Senest ændret den 5. februar 2017 18:32

Füsilier K. Tastesen, Vestpreussisk Infanteriregiment 148, 11. Kom. 5. Gruppe, blev i foråret 1915 såret på vestfronten og efter endt rekreation og orlov blev han genindkaldt i ny enhed på den nordligste del af østfronten i Kurland ved floden Düna i det nuværende Litauen. Her deltog hans enhed i tyskernes sommer- og efterårsoffensiv.

Af Allan Otto Wagner

Den 12. August kom jeg med en Transport, som skulde afgaa til Fronten, men denne Gang blev det Østfronten. Afskeden og Folkejublen var endnu den samme som første Gang, jeg blev sendt til Fronten. Tre Dage efter vor Afrejse fra Flensborg var vi i Memel i Østpreussen, hvorfra vi skulde have sejlet over til Libau.

Men da vi kom til Memel, var der i Forvejen over 200,000 Soldater, som skulde sættes over, og der manglede Skibe. Desuden var Søen fuld af engelske og russiske Undervandsbaade.

I to Dage laa vi nu i Telte. Overalt myldrede det med Soldater, saa der var ingen Tale om at komme i andet Kvarter. Da vi havde været der de to Dage, kom vor Transport med Toget om Morgenen og naaede Kl. 5 Grænsebyen Bajuren mellem Tyskland og Rusland.

Derefter marscherede vi videre ind i Rusland. Kl. 11 slog vi Lejr for Natten. Vi fik Proviant udleveret, og Dagen efter slagtede vi Kreaturer, som vi selv førte med os. Om Middagen marscherede vi videre, og saadan gik det de første fjorten Dage. Vi marscherede mellem 40 og 50 km om Dagen, og hvis det var for varmt, marscherede vi om Natten og holdt Hvil om Dagen. Navnene paa de Byer, vi kom igennem, fik vi ikke at vide, men endelig naaede vi en lille By, der hedder Poswol, og videre til Mitau. Der kunde vi begynde at høre Kanontordenen.

Vi marscherede saa en halv Dags Tid, men maa være kommen forkert Vej og nærmere Russerne end vi skulde, for pludselig blev vi angrebet af russiske Tropper ved en lille Landsby, som hed Dovtsewas.

Vi havde ikke ret mange Patroner, da vi jo endnu var under Transport, og vi var jo ikke klar til at tage imod nogen. Vi klarede os ud af det ved at trække os tilbage, men vi havde dog mistet nogle Døde og Saarede. Mandskabet var blevet noget spredt, men samledes efterhaanden igen, og saa marscherede vi et Par Timer tilbage og holdt Hvil i en Skov ved en lille By Walhof, hvor Regimentet, vi skulde til, allerede laa.

Det var Vestpreussisk Infanteriregiment 148. Det gik meget hurtigt med Inddelin­gen, da Fjendens Granater kunde naa Skoven, saa vi vidste næsten intet, før det var overstaaet.

Jeg kom til 11. Kom., 5. Gruppe. Der var kun 20 Mand af det gamle Kompagni. Nu kom der 50 til, saa Kompagniet bestod af kun 70 Mand. Om Aftenen marscherede vi gennem Skoven. Det var saa mørkt, at vi ikke kunde se hinanden, og vi snublede af og til over Træstubbe, og da vi endelig efter to Timers Marsch naaede gennem Skoven, var vi slemt forkomne. Der naaede vi en forladt Skyttegrav, hvor vi blev om Natten.

K. Tastesen: En sønderjysk soldats oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten. Han blev indkaldt den 5. februar 1915 til Füsilierregiment 86 i Flensborg, men overflyttet til uddannelse af rekrutter i Aabenraa. Her var han, indtil han i august 1915 blev sendt sydpå til en ukendt destination. Han skulle overflyttes til Regiment 91 og indsættes på Østfronten.

Søndag morgen skal vi igen afsted. Det var først meningen, at vi skulle have været afsted til fods, men vi kom dog til at køre med jernbanen, Mandag morgen er vi i Eavarucka. hvor vi faar te, Middagsmad har vi ikke faaet den sidste dag, men vi har faaet udleveret kødkonserves og cigarer. Egnen er mager, det er næsten sletteland altsammen, og man kan køre lange strækninger uden at se en bondegaard, men der er mange heste og kreaturer paa græs, De tilhører maaske militærforvaltningén.

Jeg lægger især mærke til den mærkelige dragt, bønderne gaar i. Lange støvler, hvide benklæder, et hvidt skørt, som naar dem til knæerne, en hvid jakke og en stor hat. Saadan en bonde kunne lade sig vise frem for penge.

I Ravaruska skilles transporten ad, Den ene del gaar mod øst, og vi gaar videre mod nordøst.

Forhaabentlig kommer vi snart ud af dette koleradistrikt, for vi maa hverken drikke af vandet eller vaske os i det.

Naa, hen paa formiddagen naar vi den russiske grænse ved byen Belzek, herfra skal vi gaa til fods, for jernbanen, gaar ikke videre, her gaar kun feltbanen, som bringer ammunition og forplejning til fronten. Sække af korn ligger her opstablet i tusindvis. Store lastautomobiler suser frem og tilbage.

Vi bliver liggende her til tirsdag aften, da vi marcherer videre; thi vi maa ikke marchere om dagen. Vi gaar kun ca. tre timer, saa kommer vi igennem en skov, hvor vi slaar teltene op og bivuakerer. Det er allerede helt mørkt, saa det er ikke nemt at finde sig til rette. Det bliver her en time før mørkt end hjemme hos os, men det bliver ogsaa desto tidligere lyst om morgenen.

Vi har nu hvil til klokken halvfem næste eftermiddag, men forinden vi gaar til ro, faar vi kaffe og grog, og vi sover trygt indtil næste morgen, Fra om eftermiddagen klokken halvfem marcherer vi hele natten igennem til næste dag, torsdag om morgenen klokken fire, da vi befinder os i Samostje„ Men nu er vi ogsaa dødtrætte. Vi holder en times hvil udenfor byen, og vi har næppe lagt os ned, før vi sover.

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten. Han blev indkaldt den 5. februar 1915 til Füsilierregiment 86 i Flensborg, men overflyttet til uddannelse af rekrutter i Aabenraa. Her var han, indtil han i august 1915 blev sendt sydpå til en ukendt destination. Han skulle overflyttes til Regiment 91 og indsættes på Østfronten.

Torsdag morgen er vi i nærheden af Krakau, Her begynder bjerglandet – lutter kalkbjerge, Sommesteder er der opkastet skyttegrave, Ved middagstid er vi i Krakau, hvor vi har tre timers ophold, Her faar vi brød og te. Nu gaar det videre ind gennem Galizien. Det er næsten ikke andet end arbejderboliger, man ser her. Russerne har været her, et par huse er blevet skudt i grus, og jernbanebroen er sprængt i luften. Fredag morgen er vi i Jareslow, som ligger nord for Schlemyhl. Her stiger vi hurtigt ud med alt, hvad vi har og bliver indkvarteret i et stort ridehus. Hvor længe vi skal blive her, ved vi ikke. Her har krigen raset frygteligt. Kolera huserer ogsaa her, det er forbudt at drikke vand, og tage vand til at vaske os i maa vi heller ikke.

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten. Han blev indkaldt den 5. februar 1915 til Füsilierregiment 86 i Flensborg, men overflyttet til uddannelse af rekrutter i Aabenraa. Her var han, indtil han i august 1915 blev sendt sydpå til en ukendt destination. Han skulle overflyttes til Regiment 91 og indsættes på Østfronten.

Den næste morgen er vi i Brokauv i provinsen Schlesien syd for Breslau, Her faar vi kaffe og brød. Det er et øsende regnvejr, markerne staar sommesteder helt under vand, og det er sletteland overalt her. Det gaar nu kun langsomt fremad. Onsdag aften passerer vi den østrigske grænse ved Oderberg, hvor vi faar middagsmad og te.

Det ser frygteligt ud her. Regnen pisker ned i stride strømme, saa man næsten ikke kan være udenfor. Oderen er gaaet over sine bredder saa vandet staar langt op paa de omkringliggende marker. Bønderne er i færd med at køre kornet op paa de højtliggende steder. Det er nok et rart stykke arbejde med det vaade korn. Vi har igen en times ophold, saa gaar det videre, Vi lægger os nu igen tilrette for den tredie nat. Det gaar allerede bedre, man vænner sig til at sove paa et haardt leje.

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)

Karl Sørensen gjorde krigstjeneste i et Ulan-regiment på Østfronten.

Paa Feltvagt i Mosen.
Rusland, den 2. August 1915.
Vort Regiment ligger for Tiden som Forpost. Mellem de tyske og de russiske Stillinger er der en stor Mose. Vore Feltvagter bliver skudt frem lige til de russiske Stillinger. Vejen derud, 3 til 4 Kilometer, er meget besværlig. Mange Steder maa man gaa i Vandet til midt paa Benene. At man kommer derud med vaade Fødder er derfor ikke saa underligt.

Klokken er 5 Eftermiddag. Feltvagten er lige ankommen og ligger nu godt skjult i det lange Mosegræs. Ingen kan gaa frit omkring. Hvis nogen er saa uforsigtig, lader Russerne straks høre fra sig. Henimod Klokken 9, da det begynder at mørknes, trækker Feltvagten sig paa en Afstand paa 2-300 Meter ud fra hinanden, og med den største Opmærksomhedhed stirrer man ud i den mørke Nat, over mod de russiske Stillinger.

Lidt tilbage, omtrent 100 Meter fra Forposterne, ser man en lille Plet, som med nogle smaa Grantræer i en Halvkreds er værnet mod den kolde Vestenvind. Inde i Kredsen er der et af Grankviste lavet Leje. Paa det ligger en Soldat. Til venstre paa en Jordklump staar et Telefonapparat. Det er Manden, som i Tilfælde af Overfald giver Efterretning til de længere tilbage liggende Reservetropper.

Det er Midnat. Undtagen nogle blinde Skud, som bliver afgivne, er alt roligt. Manden, som ligger paa Granlejet, bliver paa en Gang urolig. Han staar op og begynder at trave frem og tilbage i den sorte Mosejord. Kulden sidder ham i Kroppen, og han prøver med at løbe sig varm. Efter nogle Minutters Forløb vender han tilbage og lægger sig ned igen.

Klokken er nu blevet to. En tyk Taage har bredt sig over Mosen; det er endnu koldere end ved Midnatstid. Manden fra Granlejet rejser sig igen og begynder paany at traske omkring. Nu tager han Retning ned mod sine Kammerater, som staar Vagt. Ogsaa de fornemmer Nattekulden. Med Hænderne i Lommen staar de og tramper paa den kolde Mosejord. Ingen har Lyst til at begynde en Samtale; enhver tænker sikkert paa den varme, dejlige Seng hjemme hos Mor. For en af Vagterne, en med et næsten barnligt Ansigt, har Natten været for stram. Han ligger i det lange vaade Græs og sover.

Den natlige Spadseregænger vender nu tilbage til sin Bolig. En lille Time, og det begynder allerede at dages igen. Vagterne trækker sig tilbage og skjuler sig bag deres Buske igen. Klokken bliver 5. Bagved høres en sagte Raslen. Det er Afløsningen, som kommer. Sagte bliver der vekslet nogle Ord. Et Haand­slag, et: Paa Gensyn! og lige saa stille, som Afløsningen er kommen, er de afløste igen forsvundne.

Karl Sørensen.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten. Han blev indkaldt den 5. februar 1915 til Füsilierregiment 86 i Flensborg, men overflyttet til uddannelse af rekrutter i Aabenraa. Her var han, indtil han i august 1915 blev sendt sydpå til en ukendt destination. Han skulle overflyttes til Regiment 91 og indsættes på Østfronten.

Det er mandag d. 2. aug. 1915. Vi har pakket vore tornystre og staar kun og venter paa, at vi skal afsted. Piger uddeler blomster, og vi siger vore kammerater farvel, saa gaar vi afsted til banegaarden, ledsaget af en hel del tilskuere. Her faar hver afdeling sin kupe anvist, og vi stiger ind. Der bliver endnu uddelt “kærlighedsgaver”, saa glider toget langsomt afsted, og vi vinker et sidste farvel til afsked. Der er nok nogen imellem os, der ikke mere faar hjemmet at se. Toget glider sydpaa.

I Flensborg slutter der sig flere til, og her faar vi endnu en forfriskning, før det gaar videre. Jeg lader mit blik glide hen over markerne, men det er ikke noget opløftende syn, der møder en. Kornet staar tyndt og kort, sommesteder har man allerede begyndt at høste rug.

Vort følge bliver stadig større, der slutter sig stadig flere til. Hen paa aftenen er naaet til Oldersloe, hvor vi faar varm mad. En time efter gaar det videre. Vi lægger os tilrette for natten, to paa bænkene, den tredie paa gulvet, vi er nemlig kun tre mand i kupeerne. Men lejerne er temmelig haarde, vi vrider og vender os, men omsider falder vi dog i søvn og sover til om morgenen klokken fire, da vi holder i Wittenberge. Her faar vi kaffe og brød.

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)

Senest ændret den 20. juli 2016 8:49

Pakkerne til fanger i udlandet

Over-postdirektionen i Kiel meddeler: Den bestemmelse, hvorefter små pakkebreve, der indeholder varer, til tyske krigs- og civilfanger i udlandet, skal bære påskriften: Indeholder ingen skriftlige meddelelser/enthält keine schriftlichen mitteilungen, bliver tit ikke ænset. Der skal derfor i afsenderens interesse atter mindes om denne forskrift. Sendinger udendenne påtegnelse må ikke befordres af posten.

Ingen let fordærvelige varer i feltpostpakker

Der skal atter gøres opmærksom på, at det indtrængende frarådes i sommermånederne at sende let fordærvelige levnedsmidler i feltpostpakker. I det mindste må forsendelsen af frisk og ligeledes af syltede frugter, af smør, honning, marmelade og lignende sager kun ske i bibeholdere med fast sluttende låg. Ved indpakningen af flasker må der sørges for, at der er tilstrækkeligt med bomuld, savsmuld eller passende svampede stoffer, som kan opsuge flaskernes indhold, ifald de skulle gå itu under transporten.

Faldne

Falden mod vest. Gartner Hansen ved den Ahlmannske familiestiftelse på Gråsten har modtaget den sørgelige efterretning at hans søn er falden under kampene i Elsass. Den unge mand havde bestået sin første eksamen som skolelærer.

Falden. Den 6. juli har Rasmus Hansen Schmidt af Vester Lindet fundet døden på valpladsen i Frankrig, næppe 22 år gammel. Der holdes mindegudstjeneste onsdag den 4. august i Gram kirke.

Sårede

Såret. Købmand Oskar Rothmann af Flensborg er ifølge et flensborgsk blad under de sidste kampe i Galicien bleven såret af et skud igennem venstre lår og venstre kind.

Forfremmelser og udmærkelser

Jernkorset er blevet tildelt Overmatros Knudsen, en søn af enke Knudsen i Aabenraa. Han hører til en undervandsbåds besætning.

Frivillig Gunge Lohfert af Haderslev er bleven forfremmet til Underofficer. For tiden befinder han sig i Münsterlejren.

Postbud Adolf Becker er bleven dekoreret med Jernkorset. Becker, der indtil krigens udbrud var postbud i Løgumkloster, stammer fra Aller ved Christiansfeld.

Savnede

Sadelmager og tapetserer Marius Ibsen af Løgumkloster er savnet. Han stod på Østfronten, hvor han i sin tid blev såret og erhvervede sig Jernkorset.

Senest ændret den 20. marts 2017 9:59

Frigivet krigsfange. Anton Carstensen af Tønder, tidligere ejer af gården Dyrhus, som ved krigens begyndelse for et år siden blev tagen til fange på et skib på hjemrejsen fra Amerika, er nu vendt tilbage fra fangenskabet i Frankrig. Carstensen havde det mærkelige uheld, at en ven, som han ville besøge i Amerika, samtidig var rejst til Europa for at besøge ham, og på hjemrejsen faldt han så i hænderne på franskmændene.

 I den 286. tabsliste meddeles, at Johan Boisen af Ladegaard, der stod ved 84. infanteriregiment og hidtil stod opført som falden, ikke er falden, men befinder sig ved Forstærkningsbataillonen.

Faldne

Emil Schmidt, der var indehaver af en begravelsesforretning på Holmen i Flensborg, er falden den 24. juli på den vestlige krigsskueplads, 33 år gammel. Schmidt deltog i krigen som gefreiter i Landeværnet.

August Jessen, en søn af ejeren af Hotel Union i Nikolajgade, er falden den 17. juli under et stormangreb på den østlige krigsskueplads. Han blev kun 19 år gammel.

Den nyeste tabsliste nævner Hans Bartelsen af Flensborg blandt de faldne.

Den 41. marine-tabsliste meddeler, at fændrik Vilhelm Nissen af Flensborg er død.

Den unge købmand Laust Sørensen i Tønder er falden den 20. juli i Præsteskoven i Frankrig, dræbt på stedet af en granat. Han efterlader enke med to småbørn.

Tabslisten nævner, at Kristoffer Abild af Højer og Johan Christensen af Rantrup er falden.

Tabslisten meddeler, at Underofficer Maks Schwarzer af Sønderborg er falden og Peter Jørgensen af Almsted falden.

Efter kammeraters udsagn skal arbejdsmand Nis Jessen fra Kliplev, som i nogen tid har været savnet, være falden. En kammerat, der blev såret samtidig, har skrevet, at Nis Jessen fra Kliplev, som var død, lå oven på ham. Hans kone har, så vidt vides, endnu ikke fået officiel meddelelse om hans død.

Arbejdsmand Søren Beck i Flovt, Øsby sogn, skal, efter hvad hans kammerat og nabo har meddelt hans hustru i tirsdags, være falden i Rusland. Ligeledes er Mads N. Boysen fra Raad falden den 16. juli i Rusland. Han var ugift og blev 33 år. En sørgegudstjeneste agtes afholdt i Øsby kirke onsdagen den 4. august.

Werner Frölich, eneste barn af lærer Frits Frølich og hustru i Haderslev er falden under stormen på et brohoved den 17. juli.

Sårede

Tabslisten nævner, at Laust Ottsen af Norhus er hårdt såret.

Tabslisten meddeler, at Holger Karberg af Augustenborg er hårdt såret.

Lærer Bruhn af Draved er bleven såret under et stormangreb i Frankrig den 13. juli og ligger nu på et lazaret i Anspach. Han har fået en granatsplint i venstre overarm og er desuden bleven såret i højre lår.

Landeværnsmændene Peter Sandvej fra Holm og Jens Thomsen fra Lyshøjgaard på Als, som siden krigens begyndelse har været med i Russisk-Polen og Galicien ved samme kompagni, ligger nu begge på et lazaret i Schlesien. Sandvej er let såret af en kugle; Thomsen lider af reumatisme.

Ifølge tabslisten er Peter Clausen af Kværs Mark og Chr. Hansen I af Varnæs hårdt sårede. De stod ved 60. infanteriregiment.

I den 284. tabsliste meddeles, at Jørgen Krab af Magstrup og Hans Branderup af Gøtterup hårdt sårede.

Savnede

I den 284. tabsliste meddeles, at Anders Rosenlund af Neder Jerstal og Jesper Madsen af Lert er savnede.

Julius Jørgensen af Neder Aastrup savnet.

Forfremmelser og udmærkelser

Jernkorset er blevet tildelt gefreiter Ferdinand Reuter, en søn af afdøde Retstjener Reuter i Flensborg.

Enke Anna Nielsen i Dynt har nu fra sin søn, hvis opholdssted var ubekendt, af hvilken grund moderen havde fået tilsendt Jernkorset, som sønnen havde erhvervet sig, fået meddelelse fra et lazaret mod Øst, hvor han for tiden ligger.

Senest ændret den 31. juli 2015 9:35

Morten Busk, Hoptrup, gjorde krigstjeneste ved Landstorms Inf. Batl. Flensborg III. I sommeren 1915 lå han i Karpaterne.

Vort Kompagni, tilhørende Landstorms Inf. Batl. Flensborg III, laa i Buszytyn, i en Mejergaard, som de kaldes der. Disse Gaarde ejes af jødiske Baroner, som ikke sjældent ejer 30-40 saadanne Gaarde og Møller. Gaardene, der er bortforpagtede, er delte saaledes, at Stuehuset ligger Vest for Vejen, Avlsbygningerne derimod mod Øst. Vore Befalingsmænd og Sanitetspersonalet havde taget Stuehuset i Besiddelse, hvorimod Mandskabet, 60 Mand, var anbragt i den ene Lade. Den anden Lade var belagt med russiske Krigsfanger, som vi skulde bevogte. Staben havde et bedre Kvarter; den laa inde i Byen.

Det var den 27. Juli 1915 omkring ved Middagstid. Jeg havde hentet min Middagsmad og var ved at spise, da vor Kammerat Andreas Paulsen fra Haderslev kom indenfor og sagde, at han følte sig meget daarlig, sløj og syg. „Men,“ sagde han, „nu vil jeg hente min Middagsmad, saa bliver det kanske bedre.“

Han kom tilbage med den, men satte den stiltiende paa Bordet. Derefter gik han ned til S’anitetspersonalet for at anmode dem om Raad. Han var næppe kommet derned, før han faldt sammen. De bar ham nu ud og lagde ham i Skyggen af en Syrenbusk. Vel fandtes der et Lazaret i Byen, men det var blevet rømmet og gjort grundigt i Stand, da Lokalerne skulde tages i Brug af Staben. Senere flyttedes Andreas Paulsen over i Skyggen af en Halmstak, for Solen var begyndt at genere ham.

Jeg havde Vagt ved Russerne mellem Klokken et og tre og var flere Gange henne for at se til ham. Han var da allerede ved at blive mørk i Ansigtet, og det stod os klart, at han var angrebet af Kolera, denne farlige Sygdom, der som en Epidemi hærgede disse Egne paa den Tid. Andreas Paulsen havde svært ved at tale. Da der nu i hurtig Rækkefølge kom op til en halv Snes nye Tilfælde i vort Mandskab, maatte Lazarettet omgaaende tages i Brug igen, og Andreas Paulsen blev med det samme indlagt; men hans Liv stod desværre ikke til at redde. Han døde i Nattens Løb. Blandt de senest angrebne var ogsaa vor Kammerat Hildebrandt fra Haderslev. Ogsaa han gik desværre bort.

Alle vi andre blev nu vaccinerede mod Kolera, og Smitten blev Gud ske Lov standset. Vi følte os ellers alle mere eller mindre sløje. Vi opgav den Lade, vi boede i og fik en anden anvist.

Nogle Dage senere overværede de fleste af de Kammerater, der ikke havde Vagttjeneste, Andreas Paulsens Begravelse. Den døde Kammerat blev lagt i en Kiste, som vi havde faaet anskaffet, og russiske Krigsfanger kørte ham til et nærliggende Kloster, hvor han blev begravet. Vi savnede Klokkeringningen og Præstens Medvirken, og da Befalingsmændene paa Grund af Angsten for at blive smittet holdt sig borte, bad vor gode Kammerat Anton Houborg fra Haderslev Inspektøren for Lazarettet om Tilladelse til at sige et Par Ord paa den afdøde Kammerats Modersmaal. Inspektøren gav sit Samtykke dertil, og Anton Houborg sagde nogle smukke Mindeord og sluttede med at bede Fadervor. Til Slut takkede Hospitalsinspektøren os, fordi vi havde deltaget i Jordefærden.

Nogle Dage senere blev vor Kammerat Hildebrandt sammen med andre Kammerater, der faldt som Ofre for Epidemien, begravet paa samme Sted; men da var det paa Grund af Frygten for Smitte blevet os strengt forbudt at deltage i Begravelsen — desværre.

DSK-årbøger 1949

Flensborg Avis meddeler

En flaskepost er ifølge Sonderburger Zeitung i lørdags bleven fisket op af havnen i Sønderborg.Sedlen, som fandtes i flasken, indeholder følgende påskrift: Libau 1. 7. 15. De bedste hilsner sender D. Ehlers og M. Lassen.

Russiske fanger. I lørdags formiddags ankom der et ekstratog sydfra med 200—300 russiske fanger, som landmændene i Toftlund-egnen har fået bevilget til hjælp ved høsten. Fangerne blev afleverede ved de forskellige stationer, Toftlund, Stenderup, Gravlund, Højrup og Arnum.

Den ottende særliste over soldater, hvis hjemsted ikke er oplyst, er udkommen og kan efterses i bladenes ekspeditioner og på Oplysningskontoret for pårørende af krigsdeltagere på rådhuset. Den indeholder også yderligere oplysninger til særtabslisterne 1—5

Faldne

Den 18. juli er Landeværnsmand Gustav Grothe af Flensborg afgået ved døden på feltlazarettet i Miflolcz, 38 år gammel; han var sine forældres eneste søn og støtte. På et kloster ved Rhinen er våbenmester ved 86. füsilierregiments maskingevær-kompagni

Johan Kæhler afgået ved døden som følge af sygdom. Den afdøde, der var indehaver af Jernkorset og af Guld-Fortjenstkorset, efterlader kone og barn.

Jernkorset er for udvist tapperhed på den østlige krigsskueplads blevet tildelt Walter Voss, som for nogen tid siden er falden. Hans moder, enke efter lærer Voss i Flensborg, fik i fredags Jernkorset tilsendt. Walter Voss var eneste søn.

Pludselig død. En søn af forvalter Petersen på Slotfeld i Møgeltønder, som var indkaldt til hæren, er pludselig afgået ved døden på lazarettet Nordorf, hvor han lå i garnison.

Død af sine sår. Den 14. juli er Harm Hansen af Skovlyst bukket under for sine sår på et feltlazaret i Miendryles. For den faldne, der kun blev 23 år gammel, holdes der sørgegudstjeneste søndag den 8. august i Hjortkær kirke.

Sørgelige budskaber. Thomas Øster i Gramskov har nu modtaget den sørgelige meddelelse, at hans søn Jens er gået under med krydseren Blücher den 24. januar. Han blev kun 22 år gammel. Desuden har Øster, som forleden nævnt, mistet en anden søn, Søren Øster, i Frankrig den 3. juli. En sørgegudstjeneste afholdes i Gram kirke fredag den 30. juli.

Falden? Murmester Hans Petersens familie i Mejlby har i den sidste tid fået tilbagesendt breve med påtegnelsen: Falden. Hans Petersen deltog på den vestlige krigsskueplads og var, efter at have været såret, med for anden gang.

Sårede

I den sidste tabsliste nævnes Pionererne Richard Rohs og Karl Danielsen af Flensborg som henholdsvis såret og let såret.

På lazaret. Slagtermester Paulsen i Bispegade i Haderslev, som i september blev såret i foden af en shrapnel og siden har ligget på et hospital i Grünewald ved Berlin, er nu kommen på lazarettet i Haderslev.

Tidligere Kontorist Christensen på Slotsvandmøllen i Haderslev, der for tiden deltager i krigen mod øst som Landstormsmand, er ved et ulykkestilfælde bleven såret i foden af en geværkugle. Han ligger på et lazaret bag fronten.

Forfremmelser og udmærkelser

Jernkorset er blevet tildelt Landeværnsmand Ingver Petersen, en stedsøn af Joh. Anthonysen i Bestre(?). Petersen har siden krigens begyndelse kæmpet i Belgien.

Matros Frits Greve, der er om bord på en hjælpekrydser, har erhvervet sig Jernkorset.

Marineløjtnant Ernst Hannemann, en svigersøn af Drogist L. Nielsen i Sønderborg, har fået Jernkorset.

Dyrlæge I. P. Schmidt af Aabenraa, der er med på den vestlige krigsskueplads som Stabsveterinær, er bleven forfremmet til Regimentsdyrlæge ved et Feltartilleriregiment.

Lærer Hans Lund en søn af organist Lund i Aabenraa, har for nogle dage siden fået tildelt Jernkorset. Lund står som Løjtnant ved et infanteriregiment på den østlige krigsskueplads.

Gartner A. Jessens søn i Haderslev, som siden krigens begyndelse har stået ved Vestfronten, har erhvervet sig Jernkorset.

Senest ændret den 27. april 2017 10:00

Flensborg Avis meddeler

Ansøgninger om at få mandskaber på orlov til høsten osv. må anføre størrelsen af areal. Antallet af de ønskede folk og orlovens varighed. Ansøgningens nødvendighed skal attesteres af Landråden. Daglønnen er foruden frit ophold og forplejning 1 Mark 50 Penning om dagen. Arbejdsgiveren skal endvidere underskrive en erklæring, hvori han forpligter sig til at forsørge soldater, som under arbejdet mister mindst 10 Procent af deres arbejdsevne, på samme måde, som de ville have krav på, hvis de havde gjort det under selve militærtjenesten.

Forsvunden undervejs. Parcellist Appel Stenger fra Rådager, der siden krigens begyndelse har ligget ved Vestfronten, var forleden hjemme på orlov i 9 dage, og afrejste igen den 14. juli. Nu har imidlertid politiet bragt hans hustru den sørgelige meddelelse, at han ikke er ankommen til sin troppeafdeling.

Hilsner fra felten

Fra skyttegraven skrives den 21. juli:

Vi undertegnede sender alle venner og bekendte i vor kære hjemstavn de kærligste hilsner. Vi står alle ved 31. Reserve-infanteriregiment og alle ved eet kompagni: vi er sunde og raske endnu. Hans E. Clausen. Nybøl (Sundved): Hans Philipsen. Bøgeskovskov i Hans Matthiesen, Nørre Hostrup: Iver Iversen, Uge: Hans Hansen, Dybbølsving: Gerhard Hansen, Sønderborg: Peter Thomsen. Iller: Peter Jørgensen, Østerholm ved Elstrup, Als: Leonhard Hartung, Vestermark, Peter Kronheit, Lvsabild, og Th.Friedrichsen, Uge Mark.

Førstelærer Delfs, lederen af drenge-mellemskolen i Flensborg, der siden krigens begyndelse har været indkaldt og har gjort tjeneste blandt vagtmandskabet ved kysterne og fangelejrene, er ifølge, et flensborgsk blad nu vendt tilbage til skoletjenesten og har genoptaget sine forretninger. Hans Fritagelse fra militærtjenesten er sket på grundlag af en almindelig forordning fra Kultusministeren.

Faldne

Ifølge indløben efterretning har Herman Münchow af Flensborg fundet døden på krigsskuepladsen. Den 282. tabsliste meddeler, at Kaptajn Erik Dieckmann af Flensborg, der stod ved 263. Reserve-infanteriregiment, er falden. i russisk fangenskab.

Jørgen Paulsen af Harreslevmark er ifølge den sidste tabsliste falden. Han deltog i krigen ved 221. Reserve, Regiments 8. Kompagni.

Tabslisten nævner Albert Hansen af Nibøl blandt de faldne. Han stod ved 215, Reserve-infanteriregiment.

 Død på lazarettet. Landmand Karsten Jensen i Vester Terp har nu fået underretning om, at hans søn Antony den 8. november er død af sine sår på et lazaret i den østprøjsiske by Lyck. Han blev 23 år. Efterretningen kommer så sent, da man ikke bestemt har vidst, hvorfra han var.

Falden mod vest. Antoni Vestergaard af Rådager er i sidste uge falden ved Vestfronten. Hans sørgende moder, der er enke, har modtaget hans ejendele.

Falden, Dr. Anton Hansen af Broager, der deltog i krigen som Overstabslæge i marinen, har fundet døden i Rusland. Dr. Hansen, der var Formand for Krigerforeningen i Broager, vil finde sit sidste! hvilested på kirkegården i Libau.

Den nyeste tabsliste nævner Peter Hansen af Broager blandt de hårdt sårede. Han stod ved 183. Infanteri- regiment.

Ifølge den 282. tabsliste er Karl Springer af Sønderborg, som stod ved 84. Reserve-infanteriregiments 1. Kompagni, død af sine sår.

Sårede

Underofficer Johannes Schubert af Aabenraa, der stod ved en Pionerbataillon, er ifølge tabslisten bleven hårdt såret.

Forfremmelser og udmærkelser 

Johannes Schubert, en søn af Slagter Schubert i Møllefurten i Aabenraa, har fået Jernkorset og er bleven forfremmet til Underofficer. En anden søn af Schubert fik for nogen tid siden ligeledes Jernkorset.

I fangenskab

Underofficer Fred. Petersen, næstældste søn af direktøren for Efterskolen i Flensborg, er falden i russisk fangenskab. Han havde været meldt som savnet siden den 14. juni. vendt tilbage.

Sønderjyden “F” skrev den 24. juli 1915 følgende i et feltpostbrev:

24. Juli 1915
I den første Tid ude i Flækken boede jeg i et Hus i dens Hovedgade. Jeg skaffede Møbler fra de forladte Nabohuse og indrettede mig en hyggelig Stue med Sofa og Lænestole, Billeder paa Væggen og et dejligt Ur paa Kaminen — der er dejlige Møbler hos de velhavende Borgere her. Jeg tænkte mindst paa, at der endnu kunde være Folk i Huset; men henimod Aften, den Dag jeg var flyttet ind, kom der en gammel Morlille nussende op af Kælderen og fortalte, at det var hende, der ejede Huset.

I Førstningen var hun mistroisk mod den fjendtlige Indkvartering; men snart vandt vi hendes gamle Hjerte, og daglig indviede hun os i sine Sorger og udøste sine Klager for os. Gammelmor boede ene i Huset, hendes Mand var ført bort til Købstaden. Hendes Søn var bosat i Paris og hans Datter igen var noget i en Bank, og hvor Samtalen begyndte, vi endte altid ved den Sønnedatter.

Morlille hentede Portrætter af sin Stolthed og fortalte om hende, og vi beundrede hende pligtskyldigst — for Morlilles Skyld. Hun var 74 Aar gammel, og hun havde allerede i 1870-71 boet i Flækken. Da kom Tyskerne ogsaa til Byen; de blev kun nogle faa Dage; men nu var Krigen rædsom. I over 2 Maaneder var Byen daglig bleven bombarderet, inden hun førtes bort.

Hun holdt nøje Tal paa Dagene, og glemte aldrig at meddele os, hvormange der var gaaet. Og hver Dag blev der noget nyt at græde over. Naboersken havde drømt, at hendes Mand var falden, der var gaaet en Granat ind i Jernbaneassistens Hus, en Dag var endogsaa en af hendes Høns bleven dræbt af en Granatstump. Smaa og store Ulykker fik samme Rækkevidde, naar den Gamle klagede over dem og sin Bys Skæbne. Saa trøstede vi os med at tale om hendes Stolthed, Helene i Paris.

Da Morlille blev ført bort med de andre Kvinder og Børn, græd hun bitterligt; men naar jeg senere har truffet hende inde i Købstaden, er hun en ganske anden; der er ikke mere Tanke om Graad. Hun bor nu der inde sammen med sin Mand, og det er lutter Smil, det gamle rynkede Ansigt. Det er hver Gang, som var det en gammel Ven, hun traf igen. Bare fordi hun nu er uden for den daglige Fare.

Hver Gang forvisser hun sig om, at hendes Hus endnu er uskadt, og ingen har endnu nænnet at fortælle den gamle Kone, at det i Virkelighed er alt andet, at hendes Ejendom lider under Krigen og det daglige Bombardement, at det har delt Skæbne med alle Byens andre Huse.

Forholdsvis har det dog endnu lidt mindre end de fleste. Der er kun et enkelt Hul i Taget, der er endnu Gulv i alle Stuer, og Loft over dem, og der er virkelige Glasruder i Vinduerne, ikke ud til Gaden — de er søndrede for længe siden —, men i den lille Stue ind mod Gaarden. Den smalle venlige Gaard, til den ene Side afgrænset af Husmurens mægtige Vedbend, som Klematis vokser helt igennem, saa de blaa Blomster nikker helt oppe under Husmønningen. Til den anden Side ligger en lille Have med store Laurbærtræer i Potter, med Syrenbuske og højstammede røde og hvide Roser. Bagved Haven knejser et ærværdigt, gammelt Pæretræ, bugnende fuldt af Frugt, men Toppen er skudt af det, og bagved igen ligger Kanin- og Hønsehus.

Kaninerne er spiste for længe siden, men en gammel, ensom Høne spankulerer endnu i Gaarden, og af og til kommer der en halvvild Kat igennem paa et Jagttog. Det er de eneste Husdyr, der er tilbage i Flækken, foruden en enkelt Ko, en Ged, nogle Kaniner — der er flere vilde end tamme — en Poppedreng og nogle Skader, som Artilleristerne har travlt med at lære at tale, om man ellers tør regne dem med til Husdyr.

Til venstre i Gaarden er der en Trappe ned til Kælderen, en tyk Sandstenshvælving mindst 2 Meter høj under Huset og under Jorden. I den Kælder sov vi i Maaneder, tryg for fjendtlig Ild, til vi fik indrettet os en endnu sikrere Bolig i den anden Ende af Byen.

Saa var det forbi med Idyllen i gamle Madames Hus; men, hvor der har boet Mennesker, har Husene alligevel lidt mindst. Morlilles Hus er langtfra som før, men hver Gang, jeg træffer hende, forsikrer jeg hende sandfærdigt, at hendes Hus har lidt mindre end de fleste andre i Byen. Det siger endda ikke saa meget, da hun ikke ved, hvorledes de andre Huse ser ud; men hver Gang er hun lykkelig over at høre det og bare Smil og Taknemmelighed.

F

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

Sønderjyden “n” skrev den 23. juli 1915 følgende:

Anstrengende Dage.
Shadow, den 23. Juli 1915.
Der er i de sidste Dage stillet saa store Krav til vore Kræfter, at vort Kompagni f. Eks. i Øjeblikket kun tæller Halvdelen af, hvad vi drog ud med.

Paa Gadehjørnet i Szawle skrev jeg jo om vor Indtagelse af denne By. Jeg vil nu fortsætte, hvor jeg slap sidst. Hen paa Formiddagen den 21. marcherede vi ud af Szawle i sydøstlig Retning. Her havde Russerne taget Opstilling paa en Høj hinsides en stille Sø. Vi gik frem i lange Skyttelinjer. Bomber og Shrapneller eksploderede omkring os. Men den største Plads er jo heldigvis udenom, og vort Kompagni havde i hvert Fald ikke Tab der.

Imidlertid skulde vi over en Kartoffelmark, som med den ene Bakkeside skraanede bort fra, med den anden ned til Søen. Næppe havde vi naaet Toppen, før vi fik Ild fra et Maskingevær. Kugler suste forbi os og sang deres uhyggelige Si! — Si! Si! — Si! Tilsidst slog Kuglerne ned i Kartoffelbladene, som gav en piskende Lyd fra sig.

I et Nu laa vi alle plat paa Maven med Hovedet gravet dybt ned i Furerne. Situationen var ikke hyggelig. Heldigvis hørte Skydningen dog snart op. Vi fortsatte i Løb ned til en Fabriksbygning, bag hvis Mure vi fandt Ly. Først senere erfarede jeg, at en Kammerat havde faaet et Skud i Brystet. Det lod i Øjeblikket ikke til at anfægte ham overdreven. Han lo og gik endog selv videre. Det siges imidlertid, at han senere er død, da Kuglen var bleven siddende i Brystet.

Fabriksbygningen, som vi søgte Ly i, havde tidligere været et stort Ølbryggeri. Nu saa der meget forfaldent ud der, og det lugtede rædsomt. Vi eftersøgte de omliggende Arbejderboliger. En og anden var ogsaa saa heldig at finde et Brød; men ellers gjaldt her, som næsten overalt, hvor vi har drevet Russerne bort: de har taget alt med.

Da jeg gik og drev rundt om Ølbryggeriet, der for Resten stadig bombarderedes, fik jeg tilfældigvis Øje paa en Have med et Jordbærbed. Jordbær var der ikke mange af, men de faa, der var, smagte saa meget bedre. Uheldigvis trak lidt senere et Uvejr op, og blive længe borte gik heller ikke an, kun nødig tog jeg Afsked med Jordbærrene.

Mens Uvejret stod paa, laa vi i et skummelt ildelugtende Rum, hvis Gulv vi havde overstrøet med Halm. Vi prøvede paa at sove lidt, men det var umuligt som Følge af Fluerne.

Ved 3-Tiden kom der Ordre til Afmarch. Det skylregnede endnu. Vi sværmede sammen med andre Kompagnier ud i lange Skyttelinjer mod det før nævnte Højdedrag. Vi vadede gennem Engdrag, og hen over Marker, hvor Sæden stod højt og de drivvaade Aks slog mod Benklæder og Trøje, saa man i faa Minutter var dyngvaad og Støvlerne fulde af Vand.

Der blev ikke skudt fra Højen, derimod bombarderede vort Artilleri Chausseen og Terrænet bag Højen. Russerne havde allerede forladt samme og befandt sig paa Tilbagetog. Et Par Russere, som aabenbart havde skjult sig i en Grav, blev taget til Fange, de russiske Stillinger gennemset.

Saa fortsattes Marchen mod Øst, indtil vi hen paa Aftenen gjorde Holdt foran en Bondegaard, i hvis forskellige Lader de enkelte Kompagnier fik anvist Plads. Vor Lade var aaben til alle Sider. Vi kogte saa og hentede nye Kartofler fra Marken. Just da vi havde faaet vore op af Jorden, kom der en Bataillonsbefaling lydende paa, at det var forbudt at grave Kartofler. De, der var for sent paa Færde, maatte altsaa vende tomhændet hjem. Aldrig har Kartofler smagt saa godt som disse.

For at bøde lidt paa de vaade Klæder, hentede vi Halm fra et Straatag i Nærheden. Jeg var selv oppe paa Taget og rev Straabundter ud. Derpaa tog jeg tørt Undertøj paa og lagde mig til at sove. Og sandelig: den Rede af Halm, som jeg havde lavet mig, var baade varm og hyggelig. Snart sov jeg.

Det var Meningen, at vi skulde være blevet der til næste Morgen; Vagterne for Natten var udsat, alt hvilede og nød den haardt tiltrængte Ro. Da kom der pludselig Kl. ca. 10½ Alarmeringsbefaling. Vi maatte i de vaade Støvler, Mantler osv. og afsted ud i Mørket, Regnen og et Uføre uden Lige. Hvor længe vi marcherede, ved jeg ikke, vistnok til Kl. 1. Vort Maal, som vi naaede efter en yderst anstrengende og trættende March, var en lille Landsby, hvor vi fik anvist Kvarter. Min Gruppe og en anden Gruppe i et Bageri. Vi smed os hen paa det nøgne Galv som vi gik og stod, og snart sov vi igen.

Kl. ca. 5 blev vi vækket. Udenfor lød Gevær- og Granatild. Russerne var ikke langt borte. Vi skulde angribe og erobre deres Stillinger. De enkelte „Zuge“ blev sendt ud i Skyttelinjer, hvis Tilsynekomst Fjenden hilste med en heftig Maskingeværild. Vi var saa heldige at forblive i Reserve til Dækning for Bataillonsstaben og sad sammenstuvede i en Stald, indtil ogsaa vi maatte ud i Skytteliuien KL ca. 10. De russiske Batterier, som hele Morgenen havde beskudt os heftigt, var efterhaanden blevet bragt til Tavshed af vort Artilleri, der arbejdede fortrinligt. Derimod lød stadig Maskingeværild, og Kuglerne slog tæt ned, ogsaa hvor Reserven laa. Men Fjenden holdt ikke Stand, et Par Maskingeværer blev erobret. Resten trak sig tilbage.

Atter gik det fremad, over Marker, gennem Moser, Krat og Skove, altid i Skyttelinje, for ikke at byde det fjendtlige Artilleri, der stadig under Tilbagetoget sendte os Hilsener, noget stort Maal. Dog hændte det, at en Granat ikke langt fra mig slog ned og anrettede betydelig Ødelæggelse i en Bagagekolonne.

Under Fremrykningen passerede vi flere Landsbyer. Beboerne var delvis flygtet, men mange Steder atter paa Vej hjem, med deres „Hab und Gut“ ladet paa usle Vogne. Fjendtligt Sindelag viser Befolkningen ikke, tværtimod. Vi modtoges overalt imødekommende.

Alle Mænd mellem 17 og 50-55 Aar er borte. Man ser næsten kun Kvinder, Børn og Oldinge.
Mange Hilsener
—n.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

Senest ændret den 19. september 2017 10:01

Flensborg Avis meddeler

Ved rejser over Tysklands grænse er vagtmandskabet forpligtet til at efterse de rejsendes medbragte papirer og tryksager meget grundigt, hvilket undertiden kan tage megen tid og forsinke eftersynet, ja endog medføre, at vedkommende ikke kan komme med toget. Berlinske blade anbefaler derfor deres læsere i deres egen interesse at føre så få papirer og tryksager med sig som muligt, og ikke at medtage aviser, da disse i reglen er underkastede beslaglæggelse. Derimod anbefales det at sende skriftstykker osv. til bestemmelsesstedet med posten, da de så efterses af det kompetente postprøvelsessted; og de rejsende udsætter sig således ikke for at blive opholdte ved grænsen.

 Om underslæbet på postagenturet i Medelby skriver Tondernsche Zeitung blandt andet: Da talrige personer fra Medelby meldte, at deres feltpostsendinger var gåede tabt, foretog vagtmester Mølk en husundersøgelse, som viste et overraskende resultat, og mange ting er blevne beslaglagte. I to tilfælde har frøkenen allerede tilstået. Der er ikke alene gjort underslæb af feltpostpakker, men også af andre pakker, især sådanne fra købmænd. En ung pige klager over tabet af 54 breve, som hun har sendt til sin kæreste i felten.

General von Scholtz. Den i anledning af den sidste Hindenburg’ske offensiv oftere nævnte general i artilleriet stammer ifølge et flensborgsk blad fra Flensborg, hvor han 24. marts 1851 fødtes som søn af afdøde Superintendent Frits Scholtz.

 I den 280. tabsliste findes 12. og 13. kompagni af 86. Füsilierregiment.

 Faldne

Falden mod vest. Kedelsmed Theodor Berggreen og hustru, Borggade 12 i Flensborg, modtog i mandags den sørgelige efterretning, at deres søn fusilier Harald Berggreen er falden i Flandern; han blev næppe 26 år gammel.

Den 280. liste nævner Peter Petersen I, Oversø, blandt de faldne.

Tabslisten nævner fra Tønder kreds: Jens Reggelsen, Gallehus, Jens Jensen, Ballum, Hans Petersen, Agtrup, faldne; Andr. Jensen, Tyskov, død af sine sår; Jørgen Andersen, Øster Løgum, hidtil meldt som såret, er falden; Jens Andersen, Ballum, død af sine sår.

Tabslisten nævner følgende fra Sønderborg kreds: Hans Matthiesen, kaldt Hassel, Blæsborg, falden;

I sidste tabsliste meddeles, at Christian Lind, Sønderborg, og Overjæger Hans Sørensen, Trappen ved Gråsten, der hidtil har været meldte som hårdt sårede, nu er afgåede ved døden samt at Chr. Petersen, Egernsund, er død af sine sår på et lazaret.

Falden. Typograf Jørgen Lønne af Aabenraa er død som følge af de sår, han fik den 1. juli. Den afdøde blev 32 år og efterlader sig kone og barn. Han havde lært i Apenrader Zeitung, senere arbejdede han i Hejmdal’s trykkeri og kom derpå til Hamburg, hvor han arbejdede i en hanseatisk forlagsforretning.

Den 279. tabsliste nævner fra Aabenraa kreds; Hans Jacobsen, Kliplev, savnet; Jes Petersen II, Bilsbæk, i fangenskab; Henr. Munck, Røllum, falden; Hans Markussen, Borup, i fangenskab; Anders Hansen, Søst, Herm. Knudsen, Aabenraa, og Chr. Weissenborn, Hellevad, savnede.

Den næste tabsliste nævner Jørgen Nissen, Hellevad som hårdt såret.

Tabslisten nævner følgende fra Haderslev kreds: Daniel Erichsen, Allerup, falden; Jens Jensen, Raahede, død af sine sår.

Falden mod vest. Landmand Hans Lauritzen i Toftlund modtog i går sin søns ejendele tilbage fra kompagniet med den bemærkning, at hans søn Mathias Lauritzen uden tvivl er falden den 16. juni i Frankrig.

Sårede

Georg Krainert, Karl Zimmermann og Chr. Schmidt, Flensborg, er let sårede.

Tabslisten nævner følgende fra Sønderborg kreds: Peter Thomsen, Sønderborg, hårdt såret;

Niels Jensen, Sebbelev, hårdt såret.

Tabslisten nævner Jørgen Nissen, Hellevad som hårdt såret.

Forfremmelser og udmærkelser

Kommis Christian Paulsen fra Østerby ved Medelby har fået tildelt Jernkorset, samtidig med at han er bleven forfremmet til Underofficer.

 Løjtnant i Reserven Herm. Knutz, der er lærer ved skolen i Alnor, har fået tildelt Jernkorset.

Skolelærer Hans Bonefeld fra Bodum ved Aabenraa har fået Jernkorset. Han er Løjtnant.

Jernkorset er ifølge Schleswigsche Grenzpost blevet tildelt Feltintendant Hansen, en søn af

Førstelærer Hansen i Tyrstrup.

Landmand Mathias Nissen af Mølby ved Sommersted har fået Jernkorset af anden klasse. Nissen ligger ved en Pionerafdeling i Rusland.

Savnede

Ifølge den 279. tabsliste savnes følgende fra Flensborg kreds: Johan Carlsen, Bikro; Hans Chr.

Gemle, Flensborg; Karl Jessen, Harreslev Mark; Henrik Lips, Flensborg; Henr. Nissen, Kobbermøllen; Gustav Petersen IV, Chr. Ralfs, Flensborg; Johs. Hoof, Lyksborg; Peter Thamsen, Herm. Brügge, Flensborg.

Tabslisten nævner fra Tønder kreds: Karsten Vollesen, Smørholm (Tønder), savnet; Johs. Hansen Borrig, savnet; Martin Michelsen, Bredebro, Hans Rommensen, Klintum, Peter Paulsen, Tønder, Herman Petersen, Læk, Andreas Popp, Løgumkloster, Detlef Sieversen, Horns, alle savnede; Andr. Møller, Korup, savnet.

Tabslisten nævner følgende fra Sønderborg kreds; Jørgen Hofstedt, Helved, Hans Schmidt, Nordborg, Frans Lemke, Broager, Andr. Krogh, Lavensby, Asmus Kiel, Broager; Chr. Clausen, Ulkebøl, Otto Schwarz, Skodsbøl, Peter Thomsen, Kobberholm, Vilh. Winsk i, Sønderborg, Hans Rølke. Smøl, alle savnede;

Den 279. tabsliste nævner fra Aabenraa kreds; Hans Jacobsen, Kliplev, savnet; Anders Hansen, Søst, Herm. Knudsen, Aabenraa, og Chr. Weissenborn, Hellevad, savnede.

Tabslisten nævner følgende fra Haderslev kreds: Chr. Meyer, Skrydstrup, Niels Aarup, Stenderup, Jakob Hinrichsen II, Haderslev, Thomas Beck, Stubbum, Søren Jensen, Toftlund, Jes Lind, Agerskov, Konrad Quiel, Haderslev, alle savnede. Hans Bjerrum, Søndernæs, Oluf Svenson, Hørup, Nis Dela, Gramby, savnede;

I fangenskab

Sofus Simonsen, Karl Hansen, Flensborg, og Nik. Heldt, Harreslev, er i fangenskab.

Skræddersvend Johan Fischlein fra Vesby i Medelby sogn, der har været savnet, har nu skrevet til sin moder, at han er falden i russisk fangenskab.

Tabslisten nævner fra Tønder kreds: Vilh. Conowade, Højer, i fangenskab; Ingver Jensen Ladelund, i fangenskab; Andr. Andresen, Tønder, i fangenskab.

Tabslisten nævner følgende fra Sønderborg kreds: Jørgen Hansen, Guderup, i fangenskab;

Den 279. tabsliste nævner fra Aabenraa kreds; Jes Petersen II, Bilsbæk, i fangenskab; Hans Markussen, Borup, i fangenskab;

Tabslisten nævner følgende fra Haderslev kreds: Andreas Mortensen, Allerup, i fangenskab.

En anonym sønderjyder skriver:

Sz., den 21. Juli 1915.

Den provisoriske Alarmering i Aftes efterfulgtes ved 10-Tiden af en virkelig. Vagterne trak op og Mandskaberne stod og ventede paa, at Signalet til Fremrykning skulde komme. Klokken 10½ maatte de, der ikke stod Vagt, ud og skære Traadforhugningerne foran vore Skyttegrave i Stykker for at aabne Vej. Det var altsaa ramme Alvor.

Da vi kom tilbage fra vor Ekspedition, lagde enhver sit Tøj tilrette paa sin Plads. Alle var præget af, hvad der stod at vente. Hist og her smaasamtaledes der, andre satte sig stille hen, for at være alene med sig selv. Tankerne gik videre. Mangen et Regnskab gjordes op. Og Tankerne drog hjem, hjem til Hustru og Børn, Forældre, Slægtninge og Venner.

Klokken blev 11, 12, 1, den ene Time sneglede af Sted efter den anden. En og anden begyndte allerede at tvivle om, at det virkelig blev til noget; flere — især de Gamle — havde allerede lagt sig hen. Vi andre kunde dog ikke falde til Ro. Klokken nærmede sig 2. Da lød pludselig voldsom Kanontorden fra det tyske Artilleri bag vor Front. Granater og Shrapnell’er regnede ned over de russiske Stillinger. Med underlige, hvinende Hyl suste de hen over vore Hoveder.

Det var allerede begyndt at dages, da Kanontordenen pludselig hørte op og der kom Ordre til Fremrykning. Vi var nogle Venner, som søgte sammen, og saa gik det fremad — i en lang Skyttekæde — . Sindene stærkt optaget af, hvad der forestod.

Vi havde ventet heftig Gevær- og Maskingeværild, straks vi kom ud af Skyttegraven. Det blev dog ikke Tilfældet. I en lang Linje, med to Skridts Mellemrum gik det fremad i hurtige Skridt, over Marker og Hegn, stadig fremad i Retning af de russiske Skyttegrave. Vaadt var det, men ingen ænsede det. Med en underlig Uhyggefølelse var Sindene rettet mod de lyse Linjer forude, som betegnede Fjendens Stilling og foran hvilken vi efterhaanden tydelig saa’ de stærke Traadforhugninger. Hvert Øjeblik ventede vi, at en Regn af Kugler, Granater og Shrapnelis skulde slaa os i Møde. Men Russerne vilde aabenbart lade os komme godt frem, saa de meget lettere kunde tage hver enkelt paa Kornet.

Vadende gennem den vaade Kornmark naaede vi endelig frem til Traadforhugningen, hvor der blev givet Ordre til at lægge sig plat ned til Jorden, medens de, der var forsynede med Sakse, blev sendt frem for at klippe en Vej igennem. Lige bag ved laa Skyttegravene. Underlig truende saa’ de ud, men intet Liv rørte sig i dem. Snart var vi igennem Traadforhugningen og nede i Skyttegraven, der viste sig at være forladt af Russerne. Det maatte være sket fornylig. Rundt omkring laa spredt Pæle og Pigtraadsruller, som Russerne endnu den foregaaende Aften havde arbejdet med. I Skyttegraven laa alle Haande Genstande, som Russerne havde forladt, Feltflasker, Brød, Masser af Patroner, Tobak, Spader, Økser etc. etc.

Imidlertid befrygtede vi, at Russerne maaske havde sat sig fast i en længere tilbageliggende Stilling. Men ogsaa den var forladt. Og saaledes passerede vi i Nattens Løb den ene Skyttegravslinje efter den anden — alle forladt og frembydende samme triste Billede.

Vi fik Befaling til at gaa længere frem, og efterhaanden blev det klart, at det var Sz. det gjaldt. Vi kunde tydelig skimte Byens hvidkalkede Kirketaarn i det Fjerne, og til Højre og Venstre saas uendelig lange Skyttekæder dukke op, alle stræbende imod samme Maal. Vi var forberedt paa, at Russerne vilde møde os foran Byen, og efterhaanden som vi nær­mede os denne, saas et Højdedrag med et bredt Mose- og Engdrag foran, der — som man skulde synes, maatte frembyde en udmærket Forsvarsstilling.

Atter ventede vi hvert Øjeblik at blive overfaldet af Maskingeværild og deslige. Men Russerne lod stadig ikke høre fra sig i vor Nærhed. Kun i det Fjerne hørtes af og til en Buldren, der i meget lignede Tordenskrald, men aabenbart hidrørte fra det russiske Artilleri.

Vi naaede Randen af den ovennævnte Mose og fortsatte Fremrykningen, stadig i lange udsværmende Skyttekæder bag hinanden. Patrouiller blev sendt forud for at sondere Terrænet. Men Russerne saa’ vi intet til. Først da vi var naaet halvvejs op ad Bakkeskraaningen foran Byen, slog en Regn af Shrapnell’er og svære Granater os i Møde. Hyggelig var Situationen ikke, da vi ventede Geværild fra Byen. Men vi slap godt igennem, naaede de første Bygninger — usle Træ huse — , og holdt vort Indtog i Sz.’s Forstad gennem Haver, ad Veje etc. Russerne maatte have trukket sig tilbage til den modsatte Side af Byen eller videre, hvorfra de nu bombarderede den Del af Byen, som vi rykkede ind i.

Samtidig med os rykkede andre Tropper ind til Højre og Venstre og snart udfoldede sig et broget Militærliv i det af os besatte Kvarter. Vort Kompagni gjorde endelig Holdt paa et Gadehjørne. Husene rundt omkring os er skudt i Grus. Vi har sat vore Geværer sammen paa Fortovet og ligger nu og nyder en kort Hvil, mens andre Tropper, der aabenbart nu skal have Teten, rykker forbi.

Klokken er nu 9, hvad Dagen vil bringe, véd vi ikke. Det siges, at Russerne endnu holder sig i den modsatte Udkant af Byen, hvorfra der af og til lyder Gevær- og Maskingeværild. Inden ret længe gaar Turen videre.

Den Del af Byen, som vi er kommet igennem, er saa godt som mennesketom. Alle Husene er forladt. Kun hist og her ses en gammel Kone. Da vi drog ind i Byen, saa’ vi Indbyggerne drage bort med deres „Hab und Gut“, usle Pjalter, lidt Fjerkræ og deslige.

I et Hus lidt længere fremme i Gaden har en Moder med sine tre Børn søgt Tilflugt i Kælderen. Og se der kommer et Par Smaabørn løbende hen ad Gaden, nysgerrig betragtende de Fremmede og tilsyneladende ikke ænsende Granaterne, der slaar ned hist og her.

Ja saadan gik det til, da vi indtog det haardt omstridte Sz. Andre Tropper har vistnok i Nattens Løb haft enkelte Smaasammenstød med Russerne, men det er øjensynlig det tyske Fremstød mod M. og R. i de sidste Dage, der har tvunget Russerne til at rømme Stillingen.

Hvis jeg faar Lejlighed til at afsende disse Linjer, før det viser sig, hvad Dagen yderligere vil bringe, gør jeg det. Jeg skal nok saa snart som muligt lade en Fortsættelse følge.

Med mange Hilsener til Eder alle

N.

Harald Nielsen: Sønderjyske Soldaterbreve (1916)