Jeg tror nok, hun vidste, hvor vi vilde hen, for da vi sagde ‘Farvel til hende, sagde hun: “Lad mig nu se, I kommer godt over.”
Jeg sagde, at hun kunde hilse Manden og sige, at vi var godt paa Vej og ved godt Mod. Det kunde Hans Lassen let taale at høre, han var nok tysk Underofficer, men bag den blaa Trøje med de blanke Knapper bankede der et godt dansk Hjerte, og han vilde more sig, naar vi kom godt til Danmark.
Fra Nordbanegaarden i Haderslev tog vi med Toget til Hjerndrup. Derfra spadserede vi ind over Stepping efter Højrup til for at naa Nordhøjgaard. Paa Nordhøjgaard tjente min Kusine Marie Lauritsen fra Skovby, og kunde vi først naa dertil, kom vi ogsaa nok over Grænsen; den var ikke saa langt derfra.
Paa hele Turen havde vi ikke mødt en eneste Vagtpost. Dog oppe i Højrup By stod der en saadan iført Feltuniform med opplantet Bajonet.
Vi kom op ved Siden af ham og hilste “God Dag”. “Haben Sie Grenzpass”, spurgte han. Jo, det havde vi jo da, og vi begyndte at hale det ud af Inderlommen i Vesten, og det kostede lidt Besvær at faa Regnfrakken og Trøjen knappet op.
Imens spurgte jeg, hvor Nordhøjgaard laa, og om det var Peter Nissen, der boede der. Vi skulde over til denne Mand og søge Arbejde og vilde jo nok vide lidt om Forholdene der.
Vagtposten kendte godt Peter Nissen, der var “ein sehr netter Mann, und da werden Sie gut zufrieden sein”, og han roste ham endnu meget mere og glemte helt at se Passet efter. Vi talte lidt med ham endnu og fortsatte saa over til Nordhøjgaard, som vi naaede Klokken godt fem. Kusine Marie, der tjente der, kom os imøde, da hun vidste, vi kom, for det havde jeg skrevet til hende nogle Dage før. Peter Nissen var ikke hjemme, da vi kom. Han var en Tur ude i Marken, for det var saadan et herligt Vejr, men det varede dog ikke længe, før han kom.
Der blev lavet Mad til os, og den smagte godt, for vi var bleven sultne efter den lange Spadseretur. Vi sad i en Stue og spiste sammen med fire tyske Vagtposter … det var jo ikke helt morsomt for os, for de sad og snakkede om os. Vi gjorde, som om vi ikke forstod dem, og lod dem snakke løs paa deres Plattysk.
Dette, at vi kom til at spise sammen med Soldaterne, var for at de kunde kende os, naar vi skulde igennem Vagtkæden, og det blev brugt, hver Gang der kom nogen til Nordhøjgaard og vilde over Grænsen. Soldaterne var gamle Landstormsmænd nede fra Elsass-Lothringen. Dernede ved den franske Grænse kunde disse Folk ikke bruges, da de var franskvenlige og ikke til at stole paa. Saa blev de skubbet helt op til Grænsen mellem Danmark og Tyskland, for om de muligvis der kunde være mere paalidelige.
Men heller ikke der var de tro mod Kaiser og Vaterland, naar da de først havde været der nogle Dage og faaet lidt at vide om Befolkningen og Forholdene her, og faaet oplyst, at her var det ligesom i deres Hjemegn, saa lod de roligt Flygtningene passere.
Peter Nissen var imidlertid kommen hjem, og vi blev præsenteret for ham. Vi talte saa med ham om baade det ene og det andet, da han lige med et siger til os, I vil jo vist til Danmark, men jeg vil ikke have noget med det at gøre, kun dette, nu kender Vagtposterne jer, og fra 6 til 8 skal to af dem paa Vagt hernede nord for Gaarden, og saa kan I godt gaa over, naar der blot ikke i Øjeblikket kommer en Underofficer eller Løjtnant.
Nissen viste os saa Retningen, vi skulde gaa, og skulde det gaa saa galt, at der kommer en og vil anholde jer, kan I spørge Vej efter Farris Station og sige, at I har været ovre hos mig for at søge Arbejde og nu vil med Toget hjem, saa klarer I det nok, nu I er kommen saa langt, Det var Peter Nissens hele Forklaring og Vejledning.
Vi talte lidt endnu med Kusine, og et Kvarter før syv startede vi saa igen.
Der var vel en 5 til 600 Meter fra Nordhøjgaard ned til Grænsen, hvor vi skulde over. Ca. 150 Meter fra Grænsen, lige midt paa Vejen, stod en tysk Underofficer og talte sammen med to Vagtposter, den ene af dem fra Nordhøjgaard.
Vi skulde lige forbi dem, der var ikke andet at gøre, for det var højlys Dag endnu, men vi kunde jo da spørge om Vej til Farris, hvis det skulde gaa galt, endnu var det dog gaaet godt, og vi var ikke saa forknytte.
Vi kom op til dem og hilste Goddag, men Vagterne saa slet ikke efter os, de lod, som om de slet ikke saa os, og vi gik roligt videre. Der var nu kun en 40—50 Meter tilbage, og det begyndte at blive mere spændende. Dernede, hvor Vejen bøjer op efter Skoven, skulde vi lige ud ned over en lille Bæk.
Det var en tung Gang, dette Stykke. Vi rystede over hele Kroppen, saa vi næsten ikke kunde gaa, og kolde var vi, som om der var kommen en Spand koldt Vand ned over os. Vi turde næsten ikke se tilbage, for der kunde jo falde et Skud efter os, hvad Øjeblik det skulde være, vi vidste jo ikke, om Vagtposterne var falske eller ej.
Det gik dog godt, og da vi satte Foden paa gamle Danmarks Grund, gav det atter Luft, og der kom en Følelse over os, der næsten ikke er til at beskrive. Lykken havde været med os hele Dagen, og nu var vi kommen bort fra den preussiske Militærtjeneste, ja Maalet var naaet. Vi svang Huen og raabte Hurra for gamle Danmark, vinkede efter Vagtposterne til Tak, fordi de lod os komme over Grænsen. Vagterne vinkede igen, og jeg tror, de var lige saa glade som vi, fordi alt var gaaet godt.
Naa, vi gik saa videre og kom op til Ødis Bramdrup Kro og blev godt modtagne der. Der samledes en Del Folk og nogle Gendarmer, som var nysgerrige efter at faa at vide, hvordan vi dog var kommen over Grænsen paa denne Tid af Dagen, da det jo endnu var lyst. Vi fortalte saa om hele Turen, og de var begejstrede derover og vidste snart ikke, hvor gode de skulde være imod os.
Vi blev omsider trætte og skulde til Sengs, og vi sov godt efter denne anstrengende og spændende Dag.
Jes Kær fra Hovslund planlagde i maj 1915 at desertere til Danmark.
For nu at komme ned til Grænsen skulde vi have et Grænspas; dette blev ogsaa brugt, naar vi skulde til Flensborg.
Lørdag Formiddag skulde jeg have Passet, som skulde udstedes hos Kommuneforstanderen og stemples hos Amtsforstanderen.
Kommuneforstanderen var en meget ivrig Tysker. Før var han dansk, blev saa Kommuneforstander, og efter Genforeningen vilde han igen slutte op i Danskernes Rækker.
Han var jo den første, jeg skulde ind til, og alt skulde være godt forberedt, for at han ikke skulde fatte Mistanke om, at jeg vilde til Danmark.
Jeg kom ind paa Kontoret og bød Goddag. – “Naa, hvad har du saa paa din Samvittighed?” spurgte han mig. – “Ja, ser du, nu skal jeg snart være Soldat, og jeg er meget ked af at skulle være Artillerist. Min største Lyst er jo at komme til Hest, til Kavallenet, som jeg jo sidste Aar meldte mig frivillig til. Tror du ikke, at det lader sig gøre at melde mig dertil endnu engang”? – “Jo, sagde han, du kan jo godt prøve derpaa, men saa skal du rejse op paa Bezirks-Kommandoet i Flensborg og melde dig, og dertil skal du have et Bevis med med din Fars og Mors Underskrift, at du maa melde dig.”
Ja, det maatte jeg jo da, skønt jeg hverken havde talt med Far eller Mor derom; men jeg tænkte som saa: Nu hopper han ligegodt paa’en.
Kommuneforstanderen skrev saa Beviset til mig, og jeg cyklede hjemefter for at faa det underskrevet; men i Stedet for at tage hjem, tog jeg ned paa en Gaard, som ligger i Udkanten af Byen, og fik Manden der og hans Husholder til at skrive Fars og Mors Navn paa Beviset. Gaardmanden der var en god dansk Mand og med paa at tage den tyske Kommuneforstander ved Næsen.
Vi fik en Kop Kaffe, og jeg blev der en halv Times Tid, saa skulde jeg tilbage til Kommuneforstanderen igen, for selv om Beviset nu var rigtig, saa skulde jeg jo have et Pas for at rejse til Flensborg.
Jeg kom saa ind paa Kontoret og forklarede ham det. Ja., siger han, det skal du faa, skrev saa Passet ud, og nu kunde jeg tage til Amtsforstanderen og faa det stemplet. Han var jo bleven helt stor, fordi jeg først var kommen til ham om at melde mig til tysk Kavallerist og ønskede mig Held dertil. Det havde han nok ikke gjort, dersom han havde vidst eller blot anet, at jeg vilde til Danmark; men godt, Kommuneforstanderen var taget ved Næsen.
Nu cyklede jeg over til Amtsforstanderen, som boede i Hovslund. Jeg kom ind paa Forstuen og bankede paa Døren ind til Kontoret. “Herein!” lød en skarp Røst paa Tysk. Døren blev aabnet, og jeg kom ind paa Kontoret og hilste Godmorgen. Amtsforstanderen gengældte min Hilsen med et “Gutenmorgen, was wunschen Sie denn.”
Jeg havde nok gaaet ni Aar i tysk Skole, men holdt mig til mit danske Modersmaal og begyndte at fortælle Historien om at melde mig til Kavalleriet, der jo var min største Lyst som tysk Soldat. Jeg havde været hos Kommune forstanderen og havde Beviset og Passet i Orden til at rejse til Flensborg for at melde mig der, men manglede blot at faa Amtsforstanderen til at stemple Papirerne.
Han maa være bleven meget optaget af min Fortælling, for han glemte heft at tale Tysk og stemplede Papirerne. Nu var alt jo i skønneste Orden, og jeg kunde rejse den Vej, jeg vilde. Ogsaa Amtsforstanderen hoppede paa Limpinden, og det Øjeblik, jeg var hos ham, var ikke saa lidt spændende; men det gik jo godt. Dagen efter skulde Rejsen saa foregaa med gamle Danmark som Maal.
Jes Kær fra Hovslund planlagde i maj 1915 at desertere og gå over grænsen til Danmark
Jeg var udskrevet til Fæstningsartillerist og fik Lov til at blive længere hjemme; dem faldt der ikke saa mange af. Infanteristerne blev indkaldt lige efter Sessionen, for de havde svære Mandefald, og det kneb med at faa nok. Saa blev de, der var taget til Kavalleriet og Artilleriet, overskrevet til Infanteriet, og nu kom Ordren jo ogsaa til os.
Jeg havde begyndt paa Forberedelserne til Flugten nogle Dage, før Ordren kom. Den 14. Maj 1915 var jeg rundt hos min Familie for at tage Afsked. Jeg kom lidt sent hjem den Aften. Klokken var godt elleve. Mor sad endnu oppe og ventede paa mig, jeg tror nok, hun havde en Anelse om, at jeg vilde flygte; hun spurgte mig ogsaa ud derom, men jeg svarede kort og godt nej, for ellers var der kommen saa mange Bønner og Formaninger, saa jeg slet ikke var kommen afsted.
Endnu skulde jeg over i Stalden til Hestene. Derovre stod min Ven og Præstekammerat Johannes Midtgaard fra Østerløgum. Han tjente paa Nabogaarden og kom jævnlig hen til mig. Nu var det lidt sent denne Aften, og jeg kunde mærke paa ham, at der var noget, der trykkede,
Johannes havde samme Dag faaet Ordre til at møde til Soldat i Flensborg den 19. Maj; men nu vilde han ogsaa til Danmark. Han spurgte mig, om jeg vilde med, saa kunde vi da følges ad.
Vi blev saa enige om at tage afsted Søndag Morgen tidlig, altsaa den 16. Maj, og der blev sat 10 Mark paa Vilkaar; dersom den ene af os trak sig tilbage, skulde den anden have de 10 Mark.
Grænsen ved Vr. Vedsted fotograferet fra den danske side
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86
Den 14. Maj 1915. Vi var kommen i samme Stilling som sidst. Den ene Dag gik som den anden med at forbedre Skyttegraven og staa Vagt. Jeg gik stadig 3 Gange daglig til Stenbruddet for at hente Mad og Postsager. Ved Hjørnet af Løbegraven, som førte ind til Skyttegraven, blev der hver Dag ophængt en Kundgørelse, og deri kunde man læse en Sejr for hver Dag.
Vore Underofficerer og særlig Feltpræsten havde anbefalet os en meget god Bog, som hver Soldat burde læse, sagde de. Bogen hed: Et Folk i Vaaben og var skrevet af Sven Hedin.
Nu var vi forfærdelig kede af Livet dernede. Alle vore Tanker, Samtaler og Haab drejede sig om Freden, og deri blev vi skuffet hver eneste Dag. Derudover drejede Tanken sig kun om at spise og sove. Desværre var der rundt om i Jordhulerne en Mængde Utøj, som vi ikke kunde sove for om Natten.
De fleste klagede over, at de laa og blev kolossalt dumme. De laa kun dernede og saa de to nøgne Skyttegravsvægge og spiste og sov. Tankerne fik ingen ny Næring, og de blev saa underligt afstumpede. Man kunde ofte gribe sig selv i , at man havde siddet længe aandsfraværende og stirret ud i den tomme, nøgne Jordhule.
På jagt efter lus. Fra tøndringen Valentin Hemmsens album (i privateje). Gengivet efter “Füsilierregiment 86 “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen.”
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Syd for grænsen under krigen:
Faldne, sårede og fangne – efter nordslesvigske blade
– Købmand Jakobsen, Nordborg, har modtaget budskab om, at hans ældste søn Jørgen er falden i de sidste hårde kampe.
– To mænd fra Broager sogn er faldne, nemlig stud.phil. Hans Clausen, søn af gårdejer Jens Peter Clausen i Skelde, og Chr. Paulsen fra Røj, der var løjtnant i reserven.
– Fru Stind i Toftlund har fået meddelelse om, at hendes mand er falden den 19. november forrige år i Rusland. Han efterlader hustru og flere børn.
– Rasmus Rasmussen fra Hagenbjerg [nutidig stavemåde: Havnbjerg, RR], som blev hårdt såret den 5. marts ved en frygtelig nærkamp på Vestfronten, ligger fremdeles på lazaret i Düsseldorf, men er nu i bedring. Han ramtes af en kugle i munden, der rev undertænderne og kæbebenet bort. Når mundsåret er lægt, vil kæbebenet blive erstattet med at stykke af hans eget skinneben.
– Gårdejer Jørgen Jørgensen, Lavensby, har fået meddelelse om, at hans søn Christen er blevet hårdt såret på Vestfronten.
– Familien Hansen i Masrkgade i Aabenraa har hørt fra deres søn, som den 4. maj blev såret i Frankrig. Det oplyses, at han ligger på et lazaret i Noyon.
– I de sidste kampe ved Ypern er Johannes Toft fra Øster Løgum Mark bleven såret af en granatsplint i begge arme. Han ligger nu på et lazaret i Vesttyskland. Jens Damgaard, Genner, er ligeledes bleven såret af en granatsplint i ryggen.
– I den sidste tabsliste meddeles, at Adser Skau, Vesterbæk, Heinr. Bahnsen, Skovbøl, Laurids Jensen, Vojens, Johan Schmidt, Sønderby, og Karsten Bruhn, Sæd, er bleven let såret i kampene fra 14. til 25. april.
– August Ingvertsen, søn af gårdejer Ingvertsen i Langetved, er på Østfronten bleven såret i siden af et strejfskud.
Kampen om et Sprænghul. Lasarettet i ……….. , 11. Maj 1915.
Min elskede Hustru og Børn!
I Haab om, at Du har modtaget mit Kort fra i Gaar, vil jeg i Dag, da Du vist længes efter at høre fra mig, skrive et Brev og fortælle Dig lidt om, hvordan jeg har det.
Den 9. om Aftenen kom vi i Skyttegraven, vi løste . . . Kompagni af. De havde sprængt et meget stort Hul mellem vor og Franskmændenes Grav. Dette Hul skulde vi besætte med 24 Mand og tre Underofficerer. Vi var nogle Steder vist ikke 3 Meter fra den franske Skyttegrav.
Til at begynde med overøste vi Franskmændenes Grav med Haandgranater, saa gav vi os til at forskanse os for at have nogen Dækning. Vi var ikke sene med at faa nogle Huller gravet, som vi kunde ligge i. Derpaa fyldte vi nogle Sække med Sand og Jord og stillede dem op foran os.
Det varede ikke længe, før Franskmændene mærkede, at vi var ved at forskanse os. Saa fik vi Haandgranater. Først blev min Underofficer saaret i Armen og Hovedet (det var anden Gang, han blev saaret). Saa blev der atter roligt, og vi fortsatte med Arbejdet. Nogle gik tilbage. De var ængstelige, men jeg havde nu faaet temmelig god Dækning og blev paa Stedet.
Der gik en Times Tid, saa begyndte Franskmændene igen med Haandgranaterne. Vi havde en død Underofficer; men vi kastede ogsaa med Haandgranater, og saa blev der Ro.
Vi arbejdede videre; vi var nu kun fem Mand tilbage. Alle de øvrige var gaaede tilbage. Saa gik der en Tid. Atter fik vi en Salve Haandgranater. En Forstærkningsreservist, en god Ven af mig, som jeg har været sammen med hele Tiden i Flensborg og Sønderborg blev ramt. To Granater slog ned ved Siden af ham, og han blev saaret fem Steder. Alle de øvrige paa en Reservist og jeg nær gik tilbage.
Vi to havde temmelig god Dækning. Vi laa der længe. Haandgranaterne suste ned ved Siden af os, saa Jorden røg os om Ørerne. Du kan tro, kære T . . . . at dét var ubehageligt. Jeg bad en Bøn til Gud om at skaane mig, og hvis jeg skulde falde, om at han da vilde være hos Eder.
Saa mærkede jeg et Slag i Tindingen. Jeg troede, det var en Sten eller et Stykke Jord, der havde ramt mig i Hovedet; men saa mærkede jeg, at Blodet løb mig ned ad Kinderne. Reservisten, som laa hos mig, forbandt mig. Splinten var gaaet gennem Kanten af Huen ind i Hovedet og 6 Centimeter derfra var den gaaet ud igen.
Omsider blev det saa roligt, at jeg kunde komme ud, thi naar Granaterne kom, slog de altid ned mellem mig og Udgangen.
I Dag er det temmelig godt med mig, saa Du skal ikke være ængstelig, kære T . . . Jeg ligger ikke engang til Sengs og har heller ikke videre Feber. Hovedet gør bare lidt ondt. Hullet har vist ikke været saa lille, thi i Huen, hvor Splinten er gaaet ind, kan jeg stikke en Finger igennem. Jeg har nu takket Gud for, at det ikke blev værre.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Syd for grænsen under krigen:
2det opbud af den ikke uddannede landstorm
Nogle steder har årgangen 1869 af den ikke uddannede landstorm været fritaget for at møde til session. Ifølge en ny forordning fra den stedfortrædende generalkommando skal nu også denne årgang til session. Alle de i 1869 efter 1. august fødte landstormspligtige skal møde.
Fra landdagsmand Nis Nissen
har Hejmdal modtaget en venlig hilsen. Han ligger i omegnen af Metz og har det godt efter omstændighederne.
Johannes Tiedje
som i de senere år har været frimenighedspræst i Königsberg, er indtrådt som frivillig i de 6. thüringske Ulanregiment.
Faldne, sårede og fangne – efter nordslesvigske blade
I sidste tabsliste meddeles, at underofficer Christian Jørgensen, Rødding, er falden.
– Hans Hansen fra Blansskov er falden den 12. februar. Han blev 28 år gammel og efterlader enke og barn.
– I den 216. prøjsiske tabsliste meddeles, at Christian Boysen fra Sønder Hostrup og Heinr. Nikolaj Popp fra Felsted er blevne let sårede ved kampene i april måned.
Endvidere nævnes Jørgen Jensen, Gråsten, Jørgen Petersen, Røllum, Johan Nissen, Harreslev Mark, Peter J. Jensen, Vester Sottrup, og Christian Hansen, Egernsund, som let sårede.
– Chr. Møller fra Barsmark er bleven hårdt såret den 22. april.
– I marinens 29. tabsliste er Johs. Schlott, Sottrup, anført som let såret.
– Matros Hans Felsted, Aabenraa, der hidtil har været savnet, befinder sig i fangenskab. Asmus Detlevsen, Langdel, er savnet.
– Musketer Peter Carlsen, Trappen, befinder sig i fangenskab.
– Typograf J. Hansen, en søn af Hansen på Voetmanns fabrik i Aabenraa, er den 25. april blevet hårdt såret på den vestlige front og indlagt på et lazaret.
– Familien Hansen i Markgade nr. 22 i Aabenraa har modtaget et kort, hvorpå der meddeltes dem, at deres søn den 4. maj var bleven såret ved M…. i Frankrig.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Syd for grænsen under krigen:
Hvor forsigtig man bør være baade i sin Optræden og i sin Tale, fremgaar af en Række Arrestationer i de sidste Dage.
Saaledes er en ung Pige, der af Uvidenhed har rejst paa et Pas, der ikke er tilstrækkelig for en Optant, bleven arresteret i Toftlund og sendt til Flensborg.
En pensioneret Lærer Jensen, tidligere i Skærbæk nu i Aabenraa, er paa Besøg førstnævnte Sted bleven anholdt og ført til Flensborg. Jensen anses i Almindelighed for at være en meget forsigtig Mand.
Endnu kan nævnes, at Kommuneforstander Knudsen i Vinum er arresteret og ført til Flensborg — efter Sigende fordi han har kritiseret Behandlingen af Fanger – , og endelig er ogsaa en Møller Sørensen paa Rømø bleven arresteret.
Et Fald ved Skyttegraven. (Hmd.) Cand. phil. Kristen Andresen, Søn af Gaardejer Johan Andresen i Ullerup, som siden Efteraaret har ligget ved Vestfronten, faldt forleden Nat paa en Patrouillegang foran Skyttegraven ned i en smal Løbegrav og brækkede Benet. Han ligger nu saa et Lazaret i Frankrig.
Fra Sibirien Gæstgiver Borchers iAabenraa har ifølge „Hejmdal” modtagetet Postkort, trykt paa Polsk, fra sin Søn, derer i russisk Fangenskab. Der staar paa Kortet,at han er paa March til Kurgan i GuvernementetTobol i Sibirien. Kurgan er enKredsby paa henved 8000 Indbyggere vedEnden af den vestsibiriske Bane.
Kommen hjem fra russisk Fangenskab Kaptajn Nielsens Søn paa Dyrehave vedAabenraa er uventet kommen hjem fra russiskFangenskab. Han hørte ifølge en Bladmeddelelsetil Damperen „Alpha’s” Besætning,som ved Krigens Begyndelse blev internereti St. Petersborg. Hele Tiden har Civilfangernesaa godt som intet hørt hjemmefra.Først anbragtes de i et Skur i Nærheden afByen. Befolkningen indtog tit en truendeHoldning; men Vagtmandskabet værnede dem.Efter nogen Tids Forløb bragtes de til en Byi det indre af Rusland, og fik Ordre til ikkeat forlade Byen. 16 Civilfanger lejede etSkur, hvori de maatte erhverve deres Underholdved at lave smaa Skibe i Flasker. Denrussiske Behandling var aldeles ikke god.Deres Ejendele var røvede. Senere blev deunderstøttede af den tyske Hjælpeforening iRusland, hvorved deres Stilling blev betydeligbedre. Nielsens Hjemsendelse skete paaGrund af en militær Attest for Uduelighed.
Krigsfange i Japan Som Krigssange i Japan befinder sig,efter hvad der oplyses i den sidste Marine-Tabsliste,Skriver Christian Petersen af Øster Løgum. Han var i Tsingtav.
Faaet Jernkorset. (S. G.) PostassistentOhlsen, Søn af Købmand H. Ohlsen iVestergade i Haderslev, har faaet Jernkorsetfor fremragende Tjenester paa den vestligeKrigsstueplads. Ohlsen staar nu somOfficersstedfortræder ved Østfronten.
Endviderehar Forpagter Jørgen Petersenaf Vandling faaet Jernkorset. Hanblev Haardt saaret i Efteraaret.
Annoncer fra bagsiden af Flensborg Avis den 7. maj 1915
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Syd for grænsen under krigen:
Gravning af skyttegrave
ved Vojens i sidste måned gav, som man kunne vente, anledning til alarmerende rygter om forestående gravninger af en skyttegravslinie hen over Nordslesvig fra Østersøen til Vesterhavet. Det meddeltes tillige, at også Soldater i Spandet her vest på gravede skyttegrave. Dette sidste opfattede vi, som om der gravedes ved Spandet. Det viser sig imidlertid at være en misforståelse; ganske vist gravede de, kun ikke ved Spandet, men ved Vojens, hvor man for øvrigt har sløjfet en del af disse arbejder som således foreløbig synes at have haft karakteren af øvelser.
Der har, som bekendt, cirkuleret rygter om store troppesamlinger mellem Flensborg og Tønder. Rygterne har vist sig at være urigtige. Det samme gælder verserende rygter om større troppestyrker i Nordslesvigs østlige del.
Faldne, sårede og fangne – efter nordslesvigske blade
– Nis Clausen fra Tumbøl, bestyrer hos enke Hansen dersteds, er falden under de sidste kampe.
– Præparandskoleelev Max Nissen, søn af maler Hans Nissen i Skibbrogade i Tønder, er falden. Han var kun 18 år gammel og var med som frivillig.
– i den 213. prøjsiske tabsliste meddelelse, at forstærkningsreservisterne Enevoldt Schmidt, Abild, og Nikolaj Jessen, Stenderup i Haderslev kreds, er faldne i kampene fra 9. marts til 1. april. Christian Thuesen fra Sundsmark og Laust Lausen fra Daler i Østerby er døde af deres sår.
– Underofficer Feddersen fra Skodborg er bleven såret den 23. april i kampene ved Yserkanalen. Han ligger nu på lazaret i Bingen.
– Samme dag er hans sidekammerat, Joh. Fr. Johansen fra Tumbøl, bleven såret.
– Gårdejer Jens Hansen, Gaasbjerg i Dynt kommune, ældste søn af amtsforstander Hansen i Midtskov, er bleven hårdt såret.
– I 213. prøjsiske tabsliste meddeles, at Paul Paulsen, Højer, Andreas Petersen, Gallehus, Peter Autzen, Maugstrup, Max Skjøde, Haderslev, Niels Thorsen, Flovt, Hans Wollesen, Roager, Iver Ravn, Ørsted, Jens Damgaard, Over Jerstal, Peter Lund, Rævsø, Karl Autzen, Lert, og Theodor Juhl, Ellum, er bleven let sårede i kampene i første halvdel af april måned.
– Mathias Petersen, Bylderup, står opført som hårdt såret.
En sønderjyde [måske P.A. Callø?] filosoferer over, hvad skyttegravstilværelsen gør ved den menneskelige psyke.
Lidt Krigs-Psykologi.
Flandern, i Maj 1915
Krigen har sin egen Psyke. Det er en bekendt Sag, at vedvarende skadelige Indflydelser, for Eksempel stadig Nydelse af Alkohol, indvirker omformende paa Karakteren. Saaledes foregaar der og saa i Felten betydningsfulde Forskydninger i de sjælelige Anlæg. Milieuet præger os.
Alene dette, at vi fører en ren Mandfolketilværelse, at vi er revne ud af Hjem og Arbejde og saa godt som fuldstændig maa savne Kvindernes og Børnenes Selskab, sætter sit Præg paa os. Vi er ikke mere Borgere og Familiefædre, men Krigskarle. Hvor gør det godt at komme til befolkede Egne og se Børnene lege ved Vejen. Ja, i Gaar blev jeg helt hjertegreben ved at møde en So med et Kuld Grise, som vi havde taget til Fange. Det var noget af en Oplevelse at se en Moder, selv om det kun var en So.
Og saa Omgivelserne og Haandteringen! Hvor man kommer frem, Ruiner af menneskelige Boliger, den evindelige Brummen og Knalden i Luften, det daglige Myrderi, det stadige Syn af Saarede og Døde, alt dette indgaar i Bevidstheden som det givne, som den naturligste Ting af Verden, og bundfælder en vis Barskhed og Sløvhed i Sjælen.
Jeg erindrer fra Psykologien, at der er noget, der hedder Sløvelsens Lov. Den hører ikke til de Love, som ophæves ved Krigstilstanden. Den gælder heldigvis ogsaa i Felten, ellers var det ikke til at holde ud.
Vi maa her revidere vore Begreber om mange Ting. Grundigst er vel nok Forskellen i Opfattelsen af al Slags Fare. Jeg maa saaledes smile ved Tanken om alle de Farer, der truer Borgerens Liv og Sundhed. Forspis dig ikke, forkøl dig ej! Hvor er det farligt i Civil at sætte eller lægge sig paa Jorden! Det maa man først i Højsommeren, naar Solen har gennembagt Jordbunden, ellers risikerer man at faa Snue, Influenza eller Lungebetændelse paa Halsen.
Allerede i Garnisonen var det mig imidlertid paafaldende, at man kunde ligge i halve Timer paa Maven i Frost og Sne uden at blive saa meget som forkølet. Og her ligger vi ofte hele Dage i fugtige Lerhuller; naar den ene Side bliver kold, lægger man sig om paa den anden. Vaade Fødder hører ogsaa til Dagens Orden, og alligevel er Sundhedstilstanden fortrinlig.
Der er rigtignok dem, der paastaar, at Straffen for vore Overtrædelser af Sundhedens Bud kommer bagefter i Form af Gigt, naar vi en Gang kommer hjem og i Seng. Det er muligt, men den Tid, den Sorg. De Pinsler, som lurer under de hjemlige Dyner, skænker jeg ikke en Tanke. Hver Dag har nok i sin egen Plage. Det eneste, jeg sporer, er en vis Mathed og Stivhed i Lemmerne; vi har ikke godt ved at udholde Marchens Anstrengelser.
Tidligere nærede jeg en til Mani grænsende Angst for Ild. Den er jeg bleven grundig kureret for her. Vi laa en Tid lang i Kvarter paa et Loft. Halmen flød over hele Loftet, og midt i Halmen stod tre belgiske Ovne, som vi kogte og stegte og tørrede vort Tøj ved. De var for det meste gloende, og jeg undredes ofte over, at der ikke hændte en Ulykke. En Dag gik der da ogsaa Ild i Halmen, men tror I, at der var nogen, der vilde slukke? Alt imens vi skændtes om, hvem der var nærmest til at gøre det, brændte Ilden lystigt videre. Til sidst maatte vi naturligvis bekvemme os til at slukke den for ikke at indebrænde.
I gamle Dage kunde jeg ikke godt taale at se Blod, jeg har saaledes aldrig været at formaa til at holde ved en Slagtegris. Jeg overværede en Gang en Hanekamp af en Duel mellem et Par Studenter og greb mig i, at jeg stod og skjulte mig bag – en Damehat. Og da Krigen udbrød, gøs jeg ved Synet af de blanke Bajonetter paa Landstormsmændenes Geværer. Nu staar jeg selv med paasat Bajonet, og de brave gamle Landstormere forekommer mig helt borgerlige og tamme.
Man kan vænne sig til alt, ogsaa til Synet af Saarede og Døde. Noget af det første, som mødte os, da vi kom herned, var Kirkegaardene med de friske Krigergrave, og jo længere vi kom frem, desto hyppigere traadte Døden os i Møde, desto nærmere rykkede den os ind paa Livet. Marken mellem Skyttegravene var oversaaet med Lig fra Kampene i Efteraaret, den ene Part tillod ikke den anden at komme frem og jorde dem.
Jeg har i Uger haft dette grufulde Syn for Øje og efterhaanden vænnet mig til det, og, da den fjendtlige Skyttegrav var taget, været med til at begrave de Døde. Det var et ubehageligt Arbejde, som vi helst havde undslaaet os for. Men det var nødvendigt, og da vi først var i Gang med det, gik det hurtigt og rent mekanisk fra Haanden.
Pinligst er det at møde de Haardtsaarede, naar de jamrende eller tavse bæres ud af Slaget – som oftest bærer de deres Smerter med en beundringsværdig Sjælsstyrke. Man staar saa hjælpeløs overfor deres Nød; her føler man allermest Savnet af en nænsom Kvindehaand, hvor godt og dygtigt Sanitetsvæsenet end arbejder.
De Letsaarede beklager vi ikke; den Ferie, der venter dem, holder dem skadesløse for udstaaet Pine. Men Hjertet maatte være af Sten, om det ikke rørtes ved Synet af en haardtsaaret Kammerat. Og dog, jeg maa med Skam bekende, at jeg med Sindsro har tændt min Pibe ved en Haardtsaarets Leje. Jeg bebrejdede mig mit Hjertes Kulde og søgte at bøde derpaa ved at hjælpe ham, saa godt jeg kunde.
Denne Erfaring om Vanens sløvende Magt har vi Lejlighed til at gøre, hver Gang vi fra Kvarterets Fred vender tilbage til Kampens Tummel. De første Geværkugler, som krydser vor Vej, ser vi slemt skævt efter, og vi har ikke meget, vi skal have sagt, naar Kanonerne aabner deres Malmmunde. Men det varer som Regel ikke længe, inden vi er fortrolige med Skydningen, og jo tættere Kuglerne falder, desto mindre farlige forekommer de os.
Troels Lund skriver i sin Afhandling om Kulturhistorie til Karakterisering af dansk Aand i Modsætning til tysk, at Vittighederne regnede om Kap med Kuglerne paa Dybbøl. Det kan jeg ikke sige om os. Jeg husker, at en Forstærkningsmand første Gang, han var i Skyttegraven, mente at have Raad til at gøre sig lystig over Granaterne, som slog ned i vor umiddelbare Nærhed, og at jeg fandt Lystigheden stødende og utidig.
Men man kan blive ganske døv for Tummelen og sløv for Faren. Der fortælles om Napoleon som et Vidnesbyrd om hans Aandsoverlegenhed, at han kunde lægge sig til at sove midt under Slaget. Jeg er ogsaa slumret ind til Kanonernes Torden; det er ingen Heltegerning, men en ganske naturlig Reaktion mod Nervernes Anspændelse.
Endnu et har jeg undret mig over, og det er den Lethed, hvormed vi bærer vor Skæbne, naar Faren ikke ligefrem er overhængende. Vi har det i den Henseende som Børnene: vi lever i Øjeblikket, og det er godt. Dersom vi bestandig havde de Farer for Øje, som lurer paa os, vilde Livet i Skyttegraven være uudholdeligt. Naar Granaterne slaar ned i Nærheden, naar Shrapnellerne springer over Hovedet, saa er der vel ingen, der kan sige sig fri for Ængstelse. Men blot Ilden flytter sig en Kende, er vi fuldstændig beroligede. At den gaar ud over andre, er ikke vor Sag.
Indenfor Vaabenarten er der dog en vis Samfølelse, er det derimod Artilleriet, Fjenden betænker med sine Granater, rører det os ikke en Smule. Lad dem bare sende dem derover, siger vi gerne, der er Plads til mere. Ja det er nær ved, at vi har mere Medfølelse med det fjendtlige Infanteri, naar vi ser det lide under vor Artilleriild. Mod Skyttegraven har Artilleriet frit Slag, vi maa tage imod dets Ild uden at kunne besvare den. Det er altid Infanteriet, det gaar ud over.
At vi lever i Øjeblikket og glæder os over hver Dag og Time, vi kan nyde i Fred, hænger vel i nogen Grad sammen med, at vi ikke er vore egne Herrer, men lydige Redskaber i højere Hænder. Vi kommer og gaar paa Kommando og maa tage imod, hvad der falder paa vor Vej. Men det beror ogsaa paa en Svaghed — jeg kunde fristes til at sige en lykkelig Svaghed — i den menneskelige Natur. Jeg har ofte haft Lejlighed til at iagttage, at Soldaten mere tænker paa sin Bekvemmelighed og paa Øjeblikkets Krav til Mad og Drikke og Hvile end paa sin Sikkerhed. Dette gælder i endnu højere Grad de unge Tropper end os.
De Tab, vi lider, berører os smerteligt. Men vi faar ikke Lov til at hengive os i Smerten og dvæle i Mindet. Krigen gaar sin ubønhørlige Gang frem mod nye Kampe og nye Tab. Dagene ruller som tunge Bølger mod Stranden. De Mærker, den ene afsætter i Sandet, sletter den næste ud. Enhver Dag har nok i sin Plage.
Det er Krigens Kaar. Saaledes indvirker den paa Sjæl og Sind, saadan har jeg i hvert Fald fornummet dens Virkning. Det, som optager Sindet mest, det Spørgsmaal, som bestandig staar for vor Tanke og møder os i ethvert Brev hjemmefra, er dette: Hvornaar vil det ende, hvornaar vil der atter blive Fred? Vi spejder efter Fredstegn i Aviserne og knytter vort Fredshaab til de spinkleste Holdepunkter. Et Rygte, en Spaadom er tilstrækkelig til at holde det oppe.
Den Dag, da der atter bliver Fred paa Jorden, vil vi, om vi ellers faar Lov til at opleve den, hilse som en Genfødelse, som en Befrielse fra en ond Mare, som en Udfrielse af Dødens Favn.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Syd for grænsen under krigen:
Fantastiske tal om sejren i Galizien
Hvad rygtet kan præstere
I hvor høj fra rygtet kan få en tysk sejr til at vokse i tyske byer, inden generalstabens officielle kundgørelse bliver bekendtgjort, fremgår af, at der i aftes i Tønder blev slået meddelelser op, hvorefter tyskerne i Galizien skulle have taget 161.000 fanger, over 400 kanoner og 600 automobiler, 4 lazaret-tog og 28.000 geværer.
Jeg kom allerede ud af Lasarettet den 6. April og anretter siden da lettere Tjeneste her ved Kompagniet.
Du maa ellers tro, at det er dejligt her nede i Frankrig for Tiden, blot vi ikke havde den uhyggelige Krig. Rugen staar alt i Mandshøjde og med Vipper her, og Kløveren staar ogsaa tæt og frodig.
Træerne staar saa lysegrønne, og Fuglene synger. Selv Gøgen er mødt. Jeg spurgte den i Gaar: „Kukmand, Kukmand kløw, hvomanne Aae ska’ a’ løw?“
Som Svar derpaa kukkede den mindst 100 Gange, saa der er jo stærk Udsigt til, at jeg vil overleve denne Krig.
Desværre modtog vi i Dag Efterretning om, at der er falden Venner og Bekendte i Flandern i den sidste Tid. Aa, hvor er det trist.
„Triste“ kalder Franskmændene ogsaa Krigen, dette Ord har vi og Franskmændene fælles.
Din hengivne Th. K.
Harald Nielsen: Sønderjyske Soldaterbreve (1916)
Ukendte soldater på hjemmelavet bænk (uden år – Museum Sønderjylland)
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86
Den 4. Maj 1915. Jeg laa paa Maven i en Hængekøje, bestaaende af noget Hønsetraad spændt imellem 4 Pæle, og skrev. Vi var lige kommen tilbage fra vor daglige Eksercits, som havde kostet os adskillige Sveddraaber, da det var meget varmt. Nu laa mine 7 Kammerater ude i Toften i det grønne Græs og røg Cigarer.
Vi laa 8 Mand der i et lille, umøbleret Værelse i Byen Le Fresne. Byen var ikke videre beskadiget af Krigen, og en stor Del af Civilbefolkningen boede der endnu. I Huset ved Siden af os var der et Barn paa 2 Aar, som jeg holdt meget af.
Jeg spadserede ofte med Barnet paa Armen eller ved Haanden. Moderen kunde godt lide det, hun begyndte at faa Tiltro til os; men hun tabte dog aldrig den lille af Syne.
Jeg syntes, det var saa rart at tage et Barn ved Haanden; saa var det mig, ligesom der var Fred i Landet, og det var nogle af mine skønneste Timer. Jeg sad ofte under Hyldetræet med den lille paa Knæet og sang danske Fædrelandssange.
Det var underligt at tænke paa, at jeg maaske i Skyttegraven stod over for Barnets Fader.
Journalist J.N. Jensen fra Flensborg Avis som tysk soldat med en lille, fransk pige på knæet.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Syd for grænsen under krigen:
Landstormen
Ved sessionen over landstormens 2. opbud – mænd mellem 39 og 45 år, der aldrig har været soldater – mødte der den 28. april 250 i Haderslev by og Vilstrup distrikt, og af dem blev kun 3 kasserede.
Færdslen til Danmark
Al privatfærdsel til Danmark af fodgængere, ryttere, køretøjer osv. må indtil videre kun ske ad landevejen forbi toldstederne Høkkelbjerg, Skodborg, Foldingbro, Gjelsbro og Hvidding.
Overtrædelser straffes med fængsel indtil et år.
Kartoffelmangel
Fra kommuner i Aabenraa-omegnen, hvor der råder kartoffelmangel, er der bleven rettet forespørgsler til Hejmdal, navnlig fra de bemidledes side, om der muligvis kunne købes kartofler af Aabenraa bys kommunale beholdninger.
Bladets redaktion har indhentet oplysninger på kompetent sted og kan meddelem at der af byens beholdninger ikke kan sælges udenfor byen. De indkøb af kartofler, byen har foretaget, er kun sket i et omfang, beregnet til at dække byens eget behov.
Breve, adresserede til gæstgiverier
Den stedfortrædende generalkommando bekendtgør, at det er forbudt ejerne af gæstgiverier i deres lokaler at udlevere postsendinger til personer, der ikke er tagne ind på deres gæstgiverier og anmeldte hos politiet som sådanne.
Overtrædelse af denne bestemmelse (af gæstgiveren eller hans personale) straffes, såfremt lovene ikke hjemler højere straf, med indtil ét års fængsel.
Den tysk-østerrigske sejr
I Galizien under den tyske general Macksensens ledelse har langs grænsen, hvor der flages overalt i dag, antaget mægtige dimensioner. Allerede i aftes vidste man at fortælle, at 120.000-180.000 russere var taget tilfange. I dag forslog dette tal ikke længer – det var vokset til 200.000-300.000!
En Zeppeliner
Passerede i middags i nærheden af grænsen fra øst til vest og gik over havet, hvor den stod nordpå.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Syd for grænsen under krigen:
Faldne, sårede og fangne – efter nordslesvigske blade
– Sparekassebestyrer Vilh. Schmidt, Spandetgaard, har modtaget efterretning fra vedkommende hærafdeling om, at hans søn Søren Schmidt er falden i én af den sidste tids hårde kampe om Hartmansweilerkopf. Søren Schmidt var gårdejer i Arnum, 29 år gammel, men ugift.
– Ifølge meddelelse fra landmand Køhrisen [må være Köhrsen, RR] i Vimtrup, er hans søn falden.
– Telegrafsekretær Jacob Maack og hustru i Frisergade i Flensborg fik i onsdags vished for, at deres søn Julius er død ved ’Blüchers’ undergang den 24. januar.
-Løjtnant i landeværnet Nahmen Petersen fra Flensborg er falden den 22. april. Han efterlader enke og to børn.
– Reservist H.P. Hansen fra Vilsbæk, der antoges at være falden, er alvorligt såret indlagt på et lazaret.
– En søn af slagtermester Toft i Aabenraa er ved Yserkanalen bleven såret i venstre hånd. Han ligger på lazaret i Linz ved Rhinen.
– Enke Sørensen i Slagtergade i Haderslev , der for længere tid siden mistede en søn på valpladsen, har nu modtaget meddelelse om, at en anden søn er hårdt såret.
– Matthias Dinsen, Skodborg Skov, er let såret.
– Jens Clausen, Kværs Mark, er bleven såret den 16. april.
– Under kampene i første halvdel af april måned er Herm. Wolf fra Sønderborg og Hans Hommelhof-Vollesen, Maugstrup Skov, blevne hårdt sårede, Karsten Skov, Vesterbæk, og Matthias Hansen, Daler, let såret. Endvidere er Hans Ebsen, Mastrup, såret.
– I de sidste kampe i Flandern har Johan Schäfer, søn af uldspinder Schäfer i Nørregade i Tønder, fået tre kugler i låret; Fr. Mørup, søn af enke Mørup i Vestergade i Tønder, er ligeledes bleven ramt i låret; Arthur Petersen, søn af enke Petersen på Kirkepladsen i Tønder, er såret. Endvidere er Andreas Petersen fra Tønder Præparandskole og to elever fra Tønder Seminar, Nikolaj Mølgaard og Bahne Petersen, bleven sårede.
Seks sønner og en svigersøn i hæren
Bager Peter Jensen i Gaarskærgade i Haderslev har fra i dag 6 sønner og 1 svigersøn i hæren, idet hans yngste søn, Søren, i lørdags skulle melde sig som rekrut. 3 sønner og svigersønnen er med på valpladserne. Den ene blev såret i september af et strejfskud i Flandern; han er nu igen med ved fronten.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Nyt fra et Sønderjylland i krig: ”Kun én af fem brødre er hidtil sluppen godt fra det”
Syd for grænsen under krigen.
Faldne, sårede og fangne – efter nordslesvigske blade
– Tidligere gæstgiver i Kværs, Jep Jepsen Johannsen, er falden. Han efterlader enke og fire små børn.
– En søn af enke Maria Hansen i Vilsbæk, Hans R. Hansen, er falden. Enke Hansen har haft fem sønner med i felten. Deraf er der falden én, en anden er kommen såret i fransk fangenskab, en tredje ligger for tiden temmelig hårdt såret på lazaret i Frankfurt, en fjerde er bleven let såret på den østlige krigsskueplads, men er rask igen. Kun én af fem brødre er hidtil sluppen godt fra det.
– Vognmand Christian Møllers kone i Nygade i Aabenraa modtog i tirsdags fra et feltlazaret i Frankrig den sørgelige meddelelse, at hendes mand var indlagt dér, hårdt såret på begge arme, i hovedet og på benet af granatsplinter.
– Landmand A. Skov fra Roager er bleven hårdt såret på den vestlige krigsskueplads.
– Under kampene fra 1. til 18. april er Christian Christensen fra Lund bleven let såret.
– I kampene fra 6. til 11. april er reservist Erik Eriksen, Højrup, bleven let såret.
– I en af de sidste tabslister meddeles, at Johs. Torp fra Nybøl var død på lazaret i Königsberg. Det passer ikke; Torp er rask igen og for tiden hjemme på orlov.
I japansk fangenskab
I et brev fra Japan, som en sønderborger, der er i krigsfangenskab i Marugame, har skrevet hjem, hedder det ifølge Dybbøl Posten bl.a.:
”Jeg har det stadig godt. Det er kedeligt, at jeg ikke må skrive til Eder på dansk, men censuren tillader kun, at der skrives på tysk. Vi har det meget godt og får alt, hvad hjertet begærer. Japanerne er meget høflige og venlige.
Vi får de fleste tyske og engelske aviser, vi har også fået et orkester, som består af fire violiner, harmonium, to mandoliner og en fløjte. Foredrag holdes der ligeledes.
To gange om ugen bliver vi ført til byens park, hvor vi kan bevæge os fuldkommen frit. Parken er ualmindelig smuk; i det hele taget har japanerne interesse for anlæg.
Paa Rejse til Ungarn Ungarn, ved Karpaternes Fod, den 27. April 1915.
Fra Dresden gik det over Pirna— Kønigstein— Schandau over den bøhmiske Grænse til Bodenbach, det kunde have været en Sommernatsdrøm, havde det været en Lystrejse. Vi kørte langs med Elbefloden, som har sit Udspring endnu længere sydpaa. Det er et storslaaet Klippelandskab, saa vildt romantisk og dog saa fredeligt. Græsset saa grønt og saa friskt, rundt omkring tilplantet med Frugttræer. Villaer og Turisthoteller langs med Floden ved Klippernes Fod, og oppe paa de vilde Klipper Træer, og hist og her en Borg. Her kunde jeg have Lyst til at leve et skært og blidt Foraar. Det er Sachsenwald og Bøhmerwald.
I Nat kører vi i Retning af Prag. Her i Bodenbach ved den bøhmiske Grænse naaede os et andet Tog, som kom fra B. med 500 Mand.
Klokken 8 Aften holdt vi 5 Minutter paa en bøhmisk Banegaard Ausig a. E., der var en stor Menneskemængde, som modtog os med „Kærlighedsgaver“.
Nu, da det er mørkt, gaar Tiden med at læse et lille Skrift af N. P. Madsen. „Ole“ er Titlen, og det drejer sig om en gammel Fisker og Redningsmand, som aldrig kendte til Angst i vildt Vejr og Havsnød, som dog blev ræd, da han kom i Sjælenød, men ved Guds Strømme af Naade kom op i Redningsstolen (til Jesus) og blev ført frelst over de brusende Vande. — Ja, kære Herre, giv os Troens Glæde, tag os i dine frelsende Arme, at vi ikke maa omkomme paa Vejen. Og gaar vor Gang til Landet bag Hav, saa tag vor Sjæl i din Haand.
„Bliv hos os, naar Mørket vælder af Nattens Sluser ud“.
I Nat, den 24. April, passerede vi Prag og mange mindre Byer. I Dag tidlig Kl. 6 et kort Ophold ved en middelstor Station Chotzen. Kl. 8 Morgen gav det paa et Holdested: B . Trüban , Te i Feltflasken og et Stykke Jødepølse. Saa tropper alle de 1000 Mand op, med Pølsen i den ene Haand og Flasken i den anden, og gaar tilbage hver til sin Plads i Toget, hver fodrer sin Mave, Piben tændes og man damper videre.
Det næste Bedested er den bekendte Stad Brünn. Alle Stedsbetegnelser staar først i det tjekkiske, saa i det tyske Sprog. Ligeberettigede er Sprogene her.
Vi fik til Middag, ved 12,30 Tiden, frisk kogt Oksekød, Suppe med Nudler, af Gaver Cigaretter, Tændstikker, Postkort o. s. v. Et militært Orkester paa 50 Mand spillede paa Banegaarden. Jeg fik et Postkort skrevet og afsendt.
I denne Egn er der mange Kirker med 2 Taarne. Kirkerne ligger ofte højt, og rager op over Byen. Landsbyerne ligger altid i en Dalsænkning, hvor der risler en Bæk eller snor sig et Aaløb.
Helt ind til Wien naaede vi ikke, Banen svinger af ved en Forstad: Strahlen, og gaar mod Øst til Pressburg.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Syd for Grænsen under Krigen
De militære Foranstaltninger i Nordslesvig
Et urigtigt Sensations-Telegram
„Berlingske Tidende” for Torsdag den 22. April indeholdt følgende sensationelle Privattelegram fra Vamdrup:
“Syd for Grænsen træffes der i den sidste Tid omfattende militære Forholdsregler. Vagttjenesten ved Grænsen, der hidtil har været besørget af Landstormsfolk, er bleven skærpet, og tværs over den nordlige Del af Landet anlægges Skyttegrave og foretages andre Forsvarsforanstaltninger.
Samtidig er store Troppemasser, et halvt Hundred Tusind Mand med et meget stærkt Artilleri, samlede paa Linien Flensborg Tønder.
Disse Foranstaltninger i Forbindelse med andre Omstændigheder, bl. a. den, at Telegraf-forbindelsen med Udlandet var afbrudt hele Mandagen, har fremkaldt stærk Nervøsitet hos Befolkningen i Hertugdømmerne.
Myndighederne har derfor nu anset det for nødvendigt at udsende en beroligende Erklæring, hvori det hedder, at ‘Provinsens Beliggenhed ved Grænsen nødvendiggør forskellige Sikrings- og Forberedelsesforanstaltninger. Befolkningen advares imidlertid indtrængende imod at blive ængstelig af den Grund. Under en saa langvarig Krig kan man ikke undlade at tage Hensyn til enhver Mulighed for Sikring og Afværgelse, ogsaa saadanne, der tager Sigte paa Begivenheder, som ikke falder indenfor Sandsynlighedens Grænse.’
Da dette Telegram, der for det vigtigste Indholds Vedkommende er ganske fejlagtigt, allerede har foranlediget og formentlig vil foranledige yderligere Forespørgsler hos os, skal vi oplyse, at der — som vi tidligere har meddelt — nok er paabegyndt Gravning af Skyttegrave syd for Vojens, foreløbig fuldt feltmæssigt indrettede med Pigtraadsforhindringer, men at der dog hidtil kun er gravet nogle faa Kilometer.
Ved Spandet, her vest paa, er man ligeledes begyndt at grave, men ikke i saa stor Udstrækning som ved Vojens. Det er foreløbig det hele.
Om store Troppemasser paa 50,000 Mand paa Linien Flensborg—Tønder foreligger der intet som helst, og der foreligger heller intet om et meget stærkt Artilleri i samme Egn. Meddelelsen er, ligesom et lignende Rygte for nogle Uger siden, ren og skær Opdigt.
Ud over Bladene og Telegrafkontorerne har ikke ret mange Mennesker været vidende om, at Telegrafen har været standset sidste Mandag, og Befolkningen har derfor ikke kunnet blive nervøs heraf. Dersom der er bleven mere Nervøsitet hos Befolkningen, hidrører den rimeligvis fra de tiltagende Indkaldelser til Fronten og ikke af de Skyttegravninger, der nu foretages.
Og, som sagt, Troppemasserne og det meget Artilleri, er en gammel Krønnike, der verserede i visse Egne for 3—4 Uger siden og kun var et af de mange løse Rygter, der flyver omkring — til Skade for Egnen paa begge Sider Grænsen, til Gavn for ingen.
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86. Efter de hårde kampe ved Moulin er regimentet nu i hvilestilling.
Den 26. April 1915. Vi laa paa »La Carriére« og levede meget godt; vi fik en Mængde Kakao, Sukker, Fedt og Pølse. Jeg gik hver Morgen ned til Slottet og nød Udsigten over den skønne Natur. Den brogede Jagthund, som jeg en Dag gav et Stykke Brød, kom hver Morgen springende og fulgte med. Vi var svært gode Venner og blev fotograferet sammen.
Artilleristerne havde slagtet en Hest, og de solgte mange Hestebøf á 50 Pfennig. Bøffen blev hakket med Sidevaabnet, stegt i Fedt med Løg og spist med stor Appetit.
Officererne havde det godt. De laa i en smuk Stue med Spejl og Billeder paa Væggen, med behagelige Stole og Seng. Vor Overløjtnant Hansen holdt vi alle meget af; han var et prægtigt Menneske, og vi undte ham det godt.
I Skoven huggede vi en Mængde Træ, som blev brugt til at istandsætte den ødelagte Skyttegrav. Om Søndagen havde vi Feltgudstjeneste nede i Skoven. Den kraftige Salmesang lød meget smukt mellem de skovklædte Bakker. Det var meget stemningsfuldt.
Skovbunden stod prydet med Anemoner, og over os begyndte det friske, sarte Løv at springe frem. Præsten holdt en smuk Tale og forsikrede os paa det bestemteste til Slut, at det meste af Krigen havde vi bagved os, og at Sejren var vor.
Oppassere med heste. Uden sted- og tidsangivelse (Museum Sønderjylland)
Vores frivillige, Peter Weber fra Aabenraa, har gennemgået samtlige numre af Kreisblatt for de fire nordslesvigske kredse, Haderslev, Tønder, Aabenraa og Sønderborg for efterlysninger af desertører. De er nu anført i alfabetisk orden efter kreds på siden om desertører.
Der er desuden bevaret forskellige lister over desertører på Aabenraa Landrådsarkiv. Peter Weber er i færd med at gennemgå listerne og har foreløbig afskrevet og systematiseret listerne A og C.
Der er navne på mange hundrede desertører – men der er navnesammenfald på en del af listerne. Når alle lister over desertører er gennemgået og afskrevet, vil vi forsøge at opstille en samlet, alfabetisk ordnet liste over sønderjyske desertører. Men det er en stor opgave!
Man kan læse mere om desertører i Svend Falkner Sørensens bog: “Faneflugt? Dansksindede soldaters flugt fra tysk krigstjeneste 1914-1918” (1989) – lån den på biblioteket. Eller i samme forfatters bidrag i Inge Adriansen og Hans Schultz Hansen (red.): “Sønderjyderne og Den store Krig 1914-1918” (2006), der stadig kan fås i boghandelen eller hos forlaget, Historisk Samfund for Sønderjylland.
– har du en slægtning, der gik over grænsen? Skriv en kommentar på siden – eller kontakt museumsinspektør René Rasmussen, Sønderborg Slot.
Vicefeldwebel af reserven, C. Beuck, Infanteriregiment ”von Manstein” Nr. 84, 5. kompagni, fortæller om stillingskampene i Champagne
Den 24. april rykker 5. kompagni for første gang ind i den nye stilling, hvor det afløser 8. kompagni.
Kompagniet har 4 delinger; jeg fører 1.deling, Fähnrich Bauer 2. deling, Vizefeldwebel Jensen 3. deling og løjtnant Voigt 4. deling. Vi besætter kompagniafsnittet i nævnte rækkefølge fra højre til venstre. Den højre fløj, altså min deling, lå nærmest fjenden; den korteste afstand androg 12 meter. Her var der megen minebeskydning, også håndgranater fløj frem og tilbage.
Længere mod venstre fjernede gravene sig på begge sider mere og mere fra hinanden, indtil over 400 meter; Voigts rolige stilling kaldte vi i spøg til hans store ærgrelse for “Landstormstillingen”.
I mellemterrænet så man i det grelle solskin utallige ikke-begravede lig fra forårsslaget, flest Turkos [kolonisoldater fra Nordafrika, RR]; En frygtelig forrådnelseslugt fyldte luften. Et utal af sandsække blev brugt til udbygning af stillingen. På grund af det skarpe, grelle solskin, som den hvide kridtgrund kastede tilbage, bar posterne farvede briller for at skåne øjnene.
C. Beuck blev senere præst ved den tyske menighed i Aabenraa.
Fra “Regiment ‘von Manstein’ Nr. 84 i Verdenskrigen” (Udkommer i 2015)
Skyttegrav i kalkjorden i Champagne. Her er det fra Valentin Hemmsens fotoalbum fra søsterregimentet Nr. 86 (privateje)
Ribe Stiftstidende gik for at være den avis i Danmark, der var bedst orienteret om forholdene syd for Kongeåen
Af Nicolai Flyman
Syd for grænsen under krigen
Faldne, sårede og fangne. Efter nordslesvigske blade
– Rudolf Gemuseus fra Kristiansfelt, Gemuseus’ eneste søn, er falden den 6. april i Frankrig, 22 år gammel.
– Arbejdsmand Hans Jensen fra Øsby er falden den 17. marts.
– Underofficer i reserven Hans Rossen, en søn af enkefru Rossen på Bov landevej i Flensborg, er den 17. april død på lazarettet i Metz, efter han var bleven såret den 7. april.
– En Søn af arbejdsmand Hans Jensen og hustru på Skibsbroen i Flensborg, er falden den 6. april.
– Det er blevet stadfæstet, at overmatros Nissen, Aabenraa, har fundet døden på ”Blücher” ved slaget i Vesterhavet i januar måned.
– I tirsdags modtog Købmand Fr. Gøttsche og Hustru i Søndergravene i Flensborg meddelelse om, at deres søn Frits, der deltog i krigen som løjtnant og kompagnifører, ved et stormangreb den 10. april havde fundet døden på valpladsen.
– Den 17. april er krigsfrivillig Leve Lorenzen, en Søn af enke R. Lorenzen i Mathildegade, død af sine sår på Fæstningslazarettet i Metz.
Flensborg Bys spisekammer,
der er indrettet i rismøllen ved Angelbogade, kan tages i øjesyn om formiddagen fra klokken 9 til 10 (undtagen tirsdag og torsdag). Der er ifølge ”Flensborg Avis” indkøbt røget flæsk, skinker, pølse. Osv. for omtrent en halv million mark; en del af varerne er anbragte i Troldsø-Lagerbygningen. De vil nu blive bortsolgt gennem en hel del slagtermestre og kolonialvarehandlere.
Man har fastsat følgende priser: for røget flæsk 1 mark 35 penning pundet, for røgede halve svin med skinker 1 mark 45 penning. For røget svinehoved 1 mark 10 penning og for pølse 1 mark 60 penning.
Fangelejren i Løgumkloster havde i mandags fornemt besøg. Den Spanske statsafsending i Berlin med sin Legationssekretær tog lejren i øjesyn. Besigtigelsen siges at være falden meget tilfredsstillende ud.
Foderstofcentral i Sønderborg Ifølge en meddelelse i kredsbladet er der for Sønderborg Kreds blevet oprettet en foderstofcentral hos firmaet Boysen & Knudsen i Sønderborg, Havnegade 2., fra 15. april af må en hel række foderstoffer kun bringes i handelen i Sønderborg kreds gennem det nævnte centralkontor.
Fangelejren ved Gravlund står nu færdig. Telegrafvæsnet er i disse dage i færd med at anlægge telefonforbindelse til barakkerne. Der kan med det første ventes fanger til Lejren.
Krigens tunge bud Atter er der til Daler sogn kommet et Sorgens budskab derudefra. Yngste søn af Landmand Peter Lausten i Østerby, Laust Lausten, er den 6. April falden, ramt af en granat. Han blev, skrives der til ” Vestslesvigsk Tidende”, Stedt til hvile af nogle Kammerater under bøn og velsignelse, på en fredelig plet i en skov. Dobbelt tungt er det for forældrene, da deres ældst søn, Søren Lausten, allerede den 21. september faldt i krigen. Hans sidste hvilested er ved foden af et vinbjerg. Hjemmet har i dem mistet to opofrende og pligttro sønner.
Den ikke uddannede landstorm til det 35 år I Københavnsk blade findes en bekendtgørelse fra det kejserlig tyske Generalkonsulat, hvorefter de tyske undersåtter i udlandet, der hører til den ikke uddannede Landstorm i alderen fra det 20. til det 35. leveår, opfordres til at vende tilbage til Tyskland og melde sig hos den nærmeste distriktskommando.
