Senest ændret den 28. januar 2020 16:54

Paul Hedegaard (født 1899) gjorde krigstjeneste ved en MG-deling ved IR86.

Nu begyndte det at fryse om natten, og der var rim på træer og buske, når vi om morgenen døjede med at få de stive lemmer i gang.

Da vi kom til Luxembourg, formente værten os adgang til sin fodersti og halmen; han havde haft »liggende gæster« nu hver nat i tre uger.

Pionererne samlede da, hvad de kunne få fat på af brændbart materiale og tændte bål på åben mark, men vi frøs alligevel.

Turen langs Mosel-floden en frostklar decembernat må opleves og kan ikke skildres tilstrækkelig. Her er vidunderlig skønt, og dobbelt, fordi vi nu er i Tyskland, hvor vi bliver godt modtaget af befolkningen, der står med rundstykker til os om morgenen.

Den 5. december overskred vi Rhinen på Engers jernbanebro syd for Koblenz.

Trætte og udmattede nåede vi den 14. december Nauhejm og fik kvarter i en stor krosal, men vort antal var skrumpet betydeligt ind, da de kammerater, der var hernede fra, havde taget deres tøj og »var gået«, og også vor gode korporal fra Elsass var forduftet.

Men vi fra Nordslesvig måtte finde andre udveje for at komme videre og den rigtige vej, det var dog absolut klogest foreløbig at følge trop, da vi var i fremmed land og langt fra hjemmet – for så, når det gunstige øjeblik og den gunstige situation indtraf, at »træde af« med hjemmet som sigte.

DSK-årbøger, 1969

Peter Madsen fra Ullerup gjorde krigstjeneste i Infanterie-Regiment Nr. 162. Han har ligget på lazaret siden marts, men blev udskrevet til garnisonen i oktober. Nu venter han bare på hjemsendelsen.

Den 14.december 1918.
Vor gamle erstatningsbataljon er blevet opløst,og vi er blevet overflyttet til andre kompagnier. Vi har lidt vagttjeneste og keder os en del.

Da vi kom tilbage fra tjenesten, havde køkkenet udsolgt, og da vi ikke
var tilfredse med det, stormede vi op på skrivestuen, men de kunne heller ikke hjælpe os.

Harald Alnor: Dagbog. “En ung sønderjyde fortæller om begivenheder i Første Verdenskrig 1914-1918 på Vestfronten.”

I forbindelse med det forestående 100-års jubilæum for Genforeningen i 1920 udgiver Sprogforeningen og Historisk Samfund for Sønderjylland en ny bog om de danske sønderjyders førstemand  H.P. Hanssen.

Bogen handler om H.P. Hanssens historiske betydning og lederskab indtil udbruddet af Første Verdenskrig i 1914 og er skrevet af Hans Schultz Hansen, dr.phil. og forskningsleder i Rigsarkivet i Aabenraa.

Bogen er på 360 sider og koster 248,- kr i boghandelen og 148,- kr for medlemmer af Historisk Samfund for Sønderjylland.

Meld dig ind her

Om bogen

Den nye biografi indeholder ganske meget nyt, for bortset fra et par tynde hæfter ligger de tidligere H.P. Hanssen-biografier over 70 år tilbage i tiden. Den nye bog inddrager f.eks. den omfattende forskning i Sønderjyllands historie 1864-1914, som siden har fundet sted. Hans Schultz Hansens bog er således vidensmæssigt opdateret. Den er også mere kritisk over for hovedpersonen.

– Min bog rummer dertil resultater af mine egne studier på udvalgte områder. Således er der navnlig meget nyt om den unge H.P. Hanssen og hans vej til politikergerningen og om H.P. Hanssen som udgiver af Hejmdal, fortæller forfatteren, som begyndte at arbejde med bogen i 2010, i første omgang med delstudier om H.P. Hanssens tid i det danske Folketing 1924-26 og tilsidesættelsen af ham under genforeningsfestlighederne i 1920.

Forud for Genforeningen arbejdede H.P. Hanssen gennem årtier for at fremtidssikre danskheden i Sønderjylland trods det tyske styre. Det begyndte i 1879, da den 17-årige Hans Peter på en gåtur fra sit barndomshjem Nørremølle til Dybbøl Banke besluttede sig til at blive tysk soldat for at kunne blive i hjemstavnen. Som 23-årig betroede han sin forlovede Helene, at han ville påtage sig “en førerstilling” i nationalitetskampen. Den lederskikkelse blev H.P. Hanssen.

Det var i første række hans fortjeneste, at det sønderjyske grænsespørgsmål blev genrejst og løst på et demokratisk grundlag gennem en folkeafstemning i to zoner. Trods modstand og ydmygelser fra kredse, som ønskede en sydligere grænse, fastholdt han dette program. Det blev grundlaget for en dansk-tysk grænse, som tilfredsstillede flest mulig mennesker.

Bogen ”De danske sønderjyders førstemand: H.P. Hanssen 1862-1914” kan købes hos Historisk Samfund for Sønderjylland og hos boghandlerne.

Bogen er på 360 sider, indbundet og illustreret. Dette er første bind af planlagt to bind.

Den kan købes i boghandelen eller direkte hos forlaget her

I det lille hæfte “Julehilsen til Soldaterne fra nordslesvigske Hjem” årgang 1918 bringes nedenstående digt, signeret “ms”.

Velkommen hjem!

Velkommen hjem!
Velkommen hjem fra de blodige Sletter
velkommen hjem fra de mulmmørke Nætter
velkommen hjem fra den ensomme Vagt
velkommen hjem til vor Kærligheds Pagt
velkommen hjem nu til Livet

Velkommen hjem!
velkommen hjem fra de rivende Ørne
hjem fra de flængende Pigge og Tjørne
velkommen hjem fra den grusomme Magt
hvor Viljen i knugende Lænker blev lagt
Aanden blev trampet i Støvet

Velkommen hjem!
Velkommen hjem fra de fremmede Lande
Velkommen hjem til de hjemlige Strande
Velkommen hjem til jer Pligt og jert Bo
Velkommen hjem i vor Menigheds Tro
Velkommen hjem i vor Kirke

Velkommen hjem!
Velkommen hjem til i Freden at aande
hjem for at glemme al Nød og Vaande
hjem for at leve paa Frihedens Grund
hjem for at virke med Haand og med Mund
for Retfærd og Sandhedens Rige

Velkommen hjem!
Velkommen hjem for at takke og bede
hjem for af Gud at lade jer lede
hjem for hver eneste Dag i Løn
at hjælpes af Himmelens Kongesøn
til Frihedens Liv at leve

ms

Historikeren Kåre Johannesen efterlyser en sønderjyske flyver – læs historien og hør en bid af pilotens foredrag her.

Kåre Johannesens historieblog

Asmus Jensen blev indkaldt som soldat i 1911. Han var netop færdig med værnepligten, da krigen kom. I efteråret 1918 befandt han sig i Rumænien. Hans enhed forlod Bukarest den 10. november 1918 og har nu været på march i en måned.

Omsider naar vi Røde Torm Pas, og her samler vi alt gammelt Tøj, gamle Støvler og lignende i en stor Bunke og brænder det.

Saa fremad igen gennem Passet gennem det herligste Landskab, snart langs med Floden, der bruser afsted, saa opad i Zig-zag, snart til højre og snart til venstre. Saa ser vi ned over Dalen med Floden, der snor sig ud og ind og Jernbaneskinnerne, der ligger som smaa blanke Strikkepinde.

Saa er der Bjerge helt bevoksede med Bøge- og Egeskov, og saa kommer der Birke- og Granskov. Saa gaar det nedad i Zig-zag og saa opdad igen.

En Morgen er der faldet Sne om Natten, og Vejen gaar opad foran os.

Saa spænder vi tolv Heste for hver Kanon og med stort Besvær gaar det fremad. Efterhaanden bliver Vejen ganske glat, og af og til styrter en Hest. Men vi naar op, og saa rider vi tilbage for at hente de andre Kanoner, som vi ogsaa naar op med.

Den 11. December, lige før den fastsatte Frist er udløben, gaar vi over Floden Maros og er saa i Ungarn.

Ved Byen Arad fik vi Ordre til at efterlade vore Vogne og Kanoner.

Her havde Tropperne, der var foran os, ogsaa efterladt alt, hvad de ikke kunde føre videre, og et Areal paa fem-seks Tønder Land var fuldstændig dækket af Feltkøkkener, Feltbagerier, Kanoner og Vogne.

Al Marchorden var forlængst ophørt, og vi havde af og til undervejs ladet en Vogn staa, solgt Hestene og delt Pengene.

Sønderjyske Årbøger 1928

Ernst Christiansen var 39 år, da han blev indkaldt som armeringssoldat i 1916. I det civile var han chefredaktør på Flensborg Avis.

I en lille tætpakket Ventesal tre Timers Ventetid. En Mand lusker rundt, der viser sig at være en af Arbejderraadet udsendt Opdager.

Vi faar os et Slag Kort, og efter Kl. 12 kan man igen faa lidt Forplejning for den nye Dag, Brød og Pølse.

Lidt over 1 gaar vi op paa den kølige Perron og venter tre Kvarter. Spændingen er der igen og gør næsten legemlig ondt. Om alt gaar vel, skal der nu komme et Tog, som siges at ville føre mig lige til Hamborg. Jeg er efter Krig og Revolution og Isolering næsten som en Mand fra Sydhavsøerne, der intet kender til Jernbanetog og Køreplaner og paalidelige Forbindelser og ser paa Muligheden af virkelig at naa til Hamborg i Nat som et Mirakel.

Men der kommer Toget med to gloende Øjne foran. Et uhyre Lokomotiv hvæser forbi og et langt Tog. Bremserne hviner. En hel, tom Vogn til sidst.

En Hamborger og jeg søger ind i en tom Kupé uden Glas i Vinduet. Snart rasler Hurtigtoget bort fra Wanne ud i Natten.

Nu turde Tiden være inde!

I flere Uger har jeg gaaet med et rent Sæt Undertøj i Tornysteren og gemt det som en kostelig Skat.

Hvis jeg havde skiftet paa Marchen, vilde det nye Sæt straks være befængt, og Vaske- og Tørrelejlighed var der ikke. Og saaledes, som jeg var, vilde jeg ikke komme hjem.

Mens et koldt Lufttræk stod ind ad Vindueshullet, klædte jeg mig af, kastede med en uendelig Følelse af Tilfredshed det snavsede Linned ud af Vinduet og tog det rene paa. Imens gik et Par Officerer forbi i Gangen for at søge en Kupé, men trak sig sky tilbage. De havde vel kunnet undgaa den Slags.

En Cigaret ryges trods Kulden med en Fornemmelse af fyrsteligt Velvære. Jeg ligger et Øjeblik paa Bænken med Tæppe over. Men saa kommer der flere ind i Kupeen.

Hvad gør det, om man sidder lidt umageligt! Herligt at fare af Sted gennem Natten.

HJULENE HAMRER: HJEM IGEN!

Hjem igen! Hjem igen! og Hjertet jubler hemmeligt af Fryd. Endnu er der ikke lukket op, ikke helt.

Tænk, du er endnu kun i Vestfalen, om lidt i Hannover, og der kan  komme meget i Vejen! Saa nemt gaar det vel ikke at slutte af med et Par Aars Krigstjeneste.

Jeg sidder og daser og sover lidt engang imelem. Vi nærmer os Bremen. Der fortælles, at Revolutionen har været hensynsløs i Bremen. Jo, Toget ruller uden videre ind paa den store, tomme Banegaard. En Officer maa aflevere sit Vaaben.

Videre igen!

Vaagner paa ny henad 7 Morgen. Vi nærmer os Hamborg. Drømmen synes at skulle blive Virkelighed. En klippefast Tro har der været hele Tiden paa den gode Afslutning og dog en nagende Tvivl.

Kl. 9 paa Hamborgs Hovedbanegaard. Farvel til mine Rejsefæller, der aftaler at mødes Dagen efter i en Kafe. Jeg vasker og netter mig,

telegraferer hjem og drikker en Kop Kaffe.
Kl. 10,13 glider jeg med Flensborg-Toget ud af Banegaarden. Men det sidste Stykke er det langsommeligste.

6½ Time, fuldt i Kupeen.

Jeg sidder tavs, i stille Glæde. Timerne gaar.

Da Toget ruller over Ejderbroen ind paa Slesvigs Jord vaagner jeg af Sløjhed og Træthed og tænker med en Taare i Øjet paa, hvor dejligt det skal være engang at hvile i sin Hjemstavns Jord.

Noget af det værste derude, hvor Jernsplinterne føg, det var Tanken
om at stedes til Hvile langt fra Skov og Vang og Fjord derhjemme, langt fra den Fædrenejord, som det havde været Folkets og Mandens Livsopgave at værge.

Men det er kun nogle Øjeblikke. De kendte Stationsnavne knytter sig til hinanden som Led i en Kæde. Jeg ser over Slien til Slesvig Domkirke, jeg øjner Hanved Skov mod Nord. Igennem Dalstrøget gaar det ind til den gamle By. Mølledammen, Nikolaj Kirke, Byens Skrænter – jeg skimter dem, skønt Mørket er faldet paa.

Og Banegaardens Larm i Decemberdagens Mørke.

En Militærvagt tiltaler mig. Hvad er der nu i Vejen?

— Kamerad, deine Waffe!

Sproget lyder mig allerede helt fremmed. Saa langt er jeg kommen i Tankerne.

Han tager mit Sidegevær, og jeg nærmer mig Udgangen.

En lille Fyr stikker sin Haand i min, en Mor er der med glade Øjne. En stor lille Pige spørger:

— Hvem er det endnu, Mor? Er det en Far! hvorefter hun tager min anden Haand.

Vi følges hjem igennem de svagt oplyste Gader.

De første Ord falder om, at stærke Kræfter nordfra søger at forhindre, at vor By og Sankelmark og Isted og Danevirke kommer med hjem til Danmark.

Vantro slaar jeg det hen!

I Morgen! Nu maa jeg have Lov til kun at være glad! I Dag er jeg naaet hjem fra Krigen.

Næsten som en Søvngænger gaar jeg op ad Trappen.
Hvad der har været holdt for Laas og Lukke saa længe, har ligesom svært ved at røre sig, ved at udfolde sig, ved at sprænge Hylstret.

Kan Blodet strømme frit endnu?

Efter Badet, og efter at hele den gamle Paaklædning er fjernet, er der Tid til at tales ved og lære hinanden at kende paa ny. Hvor Stuerne er store og Stolene magelige og Dugen hvid!

Men det kan ikke undgaas, at Kampen om Grænsen kaster en Skygge ind over det første Samvær – de derhjemme kan ikke lukke for alt det, de har at fortælle -, om end Haab og Fortrøstning hos
den hjemvendte ikke rokkes et Øjeblik.

Det store Mirakel er jo sket. Alt det onde og modbydelige hører Fortiden til. Menneske igen!

Hjemme igen! Aa, Gudske Lov!

Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923

Den flittige forfatter Knud Jakobsen, der er knyttet til Sea War Museum Jutland i Thyborøn, har skrevet endnu en lille bog om zeppelinere. Den første – om flyverangrebet på basen i Tønder – er tidligere omtalt her på denne side.

Den lille, rigt illustrerede bog på blot 62 sider tager udgangspunkt i det sidste, store Zeppelinangreb på Storbritannien i august 1918. Her blev den øverstkommanderende for den tyske marines luftskibsflåde, Peter Strasser, skudt ned i den nyeste og mest moderne Zeppelin, L70.

Nedskydningen og Strassers død betød samtidig afslutning for luftskibsæraen – i hvert fald som militært våben.

Adskillige af de dræbte besætningsmedlemmer – foruden en enkelt af de britiske piloter, der jagede dem – drev senere i land på den jyske vestkyst.

Bogen er velskrevet og letlæst og anbefales hermed.

Bogens pris er 75,- kr.

Bogen kan købes i boghandelen eller direkte hos forlaget, der kan kontaktes på nedenstående e-mail eller telefonnummer.

contact@seawarmuseum.dk

tlf. 40 43 38 08

Ernst Christiansen var 39 år, da han blev indkaldt som armeringssoldat i 1916. I det civile var han chefredaktør på Flensborg Avis.

HJEM IGEN!
(Dagbog.)
9. December.
Mange Gange i Nattens Løb revet en Tændstik af og set efter Uret. Sidste Gang, jeg ser efter, er det fem Minutter over fire.

Jeg staar op og pakker mine Ejendele sammen. Trods vor Indsigelse er Konen staaet op imens. Vi beværtes med stegte Kartofler, Brød og Kaffe. Husmoderen giver os hjertelige Ønsker med paa Vej.

Jeg skilles straks fra Barberen, der skal til Leipzig og vil søge en anden Afgangsstation. Ud i Mørket og Taagen. Hurtig Marche ad en ensom Vej til det aftalte Mødested. Det er lidt over Tiden, og der er ikke en Sjæl. Saa stadig hurtigere Marche til den nærmeste By, Derschlag, hvorfra der skal afgaa en elektrisk Sporvogn, som lige kan naa Morgentoget.

Indhenter en Pioner, som er undervejs i samme Ærinde. Finder i Mørket Sporvejsstationen og de ventende Kammerater, deriblandt en Underofficer fra Hamborg og min Husfælle fra Combles. Ni Mand
er vi i alt fra Kompagniet. Vi venter længe – Mon Vognen ikke kommer?

Endelig en skurrende Lyd, og snart staar jeg paa den klart oplyste Vogns Bagperron.

HJULENE BEGYNDER AT RULLE.

Det er som et lille Vidunder at blive baaren rask af Sted efter at have skullet marchere Hundrederaf Kilometre paa sine Ben Skridt for Skridt varer ikke længe. Pludselig slukkes alle Lamper, og Vognen gaar lidt efter i Staa. Den bliver staaende Minut efter Minut.

Saa, nu naar vi vistnok ikke Toget.

Nu naar vi umuligt Toget!

Da der er gaaet hundrede Evigheder, tændes Lamperne lige saa brat for straks efter at gaa ud igen Vi naar Gummersbach med en Times
Forsinkelse. – Toget er borte. Underofficeren og jeg gaar til Soldaterraadet. Det har Kontor i en Bagstue ved en Restauration, for at Tørsten nemt kan slukkes. Der sidder flere og venter. Kontortiden er 6½ Time; det er rigelig en halv Time over den Tid, da der skal lukkes op.

Omsider kommer en ung Velbaarenhed. Vi kan kun faa Bevis til Udstedelse af en Billet til Meschede, hvor Divisionen, saa vidt man veed, skal indlades. Det faar saa være! Vi faar en Billet, skreven med Blyant. Frysende og skuttende os spiller vi Kort til Middag og søger saa et Krigskøkken, hvor der efter tilbørlig Ventetid vanker en stor Portion Hvidkaal med Kartofler for 50 Penning.

Kl. 2 Eftermiddag ud paa Perronen i den lille Bjergkøbstad. Granerne paa Skrænten er indsvøbte i Taage.

Toget kommer med en halv Times Forsinkelse.

Vi klatrer hurtigt op og erobrer gode Pladser i en Kupé, hvor der kun sidder en yngre Dame.

Og saa kommer det festlige Øjeblik, da Lokomotivet rykker til og vi ruller af Sted, hurtigere og hurtigere, langs og over smattede Veje, langs Bjergsider og igennem Tunneler, bort fra Elendigheden, ad Hjemmet til!

I flere Timer fortsætter vi Turen igennem Bjergene Skumringen er begyndt. Paa hver Station er der Trængsel. Flere og flere presser sig ind. De staar og ligger næsten oven paa hinanden, og Vognen knager i sine Sammenføjninger.

Henad 6 Aften i Hagen (Vestfalen). Stor Banegaard, Menneskemylr. Vi faar Mad for 1 Mark 20 Penning. Pludselig raabes et Tog til Dortmund ud. Vi af Sted i vældig Fart og faar en Plads i Toget under Protest fra en Funktionærs Side. Mange Soldater er paa Vej hjem. De kommer ikke saa tomhændede som jeg. De fleste har “reddet” en hel Del Forraad. Nogle har hver en Sæk Mel med. Vi kører igennem Industriegne, hele Vejen Lys ved Lys, næsten uafbrudt Banegaardsterræn, men ellers ikke meget Liv at øjne.

I Dortmund ind i en Ventesal. Beslutter efter en Jernbanemands Raad at tage videre til Wanne Kl. 11, skønt det er lidt længere mod Vest. Det er ikke uden Betænkelighed, at man fjerner sig en Tomme fra Maalet, Hjemmet deroppe mod Nordøst, Fyrretyve Minutters Kørsel til Wanne. Ingen spørger om Billet eller Pas.

Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923

Ernst Christiansen var 39 år, da han blev indkaldt som armeringssoldat i 1916. I det civile var han chefredaktør på Flensborg Avis.

NU KAN DET VÆRE NOK!

8. December.

Igen Kartofler til Morgenmad. Søgte i Aftes forgæves Kompagniføreren, der var gaaet i Seng. Meddeler ham i Dag, at jeg nedlægger min Post i Soldaterraadet og agter at absentere mig. (En Del af vore Folk har i de senere Dage forladt Kompagniet for at søge hjem, i andre Afdelinger endnu mange flere. Jeg har gaaet og overvejet, hvad der var det rigtigste. Dels hed det, at al Jernbaneforbindelse igennem Tyskland var afbrudt og Proviant kun at faa ved Tyveri. Dels vilde jeg som dansk Bladmand ikke i sidste Øjeblik handle imod den Pligtopfyldelse, som jeg hidtil havde ment paa sin Plads.

Men da Marchen forlænges fra Dag til Dag — vi er nu forbi Gummersbach — og gamle Løfter om at sende os med Jernbanetog fra tysk Omraade lades uænsede, da flere og liere tager bort paa egen Haand, bliver det i saa skæbnesvangre Uger vistnok uforsvarligt at fortsætte.

Kompagniføreren siger, at han kan ikke hindre mig i at gaa; men han er ked af det og spørger, om jeg ikke kan blive lidt længere. Ogsaa Officererne har i sin Tid stemt paa mig ved Soldater raadsvalget som en fornuftig Mand. Jeg vil dog ikke love ham noget.

Vi marcherer et lille Stykke ud af Byen øst paa. Gruppen samles. Lang Ventetid. Middagsmad “i det grønne”. Omsider kommer Kvartermagerne tilbage: Intet Kvarter! Det vrimler af Militær alle Vegne, og ingen vil ud! —

Vi marcherer tilbage til vore Kvarterer i Berg-Neustadt. Soldaterraadet samles paa Banegaarden, og vi enes om at mødes  næste Morgen og søge at naa hjem. Farvel til Chr. J., der nu ikke vil med.

Jeg handler efter helt kølig Overvejelse og mærker intet til  Febrilskhed; men da jeg ligger søvnløs nogen Tid, er det i enkelte Øjeblikke, som om alt det ondeste fra de to Krigsaar lige til Ruinbyerne med Bomber og Granater og Utøjsplagen paa den endeløse Marche og Orlovs-Skuffelserne og den pinefulde, møjsommeligt tilbagetrængte Længsel, som om det alt samler sig i een Sum. Det er, ligesom legemligt et Laag er i Færd med at sprænges. Lidt utryg er man i Halvsøvne: Sprænges ikke hele Manden med?

Den ene Røst i det indre regner ud: Faa Dage, saa er alt det onde som en Drøm forbi, og du er hjemme, helt hjemme for ikke mere at rives bort! Men en anden Røst maner til Varsomhed og Forsigtighed:

Du veed kun, at du er herude paa Tilbagevejen fra Krigen. Du veed intet om Jernbanerne, intet om Stillingen i Tyskland, veed ikke, om du naar hjem, og intet om Tilstanden hjemme!

Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923

På hjemmesiden for Broagerlands Lokalarkiv kan man følge med i Johan Lorensens dagbog fra Første Verdenskrig. De offentliggør en lille bid af dagbogen hver dag indtil den 24. december.

Det er en god idé, som vi kun kan opfordre andre lokalhistoriske arkiver til at tage op.

Se mere på Broagerlands Lokalarkivs hjemmeside.

Ernst Christiansen var 39 år, da han blev indkaldt som armeringssoldat i 1916. I det civile var han chefredaktør på Flensborg Avis.

Stillet Kl. 7½. Marcheret hinkende til Much og videre 6-7 Kilometer til Drabenderhöhe, hvor Gruppen først samles. Saa ad Veje, der bøjer i ret Vinkel, igennem skyslørede, skovklædte Bjergegne til Weissenkirchen.

Vi er nu paa den brede Landevej, der igennem smukke Byer langs
Landevejen gaar til Berg-Neustadt ikke langt fra Grænsen mellem Rhinprøjsen og Vestfalen. Efter 33 Kilometers Marche naar vi i Mørkningen, paa ny dødtrætte, til Berg-Neustadt.

Kompagniet faar Borgerkvarter. Den saksiske Barber og jeg faar anvist et Hus i en Sidegade, hvor Husene ligger som i en Haveby, men med gammel tysk Byggemaade, Bindingsværk i to Etager. Konen er først kølig og anviser os kun en tom lille Stue under det skraa Tag.

Men senere kommer Manden hjem og er meget hjertelig. Han tager et Laag bort fra et Hul i vor Stues Gulv, og saa er der opvarmet i et Øjeblik nede fra Køkkenet. Men for Resten byder han os ned.

Der er dækket rent og pænt, og Konen viser sig mere og mere at være en udmærket Værtinde. Vi faar stegte Kartofler før Kaffen og om Aftenen igen Kartofler og Marksalat.

Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923

Ernst Christiansen var 39 år, da han blev indkaldt som armeringssoldat i 1916. I det civile var han chefredaktør på Flensborg Avis.

I Formiddags marcherede vi ad Vejen gennem Dalen til Nieder Eschbach og derfra samlet i Gruppen til højre igennem Bjerglandskab til Overath, efter at vi var klatrede over en Bjergryg.

Videre lige ud ad en Bivej, der til sidst bliver daarlig.

Vi bliver trætte og gør Holdt for at spise – de andre Kompagnier har allerede holdt Middagshvil -; men Vognkolonnen kører forbi uden at standse.

Vi skulde have været i Kvarter i det nærliggende Hennigen; men det er fuldt af Tropper, der ikke vil ud. Vi aser videre, forbi et Skilt paa et Træ med en Opmuntring – “Grenze des Brückenkopfes Köln” -, og dødtrætte drager vi ind i Much, men fortsætter helt igennem og videre ud ad en anden Vej.

Endeløst op ad en Bakke, igennem en Landsby, ind paa en sølet Bivej. Er ved at synke om, da vi som de sidste kommer ind i en lille Missionssal. Den er varm, og der er Halm.

Knap har man siddet et Øjeblik paa sin Tornyster, saa er Trætheden glemt, og man har andre Ting at gøre end at hvile sig. Jeg faar fat i en Spand Vand og vasker hele Overkroppen. Det giver lidt Lindring til den forbidte Hud; men i Halmen venter sagtens nye Plageaander.

Foden værker, saa det er en Pine at faa Fodtøjet af og paa.

Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923

Ernst Christiansen var 39 år, da han blev indkaldt som armeringssoldat i 1916. I det civile var han chefredaktør på Flensborg Avis.

SMAA PLAGER.

5. December.

Op halvseks, men først hen paa Formiddagen Ordre til Afmarche 10½. Ser endnu engang Undertøjet grundigt efter i en Kammerats Kvarter.

Vore Kvarterværter opvarter med stegte Kartofler og Kaffe før Afmarchen, og de to mindste Børn følger os paa Vej. Mens vi vinker til dem, brænder Længslen efter Hjemmet et Øjeblik derinde.

Besværlig Marche ad meget sølede Veje i Taage til Porz og
østerud ad en Bivej ind i Skoven. Sølet naar en paa det første Stykke til Anklerne. Senere bliver det bedre; men det er varmt, og den maltraiterede Hud svier især paa Brystet.

Uendelig Marche igennem Skov, afvekslende Løv- og Naaletræer. Jeg lægger første Gang efter Frankrigs og Belgiens Ler Mærke
til det golde løse Sand.

Omsider kommer vi ud af Skoven og gaar igennem Røsrath ind i et begyndende Bjerglandskab.

I Hoffnungstal indkvarteres hele Kompagniet i en stor Sal med Halm til knap Halvdelen. Vrøvl og Utilfredshed over det hele, blandt andet over, at. Underofficererne er indkvarterede for sig selv. Vi klarer det, og jeg faar Folk efter Kul. Spiser, læser Avis og drikker Øl i en Beværtning og tørrer imens Fodlapper og Strømper.

Værtinden nægter mig Lov til at ligge paa en Bænk i Skænkestuen. I den fulde Sal fejes der, saa Støvskyerne staar op, og for at uddybe Glæden kommer oven i Købet et andet Kompagni og vil have Part i Salen. Naa, naar den Slags Ting hobes sammen, sætter de en i godt Humør.

Jeg pakker mig hen paa Gulvet i en Krog og sover de retfærdiges Søvn.

Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923

Peter Madsen fra Ullerup gjorde krigstjeneste i Infanterie-Regiment Nr. 162. Han blev såret og har været på lazaret siden marts. I november 1918 oplever han revolutionen i Lübeck.

Den 5. december 1918.

Jeg har lige været på vagt, men vi gør os ikke de store anstrengelser; vi lagde os allesammen til at sove. Havde det været før revolutionen, var vi alle havnet i kachotten.

Vi skulle gå vagt oppe omkring “Drækerværket”; det ligger i Moislinge Alle. Før i tiden blev der lavet gasmasker her. Der er ca. 1000 mand i arbejde.

På soldaterhjemmet traf jeg sammen med en del nordslesvigere,og det er første gang, at vi var så mange landsmænd samlet.

Harald Alnor: Dagbog. “En ung sønderjyde fortæller om begivenheder i Første Verdenskrig 1914-1918 på Vestfronten.”

Ernst Christiansen var 39 år, da han blev indkaldt som armeringssoldat i 1916. I det civile var han chefredaktør på Flensborg Avis.

AF DET SIDSTE BREV.

Zündorf, 4. December.
I de sidste Uger er jeg vænnet af med at skrive. Jeg betragter det ogsaa som temmelig haabløst; men for det Tilfældes Skyld, at disse Ord naar frem inden jeg selv, vil jeg alligevel sende en Hilsen.

Jeg sidder i en Arbejder-Køkken-Dagligstue lige ved Rhinens østlige Bred syd for Køln. Manden, for nylig vendt hjem fra Militæret, er i Færd med at sætte sin Cykle i brugbar Stand igen. Huset er fuldt af Børn, fra 15 til 4 Aar, alle renlige og godt satte til.

Herfra skal der endnu vanke tre Dages Marche til Gummersbach, hvor Gruppens Maal vel er naaet.

Vort Kompagni, som har Hjemsted i Breslau, siges først at skulle hjemsendes derfra. Man holder os hen med, at vi snart skal “verladen werden” i et Jernbanetog. Vi har gjort Vrøvl paa Soldaterraadets Vegne og krævet at blive hjemsendte straks fra Marchegruppens Maal.

Hvorom alting er, jeg kan endnu slet ikke rigtig tro paa den Lykke at slippe helt fri; men alligevel kan en Uge gøre meget ved det.

Og ikke aner man, hvorledes det staar til med ens kære og i ens Hjemstavn. I en Avis har jeg her set et Rygte om, at Arbejder- og Soldaterraadene allerede har afstaaet det nordligste Nordslesvig.
Naa, det er vel Vrøvl! —

Foden har gjort ondt efter lange Marcher; men ellers har jeg det godt, og det kunde jo ikke nytte at blive liggende og lade sig internere. Jeg længes dog efter at slippe bort og faa mig badet og faa andet Tøj paa og blive Menneske igen.

Mit faste Haab er, at intet ondt vederfares mine kære, mens jeg i Ugevis er afskaaret fra al Forbindelse med dem.

(Dagbog.)

SOLDATERRAADET PAA FÆRDE.
4. December.
Hviledag, Morgentaage, Aftenregn, ind imellem lidt blegt Solskin. I Formiddags drog Soldaterraadets Medlemmer for at slaa en tiltagende Knurren i Geledderne ned til den Gaard, hvor Kompagniets Køkken var anbragt. Vi reviderede alle Vogne.
Hver Kasse og hver Sæk, ogsaa Officerernes Ejendele, toges ned, blev undersøgt og læsset paa igen.

Trænkuskenes store Bagage blev ligeledes efterset. De havde “reddet” ikke saa lidt. Vi fandt desuden en Del Sukker og aftalte dets Fordeling, men opdagede ellers ikke de skjulte Skatte af Madvarer, som der var fortalt om.

Under sidste Del af Eftersynet kom Kompagniføreren helt forfjamsket til Stede. Der havde samlet sig en Mængde Tilskuere.
Herskabelig Middagsmad, tyk Ris fra Kompagniet og Suppe fra Værtinden. Skrevet Brev og gaaet en Tur langs Rhinen.

Slæbetog arbejder sig op ad Floden, og Rhindampere sejler ned ad den til Køln.

Der er ensomt herude paa Vejen mellem grønne Enge og Piletræer. I Mørkningen paa Tilbagevejen træffer jeg Kompagniføreren, der klager sin Nød til mig.

Alle Fremtidsudsigter spolerede og en Oprørsaand i Kompagniet, der kunde blive farlig. Jeg raadede til hurtig Hjemsendelse. Det havde han ikke Lov til, hævdede han.

Aftensmad hos Familien. Mens det elektriske Lys strejker, passiarer vi i nødtørftig Belysning.

Børnene er flinke og artige, godt satte til af den pæne, lidt tidlig ældede Husmoder; men den fireaarige Simon er en lille Bajads.

Slutter igen Dagen ved en Tællepraas, men sover daarligt.
Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923

Julen nærmer sig-  og det kan nås at købe bøger endnu. Men det begynder at svinde i stakkene.

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

Der er under 30 eksemplarer af Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 tilbage. Det var det regiment med flest dansktalende sønderjyder. Bogen er en dansk oversættelse fra 2014 af den klassiske tyske regimentshistorie fra 1925, skrevet af løjtnant Wilhelm Jürgensen og redigeret af Martin Bo Nørregård og René Rasmussen og forsynet med nye fotos fra Museum Sønderjyllands samlinger.

Bogen er på 303 sider og koster 150,- kr.

Bogen bestilles pr. mail hos hath@msj.dk eller købes i boghandelen.

Sønderjyderne og Den store Krig 1914-1918

Der er under 80 eksemplarer tilbage af den klassiske grundbog om sønderjyder og Sønderjylland i Første Verdenskrig. Bogen udkom første gang i 2006 under redaktion af Inge Adriansen og Hans Schultz Hansen og med bidrag af bl.a. Jørn Buch, Martin Bo Nørregård, René Rasmussen, Svend Falkner Sørensen, Axel Johnsen, Birgitte Futtrup og Inger Lauridsen.

Bogen er på 373 sider og koster 248,- kr-

Bogen kan købes i boghandelen eller direkte hos forlaget på forlagets hjemmeside www.hssdj.dk

Den sorte dag ved Moulin-sous-Touvent

Der er under 80 eksemplarer tilbage af Den sorte Dag ved Moulin-sous-Touvent, som udkom i 2017 og hurtigt kom i et 2. oplag. Bogen er skrevet af Martin Bo Nørregård og René Rasmussen og handler om den ene dag i Første Verdenskrig, der kostede flest sønderjyder livet. Det var den 6. juni 1915 og de faldt i slaget ved Moulin-sous-Touvent.

Bogen er på  69 sider og koster 148,- kr.

Køb bogen i boghandelen eller direkte på forlagets hjemmeside www.hssdj.dk

Ernst Christiansen var 39 år, da han blev indkaldt som armeringssoldat i 1916. I det civile var han chefredaktør på Flensborg Avis.

VI GAAR OVER RHINEN.
3. December.
Igen stillet i Mørke. Først langsom, senere hurtigere Marche ind imod Køln. Der er langt derind; men omsider slutter Husrækkerne tæt paa begge Sider, og vi føres ad Sidegader gennem Byen.

Der er meget livligt. I Regn og Søle er vi hurtigt blevne trætte; men Afvekslingen faar en til at glemme det.

Mange Mennesker vinker og vifter. Der uddeles Blomster og Flag, Suppe, Kaffe og Cigaretter; men Marchen standses ikke et Øjeblik, og kun enkelte faar godt af Gavmildheden.

De mange vinkende Kvinder paa Fortov og i Vinduer hilses med Tilraab, mens vi plasker igennem det blanke Vand paa Asfalten – “de ubesejrede Krigere” paa hastigt Tilbagetog.

Langt om længe naar vi ud til den nye Hængebro over Rhinen og gaar over den Flod, vi har længtes i Uger og Aar efter at naa, med Domkirkens slørede Silhouet bagud til venstre, til højre en Ø i Rhinen.

Regnvejrsstemning ind under Jul, og alligevel følte jeg mig festligt løftet, da vi drog over den lange Bro. Hvad ligger der alt sammen imellem de to Decemberdage, jeg er kommen over Rhinen.

Nu gælder det endnu om at komme ud af Kølns Fæstningsomraade; men det lader ikke til, man har travlt med det!

En endeløs Marche paa Stenbro igennem Deutz og Forstæder, et lille Hvil paa en Græsplet og videre syd paa ad Frankfurt-Vejen, ind igennem Porz.

Dødtrætte naar vi Zündorf, omtrent lige over for Rondorf. Slipper vi engang, som i Køln, uundgaaeligt ind paa den lige Vej, ledes vi
snarest muligt ud til Siden igen.

Vi er ved at synke om. Nogle faa Mand indkvarteres i hvert Hus, jeg i et lille Arbejderhjem med mange Børn, der delvis arbejder ligesom Forældrene.

Vi indbydes dog til en Portion Kartofler med Kød og Bønner. Gaar en lille Tur langs Rhinen, der i Decemberdis ser mindre anselig ud. Aftensmad hos Familien (Kartofler og Sovs, en Herreret for os).

Familien gaar sent i Seng, ovenpaa, efter at have rakt nogle Halmsække ned til os. Vi ser vort Undertøj efter ved en Praas, men opdager næste Morgen, at vi sikkert har faaet ny Forsyning fra Halmsækkene.

Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923

Ernst Christiansen var 39 år, da han blev indkaldt som armeringssoldat i 1916. I det civile var han chefredaktør på Flensborg Avis.

2. December.
Vækkes i min bedste Søvn Kl. 5. Marche i Mørke og lidt Støvregn ad den gode Landevej Euskirchen-Køln. Undervejs samles vi med Gruppen og hører lidt til Musikken.

I Eftermiddags bøjede vort Kompagni af fra Vejen og søgte ad en pløret Markvej øst paa til Rondorf. Indkvarteres i den nye Skole, der har Centralvarme og alle Bekvemmeligheder.

Men der er kun utøjsfyldt Halm paa Gulvet, og Retiraderne eller rettere hele Ejendommens Bagside ser frygtelig ud. Men der vanker et godt Glas Øl i en Beværtning.

Ny Forhandling paa Soldaterraadets Vegne om Forplejningen og om nogle gode Sager, bestemte til Kompagniet, som er forsvundne.

Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923

Hans Peter Hansen, Tønder, gjorde krigstjeneste ved RIR266 på vestfronten. Den 2. oktober 1918 blev han taget til fange. Via forskellige krigsfangelejre kom han som medhjælper til et hospital i Tours, hvor han oplevede våbenstilstanden.

(… fortsat)

En dag løb jeg her på en landsmand, en dansk-amerikaner. Under vor korte samtale fortalte han mig, at han var født i Vejle.

Sygeplejerskerne, der var 25 i vor afdeling, var alle sympatiske. De sagde, at jeg egnede mig til denne gerning, for jeg forstod at omgås sårede og syge.

Jeg selv fandt også en vis glæde ved det. Skete det en eftermiddag, af jeg ikke havde noget at tage mig for, gik jeg rundt på stuerne og hjalp de sengeliggende. De kendte mig. — Når jeg viste mig i døren, råbte de: »Den store røde skal hjælpe mig!«

Når jeg kom i besøgstiden, gik snakken. De såredes pårørende fik fortalt, at jeg var fra et land højt oppe mod nord, der hed Danmark. Der faldt så altid lidt af, måske en franc, en pakke cigaretter, chokolade eller andet.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1961

Ernst Christiansen var 39 år, da han blev indkaldt som armeringssoldat i 1916. I det civile var han chefredaktør på Flensborg Avis.

HVIS UTØJET IKKE VAR

1. December.

Kompagniet stiller i stjerneklart, koldt Vejr. Gruppen samles uden for Zülpich, og efter en lang, kold Ventetid marcherer vi med Musik igennem Zülpichs gammeldags Byport og Gader med Mennesker i Vinduer og Døre, ud af en anden Port, et lille Stykke ad Køln-Vejen, saa bøjer vi af til højre; naturligvis skal vi søge Omveje for at frigøre den lige Vej for andre Troppedele.

Bjergegnene ligger nu bag os, og vi drager igennem fladt, frodigt
Land med fedtede Veje. Foden bliver mere anstrengt i  Snørestøvlen, der ikke støtter Anklerne saa godt. Men det er fint Vejr, og engang imellem glider der et fornøjet Smil over Ansigtet, naar Marchens Besvær glemmes og Tanken falder paa, at nu er det snart Slut med Mørketiden.

For Resten bliver man trænet paa en saadan Marche, og hvis
Utøjet ikke var, kunde man gaa og nynne hele Vejen; men saa snart Huden bliver svedt, klør den over det hele.

Over Nemmenich marcherer vi til Wichtenich og ad en Markvej med dybt Ælte en Times Marche over et fladt Strøg til en By ved
Euskirchen, hvor vi tilbringer en længere Tid paa Gaden.

Omsider indkvarteres vi i Nabobyen Hausweiler, otte Mand i en lille Stue; men der er hyggelig varmt.

Det er en lille ny Oplevelse paa saadan en Dagsmarche at aflevere sin Oppakning og føre en Forhandling med Kompagniføreren om Brødrationen, som Køkkensergenten vil nedsætte for meget.

Kompagniføreren er fra Slesien, hvor han nok har været Tjenestemand af Mellemklassen. Folkene har skumlet over, at han endnu under Marchens første Del tømte sin Bajerflaske med Brændevin hver Dag, og at det var Soldaterraadets Pligt at vaage over, at ikke en enkelt forbrugte saa meget af, hvad alle havde Part i.

Om Aftenen søger man at vaske og rense sig saa godt som muligt. Otte Mand stuvede sammen i Halm paa Gulvet. – Søvnen kom
først i Nattens sidste Del.

Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923

Ernst Christiansen var 39 år, da han blev indkaldt som armeringssoldat i 1916. I det civile var han chefredaktør på Flensborg Avis.

Tørvejr med lidt Sol. Stuen ryddes og fejes. Jeg vasker mine Støvler og afleverer dem som ubrugelige til Kammersergenten. Pløret er trængt helt ind og har overtrukket Fødder og Strømper med en tyk Skal. Der er ingen nye Støvler at faa. Nu maa jeg gaa i Snørestøvlerne.

I en lille hyggelig Beværtning læser jeg en ny Avis ved en Kop sort Kaffe med Sukker i.

I Aften har Soldaterraadet flere Gange været hos Kompagniføreren og forlangt, at der omsider skal bages Brød; vi har nu maattet hjælpe os uden i lang Tid.

Endnu i Aften er Kompagniets Mel kørt til Bageren i en Naboby. Vor Husvært fordelte i Aften tre store Brød til otte Mand og lod koge tre store Gryder Kartofler, som uddeltes med Sovs til. Festmaaltidet sluttedes med Kaffe.

Vi sad lidt og snakkede mætte og tilfredse — der skal ikke meget til under disse Forhold —, saa bredtes Halmen igen paa Gulvet. Der er knap Plads, saa man maa ligge krumt; men jeg sover ret godt.

Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923

Ernst Christiansen var 39 år, da han blev indkaldt som armeringssoldat i 1916. I det civile var han chefredaktør på Flensborg Avis.

EN LILLE HALV TIME.

29. November.

Afmarche i Taage Kl. 10. Ud til Landevejen og øst paa over Simmerath, Strauch og Schmidt.

Vejret klarer op. Ad en Serpentinevej klatrer vi ned til Landsbyen Hasenfeld, paa hvis Skole der står: “Die kleine Welt von Hasenfeld”.
Der er smykket med Granslyngninger. Længere ned til den større By Heimbach. Ogsaa her er pyntet, og paa et Transparent,d er hænger over Vejen, staar: “Den unbesiegten Kregern”.

De trætte Mennesker løfter øjnene derop og smiler et Øjeblik. Vi skulde have været i Kvarter her; men Rømningsfristen for de forskellige Afsnit er stadig ved at udløbe, og vi skal længere.

Trætte slæber vi os videre i en tæt Taage, mens mørket falder paa.

Til sidst flere Timers hurtig Marche uden Hvil. Igennem den ene
oplyste Landsby, som vi haaber er Dagens Maal, efter den anden og ud i Mørket igen, til nye Lys vinker og skuffer. I næste Landsby spørger vi om, hvor langt der er til Juntersdorf. “Ein halbes Stündche!” svarer en frisk ung Pige, hvis Smil bærer en træt Soldat over et langt stykke Vej.

Vi marcherer en ny halv Time og kommer igennem en By. Vi spørger igen.

“Eine halbe Stunde!” siger en kedelig ung, Dame.

Min Sidemand mumler en Ed, og Karavanen fortsætter i sløvt Galgenhumør. Endelig ad en ind til en Landsby, op ad Bakke, kvartererne rummer langtfra alle. Beboerne svarer Nej naar vi spørger, om de ikke har Plads til et Par husvilde.

Der er oprørsk Stemning iblandt vore Folk. Omsider slaar jeg mig sammen med et Par andre ned i en Beværtning, saa faar vi at se, hvad der bliver af os. Men vi har været heldige! Værtens Søn har selv været i Krig, er lige kommen hjem og lover at tage sig af os. Ved Nitiden ryddes Gæstestuen, og der hentes Halm.

Jeg lægger mig paa en Bænk og sover et Stykke Tid ad Gangen.

Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923

Ernst Christiansen var 39 år, da han blev indkaldt som armeringssoldat i 1916. I det civile var han chefredaktør på Flensborg Avis.

FØR OG NU.

28. November.
Hviledag. Huppenbroich hedder den lille Eiffelby. Det er fornøjeligere at sidde hjemme og læse en Fortælling om Livet i en lille fattig Bjerglandsby, hvor Skytaagen ligger det meste af Aaret end at dvæle der som medtagen Soldat paa Marche.

Formiddagen gaar med Rengøring, Tørring, Forsøg paa at faa Utøjet udryddet. Tre Mand flytter vi hen i et lille Hus, vi har opdaget, ind i en Stue med Bord og Stole. En pæn Kone lægger Ild paa.

I Eftermidags langt Møde paa Skrivestuen; Soldaterraadet var samlet med Kantinekommissionen og Stabssergenten.
Jeg morer mig over Forskellen paa før og nu.

Naar man tidligere kom paa Skrivestuen, kunde man faa Lov til at staa nogen Tid ved Døren, indtil det behagede en af Skriverne at spørge om ens Ærinde. Nu kommer Stabssergenten springende og byder en en Stol og en Cigar, og man bænkes rigtig hyggeligt. Vi vedtager, at de opsparede Kantinepenge skal udbetales til Mandskabet. Det sker samme Aften i Skolen.

Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923

Den 28. november 1918 tilstiller den danske udenrigsmini­ster Erik Scavenius de allieredes gesandter i København føl­gende note :

Ved den i genpart vedlagte resolution vedtaget af vælgerfor­eningen for Nordslesvig — de danske slesvigeres politiske or­ganisation — på et møde i Aabenraa den 17. november d. å., har den danske befolkning i Slesvig givet udtryk for sin opfat­telse af gennemførelsen af sin inderlig ønskede genforening med det gamle fædreland i overensstemmelse med princippet om folkenes selvbestemmelsesret.

På de danske slesvigeres vegne har den deputerede Hanssen, der repræsenterer Nord­slesvig i den tyske rigsdag, dernæst overrakt den danske rege­ring denne resolution med anmodning om ved en henvendelse til de allierede at foretage de skridt, der er nødvendige, for at den danske befolkning i Nordslesvig under forhandlingerne om verdensfreden kan få sine nationale rettigheder anerkendt.

Imødekommende denne anmodning har jeg den ære at bede Dem om at ville sætte Deres regering i kundskab derom og lade den tilgå følgende meddelelse, der samtidig gives Deres kolleger for [henholdsvis De forenede Stater, Frankrig, Italien og Storbritannien.]

Besjælet af en fuldkommen tillid til den sympati, som de forenede regeringer altid har lagt for dagen overfor en retfær­dig løsning af det nordslesvigske spørgsmål, tillader den dan­ske regering sig nu at forelægge det for dem.

Den danske regering tør udtrykke den sikre forhåbning, at løsningen sker i den ånd, der har dikteret den omtalte resolution og den af den danske rigsdag den 23. oktober vedtagne resolution . . .

Ernst Christiansen var 39 år, da han blev indkaldt som armeringssoldat i 1916. I det civile var han chefredaktør på Flensborg Avis.

I EIFFELTAAGE.
Den 27. November.

Stillet op kl. 9 Morgen i Taage og Søle. Nordpaa over Troppeøvelses-pladsen, der er en stor Naturpark. Bjergbanker svømmer i et Taagehav. Vejen er opkørt af tusinder af Vognhjul, og nogle Steder ligger to-tre døde heste sammen ved siden af vejen. I den store landsby Kalterberg flages der, vel for Freden.

Det begynder at regne stærkt, da vi ad snoet bjergvej arbejder os ned mod Købstaden Montjoie.

Et vidunderligt Bjerglandskab, en skummende Elv, granbevoksede Skrænter, nøgne Klipper hist og her.

Desværre er store Arealer Granskov huggede ned for Fode, og en del af de nøgne, røde Stammer ligger endnu spredte ned ad den blottede Skrænt. Skovene har nok mattet holde for i den sidste Krigstid.

Med Regndryp fra Huen klaprer vi igennem den lille Købstads snævre Gader.

Der ses nogle nysgerrige i Vinduerne, høres et enkelt Tilraab, ellers intet.

Et Sted uddeleles nogle Brød til de Soldater, der tilfældigt snurrer dem. Arbejderskerne i et Væveri vinker farvel.

Opad igen ad en Serpentinevej under idelige Standsninger. Gruppe A er igen i Vejen. Oven for Stigningen Ærtesuppe paa en Mark i Regn.

Langsommeligt videre. I Imgenbroich et Par Øl i en Kro under en lille Standsning for at slukke den ulidelige Ærte-Tørst, saa bøjer vi af med Køln-Vejen

Det er blevet tæt kold Bjergtaage, den rene Havgus. Lidt efter begynder den at flagre, og det bliver til Regn. Vi kommer kun langsomt frem og traver til sidst ved Siden af Vognene fra A-Gruppen.

De i mange Dage gennemblødte Støvler, som har holdt udmærket i to Aar — passede med Omhu, som saa betydningsfulde Redskaber har Krav paa, kan nu snart ikke mere og begynder at gnave.

Mørket falder tidlig paa. Pludselig Raab om, at Kompagniet er bøjet af til højre for Kolonnen. Mørkemarche ad en slem Vej, nogle Steder igennem det blanke Vand.

Endelig, endelig dukker Huse op. Der er kun faa Kvarterer. 80 Mand skal anbringes et Sted. 14 Mand skal vi videre, ad en sølet Vej, over Marker – “Optaget” – og tilbage igen til de 80. Men da nogle af os skal have Vagt, beordres vi til Kroen, hvor vor Gulashkanon er opstillet, og lægger os i vaad Halm paa Gulvet i en Stue ovenpaa.

Kan ikke tage Støvlerne af, der er fulde af Vand, skraber det værste Snavs af og staar lidt ved Ovnen nede, indtil mit Vagthold begynder. Tiden gaar dog hurtigt, saa redt et Leje og prøvet at sove. Dog kun blundet kort nogle Gange. Alt er vaadt, Halmen sammenklasket og haard, Huden forbidt af Utøj.

Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923

Ernst Christiansen var 39 år, da han blev indkaldt som armeringssoldat i 1916. I det civile var han chefredaktør på Flensborg Avis.

Stiller i Bælgmørke. Mit Korporalskab inddeles til at følge Bagagen. Pakker mit Tøj op paa et svimlende Læs. Det varer en evig Tid, inden hele den lange Kolonne er rangeret. Taage og Kulde,

Vejen dækket af flere Tommer dybt Pladder. Igennem Landsbyen Sart og i mange Timer op ad Bakke.

Vi skal jo over “Hohe Venn”. Vejen gaar forbi enkelte Huse, men for det meste igennem ensomme Egne med vidtstrakte Granplantninger. Vi veed ikke, hvor den tyske Grænse er, men antager omsider, at vi er over den.

Tilbagemarchen foregaar ikke med Hurra som Tyskernes Fremmarche. Gaar endnu i flere Timer. Hestene foran den efterfølgende  Vogn maser altid lige op ad vor, saa vi maa ud til Siden i Moradset. Pakker og Kasser falder af Vognen. Vi maa i Løb samle dem op af Æltet og stuve dem op igen. Bliver til sidst trætte og vaade og kolde. Fingrene vil ikke blive varme i Lommen.

Henad Morgen omsider en lang Pavse; men vi faar ingen Kaffe. Min Tornyster er falden af flere Gange og overtrukken med Snavs, gider ikke røre den. Paa Støvler og Bukser en tyk Kage.

Videre, men med idelige Standsninger, Højmoseegn.

Vi faar en Mistanke om, at vi har gjort en stor Omvej med Vognene. Jo, nu bøjer vi om et skarpt Hjørne med en Vejviser og ser paa Kortet. Vi er ganske rigtigt gaaet lige mod Nord og bøjer nu tilbage i spids Vinkel.

En lang Tur ned ad Bakke i bundløst Pladder. Det varer en evig Tid, inden vi i disse ugæstmilde Bjergegne møder de første Mennesker paa tysk Grund. Senere naar vi den store Landsbyen Sourbrodt med høje straatækte Huse. Paa Posthuset er Ordet “Kaiserlich” overklæbet.

Men vi skal videre.

De stakkels Heste faar intet hele Vejen, alle Forraad er slupne op, og de er Skind og Ben. Med korte Mellemrum ligger Hestekroppe ved Siden af Vejen. De har aset sig til Døde, er faldne foran Vognene. Et Skud eller et Stik, og Kadaveret væltes ned i Grøften.

Henad 1 Middag naar vi den store Øvelsesplads Eisenborn. Der er ingen Plads mere i Barakkerne.

Slæber om med min vaade og sølede Bagage. Endelig fundet et Sengestillads uden Halmsæk, spist, paa Jagt i de andre Barakker efter en Halmsæk, renset Tøj og Støvler lidt. Ingen Appetit, sløj.

I Seng halvseks, sovet til hen paa Natten, frosset for Resten.

Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923