Den 14. januar 1919 tilstiller udenrigsministeren den danske gesandt i Paris, kammerherre Bernhoft en instruktion, hvori det bl. a. hedder:

For Danmark er det nordslesvigske spørgsmål udelukkende et nationalt spørgsmål. Den danske nation håber og længes efter, at alle, der taler og føler dansk, forenes i kongeriget Danmark, men en anden interesse end den nationale knytter sig ikke til dette spørgsmål, idet Danmarks styrke som stat ikke forøges ved besiddelsen af en større del af Slesvig end den, hvor befolkningen virkelig ønsker at slutte sig til Danmark, medens en sådan større besiddelse vil skabe Danmark store politiske og administrative vanskeligheder.

Det skal lige nævnes, at medens enkelte danske ud fra et historisk synspunkt ønsker Slesvig til Danevirke, nogle få endog til Ejderen, så har ingen røst i Danmark hævet sig for, at Danmark skulle påtage sig nogen opgave med hensyn til Kieler kanalen …

Opgaven, som Danmarks repræsentant ved fredskonferencen vil have at virke for, er derfor en gennemførelse af de af den danske befolkning i Slesvig fremsatte krav, således at spørgsmålet på grundlag af folkenes selvbestemmelsesret bliver løst i overensstemmelse med de nationale linier, og at en afstemning i Slesvig finder Sted i overensstemmelse hermed.

Med hensyn til afstemningen er det blevet sagt, at de allierede ikke skulle ønske en sådan. Den danske regering må imidlertid i overensstemmelse med de danske i Slesvig være af den opfattelse, at en afstemning vil skabe det sikreste grundlag for genforeningens uangribelighed i fremtiden.

I overensstemmelse med Aabenraa-resolutionen, hvis enkelte punkter vil være Dem bekendt, anser man det for det rigtigste, at det nordslesvigske spørgsmål løses på den måde, „at Nordslesvig opfattes som en helhed, hvis befolkning ved at stemme med ja eller nej tilkendegiver, om den vil genforenes med Danmark” .. .

Derimod vil i Mellemslesvig en retfærdig afgørelse kun kunne ventes efter en distriktvis afstemning i overensstemmelse med Aabenraa-resolutionens punkt 5.

Skulle det mod forventning vise sig, at de allierede magter ikke vil gå med til en afstemning, må den danske regering holde for, at den i Aabenraa-resolutionens punkt 2 omtalte grænse lægges til grund ved spørgsmålets afgørelse, idet man ikke nærer betænkelighed ved, at den nord for denne grænse liggende del af Slesvig tilfalder Danmark uden afstemning.

I Aabenraa-resolutionens punkt 5 udtales, at det betragtes som en selvfølge, „at de tilstødende distrikter i Mellemslesvig, som rejser kravet, har ret til ved en særskilt afstemning at tilkendegive, om de ønsker at komme tilbage til Danmark.” Såfremt de allierede magter imidlertid også for disse distrikters vedkommende måtte modsætte sig en afstemning, mener man dog at kunne modtage de enkelte sogne sønden for grænsen, der utvivlsomt har et dansktalende flertal, selv om dette ikke er så nationalt vågent som i Nordslesvig . ..

Anderledes stiller forholdet sig derimod med hensyn til Flensborg og dens nærmeste omegn. Man vil ikke kunne gå med til, at disse distrikter forenes med Danmark uden en udtrykkelig tilkendegivelse i så henseende ved en fri afstemning, idet de utvivlsomt har en overvejende tysk befolkning. Petitionen fra Flensborg by er underskrevet af 3401 mænd og kvinder over 20 år. Disse aldersklasser må regnes i deres helhed at omfatte 40.000 mennesker.

I den senere tid er også spørgsmålet om afstemningens frihed blevet brændende, idet man fra slesvigske kredse erfarer, at det fra tysk side søges hindret, at dansk sindelag manifesterer sig. Der er derfor anledning til at undersøge, hvorledes friheden til afstemningen kan sikres såvel i Nordslesvig som navnlig i de dansktalende dele af Mellemslesvig og i Flensborg.

Når man har nævnt militær besættelse af disse egne enten fra ententens side eller fra neutral (skandinavisk) eller fra dansk side, nærer den danske regering store betænkeligheder herved af hensyn til konsekvenserne, ligesom der fra tysk side eventuelt senere i så tilfælde kunne blive rejst den indvending, at afstemningen var foregaaet under et tryk. Det forekommer derfor den danske regering, og den mener derved at være i overensstemmelse med de danske slesvigeres opfattelse, at de distrikter i Slesvig, hvor afstemningen skal finde sted, forinden afstemningen evakueres af den tyske militærmagt, og at der for at overvåge, at en for begge nationer retfærdig afstemning kan finde sted, indsættes en blandet kommission bestående af danske og tyske med en svensk eller norsk opmand. . .

Det skal endnu fremhæves, at det af hensyn til den udvikling, der under de nuværende forhold kan befrygtes i Slesvig, må anses for overordentlig ønskeligt, hvis sagens afgørelse kunne fremskyndes så meget som muligt.

Søren Larsen-Kjær fra Skodborg tilhørte 3. Landstormsbatl. Ved årsskiftet 1918/1919 var hans enhed på vej hjem fra Ukraine. Den 3. januar 1919 forlod hans tog banegården i Kiev på en farefuld færd mod vest.

Om Aftenen standsede Toget i Fyrstenvälde, saa var vi nær ved Berlin, som vi dog ikke fik Lov til at anløbe, da det var i de Dage, at Liebknechtaffæren udspilledes.

Det saa ud til, at vi kunde komme til at holde stille i nogle Dage, men vor Stabslæge hjalp os; han sagde, at Tilstanden var saaledes blandt Mand­skabet, at vi straks maatte befordres til vort Bestemmelsessted. Det hjalp, og vi maatte saa rejse over Frankfurt a. d. Oder. Og det gik hurtigt.

Søren Larsen-Kjær: Erindringer fra Verdenskrigen (1923)

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

Til Valsbøl. Et Møde i Kroen afbrydes.

Smukt Privatmøde i Lorens Jepsens gamle Stuer. Mange Haandtryk.

Lorens Jepsens bitre Brev fra Fangenskabet: “Har vi da ikke kæmpet og lidt – maaske mere, end nogen aner. — Saa flytter vi, skriver du, ja, under andre Forhold skulde det faldet mig let, men bo i Danmark, nu det forskyder os. Nej!”

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

A. Grau tilbage fra en Københavnsrejse, ser mørkt; nødvendigt samle sig om Flensborg, lade andet fare.

Eftermiddag vellykket Møde i Padborg trods den kolde Sal. Mærkeligt at staa der, efter at Clausen-Linjen er proklameret. Faar vedtaget en Udtalelse, som rækker Haanden over den.

Kører derfra til Møde i Ellund. Andr. Lorenzen leder. Spektakler og Haandgribeligheder. Det danske Flertal passivt. Får min Tale paa Plattysk fuldført.

Kloppenborg, der taler Dansk, afbrydes ved Stormen mod Talerstolen.

Foredragsholdeme gaar langsomt ud, uanfægtede trods truende Næver.

Et Par danske Tilhørere overfaldes. Danskerne burde have sluttet
Kreds om os.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

Til Møde i Nyskovkro. Glad ved at se gamle Kampfæller fra Egnen.

Mere stilfærdigt Møde og mere dansk trods tyske Sprog.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Chresten J. Fauerholm, Blans Østermark, deltog i Første Verdenskrig. Han blev indsat på vestfronten i 1918 i Infanterie-Regiment 397, 2. MGK (Maskingeværkompagni).

Da våbenhvilen var en kendsgerning, gik vi tilbage, og samme aften tog vi toget med vogne og heste, geværer, køkken og proviant o. s. v.

Næste morgen var vi i det fransksindede Lothringen, hvor vi ikke blev velvilligt modtaget. Modviljen var så stor, at vi i de tre dage gennem Lothringen stadig måtte sætte vagtposter ud med ladte geværer. Der blev skumlet i krogene, men den fjerde dag nåede vi ind i Rhinlandet, hvor forholdene var mere venlige.

Nu gik det gennem det smukke Saarområde og det idylliske Saarbrücken op til Worms. Den 14. var vi nået et stykke ind i Baden. Juleaftensdag var vi kun nået 150 kilometer frem. På grund af afleveringen af jernbanemateriel var der ingen toggang mulig.

Den 11. november var alt mandskab fra årgangene 1895 og ældre vendt hjem, mens de øvrige havde beholdt ansvaret for heste og materiellet, men til juleaften ville alle hjem.

Berlinerne truede med at forlade transporten. Transportkommandanten fik dog frem-tryllet et stort lokomotiv, og i løbet af tre timer kom vi over Halle til Lehrter banegård i Berlin. Banegården var besat af brøsige revolutionære marinere. De forlangte aflevering af våben og materiel og fjernelse af alt, hvad der hed distinktioner og kokarder. Der forhand-ledes i fire timer, inden vi blev frigivet.

Vi ankom anden juledag i en forrygende snestorm til vor garnison, og det var med bange anelser, som dog forsvandt med hjulenes rullen ud af banegården.

Den 2. januar 1919 blev vi indrulleret, og den 10. kunne vor årgang rejse hjem med ordnede papirer i lommen. Forinden havde vi solgt heste og vogne på auktion, hvor vi soldater havde haft forkøbsret, men vi havde ingen chancer for at få det købte med os hjem

DSK-årbøger 1972

Senest ændret den 9. august 2019 11:06

Statskommissær for Provinsen Slesvig-Holsten, Dr. Adolf Koster, Flensborg , udsendte o. 10. Jan. 1920 følgende Opraab til Befolkningen i det slesvigske Afstemningsomraade :

Den tyske Regering har truffet følgende Aftale med den internationale Kommission for

Slesvig: Afstemningsomraadet danner en selvstændig økonomisk Enhed, d. v. s. alle Landbrugsprodukter i Afstemningsomraadet er
først og fremmest bestemte til dets egen Befolkning. Imod, at der derfra leveres et Overskud paa Kød og Smør til den øvrige Del af Slesvig-Holsten, forpligter den tyske Regering sig til at levere tilsvarende Mængder af Kul, Byggematerialer og andre ubetinget nødvendige Industriprodukter.

Ernæringsspørgsmaalet ordnes i Afstemningsomraadet af en paritetisk tysk-dansk Komité, som arbejder under den internationale Kommissions Kontrol; ved Siden af denne Komité staar som tilforordnet Ernæringsraad en Række Mænd, som paritetisk stammer fra alle Afstemningsomraadets Kredse.

Jeg henviser til denne nye Ordning, som allerede træder i Kraft før
Afstemningen, med den indtrængende Bøn til Landmændene om mere, end det hidtil er sket, at efterkomme deres Afleveringspligter, som vedvarer ogsaa i Afstemningstiden under den internationale Kommissions Autoritet.

Afleveringen er en Pligt ikke blot efter Loven, men ogsaa for hele Befolkningens Vel i Afstemningsomraadet. Dersom et Sammenbrud af Brødforsyningen skal undgaas, er det absolut nødvendigt, at de Kredse, som producerer Brødkorn, afleverer deres Overskud til Flensborg By og til andre Egne i Afstemningsomraadet, som trænger til det.

Flensborg By staar foran Hungersnød, dersom de nordlige Kredse ikke straks beslutter sig til at aflevere deres Overskud af Kartofler og Brødkorn.

Den paritetisk sammensatte Ernæringskomité garanterer  Befolkningen for, at der ikke sker andet med de afleverede Produkter, end hvad der ligger i Afstemningsomraadets Befolknings Interesse.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

l Charabanc til et af Mellemslesvigsk Udvalg indvarslet Møde i Oversø. Lorens Büchert i sort Frakke med Jernkors er en udmærket Ordstyrer.

Læreren prøver at lave Spektakler. Tilbagevises energisk.

Kloppenborg og Tage Jessen taler. Alt i alt trods overvejende tysk Forsamling Sejr for os, men paa Hjemvejen noget trykket af, at det første Møde paa Landet, jeg er med til, ikke er bedre, at den danske Befolkning ikke gør sig stærkere gældende. Mange har slet ikke turdet møde.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

Kloppenborg kommer med Aftentoget til Flensborg.

Hen paa Aftenen til stærkt besøgt “Ydun-Møde” (den selskabelige
Forening “Ydun” holdt i 1919 en Række nationale Møder). Nævner ved Kaffebordet vor dobbelte Front, vore Venner nordpaa, Kloppenborgs Askov-Tale; nu kommer han for at hjælpe. KIoppenborg stadfæster dette, glad for Røret hernede, understreger dog Selvbestemmelsesretten.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Af Rigsdagspartiernes politiske Forhandlingsudvalgs Protokol.

Møde 9. Jan. 1919:

Det konservative Folkeparti ønskede at stille Ministeriet følgende Spørgsmaal:

1. Agter Regeringen at tage Skridt til at sende en Delegation til Paris, som kan være til Stede under de præliminære Fredsforhandlinger, og som rummer alsidig Indsigt, saavel politisk som økonomisk? Delegationen vil da være til Stede, naar Afgørelse træffes om Spørgsmaal, der berører Danmarks politiske og økonomiske Interesser.

2. Kan den danske Regering muliggøre en Forsyning med Levneds- Midler til den danske Del af Sønderjylland?

3. Kan den danske Regering foretage sig noget for at hindre en Udplyndring af Ejendommene i den danske Del af Sønderjylland?

4. Hvordan er Pasforholdene i Øjeblikket ved Grænsen?

Udenrigsministeren besvarede de stillede Spørgsmaal:

ad 1. Den i et foregaaende Møde omtalte Beretning fra Gesandtskabet i Paris angaaende Fremgangsmaaden paa Fredskonferencen var ikke klar. Imidlertid er der nu indløbet Meddelelse fra Gesandten . ‘Man forudsætter fra fransk Side, at Gesandten leder Arbejdet; men man kan næppe forsyne en paa det sønderjydske Spørgsmaal særlig sagkyndig Afsending med Instruktion. Det vilde Gesandten ikke kunne være tjen t med. Udenrigsministeren har telegraferet til Gesandten, at den danske Regering agter at lade sig repræsentere ved Gesandten og vil meddele ham de fornødne Instruktioner i dette Øjemed samt at give ham til Medhjælp en særlig Sagkyndig, forsynet med Kort o. s. v., hvilken Sagkyndig vil kunne afrejse snarest muligt. Man har anmodet Gesandten om at udtale sin Mening herom.

Det er det heldigste, at det bliver Gesandten, som fører Forhandlingerne. Han er bedst egnet dertil. Men det er naturligt, at der gives ham den bedst mulige Sagkundskab til Hjælp, selv om vedkommende ikke personlig træder frem i Forhandlingerne.
Det er ikke paakrævet at sende en Delegation nu. Vi maa indrette os, eftersom Spørgsmaalene frembyder sig, m. H. t. sagkyndig Bistand.

For øvrigt forekommer det ejendommeligt, at man nu kan anbefale, at der føres Forhandlinger mellem neutrale og Magter, mod hvem Krav fremsættes. Man kan næppe tænke sig, at Danmark henvises til at forhandle med Tyskland angaaende Sønderjylland.

N. Neergaard: Hvem har Ministeren tænkt sig at sende Gesandten til Hjælp som Sagkyndig i det sønderjyske Spørgsmaal?

Udenrigsministeren har tænkt at sende Magister H. V. Clausen som særlig Sagkyndig paa Nationalitets- og Sprogomraadet.

N. Neergaard: Clausens Sagkundskab er ubestridelig. Men der er delte Meninger i det sønderjydske Spørgsmaal.

Udenrigsministeren: Den Forskel i Meninger skal vi ikke have frem i Paris. Instrukserne skal Gesandten have, men han maa have en Sagkyndig at henvende sig til. Forøvrigt er der næppe saa stor Uenighed i det sønderjydske Spørgsmaal, som der siges. ad 2. og 3.

Udenrigsministeren: Det første af disse Spørgsmaal har vi selv Afgørelsen af, men det andet angaar en Indblanding fra vor Side, som næppe er berettiget. For øvrigt lader det til, at de to Spørgsmaal spiller en større Rolle her end i Sønderjylland. Det er ikke til at se, hvad vi kan gøre overfor Rekvisitionerne. Sønderjyderne selv holder sig tilbage. Det var maaske det rigtigste at vente, til Spørgsmaalene rejses fra Sønderjylland. Det er let nok at skrive Artikler i Bladene. Vi kan nok afvente Begivenhedernes Gang.

Franz von Jessen, 1937, II.

Det danske udenrigsministerium sendte den 8. januar nedenstående telegram, til Gesandten i Paris, Bernhoft:

Den danske Regering er meget taknemlig for de i Deres Telegram indeholdte Oplysninger, der særlig gaar ud paa, at det er at forudsætte, at en Person, repræsenterende den kgl. Regering vil blive tilkaldt til Behandling af Spørgsmaalet.

Den danske Regering har under disse Omstændigheder til Hensigt at lade sig repræsentere af Dem og at give Dem de nødvendige Instruktioner i saa Henseende. Den vil tilforordne Dem en sagkyndig, forsynet med Materiale, Kort etc., der vil kunne afrejse i en nær Fremtid. De bedes snarest muligt udtale Dem om denne Ordning.

Franz von Jessen, 1937, II.

Den særligt sagkyndige, der omtales som Bernhofts tilforordnede, blev magister H.V. Clausen.

Peter Madsen fra Ullerup gjorde krigstjeneste i Infanterie-Regiment Nr. 162. Han har ligget på lazaret siden marts, men blev udskrevet til garnisonen i oktober. Nu venter han bare på hjemsendelsen.

Den 8. januar 1919
I dag skete der endelig noget spændende. Alle soldater her fra Lübeck blev taget i ed af soldaterrådet.

Det er en mærkelig fornemmelse at skulle sværge, når man ved, at dem man sværger troskab, er religionsfornægtere. Men soldaterrådene føler sig nok mere sikre, når mandskabet er taget i ed.

Det hele var nu meget primitivt. Vi blev stillet op i en stor firkant på
sportspladsen, og derefter kom der en bil susende med nogle medlemmer fra soldaterrådet sammen med borgmesteren og en anden fin herre.

Borgmesteren og den fine herre så lidt blegnæbbet og forfjamsket ud.

Én af de herrer fra soldaterrådet holdt en kort tale, og så skulle vi
sværge troskab.Han måtte gentage eden 2 gange, inden der var nogen, der sagde den efter, og der var kun få stemmer at høre.

Jeg var også stille. En del af os mente, at det nok var bedst ikke at
forpligte sig til noget.

Harald Alnor: Dagbog. “En ung sønderjyde fortæller om begivenheder i Første Verdenskrig 1914-1918 på Vestfronten.”

Søren Larsen-Kjær fra Skodborg tilhørte 3. Landstormsbatl. Ved årsskiftet 1918/1919 var hans enhed på vej hjem fra Ukraine. Den 3. januar 1919 forlod hans tog banegården i Kiev på en farefuld færd mod vest.

I Allenstein begravede vi vore døde. Me­ningen var at tage dem med til Hamborg, men under de givne Forhold lod det sig ikke gøre. Det gjorde jo ogsaa lige meget, hvor de kom til at hvile.

Strasborgerne skilte sig fra os i Østprøjsen, og endelig kom der Meddelelse om, at Po­lakkerne var slaaet ud af Schneidemyhl, og snart naaede vi saa til denne By, hvor vi af­leverede vore skarpe Patroner, som vi ikke længere havde Brug for. Vel hørte vi Skyd­ning ikke langt borte fra os, men det var vi vant til, og det gjorde ikke stort Indtryk paa os.

Søren Larsen-Kjær: Erindringer fra Verdenskrigen (1923)

Sønderjyden Jens Heise fra Sydals forsøgte at desertere i efteråret 1917, men det mislykkedes. I stedet tilbragte han det følgende halvandet år skjult hjemme på sit eget loft.

Det er denne historie, der har inspireret til Karsten Skovs roman “Knacker”, der igen har været forlæg for filmen “I krig og kærlighed.” Nedenfor er den gengivet i N. Petersen-Paulis anonymiserede version fra 1921.

En Arbejdsmand fra den sydlige Del af Als havde været Soldat i henved 3 Aar, blev saaret og kom paa et Hospital. Senere kom han til et Rekreationskompagni i Flensborg for at samle Kræfter og skulde nogen Tid efter med en Transport sydpaa.

Da han imidlertid syntes, at det kunde være nok med denne Transporteren til Fronten, skrev han i et Brev til sin Hustru, at han er deserteret til Kolding, men gaar den følgende Nat over Sundeved og Sydals til sit Hjem, som han naaede i Morgenstunden, meget træt og udmattet efter den 8 Mils lange Vandring.

Efter at være blevet styrket lægger han sig til Hvile, og da hans Brev fra Flensborg ankom om Eftermiddagen, maatte Konen bringe det hen til Kommuneforstanderen. Skønt det kunde læses i Brevet sort paa hvidt, at han var flygtet, blev der for en Sikkerheds Skyld foretaget en Husundersøgelse, uden at der fandtes noget mistænkeligt.

Manden holdt sig skjult og blev hjemme i 10 Maaneder; men da der stadig ikke var Udsigt til Krigens snarlige Afslutning, besluttede han at desertere rigtig.

Paa en Nattevandring langs med Stranden finder han en Baad et godt Stykke mod Vest og slæber den hen til det Sted, hvorfra han agter at starte den følgende Aften, da Tiden den Nat var for fremskreden til, at han kunde naa over Havet. For at Vagten ikke skal mærke noget mistænke­ligt den følgende Dag, sænker han Baaden til Bunds tæt ved Stranden; men uheldigvis blev Vandstanden meget lav, saa at en Del kom til Syne over Vandfladen.

Sol­daten [dvs. strandvagten, RR] blev den vaer og er snart klar over, at der var noget misligt ved den Baad. Han gjorde Anmeldelse; Sagen blev nærmere undersøgt og de nødvendige Forholdsregler truffet.

Arbejdsmanden véd ikke noget om alt det, der er foregaaet ved Stranden, og gaar derfor om Aftenen, efter at have taget Afsked med Kone og Børn, ned til Baaden.

Men her springer uventet to Gendarmer frem fra et Skjul og griber fat i ham. De spørger efter hans Navn, som han angiver, og den ene Gendarm udbryder fornøjet: „Her har vi gjort en god Fangst!”

Aa ja, Synderen var vel for­varet. De to Helte snakker og brovter og er godt til Pas. Nu gælder det om at faa deres Bytte bjerget, og det er jo en let Sag for to velbevæbnede Herrer. For at være mere smidige, hvis det skulde komme til Haandgemæng, havde de aflagt deres Mantler et lille Stykke borte, vel ca. 20 Meter. Da den ene gaar hen for at hente disse, passer den anden paa Forbryderen.

Der gaar ligesom en elektrisk Strøm gennem den arresterede. Overmagten er mindre; et gunstigt Moment. Som tænkt, saa handlet. Gendarmen fik et saa kraftigt Stød, at han trimler tilbage i en Torne­busk, og Manden suser af Sted. Da Gendarmen er kom­met til sig selv efter at have gispet nogle Sekunder, raaber han til sin Kammerat: Hjælp!

Denne kommer hurtigt, og skønt Flygtningen ikke er langt borte, glemte de to prøj­siske Gendarmer i deres Forfippelse at raabe Holdt og at skyde.

Den undvegne løb sporenstregs til sit Hjem, fortalte Konen det passerede og forsvinder derpaa skyndsomt.  Hun venter Gendarmerne samme Nat for at foretage Husundersøgelse; men de kom, mærkeligt nok, først to Dage senere, efter at de har foretaget Undersøgelser paa Halv­øen Kegnæs, hvorfra nogle unge skulde give Møde ved Militæret. Antagelig har de troet, at det var en af disse, som opgav falsk Navn ved Stranden.

Gendarmen spurgte Konen, hvor Manden var. Vistnok i Kolding, var Svaret. „De lyver; De maa sige Sandheden, ellers bliver de straf­fet.” Men hun blev ved sit. Ved Bortgangen opfordrede han hende til at melde, naar Manden kom hjem. Jo, det skulde hun selvfølgelig nok.

Arbejsmanden havde søgt Tilflugt i et ubenyttet Ma­skinhus, en lille halv Mil fra Hjemmet, og hans Bror, som havde Nøglen, bragte ham Mad.

Fem Dage efter Episoden tog han hjem. De fik en Seng opsat paa Loftet, hvor han sov om Natten, og han fik lavet en usynlig Luge gennem Skillevæggen til Naboens Loft, hvorigennem han i Til­fælde af Husundersøgelse ved Nattetider kunde und­slippe.

Om Dagen, naar Konen gik paa Arbejde, opholdt han sig inde i Stuerne bag aflaaset Dør og nedrullede Gardiner. Gendarmen kom nogle Gange og bankede paa, men maatte gaa igen, mens den eftersøgte gennem en Spalte ved Gardinet smilede ad Lovens Haandhæver.

Gen­darmen spurgte ud hos Naboerne; men ingen havde set det mindste til ham.

Desertøren foretog Spasereture ved Nattetider paa de ubefærdede Engstrøg sydøst for Byen, saa Naboerne faktisk var uvidende om, at han var hjemme.

Saaledes forløb 8 Maaneder efter hin Aften ved Stran­den. Han havde nu holdt sig hjemme i 1½ Aar.

Den 8. Januar 1919 var der Fødselsdagsfest hos hans gamle Mor, i hvilken Anledning der var forsamlet nogle Slægt­ninge og Venner. „Desertøren” tog med derhen, og der var stor Glæde over, at han lykkelig var vendt tilbage fra Danmark; men de syntes — at han var blevet lidt bleg.

N. Petersen-Pauli: Sønderjyske Rømningsmænd (1921)

Deutsche Allg. Zeit. (Berlin) indeholdt 7. Jan. 1919 følgende officiøse Meddelelse:

Til Beroligelse i Nordslesvig

De tyske Nordslesvigere har i betydningsfulde nationale Tilkendegivelser givet Udtryk for deres Troskab mod Riget. Navnlig har Byen Flensborgs Befolkning bekendt sig til en varm og stærk solidarisk Bevidsthed med det tyske Folk i fire store Forsamlinger den 16. December.

I de Resolutioner, som blev vedtagne, udtales en lidenskabelig Protest mod Nordslesvigs Afstaaelse.

I denne Protest savner vi imidlertid den klare Indsigt i de Grundsætninger, som den ny Rigsregering vil lægge til Grund for sin Udenrigspolitik.

Ved at Wilsons Punkter er blevne udvidede til at omfatte det tysk-danske Spørgsmaal i Nordslesvig, har Regeringen anerkendt Selvbestemmelsesretten for de nordlige Distrikter i Hertugdømmet Slesvig med Hensyn til deres yderligere Tilhørsforhold til den tyske Republik. Den er villig til paa den mest loyale Maade at give disse Befolkningsdele denne Afstemning. Dermed bliver en Berigtigelse af den hidtilværende Statsgrænse sandsynlig.

I hvilket Omfang denne Afstaaelse vil ske, ligger i Hovedsagen i Nordslesvigernes egen Haand; ved deres Stemmeseddel skal de give Udtryk for deres Troskab overfor Riget.

Saa berettiget det altsaa derefter er, at en i et saa overvejende tysk Omraade liggende By som Flensborg værger sig mod at indlemmes i en national- fremmed Stat, hvilket offentligt kræves her og dér i den danske og rigsdanske Presse, saa overraskende maatte det virke, hvis vi vilde knytte den dansksindede Befolknings Selvbestemmelsesret i Nordslesvig til et Votum for hele Hertugdømmet Slesvig. Kravet om at skaffe et Flertal ved Hjælp af den i Tal stærkere sydligere Del af Provinsen maatte virke som et uoprigtigt politisk Kneb, mens Rigsregeringen paa en ærlig og loyal Maade vil gennemføre den fri Selvbestemmelsesrets Princip. Kun en saadan retlinjet Politik kan sikre den tyske Helheds Ret til Liv, Arbejde og Fred.

Derhos kan det muligvis blive nødvendigt at skabe Ændringer, som paa en vægtig Maade tager Sigte paa de paagældende forreste Poster for Tyskheden, da gamle historiske Grænser og økonomiske Forbindelser rives over. Men ogsaa ved saadanne Ofre kan den tyske Helheds Liv og Lykke nydannes og sikres.

Det tyske Folk som Helhed afviser Tanken om paany at se opstaa et Arnested for Kulde og Stridigheder ved sine Nordgrænser. Ene og alene lige Linier uden Forbehold og Tvetydigheder skal sikre det gode og venlige Forhold til det skandinaviske Norden, hvilket de skiftende Regeringer vil gøre sig mere og mere Umage for at fremme.

Gennem mange Aarhundreder har Tyskerne indtil den Dag i Dag vidst at værne om deres Folkeejendommelighed paa Krim, i Ukraine og andre Steder. Nordslesvigerne vil vel ikke selv gælde for mindre betydelige, og de vil vel nok føle saa megen Kraft i sig, at de yderligere hævder og plejer deres Tyskhed, ikke som Irredentister, men som loyale tyske Kommuner i Udlandet, navnlig da den tyske Hjemstavn trods den politiske Streg gennem Kortet vedbliver at være dem saa nær og ikke vil glemme dem. I Særdeleshed da der ogsaa vil blive Lejlighed til — paa lignende Maade som overfor de Dansksindede, der bliver tilbage Syd for Grænsen — ved Fredstraktaten at give dem enhver Sikkerhed med Hensyn til Sæder, Sprog og Kultur.

Det er ved de paagældende Regeringers gode Vilje en Selvfølge, at økonomisk Skade ved, at gamle Baand sønderrives, saa vidt muligt undgaas, henholdsvis mildnes, ved Skadeserstatning ved Overgangen. Vedrørende Grænseberigtigelsens virkelige Omfang paa Grundlag af Folkeafstemningsprincipet er dermed intet anticiperet.

Et Blik paa Kortet er tilstrækkeligt til paa Forhaand at se Resultatet for bestemte Distrikter. I disse Omraader kan de tyske Mindretal allerede nu sjæleligt forberede sig paa Overgangen — ikke ved fejgt at forsage eller ved at gaa over, men ved stærkt Sammenhold og ved loyalt økonomisk at indrette sig med et skiftende Forhold for Øje. I andre Omraader er Resultatet af Selvbestemmelsesprincipet, der skal anvendes, endnu den Dag i Dag højst tvivlsomt. Her hedder det: »Alle Mand paa Dæk!«

For alle Tyskere i Nordslesvig er den afgørende Time slaaet til at bekende deres Troskab overfor Riget.

Franz von Jessen, 1937, II.

Søren Larsen-Kjær fra Skodborg tilhørte 3. Landstormsbatl. Ved årsskiftet 1918/1919 var hans enhed på vej hjem fra Ukraine. Den 3. januar 1919 forlod hans tog banegården i Kiev på en farefuld færd mod vest.

Endelig d. 7. Jan. overskred vi den tyske Grænse. Glæden var stor! Musikken spillede : „Nu takker alle Gud”, og forskelligfarvede Raketter blev sendt til Vejrs. — Næste Dags Morgen afsendte vi Te­legram hjem — vi havde i Maaneder ikke haft mindste Forbindelse med vore kære der­hjemme.

Derefter foretog vi en grundig Rens­ning af vort Tøj og Legeme. Et Varmvands-Brusebad var herligt! Meget bedre end Mad. Aah, ja, hvor var det godt at faa Snavs og Lus af sig og faa nyt og rent Linned paa Kroppen! Alt var Liv og Glæde, og der var kun en Sviptur hjem.

Vi anede ikke, at Tilstandene var saa daarlige, som de viste sig at være. — For 2½ Maaned siden havde jeg rejst om­trent samme Vej, og da gik alt Tip-Top. Nu var det hele forstyrret, Polakkerne havde be­sat Byerne langs Linjen Thorn-Schneidemyhl, saa den direkte Linje efter Berlin var forhin­dret.

Vi tænkte saa paa at tage over Pommern og Meklenborg, men ogsaa her var det næsten ufremkommeligt. Det var nemlig ikke alene os fra Ukraine, der skulde hjem; ogsaa fra Estland, Livland og Kurland kom større Trans­porter. Dertil kom, at de russiske Fanger skulde hjemsendes, for det var smaat med Ernæringsmidler i Tyskland. Saa skulde der tillige sendes Krigsmateriel til de Tropper, der kæmpede med Polakkerne.

Samtidig med al denne Transport skulde Tyskerne levere en Mængde Jernbanevogne og Lokomotiver til Frankrig, og vi saa af og til hele store Tog af ny eller nymalede Vogne paa Vej til Frankrig.

 Jernbanemændene i Tyskland er dygtige til at klare Forholdene, men dette her var for meget. Vi gamle Soldater forstod det og bar over med, at vi hist og her maatte holde stille i Timer, ja, undertiden et helt Døgn. Men nægtes kan det ikke, at vi var fyldt af inder­lig Hjemve.

Heller ikke var det hyggeligt i Toget; vi maatte jo rejse i Godsvogne, 32 Mand i hver.

Søren Larsen-Kjær: Erindringer fra Verdenskrigen (1923)

Søren Larsen-Kjær fra Skodborg tilhørte 3. Landstormsbatl. Ved årsskiftet 1918/1919 var hans enhed på vej hjem fra Ukraine. Den 3. januar 1919 forlod hans tog banegården i Kiev på en farefuld færd mod vest.

Den 6. Jan. ved Middag dampede vi af. Alligevel var alt ikke saa ligetil, idet Polakker­ne havde besat store Dele af Øst- og Vestpreus­sen, hvorfor der herskede Krigstilstand mellem Tyskland og Polen.

Vi skulde derfor holde os rolige i Toget, og det gjorde vi. Polakkerne tilføjede os heller ikke mindste Fortræd; de vidste, at vi ønskede intet andet end at kom­me hjem, og de vilde vist gerne af med os.

Vi passerede Kovel, kom over Sumpegnene og naaede Brest-Litowsk …

Søren Larsen-Kjær: Erindringer fra Verdenskrigen (1923)

Folkeuniversitet i Sønderborg afholder i januar måned 2019 en foredragsrække med titlen Første Verdenskrigs afslutning – og tiden derefter.

Det første foredrag bliver holdt onsdag den 16. januar og handler om våbenstilstanden den 11. november 1918 og soldaternes hjemvenden fra fronten.

Våbenstilstanden var et stort øjeblik for de soldater, der levede længe nok til at opleve den. Men krigen var ikke nødvendigvis forbi fra den ene dag til den anden – og for mange var der meget langt hjem. Nogle måtte gå hele vejen fra Vestfronten til Sønderjylland, mens andre først kunne transporteres hjem fra allierede krigsfangelejre i løbet af 1919. I foredraget skal vi følge udvalgte enkeltskæbner og deres oplevelser.

Foredragsholder er museumsinspektør René Rasmussen, Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot.

De næste foredrag holdes de følgende onsdage.

Onsdag den 23. januar fortæller formidlingsmedarbejder Louise Klinge, Christiansfeldcentret, om den Første Verdenskrigs lange skygger, krigsinvalider og faldnes efterladte.

Mange af de mænd, der vendte hjem, var skadede på sjæl og krop. Der blev oprettet et særligt invalidenævn, som tog sig af de sønderjyske krigsinvalider og krigsenker. Foredraget vil give et indblik i de ar, Første Verdenskrig efterlod i Sønderjylland og hos den sønderjyske befolkning.

Onsdag den 30. januar beretter forskningsleder, dr.phil. Hans Schultz Hansen, Rigsarkivet i Aabenraa, om Foreningen af Dansksindede Sønderjydske Krigsdeltagere 1914-18 og mindekulturen på våbenstilstandsdagen.

D.S.K. skabte traditionen med at lægge kranse ved monumenterne for den Første Verdenskrigs faldne på de sønderjyske kirkegårde den 11. november. Som mødested for veteranerne fik D.S.K. fik også stor betydning for deres bearbejdning af oplevelserne under den brutale krig. D.S.K. havde sin storhedstid i 1940’erne. Derefter kammeraterne fra. I 1988 var der kun 93 tilbage, og D.S.K. blev opløst. En epoke i Sønderjyllands historie var forbi.

Foredragene finder sted kl. 16.00-17.45 i Den røde Boks på Alsion.

Se nærmere om pris og tilmelding på https://fuko.dk/komite/soenderborg-folkeuniversitet/#komite_program.

På et møde på Askov Højskole den 4.-5.januar 1919 mellem ledende personligheder og politikere fra Danmark og Sønderjylland forsøgte Aabenraa- og Flensborg-fløjen at opnå et kompromis, som de i enighed kunne kæmpe om under den kommende afstemningskamp. Det lykkedes ikke.

Historikeren René Rasmussen skriver i: “Sydslesvigs danske historie” (2009) om mødet på Askov Højskole:

“Navnlig Flensborg-bevægelsen voksede sig stærk i Danmark og Nordslesvig, hvorimod Dannevirkebevægelsen forblev  en  mindre,  men  dog ganske slagkraftig og indflydelsesrig gruppe, ledet med stor oratorisk – om end knap så stor taktisk – dygtighed af Flensborg Avis’ redaktør, Ernst Christiansen.

På et møde på Askov Højskole den 4.-5. januar  1919  mellem  ledende  personligheder  og  politikere fra Danmark og Sønderjylland forsøgte de to fløje uden held at nå til enighed.

Den nøjagtige ordlyd af det kompromis, som blev formuleret af H.V. Clausen, kendes ikke, men det gik i hovedtræk ud på, at Danmark skulle erklære sig villig til at  modtage  Flensborg  og  inderfjordens  sydkyst samt de mellemslesvigske sogne, når de ved en afstemning tilkendegav ønsket om at komme tilbage til  Danmark,  mod  at  Ernst  Christiansen  til  gengæld skulle opgive sin agitation for Dannevirkelinjen.

I   Aabenraa-resolutionen   fra   november 1918 var der nemlig kun temmelig vagt talt om en afstemning i “de tilstødende distrikter” syd for 1. zone.  I  H.V. Clausens  forslag  blev  dette  område betydeligt udvidet og nærmere konkretiseret. Dette “tilbud'” betragtede Ernst  Christiansen naturligt nok som en selvfølge, og han modstod siden alle forsøg på at få ham til at opgive kravet på Dannevirkelinjen.

En anden deltager, Hans Jefsen Christensen, skal ved denne lejlighed halvhøjt have udbrudt  de  bevingede  ord:  “Da  brast  Flensborg  af din  hånd,  Christiansen!”

I  en  sen  nattetime  forsøgte historikeren Vilhelm la Cour, der også deltog i mødet, at få Ernst Christiansen til at koncentrere kræfterne om at redde Flensborg, men han skal da have udtalt: “Der er dansk folkegrund helt ned til Slien-Dannevirke, vil De opgive den?”

Uddrag af “Sydslesvigs danske historie” (2009) Kan læses gratis som pdf her.

Bogen kan også stadig købes i boghandelen: Lars N. Henningsen, René Rasmussen, Martin Klatt og Jørgen Kühl: “Sydslesvigs danske historie.”

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke.

Lørdag og- Søndag 4. og 5., Askov-Møde; førende Repræsentanter for alle danske Partier. Vi maa have banet Vej gennem Pigtraadsspærringen paa Skrumsagers Bro over Kongeaaen.

En københavnsk Deltager hævder fortroligt til mig, at de allierede har bestemt sig for Danevirke-Linjen.

H.P. Hanssen lægger som altid udførligt for, stærkt imod os. Kloppenborg djærvt for os, fremhæver dog paa Selvbestemmelsesrettens Grund.

Jeg udvikler samme Standpunkt som i Vælgerforeningen. Særlig af Hanssens Tale faaet Indtryk af voksende Sandsynlighed for, at Grænsen sættes af de allierede uden Afstemning, men efter Danmarks Forslag. I saa Fald maatte Danmark som Minimum kræve Flensborg- og mellemslesvigske Sogne.

Under Forhandlingen stiller H. V. Clausen et “Fredstilbud” til mig: at Danmark tager Flensborg og- Inderfjordens Sydkyst samt de mellemslesvigske Sogne med, naar de ved en Afstemning tilkendegiver Ønsket.

Da dette er en Selvfølge og ingen Indrømmelse, afviser jeg Tilbudet. Bliver der Afstemning, maa alle Slesvigere have Ret til at stemme.

Lørdag Aften efter Forhandlingens Slutning kommer Indenrigsminister Ove Rode hen til mig for at tale om Flensborg. Han er enig med mig om, at Flensborg i hvert Fald, ogsaa hvis der ingen Afstemning bliver, bør have Lejlighed til en Tilkendegivelse.

Ved den afsluttende Frokost Søndag siger Forstander Appel, at Mødet har staaet i Flensborgs Tegn og øget Sympatien.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Søren Larsen-Kjær fra Skodborg tilhørte 3. Landstormsbatl. Ved årsskiftet 1918/1919 var hans enhed på vej hjem fra Ukraine. Den 3. januar 1919 forlod hans tog banegården i Kiev på en farefuld færd mod vest.

Endelig blev det Dag, og vort Soldaterraad fik atter fat i Obersten gennem Telefonen. Han sagde, at han skulde gøre, hvad han kunde, men han havde Elementer i sin Hær, som brændte af Hævnlyst, fordi vi havde skudt paa Russerne i Korosten.

Dertil svarede vort Soldaterraad, at vi stolede paa den rus­siske Officers Højsind, og var det ikke en rus­sisk Officer, vi havde for os, vilde vi slet ikke indlade os paa Forhandling. Vi beklagede den modbydelige Begivenhed i Korosten, men føj­ede til, at vi kun havde værget os mod An­greb. Vi vilde overhovedet ikke slaas; vi vilde hjem.

Soldaterne i Korosten stod ogsaa under Obersten, og da han hørte, at det var dem, som havde angrebet os, vilde han, inden nærmere Beslutning blev tagen, have Forbin­delse med Korosten. Dette gjorde han og rin­gede atter op. Han beklagede Angrebet, og navnlig var han ked af, at den civile Befolk­ning havde lidt Skade. Han lovede nu fri Gennemrejse, men bad om, naar vi kørte forbi Zarny, ikke at lade Soldater staa i Vinduer og Døre paa Toget. Dog gav han Lov til, at vi som hidtil lod en Vagtpost staa paa Gangbrættet til hver Vogn og paa Lokomotivet. Desuden vilde han sende to Officerer i Møde med os.

Dette Tilbud tog vi imod.

Alle skulde holde sig stille i Kupeerne, men naturligvis stod vi parate til at forsvare os, og vi havde sagt til Obersten, at dersom Russerne beskød os, vilde vi til det yderste anvende vore Vaaben.

Noget over Middag d. 5. Jan. gled Toget af Sted. Vi vidste, at Faren var stor, men Kry­stere var vi nu heller ikke. Der var bleven fortalt meget om, hvordan Russerne havde plyndret Militærtransporterne, ja, mishandlet værgeløse. Mange maatte lide uforskyldt; dog er det vanskeligt at udrede, hvor Skyld eller Uskyld var at finde.

Vi stillede Tornistrene op langs Vognens Yderside som en Slags Panserværn mod rus­siske Kugler, og saa lagde vi os ned paa Bunden af Vognen med skarpladte Geværer i Haanden og Haandgranater under Armen. Snart mærkede vi stærke Stød; saa var vi ved Zarny, Stødene blev efterhaanden mindre, og vi var lykkelig og vel kommen forbi det farlige Sted.

Vi rejste os op, og vi jublede af Glæde. Vore Vagtposter paa Vognene fortalte os om, at der var en Mængde russiske Soldater i Zarny, og de havde staaet parate baade med Kanoner og Maskingeværer, saa vi havde virkelig en kort Tid befundet os som Daniel i Løvekulen.

Efter at have kørt nok et Par Stationer frem maatte vi holde stille for at faa Vand til vort Køkken. Det blev vi dog ikke færdig med; thi vor Adjudant, som havde Vagt bag i To­get, meldte, at der kom et Tog bag efter os, og det sendte nu og da Alarmraketter i Vejret.

Hurtig fulgte vi Ordre og kom i Toget og satte Farten op. Det andet Tog naaede dog hen til os, og det var fuldt af russiske Soldater.

De gjorde os dog ikke noget. Jeg antager, at de skulde til Østgalizien, hvor Russerne og Po­lakkerne paa den Tid laa i Kamp. Vel ogsaa af den Grund laa hele det Omraade, vi nu kørte igennem, fuld af russiske Tropper! De vilde bemægtige sig Krydsstationen Povurz for at faa fri Fart for deres Troppetransporter.

De tyske Tropper vilde ikke tillade dette, saalænge der var tyske Soldater tilbage i Ukrai­ne, og der stod her mange Træfninger mellem Ruski og Tyskerne.

Vi kørte med Iltogsfart, og glade blev vi, da vi i den mørke Aften kunde se det elek­triske Lys fra Povurz — Tyskerne lagde elek­trisk Lys ind i alle de Byer, som de havde besat. Toget blev dog standset, inden det naaede ind paa Stationen. Det var den tyske Vagt, som krævede det. Intet Tog maatte løbe ind uden meget nøje at være gennemsøgt. Man frygtede Russerne, og for at sikre sig hav­de man lagt Sprængstof under Banen, saa et Tryk paa en Knap i et Nu kunde sprænge et Tog i Luften.

Da Visitationen var færdig, sagde de tyske Vagtmænd: Lev vel Kammerater og hils hjem­me. Saa kørte vi igen et Par Minutter, og den polske Grænse var naaet.

Det havde været en farefuld Rejse, rig paa Spænding og Oplevelser. Et helt Under var det, at vi var sluppet saa godt igennem; næsten ingen andre Transporter havde været saa hel­dige som vi. Heller ikke var det ved egen Hjælp, at det var gaaet saaledes; vi var jo gamle Soldater, hvoraf de kraftigste var pillet ud og sendt til Fronten og erstattet af nogle ringere.

Tyskerne havde forresten nok at gøre med at modstaa Russernes Tryk ved Povurz, og vi blev opfordret til at blive.

Det vilde vort Soldaterraad ikke gaa ind paa; thi, som de sag­de, vi havde ventet, til vor Tur kom; andre havde faaet Lov til at naa hjem til Jul. Vi lod dem ogsaa vide, at hvis vi ikke fik et Tog, saa tog vi den til Fods gennem Polen. Det hjalp, og et tysk Tog blev overladt til os, og det kan nok være, at det gik med Liv og Lyst at overflytte vore Sager fra det rus­siske til det tyske Tog.

Søren Larsen-Kjær: Erindringer fra Verdenskrigen (1923)

Senest ændret den 5. januar 2019 22:33

Søren Larsen-Kjær fra Skodborg tilhørte 3. Landstormsbatl. Ved årsskiftet 1918/1919 var hans enhed på vej hjem fra Ukraine. Den 3. januar 1919 forlod hans tog banegården i Kiev.

Den 4. Januar om Morgenen nærmede vi os Krydsstationen Korosten, hvor vi skulde ind paa Linjen efter Kovel. Landskabet her er flere Steder opfyldt af smaa Klippepartier og overstrøet med store Klippestykker. Før Stationen var der en Bro, vi skulde over.

To­get gjorde imidlertid Holdt forinden. Alle blev kaldt ud af Toget, og vore Officerer fortalte os, at denne Station var en af de farligste at passere paa Hjemturen, og de bad os følge deres Raad, der gik ud paa, at vi skulde dele os i tre Hold. Det ene Hold skulde gaa foran Toget over Broen, det andet skulde blive paa Toget, og det tredie skulde gaa bagefter for at værne mod et Angreb bagfra.

Klippepartierne gav nemlig et godt Skjulested for Russerne.

Vi gjorde ogsaa, som Officererne sagde, for vi vidste, at de var godt skolede i Krigskunsten. Det var ogsaa klart, at i Tilfælde af Angreb var Broen farlig at komme over; thi blev vi standset paa den, var vi ikke alene en god Skive at skyde paa, men vi var selv forhindret i at formere os til Kamp.

Det viste sig ogsaa, at der var russiske Soldater bag Klipperne i Nærheden af Broen, men da de saa vore Forsigtighedsregler, listede de af. Desuden saa vi ogsaa, at der ved Broen laa en Mængde tomme Patronhylstre, der for­talte om Angreb og Kamp.

Alt gik nu godt, og vort Tog rullede ind paa Banegaarden. Her blev gjordt Holdt.

Det tossede var, at paa hver Station skulde vor Togfører ind for ved Hjælp af Telefonen at faa at vide, om Banen forud var klar. Hele Tiden maatte vi bevogte ham og ikke mindst paa et saa farligt Sted som her, for vi stolede ikke paa ham. Saa var der desuden det ke­delige, at Russerne raadede over Telefonerne, og saa at sige ingen af os forstod det russiske Sprog.

Togføreren gav den Besked, at Banen foran ikke var fri før om en Time.

Vi fik saa Ordre til at spise til Middag, hvorefter vi saa kunde køre ugenert. Vi steg saa ud af Toget og gik hen til vort Feltkøkken efter Mad, men derved kunde vi alle ses fra Stationen og de nærlig­gende Bygninger.

Efter Spisningen var der nogle af vore nys­gerrige, som gik hen for at se ind ad Vindu­erne i de tilstødende Bygninger, og der saa de en Mængde tyske Varer, som øjensynlig var røvet fra Tog, der var plyndret. Desværre blev der noget Staahej, og værre blev det, da et Par Kvinder fortalte, at inde i Byen var der flere Gidsler som Fanger. Mange raabte op om, at det kunde vi ikke være bekendt, og at vi burde gribe ind. Men endnu var der ingen russiske Soldater at se.

Imidlertid blev der affyret to Skud, og to Mand inde i 2-Kompagnis Køkkenvogn blev saaret. Der kom flere Skud, og snart regnede Kug­lerne hen over os.

Der lød nu Befaling til os om alle at træde ud og optage Kampen.

Nær­kampen var straks i fuld Gang; men Russerne havde ikke regnet med, at vi vilde optage Kampen; thi syv Russere stak øjeblikkelig Armene i Vejret og bad om Pardon. Dem tog vi saa til Fange, men det skulde vi vist ikke have gjort, for nu satte Russerne Maskinge­værer ind. Kuglerne peb som Hagl, og vi søgte Dækning bag tomme Vogne og Træstabler.

Vore Maskingeværer kom nu ogsaa i Virksom­hed paa Fløjene. Men det var givet, at i Læng­den vilde vi blive underlegne, for Russerne er særlig dygtige, hvor Maskinskydning kan anvendes, og det værste var, at vi var ikke klar over, hvor Russerne havde deres Maskin­geværer opstillede. Ingen havde i denne djævelske Tummel tænkt paa vor Ven Artilleristen, og dog var det Kanonerne, der reddede os.

Han havde taget Sagen med Ro, og han havde opdaget, at Russerne skød fra en Række Træskure i Nærheden af Stationen. Mod dem rettede han Kanonerne og brændte løs. Det havde Ruski ikke regnet med; de tabte Modet og flygtede i Virvar ned ad Gaden. Saa blev der ogsaa affyret et Par Kanonskud mod Banegaarden, saa Bjælker, Gibs, Glas og Mursten raslede ned til alle Sider.

Men saa gjorde vi noget, som burde være usket: Flere af de tyske Soldater skød med Riflerne hen ad Gaderne, saa mangen Russer faldt, og desuden blev der afgivet nogle faa Kanonskud ind i Byen, saa de bikubeagtige Huse gyngede eller faldt sammen. Vort Mandefald var forholdsvis lille, idet Russerne havde sigtet for højt. Vore Jernba­nevogne var stærkt gennemskudte langs Taget. Vi havde saaledes 8 døde og ligesaa mange saarede. Af Russerne taltes 90 døde.

Bataillonsføreren gav nu Befaling til at gaa ind i Toget, som derefter rullede af Sted, og vi var glade ved at komme ud derfra, at ikke mere unyttigt Blod skulde flyde. Vi vilde jo nødig slaas — vi vilde hjem.

Uden for Stationen var der en Mængde Skyttegrave, som var besat af Russerne. De lod os dog passere: men to af vore Folk, som havde nølet med at komme med Toget, kom løbende bagefter; den ene af dem fik vi op i Toget, hvorimod den anden var tabt og ramt af en Maskingeværsalve, der lød bag os.

Begivenheden i Korosten havde gjort et pinligt Indtryk paa os; vort Tog var bleven et Ligtog, og de saaredes Stønnen kunde naa vort Øre. Hvor er dog Krigen og alt, hvad der følger den, hæslig! Alt det dyriske og grimme kommer i en saadan Tid op i Men­nesket og faar det til at gøre de sletteste Handlinger.

Derfor sad vi nu stille og tavse, hver i sine egne Tanker, og jeg er vis paa, at mange sendte en Bøn op om, at vi maatte blive fri for at komme ind i noget lignende som i Korosten.

Endnu var vi knap Halvvejen til Grænsen, og vi vidste, at vi skulde forbi en Krydsnings-station til, nemlig Zarny, hvor Banerne Tarnopol-Pinsk og Kovel-Kiew krydser hinanden. Det var ogsaa et farligt Punkt at komme over; thi der i Nærheden laa 10000 af Petlures Tropper, anført af en Oberst.

Henad Aften var der kun to Stationer til Zarny. Det blev mørkt, og vi gjorde Holdt, idet Stationsforstanderen meddelte, at nævnte Oberst ønskede en telefonisk Samtale med vort Soldaterraad. Det var givet, at Obersten vidste om Begivenheden i Korosten, og vi var alle i voldsom Spænding, medens Telefon­samtalen stod paa.

Resultatet blev, at vi maatte overnatte, hvor vi var, og først næste Dags Formiddag skulde vi faa nærmere Besked. Han vilde gøre alt for, at vi kunde slippe uskadt igennem. Den var ikke hyggelig for os; thi kunde vi stole paa ham, eller var vi bragt i en Fælde. Vi holdt inde i en Skov, og de russiske Soldater havde kun to Timers March ud til os.

Der blev ingen Ro eller Søvn om Natten. Vi gik langs med Toget med skarpladte Ge­værer, for Stillingen var kritisk. Egentlig sad vi her paa Naade eller Unaade og var en Slags Gidsler. Selv Tyskerne gik omkring med alvorlige Ansigter, og der er ingen Tvivl om, at mangen en raa Karl den Nat fik opfrisket sin Barnebøn.

Langs Banen fandt vi ituslaaede Kasser og Kufferter, hvilket vidnede om Over­fald og Røveri, og det gjorde ikke Stemningen bedre. Der skete dog intet uden dette, at et rus­sisk Militærtog passerede i Retning af Koro­sten, hvor de antagelig skulde hen for at se, hvad der var sket.

Søren Larsen-Kjær: Erindringer fra Verdenskrigen (1923)

I forbindelse med 100-året for Første Verdenskrigs afslutning oprettede TVSYD en temaside med artikler og indslag.

Gå på opdagelse i temasiderne på TVSYDs hjemmeside her

Senest ændret den 5. januar 2019 22:38

Søren Larsen-Kjær fra Skodborg tilhørte 3. Landstormsbatl. Ved årsskiftet 1918/1919 var hans enhed på vej hjem fra Ukraine. I Kiev oplever de stor nød og elendighed.

Det er derfor ikke at undres over, at vi læng­tes efter at komme bort fra Kiew.

Vort Soldatterraad gjorde vist ogsaa alt muligt derfor; men den eneste Maade at klare den paa var at anvende Bestikkelse. Paa den anden Side var det ikke saa morsomt at vove sig ud fra Garnisonen i Kiew, da vi let kunde blive over­falden af Petlure [ukrainske partisaner, RR], og der var mange, som mente, det var bedst at blive.

Men vi bestemte os til at prøve Hjemturen straks, og det lykkedes vort Soldaterraad at leje en stor og brøsig Lokomotivfører for 1000 Rubler og halvtreds Liter Brændevin, som han dog først skulde have ved Grænsen. — Vi var mellem 8 a 900 Mand, saa det blev jo ikke meget til hver. Vore øvrige Penge afleverede vi til den tyske Feltpost i Kiew. De skulde saa sendes til Tyskland i et Pansertog, der var sat i Gang og skulde besørge Postsagerne. Jeg antager, at vore Penge tilsammen androg ½ Mill. Rubler, saa kunde Russerne røve baade disse og vort Proviant, saa var det et Kup for dem at gøre.

Lige da vi stod parate til Afrejsen, kom der en Afdeling Artilleri og bad om at komme med. De var paa Rejsen fra Odessa bleven over­falden af Russerne, blevet oprevet og mange skudt eller saaret, idet de ikke havde Infanteri at dække sig med. Nu vilde de gerne staa Last og Brast med os. Dette gik vi med paa; de fik saa et Par Rullevogne til Kanonerne midt i Toget; Strasborgerne var foran, og vi Flensborgere sluttede Toget. Saaledes udstyret og beredt paa det værste dampede vi den 3. Januar 1919 med Tog ud fra Kiew.

Det var med underlige Tanker, man kørte hen forbi de Stationer, hvor vi før havde været. Vi saa Lillebroen, men Vagten var nu borte. Vi var glade, fordi vi skulde hjem, men alligevel maatte man, som Forholdene var, føle sig som en Fange i et fremmed Land, hvor alt efter Krigen var i Opløsning og Oprør, og det var jo ikke givet, at man kunde naa ud af Fangenskabet.

Søren Larsen-Kjær: Erindringer fra Verdenskrigen (1923)

Gesandten i Paris, Bernhoft, sendte 3. Jan. 1919 følgende Telegram til Udenrigsministeriet:

Ifølge Oplysninger, som jeg har indhentet paa Quai d’Orsay [dvs. det franske udenrigsministerium], vil de forberedende Samtaler finde Sted omkring Midten af Januar, og ved Slutningen af samme Maaned ventes Forhandlingerne paabegyndt om Fredspræliminærerne, under hvilke Spørgsmaalet Slesvig vil komme frem.

Det menes, at en af den danske Regering bemyndiget Person vil blive tilkaldt under Behandlingen af Sagen.

Kan det forudsættes, at den kgl. Regering vil sende en sagkyndig, som vil være forsynet med Instruktion, Data og Landkort, henstilles det, at han for en Sikkerheds Skyld afrejser snarest. Han kan ikke optræde her som Delegeret ved Konferencen. Det franske Udenrigsministerium foreslaar ham attacheret det kgl. Gesandtskab.

Dog forudser man den Mulighed, at Fredskonferencen for at fremme Arbejdet først henviser de Neutrale til Forhandling med den, mod hvem der fremsættes Krav, saaledes at Resultatet forelægges Konferencen.

I Svar paa Udenrigsministeriets Telegram af 19. Dec. bemærkes følgende: Fredskonferencen vil antagelig falde i to Afsnit, hvoraf den første atter i to Dele, nemlig Fredspræliminærerne og disses Udførelse i Detail gennem Kommissioner.

Franz von Jessen, 1937, II.

På Provinslanddagens Møde i Kiel 3. Jan. 1919 vedtoges enstemmigt følgende Resolution:

I
Provinsen Slesvig-Holsten er i hele sin nuværende Udstrækning et historisk, statsretligt, økonomisk og kulturelt sammenhørende Hele.
I Nordslesvig bor overalt Tyske og Danske blandet. Kun i begrænsede Distrikter findes et overvejende dansk Flertal. En retfærdig Adskillelse af Omraaderne er ikke mulig og kan ikke engang opnaas ad Selvbestemmelsesrettens Vej. En Afstaaelse af Nordslesvig eller Dele af Nordslesvig til Danmark vilde krænke Slesvig-Holstens fra gammel Tid overleverede Rettigheder paa det dybeste og for de Tyskere, som derved kom under dansk Herredømme, skabe en ny Uret, som aldrig vil blive glemt. Den vilde tillige foraarsage uberegnelige økonomiske Tab.

En Udligning mellem de tyske og danske Interesser i Nordslesvig kan frembringes derved, at begge Dele af Befolkningen i den statslige og kommunale Forvaltning med Hensyn til deres nationale Særegenheder opnaar fuldstændig Ligeberettigelse. Det svarer til vore Hensigter og er allerede ydet af Tysklands nye Regering.

Slesvig-Holsten kan kun gaa en lykkelig Fremtid i Møde , hvis det i Overensstemmelse med Landets Grundsætning ogsaa fremdeles forbliver udelt og tillige snævert forbundet med Tyskland. Derfor nedlægger vi den skarpeste Protest mod enhver Afstaaelse af nordslesvigsk Jordbund.

II
Saafremt de danske Krav paa Afstaaelse af Dele af Nordslesvig i Henhold til det Wilson’ske Fredsprogram alligevel ikke ganske simpelt kan afvises, saa maa Afgørelsen ske paa Grundlag af en Folkeafstemning. For dette Tilfælde opstiller vi følgende Fordringer:

1. Afstemningsomraadet, som efter Danskernes Forlangende skal udstrækkes til Flensborg og Tønder, maa udstrækkes til hele Hertugdømmet Slesvig, og det samlede Resultat maa være afgørende for hele Hertugdømmets Skæbne. Kan dette ikke opnaas, saa maa Afstemningen indskrænkes til Landomraader med utvivlsomt overvejende dansk Befolkning.

2. Vi forlanger, at der ved Afstemningsresultatet skal tages Hensyn til Kommunerne, hvorved der skal gælde 2/3 Majoritet m. H. t. Slutresultatet, som skal være bestemmende for en Afstaaelse.

3. Vi forlanger, at der paa Grundlag af det kommunevis fremkomne Afstemningsresultat ikke tilkendes Danmark, regnet fra den nuværende Grænse, flere Kommuner, beregnet efter disses samlede Indbyggerantal, end der i alt i det nordslesvigske Omraade har stemt for Danmark med 2/3 Majoritet.

(…)

von Jessen, 1937, II.

Peter Madsen fra Ullerup gjorde krigstjeneste i Infanterie-Regiment Nr. 162. Han har ligget på lazaret siden marts, men blev udskrevet til garnisonen i oktober. Nu venter han bare på hjemsendelsen.

Jeg skulle egentlig have været på vagt i juledagene, men så meldte jeg mig syg, og doktoren sendte mig til regimentsdoktoren, da jeg samtidig søgte om at blive hjemsendt.

Til nytår fik jeg heller ingen orlov, men jeg tilbragte en rigtig hjemlig
nytårsaften hos Kochs, og her opholdt jeg mig til anden nytårsdag.

Jeg tog turen til fods tilbage til Lübeck.

Jeg aflagde igen regimentslægen et besøg, men han ville ikke hjemsende mig, dog skrev han mig uduelig til vagttjeneste.

Jeg fatter ikke, at jeg ikke snart bliver sendt hjem, jeg bestiller ikke en døjt.

Harald Alnor: Dagbog. “En ung sønderjyde fortæller om begivenheder i Første Verdenskrig 1914-1918 på Vestfronten.”

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke.

Besøg af Magister Vilh. la Cour og Forfatteren Harald Nielsen. Læste min Nyaarsleder om Slægt, der følger Slægters Gang i Dansk Kirke, for dem.

Om Eftermiddagen gør Grosserer J. C. Paulsens økonomiske Redegørelse Indtryk paa dem. De tilraader dog stærkt et Flensborg-Standpunkt, alt andet udsigtsløst og farligt.

Ikke enige herom.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Søren Lauridsen fra Bredebro gjorde krigstjeneste ved 4. landsstormsbataljons 4. kompagni. Efter krigsafslutningen skulle han hjem fra Ukraine, men blev på vejen udplyndret af hjemvendende russiske krigsfanger.

Efter 3½ aars omflakken kom endelig krigens afslutning, og under min færden i Nordrusland traf jeg to bekendte fra Bredebro, Peter Andersen og Thomas Brink. Ved Sortehavet i Simferopol løb jeg på Frederik Madsen fra Bredebro.

Da krigen sluttede, opholdt vi os i Ukraine. Det var ikke morsomt under disse forhold at være omgivet af en fjendtligtsindet befolkning.

Hjemrejsen blev heller ikke så let. Vi havde ganske vist valgt et soldaterråd, men under disse forhold beholdt officererne dog
kommandoen. Vi ville hjem for enhver pris.

Bataillonen måtte selv sørge for transportmidler, og vi havde også fået rekvireret en togstamme, men så savnede vi lokomotivet.

Da vi ville skaffe os et sådant, kom vi i konflikt med de såkaldte petljuraer. De afslørede bolscheviktendenser. De forlangte simpelthen, at vi først skulle afvæbnes, og det var vi af visse grunde ikke begejstret for. Episoden affødte skydning hist og her, og inden vi så os om, var der en spredt fægtning i gang. Vi mistede ikke så få.

Petljura-tropperne tilkaldte forstærkning, og hen på eftermiddagen måtte vi paa grund af overvældende overmagt strække gevær.

Nu skulle der etableres en domstol, og modstanderne forlangte som modforanstaltning hver tredie mand skudt. Efter nogen forhandling gik de med til kun at skyde hver tiende mand.

Enden af historien blev dog, at alle officerer blev tilbageholdt, hvorefter bataillonen fik lov til at dampe af, idet vi fik fat i et  lokomotiv, der i nattens mulm og mørke trak togstammen i retning mod Tyskland.

Transporten var på grund af kulden og de uhygiejniske forhold frygtelig.

Den næste dags eftermiddag oplevede vi en ny episode. På en station skulle vi krydse med et modgående tog med russiske krigsfanger, der kom fra Tyskland. De opdagede straks, hvad vi var for folk, og inden ret længe tvang de os til at bytte tøj med dem.

Samtidig plyndrede de os for alle vore værdigenstande, og hvad der var endnu værre, var, at de tog hele vor forplejning.

Det var nogle kønne lazaroner, der fem dage senere i kulde og sne ankom til Berlin.

Nytårsaften nåede jeg på hjemrejsen til Lybæk, og den 9. januar  1919 var jeg omsider hjemme i Bredebro.

DSK-årbøger 1949

Det kunne være interessant at undersøge, om de omtalte kampe med petljura-tropperne skulle være de samme, der den 18. december 1918 kostede flere sønderjyder livet.

De dansksindede sønderjyders politiske organisation, Den nordslesvigske Vælgerforening, vedtog på sit bestyrelses- og tilsynsrådsmøde den 30. december 1918 følgende tre resolutioner i anledning af Mellemslesvigsk Udvalgs resolution den 17. december:

Første Resolution

Efter at Ententen har sejret, og Tyskland har antaget Wilsonprogrammet som Grundlag for Verdensfreden, betragter vi vor Hjemstavns nær forestaaende Adskillelse fra Tyskland og Genforeningen med Danmark som en Kendsgerning. Skønt vi endnu er tyske Statsborgere, og som saa- danne fuldtud berettigede til at deltage i Valgene til den tyske Nationalforsamling, betragter vi det dog under disse Forhold som urigtigt at øve Indflydelse paa det tyske Folks indre Anliggender. Vi opfordrer derfor alle danske Sønderjyder til at afholde sig fra Deltagelse i de forestaaende Valg til Nationalforsamlingen.

Anden Resolution

Idet vi slutter os til det Standpunkt, som den danske Rigsdag har indtaget til den os af den danske Udenrigsminister i Svaret paa vor Henvendelse meddelte Resolution af 23. Okt. 1918, udtaler vi paa ny:

Grænsespørgsmaalet løses paa Grundlag af Folkenes Selvbestemmelsesret under betryggende Garantier for dens frie Udøvelse.

Tredje Resolution

Idet den nordslesvigske Vælgerforenings Bestyrelse og Tilsynsraad paa ny har fastslaaet en Løsning af Nationalitetsspørgsmaalet i Sønderjylland paa Grundlag af Folkenes Selvbestemmelsesret som svarende baade til Ret og Billighed for begge Parter og som stemmende overens med de Anskuelser, der næres af det store Flertal indenfor den sønderjydske Befolkning, udtaler den samtidig følgende:

1. Vi nedlægger en skarp Protest imod, at man fra de tyske Magthaveres Side i Mellemslesvig søger at hindre den derværende danske Befolkning i, gennem en fri Udøvelse af Forsamlings- og Petitionsretten, at skabe Grundlaget for en fri Afstemning.

2. Vi fastslaar, at gennem ovennævnte Fremgangsmaade fra tysk Side er Selvbestemmelsesretten foreløbig gjort illusorisk for det danske Mellemslesvigs Vedkommende.

3. Vi henstiller til den danske Regering, naar den varetager vore Interesser ved Fredskonferencen, at gøre opmærksom paa, at den danske Befolkning i Mellemslesvig under disse Forhold ikke kan haabe paa at opnaa sin nationale Ret ved en Afstemning.

Franz von Jessen, 1937, II.